HVOR ER DER EN VOKSEN ?!

“Mine børn kommer ikke så længe den pædagog er i huset og så skal der simpelthen ske en massiv forandring !”. Fremstammet jeg mens tårerne løber ned ad mine kinder og mundhulen fyldes med varmt vand. Jeg føler mig syg, inderligt syg, vred, frustreret og så er jeg sindsyg bange. Overfor mig sidder lederen af mine børns institution, souschefen og en pædagogisk konsulent, min mand stryger en tommelfinger over min håndryg. “Ta dig nu sammen”, hvæser en stemme i mit indre, men jeg kan ikke mere. Alt gør ondt, alt gør så inderligt ondt i min krop. Foran mig ligger 3 A4 sider, med noter og beskrivelser, nogle er mine egne og andre, fra nogle af forældrene på stuen. En af noterne lyder sådan her :

Jeg skal hente V og da jeg kommer, kan jeg hører en græde meget højt og inderligt ude på toilettet. Jeg spørger forundret pædagogen K, som er alene på stuen tilsyneladende, hvad der dig er sket. Hun svarer – “Carl kan bare ikke finde ud af at vende tilbage fra ferie og savner sin mor og far, så han piver hele tiden – så nu har jeg sendt ham ud på toilettet for lige at få fred”. Idet ser jeg Aksel gå ud og holde om sin lillebror og siger forundret at det da hvis ikke er måden man skal gøre den slags på, pædagogen svare “ej men jeg er alene på stuen og det bliver bare sådan nu!”.

Carl er 1,5 år på dette tidspunkt og han kan ikke selv nå dørhåndtaget. Særligt denne notering gjorder at jeg rystede i stemmen og måtte stoppe op, idet jeg læste denne højt. Tanken om at min lille dreng har grædt sådan og samtidigt blevet lukket ude af en person som skulle passe på ham giver mig fortsat idag kvalme. Dels over pædagogen, men os over mig selv og vores samfund. Jeg følte jeg hans mor, svigtede Carl men os samfundet ! For nok var pædagogen dybt upædagogisk og gået SÅ langt at jeg aldrig ville betro hende mine børn igen MEN hun har jo ikke været et ondt menneske, det tror jeg den dag stadig ikke på hun var. Hun manglende bestemt selverkendelse, for hvis hun havde haft det, havde hun nok sagt HEY, jeg er så stresset at min egen adfærd er langt over grænsen OG hvorfor var hun så blevet SÅ stresset at hun til sidst var ude hvor hun kørte af sporet ? 

Svaret : Fordi vores instutioner er og blevet massivt presset og det skal der laves om på !

Jeg taler ofte med mine venner om vores børns institutions liv, om den altid dårlig samvittighed, de oplevelser det giver en ondt i maven og den vrede eller skuffelse som bliver rettet mod pædagogerne. Ikke fordi de ikke er dygtige, det tror jeg virkelig ikke det handler om – men istedet fordi de er så presset, at der sker ting som udelukkende forekommer grundet alt for få hænder !

Jeg ved ikke hvordan der er i andre familier men ærlig talt, i de perioder jeg er alene med ungerne, der er det ikke altid jeg er lige fin i kanten og holder hovedet højt, årsag : Jeg bliver presset. For at mindske presset må jeg gå ned på kvalitet, nemme løsninger så at sige : Kopnudler, film, dårlig konfliktløsning osv. Jeg er nu engang Aksel, Carl og Vilmers mor og jeg vælger som jeg gør, for istedet at kunne holde i hånd, nusse, kysse, kramme og se mine børn i øjnene.

Derfor kan jeg faktisk ikke forstille mig, hvordan det må føles, dag ud og dag ind, at gå på arbejde med en faglighed, en professionalisme og en lyst til at være dén bedste pædagog, og alt for ofte opleve eller føle, at man overhovedet ikke er i nærheden af dette. Ikke fordi man ikke vil, men fordi ildebrandslukningen, for mange børn eller for få kollegaer gør at det nu engang bliver som det bliver. Det gør at både børn og voksne betaler prisen, en dyr en af slagsen, det sætte spor i sjælen.

I min familie, har vi taget et valg, blandt andet på baggrund af de omstændigheder der er i danske daginsitutioner. Carl går idag i en ny børnehave, en helt fantastisk en af slagsen, men altså – jeg kan fortsat godt tælle og se at de knalddygtige pædagoger og medhjælper løber utrolig stærkt. Selvom vi har en god institution på hånden, så har vi valgt Vilmer bliver hjemme, til han er 2 år. Der giver forhåbentlig politikkerne tiden til at få vedtaget OG indført minimumsnormeringer OG samtidigt kan jeg fortsat give Carl nogle korte da

At vi i vores samfund tillader at Danmarks fremtid er så underprioriteret og dygtige fagpersoner dagligt udsættes for arbejdsvilkår der er dybt kritisable, det fortæller mig at vi har et samfundsproblem ! Heldigvis formåede forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen d. 6 april, at fortælle politikkerne at Danmarks børn dagligt udsættes for hvad der tinderne til offentligt omsorgssvigt og at der skal handles, ved at indføre minimumsnormeringer. Over 80.000 forældre gik på gaden over hele landet og sammen stod vi stærkt, så stærkt at flere politikker måtte lave en kovending og spørgsmålet er NU, om det hele bare er valgflæsk?

Spørgsmålet er nu, hvad er det vores politikker vil gøre?

En ting er sikkert, ved dette folketingsvalg sætter jeg ikke min stemme efter farve men efter hvordan et parti ser og vi handle på et generelt samfundsproblem. Der er nemlig igen forklaringer, ingen “jamen vi har mm.” NEJ – det er ikke godt nok og fordi det ikke har været godt nok i så mange år, så er vi nød til at sikre, at der som MINIMUM kommer til at være 1:3 voksne for vuggestuebørn og 1:6 for børnehavebørn og bemærk dette er et minimum. Det er simpelthen hvad vi minimum kan og skal forvente for vores børn – for stod det til mig. Så havde Danmark en helt anden børnepolitik end den vi har idag og bemærk mine damer og herre, dette er ikke “røde toner” eller blå bølger. Det er en mor der fortæller om virkelighedens Danmark.

Jeg håber alle, hvad end om man er forældre, pædagog, skraldemand, tante, bonus moster, veninde – alle dem der mener at det HER skal løses. Går med på gaden d. 2 juni, når ser landet over holdes demonstrationer for minimumsnormeringer i Danmark.

Igen er jeg hoppet i aktivisttrøjen og har været med til at stable en “Barnevognsmarch” på benene, her på Frederiksberg. En march, som afholdes forud for hoveddemonstrationen på Bertel Thorvaldsens Plads.

Du kan finde din nærmeste lokale begivenhed på HvorErDerEnVoksen.dk

Og læse mere om marchen på facebook begivenheden : Barnevognsmarch – demonstration for minimumsnormeringer 

Jeg håber sådan du kommer med på gaden, at du måske endda vil være med til at sprede budskabet #MitBarnMinStemme og #HvorErDerEnVoksen, sammen kan vi skabe forandringer.

Kærlig Hilsen Christina

Skriv et svar