En efter fødsel, reaktion?

Allerede da Vilmer ligger ved mit bryst, mens vi fortsat er på fødegangen, kan jeg mærke hvordan chokket over at være faldet ind og ud af bevidstheden, kombineret med at Vilmer efter kun 3 sekunder på mit bryst, blev taget af en børnelæge, det rumstere i mit indre. Morten ligger på briksen og sover, mens jeg selv ligger i en seng, med Vilmer. En jordemoder kommer ind og fortæller os at barselsgangen er rigtig presset og at de lige nu prøver at finde plads til os. Det er forud for fødslen aftalt, at jeg skal have minimum to dage på Herlev, for at møde og støtte op om mig, i tilfælde af min psyke skulle have brug for det. Havde jeg ikke været tilknyttet en fast jordemoder og været fulgt som jeg var, grundet min tidligere depression, så havde jeg stadig haft brug for ekstra støtte, ovenpå den afslutning fødslen havde haft. Du kan læse min fødselsberetning HER.

Jeg fortæller jordemoderen, at jeg har brug for ro og at jeg kan mærke, at jeg psykisk har fået et chok, som jeg er nødt til at tage seriøst. Det har intet at gøre med mine følelser for Vilmer, tværtimod – det er mig den er gal med. Derfor skal jeg helst ikke dele rum med andre, jeg skal bare have 100% ro. Jordemoderen smiler venligt, stryger mig over håret og siger “du behøver ikke sige mere – jeg får det ordnet”. En halv time senere kommer hun tilbage og fortæller, at de har en enestue på barselsgangen og jeg vil blive hentet om lidt. Hun roser mig for at sige hvordan jeg har det og ønsker mig held og lykke. Kort efter køre en portør os afsted mod stuen.

Hele mandagen har jeg hjertebanken, den er blandt andet forsaget af det adrenalinkick jeg har ovenpå fødslen. Selvom jeg ikke har sovet i over 24 timer, så er jeg ikke træt, og Vilmers behov er vigtigere end mine. Han har brug for ekstra omsorg og trøst ovenpå hans lidt barske ankomst til verden og.. når jeg lukker øjnene, er der ekstraordinært mørkt. Morten er hos mig nogle timer og tager så hjem for at hente drengene, som vi har lovet skal være de første som møder Vilmer. De kommer, sammen med mine svigerforældre og min mor, alle mennesker som forstår og respektere at Vilmer skal være hos mig, på mit bare bryst og man ser og er som man er, når man lige har født en baby. Det er kun Aksel der holder Vilmer den aften, hvilket var et magisk øjeblik.

Morten kører hjem med drengene og bedsteforældrene smutter os. Da jeg er alene på stuen, ligger jeg i sengen med en sovende Vilmer, hvor jeg sætter en mindfulness session på og søger ind i min krop, mit overbelastet nervesystem, for at komme helt ned i gear og lade alle tankerne passere forbi, uden at forholde mig til dem.

Næste dag er min konstante hjertebanken blevet periodisk. Eksempelvis kommer den, da jeg skal åbne et vindue, for at lufte ud på stuen. Vinduerne på barselsgangen er sikret således, at de kun kan åbnes på klem. Vilmer ligger i sengen og sover, mens jeg lige ordner stuen og får gjort puslepladsen klar, ovenpå nattens ”arbejde”. Tanken om den kølige luft er næsten forførende, det vil være godt med et lille vindpust ind på stuen, men da jeg stå ved vinduet, får jeg en tanke, det er en ”angst for angsten” tanke. Jeg begynder at ryste og min hals snører sig sammen, “hvad nu hvis jeg pludselig fik lyst til at kaste Vilmer ud af vinduet?” tænker jeg. Jeg bliver bange og dropper at åbne vinduet, for i stedet at kravle hen i seng, ligger Vilmer på mig bryst og søge ind i mit sind og omstrukturer tanken. Den er modbydelig, men mest af alt et udtryk for hvordan angst kan kamuflere sig og forsøge at “narre” sindet. En psykolog fortalte mig engang, at når angsten havde ansigt eller involverede andre mennesker, var de 9 ud af 10 gange mennesker ens kærlighed var bundet ubetinget op på. Vilmer ligger og knirker på mit bryst mens jeg arbejder færdigt med tanken, rationalisere den og acceptere, at det bare er en tanke og ikke en lyst eller direkte handling jeg planlægger at udføre.

