Jeg kommer til at savne dig Mor

Det er midt om natten, kun kattens gang frem og tilbage til køkkenvinduet kan høres. Listende kattepoter, der trisser afsted igennem lejligheden og det genkendelige dunk der lyder, nå hun hopper ned fra køkkenbordet. Hr. Mand hader at hun er på bordet og hun gør det så os kun når han enten sover eller ikke er hjemme, mig har hun ingen respekt for – sjovt nok. Pludselig høres nogle andre skridt. De er hurtige, næsten løbende. De kommer hen ad gangen og med sig akkompagneres de trissende fødder af en dyne der slæbes efter sig. Det er Carl, altid Carl. Der går to sekunder, så står han på skamlen, smider hovedpude, puttekanin og dynen op, for dernæst selv at kravle op i sengen og ind mellem Hr. Mand og Jeg, hvor han ligger sig til rette på hans egen pude og trækker dynen over sig. Der går 2 minutter og så lyder hans stille snorken, mens hans hånd ligger i min og vi sammen ligger i ske.

Carl er mit lille smørhulsbarn, der i perioder kommer mere end ellers. Lige i disse dage, der kommer han hver nat og han ligger aller helst helt oppe i ansigtet på mig. Om dagen søger han min hånd, min favn, med søde ord fortæller han om hans kærlighed og en gang imellem får han os råbt af mig, ikke fordi han gerne vil råbe, men fordi det er den eneste måde han faktisk kan udtrykke hvor hårdt han synes det hele er og bliver, lige om snart. Carl skal nemlig på ferie i 7 dage uden mig, hans mor. Carl har fra spæd været et langt mere tryghedssøgende barn end Aksel. Han fandt sjælendt ro i andres favn og selvom han altid har været lattermild og eventyrlysten, så skulle det helst ske med mig indenfor rækkevidde. Aksel har omvendt altid været enormt tillidsfuld overfor Gud og hver mand, de skæve typer i bussen og de ældre herre som kunne henvende sig til ham, når han stavret ved min side. Carl derimod, han skulle slet ikke have kontakt med nogen fremmede. Børn er forskellige og jeg har altid fundet det vigtigt at imødekomme disse forskelligheder, frem for at tvinge en eller anden forestilling om hvordan det bør og skal være ned over hovedet på dem. Derfor har Carl os fortsat en plads i vores seng, vi har dog “altid” arbejdet med at han faldt i søvn i sin egen, med mulighed for at komme ind til os, midt om natten.

Da Carl er 2,5 år sker der noget, noget som jeg ikke mener nogen børn skal være udsat for men som alligevel var nødvendigt. Jeg bliver indlagt på et hospital, tankehospitalet og er i en længere periode adskildt fra Aksel og Carl. Det gjorder noget ved Carl, såvel som Aksel. Aksel var bare det større end Carl og igen  er han, af en helt anden støbning, så selvom han selvfølgelig os var påvirket; så var det på anden måde end Carl. Carl var sønderknust, uforstående og da jeg endelig var tilbage i de vandte omgivelser, var reaktionerne mange.

Under og efter min indlæggelse, arbejdede jeg enormt fokuseret på at Aksel og Carl havde et sprog for vores situration, jeg forsøgte at favne og gøre alt hvad der var muligt, for vi kunne have det godt sammen trods den uvante situration. Jeg gjorder mit bedste og jeg ved det var godt nok og at det på mange måder gjorder vi ikke ramte bunden. Alligevel så skete der noget med Carl, i min verden og forståelse så fik han separationsangst og den har jeg alene, med Hr. Mand og en professionel arbejdet på at få håndteret korrekt, ved brug af en række værktøjer.

Hans separationsangst var blandt andet årsag til, at jeg ved en kort medicinsk indlæggelse grundet lunge infektion og astma, sidste efterår modsatte mig lægernes anbefaling og valgte at sove hjemme, da jeg ikke mente mine børn skulle vide at Mor igen var indlagt på et hospital – dog et “almindeligt” et af slagsen. Hverken Aksel eller Carl skulle trækkes tilbage til dengang jeg var rundtosset. Vi snakker fortsat om at jeg engang var rundtosset. Engang gjorder vi det meget, lige efter min udskrivelse og i dag nævnes det måske en gang om måneden, måske mindre. 2,5 år er lang tid i børns verden og tiden har heldigvis os arbejdet for os, alligevel er det tydeligt at Carl reagere når jeg ikke er hvor han helst vil have mig. Engang var det sikkert og vidst, at hvis ikke jeg var hjemme om aften når han skulle sove, så kom han altid om natten med gråd. Havde jeg til gengæld været hjemme i en længere periode, så sov Carl os igennem inde hos sig selv.. sådan har det udviklet sig, gradvist, til det bedre.


Vi er to forældre
Carl og Aksel har en far, en helt fantastisk en af slagsen, som på så mange måder har holdt sammen mængde barsel som jeg, grundet hans tid som studerende, dengang drengene var små. Jeg har altid anderkendt og ment at Hr. Mand og jeg begge var primære omsorgspersoner og vi har os gjort en dyd i, at vi begge har skulle kunne putte, trøste osv. Det har nogengange betydet at Hr. Mand har overværet en af mine putninger for dernæst at gentage denne “metode” aften efter eller omvendt. Hr. Mand og Jeg er lige og jeg kunne ikke ønske mig en bedre far til mine børn, os selvom han i ny og næh glemmer regntøjet, forældreintra og pennalhuset, så er han den bedste, af den bedste.

Vi har sammen arbejdet med Carl og hans separations angst, ud fra de anbefalinger og råd som har været os givet. De har bygget på at give Carl gode erfaringer at trække på og ikke mindst taget udgangspunkt i der hvor han har været i hans mentale udvikling. Det har betydet at jeg har tegnet og fortalt og omvendt. Vi har sammen udviklet et sprog og nogle billeder på hvor svært det til tider har været for Carl at undvære mig. Jeg har tit spurgt mig selv, om han så har skulle undvære mig og om jeg måtte gå ud, sove ude osv. Både ja og nej. Vi har aldrig fået passet drengene sønderligt meget, ihverfald ikke med overnatning og når de har været passet, har det været af sekundær nære omsorgspersoner, altså af deres bedsteforældre. Jeg mener børn får en gave ved at være sammen med deres bedsteforældre og at det er en ad livets bedste gaver. Når vi af nødvendighed har været adskilt, som da jeg var i skrivecamps, mens jeg skrev speciale, så har det hovedsagligt været sådan et Hr. Mand kørte den ind som solofar.


Fra i morgen, lørdag, rejser han også afsted som solofar, når turen går mod en dejlig græsk ø, hvor hele Hr. Mands familie er klar til ferie. Carl har allerede noget så fint ytret, at han kommer til at savne mig og vi har derfor snakket en del om alt det der skyldes man savner hinanden, nemlig kærligheden vi har til hinanden. I min verden er det vigtigt at arbejde med sætningen “kommer til” for det er jo ikke forbudt at savne, tværtimod. Vi har snakket om det naturlige i at savne, følelserne og hvad man så kan gøre, når man har det sådan og vigtigst af alt, ingen følelser er forkerte og vi skal snakke om det, frem for at der gå knuder på følelserne nede i maven.

Jeg har fortalt, både Carl og Aksel, at det jo er dem der rejser på eventyr og at de hver dag skal opleve noget nyt og spændende, mens jeg passer Cava og Vilmer i maven, herhjemme. Vi har snakket om facetime, svømmingpool, putte-sove-kramme-dyr, familie, feta, sejlturerne osv. Vi har snakket om alt det som gør det er spændende at skulle afsted og et andet, nervepirrende. Vi har os snakket om lufthavnen og om hvordan jeg venter der når de kommer hjem.

Vi har snakket, vi har krammet, følt og i min verden tanket op og nu er der ikke andet at gøre, end at nyde den sidste tid og svinge tasken på ryggen når tiden kommer. Inderst inde så tvivler jeg ikke på at Carl er i de bedste hænder og at han får en god uge. Han får med sikkerhed os lov til at mærke nogle følelser, som Hr. Mand og hans bedsteforældre skal støtte ham i, men jeg ved de gør det og jeg ved at Carl derigennem os tilegner sig endnu en erfaring, som ikke er skrevet med sygdom, rundtosset hed; men med sol, is og oplevelser som bliver til gode minder om dengang han rejste på drengetur til Grækenland.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

2 comments / Add your comment below

  1. Hej Christina,

    Jeg vil såmænd ikke sige så meget, andet end lade dig vide, at det er et meget, meget fint og velbeskrevet indlæg, du har skrevet.
    Det rørte noget i mig. Hvad ved jeg ikke.
    Jeg har selv en dreng på 17 måneder, som er meget på, udadvendt og social (meget mere end hans mor!), hvilket jeg som sådan ikke har tænkt så meget over. Men når jeg læser, at du har “en af hver”, sætter det nogle tanker i gang. Jeg tror da nok, jeg i mit sind har forestillet mig, at vores næste bliver akkurat som Lukas (af samme sind altså), men jeg tænker, at det alligevel må være en gave at opleve de to kontraster. To perspektiver, en ekstra lærdom om livet.

    Hurra for forskellighederne – tror jeg bare, jeg vil forkorte det ned til.
    Håber det gav nogenlunde mening.

    God lørdag!

    Nina

    1. Kære Nina.
      Tak for din besked.
      Det gav så meget mening, mennesker er jo så forskellige og det er børn os.
      Jeg har erfaret at jeg både har ham som bare går ind i et rum fuld at tillid og lyst til at møde mennesker og så ham jeg næsten vælter over, fordi han gemmer sig bar mine ben og ikke slipper min hånd før han er helt sikker på alt er okay.

      Men ja forskelligheder er skønne og dejlige og med en lillebror som kan komme til verden, hvert øjeblik – så tænker jeg tit, gade vide hvordan han er ? Hvem han er mm

      Rigtig god dag Nina.

Skriv et svar