En efter fødsel, reaktion?

En efter fødsel, reaktion?

Allerede da Vilmer ligger ved mit bryst, mens vi fortsat er på fødegangen, kan jeg mærke hvordan chokket over at være faldet ind og ud af bevidstheden, kombineret med at Vilmer efter kun 3 sekunder på mit bryst, blev taget af en børnelæge, det rumstere i mit indre. Morten ligger på briksen og sover, mens jeg selv ligger i en seng, med Vilmer. En jordemoder kommer ind og fortæller os at barselsgangen er rigtig presset og at de lige nu prøver at finde plads til os. Det er forud for fødslen aftalt, at jeg skal have minimum to dage på Herlev, for at møde og støtte op om mig, i tilfælde af min psyke skulle have brug for det. Havde jeg ikke været tilknyttet en fast jordemoder og været fulgt som jeg var, grundet min tidligere depression, så havde jeg stadig haft brug for ekstra støtte, ovenpå den afslutning fødslen havde haft. Du kan læse min fødselsberetning HER.

Jeg fortæller jordemoderen, at jeg har brug for ro og at jeg kan mærke, at jeg psykisk har fået et chok, som jeg er nødt til at tage seriøst. Det har intet at gøre med mine følelser for Vilmer, tværtimod – det er mig den er gal med. Derfor skal jeg helst ikke dele rum med andre, jeg skal bare have 100% ro. Jordemoderen smiler venligt, stryger mig over håret og siger “du behøver ikke sige mere – jeg får det ordnet”. En halv time senere kommer hun tilbage og fortæller, at de har en enestue på barselsgangen og jeg vil blive hentet om lidt. Hun roser mig for at sige hvordan jeg har det og ønsker mig held og lykke. Kort efter køre en portør os afsted mod stuen.

Hele mandagen har jeg hjertebanken, den er blandt andet forsaget af det adrenalinkick jeg har ovenpå fødslen. Selvom jeg ikke har sovet i over 24 timer, så er jeg ikke træt, og Vilmers behov er vigtigere end mine. Han har brug for ekstra omsorg og trøst ovenpå hans lidt barske ankomst til verden og.. når jeg lukker øjnene, er der ekstraordinært mørkt. Morten er hos mig nogle timer og tager så hjem for at hente drengene, som vi har lovet skal være de første som møder Vilmer. De kommer, sammen med mine svigerforældre og min mor, alle mennesker som forstår og respektere at Vilmer skal være hos mig, på mit bare bryst og man ser og er som man er, når man lige har født en baby. Det er kun Aksel der holder Vilmer den aften, hvilket var et magisk øjeblik.

Morten kører hjem med drengene og bedsteforældrene smutter os. Da jeg er alene på stuen, ligger jeg i sengen med en sovende Vilmer, hvor jeg sætter en mindfulness session på og søger ind i min krop, mit overbelastet nervesystem, for at komme helt ned i gear og lade alle tankerne passere forbi, uden at forholde mig til dem.

Næste dag er min konstante hjertebanken blevet periodisk. Eksempelvis kommer den, da jeg skal åbne et vindue, for at lufte ud på stuen. Vinduerne på barselsgangen er sikret således, at de kun kan åbnes på klem. Vilmer ligger i sengen og sover, mens jeg lige ordner stuen og får gjort puslepladsen klar, ovenpå nattens ”arbejde”. Tanken om den kølige luft er næsten forførende, det vil være godt med et lille vindpust ind på stuen, men da jeg stå ved vinduet, får jeg en tanke, det er en ”angst for angsten” tanke. Jeg begynder at ryste og min hals snører sig sammen, “hvad nu hvis jeg pludselig fik lyst til at kaste Vilmer ud af vinduet?” tænker jeg. Jeg bliver bange og dropper at åbne vinduet, for i stedet at kravle hen i seng, ligger Vilmer på mig bryst og søge ind i mit sind og omstrukturer tanken. Den er modbydelig, men mest af alt et udtryk for hvordan angst kan kamuflere sig og forsøge at “narre” sindet. En psykolog fortalte mig engang, at når angsten havde ansigt eller involverede andre mennesker, var de 9 ud af 10 gange mennesker ens kærlighed var bundet ubetinget op på. Vilmer ligger og knirker på mit bryst mens jeg arbejder færdigt med tanken, rationalisere den og acceptere, at det bare er en tanke og ikke en lyst eller direkte handling jeg planlægger at udføre.

Da der senere samme dag kommer en jordemoder og tjekker mine og Vilmers værdier, fortæller jeg hende om den følelse der er indeni. Jeg er ikke bekymret, tværtimod, jeg har bare brug for at vende følelsen og tanken som fremprovokere den. Det er ofte i mørket, det usete og det “farlige” vokser for at få liv. Jordemoderen er sød og vi drøfter tankernes rod, hvad de kommer af. Jeg er ikke i tvivl, mit enorme kontroltab over alt fra fødselsforløb, Vilmers tilstand da han kom ud og min egen manglende bevidsthed, har fremprovokeret netop disse følelser. Det er heeeeelt normalt at have det som jeg har det og det ved jeg godt, men selvom det er normalt, betyder det langt fra at vi ikke skal snakke om det, tværtimod. Jordemoderen spørger om hun skal kontakte min sundhedsplejerske eller lignende for mig, men afslår, jeg har allerede styr på alle hjælpelinjer mm. Derudover føler jeg mig ret tryg, på trods af de mørke tanker der i ny og næh glider forbi i mit sind.

Dagen efter tjekker vi ud og idet vi forlader Herlev hospital, letter uroen i mit indre. Jeg sidder i en bil, med mine tre drenge og Hr. Mand og alle har det godt. Da jeg kort efter svinger forbi Herlev akutafsnit, grundet en infektion, raser uroen og angsten igen i mit indre og jeg accepterer at jeg lige nu bare ikke trives på hospitalet. Jeg fortæller ved mit første besøg af sundhedsplejersken om disse tanker og følelser, hun stiller lidt spørgsmål for at sortere i pære og bananer som hun siger og fortæller mig døren altid er åben. Jeg fortæller ret åbent Hr. mand og min mor hvordan jeg har tænkt og følt og yderligere søger jeg for at lave daglige mindfulness samt snakke fødslen igennem. Mindfulness er for mig en måde at træne hjernen i at sortere i dets tanker. Vi kan ikke tvinge os selv til ikke at tænke bestemte ting, men vi kan træne hjernen til blot at registrere tanken, uden at den bliver altoverskyggende og får betydning for vores adfærd. Træningen skal foregå, når hjernen er uforstyrret og ikke belastet, og det er her “mange” laver en fejl. Ofte træner vi kun når det er nødvendigt, men i princippet handler det jo om konstant vedligeholdelse, så teknikkerne virker, når vi har brug for dem.

Der går et par dage, hvor glæde, lykke og taknemmelighed fylder i mit indre, kærligheden til alle mine drenge er enorm og jeg betragter på mange måder mit sind, mens jeg hovedløst forelsker mig i det lille menneske ved mit bryst. Jeg føler intet andet end kærlighed. Den berømte tudetur kommer aldrig, i stedet er jeg bare, som var det her jeg altid har skulle være det. Jeg oplever langsomt hvordan det at være blevet mor til tre, har givet mig en enorm erfaring og tillid til egne evner og jeg formår bare at være tilstede, frem for at styrte forvirret rundt med nervøsitet over det ene og andet. En eftermiddag tager jeg til Islands Brygge, for at købe en bærejakke, da jeg et par dage forinden er blevet ramte at en mur, omkring ikke at kunne hente og bringe Aksel og Carl, hvis Vilmer ikke vil ligge i barnevognen. Vejret er for alvor blevet koldt og mine vinterjakker kan lige præcis kun lukke sig omkring mig. Derfor forsøger jeg, ved at lave dette køb, at genvinde en form for mulig kontrol, det virker.

Mens jeg går der på Bryggen, rammers jeg pludselig af en tanke, det er angst og mens jeg går der, breder den sig som en steppebrand i mit indre. Pludselig rammes jeg af irrationel frygt for, at min barnevogn med Vilmer i den, skal falde i vandet og han vil drunke. Jeg går langs vejen, altså omkring 30 meter fra vandet og der er mindst to kantstene, et hus osv. Som barnevognen skal forcere før den overhovedet kan være ved molekanten. Det er fuldstændig irrationelt og alligevel, er netop denne angst dominerende i mit indre. Det er i det øjeblik jeg får nok og tænker, okay, jeg tager sgu til eftersyn, mere skal der faktisk ikke til, men det er tilpas nok til jeg får følelsen af “det gider jeg simpelthen ikke rende rundt med”. Derfor fisker jeg telefonen frem og sender en besked afsted mod min psykolog. Har kort efter Vilmers fødsel, sendt hende et billede og en besked om at han er kommet godt til verden, efter Hr. mand er vendt hjem fra Grækenland. Vi har efterhånden arbejdet sammen i små to år og psykologen har været med hele vejen rundt i mine skjulte skabe og skuffer, og det har skabt knyttet “bånd”, professionelle bånd – selvfølgelig. Selvom jeg på mange måder har vendt alle hjørnesten, store som små, så har jeg fortsat været forbi psykologen hvert kvartal, bare lige for at lave et lille rutinetjek. I forbindelse med min graviditet, har jeg følt et behov for at gå med livrem og seler, da sådan en hormoncocktail, som en graviditet jo os er, ikke altid indtages lige godt og statistikkerne viser, at kvinder med tidligere psykiske lidelser, har en forøget risiko for at udvikle en fødselsdepression. Jeg er ikke i tvivl om hvad angsten kommer af og det skrammer mig som sådan ikke over, jeg har på mange måder en helt naturlig efterfødsels reaktion, som kommer til udtrykke ved et øget behov for sikkerhedsadfærd. Da jeg for længst er nået til det punkt i tilværelsen, hvor jeg ikke gider lukke øjnene for det der trykker inden i, da jeg tænker : så hellere lige bruge den energi og de kræfter det lige kræver at få det vendt, i stedet for at vente til jeg ligger i forskerstilling og knap nok kan stå på benene, been there, done that, got the T-shirt.

At have en fødselsreaktion, betyder ikke nødvendigvis at den er fuldstændig gal, tværtimod, betyder ordet fødselsreaktion, at man har en reaktion på baggrund af ens fødsel. I mit tilfælde oplever jeg et symptom ud af de mange der kan være, på at man har en efterfødsel reaktion, jeg oplever nemlig lettere angst og bekymring. Jeg vælger bare allered en at “råbe vagt i gevær”, frem for at vente på at få hele pladen fuld.

