Mere end bare det at løbe en tur

Mere end bare det at løbe en tur

Flashback
Jeg vågner med et sæt, hele kroppen ryster og mit hjerte hamre derudaf. Et kort sekund overvejer jeg at begynde at skrige, men vælter så ud af sengen, der på trods af muligheden for hævning og sænkning fortsat er for høj, det er efter Carl legede med den i går.

Jeg hopper i sutskoene og går ud på gangen. Der er stille, det røde digitalur i loftet indikere det fortsat er nattevagterne som er på afdelingen. Hurtigt drejer jeg om hjørnet og allerede inden jeg står foran personalekontorets dør, ser de mig igennem vinduerne. Jeg ligner efterhånden et spøgelse, mit filtret hår hænger løst ned over mine skuldre og det grå joggingsæt er på ingen tid blevet mit nye signaturoutfit. Hele nervesystemet har lukket ned og jeg er nu som et spædbarn der endnu ikke kan regulere varmen. Derfor sover jeg med lange bukser og bluse .. os fordi nattevagterne skal se til os og jeg finder det enormt grænseoverskridende at nogen “tjekker” mig når jeg sover.

Hun møder mig i døren og smiler, mens hun famler efter nøglerne. “Skal du have noget beroligende Christina?” spørger hun. Hele min krop ryster, jeg kan mærke ansigtet er blegt og mine øjne de kører rundt. Jeg skal virkelig knuge hænderne hårdt sammen, for ikke at begynde og lade dem finde vej til mine til kradset arme. Jeg har aldrig i mit liv været selvskadende eller haft adfærd der kategoriseres således, alligevel er jeg bange for mine hænder, jeg er faktisk bange for mig selv. Jeg kigger lidt rundt og ser så fuglene synger godmorgen ude foran vinduet, solen er allerede brudt frem. Jeg hader medicinen, dels fordi jeg er bange for bare at blive proppet med piller og fordi jeg frygter de vil fjerne mig og den jeg er. Hun venter tålmodigt mens jeg vider mine hænder endnu engang. Af alle patienterne på gangen er jeg den der stikker mest ud på alle måder, jeg ved det godt selv og det gør jeg hele tiden føler mig endnu mere forkert på den.

 En adfærd det ofte følger med når et sind er ramt af depression er inaktivitet.. men en anden og mindre kendt er hyperaktivitet. De andre patienter sover og skal dagligt vækkes. Selv sidder jeg klar når klokken er 6, i dag er den kun 5:15, altså bliver det en meget lang dag. Fuglenes kvidren er lokkende, næsten forførende. Jeg vil ud skriger en stemme i mig. Så kigger jeg på sygeplejersken, det her bliver ikke let.. hun er af den gamle skole og har allerede kommenteret flere gange på min motionsmængde og manglende spisning. “Må jeg gå ned i sansehaven?” Spørger jeg forsigtigt og mildt, som et barn der spørger om en ekstra småkage. Hun kigger ind på kollegaen, så hen mod den store interne patienttavle. På tavlen står den enkelte patients medicinering, aftaler og diagnose. Selvom jeg er frivilligt indlagt, har jeg valgt at modtage alle former for anbefalinger og råd fra psykolog og psykiateren og derfor vurderes det flere gange ugentligt, hvad jeg “må” og “ikke må”. Simpelthen for at vise hensyn til min skrøbelige tilstand. Overordnet må jeg alt med ledsager, det kan være min egne mor, veninde eller en studerende på afdelingen. Selvom jeg ikke er farlig for omverden og mine selvmordstanker heldigvis er væk for en stund, så er min skrøbelighed markant og et angstanfald kan udløses af alt fra gøende hunde og grædende babyer.

