Opkaldet der ændrede alt

Den genkendelige lyd, af lågen ind til gården der smækker, runger som et ekko, de er kørt.
Jeg ligger i gangen. Mit hjerte banker alt for hurtigt, halsen er tæt og det føles som alt lukker sammen, hvilket gør min vejrtrækning mere og mere besværet. Mine tåre blandet sig med snot fra næsen og hovedet dunker. Gulvets rughed, blandet med sandkorn fra sandalsæsonen, kradser imod min kind. Mine ben og arme ryster. Det er som om mine øjne har mistet dets styrke. Farverne i rummet toner sammen og bliver udtydelige. Det føles som om loftet kommer tættere og tættere på. Mine tanker genkalder den foregående aften, putningen, som havde fået det hele til at vælte. Jeg er en elendig mor ! Mørket ruller ind over mig, som en sort tåge, men efter den skyldfølelse, som stadig sidder i mig fra igår, ved jeg nu – det ikke er en mulighed. Jeg må have hjælp !

Min telefon ligger på spisebordet. Mine ben ryster og er ukontrolerbare så jeg kravler ind i spisestuen. Jeg måtte for en fremmet havde lignet en forvokset baby, som næsten havde lært at kravle, dog kun med krydskoordinering af armene. Jeg svinger den ene arm op på bordets overflade og trække telefonen med ned på gulvet. Hvem fanden skal jeg ringe til ?! Jeg sidder lidt og tænker at der ikke er nogen vej tilbage, mine børn fortjener bedre – os selvom det måske bliver en hverdag uden mig. Jeg kender alt for godt til de sager hvor uegnet forældre ødelægger deres børn og jeg føler, at jeg ikke længere har ret til at have mine. Jeg søger på  googel efter nummeret til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg.

Jeg ringer bævgerne op mens hånden, som holder telefonen, forbliver rystende. Jeg ligger hånden og hovedet mod det ene bordben for ligesom at fastlåse hånden og mindske den rystelser, den anden hånd har bordet sine negle ind i mine arm, intet andet synes at virke. Telefonen dutter et par gange og så er der en som svare. Hun er sød, hende sundhedsplejersken. Jeg fortæller hende om hvilket forfærdelig mor jeg er. Jeg har råbt at mine børn, sådan helt ukontrolleret, så de blev bange. Sundhedsplejersken lytter, mens jeg fortæller om mit behov for hjælp. Jeg fortjener ikke mine børn, jeg ødelægger dem bare. Samtalen vare længe og hun lytter intens, en gang imellem stiller hun er spørgsmål og efter en god del tid siger hun så: “Christina du er altså ikke nogen dårlig mor, alle kommer til at råbe og at du kan mærke det er over din egen grænse og rækker ud efter hjælp, det er simpelthen så godt…” jeg bryder sammen, for stemmerne inde i hovedet bliver ved med at sige at jeg er en forfærdelig mor, den fortæller mig at jeg burde dø, at verden er bedre uden mig  jeg er uduelig. Jeg er så bange for at miste drenge og omvendt ved jeg de fortjener bedre. Der er stille i røret, sundhedsplejesken forsøger at berolige mig, min gråd er tydelig. Så siger hun det “Christina, jeg tror altså du skal ringe op til lægen og sige hvordan du har det? Kan du selv gøre det eller skal jeg gøre det for dig?”. Jeg har intet sagt om mørket i mig og de sorte tanker, men hun kan tydeligvis hører hvilket sammenbrudt menneske hun taler med. Vi aftaler jeg selv skal ringe og hvis ikke lægen svare, skal jeg ringe igen på et direkte nummer til hende. Jeg ringer til lægen og inden jeg får set mig om, står der en psykiater og en sygeplejerske i min stue.

Det er i dag 2 år siden jeg lavede det opkald. Opkaldet resulteret i at en psykiater anslog jeg havde fået en belastningsreaktion og at min nervesystem derfor var brændt sammen. I månederne forud for den aften, hvor min mentale film knækkede, havde min adfærd ændret sig. Havde jeg dengang taget en stresstest, ville den havde været bragende positiv, men jeg vidste ikke det var stress. Istedet troede jeg at det var MIG, som var et forfærdeligt menneske. Det var ikke mig, men en række symptomer på, at noget var helt galt. Tankemyllerede kredset hele tiden om min gøren og laden og hvor uduelig jeg var, konstante hedeture, svingende humør, nedsat appetit, afbrudt søvn, manglende lyst – os til sex og så det jeg synes var værst… Jeg var blevet en råbemor, hende der konstant var kortluntet og hævet stemmen i tide og utide. Jeg har ellers aldrig brugt en hævet stemme og bullerende adfærd i mit forældreskab. Havde opkaldet til sundhedsplejersken været optaget, kunne enhver med bare den mindste form for psykologisk forståelse høre hvor sort / hvid jeg var i min forståelse af egne adfærd. For i dag ved jeg selvfølgelig godt, at jeg IKKE var nogen dårlig mor, jeg var en kvinde som var helt ude i torvene, ramt af stress og depression, hvis nervesystem brændte sammen og som selv i den sidste time tænkte på mine børns ve og vel. De har altid og vil altid komme først. Derudover kunne jeg ikke se tingene som de var, jeg var ikke relativ i forhold til det der skete, jeg så ALT med lup og i tonet mørkt glas.

Der er ingen tvivl om at det opkald til sundhedsplejersken, det var opkaldet der ændrede alt. Jeg husker stadig min enorme frygt for at bede om hjælp, for dengang tænkte jeg konstant: Hvad nu hvis nogen tager mine børn, når de hører om dette? I dag ved jeg, at mine børn har det bedste mor de kan have, hver evig eneste dag, måske ikke hvert minut – men hver evig eneste dag.

Det er i dag 2 år siden jeg sad under spisebordet i stuen. Der er sket så meget på disse to år, mere end jeg havde ture håbe på, siden den dag hvor min mentale film knækkede. Jeg er i dag enormt taknemmelig over at jeg fik hjælp, da jeg bad om den og at jeg var modig nok til at gøre det, trods alt. Dengang jeg fik konstateret at jeg havde en svær depression, følte jeg virkelig at jeg ramte et nulpunkt. Derudover tuer jeg ikke tro på, at jeg en dag kunne blive raske igen, det er det forfærdelige ved en depression, den kvæler al liv og håb.

Vilmers hjerte banker under mit i dag. I hver af mine hænder har jeg mine to skønne drenge, de drenge som den aften i 2016 mindede mig om, hvorfor jeg skulle forblive til. Selv de dage hvor jeg vakler og har lyst til at “overgive” mig til stress og jag, så kigger jeg på dem, og bliver mindet om at intet betyder noget, hvor jeg igen bliver hende jeg for en kort periode af mit liv var. Det er MIT liv for kort til.

I dag lever jeg efter de erfaringer som jeg har gjort mig, de er mine pejlemærker her i livet og det er dem der gjorder, at jeg for nyligt var i stand til at række hænderne op og sige “Jeg skal stoppe her, ellers kan det jeg føler udvikle sig til noget helt andet og ukontrollerbart”. Jeg har altid, siden jeg blev rask, været bange for jeg ville tillade mig selv, at blive så syg af stress igen, men den dag jeg slog en streg i sandet og sagde “HEY-det her er ikke godt for mig”, der blev et festfyrværkeri udløst inden i mig. Det var nemlig i det øjeblik jeg viste, at en ting er at kæmpe sig ud af depressionen, ophør med antidepressiv medicin og dårlige strategier og leveregler. Noget helt andet er at kunne navigere efter alt det, således at jeg sikre mig selv, i forhold til “tilbagefald”. Der er ingen garantier her i livet, kun de erfaringer vi gør os og den visdom vi vil hente af dem.

Kærlig Hilsen

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kommende mor, med tidligere depression

881b48b0-1395-46b3-ba0a-5011eb429ad5

Allerede forud for denne graviditet, har jeg forberedt mig mentalt, på at jeg nu kan kategoriseres som kommende mor der er “tidligere depressions ramt”.

Dengang jeg blev indlagt i 2016, det smuldrede drømmen om Hr. Mand og Jeg, en dag ville blive forældre til tre. Det har ikke altid været drømmen, indtil det for en del år siden var og netop de tanker kommer i et andet indlæg. Da jeg blev syg, valgte jeg at accpetere det nok alligevel ikke skulle være. Dengang jeg var indlagt snakkede jeg en del med min kontaktperson om fremtiden, jeg var simpelthen så bange for at jeg skulle gå fra “enkeltstående depression” til “periodisk depression” eller ende med aldrig at kunne stå nogenlunde stabilt på benene, være der for mine børn osv. Når jeg skriver sådan, skal det ikke tolkes som en fingrepegning eller egoistisk selvophøjedehed. Jeg har set og følt hvad depression er og hvor livsfarlig den form for psykisk lidelse kan være og jeg vil aldrig ønske det for min væreste fjende, end ikke de politikker som gang på gang har sparekniven fremme (sidespring – undskyld).

Dengang jeg talte om fremtiden, var det men en angst for tilbagefald eller at blive “svingdørspatient”. Rigtig meget af det personale jeg var i kontakt med, forsikrede mig om, at der intet var galt i et brush up kursus, altså hvis jeg 6-10 måneder efter udskrivelse skulle ind på afdelingen igen. Det er nemlig i den periode der er størst risiko for tilbagefald. Jeg glemmer aldrig en af samtalerne med min kontaktperson Maria. Vi snakkede om mit moderskab og følelserne jeg havde omkring at være en fiasko. Min største frygt var “urationel” og gik på at nogen vil fjerne mine børn – grundet mit psykiske sammenbrud. Jeg har aldrig tvivlet på mine evner som mor – jo den aften mit sind brød sammen. Ingen er perfekt – det ved jeg godt og det har jeg som sådan aldrig sigtet efter at være – jeg har bare nogle værdier og grundidealer som jeg rigtig gerne vil efterleve i mit moderskab og det gik ikke just hånd i hånd med en belastningsreaktion / svær depression. Idag ved jeg, at jeg er den bedste mor for mine børn og det nu engang altid vil være sådan.  Jeg fortæller Maria, at jeg jo nok ikke skal have flere børn mm. Og at jeg jo nok heller ikke kommer til at kunne tage aleneweekender med drengene osv. Længe lader hun mig fortæller om min angst og så siger hun det lige ud “Du skal stoppe op og tilgive dig selv, når du er ovenpå igen OG du skal med sikkerhed have alle de børn du drømmer om. Denne depression er ikke din endestation, det er din begyndelse”. Siden den dag valgte jeg at se mit liv sådan. Jeg har valgt at se på mørket som en “gave” der skænkede mig lyset og en ny forståelse at vores skrøbelige tilværelse. 

