Velkommen til Verden Vilmer – Fødselsberetning

Prolog
Klokken er 04:25 og kun gadelygterne lyser op i mørket. Chaufføren lugter af dårlig herre deodorant og mit vindue er trods regnen, rullet helt ned. Jeg har neglene boret ned i håndfladen, for at holde fokus og derved tårerne tilbage. Min krop gør ondt fra inderst til yderst, mit inderste trækker sig igen og igen sammen, nogle gange i 30 sekunder og dernæst 1,5 minut. Beder om at blive sat af ved den “nedlagte” hovedindgang og søger mod opgang 15. Der er mørkt og bag mig høres der skridt. En lille dame kommer gående og hilser friskt “godmorgen”, dels i venlighed men os for at gøre opmærksom på hendes færden. Hilser pænt igen og i løbet af to sekunder har hun indhalet mig. Min forpinte krop komplicerer, sammen med et lavtstående hoved i mit indre, min gang. “Ja man kan aldrig vide hvem der kommer her i mørket – men det er bare mig” siger hun smilende, inden hun fortsætter “Jeg skal op på den afdeling, du formentlig os skal på” hun giver hun et henkastet nik til min mave.
Vi følges ind på hospitalet og ønsker hinanden god dag.

Jeg placerer min finger mod klokken, som dernæst indikere at jeg er kommet. En mørkhåret Jordemoder kommer til syne. “Hej – er det dig der er Christina? Smiler hun varmt mens hun rækker hånden frem for at præsentere sig. Vi hilser og sammen følges vi ind på en stue. Jeg undskylder min forstyrrelse midt om natten, men hun affejer mig kærligt med kommentaren “jeg får min løn for at du skal kunne komme, når som helst på døgnet, så det skal du altså ikke tænke på”. Allerede der er kemien etableret og det kommer mig til gode de næste par timer. Hun er sød, enormt nærværende og lyttende. Jeg fortæller om min opstart om tirsdagen og de nu mere eller mindre konstante veer, som jeg forsøger at dulme med positivisme, lidt panodil, varme og ja vilje. Vi når ikke at snakke videre før endnu en ve indfinder sig, tids nok til en CTG’en kan måle den. Samtidigt holder hun sine hænderne på min mave. Da veen aftager rækker hun mig en kleenxe. Mit nervesystem har nu været overbelastet så længe, at jeg ikke længere kan gøre andet end at søge helt ind i veen, være med den og lade den trække mig ud, hvor tårerne triller. “Har du gået med den slags veer siden tirsdag?!” Spørger hun mens hun tjekker kurven. “Ja og jeg prøver virkelig bare at holde dem ud og arbejde med dem” svare jeg. ”Jeg kan mærke der er noget galt, det er som om min krop igen og igen går i stå og jeg ved godt det er klassisk tredjegang men jeg har nok bare brug for et tegn på at der sker noget dernede, for der føles forkert?” Hun er sød, mens hun roser mig for min udholdenhed og vilje – ingen ville have bebrejdet dig noget hvis du var kommet allerede om onsdagen, eller torsdagen – din krop er jo i konstant arbejde” da hun siger sådan sætter hun mig fri og min sårbarhed kommer til syne. Hun undersøger mig og konstatere at trods kraftige veer, så arbejder min krop ikke med dem. Derfra sidder vi lidt og snakker om hvad det kan skyldes og der ligges på mange måder et lille anatomisk puslespil, hvor hjørnebrikken bliver mit keglesnit fra 2014, mit dobbelte keglesnit. Allerede da hun siger det, rammer min gynækologs ord mig som er lyn. Jeg har hele tiden frygtet at gå i fødsel før tid, hvilket keglesnitet kan forsage… noget andet det kan medføre, er at det arvæv som sidder i livmoderen, kan gøre den har svært ved at trække sig sammen og åbne sig på klassisk vis. Det er tydeligt Jordemoderen føler en form for triumf, ved denne opklaringen og da hun snakker med hendes bagvagt er de ikke i tvivl, min krop forsøger på aller bedste vis at få skudt mig i fødsel, men vævet har endnu ikke givet sig. Jeg nævner at jeg så bare må holde ud lidt længere, men min kommentar er hul og den omsorgsfulde side i mig selv, siger hvor længe endnu kan du det – og så føde bagefter?! Jordemoderen kigger længe på mig og siger så “der er ingen grund til at spille helt her, jeg kan både se og mærke på din krop at du er ved at være brugt.” Tårerne begynder at trille og min indre dominans siger “ta dig sammen – du kan godt” mens den omsorgsfulde side stryger mig over håret og siger “du skal os kunne stå på benene”. Vi snakker frem og tilbage og ytre min holdning til medicinsk igangsættelse. Jordemoder respekterer min lyst til af holde ud og ved. Hun kan ikke tilbyde mig en hindeløsning eller lignende, da alt simpelthen er lukket til. Vi aftaler jeg skal have en smertepakke med hjem og at jeg mentalt ikke må tænke jeg skal holde ud til næste Jordemoder konsultation, i stedet skal jeg tage dag for dag, ja næsten time for time. Derudover vil hun gerne drøfte min sag med en læge og have mig vendt på en konference. Hun tilbyder mig en seng men afslår og siger de gerne må ringe når min situation er blevet vendt på konferencen.

