Når børn bliver set men ikke hørt?!

I disse dage, siden DR dokumentaren “Hvem passer vores børn” løb over skærmen, går bølgerne højt. Det gælder ude foran børnehaverne, ved middagsbordet, på nettet og i en hver avis med respekt for sig selv. De grusomvækkende skildringer, som dokumentaren viste, de diskuteres og der manes til forældresammenslutning landet over. Personligt har jeg kun set små udklip fra dokumentaren, jeg behøver ikke at se den og hvorfor tænker du måske ?!

Jo – Jeg er mor til 3 børn og under gravidteten med min nu yngste søn, Vilmer, tog Hr. mand og jeg valget, at vi ikke ville sende Vilmer i daginstitution før han var 24 måneder. Årsagen er blandt andet den politiske valgte normering er så presset! Jeg synes faktisk den daginstitution, som vi har valgt til Carl – som skiftede institution for nu et år siden, er rigtig god. Der er varme, kontakt og en følelse af der er tid. Der er et solidt samarbejde i huset, pædagogisk håndværk og indsigt, samt god ledelsesstruktur, men det er bare stadig ikke nok, der er ikke hænder nok! Og derfor kommer Vilmer ikke afsted i institution før han er knap 2 år, hvilet samtidigt medføre at både Carl og Aksel, fortsat kan have korte dage og særligt for Carls vedkommende, kan han nøjes med at være i institutionen i de centrale timer af dagen, hvor bemandingen er højest. En anden sandhed, bagom valget “hjemmepasning” af Vilmer, er at med 3 børn, så ville vi dælme skulle løbe rigtig stærkt, for at komme hele vejen rundt i alt fra legeaftaler, både dem af egen fri vilje og dem i legegrupperne, fritidsaktiviteter, kys, kærlighed og kram, lektielæsning, møder, madlavning, nærvær, samvær og udvikling. Jeg kunne blive ved ! Hele logistikken bagom vores familie, kan skabe sved på panden hos de fleste men vi gør det, vi kan det og vi elsker det og hinanden ! Men jeg tænker tit, hvordan skal det ikke gå os, når jeg skal ud på arbejdsmarked ? Hvad når Vilmer er syg, smitter Carl og Aksel og vi pludselig har sygdomsperioder der strækker sig ud over det hele? Skal vi så til det, som mange af vores venner med børn allerede gør. Alt fra at lyve for arbejdsgiverne om barnets første sygedag, som i virkeligheden var den anden, men så kan begge forældre jo trække en dag ?! Skal vi lægge bedsteforældrepuslespillet – Eller ender vi med at føle os så presset, at børnene sendes sløje afsted ?! Nogen kunne måske have lyst til at sige “ej det gør man ikke!” Men når et menneske er presset nok, så gør man hvad der synes bedst muligt og frem for at diskutere hvad man gør og ikke gør af handlinger, så ønsker jeg at påpege årsagen til man kan føle sig tvunget eller presset ud i de siturationer. Vi har nemlig skabt et samfund, hvor børn på mange måder er blevet noget man får, går hjemme med på den normale barsel og derfra overtager institutionalisering og hvilken en af slagsen?! Hvornår var det at dobbelt socialisering blev bedre end primær kontant med egne omsorgspersoner? Det forstår jeg virkelig ikke eller jo, jeg ved befolkningsmodellen i Danmark, for flere år tilbage så rigtig skidt ud og nogle politikker tænker – vi skal have folk til at lave flere børn. Deraf blev der indført en række børnepolitikker, børnepenge – institioner, tilskud til selv samme, mulighed for særstøtte osv. Det var alt sammen så “lokkende” men idag mener jeg bestemt ikke at Danmarks børnepolitik direkte er det, for på mange måder oplever jeg virkelig, hvordan børn og deres familier er gjort op i kroner og ører og hertil spørger jeg så:

Hvornår var det et børnefamilieliv, skulle være så presset af arbejdsmarked? Hvornår var det at en almindelige familie efterhånden oplever at fælles ferier er umulige pga. Antallet af lukkeuger i insitutionerne og hvornår var det at institutionerne skulle have så elendige normeringer?! Hvornår var det at små mennesker, småfolk, ikke længere skulle bæres på hænder og fødder men istedet blot opbevares og holdes “i live”?! Hvornår var det at velfærdet mistede sin klang og hvornår var det at det vi engang anså som god børnepolitik nu kun er politik uden fokus på de børn det handler om?!

Som så mange andre, opfordre jeg til vi ikke bare lader os passiviseres. At vi ikke bare kører med fordi det gør alle andre, men at man som forældre stopper op og mærker efter “hvad synes jeg selv giver mening for mig og mit barn?!” Jeg ønsker hverken at starte en fingerpegning af forældre som ikke udnytter muligheden for at forlænge barslen, pasning af eget barn, deltid osv. Jeg synes blot det er enormt væsentligt af vi som forældre stiller os kritiske overfor de samfundsmæssige påvirkninger der sker af vores forældreskab OG at det politiske agentur skaber langt bedre fleksible muligheder for børnefamilierne, således at vor småfolk ikke kun bliver set men os hørt.

2 comments / Add your comment below

  1. Godt brøl!!
    Jeg er simpelthen så nysgerrig på hvordan I økonomisk kan få det til at hænge sammen med en barsel på to år.
    Er der et fif/en måde jeg simpelthen har overset i alle disse barsels regler, eller er det ‘blot fordi’ at din mand tjener så godt, at I kan leve af kun en løn?
    Jeg ved at det er et meget personligt spørgsmål og forstår hvis du ikke vil svare. Jeg er blot så misundelig på din lange barsel 🙂

Skriv et svar