Da der senere samme dag kommer en jordemoder og tjekker mine og Vilmers værdier, fortæller jeg hende om den følelse der er indeni. Jeg er ikke bekymret, tværtimod, jeg har bare brug for at vende følelsen og tanken som fremprovokere den. Det er ofte i mørket, det usete og det “farlige” vokser for at få liv. Jordemoderen er sød og vi drøfter tankernes rod, hvad de kommer af. Jeg er ikke i tvivl, mit enorme kontroltab over alt fra fødselsforløb, Vilmers tilstand da han kom ud og min egen manglende bevidsthed, har fremprovokeret netop disse følelser. Det er heeeeelt normalt at have det som jeg har det og det ved jeg godt, men selvom det er normalt, betyder det langt fra at vi ikke skal snakke om det, tværtimod. Jordemoderen spørger om hun skal kontakte min sundhedsplejerske eller lignende for mig, men afslår, jeg har allerede styr på alle hjælpelinjer mm. Derudover føler jeg mig ret tryg, på trods af de mørke tanker der i ny og næh glider forbi i mit sind.

Dagen efter tjekker vi ud og idet vi forlader Herlev hospital, letter uroen i mit indre. Jeg sidder i en bil, med mine tre drenge og Hr. Mand og alle har det godt. Da jeg kort efter svinger forbi Herlev akutafsnit, grundet en infektion, raser uroen og angsten igen i mit indre og jeg accepterer at jeg lige nu bare ikke trives på hospitalet. Jeg fortæller ved mit første besøg af sundhedsplejersken om disse tanker og følelser, hun stiller lidt spørgsmål for at sortere i pære og bananer som hun siger og fortæller mig døren altid er åben. Jeg fortæller ret åbent Hr. mand og min mor hvordan jeg har tænkt og følt og yderligere søger jeg for at lave daglige mindfulness samt snakke fødslen igennem. Mindfulness er for mig en måde at træne hjernen i at sortere i dets tanker. Vi kan ikke tvinge os selv til ikke at tænke bestemte ting, men vi kan træne hjernen til blot at registrere tanken, uden at den bliver altoverskyggende og får betydning for vores adfærd. Træningen skal foregå, når hjernen er uforstyrret og ikke belastet, og det er her “mange” laver en fejl. Ofte træner vi kun når det er nødvendigt, men i princippet handler det jo om konstant vedligeholdelse, så teknikkerne virker, når vi har brug for dem.

Der går et par dage, hvor glæde, lykke og taknemmelighed fylder i mit indre, kærligheden til alle mine drenge er enorm og jeg betragter på mange måder mit sind, mens jeg hovedløst forelsker mig i det lille menneske ved mit bryst. Jeg føler intet andet end kærlighed. Den berømte tudetur kommer aldrig, i stedet er jeg bare, som var det her jeg altid har skulle være det. Jeg oplever langsomt hvordan det at være blevet mor til tre, har givet mig en enorm erfaring og tillid til egne evner og jeg formår bare at være tilstede, frem for at styrte forvirret rundt med nervøsitet over det ene og andet. En eftermiddag tager jeg til Islands Brygge, for at købe en bærejakke, da jeg et par dage forinden er blevet ramte at en mur, omkring ikke at kunne hente og bringe Aksel og Carl, hvis Vilmer ikke vil ligge i barnevognen. Vejret er for alvor blevet koldt og mine vinterjakker kan lige præcis kun lukke sig omkring mig. Derfor forsøger jeg, ved at lave dette køb, at genvinde en form for mulig kontrol, det virker.

Mens jeg går der på Bryggen, rammers jeg pludselig af en tanke, det er angst og mens jeg går der, breder den sig som en steppebrand i mit indre. Pludselig rammes jeg af irrationel frygt for, at min barnevogn med Vilmer i den, skal falde i vandet og han vil drunke. Jeg går langs vejen, altså omkring 30 meter fra vandet og der er mindst to kantstene, et hus osv. Som barnevognen skal forcere før den overhovedet kan være ved molekanten. Det er fuldstændig irrationelt og alligevel, er netop denne angst dominerende i mit indre. Det er i det øjeblik jeg får nok og tænker, okay, jeg tager sgu til eftersyn, mere skal der faktisk ikke til, men det er tilpas nok til jeg får følelsen af “det gider jeg simpelthen ikke rende rundt med”. Derfor fisker jeg telefonen frem og sender en besked afsted mod min psykolog. Har kort efter Vilmers fødsel, sendt hende et billede og en besked om at han er kommet godt til verden, efter Hr. mand er vendt hjem fra Grækenland. Vi har efterhånden arbejdet sammen i små to år og psykologen har været med hele vejen rundt i mine skjulte skabe og skuffer, og det har skabt knyttet “bånd”, professionelle bånd – selvfølgelig. Selvom jeg på mange måder har vendt alle hjørnesten, store som små, så har jeg fortsat været forbi psykologen hvert kvartal, bare lige for at lave et lille rutinetjek. I forbindelse med min graviditet, har jeg følt et behov for at gå med livrem og seler, da sådan en hormoncocktail, som en graviditet jo os er, ikke altid indtages lige godt og statistikkerne viser, at kvinder med tidligere psykiske lidelser, har en forøget risiko for at udvikle en fødselsdepression. Jeg er ikke i tvivl om hvad angsten kommer af og det skrammer mig som sådan ikke over, jeg har på mange måder en helt naturlig efterfødsels reaktion, som kommer til udtrykke ved et øget behov for sikkerhedsadfærd. Da jeg for længst er nået til det punkt i tilværelsen, hvor jeg ikke gider lukke øjnene for det der trykker inden i, da jeg tænker : så hellere lige bruge den energi og de kræfter det lige kræver at få det vendt, i stedet for at vente til jeg ligger i forskerstilling og knap nok kan stå på benene, been there, done that, got the T-shirt.

At have en fødselsreaktion, betyder ikke nødvendigvis at den er fuldstændig gal, tværtimod, betyder ordet fødselsreaktion, at man har en reaktion på baggrund af ens fødsel. I mit tilfælde oplever jeg et symptom ud af de mange der kan være, på at man har en efterfødsel reaktion, jeg oplever nemlig lettere angst og bekymring. Jeg vælger bare allered en at “råbe vagt i gevær”, frem for at vente på at få hele pladen fuld.

På nuværende tidspunkt er min reaktion, på stærkt tilbagetog, formentligt fordi min krop og psyke har fået lov til at arbejde med det jeg har reageret på, frem for at jeg har henlagt det og sagt – det går nok over. Det gør det jo ofte, men har altid set på små psykiske udsving, som tøjet der hænger på en tørresnor. Vi kan enten bare pille det ned og kaste det ind i skabet, eller vi kan tage hvert stykke tøj og folde det sirligt sammen for dernæst at finde den helt rigtige hylde det skal ligge på og… jeg tror alle der har stået med et rodet klædeskab ved, hvad der på sigt giver mest mening – særligt hvis en tøjkrise pludselig skulle indfinde sig.

Hvis du går med bekymringer eller tanker om at du selv måske kunne have en tenderende før fødsel eller efterfødsel reaktion, vil jeg stærkt anbefale dig at sige det højt. Mange kvinder forbinder det at have mørke tanker omkring sine børn eller sig selv, i forbindelse med moderskabet, som pinagtigt og noget der skal forties. Tanker er tanker og vi bestemmer ikke over dem, tværtimod, kan de ende med at bestemme over os og vor adfærd og det er de færreste tjent med – særligt hvis de er af mørk karakter. Ræk derfor ud, enten til en nærtstående eller en fagperson, så som læge, sundhedsplejerske eller lignende.

 Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med.

 Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

2 comments / Add your comment below

  1. stærkt du sætter ord på det.
    Jeg fik selv en fødselsreaktion/ fødselsdepression med min 1. datter tilbage i 2009. Det var en forfærdelig tid og fik den bedste hjælp. jeg kom på medicin og er det den dag stadig (ikke, at jeg siger det er det bedste, men det var og er det bedste for mig) og fik god psykiater og 3 års gruppeterapi oveni hatten. jeg ville gerne have barn nr. 2, men var så bange for at komme tilbage til det der skete i 2009. på daværende tidspunkt var jeg på medicin jeg ikke måtte blive gravid på. skiftede medicin med kyndig vejledning med min psykiater. Jeg gik med mange mange overvejelser og min moral og etik var imod graviditet og antidepressiv medicin. Men fik mange snakkke med læger og andre kyndige mennesker, som forsikrede mig om mange fik børn på medicin og det ville være det bedste for mig.og i 2015 blev jeg gravid med nr. 2
    Hun er idag snart 2 år og jeg havde den bedste fødsel og tiden efter. Ingenting skete. Ingen reaktion. jeg lå på enestue de dage ekstra på barselsgangen og blev passet på. havde ekstra samtaler med jordemoder tiden efter og fik ekstra besøg af sundhedsplejeske. Jeg kan idag se, hvor godt det var jeg var på medicin. Jeg fik en meget ubetydelig lille dosis . Jeg er én af dem, der nok skal være på medicin resten af mit liv da jeg får tilbagevendende dyk hvis jeg ikke får den daglige dosis. Det tænker jeg faktisk ikke over mere.

    1. Kære Dorthe – tusind tak fordi du læser med og endnu mere tak fordi du deler din egen historie. Det glæder mig at du fik den rette hjælp og ja medicin kan nogengange være en livslang følgesven og sådan må det være – hellere det end depression mm. Og særligt hvis du kan være på en stabil dosis, så siger det jo en masse om dit hjernecenter og produktion af forskellige signalstoffer. Tusind tak for din fortælling – det er så vigtigt vi får delt, således at andre, hvad end de tager de små symptomer eller den “helt store tur” at de ved, de ikke er alene..

      Kærlig hilsen Christina

Skriv et svar