En opdatering fra stue 17 på 20 sal.


Torsdag d. 14 februar 

Når jeg tjekker kalenderen, fortæller den mig, at det er torsdag og vi nu har været indlagt i 3 døgn. Dagene flyder ligesom sammen og det hele kredser om hvornår Vilmer igen skal have hans medicin intervenøs. For hver gang tiden nærmer sig, begynder min mave at gøre ondt. Frygten for IV’et ikke længere dur, at venen er klappet sammen, den indfinder sig. Det hele blander sig sammen med tanken om hvor sensitiv Vilmer efterhånden er blevet når medicinen gives. Det er tydligt det svir, når der gives behandling. Da IV’et var nyt, kunne jeg aflede ham med amning eller en sang.. nu skriger han bare med hans hæse stemme, som ellers aldrig før har været hæs. Eller han skreg, for imorges da de skulle give hans klokken 8 dosis, var venen klappet sammen.

Vilmer fik sin hånd og det vakte stor glæde og jeg var hurtig til at forhøre mig om der mon var et badekar på afdelingen. Vilmer elsker at komme i bad, så tanken om at kunne give ham lidt ekstra glæde og nærhed igennem badet føltes så rigtig. Sygeplejersken fandt et badekar og Vilmer var et stort smil mens han var i bad, han anede jo ikke hvad der ventede. Heldigvis har lægerne accepteret mit krav om at det er en læge fra neonatal der ligger IV’et – måske er det ikke så meget en accept, måske mere en erkendelse af, at Vilmer er rigtig svær at lægge drop på. Lægen fra neonatal fik droppet lagt, denne gang i foden og det er trods alt lidt lettere at afholde Vilmer fra at stå op, end at han ikke kan gnaske på og bruge den ene hånd. Det var svært at mærke hans store frustration over ikke at have hans ene hånd. Så hele dagen har han suttet løs, på netop denne hånd, det skaber en stor glæde, lige nu er det de små ting det giver glæde, de heeeelt små ting. Jeg har os kysset løs på den og ladet ham hive i hårtotter, blusekanten osv. 

Da det nye IV var lagt, kom lægen. De har endelig fået svar på alle prøver og scanninger. Vilmer har nyrebækkenbetændelse og desværre reagerer han lidt langsomt på den behandling de giver ham. Det betyder længere behandling med medicin der gives intervenøs og indlæggelse til minimum mandag. Tanken om vi skal være her til mandag, den er ulidelig. Jeg ved jeg savner mine børn, Aksel og Carl, men jeg kan ikke tillade mig selv at mærke det, så falder jeg nok først fra hinanden. 

Jeg er efterhånden nået dertil hvor 5 timers søvn i døgnet er “normalt”. Om natten afbrydes den af medicinen. Hver gang Vilmer får medicin bliver han super utryg og kan mere eller mindre kun finde ro i mine vuggende arme. Jeg indrømmer gerne jeg.er.så.træt. Når Vilmers øjne glider i kommer der et lille vindpust ved mine tårekanaler. Tårerne trænger sig hele tiden på, men det kan han bare ikke bruge til noget. Istedet forsøger jeg at få det bedste ud af hans vågne tid og når Vilmer sover, så forsøger jeg os at gøre det, men hold op hvor gør mit morhjertet ondt.

I alt det her, er det vigtigt for mig at Vilmer mærker mig, at han ved jeg er her, os selvom jeg har mest lyst til at vende hovedet væk eller gå ud af stuen, når der skal stikkes eller gives medicin. Det dur bare ikke. Mit barn skal ikke ligge i smerte, græde og tænke “hvor er min mor!”. Derfor forlanger jeg at sidde med ham, hver gang han skal have lagt IV, givet medicin eller scannes. Jeg forsøger selvfølgelig at aflede, men hvis ikke det lykkes, så er der ikke andet for end at rumme, møde Vilmer i hans smerter og trøste på bedste vis. Lægernes job er at gøre ham rask og mit job er at passe på ham og sikre han ikke bare er endnu en patient. Han er min lille dreng. En dreng der er bange, smerteforpint og uforstående og som IKKE bare lige kan holde ud. Særligt sidste del forstår alle lægerne ikke og det er ikke altid de modtaget min anmodning om lige af gøre sådan, så Vilmer kan være hos mig eller ved mig og slet ikke når jeg siger “vil du være sød at vente”, eller de forstår det i det øjeblik Vilmer bliver trøstet og undersøgelsen derefter kan foregår uden flere tåre og skingre skrig. 

Christina 

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar