Kære kvindekrop

Du husker nok første gang jeg studerede dig med et kritiske blik, mens mine hænder havde kørt ned langs mine fremtrædende hofteskåle. Jeg kan huske mine neglen der boret sig ind i næsetippens tynde hud, for at fjerne de små hvide prikker der sad i huden. Du husker det nok os, for det gjorder ondt.

Husker du dengang jeg trak en blusen over hovedet og opdagede den strammede på mit bryst. Det var ikke meget, men pludselig var jeg ikke længere flad, nej jeg begyndte at ligne de andre piger fra klassen. To dage senere købte min mor nogle sportstoppe og vi aftale at de klassiske undertrøjer kun skulle varme dig, på kolde vinterdage.

Hvad med mit første kys? Første gang jeg lod en anden røre ved dig, så det killlede og varmede så skørt. Huske du dén aften, i hjertelyskædens skær? Hvad med dengang jeg lå i forskerstilling en hel uge, med den grådfremprovokeret hovedepine fordi hjertet gjorde ondt. Eller da jeg en eftermiddag, efter endnu en dag med umodne drenges modbydelige ord havde pillet mig så langt ned, at jeg knælede foran toilettet?!

Husker du dengang jeg stod i prøverummet og græd, fordi jeg ikke kunne få de lavtaljede jeans til at sidde ordenligt på dig? Husker du gulerodskuren eller jeg-spiser-intet-kuren?! Husker du dengang jeg klippede alt dit hår af, for at nedtone de voksende ungpigebryster og alt det andet som markerede at jeg ikke længere bare var en lille tøs, som Kim Larsen så smukt ville have sunget.

Husker du dengang jeg tog et pølseskind, korset, på maven og de der strømpebukser med shape effekt. Husker du alle de gange jeg kom hjem fra HF, hvor maven gjorde ondt fordi det havde strammet dig så meget ind, udelukkende for at markere hvor tynd jeg var?!

Husker du de mange løbeture, hvor jeg talte grimt til dig, som var det hele en stor straf for ikke at være god nok?! Husker du det?!

I såfald vild jeg gerne sige undskyld. Undskyld du kære fantastiske kvindekrop – undskyld, af hele mit hjerte. Jeg ved godt det er rigtig mange år siden vi blev uvenner og at selvom jeg har brugt de sidste 5 år på at gøre det hele godt, så vil jeg gerne sige undskyld. For det var aldrig din skyld – tværtimod. Du gjorder det så godt som overhovedet muligt og jeg ved godt min undskyldning skulle være kommet mere tydelig for nogle år siden, men jeg giver dig den nu

Tak fordi du har holdt ud og ved. Tak fordi du lader mig løbe med er smil og i lyst den dag i dag. Tak fordi du har ladet mig forstå hvad der skal til, sådan at jeg på en god og forsvarlig måde kan regulere din vægt. Ikke fordi andre siger jeg skal, men fordi jeg nu kender dig så godt og ved, du fungere bedst når du befinder dig i en bestemt vægtskala. Vigtigst af alt, vil jeg sige dig tak for, at jeg har måtte være sund og rask det meste af mit liv. Tak fordi du gør det muligt for mig at leve til det fulde. Tak fordi du sørger for mit hjerte banke med passion og lyst. Tak fordi du lader mig holde af dig og dyrke dig. Tak fordi du har gjort det muligt for mig at bæger og få 3 skønne børn. Tak fordi du har ville samarbejde i smerterne fra fødslen. Tak fordi du har ladet mig give næring og kraft igennem mit bryst. Tak fordi du nu, når jeg står her foran spejlet, med ammebh og sloggi trusser og minder mig om hvor helt igennem fantastisk du er og hvor stor en respekt jeg virkelig skylder dig!

Jeg lover, forsat at passe på dig!

Ligesom jeg ved, du passer på mig.

Så tusind tak, du kære kvindekrop .


Skriv et svar