Ja’et I Nej’et og omvendt

 

Dengang jeg lige var tjekket ud fra psyk, og for alvor skulle kæmpe mig ud af depressionen, holdte Hr. Mand mig i hånden. Han holdte ved, jeg holdte ud og det gjorde vi, selvom vores parforhold var kørt ud på sidespor.  Vi vidste begge der skulle sadles om, hvis vi skulle have en chance. En chance for dels at komme over depressionen, men os alt det, som depressionen var en reaktion på, i vores parforhold. Det var jo ikke kun min egen adfærd, som skubbet mig ud over kanten, det var så meget mere end det. Vi valgte derfor at gå i parterapi og det kan bestemt anbefales, hvad end om man sidder på grænsen til at kaste håndklædet i ringen eller hvis de lyserøde skyer fortsat svæver omkring en.

Jeg anser terapi, både par og individuel, som en investering man kan gøre i ens egen sundhed. Ligesom at bilen skal til syn, så kan sindet os have godt af et olieskift. Nogen tænker sikker – vi kan os tale alt for meget om ingenting og at vi kan tale for meget om alting. Det er jo en personlig beslutning, på egne og det parforholds vegne jeg er i, kan parterapi kun anbefales. Både Hr. Mand og Jeg mener, at parterapi for os har været som at lærer at danse livets dans – sammen. Sammen har vi lært hvorfor vi bevæger os som vi gør og hvad der kan gøre, at vi sammen kan danse, nogen gange tæt og inderligt, andre gange livligt, fjollet og i kådhed og igen .. som var det dødens tango, fyldt med vrede men mest af alt passion.

Noget af det vores parterapeut introducerede for os, som det første, da vi sad der, parret som altid jonglerede med mange bolde, gang på gang præsteret og ofte over middel, det var at de der pleasende overachievers, som hun mente vi var, skulle tage på kursus og lærer om Nej’et i Ja’et og omvendt. Altså at for hver gang vi sagde nej til noget, sagde vi samtidigt ja til noget andet, og i stedet for at have dårlig samvittighed over at sige “Nej, vi kan desværre ikke”, skulle vi rose os selv for samtidigt at sige ja til det som nej’et gav mulighed for. Det har været en hård men god øvelse for os alle og noget vi virkelig forsøger at lærer vores børn, da vi på en eller anden måde lever i et samfund, hvor man helst skal kunne klare alt, altid være på og række hånden op osv.

Hella Joof omtaler i hendes bog “Papmache reglen” disse her kage hegle, dem der som altid mener det SKAL være dem der bager og som ofte gør det med tanker som “Der er jo ingen andre der gør det” og “Nu står JEG her igen!” – (jeg har os selv, været sådan en kage hegle). Sagen er jo den, at hvis man altid melder sig, så oplever man jo aldrig hvad der sker, hvis man ikke melder sig? Så kunne det jo være nogle andre forældre tænke “Ok så gør jeg det” og så kunne det selvfølgelig ske det var købe mazarinkagerne til sølle 10 kr. der endte på sammenskuds bordet – And So What ?! Hele min adfærd, har i mange år været betinget af et konstant behov for at sige “Jeg kan godt!” bare fordi jeg troede at jeg skulle dette, for at være værdig til kærlighed, omsorg og respekt – at jeg derigennem var god nok. Det holder jo bare ikke en meter, for i sidste ende gav jeg jo ikke mig selv, den mindste form for respekt og jeg fik det jo aldrig rigtig bedre alligevel.

Jeg skal snart føde og måske uden min mand.
Indlægget her handler dels om Ja’et i Nej’et men det er hovedsageligt brugt indledningsvis til at skabe en forklaring på en beslutning, min familie og jeg har taget, eller Hr. Mand og Jeg. Der er helt sikkert mange som slet ikke forstår og det er fint, det er så heller ikke dem der står i min – vores situation. Hvorfor jeg så alligevel vælger at udgive dette skriv kan for nogen virke pardoksalt. For mig handler det om ærlighed, og om et behov for at sige – sådan gør vi.

Vores kommende søn Vilmer er på så mange måder planlagt og så mange måder et tegn på at man ikke kan planlægge en fis, når det kommer til graviditet, fertilitet osv. Eller sagt således – at vi forsøgte at blive gravid mens jeg skrev speciale, var mor og minimum løb 50 km om ugen mens jeg i en periode på 12 uger, løb 2 marathons, 14 halv marathons og et ultra løb, gjorder at min krop ikke mente graviditet var en optimal sag. Når jeg ser på alle de kilometer der gik forud en positiv test … sååå.. ja. Forstår jeg godt min krop ikke lige mente et æg skulle sætte sig fast. Jeg fortryder dog ikke mit løb, de præstationer jeg gjorder, jeg skulle nok bare havde været bedre til at erkende dets betydning på min fysiologi. At prøve i så kort tid som vi gjorde og derefter teste positivt er HELT normalt og jeg har ikke andet end taknemmelig til og for at min og Hr. Mands fertilitet er som den er. I den periode vi forsøgte at blive gravide, nåede jeg dog at tænke min depression og keglesnitet, ja sågar min alder, havde større betydning end vi lige havde regnet med, det var heldigvis ikke tilfældet og det, det er jeg taknemlig for.