Da jeg går derfra føler jeg en indre splittelse. Det ene sted er jeg glad for at have slået fast, at alt dette ikke handler om lav smertetærskel og at årsagen til min krop konstant laver kør-stop skyldes det skide keglesnit. Klokken er 7 og efter alverdens undersøgelser har Jordemoderen information nok til konferencen. Jeg fisker min telefon frem og ringer til min mor, fortæller hende om keglesnitet og dets betydning og finder så en taxa for at komme hjem i seng.

Min telefon ringer klokken 10:00, det er afdelingsjordmoderen. Hun har læst sig ind i mine foregående fødsler og ikke mindst notaterne, samt de oplysninger der er indsamlet og gennemgået på konferencen. Lægerne synes jeg skal sættes i gang, men ikke med piller – i stedet vil de ligge et ballon karterer, med håb om de så kan tage vandet derefter. Mit vand er gået ved mine foregående fødsler, men kroppen har aldrig lavet veer og derfor har jeg fået et veer-drop på. Det har haft en god virkning, på trods af de enorme veer som dropper skaber. Hun er ærlig og siger at jeg nok skal forvente jeg står i samme situation – det er som sådan ikke nyt for mig, har fra starten tænkt jeg ville ende med drop, pga min historisk… men ikke to fødsler er ens. Alligevel bliver jeg ramt, tanken om at skubbe min krop ud i en fødsel, frem for den selv starter, det gør ondt og min stemme bliver svag og fyldt med gråd. Jordemoderen er sød og fortæller, at hun virkelig synes jeg skal overveje denne mulighed – mens jeg stadig har kræfterne og at de på denne måde kan efterkomme mit ønske om minus medicin og yderligere at dette forløb, foruden at de tager vandet, kan minde mest muligt om noget jeg kender fra tidligere. Jeg spørger ind til dets risikoer og deres erfaringer med andre kvinder som har haft drillende arvæv. Selvom jeg har sovet et par timer siden jeg kom fra Herlev, har jeg både nået at læse op på de undersøgelser jeg tidligere har haft gemt om keglesnitets betydning for fertilitet og fødsel, samt rejst sparring i min online terminsgruppe. Jeg er ikke noget særtilfælde, heldigvis og de andres historier er ikke fyldte med grønt fostervand og akutte kejsersnit. Tværtimod.

Jordmorderen er god til at høre mine bekymringer og svare ærligt på mine spørgsmål. Jeg går med livrem og seler og det gør at jeg nogen gange får lidt for meget information, men min erfaring er at jo bedre klædt på jeg bliver, jo mere robust er jeg os. Vi aftaler at jeg skal komme samme aften og få lagt karteret, med udgangspunkt i, at jeg så kan gå i fødsel ved at få taget vandet søndag. Vi afslutter samtalen med at hun beder mig samle kræfter og mærke efter. Da der ligges på falder tårnene. De falder som en reaktion på frygt, vrede og lettelse. Om nogen ville jeg gerne bare holde ud og ved, men jeg kender stemmerne i mit indre og formaningen om “ikke at spille helt” kredser rundt i hovedet. Det er ikke første gang i min tilværelse jeg har hørt dette. Jeg ligger mig ned, finde Vilmers bamser frem og putter dem ind til mig mens jeg forsøger at gøre mig tung og glide dybt ned i underlaget. Jeg kan ikke kontrollere alt, selvom jeg gerne vil det, men en ting kan jeg, nemlig stoppe op i tide. Jeg laver en mental to do liste og sortere hurtigt der helt unødvendige fra. Derefter snakker jeg med Morten, som tydeligvis er lettet over mit valg men os lidt skræmt – på mange måder er der nemlig pludselig noget der tyder på at Vilmer kommer om et døgns tid eller lignende og et lille “Fuck” dæmre i mit indre.

Eftermiddagen går på at hvile, pakke, koble mentalt fra og tanke op. Jeg spiser det mad, jeg normaltvis ville spise forud for et marathon og Morten tager drengene hjem til hans forældre, for at give mig lidt ro og plads til bare at mærke og føle. Et sted vil jeg gerne have denne sidste lørdag, sammen med dem, inden Vilmer kommer, men omvendt har jeg mentalt intet at byde på og jeg sætter mig selv fri i den konklusion. Alligevel tænker jeg, at jeg skal have Carl liggende i mine arme i nat og at jeg gerne vil sidde med Aksel søndag morgen, inden vi kører afsted. Jordemoderen tilbød mig at overnatte på hospitalet, men vil hellere ligge i min egen seng. Dels længere hen på dagen jeg kommer, jo oftere kigger jeg mod uret og nervøsiteten indfinder sig dets tætte på klokken 19 jeg kommer, alligevel skaber min egen afklarethed en ro og jeg forsøger langsomt at bygge mig selv op og finde tilliden til det jeg ved jeg faktisk kan, nemlig føde…

Søndag d 28.10.2018
At mærke efter og tro på sin krop.

Vi sidder i bilen, drengene er netop blevet afhentet af Farmor, som har dem indtil fødslen er i gang, hvor Farfar så overtager og Farmor slutter sig til os på fødestuen. Den første sne falder og tænker ved mig selv, det kun kan være magisk at blive født på “årets” første snedag.. Det hele gik pludseligt så stærkt. Om morgen tabte jeg mit karterer, hvilket indikerede at livmoderen havde gjort som den skulle og vi skulle derfor komme hurtigst muligt ind på hospitalet. Natten havde været lang, præget af urolighed og gode massive plukveer. Derudover er vi gået fra sommer til vintertid, så min normale opvågning klokken 5, er pludselig blevet ALT for tidligt.

Klokken er 8:30 da jeg trykker på klokken til fødemodtagelsen. De har travlt – rigtig travlt og vi venter indtil en afdelings Jordemoder kommer og beder mig følge med over på fødegangen. Om natten har jeg skrevet med Heidi, Jordemoder og forfatter til Meyer Metoden – den naturlige epidural, som har sagt der er heeeelt roligt på fødegangen. Og ganske rigtigt. Der er så roligt, at jeg kan få en stue, frem for at vente nede i vandrehallen efter vandet er taget.
Vi får stue 9…

Vi pakker let ud på stuen og venter på Jordemoderen, som skal følge mig, kommer. Jeg mener at en Jordemoder er så unik og vigtig i ens fødselsforløb og jeg har desværre gode og dårlige erfaringer med mig, dette gør jeg har lært at spore mig ind på hvad jeg søger i mit samarbejde med Jordemoderen. Mine overordnet punkter er: God konstruktiv kommunikation, som er informativ og gerne guidende i forhold til veer, stillinger osv. Det lyder ikke som noget nyt eller specielt når det kommer til kontakten med ens Jordemoder men ja – vi er jo alle forskellige. Derudover har jeg brug for at få lov til at være i fødslen, med alt hvad det indebære af følelser.

Døren går op og en jysk engel træder ind, Kathrine. Hun har 8 års erfaringen, vikar på Herlev og enorm ligetil. Hendes så naturlige facon gør vi alle forelsker os på ingen tid og kemien er gengældt. Vi snakker kort og så undersøger hun mig. Der er ikke sket det vilde – 3 cm livmoderhals og 1 cm åben, knap. Derudover står Vilmer fortsat højt og vi snakker frem og tilbage om hvordan vi skal gribe det hele an, for tages vandet nu, kan hans navlestreng komme i klemme. Derudover er min minimale åbning ikke super optimal, set med Kathrines øjne og hun forslår vi prøver med Augusta piller. Jeg har ingen lægelig baggrund, kun læst en masse om disse piller og yderligere om min livmoder med arvæv og her har jeg forstået at disse to ting, ikke en god kombi. Derudover bryder jeg mig ikke om et medicinsk indgreb i opstarten af fødslen. Vi snakker længe frem og tilbage og Kathrine henter sparring i afdelings Jordemoderen. Alt i mig skriger på jeg IKKE vil have medicin, min erfaring med Carls fødsel, som er født på veedrop på kun 5 timer, hvor jeg gik fra 3 cm livmoderhals og 0 åben (havde spontan vandafgang uden efterfølgende veer) det er mit peg om at min krop sagtens kan arbejde med droppet – den kan IKKE selv lave veer desværre (samme problematik fra Aksels fødsel). Derudover frygter jeg at en medicinsk igangsættelse kan være langvarigt og i sidste ende føre til et stærk stresset barn, men vigtigst af alt, så siger min krop mig, at jeg skal holde fast i troen på, at den godt selv kan – ligemeget hvad.  

Vi laver en ny plan. Både Kathrine og afdelings Jordemoderen vælger at lytte til min holdning og ønsket om “naturlig” igangsættelse. Vi sætte et drop på, som så skal øges hvert 20 min. Og max må stå på 180 i 2 timer. Derefter skal vi lave en status og hvis Vilmer dels står lavere og jeg er åben, kan vandet tages – ellers skal vi lave en anden plan, formentlig med piller. I mit hoved tænker jeg – SÅ går vi hjem. Synes skiftet i vores oprindelig plan er hård og fortæller jeg lige skal bruge 10 minutter til at omstille mig. I de 10 minutter skiftevis græder jeg, stiller alle spørgsmål der kan stilles og derfra “smør” jeg ærmerne op og acceptere at en fødsel ikke er forudsigelig og jeg må tillade mig selv at være i den frem for at forsøge at styrer den, hvilket er et af de mentale værktøjer jeg har hentet fra Meyer Metoden.