Børn er ikke noget vi bare tager ned fra hylderne i supermarkedet og med den konstant faldende fertilitet, så er det at lave børn, blevet rigtig svært. Personligt har det aldrig været et “problem”, men det betyder ikke vi “bare” laver dem. Jeg har en stor respekt for “børn der vælger forældrene og kommer når man mindst venter dem”… men personligt, så har jeg bedst af at være “klar” og selv vælge til, jeg har nemlig os engang været nødsaget til at vælge fra, hvilket altid har været mit livs hårdeste og mest utaknemmelige beslutninger. Den har uden tvivl os været den rigtige for der hvor jeg var i mit liv, dengang. 

Da jeg blev syg var jeg fast besluttet på, at hvis Hr. Mand og Jeg en dag skulle have flere børn, så skulle vi have styr på en række sager. Heriblandt min psykiske tilstand. 

Da jeg startede i terapi og depressionen lettede i efteråret 2016, begyndte jeg igen at kunne drømme. Det skete i takt med jeg genfandt mig selv som mor og forstod at jeg ikke var et ondt eller “sølle” menneske. Jeg var et menneske som havde oplevet langvarigt stress, der havde udviklet sig til en depression og mit job blev så at undersøge hvorfor jeg havde følt et behov for at blive så stresset eller omvendt hvorfor jeg ikke havde stoppet op og sagt “Nej tak”. Jeg oplevede hvordan jeg pludselig kunne jeg alt det jeg kunne før sygdommen, men på en langt mere hensigtsmæssig og selvreflekterende måde. Min styrke har altid været min lyst til drenges trivsel og at jeg virkelig gerne vil dem. De kommer i forreste række men for at sætte dem der er jeg nød til at være i stand til dette. Jeg har altid haft en vilje til ikke at lade mig slå ud af omstændigheder og evt det at være alene. Jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og derfor så nyder jeg det samværd vi har, hvor vi end er, om vi så er en eller to voksne. Da jeg blev rask kunne jeg igen grine inderligt og mærke hvordan jeg var forelsket i Hr. Mand. Jeg kunne mærke varmen inderst inde og jeg begyndte at tro på jeg kunne klare livet igen.

Derfor fortalte jeg os en dag, i terapi, at jeg var begyndt at tænke på om jeg måske en dag kunne blive mor for sidste gang. Jeg fortalte om mine små krav og det jeg ville evaluere mig selv og min parathed ud fra. Det lyder måske her som om det kun er MIG det handlede om, men selvfølgelig kræver et barn at begge parter og børnene – hele den samlet familie er klar . Derfor har vi blandt andet os ventet til Carl var fyldt 4 og ja Hr. Mand og jeg var kommet til hvor vi er i dag.

Psykologen var støttende og da jeg nu engang er den jeg er, bad jeg om en forsikring på, at hun ville fortælle mig, hvis hun kunne få en oplevelse af jeg ikke var robust nok til endnu en graviditet og en udvidelse af mit moderskab. I samme forbindelse tog jeg denne snak med min psykiater, som skulle trappe mig ud af den antidepressiv medicin. Her drøftede jeg muligheden for en fremtidig graviditet og risiko for at udvikle en ny depression. På mange måder har det været vigtig for mig at få en professionel og udefrakommende vurdering, på om det “overhovedet” var en god idé. Jeg ved, at jeg er underlagt en biologisk lyst til at “formere” mig og omvendt er lysten til at give mig selv om mine børn de bedste præmisser for at have det godt langt vigtigere men det er ikke altid den slags går hånd i hånd. Jeg tror vi som mennesker, ofte selv kan vælge at placere os i uhensigtmæssige positioner. Nogen bevist og andre ubevist. Ingen ønsker at kører sig selv for hårdt, men ofte tror jeg man skal have gjort op med sig selv, hvad det i realiteten er man gerne vil. Hvad rummer man egentlig selv som menneske – hvor godt kender man egentlig sig selv.

Både psykiateren, kontaktpersoner på psyk samt min psykolog, som jeg i dag ser i perioder, har bedt mig droppe tankerne om at én depression udelukker en vellykket graviditet – barsel osv. Jeg siger ikke at personer med psykisk lidelse ikke kan tillade sig at få børn eller lignende – langt fra. Jeg har personligt været bange for “hvad nu hvis”, derfor fortalte alle de fagpersoner jeg har været I kontakt med, igennem min reccovery proces, at der findes et bestemt jordmoderteam for psykisk sårbare mødren som differentieres efter den enkelte mor og hendes sårbarhed.

Dette team har jeg valgt at lade mig henvise til, grundet min tidligere depression. Jeg har virkelig forsøgt at gå ind til mit første jordmoder besøg med åbne arme og med en respekt for mig selv. Jeg kan til tider komme med en forsvarstale, fordi jeg har oplevet nogen rigtig hårde stigmatiserende oplevelser i det at være eller have været ramt af en depression. Stigmatisering er desværre aldrig bundet op på viden men uvidenhed, hvilket er enorm farlig tendens – som gælder rigtig mange aspekter og i forhold til bestemte områder. 

I dag var jeg så til jordmoder for første gang og jeg blev mødt med en faglig respekt og gennemgribende lyst til at støtte mig på hvilken måde der må være nødvendigt under denne graviditet. Yderligere formåede jeg at droppe forsvaret og bare være kommende mor med en tidligere depression, for det er nu engang kun en lille del af hvem jeg er.

Tusind tak fordi du læste med 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit Full Circle Moment

Jeg husker stadigt, tydeligt, min første dag på Frederiksberg Psykiatriske hospital. Jeg husker hvordan jeg ankommer omkring klokken 11:30 og at jeg ret hurtigt tilbydes noget beroligende. Jeg er bange for alle de andre patienter og mine daværende fordomme overfor folk med behov for at være indlagt, på en lukket afdelingen, kommer for alvor i spil. Grundet det jeg kommer med som menneske, har jeg altid været bange for mennesker der er utilregnelige, altså hvis karakter der “ikke er til at stole på”. Jeg ved for mit eget vedkommende at mens jeg var dårligst, at jeg ikke kunne “kontrollere” mine tanker og at de var al for tæt på at styre mine handlinger. Så i dag mener jeg os, at mennesker som har et behov for at være indlagt på en lukket afdeling, ikke er utilregnelige, men deres tanker og det som er på spil inde i dem kan gøre, de kan blive det.

Jeg tager en halv pille, af noget beroligende. Min krop har aldrig arbejdet godt med medicin og de gange jeg har måtte tage en “cocktail” med to panodiler og en kodimagnyl, er de altid kommet retur. Derfor løser jeg helst smerte og sygdom naturligt. Pillen virker hurtigt og mørket inde i mig pakkes for en stund ind i en dyne. Jeg er møg forvirret og utrolig bange for at være på hospitalet. Samtidigt river skammen i mig, over at JEG har tilladt mig selv at lade stressen blive en fast del af min hverdag og det nu er kommet så vidt at min psyke er brudt sammen. Der kommer en sød sygeplejerske, som fortæller mig om afdelingen og de muligheder jeg har. Jeg ser alt fra krearum, til gårdhaven og massagestolen. Jeg vil overhoved ikke være i kontakt med andre på afdelingen og føler mig tryggest, hvis jeg sidder i min vindueskarm på værelset, hvor ryg og fødder sættes i spænd og kinden ligger op mod ruden. På det måde kunne jeg hele tiden mærke min krop.

Jeg kan huske jeg siger at jeg gerne vil tale med en psykolog, men igen og igen fortæller personalet mig at jeg lige skal lande. Jeg var utrolig  bange for blot at blive behandlet medicinsk, da jeg er af den overbevisning at medicin aldrig må stå alene. I dag ved jeg, at en vigtig årsag til at jeg ikke kunne snakke med en psykolog, skyldes at jeg var sammenbrudt. I denne nedbrydning af mit indre var alt mit filter væk og havde en psykolog forsøgt at lave terapi på og med mig, havde det på mange måder være et større overgreb. Der kommer dog en sød ung kvinde ind til mig. Vi må have været jævnaldrende – hun er recovery mentor. Vi snakker lidt frem og tilbage og hendes historie ligner den jeg skal til at opleve. Stresset sammenbrudt studerende. Mødet med hende bliver skælsættende. Hun har siden min første dag på psyk, stået som et symbol for at jeg måtte tænke i muligheder frem for begrænsninger.

I dag er det næsten 2 år siden jeg oplevede mit mentale sammenbrud og jeg har siden min indlæggelse, valgt at bruge min stressbetinget depression og de erfaringer jeg havde fået heraf til noget. Jeg måtte simpelthen have det til at give mening. Derfor valgte jeg ret hurtigt at jeg ville være ærlig omkring min indlæggelse på en måde, hvor jeg samtidigt kunne beskytte mig selv og min sårbarhed. Gradvist som jeg kom mig, begyndte jeg at åbne mere op for det mørke, jeg for en kort periode af mit liv, befandt mig i. Åbenheden har ført til mange ærlige indlæg her på bloggen, post på IG, artikler, medvirken i politiske udspil og oplæg grundet min rolle som ambassadør i EnAfOs. Min ærlighed har ført til over hundrede mails og kærlige beskeder af ligesindet, fra dem som var i mørket og dem som var kommet ud. Alle beskederne er gemt anonymt på min computer og når jeg i ny og næh tvivler på om det nu os er det værd at være ærlig, så læser jeg de beskeder. Der er brug for vi taler om psykiske lidelser og at vi hjælpes ad til at fjerne tavsheden og tabuet.

