Hvis er dets ejermand?

At holde af nogen man ikke kan passe på.

Dette indlæg indeholder stærke etiske overvejelser. Det er skrevet af en person, med en generel stor respekt for diversitet og forskellige livssyn.
Jeg har valgt at udgive indlægget, som et led i en terapeutisk bearbejdelse af en alt om gribende angst, som udviklet sig med lynets hast og jeg håber inderligt du vil læse mine ord med respekt, om du forstår eller ej. 

Indlægget er skrevet i dagbogsformat, da det er sådan ordene er blevet til.
Som en ringe afhjælp når angst og frygt var aller værst.

At holde af nogen man ikke kan passe på

17. april 2018
Jeg ved godt at de her scanninger, nakkefold og misdannelse, ikke er til for at skrive lykkelige fortællinger..som sådan. Det er ofte det de fleste forbinder med scanningerne. Selv har jeg en gang stået i uge 20 og fået svaret : “Der er klumpfødder og risikoen for at barnet så os har Down Syndrom er 50%, da 50% af børn med Down har klumpfødder”. Jeg glemmer aldrig den samtale, den læge og de følelser der løb igennem min krop. Jeg glemmer aldrig fostervandsprøven de lavede og ventetiden, den forbandet ventetid.

Det er som om den eneste ro og trøst jeg kan finde her og nu, er i et tastatur. hvor mine følelser bestemmer hvilket ord der skal skrives og derfor skriver jeg noget som for nogen vil være dybt grænseoverskridende og for andre, måske en trøst. Jeg skriver fordi det at skrive altid har hjulpet mig og jeg ved, at denne dagbog på den ene eller anden måde vil hjælpe mig med den bearbejdelse som måtte være nødvendig.

Vi har i dag været til Nakkefoldsscanning og jeg gik derfra, sammenbrudt, vred og enormt fortvivlet. Vi gik derfra med en risikovurdering på 1:70. Nakkefoldsscanningen har til formål at vurdere risikoen for børn født med en større kromosomfejl, heraf ofte Down Syndrom.

Jeg har lige meldt mig ud af terminsgruppen på facebook, faktisk gjorder jeg det da vi kørte hjem, mens jeg græd. Jeg skriver netop nu, mens jeg forsøger at lukke ned inderst inde, det er svært og mit hoved dunker. Dels pga alle mine tåre og tankerne som kører rundt. Jeg er ødelagt fra inderst til yderst og har allerede givet op. Jeg ved allerede nu at denne graviditet ender lige om lidt og det smerter mig højt og inderligt. Den bliver afbrudt fordi Hr. mand og jeg kender os selv, vi kender vores værdier og jeg har en kæmpe respekt for det lille liv som er inde i min mave. Jeg tror ikke mennesker er hverken mere eller mindre værd, jeg ved blot at der er grænser for hvad jeg kan som Mor, Kvinde, Menneske og derfor er mit smertelige valg allerede taget, så skal det bare ikke være. Jeg skammer mig og frygter en eller anden organisation vil pege på mig og sige “Din Morder” eller “Den har os ret til liv” og JA, det har dén, et godt liv. Men det kan jeg ikke give den, jeg rummer det ikke som menneske, desværre.

Jeg er fyldt med en følelse af at holde af noget, som jeg ikke kan passe på, det er ubærligt og jeg ved om nogen, tilbage fra dengang vi ventede Aksel… at man kan passe på sine børn på så mange måder. Nogen kommer til verden og andre sendes til himmel. Jeg ville ønske – ønske det ikke var sådan men skæbnen ville desværre noget helt andet.

Vi skal have lavet moderkagebiopsi på torsdag. Aftalen var allerede lavet, grundet arveligheden for klumpfødder og ønsket om at forebygge netop det at være SÅ langt henne, som vi var sidst. Jeg er åbenbart 13 uger henne og jeg er ulykkelig, intet mindre. Det gør ondt, alt gør ondt og mine tåre stopper aldrig med at løbe. Igen og igen tænker jeg alle mulige tanker.. først tænker jeg hvorfor mig ? Og så rammes jeg af skam og skyld over at Carl og Aksel har fået at vide de skal være storebrødre .. det er faktiske den værste tanke . Tanken om at skulle fortælle dem babyen desværre ikke havde “lavet” alt det den skulle og derfor kunne den ikke være i maven. Det gør ondt – helt inderligt ondt og jeg fortryder det ene øjeblik og det næste møder min rationalitet mig og siger man ikke kan leve sit liv ved at holde igen. Det kan gå galt nu, som ved under fødslen, alligevel frygter jeg snakken og det at skulle rumme dem og deres følelser sammen med mine egne.

