“Vi har fået en lillebror”

Dengang Hr. Mand og Jeg, blev enige om at “nu var det nu” og vi som individer, par og forældre, tænkte at tiden var til at forsøge og udvide familien med en lillebørster, der begyndte jeg at holde vejret. Carl ville snart fylde 4 år og Aksel var 6,5, hvilket i min bog, ud fra hvem vi var som familie og hvem henholdsvis Aksel og Carl var som personer, så ville et sensommer / efterårsbarn passe godt ind i vores familie, eller jeg tænkte, at det var “As Good as It Gets”, hvis vi skulle forsøge at indtænke alle familiære parameter.

Vi fortalte Aksel og Carl, at de skulle være storebrødre en lørdag i marts, hvor jeg kun var 9 uger henne. Vi fortalte det så tidligt, da vi stod og skulle med min familie til Jylland og min mave allerede havde fået en fin lille bule, som afsløret det ikke bare var “kage” i ovnen. Inden vi fortalte det, havde vi være til en scanning, som vidst et hjerteblink og derfra var troen på baby i maven var præcis som baby skulle være, tårnhøj – den blev pænt svækket tre uger senere efter nakkefold, læs evt indlægget : ”At holde af nogen, man ikke kan passe på”. Da vi fortalte Aksel og Carl at de skulle være storebrødre, sad Aksel med glædeståre i øjnene og jeg måtte bruge et Playmobil barn til at illustrere hvor stor “babyen” var, for Carl.

Uge 9

Under gravidteten fulgte drengene med, i en moderat mængde. Det var lidt spænende at mor havde en baby i maven, men mere interessant var det altså heller ikke. Vi sammenlignede babys størrelse med en frugt. De mærkede liv, vi snakkede om køn, babynavne og meget om hvordan Aksel og Carl var som babyer. Selv begyndte jeg at justere på “dårlige” vaner og adfærd, som ikke ville være hensigtsmæssig med en baby i huset eller bare generelt. Aksel havde henover sommeren en råbefase. En fase hvor han havde et behov for at udtrykke sig, i et meget højt og ubehageligt toneleje. Jeg trives ikke med den slags udbrud. Dels fordi jeg generelt ikke mener vi skal råbe ad hinanden, men os fordi hele mit nervesystem sættes i alarmberedskab når folk råber og jeg i sidste ende falder ud over kanten og råber “NU er det edername nok!” og det hjælper jo ikke en fis.

MEN jeg har altid haft den overbevisning, at det er bedst ikke at sige “Lillebror kan ikke lide” eller “shyyy lillebror sover”, selvfølgelig skal mine børn udvise hensyn til andre og hinanden, ligesom jeg som mor skal det overfor dem, men det er ikke lillebror det skal have “skylden”, da lillebror hurtigt kan være årsagen – grundleddet til alt ændre sig og det hele er lidt “dumt” og sådan skal det jo ikke være. Andre dårlige vaner kunne være “butler” forældrene. Den hvor vi hoppe og danser rundt for ungerne. Selvom vi gerne vil opdrage til selvstændighed og skab et ansvar for hvordan man er en del af en familie, så har vi haft en dårlig vane med bare at gøre tingene for ungerne. Det er i sidste ende dem vi snyder, når de står foran klædeskabet og ikke ved hvor hvad ligger, hvordan svømmetasken skal pakkes osv. Derfor droppede vi butler siden i os selv, da vi dels ønsker at vores børn godt selv kan og fordi vi nu engang kun har to arme og der i en længere perioden skulle ligge en baby på armen.

Som månederne gik, maven voksede, begyndte det hele at ligge under huden på os alle. Drengene var søde til at samle mine tabte ting op og forstod jeg ikke kunne mere end det min krop tillod. Da drengene og Hr. Mand skulle på efterårsferie i Grækenland mens jeg var i uge 39, besluttede vi at give dem, deres storebrødre gaver – inden ferien. Vi havde en ret klar forventning om at jeg ville have født inden men ja, Vilmer kom 41+0.

Et sted kan jeg godt tænke “skal børn virkelig havde en gave fordi de bliver storesøskende” og måske kan det hele blive lidt for materialistisk, omvendt så er vi, Hr. Mand og Jeg skruet sådan sammen, at gaver oftest modtages, når man enten fylder år eller har fået en ny titel. Aksel skulle være dobbelt storebror og Carl skulle nu blive storebror og samtidigt midterbarn. Vi valgte derfor at gå med storebror gaverne. Drengene var rigtig kede af jeg ikke skulle med på ferie og særligt Aksel var ramt af “vi kan ikke opleve det ene og andet sammen”. Da han de sidste par år har ønsket sig et kamera, fordi han rigtig gerne vil “gemme” minderne, så valgte vi at give ham et digital kamera, som vi fandt på DBA. Dette kunne han blandt andet bruge i Grækenland, så vi sammen kunne kigge på hans oplevelser og vi derefter kunne lave en fotobog fra ferien, til ham. Derfor tænkte vi det ville være den perfekte gave til Aksel. Carl elsker som Aksel lydbøger og musik og han har længe ønsket sig, at have hans egen Ipod, ligesom Aksel har det. Igen tænkte vi, trods et elektronisk ønske, at en Ipod var en god og praktisk gave, som Carl kunne have glæde af i mange år frem. Søgte igen på dba og fandt en af de nyeste generationer, til ikke ret mange penge. Dermed var storebror gaverne købt og i dag, nu hvor Vilmer er kommet, så er gaverne virkelig gode og bliver brugt flittigt.

