Sammen, fra start til slut

At vælge og dø..

6c78dc3e-0e10-486b-a8f7-b9117be4ef6a

Vi går sammen på fortorvet, Søren yderst og jeg inderst. Vi skal lege med playmobil, hjemme hos Søren. Søren er min bedste ven og klassekammerat. Mens bilerne suser forbi os og den ene cykellist efter den anden kæmper sig op ad Bakken, går vi og snakker om legen vi skal lege. Vores klodset skoletasker hopper op og ned af ryggen idet vi løber afsted. Jeg igangsætter legen “det er forbi at træde på stregerne” og idet jeg siger at man er “død” hvis man rammer, stopper Søren op. Som kun et barn kan spørger, ryger ordene ud af munden på ham “Christina, hvordan døde din far egentlig?”

Jeg er opvokset i en lille by udenfor Roskilde, ned til fjorden og med åbne marker. Alle kendte alle…eller.. alle viste hvem der var datter af alkoholikeren, som begik selvmord. Jeg har aldrig været i tvivl om min mors kamp, om rygterne og ikke mindst alt hvad jeg selv kom med. Mens vi går der, fortæller jeg åbenhjertigt hvordan min far tog en masse piller og derved slog sig selv ihjel. Først mange år senere, da jeg er i starten af mine teenage år, indhenter hans død mig for alvor. Frem til da, var jeg pigen som ikke ville være en pige. Hende der bankede de langhåret tøser når de kørte pigefnidderet af på de svage og så testede jeg alle mine voksenrelationer af. Jeg havde alt for tidligt lært det ikke kun var kæledyr og tissemyrerne som kunne dø og yderligere, at det ikke var alle voksne man kunne stole på, faktisk var det de færreste jeg kunne etablere en tillid til. Det gjorder jeg på mange måder ‘stak’ lidt ud og helst ville klare hele verden selv.

Da teenageårene kommer, begynder jeg at føle et had til min far, en inderlig vrede over at han havde forladt mig grundet hans manglende lyst til livet. Jeg følte i mange år at han havde givet op og at jeg ikke havde været god nok, til at han havde ville blive her i livet som min far. Hadet til ham, udviklet sig til en uforståenhed overfor det generelle selvmord. Jeg har altid følt at det og begå selvmord er enormt egoistisk og ikke mindst uværdigt. Jeg ved mine ord er hårde og på mange måder uoplyste, eller det var de måske før i tiden. Alligevel mener jeg min stemme som efterladt pårørende, giver mig en ‘ret’ til at fortælle hvordan jeg har tænkt og følt, grundet min egen fars valg om selvmord.

Årene går og i ny og næh blusser mit savn efter et menneske jeg aldrig har haft i mit liv op. Min far vælger at dø da jeg er 2,5 år gammel og jeg kan absolut intet huske om ham, det har taget mig mange år at nå til den accept og i mange år var løgnen om at kunne huske et grin, ‘en usand sandhed’. Kun lidt billeder kan give mig et tilhørsforhold og når jeg i ny og næ ser en lighed mellem mig selv min fars tilbageværende familie. Da min farmor dør, fortæller præsten, hvordan min farmor altid var yderst energisk og i det sekund acceptere jeg den lille mængde arv, der er gået videre til mig, “udenom” min far. At min far dør mens jeg er så lille, gør jeg aldrig forstod ordet FAR. Jeg forestiller mig det må være sådan, når folk der aldrig har set havet skal forstå ordets betydnings mægtighed. At have et ord i ens register uden at forstå dets betydning, men være klar over hvor elementært det er for ets menneskes eksistens, det har på mange måder været det hårdeste ved at min far valgte at dø. Det gjorder mine lege ofte kun indholdet en forældre og at jeg grundlæggende er opvokset med en forståelse for at skulle kunne klare alt selv. Det gjorder min mor jo!
– min mor har uden tvivl kæmpet sig igennem noget de færreste mennesker kan overkomme. Hun gav mig en tryg tilværelse og et sprog hvortil ord og følelser kunne ytres, ligemeget hvad de var bundet op omkring.
At min far var død, gjorder jeg havde set en anden side af liver. Det gjorder jeg ture tale når andre valgte at tie. Det gjorder jeg kunne træde frem da en nær venindes mor blev ramt af kræft og døde af den umenneskelige sygdom. Det gjorder at jeg ikke var “bange” for at snakke om det onde og det er trods alt, en værdi jeg er umådelig taknemmelig over at have hos mig.

I juni 2016 ændre mit verdensbillede sig. Den aften, som jeg før har skrevet om, hvor filmen knækker og jeg ligger på mit stuegulv, der sænker der sig en mørk tåge omkring mig. For hver gang jeg hiver efter vejret, indånder jeg mørket og pludselig får jeg for første gang i mit liv konkrete og mørke selvmordstanker. Jeg er alene hjemme, eller drengene sover i værelset ved siden af mens Hr. Mand drikker øl med en kammerat ude i byen og i det øjeblik beslutter jeg mig for at dø. Jeg sidder længe og forberede mig, jeg skriver et par ord og acceptere at mit liv skal slutte. Mørket som sidder i kroppen, har overbevist mig om at jeg ikke længere har en betydning her i verden og at alle vil leve et bedre liv uden min tilværelse. Idet jeg skal til at gøre handling af mine tanker, sker det som bliver mit livs redning. Jeg rammes af skyldfølelse og sorg. Som en vævning af barndommens minder, der rammer mig som et spejl der tabes på jorden, overmandes jeg af min egen sorg over at have være efterladt tilbage. Jeg ser pludselig mine børn gennemleve samme sorg som jeg selv oplevede og fortsat lever med. Jeg ser hvordan de ligesom jeg selv besøger min grav, stiller store spørgsmål om livets præmis – nemlig døden, længe før det bør være nødvendigt og jeg ser hvordan Carl vil kigge på billeder af os sammen, uden en forståelse for hvilken ubetinget kærlighed jeg følte til ham. Jeg ser hvordan mine børn vil føle at jeg har efterladt dem og at de ikke var gode nok, til at holde på mig her i livet. I det øjeblik forstår jeg hvor syg jeg virkelig er blevet og hvor syg min far må have været, siden selvmordet blev anset som den eneste løsning på livet og dets smerter. I det øjeblik tilgiver jeg min far og takker ham for at være min redning og motivation for aldrig at gøre som han.

Istedet gik jeg i seng, faker at alt er på sin plads den næste morgen og få timer senere ringer jeg efter hjælp.

Idag mener jeg fortsat at et selvmord er enormt egoistisk og yderligere er det ikke et valg. Jeg tror desværre at for rigtig mange mennesker er det aldrig et valg, det er en løsning på noget der kun menes og anses for at have én løsning. Jeg ved nu selv, at man som menneske virkelig er langt ude psykisk, hvis selvmordet er løsning og derfor er det jeg vælger at tale nu, frem for at tie. Det er derfor jeg ikke vil vende hovedet bort når jeg ser en smerte, sorg eller lidelse.
For jeg tror, jo mere vi taler om det, dets lettere bliver det at fortælle hvad der virkelig forgår, inden det er for set og livet kun indeholder tunnelagtige tanker.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sammen, fra start til slut