Tilbage i efteråret 2017 snakkede vi under et ambassadørmøde i EnAfOs om hvilket events vi som ambassadører kunne tænke os at afholde. Jeg har altid brændt for at fortælle om min oplevelse af at være mor og blive syg, menjeg har os brændt for at fortælle om hele årsagen til min sygdom og det at være psykisk syg og studerende. Jeg lærte alt for tidligt, at jeg langt fra var den eneste sammenbrudte kandidatstuderende. Jeg tror alle kender den rationale følelse af stress. Følelsen er indlejret i os af biologiske årsager, ligesom angst. Det er den der sætter os i beredskab mode. Den der beder os handle på presset situationer. Der er bare langt fra hulemennesket flugt for sabeltigeren til eksamen ved det grønne bord. Jeg har derfor altid gerne ville holde et større event som skulle omhandle studerende og psykisk lidelse. Det blev til Cand Stress – naviger i et stresset studieliv. Her gik jeg på scenen, sammen med forsker Freje Filine Pedersen og Psykolog Sara Alting og hver især beskrev vi hvad stress er, kan føre til og hvordan det kan “behandles” ud fra hver vores vinkel

Foto: Julie Thaysen Elming

Under lydprøverne kunne jeg for alvor mærke adrenalinen og da jeg en af de sidste gange kigger mine cards igennem fanger journalist og fotograf Julie Thaysen Elming min koncentration. Dette oplæg har en kæmpe betydning for mig, professionelt men mest af alt personligt. På så mange måder har jeg følt, at jeg med dette oplæg sætter et sidste punktum på mit liv som kandidatstuderende, på trods af specialet er afleveret for nu 14 dage siden. Da Anders Stjernholm byder mig velkommen på scenen, er mine ben som gele og jeg har mest lyst til at styrte ud af salen. Da spotlightet rammer mine øjne mærker jeg hvordan al blodet trækker sig bort for mit hoved. Så gør jeg det, min elskede mor har lært mig. Jeg trækker vejret helt ned i maven og siger så “Hej – Jeg hedder Christina..” og derfra så kørte det. I ny og næh sørger mine øjne ned hvor min mand, mor og veninde sidder. Hr. Mand sidder med tåre i øjnene og jeg ved på mange måder at mit oplæg river op i en utrolig sårbar tid for os begge.

img_3833
Foto: Julie Thaysen Elming

Jeg har skulle øve mig i at være MIG på scenen og ikke en eller anden som skulle formidle en teori. Det er enormt grænseoverskridende at skulle åbne op og mens jeg står på scenen føler jeg mig sårbar på en helt speciel måde. Min leder kom senere aften og sagde “du havde publikum i din hule hånd” og ja – de grinede af mine jokes, græd da jeg fortalte om den aften på stuegulvet og de gav mig det største og mener uventet bifald ad jeg til slut fortæller om min specialeaflevering. Husker jeg pænt for sagt et hæst “tak” af bare overraskelse og lige der – der følte jeg et Full Circule Moment. Jeg stod til slut da jeg takkede de tilhørende for deres tid med en kæmpe taknemlighed og glæde over at føle jeg på så mange måder har givet min nu tidligere depression mening.

Jeg tvivler ikke på hvad drømmen er og når vores kommende lille søn Vilmer en dag ikke længere skal gå med mig på barsel og hjemmepasser ordning, så glæder jeg mig til at kunne jagte drømmen om et job indenfor en verden med af stigmatisering, oplysning og recovery af psykiske lidelser. Jeg ved jeg er rigtig godt på vej og jeg fortsætter, selvom jeg tit og ofte synes det er enormt hårdt at bruge sig selv på netop denne måde, alligevel så giver det os mening og det spreder sig som ringe i vandet..

Tusind tak fordi i læste med

Skulle i have lyst, kan fotograf og journalist Julie Thaysen Elming artikel,
basseret på interview og “Cand. Stress” læses på: Uni Avisen

Kærlig hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Inderst inde

img_0145
Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Det hele kan nogen gange se så legene let ud, måske nærmest perfekt, som et glansbillede?
Første gang jeg arbejdede med glansbillede metaforen var i 9. Klasse, i forbindelse med en tekstanalyse. Selvom jeg altid har stavet forfærdeligt og kastet om mig med kommaer, som var det brødkrummerne Hans spredte ud, har min kærlighed til sproget altid været stor. Det tog mig mange år at acceptere mine mangler, når nu det med ord ofte forekom mig let. Det folk tit skriver, i forbindelse med læsning af mine indlæg, er at de føles, de mærkes og sætter tanker igang. Da jeg blev syg med depressionen, skrev flere, at jeg på mange måder var som en mønt med to sider. Den perfekte og uperfekte om man vil det, for mig har uperfekt altid været perfekt. I min optik, har depressionen mange ansigter og det er det som er med til at gøre den utrolig skræmmende.

Jeg kommer ikke med nogen synderlig lyserød livsfortælling, hvilket har gjort at nogen mener jeg er “mørk og kompliceret”, personligt ser jeg det hele som min styrke. At jeg har set og mærket livet når det gør mest ondt, gør jeg bevæger mig fremad. Når en krise opstår fryser jeg ikke, i stedet handler jeg.. for så når faren er drevet over at ligge sammenrullet på gulvet og lukke alle følelserne ud. Det er min styrke men samtidigt os min svag, det er det som gør mig til et menneske, et stærkt men samtidigt skrøbeligt et af slagsen.

Nogen vil måske mene de oftest ser det stærke, hende i kontrol og med overskud, der skal ikke så meget til at få det hele til at fremstå så let og lige til. De pæne tallerkner med den sunde mad, de lange løbepas og alt det andet. I min verden kommer jeg med lidt af det hele, en lidt stram økonomi, grundet personlige prioriteringer mellem min mand og jeg. En bolig der ofte roder og måske ikke står skinnende og ja, tøj, møbler og ting som er købt brugt, fordi jeg ikke tænder på at være “storforbruger”. Det med sårbarheden er noget jeg virkelig prøver ikke at skjule.. Vi er alle forskellige og alligevel tror jeg vi har meget mere til fælles, hvis vi tør kigge efter og lade andre se det “hele”. Hvis vi vælger at træde frem i lyset og lade andre se det fulde billede, så tror jeg vi kan forstå meget mere om hinanden og formentlig os om os selv.

I starten af efteråret, mens bladenes farver stadig var i skalaen mellem grøn og rødlig brun, mødtes jeg med Simone. Simone er Fotojournalist og hun ønskede at vise det hele menneske, bagom psykiske lidelser og diagnoser. Selvom jeg ikke længere har en diagnose og nu ‘bare’ er psykisk sårbar, har jeg stadig en historie at fortælle. Dels om alt det der gik forud, før det hele gik galt og om hvordan det var mens alt lyset var slukket, til dernæst at skulle kæmpe sig ud af depressionen. Depressionen i sig selv var forfærdelig men at jeg konstant opleve at ramle ind i folks forud antaget holdninger eller uvidenhed, det var på mange måder noget at det hårdeste. Mens jeg selv var i mit livs største personlige krise og kæmpede med at finde frem til hvem jeg var, stillede folk konstant spørgsmål til Mig, min adfærd og den stereotype forståelse af hvad en depression er og hvorledes den kommer til udtrykke hos et menneske. Derfor valgte jeg at takke ja til at være en del af et ærligt og åbenhjertigt projekt, for at nedbryde stereotype holdninger til psykiske lidelser.

Selvfølgelig er der nogle klassiske symptomer hos en person, med en depression. Sorte tanker, nedtrykt stemningsleje, manglende lystbetonet følelser og stort koncentrationsbesvær. Hvad mange tit forbinder med depression er inaktivitet og det er da os rigtigt at mange med en depression ofte oplever hvordan det kan være umuligt at komme ud af sengen. Selv blev jeg hyperaktiv og gjorder ALT hvad der stod i min magt for at forsøge at rykke mig fra problemerne. Jeg forsøgte at finde på gode strategier og selvom jeg helst vil sige jeg løb mig ud af depressionen, er sandheden at jeg lærte blot at være, føle og mærke hvad der var. Jeg lærte at håndtere mine mørke tunge følelser og samlede energien til det, når jeg løb, grinte, sov, tegnede eller bare sad og kiggede ud af vinduet.

img_0623
Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Simone bad mig i forbindelsen skydningen af billede serien, om at tage hende et sted hen, der havde betydet noget for mig under depressionen. Jeg tog hende derfor med til Kastellet i København. Selvom jeg var indlagt på Frederiksberg. Frederiksberg Have eller Grøndalsparken var tættere på, men jeg oplevede ret hurtigt, at jeg ofte mødte nogen i min egen by og tit personer som “kun” kendte mig via Instagram. Da hele den verden var lukket ned, for at beskytte mig selv og få ro, ønskede jeg ikke, at den interaktive verden vidste hvad der var hændt mig, før jeg med sikkerhed kunne stå på mål for det. Derfor blev Kastellet mit åndehul i mørket.

På kastellet er der masser af små stier, bænke og gemmesteder. Jeg gik ofte af en tildækket gangsti, for at sætte mig på en stenkan og lavede mindfulness. At cykle fra afdelingen mod kastellet var en stor øvelse og præstation. Dels at skulle komme ud af døren, for at cykle med bragende angst igennem hele byen, for til sidst at sidde “blottet” i det fri og vedstå mig mine følelser. I dag er kastellet fortsat et ømt punkt for mig, et åndehul og skjulested hvis jeg får brug for det. Kastellet rummer os mit 10 kilometer mærke når jeg skal ud på de længere løbeture.

Da Simone og jeg ankommer, går vi ned af den føromtalte sti. Der står vi så, da Simone beder mig fortælle om mine tanker og følelser omkring det at have været psykisk syg. Solen skinnende ned igennem bladene og dansede med skyggerne i mit ansigt. Hun formåede at tage et billede, flere billeder. Nogle smukke, næsten poetiske og andre sigende, hvis man kender mig. Første gang jeg så dem kom selvkritikken hurtigt i spil. Jeg synes billederne er flotte, lyset fantastisk og den blå farve understøttende for mit mantra under sygdommen. Nemlig det at jeg “vil male dagen blå, med en solskinsstribe på, vælge lyset frem for skygge, give mig selv er puf i ryggen, tro på alting selv på lykken, jeg vil male dagen blå.” Da jeg ser det sidste billede stivner jeg. Simone har fanget det udtryk som kun mine aller nærmeste kender, kun dem som har set min smerte, min sorg, frygt og angst. Hun har fanget det der er inderst inde og ofte skjult bag et skævt smil og et opløftet “Hej”. Hun fangede min sårbarhed, den jeg dagligt bær med mig, den som jeg tror vi alle rummer. Det har taget mig tid at slippe kontrollen og sige andre må godt se det her billede, men nu er jeg klar.

img_0205
Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Jeg synes i dag at billedet er flot, ikke fordi jeg er på. Det der fotogene gen har jeg aldrig haft og jeg får det heller aldrig, men billederne er taget på en måde, som gør jeg vælger at acceptere sandheden som linsen har fanget. Billedet fortæller nemlig at jeg os har en stor sårbar side, ligemeget hvilken form for glitter og glans andre måtte synes og tro mit liv kun indeholder.

Tusind tak fordi du læste mest.