Jeg tænker os om jeg kan stå igennem det her. 8 dage til deadline på specialet .. synes jeg har stået her før, på tærsklen og at nogen tackler mig. Derfor forsøger jeg at lukke ned for mit sind, mit indre og stoppe alt omkring baby oktober. Jeg ville ønske, af hele mit hjerte, at der lå en helt normal baby inde i min mave. En baby der er normal, i forhold til vores livssyn, men jeg har givet op og tænker det delt er et spinkelt forsøg på at beskytte mig selv og en indikation af min mavefornemmelse har ret, men for fanden hvor ville jeg ønske det bare var en fejl.

18. April 2018
Jeg har aktiveret min forsvarsmekanisme og forsøger at lave plan A,B og C. I ny og næh overmandes jeg af gråd og fortvivlelse, men for det meste er mit indre tomt og følelsen af enorm ligegyldighed rammer mig. Jeg forsøger at sikre mig selv, med sikkerhedsliner og har i dag snakket med både SU vejleder og en sød jordemoder. Jeg har sikret at skulle jeg stå i den situation og at jeg skal gennemgå en provokeret sen abort, så kan jeg sygemeldes og udskyde afleveringen af specialet. I går tænkte jeg at jeg kunne skubbe graviditet til side, hvis det viser sig fosteret har en kromosomfejl, men i dag ved jeg, at skal jeg komme nogenlunde igennem dette, så kræver den sorg jeg vil opleve stor opmærksomhed. Jeg vil så nødig gå af den vej, men jeg ved, når jeg ser på mine to sunde og raske drenge, at livet vil mig det anderledes og derfor må jeg “vælge” det der virker mest rationelt for mig og vores fremtid. Jeg har det ikke i mig som menneske at favne et barn med et mentalt handicap. Jeg skammer mig over at sige det og alligevel ved jeg at det er helt personligt. Jeg kender børn med down og de er fantastiske, det er deres forældre os – men jeg ved, at der bare det glade smil og skønne udtryk i øjnene er utrolig mange seje træk og dem kan JEG ikke tage. Jeg synes vi alle skal være her men hvis ikke jeg kan favne et barn i mit forældreskab – hvad gør man så?

Jordemoderen har fremrykket tiden til biopsien, til i morgen og nu ber jeg til de kan tage biopsien. For bare 10 dage siden skulle de have lavet den, men da moderkagen sad på bagvæggen og udenfor “nålens” rækkevidde, måtte vi vente, men nu, nu burde det være muligt. Lige nu kan jeg lige holde tårerne tilbage når drengene spørger til babyen men jeg hulker stadig med dynen for munden. Jeg føler mig fortvivlet og så alene, selvom Hr. Mand er verdens bedste klippe. Han laver regnbuer og jeg, jeg ser uvejret. Det er vores styrkeside og min værste fjende, men jeg tør ikke tro på det, selvom der igen og igen vokser et lille håb frem. Jeg tænker risikoen igennem og siger fød 70 børn og 1 har kromosomfejl. Fyld to klasselokaler og 1 barn har kromosomfejl. Hæld 69 røde bolde op i en skål og læg 1 blå i og træk så en bold. Se på risikoen. Men kan allerede høre telefonen ringe og jordemoderen som skal fortælle mig verdens dårligste besked. Husker stadig opkaldet tilbage fra da jeg ventede Carl. Husker stilheden og at hun så sagde “Helt normale kromosomer”… og så sagde hun “Det bliver en dreng”, det var simpelthen så tryllebindende og jeg blev så glad og lettet selvom alle tal fra hans nakkefold indikeret alt var som det skulle være. Der er bare langt fra 1:19.387 til 1:70… rigtig langt.