“Ja, så skidt, men kan vi sige en halv time max”. Jeg nikker ivrigt, vender om og skynder mig ned på værelset for at skifte til træningstøjet. Sansehaven er egentlig en motionshave, som er hegnet ind og har ind/udgange til de 3 forskellige psykiatriske afdelinger, den lukket, mindre intensive og udslusningen. Jeg behøver ikke frygte for at møde andre patienter, det er de færreste der dels er vågne eller har lyst og energi til at være aktive, hvilket afdelingens forskellige hold tydeligt illustrere. Jeg finder et kridt på klædeskabets nyindrettet børnehylde og skynder mig så ned til den tunge metal dør og lukkes så ud på “græsset”. Gården eller haven er ikke stor, men med god vilje kan jeg løbe sprint i hele arealets omkreds og derigennem få pulsen op og angsten ud af kroppen. Jeg er simpelthen nødt til at prøve, inden jeg tyr til medicinen. Dagen forinden havde jeg holdt stand med angsten i 2 timer inden jeg havde bukket under og taget en halv pille beroligende. Måske er i dag dagen.

Jeg finder et pulserende nummer frem på telefonen og starter så med at lunte arealet rundt 5 gange. Derfra sprinter jeg 15 runder. Angst og puls danser en tango i mit indre og i ny og næh kan jeg mærke hvordan destruktive tanker forsøger at bryde igennem. Så finder jeg kridtet frem og tegner så en ‘hinkerude’, som jeg skal lave jump sqaut igennem, for derefter at skifte til burpess, mounten climbers osv.

Løber for livet
Motion var et af de bedste værktøjer og den stærkeste form for medicin jeg kunne ty til da der var mørkest. Da jeg var indlagt, løb dagligt en tur med en Fysioterapeut, som lærte mig om grounding og sikrede sig at jeg ikke blev “overstimuleret”. Verden udenfor er voldsom, særligt når ens filter er gået i stykker og sindet plaget af angst. Samtidigt skulle fyssen være ved mig, da min krop på alle måder var ved at lukke ned og kæmpede med stress. En ting er at kroppen tror den er på flugt for en sabeltiger noget andet er at begynde og bevæge sig således at det føles sådan. Derfor skulle al træning foregå i små mængder og med et stort fokus på at mærke hver et signal min krop udsendte.

Noget af det jeg i dag elsker mest ved at løbe langdistanceløb, som marathon og ultraløb, er at jeg på et tidspunkt i løbet oplever hvordan krop og sjæl skilles for en stund. At løbe marathon handler for mig, ikke kun om fysik, det handler os om at gå ind i sin psyke, arbejde med den og ture stå på tærsklen til et sammenbrud og konstant udforske hver en krog af sig selv, for igen og igen bevare håbet, troen og viljen til at det skal lykkes. På mange måde har jeg brugt den erfaring i mit sygdomsforløb. Nogen vil mene det er usundt at adskille krop og sjæl, for mig har det været den vigtigste overlevelsesstrategi.

Det er ikke muligt at løbe fra en depression, men man kan løbe med den. Da jeg løb, så kunne tankerne aldrig kvæle mig med angst, i stedet var jeg flyvende. Det er det smukke ved løb, den flyvende den, det nanosekund hvor begge ben svæver over jorden, for dernæst at ramme den igen med korte præcise afsæt. Når jeg løb, når jeg løber, så er jeg fri. Det er euforisk, forførende og udfordrende.

Da min Fysioterapeut på psyk så hvilken gavnlig effekt motion havde på min depression, hjalp han mig med at mixe noget musik med en guidet kropsscanning. Altså kunne løbetd terapeutiske effekt få dobbelt virkning, ved at jeg i løbet lavet en konkret mindfulness session med kropsscanning. Det blev sidenhen de løbeture hvor uret vidste en personlig bedste tid.

En løber, der ikke må løbe

Nu sidder jeg her. Gravid i uge 37 og jeg har ikke løbet i 30 uger, men hvem tæller?
Det er løgn, selvfølgelig tæller jeg, selvfølgelig har jeg som den hormonelle gravide jeg er, grædt idet en løber en aften har passeret mig. Og selvfølgelig frygtede jeg at pause løbet, for jeg ved hvor gavnligt det er for mig og hvor højt jeg lever op de ekstra endorfiner som produceres når min krop er aktiv. Mit tidligere keglesnit tillader ikke at jeg løber og af sikkerhedsmæssige årsager for Vilmer og mit eget vedkommende, har jeg selvfølgelig fulgt de anbefaler jeg har fået givet. Samme dag som jeg pakkede alle medaljerne ned i løbeskoene, som så skulle vente til jeg igen ville vende tilbage, begyndte jeg at lave daglig mindfulness for at tage hånd om det løbet førhen havde ordnet.

 At stå så kort før termin og vide, at jeg faktisk klarede det – det er en kæmpe sejre. Jeg har på mange måder frygtet at jeg ville knække, grundet mit manglende løb – men i stedet har jeg formået at holde hovedet oven vande og være i det der var nødvendigt at være i. Jeg har selvfølgelig og kanaliseret alt min energi ind i andre projekter og det er der kommet en ret lækker lejlighed ud af.

 Løb er for mig terapi, frihedsgivende og det element hvor jeg på så mange måder er i kontakt med mit inderste. Løbet giver mig mulighed for at sortere tankerne, bearbejde det der skal ordnes og frem for alt give mig selv den fulde kontrol.

Lige om snart kan jeg igen binde løbeskoene og forhåbentlig vil Vilmer være min løbemakker.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Da kræften tog min mormor…

IMG_1518

Mine bevægelser er mekaniske, tankerne flyder hele tiden hen og mens det ene slide efter det andet gennemgås, så vandre mine tanker. Alligevel bliver jeg siddende, som er jeg frosset fast til stolen, ikke af lyst men af pligt, pligten til at holde mit løfte..

“Hvad nu hvis det er kræft?” Jeg sætter vinglasset på sofabordet og tvinger så mig selv til at møde min mors blik. Hun ligger hovedet på skrå og lader en hånd kører igennem hendes skinnende hår. “Ej det er det altså ikke…” Hun bider sig så i læben og rykker sig længere tilbage i sofaen. Så siger hun det, ja nærmest hviskende “det må det ikke være.”

Mens jeg forsøger at følge trit og nedfælde den hurtigtalende herres ord, kaster jeg i ny og næh et blik på mit venstre håndled, vane tro lader jeg pegefingeren glide hen over, hvad der må være min hovedvene, lige der hvor M’et er. Erindringen om smerten, den summende lyd og hendes halvforargede men stadige stolte smil finder vejen frem mellem OECD kritikken og økonomiske analyser.

”Ej hvad er nu det for noget?” Hun griber fat om min hånd og lader hendes tommelfinger glide hen over filmen. Den røde hævet hud bliver bleg under hendes blide berøring og tager så farve igen.  ”Med blod og blæk står dit navn, din underskift” siger jeg stille mens jeg studere hendes reaktion og den falder prompte, helt som forventet ”Ej for fanden Christina, din mor – hun bliver tosset” og lige der kommer det, hendes smil, glimtet i øjnene og stoltheden. Mere behøvede vi ikke at sige, vi forstod det begge to. Tatoveringen var på så mange måder en nødvendighed for mig.

FullSizeRender (1)

Da jeg endelig rejser mig, er det med en lettelse. Tanken om drengene der venter derhjemme, den kolde luft og smukke vintersol gør det let som en leg at cykle afsted. Mit gear er stadig fastlåst og mens Sia synger om overlevelse, en krop bygget af titanium og kinder i ulveskikkelser triller jeg afsted hjemad.

Vi sidder i bilen. Min Svigerinde og Morten sidder på bagsæderne og jeg ved siden af min bror. Det er under en halv time siden at min mor ringede. Den er helt galt. Det var dengang jeg fandt et program som Paradis Hotel som værende god aftenunderholdning. Hvor min obligatoriske sengetid ikke eksisteret, mine fingre var uden ringe og maven uden hvide striber. Min bror er bleg, min Svigerinde rødøjet og helt stille og med et forstår jeg pludseligt, hvad det er der er sket. Min bror fortæller langsomt og kontrolleret om min mormor. Et hjertestop og at hun var død… Genoplivningsforsøg, som grundet dets omstændigheder, ’heldigvis’ ikke havde haft sit virke. Jeg græder, græder stille og ulykkeligt. Græder i vrede, afmagt og sorg og et spinkelt sted i lettelse…. Lægerne havde givet os en besked, men min mormor gav os mere end vi havde ture drømme om. 

Mine søskende er alene hjemme. Min mor er kørt derud og nu sidder de der, velvidende om at noget er sket men lige hvad, det ved de ikke. Aldrig har jeg følt sådan en hjertesorg ved en samtale. Husker jeg sidder mellem mine søskende og holder min lillebror i hånden. Husker min bror og jeg skiftevis fortæller dem det. Husker deres gråd, min lillebrors indesluttethed og hvordan jeg bad ham give slip og få det ud. Husker hans hårdetryk i min hånd, mens gråden blev sluppet ud og husker hvordan vi bare var der, sammen, sammen i sorgen, os fire søskende, sammen. Min mor og morfar kommer noget nær midnat. De græder, fortæller og vi omfavner hinanden .. Det er slut og vi tænder et lys .. 

Mine ånde er synlig i den kolde luft og lyset viser først rødt, så gult og til sidst grønt. Jeg må knibe øjnene sammen for at sikre mig jeg ser rigtigt og kaster så et blik til højre og dernæst venstre og træder så på pedalen. Så svinger jeg ind på hospitalets område, og kører først forbi karpellet, dernæst akutmodtagelsen og videre ned igennem alléen.

Jeg står i døråbning, min familie er allerede gået ind, selv er jeg frosset fast, mine ben lyster ikke længere og hele mit sønderknuste indre bløder. Snotten, tårerne og den ukontrolleret vejrtrækning… Det er køligt, fredfyldt og sarte toner spiller i baggrunden. Flammerne fra stearinlysene flakker ganske lidt og hvis ikke det var fordi hun lå der, så havde rummet været indbydende. Jeg har aldrig set et dødt menneske før og nu står jeg her, i kapellet, hvor min mormor hviler. Min familie trækker ud af rummet. At se deres sorg, min morfar, mor, hendes søster, mine små søskende, det får kæben til at spænde sig op, mens jeg bore neglene ind i håndfladen. Det gør så inderligt ondt og scenerne fra igår spilles igen og igen for mit indre, opkaldet, køreturen, minderne og hadet, hadet til den altødelæggende sygdom. Hvem fanden havde inviteret den indenfor? Som en tyv om natten kom den, åbnet alle skabe, skuffer og kiggede i alle sprækker, mens den langsomt stjal fra os, ødelage alt og forlod os forandret, svækket og i sorg.  Min mor hviske stille, “Christina du skal gå ind nu” Jeg tager langsomt de sårbare skidt og står så ved hendes side. Hun er kold, fin og rynkerne er udglattet. Hun er så lille, så skrøbelig hun er lige der og alligevel er hun væk. Min hulken får frit løb, mens jeg langsomt stryger hendes hår, kind og hånd. Så fisker jeg den frem fra lommen. Det lille fine diplom “Verdens Bedste Mormor”. Gaven hun fik til hendes sidste fødselsdag, sammen med beviset af, hvad jeg havde brugt gårsdagens underskrift til.  Jeg løfter let på dynen og putter det forsigtigt ned til hendes bryst.

FullSizeRender (3)

”MOR” Aksel kommer løbende imod mig og et lille bump afslører at Carl formentlig er hoppet ned fra sofaen og de små hurtige skridt fortæller mig han er påvej og ganske rigtigt. ”Mutti udbryder han mens hans klapper i hænderne. Jeg smider hurtigt sko og jakke, hænge hjelmen på plads og lader resten rode.

Jeg sidder der i græsset, med vinden trækkende mod ryggen, håret piskende i siderne og saltet fra mine tåre bider i mundvigen. Jeg kigger alle og ingen steder hen, mod den lille dam med piletræerne vuggende omkring sig, på ænderne der vrælter afsted og den næsten usynlige gartner, der bevæger sig lydløst og ubemærket rundt. Jeg lader mine fingre køre langs de indgraveret bogstaver, A N N E  M A R I E , fejer så de ikke eksisterende sandkorn væk fra stenes ru overflade og samler så igen mine hænder i skødet.

Da der endelig bliver ro falder jeg udmattet ned i sofaen, hviler nogle minutter inden jeg fixe mobilen og computeren frem, svare på ubesvarede mails og færdiggøre dagens arbejde. Da det er gjort sidder jeg lidt, tjekker hurtigt op på de kendte og kongelige og fjerner så computeren fra skødet og går ind i spisestuen. Den hjemmelavet tændstikæske fra Aksel ligger på montanaen og lyset jeg tændte imorges står der, jeg lader svovlet køre mod æskens side, ser dets gnist og tænder så lyset.

Der er mørkt, ikke mørkt fordi det er vinter, men mørkt fordi jeg ikke kan finde lyset. Jeg synker, falder dybere og dybere ned og som et udspring fra timetervippen kan jeg ikke orientere mig under vandet, jeg kan ikke finde vejen op. Dagene tager hinanden, en efter en. Min appetit er svingende imellem sorgfyldt sult og trøstende æde flip.  Jeg er til, jeg er der bare, trækkere vejeret men får alligevel ikke ilten ned. De små vintergækker titter frem og forsvinder så igen, blomsterne springer ud, opgaverne bliver afleveret og en dag rammer jeg bunden. Bunden i alt min sorg og mørke. Til trods for jeg har ”malet” ansigtet på, smiler til kameraet og small talket så er jeg der ikke. Det ene shot tager det andet og pludselig føles det som jernfast knytnæven rammer mig i mellemgulvet og alting kører rundt. Jeg takker pænt for i aften, finder mig pludselig stående foran døren til opgangen med en nøgle der driller og ynglings støvler der gennemvædes af urin. Jeg rammer bunden og giver slip. Jeg skriftevis skriger, hulker og lader min maves indhold forlade min krop. Altring snører sig sammen og tvinger mig i knæ.

Det er 6 år siden, 6 år og 1 dag siden i dag. 6 år siden hun tabte til kræften og min familie og jeg mistede hende. Det er 6 år siden jeg pludselig oplevede at skulle eksistere i en verden hvor hun ikke var til. Sorg er lykkens og glædens modstykke, sorgen er på mange måder fascinerende og så indgribende. Dengang foran hoveddøren hvor jeg i min fuldheld ja – pissede i mine bukser forstod jeg for alvor budskabet ”Det giver en kort varme at tisse i bukserne.” alkoholen, trøstespisningen, de mange lure gav kun et kort afbræk i sorgen. I stedet måtte jeg fremad, møde hver dag med en styrke og langsomt lærer at leve med sorgen og ikke i den.

Jeg måtte lærer at leve med den kroniske angst, lærer at holde den i skak med løbeturne, den grønne kost, de gode grin og alle de følelser som giver sorgen dets modstykke. Jeg lærte igen at være til, med sorgfyldt hjerte, tanker til min skytsengel og med masser af liv omkring mig..

Ære være dit minde, i hjerte gemt og aldrig glemt.
Anne Marie, 07.07.1938 – 16.02.2010

Tak fordi du læste med..

Kærlig Hilsen Christina

Celleforandringer I Livmoderen

Celle

Jeg vil gerne tage jer med på en tur, en tur helt tilbage til 2,5 år siden. Måske skal vi faktisk lige lidt længere tilbage, bare for lige at forstå ‘The Bigger Picture’.

Vi skal tilbage til mine teenageår, hvor jeg er en tur til lægen. Her sker konstatering, af de yderst usexet kondylomer, og nej det er ikke en scene fra “kærlighed ved første HIK”. I stedet er det fantomsmerter, syre, knive og ja AV’s i understellet. Sammen med konstateringen, kom formaningen om denne virus og dets udviklingsmuligheder og derefter en aftale om ‘hyppige’ screeninger. Derfor var jeg også, en yderst egnet kandidat til vaccinationsprogrammet imod HPV-virus nogle år senere.

Lad os gå længere frem helt præcist frem til dagen, hvor jeg besøger min læge, for at gå derfra “uden prævention”. I samme omgang fortages en af disse screeninger, en såkaldt smear-prøve. For dem som endnu ikke har været der eller af kønslige årsager ikke kommer, så er det et lille ‘næb’ der åbner op i livmoderen, en vatpind (ikke vatpik) der køres rundt i halsens kant og derved laver en celleprøve. Prøven sendes ind på lab, med henblik på at screene for ondartet celleforandringer. 10 dage senere kom svaret retur, alt var i skønneste orden og yderligere 20 dage senere, en positiv graviditetsprøve.

Nu skal vi lidt længere hen, faktisk hen i start april, hvad der i princippet er er år efter. Er til et lidt forsinket 8-ugers tjek, som grundet præventionsvalg og mindre lyst til at sætte fødderne i bøjlerne alt for mange gange, blev det til et 12 ugers tjek. Igen for dem som heller ikke ved dette, så er det et tjek af understeller, hvor man sikre det hele er ‘oppe’ og kører ovenpå sådan en fødsel. I samme forbindelse får jeg, fortaget denne screening endnu engang, rutine.. rutine…

Opkaldet
…Jeg havde været i IKEA. Solen skinnende, fuglene sang og min hud duftede af en blanding mellem solcreme og sved. Solens stråler og det lys de gav, havde givet mig en nyfunden energi. En energi, som nu engang kun skabes, efter en lang og mørk vinter. Jeg gik der, på stisystemet mellem motorvejen og mosen. Jeg hadet det stisystem som pesten, dengang under maratontræningen. Men på denne dag, gav jeg mig tid til at nyde farverne og alle de vilde blomster der stod langs den lille å. Jeg nød selvfølgelig også min venindes gode selvskab. Idyllen blev kun afbrudt af de få cykelister, der i ny og næh kørte forbi.

Vi havde knap nået vejen, da telefonen ringede. Det var min læge. Havde dagen forinden kontakter ham vdr. en fysioterapeut til min store dreng – så det var helt naturligt han ringede. “Øhm det er ikke derfor jeg ringer” havde han sagt. Og det var fra den sætning af det skete .. Jeg mærkede hvordan jeg psykisk faldt fra 15’ende etage og kun havde retning mod den kolde jord . “Det der celleskrab vi tog – den har altså et udslag”.. Det hele vivlede rundt for mig og fik stille fremstemmet “ej jeg synes ikke skide godt om det her” så gik klappen ned. Fangede noget med gynækolog, mikroskopi, akut og det var så det . 1-2-3 samtalen var slut og der stod jeg. I det skønneste forårsvejr, bagende sol og med verdens dejligste baby sovende i barnevognen .. Og jeg .. Jeg kunne ikke få luft ..

Én dag efter
Det er dagen derpå.. Mine ben er ømme efter IKEA gåturen og min mave gør ondt.. Jeg har været søvnløs det meste af natten. Gået mellem vores soveværelse og børnenes. Jeg græd ved min mands skulder i de sene nattetimer. Synes ellers jeg havde placeret det hele og besluttet mig for, ikke at “tænke det værste” som henholdsvis min mor og sviger havde sagt det så fint. Alligevel lød det så hult. De ved jo godt, at jeg er verdensmester i at begrave mig selv i sorte tanker og nogen vil nok mene det er en svaghed. Synes faktisk det er min styrke. Tør godt kigge på det grimme, onde og forfærdelige. Det gør nemlig at jeg kan blive helt høj af alt det fantastiske her i livet. Så som min lille familie. Glædeståre kan trille når min store dreng kan blive fascineret over hvorledes en tampax udfoldes i vand – han troede det var ørepropper .. (Lod ham blive i troen)..
Men hvorfor ?!
Lorte celleforandring mig i nougatland

Tre dage senere.
Jeg er blevet utrolig klog, klog på forskellen mellem celleforandringer og livmoderhalskræft. Takket værd vores gode sundhedssystem, så kom jeg akut til undersøgelse hos en virkelig dygtig og sød gynækolog. Hun lavede en mikroskopi, ‘nuppede’ prøver, der i livmoderen hvor forandringerne sad og kunne sidde. Nu handler der om at vente..
Bare vente..

9 dage senere.
Den er god nok…
Der er noget galt og det skal fjernes, her og nu..

10 dage senere.
Det føles som et overgreb. Som om nogen har forvoldt sig imod min krop.
Mit indre græder, smerterne kommer i bølger og jeg kan stadig lugte blod.
Sygeplejersken var sød, hun havde fødselsdag idag, hun prøvede virkelig at få mine tanker væk, men jeg kunne ikke. Hun tørrerede mine tåre bort og smilte opmuntrende til mig, hver gang ‘de’ gik højere op. De stak mig et par gange og bedøvelsen hjalp. Nu er min ‘hals’ forkortet og understellet stoppet til med en meter gazebind. Måske der var datidens tampax?

Jeg hader det her.
Jeg er vred, ked, frustreret og sindssygt bange. Lad det bare nøjes med at være det, hvisker jeg igen og igen.
Jeg tør ikke tænke andre tanker og alligevel tænker jeg ikke på andet…

Ukrudt24 dage senere.
Idag kom det endelige svar.
Min livmoder er nu 2 centimeter kortere end for 2 uger siden. Men hvad der i fagsprog kaldes for svær dysplasi er nu væk og jeg har fået konstateret normale celler i det tilbageværende stykke.  Jeg er ovenud lykkelig for denne besked og vælger at tænke, at denne omgang har gjort mig og min lille familie stærkere.

Vi deler mange ting, ubevidst og bevidst via. de sociale medier.
Men den dag i maj, for snart halvandet år siden, valgte jeg helt bevidst at dele mine tanker og følelser om konkluderingen af celleforandringer i livmoderhalsen.
Hvert år, får ca. 15000 kvinder konstateret celleforandringer i livmoderhalsen. 6000 af disse har såkaldt svært dysplasi og får dertil fortaget et keglesnit i livmoderen.
Samtidigt indkalder vor sundhedsvæsen, i forbindelse med kræftpakkerne og forebyggelse, til screeninger for alle kvinder i alderen 23-49 år. Disse screeninger fortages normalt hvert 3 år men får man konstateret celleforandring i graden svær dysplasi og dertil et keglesnit, følges man efterfølgende hver. 6 måned

I december var jeg der igen, lige inden jul. Besøget hos gynækologen gjorder, at jeg for fremtiden vil fortrække konsultationer, som kan føre til henvisninger eller prøvetagninger, fortages udenfor heldags perioder. For i december sidste år, troede de den var gal igen og jeg blev sendt hjem med et bind i trussen sammen med informationsfolderne om forholdsregler efter biopsier i livmoderen, celleforandringer i livmoderhalsen og et særtillæg om 2. keglesnit. Det var en god jul, men også en der gjorder mig ekstra eftertænksom.  3 uger senere blev jeg dog sat fri og i lettelse booke jeg en ny kontroltid om 6 måneder.

Det er slut nu.
Jeg høre ikke længere til hos gynækologen og skattevæsenet kroner skal ikke længere betale for ekstra screeninger til mig, som sådan også alligevel. Med beskeden om at jeg ikke længere ”hørte” til i kategorien kom en ny, beskeden om at huske disse screeninger og ved den mindste fysiske uregelmæssighed i understellet, udover manglende seksuel aktivitet, så skulle en ny smear-prøves laves.
Men det er godt nok til mig.
Hvad der ikke er godt nok og rigtig trist, er at rigtig, rigtig mange kvinder glemmer denne typer screeninger. Andre afslår og det er selvfølgelig en helt personlig sag, ligesom valg af HPV vaccinationen. Men for alle dem, som jo faktisk bare glemmer det, der tænker og håber jeg, søster til søster, veninde til veninde, mor til datter, datter til mor, kollega til kollega, mand til kone, far til datter, at vi måske kunne huske hinanden på det?

Skal vi ikke prøve i det mindste?

Kærlig Hilsen Christina.

viunderFor mere information, tjek Vidunderlivet.dk

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Den Nye Pige I Klassen

unnamed (1)

Mine håndflader er klistrende, hjertet hårdt bankende i brystet og kinderne er som altid, når utilpasheden rammer mig røde, mens resten af ansigtet blegt. Jeg står der, ved siden af de 3 andre piger. Vi er de nye piger i klassen. Vores to klasselærer præsentere os og selvom mine nye klassekammerater egentligt ser meget søde ude, så græder jeg indvendigt.

Jeg er 11 år og for knap 1 måned siden flyttet fra den lille by ved Roskilde fjord Jyllinge, til forstadsbyen 2750 Ballerup. Det hele er nyt også alligevel ikke, kender nemlig byen mere eller mindre ud og ind, eftersom min mormor og morfar har boet der hele mit liv og byen huser en stor stak ferieminder. Alligevel er jeg rundtosset og utilpas.
Jeg er korthåret, sådan rigtig korthåret og da lærerne fortæller de andre elever mit navn, griner nogle af drengene. Sidenhen får de fortalt mig, at de altså var overbevist om at jeg hed Christian i stedet for Christina.
I grunden bebrejdede jeg dem ikke. Jeg var indbegrebet af en drengepige og særligt under kanoturen til Sverige, tidligere på sommeren, med hvad man i dag vel bedst betegner som en bygger, fik jeg da også vist de andre drenge, at jeg sagtens kunne tisse stående. Jeg forstod mig egentlig ikke på piger, ikke på mig selv og det gjorder ikke noget, for jeg var nu engang bare et barn og kønnet mere eller mindre irrelevant.

Da det ringer ud til frikvarter ser jeg mit snit til at finde mit rette element, en af de andre drenge har en fodboldt under armen og løber ud til de nærtliggende baner ved skolen. Jeg kigger mig rundt og ser til min lettelse, at det trods alt var en aktivitet alle fra klassen mere eller mindre tog del i. Jeg blev dog hurtigt klogere. Da vi stiller op, så de klassiske første og anden vælgere kan se, hvilket spiller de kan udtage til deres hold, sætter de andre piger sig i græsset. Jeg kigger nervøst rundt og spørger så den mørkhåret populære pige, iført Disel trøjen med lysserød neonskrift, om de ikke skal være med? Hvortil hun svare, at hun lige har fået nye bukser og de ikke skal have græspletter på sig. Tonen var ligesom sat og jeg træder på banen som den eneste pige. Heldigvis blev en af de andre piger ligeglade med græspletter og efter at have smidt den næstmest populære plateausko efter Buffalos, var hun også klar.
Da vi går ind til den efterfølgende time, går jeg sjokkende og forpustet bagefter, to af de nye piger har hver en veletableret pige fra klassens arm og deres skulder og langsomt drømmer jeg mig tilbage til min gamle klasse i fjordbyen.

Tiden går og en dag efter skole finder tårne sig vej til mine kinder, idet nøglen sættes i døren. Jeg har konstant mavepine og tanker der flyver rundt i tide og utide. Min mor havde sagt det nok skulle gå, jeg havde altid haft nemt ved at få venner og pludselig kunne jeg ikke engang vise hvor mange jeg havde på bare en hånd. Det gjorder ondt, så inderligt ondt.
De andre var jo søde nok, men vi var ligesom bare kommet i gang med skoleåret og det hele gik pludseligt så stærkt og med 4 nye piger, så blev det hele bare for meget, formentlig for os alle sammen.
Den aften snakker min mor længe med den ene af mine klasselærer, ude fra gangen af, kan jeg høre hvordan min mor fortæller om min ensomhed og salte tåre. Næste dag trækker min lærer mig til side og siger at der i matematiktimen vil blive afholdt et pigemøde. Dem havde jeg godt hørt om fra min gamle skole, jeg havde bare sådan aldrig deltaget i dem?

Men da jeg sidder der i rundkredsen, på min vippende stol og stille iagttager de andre piger, mens min klasselærer snakker om venskaber, der hadet jeg dem for en kort stund. Da jeg går derfra elskede jeg dem. For jeg havde nemlig fået 3 nye aftaler med nogle af de andre piger og en ny sidemakker og en af de andre pigers arm om mine skuldre.

På mange måder, havde jeg fået en ny start og var igen blevet den nye pige i klassen.

– Christina…

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @MigOgMorskabet