Kærlig hilsen. Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Fra mørke til lys

full-banner-one-year-birthday-cupcake

Jeg husker tydeligt udredningssamtalen på psykiatrisk hospital. Jeg husker, hvordan overlægen i psykiatri bladret i sine notater og rettet på hendes brille. Jeg husker, hvordan psykologen i birkenstock skubbede æsken med kleenex imod mig og jeg husker, hvordan jorden stoppede med at dreje om sin akse, i det øjeblik jeg fik min ”diagnose”. Månederne forud for min mentale film knækkede, havde jeg fået en ide om jeg ikke duede til noget og at jeg oftere og oftere faldt til jorden som den gode mor. Hele mit perspektiv var i mirko, frem for makro, alt var sort / hvidt og der fandtes ingen nuancer i mørket. I det øjeblik lægen fortæller at jeg har en svær depression der kræver akut behandling, forstod jeg pludselig min adfærd og det ikke var mig, men sygdommen der havde regeret. Da jeg fik beskeden om en indlæggelse på minimum 4 uger, grundet den medicinske behandling og afdelingens rammer for at følge hvorledes præparatet virkede, der knækkede alt indeni mig for alvor. I det øjeblik forstod jeg der var intet kvik fix, at der var ingen mulighed for jeg kunne sove et par dage og vupti igen være tilbage på sporet. I stedet var der et kæmpe stykke arbejde der skulle gøres, hvis jeg virkelig ville komme af med depressionen.

De første par dage efter diagnosen var blevet stillet, der lukkede jeg af for omverden. Allerede i de første timer på den lukkede afdeling, under min første indlæggelsesdag, have jeg kontaktet alle arenaer som jeg var aktør i og meldt fra eller trykket pause. Det var dengang et ”nederlag”, i dag ved jeg at det var utrolig ansvarsfuldt og fyldt med respekt for mit eget helbred. Depressionen overtog min krop og mit sind, men mens den hærgede, så gjorder jeg mig klar. Jeg søgte råd og vejledning hos personalet på afdelingen, lidt forskellige studier og hos BS Christiansens dokumentar om depression… det lyder sgu underligt, men særligt det program hjalp, for alle kvinderne i programmet, de minde om mig og havde gennemlevet præcis det jeg stod i. Jeg prøvede og forstå at jeg ikke var depressionen, men at jeg havde fået en depression og det betød at depressionen kunne bekæmpes, med de rigtige midler, den rette mængde hjælp og med en kæmpe portion vilje.

Efter 14 dages indlæggelse var jeg til at klar til at begynde min kamp. I dag ved jeg godt de 14 dage os var kamp, ren og skær overlevelse.. men 14 dage efter der rejste jeg mig og greb fat i min liste med værktøjer, personalet og baglandet udenfor afdelingen. Listen indeholdte alt fra tips omkring mindfulness, malebøger, løbeterapi, sund kost, dagbogskrivning og masser af skematerapi. Min depression var stressbetinget grundet en belastningsreaktion, som var kommet af jeg havde kørt i et alt for højt gir og det krævede derfor at jeg lærte at navigere i livet på en helt ny måde og med hensyn til hvem jeg var og hvad jeg i bund og grund havde godt af. Skematerapien skulle hjælpe mig til at forstå hvilket systemer der var usunde og hvilket der var. Jeg var og er enorm struktureret og viljefast og ved hele tiden at se depressionen som en modstander som skulle besejres, men samtidigt os ”acceptere” dens tilstedeværelse i kroppen, så kunne jeg danse omkring den og med den, når den bragede derudaf og skabte vrangforestillinger, sorte tanker og en håbløshed for det hele nok skulle blive godt igen.

 – – – – – –

I dag er det 1 år siden jeg sad hos en enorm dygtig og udfordrende psykolog, som på alle måder skubbede til mig og mine værdier. Han formåede at vise mig en regnbue, selv når hele mit væsen var overtaget af en stor tordensky. Ved dén samtale snakkede vi en test igennem, men mest af alt snakkede vi om MIG og hvad jeg tænkte og følte. Et par dage forinden, den 3 november 2016, havde jeg haft afsluttet den gruppeterapi, som var en del af det pakkeforløb jeg fik efter min indlæggelse for depressionen.  Ved samtalen snakker og joker vi lidt om det hele og tager så fat i testens resultater. Efter jeg blev syg, mistede jeg hele min tro på selvindsigt og støttede mig derfor hele tiden til de dygtige fagpersoner omkring mig og hvordan de læste og så mig. Jeg vidste ikke var syg, før det var for sent. Da jeg stoppede om var jeg allerede opslugt af depressionens mørke og selvom jeg altid mener at have været god til at mærke efter, så røg troen på mig selv, sig en tur.
Da psykologen overrækker papiret med resultatet, begynder jeg at græde. Tallene svarede nemlig til det jeg gik og følte indeni. Jeg var rigtignok utrolig skrøbelig og fortsat i medicinsk behandling, men jeg var ”normal” og blev i det psykiatriske system erklæret rask. Papiret med resultatet har ligget i min kalender, som jeg købte sammen med en dagbog, dengang jeg var indlagt. Det har ligget der som motivationsfaktor og bevis på, at jeg kan overkomme alt her i livet.

img_5944

På 5 måneder gik jeg fra at have en svær depression til ikke længere at have en, for derefter at være psykisk sårbar. I dag er jeg medicinfri og har været de i knap 9 uger, derudover er det 8 måneder siden at jeg stoppede med at gøre brug af uhensigtsmæssige copingstrategier og vigtigst af alt, så er jeg helt igennem glad og ikke mindst depressionsfri på mit første år. Lige præcise denne dag, har stået for mig som det største mål at nå. Mit arbejde, min rejse er bestemt ikke slut endnu, men dengang jeg lå knust på afdelingen og opgav det hele, virkede det så umuligt en dag at være depressions fri og holde sig fri, i et helt år. Jeg ved det ikke er nogen garantier her i livet, der er kun de erfaringer vi gør os og den viden vi selv vælger at drage heraf.

Jeg glæder mig til at kunne opleve hvordan det foregående år trækker i baggrunden. At depressionen for alvor bliver noget der engang var – ligesom dengang jeg var lille og væltede på cyklen, fordi jeg kørte uden hænder. Jeg glæder mig til depressionen kan ligge som en erfaring, frem for en oplevelse jeg ’lige’ har haft. Der er ingen tvivl om at der erfaring jeg fik gennem depressionen og hele sygdomsforløbet, det har været livsændrende og jeg har valgt at se det, til det bedre. I dag lever jeg dagligt med en elementær angst for tilbagefald, denne angst styrer ikke butikken men fungere som en sikkerhedslinje, således at jeg holder mig i den rigtige side af vejen og husker på hele tiden at mærke efter.  Så det er godt nok for mig, det er faktisk helt perfekt på sin uperfekte måde.

Tusind tak fordi i har ville læst med i min fortællingen om depressionen.

Tak fordi i har læst mine ord og tusind tak til dig, som læser med og for lyst til at fortælle din egen historie – tak fordi du er med til at bryde tabuet om psykisk sygdom.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At vælge og dø..

6c78dc3e-0e10-486b-a8f7-b9117be4ef6a

Vi går sammen på fortorvet, Søren yderst og jeg inderst. Vi skal lege med playmobil, hjemme hos Søren. Søren er min bedste ven og klassekammerat. Mens bilerne suser forbi os og den ene cykellist efter den anden kæmper sig op ad Bakken, går vi og snakker om legen vi skal lege. Vores klodset skoletasker hopper op og ned af ryggen idet vi løber afsted. Jeg igangsætter legen “det er forbi at træde på stregerne” og idet jeg siger at man er “død” hvis man rammer, stopper Søren op. Som kun et barn kan spørger, ryger ordene ud af munden på ham “Christina, hvordan døde din far egentlig?”

Jeg er opvokset i en lille by udenfor Roskilde, ned til fjorden og med åbne marker. Alle kendte alle…eller.. alle viste hvem der var datter af alkoholikeren, som begik selvmord. Jeg har aldrig været i tvivl om min mors kamp, om rygterne og ikke mindst alt hvad jeg selv kom med. Mens vi går der, fortæller jeg åbenhjertigt hvordan min far tog en masse piller og derved slog sig selv ihjel. Først mange år senere, da jeg er i starten af mine teenage år, indhenter hans død mig for alvor. Frem til da, var jeg pigen som ikke ville være en pige. Hende der bankede de langhåret tøser når de kørte pigefnidderet af på de svage og så testede jeg alle mine voksenrelationer af. Jeg havde alt for tidligt lært det ikke kun var kæledyr og tissemyrerne som kunne dø og yderligere, at det ikke var alle voksne man kunne stole på, faktisk var det de færreste jeg kunne etablere en tillid til. Det gjorder jeg på mange måder ‘stak’ lidt ud og helst ville klare hele verden selv.

Da teenageårene kommer, begynder jeg at føle et had til min far, en inderlig vrede over at han havde forladt mig grundet hans manglende lyst til livet. Jeg følte i mange år at han havde givet op og at jeg ikke havde været god nok, til at han havde ville blive her i livet som min far. Hadet til ham, udviklet sig til en uforståenhed overfor det generelle selvmord. Jeg har altid følt at det og begå selvmord er enormt egoistisk og ikke mindst uværdigt. Jeg ved mine ord er hårde og på mange måder uoplyste, eller det var de måske før i tiden. Alligevel mener jeg min stemme som efterladt pårørende, giver mig en ‘ret’ til at fortælle hvordan jeg har tænkt og følt, grundet min egen fars valg om selvmord.

Årene går og i ny og næh blusser mit savn efter et menneske jeg aldrig har haft i mit liv op. Min far vælger at dø da jeg er 2,5 år gammel og jeg kan absolut intet huske om ham, det har taget mig mange år at nå til den accept og i mange år var løgnen om at kunne huske et grin, ‘en usand sandhed’. Kun lidt billeder kan give mig et tilhørsforhold og når jeg i ny og næ ser en lighed mellem mig selv min fars tilbageværende familie. Da min farmor dør, fortæller præsten, hvordan min farmor altid var yderst energisk og i det sekund acceptere jeg den lille mængde arv, der er gået videre til mig, “udenom” min far. At min far dør mens jeg er så lille, gør jeg aldrig forstod ordet FAR. Jeg forestiller mig det må være sådan, når folk der aldrig har set havet skal forstå ordets betydnings mægtighed. At have et ord i ens register uden at forstå dets betydning, men være klar over hvor elementært det er for ets menneskes eksistens, det har på mange måder været det hårdeste ved at min far valgte at dø. Det gjorder mine lege ofte kun indholdet en forældre og at jeg grundlæggende er opvokset med en forståelse for at skulle kunne klare alt selv. Det gjorder min mor jo!
– min mor har uden tvivl kæmpet sig igennem noget de færreste mennesker kan overkomme. Hun gav mig en tryg tilværelse og et sprog hvortil ord og følelser kunne ytres, ligemeget hvad de var bundet op omkring.
At min far var død, gjorder jeg havde set en anden side af liver. Det gjorder jeg ture tale når andre valgte at tie. Det gjorder jeg kunne træde frem da en nær venindes mor blev ramt af kræft og døde af den umenneskelige sygdom. Det gjorder at jeg ikke var “bange” for at snakke om det onde og det er trods alt, en værdi jeg er umådelig taknemmelig over at have hos mig.