På nuværende tidspunkt er min reaktion, på stærkt tilbagetog, formentligt fordi min krop og psyke har fået lov til at arbejde med det jeg har reageret på, frem for at jeg har henlagt det og sagt – det går nok over. Det gør det jo ofte, men har altid set på små psykiske udsving, som tøjet der hænger på en tørresnor. Vi kan enten bare pille det ned og kaste det ind i skabet, eller vi kan tage hvert stykke tøj og folde det sirligt sammen for dernæst at finde den helt rigtige hylde det skal ligge på og… jeg tror alle der har stået med et rodet klædeskab ved, hvad der på sigt giver mest mening – særligt hvis en tøjkrise pludselig skulle indfinde sig.

Hvis du går med bekymringer eller tanker om at du selv måske kunne have en tenderende før fødsel eller efterfødsel reaktion, vil jeg stærkt anbefale dig at sige det højt. Mange kvinder forbinder det at have mørke tanker omkring sine børn eller sig selv, i forbindelse med moderskabet, som pinagtigt og noget der skal forties. Tanker er tanker og vi bestemmer ikke over dem, tværtimod, kan de ende med at bestemme over os og vor adfærd og det er de færreste tjent med – særligt hvis de er af mørk karakter. Ræk derfor ud, enten til en nærtstående eller en fagperson, så som læge, sundhedsplejerske eller lignende.

 Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med.

 Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jeg kommer til at savne dig Mor

Jeg kommer til at savne dig Mor

Det er midt om natten, kun kattens gang frem og tilbage til køkkenvinduet kan høres. Listende kattepoter, der trisser afsted igennem lejligheden og det genkendelige dunk der lyder, nå hun hopper ned fra køkkenbordet. Hr. Mand hader at hun er på bordet og hun gør det så os kun når han enten sover eller ikke er hjemme, mig har hun ingen respekt for – sjovt nok. Pludselig høres nogle andre skridt. De er hurtige, næsten løbende. De kommer hen ad gangen og med sig akkompagneres de trissende fødder af en dyne der slæbes efter sig. Det er Carl, altid Carl. Der går to sekunder, så står han på skamlen, smider hovedpude, puttekanin og dynen op, for dernæst selv at kravle op i sengen og ind mellem Hr. Mand og Jeg, hvor han ligger sig til rette på hans egen pude og trækker dynen over sig. Der går 2 minutter og så lyder hans stille snorken, mens hans hånd ligger i min og vi sammen ligger i ske.

Carl er mit lille smørhulsbarn, der i perioder kommer mere end ellers. Lige i disse dage, der kommer han hver nat og han ligger aller helst helt oppe i ansigtet på mig. Om dagen søger han min hånd, min favn, med søde ord fortæller han om hans kærlighed og en gang imellem får han os råbt af mig, ikke fordi han gerne vil råbe, men fordi det er den eneste måde han faktisk kan udtrykke hvor hårdt han synes det hele er og bliver, lige om snart. Carl skal nemlig på ferie i 7 dage uden mig, hans mor. Carl har fra spæd været et langt mere tryghedssøgende barn end Aksel. Han fandt sjælendt ro i andres favn og selvom han altid har været lattermild og eventyrlysten, så skulle det helst ske med mig indenfor rækkevidde. Aksel har omvendt altid været enormt tillidsfuld overfor Gud og hver mand, de skæve typer i bussen og de ældre herre som kunne henvende sig til ham, når han stavret ved min side. Carl derimod, han skulle slet ikke have kontakt med nogen fremmede. Børn er forskellige og jeg har altid fundet det vigtigt at imødekomme disse forskelligheder, frem for at tvinge en eller anden forestilling om hvordan det bør og skal være ned over hovedet på dem. Derfor har Carl os fortsat en plads i vores seng, vi har dog “altid” arbejdet med at han faldt i søvn i sin egen, med mulighed for at komme ind til os, midt om natten.

Da Carl er 2,5 år sker der noget, noget som jeg ikke mener nogen børn skal være udsat for men som alligevel var nødvendigt. Jeg bliver indlagt på et hospital, tankehospitalet og er i en længere periode adskildt fra Aksel og Carl. Det gjorder noget ved Carl, såvel som Aksel. Aksel var bare det større end Carl og igen  er han, af en helt anden støbning, så selvom han selvfølgelig os var påvirket; så var det på anden måde end Carl. Carl var sønderknust, uforstående og da jeg endelig var tilbage i de vandte omgivelser, var reaktionerne mange.

Under og efter min indlæggelse, arbejdede jeg enormt fokuseret på at Aksel og Carl havde et sprog for vores situration, jeg forsøgte at favne og gøre alt hvad der var muligt, for vi kunne have det godt sammen trods den uvante situration. Jeg gjorder mit bedste og jeg ved det var godt nok og at det på mange måder gjorder vi ikke ramte bunden. Alligevel så skete der noget med Carl, i min verden og forståelse så fik han separationsangst og den har jeg alene, med Hr. Mand og en professionel arbejdet på at få håndteret korrekt, ved brug af en række værktøjer.

Hans separationsangst var blandt andet årsag til, at jeg ved en kort medicinsk indlæggelse grundet lunge infektion og astma, sidste efterår modsatte mig lægernes anbefaling og valgte at sove hjemme, da jeg ikke mente mine børn skulle vide at Mor igen var indlagt på et hospital – dog et “almindeligt” et af slagsen. Hverken Aksel eller Carl skulle trækkes tilbage til dengang jeg var rundtosset. Vi snakker fortsat om at jeg engang var rundtosset. Engang gjorder vi det meget, lige efter min udskrivelse og i dag nævnes det måske en gang om måneden, måske mindre. 2,5 år er lang tid i børns verden og tiden har heldigvis os arbejdet for os, alligevel er det tydeligt at Carl reagere når jeg ikke er hvor han helst vil have mig. Engang var det sikkert og vidst, at hvis ikke jeg var hjemme om aften når han skulle sove, så kom han altid om natten med gråd. Havde jeg til gengæld været hjemme i en længere periode, så sov Carl os igennem inde hos sig selv.. sådan har det udviklet sig, gradvist, til det bedre.


Vi er to forældre
Carl og Aksel har en far, en helt fantastisk en af slagsen, som på så mange måder har holdt sammen mængde barsel som jeg, grundet hans tid som studerende, dengang drengene var små. Jeg har altid anderkendt og ment at Hr. Mand og jeg begge var primære omsorgspersoner og vi har os gjort en dyd i, at vi begge har skulle kunne putte, trøste osv. Det har nogengange betydet at Hr. Mand har overværet en af mine putninger for dernæst at gentage denne “metode” aften efter eller omvendt. Hr. Mand og Jeg er lige og jeg kunne ikke ønske mig en bedre far til mine børn, os selvom han i ny og næh glemmer regntøjet, forældreintra og pennalhuset, så er han den bedste, af den bedste.

Vi har sammen arbejdet med Carl og hans separations angst, ud fra de anbefalinger og råd som har været os givet. De har bygget på at give Carl gode erfaringer at trække på og ikke mindst taget udgangspunkt i der hvor han har været i hans mentale udvikling. Det har betydet at jeg har tegnet og fortalt og omvendt. Vi har sammen udviklet et sprog og nogle billeder på hvor svært det til tider har været for Carl at undvære mig. Jeg har tit spurgt mig selv, om han så har skulle undvære mig og om jeg måtte gå ud, sove ude osv. Både ja og nej. Vi har aldrig fået passet drengene sønderligt meget, ihverfald ikke med overnatning og når de har været passet, har det været af sekundær nære omsorgspersoner, altså af deres bedsteforældre. Jeg mener børn får en gave ved at være sammen med deres bedsteforældre og at det er en ad livets bedste gaver. Når vi af nødvendighed har været adskilt, som da jeg var i skrivecamps, mens jeg skrev speciale, så har det hovedsagligt været sådan et Hr. Mand kørte den ind som solofar.


Fra i morgen, lørdag, rejser han også afsted som solofar, når turen går mod en dejlig græsk ø, hvor hele Hr. Mands familie er klar til ferie. Carl har allerede noget så fint ytret, at han kommer til at savne mig og vi har derfor snakket en del om alt det der skyldes man savner hinanden, nemlig kærligheden vi har til hinanden. I min verden er det vigtigt at arbejde med sætningen “kommer til” for det er jo ikke forbudt at savne, tværtimod. Vi har snakket om det naturlige i at savne, følelserne og hvad man så kan gøre, når man har det sådan og vigtigst af alt, ingen følelser er forkerte og vi skal snakke om det, frem for at der gå knuder på følelserne nede i maven.

Jeg har fortalt, både Carl og Aksel, at det jo er dem der rejser på eventyr og at de hver dag skal opleve noget nyt og spændende, mens jeg passer Cava og Vilmer i maven, herhjemme. Vi har snakket om facetime, svømmingpool, putte-sove-kramme-dyr, familie, feta, sejlturerne osv. Vi har snakket om alt det som gør det er spændende at skulle afsted og et andet, nervepirrende. Vi har os snakket om lufthavnen og om hvordan jeg venter der når de kommer hjem.

Vi har snakket, vi har krammet, følt og i min verden tanket op og nu er der ikke andet at gøre, end at nyde den sidste tid og svinge tasken på ryggen når tiden kommer. Inderst inde så tvivler jeg ikke på at Carl er i de bedste hænder og at han får en god uge. Han får med sikkerhed os lov til at mærke nogle følelser, som Hr. Mand og hans bedsteforældre skal støtte ham i, men jeg ved de gør det og jeg ved at Carl derigennem os tilegner sig endnu en erfaring, som ikke er skrevet med sygdom, rundtosset hed; men med sol, is og oplevelser som bliver til gode minder om dengang han rejste på drengetur til Grækenland.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mere end bare det at løbe en tur

Mere end bare det at løbe en tur

Flashback
Jeg vågner med et sæt, hele kroppen ryster og mit hjerte hamre derudaf. Et kort sekund overvejer jeg at begynde at skrige, men vælter så ud af sengen, der på trods af muligheden for hævning og sænkning fortsat er for høj, det er efter Carl legede med den i går.

Jeg hopper i sutskoene og går ud på gangen. Der er stille, det røde digitalur i loftet indikere det fortsat er nattevagterne som er på afdelingen. Hurtigt drejer jeg om hjørnet og allerede inden jeg står foran personalekontorets dør, ser de mig igennem vinduerne. Jeg ligner efterhånden et spøgelse, mit filtret hår hænger løst ned over mine skuldre og det grå joggingsæt er på ingen tid blevet mit nye signaturoutfit. Hele nervesystemet har lukket ned og jeg er nu som et spædbarn der endnu ikke kan regulere varmen. Derfor sover jeg med lange bukser og bluse .. os fordi nattevagterne skal se til os og jeg finder det enormt grænseoverskridende at nogen “tjekker” mig når jeg sover.

