Min baby og jeg, 12 uger

Tiden er en finurligt størrelse, på en måde uhåndgribeligt og samtidigt noget der hos en baby for alvor kommer til udtrykke, som noget der går rigtig stærkt. Alle har så travlt med at sige “husk nu at nyd det” og de fleste mødre, får da nok os mindst en gang i deres forældreskab sagt “det går så stærkt”.. det synes jeg virkelig os det . Når jeg ser på Aksel (snart 8) og Carl 5, så mister jeg lidt pusten og smiler så ved mig selv, når jeg kigger på Vilmer.. han er nemlig stadig lille eller nu 12 uger.

Det er 12 uger siden idag, at jeg efter asen og massen fik ham presset ud. Jeg presset virkelig alt hvad jeg kunne – jeg har endda en video af det, som en sød jordmoderstuderende tog. Jeg havde håbet på en smuk video, taget fra siden… istedet er den video lavet FULL frontal og det er sgu er ømt syn. Jeg synes stadig jeg kan mærke en smerte når jeg ser den og jeg tuder os fortsat mens jeg tænker “Fuck” blandet op med “hvor er det fantastisk!”. For det var fantastisk at føde Vilmer, trods alle strabadserer og det lille psykiske efterspil jeg havde kort efter fødslen. Særligt dette efterspil, altså adrenalinen opblandet med dødsangst, ubetinget kærlighed og masser af hormoner gjorder jeg lige skulle holde tungen lige i munden og sørger for at få trukket vejret godt ned i maven. En tur forbi psykologen og nogle gode samtaler med veninderne og “Wupti”, så var jeg faktisk helt okay, ja nærmest lykkelig. 

Idag, nu hvor Vilmer er 12 uger, så overgår han for alvor fra spædbarn til baby i nogens retorik. Vilmer er min lille baby. Men et spædbarn – det ved jeg ikke. Han er bare Vilmer, helt igennem fantastisk, sød og tung. 8,3 kg faktisk og de er fordelt på 67 centimeter. Min lille fyr er kommet godt fra start, trods en infektion i hormonknopperne, så er tiden med ham gået glidningsfrit. Han kaldes af sine bedsteforældre for nem og tja – det er han måske da nok os. Jeg kan og vil ikke brokke mig over min lille fyr. Han har som sine brødre et fantastisk sovehjerte, en stor glæde for mad og tja… så skider han efterhånden kun hver anden dag. Når han vågner, er det med et smil. Hans øjne er blå og enormt smukke. I de sene nattetimer holder vi altid i hånd og sådan bliver det nok ved lidt endnu.

Tak fordi du ville læse med, på dette lille kærlighedsskriv.

Hilsen Christina

Skriv et svar