Har tårerne mistet deres værdi?

I midten af Juli stod Hr. Mand og Jeg, og kløet os lidt i håret. Lige om snart skulle min kære veninde, som skulle være solomor føde (du kan læse om mine tanker og oplevelse set med mine øjnene her). Min veninde spurgte i tidernes morgen eller, dengang testen blev postiv, om jeg ville tage med hende på fødestuen. Det ville være mig en kæmpe ære at stå hende bi, i en så fantastisk men og ekstrem oplevelse som en fødsel er, men når vi kan løbe marathon sammen – SÅ kan vi alt! Fødslen har ligget i mit baghoved og i takt med min venindes smukke mave voksede, kom vi tættere på den dag, hvor Vilmer i princippet kunne ende med at mangle mig i utrolig mange timer.

For mig er pasning af mine børn ikke “bare” noget vi gør og slet ikke børn på Vilmers alder. Aksel og Carl efterspørger ofte alenetid med bedsteforældrene og det er derfor os en lidt anden sag. Vilmer derimod, han udtrykker 100% at han og jeg har en intens og stærk relation, en så god tilknytning der gør han at han vil have mig nær 24/7. Far, Hr. Mand er os utrolig eftertragtet, men sandt skal være sandt, MOR herhjemme er Nr. 1, i Vilmers verden. Jeg ved, at det ændre sig med tiden og det samme gør Hr. Mand. Vi ved begge det skyldes en helt naturlig årsag og vigtigst, så respektere vi der hvor Vilmer er i hans udvikling. Jeg kan sagtens gå ud med de store et par timer men det er så os det og for at være ærlig, så respektere jeg Vilmers behov, et helt naturligt et af slagsen og samtidigt, så tilsidesætter jeg mine egne. Det er for mig, det der kendetegner en god mor, nemlig en mor som kan se udover sine egne behov og omfavne det ens børn har brug for. Sorry to say it!

MEN jeg har fundet min venindes fødsel, som en undtagelse for reglen. Det her handlede ikke om at danse natten lang og drikke bittersøde drinks, det handlede om noget større. Derfor sikrede Hr. Mand og jeg os, at min rolle, kunne spilles af en suppleant, når det galt og veerne rullede afsted. Relationen var god, Vilmer er tryg ved Hr. Mand, lader sig trøstes og puttes men ikke ammes. Vilmer er nemlig flaskenægter. Jeg havde forsøgt med flasken et par gange, måske halvhjertet fordi alt i mig sagde “det er ikke Vilmers behov”. Jeg har rigeligt med mælk, nyder at amme og det er helt uproblematisk, så hvorfor bringe flasken i spil ?

Vilmer spiser godt almindelig mad, men han ammer os meget. Amningen eller behovet for mælk, kunne for den ene dag måske skæres ned til aften / nat. Velvidende om at amning aldrig kun handler om mad og at Hr. Mand derfor skulle etablere hans form for intimitet med Vilmer, kunne være løsningen. Men hvordan fik vi så mælken i Vilmer? Jeg havde fyldt fryseren med mælk så der var rigeligt, men Vilmer ville ikke tage flasken eller det ville han, bare ikke når der var mælk eller erstatning i.

Jeg søgte råd og gode tricks samt erfaringer på Instagram og en række Medmødre stod i kø med gode råd. Alt fra kakaopulver i mælken, til at far måtte give en tube grød i sengen. Der var mange fine forslag og vi prøvede mange af. Vi droppede at købe nye flasker for det handlede ikke om flasken men om at Vilmer bare ikke drikker mælk eller lignende, hos andre end mig. Vi prøvede mælk i kop, på drikkedunken, med sugerør og kakaopulver. Han ville ikke.

Derfor opfandt Hr. Mand sig eget putteritual, aftengrød på sengekanten og det virkede. Vi lavede en generalprøve, for lige at sikre os det nu var en mulig løsning og det fungerede så fint og det gjorde det heldigvis os under fødslen, af den smukkeste lille pige.

Noget der bare slog mig, i forbindelsen med jeg søgte råd og vejledning, det var, hvor mange der sker “lad ham græde indtil han tager den”, eller “prøv hver eneste aften i en uge at gå ud, så skal han nok tage den”. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle svare på de kommentarer. Jeg blev virkelig ked af det for kommentarerne afspejler for mig, et voksende samfundsproblem. Nemlig at børn gerne må græde eller at tårer aldrig bliver guld. I billedeserien “Vi har taget noget fra børnene” hos Information, skabes der et tydeligt billede af, hvordan den voksne har magten til at tillægge et barns tårer værdi og hvordan nogen vælger at misbruge denne magt. Billedeserien fik et solid modspil fra Momunity, som du kan se på IG.

Jeg siger ikke, at børn ikke må være ked af det, det må de gerne, de må hjertens gerne udtrykke følelser, men de skal os mødes i dem. Det mener jeg ikke man gør, når man lader et barn græde i frustration, afmagt og savn over noget, for at tvinge sin egen vilje igennem. Sorry – men det synes jeg simpelthen er små psykiske overgreb og ikke mindst brud på tilliden, igen og igen.

Jeg tænker tit, hvornår det var, at det blev okay at børn var kede af det. Han græder lidt, eller så må han bare lige græde lidt men… i min verden er det bare ikke en mulighed. Forstå mig ret. Vilmer vil virkelig gerne spise mine sko, nøgler – alt hvad der er max uhygiejnisk. Det udtrykker han pænt at han gerne vil have, med en klynken eller form for gråd. Han græder pt os, når Hr. Mand vil vugge ham om natten, hvis han har en markant opvågning. Den gråd der kommer der, er så inderlig, hjerteskærende og i en helt anden boltgade. Det er hans måde at sige “nej, jeg vil være hos min mor !” Og idet – jeg har brug for ultimativ tryghed, giv mig det. Skulle jeg så her sige “han skriger sig træt?” Og lægge mig om på siden? For i min verden, er det den slags gråd, som aldrig nogensinde skal og må ignoreres – den salgs tåre, har nemlig den største betydning. 

De kærligeste hilsner Christina 

P’s Min venindes fødsel gik rigtig godt. Jeg formåede at være tilstede, fordi Hr. Mand gav små updates. Fødslen startede om natten, mens jeg sad og ammede og det “passede” med jeg derefter kunne tage afsted. Jeg var væk fra Vilmer i 18 timer. Hr. Mand oplevede at Vilmer var mere kontaktsøgende end ellers, mødte ham i det men derudover var han glad fra morgen til aften. Vilmer blev puttet med lidt ekstra vand og stor ammet da jeg kom hjem. Hele næste dag, sov vi alle lurerne sammen og Vilmer var ekstra tæt hele dagen. 

Skriv et svar