Hun møder mig i døren og smiler, mens hun famler efter nøglerne. “Skal du have noget beroligende Christina?” spørger hun. Hele min krop ryster, jeg kan mærke ansigtet er blegt og mine øjne de kører rundt. Jeg skal virkelig knuge hænderne hårdt sammen, for ikke at begynde og lade dem finde vej til mine til kradset arme. Jeg har aldrig i mit liv været selvskadende eller haft adfærd der kategoriseres således, alligevel er jeg bange for mine hænder, jeg er faktisk bange for mig selv. Jeg kigger lidt rundt og ser så fuglene synger godmorgen ude foran vinduet, solen er allerede brudt frem. Jeg hader medicinen, dels fordi jeg er bange for bare at blive proppet med piller og fordi jeg frygter de vil fjerne mig og den jeg er. Hun venter tålmodigt mens jeg vider mine hænder endnu engang. Af alle patienterne på gangen er jeg den der stikker mest ud på alle måder, jeg ved det godt selv og det gør jeg hele tiden føler mig endnu mere forkert på den.

 En adfærd det ofte følger med når et sind er ramt af depression er inaktivitet.. men en anden og mindre kendt er hyperaktivitet. De andre patienter sover og skal dagligt vækkes. Selv sidder jeg klar når klokken er 6, i dag er den kun 5:15, altså bliver det en meget lang dag. Fuglenes kvidren er lokkende, næsten forførende. Jeg vil ud skriger en stemme i mig. Så kigger jeg på sygeplejersken, det her bliver ikke let.. hun er af den gamle skole og har allerede kommenteret flere gange på min motionsmængde og manglende spisning. “Må jeg gå ned i sansehaven?” Spørger jeg forsigtigt og mildt, som et barn der spørger om en ekstra småkage. Hun kigger ind på kollegaen, så hen mod den store interne patienttavle. På tavlen står den enkelte patients medicinering, aftaler og diagnose. Selvom jeg er frivilligt indlagt, har jeg valgt at modtage alle former for anbefalinger og råd fra psykolog og psykiateren og derfor vurderes det flere gange ugentligt, hvad jeg “må” og “ikke må”. Simpelthen for at vise hensyn til min skrøbelige tilstand. Overordnet må jeg alt med ledsager, det kan være min egne mor, veninde eller en studerende på afdelingen. Selvom jeg ikke er farlig for omverden og mine selvmordstanker heldigvis er væk for en stund, så er min skrøbelighed markant og et angstanfald kan udløses af alt fra gøende hunde og grædende babyer.

“Ja, så skidt, men kan vi sige en halv time max”. Jeg nikker ivrigt, vender om og skynder mig ned på værelset for at skifte til træningstøjet. Sansehaven er egentlig en motionshave, som er hegnet ind og har ind/udgange til de 3 forskellige psykiatriske afdelinger, den lukket, mindre intensive og udslusningen. Jeg behøver ikke frygte for at møde andre patienter, det er de færreste der dels er vågne eller har lyst og energi til at være aktive, hvilket afdelingens forskellige hold tydeligt illustrere. Jeg finder et kridt på klædeskabets nyindrettet børnehylde og skynder mig så ned til den tunge metal dør og lukkes så ud på “græsset”. Gården eller haven er ikke stor, men med god vilje kan jeg løbe sprint i hele arealets omkreds og derigennem få pulsen op og angsten ud af kroppen. Jeg er simpelthen nødt til at prøve, inden jeg tyr til medicinen. Dagen forinden havde jeg holdt stand med angsten i 2 timer inden jeg havde bukket under og taget en halv pille beroligende. Måske er i dag dagen.

Jeg finder et pulserende nummer frem på telefonen og starter så med at lunte arealet rundt 5 gange. Derfra sprinter jeg 15 runder. Angst og puls danser en tango i mit indre og i ny og næh kan jeg mærke hvordan destruktive tanker forsøger at bryde igennem. Så finder jeg kridtet frem og tegner så en ‘hinkerude’, som jeg skal lave jump sqaut igennem, for derefter at skifte til burpess, mounten climbers osv.

Løber for livet
Motion var et af de bedste værktøjer og den stærkeste form for medicin jeg kunne ty til da der var mørkest. Da jeg var indlagt, løb dagligt en tur med en Fysioterapeut, som lærte mig om grounding og sikrede sig at jeg ikke blev “overstimuleret”. Verden udenfor er voldsom, særligt når ens filter er gået i stykker og sindet plaget af angst. Samtidigt skulle fyssen være ved mig, da min krop på alle måder var ved at lukke ned og kæmpede med stress. En ting er at kroppen tror den er på flugt for en sabeltiger noget andet er at begynde og bevæge sig således at det føles sådan. Derfor skulle al træning foregå i små mængder og med et stort fokus på at mærke hver et signal min krop udsendte.

Noget af det jeg i dag elsker mest ved at løbe langdistanceløb, som marathon og ultraløb, er at jeg på et tidspunkt i løbet oplever hvordan krop og sjæl skilles for en stund. At løbe marathon handler for mig, ikke kun om fysik, det handler os om at gå ind i sin psyke, arbejde med den og ture stå på tærsklen til et sammenbrud og konstant udforske hver en krog af sig selv, for igen og igen bevare håbet, troen og viljen til at det skal lykkes. På mange måde har jeg brugt den erfaring i mit sygdomsforløb. Nogen vil mene det er usundt at adskille krop og sjæl, for mig har det været den vigtigste overlevelsesstrategi.

Det er ikke muligt at løbe fra en depression, men man kan løbe med den. Da jeg løb, så kunne tankerne aldrig kvæle mig med angst, i stedet var jeg flyvende. Det er det smukke ved løb, den flyvende den, det nanosekund hvor begge ben svæver over jorden, for dernæst at ramme den igen med korte præcise afsæt. Når jeg løb, når jeg løber, så er jeg fri. Det er euforisk, forførende og udfordrende.

Da min Fysioterapeut på psyk så hvilken gavnlig effekt motion havde på min depression, hjalp han mig med at mixe noget musik med en guidet kropsscanning. Altså kunne løbetd terapeutiske effekt få dobbelt virkning, ved at jeg i løbet lavet en konkret mindfulness session med kropsscanning. Det blev sidenhen de løbeture hvor uret vidste en personlig bedste tid.

En løber, der ikke må løbe

Nu sidder jeg her. Gravid i uge 37 og jeg har ikke løbet i 30 uger, men hvem tæller?
Det er løgn, selvfølgelig tæller jeg, selvfølgelig har jeg som den hormonelle gravide jeg er, grædt idet en løber en aften har passeret mig. Og selvfølgelig frygtede jeg at pause løbet, for jeg ved hvor gavnligt det er for mig og hvor højt jeg lever op de ekstra endorfiner som produceres når min krop er aktiv. Mit tidligere keglesnit tillader ikke at jeg løber og af sikkerhedsmæssige årsager for Vilmer og mit eget vedkommende, har jeg selvfølgelig fulgt de anbefaler jeg har fået givet. Samme dag som jeg pakkede alle medaljerne ned i løbeskoene, som så skulle vente til jeg igen ville vende tilbage, begyndte jeg at lave daglig mindfulness for at tage hånd om det løbet førhen havde ordnet.

 At stå så kort før termin og vide, at jeg faktisk klarede det – det er en kæmpe sejre. Jeg har på mange måder frygtet at jeg ville knække, grundet mit manglende løb – men i stedet har jeg formået at holde hovedet oven vande og være i det der var nødvendigt at være i. Jeg har selvfølgelig og kanaliseret alt min energi ind i andre projekter og det er der kommet en ret lækker lejlighed ud af.

 Løb er for mig terapi, frihedsgivende og det element hvor jeg på så mange måder er i kontakt med mit inderste. Løbet giver mig mulighed for at sortere tankerne, bearbejde det der skal ordnes og frem for alt give mig selv den fulde kontrol.

Lige om snart kan jeg igen binde løbeskoene og forhåbentlig vil Vilmer være min løbemakker.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvad hvis de tager mine børn?

Hvad hvis de tager mine børn?

Der skal virkelig meget til for at kommunen tager ens børn”, det husker jeg en af mine medstuderende, som var socialrådgiver, engang sagde til mig. Det er let bare at sige “Ja det skal der og selvfølgelig tager de ikke bare folks børn” og alligevel, så synes jeg desværre der gentagende gange er beviser på, hvorledes nogen kommuner ser igennem den almene retssikkerhed, som er i vores samfund, grundet fortravlet medarbejder og manglende ressourcer. Jeg er hverken socialrådgiver, ekspert eller direkte pårørende til en familie, som har oplevet dette og alligevel, har jeg som tidligere børn og ungerådgiver hos Børns Vilkår, og som kandidat i pædagogisk sociologi, blevet sat ind i diverse undersøgelser og ikke mindst sager, hvor der kan spås tvivl om kommunens indgreb er tilstrækkeligt begrundet. Jeg har overordnet den holdning, at det aldrig må være forældrenes “ret” der tæller i sidste ende. Det er nu engang barnets tarv der skal ses på, ligegyldigt hvad. Hvorfor jeg nu skriver dette indlæg, skyldes mest af alt min egen sårbarhed og et ønske om at fortælle om dengang jeg selv sad med frygten for, at nogen skulle tage mine børn, for ja, den har jeg OGSÅ haft. Frygten kom sig af, at jeg var bange for, hvad “verden udenfor” ville sige og gøre, hvis de vidst hvordan det hele for en kort periode føltes i mit indre. 

Jeg glemmer aldrig den aften min mentale film knækkede og jeg takker fortsat mig selv – dagligt – for at have opsøgt hjælp, på trods af min enorme frygt for at nogen misforstod eller ville begynde at spå tvivl, om mine evner som mor. Den dag, hvor jeg sad under spisebordet, overmandet af angst, sorte tanker og med et spinkelt håb om at hjælpen fandtes, der ringede jeg til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg. Jeg husker at jeg smed på, første gang jeg ringede op og det derefter var nødvendigt at samle en ekstra potion mod inden jeg blev i røret. Sundhedsplejersken som tog telefonen, lod mig fortælle. Hun lod mig græde og hørte mine ord. Igen og igen sagde jeg, at det jo ikke var synd for mig, men mine børn og at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg virkelig gerne ville dem det bedste. Sundhedsplejersken var ikke et sekund i tvivl om dette og sagde da os “Christina…. det du fortælle mig, de handlinger, de bekymrer mig ikke, det der bekymrer mig er hvordan du har det med dem og yderligere hvordan du tydeligvis er påvirket af dem”. Derfra tog samtalen en uventet drejning, for jeg havde virkelig troet jeg skulle indstilles til et forældre genopdragelses kursus.  På det tidspunkt var jeg ramt af en ikke diagnosticeret svært depression og belastningsreaktion og så alt i sort / hvid. Det fangede sundhedsplejersken, hun hørte min manglede realitetsforståelse, konstante “ruminering” og hun mødte mig i samtalen, uden på noget tidspunkt at spå tvivl om hvilken mor jeg rent faktisk var for min børn. Fortællingen om hvordan der kort efter står en psykiater og en sygeplejerske i min stuen har jeg tidligere fortalt om her på bloggen og i kategorien ”En sygdoms sandhed” kan en række af disse indlæg findes og i indlægget “Når Filmen Knækker. Del II – Mor På Tanskehospitalet“, har jeg skrevet om hvordan jeg lavede en børneoversættelse af min psyke lidelse, til mine børn.. Hele processen omkring bearbejdelsen af den frygt jeg havde for at miste, men os at såre mine børn, den har jeg af mange grunde holdt for mig selv.

