Tillykke – med din første offentlige amning.


Da Hr. Mand og Jeg havde bryllupsdag – 8 år.
Tænk at vi overhovedet kan holde hinanden ud efterhånden ?
Sådan må man gerne tænke – i min optik altså, særligt fordi vi jo har været sammen meget længere end vi har papir på. Jeg er faktisk ret glad for ham Hr. Mand os selvom han kan fyre op under mig på den rigtige gode måde og ja – knap så gode måde. Vi er ikke de vilde materielle typer, som køber guld og ædelstene til hinanden. I år gav vi os selv Vilmer, så tænker jeg ærlig talt ikke vi kan ønske os mere. Når nu man skal fejre 8 års bryllups dag – med et på det tidspunkt en 8 dage gammel baby (Jubii for tal-mani), så valgte vi at gøre det helt lavpraktisk og bare spise en hyggeligt frokost sammen, på en lokal god burger bar.

Hr. Mands og min date, blev Vilmers og min første rigtige tur ude, grundet blodtab og efterfølgende infektion (hip hurra). Vi får sat os og som det jo skal være, vågner Vilmer lige idet tjeneren stiller maden på bordet, det er en naturlov af mor skal spise kold mad. Vilmer kommer selvfølgelig op og jeg når knap nok at hilse på ham, før han er ved at æde min skulder og lige der tænkte jeg “okay – du skal have mad nu …. og jeg skal amme offentligt”. Ved mig selv, hviskede jeg samtidigt et lille tillykke, af en helt særlig grund.

At være bange for at amme i det offentlige rum.
Det at amme offentligt, har ikke altid været nemt for mig. Dengang jeg fik Aksel, blev jeg så ubehageligt tilpas når jeg skulle amme ude, at jeg pumpede mælk ud og gav ham det på flaske. Hjemme ammede jeg nåede så fint men det blev ret hurtigt utrolig svært at følge med i udpumpninger og amning, det blev et “dobbelt” arbejde. Forstå mig ret, jeg ser bestemt ikke amning som et arbejde. At blive hjemme, var ikke en mulighed, da der ikke havde gavnet mig mentalt overhovedet og derfor fik Aksel både brystmælk på flaske og fra bryst, de første måneder af hans liv.

Hvorfor jeg havde det svært med at amme ude, skyldes flere faktorer. Aksels ben var i gips pga. hans klumpfods behandling og derfor blev han meget stor og stiv i kroppen og derved “uhandi”’at ligge til brystet. Den dag i dag, ville jeg ønske at jeg havde kæmpet mere for min amning, men jeg lod mig “trøste” af fortællingen om at en god mor ikke sidder i brysterne og NEJ det gør en god mor ikke, men jeg ville bare gerne have gjort noget andet. Sandheden omkring hvorfor jeg ikke ammede offentligt, handle dog mest af alt om, at jeg var bare for folks fordømmende blikke, eller endnu værre… at blive forvist fra det sted jeg sad.

Bare tanken om at amme offentlig, fremprovokerede, hvad jeg senere i livet erfarede var stærke symptomer på angst. Jeg tænker nogen gange om de mennesker, der mener at amning af et lille barn skal forvises til et toilet, den kolde bænk på gade eller et “kosteskab”, egentlig ved hvor enormt diskriminerende og fordømmende det er og føles for den ammende. Jeg tænker om de ved, hvad der sker i en, når det der ellers er det mest naturlige i verden pludselig anses som værende ulækkert, seksuelt eller ja blufærdighedskrænkende?! Jeg tænker om de ved, at nogen mødre – som jeg var det engang, ikke er stærke nok til at stå fast på det de tror på, og derfor i sidste ende kan gå på et stort kompromis med deres eget moderskab og droppe amningen !
(Der er intet galt i at give flaske -Men der er noget galt i at føle sig presset det at pakke sit bryst væk og næste sin baby mad!). Fra det øjeblik jeg blev mor, til henholdvis Aksel, Carl og Vilmer, har alt i mig rettet sig mod at sikre deres trivsel – ALT. Hertil at møde dem i deres behov og det indebære selvfølgelig at give dem mad!

Da jeg blev Mor til Carl, valgte jeg at gå ind og arbejde med min “frygt” for at amme offentlig og acceptere at nogen mennesker bare har en anden holdning, men at det ikke gør min amning forkert. Nu her, hvor jeg har fået Vilmer, tænker jeg næsten ikke over det – eller jeg orientere mig dog altid, hvor der er et evt. ammerum og ja – om der er en ammepolitik?
OG – Når jeg står op om morgen, så tænker jeg over hvad jeg skal den pågældende dag. Skal jeg ud – være sammen med fremmede eller en nær veninder. På den møde afhænger mit tøjvalg af dagens aktivitet og gøremål, da jeg derved indtænker om jeg kan knappe en skjorte op eller om det er bedre blot at løfte op i en T-shirt. Er jeg ude offentlig, forsøger jeg ofte at have tøj på der kan dække mit bryst mest muligt, men som samtidigt gør det muligt for mig, at give mit barn mad OG jeg tænker derfor om dem der igen peger fingre, vender øjne eller kommer med spydige kommentarer i diverse ammedebatter ved, hvilket tanker jeg som mor, ammende mor, gør mig af tanker – for IKKE at “støde” nogen. For tit og ofte føler jeg virkelig, at nogen tænker en ammende kvinde er en stor provokatør som bare gerne VIL fremvise sit bryst – sådan er det altså ikke i mit tilfælde, tværtimod.

Jeg fuldammede Carl og jeg har i den grad tænkt mig at gøre det sammen med Vilmer, så længe mit bryst tillader det og produktionen forbliver stabil på begge bryster. Det betyder os, at hvis Vilmer ligner sine brødre lige så meget på højden, som han gør i resten af hans udseende SÅ vil han være en “stor” baby. Hans kognitive udvikling vil dog forblive på det niveau, en babys kognitive udvikling er på, afhængig af hans antal uger og måneder. Det er ligemeget – for han skal have mad og det er og bliver et basalt, nødvendigt behov, ligesom det er for du og jeg.

Jeg håber dette indlæg, kan skabe stof til eftertanke. Hvad end om man er den ammende, hende der giver flaske, har hjertebanken i det offentlige rum eller om man så er den type, der mener at amning skal foregå på ens egen matrikel eller på et toilet.


Kærlig hilsen Christina

Skriv et svar