Fra tanke til handling

Lavet af Selina Mandal

Mine øjne løber igennem linjerne, nærmest som om de ikke vil læse eller registrere det der står. Samtidigt begynder mit hjerte at banke hurtigere imens blodet pulser så det suser. Endnu en opfordre til forældreoprør, endnu en påpeger kravet om minimumsnormeringer og endnu en fortæller om de grusomheder, vi kender til i et iland og som i et uland ville være det rende vand. Det er bare nu engang indirekte grusomheder, som lejre sig i sjælen og som gang på gang påvises at give psykiske og udviklingsmæssige udfordringer. Grusomheder som forekommer, grundet det der fra statens siden tinderne til omsorgssvigt af Danmarks vigtigste små mennesker. 

Jeg læser videre. Læser det ene opslag efter det andet i Facebook-gruppen “Demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutioner.” Så klikker jeg mig videre til den del, af den landsdækkende demonstration, som afholdes i København, på Bertel Thorvaldsens Plads. Datoen noteres – pis, der ligger et løb og muligheden for at se noget savnet familie… men det her.. det er bare vigtigere fortæller en stemme mig. På 5 sekunder er datoen booket og så rammer det mig. En demonstration med en baby på 5 måneder, shit. Nok er jeg tredjegangs mor, og nok er Vilmer relativt ligeglad med diverse former for stimuli, men alligevel. Så jeg begynder at undersøge om der måske var noget “baby” venligt, vi kunne deltage i. Hele familien. Det er der ikke og samtidigt spørger flere i begivenhedensgruppen, om der slet ikke er noget optog, forud for demonstrationen. Jeg skriver “Hvad med at lave en Barnevognsmarch – fra Frederiksberg til Bertel Thorvaldsens Plads?”.  Der går 5 minutter og så har forslaget fået utallige likes og kommentarer. Alle vil gerne gå med, men ingen vil lave en demonstration.

Jeg kigger lidt på Vilmer, som sover der ved min side. Så tjekker jeg endnu engang kalenderen og ser der er 14 dage til den 6 april. Det er ikke længe men måske længe nok. Derfra går det stærkt. Jeg melder mig ind i “styringsgruppe for demonstration for minimumsnormering”, for at søge råd og vejledning. Dernæst kontakter jeg en gammel medstuderende, som har mere end 15 års politisk arbejde på bagen og er demovandt. Derudover er han far til en lille dreng på 9 måneder. Han vil gerne yde sparring, men grundet hans partimæssige baggrund, så vil han helst ikke trækkes for meget med ind i en styringsgruppe eller rettere stå frem, da det måske kunne skade bevægelsens upolitisk fundament, hvilket virkelig er en holdning jeg beundre. Jeg lufter ideen – får et “det bliver pisse fedt Christina” med på vejen og så kigger jeg på Hr. Mand. “Skat…? Jeg tænker jeg gerne vil lave en demonstration”. Han kigger lidt forundret på mig, dernæst lytter han til årsagen til demonstrationen og siger så “Jamen jeg skal nok gå med” .. OG så stifter jeg gruppen på facebook.

Marchen skal have en plakat, en form for logo. Derfor kontakter jeg en mediegrafiker, som jeg kender igennem en gammel fælles relation. Grafikeren, Selina Mandal har tidligere lavet en smuk streg her til bloggen, som flere af jer nok allerede har spottet, og netop denne streg, tænker jeg kunne være genial som “logo” for Barnevognsmarchen. Selina er netop blevet mor til en lille pige, der nu er 6 uger. Selina er frisk og indenfor 24 timer sender hun den smukkeste streg, som senere bliver anvendt i andre marchgrupper landet over. 

I hovedgruppen og den lille gruppe for Barnevognsmarchen, efterlyser jeg frivillige og ret hurtigt melder Stella og Pia sig. To mødre, som virkelig har hjertet på det rette sted og derfra er styringsgruppen lavet. Vores arbejde koordineres udelukkende over en fælles tråd, som lever sit liv, når alle vores unger sover.

Det bliver tirsdag og udbredelsen af Barnevognsmarchen er for alvor igang. Det første døgn er over 100 tilmeldte og flere interesseret. Jeg kører rovdrift på mit eget netværk og her særligt mine influensers-kollegaer. Derudover har jeg den første uge, et dagligt mål om at dele marchen i 15 relevante grupper, alt fra legegrupper, køb-salg osv. Min deling laves med en overbevisning om at ALLE må ønske at ens børn får de bedste vilkår, hvis de er i en institution og at behovet for minimumsnormeringer er noget alle, om de har børn eller ej, kan tænke er en nødvendighed.  

