Du minder mig om en…


“I wonder how
I wonder why
Yesterday you told me 'bout the blue blue sky
And all that I can see is just a yellow lemon-tree
I'm turning my head up and down
I'm turning turning turning turning turning around
And all that I can see is just another lemon-tree”

Jeg flyver henover gulvet. Det grå, væg til væg tæppe brænder næsten under mine dansende nøgne fødder. Musikken flyder fra højtalerne ud i rummet, mens vi danser der, jeg selv i en hvid undertrøje og små underbukser, hvor der fortil sidder en lille sløjfe med slikebånd. Min bror fanger mine hænder mens vi sammen twister i kådhed og griner. Min mor danser omkring os, mens hun synger med på sangen, svinger med håret og jeg husker så tydligt følelsen af glæde, euforien der hersker, mens vi danser der i stuen. I stuen hvor det hele begyndte og alligevel os endte. På mange måder føler jeg at dette barndomsminde, fra denne dag, hvor stuen… på den ene side var et dansegulv, hvor kærlighed, nærvær og sammenhold regeret og hvor der os fandtes en helt bestemt form for mørke.

Det var i denne stue, ved sofabordet, i stolen der… at min far havde været i hans sidste timer, inden han var gået døden i møde. 

Når jeg mindes min far, har jeg ingen dirkete minder om ham eller med ham Mit sind var endnu for ungt til at huske. Istedet har jeg minderne om min mor, bror og jeg. Altid os tre, imod hele verden. Os, hvor vi sammen mindes min far, hvor vi besøger kirkegården i Måløv. Os der har en af de der snakke om min far… hvor jeg ligger under sofabordet mens min mor fortæller. Jeg tænker tit at min far må have været tilstede på en eller anden måde, når vi dansede rundt sammen i stuen, eller når jeg løb omkring i haven, rundt om huset han engang var med til at bygge. På så mange måder husker jeg mit barndomshjem, som jo os var et dødsbo, så trygt og godt, hvilket med sikkerhed var og er min mors fortjeneste.

“Alt er stille. 
Ser ind i stuerne der gløder
Mærker varmen fra hjem
Med alle mine sanser
Standser, til alle mine sanser
Danser med dig”

Jeg lever mit liv, med kontraster. Altid sorgfuldt, altid med mørkets røgslør. Det betyder dog ikke, at mit liv mangler lys, tværtimod er det kendskabet til mørket, der gør jeg kan lukke lyser ind. I min barndom og ungdom spillede min far en skurkerolle. Han var manden som havde forladt mig, forrådt om man vil det, lige indtil den aften han blev min helt. Jeg ville dog ønske at min far var den klassiske heltefigur for sin datter, som jeg har erfaret mange fædre er for deres døtre. Min far, han reddet mig på mange måder fra døden.. 

Den aften mit sind gik i stykker og jeg mente at livet ikke længere var værd at leve. Den aften, der blev han min redning fra mørket. Den aften forstod jeg, at jeg hverken måtte, kunne eller skulle gå den vej, han havde gået. Istedet skulle jeg kæmpe. Det var os den aften jeg endelig, i en alder af 27 år tilgav min far, for at have gået døden imøde. Den aften var forfærdelig men os frisættende. 

Da Hr. Mand og Jeg vælger, vi vil lave vores dessertbarn, er det med en mindre frygt for et tilbagefald i depressionens klør. Depression er kemi i ubalance, langt hen ad vejen og med en hormoncoctail som en graviditet og fødsel os er, kan et sind for alvor komme på afveje. Jeg har dog holdt fast i troen på at hvis jeg bare mærkede efter, hele tiden holdte foden på bremsen og brugte livrem og seler, så skulle det nok gå. Når jeg skriver som jeg gør, så mener jeg ikke udviklingen af en fødselsdepression skal anses som et nederlag, langt fra!

Jeg var bare så hunde angst for jeg ikke kunne overleve endnu en tur i mørket, første gang slog mig næsten ihjel. Jeg beklager min ærlige tone, men det er nu engang sådan det føltes, huskes og var. En depression kan ikke være pæn, en depression er … umenneskelig.

Da Vilmer kommer til verden og i tiden der efter, i takt med hans hævelser efter at have ligget i min mave, fortager.. så begynder jeg at se noget i Vilmer, noget jeg ikke helt har set før. Først var det, det rødlige skær i håret, så hovedformen, hårgrænsen og det det blik Vilmer kan sende mig, det hele mindet mig om et menneske jeg kun kan huske fra billeder. Et menneske som jeg, hvis jeg en dag så på gaden, til hver en tid ville kunne genkende. Det var min far. Min yngste søn, ligner min afdøde far.

Min smukke mor og far.
Vilmer Sylvest-Noer

At Vilmer ligner sin biologiske morfar, fremkalder mange følelser hos mig. Alt fra glæde, sorg, savn og vrede. Vreden handler mest af alt om den uretfærdighed jeg mærker, når jeg savner et menneske jeg aldrig har kendt men som alligevel har en så stor en betydning for hele min tilværelse. Da min fars død virkelig er en ulykke, en sorg, da han som menneske har følt at kun døden kunne være løsningen på det han kæmpede med, så tænker jeg tit at han bare skulle vide, hvordan han for evigt er med mig – hans datter, mere end bare i en stamtræsfunktion. Han er med mig, i min person, mit og mine børns ydre. Aksel har arvet hans biologiske morfars genetiske farveblindhed og Vilmer… Vilmer ligner min far, så utroligt meget. På mange måder sluttede ringen, dengang i juni for nu 3 år siden, hvor mørket overtog alt. Alligevel føler jeg med Vilmer, at noget slutter og selvfølgelig begynder og det er der jeg vælger at fæstne mig, nemlig i livet – lyset og viljen til at være her .

Åbner op og lukker ind
Skæret fra dit lyse sind
Stoisk rolige øjne ser
Ind i alvorens mørke
Er tilbage i din favn
Står i døren med mit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker "Tak for dansen"

Skriv et svar