Jordmorderen har kigget alle tal igennem og det er kun min scanning som den slår ud på. Jeg kan og kunne allerede se det da de forsøgte at lave biopsien første gang.  Nakken/ryggen ser underlig ud, eller anderledes i forhold til Aksel og Carl. Nakkefolden er målt til 3,7. Jeg rammes en gang imellem af en form for pinlighed eller en følelse af at skamme mig over jeg har fortalt mine nærmeste venner og familie at vi ventede os. Det er underligt at jeg kan føle sådan. Jeg har faktisk altid synes det er lidt mærkeligt, at det er en norm at man holder det at være gravid hemmeligt frem til uge 12. Jeg tror ikke jeg vil være mindre sønderknust hvis ingen vidste hvad der foregik eller hvad vi muligvis skal igennem.

19 april 2018
Der er en uge til vi skal aflevere specialet og om 8 dage stopper Carl i børnehave. Jeg er et nervevrag og kan virkelig mærke hvordan mit sind det kæmper for at holde ud. Føler jeg igen og igen tænder lys men at mørket i mit indre puster det ud. Jeg famler efter mine ord og kan mærke en konstant træthed. Min frygt for at udvikle en depression er enorm, synes det er skide uretfærdigt – sådan som jeg har kæmpet ! Prøver at rationalisere mig selv og sige at alle som stod i det jeg står i nu, ville opleve en øget træthed… min træthed er præget af angst og katastrofe tanker. Jeg har bestemt ikke savnet dem, mest af alt fordi de er bundet op på dem jeg elsker og holder af. Jeg tænker virkelig det her er uretfærdigt – jeg var så tæt på. Så tæt på at havde kæmpet mig igennem et sindsygt hårdt speciale uden at vakle og nu . Nu har en eller anden idiot smidt et kanonslag i mit indre, fuldstændigt umotiveret.

Jeg skal være på hospitaler om 1 time og 20 minutter. Jeg ber konstant til at de kan tage den prøve i dag og at lægen måske vil lytte hjertet af. Kan læse mig til at fortykket nakkefold står i sammenhæng med andet end kromosomfejl. Overvejer virkelig om det overhovedet skal være og om en eller anden forsøger at signalere til mig, at graviditeten skal afbrydes? Tænk hvis alle kromosomer er normale men vores barn så har en dødsdom over sig, mens den er i maven eller lige når den kommer til verden. Jeg vil så gerne passe på den og alligevel så mærker jeg bare hvordan alt i mig skriger af foragt og rædsel. Det er en forsvarsmekanisme og lige nu forsøger den at passe på mig – men hvad nu hvis alt er ok og jeg ikke vil knytte mig til den? Hvad nu hvis det her skubber mig ud over afgrunden. Har hjertebanken og synes sorte pletter danser for øjnene, min krop er ved at lukke ned og jeg bebrejder den ikke. Har lyst til at sove og bare glemme. Jeg har længe haft så mange mærkelige drømme pga. alle hormonerne og nu, nu er der helt stille.

Håber sådan de kan lave den biopsi, tænk hvis de ikke kan. Tænk hvis jeg skal gå 10 dage i limbo. Det kan jeg ikke.

. . .

De tog prøven. Er simpelthen blæst bagover af det søde personale på Herlev hospital, som bare har taget så fin hånd om mig. Jeg har været fulgt af det samme lille team, allerede fra første gen-samtale til nu hvor biopsien er i hus. Det er længe siden eller tror aldrig jeg kan huske at have været så dårligt. Jeg begyndte at stamme på hospitalet og havde og havde konstante rystelser i kroppen. Lægen var sød og hun gjorder alt hvad hun kunne for at lave den biopsi, selvom det betød hun måtte trykke ekstra godt hist og her. Selve prøve gjorder ikke ondt men det er enormt ubehageligt at mærke hvordan den ene nål indeni den anden river / suger moderkagerceller fri. To gange måtte de prøve, men tænkte igen og igen, hellere tag for meget end for lidt. Det fik det de skulle bruge og kort efter nålen var trukket ud indfandt de forbandet smerter sig. Det føltes som efterveer og mindes virkelig ikke de var lige så stærke som dengang de lavede biopsi med Carl.

Efter lidt tid kom jeg op og sidde og så blev jeg hjulpet over i et rum hvor jeg kunne slappe af i 30 minutter, inden jeg kunne tage hjem og ligge mig. Både min Mand og Mor var med og det hjalp, dels fordi jeg ikke kan støtte Morten i den proces her, som os er rigtig hård for ham og så fordi jeg har brug for en der er de der ører som kan sige “Hører du hvad hun siger til dig” nu gælder flere dages hård ventetid og forhåbentligt kan jeg bare begrave mig i mit speciale og åbne postkassen i næste uge. Min frygt for der er noget galt er enorm og tør ikke tro på noget før jeg har papirer på alt er okay. Alligevel mærker jeg drømmen om hvad nu hvis det hele bare var en forskrækkelse, omvendt tør jeg ikke drømme den før jeg er sikker. Vil så gerne give mig hen til dén i min mave og mine hænder søger beskyttende mod den for at lade dén vide jeg er her. Det er jeg virkelig og ønsker den jo alt godt, men sandheden er jo, jeg ved, at hvis prøverne er negative, så skal graviditeten afbrydes.

Jeg har læst en masse. En masse om etik, sen provokeret abort og yderligere de hårde fødselsberetninger, som det nu engang er. Jeg frygter inderligt at skulle tage på et hospital for at føde men uden at give liv, tværtimod “tage” det. Det er ikke fordi jeg siger NEJ til dén. Jeg siger JA til Aksel og Carl og det liv vi har sammen. Aksel er født i 2011 med en misdannelse. Han er født med dobbeltsidige klumpfødder og dengang lægerne opdagede dette fik vi tilbudt en fostervandsprøve for at se om der var en fejl i kromosomerne som kunne stå i forbindelse med hans fysiske misdannelse. Alt var normalt , heldigvis. Jeg føler mig på mange måder slået hjem som en ludobrik og tanken om at jeg skal begrave mig i et speciale er faktisk en skøn trøst. Indrømmer gerne mit humør og overskud er svingende og selvom den akademiske verden hiver i mig, kan jeg på mange måder koble af mentalt og glemme frygten som sider i mig.

I dag hørte jeg mig selv sige det, til en sød nabo i opgangen, som muligvis har en babyseng vi skulle købe. Fortalte om årsagen til min mærkelige gangart. Føler konstant min krop rammes af hårde “efterveer. Så sagde hun det “hvor er det godt i har to raske drenge”. Det er det samme jeg igen og igen fortæller mig selv. Jeg tror ikke jeg kan skåne mig fra den smerte som muligvis venter mig men alligevel tror jeg at det at have Aksel og Carl og trods alt have oplevet at min og Mortens kroppe taler et sprog som gør vi kan lave børn samme, hjælper mig lidt. Måske er det forsvaret og måske er det min hjerne der siger til mig jeg nok skal klare det her, ligemeget hvad.

Har læst så mange fortællinger på hestenettet. Nogen forfærdelig triste og andre med en lykkelig udgang. Gad vide hvilken en min bliver? Hos mange af de par, som oplever det ulykkelige og får afbrudt deres graviditet, så kan jeg læse at flere nævner “Vi må prøve igen”. Selve tanken kan jeg slet ikke få mig selv til at tænke. Jeg vil slet ikke prøve igen – jeg vil det her og nu. Jeg vil føde mit efterårsbarn når bladene skifter farve. Jeg vil føde barnet i den årstid jeg snart for 11 år siden blev håbløst forelsket i min mand. Det er min drøm ikke at prøve igen eller afslutte. Drømmer ikke om at sende en farvet ballon mod himmelen eller pakke denne vandrejournal og alle mine scanningsbilleder væk i en lille mindekasse jeg skal og kan bruge til at arbejde med en sorg. Jeg vil så gerne have lige præcis det her barn !

Ønsker.. af hele mit hjerte… at alt må være helt som det skal være og at jeg kan få lov til at fortælle barnet en historie om hvor bange jeg engang var for at miste det, men at alt heldigvis endte som det skulle. Jeg ønsker ikke, at skulle se ind i Carl og Aksels smukke blå øjne og fortælle dem, af det vi alle glædet os til og troede skulle være, nu ikke bliver. Jeg frygter at møde mennesker der så mig med maven og som vil spørger, hvordan det gik . Frygter at skulle fortælle barnet ikke kom til verden. Jeg frygter at beslutningen om at afbryde graviditeten vil jage mig resten af livet.

20. April 2018
Jeg har angst siddende i hele kroppen. Når jeg vågner, er det fordi mit hjerte banker derudad. Det er så længe siden jeg har oplevet denne form for symptomer. Min angst er ikke irrationel og det gør at den at svære at arbejde med, den bunder i en realitet, en risiko.