Godkendelsen til afholdelse af demonstrationen, kommer relativt hurtigt og hertil demoruten. En vigtig erfaring jeg dog gør mig i 11 time, er at politiet kun kan give tilladelse til offentlige veje mm. Det betyder at tilladelsen til brugen af private/ offentlige pladser, så som Frederiksberg Rådhusplads, skal søges det pågældende sted. Nu vil nogen nok have lyst til at råbe “Vi har forsamlingsfrihed”, men jeg kan personligt godt lide at melde min ankomst. Heldigvis løser det sig, med lidt kvindelist OG ved simpelthen at bede viceborgmester om at hjælpe med at speede behandlingstiden gevaldig op… 

Da vi rammer weekenden, er vi klar til et større mediearbejde, i forhold til udsendelse af pressemeddelse. Samtidigt kommer vi ud i alle institutioner og bedre dem sende et skriv rundt til alle forældre via Frederiksberg kommunes svar på forældreintra i børnehaver og vuggestuer. 

Da weekenden er ovre, får vi styr på lyden – en skøn kvinde, ved navn Anna har en sød mand, Tom og han har et mobiltanlæg på en cykel – Bliss Bike og Wupti, vi har lyd til demonstrationen. Udover at skaffe lyd, får vi os balloner, helium, plakater og en dag ringer jeg fuld af selvtillid til Føtex på Vesterbrogade. Da jeg ligger røret på, er det med en sponseraftale på snacks og drikkelse til 500 børn.

Foto: Anna Vaupel Needham

Det hele går den rigtige vej og styrergruppen fortsætter sine daglige morgen og aftenmøder. Før vi ved af det når vi dagen før dagen. Stella har allerede lavet et radiointerview med lokalradioen, udgivet to kronikker i henholdvis JP og Politikken i forbindelse med #HvorErDerEnVoksen og samme morgen som marchen og den landsdækkende demonstration går igang, har jeg en aftale med P4. Det udvikler sig til at TV2 news vil følge demonstrationen ind til Thorvaldsens plads.. Der er altså for alvor puls på ! 

Et sted har jeg lyst til at sige det nok skyldes den udformning demonstrationen har og antallet af deltager, men det er en bestemt deltager, som medierne særligt ønsker at fange til marchen. Nemlig landets Børn og Social Minister Mai Mercado. Allerede om torsdagen har jeg modtaget en mail fra ministeriet.

Her skriver en højstående embedsmand / sekretær, at ministeren gerne vil deltager og yderligere snakker med mig og de andre i styrergruppen. Jeg indrømmer gerne, at jeg ved første indskydelse blev ramt af en “shit – fedt” og derefter havde jeg lyst til at kramme kummen, ærlig talt – for mailen var fyldt med spind og jeg var yderligere bekendt med hvordan ministeren i tide og utide havde meldte fra i diverse debatter osv. Hele mailen var gennemsyret med autoritet og er underlæggende ønske om at profilere en enkelt person som politisk var hårdt presset af hele landets forældre. Igennem bevægelsen #HvorAfEnVoksen, har vi gang på gang skulle kæmpe for at politikerne ikke serverede valgtflæsk. Hver evig eneste gang en politikker træder frem og medgiver sin støtter er det med sætningen “mit parti” eller “vi fra …”, altså valgflæsk ud over det hele. For tillykke med partimæssige holdninger, sagen er jo den, at de kritisable normeringer ikke er nyt lys under solen, tværtimod. I de 8 år jeg har været mor og 7 år til institutionsbørn, så har jeg oplever hvordan vilkårene på børn og unge området år efter år er blevet “forringet”, til trods for den ene politikker efter den anden, trods blok farve, har sagt “vi har tilført flere midler”. Mai Mercado mener det er en kommunal opgave, men sagde er bare den, at kommunerne har brug for hjælp til at løse denne opgave og det er her minimumsnormeringerne kommer i spil, altså som ordet antyder et MINIMUM for hvad vi kan forvente af vores daginsitutioner ! Ingen vil dog hoppe med eller næsten ingen, for det koster penge. Problemet er, “udover” børn mistrives, at den manglende investering i landets børn, den giver bagslag økonomisk, da flere og flere forsker peger på en sammenhæng mellem stigning af diagnoser og psykisk lidelse blandt unger og de vilkår vi i samfundet har “accepteret”. Jeg tror ingen forældre klapper i hænderne over den grundlæggende samfundsmodel vi efterhånden har fortalt os selv, er heeeelt okay. Jeg tror bare alt for få vælger at stoppe op og sige “kunne vi gøre det anderledes hjemme hos os?”

Tilbage til mailen fra ministeriet, som vækker en interesse hos diverse nyhedsmedier. Det var en bittersød fornemmelse at stå med – på den ene side var det fedt bevægelsen fik opmærksomhed og eksponering – men at det blandt andet skyldes  Mercados deltagelse … hvilket vitterligt ikke gav mening. Barnevognsmarchen var en demonstration med krav om minimumsnormeringer og dertil folk der støttede dette ønske. Jeg svarede kort og kontant at vi i styrergruppen havde andet for end en samtale med ministeren og henviste istedet til alle de debatter mm. Hun havde meldt afbud til, forud for d. 6 april, hvor vi hjertens gerne har ville tale med ministeren. 

Lørdag morgen føles det hele som en stor kombination mellem runde fødselsdage – juleaften og andre mærkedage, som skaber glæde, krydret med spænding. Nervøsiteten var til at tage at føle på. Brandtalen var øvet med god artikulation og diverse tilladelser printet. Alt var klart. Både til interviewet med P4’er, TV2 news og forberedelse på pladsen, forud for demoen. Alt dette skulle så holdes op imod Vilmer. At skulle afholde et så stort “event” og krydre det med en baby der fuldammes og ikke den der ene dag, kunne få bare et måltid fra flaske, det gjorde det hele sprængfarligt. Hvilket på mange måder har præget al forberedelsen op til demonstrationen. Alt er mere eller mindre lavet når Vilmer sov eller blev vugget i barnevognen. En enkelt gang er en vigtig samtale blevet lavet på medhør, mens jeg sad med farvestrålende legetøj og “red på to heste”. Jeg ved, at dette er karakteriserede for rigtig mange folk i hele denne forældrebevægelse og det rør mig dybt og inderligt. Det er sårbart at være børnefamilie, der er mere end rigeligt at se til og det gør det os man som samfundsborger hurtigt og velbegrundet kan sige – det kan jeg simpelthen ikke være en del af. Alligevel synes jeg at denne forældrebevægelse, dette oprør, har vist at sammen så er vi stærkere !

Interviewet med P4, går rigtig godt. Jeg formår at være tydelig i min tale, budskabet og nogenlunde fri af nerver. Da TV2 news ankommer begynder det dog at knibe med roen på nerverne. Det bliver aldrig min store lyst at tale foran et kamera og det er på trods af det nu er 4 gang jeg er på live tv, i den ene eller anden sammenhæng. Jeg nyder det ikke, men jeg kan “godt gøre det”. Optagelserne kommer i kassen og derfra går det videre til Frederiksberg Rådhusplads, hvor forberedelserne skal gøres. De går mest af alt går ud på at puste balloner op, teste lyd og sikre vi har hængt skraldeposer op, så vi ikke sviner. Det hele går relativt nemt. Jeg har fået min gode veninde og tidligere specialemakker til at stå for rutervagterne. Politiet ankommer klokken 11 og meddeler lidt skeptisk, at hvis vi ikke bliver flere, så skal vi gå fortorvet… da de kommer igen 11:30, er det med beskeden om af de nok skal hjælpe os igennem byen. Senere i marchen fanger samme betjent mig og spørger hvor mange jeg havde meldt skulle deltage .. jeg fortæller at jeg havde oplyst det kunne blive mange (1300), grundet den enorme udbredelse og opbakning bevægelsen #HvorErDerEnVoksen havde fået. Vi ender med at blive talt til at være minimum 5000 i Barnevognsmarchen.

Forud for afholdelsen af demonstrationen, havde jeg en forhåbning om at pladsen foran Frederiksberg rådhus ville være fyldt, ikke proppet eller tætpakket men bare “fyldt”… det endte med at optoget fyldte 1 kilometer – knap hele vejen op og ned ad Frederiksberg Allés højre vejbane. Billederne derfra taler sit eget sprog. Da jeg ser ned ad Allén, uden hverken af gå forrest eller bagerst, der fældede jeg en tåre. Optoget er udgjort af nybagte forældre, gravide mødre, forældregrupper, bedste og oldeforældre, legetanter og onkler, medhjælper og pædagoger, fagkvinder og mænd, lokalpolitikere og vigtigst af alt, massevis af børn. Danmarks fremtid gik der, på gaderne og jeg tager vidst ikke meget fejl, når jeg siger, at rigtig mange fik taget deres demonstrations mødom den dag.

Demonstrationen bliver på mange måder en succes, både den landsdækkende og marchen. Og på så mange forunderlige måder, er det surrealistisk at tænke på, at jeg kun 14 dage før Barnevognsmarchen, havde tænkt en tanke .. og det nu var blevet til en handling. En handling, som gik udover min egen fantasis grænser . Da jeg står på trappen til Rådhuset og holder min brandtale, er jeg dybt berørt over det enorme fremmøde der er på pladsen, hvilket flere gange, skaber en stor klump i halsen.

Fotograf Simon Lessøe, Berlingske

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, er først lige begyndt. Netop nu lægges den fremadrettet strategi, med ønske om at “holde” presset og skabe ændringer. Jeg deler dette ønske, dette mål.På dine og mine børns vegne. Jeg opfodre ALLE forældre til at melde sig ind i gruppen : Demonstration for minimumsnormeringer i daginsitutioner.For at følge bevægelsens udvikling og støtte op om, at vi i Danmark kræver statslig omsorg til vores børn nu. Dette kan og må, ikke effektiviseres !

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina 



1 comment / Add your comment below

Skriv et svar