Nu kan jeg snart ikke mere ..

Når startskudet lyder og jeg løber afsted, så løber jeg imod krisen. Jeg ved den kommer og ved derfor os hvordan jeg hele tiden skal tale mig selv op, når den kommer. Når benene så syre til, lænden føles stiv og fødderne hævet, så er det lige der jeg skal holde fokus og igen og igen fortælle mig selv, hvor hammer sej jeg virkelig er og samtidigt drage omsorg for udmattelsen og messe “bare hold ud, kun 5 kilometer igen.. bare lige lidt mere.. du kan godt…” for jeg kan nemlig godt, jeg kan så sindsyg mange ting. Det er næsten forbudt at sige i dagens Danmark, at der er noget man er god til – der er osse noget jeg er virkelig dårlig til, helt bestemt. Men jeg er faktisk rigtig god til at holde ud, kæmpe og ja, kæmpe lidt mere, lidt længere men nu.. nu kan jeg snart ikke mere.

Jeg mærkede det om onsdagen, natten til torsdag. Jeg havde vugget Vilmer i 1,5 time og mens jeg står der i mørket og hans små urolige bevægelser fortæller mig han endnu ikke er klar til at glide ind i søvnen, så kan jeg mærke en følelse af at blive kvalt langsomt. Mine arme gør ondt, hormonerne i mine fødder gør at brusken er blød og at min fodstilling på begge fødder er dårlig og det gør dem enormt ømme. Alt gør faktisk ondt og alligevel så kan jeg ikke gøre andet end at holde ud og forsøge at hjælpe Vilmer, med min vuggen. Alternativet er gråd og det er ikke et alternativ. Jeg husker jeg kigger på uret og aftaler med mig selv at jeg skal stå her til klokken 02:45, altså 15 minutter mere. Bare 15 minutter og derefter, så må jeg ligge ham, forhåbenligt sovende eller os må han vugges i barnevognen. Min indre aftale virker stort set altid når jeg vugger Vilmer. Lige så livsbekræftende, fantastisk og kærligt det er at vugge sit barn, lige så sindsygt udmattende og frusterende kan det opleves. Minutter føles som timer mens man står der i mørket. Måske er det forbudt at sige, men sådan føles det altså. 

Den nat mærker jeg overskuddet sive ud af mig, som var det sand imellem mine hænder. Torsdag kommer beskeden om indlæggelse til mandag, minimum, IV’et ryger ud og Vilmers mave går for alvor hen og bliver påvirket af den hårde medicinske behandling. Hele den dag, er jeg konstant ved at bryde sammen og da Vilmer endelig sover den aften, tillader jeg mig selv det. Det er så hårdt og hvad der præcist er hårdest eller toppen af isbjerget, det ved jeg ikke. Det er bare hårdt. 

På mange måder begynder det hele som en endeløs vandring eller som om at jeg kan se kysten ude fra havet, men kræfterne til af svømme i land er der ikke længere. Istedet kan jeg bare mærke hvordan det hele snart slipper op mens tanken om at jeg rammer bunden ånder mig i nakken. Hvor end jeg kigger hen, efter en redningskrans, så er der bare ingen. Det er på trods af der står en Hr. Mand, bedsteforældre og nære venner i kulissen som tilbyder alle former for hjælp. Det er bare ikke noget at gøre, for Vilmer vil “kun” have mig. Derfor har jeg igen og igen måtte sige til mig selv, det er snart ovre OG det er det os. Mandag morgen klokken 8, efter sidste intervenøs behandling – der er jeg den der er smuttet ! Hjem til vante rammer, mine store drenge, sengen, køleskabet OG Hr. Mand.

Meningen var at Hr. Mand skulle være rejst til Island på onsdag – onsdag til søndag. Men igår sagde jeg det så endelig højt, med følelse af skam og er strejf af nederlag. “Du kan / må ikke rejse fra mig”, mere behøvede jeg ikke at sige til Hr. Mand, han svarede bare “Jeg ser dig godt”. For jeg kan vitterligt ikke meget mere og tanken om at stå alene med ungerne i 5 dagen ovenpå Vilmers indlæggelse, mens hans mave er ødelagt af pencilien og derfor skaber utrolig dårlig søvn, så ture jeg ikke tænke på følgerne. På nuværende tidspunkt kan jeg mærke hvordan hele min krop skriger på ro. Min mælkeproduktion er påvirket og hvor jeg før kunne amme og mætte på 1 bryst, så er der begge der bruges og nedløbet er efterhånden som et gammelt rusten vandrør. Der går SÅ langsomt. Det er jo vitterligt ikke så mærkeligt, men det er bare rigtig uhensigtmæssigt. Blandt andet derfor er ordrerne blevet sagt og erkendelsen gjort : “Jeg kan snart ikke mere” og det er der helt sikkert en psykolog der klapper i hænderne over at jeg siger for alt i mig vil jo helst sige “det klare vi nok”, men nok er os nok. 

Så hermed, et lille indlæg om de tanker jeg gør mig, eller gjorder mig igår. I dag har nemlig været fake it till you make it og yderligere har Vilmer fungeret som en booster – på trods af jeg måske fik 4 timers søvn i nat (i alt). Han pludre nemlig igen, smiler som dagen er lang, ruller, triller og leger – altså han er endelig ved at vende tilbage og det giver lige lidt power, her til de sidste døgn på børneafdelingen.

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina  

1 comment / Add your comment below

  1. Du er simpelthen det sejeste og dejligste menneske jeg kender. Jeg er så stolt af dig, og selvom oplevelsen af en depression tidligere måske giver dig dårlig smag i munden, så ved jeg at den har gjort dig stærkere, og at du nu kender dig selv meget bedre end før. Du kan godt. Det ved jeg, fordi du er dig. ♥️ Jeg er så stolt.

Skriv et svar