Veninde til en kommende solomor – Del. 4.

“Hej Mulle” hilser hun, med glæde i stemmen. Selv er jeg helt stille eller – jeg pruster så meget, at det ikke er muligt at fremstamme et hej. Hver etage, op til 3. Sal, føles som at bestige Mount Everest og da jeg endelig står ved min venindes åbne hoveddør, skriger mine klemte lunger efter ilt. Jeg rækker hende posen med vores ynglings salater og træder derefter ind i lejligheden, for at søge direkte mod sofaen. Min veninde smiler først til mig og dernæst til min kæmpe mave, der signalere at det er lige om snart. 

Mens vi spiser, snakker vi om alt og intet, indtil min veninde spørger om jeg vil hjælpe hende med noget. Hun vil hører om jeg vil læse en doners profil igennem, en hun faktisk tænker skal være “The One”. Det er enormt privat og sårbart, men os et stort privilige, sådan at må se med og at hun vil dele dette med mig.

Jeg begynder at læse, derefter lytter jeg til et stemmeklip, ser på et babybillede og dernæst en sundheds profil. Min veninde har valgt at hun vil have en åben doner til hendes kommende barn, da hun mener hendes barn er bedst stillet ved dette. Ved at gøre brug af en åben doner, får barnet mulighed for at kende til sin egen genetik – sit ophav om man vil. Min far døde da jeg var 2,5 og selvom en doner ikke er en far – så er de nu engang begge biologisk materiale “samlinger”, som har en betydning for “produktionen” af et barn. Hvordan denne betydning er, det er en individuel størrelse. Jeg ved bare, at jeg ville give alt for et møde med min far, simpelthen fordi jeg på mange måder; ikke helt ved hvor jeg kommer fra. Mødet skulle ikke være en bekræftigelse af “om jeg er god nok”. Istedet skulle det være en mulighed for at se det menneske i øjnene, som har været med til at gøre min eksistens mulig. Ved at købe sig til en åben doner, køber man samtidigt “retten” til at ens kommende barn kan få et møde med sin doner, hvis barnet ønsker dette, det synes jeg kan noget. Jeg tænker faktisk ofte om reglerne omkring anonyme doner er til for doner – forældrene, frem for børnene?

For at få en lidt større viden omkring kendt og ukendt doner, læste, hørte og så jeg en del omkring dette og det er virkelig en stor og vigtig beslutning der skal tages, min veninde har dog aldrig været i tvivl.

Min venindes valg af doner er privat. Dog valgte hun ud fra nogle bestemte kriterier og med en intention om at hendes kommende barn skulle ligne hende mest mulig, da hun er barnets eneste forældre. Derfor skulle øjene og hårfarve matche hendes og der er samtidigt blevet sammenlignet babybilleder til den store guldmedalje. Hendes største krav til doneren, gik sig på genetik. Han skulle være sund og rask, ingen arvelige sygdomme og heller ikke bære briller, da hun selv gør det og – plus – giver i brilleverden ikke plus. Derudover skulle han matche hendes højde eller være lidt over og være almen af bygning. I forhold til personlighed og karrierevalg, så har dette ikke haft betydning for min venindes overvejelser, tværtimod. Hun tror på social socialisering.

De bagvedliggende tanker omkring valg af doner, er for nogen store og andre små. Personligt tænker jeg, at de der gør brug af donere, kan forholde sig til en række parameter, jeg aldrig selv har taget stilling til som sådan. Dengang jeg mødte Hr. Mand, som er far til vores tre børn, så tænkte jeg ikke på at han havde en god højde, eller at hans smukke blå øjne måske en dag, kunne være nogen vores børn ville arve. Jeg tænkte dog med tiden, i takt med jeg forelskede mig mere og mere, om Hr. Mand ville være den rigtige Hr. Mand for mig og yderligere far til mine kommende børn. Jeg har aldrig fortrudt det valg og mener på alle måder at jeg har fået verdens bedste far til mine børn. Vi har dog nogengange jokede om, at Hr. Mands meget markante maskuline træk, ville være noget af en udfordring for en pige at bæger og at hans enorme hovedstørrelse, helt klart skulle have betydet mere for mig, i overvejelserne omkring at stifte familie med ham og dernæst føde “hans” børn… det er nu gået fint alt sammen, til trods for det er hans genetiske skyld, at vi får kæmpe børn.

Bruger af donere skal ikke tage stilling til, om personen der har doneret, kan være en god far, for det er nu engang ikke det doner er. Donere har blot overleveret et stykke materiale (om man vil), til et andet menneske, så det menneske, med lægevidenskaben, kan realisere noget der ofte er en livsdrøm. Det er det ihverfald med min veninde.

Den aften vælger min veninde sin doner.. et andet kriterie hun vælger ud fra, er antallet af sædceller pr. Donation. Det viser sig senere at i det strå hun blev inserminieret med, var der 36 millioner gode sædceller. I en gennemsnitslig mands sæd pr. Samleje er der ca. 4 millioner… det er pænt mange sædceller. Alt gøres klar til bestilling af strå fra en sædbank, som sørger for strået tøs op og sendes til den fertilitetsklink som skal stå for insermineringen. Min veninde tilkøber et ekstra stå fra samme doner. Hver enkelt doner kan kun anvendes et bestemte antal gange og for hver graviditet der forekommer med denne doner, har den gravide muligheden for at reservere samme doner til evt senere søskende.

Min veninde gemmer alle oplysningerne om doneren og sammen begynder vi at ordne noget helt andet, nemlig de sidste praktiske ting omkring en 4 ugers lang rejse hun tager på, forud for fertilitetsbehandlingen. Rejsen bliver omtalt som hendes livs rejse og alligevel ved vi begge, at der snart venter hende en rejse, der er langt større og mere betydningsfuld end den hun vil få, med en rygsæk på.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina


Skriv et svar