Tilliden til, at kunne klare “alt”.

Noget af det jeg lærte, dengang på psyk, som jeg fandt aller vigtigst, det var tilliden til, at jeg kunne klare “alt”. Dermed ikke forstået at jeg er den nye Pippi Langstrømpe eller super women. Istedet skulle jeg lærer, at mødte jeg en udfordring af den ene eller anden kaliber, så kunne jeg klare det. Måske ikke alene men med “A Little Help From My Friends” og hvis jeg kunne finde ro i, at jeg derigennem kunne løse hvad end der ville komme, så kunne jeg slippe angst, uro og mit evige “på vagt” gen. Siden jeg tjekkede ud fra psyk og fra alvor kom ovenpå, har tilliden til jeg kan klare det jeg møder været en elementær del af min egen selvforståelse.

For nyligt, eller rettere sagt i tirsdag, kunne jeg mærke en uro begynde at vokse . Det var ikke noget “alvorligt”, men jeg indrømmer gerne, at jeg er enormt fintfølende i mit apparat, qva, min tidligere depression. Derfor begyndte jeg straks at starte et mindre detektiv arbejde, for at opklare “hvad der var på spil”. Det tog faktisk ikke ret længe, før jeg kunne mærke uroen skyldes at Hr. Mand stod og skulle til Berlin og jeg derfor var “alene” på skansen. 

Jeg har selv valgt at yngle hele 3 vidunderlige drenge og derfor skal det heller ikke høres som en ynk over at jeg er alene med drengene. Jeg elsker virkelig når vi er alene – altså, jeg foretrækker hele familien være samlet, men når vi er alene, så er den dynamik vi har, virkelig god. Når det er sagt, så synes jeg dog det er hårdt. Det der er hårdt er det jeg gerne vil have der skal klappe så som putning, mad, ture osv. Jeg har dog lært at geare ned, lade rod være rod og sige PYT. Det vigtigste er faktisk at vi har det godt og så skidt med rod og uglet hår. Alligevel mistede jeg et kort øjeblik tilliden til det hele nok skulle gå og det er simpelthen så ærgerligt, for det går jo ikke bare godt, men rigtig godt når jeg kører den ind som solomor. Jovist er jeg træt med træt på når alle ungerne sover men samtidigt er jeg os glad helt ind til knoglerne.

Dagen idag brugte vi på nationalmuseet. Aksel ville så gerne se guldhornene og solvognen og da vejret ikke var til legeplads eller hygge i farmor og farfars have, tog vi på museum. Vi tog afsted uden barnevogn og jeg er mega stolt over at have lært at vikle, så det er muligt at være afsted i 5 timer og tilgodese Vilmers lure mm. Samtidigt med jeg fletter helt ind i det Carl og Aksel gerne vil. At gå med et barn i hvert hånd og en på hjertet, det er skønt. Folk siger tit at det hårde ved at have 3 børn er vi som mennesker kun har 2 hænder. Her handler det om at tænke i muligheder, frem for begrænsninger.

Jeg kan virkelig anbefale en familietur på National museet og særligt udstillingen om Vikingerne, stylet af Jim Lyngvild og det hele nye børneudstilling : Sov godt – håber du overlever. Den er helt igennem genial og (u)hyggelig. Derudover er national museets børneafdeling virkelig et skønt IG hyggeligt sted.

Over and Out 

Mor til tre 


Skriv et svar