En kærlighedshistorie

 

Flashback
På min fod, sidder de grå sko, med det iøjefaldende G. Alle med en smule kendskab til mærkevare, kan tydeligt se mine sko er falske.. hvad folk ikke ved, er at stamme fra min rejse til Tyrkiet, som jeg kort forinden skolestart har været på. Min lettere solbrune hud står godt til mit lyse hår, de hvide jeans og den blå bluse. Mit ”første-skoledag-outfit” sidder lige i skabet. Jeg har selvfølgelig os brugt en lille uges tid på at gennemtænke det. På min arm hænger tasken, med kronen. Den er endnu let, men den tynges formentlig snart af studiebøger.

Der er mange mennesker i aulaen. Mit hjerte banker hårdt og hurtigt i brystet og mine håndflader er svedige. Jeg har allermest lyst til at finde er musehul og kravle deri. Jeg 17 år gammel og har som den eneste fra min folkeskoleklasse valgt at starte på HF, frem for det klassiske STX. Jeg kender ingen på skolen og ud fra min optagelsessamtale med en studievejleder, er jeg formentlig en af de yngste på årgangen, måske hele Frederiksberg HF kursus.

Efter der er budt velkommen, finder jeg det lokale hvor mine nye klassekammerater er. Vi er mange i klassen, rigtig mange og ønsker man at få en stol til undervisningen, skal man minimum komme 20 minutter før den starter. I løbet af den næste måneds tid går der dog Robinson i den og en efter en, dropper folk ud. Efter en kort introduktion, sendes vi på en klassisk “lær hinanden at kende” øvelse. Vi får udleveret lidt spørgsmål og skal så gå rundt og spørger hinanden om alt mellem himmel og jord. Det er både grænseoverskridende og befriende at bevæge sig lidt rundt og få hilst på de mange mennesker. Vi går rundt mellem hinanden og jeg får spurgt til alt fra livretter, bopæl, ynglings farve og selvfølgelig navn. Mens jeg går rundt, møder jeg en høj fyr, med smilende øjne og markante træk. Han har en flot blå skjorte på, som tydeligvis er nystrøget. Han har et varmt blik, som jeg har lidt svært ved at møde. Vi får spurgt hinanden, om vi har nogle kæledyr. Jeg har en kat og han hader katte Selv har fyren en jagthund som er skudrad, hvilket er en ret uheldig kombination. Han er 23 og jeg 17, vi er begge i fast parforhold og uden vi tænker over det, får vi spurgt hinanden om mere end det sedlerne foreskriver. Fyren hedder Morten…
Morten; som i dag, er min Hr. Mand og som jeg har dannet par med i 11 år.