Den Latente Fase
Vi kobler droppet på og går i gang. Allerede ved første dosis begynder plukveerne at komme. Jeg vil helst være stående så længe som muligt, dels for at bevare overblikket og da Kathrine fortæller mig hvordan jeg kan hjælpe Vilmer med af komme godt ned i bækkenet under veerne, står jeg og små squatter. På mange måder bliver jeg til en kvinde med en mission – mission baby i bækken. Dosissen øges hvert 20 minut, med fokus på at veerne er kontrolleret og de ikke pludselig ruller ind over mig. Tiden går og langsomt begynder vi at være der hvor jeg skal koncentrere mig når veerne kommer. Jeg søger ind i mig selv, går med veen og følger dens udvikling med min vejrtrækning, når veen skal slippes, sukker jeg den væk. Mit suk er som en “nydning” der finder sted, en ve, en mindre og sådan arbejder jeg stående. I ny og næh kommer Morten og giver mig lidt kærlighed og med små tiltag formår han at “dominere” mig på fødestuen. I stedet for at spørger om jeg vil have vand, en isterning eller om han skal trykke hist og her, så gør han det bare. Sådan arbejder vi længe sammen under veerne, andre gange vil jeg bare gerne håndtere dem selv og i pauserne snakker vi alle om alt og intet.

Klokken nærmer sig 15 og Kathrine skal til at takke af og overlevere mig til en ny Jordemoderen. Jeg har allerede fortalt hende 10 gange, at jeg håber hun finder en, som er lige så sød. Da hun forlader fødestuen, får jeg et stort knus og et “held og lykke” med på vejen. Kort efter træder Trine ind på stuen. En lille kvinde, formentlig midten af 40’erne med mange års erfaring fra flere af landets travlestes fødestuer. Trine er som Kathrine os vikar men liiiidt mere kendt på Herlev. Hun er sød og støtter fagligt op om mit valg af igangsættelsesmetode. Vi hilser næsten på hinanden, ved at hun laver en indvendig undersøgelse. Det konstateres at Vilmer kan “trykkes” ned under en falsk ve og min livmoder nu “kun” er 2 cm lang og jeg er 1.5 cm åben. Det er bestemt ikke fordi veedroppet endnu har gjort det vilde med den latente fase kan være lang og sej og selvom jeg rammes af følelsen “fuuuuck det går langsomt” forbliver jeg i troen på det her kan lade sig gøre.

Trine beslutter at vandet skal tages. Det skal forgå ved hun kradser hul i fosterhinden, mens hun støtter indvendig, så hvis navlestrengen mod forventning skulle svuppe ud, kan hun skubbe den “retur”, samtidig skal jeg have en “albue” i maven, for at få Vilmer til at søge ned mod åbningen og stå fast med hovedet. Det går relativt simpelt med at få taget vandet, men da det begynder at løbe, er det ikke klart som jeg ført har oplevet det, i stedet er det lettere grøn. Jeg går i panik – men Trine beroliger mig og kategorisere fostervandet som en kategori 1, altså let grønt. Hun fortæller at hun måske derfor nok kalder en børnelæge når Vilmer er ude, da det kan være nødvendigt at suge fostervandet op af hans lunger, grundet det “slimet” konsistens. Undervejs i fødslen, bliver fostervandet mere klart.

Fra vandet er taget, skal der overholdes en procedure omkring pause på veedroppet i to timer, da kroppen normalvis selv går i fødsel. Men min krop har aldrig lavet veer efter vandafgang, så for mig bliver de 2 timer lange og “kedelige”. Vi tanker alle op med energi og jeg får kommunikeret med Trine omkring fødslen og mine ønsker. Jeg vil rigtig gerne selv tage imod Vilmer og afnavlingen skal først finde sted, når navlesnoreren ikke længere pulsere. Vi snakker kort om smertestillende og fortæller at jeg ved mine andre fødsler har haft en god oplevelse med lattergas og almen ilt. Derudover vil Morten og Jeg gøre brug af Meyer trykkene.

I de to timer ringer vi min svigermor ind, som er en del af fødeholdet. For mig har det altid været enormt givende, at vi har været flere end blot Morten og Jeg på fødestuen. Derfor er både min og Mortens Mor til stede, to kvinder jeg elsker, beundre og om nogen, gerne vil dele den oplevelse, som det er at et barn kommer til verden med. Min svigermor ankommer, aflægger status rapport på drengene og da klokken er knap 18, tændes der for veedroppet igen. Min krop har kun kunne lave nogle få veer uden droppet. Da droppet tændes, startes der forfra i dosis, men det er på mange måder som om min krop har været på pause og nu blot går tilbage til hvor vi sluttede, inden vandet blev taget.

Veerne udvikler sig og jeg følger dem. Jeg står fortsat op og forsøger at “åbne” min krop op, under hver vee. Trine går kærligt omkring mig, kommer med en kold klud til min nakke, sætter en varmedunk på min lænd og så følger hun mit arbejde med veerne. Det lyder helt skørt, at man kan sukke en ve væk, som var det en nydnings stund men det virker virkelig. Mens timerne går, rammes jeg periodisk at en bølgestrøm af følelser. Jeg er mest af alt glad, rørt over endelig at være i gang med at føde min kommende søn og samtidigt søger mine øjne konstant mod hjerteblinket på skærmen, som følger Vilmers tilstand i maven. Veerne laver små bjerge som langsomt bliver helt regelmæssige og deres intensivt længere og længere. Da klokken er 20 begynder Trine at pakke fødebordet ud og følelsen af noget tyngder for neden indfinder sig. Min mave er sunket meget de sidste timer og veerne oplevelse nu anderledes. Igen og igen er Morten omkring mig, med vand, vingummier, juice osv. Hver 2 time tager jeg en gel, som jeg normalt bruger ved langdistance løb og selvom min fødekvalme gør det kompliceret at sluge, tvinger jeg det ned. Jeg har en gang prøvet at gå sukkerkold under en fødsel, det skal ikke ske denne gang.

Mine øjne søger mod uret og jeg konstanter Vilmer er længe undervejs og at Trines vagt snart er slut. Det river i hjertet og tanken om hun under hele sin vagt har fulgt mig, er opslidende. Trine undersøger mig og konstanter hvordan jeg nu kun er 3 cm åben og med 1 cm livmoderhals. Vilmer står dog godt nede men det bliver for alvor italesat hvordan mit arvæv gør det svært for min livmoder at arbejde med veerne. Trine forsøger at skubbe til livmoderen, altså skabe ekstra opblødning i arvævet. Det er smertefuldt men ved at morten bruger meyertrykkene, så formår jeg at fjerne fokus for de smerter som Trines “arbejde” skaber. Hver gang jeg har en ve, føler jeg der er jordskælv i mit indre. Det føles som om Vilmer konstant støder imod mit skamben, symfysen; for i stedet at “dykke under” og søge helt ned i bækkenet. Trine får da os konstateret at hans størrelse samt mit arvæv er to dårlige kombinationer. Jeg spørger ind til hvordan jeg aktivt kan hjælpe Vilmer på vej og vi prøver en knæ og albue stilling kombineret med rebozo. Tårerne begynder at løbe når veerne kommer og jeg får overrakt en iltmaske for hele tiden at kunne søge ind i veen i stedet for at løbe fra den. Morten anlægger trykkene på livet løs og hans blød markering på min kæbelinje, minder mig konstant om at slappe af i kroppen, frem for at spænde op. Sådan går tiden og Trines vagt stopper og jeg overleveres til en ny Jordemoder, Perkatrine. Jeg har på dette på dette tidspunkt været tilkoblet veedrop i 10 timer og er nu godt sprød. Det brager løs på højeste niveau, og veerne er super intense.

Endnu en ny Jordemoder – Overgangsfasen
Perkatrine kommer ind på stuen med en studerende; hilser pænt på imellem veerne og så fremlægges en lille plan, som hende og Trine har lagt. Der er ingen tvivl om at Vilmers størrelse skaber lidt udgangsproblemer eller retter sagt, han har svært ved at komme til udgangen, det sidste stykke er der råd for. Derfor anbefaler de jeg får lagt en epidural blokade, da der desværre kan gå en del timer endnu før han får trængt ned og med det allerede lange forløb, mine smerter og veernes styrke, så frygtes det jeg går kold. Jeg har aldrig før tænkt på at anvende epidoral blokade som smertestillende under en fødsel. Lattergassen har været ude mærket OG jeg er derudover sindssyge bange for at blive stukket i ryggen og ikke mindst blokadens bivirkninger. Perkatrine har tydeligvis fået denne information af Trine og hun er os ganske varsom da hun anbefaler mig denne blokade. Jeg bryder fuldstændig sammen og beder om en pause. Normalvis er der ingen pauser i fødsel, men da jeg er på drop, så er det muligt og Perkatrine slukker derfor droppet. I de ti minutter droppet er slukket, bryder jeg fuldstændig sammen, jeg tillader mig selv at mærke og føle alting og de minutter hvor jeg står foroverbøjet indover fødelejet mens jeg hulker, står for mig som er af de største øjeblikke under fødslen. Mens jeg græder, afsøger jeg hver en krog i mit sind efter ny styrke og energi og Perkatrine og jeg bliver enige om at jeg får en time mere med max veer og at vi i den time gør ALT der kan gavne Vilmer søger imod udgangen. Jeg husker hvordan jeg beder Morten give den ekstra gas med tryk, en ny løbe geel sluges og der sættes lidt lattergas på masken. Derefter kommer jeg op i knæ og albueleje igen og på min lænd tegnes der to cirkler hvor der kan trykkes yderligere, for at ligge nogle smertelindre tryk under veerne. Mens jeg står der, skiftevis nynner jeg ved mig selv Vilmers vuggevise og taler til ham, som Perkatrine beder mig om, for at understøtte at han trænger ned. Sådan står jeg i veerne og på en time går jeg fra 3 cm til knap 8 cm. Smerterne er næsten ulidelige at være i og da Perkatrine overlever beskeden om den markante åbning der er fundet sted, bliver jeg dels lykkelig men os ramt at muren. Muren udgjort at en selverkendelse. Jeg kommer ikke til at kunne gå hele vejen. Klokken er 01 og selvom der nu er få centimeter tilbage, så står Vilmer fortsat over symfysen og det kan betyde fødslen kan tage alt fra 2 til 8 timer endnu. Fostervandet er blevet klart, hans hjerterytme som hele vejen igennem har været stabil er det fortsat – han har mere eller mindre slet ikke opdaget jeg er i fødsel, så alt ligger op til at han nok skal komme, spørgsmålet er bare hvornår.

Jeg føler jeg står ved en skillevej, mellem min egen stædighed og fornuft. Jeg VIL ikke have den blokade men omvendt har jeg ikke “råd” til at lade vær. Jeg har simpelthen ikke kræfterne længere og inderst inde er jeg os ved at miste troen på at Vilmer fortsat kan forblive i trivsel og vi ikke pludselig ender i et akut kejsersnit. Jeg kigger derfor på Perkatrine som forstår mit blik og kort efter står en super dygtig og pædagogisk anæstesi læge på fødestuen. Han får hurtigt lagt blokaden og den virker… den gør mig samtidigt virkelig dårlig. Morten er udkørt, utilpas og på mange måder føles det som om, at i det øjeblik jeg mentalt knækker, falder han med mig. Han sidder i en stol og med hans mor ved hans side. Lyset er blevet dæmpet på stuen, i håb om jeg kan tage en lille power nap, men grundet reaktionen på blokaden, er dette langt fra muligt. Men heldigvis kunne andre på stuen hvile. Et af de bedste mentale billeder jeg har fra fødslen, er af min mand og hans mor, sovende op ad hinanden.

Selv kan jeg ikke finde ro. Min krop reagerer nu kraftigt på blokaden samtidigt med den har fået for meget ilt igennem masken. Min mor sidder hos mig, stryger mig over håret, holder mig i hånden mens hun taler sig ind i mit indre. Jeg ligger jeg på siden, anvist efter Perkatrine, da det umiddelbar er den vinkel Vilmer bedst muligt kan komme omkring min symfyse. Den lille time jeg ligger der, sårbar, opbrugt, med en krop der på så mange måder er udkørt, er min mor og jeg sammen. Øjeblikket er unik, smukt og en af de mange fine fantastiske stunder fra fødslen.
Jeg ligger og får nogenlunde ro, i knap en time. Så begynder jeg at opleve en pressetrang. Veerne sidder nu helt nede i åbningen og trækker for og bagtil. Det gør ondt som bare pokker, mest af alt fordi Vilmer fortsat ikke er helt nede. Jeg er fuldt åben men uden baby i åbningen. Fra 3 til 4 skal jeg gipse på alle veerne. Det er enormt smertefuldt og igen – opslidende. Hele tiden at opleve hvordan alle processerne i fødslen, strækker sig ud. Efter knap en time med gips, kan Vilmers hoved endelig mærkes langt nok nede til jeg må forsøge at presse lidt.

Pressefasen – Kom nu for fanden!
Jeg har bare ingen fornemmelse for hvordan jeg kan presse, hvilket skyldes blokaden. Perkatrine anlægger små indvendige tryk, for at jeg derved kan visualisere og målrette mine pres. Vi slukker for epiduralen og i knap en halv time forsøger vi med gips og pres at få Vilmer til verden. Det lykkes ikke. I stedet mærker jeg for alvor hvordan mine kræfter forsvinder imellem mine hænder og panikken bedre sig. Det handler ikke om utålmodighed men om selvindsigt og den erkendelse af, at jeg muligvis ikke kan komme i mål. Jeg er ved at have brugt alle tænkelige kræfter. Veedroppet har nu kørt i 17 timer og fødslen har stået på endnu længere. Jeg føler på så mange måder at jeg er smidt i havet og afstanden til kysten er for lang til jeg nogensinde når den, jeg føler jeg drukner og angsten for at Vilmer ikke kommer til verden, på naturlig vis breder sig. Jeg kan ikke mere! Jeg græder, skriger og råber på så mange måder på hjælp.  Perkatrine møder mig og der tændes igen for epidoralen. Vi forsøger at skabe et rum for jeg kan samle kræfter. Det smides flere vingummier, gels og væske på motoren. Kløen og kvalmen, bivirkninger fra epiodoralen har for indfundet sig og min krop skriger på forløsning. For hver gipsen jeg laver, rykker jeg tættere og tættere på at kunne føde, men os nærmere afgrunden og jeg får efter endnu en ve råbt at hvis jeg skal føde, så er det NU – for jeg kan ikke meget længere. Perkatrine reagere hurtigt og sammen kommer jeg om på ryggen, da det er her jeg føler mest styrke i mine pres. Siden fødslen har jeg ofte tænkt, at hvis ikke jeg var blevet mødt her, så havde det hele taget en markant drejning.

Perkatrine begynder igen at anlægge indvendige tryk, mens hun guider mig i hvornår jeg skal presse og gispe. Hvordan jeg får fundet de aller sideste kræfter frem, det ved jeg ikke, men pludselig beder hun mig mærke hvordan hovedet nu er kommet helt ned. Følelserne er mange og blandet. Morten står ved mit ene ben, min svigermor ved det andet og min mor ved mit hoved. Vi arbejder på mange måder alle sammen – sammen. Afdelingens Jordemoderen kaldes til stuen, grundet Vilmers størrelse og den aller sidste del af pressefasens begyndes. Den foregår udelukkende på Perkatrines anvisning, da Vilmers størrelse gør han skal ud på en helt bestemt måde. Da hovedet endelig er ude, skal først den ene skulder og dernæst den anden lirkes ud og først der begynder Vilmer at blive påvirket. Han dykker i hjertelyden og en børnelæge kommer på stuen. Fra den video der er lavet, er det tydeligt sammenholdt med de blå mærker Vilmer fik, at han næsten rives ud til sidst. Jeg får taget imod og løftet op og følelsen er ubeskrivelig.

Vilmer ligger på mit bryst i knap 3 sekunder for dernæst at bliver taget af børnelægen. Hans vejrtrækning er stærkt påvirket af fostervandet og det pres han netop har fået. Jeg bryder sammen og klynker efter at få min lille dreng. Det hele går pludselig stå stærkt og jeg får en hurtig trang til at presse igen. Idet moderkagen slipper mærker jeg et skyl, hvorefter det sortner for øjnene og det bliver svært at få luft. Moderkagen, som har huset min store dreng; viser sig at veje knap 1,4 kg. Hvilket betyder at den flade som den har hæftet på indvendig er er stor og idet den slipper, sker der en stor indre blødning. Blodet kommer som en bølge og endnu flere mennesker kommer til stuen. Jeg svæver lidt ud og ind af bevidstheden. For hver gang jeg åbner øjnene, er der flere mennesker omkring mig. En Jordemoderen står med en albue placeret i min mave, en anden hænger et drop op med medicin, som skal hjælpe med at stoppe blødningen og en tredje forsøger at finde andre mulige kilder til blødningen. Der er ingen. Jeg er kommet fuldstændig helskindet igennem fødslen, grundet de to Jordemødre som hjalp med at forløse Vilmer. Droppet får en hurtig virkning og det vurderes jeg kan blive på stuen. Der er røget 500 ml blod og det mærkes tydeligt. De forsøger at lægge Vilmer hos mig, for at lade naturen hjælpe ham på vej til en normal vejrtrækning. Det virker. Der bliver roligt på stuen, min lille dreng ligger hos mig og i et kort sekund er alt som det skal være. Droppet med medicinen mod blødningen kører derudaf og min reaktion på modtagelsen af denne er jeg bliver dårlig. Rigtig dårlig. Mit blodtryk falder og jeg skal kaste op. For hver gang jeg kaster op får livmoderen et ordentlig tryk og endnu en “bølge” skyller ud af mig, stuen fyldes igen og der arbejdes på at stoppe blødningen. Knap en time efter Vilmer er født er der endelig ro på stuen. Min Mor og svigermor trækker sig tilbage for at lade Morten og jeg være i denne stund sammen og sådan er vi lidt. Jeg mærker pludseligt hvordan min vejrtrækning bliver besværet og når tidsnok at bede morten trykke alarm, før jeg igen mærker et dyk i mit blodtryk. Jeg kaster op, livmoderen får endnu et tryk og jeg forsvinder et kort øjeblik. Jeg vågner ved afdelings Jordemoderen står ved mit hoved, mens hendes kollegaer igen arbejder på mig. Der kobles et nyt drop på, og alt måles og vejes for at vurdere hvilket beslutninger der skal tages. Vilmer ligger på Mortens bryst, der sidder i en stol med ryggen til. Han græder. Det hele er for voldsomt. Mens jeg svæver lidt ind og ud, forsøger jeg at bevare roen i kroppen. Alt i mig er præget af total dødsangst og smerte. Det nye drop virker endelig og mine værdier begynder at blive normale. Ganske langsomt, får jeg det bedre og Vilmer kommer tilbage til mig. Han er suttelysten, vidunderlig og endelig i mine arme.

Vilmer er født klokken 05:09, mandag d. 29 oktober 2018.
Han vejede 4845 og er 56 centimeter lang. Han er intet mindre end vidunderlig.

Vi kom, trods lidt blå mærker, et blodtab og nogle få chok – alle helskindet igennem fødslen

Perkatrine kommer, da hendes vagt at ved at være slut og overlevere mig til den nye Jordemoder som skal afslutte alle mål mm. Det er Katrine, den første Jordemoder, som møder ind. Vi snakker alle forløbet igennem og Perkatrine sætter sig ved min side, nusser mig på kinden og roser mig for min præstation. Hun fortæller os; at var jeg sat i gang medicinsk; så var fødslen ikke gået som det gjorde – tværtimod og hun beundre min tro på, min egen krop. Hun giver mig et kram, bedre både Morten og jeg sikre, at vi får en efterfødselssamtale og fortæller at det er helt naturligt hvis vi får en reaktion ovenpå denne fødsel. Den har været hård og voldsom… men i mine øjnene os smuk, fantastisk og et udtryk for hvor ressourcestærk kroppen er. Selvom de sidste timer af fødslen, var som at danse i helvedet, mens Jonny Cash sang “Ring of Fire”, så følte jeg mig tilstede i fødslen, på en måde jeg aldrig før har været det.

Jeg tror at det store andel af kvinder, der i dag lider af angst for at føde, ofte er påvirket af det behov vi har opbygget for altid at være i kontrol. Jeg har om nogen altid følt et stort behov for at være i kontrol, men noget her i livet er og bliver ukontrollerbart, heraf en fødsel.

Min fødselsberetning kan hurtigt ende med at blive kategoriseret som en skræk fortælling, der kan få førstegangs fødende, kvinder der venter store børn eller har fået keglesnit til at tænke “Fuck”, og jeg vil være ked af, hvis det kun er den følelse man efterlades med, efter at have læst denne beretning. I stedet håber jeg, det skinner igennem, hvor vigtigt det er at tro på sine egne evner og fornemmelse. Derudover at man forstår, at man forud for sin fødsel acceptere at vi ikke kan vælge vores egne fødselsforløb, men vi kan arbejde med vores indstilling til at det kan gå ”alle” veje. Vi kan derfor forbedre os mentalt på, af gå med den og acceptere nødvendigheden i at omstilles sig, måske blot en eller flere gange undervejs i forløbet. Vi kan sætte os ind i en fødsels opbygning, de forskellige former for fødestillinger, smertelindringer og vi kan sikre, at vi er medspiller i at skabe en god dialog på fødestuen. Vi kan arbejde med det som forud for fødslen kan skabe en frygt, måske endda angst og hvis vi derved formår at kortlægge os selv, er det langt nemmere at kommunikere og hente hjælpen til at finde roen.



Vilmer er en uge gammel. Vi stortrives og jeg er smask forelsket i mit lille menneske. Jeg ser ikke hans fødsel som værende forfærdelig, men som en fødsel der på mange måder var min bedste fødsel, fordi jeg formåede at være i den, gå med veerne og samarbejde med min krop. For første gang har jeg holdt en sober tone under HELE min fødsel og jeg følte mig aldrig som et offer bundet til en fødeseng, men som en kvinde der kæmpede. Min mand agerede med en helt anden ro og har sidenhen fortalt mig, at han følte sig som en bedre medspiller, der var rustet, således at vi kunne skabe et samarbejde, frem for et sololøb hvor han bare blev en cheerleader.

Jeg vil gerne sige dig tak, for at have læst med hele vejen til nu.

Forud for min fødsel, læste jeg Heidi Meyer Valentins bog: Meyermetoden – den naturlige epidural, i forbindelse med en test for MomsterTest.dk. Derfor indgår der delvist reklame i dette indlæg, da bogen har været brugt i forbindelse med denne anmeldelse. Min og andre momsterbloggers anmeldelse kan læses HER og indlægget om netop min egen oplevelse af bogen, forud for fødslen kan læses HER.


Jeg har personligt valgt at anvende flere af Heidis værktøjer og teknikker undervejs i min fødsel. Ligeledes har min mand, son under denne fødsel for måde at være en vigtig samarbejdspartner og hjælper, i en langt bedre og mere rolig grad, end til vores to andre sønners fødsel. Udover trykkene, indsigten i Heidis skildring af smerteteknikker og forståelse herefter, formåede Heidi, som Jordemoder; at hjælpe med at etablere en følelse af empowerment, forud for fødslen og jeg tvivler ikke et sekund på at det var netop besiddelsen af min tro på det empowerment, jeg selv rummede, der gjorder jeg kunne være i fødslen, sådan som jeg var det. Mine varmeste anbefalinger går derfor fortsat til Heidi Meyer Valletins fantastiske bog Meyer Metoden – Den naturlige epidural.

Kærlig hilsen, Christina
Mor til Aksel, Carl og Vilmer

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

5 comments / Add your comment below

Skriv et svar