Veninde til en kommende solomor – Del. 3.

Den kæmpe murremester villa blender perfekt ind mellem ambassadeboligerne. Der holder nogle få damecykler foran huset og passende nok er der os et par bænke. Vi sætter os, min veninde vrider hendes hænder, retter på brillerne og rykker utilpas rundt på bænken. Lige om lidt skal vi ind forsamitale på Trianglen, den fertilitetsklinik, som forhåbeligt skal hjælpe med at gøre min venindes drøm til virkelighed. Solen bager så skønt, himlen er blå og hvis ikke det var fordi jeg nu var 7 måneder henne, ville denne sommerdag i august være fantastisk, istedet koger jeg og mine fødder er hævet som tilhørte de en elefant. “Du kan godt glæde dig” siger jeg mens jeg langsomt sætter mig på bænken, den giver sig idet min bagdel rammer den. “Det bliver fantastisk” siger min venindes mor, mens hun smilende ser på min runde mave. Men veninde og hendes mors øjne mødes og sammen fortæller de hinanden noget inderligt, uden at sige et ord. Jeg tror det er det man kan, mor og datter imellem. Forhåbeligt formår jeg at kunne det med mine sønner, på trods af de ikke er mine døtre.

Vi går ind i villaen, min veninde melder sin ankomst og kort efter kalder en mandlig læge os ind. Vi får ret hurtigt præsenteret os og et kort øjeblik opstår der lidt forvirring omkring hvem jeg er, i forhold til min veninde. Det skal vise sig ikke at blive sidste gang. Under de gange vi kommer på Trianglen anslås jeg for at være veninde eller partner, og det er på trods af jeg selv er højgravid / nybagt mor. 

Lægen spørger ind til min veninde, hendes livsstil, familie og de forundersøgelser der er lavet. Ikke en gang spørger han til hendes overvejelser omkring at begynde “projekt” solomor. Noget jeg ved der har fyldt hos min veninde. Hun har på mange måder frygter om “systemet” skulle vurdere om hun nu var “egnet” til at blive solomor, dette har aldrig været tilfældet, tværtimod. Der er i min bog, ikke noget at tvivle på, min mor er født til at være mor os selvom det ikke bliver i en klassisk “far-mor og børn” model. Lægen og min veninde snakker lidt om proceduren omkring bestillingen af sæd også kaldt strå, dernæst inseminering og supplerende behandlingsformer. Da min veninde ser ud til at være yderst fertil, så ønsker lægen i første omgang at inseminerer min veninde natural – uden tilføring af hormoner mm. Lykkes det ikke de første 2 gange, vil han anbefale at min veninde får hormon tilført. Lægen og min veninde snakker cyklus, ægløsning og her kommer min venindes forarbejde virkelig hende tilgode. Allerede tilbage i maj måned var hun stoppet med at bruge p-piller, for at al unødvendigt hormon kunne forlade kroppen. Derudover har hun noteret sin menstruation og hvornår det kunne virke som om hun har ægløsning. Lægen spørger ind til denne måneds cyklus og anslår hun bør have ægløsning nu; hvis alt er som det skal være, derfra vises hun hen til et leje, der står bag en skræm, hvor han laver en indvendig scanning. Den er god nok, min veninde har ægløsning – hvad der ligner et kæmpe strudseæg er klar til at søge ned i livmoderen lige om snart. 

Efter scanningen spørger lægen hvornår min veninde vil starte behandlingen. Grundet en længe planlagt dannelsesrejse i efteråret, planlægges det at fertilitetsbehandlingen skal starte i november, måske først december. Min veninde, har som alt andet i forbindelse med “projekt” solomor fundet det nødvendigt at være i god tid i forhold til alle undersøgelser mm. I det private system, er det nemlig alment kendt at der er en god portion ventetid, ligesom der er i det offentlige. Derudover sørger min veninde for hele tiden at arbejde mentalt med de enkelte undersøgelser og alle de tanker der er omkring det at starte fertilitetsbehandlingen, i et tempo, der ikke forceres grundet 1-2-3 nu skal vi igang oplevelser. 

Da vi kører fra samtalen på Trianglen er stemningen opløftet. Ingen af os tør hoppe i med begge ben og italesætte at min veninde er gravid på nul komma fem. Kun 22 procent bliver gravid ved første inseminering og ud af dem, har kun 14 procent et blinkende hjerte i uge 7. Det er hårde odds og alt andet end romantisk, alligevel tror jeg på det her…. jeg tror på at min veninde før vi aner, vil blive mor.

….

“Jeg fik jobbet?!” Min veninde klukker af grin, lidt chorkeret, fuld af glæde og mest af alt stolthed. Under en af vores mange samtaler har jeg været enormt ærlig, måske endda benhård og værdiladet. Min veninde arbejder på Hillerød Sygehus, men er bosiddende i indre by, i et roligt og børnevenligt kvarter i en god lejlighed. Hun har ca 45 minutters transport hver vej og det har gjort, at jeg har spurgt “hvilken mor vil du gerne være?”... vil hun være hende der kan spise morgenmad med sit barn, eller hende som skal søge efter institutioner med udvidet åbningstider i ydertimerne. Intet er rigtigt eller forkert, alt efter hvad hun ønsker, men det er et valg hun skal tage, særligt fordi hun er alene og hun derfor skal indrette sit liv som solomor efter dette. Nok vil bedsteforældrene kunne hente i ny og næh, ligesom jeg glædeligt har et barn mere i ladcyklen men når alt kommer til alt, er det min veninde der er alene om forældrerollen, på godt og ondt. “Hvor er du bare sej! Det er fantastisk!” Min venindes snøften lader sig høre. Hun er tydligvis rørt. “Christina… nu kan jeg cykle på arbejde på kun 5 minutter og… jeg ..” der bliver stille i den anden ende af røret. “Træk vejret smukke” hvisker jeg. Så siger hun det “og.. jeg..kan..give barnet den hverdag jeg ønsker.” Vi snakker længe den dag og da jeg ligger på er det med stolthed. Det ansvar, bevidstheden og de refleksioner min veninde gør sig forud for hendes forældreskab, det er imponerende og så rørende at være en del af, for på mange måder ser jeg hvordan en Mor langsomt men sikkert bliver til. 

Tusind tak fordi du ville læse med . 

Kærlig Hilsen Christina

Skriv et svar