Jeg er bange for min telefon og for den skal ringe, prøver igen og igen at fortælle mig selv de først giver svar i starten af næste uge, så lige nu, lige nu kan jeg intet stille op og derfor må jeg trykke pause i mit indre for jeg i stedet kan fokusere på det der er, her og nu. Lige nu skal jeg være, på trods af mit indre er i forfald og tankerne konstant kører. Lige nu må jeg gøre det jeg skal gøre. I dag pakker jeg tasken og cykler i skrivecamp, den sidste camp ever. Lige om lidt er det slut og jeg kan aflevere specialet. Så må verden komme med hvad end den vil. Min makker har sagt hun, hvis det forfærdelige skulle ske og beskeden om at vi må afbryde gives, så gør hun det sidste færdigt. Vi skal aflevere om 6 dage og om 7 stopper Carl i børnehave. Hvis beskeden om unormale kromosomer gives, så kan jeg slet ikke se hvordan jeg skal begå mig. Jeg ved ikke hvor jeg skal pause eller det ved jeg. Jeg må få verden til at stå stille og stole på vi løser det, sammen med vores fantastiske netværk.

Carl kyssede maven farvel da han gik. Prøver at nyde hans kærlighed og holde fast i at alt ordner sig. Alligevel frygter jeg at jeg skal trække sorgen med hjem.

.  .  .

Synes stadig jeg har en del smerter i maven, det brænder stadig der hvor hun stak og i ny og næh trækker min livmoder sig sammen så det strammer til fra lænden af om mod skambenet. Det er nu over 24 timer siden biopsien blev lavet og jeg befinder mig fortsat i en lille risiko for abort grundet biopsien. Tænker at et lille rask foster med sikkerhed kan sidde fast og hvis der sker noget, så er det min krops måde at forskåne mig for et unaturligt indgreb i min graviditet.

Overlægen spurgte i går om vi ville vide kønnet, det vil vi gerne – men ved allerede nu hvad det er. Jeg kunne se det første gang jeg så de lange ben – den vil ligne Aksel… og selvom vi havde navne klar så tør jeg ikke give dén et navn.. igen kommer mine forsvarsmekanismer i spil men de hjælper med sikkerhed ikke en pind.

 Jeg kan se en indkaldelser til tidlig misdannelsesscanning ligger i min eboks. De indvilligede i at lave den, udelukkede pga Aksels fødder. De sagde igen og igen at de ikke var bekymret for hjertefejl mm og at jeg meget vel ville modtage er brev om normale kromosomer. På mange måder forsøger de virkelig at italesætte deres forventning om at alt er normalt men alligevel kan de intet love mig.

21. April 2018
Min angst bliver værre og værre og vågner nu med et spjæt om morgen, før vækkeuret og frygter min telefon skal ringe. Jeg drømte i nat alt var okay. Det var verdens bedste drøm. Har bedt Morten om at tømme postkassen i eftermiddag – måske giver de et hurtigere svar. Synes faktisk det er helt åndsvagt at riget giver svar dagen efter men fordi prøven skal sendes til riget og retur til Herlev taget svaret 5 dage… tror mit humør trænger til en solstråle. Synes det gnister i min mave et bestemt sted, det har det gjort i en uge nu. På mandag er jeg gravid i uge 14… og kan slet ikke forstå hvis det ikke skal være.

Har læst og tænkt over vores beslutning men ved godt, når jeg mærker hvem jeg er og hvad jeg kommer med, at det vil være en virkelig “dårlig” beslutning for mig selv og min familie at beholde den lige meget hvad. Vil bare gerne elske det lille væsen og passe på det, men ved os at jeg simpelthen ikke er i stand til det.

. . .

Klokken er 14:30 og det betyder formentligt at læger mm er ved at gå på weeekend og svaret kommet mandag eller tirsdag. Føler mit liv står og falder med beskeden…

. . .

I ny og næh brydes min koncentration omkring specialet af angstens hånd der griber om mit hjerte. Mit hjerte begynder at galopere derudad og det føles som om et koldt pust rammer mine tårerkanaler. Jeg er bange, helt umenneskelig bange og beder virkelig til guderne for at dette lille væsen i mig er en af de 69 foster med normale kromosomer. I ny og næh køber jeg næsten præmissen og så overmandes jeg af mit indre værn. Jeg tør simpelthen ikke overgive mig til troen på alt er okay omvendt tænker jeg at gulvtæppet vil rives lige så hårdt væk under mig, som hvis jeg havde valgt at tro på det lykkes.

. . .

Jeg er begyndt at lade mit indre kontroltårn overtage styringen. Min krop er langsomt men sikkert ved at lukke ned og kan intet gøre for at stoppe det kaos som er i mit indre. Jeg sørger for at sove, spise, bevæge mig og komme ud i luften, men mest af alt stopper jeg tanketoget med specialet. Jeg har besluttet mig for, at ringer lægen mandag eller tirsdag – håber det bliver mandag, så kontanter jeg min psykolog og beder om at blive fulgt ugentligt i en periode, derudover vil jeg spørger min egen læge om han vil udskrive min gamle PM medicin, her beroligende og sovepiller. Jeg brugte i en ganske kort periode og i utrolig lav dosis dette medicin på psyk og ved at min reaktion på en forstående sen abort vil være enorm sorgfuld og kraftigfuld, hvilket den os må være, men for at sikre jeg håndtere den ekstreme sorg bedst muligt, ved at sove og få ro i mit indre så kan medicinen støtte mig. Jeg vil aller helst slippe men med små flashbacks til i onsdags så ved jeg godt hvor langt ud jeg psykisk er og tør ikke tænke på faldet. Det her er ikke en depression, muligvis et følelsesmæssigt sammenbrud men det er betinget af noget rationelt noget udefrakommende. Det gør mig faktisk vred, men samtidigt trøster det mig.. at jeg så et andet sted mister en tro på regnbygerne og den lykke jeg synes at leve efter, det er en anden sag.

Kære hvem end der er i min mave, oppe over skyerne, mormor og far, hjælp mig. Lad mig blive forenet med mit kommende barn, lad mig få lov til at vente et sundt og rask et. Så lover jeg … aldrig at bede om mere her i livet. Hvis blot alle mine børn og kæreste må være sunde og raske, så klare vi alt fra økonomiske kriser, sociale kampe osv. Jer beder jer, hjælp mig.

21. April 2018

Endnu en nat og endnu en morgen hvor jeg vågner og føler mig kvalt og jagtet af skyggerne. Solen titter frem og det er rart, min mave er hård i den ene side, der jeg føler noget rør sig. Prøver at lade mine hænder give en kontakt og det føles på gang rart og pinefuldt…. føler den mentale knuden i maven vokser dag for dag mens mit psykiske overskud og værn mod tanketoget svækkes. Er ved at være træt af mig selv og de her tanker, er ved at være træt af at høre mig selv tale og alligevel fylder det.

22. April 2018
5,5 times søvn og har indgået et symbiotisk forhold til min computer og specialemakker. Det hjælper virkelig og tankerne søger ikke så tit ud i mørket. Jeg ved nu at jeg må tage det morgendagen eller dagen efter den bringer. Jeg ved jeg bliver sønderknust med et svar omkring udfald på kromosomerne men jeg kan ikke gøre mere end det jeg har gjort og nu må skæbnen afgøre hvilken vej mit liv skal gå.

. . .

Jeg har haft et angstanfald her sidst på eftermiddagen, den karismatiske hjertebanken efter en opvågning ville ikke slippe mig og 40 minutter senere eskalerede det i en sværhed i at trække vejret, mens katastrofe tankerne kørte afsted. Jeg gik op på altanen og sad helt stille mens mine fødders kontakt til bræderne og vindens nærhed lod mig søge væk fra angsten. Jeg er virkelig bange for hvad morgendagen bringer.

23. April 2018
Jeg vågnede klokken 5:30 på trods af der er sat alt for få timers søvn ind. Min krop er fyldt med uro så søgte ud under bruseren hvor jeg forsøgte at gennemføre en mindfulness session. Det lykkes ikke og i stedet sad jeg pludselig på badeværelset gulvet med armene om sluttet omkring mine ben mens tårerne løb langs mine kinder ned på min fine runde mave.  Jeg sidder nu på altanen igen, lidt frysende men med mine bare fødder på “jorden”. Der kan jeg på en måde mærke mig selv, verden og derigennem skabe en ro.

Jeg ligner efterhånden en omvandrende zombie. Det kan bestemt ikke anbefale at være i den afsluttende intense fase på et speciale og krydre det med en sindssyg hård ventetid omkring ens forhåbentligt kommende barn. Det er nok til dato en af de værste situation jeg har stået i, synes ellers mit liv indeholder rigeligt af dem. Er ved at være træt af min selvynk og mit indre. Jeg svare mine tanker spydigt. Den værste er “du kan jo bare beholde barnet !” Det er bare ikke en mulighed, til trods for Morten og jeg ellers vil lave hele verden om for vores børn, så kan jeg som menneske ikke, af så mange personlige årsager.

I ny og næh forestiller jeg mig hospitalet ringet og de istedet for at fortælle der er noget galt har valgt at overbringe beskeden “personligt” og hurtigere end med A post igennem post nord. Forstår simpelthen ikke posten skal komme med er brev, ville langt hellere have et opkald – men omvendt, gad vide hvor mange hospitalet laver af den slags. Gad vide hvor mange kommende forældre der har stået hvor jeg står. I ny og næh forestiller jeg mig hospitalet ringet og de istedet for at fortælle der er noget galt har valgt at overbringe beskeden “personligt” og hurtigere end med A post igennem post nord. Forstår simpelthen ikke posten skal komme med er brev, ville langt hellere have et opkald – men omvendt, gad vide hvor mange hospitalet laver af den slags. Gad vide hvor mange kommende forældre der har stået hvor jeg står. Jeg ved at alle med en risikovurdering under 300 får tilbudt en moderkagebiopsi og ved der findes vurderinger der hedder 1:3. Jeg ved os at mit kommende barn har en nakkefold som hedder 3,7 hvilket er 0,2 over den normale og jeg ved af nogen foster for målt deres til 5 sågar 6. Jeg ved at risikoen for hjertesygdomme os kan indikeres ved nakkefolden og jeg ved at nakkefolden på mig barn – foster, ikke er stor nok til at få den indikation. Jeg ved så mange ting efterhånden og alligevel vil jeg aller helst vide om mit barn har normale kromosomer. Jeg er ligeglad med køn, fuldstændig

Jeg vil bare gerne have et sundt og rask barn.

Jeg tror det er en dreng og har siden en scanning i uge 9 tænkt det sådan. Jeg har et navn i hovedet, et navn morten og jeg har set an og jeg er ikke længere i tvivl. Det er det eneste rigtige navn til vores forhåbenligt kommende dreng. Ønsker ikke navnet skal forbinde mig med sorg og savn, istedet skal det forbindes med en lille dreng med blå øjne, lange ben og skævt genert smil.

. . .

Det er i dag en uge siden vi var til nakkefoldsscanning, en uge siden vi blev revet ud af vores glade lille graviditetsboble. Den der gjorder vi følte vi kunne tilllade os at købe drømmebarnevognen på knald tilbud og fortælle vores dejlige drenge at de skulle være storebrødre. Jeg ved godt jeg er “heldig”, jeg har fået foretaget en relativ hurtig “udredning”. Når jeg læser skrækhistorier så kan jeg se andre har ventet en hel uge på en biopsi. Personalet omkring mig har været så søde, både overfor min familie og jeg. Det er deres små opmuntrende udtagelser jeg støtter mig til nu. Hvis alt ender godt så får de simpelthen en blomst eller andet med på vejen og skulle det ske der er noget med barnet, så håber jeg, at jeg på et tidspunkt kan finde overskud til at sige tak alligevel. Det er jo ikke deres skyld, at mit barn muligvis har udviklet en kromosomfejl .

. . .

Jeg har fået brev !!!!
Da jeg med Carl i hånden fiskede det lille hvide brev, med Rigshospitalets logo på ud af postkassen brød jeg sammen, i lettelse, glæde og taknemmelighed.

I dag, én uge efter scanningen sluttede alverdens angst og frygt. Nu skal jeg ikke længere være bange for at holde af én jeg ikke kan passe på. Jeg ved med sikkerhed at vores lille dreng vil blive elsket ubetinget for lige præcis den han er .

Han vi aldrig bare være endnu en dreng, har vi være sig selv.
Lige præcis den han skal være.

Han er mit livstykke – ham og hans brødre.

Opfølgning.
Jeg afleveret mit speciale til tiden og efter en ordentlig tude tur og en masse søvn, forsvandt uroen i mit indre.
Og jeg tror nu mere end nogensinde på at min lille kommende dreng er lige præcis som han skal være og han på så mange måder er bevist på hvilken rejse jeg har været igennem de sidste to år.

Tusind tak fordi du ville læse med på dette enorm lange indlæg.

 

 Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Hvis er dets ejermand?