Morten og jeg bliver klassekammerater på HF. Vi har vores daglige gang op og ned ad hinanden i 2 år. Han er for mig, en sød fyr, der er god til matematik, fodbold og som faktisk er ret fornuftig at snakke med. Han går op i mad, FCK, fester og så lidt mere fodbold og det er ligesom det kendskab jeg har til ham, de første 9 måneder af studiet. En dag ændre det hele sig. Den årlige gallafest nærmer sig og traditionen tro, skal alle studerende lærer at danse lancier, forud for festen. Vi skal bruge 4 idrætstimer til at lærer dansen. Første time bliver skælsættende, idet vores lærer beder vores egen klasse og parallelklassen om at finde en dansepartner. Flere står langs ribberne, andre søger lidt rundt. Nogen finder en, som de allerede har danset tæt med til nogle af de andre fester på studiet og selv står jeg og føler mig enormt fortabt. Der er såmænd drenge nok i klassen og alle kan i princippet få sig en dansepartner. Jeg hader at danse eller efter et par shots går det nu okay, men i ædru tilstand, er det noget af det mest grænseoverskridende for mig. Jeg har ingen rytme i kroppen, mine muskler er stive og mine ben klassificeres som almene fodboldben. Alligevel synes jeg det er lidt ufedt at skulle til en gallafest uden partner. Jeg er i et fast parforhold, så det er udelukkende en gallamakker jeg søger. Jeg kigger lidt rundt og tænker så, at af alle mennesker så er han nok den, jeg vil ture at danse med, måske fordi jeg tænker han er lige så håbløs på et dansegulv som jeg selv? Ganske langsomt går jeg igennem idrætssalen og over til drengegruppen, der står og snakker, måske for at distancere sig fra opgaven vi har fået. Det er nu eller aldrig tænker jeg og selvom jeg er hammer nervøs, så ved jeg, at lige præcis ham her, er så høflig at han ikke vil afvise mig med en nederen joke. Afvisningen er bestemt en stor mulighed, men det bliver med sikkerhed på en høflig måde, så meget ved jeg da om fyren… “Morten ?”… han vender sig om og lige der slår det mig, at han jo er knap 2 meter høj, det kommer til at passe af helved til, med mine sølle 168 cm.. men nu står jeg der og han smiler sødt til mig.. “øhm, vil du .. være min gallamakker” får jeg fremstammet, det er simpelthen for pinligt og åndsvagt og får at fjerne mig selv fra det sårbare sted, får jeg hanket op i mig selv og smidt en kæk kommentar afsted, som får ham til at grine. “Ja – det vil jeg rigtig gerne”. Sådan gik det til, at vi blev kærester, tog på en back-pack rejse, blev gift, lavede 3 unger og nu har været sammen i 11 år.


Selvfølgelig er fortællingen langt længere, men det var sådan det startede for alvor og så alligevel ikke, da jeg fortsat var i et fast forhold. Mortens og mit venskab startede dog den dag og det udviklede sig til at være et af de bedste venskaber jeg nogensinde har haft. En aften, måske endda nat, efter en våd bytur og 7 måneders nært venskab; fortæller Morten mig, at det kun er min skyld vi er venner – jeg kvitterer denne udmelding, med at stikke ham en flad og tage hjem. Jeg var rasende! Vi var jo bedste venner og jeg havde en kæreste, som jeg da synes at mene jeg var ret glad for? Det havde selvfølgelig ikke kørt så godt de sidste par måneder og slet ikke ovenpå at min kæreste havde haft et Chandler øjeblik og en sen aften efter 4 års forhold havde gjort det forbi, som var det et lyn for en klar himmel. I de 14 dage vi var adskilt, havde Morten været min klippe.. han havde lyttet, trøstet og mundret mig op og på intet tidspunkt i hele vores venskab havde vi været i nærheden af at være andet end venner, men den aften, den udmelding ødelagde jo ALT!

Der gik nogle dage, så tog han det tilbage… men der er bare nogen ting men ikke kan trække i sig igen. Det var forfærdeligt at være i, måske mest af alt fordi jeg var tvunget til at forholde mig til mine egne følelser for Morten og min daværende kæreste. Jeg kunne jo godt se det parforhold jeg var i, ikke længere var sundt for mig, tværtimod… omvendt ville jeg heller ikke gå fra det ene forhold til det næste, slet ikke når jeg på så mange måder følte at jeg var kommet væk fra mit oprindelige jeg og det jeg søgte i et parforhold. Jeg gjorde det forbi med min kæreste og selvom Morten igen bare var min gode ven, så fik jeg da os gjort det klart at jeg på ingen måde var interesseret i at forelske mig lige foreløbig. Sandheden var jo nok, at jeg allerede var det, jeg kunne bare ikke se det… heldigvis overbeviste Morten mig, på hans egen finurlige facon og en nat på Nørreport, greb han mig i nakken og kyssede mig den aller første gang…




Kyssende har efterhånden været mange og når vi i ny og næh husker os selv på, at vi fandt hinanden, helt tilbage på HF, så virker det uvirkeligt. Jeg havde nemlig ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min gallamakker skulle ende med at blive min mand og faren til vores nu 3 børn.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar