Uden filter

fullsizerender-11

Idet jeg åbner pilleglasset flyver jeg tilbage.
Jeg rammes af mørke flashback.

Væggene er hvide og på dem hænger der billeder med blomster motiver. Der er et gelænder langs den højre side af væggen, det løber fra venstre side af fløjen, til den højre, hvor mit værelse ligger. Medicinrummet ligger inde til venstre for hovedindgangen, ved siden af personalestuen. Ved siden af den massive dør, er en lille hylde opsat, på den står der plastkopper og en kande med vand. Nedenfor står en skaldespand. Jeg går i slowmotion hen mod medicinrummet. Klokken er 21:30 og det er nu det skal ske.

Min krop den ryster fra inderst til yderst til trods for jeg nogle timer for inden, har fået en halv pille beroligende. Mine øjne er fyldte med vand og da jeg møder sygeplejersken i døren, snørrer min hals sig sammen. Hun møder mit blik og smiler så opmuntrende, som om hun ved det hele nok skal ændre sig. Hvad hun ikke ved er jeg inderst inde føler mig døende. Jeg føler mit inderste konstant forsøger at rive sig løs og søge imod mørket og ligemeget hvor meget jeg prøver at kæmpe imod, bliver alle mine bevægelser langsomme og kejtet, som har jeg allerede givet op. Jeg forsøger at tage imod pilleglasset og alligevel kan jeg ikke løfte min arm. Den ligger der, den lille gule pille. Så kigger jeg på hende, vrider mine hænder og lader neglene borer sig ind i håndfladerne. “Jeg skal lige” får jeg fremstammet og så går jeg ned for anden ad gangen og lade hoveder hvile imod vinduets kølige glas. Udenfor flyver fuglene afsted, de kvidre godnat mens det sidste af sommerens aftensol kærtegner det øverste af en tagryg. Tårerne pibler frem mens jeg står der og tankerne kredser igen og igen om min svaghed. Jeg er i tvivl og mest af alt bange for pillen i glasset. Jeg vil ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tage den pille, omvendt ved jeg, at jeg ikke har råd til at lade vær.

Jeg lukker øjnene og fremkalder billeder af ungerne. Jeg ser deres blå øjne, deres glade smil og høre for mit indre ører deres klare stemmer. De kalder på mig!
Jeg slår øjenene op, lader hidsigt en hånd tørre tårerne bort og går så hen imod medicinrummet. Hun siger ikke noget men rækker mig anderkendende pilleglasset og inden mine tankerne når at sætte sig i karrusellen til endnu en svingtur, kaster jeg pillen ind bagerst i munden og synker den så.

Flash forward August 2017
Jeg kigger en sidste gang ned i pilleglasset. Der ligger halve og hele piller og der er forholdsvis mange tilbage. Så rækker jeg ud efter låget og begynder at skrue det på. På hylden ligger en lille pose hvori jeg ligger glasset. Så sætter jeg mig på ungernes slagbænk og skubber skoene på fødderne. Jeg rejser mig hurtigt, kaster et blik ud af vinduet og konkludere at jeg snildt kan gå uden jakke. Så tager jeg posen, låser døren op og smækker den bag mig. Jeg er hurtigt nede af trapperne og ude af opgangen. Jeg drejer til venstre og søger så ned imod apoteket. Da jeg kommer ind rammes jeg af endnu et minde..

Flashback August 2016
Det er formiddag og alle rutine kunderne sidder på bænken eller venter utoldmodigt udenfor. Jeg trækker hurtigt et nummer og tager papirlappen med mit høje tal i sammen hånd som sygesikringskortet. Der er mange mennesker omkring mig og uren i kroppen begynder at røre på sig. Det suser for mine ører og hænderne begynder at ryste, hele mit nervesystem er fortsat i stykker på trods af det er 9 uger siden aften hvor filmen knækket. Min vejrtrækning bliver er et split sekund ukontrolleret og hjertet begynder at slå dobbeltslag. Jeg trækker vejret ind, for så at holde det i 5 sekunder, inden jeg langsomt puster ud. Sådan gør jeg 3 gange mens jeg forsøger at mærke jorden under mine fødder. Der er kun mig i rummet, kun mig og alle andre er luft. Langsomt sænker roen sig, og da jeg slår øjenen op kan jeg igen finde et eller andet ligegyldigt at se på. Da det bliver min tur har alt blod forladt mit ansigt. Skamfuldt rækker jeg mit sygesikringkort frem og fremstammer så, “Hej – der skulle gerne ligge noget på serveren tak”. Damen taster er par gange hårdt på tastaturet og ser så på mig “Combar 30mg, antidepressiv”. Selvom hun er diskrete nok, er jeg sikker på hele apoteket, ja hele verden kan hører at jeg er kunden som skal have antidepressiv medicin, så hellere et præparat  imod skedesvamp!

Flash forward August 2017
Jeg står i døren og lader øjnene søge efter beholderen og der, for enden af lokalet, under alverdens fedtcremen er den. “Medicin rester” står der. Beslutsomt går jeg hen imod beholderen, fisker  pilleglasset op og mærke med det samme tårerne presse sig på mens er smil kommer over mine læber. Jeg lader pilleglasset glide ud af min hånd og ned i bøtten, så vender jeg om og går ud af apoteket.

Et skridt ad gangen
I april måned havde jeg min første tid hos en psykiater. Her fortalte jeg lidt om mig selv, min indlæggelse og alt det som har fundet sted siden. Bagefter talte vi om mine overvejelser omkring udtrapningen af den antidepressiv medicin. Jeg var bange, frygtelig bange og nervøs for om jeg overhoved kunne være til uden pillerne. Selvom min dosis aldrig har været synderlig høj, så frygtede jeg alligevel at falde tilbage i mørket. Psykiateren beroligede mig og fortalte lidt om hendes egne studier omkring lige præcis mit præparat. Derfra lagde vi en en plan og snakkede om bivirkninger, fysiske såvel som psykiske. Efter det var vores første møde slut.

Vores aftale lød på, at jeg skulle trappe ned 25% ad gangen og jeg skulle igangsætte processen når jeg følte mig klar. Derudover skulle der gå en hvis mængde tid og være en ny konsultation imellem hver nedtrapning.

Efter vores samtale, kører samtalen med psykiateren rundt i hovedet resten af dagen og den lille knude af angst i maven, skifter farve til før at have været gul til nu og være blå-lilla, som et stort mærke på huden. Selvom jeg nu har været depressionsfri i knap 6 måneder og dag for dag mærker at jeg bliver stærkere og mere erfaren til at mærke efter, så sider angsten for tilbagefald i kroppen. Jeg vil ikke være syg igen – jeg vil ikke.

Jeg går langs søerne mens Björks smukke stemme runger i mine ører. I ny og næh tørrer jeg en tåre væk og begynder så at tale mig selv op. Det hele handler om tilliden til sig selv og troen på at man virkelig kan det man skal. Jeg har lært at jeg kan klare alt hvad livet giver mig ad udfordringer. Jeg kan godt !

Jeg er ikke just vokset op med nogen perfekt barndom og arrene på min sjæl er mange, men min styrke og vilje til at ville fremad er samtidigt mit bedste træk. Nogen gangen spænder det ben for mig og det har gjort at jeg lille så stille har skulle lærer at skrue på de rigtige knapper, så jeg ikke kvæles i forsøget på at kæmpe.

Det sidste år har jeg kæmpet en kamp. Faktisk har jeg kæmpet siden den 16 juni 2016, den dag hvor min mentale film knækkende og verdens farver forsvandt. Siden lægerne på psyk, fremlagde en behandlingsplan der indholde antidepressiv medicin, har målet været at komme tilbage til livet, stærkere og mere erfaren end nogensinde før og uden medicin. Jeg bliver aldrig helt den gamle Christina igen, ikke fordi hun ikke var fantastisk, men fordi tiden har ændret sig og jeg har fået sorteret ud i uhensigtsmæssige handlemønstre og overlevelses strategier. Gamle leveregler er set efter i sømmene og omdefineret og yderligere har jeg set på mig selv, mens en psykolog har holdt mig i hånden og arbejdet med arene på sjælen, min egen væremåde og derigennem har jeg fået en støre indsigt i hvem jeg virkelig er og hvad det er jeg kommer med. Jeg vil til evig tid være eftertænksom, fordi det er sådan jeg er. Det betyder ikke at tankerne sætter sig i en karrusel og kører i ring, det betyder heller ikke de skal forstyrre det gode liv. Særligt det gode liv har jeg reflekteret en del over det sidste års tid, post depression og konklusion er ganske simpel og alligevel uhyr kompleks. Der er nemlig mange måder at leve det gode liv på.

img_4456

Medicinfri
Jeg har brugt knap 4 måneder på at trappe ud af min medicin, 25 procent ad gangen. Inden hver nedtrapning har jeg været forbi psykiateren, for lige at vende perioden på den nye dosis og for at sikre at jeg var klar til endnu en neddosering. Dengang jeg startede på medicinen, gennemlæste jeg indlæggseddelen fra ende til anden og stillede psykiateren som havde ordineret medicinen til krydsforhør, inden jeg gav samtykke til behandlingen. Efterfølgende læste jeg alt jeg kunne finde om antidepressiv behandling og naturlig lindring af depression.

Selvom jeg læste det meste, så fæstet jeg mig aldrig rigtig ved ophørs symptomerne. Ligesom der var en del bivirkninger ved at starte på medicinen, så som yderst livagtige mareridt, manglende evne til at føle mæthed og øget træthed, så er der oftest os nogle ophørssymptomer.. dagligt tale abstinenser. Det kom dog bag på mig, da jeg begyndte at sætte mig ind i ophørssymptomerne, hvor “hårdt” selve udtrapningen kunne blive. Nogen vil nok mene at det jo aldrig er det samme som selve depressionen og så helt forfærdeligt er det måske ikke. Generelt har jeg håndteret min depression med udgangspunktet i “Kill It With Knowledge”. Da jeg var syg og oplevede skift i min sindstilstand og kropslig ubehag, så hjalp det at vide hvad jeg var oppe imod og derfor har jeg tit følt, at jeg måtte være klogere end depressionen selv.

Da jeg begyndte at knække piller, så oplevede jeg som sådan ikke de værste bivirkninger. Generelt kunne jeg se et mønster i at jeg de første 14 dage oplevede konstant rysten og “stød” i kroppen. Stødende oplevede jeg som hvis jeg blev forskrækket over er eller andet. Derudover bliver jeg stærkt plaget af kvalme, men efter en graviditet hvor jeg kastede op i 10 uger, så lærer man et eller andet. Jeg har altid haft let til tårer men i takt med jeg kom længere ned i dosis, jo mere grådlabil blev jeg.

Nu står jeg så her, på den anden side med de sidste ophørssymptomer og jeg tror på det ! Selvom de er værre end nogensinde før og jeg for alvor kan mærke at alle stofferne i pillen forsvinder ud af kroppen, så tror jeg på det ! Jeg ved jeg nu er kommet mig. Jeg glæder mig til november og til jeg kan se krydset i kalenderen, fra den dag jeg sidste år selv kunne mærke at jeg var depressionsfri. Der er ingen tvivl om at jeg selv har haft nogle små parameter for hvornår jeg kunne tillade mig at sige “Jeg er rask og ikke mindst kommet godt på benene” og der har ophøreret af den antidepressiv medicin været en vigtigt faktorer – dette gælder dog for mig, hvad andre gør og tænker, er jo deres sag . Hertil er det os vigtigt for mig at påpege vigtigheden i at man drøfter sin medicinske behandling med professionelle, inden evt ophør eller nedtrapning.

Min rejse har været “lang”, til tider farefuld og når jeg tænker på, at jeg var hende der i gruppeterapien en dag brød sammen og i plenum sagde “Jeg har bare snart ikke flere kræfter tilbage – jeg kan ikke holde ud at skulle kæmpe sådan for livet” så er jeg stolt. Jeg er stolt over min udvikling, min rejse og ikke mindst min måde at håndtere min depression på.

“Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.”

Tusind tak fordi du har fulgt med i min rejse og accpeteeet min åbenhed omkring min depression.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Idag er dagen

img_2626

Jeg har kunne mærke det. Nervøsiteten og angsten, som gang på gang har taget en svingtur i mit indre. For hver gang jeg har foretaget mig noget, har det været med ekstra betænkelighed.

Da jeg blev syg skulle jeg lærer at gå ned i gear, frem for hele tiden at træde derudaf. Jeg skulle lærer at sortere fra og være mindre “ansvarlig” og uddelegere. Vigtigst af alt, skulle jeg lade hver med at melde mig til alt og ingenting og lærer at slappe af, holde pause og droppe min pleasende indre side og alle mine negative tanker omkring mig selv og mit værd her i livet.

Det har været svært at bryde gamle handlemønstre og er fortsat en øvelse, formenligt en livslang en af slagsen.

Men Idag er dagen…
Idag er det præcis et år siden at hele min verden gik under. Idag er det år siden, at filmen knækkende og mens mine drenge lå sødt og sov på deres værelse og Hr.Mand drak øl med en kammerat ude i byen, lå jeg sammenrullet på stuegulvet, imellem puttekaniner, legoklodser og nullermænd og hev efter vejret. For hver indånding jeg tog, trængte et mørke ind i mig, som var altødelæggende og som slukkede for mit ellers altid lyse og eftertænksomme sind.
Min verden blev sort / hvid og jeg kunne ikke længere se mig selv, være en del af denne verden.

Idag er det præcis et år siden at jeg for første gang nogensinde, forstod min afdødes far valg om at begår selvmord da jeg var barn. Idag er det præcis et år siden, at jeg for første gang oplevede at min fars handling var min redning. Mens jeg lå der med konkrete sorte tunnelagtigetanker, så blev jeg ramt af en skyldfølelse og en ansvarlighed overfor mine drenge. De skulle nemlig ALDRIG nogensinde opleve den sorg og frustration der kommer med, når ens forældre helt bevist vælger at forlade verden og ikke mindst en selv.

Jeg husker alt fra den aften.
Jeg husker alt fra den efterfølgende morgen og jeg husker det opkald jeg foretog mens jeg sad under spisebordet. Jeg husker opkaldet efter hjælp.

Jeg husker psykiateren og sygeplejersken som stod i min dagligstue og jeg husker cykelturen over til det psykiatriske hospital.
…..
Og jeg husker alle de gange jeg grædende spurgte alt og alle, hvornår bliver jeg rask igen?

Idag er jeg rask, jeg er langt mere end det. Jeg har fundet en ny måde at være i verden på og selvom det til tider er rigtig svært og med små tilbagefald i dårlige mønstre, så er den version jeg er nu, den helt rigtige.

Idag er dagen, hvor jeg på mange måder græder i lettelse og i sorg over det der skete for et år siden. Jeg græder, fordi jeg er taknemlig og inderligt lykkelig over, at være lige præcis der hvor jeg er.
Jeg græder, fordi jeg fortsat har mine børn, min fantastiske mand og min familie. Jeg græder fordi jeg har de bedste og mest kærlige venner i mit liv og jeg græder fordi jeg stadig kan følge mine drømme, på en ny og sundere måde for mig.

Det har været en rigtig lang rejse. Den har til tider været udmattende og opslidende, farefuld og overmandede. Rejsen er bestemt ikke slut endnu og det er okay, for min rygsæk er pakket med en masse værktøjer og redskaber, som gør at jeg kan bestige alverdens bjerge.

I ny og næh kigger jeg mig over skulderen, særligt idag. Jeg er stadig rigtig bange for depressionen. Jeg er bange fordi det var mit livs mareridt og de sår jeg pådrog mig i kampen for overlevelse, de er fortsat helende.
Men jeg er sikker på, de med tiden nok skal blive fine og små, måske endda usynlige ar, som til evig tid vil minde mig om og holde mig op på, hvorfor det er jeg er den jeg er og hvad jeg som menneske kan overkomme her i livet.

Tusind tak fordi I som læser har været så støttende i min kamp. Tak fordi i har taget imod mine tanker omkring depressionen og alt det der har fulgt med. Det er jeg så inderligt glad for.
OG Tak til alle jer som selv har delt, tak fordi i tør.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

En pille for lykke?

fullsizerender-1

Forord
Jeg har længe overvejet om jeg ville gå af denne vej. Om det i virkeligheden ville være nemmere at tie frem for at sætte en masse stavefejlsfyldte ord sammen. Jeg har kastet mange blik i spejlet, jeg har tænkt tankerne om og om igen. Jeg har forsøgt at formulere mig, forsøgt at få lige præcis det frem, som jeg tænker og føler og som jeg har oplevet.

… Jeg har med tiden lært at tage ejerskab over min egen fortælling. Jeg har lært, at jeg er eksperten og at mit liv, er min egen scene og hvordan jeg fremføre og danser mit livs forestilling, det er der ingen andre der ved og kan gøre bedre end jeg.

Jeg har været og er bange.
Jeg er bange, fordi jeg ved at jeg nu taler mig op imod en diskurs, en tabuisering og en række mennesker, som forsøger at kloge sig på noget, som de i virkeligheden ikke ved noget om. Sandheden er jo den, at det er de færreste som kan se på en fortælling, som var det en diamant der blev holdt op imod solen, og som kaster alverdens stråler ud. Alt efter hvilken position man har, så ses lyset refleksioner på en måde og derfor kan fortolkes ud fra mange forskellige perspektiver.

…Diagnosen depression
Da jeg blev syg med en depression, gik jeg til sygdommen med en forsker strategi. Jeg søgte og gennemlæste alt hvad jeg kunne, som omhandlede depression og behandlingen heraf. Behandling som kunne være alt fra kognitivt terapi, medicinske- og alternative behandlingsformer samt kost og motion. Jeg læste og anvendte min sikkerhedsstrategi, om altid at have styr på alt og ligge en plan A, B og C. Denne sikkerhedsstrategi har været livsnødvendig for en længere periode af mit liv, men med tiden ændrede det hele sig, og hvad der før var hensigtsmæssigt, blev nu det modsatte.

Jeg brugte denne strategi, da jeg var aller sygest og kun de som virkelig kendte mig og fik lov til at se mig, samt de fagpersoner der var omkring mig på afdelingen, de så hvilket ødelagt menneske jeg var, på trods af alle handlingerne. De så bagom og forstod hvad der var på spil. Jeg vil til evig tid sige at jeg kæmpede mit livs kamp for at komme på benene igen. Det gjorder jeg virkelig og på mange måder vil jeg sågar også påstå at jeg løb mig tilbage til tilværelsen, men sandheden er en anden. Jeg lærte i stedet at slappe af, helt ind i nervesystemet. Jeg lærte at tænde og slukke for tankerne, sætte ting på pause og prioritere og acceptere at ikke alt kan være 12-taller, glimmer, overpræstationer og succeser. Det vidste jeg faktisk godt i forvejen… det er ikke de slags forventninger, jeg har haft til andre mennesker – kun mig selv. Jeg lærte og øver mig fortsat i at give fingeren, til min indre krævende dæmon, med megafonen.

For at få roen til at hele og tillærer mig de værktøjer, som jeg skulle bruge for at komme ud af depressionen, så var en af de behandlingsformer, som skulle sikre en markant bedring, nødvendig at hente i en lille bitte pille. Fra det øjeblik af, hvor overlægen i psykiatri fortæller mig at jeg havde en svær depression, så var målet at blive rask og gerne hurtigst muligt. Der er ikke nogen lette løsninger når det kommer til psykiske sygdomme og det får politikkerne forhåbentlig snart øjnene op for. Der er kun den tid, et sind er om at hele og selvom jeg virkelig spurgte Gud og hver mand, hvor længe det så ville tage, så kunne ingen svare mig. Jeg kunne kun få en masse pejlemærker, men hvor snorlige min rute ville ende med at blive, det kunne absolut ikke svare mig på. I dag ved jeg at det er et af depressionens tunge og opslidende vilkår, ikke at vide hvornår den sorte tåge letter.

You are going to want to give up
Don’t

Antidepressiv medicinsk behandling
Da jeg får min diagnose, så får jeg også en behandlingsplan. Den er intensiv og med fokus på, at det ikke må gå for hurtigt, til trods for vi skal “skyndes os langsomt”. Min livsopgave, som nogens Mor, gjorde at jeg ikke kunne undværes mere end højst nødvendigt og derfor var hvert eneste behandlingstræk nøje udvalgt. Min behandlingsplan indeholdte psykoedukation, fysioterapi, samtale terapi, akupunktur, mindfulness, et fokus på kost og motion..og antidepressiv medicinsk behandling.

