Let me paint you a picture

Jeg står der, i buksedragten – et nummer større end min egen – lånt af den kæreste veninde, fordi min egen endnu er for lille. På det ene blondeærme er der en lille hvid plet. Pletten lugter af sur mælk – det er sur mælk, det er gylp. I mine arme hviler Vilmer, den tunge lækre lille Basse, som er skyld i mit konstante hold i nakken og titusindvis af myoser. Klokken er 23:30 og han har slået lejr lige der, i mine arme. Han er hverken ked, hidsig eller sulten.. han skal bare være lige der. Et kort sekund kunne man have lyst til at tænke han bare var en selskabspapegøje, men sandheden fortæller sig selv, særligt hvis man ser på hans trætte øjne. 

Der er udpustede serpentiner übber alles men gudkelov havde min veninde været smart nok til ikke at købe truthorn og andet indendørs-anvendeligt larm. Det er nytår og jeg er lige der, hvor jeg aller helst vil være. Sammen med nære venner, Hr. Mand og snorkene børn på førstesalen – på nær Vilmer som ligger der i mine arme. Jeg har forsøgt at ligge ham siden klokken 19, men hver gang vågner han og NU, har jeg kastet håndklædet i ringen. Barnevognene er kørt ind, grundet risiko for gnister og det er nu engang behjælpeligt når ens baby vejer knap 8 kg. 1-2-3, og Vilmer er listet over i barnevognen. Det kan os noget, altså at stå i nytårs outfit og trille barnevogn, indenfor. Hurra for tæppekanter og dejligt selskab og hurra for Vilmer. 

Klokken nærmere sig 24 og Hr. Mand kommer ned af trappen med Aksel. Han har dynen med sig. Alle ungerne er gået kolde og vi har forinden lovede at vække dem, så de os kunne hoppe med ind i det nye år. Aksel var den eneste der responderede og sidder nu der, søvndrukken i sofaen og udkæmper en sand kamp for at holde øjenene åbne. Hvis han vinder over trætheden, så er det første gang han er vågen ved årsskiftet. 

Min veninde skænker champagnen og vi smiler forventningsfulde til hinanden. Hvilket år 2018 var. Sidste år sprang vi ind i det samme og jeg drak så hendes bobler, da hun 14 dage forinden havde testet postivt med hvad der skulle blive til skønne Wilma. I år, drikker vi begge vores ene glas og vi skåler for et spændende 2019. 

Uret tæller ned og så står vi pludseligt alle op i sofaen. Aksel ser lidt betuttet på os, han ligner en der tænker: hvad pokker laver i?! 3-2-1 godt nytår ! Og vi hopper ind i 2019 til lyden af rådhusklokkerne . Vi kysser, skåler og griner. Jeg rokker barnevognen og mærker så hvordan alkoholen killer i mit indre og at de 3 mundfulde jeg har fået, var mere end rigeligt. Mine kinder blusser og det begrunder at klør på næsen. Det er en helt klassisk Christina reaktion – der er noget i boblerne som jeg slår ud af, fantastisk. 

Udenfor skydes det nye år ind og selv står jeg der, rokker barnevognen og tænker : TAK.

Nok er der ikke det vilde glimmer ud over det hele men jeg er glad, lykkelig og taknemlig. 2018 gav mig alt det jeg ønskede mig og mere til. Vilmer var et af mine største ønsker og nu er han her hos mig, måske havde jeg regnet med han skulle ligge i sin seng men hvad pokker, det er for så kort en stund af livet .

Jeg håber du kom godt ind i det nye år og det må være lykkebringende .

Kærlig hilsen Christina 

Skriv et svar