I juni 2016 ændre mit verdensbillede sig. Den aften, som jeg før har skrevet om, hvor filmen knækker og jeg ligger på mit stuegulv, der sænker der sig en mørk tåge omkring mig. For hver gang jeg hiver efter vejret, indånder jeg mørket og pludselig får jeg for første gang i mit liv konkrete og mørke selvmordstanker. Jeg er alene hjemme, eller drengene sover i værelset ved siden af mens Hr. Mand drikker øl med en kammerat ude i byen og i det øjeblik beslutter jeg mig for at dø. Jeg sidder længe og forberede mig, jeg skriver et par ord og acceptere at mit liv skal slutte. Mørket som sidder i kroppen, har overbevist mig om at jeg ikke længere har en betydning her i verden og at alle vil leve et bedre liv uden min tilværelse. Idet jeg skal til at gøre handling af mine tanker, sker det som bliver mit livs redning. Jeg rammes af skyldfølelse og sorg. Som en vævning af barndommens minder, der rammer mig som et spejl der tabes på jorden, overmandes jeg af min egen sorg over at have være efterladt tilbage. Jeg ser pludselig mine børn gennemleve samme sorg som jeg selv oplevede og fortsat lever med. Jeg ser hvordan de ligesom jeg selv besøger min grav, stiller store spørgsmål om livets præmis – nemlig døden, længe før det bør være nødvendigt og jeg ser hvordan Carl vil kigge på billeder af os sammen, uden en forståelse for hvilken ubetinget kærlighed jeg følte til ham. Jeg ser hvordan mine børn vil føle at jeg har efterladt dem og at de ikke var gode nok, til at holde på mig her i livet. I det øjeblik forstår jeg hvor syg jeg virkelig er blevet og hvor syg min far må have været, siden selvmordet blev anset som den eneste løsning på livet og dets smerter. I det øjeblik tilgiver jeg min far og takker ham for at være min redning og motivation for aldrig at gøre som han.

Istedet gik jeg i seng, faker at alt er på sin plads den næste morgen og få timer senere ringer jeg efter hjælp.

Idag mener jeg fortsat at et selvmord er enormt egoistisk og yderligere er det ikke et valg. Jeg tror desværre at for rigtig mange mennesker er det aldrig et valg, det er en løsning på noget der kun menes og anses for at have én løsning. Jeg ved nu selv, at man som menneske virkelig er langt ude psykisk, hvis selvmordet er løsning og derfor er det jeg vælger at tale nu, frem for at tie. Det er derfor jeg ikke vil vende hovedet bort når jeg ser en smerte, sorg eller lidelse.
For jeg tror, jo mere vi taler om det, dets lettere bliver det at fortælle hvad der virkelig forgår, inden det er for set og livet kun indeholder tunnelagtige tanker.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Uden filter

fullsizerender-11

Idet jeg åbner pilleglasset flyver jeg tilbage.
Jeg rammes af mørke flashback.

Væggene er hvide og på dem hænger der billeder med blomster motiver. Der er et gelænder langs den højre side af væggen, det løber fra venstre side af fløjen, til den højre, hvor mit værelse ligger. Medicinrummet ligger inde til venstre for hovedindgangen, ved siden af personalestuen. Ved siden af den massive dør, er en lille hylde opsat, på den står der plastkopper og en kande med vand. Nedenfor står en skaldespand. Jeg går i slowmotion hen mod medicinrummet. Klokken er 21:30 og det er nu det skal ske.

Min krop den ryster fra inderst til yderst til trods for jeg nogle timer for inden, har fået en halv pille beroligende. Mine øjne er fyldte med vand og da jeg møder sygeplejersken i døren, snørrer min hals sig sammen. Hun møder mit blik og smiler så opmuntrende, som om hun ved det hele nok skal ændre sig. Hvad hun ikke ved er jeg inderst inde føler mig døende. Jeg føler mit inderste konstant forsøger at rive sig løs og søge imod mørket og ligemeget hvor meget jeg prøver at kæmpe imod, bliver alle mine bevægelser langsomme og kejtet, som har jeg allerede givet op. Jeg forsøger at tage imod pilleglasset og alligevel kan jeg ikke løfte min arm. Den ligger der, den lille gule pille. Så kigger jeg på hende, vrider mine hænder og lader neglene borer sig ind i håndfladerne. “Jeg skal lige” får jeg fremstammet og så går jeg ned for anden ad gangen og lade hoveder hvile imod vinduets kølige glas. Udenfor flyver fuglene afsted, de kvidre godnat mens det sidste af sommerens aftensol kærtegner det øverste af en tagryg. Tårerne pibler frem mens jeg står der og tankerne kredser igen og igen om min svaghed. Jeg er i tvivl og mest af alt bange for pillen i glasset. Jeg vil ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tage den pille, omvendt ved jeg, at jeg ikke har råd til at lade vær.

Jeg lukker øjnene og fremkalder billeder af ungerne. Jeg ser deres blå øjne, deres glade smil og høre for mit indre ører deres klare stemmer. De kalder på mig!
Jeg slår øjenene op, lader hidsigt en hånd tørre tårerne bort og går så hen imod medicinrummet. Hun siger ikke noget men rækker mig anderkendende pilleglasset og inden mine tankerne når at sætte sig i karrusellen til endnu en svingtur, kaster jeg pillen ind bagerst i munden og synker den så.

Flash forward August 2017
Jeg kigger en sidste gang ned i pilleglasset. Der ligger halve og hele piller og der er forholdsvis mange tilbage. Så rækker jeg ud efter låget og begynder at skrue det på. På hylden ligger en lille pose hvori jeg ligger glasset. Så sætter jeg mig på ungernes slagbænk og skubber skoene på fødderne. Jeg rejser mig hurtigt, kaster et blik ud af vinduet og konkludere at jeg snildt kan gå uden jakke. Så tager jeg posen, låser døren op og smækker den bag mig. Jeg er hurtigt nede af trapperne og ude af opgangen. Jeg drejer til venstre og søger så ned imod apoteket. Da jeg kommer ind rammes jeg af endnu et minde..

Flashback August 2016
Det er formiddag og alle rutine kunderne sidder på bænken eller venter utoldmodigt udenfor. Jeg trækker hurtigt et nummer og tager papirlappen med mit høje tal i sammen hånd som sygesikringskortet. Der er mange mennesker omkring mig og uren i kroppen begynder at røre på sig. Det suser for mine ører og hænderne begynder at ryste, hele mit nervesystem er fortsat i stykker på trods af det er 9 uger siden aften hvor filmen knækket. Min vejrtrækning bliver er et split sekund ukontrolleret og hjertet begynder at slå dobbeltslag. Jeg trækker vejret ind, for så at holde det i 5 sekunder, inden jeg langsomt puster ud. Sådan gør jeg 3 gange mens jeg forsøger at mærke jorden under mine fødder. Der er kun mig i rummet, kun mig og alle andre er luft. Langsomt sænker roen sig, og da jeg slår øjenen op kan jeg igen finde et eller andet ligegyldigt at se på. Da det bliver min tur har alt blod forladt mit ansigt. Skamfuldt rækker jeg mit sygesikringkort frem og fremstammer så, “Hej – der skulle gerne ligge noget på serveren tak”. Damen taster er par gange hårdt på tastaturet og ser så på mig “Combar 30mg, antidepressiv”. Selvom hun er diskrete nok, er jeg sikker på hele apoteket, ja hele verden kan hører at jeg er kunden som skal have antidepressiv medicin, så hellere et præparat  imod skedesvamp!

Flash forward August 2017
Jeg står i døren og lader øjnene søge efter beholderen og der, for enden af lokalet, under alverdens fedtcremen er den. “Medicin rester” står der. Beslutsomt går jeg hen imod beholderen, fisker  pilleglasset op og mærke med det samme tårerne presse sig på mens er smil kommer over mine læber. Jeg lader pilleglasset glide ud af min hånd og ned i bøtten, så vender jeg om og går ud af apoteket.

Et skridt ad gangen
I april måned havde jeg min første tid hos en psykiater. Her fortalte jeg lidt om mig selv, min indlæggelse og alt det som har fundet sted siden. Bagefter talte vi om mine overvejelser omkring udtrapningen af den antidepressiv medicin. Jeg var bange, frygtelig bange og nervøs for om jeg overhoved kunne være til uden pillerne. Selvom min dosis aldrig har været synderlig høj, så frygtede jeg alligevel at falde tilbage i mørket. Psykiateren beroligede mig og fortalte lidt om hendes egne studier omkring lige præcis mit præparat. Derfra lagde vi en en plan og snakkede om bivirkninger, fysiske såvel som psykiske. Efter det var vores første møde slut.

Vores aftale lød på, at jeg skulle trappe ned 25% ad gangen og jeg skulle igangsætte processen når jeg følte mig klar. Derudover skulle der gå en hvis mængde tid og være en ny konsultation imellem hver nedtrapning.

Efter vores samtale, kører samtalen med psykiateren rundt i hovedet resten af dagen og den lille knude af angst i maven, skifter farve til før at have været gul til nu og være blå-lilla, som et stort mærke på huden. Selvom jeg nu har været depressionsfri i knap 6 måneder og dag for dag mærker at jeg bliver stærkere og mere erfaren til at mærke efter, så sider angsten for tilbagefald i kroppen. Jeg vil ikke være syg igen – jeg vil ikke.

Jeg går langs søerne mens Björks smukke stemme runger i mine ører. I ny og næh tørrer jeg en tåre væk og begynder så at tale mig selv op. Det hele handler om tilliden til sig selv og troen på at man virkelig kan det man skal. Jeg har lært at jeg kan klare alt hvad livet giver mig ad udfordringer. Jeg kan godt !

Jeg er ikke just vokset op med nogen perfekt barndom og arrene på min sjæl er mange, men min styrke og vilje til at ville fremad er samtidigt mit bedste træk. Nogen gangen spænder det ben for mig og det har gjort at jeg lille så stille har skulle lærer at skrue på de rigtige knapper, så jeg ikke kvæles i forsøget på at kæmpe.