Da overlægen i psykiatri fortæller mig om den antidepressive medicin, så takker jeg først nej. Jeg takkede nej i stolthed og i frygt. Jeg var inderligt bange for, blot at blive pumpet med medicin for derefter at bliver efterladte til at sejle i min egen sø. Min frygt var reel nok.
Jeg har for flere år tilbage været i et parforhold, til hvad der dengang var mit livs kærlighed. Han havde periodiske svære depressioner og fik i begyndelsen udleveret en recept på antidepressiv medicin. Mængden blev så i en årrække sat op, uden at han overhovedet fik den mindste smule terapi eller værktøjer til at arbejde med det mørke han til tider kæmpede med. Det var først da det var for sent for os, at redningen endelig kom. Behandlingen med alle de kognitive øvelser og samtale- og gruppeterapi. Livet ville det anderledes og jeg tvivler ikke på, at vi begge er bedre steder i hvert vores liv og yderligere, at han også har fundet sin regnbue at gå på. Oplevelsen og den indsigt jeg havde som pårørende, den sad i mig og da jeg så pludselig selv var blevet psykisksyg og befandt mig på et psykiatrisk hospital, med et sammenbrudt sind der var overtaget af mørke, så kunne jeg ikke se medicinen som løsningen. Heldigvis forstod psykiateren mine tanker. Hun hørte min frygt og hun lovede mig noget, som gjorde jeg pludselig forstod det hele i et større perspektiv. Samtidigt var der også en kyndig psykolog tilstede og han fortalte mg, hvordan han hjertens gerne ville lave terapi med mig, problemet var bare, at jeg ikke var modtagelig. I stedet var jeg i stykker og helt uden forsvar og terapien kunne derfor hurtigt blive en form for overgreb på mig selv.

Mit depressionshul
For at forstå hvad det er der sker, når et menneske får en depression, så kan jeg på mange måder kun bruge denne ordfattige visuelle forklaring, om depressionshullet. Samtidig vil jeg sige… at jeg aldrig før jeg selv fik en depression, virkelig forstod hvad det ville sige, at være så depressiv i sindet.

Da jeg fik en depression, så faldt jeg i et dybt og mørkt hul. Hullets kanter var glatte og fyldt med skarpe glasskår. Hullet var så mørkt, at man ikke kunne se noget. Jeg kunne ikke aflæse afstanden til hullets sider omkring mig, for ikke at tale om dets dybde. Jeg kunne ikke vide hvor lang vejen op af hullet ville være. Jeg kunne ikke andet, end at sidde på jorden med armene slutter om benene og skrige af mine lungers fulde kraft. Jeg var overbevist om, at hvis ikke sygdommen slog mig ihjel, så gjorder jeg det selv, for den følelse sygdommen gav mig, den var umenneskelig.

Jeg var gået i stykker. Min psyke, hele mit nervesystem var brudt sammen og jeg sad nu tilbage, intolerant overfor alt og alle. Alt hvad jeg nogensinde havde følt og tænkt, lå spredt ud for alle vinde. Jeg kunne ikke længere se på mit liv, med det filter – den tolerance, som psyken i sit forsvar laver for at et menneske bedre kan “overleve”. Derfor var der nød til at komme ro på. Alt mørket skulle væk, før smukke – såvel som barske erindringer kunne findes frem. For at mørket kunne forsvinde, skulle jeg op af hullet. Derfor ville mine behandler, psykolog, psykiater og sygeplejere, gerne række mig en kasse at stå på. Kassen var udgjort af alt det, som forskning havde vist virkede på mennesker med en belastningsreaktion og svær depression…. den inkluderet også antidepressive medicin.

Jeg var modvillig, men samtidig også realistisk. Jeg vidste at det her ikke kun handlede om mig, det handlede også om mine to blåøjet børn, min mand, familie og venner. Det handlede om, at jeg måtte acceptere den sandhed, at jeg var rigtig – rigtig syg og at medicinen kunne være med til at gøre mig rask. Når jeg skriver at medicinen kunne gøre mig rask, så tror jeg ikke antidepressiv medicin kan sidestilles med en penicillinkur. Jeg tror ikke antidepressiv medicin i sin enkelthed kan gøre rask, men den kan give ro og plads til, at der kan sættes lidt tanker sammen, som ikke er forpestet af mørke og håbløshed. Pillen i sig selv, udgjorde ikke en effekt for glæde eller “lykke”. I stedet fungere den som et lille tæppe, der kunne ligge på det hård gulv og som gjorder at kulden havde svære ved at trænge igennem. Med pillen var det ikke længere hele foden der var kold, i stedet var der en snurrende, prikkende eller varm fornemmelse i nogle af tæerne..

Jeg synes det var et nederlag, at skulle i antidepressiv medicinsk behandling. Rigtig længe så jeg på mig selv som en kujon og en svækling. Jeg følte at jeg havde givet op og jeg nu bare sank til bunds. Sandheden var en anden, en helt anden og det ved jeg nu. Det har taget rigtig lang tid at forstå og det skete først, da jeg var klatre op af mit depressions hul. Vejen op var utrolig pinefuldt og udmattende, men under mig var der en kasse, som sikrede at jeg ikke ramte bunden igen. Nede på bunden af hullet…. der var livsfarligt at være. Kassen fungerede sådan, at selvom jeg gled ned, så gled jeg ikke helt så dybt tilbage i mørket og det gjorder at jeg kunne samle kræfter og begynde at aflure, hvordan jeg bedst muligt kunne komme op.

Jeg kom op ad hullet. Det var min kamp, min rejse. Jeg var heldig at have et fantastiske bagland i ryggen og nogle virkelig kompetente behandlere, som aldrig lod medicin være løsningen på et givet problem. Jeg opdagede med tiden, at jeg kunne regulere mit eget sind og at det mentale regnestykke helst skulle gå i nul eller have en rest tilbage, frem for at gå i minus.

Da jeg kom op ad hullet og mørket forsvandt, kunne jeg selvfølgelig ikke lade hver med at danse af glæde, men jeg valgte også at gå tilbage til hullets kant og begynde et mentalt hårdt arbejde. Det arbejde som skulle fylde depressionshullet og sikre at jeg ikke faldt i lige præcis det hul – igen.
Jeg er kommet igen, eller at jeg har ændret mig, for jeg bliver aldrig hende jeg var, post sygdom. Jeg vælger at se på det, som noget godt. Den erfaring jeg fik igennem min sygdom, den tror jeg kan åbne en masse døre for mig og vigtigst af alt, har min sygdomsperiode givet mig endnu større selvindsigt og forståelse for hvem jeg er som menneske og hvordan jeg handler, også når paradiset brænder.

I am not what i have done
I am what I have overcome

Her og nu .. udtrapning
I dag arbejder jeg fortsat med at ligge et godt fundament ovenpå depressionshullet. Jeg arbejder meget alene og i samarbejde med en dygtig psykolog. Igen er der ingen hurtige løsninger og der er ingen andre end en selv, som kan lave de nødvendige ændringer. Det er benhårdt at arbejde med sig selv på den måde og jeg føler tit at jeg tvinges i knæ eller at det vi piller ved, skaber så stor frygt for at prøve, at jeg får lyst til at give op på forhånd. Jeg indrømmer gerne, at jeg flere gange har tænkt “Jeg vil ikke tale mere, jeg vil ikke føle mere”, fordi det gør så ondt. Det føles så grusomt og så sårbart at åbne op der hvor der gør ondt. Sandheden er blot, at det skal gøre ondt før det gør godt. Jeg tror ikke fortielse og tanken “Så er jeg kommet videre” den hjælper i det lange løb. Jeg tor på refleksion, selvevaluering og erkendelse.. og benhårdt arbejde. Jeg tror på, at der skal kæmpes for et godt liv og at jeg selv skal være chauffør, frem for den blinde passager.

I slutningen af april, ramte jeg en ny milepæl. Selvom krydset i kalenderen, som jeg satte tilbage i efteråret ikke helt kan datobestemmes, så ved jeg, at det var lige der omkring at jeg for alvor var mig selv, uden diagnosen depression. Jeg var på 5 måneder gået fra at have svær depression til nu “bare” at være en normal ung kvinde. Fra krydset i kalenderen skulle der gå en række måneder, i forhold til de lægelige anbefalinger jeg har fået. Det har passet perfekt med den ventetid der var til en ny kyndig psykiater og knap 6 måneder senere sad jeg så i et nyt venteværelse….

Jeg har efterhånden set og hilst på en del forskellige professioner qua min depression. Jeg kan let som ingenting skelne imellem de forskellige typer og deres systemer. Selvom jeg var fuld af ærefrygt da jeg kontaktede psykiateren, så holdte jeg fast i, at jeg ville have en specialist at arbejde med. Jeg ser specialister som utrolige kyndige fagpersoner, som man kan gå til, alt efter hvilken problematik man har. Havde det været en knæskade, var jeg enten gået til en ortopædkirurg med speciale i knæ eller en super kyndig sportsfys med samme form for specialiseringen. Jeg havde været psykisk syg og derfor skulle der en psykiater til. Når det er sagt, så tror jeg virkelig at man skal bruge sin sunde fornuft og evt med en second opinion. Jeg havde i starten af mit sygdomsforløb altid et par ekstra kyndige ører med. Enten var min Mor eller hendes mand ved min side, dels som støtte men også for at sikre, at jeg ikke bare fik en kold afvasker og overladt til mig selv. Selvom jeg altid har været god til at sige ”Hey – det er ikke retfærdigt”, så kunne jeg det ikke da jeg var aller sygest, dels pga. det usynlige autoritære patienter behandler forhold som var også fordi jeg kun så verden værende sort hvid. Med tiden og i takt med jeg fik det bedre, jeg fik tilliden til jeg igen kunne tage styringen.

Da den nye psykiater og jeg har snakket lidt frem og tilbage, så blåstempler hun mig. Jeg har hele vejen igennem min sygdom, valgt at ligge alt på bordet. Det her handler ikke kun om mig men også mine børn og de fortjener at jeg gør det bedste… det fortjener jeg også selv, det ved jeg nu.

Jeg gør ikke noget uden et blåstemple og gerne flere på samme tid. Da psykiateren blåstemplede mig, kunne vi sammen indlede et samarbejde om at trappe mig ud af den antidepressive medicin. Det er en proces som har været igang i en del tid og som fortsætter et godt stykke tid endnu. Jeg har til tider mest lyst til at smide pileglasset i skraldespanden. Heldigvis er jeg klogere. Jeg har en enorm respekt for udtrapningsprocessen. Jeg vil hellere have det hele går for langsomt end for hurtigt; livrem og seler. Jeg er bange og nervøs, fordi frygten for at blive så syg, som jeg blev det sidste sommer, stadig sidder og er i kroppen.

Jeg er også bange for at sige højt, at jeg er på antidepressiv medicin…
Jeg har gjort mig nogen erfaringer, som står i kontrast til de udmeldinger der tilbage i vinters, der sagde  at antidepressiv medicin ikke havde nogen virkning. Min konfliktsky side, havde lyst til at være helt stille eller blot benævne at jeg altså ikke tog det præpareret med de kemiske stoffer, som blev omtalt og at jeg heller ikke tager en særlig stor dosis medicin. Den anden side at mig, den blev gal og ked af det, særligt pga. den menneskelige debat der kom derefter. Hvad fanden viste Hr. Og Fru. Danmark?! Hvad viste de to ældre damer som sad i bussen og sagde “folk skal bare tage sig sammen, pillerne virker jo ikke – løb og spis sundt“, eller hvad med hende veganeren som på facebook respostet en artikel, mens hun hældte lidt lommepsykologi ud af ærmet. Hvad viste de ?!

Hvordan viste de pludselig hvordan det føles at opleve sig selv som døende, og at det ikke skyldes en somatisk sygdom, men simpelthen fordi ens psyke var ved at tvinge en til selvmord.
Hvad viste de?!

At tale eller tie?
Jeg har siden tænkt og gang på gang overvejet om jeg skulle fortælle min historie. Jeg har tænkt på fremtidige jobmuligheder, tænkt på det folk kan søge frem og jeg har tænkt på alle dem, som jeg selv, der bare overmandes af tavshed og vælger at tie, i frygt for andres fordømmelse.

En klog kvinde, som nogen gange står med en skeptisk overfor min ærlighed på bloggen, fortalte mig engang, at jeg aldrig skulle fortælle mere end jeg kunne klare at blive konfronteret med en dårlig dag. Det er på mange måder med til at sikre, at jeg passer på mig selv og ikke mindst mærker rigtig godt efter. Det er et stort råd jeg har fulgt og som har været med til at jeg fortæller som jeg gør nu.

Stars can’t shine without darkness

Nu er jeg sikker..
Jeg er stærkere og derfor har jeg valgt at fortælle hvad der var min historie, mine oplevelser og erfaringer, nu også med antidepressiv medicin.

Jeg tror ikke antidepressiv medicin er en kur og yderligere heller ikke at alle nødvendigvis skal behandles med medicinen. Det er og bliver noget nogle virkelige dygtige fagpersoner skal vurdere og helst ikke kun ud fra 10 minutters samtale og 15 hurtige spørgsmål. Jeg tror ikke medicin må være løsningen på at skulle kunne ‘klare’. Hvis 6-12 ugers intensiv timeout i stedet kan gøre det, vil jeg til hver en tid mene det er en langt mere holdbar løsning. Korter er livet ikke, vi er her kun én gang og vi kan ligeså godt gøre det ordenigt, i første omgang. Vigtigst af alt, så tror jeg ikke på at antidepressiv medicin må stå alene og at menneskers psyke ikke kan standardiseres. Hvad der virker for nogen, virker ikke for andre og her er det vigtigt at have nogle kyndige behandlere som har tiden og de ressourcer til at se og forstå det enkelte individ, frem for blot at række en recept på et præparat til sølle 34 krone. Det er jo i sin enkelthed noget der gælder i alle livets hensigter…

Jeg håber du har kunne møde dette indlæg med åbent sind og at du måske endda føler at have fået en bedre forståelse eller indsigt i hvad en svær depression og ikke mindst antidepressiv behandling kan føles og opleves som.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Forløsning, intet mindre

img_1994
Idag har været en rigtig god dag, det har været en forløsende dag med følelserne helt udenpå tøjet. Faktisk har de sidste par dage været optakt til lige præcis Idag og at jeg så reagere som jeg gør, det var lidt utilregneligt og omvendt måske meget forventet..

Idag har jeg afleveret en eksamensopgave. Hele dette forår har jeg læst valgfaget MadSociologi og samfundsmæssige udfordringer, på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Det har været et hårdt semester, først og fremmest fordi jeg for en stund ikke længere var tilknyttet Århus universitet også fordi jeg rent mentalt har lavet et vandvittigt hårdt stykke arbejde. Heldigvis havde jeg nogle knald dygtige fagpersoner, som allerede dengang jeg var indlagt, pænt fortalte at hvis jeg nu skulle fortsætte mit kandidatstudie, så skulle der nye boller på suppen. Der kom nye boller på suppen og med hjælp fra mine behandler og en studievejleder, så fik jeg sendt en dispensations ansøgning frem til studienævnet om muligheden for at studere på nedsat tid. Den ansøgning blev imødekommet og det købte mig derfor et studieår med lidt mindre pres.

Jeg er hverken doven, ustruktureret elller dum, tværtimod. Jeg er ansvarsfuld og yderst kvalificeret til at læse den uddannelse jeg gør. Mit karakterblad understøtter en teori om “12 tals pigerne” og det er på trods af jeg til tider staver helt forfærdeligt og laver lange mærkelige sætningskonstruktioner. At jeg kan slå i bordet og sige / skrive sådan som jeg gør, det er nye toner. For igennem hele min studietid, har jeg været “The Underdog”, selvom jeg altid har præsteret over middel. Tiden tilbage fra folkeskolen, med diktaterne, hvor jeg sad og græd og bandet over min udulighed den fulgte i mange år med mig og lettere blev det ikke, da jeg begyndte på en læreruddannelse med linjefaget dansk. Selvom jeg ikke staver særlig godt, så er jeg en dygtig underviser som formår at skabe levende læringsforløb som er innovative og samtidigt styrker den almene sociale dannelse, som er en af mine kerneværdier.
Det jeg kan, skal ingen nogensinde tage fra mig og i princippet tror jeg nu heller ikke der er nogen som gør det, andre end mig selv. Jeg er nemlig mester i at underminere og nedtale mig selv og mine egne evner.

Da jeg blev syg tænkte jeg at nu var det sket. Nu var min tid på studiet slut og alle de drømme jeg har om NGO arbejde syntes at forsvinde… men jeg var “heldig” og formåede med solid opbakning at få sendt en ansøgning afsted som blev imødekommet og yderligere med super støtte for særligt min faste gruppemakker, kom jeg igennem efterårssemester. Da jeg afsluttet mit første valgfag var det med bravur og det var selvfølgelig skønt med en god karakter, alligevel var værdien i af været kommet ud på den anden side langt vigtigere.

Idag sidder jeg så og har netop uploadet en ny eksamensopgave. Opgaven er udarbejdet alene, på et andet universitet med deres egen tradition og studieordninger. Hvordan opgave bedømmes er for mig lidt “ligemeget”. Når det er sagt, så jeg har gjort det bedste jeg kunne og der ligger rigtig mange timers arbejde i den opgave. Så selvfølgelig håber jeg at det falder i god jord. Alligevel oplever jeg nu en forløsning over at være kommet hertil. Lige om lidt er det er år siden jeg blev syg, eller det er et år siden jeg fik min belastningsreaktion og jeg fik konstateret diagnosen svær depression.

Jeg har netop modtaget en ny dispensation fra studienævnet. Den gør at jeg også kan udarbejde mit speciale på nedsat tid. Det betyder så også at vores økonomiske situration forsat skal være relativ presset, men jeg klager ikke. Jeg er beæret og virkelig taknemmelig over at få opbakning til at kunne gøre det jeg drømmer og brænder for, på trods af jeg fortsat ikke er helt tilbage hvor jeg gerne ville være, omvendt er jeg nu et langt bedre sted personligt og selvom det fortsat er en kamp at huske og holde koncentrationen inden bogstaver begynder at danse tango, så er jeg bare glad for at være. Jeg troede nemlig ikke på det hér for knap et år siden. Jeg var på mange måder overbevist om at jeg ville dø af sygdommen eller egen handling. Jeg troede ikke der var lyst forenden af min mørke tunnel, men der var der. Det kom tilbage og lige nu er jeg ved at indrette mig sådan i tilværelsen, at det lyser præcis som jeg ønsker det og vigtigst af alt sådan så jeg ikke ender med at erhverve mig store forbrændinger på krop og sjæl.

Imorgen er en ny dag og første dag af min sommerferie. Den første ferie i 2 år, hvor jeg SKAL holde fri. Sidste år blev pænt ødelagt og inkluderet istedet en meget lang indlæggelse på psyk. Så i år prøver vi igen – uden høje forventninger men bare et lille håb om en talrige gode stunder og med langt mere ro i sindet, end der nok nogensinde før har været.

Tusind tak fordi du ville læse med i dette lidt glitteramte indlæg 🌈

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

En ægte sandhed

fullsizerender-14

I denne uge, møder jeg uge en del grænseoverskridende sager. Det er sager, hvor jeg på mange måder skal stå ansigt til ansigt med min egen sandhed og så min frygt.

Inden jeg blev syg, så var jeg ret åben omkring psykiske sygdomme og de mennesker som led af dem. Jeg var og har altid været forfærdelig bange for folk der er utilregnelige i deres adfærd, det inkludere alt fra fulde folk – til den type mennekser, som lider af eller gør ting, som man ikke forventer. Jeg er bange for den type mennesker, da jeg som barn har oplevet den ‘slags’ ting, som man aldrig forventer at nogen gør imod et barn. Det skal ikke lyde som en gang offer gøgl eller navlepilleri, for i bund og grund så skammer jeg mig og gør ALT hvad der er i min magt for at dem jeg er og bliver bange for, ikke kan se det. Det er jo ikke deres skyld at nogen “fucked up” engang.

Da jeg så blev syg og skulle bo side om side med virkelig sindssyge mennesker, så blev jeg for alvor konfronteret med min angst. Jeg siger ikke at mennesker med en sindslidelse er dårlige mennesker, men de forskellige psykiske sygdomme, som mennesker kan lide af, de kan virkelig lave rav i den, på øverste etage. Det kan jeg selv skrive under på. I det øjeblik jeg blev syg, så stod jeg ansigt til ansigt med min egen frygt, mine egne antagelser også fik jeg også en stor portion selvstigmatisering. Fra den ene dag til den anden, så jeg pludselig mig selv som en svækling og en uansvarlig mor og kone. Idag øver jeg mig dagligt i at mané den holdning til jorden. For hver gang jeg tænker en negativ tanke om mig selv, så opdager jeg at den kommer fordi jeg har taget noget ind – udefra. Det kan være alt fra uvidende folk som skriver om ‘dovne’ psykisk syge mennesker og kravet om individuel ansvar for selv at blive rask, til når politikkerne igen igen IGEN laver en besparelse i psykiatrien. Jeg rammes !
Dels fordi det vedrøre mig også fordi jeg nu har set et system indefra og jeg har mødt en helveds masse medpatienter og det der tit og ofte skrives og siges, ikke helt passer med den rene sandhed .

Jeg tror på at vi som mennesker kan vælge at tænke i muligheder, frem for begrænsninger. Jeg siger bestemt ikke at det er nemt, det er de valg, som virkelig betyder noget sjælendt.

Fra det øjeblik jeg blev syg, så valgte jeg, at min sygdom ikke måtte være et tabu. Med tiden lærte jeg at min recovery proces heller ikke gjorde det muligt. Jeg har lært at recovery, ikke handler om at komme tilbage, men om at genopstå, i bedre version, en version 2.0.

Mit valg og de veje jeg går, dem går jeg ikke kun for min egen skyld, men med det for øje, at hvis jeg kan række min medsøstre en hånd, når jorden skælver, så gør jeg det. Sandheden er nemlig den, at i det øjeblik jeg blev syg, så følte jeg mig helt alene. Jeg følte mig nøgen, forslået og forladt. Jeg følte mig som monsteret der jager børn i deres drømme og som den landsbyer afskyr med bål og brænd. Jeg følte, at jeg var den første sammenbrudte mor denne verden har set. Sandheden er bare en helt anden.

Sandheden er den, at hver 5. Dansker enten har eller får en depression og det er blot tal for denne ene lidelse. Sandheden er den, at psykiske lidelser er vor tids største trussel imod folkesundheden. Jeg ved godt en eller to ville mene det er overvægt og fedme og hertil er mit svar: Måske hænger lige præcis psykiske lidelser og overvægt også samme – dermed ikke sagt at alle overvægtige er psykisk syge. Nogen gange er der bare mere imellem linjerne til facit.

Idet at jeg følte mig så alene, så forslået og skamfuldt, der voksede en fanden i voldsk hed frem. Det er et af mine karaktertræk. Helt tilbage fra folkeskolen har lærer benævnt, at jeg taler hvor andre tier. Det betød at jeg havde en stor udskiftning i den røde bog, som var kommunikations værktøj imellem skole og hjem. Det betød også, at jeg tit tog skraldet når ingen andre gjorde det og det betyder den dag Idag, at jeg til tider går alene på vejen, mens andre holde sig på fortorvet. Jeg vil langt hellere gå hvor jeg går, og gå der med sandheden, frem for at gemme mig væk i mørket, for i mørke findes alt det onde, alt det slemme og jeg er hverken ond eller slem. Jeg er et menneske som ånder og lever for at vi alle sammen skal være her, præcis som vi er.

I denne uge har jeg holdt mit første oplæg ved EnAfOs. Jeg har fortalt min sygdoms historie for en forsamling mennesker, som intet ved eller kender til mig, min person eller mine værdier. Samtidigt har jeg sammen med Dansk Sygeplejeråd, været med til at udforme deres socialpolitiske udspil til den nye psykiatri plan. Her har jeg fortalt om mine mange uger på den psykiatriske afdeling og oplevelsen af at være patient i et hårdt presset system. Jeg har alle dage været heldig, rigtig heldig og har fået den bedste og mest kyndige behandling af henholdsvis læger, psykologer og hårdtarbejde sygeplejesker men jeg har også set og mødt andre som ikke har.

Det er grænseoverskridende at fortælle og på samme tid befriende. Min stemme er min og jeg har valgt at tale, frem for at tie. Jeg har valgt at jeg vil ændre noget her i livet. Forhåbenligt betyder det at jeg fortæller min historie, at andre vil og kan se, det kan godt lykkes, det er okay at falde – hvad enten man er Moren, Søsteren, Datteren, Venen eller Kollegaen – det er okay !

Og vigtigst af alt, du er ikke alene.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Du kan læse  Dansk Sygeplejeråds udspild “Vi kender alle en…” på deres hjemmeside HER og skulle du have lyst, så tjek også gerne EnAfOs ud på denne hjemmeside. Her er masser råd og vejledning, til både patienter og pårørende.

Psykisk sygdom smitter ikke, men det gør tavshed .

‘Hende’ den sindssyge ..

img_1005

Jeg tænker tit og ofte på, om folk kan se at jeg har været syg i hovedet?
– når de tanker rammer mig, så spørger jeg mig selv “Hvordan ser en sindssyg ud?”

Jeg kender faktisk allerede svaret, dels igennem min erhvervsmæssige erfaring men også fordi jeg for en periode af mit liv, boede side om side med andre sindssyge. Ordet sindssyge er et lidt voldsomt et af slagsen, men deles det op, som skulle man lærer at læse på ny, så fortæller det overordnet om hvad det i virkeligheden er, sygdom i sindet eller sindet som er blevet sygt.

At være syg i sindet betyder ikke nødvendigvis at man ser ud eller gør på en bestemt måde. Faktisk vil jeg sige at de mennesker jeg har mødt, på henholdsvis det lukket og åbne afsnit, de ligner helt almindelige mennesker. Ret skal være ret, så er der selvfølgelig nogle symptomer og træk som kan være en form for “fællesnævner”. Eksempelvis galt det for mange af mine medpatienter inklusiv mig selv – at øjnene, for en periode, var helt tomme for liv og ansigtet hang lidt, så det mimiske udtryk ikke rigtig kom frem. De medpatienter jeg mødte, kæmpede med hver deres sygdom. På psyk var mange der havde depressioner af den ene eller anden slags og flere havde dobbelte diagnoser. De af os som var ramt af en depression, spændte imellem at lide af fødselsdepressioner, og blev derfor dagligt besøgt af deres partner og nyfødte barn, andre var maniodepressive og forbi afdelingen for en stund, mens manien blev reddet af – så var der også sådan nogen som mig. Jeg var en del af de patienter med en enkeltstående depression. Om min diagnose vi lyde sådan til evig tid, det kan ingen spå om, det er nu mit livs præmis. Jeg var blot en ud af mange, jeg var – er den unge kvinde, mor til to, gift med Hr. Mand, kandidat studerende og langdistanceløber, som fik en belastningsreaktion der kortsluttede hele nervesystemet. Belastningsreaktionen kom af naturlige årsager, men at jeg ubemærket havde gået med en let stressbetinget depression, som havde vokset sig stor og væmmelig, i al smug, det vidste jeg ikke.

Jeg tror ikke sindsyge mennesker ser specielle ud, selvfølgelig er jeg stødt på de, hvor statistikkerne og teorien om, at halter den mentale sundhed, så trækker det spor i den fysiske og videre ud i det økonomiske og de levemæssige vilkår. Selvfølgelig ! OG selvfølgelig har jeg da så også hørt på dem som siger “de skal bare tage sig sammen”. Det er altid nemt at påpege for andre, hvordan de lige kan fixe det hele. Det er altid nemt at rejse ind som turisten, svinge en kost og kommandere, når man jo altid ved, at man kan rejse tilbage til sin egen trygge havn. Hvis der er noget jeg har lært om selv at være psykisk syg, så er det at INTET er som man tror det er og yderligere, at ikke to menneskers psykisk lidelse kommer ens til udtrykke hos to individer. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan trækkes nogle fælles linjer op for hvad der kendetegner de forskellige diagnoser…. dertil også fordomme og stigmatisering…

Jeg har været sindsyg og det er nu en del af mig. Jeg vil til hver en tid mene, at den erfaring og selvindsigt jeg har tilegnet mig igennem min kamp imod mit sinds sygdom, det er det så mange mennesker rejser ud i verden for at finde. Jeg behøvede ikke engang visum eller pas, jeg cyklede bare over på den lokale psykiatriske afdeling og tjekkede pænt ind.
Okay – jeg oplevede selvfølgelig lidt sikkerhedskontrol, men ellers står diverse dannelsesrejser vist helt uden sammenligning. Selvom jeg altid godt har vidst at fordomme eksistere på baggrund af uvidenhed, så har jeg fra det øjeblik psykiateren sad i min stue og sagde “Jeg synes du skal komme med over på afdelingen og lade dig indlægge” følt en kæmpe skam og skyld, dels fordi jeg er liberalistisk præget i min holdning og derfor mener det er mit ansvar, at have styr på mit liv også fordi jeg virkelig følte at jeg fejlede i forhold til mit omgivende samfund. Nu var jeg, som psykisk syg, “mindre værd” og det er bestemt en selvfølelse som jeg stadig hilser på i ny og næh.

Grundet denne selvstigmatisering, som forekom allerede fra første øjeblik jeg forstod at jeg var syg, så har jeg helt bevidst valgt at gå imod. Jeg har valgt at udfordre mig selv og yderligere stå imod de tabuer, som også har været med til at forme mig – før min psykiske sygdom. Jeg vælger dog ikke at udøve et egentligt overgreb mod mig selv og derfor kigger jeg mig altid ekstra godt i ‘spejlet’, hver evig eneste gang jeg lukker om for min egen psykiske lidelse og sårbarhed.

Her på bloggen, har jeg tidligere skrevet om hvordan jeg mener at vi alle har et ansvar i at nedbryde de tabuer der er omkring psykiske sygdomme, simpelthen fordi at det er i stilheden, i mørket, alt det grimme og fortærende virkelig kan vokse frem.

Så når jeg tænker “mon folk kan se, at jeg har været sindssyg?”, så er det i virkeligheden min frygt for at blive kategoriseret, på baggrund af uvidenhed og måske endda forudtaget holdninger om noget andre i bund og grund slet ikke ved nok om og til. Den eneste måde vi kan lærer mere om hinanden, som kan ligge til grund for bedre forståelse, det er simpelthen ved at få snakket sammen, spurgt ind. Det kræver dog fra mod begge parter.

img_0694

… er der noget du gerne vil spørger en sindssyg om ?

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Da jeg gik i stykker..og fik en depression…

Forord
Jeg har længe, rigtig længe gerne ville udgive dette indlæg, men af helt personlige årsager, har jeg valgt at vente.
Jeg har ventet, ikke for kun at skrive om mine sejre eller fremstille en glansbillede lignende overflade, men fordi jeg har været nød til at være sikker på, at jeg selv på mindre tolerante dage, kunne stå på mål for mine egne ord.

En af de mange årsager til at jeg vælger at skrive dette indlæg, skyldes jeg selv oplevede, da jeg blev syg, at føle mig helt alene og det er på trods af at hver 5. dansker rammes af det, jeg blev ramt af.
I mine tidligere indlæg ”Da filmen knækket” del 1 og 2, som kan læses HER og HER. Der skrev jeg indledningsvis, hvorledes jeg mente at vi alle har et ansvar for at skabe de forandringer som vi ønsker os. Jeg ønsker at vores alt for snævre normalitetsforståelse udvides og det tabubelagte gitter, der ligger over psykiske sygdomme, rives væk. Jeg ønsker at vi kan leve i et samfund, hvor det er okay – ja acceptabelt at have været forbi psykiatrien. I takt med medicinal industrien vokser, den ene nye diagnose efter den anden popper frem og vi konstant etablere tårnhøje forventninger til os selv og hinanden, så tror jeg kun udviklingen går en vej og at mange flere, som jeg selv, vil være nødsaget til at søge psykiatrisk hjælp, af den ene eller anden slags. Selvfølgelig vil jeg med min pædagogiske og sociologiske baggrund, gerne se, at de tendenser som vi i dag ser og oplever i samfundet, de ændre sig. Således at færre udvikler psykiske lidelser eller diagnosticeres med den ene eller anden form for diagnose.  Når jeg skriver som jeg gør, er det fordi jeg mener at den mindst lille uregerlighed overflyttes til en kasse med påsat label og det finder jeg stærkt foruroligende. Det er på mange måder en helt anden snak og et helt andet og mere kritisk indlæg. Jeg mener bestemt ikke at der skal ses ned på hverken folk med diagnoser eller psykiske lidelser, faktisk mener jeg at vi i samfundet har brug for en lang støre forståelse og information, for bedre at kunne støtte og hjælpe de, der måtte have brug for det.

Jeg håber dette at indlæg, på mange måder kan være med til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og også os selv. Min fortælling er min og i nogens øjne er det måske den positive fortælling om psykiatrien, andre igen ville mene noget helt andet. Jeg vil bede dig læse dette indlæg med respekt og ydmyghed, og sidst men ikke mindst takke dig for at læse med.

. . .

Det er en sommeraften, den aften hvor det sker. Jeg er alene med drengene og har i tiden op til denne aften løbet rigtig stærkt. Ikke kun fysisk, som da jeg løb Københavns marathon, nej også mentalt. I længere tid har jeg været presset og selvom jeg hele tiden forsøger at finde muligheden for at restituere, er det bare ikke muligt. Der var to afsluttende eksamener på mit kandidatstudie, en dreng med konstant ørepine, som 1-2-3 skulle have lagt dræn også var der den nat hvor min mands blindtarm sprang og jeg måtte ringe 112, sidde på intensiv afdeling og i chok færdiggøre en skriftlig opgave og efterfølgende stå som græsenke i en uge, mens Hr. mand lå og var noget så syg på hospitalet. Det var bare lidt af alt det, som gik forud for den skæbnesvanger aften i Juni måned.

Pludselig knækkede filmen og jeg oplevede på alle måder, hvad det bogstavelig talt ville sige at blive syg i hovedet. Det hele væltede rundt, i vrangforestillinger, sorte mørke tanker, spindet ind i angstens altomsluttende greb. Hvad gør man – når armene og ben ryster, øjnene flakker og hjertet pumper som skulle det sprænge ud af brystet. I mit tilfælde så gik jeg i seng, for jeg måtte jo bare være rigtig træt. Problemet var bare, at alt mørket opsøgte mig i mine drømme den nat og flere gange vågnede jeg ved at angsten forsøgte at kvæle mig.

En belastningsreaktion
Næste morgen spillede jeg skuespil overfor mine børn, som kun er en Oscar værdig. Lige efter mine drenge kører afsted mod børnehaven sammen med Hr. Mand, falder jeg sammen. Hulkende og fortvivlet. Den er helt galt men hvad, det ved jeg faktisk slet ikke. Jeg ved bare at det hele føles pludselig så forkert og at alle mine tanker er præget af et stærkt tunnelsyn. Mens jeg samtidigt kan mærke hvordan det hele falder sammen, møder jeg konstant mine tanker med en patelogisk tvivl. Var det nu også helt så galt? Overreageret jeg ikke bare lidt? Jeg ender med at finde min telefon frem og får ringet efter hjælp. Inden jeg får set mig om, sidder der en psykiater og sygeplejerske i min stue. Efter en lang samtale, så spørger psykiateren lidt forsigtigt, om jeg ikke vil med over på psykiatrisk afdeling. Hun mener jeg trænger til fuldstændig ro og at jeg har fået en belastningsreaktion. Af hensyn til mig selv, det ansvar jeg nu engang har for at tage hånd om min egen sundhed og ikke mindst mine børns mor, vælger jeg at lade mig indlægge.

Timer derefter er sløret, fyldt med angstanfald og konstant utryghed for, hvad det var der skete inden i mig. Sandheden var, at jeg gik helt og aldeles i stykker. 

Stille pakker jeg mine ting sammen, løbetøj, en studiebog og lidt til ansigtet også cykler vi ellers sammen med Frederiksberg Psykiatriske Hospital. Psykiateren forklarer mig, at grundet den måde jeg kommer “ind” på, så skal jeg på en intensiv afdeling også kaldt for et lukket afsnit. Det hele sortner for mig og igen og igen overmandes jeg af angst. Lysten til at sige “stop jeg har det meget bedre nu” kommer, men alligevel tvinger jeg mig selv til at fortsætte. Det her handler ikke om hvad jeg vil og ikke vil, det handler om at jeg har et ansvar for tage hånd om mig selv og den mor jeg skal være for mine to børn.

Vi kommer ind på afdelingen. Der er stille og kun lyden af nøgler der rasler eksistere. Der er en lang gang med en masse døre også nogle store åbne rum, med et køkken, et bordfodboldbord og et kreaområde. Der er også en lille gårdhave, hvor en af de andre patienter sidder ude. På dørene står der tal. Vi går hen mod døren med nummeret 8 på. En høj mand kommer imod mig, han smiler og giver mig så hånden. Psykiateren er sød, hun hjælper mig med at pakke ud, overlever de ting som ikke må haves uden observation og sammen holder vi så et lille møde. Ret hurtigt bliver vi enige om, at jeg bare skal have helt ro også går de. Idet de lukker døren falder jeg sammen på gulvet og græder. Min hulken giver genlyd i det halvtomme rum og mens jeg tager mig til hovedet, kan jeg mærke hvordan hele min verden splinters til atomer og alt det lys, jeg ellers altid selv syntes at have haft en egenskab i at se verden med, det er slukket. I stedet er der bare helt mørkt.

Den intensive psykiatriske afdeling
Jeg vågner ved at jeg har hjertebanken. Luften jeg indånder er kvælende, tør og den får min hals til at lukke sig sammen. Hurtigt løber jeg ud på mit badeværelse og får tændt for vandet. Jeg må have luft – vand – jeg må ud. Hele lokalet begynder at kører rundt og sorte pletter danser foran mine øjne. Hurtigt får jeg klasket en hånd på alarmknappen og får sat mig gulvet. Min krop begynder at ryste, mens verden går opløsning. En sygeplejeske kommer ind, jeg hører hende ikke og mine øjne registeret intet. Hun sidder der bare, med armen om mig, mens hun stille vugger mig for side til side og tæller, ganske langsomt. Hendes stemme er blød, rolig og monoton og lige så stille begynder mit hjerte at sænke sine pulserende slag, luftens tørhed forsvinder og de sorte pletter for øjnene fortager sig. 

Min mor og hendes mand kommer og besøger mig, senere samme aften, som jeg er blevet indlagt. Det eneste jeg kan huske, er at alle mine hårstrå føltes som nåle der konstant prikkede mig i hovedbunden og at jeg ikke ture forlade mit værelse. Min fortid har gjort mig bange for uforudsigelige mennesker og nu var jeg selv og ja, formentlig også alle de andre på afdelingen, uforudsigelige. Jeg er pludselig bange for alt og mest af alt mig selv. Jeg kan se på min mor og hendes mand, at den er helt gal. Min mor, den stærkeste kvinde jeg kender, nærmer sig mig og som da jeg var lille og verden stor og farlig, tager hun min hånd og sammen sidder vi længe sådan. Vi aftaler, at min mor skal være med til mit møde med afdelingens lægen dagen efter, så der er ekstra øre på og en til lige at sikre sig, der passes ordenligt på mig. Hele tiden frygter jeg, at lægerne kun vil række mig et pilleglas også ellers være ligeglad med alt det andet.
Selv jeg, havde mine fordomme om psykiatrien.

Pause
Jeg svinger imellem at græde, tænke i løsninger og være bange. Hurtigt får jeg lukket ned for verden udenfor. Jeg får meldt afbud til diverse møder, arrangementer og ikke mindst alt det som også trækker. Alt hvad der kan poppe op på min telefon det rykkes til en mappe, som for tildelt titlen: Pause.

Efter en nat på den lukket afdeling, aftales det at jeg skal overflyttes til et åbnet afsnit, et mindre intensivt afsnit. Da jeg pakker mine ting sammen, bliver jeg henter af en sød sygeplejeske, som følger mig hen på det nye afsnit. Der møder jeg hende, hende som er med til at vende alt op og ned, Maria. Maria er mørkhåret, hun smiler hele tiden og har de flotteste sneakers, i lækre farver. Hun kigger imødekommende på mig, idet jeg kommer gående med mine få ting. “Hej Christina, velkommen til” Hendes københavner accent er ikke til at tage fejl af. Sammen går vi mod mit nye værelse, et værelse jeg kom til at tilbringe umådelig meget tid på, i ly for al udefrakommende støj, så jeg lige så stille kunne få ro til at koncentrere mig og det der foregik i mit indre. Det er stadig kun lørdag, selvom det føles som om jeg har været indlagt i flere uger. Jeg er træt og plaget af konstant tankemylder. Når jeg vågner op, er det med hjertebanken, mørke tanker og en angst for alt omkring mig. Jeg husker stadig hvordan jeg en morgen vågner, jeg er badet i sved og de sorte pletter danser for øjne, mens kroppen ryster og tankerne bliver mørkere og mørkere. Kun et inderligt skrig, præget af rædsel, kunne få mig ud af tankernes overmandende kraft. Jeg skreg, skreg til min hals føltes øm og tilrevet af luften. Maria er der med det samme, hun holder om mig, mens jeg ligger sammenrullet i sengen og mærker hvordan hele min krop ødelægges af mine tankers mørke.

En psykisk sygdom
Det er mandag. Jeg er startet dagen med en løbetur, sammen med en fysioterapeut. Selvom jeg kun har været på afdelingen i 3 dage, har jeg fået løbet dagligt, med en ledsager. Når jeg løber forsvinder uroen i kroppen og løbet var på mange måder mit eget forsøg på, at holde fast i noget af det, som altid har kunne hjælpe mig, når hovedet har haft brug for en pause. Selvom jeg hverken er til fare for mig selv eller andre, er jeg skrøbelig og lyden af en gøende hund eller grædende babyer, kan igangsætte et panikangst anfald, så derfor havde jeg den første tid, altid en ved min side, når jeg besøgte ”verden udenfor”. Det er meningen jeg skal mødes med min kontaktperson, en psykolog også overlægen i psykiatri. Vi skal sammen lave en behandlingsplan, så jeg kan komme på benene, hurtigst og bedst muligt.

Mine drenge har sammen med Hr. mand, besøgt mig dagen før. Besøget var på mange måder fantastisk og alligevel endte jeg med at ligge sønderknust sammenrullet på et gulv, mens det ene angstanfald overmandet mig efter det andet. Selvom jeg så gerne ville, så kunne jeg ikke. Når jeg forsøgte at følge mig dejlige drenge og deres bevægelser, blev det hele sløret. Mine bevægelser var langsomme, som foretog jeg mig alt i slow motion og allerede efter de havde været der i 10 minutter, kan jeg ikke længere registrere hvad de siger. Min stemme bliver snøvlet og trætheden overmander mig. Tanken om, at jeg en dag skal kunne være på i24/7, føles pludselig så uvirkelig, for sandheden er, at jeg ingenting kan.

Da jeg sidder ved det runde bord, med min kontaktperson ved min side, og stille fortæller om mig selv, min opvækst, mine mange mentale ar og svigt, skriver henholdsvis psykiateren og psykologen en masse ned. Jeg fortæller lidt om mit stresset forår, om mine tanker og om alt det jeg godt kunne mærke der havde ændret sig den seneste tid. Jeg har altid været god til at sætte ord på, hvad der rør sig inde i mig og jeg kommer fra en familie ,hvor vi altid har talt om det vil føler og tænker. Alligevel forstår jeg ikke helt, at jeg nu sidder der og hele tiden tvivler jeg på, om der nu virkelig også er noget galt med mig. Måske er det hele bare noget jeg ”spiller” eller dramatisere. Psykiateren er dog ikke et sekund i tvivl og da hun siger ordene, bliver jeg først uforstående og alligevel falder alt på plads. ”Christina, du har fået en belastningsreaktion som har gjort du har udviklet en stressbetinget svær depression.” Hun stiller mig en række spørgsmål, noter lidt i ny og næh og sammen med psykologen og min kontaktperson, fremlægger de en intensiv og kyndig behandlingsplan. Da jeg går fra vores møde, er jeg synderknust og fuld af skam og vrede.

En depression
Første gang jeg hører ordet depression, er i folkeskolen. En af mine klassekammerater fortæller en dag, at hendes far har fået en depression. Jeg husker ikke så meget, for sandheden var nok, at vi ikke var de mest tætte. Alligevel kan jeg huske hun fortæller, at hendes far sover meget og er rigtig ked af det. Nogle år efter forelsker jeg mig hovedløst og ubetinget i en gut, som er en del ældre end mig. Han er sød, udfordrende og på mange måder med til at udvikle mig følelsesmæssigt, på godt og ondt. Under en af de første gange vi er sammen og for alvor begynder at lærer hinanden bedre at kende, fortæller han mig, at han har en depression og at han tager medicin for det. Jeg kan huske at jeg på mange måder at var ligeglad, det betød ingenting, jeg elskede ham alligevel. Igennem de knap 4 år vi var sammen, så jeg som pårørende, hvad, en på mange måder ubehandlet depression, kan gøre ved et menneske.

Jeg er af den tro, at det ikke er medicinen som kan gøre en rask. Jeg tror at en depression er og føles som, det at være i et hul. Et sort og dybt hul, med rigtig skarpe og på samme tid glatte kanter, som kan gøre det umenneskelig svært at komme op af. Antidepressiv medicin kan så fungere som en mælkekasse, som man, hvis det anses af kyndige fagfolk som værende nødvendigt, kan stå på, for så at kunne se – næsten op over hullet. At komme op af hullet, kan medicinen ikke gøre, det kræver i stedet en forfærdelig masse terapeutisk arbejde. Under min indlæggelse arbejdede jeg intensiv med en masse kognitive værktøjer, mens tiden samtidigt arbejdede for mig. En depression, en svær en, tager tid. Ingenting ændrede sig over en nat, men langsomt og sikkert kom jeg stille og roligt på benene. Ofte var min udvikling præget af to skridt frem og et tilbage og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har kæmpet så hårdt, som da jeg blev syg.

Jeg har blandt andet qua min uddannelse, en forskers tilgang til verden. Så jeg læste og søgte på alt det, som jeg selv kunne gøre, for at få min hjerne til at producere så mange af de gode signalstoffer, som overhoved muligt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at behandle mig selv, krop og ødelagte psyke, så godt som muligt. Hele tiden lyttede jeg til de dygtige fagfolk jeg havde omkring mig og accepteret, at selvom jeg for en stund var sat udenfor min familie, mine børns og mands liv, så ville det arbejde jeg gjorde, mens jeg var indlagt, være en investering for livet.

Oppe af hullet
Det er nu knap 3 måneder siden jeg kom op af hullet eller jeg ifølge de skala test, som foretages i psykiatrien, ikke længere havde en depression. Det passer meget godt med at jeg på samme tidspunkt en dag, eller faktisk efter en længere god periode, mærkede hvordan mit hoved ikke længere blev forstyrret af mørke tanker, eller at min hverdag ikke bar præg af depressionens mange symptomer. Igennem mit intensive forløb på psykiatrisk afdeling, lærte jeg, at det vigtigste var at komme op eller ud af depressionen. Efter en lang udslusning fra den psykiatriske afdeling, fulgte et offentligt pakkeforløb, som skulle bygge videre på alle de værktøjer, som jeg havde fået under min intensive behandling. Den første tid så jeg med skam på min indlæggelse men lige så stille, så begyndte jeg at acceptere at jeg nu engang var blevet syg og vigtigst af alt, at jeg havde været ressourcestærk nok til at søge hjælp og få hjælp. Samtidigt forstod jeg også, at den intensive behandling jeg havde fået, havde været med til at forkorte mit sygdomsforløb. Det handlede om at skynde sig langsomt men også om at sikre, at jeg igen skulle stå stærkt og hvis ikke mere solidt end nogensinde før.

Jeg lærte på den hårde måde at jeg måtte kravle før jeg på ny kunne gå. Det vigtigste var at komme ud af depressionen, for derefter at arbejde med, hvad der lå til grund for at jeg havde fået den også selvom min depression var stressbetinget. Jeg ser det selv sådan, at jeg herigennem langsomt men sikkert, får fyldt det sorte og dybe hul, for dernæst at lægge et solidt fundament. Det er fundament som vil være stærkt og indeholde en masse egenskaber, styrke og kompetencer, som jeg fremadrettet vil kunne trække på, så jeg med anker i min nu bedre selvforståelse, kan styrer mit eget liv, i et meningsfyldt og en depressionsfri retning. Der er ingen garantier her i livet, det ved jeg om nogen, men der er læring og erfaringer, som på så mange måder kan gøre en umådelig meget stærkere.

. . .

Jeg vil gerne sige dig tusind tak, fordi du læste med.

Med dette indlæg, har jeg hverken ønsket at pege fingre, fordømme eller foreskrive de rigtige og forkerte løsninger. Min eneste opfordring herfra er, at vi som mennesker husker at passe på os selv og hinanden. Ingen er usårlige og selv den stærkeste og mest funklende stjerne kan brænde ud. Nogen gange kræver det mere end man selv lige ønsker sig det, at få stjernen tændt igen. Dette var min fortælling, min historie.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Måske bliver det ikke en succeshistorie?

IMG_5201

Er gået frem og tilbage i stuen.

Har lukket dokumentet op også ned igen.

Jeg er rastløs, hvileløs og måske også en smule ængstelig?

 

Velkommen tilbage til den rigtige virkelighed
Første dag tilbage på studiet, det var på mange måder en mental milepæl for mig. En milepæl, som indikerer hvor langt jeg er kommet igennem de sidste 3 måneder og som på samme tid, også vil vise sig, som en slags test. Jeg startede på studiet efter en lang sommerferie – eller, det har den nu ikke just været for mig, for sandheden er nu engang den, at jeg ikke har holdt ferie, i stedet har jeg været syg, psykisk syg.

Undervejs i mit sygdomsforløb, blev jeg anbefalet af diverse fagpersoner, at skærer fra og generelt set drosle ned. Det betød blandt andet at der blev meldt fra, til en del forskelligt og yderligere fandt jeg det nødvendigt at omprioritere de ting der nu engang var i min hverdag. Derudover måtte jeg med en bittersød fornemmelse, formulere et 2 siders langt brev, som skulle sendes til min uddannelses studienævn. I brevet bad jeg, med anbefaling fra henholdsvis en overlæge i psykiatri og en psykolog, om en dispensation. En dispensation, som skulle give mig mulighed for at studere på nedsat tid, således at jeg ville bryde med den numeriske ramme for min kandidatuddannelse. Et brud der i sidste ende vil forlænge min samlet studietid med et semester.

Udover numerisk tid
Til at starte med skammede jeg mig og var i bund og grund flov over, at jeg ikke kunne klare det jeg nu engang skulle. Hurtigt fik en klog kvinde, nemlig min mor, mig på andre tanker. Hun påpegede for mig, at det var jo ikke fordi jeg ikke kunne klare presset – jeg var bare ikke villig til at løbe nogle chancer. Rettere sagt, udsætte mig selv for en yderligere risiko for tilbagefald. Det er i og for sig også rigtig nok. Sandheden er jo også den, at jeg ikke sidder på min flade og bare lader tingene stå til, men at jeg udover at være studerende også pt. laver et større personligt stykke arbejde, for nok er jeg udskrevet, men det betyder bestemt ikke at jeg er blevet erklæret rask.

Jeg er nok typen der er lidt gammeldags anlagt, lidt ala. ”Når du er kommet op i træet, så kan du også komme ned igen.” Problemet er bare, at jeg ikke var kravlet op i noget træ, næh jeg var faldet i et hul og hullet var så dybt, at jeg ikke kunne se op over hullets kanter. Jeg fik heldigvis opsøgt professionel hjælp, som har hjulpet mig, således at jeg nu står på en mælkekasse og akkurat kan se op over hullet. At jeg nu kan se lidt længere gør det samtidigt også lettere at sætte hænderne på kanterne omkring hullet også ellers begynde på at trække mig selv op. Det er ikke noget man bare sådan lige gør, for kanterne er desværre glatte og fyldt med skarpe sten, men jeg tvivler ikke på, at jeg nok skal komme op igen og at det så vil være en endnu stærkere Christina der vil rejse sig fra hullet. Men mens jeg arbejder på at komme op, så kræver det en del opmærksomhed og at jeg bruger en stor del af mine mentale kræfter på det arbejde, det nu engang kræver. Der er nemlig ingen lette løsninger, når det kommer til at være psykisk syg. Det der med bare at tage sig sammen, rejse sig op og komme videre, det fungere sjældent helt optimalt ret længe ad gangen og kan i og for sig også være rigtig svært “bare at gøre”. Istedet må der graves dybt og arbejdes med det der nu engang gjorde at man ente i hullet. Sådan er det ihvertfalde for mig.

Nej tak til offerrollen og tudekiks
Rom blev ikke bygget på en dag og hvis det var det, så havde det nok ikke stået endnu. I stedet kræver psykiatrisk recovery at der gøres et stort stykke kognitivt arbejde, for at sikre en korrekt heling og derudover formindske risikoen for tilbagefald. Selvom jeg nu har lært en masse og selvom jeg vitterligt oplever at jeg bliver stærkere dag for dag, så er der bare lige en brøkdel større usikkerhed i kroppen end ellers og den kommer i følgeskab med sætninger som starter med ”Hvad nu hvis” også gerne afsluttet med en negativ drejning. Hovedeksempel ”Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?” Spørgsmålet er jo reelt nok og tror sørme så, at alle studerende i hvert fald en gang i deres studietid har tænkt denne tanke og tror endda yderligere at alle mennesker, ihvertfalde en eller to gange, også tænker sådan, i eller anden sammenhæng. Jeg tror på mange måder at vi altid, som mennesker, lige tænker hvad nu hvis og det er også fair nok. Men hvorfor er det lige vi tænker det? Er det i frygt for den der nederlagsfølelse – frygten for at vi måske faktisk ikke kan klare det og ærlig snak er da også, at jeg da vitterligt tror at jeg kan 80% af tiden, men sandheden er nu engang at jeg ikke ved det og der er en sandsynlighed for at det her bare ikke lykkes men ligemeget hvad – så skal / kan jeg godt håndtere det, hvis det sker.

Jeg nægter at være et offer. Jeg nægter at spise en tudekisk mens violinerne spiller i baggrunden, i stedet træder jeg frem og må nu engang leve med accepten om, at jeg ikke skriver den klassiske succeshistorie. At jeg ikke er pletfri og det nu engang bare er sådan jeg er og det er og bliver også godt nok – også op i røven med tanken om det perfekte liv, neoliberalske strømninger og numerisk tid for en stund. For jojo – jeg ved da godt vi alle har et ansvar her i velfærdsstaten Danmark og at jeg også skal biddrage til fællesskabet. Min tur på psykiatrisk hospital var ikke just selvbetalt, til det har jeg bare at sige: Bare rolig – investeringen er givet godt ud og jeg har tænkt mig at betale krone for krone, øre for øre, for hvad der ikke dræber mig – det gør mig stærkere.

Af hele hjertet – Tak – fordi du ville læse med.

Hvis du nyder at læse mine lidt stavefejlsfyldte indlæg og ellers er typen der har en Facebookprofil,
så kan bloggen også følges der og ellers på henholdsvis Bloglovin,
Og Instagramprofilen @Mig_Og_Morskabet

De kærligste hilsner Christina, MigOgMorskabet

 

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og med hvem, vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser, der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg indeholder. Helt nærtstående personer har ytreret, at der er bare noget som er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet det valg, at dele, hvad der for mig, har været en livsændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skuldrene eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier. Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg kommer i to dele, hvoraf del ét kan læses HER, og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder blev et levende marridt og starten på en kamp tilbage til overfladen.

Mor er rundtosset
Jeg tror de fleste forældre ønsker at være der for deres børn og hvordan man definere det at være noget og nogen i forhold til sine børn, det afhænger i bund og grund af egne personlige værdier. Disse værdier afspejler ofte, en overordnet værdi og normsætning i det samfund, man som individ er en del af. De der kender mig, ved, at mine børn er det vigtigste her i livet og sammen med min mand, udgør de på mange måde, hvad vand er for den tørstende blomst, uden dem, vil jeg visne og med tiden tørrer ind og knække.

Men hvad gør man så, som kvinde, som mor, når man på mange måder synes at opleve et knæk på psyken. Når hverdagens stress, uforudsete udfordringer og måske endda også fortidens skeletter rammer en i solaplexus og fremkalder en mavepuster, der bringer en i knæfald og det man ellers før synes at kunne, ikke længere mestre? En ting er hvad jeg selv kunne og måtte se mig nødsaget til at gøre, en anden sag er nu engang, hvordan man lige forklare det til to små størrelser på 5 og 2½ år – det var såmænd svært nok at fortælle ens nærmeste, at man var kommet til skade, men at det altså ikke var fysisk men psykisk og det lige krævet at diverse dygtige fagpersoner under en indlæggelse, fik lov til at gøre en rask.

Min mand og jeg var hurtige til at se, at den belastningsreaktion jeg havde fået mig, ikke lige kunne fixes sådan over et par dage og at vores børn derfor var nød til at kende til en børnevenlig sandhed. Jeg har aldrig været væk fra Carl og Aksels længere end en weekend og når jeg har været væk, har det altid været med en velkendt sandhed om, hvor turen er gået til og med kendt dato for tilbagevendelse. Men pludselig var situationen en helt anden og på mange måder, var jeg det også som menneske.

Da min mand, i Maj måned, havde været så uheldig at sprænge sin blindtarm, var det egentlige sygdomskort allerede smidt og utrolig frisk i vores børns erindring og derfor var det klart for os begge, at vi var nød til at træde ekstra varsomt. Mange mener at børn er hårdfører og jojo – det er de nok, selv mener jeg ikke vi bør teste hvor hårdfører og at vi som forældre har til hovedopgave, at sikre deres evige trivsel, også når livet gør ondt og nærmest slår koldbøtter, så man selv mister pusten.

Mor På Tankehospital
Derfor valgte vi som forældre, at omsætte virkeligheden, til noget der på mange måder var håndgribeligt og serveret i en børnevenlig udgave. Sandheden var jo, at der var noget galt oppe i hovedet, i psyken og derfor valgte vi at fortælle at ’Mor var blevet rundtosset’. Altså havde Mor fået en tankesygdom. En tankesygdom, som gjorder at hun var kommet på tankehospitalet. Sygdommen var ikke farlig og smittet heller ikke og yderligere – det gjorder ikke ondt på mor. Særligt det med om mor nu havde ondt, det fyldte og derfor var det også vigtigt, at drengene besøgte Tankehospitalet, for at se hvor ufarligt det nu engang var.

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer, der har været på et psykiatrisk hospital? Indrømmer gerne, at jeg aldrig har haft sat mine ben på sådan et før… Jeg havde da utrolig mange forestillinger om hvordan den type steder var. Der findes jo diverse forskellige afsnit på sådan et psykiatrisk hospital. Der er steder både med og uden gardiner, ledninger og bruseforhæng. Der hvor jeg var, var der masser af lys, ro, en blød elevationsseng, som drengene selvfølgelig leget en del med. Der var hvad der nu ellers var brug for, på sådan et lille midlertidigt værelse, alt fra bad, skrivebord og til vasketøjskurv også et tilstødende patientkøkken.

Udover selv at skabe gode ramme for besøgene, aftale pædagogiske termer, så brugte vi noget af det ”pårørende”-litteratur, som var rettet mod børn. Noget jeg virkelig har lært i forbindelse med min indlæggelse er og var, at børn også er pårørende. Det kan nu engang godt være det var mig der havde fået klistermærket i røven, men i princippet så var hele familien jo ramt. At være pårørende og behandler, er to vidt forskellige ting, men uden deres støtte, ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg lige skulle have fundet fodfæste.

Min mand læste særligt ”Rosas mor er på psykiatrisk hospital” højt, dog valgte vi sammen at gøre brug af det før præsenteret term tankehospital, og sikre, at alt fra institution, bedsteforældre og behandler kendte til disse udvalgte ord og derigennem skabte vi grundlaget for at have et sprog, der gjorder det nemmere at tale om mors fravær og sygdom.

Mor har en tankesygdom
Aksel, min store dreng, spurgte mig i starten af indlæggelsen, om hvad der så skete når han blev rundtosset, altså når han gyngede på gyngerne eller prøvede en karrusel i tivoli – spørgsmålet er jo så reelt og illustrere så fint, hvordan han på en og samme tid forstår og samtidigt bekymrer sig, for hvis mor kan blive rundtosset, kan alle så blive det – kan man selv, far og måske endda lillebror? Svaret var, at forskellen mellem den rundtossethed, der opstod når man snurreret rundt på gyngerne også den der pludselig var i mig, var at min rundtossethed ikke stoppede når gyngetureren stoppede og at den tog lidt længere tid at komme af med, en den fra gyngen af.

For at sikre os, at vores børn blev hørt og fik stillet de spørgsmål de havde brug for, så fik vi i begyndelsen af indlæggelsen, en samtale med en af de uddannet nøglepersoner i familie og børn som pårørende. Det var en samtale der foregik på gulvet, med legetøj og popkorn. Derudover blev mors seje seng blev prøvekørt, den kunne jo kører op og ned og lave buk hele to forskellige steder også endda styrers med fjernbetænding – det var på mange måder et hit. Udover den samlede familiesamtale, med fokus på de spørgsmål drengene måtte have og formidling omkring tidsperspektivet, hvilket fyldte rigtig meget for begge drenge, så lavede jeg selv små læselige breve, tegninger og sammen havde vi et utal af facetime opkald. Opkald som på mange måder var hjerteskærende men også bekræftende i vigtigheden omkring det at arbejde med det, der nu skulle arbejdes med. Sammen aftale vi, at når jeg ikke længere skulle være på Tankehospitalet, så skulle vi holde en rigtig pandekagefest, hvilket vi selvfølgelig holdte i bedste stil.

Sidst men ikke mindst
Det er ikke kun en, men en helt familie der rammes, når et familiemedlem får en psykisk sygdom eller reaktion. I vores sundhedssystemer findes en masse tiltag for, hvordan også de pårørende kan støttes i, under og efter et behandlingsforløb, sådan at man ikke bare som patient, men familie lærer at håndtere og arbejde sig igennem en helings proces.

Jeg vil gerne sige jer tak for at I har ville læse med.

Tak for alle jeres søde mails, kommentarer og tak til alle jer – der har valgt at træde frem og fortælle jeres historie. Sammen kan vi bryde tavsheden og derigennem nedbryde tabuet omkring psyke lidelser.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifonden

Kærlig Hilsen Christina, Mor til To.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet