It’s time for ME

Overskriften på dette blogindlæg, siger lidt det hele om det følgende indhold, en god portion navlepilleri er i venter. Måske tænker du, tak for kaffe, det magter jeg ikke og fair nok, måske ses vi en anden gang OG måske du tænker, hvad mener damen? For er hver evig eneste dag, ikke en mig dag?

På sin hvis er den. Jeg føler nemlig, at jeg har skabt mig et liv, som jeg virkelig nyder og trives i. Bemærk ordvalget – jeg har skabt mig, for det er mit liv. Jeg har selv reproduceret mine æblekinder, blå øjne og iltre temperament. Jeg har selv sagt ja, til vielsesringen, lejligheden, de ekstra kilo på sidebenene osv. Jeg har selv skabt mig dette liv, jeg netop lever nu. Selvfølgelig skyldes mange af mine valg, de kort jeg var givet – os Sorte Pers påvirkning, men all over, er dette liv – MIT valg og jeg har valgt at leve et godt liv.

Alligevel blev jeg den anden dag opmærksom på, hvad det er som i længere tid har plaget mig. Hvad der er årsag til jeg spænder op i kæben, spiser lidt for usundt og faktisk os mærker en øget træthed. Det er ikke super fedt at åbne op om; men det er nu engang sådan jeg har det. Jeg lever lige nu, meget et liv, ud fra andres lyster og behov. Samtidigt gør jeg indirekte en masse, som jeg selv værdsætter og som jeg nyder på den ene eller anden måde. 

Livet som mor, indebære ofte at jeg kommer bagerst i køen og skulle jeg i ny og næh snuppe en forlomme, så er den yderst begrænset og jeg oplever det lidt ligesom, når jeg står i køkkenet og laver røræg samtidigt med jeg lige snupper noget i køleskabet og finder servicen frem. Det er sjælendt jeg bare er, istedet tjekker jeg ind og ud og det er nu engang sådan det er for mig, at være mor. Jeg vil aldrig nogensinde bytte men sandheden er at os jeg, har brug for mit eget. Det har jeg på mange måder fundet igennem mit virker i forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, som virkelig fylder meget. Jeg elsker at kunne kombinere min politiske interesse, med min uddannelse og ikke mindst passion for retfærdighed, særligt for de mindste. Jeg har på mange måder haft små projekter igennem min barsel med Vilmer og det vil os fortsætte. Forleden var jeg til informationsmøde til et nyt “projekt”, og det lød super fedt – jeg takkede ja og så skete der noget. Jeg begyndte at få en OFF feeling på projektet. Ikke fordi det ikke var fedt, men … sandt skal være sandt. Det handlende om at skabe noget for nogen andre – noget jeg os selv var en del af. Samtidigt havde jeg sendt en ansøgning afsted til et frivilligt arbejde og så ramte det mig bare… hvornår laver jeg noget, der KUN er for mig? Det er enormt egoistisk sagt, men det er sandheden. 

Jeg har i længere tid spist ret usundt, og med et strejf af trøstespisning. Jeg har konstante smerter i min fod, som min superfys netop nu er ved at afhjælpe og så har jeg mentalt været ret presset af Aksels klumpfodsbehandling. Så da en kær IG veninde skrev “Og så kan du ikke engang løbe det væk”, forstod jeg hvad der manglende . Der manglende det dyrkelse af en enorm essentiel side af mig selv som jeg længe har sat lidt i beror. Nemlig den side der er mere aktiv en bare leg med ungerne, lange gåture og slæbning af ugeindkøb. Da vi lagde vores økonomi om røg mit fitness medlemskab i svinget men jeg må sande, jeg vil hellere undvære pengene af mine lommepenge – som går til det jeg personligt bruger pr måned, cremer, tøj og andet hyggeligt. For igennem træning har jeg erfaret at jeg blomster. 

Min træning har været i beror under graviditeten med Vilmer og da han blev født holdte pausen ved de første måneder. Så forsøgte jeg at starte op, men min amningen var så vigtig for os begge, at jeg ikke kunne planlægge min træning og den ofte var ustabil, så det har måtte vente. Vente til NU, for nu kan jeg se mulighederne for træning og forhåbenligt vender jeg os snart tilbage til løbet men for nu, må bike, styrke og anden fitness være “nok”.

Lige nu er der en ro over mig, mest af alt, fordi jeg har fundet årsagen til den uro som jeg har gået med og jeg håber inderligt det vil ændre den lidt hvileløse tilstand jeg har følt den sidste tid og min motivation til at optimere min livstil, vil indfinde sig igen .

Jeg tror generelt at alle forældre i større eller mindre grad underprioritere sig selv i forsøget på at få hverdagen til at klappe og overordnet tror jeg os, det er en del af det at være forældre. Så selvom jeg nu, i større grad skruer lidt mere op for MIG, så bliver det fortsat i ydertimerne af døgnet, hvor ungerne sover og jeg selvfølgelig er super frisk – men hvor der er viljen er der vej.

Kender du til behovet for MIG tid og hvad er det bedste du kan gøre for at booste dig selv ? 

Skriv et svar