Undervejs i forsøget på at blive gravide bestiller vi en rejse. Det er en rejse sammen med hele Hr. Mands familie, til en lokal græsk ø, som Hr. Mand har besøgt omkring 20 gange og hvor der i år skal afholdes en større fest – en fejring af dem som er årsagen til at gode venner på kryds og tværs af Danmark og som knap tæller 100 mennesker, hvert år i nogle helt bestemte uger, besøger denne ø. Hr. Mand har besøgt øen siden han selv var barn og i dag står han, som så mange af de andre unger fra dengang, og skal have sine egne børn med. Han skal bare ikke have mig med… desværre.

Life is what happens while you are busy making other plans.
Jeg havde jo købt en flybillet, men pludselig havde vi os en positiv graviditetstest og en anslået termin der hed d. 30 oktober. Netop denne termin er der blevet rykket lidt ved et par gange og officielt hedder det nu d. 22. oktober, selvom datoen  d 25 oktober. os har været i spil. For mig er det bare datoer, et par dage fra eller til. Når det begynder at hede 40+noget så æder jeg mine ord. Jeg har nemlig altid født til tiden – på termin og ved derfor ikke hvordan det føles at gå “over”. Jeg ved dog hvor ivrig og utålmodig jeg kan blive.. alligevel ved jeg, at børn kommer når de kommer og det er det jeg har valgt at tage udgangspunkt i.

Da vi sad med den positive test, et hjerteblink og en kalender kunne vi jo godt se, at der meget vel kunne være et sammenfald her. Ferien til Grækenland skulle afholdes i uge 42 og i uge 43 faldt min termin. What to Do?

Mange tænker nok her “aflys” hele ferien og skid hul i familien ikke kommer afsted og SÅ er der Hr. Mand og jeg, som tænker noget helt andet. Hvordan vi er kommet frem til vores beslutning, som vi faktisk nåede relativt hurtigt, det er på mange måder let at forklare.. for jeg kan lige så godt føde før som efter termin. Sandsynlighederne er lige store (nej jeg har ikke regnet på noget), men det er fakta. Fakta er os, at jeg, inde i min mave, i mit hjerte, har en tillid og tro på at min fantastiske kvindekrop er sammenskruet således, at den ikke går i fødsel før den er “klar” og ikke mindst barnet. Det er en følelse, en tro og nej – jeg kan ikke direkte dokumentere det, jeg kan blot sige at det er en “erfaring” jeg har gjort mig fra mine to andre graviditeter. Kald det naivt, men det er sådan jeg har det. Jeg har snakket en del med min fantastisk jordemoder om denne tro, følelse og hele scenariet og jeg er meget tryg og rolig. Der er ingen der ved hvornår jeg føder og det er det forunderlige vilkår ved at være gravid. Jeg ved blot jeg har en terminsdato, udregnet ved en scanning… som jeg mener, hele tiden har skillet sig noget ud.. særligt hvis jeg smed ægløsning og første mens dag ind i en kalender. Lige meget hvad er sagen den, at vi venter et barn og jeg kan føde mens min mand og børn er i Grækenland og jeg kan føde inden eller efter, det er nu engang sagens kerne .

Jeg har selvfølgelig tænkt alle muligheder igennem, alt fra fødsel inden, under og efter at Hr. Mand og drengene var afsted. Jeg har lokaliseret dét, som ville gøre ondt, hvis Hr. Mand ikke var med til Vilmers fødsel og Jeg har igen og igen konfronteret mig selv med chancen for at min tro, ikke holder en pind. Sådan er jeg skruet sammen; jeg er nød til at se på det jeg kan stå overfor, for i sidste ende at tage en beslutning som føles rigtigt for mig. Lige nu og hele vejen frem til nu, faktisk de 8 måneder som jeg har været bekendt med, at et lille liv voksede under mit bankende hjerte , så har jeg kendt til disse omstændigheder og jeg er okay, mere end okay og jeg siger ikke nej til min mand kan være med til fødslen; jeg siger JA til drengene sammen med Hr mand kan få en dejlig og unik oplevelse sammen.

Det vigtigste for mig i det her, er ikke at hente andres accept eller forståelse, men i stedet at jeg selv kan fælde en dom over min livsførelse, som jeg er tilfreds med og det er jeg, os i denne beslutning. Hvorfor jeg så skriver dette, det gør jeg, fordi jeg selvfølgelig er blevet stillet kritiske spørgsmål utallige gange og mon ikke en eller flere har lyst til at gøre det samme nu… Jeg skriver dette, da jeg faktisk gerne vil være ærlig omkring min families og min situation. Jeg gider ikke fortie eller feje ting ind under gulvtæppet, i stedet vil jeg blot sige det sådan der er, for os.

Tak fordi du læste med og du behøver ikke forstå ♥️

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen Mig_Og_Morskabet

2 comments / Add your comment below

  1. Kære Christina. Stærkt indlæg! Jeg har selv født mens min mand var i Australien (godt nok 3 uger før tid) og det gik fantastisk godt – jeg fandt ligesom en “power” inde i mig selv, for der var jo kun mig (og en jordemoder) til at klare det. Som du så fint skriver.. ingen ved hvornår man føder og det er helt okay. Rigtig meget held og lykke med den forestående fødsel – hvornår det end bliver ❣️

    1. Kære Maja.
      Tusind tak for dine søde ord og for selv at dele din fortælling om din fødsel – tak . det der dejligt at vide at det trods alt, godt kan blive en god oplevelse, selvom det ikke er “standard”. Kærlig hilsen Christina

Skriv et svar