Hvad hvis de tager mine børn?

Der skal virkelig meget til for at kommunen tager ens børn”, det husker jeg en af mine medstuderende, som var socialrådgiver, engang sagde til mig. Det er let bare at sige “Ja det skal der og selvfølgelig tager de ikke bare folks børn” og alligevel, så synes jeg desværre der gentagende gange er beviser på, hvorledes nogen kommuner ser igennem den almene retssikkerhed, som er i vores samfund, grundet fortravlet medarbejder og manglende ressourcer. Jeg er hverken socialrådgiver, ekspert eller direkte pårørende til en familie, som har oplevet dette og alligevel, har jeg som tidligere børn og ungerådgiver hos Børns Vilkår, og som kandidat i pædagogisk sociologi, blevet sat ind i diverse undersøgelser og ikke mindst sager, hvor der kan spås tvivl om kommunens indgreb er tilstrækkeligt begrundet. Jeg har overordnet den holdning, at det aldrig må være forældrenes “ret” der tæller i sidste ende. Det er nu engang barnets tarv der skal ses på, ligegyldigt hvad. Hvorfor jeg nu skriver dette indlæg, skyldes mest af alt min egen sårbarhed og et ønske om at fortælle om dengang jeg selv sad med frygten for, at nogen skulle tage mine børn, for ja, den har jeg OGSÅ haft. Frygten kom sig af, at jeg var bange for, hvad “verden udenfor” ville sige og gøre, hvis de vidst hvordan det hele for en kort periode føltes i mit indre. 

Jeg glemmer aldrig den aften min mentale film knækkede og jeg takker fortsat mig selv – dagligt – for at have opsøgt hjælp, på trods af min enorme frygt for at nogen misforstod eller ville begynde at spå tvivl, om mine evner som mor. Den dag, hvor jeg sad under spisebordet, overmandet af angst, sorte tanker og med et spinkelt håb om at hjælpen fandtes, der ringede jeg til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg. Jeg husker at jeg smed på, første gang jeg ringede op og det derefter var nødvendigt at samle en ekstra potion mod inden jeg blev i røret. Sundhedsplejersken som tog telefonen, lod mig fortælle. Hun lod mig græde og hørte mine ord. Igen og igen sagde jeg, at det jo ikke var synd for mig, men mine børn og at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg virkelig gerne ville dem det bedste. Sundhedsplejersken var ikke et sekund i tvivl om dette og sagde da os “Christina…. det du fortælle mig, de handlinger, de bekymrer mig ikke, det der bekymrer mig er hvordan du har det med dem og yderligere hvordan du tydeligvis er påvirket af dem”. Derfra tog samtalen en uventet drejning, for jeg havde virkelig troet jeg skulle indstilles til et forældre genopdragelses kursus.  På det tidspunkt var jeg ramt af en ikke diagnosticeret svært depression og belastningsreaktion og så alt i sort / hvid. Det fangede sundhedsplejersken, hun hørte min manglede realitetsforståelse, konstante “ruminering” og hun mødte mig i samtalen, uden på noget tidspunkt at spå tvivl om hvilken mor jeg rent faktisk var for min børn. Fortællingen om hvordan der kort efter står en psykiater og en sygeplejerske i min stuen har jeg tidligere fortalt om her på bloggen og i kategorien ”En sygdoms sandhed” kan en række af disse indlæg findes og i indlægget “Når Filmen Knækker. Del II – Mor På Tanskehospitalet“, har jeg skrevet om hvordan jeg lavede en børneoversættelse af min psyke lidelse, til mine børn.. Hele processen omkring bearbejdelsen af den frygt jeg havde for at miste, men os at såre mine børn, den har jeg af mange grunde holdt for mig selv.

Dette er den tegning, som jeg brugte til at forklare Aksel og Carl, hvordan mine tanker var blevet rundtosset og det derfor gjorder at jeg var nød til at være på et tankehospital.

I min åben -og ærlighed omkring det at have været psykisk syg, har jeg en stor respekt for ikke at begå et overgreb mod mig selv eller andre, og derfor er jeg dels påpasselig med hvad og hvor jeg fortæller om de oplevelser, jeg havde mens jeg befandt mig i depressionens mørke. Når jeg skriver sådan, så mener jeg, at vi jo alle har en sårbarhed i større eller mindre grad. Den kan være generel eller specifikt for er område og at det på så mange måder er vores egen opgave at værne om denne sårbarhed, frem for at udstille os i den. En udstilling skaber nemlig ofte spørgsmål og vi har efterhånden en tendens i samfundet som hedder sig at vi skal svare når vi bliver spurgt om noget. Det skal man ikke nødvendigvis, men når nu det oftest er sådan, så tænker jeg, at det er vigtigt ens egenomsorg værner om at man måske ikke skal stå “skoleret” nu og her.

Mit første døgn på psyk, var på en lukket afdeling, grundet den mentale tilstand jeg var i og mit enorme behov for at der var nogen som passede på mig, for jeg var simpelthen ikke i stand til selv at gøre det. De knap 24 timer jeg havde på den lukket afdeling, foregik hovedsageligt med ukontrolleret gråd, mens jeg sad i “spænd” i et vindue, med kinden mod den kolde rude og ben og ryg placeret i hver dets side af vindueskarmen. Jeg kunne simpelthen ikke mærke min krop på andre måder og jeg var for bange for de andre patienter på afdelingen, til at gå ud i den gård der var tilknyttet afsnittet. Dagen efter min indlægges overflyttes jeg til et mindre intensivt afsnit og her møder jeg det, der kaldes for en nøgleperson. En nøgleperson er en sygeplejerske, der igennem ekstra uddannelse er uddannet til at arbejde med patienter og dets pårørende, her oftest børn. Hr. Mand er med til det møde, som jeg selv har bedt om, da jeg godt kan se min indlæggelse ikke kan skjules for Aksel og Carl og jeg mener vi har brug for vejledning i hvordan vi kan fortælle vores børn, at mor er blevet syg i psyken? Det er jo svært nok at forklare voksne.

Vi snakker lidt frem og tilbage og jeg præsenterer de termer jeg har valgt at sætte på min sygdom, så mine børn har en mulighed for at forstå dette. Det hedder sig fortsat, at jeg engang har været på et Tankehospital, fordi jeg på et tidspunkt var rundtosset inde i tankerne.

 Jeg husker at nøglepersonen var sød, lyttende og at hun udstrålede en ro og varme, der gjorde jeg ret hurtigt valgte at have tillid til hende. Mens vi snakkede, fortalte jeg om min frygt for at der pludselig står nogen på vores adresse, for at fjerne mine drenge, fordi jeg nu er blevet syg og indlagt på et psykiatrisk hospital. Disse tanker bad hun mig skyde en hvid pil efter – for kort efter at fortælle mig om muligheden for at hospitalet kunne hjælpe med at lave en ansøgning om en aflastningsplads. Idet øjeblik hun fortalte det byggede jeg en mur op omkring mit indre. Jeg husker tydeligt hvordan jeg fortalte at vi som familie, på ingen måder var interesseret i at vores børn skulle i aflastning og at jeg ville gå igennem ild og vand, ligge alle vaner om, flytte fra byen, stoppe på drømmestudiet mm., for at vi kunne få vores familie, heraf særligt mig, på ret køl igen. Jeg glemmer nok aldrig den kvalme som sneg sig ind på mig, mens jeg fortalte hende dette. Jeg husker tydeligt hvordan al blodet havde fortrukket sig fra mine kinder, som havde kroppen gjort sig klar til kamp. Jeg synes generelt det er rigtig fint at der findes aflastning til de familier, som finder det nødvendigt, men for min familie og mit vedkommende, så er vi ikke en af dem. Jeg ville personligt føle min livsførelse var forkert hvis mine børn måtte i aflastning, fordi jeg ikke havde energien til at have dem nær mig. Når jeg skriver sådan, så var det jo netop min egen livsførelse, der  på daværende tidspunkt, var skyld i jeg nu var blevet depressiv, så var motivationen om at genopstå, som den mor jeg før havde været og drømte om igen at blive, var større end nogensinde og der var i min verden, for min familie, ikke andre muligheder end at VI måtte sadle om som familie. Det gøres ikke over en nat og jeg oplever da stadig dage, ja sågar perioder, hvor vi balancere på kanten til at det blive usundt for os som familie. Vi balancere dog kun, frem for at falde lige i de gamle usunde handlemønstre. For at vende tilbage sygeplejersken, så hørte hun mine ord og hun registeret følelserne som lå bagom disse og undskylde da os, for dernæst at forklare mig at hun udelukkende sagde dette, for at fortælle os om de mange muligheder der var for at hente støtte.

Et af Carls besøg på Tankehospitalet.

Jeg har officielt været indlagt i 8 uger på en psykiatrisk afdeling og det skammer jeg mig ikke længere over, men jeg bær for evigt en sårbarhed omkring tanken om, at nogen måske kunne anfægte at jeg var en mindre god mor, bare fordi jeg har haft en depression. Særligt nu, hvor Vilmer kommer til verden lige om snart, så vokser denne sårbarhed i perioder, selvom jeg ikke tvivler på mit moderskab, den relation jeg har til mine børn og den måde jeg forstår at se dem på. Jeg er mine børns bedste Mor, os selvom jeg kommer med ridser i lakken. På trods af dette, så ved jeg jo godt, at jeg kommer med en øget risiko. Det er en risiko jeg har enorm stor respekt for og som er årsagen til at Vilmer på så mange måder er langt mere planlagt end Aksel og Carl var det, alligevel er der ingen garantier og sandheden er nu engang at jeg har en øget risiko for at udvikle en almen depression eller efterfødselsreaktion.

En af de mange årsager til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg igennem min graviditet, løbende er blevet kontaktet at andre kvinder, som står i lignende situation som jeg. Kommende mødre, med en tidligere diagnose, som de nu har en skræk for skulle springe op igen. Jeg skal være ærlig og sige at jeg er sindssyg bange for at blive syg i psyken igen. Det er ikke en frygt der er styrerende men en frygt som jeg respektere og anerkender. At være syg og kæmpe for at blive rask, var nu engang det hårdeste jeg nogensinde har skulle kæmpe med i livet og det havde nær kostet mig det. Tanken om at skulle kæmpe samtidigt med at jeg lige er blevet mor, skræmmer mig. Alligevel har jeg etableret en ro og tillid til mig selv, som går sig på at jeg kan klare hvad end livet bringer og at jeg nu engang har arbejdet ufatteligt meget med mig selv igennem de sidste par år. Jeg har samtidigt givet mig selv et løfte. Et løfte om at være modig, ærlig og omsorgsfuld overfor mig selv og min psyke og mest alt acceptere at det der sker, sker. Det er lidt min bøn med dette opslag, nemlig den, at hvis man som forældre, i ens forældreskab føler at man for tit og ofte er på grænsen eller over denne i sin kontakt til sine børn, og det er noget man selv anslår som værende et problem, opsøg hjælp eller sparring. Hos din partner, veninde, mor, pædagog eller sundhedsplejersken. Hvis psyken føles skrøbelig, så husk, at selv den stærkeste stjerne kan falde og at ingen er uovervindelige, men alle kan, hvis de vil der, være en helt i deres eget liv – det kræver nogen gange en sand hjælper i form af læge, psykolog, partner eller ven.

For mit eget vedkommende har bearbejdelsen af den “uansvarlighed” jeg udviste, forud for mit sammenbrud, været nødvendig at vende igen, her for nyligt. Det er de færreste der går fra “normal” psykisk tilstand til bragende svær depression. Hvornår man er decideret depressiv, ja det er et godt spørgsmål, for vi kan alle score point nok på en dårlig dag til at testen siger “let depressiv”. Jeg har igennem mine to år efter depressionen arbejdet med handlemønstre, uhensigtsmæssige leveregler og etableringen af gode omsorgsfulde strategier og det har kastet en enorm stor selvindsigt af sig. Jeg bliver ofte spurgt om jeg måske tænker for meget over det at have været syg eller om det virkelig er så nødvendigt at “føle” så meget efter? Nu har jeg 7-9-13, aldrig kæmpet med cancer, men hvis man en gang har haft en ondartet knude i brystet, tror jeg det er de færreste pårørende der kunne finde på at sige “ah det du mærker nu er nok ingenting”, alligevel er der nu engang forskel på somatisk og psykisk lidelse. En tidligere cancerramt kvinde er ofte langt bedre stillet end hende der tidligere har lidt af en depression. Begge sygdomme er dødelige og i top 3 over folkesygdomme i Danmark. Nu bevæger jeg mig ud på et lille sidespor, så tilbage igen …

Jeg frygter ikke længere at der en dag ligger et brev i postkassen fra kommunen .. det vil jo nok os være eboksen efterhånden? For jeg føler, at ved at sætte ord på mine tanker, når jeg er i sparring med diverse fagpersoner, så mødes jeg med en enorm respekt og accept af at det er mere end okay, at jeg har været på bunden for i dag at svømme, for jeg flyder ikke, oven vande. Derfor har jeg igennem denne graviditet arbejdet med en kendt jordmoder og yderligere sikret at jeg fik tilknyttet en sundhedsplejerske som ikke var berøringsangst omkring svære emner og som yderligere havde den accept og forståelse der hed, at skulle jeg en dag, under min barsel sige ”jeg har det ikke så godt”, så mødes jeg i denne udmelding, frem for ”Du er jo os rigtig træt”.

Jeg vil gerne sige dig tak for at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

4 comments / Add your comment below

    1. Ja, det kan de nemlig være, tror virkelig det som en sårbar psyke bringer med sig, ofte kan give en helt anden dimension i forældreskabet.

  1. Det er bare så fint skrevet.

    At være mor og psykisk syg kan godt kombinere, men det krævet at men, ligesom du, erkender at man har brug for hjælp.

    Du er sej!!

    1. Hej Tena, tusind tusind tak for dine søde ord og fordi du ville læse med. Det kræver helt klart at man er ærlig og man tør stå frem og bede om hjælpen og at man så får den.. Kærlig Hilsen Christina

Skriv et svar