Dette er den tegning, som jeg brugte til at forklare Aksel og Carl, hvordan mine tanker var blevet rundtosset og det derfor gjorder at jeg var nød til at være på et tankehospital.

I min åben -og ærlighed omkring det at have været psykisk syg, har jeg en stor respekt for ikke at begå et overgreb mod mig selv eller andre, og derfor er jeg dels påpasselig med hvad og hvor jeg fortæller om de oplevelser, jeg havde mens jeg befandt mig i depressionens mørke. Når jeg skriver sådan, så mener jeg, at vi jo alle har en sårbarhed i større eller mindre grad. Den kan være generel eller specifikt for er område og at det på så mange måder er vores egen opgave at værne om denne sårbarhed, frem for at udstille os i den. En udstilling skaber nemlig ofte spørgsmål og vi har efterhånden en tendens i samfundet som hedder sig at vi skal svare når vi bliver spurgt om noget. Det skal man ikke nødvendigvis, men når nu det oftest er sådan, så tænker jeg, at det er vigtigt ens egenomsorg værner om at man måske ikke skal stå “skoleret” nu og her.

Mit første døgn på psyk, var på en lukket afdeling, grundet den mentale tilstand jeg var i og mit enorme behov for at der var nogen som passede på mig, for jeg var simpelthen ikke i stand til selv at gøre det. De knap 24 timer jeg havde på den lukket afdeling, foregik hovedsageligt med ukontrolleret gråd, mens jeg sad i “spænd” i et vindue, med kinden mod den kolde rude og ben og ryg placeret i hver dets side af vindueskarmen. Jeg kunne simpelthen ikke mærke min krop på andre måder og jeg var for bange for de andre patienter på afdelingen, til at gå ud i den gård der var tilknyttet afsnittet. Dagen efter min indlægges overflyttes jeg til et mindre intensivt afsnit og her møder jeg det, der kaldes for en nøgleperson. En nøgleperson er en sygeplejerske, der igennem ekstra uddannelse er uddannet til at arbejde med patienter og dets pårørende, her oftest børn. Hr. Mand er med til det møde, som jeg selv har bedt om, da jeg godt kan se min indlæggelse ikke kan skjules for Aksel og Carl og jeg mener vi har brug for vejledning i hvordan vi kan fortælle vores børn, at mor er blevet syg i psyken? Det er jo svært nok at forklare voksne.

Vi snakker lidt frem og tilbage og jeg præsenterer de termer jeg har valgt at sætte på min sygdom, så mine børn har en mulighed for at forstå dette. Det hedder sig fortsat, at jeg engang har været på et Tankehospital, fordi jeg på et tidspunkt var rundtosset inde i tankerne.

 Jeg husker at nøglepersonen var sød, lyttende og at hun udstrålede en ro og varme, der gjorde jeg ret hurtigt valgte at have tillid til hende. Mens vi snakkede, fortalte jeg om min frygt for at der pludselig står nogen på vores adresse, for at fjerne mine drenge, fordi jeg nu er blevet syg og indlagt på et psykiatrisk hospital. Disse tanker bad hun mig skyde en hvid pil efter – for kort efter at fortælle mig om muligheden for at hospitalet kunne hjælpe med at lave en ansøgning om en aflastningsplads. Idet øjeblik hun fortalte det byggede jeg en mur op omkring mit indre. Jeg husker tydeligt hvordan jeg fortalte at vi som familie, på ingen måder var interesseret i at vores børn skulle i aflastning og at jeg ville gå igennem ild og vand, ligge alle vaner om, flytte fra byen, stoppe på drømmestudiet mm., for at vi kunne få vores familie, heraf særligt mig, på ret køl igen. Jeg glemmer nok aldrig den kvalme som sneg sig ind på mig, mens jeg fortalte hende dette. Jeg husker tydeligt hvordan al blodet havde fortrukket sig fra mine kinder, som havde kroppen gjort sig klar til kamp. Jeg synes generelt det er rigtig fint at der findes aflastning til de familier, som finder det nødvendigt, men for min familie og mit vedkommende, så er vi ikke en af dem. Jeg ville personligt føle min livsførelse var forkert hvis mine børn måtte i aflastning, fordi jeg ikke havde energien til at have dem nær mig. Når jeg skriver sådan, så var det jo netop min egen livsførelse, der  på daværende tidspunkt, var skyld i jeg nu var blevet depressiv, så var motivationen om at genopstå, som den mor jeg før havde været og drømte om igen at blive, var større end nogensinde og der var i min verden, for min familie, ikke andre muligheder end at VI måtte sadle om som familie. Det gøres ikke over en nat og jeg oplever da stadig dage, ja sågar perioder, hvor vi balancere på kanten til at det blive usundt for os som familie. Vi balancere dog kun, frem for at falde lige i de gamle usunde handlemønstre. For at vende tilbage sygeplejersken, så hørte hun mine ord og hun registeret følelserne som lå bagom disse og undskylde da os, for dernæst at forklare mig at hun udelukkende sagde dette, for at fortælle os om de mange muligheder der var for at hente støtte.

Et af Carls besøg på Tankehospitalet.

Jeg har officielt været indlagt i 8 uger på en psykiatrisk afdeling og det skammer jeg mig ikke længere over, men jeg bær for evigt en sårbarhed omkring tanken om, at nogen måske kunne anfægte at jeg var en mindre god mor, bare fordi jeg har haft en depression. Særligt nu, hvor Vilmer kommer til verden lige om snart, så vokser denne sårbarhed i perioder, selvom jeg ikke tvivler på mit moderskab, den relation jeg har til mine børn og den måde jeg forstår at se dem på. Jeg er mine børns bedste Mor, os selvom jeg kommer med ridser i lakken. På trods af dette, så ved jeg jo godt, at jeg kommer med en øget risiko. Det er en risiko jeg har enorm stor respekt for og som er årsagen til at Vilmer på så mange måder er langt mere planlagt end Aksel og Carl var det, alligevel er der ingen garantier og sandheden er nu engang at jeg har en øget risiko for at udvikle en almen depression eller efterfødselsreaktion.

En af de mange årsager til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg igennem min graviditet, løbende er blevet kontaktet at andre kvinder, som står i lignende situation som jeg. Kommende mødre, med en tidligere diagnose, som de nu har en skræk for skulle springe op igen. Jeg skal være ærlig og sige at jeg er sindssyg bange for at blive syg i psyken igen. Det er ikke en frygt der er styrerende men en frygt som jeg respektere og anerkender. At være syg og kæmpe for at blive rask, var nu engang det hårdeste jeg nogensinde har skulle kæmpe med i livet og det havde nær kostet mig det. Tanken om at skulle kæmpe samtidigt med at jeg lige er blevet mor, skræmmer mig. Alligevel har jeg etableret en ro og tillid til mig selv, som går sig på at jeg kan klare hvad end livet bringer og at jeg nu engang har arbejdet ufatteligt meget med mig selv igennem de sidste par år. Jeg har samtidigt givet mig selv et løfte. Et løfte om at være modig, ærlig og omsorgsfuld overfor mig selv og min psyke og mest alt acceptere at det der sker, sker. Det er lidt min bøn med dette opslag, nemlig den, at hvis man som forældre, i ens forældreskab føler at man for tit og ofte er på grænsen eller over denne i sin kontakt til sine børn, og det er noget man selv anslår som værende et problem, opsøg hjælp eller sparring. Hos din partner, veninde, mor, pædagog eller sundhedsplejersken. Hvis psyken føles skrøbelig, så husk, at selv den stærkeste stjerne kan falde og at ingen er uovervindelige, men alle kan, hvis de vil der, være en helt i deres eget liv – det kræver nogen gange en sand hjælper i form af læge, psykolog, partner eller ven.

For mit eget vedkommende har bearbejdelsen af den “uansvarlighed” jeg udviste, forud for mit sammenbrud, været nødvendig at vende igen, her for nyligt. Det er de færreste der går fra “normal” psykisk tilstand til bragende svær depression. Hvornår man er decideret depressiv, ja det er et godt spørgsmål, for vi kan alle score point nok på en dårlig dag til at testen siger “let depressiv”. Jeg har igennem mine to år efter depressionen arbejdet med handlemønstre, uhensigtsmæssige leveregler og etableringen af gode omsorgsfulde strategier og det har kastet en enorm stor selvindsigt af sig. Jeg bliver ofte spurgt om jeg måske tænker for meget over det at have været syg eller om det virkelig er så nødvendigt at “føle” så meget efter? Nu har jeg 7-9-13, aldrig kæmpet med cancer, men hvis man en gang har haft en ondartet knude i brystet, tror jeg det er de færreste pårørende der kunne finde på at sige “ah det du mærker nu er nok ingenting”, alligevel er der nu engang forskel på somatisk og psykisk lidelse. En tidligere cancerramt kvinde er ofte langt bedre stillet end hende der tidligere har lidt af en depression. Begge sygdomme er dødelige og i top 3 over folkesygdomme i Danmark. Nu bevæger jeg mig ud på et lille sidespor, så tilbage igen …

Jeg frygter ikke længere at der en dag ligger et brev i postkassen fra kommunen .. det vil jo nok os være eboksen efterhånden? For jeg føler, at ved at sætte ord på mine tanker, når jeg er i sparring med diverse fagpersoner, så mødes jeg med en enorm respekt og accept af at det er mere end okay, at jeg har været på bunden for i dag at svømme, for jeg flyder ikke, oven vande. Derfor har jeg igennem denne graviditet arbejdet med en kendt jordmoder og yderligere sikret at jeg fik tilknyttet en sundhedsplejerske som ikke var berøringsangst omkring svære emner og som yderligere havde den accept og forståelse der hed, at skulle jeg en dag, under min barsel sige ”jeg har det ikke så godt”, så mødes jeg i denne udmelding, frem for ”Du er jo os rigtig træt”.

Jeg vil gerne sige dig tak for at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

En pille, et år, et stop

En pille, et år, et stop

 

Nogen gange virker alt det med depressionen, som noget der skete i et andet liv og alligevel ved jeg jo godt, at det ikke er mere end to år siden jeg befandt mig i mørket. Siden min udredningssamtale, hvor diagnosen “svær depression” blev fastslået, så har jeg på mange måder drømt om netop denne dag.
Hvorfor?
Fordi det var mit håb; min drøm om et depressionsfrit liv, da der var mørkest.. 

Det er svært at forklarer hvor altopslugende depressionens mørke er og hvordan mørket kan fjerne alle tanker om, at der virkelig er en dag igen imorgen. Da der var mørkest, var jeg sikker på min krop og mit sind ville give efter og en nat fandt jeg min computer frem, for at skrive afskedsbreve til mine nærmeste. Ikke fordi jeg ønskede at tage afsked, men fordi jeg var sikker på at mit hjerte snart ikke kunne klare mere. Det var ikke for sjov at der blev kørt ugentlige hjertediagrammer, mens jeg var indlagt, den første måned. Min vægt styrtdykkede, kroppen var konstant forpint og håret faldt af i totter. Alt hvad der kunne være i ubalance, kom i ubalance og når jeg lå der med øret mod madrassen, kunne jeg hører hvordan mit hjerte konstant skiftede rytme, først dobbeltslag, så næsten intet, for dernæst igen at finde sin rytme. Sådan lå jeg en nat, mens mørket fortalte mig, at jeg måske ikke ville overleve rejsen igennem depressions altopslugende dystre mørke. 

Det blev dog en rejse, en rejse som førte mig ud i lyset. Først var der tåget men en smukt efterårsmorgen stod jeg så endelig under en skyblå himmel og mærkede hvordan mit hjerte blev varmet af solen. 

En ting er at holde ved stationen, hvor lægerne nu erklære en rask i det psykiatriske system, noget andet er at føle sig rask og for alvor mærke, at der er kommet styr på uhensigtsmæssige strategier og tankemønstre…. da jeg forlod dén station, for at kører videre mod den næste, så var det der at den virkelig prøvelse skulle ske, det næste stop var hos en psykiater, som skulle hjælpe mig med at trappe ud af min antidepressive medicin. Det var et stop, som på så mange måder fik rusket op i mit indre og som var alle mine følelser og tanker små sandkorn, blev de rystet i sådan en grad, at de fik dannet en indre sandstorm. Spørgsmålet var nemlig, om jeg nu godt kunne være depressionsfri, uden den antidepressive medicin. Månederne gik, nedtrapningen r bød på en kæmpe mental rutsjetur og følelserne mange, men så stod jeg endelig en aften, med den sidste pille. I går var det et år siden at jeg tog den sidste pille og for mig er i dag derfor ende stationen, i fortællingen om min depression. 

Jeg valgte at min depression skulle give mening og derfor har jeg valgt at stå frem med min fortælling.. blandt andet igennem mit virke som Ambassadør hos En Af Os
Min “første” politiske opgave, indenfor sundhedsområdet, var et samarbejde med Dansk Sygeplejeråd omkring udarbejdelsen med deres anbefalinger til den nye psykiatripakke. 
Selvom jeg forsat har perioder hvor jeg er selvstigmatiserende og det derfor var grænseoverskridende at stå på tv og fortælle ærligt om en depression, så gjorder jeg det, fordi jeg tror på vi skal tale om det der er svært og jeg mener vi alle har en rolle i at nedbryde tabu, skam og skyld omkring psykiske lidelser.

Rejsen har været lang, enorm smertefuld og til tider udmattende, men jeg står her nu, med begge ben på jorden, en psyke som jeg kender ud og ind og har svoret at jeg vil passe på og tage hånd om når det er nødvendigt. Der er ingen garantier her i livet og det er da med os ærefrygt at jeg om 7 uger udklækker en hormoncocktail i mit indre, men jeg tror på det, fordi jeg i dag bæger håbet, viljen og ikke mindst en masse redskaber i mit indre. 

Derfor er i dag en stor dag. Det er en dag hvor jeg på så mange måder kan se på kvinden i spejlet, at hun har været på en lang og opslidende rejse. De sidste to år er nogle bestemte linjer kommet til, men jeg skatter dem, da det er derigennem jeg selv kan læse min historie. Fortællingen om min depression er nu afsluttet og forhåbentligt kommet der ikke en del to eller tre – den slags efterfølgere bliver alligevel aldrig særlig gode.

 Tusind tak fordi du ville læse med 

Kærlig hilsen Christina  

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Opkaldet der ændrede alt

Den genkendelige lyd, af lågen ind til gården der smækker, runger som et ekko, de er kørt.
Jeg ligger i gangen. Mit hjerte banker alt for hurtigt, halsen er tæt og det føles som alt lukker sammen, hvilket gør min vejrtrækning mere og mere besværet. Mine tåre blandet sig med snot fra næsen og hovedet dunker. Gulvets rughed, blandet med sandkorn fra sandalsæsonen, kradser imod min kind. Mine ben og arme ryster. Det er som om mine øjne har mistet dets styrke. Farverne i rummet toner sammen og bliver udtydelige. Det føles som om loftet kommer tættere og tættere på. Mine tanker genkalder den foregående aften, putningen, som havde fået det hele til at vælte. Jeg er en elendig mor ! Mørket ruller ind over mig, som en sort tåge, men efter den skyldfølelse, som stadig sidder i mig fra igår, ved jeg nu – det ikke er en mulighed. Jeg må have hjælp !

Min telefon ligger på spisebordet. Mine ben ryster og er ukontrolerbare så jeg kravler ind i spisestuen. Jeg måtte for en fremmet havde lignet en forvokset baby, som næsten havde lært at kravle, dog kun med krydskoordinering af armene. Jeg svinger den ene arm op på bordets overflade og trække telefonen med ned på gulvet. Hvem fanden skal jeg ringe til ?! Jeg sidder lidt og tænker at der ikke er nogen vej tilbage, mine børn fortjener bedre – os selvom det måske bliver en hverdag uden mig. Jeg kender alt for godt til de sager hvor uegnet forældre ødelægger deres børn og jeg føler, at jeg ikke længere har ret til at have mine. Jeg søger på  googel efter nummeret til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg.

Jeg ringer bævgerne op mens hånden, som holder telefonen, forbliver rystende. Jeg ligger hånden og hovedet mod det ene bordben for ligesom at fastlåse hånden og mindske den rystelser, den anden hånd har bordet sine negle ind i mine arm, intet andet synes at virke. Telefonen dutter et par gange og så er der en som svare. Hun er sød, hende sundhedsplejersken. Jeg fortæller hende om hvilket forfærdelig mor jeg er. Jeg har råbt at mine børn, sådan helt ukontrolleret, så de blev bange. Sundhedsplejersken lytter, mens jeg fortæller om mit behov for hjælp. Jeg fortjener ikke mine børn, jeg ødelægger dem bare. Samtalen vare længe og hun lytter intens, en gang imellem stiller hun er spørgsmål og efter en god del tid siger hun så: “Christina du er altså ikke nogen dårlig mor, alle kommer til at råbe og at du kan mærke det er over din egen grænse og rækker ud efter hjælp, det er simpelthen så godt…” jeg bryder sammen, for stemmerne inde i hovedet bliver ved med at sige at jeg er en forfærdelig mor, den fortæller mig at jeg burde dø, at verden er bedre uden mig  jeg er uduelig. Jeg er så bange for at miste drenge og omvendt ved jeg de fortjener bedre. Der er stille i røret, sundhedsplejesken forsøger at berolige mig, min gråd er tydelig. Så siger hun det “Christina, jeg tror altså du skal ringe op til lægen og sige hvordan du har det? Kan du selv gøre det eller skal jeg gøre det for dig?”. Jeg har intet sagt om mørket i mig og de sorte tanker, men hun kan tydeligvis hører hvilket sammenbrudt menneske hun taler med. Vi aftaler jeg selv skal ringe og hvis ikke lægen svare, skal jeg ringe igen på et direkte nummer til hende. Jeg ringer til lægen og inden jeg får set mig om, står der en psykiater og en sygeplejerske i min stue.

Det er i dag 2 år siden jeg lavede det opkald. Opkaldet resulteret i at en psykiater anslog jeg havde fået en belastningsreaktion og at min nervesystem derfor var brændt sammen. I månederne forud for den aften, hvor min mentale film knækkede, havde min adfærd ændret sig. Havde jeg dengang taget en stresstest, ville den havde været bragende positiv, men jeg vidste ikke det var stress. Istedet troede jeg at det var MIG, som var et forfærdeligt menneske. Det var ikke mig, men en række symptomer på, at noget var helt galt. Tankemyllerede kredset hele tiden om min gøren og laden og hvor uduelig jeg var, konstante hedeture, svingende humør, nedsat appetit, afbrudt søvn, manglende lyst – os til sex og så det jeg synes var værst… Jeg var blevet en råbemor, hende der konstant var kortluntet og hævet stemmen i tide og utide. Jeg har ellers aldrig brugt en hævet stemme og bullerende adfærd i mit forældreskab. Havde opkaldet til sundhedsplejersken været optaget, kunne enhver med bare den mindste form for psykologisk forståelse høre hvor sort / hvid jeg var i min forståelse af egne adfærd. For i dag ved jeg selvfølgelig godt, at jeg IKKE var nogen dårlig mor, jeg var en kvinde som var helt ude i torvene, ramt af stress og depression, hvis nervesystem brændte sammen og som selv i den sidste time tænkte på mine børns ve og vel. De har altid og vil altid komme først. Derudover kunne jeg ikke se tingene som de var, jeg var ikke relativ i forhold til det der skete, jeg så ALT med lup og i tonet mørkt glas.

Der er ingen tvivl om at det opkald til sundhedsplejersken, det var opkaldet der ændrede alt. Jeg husker stadig min enorme frygt for at bede om hjælp, for dengang tænkte jeg konstant: Hvad nu hvis nogen tager mine børn, når de hører om dette? I dag ved jeg, at mine børn har det bedste mor de kan have, hver evig eneste dag, måske ikke hvert minut – men hver evig eneste dag.

Det er i dag 2 år siden jeg sad under spisebordet i stuen. Der er sket så meget på disse to år, mere end jeg havde ture håbe på, siden den dag hvor min mentale film knækkede. Jeg er i dag enormt taknemmelig over at jeg fik hjælp, da jeg bad om den og at jeg var modig nok til at gøre det, trods alt. Dengang jeg fik konstateret at jeg havde en svær depression, følte jeg virkelig at jeg ramte et nulpunkt. Derudover tuer jeg ikke tro på, at jeg en dag kunne blive raske igen, det er det forfærdelige ved en depression, den kvæler al liv og håb.

Vilmers hjerte banker under mit i dag. I hver af mine hænder har jeg mine to skønne drenge, de drenge som den aften i 2016 mindede mig om, hvorfor jeg skulle forblive til. Selv de dage hvor jeg vakler og har lyst til at “overgive” mig til stress og jag, så kigger jeg på dem, og bliver mindet om at intet betyder noget, hvor jeg igen bliver hende jeg for en kort periode af mit liv var. Det er MIT liv for kort til.

I dag lever jeg efter de erfaringer som jeg har gjort mig, de er mine pejlemærker her i livet og det er dem der gjorder, at jeg for nyligt var i stand til at række hænderne op og sige “Jeg skal stoppe her, ellers kan det jeg føler udvikle sig til noget helt andet og ukontrollerbart”. Jeg har altid, siden jeg blev rask, været bange for jeg ville tillade mig selv, at blive så syg af stress igen, men den dag jeg slog en streg i sandet og sagde “HEY-det her er ikke godt for mig”, der blev et festfyrværkeri udløst inden i mig. Det var nemlig i det øjeblik jeg viste, at en ting er at kæmpe sig ud af depressionen, ophør med antidepressiv medicin og dårlige strategier og leveregler. Noget helt andet er at kunne navigere efter alt det, således at jeg sikre mig selv, i forhold til “tilbagefald”. Der er ingen garantier her i livet, kun de erfaringer vi gør os og den visdom vi vil hente af dem.

Kærlig Hilsen

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kommende mor, med tidligere depression

881b48b0-1395-46b3-ba0a-5011eb429ad5

Allerede forud for denne graviditet, har jeg forberedt mig mentalt, på at jeg nu kan kategoriseres som kommende mor der er “tidligere depressions ramt”.

Dengang jeg blev indlagt i 2016, det smuldrede drømmen om Hr. Mand og Jeg, en dag ville blive forældre til tre. Det har ikke altid været drømmen, indtil det for en del år siden var og netop de tanker kommer i et andet indlæg. Da jeg blev syg, valgte jeg at accpetere det nok alligevel ikke skulle være. Dengang jeg var indlagt snakkede jeg en del med min kontaktperson om fremtiden, jeg var simpelthen så bange for at jeg skulle gå fra “enkeltstående depression” til “periodisk depression” eller ende med aldrig at kunne stå nogenlunde stabilt på benene, være der for mine børn osv. Når jeg skriver sådan, skal det ikke tolkes som en fingrepegning eller egoistisk selvophøjedehed. Jeg har set og følt hvad depression er og hvor livsfarlig den form for psykisk lidelse kan være og jeg vil aldrig ønske det for min væreste fjende, end ikke de politikker som gang på gang har sparekniven fremme (sidespring – undskyld).

Dengang jeg talte om fremtiden, var det men en angst for tilbagefald eller at blive “svingdørspatient”. Rigtig meget af det personale jeg var i kontakt med, forsikrede mig om, at der intet var galt i et brush up kursus, altså hvis jeg 6-10 måneder efter udskrivelse skulle ind på afdelingen igen. Det er nemlig i den periode der er størst risiko for tilbagefald. Jeg glemmer aldrig en af samtalerne med min kontaktperson Maria. Vi snakkede om mit moderskab og følelserne jeg havde omkring at være en fiasko. Min største frygt var “urationel” og gik på at nogen vil fjerne mine børn – grundet mit psykiske sammenbrud. Jeg har aldrig tvivlet på mine evner som mor – jo den aften mit sind brød sammen. Ingen er perfekt – det ved jeg godt og det har jeg som sådan aldrig sigtet efter at være – jeg har bare nogle værdier og grundidealer som jeg rigtig gerne vil efterleve i mit moderskab og det gik ikke just hånd i hånd med en belastningsreaktion / svær depression. Idag ved jeg, at jeg er den bedste mor for mine børn og det nu engang altid vil være sådan.  Jeg fortæller Maria, at jeg jo nok ikke skal have flere børn mm. Og at jeg jo nok heller ikke kommer til at kunne tage aleneweekender med drengene osv. Længe lader hun mig fortæller om min angst og så siger hun det lige ud “Du skal stoppe op og tilgive dig selv, når du er ovenpå igen OG du skal med sikkerhed have alle de børn du drømmer om. Denne depression er ikke din endestation, det er din begyndelse”. Siden den dag valgte jeg at se mit liv sådan. Jeg har valgt at se på mørket som en “gave” der skænkede mig lyset og en ny forståelse at vores skrøbelige tilværelse. 

Børn er ikke noget vi bare tager ned fra hylderne i supermarkedet og med den konstant faldende fertilitet, så er det at lave børn, blevet rigtig svært. Personligt har det aldrig været et “problem”, men det betyder ikke vi “bare” laver dem. Jeg har en stor respekt for “børn der vælger forældrene og kommer når man mindst venter dem”… men personligt, så har jeg bedst af at være “klar” og selv vælge til, jeg har nemlig os engang været nødsaget til at vælge fra, hvilket altid har været mit livs hårdeste og mest utaknemmelige beslutninger. Den har uden tvivl os været den rigtige for der hvor jeg var i mit liv, dengang. 

Da jeg blev syg var jeg fast besluttet på, at hvis Hr. Mand og Jeg en dag skulle have flere børn, så skulle vi have styr på en række sager. Heriblandt min psykiske tilstand. 

Da jeg startede i terapi og depressionen lettede i efteråret 2016, begyndte jeg igen at kunne drømme. Det skete i takt med jeg genfandt mig selv som mor og forstod at jeg ikke var et ondt eller “sølle” menneske. Jeg var et menneske som havde oplevet langvarigt stress, der havde udviklet sig til en depression og mit job blev så at undersøge hvorfor jeg havde følt et behov for at blive så stresset eller omvendt hvorfor jeg ikke havde stoppet op og sagt “Nej tak”. Jeg oplevede hvordan jeg pludselig kunne jeg alt det jeg kunne før sygdommen, men på en langt mere hensigtsmæssig og selvreflekterende måde. Min styrke har altid været min lyst til drenges trivsel og at jeg virkelig gerne vil dem. De kommer i forreste række men for at sætte dem der er jeg nød til at være i stand til dette. Jeg har altid haft en vilje til ikke at lade mig slå ud af omstændigheder og evt det at være alene. Jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og derfor så nyder jeg det samværd vi har, hvor vi end er, om vi så er en eller to voksne. Da jeg blev rask kunne jeg igen grine inderligt og mærke hvordan jeg var forelsket i Hr. Mand. Jeg kunne mærke varmen inderst inde og jeg begyndte at tro på jeg kunne klare livet igen.

Derfor fortalte jeg os en dag, i terapi, at jeg var begyndt at tænke på om jeg måske en dag kunne blive mor for sidste gang. Jeg fortalte om mine små krav og det jeg ville evaluere mig selv og min parathed ud fra. Det lyder måske her som om det kun er MIG det handlede om, men selvfølgelig kræver et barn at begge parter og børnene – hele den samlet familie er klar . Derfor har vi blandt andet os ventet til Carl var fyldt 4 og ja Hr. Mand og jeg var kommet til hvor vi er i dag.

Psykologen var støttende og da jeg nu engang er den jeg er, bad jeg om en forsikring på, at hun ville fortælle mig, hvis hun kunne få en oplevelse af jeg ikke var robust nok til endnu en graviditet og en udvidelse af mit moderskab. I samme forbindelse tog jeg denne snak med min psykiater, som skulle trappe mig ud af den antidepressiv medicin. Her drøftede jeg muligheden for en fremtidig graviditet og risiko for at udvikle en ny depression. På mange måder har det været vigtig for mig at få en professionel og udefrakommende vurdering, på om det “overhovedet” var en god idé. Jeg ved, at jeg er underlagt en biologisk lyst til at “formere” mig og omvendt er lysten til at give mig selv om mine børn de bedste præmisser for at have det godt langt vigtigere men det er ikke altid den slags går hånd i hånd. Jeg tror vi som mennesker, ofte selv kan vælge at placere os i uhensigtmæssige positioner. Nogen bevist og andre ubevist. Ingen ønsker at kører sig selv for hårdt, men ofte tror jeg man skal have gjort op med sig selv, hvad det i realiteten er man gerne vil. Hvad rummer man egentlig selv som menneske – hvor godt kender man egentlig sig selv.

Både psykiateren, kontaktpersoner på psyk samt min psykolog, som jeg i dag ser i perioder, har bedt mig droppe tankerne om at én depression udelukker en vellykket graviditet – barsel osv. Jeg siger ikke at personer med psykisk lidelse ikke kan tillade sig at få børn eller lignende – langt fra. Jeg har personligt været bange for “hvad nu hvis”, derfor fortalte alle de fagpersoner jeg har været I kontakt med, igennem min reccovery proces, at der findes et bestemt jordmoderteam for psykisk sårbare mødren som differentieres efter den enkelte mor og hendes sårbarhed.

Dette team har jeg valgt at lade mig henvise til, grundet min tidligere depression. Jeg har virkelig forsøgt at gå ind til mit første jordmoder besøg med åbne arme og med en respekt for mig selv. Jeg kan til tider komme med en forsvarstale, fordi jeg har oplevet nogen rigtig hårde stigmatiserende oplevelser i det at være eller have været ramt af en depression. Stigmatisering er desværre aldrig bundet op på viden men uvidenhed, hvilket er enorm farlig tendens – som gælder rigtig mange aspekter og i forhold til bestemte områder. 

I dag var jeg så til jordmoder for første gang og jeg blev mødt med en faglig respekt og gennemgribende lyst til at støtte mig på hvilken måde der må være nødvendigt under denne graviditet. Yderligere formåede jeg at droppe forsvaret og bare være kommende mor med en tidligere depression, for det er nu engang kun en lille del af hvem jeg er.

Tusind tak fordi du læste med 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit Full Circle Moment

Jeg husker stadigt, tydeligt, min første dag på Frederiksberg Psykiatriske hospital. Jeg husker hvordan jeg ankommer omkring klokken 11:30 og at jeg ret hurtigt tilbydes noget beroligende. Jeg er bange for alle de andre patienter og mine daværende fordomme overfor folk med behov for at være indlagt, på en lukket afdelingen, kommer for alvor i spil. Grundet det jeg kommer med som menneske, har jeg altid været bange for mennesker der er utilregnelige, altså hvis karakter der “ikke er til at stole på”. Jeg ved for mit eget vedkommende at mens jeg var dårligst, at jeg ikke kunne “kontrollere” mine tanker og at de var al for tæt på at styre mine handlinger. Så i dag mener jeg os, at mennesker som har et behov for at være indlagt på en lukket afdeling, ikke er utilregnelige, men deres tanker og det som er på spil inde i dem kan gøre, de kan blive det.

Jeg tager en halv pille, af noget beroligende. Min krop har aldrig arbejdet godt med medicin og de gange jeg har måtte tage en “cocktail” med to panodiler og en kodimagnyl, er de altid kommet retur. Derfor løser jeg helst smerte og sygdom naturligt. Pillen virker hurtigt og mørket inde i mig pakkes for en stund ind i en dyne. Jeg er møg forvirret og utrolig bange for at være på hospitalet. Samtidigt river skammen i mig, over at JEG har tilladt mig selv at lade stressen blive en fast del af min hverdag og det nu er kommet så vidt at min psyke er brudt sammen. Der kommer en sød sygeplejerske, som fortæller mig om afdelingen og de muligheder jeg har. Jeg ser alt fra krearum, til gårdhaven og massagestolen. Jeg vil overhoved ikke være i kontakt med andre på afdelingen og føler mig tryggest, hvis jeg sidder i min vindueskarm på værelset, hvor ryg og fødder sættes i spænd og kinden ligger op mod ruden. På det måde kunne jeg hele tiden mærke min krop.

Jeg kan huske jeg siger at jeg gerne vil tale med en psykolog, men igen og igen fortæller personalet mig at jeg lige skal lande. Jeg var utrolig  bange for blot at blive behandlet medicinsk, da jeg er af den overbevisning at medicin aldrig må stå alene. I dag ved jeg, at en vigtig årsag til at jeg ikke kunne snakke med en psykolog, skyldes at jeg var sammenbrudt. I denne nedbrydning af mit indre var alt mit filter væk og havde en psykolog forsøgt at lave terapi på og med mig, havde det på mange måder være et større overgreb. Der kommer dog en sød ung kvinde ind til mig. Vi må have været jævnaldrende – hun er recovery mentor. Vi snakker lidt frem og tilbage og hendes historie ligner den jeg skal til at opleve. Stresset sammenbrudt studerende. Mødet med hende bliver skælsættende. Hun har siden min første dag på psyk, stået som et symbol for at jeg måtte tænke i muligheder frem for begrænsninger.

I dag er det næsten 2 år siden jeg oplevede mit mentale sammenbrud og jeg har siden min indlæggelse, valgt at bruge min stressbetinget depression og de erfaringer jeg havde fået heraf til noget. Jeg måtte simpelthen have det til at give mening. Derfor valgte jeg ret hurtigt at jeg ville være ærlig omkring min indlæggelse på en måde, hvor jeg samtidigt kunne beskytte mig selv og min sårbarhed. Gradvist som jeg kom mig, begyndte jeg at åbne mere op for det mørke, jeg for en kort periode af mit liv, befandt mig i. Åbenheden har ført til mange ærlige indlæg her på bloggen, post på IG, artikler, medvirken i politiske udspil og oplæg grundet min rolle som ambassadør i EnAfOs. Min ærlighed har ført til over hundrede mails og kærlige beskeder af ligesindet, fra dem som var i mørket og dem som var kommet ud. Alle beskederne er gemt anonymt på min computer og når jeg i ny og næh tvivler på om det nu os er det værd at være ærlig, så læser jeg de beskeder. Der er brug for vi taler om psykiske lidelser og at vi hjælpes ad til at fjerne tavsheden og tabuet.

Tilbage i efteråret 2017 snakkede vi under et ambassadørmøde i EnAfOs om hvilket events vi som ambassadører kunne tænke os at afholde. Jeg har altid brændt for at fortælle om min oplevelse af at være mor og blive syg, menjeg har os brændt for at fortælle om hele årsagen til min sygdom og det at være psykisk syg og studerende. Jeg lærte alt for tidligt, at jeg langt fra var den eneste sammenbrudte kandidatstuderende. Jeg tror alle kender den rationale følelse af stress. Følelsen er indlejret i os af biologiske årsager, ligesom angst. Det er den der sætter os i beredskab mode. Den der beder os handle på presset situationer. Der er bare langt fra hulemennesket flugt for sabeltigeren til eksamen ved det grønne bord. Jeg har derfor altid gerne ville holde et større event som skulle omhandle studerende og psykisk lidelse. Det blev til Cand Stress – naviger i et stresset studieliv. Her gik jeg på scenen, sammen med forsker Freje Filine Pedersen og Psykolog Sara Alting og hver især beskrev vi hvad stress er, kan føre til og hvordan det kan “behandles” ud fra hver vores vinkel

Foto: Julie Thaysen Elming

Under lydprøverne kunne jeg for alvor mærke adrenalinen og da jeg en af de sidste gange kigger mine cards igennem fanger journalist og fotograf Julie Thaysen Elming min koncentration. Dette oplæg har en kæmpe betydning for mig, professionelt men mest af alt personligt. På så mange måder har jeg følt, at jeg med dette oplæg sætter et sidste punktum på mit liv som kandidatstuderende, på trods af specialet er afleveret for nu 14 dage siden. Da Anders Stjernholm byder mig velkommen på scenen, er mine ben som gele og jeg har mest lyst til at styrte ud af salen. Da spotlightet rammer mine øjne mærker jeg hvordan al blodet trækker sig bort for mit hoved. Så gør jeg det, min elskede mor har lært mig. Jeg trækker vejret helt ned i maven og siger så “Hej – Jeg hedder Christina..” og derfra så kørte det. I ny og næh sørger mine øjne ned hvor min mand, mor og veninde sidder. Hr. Mand sidder med tåre i øjnene og jeg ved på mange måder at mit oplæg river op i en utrolig sårbar tid for os begge.

img_3833
Foto: Julie Thaysen Elming

Jeg har skulle øve mig i at være MIG på scenen og ikke en eller anden som skulle formidle en teori. Det er enormt grænseoverskridende at skulle åbne op og mens jeg står på scenen føler jeg mig sårbar på en helt speciel måde. Min leder kom senere aften og sagde “du havde publikum i din hule hånd” og ja – de grinede af mine jokes, græd da jeg fortalte om den aften på stuegulvet og de gav mig det største og mener uventet bifald ad jeg til slut fortæller om min specialeaflevering. Husker jeg pænt for sagt et hæst “tak” af bare overraskelse og lige der – der følte jeg et Full Circule Moment. Jeg stod til slut da jeg takkede de tilhørende for deres tid med en kæmpe taknemlighed og glæde over at føle jeg på så mange måder har givet min nu tidligere depression mening.

Jeg tvivler ikke på hvad drømmen er og når vores kommende lille søn Vilmer en dag ikke længere skal gå med mig på barsel og hjemmepasser ordning, så glæder jeg mig til at kunne jagte drømmen om et job indenfor en verden med af stigmatisering, oplysning og recovery af psykiske lidelser. Jeg ved jeg er rigtig godt på vej og jeg fortsætter, selvom jeg tit og ofte synes det er enormt hårdt at bruge sig selv på netop denne måde, alligevel så giver det os mening og det spreder sig som ringe i vandet..

Tusind tak fordi i læste med

Skulle i have lyst, kan fotograf og journalist Julie Thaysen Elming artikel,
basseret på interview og “Cand. Stress” læses på: Uni Avisen

Kærlig hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Inderst inde

img_0145
Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Det hele kan nogen gange se så legene let ud, måske nærmest perfekt, som et glansbillede?
Første gang jeg arbejdede med glansbillede metaforen var i 9. Klasse, i forbindelse med en tekstanalyse. Selvom jeg altid har stavet forfærdeligt og kastet om mig med kommaer, som var det brødkrummerne Hans spredte ud, har min kærlighed til sproget altid været stor. Det tog mig mange år at acceptere mine mangler, når nu det med ord ofte forekom mig let. Det folk tit skriver, i forbindelse med læsning af mine indlæg, er at de føles, de mærkes og sætter tanker igang. Da jeg blev syg med depressionen, skrev flere, at jeg på mange måder var som en mønt med to sider. Den perfekte og uperfekte om man vil det, for mig har uperfekt altid været perfekt. I min optik, har depressionen mange ansigter og det er det som er med til at gøre den utrolig skræmmende.

Jeg kommer ikke med nogen synderlig lyserød livsfortælling, hvilket har gjort at nogen mener jeg er “mørk og kompliceret”, personligt ser jeg det hele som min styrke. At jeg har set og mærket livet når det gør mest ondt, gør jeg bevæger mig fremad. Når en krise opstår fryser jeg ikke, i stedet handler jeg.. for så når faren er drevet over at ligge sammenrullet på gulvet og lukke alle følelserne ud. Det er min styrke men samtidigt os min svag, det er det som gør mig til et menneske, et stærkt men samtidigt skrøbeligt et af slagsen.

Nogen vil måske mene de oftest ser det stærke, hende i kontrol og med overskud, der skal ikke så meget til at få det hele til at fremstå så let og lige til. De pæne tallerkner med den sunde mad, de lange løbepas og alt det andet. I min verden kommer jeg med lidt af det hele, en lidt stram økonomi, grundet personlige prioriteringer mellem min mand og jeg. En bolig der ofte roder og måske ikke står skinnende og ja, tøj, møbler og ting som er købt brugt, fordi jeg ikke tænder på at være “storforbruger”. Det med sårbarheden er noget jeg virkelig prøver ikke at skjule.. Vi er alle forskellige og alligevel tror jeg vi har meget mere til fælles, hvis vi tør kigge efter og lade andre se det “hele”. Hvis vi vælger at træde frem i lyset og lade andre se det fulde billede, så tror jeg vi kan forstå meget mere om hinanden og formentlig os om os selv.

I starten af efteråret, mens bladenes farver stadig var i skalaen mellem grøn og rødlig brun, mødtes jeg med Simone. Simone er Fotojournalist og hun ønskede at vise det hele menneske, bagom psykiske lidelser og diagnoser. Selvom jeg ikke længere har en diagnose og nu ‘bare’ er psykisk sårbar, har jeg stadig en historie at fortælle. Dels om alt det der gik forud, før det hele gik galt og om hvordan det var mens alt lyset var slukket, til dernæst at skulle kæmpe sig ud af depressionen. Depressionen i sig selv var forfærdelig men at jeg konstant opleve at ramle ind i folks forud antaget holdninger eller uvidenhed, det var på mange måder noget at det hårdeste. Mens jeg selv var i mit livs største personlige krise og kæmpede med at finde frem til hvem jeg var, stillede folk konstant spørgsmål til Mig, min adfærd og den stereotype forståelse af hvad en depression er og hvorledes den kommer til udtrykke hos et menneske. Derfor valgte jeg at takke ja til at være en del af et ærligt og åbenhjertigt projekt, for at nedbryde stereotype holdninger til psykiske lidelser.

Selvfølgelig er der nogle klassiske symptomer hos en person, med en depression. Sorte tanker, nedtrykt stemningsleje, manglende lystbetonet følelser og stort koncentrationsbesvær. Hvad mange tit forbinder med depression er inaktivitet og det er da os rigtigt at mange med en depression ofte oplever hvordan det kan være umuligt at komme ud af sengen. Selv blev jeg hyperaktiv og gjorder ALT hvad der stod i min magt for at forsøge at rykke mig fra problemerne. Jeg forsøgte at finde på gode strategier og selvom jeg helst vil sige jeg løb mig ud af depressionen, er sandheden at jeg lærte blot at være, føle og mærke hvad der var. Jeg lærte at håndtere mine mørke tunge følelser og samlede energien til det, når jeg løb, grinte, sov, tegnede eller bare sad og kiggede ud af vinduet.

img_0623
Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Simone bad mig i forbindelsen skydningen af billede serien, om at tage hende et sted hen, der havde betydet noget for mig under depressionen. Jeg tog hende derfor med til Kastellet i København. Selvom jeg var indlagt på Frederiksberg. Frederiksberg Have eller Grøndalsparken var tættere på, men jeg oplevede ret hurtigt, at jeg ofte mødte nogen i min egen by og tit personer som “kun” kendte mig via Instagram. Da hele den verden var lukket ned, for at beskytte mig selv og få ro, ønskede jeg ikke, at den interaktive verden vidste hvad der var hændt mig, før jeg med sikkerhed kunne stå på mål for det. Derfor blev Kastellet mit åndehul i mørket.

På kastellet er der masser af små stier, bænke og gemmesteder. Jeg gik ofte af en tildækket gangsti, for at sætte mig på en stenkan og lavede mindfulness. At cykle fra afdelingen mod kastellet var en stor øvelse og præstation. Dels at skulle komme ud af døren, for at cykle med bragende angst igennem hele byen, for til sidst at sidde “blottet” i det fri og vedstå mig mine følelser. I dag er kastellet fortsat et ømt punkt for mig, et åndehul og skjulested hvis jeg får brug for det. Kastellet rummer os mit 10 kilometer mærke når jeg skal ud på de længere løbeture.

Da Simone og jeg ankommer, går vi ned af den føromtalte sti. Der står vi så, da Simone beder mig fortælle om mine tanker og følelser omkring det at have været psykisk syg. Solen skinnende ned igennem bladene og dansede med skyggerne i mit ansigt. Hun formåede at tage et billede, flere billeder. Nogle smukke, næsten poetiske og andre sigende, hvis man kender mig. Første gang jeg så dem kom selvkritikken hurtigt i spil. Jeg synes billederne er flotte, lyset fantastisk og den blå farve understøttende for mit mantra under sygdommen. Nemlig det at jeg “vil male dagen blå, med en solskinsstribe på, vælge lyset frem for skygge, give mig selv er puf i ryggen, tro på alting selv på lykken, jeg vil male dagen blå.” Da jeg ser det sidste billede stivner jeg. Simone har fanget det udtryk som kun mine aller nærmeste kender, kun dem som har set min smerte, min sorg, frygt og angst. Hun har fanget det der er inderst inde og ofte skjult bag et skævt smil og et opløftet “Hej”. Hun fangede min sårbarhed, den jeg dagligt bær med mig, den som jeg tror vi alle rummer. Det har taget mig tid at slippe kontrollen og sige andre må godt se det her billede, men nu er jeg klar.

img_0205
Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Jeg synes i dag at billedet er flot, ikke fordi jeg er på. Det der fotogene gen har jeg aldrig haft og jeg får det heller aldrig, men billederne er taget på en måde, som gør jeg vælger at acceptere sandheden som linsen har fanget. Billedet fortæller nemlig at jeg os har en stor sårbar side, ligemeget hvilken form for glitter og glans andre måtte synes og tro mit liv kun indeholder.

Tusind tak fordi du læste mest.

Kærlig hilsen. Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Fra mørke til lys

full-banner-one-year-birthday-cupcake

Jeg husker tydeligt udredningssamtalen på psykiatrisk hospital. Jeg husker, hvordan overlægen i psykiatri bladret i sine notater og rettet på hendes brille. Jeg husker, hvordan psykologen i birkenstock skubbede æsken med kleenex imod mig og jeg husker, hvordan jorden stoppede med at dreje om sin akse, i det øjeblik jeg fik min ”diagnose”. Månederne forud for min mentale film knækkede, havde jeg fået en ide om jeg ikke duede til noget og at jeg oftere og oftere faldt til jorden som den gode mor. Hele mit perspektiv var i mirko, frem for makro, alt var sort / hvidt og der fandtes ingen nuancer i mørket. I det øjeblik lægen fortæller at jeg har en svær depression der kræver akut behandling, forstod jeg pludselig min adfærd og det ikke var mig, men sygdommen der havde regeret. Da jeg fik beskeden om en indlæggelse på minimum 4 uger, grundet den medicinske behandling og afdelingens rammer for at følge hvorledes præparatet virkede, der knækkede alt indeni mig for alvor. I det øjeblik forstod jeg der var intet kvik fix, at der var ingen mulighed for jeg kunne sove et par dage og vupti igen være tilbage på sporet. I stedet var der et kæmpe stykke arbejde der skulle gøres, hvis jeg virkelig ville komme af med depressionen.

De første par dage efter diagnosen var blevet stillet, der lukkede jeg af for omverden. Allerede i de første timer på den lukkede afdeling, under min første indlæggelsesdag, have jeg kontaktet alle arenaer som jeg var aktør i og meldt fra eller trykket pause. Det var dengang et ”nederlag”, i dag ved jeg at det var utrolig ansvarsfuldt og fyldt med respekt for mit eget helbred. Depressionen overtog min krop og mit sind, men mens den hærgede, så gjorder jeg mig klar. Jeg søgte råd og vejledning hos personalet på afdelingen, lidt forskellige studier og hos BS Christiansens dokumentar om depression… det lyder sgu underligt, men særligt det program hjalp, for alle kvinderne i programmet, de minde om mig og havde gennemlevet præcis det jeg stod i. Jeg prøvede og forstå at jeg ikke var depressionen, men at jeg havde fået en depression og det betød at depressionen kunne bekæmpes, med de rigtige midler, den rette mængde hjælp og med en kæmpe portion vilje.

Efter 14 dages indlæggelse var jeg til at klar til at begynde min kamp. I dag ved jeg godt de 14 dage os var kamp, ren og skær overlevelse.. men 14 dage efter der rejste jeg mig og greb fat i min liste med værktøjer, personalet og baglandet udenfor afdelingen. Listen indeholdte alt fra tips omkring mindfulness, malebøger, løbeterapi, sund kost, dagbogskrivning og masser af skematerapi. Min depression var stressbetinget grundet en belastningsreaktion, som var kommet af jeg havde kørt i et alt for højt gir og det krævede derfor at jeg lærte at navigere i livet på en helt ny måde og med hensyn til hvem jeg var og hvad jeg i bund og grund havde godt af. Skematerapien skulle hjælpe mig til at forstå hvilket systemer der var usunde og hvilket der var. Jeg var og er enorm struktureret og viljefast og ved hele tiden at se depressionen som en modstander som skulle besejres, men samtidigt os ”acceptere” dens tilstedeværelse i kroppen, så kunne jeg danse omkring den og med den, når den bragede derudaf og skabte vrangforestillinger, sorte tanker og en håbløshed for det hele nok skulle blive godt igen.

 – – – – – –

I dag er det 1 år siden jeg sad hos en enorm dygtig og udfordrende psykolog, som på alle måder skubbede til mig og mine værdier. Han formåede at vise mig en regnbue, selv når hele mit væsen var overtaget af en stor tordensky. Ved dén samtale snakkede vi en test igennem, men mest af alt snakkede vi om MIG og hvad jeg tænkte og følte. Et par dage forinden, den 3 november 2016, havde jeg haft afsluttet den gruppeterapi, som var en del af det pakkeforløb jeg fik efter min indlæggelse for depressionen.  Ved samtalen snakker og joker vi lidt om det hele og tager så fat i testens resultater. Efter jeg blev syg, mistede jeg hele min tro på selvindsigt og støttede mig derfor hele tiden til de dygtige fagpersoner omkring mig og hvordan de læste og så mig. Jeg vidste ikke var syg, før det var for sent. Da jeg stoppede om var jeg allerede opslugt af depressionens mørke og selvom jeg altid mener at have været god til at mærke efter, så røg troen på mig selv, sig en tur.
Da psykologen overrækker papiret med resultatet, begynder jeg at græde. Tallene svarede nemlig til det jeg gik og følte indeni. Jeg var rigtignok utrolig skrøbelig og fortsat i medicinsk behandling, men jeg var ”normal” og blev i det psykiatriske system erklæret rask. Papiret med resultatet har ligget i min kalender, som jeg købte sammen med en dagbog, dengang jeg var indlagt. Det har ligget der som motivationsfaktor og bevis på, at jeg kan overkomme alt her i livet.

img_5944

På 5 måneder gik jeg fra at have en svær depression til ikke længere at have en, for derefter at være psykisk sårbar. I dag er jeg medicinfri og har været de i knap 9 uger, derudover er det 8 måneder siden at jeg stoppede med at gøre brug af uhensigtsmæssige copingstrategier og vigtigst af alt, så er jeg helt igennem glad og ikke mindst depressionsfri på mit første år. Lige præcise denne dag, har stået for mig som det største mål at nå. Mit arbejde, min rejse er bestemt ikke slut endnu, men dengang jeg lå knust på afdelingen og opgav det hele, virkede det så umuligt en dag at være depressions fri og holde sig fri, i et helt år. Jeg ved det ikke er nogen garantier her i livet, der er kun de erfaringer vi gør os og den viden vi selv vælger at drage heraf.

Jeg glæder mig til at kunne opleve hvordan det foregående år trækker i baggrunden. At depressionen for alvor bliver noget der engang var – ligesom dengang jeg var lille og væltede på cyklen, fordi jeg kørte uden hænder. Jeg glæder mig til depressionen kan ligge som en erfaring, frem for en oplevelse jeg ’lige’ har haft. Der er ingen tvivl om at der erfaring jeg fik gennem depressionen og hele sygdomsforløbet, det har været livsændrende og jeg har valgt at se det, til det bedre. I dag lever jeg dagligt med en elementær angst for tilbagefald, denne angst styrer ikke butikken men fungere som en sikkerhedslinje, således at jeg holder mig i den rigtige side af vejen og husker på hele tiden at mærke efter.  Så det er godt nok for mig, det er faktisk helt perfekt på sin uperfekte måde.

Tusind tak fordi i har ville læst med i min fortællingen om depressionen.

Tak fordi i har læst mine ord og tusind tak til dig, som læser med og for lyst til at fortælle din egen historie – tak fordi du er med til at bryde tabuet om psykisk sygdom.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet