En ægte sandhed

fullsizerender-14

I denne uge, møder jeg uge en del grænseoverskridende sager. Det er sager, hvor jeg på mange måder skal stå ansigt til ansigt med min egen sandhed og så min frygt.

Inden jeg blev syg, så var jeg ret åben omkring psykiske sygdomme og de mennesker som led af dem. Jeg var og har altid været forfærdelig bange for folk der er utilregnelige i deres adfærd, det inkludere alt fra fulde folk – til den type mennekser, som lider af eller gør ting, som man ikke forventer. Jeg er bange for den type mennesker, da jeg som barn har oplevet den ‘slags’ ting, som man aldrig forventer at nogen gør imod et barn. Det skal ikke lyde som en gang offer gøgl eller navlepilleri, for i bund og grund så skammer jeg mig og gør ALT hvad der er i min magt for at dem jeg er og bliver bange for, ikke kan se det. Det er jo ikke deres skyld at nogen “fucked up” engang.

Da jeg så blev syg og skulle bo side om side med virkelig sindssyge mennesker, så blev jeg for alvor konfronteret med min angst. Jeg siger ikke at mennesker med en sindslidelse er dårlige mennesker, men de forskellige psykiske sygdomme, som mennesker kan lide af, de kan virkelig lave rav i den, på øverste etage. Det kan jeg selv skrive under på. I det øjeblik jeg blev syg, så stod jeg ansigt til ansigt med min egen frygt, mine egne antagelser også fik jeg også en stor portion selvstigmatisering. Fra den ene dag til den anden, så jeg pludselig mig selv som en svækling og en uansvarlig mor og kone. Idag øver jeg mig dagligt i at mané den holdning til jorden. For hver gang jeg tænker en negativ tanke om mig selv, så opdager jeg at den kommer fordi jeg har taget noget ind – udefra. Det kan være alt fra uvidende folk som skriver om ‘dovne’ psykisk syge mennesker og kravet om individuel ansvar for selv at blive rask, til når politikkerne igen igen IGEN laver en besparelse i psykiatrien. Jeg rammes !
Dels fordi det vedrøre mig også fordi jeg nu har set et system indefra og jeg har mødt en helveds masse medpatienter og det der tit og ofte skrives og siges, ikke helt passer med den rene sandhed .

Jeg tror på at vi som mennesker kan vælge at tænke i muligheder, frem for begrænsninger. Jeg siger bestemt ikke at det er nemt, det er de valg, som virkelig betyder noget sjælendt.

Fra det øjeblik jeg blev syg, så valgte jeg, at min sygdom ikke måtte være et tabu. Med tiden lærte jeg at min recovery proces heller ikke gjorde det muligt. Jeg har lært at recovery, ikke handler om at komme tilbage, men om at genopstå, i bedre version, en version 2.0.

Mit valg og de veje jeg går, dem går jeg ikke kun for min egen skyld, men med det for øje, at hvis jeg kan række min medsøstre en hånd, når jorden skælver, så gør jeg det. Sandheden er nemlig den, at i det øjeblik jeg blev syg, så følte jeg mig helt alene. Jeg følte mig nøgen, forslået og forladt. Jeg følte mig som monsteret der jager børn i deres drømme og som den landsbyer afskyr med bål og brænd. Jeg følte, at jeg var den første sammenbrudte mor denne verden har set. Sandheden er bare en helt anden.

Sandheden er den, at hver 5. Dansker enten har eller får en depression og det er blot tal for denne ene lidelse. Sandheden er den, at psykiske lidelser er vor tids største trussel imod folkesundheden. Jeg ved godt en eller to ville mene det er overvægt og fedme og hertil er mit svar: Måske hænger lige præcis psykiske lidelser og overvægt også samme – dermed ikke sagt at alle overvægtige er psykisk syge. Nogen gange er der bare mere imellem linjerne til facit.

Idet at jeg følte mig så alene, så forslået og skamfuldt, der voksede en fanden i voldsk hed frem. Det er et af mine karaktertræk. Helt tilbage fra folkeskolen har lærer benævnt, at jeg taler hvor andre tier. Det betød at jeg havde en stor udskiftning i den røde bog, som var kommunikations værktøj imellem skole og hjem. Det betød også, at jeg tit tog skraldet når ingen andre gjorde det og det betyder den dag Idag, at jeg til tider går alene på vejen, mens andre holde sig på fortorvet. Jeg vil langt hellere gå hvor jeg går, og gå der med sandheden, frem for at gemme mig væk i mørket, for i mørke findes alt det onde, alt det slemme og jeg er hverken ond eller slem. Jeg er et menneske som ånder og lever for at vi alle sammen skal være her, præcis som vi er.

I denne uge har jeg holdt mit første oplæg ved EnAfOs. Jeg har fortalt min sygdoms historie for en forsamling mennesker, som intet ved eller kender til mig, min person eller mine værdier. Samtidigt har jeg sammen med Dansk Sygeplejeråd, været med til at udforme deres socialpolitiske udspil til den nye psykiatri plan. Her har jeg fortalt om mine mange uger på den psykiatriske afdeling og oplevelsen af at være patient i et hårdt presset system. Jeg har alle dage været heldig, rigtig heldig og har fået den bedste og mest kyndige behandling af henholdsvis læger, psykologer og hårdtarbejde sygeplejesker men jeg har også set og mødt andre som ikke har.

Det er grænseoverskridende at fortælle og på samme tid befriende. Min stemme er min og jeg har valgt at tale, frem for at tie. Jeg har valgt at jeg vil ændre noget her i livet. Forhåbenligt betyder det at jeg fortæller min historie, at andre vil og kan se, det kan godt lykkes, det er okay at falde – hvad enten man er Moren, Søsteren, Datteren, Venen eller Kollegaen – det er okay !

Og vigtigst af alt, du er ikke alene.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Du kan læse  Dansk Sygeplejeråds udspild “Vi kender alle en…” på deres hjemmeside HER og skulle du have lyst, så tjek også gerne EnAfOs ud på denne hjemmeside. Her er masser råd og vejledning, til både patienter og pårørende.

Psykisk sygdom smitter ikke, men det gør tavshed .

‘Hende’ den sindssyge ..

img_1005

Jeg tænker tit og ofte på, om folk kan se at jeg har været syg i hovedet?
– når de tanker rammer mig, så spørger jeg mig selv “Hvordan ser en sindssyg ud?”

Jeg kender faktisk allerede svaret, dels igennem min erhvervsmæssige erfaring men også fordi jeg for en periode af mit liv, boede side om side med andre sindssyge. Ordet sindssyge er et lidt voldsomt et af slagsen, men deles det op, som skulle man lærer at læse på ny, så fortæller det overordnet om hvad det i virkeligheden er, sygdom i sindet eller sindet som er blevet sygt.

At være syg i sindet betyder ikke nødvendigvis at man ser ud eller gør på en bestemt måde. Faktisk vil jeg sige at de mennesker jeg har mødt, på henholdsvis det lukket og åbne afsnit, de ligner helt almindelige mennesker. Ret skal være ret, så er der selvfølgelig nogle symptomer og træk som kan være en form for “fællesnævner”. Eksempelvis galt det for mange af mine medpatienter inklusiv mig selv – at øjnene, for en periode, var helt tomme for liv og ansigtet hang lidt, så det mimiske udtryk ikke rigtig kom frem. De medpatienter jeg mødte, kæmpede med hver deres sygdom. På psyk var mange der havde depressioner af den ene eller anden slags og flere havde dobbelte diagnoser. De af os som var ramt af en depression, spændte imellem at lide af fødselsdepressioner, og blev derfor dagligt besøgt af deres partner og nyfødte barn, andre var maniodepressive og forbi afdelingen for en stund, mens manien blev reddet af – så var der også sådan nogen som mig. Jeg var en del af de patienter med en enkeltstående depression. Om min diagnose vi lyde sådan til evig tid, det kan ingen spå om, det er nu mit livs præmis. Jeg var blot en ud af mange, jeg var – er den unge kvinde, mor til to, gift med Hr. Mand, kandidat studerende og langdistanceløber, som fik en belastningsreaktion der kortsluttede hele nervesystemet. Belastningsreaktionen kom af naturlige årsager, men at jeg ubemærket havde gået med en let stressbetinget depression, som havde vokset sig stor og væmmelig, i al smug, det vidste jeg ikke.

Jeg tror ikke sindsyge mennesker ser specielle ud, selvfølgelig er jeg stødt på de, hvor statistikkerne og teorien om, at halter den mentale sundhed, så trækker det spor i den fysiske og videre ud i det økonomiske og de levemæssige vilkår. Selvfølgelig ! OG selvfølgelig har jeg da så også hørt på dem som siger “de skal bare tage sig sammen”. Det er altid nemt at påpege for andre, hvordan de lige kan fixe det hele. Det er altid nemt at rejse ind som turisten, svinge en kost og kommandere, når man jo altid ved, at man kan rejse tilbage til sin egen trygge havn. Hvis der er noget jeg har lært om selv at være psykisk syg, så er det at INTET er som man tror det er og yderligere, at ikke to menneskers psykisk lidelse kommer ens til udtrykke hos to individer. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan trækkes nogle fælles linjer op for hvad der kendetegner de forskellige diagnoser…. dertil også fordomme og stigmatisering…

Jeg har været sindsyg og det er nu en del af mig. Jeg vil til hver en tid mene, at den erfaring og selvindsigt jeg har tilegnet mig igennem min kamp imod mit sinds sygdom, det er det så mange mennesker rejser ud i verden for at finde. Jeg behøvede ikke engang visum eller pas, jeg cyklede bare over på den lokale psykiatriske afdeling og tjekkede pænt ind.
Okay – jeg oplevede selvfølgelig lidt sikkerhedskontrol, men ellers står diverse dannelsesrejser vist helt uden sammenligning. Selvom jeg altid godt har vidst at fordomme eksistere på baggrund af uvidenhed, så har jeg fra det øjeblik psykiateren sad i min stue og sagde “Jeg synes du skal komme med over på afdelingen og lade dig indlægge” følt en kæmpe skam og skyld, dels fordi jeg er liberalistisk præget i min holdning og derfor mener det er mit ansvar, at have styr på mit liv også fordi jeg virkelig følte at jeg fejlede i forhold til mit omgivende samfund. Nu var jeg, som psykisk syg, “mindre værd” og det er bestemt en selvfølelse som jeg stadig hilser på i ny og næh.

Grundet denne selvstigmatisering, som forekom allerede fra første øjeblik jeg forstod at jeg var syg, så har jeg helt bevidst valgt at gå imod. Jeg har valgt at udfordre mig selv og yderligere stå imod de tabuer, som også har været med til at forme mig – før min psykiske sygdom. Jeg vælger dog ikke at udøve et egentligt overgreb mod mig selv og derfor kigger jeg mig altid ekstra godt i ‘spejlet’, hver evig eneste gang jeg lukker om for min egen psykiske lidelse og sårbarhed.

Her på bloggen, har jeg tidligere skrevet om hvordan jeg mener at vi alle har et ansvar i at nedbryde de tabuer der er omkring psykiske sygdomme, simpelthen fordi at det er i stilheden, i mørket, alt det grimme og fortærende virkelig kan vokse frem.

Så når jeg tænker “mon folk kan se, at jeg har været sindssyg?”, så er det i virkeligheden min frygt for at blive kategoriseret, på baggrund af uvidenhed og måske endda forudtaget holdninger om noget andre i bund og grund slet ikke ved nok om og til. Den eneste måde vi kan lærer mere om hinanden, som kan ligge til grund for bedre forståelse, det er simpelthen ved at få snakket sammen, spurgt ind. Det kræver dog fra mod begge parter.

img_0694

… er der noget du gerne vil spørger en sindssyg om ?

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Da jeg gik i stykker..og fik en depression…

Forord
Jeg har længe, rigtig længe gerne ville udgive dette indlæg, men af helt personlige årsager, har jeg valgt at vente.
Jeg har ventet, ikke for kun at skrive om mine sejre eller fremstille en glansbillede lignende overflade, men fordi jeg har været nød til at være sikker på, at jeg selv på mindre tolerante dage, kunne stå på mål for mine egne ord.

En af de mange årsager til at jeg vælger at skrive dette indlæg, skyldes jeg selv oplevede, da jeg blev syg, at føle mig helt alene og det er på trods af at hver 5. dansker rammes af det, jeg blev ramt af.
I mine tidligere indlæg ”Da filmen knækket” del 1 og 2, som kan læses HER og HER. Der skrev jeg indledningsvis, hvorledes jeg mente at vi alle har et ansvar for at skabe de forandringer som vi ønsker os. Jeg ønsker at vores alt for snævre normalitetsforståelse udvides og det tabubelagte gitter, der ligger over psykiske sygdomme, rives væk. Jeg ønsker at vi kan leve i et samfund, hvor det er okay – ja acceptabelt at have været forbi psykiatrien. I takt med medicinal industrien vokser, den ene nye diagnose efter den anden popper frem og vi konstant etablere tårnhøje forventninger til os selv og hinanden, så tror jeg kun udviklingen går en vej og at mange flere, som jeg selv, vil være nødsaget til at søge psykiatrisk hjælp, af den ene eller anden slags. Selvfølgelig vil jeg med min pædagogiske og sociologiske baggrund, gerne se, at de tendenser som vi i dag ser og oplever i samfundet, de ændre sig. Således at færre udvikler psykiske lidelser eller diagnosticeres med den ene eller anden form for diagnose.  Når jeg skriver som jeg gør, er det fordi jeg mener at den mindst lille uregerlighed overflyttes til en kasse med påsat label og det finder jeg stærkt foruroligende. Det er på mange måder en helt anden snak og et helt andet og mere kritisk indlæg. Jeg mener bestemt ikke at der skal ses ned på hverken folk med diagnoser eller psykiske lidelser, faktisk mener jeg at vi i samfundet har brug for en lang støre forståelse og information, for bedre at kunne støtte og hjælpe de, der måtte have brug for det.

Jeg håber dette at indlæg, på mange måder kan være med til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og også os selv. Min fortælling er min og i nogens øjne er det måske den positive fortælling om psykiatrien, andre igen ville mene noget helt andet. Jeg vil bede dig læse dette indlæg med respekt og ydmyghed, og sidst men ikke mindst takke dig for at læse med.

. . .

Det er en sommeraften, den aften hvor det sker. Jeg er alene med drengene og har i tiden op til denne aften løbet rigtig stærkt. Ikke kun fysisk, som da jeg løb Københavns marathon, nej også mentalt. I længere tid har jeg været presset og selvom jeg hele tiden forsøger at finde muligheden for at restituere, er det bare ikke muligt. Der var to afsluttende eksamener på mit kandidatstudie, en dreng med konstant ørepine, som 1-2-3 skulle have lagt dræn også var der den nat hvor min mands blindtarm sprang og jeg måtte ringe 112, sidde på intensiv afdeling og i chok færdiggøre en skriftlig opgave og efterfølgende stå som græsenke i en uge, mens Hr. mand lå og var noget så syg på hospitalet. Det var bare lidt af alt det, som gik forud for den skæbnesvanger aften i Juni måned.

Pludselig knækkede filmen og jeg oplevede på alle måder, hvad det bogstavelig talt ville sige at blive syg i hovedet. Det hele væltede rundt, i vrangforestillinger, sorte mørke tanker, spindet ind i angstens altomsluttende greb. Hvad gør man – når armene og ben ryster, øjnene flakker og hjertet pumper som skulle det sprænge ud af brystet. I mit tilfælde så gik jeg i seng, for jeg måtte jo bare være rigtig træt. Problemet var bare, at alt mørket opsøgte mig i mine drømme den nat og flere gange vågnede jeg ved at angsten forsøgte at kvæle mig.

En belastningsreaktion
Næste morgen spillede jeg skuespil overfor mine børn, som kun er en Oscar værdig. Lige efter mine drenge kører afsted mod børnehaven sammen med Hr. Mand, falder jeg sammen. Hulkende og fortvivlet. Den er helt galt men hvad, det ved jeg faktisk slet ikke. Jeg ved bare at det hele føles pludselig så forkert og at alle mine tanker er præget af et stærkt tunnelsyn. Mens jeg samtidigt kan mærke hvordan det hele falder sammen, møder jeg konstant mine tanker med en patelogisk tvivl. Var det nu også helt så galt? Overreageret jeg ikke bare lidt? Jeg ender med at finde min telefon frem og får ringet efter hjælp. Inden jeg får set mig om, sidder der en psykiater og sygeplejerske i min stue. Efter en lang samtale, så spørger psykiateren lidt forsigtigt, om jeg ikke vil med over på psykiatrisk afdeling. Hun mener jeg trænger til fuldstændig ro og at jeg har fået en belastningsreaktion. Af hensyn til mig selv, det ansvar jeg nu engang har for at tage hånd om min egen sundhed og ikke mindst mine børns mor, vælger jeg at lade mig indlægge.

Timer derefter er sløret, fyldt med angstanfald og konstant utryghed for, hvad det var der skete inden i mig. Sandheden var, at jeg gik helt og aldeles i stykker. 

Stille pakker jeg mine ting sammen, løbetøj, en studiebog og lidt til ansigtet også cykler vi ellers sammen med Frederiksberg Psykiatriske Hospital. Psykiateren forklarer mig, at grundet den måde jeg kommer “ind” på, så skal jeg på en intensiv afdeling også kaldt for et lukket afsnit. Det hele sortner for mig og igen og igen overmandes jeg af angst. Lysten til at sige “stop jeg har det meget bedre nu” kommer, men alligevel tvinger jeg mig selv til at fortsætte. Det her handler ikke om hvad jeg vil og ikke vil, det handler om at jeg har et ansvar for tage hånd om mig selv og den mor jeg skal være for mine to børn.

Vi kommer ind på afdelingen. Der er stille og kun lyden af nøgler der rasler eksistere. Der er en lang gang med en masse døre også nogle store åbne rum, med et køkken, et bordfodboldbord og et kreaområde. Der er også en lille gårdhave, hvor en af de andre patienter sidder ude. På dørene står der tal. Vi går hen mod døren med nummeret 8 på. En høj mand kommer imod mig, han smiler og giver mig så hånden. Psykiateren er sød, hun hjælper mig med at pakke ud, overlever de ting som ikke må haves uden observation og sammen holder vi så et lille møde. Ret hurtigt bliver vi enige om, at jeg bare skal have helt ro også går de. Idet de lukker døren falder jeg sammen på gulvet og græder. Min hulken giver genlyd i det halvtomme rum og mens jeg tager mig til hovedet, kan jeg mærke hvordan hele min verden splinters til atomer og alt det lys, jeg ellers altid selv syntes at have haft en egenskab i at se verden med, det er slukket. I stedet er der bare helt mørkt.

Den intensive psykiatriske afdeling
Jeg vågner ved at jeg har hjertebanken. Luften jeg indånder er kvælende, tør og den får min hals til at lukke sig sammen. Hurtigt løber jeg ud på mit badeværelse og får tændt for vandet. Jeg må have luft – vand – jeg må ud. Hele lokalet begynder at kører rundt og sorte pletter danser foran mine øjne. Hurtigt får jeg klasket en hånd på alarmknappen og får sat mig gulvet. Min krop begynder at ryste, mens verden går opløsning. En sygeplejeske kommer ind, jeg hører hende ikke og mine øjne registeret intet. Hun sidder der bare, med armen om mig, mens hun stille vugger mig for side til side og tæller, ganske langsomt. Hendes stemme er blød, rolig og monoton og lige så stille begynder mit hjerte at sænke sine pulserende slag, luftens tørhed forsvinder og de sorte pletter for øjnene fortager sig. 

Min mor og hendes mand kommer og besøger mig, senere samme aften, som jeg er blevet indlagt. Det eneste jeg kan huske, er at alle mine hårstrå føltes som nåle der konstant prikkede mig i hovedbunden og at jeg ikke ture forlade mit værelse. Min fortid har gjort mig bange for uforudsigelige mennesker og nu var jeg selv og ja, formentlig også alle de andre på afdelingen, uforudsigelige. Jeg er pludselig bange for alt og mest af alt mig selv. Jeg kan se på min mor og hendes mand, at den er helt gal. Min mor, den stærkeste kvinde jeg kender, nærmer sig mig og som da jeg var lille og verden stor og farlig, tager hun min hånd og sammen sidder vi længe sådan. Vi aftaler, at min mor skal være med til mit møde med afdelingens lægen dagen efter, så der er ekstra øre på og en til lige at sikre sig, der passes ordenligt på mig. Hele tiden frygter jeg, at lægerne kun vil række mig et pilleglas også ellers være ligeglad med alt det andet.
Selv jeg, havde mine fordomme om psykiatrien.

Pause
Jeg svinger imellem at græde, tænke i løsninger og være bange. Hurtigt får jeg lukket ned for verden udenfor. Jeg får meldt afbud til diverse møder, arrangementer og ikke mindst alt det som også trækker. Alt hvad der kan poppe op på min telefon det rykkes til en mappe, som for tildelt titlen: Pause.

Efter en nat på den lukket afdeling, aftales det at jeg skal overflyttes til et åbnet afsnit, et mindre intensivt afsnit. Da jeg pakker mine ting sammen, bliver jeg henter af en sød sygeplejeske, som følger mig hen på det nye afsnit. Der møder jeg hende, hende som er med til at vende alt op og ned, Maria. Maria er mørkhåret, hun smiler hele tiden og har de flotteste sneakers, i lækre farver. Hun kigger imødekommende på mig, idet jeg kommer gående med mine få ting. “Hej Christina, velkommen til” Hendes københavner accent er ikke til at tage fejl af. Sammen går vi mod mit nye værelse, et værelse jeg kom til at tilbringe umådelig meget tid på, i ly for al udefrakommende støj, så jeg lige så stille kunne få ro til at koncentrere mig og det der foregik i mit indre. Det er stadig kun lørdag, selvom det føles som om jeg har været indlagt i flere uger. Jeg er træt og plaget af konstant tankemylder. Når jeg vågner op, er det med hjertebanken, mørke tanker og en angst for alt omkring mig. Jeg husker stadig hvordan jeg en morgen vågner, jeg er badet i sved og de sorte pletter danser for øjne, mens kroppen ryster og tankerne bliver mørkere og mørkere. Kun et inderligt skrig, præget af rædsel, kunne få mig ud af tankernes overmandende kraft. Jeg skreg, skreg til min hals føltes øm og tilrevet af luften. Maria er der med det samme, hun holder om mig, mens jeg ligger sammenrullet i sengen og mærker hvordan hele min krop ødelægges af mine tankers mørke.

En psykisk sygdom
Det er mandag. Jeg er startet dagen med en løbetur, sammen med en fysioterapeut. Selvom jeg kun har været på afdelingen i 3 dage, har jeg fået løbet dagligt, med en ledsager. Når jeg løber forsvinder uroen i kroppen og løbet var på mange måder mit eget forsøg på, at holde fast i noget af det, som altid har kunne hjælpe mig, når hovedet har haft brug for en pause. Selvom jeg hverken er til fare for mig selv eller andre, er jeg skrøbelig og lyden af en gøende hund eller grædende babyer, kan igangsætte et panikangst anfald, så derfor havde jeg den første tid, altid en ved min side, når jeg besøgte ”verden udenfor”. Det er meningen jeg skal mødes med min kontaktperson, en psykolog også overlægen i psykiatri. Vi skal sammen lave en behandlingsplan, så jeg kan komme på benene, hurtigst og bedst muligt.

Mine drenge har sammen med Hr. mand, besøgt mig dagen før. Besøget var på mange måder fantastisk og alligevel endte jeg med at ligge sønderknust sammenrullet på et gulv, mens det ene angstanfald overmandet mig efter det andet. Selvom jeg så gerne ville, så kunne jeg ikke. Når jeg forsøgte at følge mig dejlige drenge og deres bevægelser, blev det hele sløret. Mine bevægelser var langsomme, som foretog jeg mig alt i slow motion og allerede efter de havde været der i 10 minutter, kan jeg ikke længere registrere hvad de siger. Min stemme bliver snøvlet og trætheden overmander mig. Tanken om, at jeg en dag skal kunne være på i24/7, føles pludselig så uvirkelig, for sandheden er, at jeg ingenting kan.

Da jeg sidder ved det runde bord, med min kontaktperson ved min side, og stille fortæller om mig selv, min opvækst, mine mange mentale ar og svigt, skriver henholdsvis psykiateren og psykologen en masse ned. Jeg fortæller lidt om mit stresset forår, om mine tanker og om alt det jeg godt kunne mærke der havde ændret sig den seneste tid. Jeg har altid været god til at sætte ord på, hvad der rør sig inde i mig og jeg kommer fra en familie ,hvor vi altid har talt om det vil føler og tænker. Alligevel forstår jeg ikke helt, at jeg nu sidder der og hele tiden tvivler jeg på, om der nu virkelig også er noget galt med mig. Måske er det hele bare noget jeg ”spiller” eller dramatisere. Psykiateren er dog ikke et sekund i tvivl og da hun siger ordene, bliver jeg først uforstående og alligevel falder alt på plads. ”Christina, du har fået en belastningsreaktion som har gjort du har udviklet en stressbetinget svær depression.” Hun stiller mig en række spørgsmål, noter lidt i ny og næh og sammen med psykologen og min kontaktperson, fremlægger de en intensiv og kyndig behandlingsplan. Da jeg går fra vores møde, er jeg synderknust og fuld af skam og vrede.

En depression
Første gang jeg hører ordet depression, er i folkeskolen. En af mine klassekammerater fortæller en dag, at hendes far har fået en depression. Jeg husker ikke så meget, for sandheden var nok, at vi ikke var de mest tætte. Alligevel kan jeg huske hun fortæller, at hendes far sover meget og er rigtig ked af det. Nogle år efter forelsker jeg mig hovedløst og ubetinget i en gut, som er en del ældre end mig. Han er sød, udfordrende og på mange måder med til at udvikle mig følelsesmæssigt, på godt og ondt. Under en af de første gange vi er sammen og for alvor begynder at lærer hinanden bedre at kende, fortæller han mig, at han har en depression og at han tager medicin for det. Jeg kan huske at jeg på mange måder at var ligeglad, det betød ingenting, jeg elskede ham alligevel. Igennem de knap 4 år vi var sammen, så jeg som pårørende, hvad, en på mange måder ubehandlet depression, kan gøre ved et menneske.

Jeg er af den tro, at det ikke er medicinen som kan gøre en rask. Jeg tror at en depression er og føles som, det at være i et hul. Et sort og dybt hul, med rigtig skarpe og på samme tid glatte kanter, som kan gøre det umenneskelig svært at komme op af. Antidepressiv medicin kan så fungere som en mælkekasse, som man, hvis det anses af kyndige fagfolk som værende nødvendigt, kan stå på, for så at kunne se – næsten op over hullet. At komme op af hullet, kan medicinen ikke gøre, det kræver i stedet en forfærdelig masse terapeutisk arbejde. Under min indlæggelse arbejdede jeg intensiv med en masse kognitive værktøjer, mens tiden samtidigt arbejdede for mig. En depression, en svær en, tager tid. Ingenting ændrede sig over en nat, men langsomt og sikkert kom jeg stille og roligt på benene. Ofte var min udvikling præget af to skridt frem og et tilbage og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har kæmpet så hårdt, som da jeg blev syg.

Jeg har blandt andet qua min uddannelse, en forskers tilgang til verden. Så jeg læste og søgte på alt det, som jeg selv kunne gøre, for at få min hjerne til at producere så mange af de gode signalstoffer, som overhoved muligt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at behandle mig selv, krop og ødelagte psyke, så godt som muligt. Hele tiden lyttede jeg til de dygtige fagfolk jeg havde omkring mig og accepteret, at selvom jeg for en stund var sat udenfor min familie, mine børns og mands liv, så ville det arbejde jeg gjorde, mens jeg var indlagt, være en investering for livet.

Oppe af hullet
Det er nu knap 3 måneder siden jeg kom op af hullet eller jeg ifølge de skala test, som foretages i psykiatrien, ikke længere havde en depression. Det passer meget godt med at jeg på samme tidspunkt en dag, eller faktisk efter en længere god periode, mærkede hvordan mit hoved ikke længere blev forstyrret af mørke tanker, eller at min hverdag ikke bar præg af depressionens mange symptomer. Igennem mit intensive forløb på psykiatrisk afdeling, lærte jeg, at det vigtigste var at komme op eller ud af depressionen. Efter en lang udslusning fra den psykiatriske afdeling, fulgte et offentligt pakkeforløb, som skulle bygge videre på alle de værktøjer, som jeg havde fået under min intensive behandling. Den første tid så jeg med skam på min indlæggelse men lige så stille, så begyndte jeg at acceptere at jeg nu engang var blevet syg og vigtigst af alt, at jeg havde været ressourcestærk nok til at søge hjælp og få hjælp. Samtidigt forstod jeg også, at den intensive behandling jeg havde fået, havde været med til at forkorte mit sygdomsforløb. Det handlede om at skynde sig langsomt men også om at sikre, at jeg igen skulle stå stærkt og hvis ikke mere solidt end nogensinde før.

Jeg lærte på den hårde måde at jeg måtte kravle før jeg på ny kunne gå. Det vigtigste var at komme ud af depressionen, for derefter at arbejde med, hvad der lå til grund for at jeg havde fået den også selvom min depression var stressbetinget. Jeg ser det selv sådan, at jeg herigennem langsomt men sikkert, får fyldt det sorte og dybe hul, for dernæst at lægge et solidt fundament. Det er fundament som vil være stærkt og indeholde en masse egenskaber, styrke og kompetencer, som jeg fremadrettet vil kunne trække på, så jeg med anker i min nu bedre selvforståelse, kan styrer mit eget liv, i et meningsfyldt og en depressionsfri retning. Der er ingen garantier her i livet, det ved jeg om nogen, men der er læring og erfaringer, som på så mange måder kan gøre en umådelig meget stærkere.

. . .

Jeg vil gerne sige dig tusind tak, fordi du læste med.

Med dette indlæg, har jeg hverken ønsket at pege fingre, fordømme eller foreskrive de rigtige og forkerte løsninger. Min eneste opfordring herfra er, at vi som mennesker husker at passe på os selv og hinanden. Ingen er usårlige og selv den stærkeste og mest funklende stjerne kan brænde ud. Nogen gange kræver det mere end man selv lige ønsker sig det, at få stjernen tændt igen. Dette var min fortælling, min historie.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Måske bliver det ikke en succeshistorie?

IMG_5201

Er gået frem og tilbage i stuen.

Har lukket dokumentet op også ned igen.

Jeg er rastløs, hvileløs og måske også en smule ængstelig?

 

Velkommen tilbage til den rigtige virkelighed
Første dag tilbage på studiet, det var på mange måder en mental milepæl for mig. En milepæl, som indikerer hvor langt jeg er kommet igennem de sidste 3 måneder og som på samme tid, også vil vise sig, som en slags test. Jeg startede på studiet efter en lang sommerferie – eller, det har den nu ikke just været for mig, for sandheden er nu engang den, at jeg ikke har holdt ferie, i stedet har jeg været syg, psykisk syg.

Undervejs i mit sygdomsforløb, blev jeg anbefalet af diverse fagpersoner, at skærer fra og generelt set drosle ned. Det betød blandt andet at der blev meldt fra, til en del forskelligt og yderligere fandt jeg det nødvendigt at omprioritere de ting der nu engang var i min hverdag. Derudover måtte jeg med en bittersød fornemmelse, formulere et 2 siders langt brev, som skulle sendes til min uddannelses studienævn. I brevet bad jeg, med anbefaling fra henholdsvis en overlæge i psykiatri og en psykolog, om en dispensation. En dispensation, som skulle give mig mulighed for at studere på nedsat tid, således at jeg ville bryde med den numeriske ramme for min kandidatuddannelse. Et brud der i sidste ende vil forlænge min samlet studietid med et semester.

Udover numerisk tid
Til at starte med skammede jeg mig og var i bund og grund flov over, at jeg ikke kunne klare det jeg nu engang skulle. Hurtigt fik en klog kvinde, nemlig min mor, mig på andre tanker. Hun påpegede for mig, at det var jo ikke fordi jeg ikke kunne klare presset – jeg var bare ikke villig til at løbe nogle chancer. Rettere sagt, udsætte mig selv for en yderligere risiko for tilbagefald. Det er i og for sig også rigtig nok. Sandheden er jo også den, at jeg ikke sidder på min flade og bare lader tingene stå til, men at jeg udover at være studerende også pt. laver et større personligt stykke arbejde, for nok er jeg udskrevet, men det betyder bestemt ikke at jeg er blevet erklæret rask.

Jeg er nok typen der er lidt gammeldags anlagt, lidt ala. ”Når du er kommet op i træet, så kan du også komme ned igen.” Problemet er bare, at jeg ikke var kravlet op i noget træ, næh jeg var faldet i et hul og hullet var så dybt, at jeg ikke kunne se op over hullets kanter. Jeg fik heldigvis opsøgt professionel hjælp, som har hjulpet mig, således at jeg nu står på en mælkekasse og akkurat kan se op over hullet. At jeg nu kan se lidt længere gør det samtidigt også lettere at sætte hænderne på kanterne omkring hullet også ellers begynde på at trække mig selv op. Det er ikke noget man bare sådan lige gør, for kanterne er desværre glatte og fyldt med skarpe sten, men jeg tvivler ikke på, at jeg nok skal komme op igen og at det så vil være en endnu stærkere Christina der vil rejse sig fra hullet. Men mens jeg arbejder på at komme op, så kræver det en del opmærksomhed og at jeg bruger en stor del af mine mentale kræfter på det arbejde, det nu engang kræver. Der er nemlig ingen lette løsninger, når det kommer til at være psykisk syg. Det der med bare at tage sig sammen, rejse sig op og komme videre, det fungere sjældent helt optimalt ret længe ad gangen og kan i og for sig også være rigtig svært “bare at gøre”. Istedet må der graves dybt og arbejdes med det der nu engang gjorde at man ente i hullet. Sådan er det ihvertfalde for mig.

Nej tak til offerrollen og tudekiks
Rom blev ikke bygget på en dag og hvis det var det, så havde det nok ikke stået endnu. I stedet kræver psykiatrisk recovery at der gøres et stort stykke kognitivt arbejde, for at sikre en korrekt heling og derudover formindske risikoen for tilbagefald. Selvom jeg nu har lært en masse og selvom jeg vitterligt oplever at jeg bliver stærkere dag for dag, så er der bare lige en brøkdel større usikkerhed i kroppen end ellers og den kommer i følgeskab med sætninger som starter med ”Hvad nu hvis” også gerne afsluttet med en negativ drejning. Hovedeksempel ”Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?” Spørgsmålet er jo reelt nok og tror sørme så, at alle studerende i hvert fald en gang i deres studietid har tænkt denne tanke og tror endda yderligere at alle mennesker, ihvertfalde en eller to gange, også tænker sådan, i eller anden sammenhæng. Jeg tror på mange måder at vi altid, som mennesker, lige tænker hvad nu hvis og det er også fair nok. Men hvorfor er det lige vi tænker det? Er det i frygt for den der nederlagsfølelse – frygten for at vi måske faktisk ikke kan klare det og ærlig snak er da også, at jeg da vitterligt tror at jeg kan 80% af tiden, men sandheden er nu engang at jeg ikke ved det og der er en sandsynlighed for at det her bare ikke lykkes men ligemeget hvad – så skal / kan jeg godt håndtere det, hvis det sker.

Jeg nægter at være et offer. Jeg nægter at spise en tudekisk mens violinerne spiller i baggrunden, i stedet træder jeg frem og må nu engang leve med accepten om, at jeg ikke skriver den klassiske succeshistorie. At jeg ikke er pletfri og det nu engang bare er sådan jeg er og det er og bliver også godt nok – også op i røven med tanken om det perfekte liv, neoliberalske strømninger og numerisk tid for en stund. For jojo – jeg ved da godt vi alle har et ansvar her i velfærdsstaten Danmark og at jeg også skal biddrage til fællesskabet. Min tur på psykiatrisk hospital var ikke just selvbetalt, til det har jeg bare at sige: Bare rolig – investeringen er givet godt ud og jeg har tænkt mig at betale krone for krone, øre for øre, for hvad der ikke dræber mig – det gør mig stærkere.

Af hele hjertet – Tak – fordi du ville læse med.

Hvis du nyder at læse mine lidt stavefejlsfyldte indlæg og ellers er typen der har en Facebookprofil,
så kan bloggen også følges der og ellers på henholdsvis Bloglovin,
Og Instagramprofilen @Mig_Og_Morskabet

De kærligste hilsner Christina, MigOgMorskabet