En pille, et år, et stop

 

Nogen gange virker alt det med depressionen, som noget der skete i et andet liv og alligevel ved jeg jo godt, at det ikke er mere end to år siden jeg befandt mig i mørket. Siden min udredningssamtale, hvor diagnosen “svær depression” blev fastslået, så har jeg på mange måder drømt om netop denne dag.
Hvorfor?
Fordi det var mit håb; min drøm om et depressionsfrit liv, da der var mørkest.. 

Det er svært at forklarer hvor altopslugende depressionens mørke er og hvordan mørket kan fjerne alle tanker om, at der virkelig er en dag igen imorgen. Da der var mørkest, var jeg sikker på min krop og mit sind ville give efter og en nat fandt jeg min computer frem, for at skrive afskedsbreve til mine nærmeste. Ikke fordi jeg ønskede at tage afsked, men fordi jeg var sikker på at mit hjerte snart ikke kunne klare mere. Det var ikke for sjov at der blev kørt ugentlige hjertediagrammer, mens jeg var indlagt, den første måned. Min vægt styrtdykkede, kroppen var konstant forpint og håret faldt af i totter. Alt hvad der kunne være i ubalance, kom i ubalance og når jeg lå der med øret mod madrassen, kunne jeg hører hvordan mit hjerte konstant skiftede rytme, først dobbeltslag, så næsten intet, for dernæst igen at finde sin rytme. Sådan lå jeg en nat, mens mørket fortalte mig, at jeg måske ikke ville overleve rejsen igennem depressions altopslugende dystre mørke. 

Det blev dog en rejse, en rejse som førte mig ud i lyset. Først var der tåget men en smukt efterårsmorgen stod jeg så endelig under en skyblå himmel og mærkede hvordan mit hjerte blev varmet af solen. 

En ting er at holde ved stationen, hvor lægerne nu erklære en rask i det psykiatriske system, noget andet er at føle sig rask og for alvor mærke, at der er kommet styr på uhensigtsmæssige strategier og tankemønstre…. da jeg forlod dén station, for at kører videre mod den næste, så var det der at den virkelig prøvelse skulle ske, det næste stop var hos en psykiater, som skulle hjælpe mig med at trappe ud af min antidepressive medicin. Det var et stop, som på så mange måder fik rusket op i mit indre og som var alle mine følelser og tanker små sandkorn, blev de rystet i sådan en grad, at de fik dannet en indre sandstorm. Spørgsmålet var nemlig, om jeg nu godt kunne være depressionsfri, uden den antidepressive medicin. Månederne gik, nedtrapningen r bød på en kæmpe mental rutsjetur og følelserne mange, men så stod jeg endelig en aften, med den sidste pille. I går var det et år siden at jeg tog den sidste pille og for mig er i dag derfor ende stationen, i fortællingen om min depression. 

Jeg valgte at min depression skulle give mening og derfor har jeg valgt at stå frem med min fortælling.. blandt andet igennem mit virke som Ambassadør hos En Af Os
Min “første” politiske opgave, indenfor sundhedsområdet, var et samarbejde med Dansk Sygeplejeråd omkring udarbejdelsen med deres anbefalinger til den nye psykiatripakke. 
Selvom jeg forsat har perioder hvor jeg er selvstigmatiserende og det derfor var grænseoverskridende at stå på tv og fortælle ærligt om en depression, så gjorder jeg det, fordi jeg tror på vi skal tale om det der er svært og jeg mener vi alle har en rolle i at nedbryde tabu, skam og skyld omkring psykiske lidelser.

Rejsen har været lang, enorm smertefuld og til tider udmattende, men jeg står her nu, med begge ben på jorden, en psyke som jeg kender ud og ind og har svoret at jeg vil passe på og tage hånd om når det er nødvendigt. Der er ingen garantier her i livet og det er da med os ærefrygt at jeg om 7 uger udklækker en hormoncocktail i mit indre, men jeg tror på det, fordi jeg i dag bæger håbet, viljen og ikke mindst en masse redskaber i mit indre. 

Derfor er i dag en stor dag. Det er en dag hvor jeg på så mange måder kan se på kvinden i spejlet, at hun har været på en lang og opslidende rejse. De sidste to år er nogle bestemte linjer kommet til, men jeg skatter dem, da det er derigennem jeg selv kan læse min historie. Fortællingen om min depression er nu afsluttet og forhåbentligt kommet der ikke en del to eller tre – den slags efterfølgere bliver alligevel aldrig særlig gode.

 Tusind tak fordi du ville læse med 

Kærlig hilsen Christina  

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Skriv et svar