Det sidste år har jeg kæmpet en kamp. Faktisk har jeg kæmpet siden den 16 juni 2016, den dag hvor min mentale film knækkende og verdens farver forsvandt. Siden lægerne på psyk, fremlagde en behandlingsplan der indholde antidepressiv medicin, har målet været at komme tilbage til livet, stærkere og mere erfaren end nogensinde før og uden medicin. Jeg bliver aldrig helt den gamle Christina igen, ikke fordi hun ikke var fantastisk, men fordi tiden har ændret sig og jeg har fået sorteret ud i uhensigtsmæssige handlemønstre og overlevelses strategier. Gamle leveregler er set efter i sømmene og omdefineret og yderligere har jeg set på mig selv, mens en psykolog har holdt mig i hånden og arbejdet med arene på sjælen, min egen væremåde og derigennem har jeg fået en støre indsigt i hvem jeg virkelig er og hvad det er jeg kommer med. Jeg vil til evig tid være eftertænksom, fordi det er sådan jeg er. Det betyder ikke at tankerne sætter sig i en karrusel og kører i ring, det betyder heller ikke de skal forstyrre det gode liv. Særligt det gode liv har jeg reflekteret en del over det sidste års tid, post depression og konklusion er ganske simpel og alligevel uhyr kompleks. Der er nemlig mange måder at leve det gode liv på.

img_4456

Medicinfri
Jeg har brugt knap 4 måneder på at trappe ud af min medicin, 25 procent ad gangen. Inden hver nedtrapning har jeg været forbi psykiateren, for lige at vende perioden på den nye dosis og for at sikre at jeg var klar til endnu en neddosering. Dengang jeg startede på medicinen, gennemlæste jeg indlæggseddelen fra ende til anden og stillede psykiateren som havde ordineret medicinen til krydsforhør, inden jeg gav samtykke til behandlingen. Efterfølgende læste jeg alt jeg kunne finde om antidepressiv behandling og naturlig lindring af depression.

Selvom jeg læste det meste, så fæstet jeg mig aldrig rigtig ved ophørs symptomerne. Ligesom der var en del bivirkninger ved at starte på medicinen, så som yderst livagtige mareridt, manglende evne til at føle mæthed og øget træthed, så er der oftest os nogle ophørssymptomer.. dagligt tale abstinenser. Det kom dog bag på mig, da jeg begyndte at sætte mig ind i ophørssymptomerne, hvor “hårdt” selve udtrapningen kunne blive. Nogen vil nok mene at det jo aldrig er det samme som selve depressionen og så helt forfærdeligt er det måske ikke. Generelt har jeg håndteret min depression med udgangspunktet i “Kill It With Knowledge”. Da jeg var syg og oplevede skift i min sindstilstand og kropslig ubehag, så hjalp det at vide hvad jeg var oppe imod og derfor har jeg tit følt, at jeg måtte være klogere end depressionen selv.

Da jeg begyndte at knække piller, så oplevede jeg som sådan ikke de værste bivirkninger. Generelt kunne jeg se et mønster i at jeg de første 14 dage oplevede konstant rysten og “stød” i kroppen. Stødende oplevede jeg som hvis jeg blev forskrækket over er eller andet. Derudover bliver jeg stærkt plaget af kvalme, men efter en graviditet hvor jeg kastede op i 10 uger, så lærer man et eller andet. Jeg har altid haft let til tårer men i takt med jeg kom længere ned i dosis, jo mere grådlabil blev jeg.

Nu står jeg så her, på den anden side med de sidste ophørssymptomer og jeg tror på det ! Selvom de er værre end nogensinde før og jeg for alvor kan mærke at alle stofferne i pillen forsvinder ud af kroppen, så tror jeg på det ! Jeg ved jeg nu er kommet mig. Jeg glæder mig til november og til jeg kan se krydset i kalenderen, fra den dag jeg sidste år selv kunne mærke at jeg var depressionsfri. Der er ingen tvivl om at jeg selv har haft nogle små parameter for hvornår jeg kunne tillade mig at sige “Jeg er rask og ikke mindst kommet godt på benene” og der har ophøreret af den antidepressiv medicin været en vigtigt faktorer – dette gælder dog for mig, hvad andre gør og tænker, er jo deres sag . Hertil er det os vigtigt for mig at påpege vigtigheden i at man drøfter sin medicinske behandling med professionelle, inden evt ophør eller nedtrapning.

Min rejse har været “lang”, til tider farefuld og når jeg tænker på, at jeg var hende der i gruppeterapien en dag brød sammen og i plenum sagde “Jeg har bare snart ikke flere kræfter tilbage – jeg kan ikke holde ud at skulle kæmpe sådan for livet” så er jeg stolt. Jeg er stolt over min udvikling, min rejse og ikke mindst min måde at håndtere min depression på.

“Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.”

Tusind tak fordi du har fulgt med i min rejse og accpeteeet min åbenhed omkring min depression.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Idag er dagen

img_2626

Jeg har kunne mærke det. Nervøsiteten og angsten, som gang på gang har taget en svingtur i mit indre. For hver gang jeg har foretaget mig noget, har det været med ekstra betænkelighed.

Da jeg blev syg skulle jeg lærer at gå ned i gear, frem for hele tiden at træde derudaf. Jeg skulle lærer at sortere fra og være mindre “ansvarlig” og uddelegere. Vigtigst af alt, skulle jeg lade hver med at melde mig til alt og ingenting og lærer at slappe af, holde pause og droppe min pleasende indre side og alle mine negative tanker omkring mig selv og mit værd her i livet.

Det har været svært at bryde gamle handlemønstre og er fortsat en øvelse, formenligt en livslang en af slagsen.

Men Idag er dagen…
Idag er det præcis et år siden at hele min verden gik under. Idag er det år siden, at filmen knækkende og mens mine drenge lå sødt og sov på deres værelse og Hr.Mand drak øl med en kammerat ude i byen, lå jeg sammenrullet på stuegulvet, imellem puttekaniner, legoklodser og nullermænd og hev efter vejret. For hver indånding jeg tog, trængte et mørke ind i mig, som var altødelæggende og som slukkede for mit ellers altid lyse og eftertænksomme sind.
Min verden blev sort / hvid og jeg kunne ikke længere se mig selv, være en del af denne verden.

Idag er det præcis et år siden at jeg for første gang nogensinde, forstod min afdødes far valg om at begår selvmord da jeg var barn. Idag er det præcis et år siden, at jeg for første gang oplevede at min fars handling var min redning. Mens jeg lå der med konkrete sorte tunnelagtigetanker, så blev jeg ramt af en skyldfølelse og en ansvarlighed overfor mine drenge. De skulle nemlig ALDRIG nogensinde opleve den sorg og frustration der kommer med, når ens forældre helt bevist vælger at forlade verden og ikke mindst en selv.

Jeg husker alt fra den aften.
Jeg husker alt fra den efterfølgende morgen og jeg husker det opkald jeg foretog mens jeg sad under spisebordet. Jeg husker opkaldet efter hjælp.

Jeg husker psykiateren og sygeplejersken som stod i min dagligstue og jeg husker cykelturen over til det psykiatriske hospital.
…..
Og jeg husker alle de gange jeg grædende spurgte alt og alle, hvornår bliver jeg rask igen?

Idag er jeg rask, jeg er langt mere end det. Jeg har fundet en ny måde at være i verden på og selvom det til tider er rigtig svært og med små tilbagefald i dårlige mønstre, så er den version jeg er nu, den helt rigtige.

Idag er dagen, hvor jeg på mange måder græder i lettelse og i sorg over det der skete for et år siden. Jeg græder, fordi jeg er taknemlig og inderligt lykkelig over, at være lige præcis der hvor jeg er.
Jeg græder, fordi jeg fortsat har mine børn, min fantastiske mand og min familie. Jeg græder fordi jeg har de bedste og mest kærlige venner i mit liv og jeg græder fordi jeg stadig kan følge mine drømme, på en ny og sundere måde for mig.

Det har været en rigtig lang rejse. Den har til tider været udmattende og opslidende, farefuld og overmandede. Rejsen er bestemt ikke slut endnu og det er okay, for min rygsæk er pakket med en masse værktøjer og redskaber, som gør at jeg kan bestige alverdens bjerge.

I ny og næh kigger jeg mig over skulderen, særligt idag. Jeg er stadig rigtig bange for depressionen. Jeg er bange fordi det var mit livs mareridt og de sår jeg pådrog mig i kampen for overlevelse, de er fortsat helende.
Men jeg er sikker på, de med tiden nok skal blive fine og små, måske endda usynlige ar, som til evig tid vil minde mig om og holde mig op på, hvorfor det er jeg er den jeg er og hvad jeg som menneske kan overkomme her i livet.

Tusind tak fordi I som læser har været så støttende i min kamp. Tak fordi i har taget imod mine tanker omkring depressionen og alt det der har fulgt med. Det er jeg så inderligt glad for.
OG Tak til alle jer som selv har delt, tak fordi i tør.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

En pille for lykke?

fullsizerender-1

Forord
Jeg har længe overvejet om jeg ville gå af denne vej. Om det i virkeligheden ville være nemmere at tie frem for at sætte en masse stavefejlsfyldte ord sammen. Jeg har kastet mange blik i spejlet, jeg har tænkt tankerne om og om igen. Jeg har forsøgt at formulere mig, forsøgt at få lige præcis det frem, som jeg tænker og føler og som jeg har oplevet.

… Jeg har med tiden lært at tage ejerskab over min egen fortælling. Jeg har lært, at jeg er eksperten og at mit liv, er min egen scene og hvordan jeg fremføre og danser mit livs forestilling, det er der ingen andre der ved og kan gøre bedre end jeg.

Jeg har været og er bange.
Jeg er bange, fordi jeg ved at jeg nu taler mig op imod en diskurs, en tabuisering og en række mennesker, som forsøger at kloge sig på noget, som de i virkeligheden ikke ved noget om. Sandheden er jo den, at det er de færreste som kan se på en fortælling, som var det en diamant der blev holdt op imod solen, og som kaster alverdens stråler ud. Alt efter hvilken position man har, så ses lyset refleksioner på en måde og derfor kan fortolkes ud fra mange forskellige perspektiver.

…Diagnosen depression
Da jeg blev syg med en depression, gik jeg til sygdommen med en forsker strategi. Jeg søgte og gennemlæste alt hvad jeg kunne, som omhandlede depression og behandlingen heraf. Behandling som kunne være alt fra kognitivt terapi, medicinske- og alternative behandlingsformer samt kost og motion. Jeg læste og anvendte min sikkerhedsstrategi, om altid at have styr på alt og ligge en plan A, B og C. Denne sikkerhedsstrategi har været livsnødvendig for en længere periode af mit liv, men med tiden ændrede det hele sig, og hvad der før var hensigtsmæssigt, blev nu det modsatte.

Jeg brugte denne strategi, da jeg var aller sygest og kun de som virkelig kendte mig og fik lov til at se mig, samt de fagpersoner der var omkring mig på afdelingen, de så hvilket ødelagt menneske jeg var, på trods af alle handlingerne. De så bagom og forstod hvad der var på spil. Jeg vil til evig tid sige at jeg kæmpede mit livs kamp for at komme på benene igen. Det gjorder jeg virkelig og på mange måder vil jeg sågar også påstå at jeg løb mig tilbage til tilværelsen, men sandheden er en anden. Jeg lærte i stedet at slappe af, helt ind i nervesystemet. Jeg lærte at tænde og slukke for tankerne, sætte ting på pause og prioritere og acceptere at ikke alt kan være 12-taller, glimmer, overpræstationer og succeser. Det vidste jeg faktisk godt i forvejen… det er ikke de slags forventninger, jeg har haft til andre mennesker – kun mig selv. Jeg lærte og øver mig fortsat i at give fingeren, til min indre krævende dæmon, med megafonen.

For at få roen til at hele og tillærer mig de værktøjer, som jeg skulle bruge for at komme ud af depressionen, så var en af de behandlingsformer, som skulle sikre en markant bedring, nødvendig at hente i en lille bitte pille. Fra det øjeblik af, hvor overlægen i psykiatri fortæller mig at jeg havde en svær depression, så var målet at blive rask og gerne hurtigst muligt. Der er ikke nogen lette løsninger når det kommer til psykiske sygdomme og det får politikkerne forhåbentlig snart øjnene op for. Der er kun den tid, et sind er om at hele og selvom jeg virkelig spurgte Gud og hver mand, hvor længe det så ville tage, så kunne ingen svare mig. Jeg kunne kun få en masse pejlemærker, men hvor snorlige min rute ville ende med at blive, det kunne absolut ikke svare mig på. I dag ved jeg at det er et af depressionens tunge og opslidende vilkår, ikke at vide hvornår den sorte tåge letter.

You are going to want to give up
Don’t

Antidepressiv medicinsk behandling
Da jeg får min diagnose, så får jeg også en behandlingsplan. Den er intensiv og med fokus på, at det ikke må gå for hurtigt, til trods for vi skal “skyndes os langsomt”. Min livsopgave, som nogens Mor, gjorde at jeg ikke kunne undværes mere end højst nødvendigt og derfor var hvert eneste behandlingstræk nøje udvalgt. Min behandlingsplan indeholdte psykoedukation, fysioterapi, samtale terapi, akupunktur, mindfulness, et fokus på kost og motion..og antidepressiv medicinsk behandling.

Da overlægen i psykiatri fortæller mig om den antidepressive medicin, så takker jeg først nej. Jeg takkede nej i stolthed og i frygt. Jeg var inderligt bange for, blot at blive pumpet med medicin for derefter at bliver efterladte til at sejle i min egen sø. Min frygt var reel nok.
Jeg har for flere år tilbage været i et parforhold, til hvad der dengang var mit livs kærlighed. Han havde periodiske svære depressioner og fik i begyndelsen udleveret en recept på antidepressiv medicin. Mængden blev så i en årrække sat op, uden at han overhovedet fik den mindste smule terapi eller værktøjer til at arbejde med det mørke han til tider kæmpede med. Det var først da det var for sent for os, at redningen endelig kom. Behandlingen med alle de kognitive øvelser og samtale- og gruppeterapi. Livet ville det anderledes og jeg tvivler ikke på, at vi begge er bedre steder i hvert vores liv og yderligere, at han også har fundet sin regnbue at gå på. Oplevelsen og den indsigt jeg havde som pårørende, den sad i mig og da jeg så pludselig selv var blevet psykisksyg og befandt mig på et psykiatrisk hospital, med et sammenbrudt sind der var overtaget af mørke, så kunne jeg ikke se medicinen som løsningen. Heldigvis forstod psykiateren mine tanker. Hun hørte min frygt og hun lovede mig noget, som gjorde jeg pludselig forstod det hele i et større perspektiv. Samtidigt var der også en kyndig psykolog tilstede og han fortalte mg, hvordan han hjertens gerne ville lave terapi med mig, problemet var bare, at jeg ikke var modtagelig. I stedet var jeg i stykker og helt uden forsvar og terapien kunne derfor hurtigt blive en form for overgreb på mig selv.

Mit depressionshul
For at forstå hvad det er der sker, når et menneske får en depression, så kan jeg på mange måder kun bruge denne ordfattige visuelle forklaring, om depressionshullet. Samtidig vil jeg sige… at jeg aldrig før jeg selv fik en depression, virkelig forstod hvad det ville sige, at være så depressiv i sindet.

Da jeg fik en depression, så faldt jeg i et dybt og mørkt hul. Hullets kanter var glatte og fyldt med skarpe glasskår. Hullet var så mørkt, at man ikke kunne se noget. Jeg kunne ikke aflæse afstanden til hullets sider omkring mig, for ikke at tale om dets dybde. Jeg kunne ikke vide hvor lang vejen op af hullet ville være. Jeg kunne ikke andet, end at sidde på jorden med armene slutter om benene og skrige af mine lungers fulde kraft. Jeg var overbevist om, at hvis ikke sygdommen slog mig ihjel, så gjorder jeg det selv, for den følelse sygdommen gav mig, den var umenneskelig.

Jeg var gået i stykker. Min psyke, hele mit nervesystem var brudt sammen og jeg sad nu tilbage, intolerant overfor alt og alle. Alt hvad jeg nogensinde havde følt og tænkt, lå spredt ud for alle vinde. Jeg kunne ikke længere se på mit liv, med det filter – den tolerance, som psyken i sit forsvar laver for at et menneske bedre kan “overleve”. Derfor var der nød til at komme ro på. Alt mørket skulle væk, før smukke – såvel som barske erindringer kunne findes frem. For at mørket kunne forsvinde, skulle jeg op af hullet. Derfor ville mine behandler, psykolog, psykiater og sygeplejere, gerne række mig en kasse at stå på. Kassen var udgjort af alt det, som forskning havde vist virkede på mennesker med en belastningsreaktion og svær depression…. den inkluderet også antidepressive medicin.

Jeg var modvillig, men samtidig også realistisk. Jeg vidste at det her ikke kun handlede om mig, det handlede også om mine to blåøjet børn, min mand, familie og venner. Det handlede om, at jeg måtte acceptere den sandhed, at jeg var rigtig – rigtig syg og at medicinen kunne være med til at gøre mig rask. Når jeg skriver at medicinen kunne gøre mig rask, så tror jeg ikke antidepressiv medicin kan sidestilles med en penicillinkur. Jeg tror ikke antidepressiv medicin i sin enkelthed kan gøre rask, men den kan give ro og plads til, at der kan sættes lidt tanker sammen, som ikke er forpestet af mørke og håbløshed. Pillen i sig selv, udgjorde ikke en effekt for glæde eller “lykke”. I stedet fungere den som et lille tæppe, der kunne ligge på det hård gulv og som gjorder at kulden havde svære ved at trænge igennem. Med pillen var det ikke længere hele foden der var kold, i stedet var der en snurrende, prikkende eller varm fornemmelse i nogle af tæerne..

Jeg synes det var et nederlag, at skulle i antidepressiv medicinsk behandling. Rigtig længe så jeg på mig selv som en kujon og en svækling. Jeg følte at jeg havde givet op og jeg nu bare sank til bunds. Sandheden var en anden, en helt anden og det ved jeg nu. Det har taget rigtig lang tid at forstå og det skete først, da jeg var klatre op af mit depressions hul. Vejen op var utrolig pinefuldt og udmattende, men under mig var der en kasse, som sikrede at jeg ikke ramte bunden igen. Nede på bunden af hullet…. der var livsfarligt at være. Kassen fungerede sådan, at selvom jeg gled ned, så gled jeg ikke helt så dybt tilbage i mørket og det gjorder at jeg kunne samle kræfter og begynde at aflure, hvordan jeg bedst muligt kunne komme op.

Jeg kom op ad hullet. Det var min kamp, min rejse. Jeg var heldig at have et fantastiske bagland i ryggen og nogle virkelig kompetente behandlere, som aldrig lod medicin være løsningen på et givet problem. Jeg opdagede med tiden, at jeg kunne regulere mit eget sind og at det mentale regnestykke helst skulle gå i nul eller have en rest tilbage, frem for at gå i minus.

Da jeg kom op ad hullet og mørket forsvandt, kunne jeg selvfølgelig ikke lade hver med at danse af glæde, men jeg valgte også at gå tilbage til hullets kant og begynde et mentalt hårdt arbejde. Det arbejde som skulle fylde depressionshullet og sikre at jeg ikke faldt i lige præcis det hul – igen.
Jeg er kommet igen, eller at jeg har ændret mig, for jeg bliver aldrig hende jeg var, post sygdom. Jeg vælger at se på det, som noget godt. Den erfaring jeg fik igennem min sygdom, den tror jeg kan åbne en masse døre for mig og vigtigst af alt, har min sygdomsperiode givet mig endnu større selvindsigt og forståelse for hvem jeg er som menneske og hvordan jeg handler, også når paradiset brænder.

I am not what i have done
I am what I have overcome

Her og nu .. udtrapning
I dag arbejder jeg fortsat med at ligge et godt fundament ovenpå depressionshullet. Jeg arbejder meget alene og i samarbejde med en dygtig psykolog. Igen er der ingen hurtige løsninger og der er ingen andre end en selv, som kan lave de nødvendige ændringer. Det er benhårdt at arbejde med sig selv på den måde og jeg føler tit at jeg tvinges i knæ eller at det vi piller ved, skaber så stor frygt for at prøve, at jeg får lyst til at give op på forhånd. Jeg indrømmer gerne, at jeg flere gange har tænkt “Jeg vil ikke tale mere, jeg vil ikke føle mere”, fordi det gør så ondt. Det føles så grusomt og så sårbart at åbne op der hvor der gør ondt. Sandheden er blot, at det skal gøre ondt før det gør godt. Jeg tror ikke fortielse og tanken “Så er jeg kommet videre” den hjælper i det lange løb. Jeg tor på refleksion, selvevaluering og erkendelse.. og benhårdt arbejde. Jeg tror på, at der skal kæmpes for et godt liv og at jeg selv skal være chauffør, frem for den blinde passager.

I slutningen af april, ramte jeg en ny milepæl. Selvom krydset i kalenderen, som jeg satte tilbage i efteråret ikke helt kan datobestemmes, så ved jeg, at det var lige der omkring at jeg for alvor var mig selv, uden diagnosen depression. Jeg var på 5 måneder gået fra at have svær depression til nu “bare” at være en normal ung kvinde. Fra krydset i kalenderen skulle der gå en række måneder, i forhold til de lægelige anbefalinger jeg har fået. Det har passet perfekt med den ventetid der var til en ny kyndig psykiater og knap 6 måneder senere sad jeg så i et nyt venteværelse….

Jeg har efterhånden set og hilst på en del forskellige professioner qua min depression. Jeg kan let som ingenting skelne imellem de forskellige typer og deres systemer. Selvom jeg var fuld af ærefrygt da jeg kontaktede psykiateren, så holdte jeg fast i, at jeg ville have en specialist at arbejde med. Jeg ser specialister som utrolige kyndige fagpersoner, som man kan gå til, alt efter hvilken problematik man har. Havde det været en knæskade, var jeg enten gået til en ortopædkirurg med speciale i knæ eller en super kyndig sportsfys med samme form for specialiseringen. Jeg havde været psykisk syg og derfor skulle der en psykiater til. Når det er sagt, så tror jeg virkelig at man skal bruge sin sunde fornuft og evt med en second opinion. Jeg havde i starten af mit sygdomsforløb altid et par ekstra kyndige ører med. Enten var min Mor eller hendes mand ved min side, dels som støtte men også for at sikre, at jeg ikke bare fik en kold afvasker og overladt til mig selv. Selvom jeg altid har været god til at sige ”Hey – det er ikke retfærdigt”, så kunne jeg det ikke da jeg var aller sygest, dels pga. det usynlige autoritære patienter behandler forhold som var også fordi jeg kun så verden værende sort hvid. Med tiden og i takt med jeg fik det bedre, jeg fik tilliden til jeg igen kunne tage styringen.

Da den nye psykiater og jeg har snakket lidt frem og tilbage, så blåstempler hun mig. Jeg har hele vejen igennem min sygdom, valgt at ligge alt på bordet. Det her handler ikke kun om mig men også mine børn og de fortjener at jeg gør det bedste… det fortjener jeg også selv, det ved jeg nu.

Jeg gør ikke noget uden et blåstemple og gerne flere på samme tid. Da psykiateren blåstemplede mig, kunne vi sammen indlede et samarbejde om at trappe mig ud af den antidepressive medicin. Det er en proces som har været igang i en del tid og som fortsætter et godt stykke tid endnu. Jeg har til tider mest lyst til at smide pileglasset i skraldespanden. Heldigvis er jeg klogere. Jeg har en enorm respekt for udtrapningsprocessen. Jeg vil hellere have det hele går for langsomt end for hurtigt; livrem og seler. Jeg er bange og nervøs, fordi frygten for at blive så syg, som jeg blev det sidste sommer, stadig sidder og er i kroppen.

Jeg er også bange for at sige højt, at jeg er på antidepressiv medicin…
Jeg har gjort mig nogen erfaringer, som står i kontrast til de udmeldinger der tilbage i vinters, der sagde  at antidepressiv medicin ikke havde nogen virkning. Min konfliktsky side, havde lyst til at være helt stille eller blot benævne at jeg altså ikke tog det præpareret med de kemiske stoffer, som blev omtalt og at jeg heller ikke tager en særlig stor dosis medicin. Den anden side at mig, den blev gal og ked af det, særligt pga. den menneskelige debat der kom derefter. Hvad fanden viste Hr. Og Fru. Danmark?! Hvad viste de to ældre damer som sad i bussen og sagde “folk skal bare tage sig sammen, pillerne virker jo ikke – løb og spis sundt“, eller hvad med hende veganeren som på facebook respostet en artikel, mens hun hældte lidt lommepsykologi ud af ærmet. Hvad viste de ?!

Hvordan viste de pludselig hvordan det føles at opleve sig selv som døende, og at det ikke skyldes en somatisk sygdom, men simpelthen fordi ens psyke var ved at tvinge en til selvmord.
Hvad viste de?!

At tale eller tie?
Jeg har siden tænkt og gang på gang overvejet om jeg skulle fortælle min historie. Jeg har tænkt på fremtidige jobmuligheder, tænkt på det folk kan søge frem og jeg har tænkt på alle dem, som jeg selv, der bare overmandes af tavshed og vælger at tie, i frygt for andres fordømmelse.

En klog kvinde, som nogen gange står med en skeptisk overfor min ærlighed på bloggen, fortalte mig engang, at jeg aldrig skulle fortælle mere end jeg kunne klare at blive konfronteret med en dårlig dag. Det er på mange måder med til at sikre, at jeg passer på mig selv og ikke mindst mærker rigtig godt efter. Det er et stort råd jeg har fulgt og som har været med til at jeg fortæller som jeg gør nu.

Stars can’t shine without darkness

Nu er jeg sikker..
Jeg er stærkere og derfor har jeg valgt at fortælle hvad der var min historie, mine oplevelser og erfaringer, nu også med antidepressiv medicin.

Jeg tror ikke antidepressiv medicin er en kur og yderligere heller ikke at alle nødvendigvis skal behandles med medicinen. Det er og bliver noget nogle virkelige dygtige fagpersoner skal vurdere og helst ikke kun ud fra 10 minutters samtale og 15 hurtige spørgsmål. Jeg tror ikke medicin må være løsningen på at skulle kunne ‘klare’. Hvis 6-12 ugers intensiv timeout i stedet kan gøre det, vil jeg til hver en tid mene det er en langt mere holdbar løsning. Korter er livet ikke, vi er her kun én gang og vi kan ligeså godt gøre det ordenigt, i første omgang. Vigtigst af alt, så tror jeg ikke på at antidepressiv medicin må stå alene og at menneskers psyke ikke kan standardiseres. Hvad der virker for nogen, virker ikke for andre og her er det vigtigt at have nogle kyndige behandlere som har tiden og de ressourcer til at se og forstå det enkelte individ, frem for blot at række en recept på et præparat til sølle 34 krone. Det er jo i sin enkelthed noget der gælder i alle livets hensigter…

Jeg håber du har kunne møde dette indlæg med åbent sind og at du måske endda føler at have fået en bedre forståelse eller indsigt i hvad en svær depression og ikke mindst antidepressiv behandling kan føles og opleves som.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Forløsning, intet mindre

img_1994
Idag har været en rigtig god dag, det har været en forløsende dag med følelserne helt udenpå tøjet. Faktisk har de sidste par dage været optakt til lige præcis Idag og at jeg så reagere som jeg gør, det var lidt utilregneligt og omvendt måske meget forventet..

Idag har jeg afleveret en eksamensopgave. Hele dette forår har jeg læst valgfaget MadSociologi og samfundsmæssige udfordringer, på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Det har været et hårdt semester, først og fremmest fordi jeg for en stund ikke længere var tilknyttet Århus universitet også fordi jeg rent mentalt har lavet et vandvittigt hårdt stykke arbejde. Heldigvis havde jeg nogle knald dygtige fagpersoner, som allerede dengang jeg var indlagt, pænt fortalte at hvis jeg nu skulle fortsætte mit kandidatstudie, så skulle der nye boller på suppen. Der kom nye boller på suppen og med hjælp fra mine behandler og en studievejleder, så fik jeg sendt en dispensations ansøgning frem til studienævnet om muligheden for at studere på nedsat tid. Den ansøgning blev imødekommet og det købte mig derfor et studieår med lidt mindre pres.

Jeg er hverken doven, ustruktureret elller dum, tværtimod. Jeg er ansvarsfuld og yderst kvalificeret til at læse den uddannelse jeg gør. Mit karakterblad understøtter en teori om “12 tals pigerne” og det er på trods af jeg til tider staver helt forfærdeligt og laver lange mærkelige sætningskonstruktioner. At jeg kan slå i bordet og sige / skrive sådan som jeg gør, det er nye toner. For igennem hele min studietid, har jeg været “The Underdog”, selvom jeg altid har præsteret over middel. Tiden tilbage fra folkeskolen, med diktaterne, hvor jeg sad og græd og bandet over min udulighed den fulgte i mange år med mig og lettere blev det ikke, da jeg begyndte på en læreruddannelse med linjefaget dansk. Selvom jeg ikke staver særlig godt, så er jeg en dygtig underviser som formår at skabe levende læringsforløb som er innovative og samtidigt styrker den almene sociale dannelse, som er en af mine kerneværdier.
Det jeg kan, skal ingen nogensinde tage fra mig og i princippet tror jeg nu heller ikke der er nogen som gør det, andre end mig selv. Jeg er nemlig mester i at underminere og nedtale mig selv og mine egne evner.

Da jeg blev syg tænkte jeg at nu var det sket. Nu var min tid på studiet slut og alle de drømme jeg har om NGO arbejde syntes at forsvinde… men jeg var “heldig” og formåede med solid opbakning at få sendt en ansøgning afsted som blev imødekommet og yderligere med super støtte for særligt min faste gruppemakker, kom jeg igennem efterårssemester. Da jeg afsluttet mit første valgfag var det med bravur og det var selvfølgelig skønt med en god karakter, alligevel var værdien i af været kommet ud på den anden side langt vigtigere.

Idag sidder jeg så og har netop uploadet en ny eksamensopgave. Opgaven er udarbejdet alene, på et andet universitet med deres egen tradition og studieordninger. Hvordan opgave bedømmes er for mig lidt “ligemeget”. Når det er sagt, så jeg har gjort det bedste jeg kunne og der ligger rigtig mange timers arbejde i den opgave. Så selvfølgelig håber jeg at det falder i god jord. Alligevel oplever jeg nu en forløsning over at være kommet hertil. Lige om lidt er det er år siden jeg blev syg, eller det er et år siden jeg fik min belastningsreaktion og jeg fik konstateret diagnosen svær depression.

Jeg har netop modtaget en ny dispensation fra studienævnet. Den gør at jeg også kan udarbejde mit speciale på nedsat tid. Det betyder så også at vores økonomiske situration forsat skal være relativ presset, men jeg klager ikke. Jeg er beæret og virkelig taknemmelig over at få opbakning til at kunne gøre det jeg drømmer og brænder for, på trods af jeg fortsat ikke er helt tilbage hvor jeg gerne ville være, omvendt er jeg nu et langt bedre sted personligt og selvom det fortsat er en kamp at huske og holde koncentrationen inden bogstaver begynder at danse tango, så er jeg bare glad for at være. Jeg troede nemlig ikke på det hér for knap et år siden. Jeg var på mange måder overbevist om at jeg ville dø af sygdommen eller egen handling. Jeg troede ikke der var lyst forenden af min mørke tunnel, men der var der. Det kom tilbage og lige nu er jeg ved at indrette mig sådan i tilværelsen, at det lyser præcis som jeg ønsker det og vigtigst af alt sådan så jeg ikke ender med at erhverve mig store forbrændinger på krop og sjæl.

Imorgen er en ny dag og første dag af min sommerferie. Den første ferie i 2 år, hvor jeg SKAL holde fri. Sidste år blev pænt ødelagt og inkluderet istedet en meget lang indlæggelse på psyk. Så i år prøver vi igen – uden høje forventninger men bare et lille håb om en talrige gode stunder og med langt mere ro i sindet, end der nok nogensinde før har været.

Tusind tak fordi du ville læse med i dette lidt glitteramte indlæg 🌈

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina