Var det til døden os skiller?

Flashback
Katten spankulerer igennem stuen, sætter sig foran mine fødder og kigger så intens på mig. Hendes øjne er små smalle sorte sprækker. Sådan sidder hun lidt for dernæst at gå over mod Hr. Mand og indtage samme position.

Hun kigger på os, som om også hun fornemmer uroen der fylder hele rummet. Ungerne sover, selvfølgelig, denne her snak skulle ikke tages med små ører på stilke. Vi har holdt os adskilt hele dagen, først var jeg væk til formiddag og dernæst kørte han afsted, simpelthen for at skabe ro, plads og god energi, frem for en trykket stemning omkring os. Ingen af os siger noget. Jeg hader denne form for stilhed og jeg hader at han bare sidder der.. jeg hader os, at jeg har aller mest lyst til at råbe “Fuck det her” og pakke en taske, som var jeg en teenagetøs. Mest af alt så hader jeg, at det slet ikke har noget med ham at gøre og det i stedet drejer sig om mig og mit skide flugtinstinkt. Tak for det kære Far – Stedfar og tidligere kæreste. Tak for svigt og ar på sjælen, som har etableret en “så klare jeg bare mig selv” tankegang. Det holder jo ikke en meter- eller jeg kan sagtens klare mig selv, men det er jo vitterligt ikke det jeg ønsker.

Vi er kommet langt ud af tangenten og hvordan vi lige finder melodien igen, det ved jeg virkelig ikke. Vi sidder længe, for så at begynde på dansen, først såre jeg ham, så han mig og før vi ved af det, har vi begge nedbrudt hinandens mure for så endelig at kunne tage snakken på fornuftigvis. Tænk at vi skal forestille os at være voksne mennesker. Hold op hvor er det åndsvagt at to mennesker kan kører hinanden sådan rundt for til sidst at sidde med sammenflettet fingre og sige “undskyld – det var os og …. jeg elsker dig”. Jeg kigger på ham og siger det så ganske stille “Nu er vi simpelthen nød til at lægge stilen om og jeg tror ikke vi kan gøre det selv…så jeg ringer til psykologen i morgen”. Der bliver igen stille i stuen og mine øjne søger mod vielsesringen som sidder der på fingeren. Der skal den jo sidde til døden os skiller, forhåbentligt, men nogen gange, så har jeg sgu min tvivl. Særligt nu, hvor vores ægteskab er kommet i krise.

Det lange (sunde) parforhold
Jeg tror alle der har været i et længerevarende parforhold, har været en tur i hækken. Hækken som måske sågar er eller var udgjort af tjørnebærbuske, således at når man rejser sig fra beplantningen, er det med blodige rifter og vedvarende svien. Selvom min seriøse forholds erfaring, forud for jeg indgik i et forhold til hvad der blev min Hr. Mand, er relativ minimal, så lærte jeg trods alt en del. Der er grænser for hvor meget jeg vidste om det længerevarende parforhold, da jeg kun var 18 år, da jeg fandt sammen med Hr. mand. Jeg havde dog lært en del, måske fordi jeg i lidt over 3½ år befandt mig i et forhold til en ældre fyr. Lige så godt det kunne være, ligeså hårdt var det, men jeg lærte virkelig noget, mest af alt om mig selv, mine grænser og behov. Jeg lærte blandt andet, at det var enormt vigtigt at jeg vidste hvorfor jeg lukkede en dør, for ellers, så kunne lysten til at åbne den igen konstant hjemsøge en. Det kan eksempelvis ske, efter at have ligget på stuegulvet i 14 dage med intens hjertesorg , efter ens partner havde fået et ‘Chandler øjeblik‘ og som så pludseligt blev “glemt” ved en sølle undskyldning og påstand om at “nu er alting anderledes”.
Det bliver det som regel aldrig, slet ikke hvis ikke man får sat ord på hvad det er der skal være anderledes. 

Hr. Mand og Jeg bliver kærester i efteråret 2007. Efter knap 1,5 år som klassekammerater på HF og bedste venner, så sker der noget jeg ikke helt havde set det komme, eller det havde jeg, bare ikke mere end 3 uger før vi kyssede første gang. Du kan læse vores kærligheds historie HER. Det hele var noget værre rod, for jeg havde netop brudt men den mand jeg troede skulle være manden og alligevel vidste jeg nok godt at det ikke duede, det blev nemlig aldrig helt godt for mig og jeg tænker heller ikke det blev  for ham.  Pludselig stod jeg der og min bedste ven havde for længst fortalt mig han var vild med mig – hvilket jeg havde modtaget ved at give ham en flad. Alligevel skete der noget og trods en masse rod, tvivl og manglende tillid, så fandt vi sammen.  Siden da, siden det første kys, det efterår, er der sket så uendeligt meget og i dag er Hr. Mand mit livs vidne på godt og ondt.

Det har aldrig bare været ligeud af landevejen, i stedet har jeg ment vi skulle Off roade og ned af små alternative stier mens Hr. Mand nok mest af alt har foretrukket hovedvejen, på fortovet. Måske er det i virkeligheden det der sker, når datteren, til den enlige mor forelsker sig i sønnen fra kernefamilien fra villaen Vanløse? Modsætninger mødes og kloge mennesker mener man skal huske på at netop disse modsætninger engang var så ydersttiltrækkende, når man løber panden imod muren.

Når krisen kradser
Det er sensommeren 2016 og jeg er netop blevet udskrevet fra det psykiatriske hospital, efter at have været indlagt med en stressbetinget depression, det kan du læse om HER. Jeg er bange, forvirret og vred. Vred fordi jeg føler at jeg selv og Hr. Mand kunne og skulle have gjort mere, forud for mit sammenbrud, men vreden hjælpen ingen steder – i stedet gælder det bare om at få styr på alt det kaos som eksistere, de dårlige rutiner og strategier, dels mine egne og dem som jeg oplever i mit ægteskab. Kort før min udskrivelse, har Hr. Mand været med mig til et møde, hvor vi har snakket back up plan, handlemønstre og hvordan vi som familie skal begå os med en psykisk sygdom som “gæst” i huset. Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde en bragende stressbetinget depression for gæst, men det er nu engang realiteten. Gæsten går jo igen, det er alle omkring mig sikker på og det betyder os, der en dag kun er os fire på matriklen tilbage, hvilket gør vi er nød til at holde godt fast i hinanden, hvis ikke andre end gæsten , skal have lyst til at gå ud af hoveddøren. Jeg er hunderæd for Hr. Mand skal gå og samtidigt så bebrejder jeg ham ikke lysten til at gøre det. Faktisk forventer jeg det næsten og en aften får jeg os sagt, at jeg synes han bare skal smutte NU, så jeg lige kan tage alt lortet på en gang. Den aften beder han mig om at lukke røven og vi indgår en aftale om, at jeg ikke må skubbe ham væk eller sige den slags ting, fordi de er enormt sårende. I dag forstår jeg godt hvad han mente og jeg har ofte undskyld for min måde at skubbe ham ud i kulden, frem for at lukke ham ind – jeg kunne bare ikke rumme at være i relation til ham.

Jeg husker, at jeg dengang tænkte, at hvis vi skal overleve det her og komme et sted hen, hvor det “usunde” ikke længere har en eksistens i vores ægteskab, så er det dét, som skal til. I virkeligheden tror jeg altid der vil være små og store knuder i et parforhold, spørgsmålet er blot, hvordan vi arbejder og løser disses. I takt med jeg arbejder mig ud af depression, tilegner jeg mig nye strategier og på mange måder genopstår jeg. Jeg forstår os, hvor vigtigt terapien bliver for os, i forhold til at det kan være rigtig svært som partner at følge trit med den person, som gennemgår et større intensiv terapeutisk arbejde med sig selv.

Et par, i parterapi
Ligesom vi sender vores biler til service, så kan vores forhold os have brug for et servicetjek. Dette tjek kan vi få forskellige steder, på et spaophold, en date-night, eller med hed sex eller ja … i et rum, med sin partner og en terapeut. Hvad vi arbejdet med i vores parterapi, var alt fra det helt banale parforholds / ægteskabsproblematikker, det som vores psykolog kaldte for stressrelateret problematikker, som jeg tror mange børnefamilier nok kæmper med, til de lidt mere personlige strukturer som krævede et større pillearbejde. Ofte kommer uhensigtsmæssige handlemønstre af en årsag, noget har man med sig fra første kys og andre, ja de kommer til undervejs i ens forhold. Hvorfor, tja det kan man altid diskutere og det store spørgsmål er os dertil, hvad skal man gøre ved det?

Igennem parterapien fik vi pillet lidt af de dårlige vaner ud af os, vi lærte på ny at forstår hinandens handlemønstre og selvom jeg kan synes noget fortsat er skide irriterende, så ved jeg os, efter at have været inde at arbejde med de elementer der skabte konflikter, hvad og hvorfor det er som det er.
Jeg tænker ofte, at det vi lærte i parterapien gjorder at vi kan danse livets dans. Nogen gange er vi tætte, passioneret og næsten filteret ind i hinanden og andre gange, ryg mod ryg, med afstand – måske endda distance men det betyder ikke at kærligheden ikke er tilstedet, tværtimod. For mig er kærlighed at kunne forstår, acceptere og respektere, at kærligheden har mange farver, men det er nu engang, kærlighed, hvad end vi vil det eller ej.

Tusind tak fordi du ville læse med.
Kærlig Hilsen Christina





Skriv et svar