Nu er det nu, lillebror kommer.
Noget af det sværeste ved at skulle føde, det har særligt været ikke og vide hvor og hvornår jeg gik i gang, mest af alt fordi vi havde Aksel og Carl, som os skulle indregnes i hele “jeg skal føde nu showet”. Derfor blev der samtidigt med en fødselstaske, pakket en storebrødre taske. Vi fik arrangeret det sådan at Farfar stod stand-by og at lærer samt pædagogerne omkring Aksel og Carl, vidste, at der måske var en morgen hvor der ville stå en lidt forvirret farfar og aflevere to stolte drenge – som med den nye titel skulle dele flødeboller ud.
Jeps – Gaver Og Sukker, det er den type mor jeg er !

Det første møde
Vilmer kom efter en laaaang fødsel (den kan du læse om HER), til verden en mandag morgen. Vi havde forud for fødslen lovet drengene at de ville de første, som skulle møde Vilmer og lige præcis dette møde var på en og samme tid fantastisk og samtidigt sorgfuldt. Hr. Mand var taget hjem for at hente drengene med ind på hospitalet og sammen kom de ud til Vilmer og Jeg. Jeg husker tydeligt det øjeblik hvor Aksel åbner døren ind til stuen. Han lignede en pirat på jagt efter skatten. Han var en stolt storebror som nu, endelig, skulle møde ham vi havde ventet på. Bag ham kom Carl, lidt betuttet og genert. Sammen gik de over mod sengen, hvor Vilmer lå og sov ved min side og begge kiggede de “ned”. I det øjeblik Aksel strøg Vilmer over håret, begyndte mine tåre at løbe – jeg var simpelthen så stolt og rørt over dette magiske syn. Samtidigt forstod jeg, at alt hvad vi kendte og før varm nu til evig tid ville være forandret og at vi som familie, tog hul på et nyt kapitel.

Aksel var, som den eneste, den der fik lov til at holde Vilmer den aften – Carl ville ikke. Aksel og Carls reaktion på Vilmer var på mange måder ens og alligevel vidt forskellige. Aksel trådte ind i storebrorrollen med selvtillid, glæde og stolthed, hvor Carl, var rigtig glad men os nervøs og bange. Da han blev spurgt om han ville holde Vilmer svarede han “først når jeg bliver 5” (hvilket først var om 2 måneder). Udover denne udmelding, så reagerede Carl en del, når Vilmer græd på hospitalet. Han holdte sig for ørerne og “frøs” i hans bevægelser, når Vilmer græd. Hele hans reaktion og måde at trække sig på, ramte mig dybt og det var svært ikke at blive påvirket, når Carl forsøgte at trække sig fra – samtidigt med at Vilmer græd. Lige der, der følte jeg mit hjerte gå itu. Ret hurtigt fik Hr. Mand og jeg kommunikere omkring Carls reaktion og hvordan vi skulle håndtere det. Reaktionen stoppede dog, da vi kom hjem fra hospitalet – heldigvis.

Mens Vilmer og Jeg var op hospitalet, forsøgte Hr. Mand og Jeg at binde os sammen. På Vilmers 2 andet døgn i verden, kom drengene ud på hospitalet med aftensmad og sammen spise vi på stuen og da vi skulle hjem, hentede de os. Sammen gik vi over på fødegangen og satte et blad for Vilmer og da vi kørte hjem til Frederiksberg faldt roen over os alle.


Efter et par dage hjemme, spurgte Carl så en aften, om man stadig skulle huske at holde Vilmers hoved, når man løftede ham. Jeg var alene med drengene, Vilmer sov i en nest i stuen og de store drenge legede i hver deres værelse. Carls spørgsmål var som sådan ikke et spørgsmål, det var et forsøg på af få en indføring, som han muligvis ville gøre brug af, uden en voksen tilstede. Jeg kender Carl og der er intet ondt eller lignende i ham, tværtimod er Carl skuret sådan sammen, af han virkelig gerne vil gøre alting godt og ofte perfekt i første forsøg, men i tilfælde af han ikke gør det, så trives han bedst med at prøve første gang – i smug. Sådan har det været med alt i hans udvikling. At holde sin lillebror i smug, er dog ikke en mulighed. I stedet fik Carl og jeg muligheden for at nyde Vilmer sammen, mens Aksel var gået i seng med en lydbog. Jeg spurgte forsigtigt om Carl havde lyst til at prøve at holde Vilmer, hvis jeg vidste ham hvordan han skulle holde? Han sagde ja og i det øjeblik Vilmer kom i Carls arme, skete der noget helt specielt. Carl lyste op, begyndte at røre ved Vilmers kinder, dufte til ham og et smil bredte sig mens han sagde “Hvor er han bare sød”, i det øjeblik, gav Carl sig hen til sin lillebror og indtog storebrorrollen .

Første gang Carl holder Vilmer


Jeg er nu mor til tre fantastiske drenge Aksel, Carl og Vilmer og kunne ikke ønske om mere .

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Skriv et svar