Mere end bare det at løbe en tur

Flashback
Jeg vågner med et sæt, hele kroppen ryster og mit hjerte hamre derudaf. Et kort sekund overvejer jeg at begynde at skrige, men vælter så ud af sengen, der på trods af muligheden for hævning og sænkning fortsat er for høj, det er efter Carl legede med den i går.

Jeg hopper i sutskoene og går ud på gangen. Der er stille, det røde digitalur i loftet indikere det fortsat er nattevagterne som er på afdelingen. Hurtigt drejer jeg om hjørnet og allerede inden jeg står foran personalekontorets dør, ser de mig igennem vinduerne. Jeg ligner efterhånden et spøgelse, mit filtret hår hænger løst ned over mine skuldre og det grå joggingsæt er på ingen tid blevet mit nye signaturoutfit. Hele nervesystemet har lukket ned og jeg er nu som et spædbarn der endnu ikke kan regulere varmen. Derfor sover jeg med lange bukser og bluse .. os fordi nattevagterne skal se til os og jeg finder det enormt grænseoverskridende at nogen “tjekker” mig når jeg sover.

Hun møder mig i døren og smiler, mens hun famler efter nøglerne. “Skal du have noget beroligende Christina?” spørger hun. Hele min krop ryster, jeg kan mærke ansigtet er blegt og mine øjne de kører rundt. Jeg skal virkelig knuge hænderne hårdt sammen, for ikke at begynde og lade dem finde vej til mine til kradset arme. Jeg har aldrig i mit liv været selvskadende eller haft adfærd der kategoriseres således, alligevel er jeg bange for mine hænder, jeg er faktisk bange for mig selv. Jeg kigger lidt rundt og ser så fuglene synger godmorgen ude foran vinduet, solen er allerede brudt frem. Jeg hader medicinen, dels fordi jeg er bange for bare at blive proppet med piller og fordi jeg frygter de vil fjerne mig og den jeg er. Hun venter tålmodigt mens jeg vider mine hænder endnu engang. Af alle patienterne på gangen er jeg den der stikker mest ud på alle måder, jeg ved det godt selv og det gør jeg hele tiden føler mig endnu mere forkert på den.

 En adfærd det ofte følger med når et sind er ramt af depression er inaktivitet.. men en anden og mindre kendt er hyperaktivitet. De andre patienter sover og skal dagligt vækkes. Selv sidder jeg klar når klokken er 6, i dag er den kun 5:15, altså bliver det en meget lang dag. Fuglenes kvidren er lokkende, næsten forførende. Jeg vil ud skriger en stemme i mig. Så kigger jeg på sygeplejersken, det her bliver ikke let.. hun er af den gamle skole og har allerede kommenteret flere gange på min motionsmængde og manglende spisning. “Må jeg gå ned i sansehaven?” Spørger jeg forsigtigt og mildt, som et barn der spørger om en ekstra småkage. Hun kigger ind på kollegaen, så hen mod den store interne patienttavle. På tavlen står den enkelte patients medicinering, aftaler og diagnose. Selvom jeg er frivilligt indlagt, har jeg valgt at modtage alle former for anbefalinger og råd fra psykolog og psykiateren og derfor vurderes det flere gange ugentligt, hvad jeg “må” og “ikke må”. Simpelthen for at vise hensyn til min skrøbelige tilstand. Overordnet må jeg alt med ledsager, det kan være min egne mor, veninde eller en studerende på afdelingen. Selvom jeg ikke er farlig for omverden og mine selvmordstanker heldigvis er væk for en stund, så er min skrøbelighed markant og et angstanfald kan udløses af alt fra gøende hunde og grædende babyer.

“Ja, så skidt, men kan vi sige en halv time max”. Jeg nikker ivrigt, vender om og skynder mig ned på værelset for at skifte til træningstøjet. Sansehaven er egentlig en motionshave, som er hegnet ind og har ind/udgange til de 3 forskellige psykiatriske afdelinger, den lukket, mindre intensive og udslusningen. Jeg behøver ikke frygte for at møde andre patienter, det er de færreste der dels er vågne eller har lyst og energi til at være aktive, hvilket afdelingens forskellige hold tydeligt illustrere. Jeg finder et kridt på klædeskabets nyindrettet børnehylde og skynder mig så ned til den tunge metal dør og lukkes så ud på “græsset”. Gården eller haven er ikke stor, men med god vilje kan jeg løbe sprint i hele arealets omkreds og derigennem få pulsen op og angsten ud af kroppen. Jeg er simpelthen nødt til at prøve, inden jeg tyr til medicinen. Dagen forinden havde jeg holdt stand med angsten i 2 timer inden jeg havde bukket under og taget en halv pille beroligende. Måske er i dag dagen.

Jeg finder et pulserende nummer frem på telefonen og starter så med at lunte arealet rundt 5 gange. Derfra sprinter jeg 15 runder. Angst og puls danser en tango i mit indre og i ny og næh kan jeg mærke hvordan destruktive tanker forsøger at bryde igennem. Så finder jeg kridtet frem og tegner så en ‘hinkerude’, som jeg skal lave jump sqaut igennem, for derefter at skifte til burpess, mounten climbers osv.

Løber for livet
Motion var et af de bedste værktøjer og den stærkeste form for medicin jeg kunne ty til da der var mørkest. Da jeg var indlagt, løb dagligt en tur med en Fysioterapeut, som lærte mig om grounding og sikrede sig at jeg ikke blev “overstimuleret”. Verden udenfor er voldsom, særligt når ens filter er gået i stykker og sindet plaget af angst. Samtidigt skulle fyssen være ved mig, da min krop på alle måder var ved at lukke ned og kæmpede med stress. En ting er at kroppen tror den er på flugt for en sabeltiger noget andet er at begynde og bevæge sig således at det føles sådan. Derfor skulle al træning foregå i små mængder og med et stort fokus på at mærke hver et signal min krop udsendte.

Noget af det jeg i dag elsker mest ved at løbe langdistanceløb, som marathon og ultraløb, er at jeg på et tidspunkt i løbet oplever hvordan krop og sjæl skilles for en stund. At løbe marathon handler for mig, ikke kun om fysik, det handler os om at gå ind i sin psyke, arbejde med den og ture stå på tærsklen til et sammenbrud og konstant udforske hver en krog af sig selv, for igen og igen bevare håbet, troen og viljen til at det skal lykkes. På mange måde har jeg brugt den erfaring i mit sygdomsforløb. Nogen vil mene det er usundt at adskille krop og sjæl, for mig har det været den vigtigste overlevelsesstrategi.

Det er ikke muligt at løbe fra en depression, men man kan løbe med den. Da jeg løb, så kunne tankerne aldrig kvæle mig med angst, i stedet var jeg flyvende. Det er det smukke ved løb, den flyvende den, det nanosekund hvor begge ben svæver over jorden, for dernæst at ramme den igen med korte præcise afsæt. Når jeg løb, når jeg løber, så er jeg fri. Det er euforisk, forførende og udfordrende.

Da min Fysioterapeut på psyk så hvilken gavnlig effekt motion havde på min depression, hjalp han mig med at mixe noget musik med en guidet kropsscanning. Altså kunne løbetd terapeutiske effekt få dobbelt virkning, ved at jeg i løbet lavet en konkret mindfulness session med kropsscanning. Det blev sidenhen de løbeture hvor uret vidste en personlig bedste tid.

En løber, der ikke må løbe

Nu sidder jeg her. Gravid i uge 37 og jeg har ikke løbet i 30 uger, men hvem tæller?
Det er løgn, selvfølgelig tæller jeg, selvfølgelig har jeg som den hormonelle gravide jeg er, grædt idet en løber en aften har passeret mig. Og selvfølgelig frygtede jeg at pause løbet, for jeg ved hvor gavnligt det er for mig og hvor højt jeg lever op de ekstra endorfiner som produceres når min krop er aktiv. Mit tidligere keglesnit tillader ikke at jeg løber og af sikkerhedsmæssige årsager for Vilmer og mit eget vedkommende, har jeg selvfølgelig fulgt de anbefaler jeg har fået givet. Samme dag som jeg pakkede alle medaljerne ned i løbeskoene, som så skulle vente til jeg igen ville vende tilbage, begyndte jeg at lave daglig mindfulness for at tage hånd om det løbet førhen havde ordnet.

 At stå så kort før termin og vide, at jeg faktisk klarede det – det er en kæmpe sejre. Jeg har på mange måder frygtet at jeg ville knække, grundet mit manglende løb – men i stedet har jeg formået at holde hovedet oven vande og være i det der var nødvendigt at være i. Jeg har selvfølgelig og kanaliseret alt min energi ind i andre projekter og det er der kommet en ret lækker lejlighed ud af.

 Løb er for mig terapi, frihedsgivende og det element hvor jeg på så mange måder er i kontakt med mit inderste. Løbet giver mig mulighed for at sortere tankerne, bearbejde det der skal ordnes og frem for alt give mig selv den fulde kontrol.

Lige om snart kan jeg igen binde løbeskoene og forhåbentlig vil Vilmer være min løbemakker.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Skriv et svar