Min veninde og Jeg

Min væskefyldte hånd griber om dørhåndtaget og med et let tryk går døren op. Der står hun, lidt vindblæst i det brune hår men med smukke mandelformet øjne, og et smil som er tryllebindende. I den ene hånd har hun noget frugt og i den anden en voksiposes remme, hvori hendes nyfødte datter ligger. Jeg er genert og derved igangsættes min “talen som et vandfald”, vi hilser pænt og hun får komplimenteret mit enorme højgravid korpus. Inde i stuen sidder nogle af de andre nybagte mødre og højgravide kvinder.

I efteråret 2013 melder jeg mig ind i en terminsgruppe på facebook. Gruppen var ret social og som en lille udfordring til mit dengang til tider kluntet sociale jeg, så meldte jeg mig til at holde mødregruppe hygge. Så 2 uger før min termin med Carl sidder de der. Mie, kvinden med det tryllebindende smil sidder helt roligt i en lænestol, mens hendes nyfødte datter ligger trygt ved hendes bryst. Vi snakker, alle på kryds og tværs og da Mie går, har hun siden fortalt mig, at hun syntes jeg snakkede helt vildt meget. Heldigvis er Mie ikke en pige som skuer hunden med hårene. Mie er enorm omsorgsfuld og da jeg går i en hvad der bliver et langt opstartsforløb til Carls fødsel, så skriver hun små opmuntrende og støttende beskeder på facebook. Mie var en af dem der ønskede mig først tillykke, da Carl endelig kommer til verden og selvom vi kun kendte hinanden fra et par timer i min stue og lidt likes, chat og gode erfaringsudvekslinger i facebookgruppen, så var der et eller andet imellem os. 2 uger efter Carl er født sidder hun igen i min stue, denne gang snakker jeg lidt mindre men alligevel en del med hende. Kontaktens holdes og efter min første weekend alene med Aksel og Carl, sender jeg udkørt en besked afsted til Mie. Mødregrupper, kan, hvis vi er heldige og ikke lader det hele handler om hvem har lavet den pæneste overskudsagtige anretning, med baby i mærketøj og pletfrit hjem men istedet taler rent ud af posen, give nogle unikke venskaber. Idag er jeg så heldig at have 4 gode veninder fra mine mødregrupper og de veninder står for mig som noget helt særligt. De venskaber jeg har idag, er med mennesker som alle har det til fælles at de er vildt inspirerende, de er kærlige, nærværende, ærlige og nogen jeg virkelig kan regne med. Venskaberne til mødregruppe-pigerne , kan, som alle mine venskaber noget helt forskelligt. Særligt venskaberne til de tidligere mødgruppepiger handler idag ikke helt så meget om vores børn, men ligesåmeget om karriere, hverdagens rytme eller mangle på samme, mænd og ja kunsten i bare at være sammen.

04e7a775-c37c-41e9-807b-5d7bef082f5b

Lige præcis i Mie og Mits venskab fandt jeg noget jeg på mange måder altid har drømt om og noget jeg ikke vidste jeg manglede, idag er dét vi har sammen noget jeg ikke kan leve uden. Idag har vi kendt hinanden i knap 4 år, vores yngste børn bragte os sammen og under vores barsler sås vi minimum 1-3 gange om ugen. Siden dengang har vi oplevet hvordan vores børne på kryds og tværs af alder er blevet venner og yderligere at vores mænd i ny og næh mødes og drikker en kold øl. Vi har været på flere familieferier end jeg kan tælle til og senest har Mie og Jeg så været på venindetur med DFDS Oslo båd og i sommerhus med vores unger. At have knap 48 timers uafbrudt venindehygge, med fokus på alt det vi kan, det var intet mindre end fantastisk.

På Oslobåden fik danset nætterne lange, grinet, snakket, og ja drukket en del alkohol det er bare ekstra bonus. Det store luksus var nu engang bare at være sammen og gøre lige præcis det vi gør.

8297f0ef-3b1d-4ba8-8ecb-db5652aff908

af65131c-9531-4054-baa5-a3008d8b7835

b9e942ed-9018-4cc1-8bf1-902aac1fb8d8

Så når negative ryster lyder om de her interaktive relationer som opstår, enten igennem facebook eller IG mm. Så kan jeg ikke lade vær med at ryste lidt på hovedet og sige : nogengange så er man heldig og møder sådan en som MIE.

Skønnest blogger Helsemathilde er gået i front og har lavet Facebook-gruppen “Find en Veninde #dueraldrigalene” kan kun anbefale alle, at prøve at give sig i kast med de nye relationer, hvis overskuddet , lysten eller savnet er der, om det så “kun” handler om en ny træningesmakker eller hende du gerne vil dele op og nedturerne med.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Bedste veninde med blandt andet MIE

Med drengeven på vandretur?

fullsizerender-2

Min første bedste ven hed Esben og elskede at tegne, lege med plus plus og bygge huler. Min første bedste veninde hed Kimie og hun fik ofte et gok i nøden og hev som payback i mit hår. Vi blev oftest uvenner fordi jeg ville hoppe fra de højt gyngende gynger og hun lege med Barbie dukker. Jeg har aldrig været den store girly girl. Generelt så hader jeg stereotype opfattelser af køn og går ind for en neutral tilgang til det enkelte menneske, ubetinget af det socialiseret køn.

Min anden bedste ven hed Søren. Søren elskede playmobil, som jeg, og han havde en god fantasi. Da jeg senere i de pre-pubertære år, kyssede Søren, var det helt forkert og derfra forblev han bare en god kammerat. I de følgende teenageår var min vennefolk stor og udgjort af henholdsvis drenge og piger. Jeg elskede at ligge på et værelse med Westlife plakater på væggene og bladre i IKEA kataloger og Vi Unge magasiner ligesom jeg holdte af at spille rollespil, lege softgunkrig i hareskoven og lave hårde tacklinger på fodboldbanen. I takt med mit bryst voksede og hormonerne for alvor pumpede i kroppen, blev venskaberne til drengene for alvor sat på prøve. Flere måtte igennem samme mølle som Søren, nogen forblev frøer som fik et kys og andre blev til kærester. Med tiden lærte jeg at ungdomskærligheden havde sin pris og ofte også en udløbsdato. Og selvom et sørgmodigt brud næsten altid blev efterfulgt af sætningen “vi kan stadig være venner..” så var det at ’slå op’ ofte et dødsstød til venskabet. Derfor valgte jeg at værne om mine venskaber og den sidste af mine gode venner, som pludselig valgte at erklære sin kærlighed til mig, han fik en flad og satte så med tiden en ring på min finger. Selve ringen på fingeren og de derved liggende følelser, gør at der ikke kysses på andre frøer .. og den erfaring jeg har fået med årerne er grundlag for at jeg værner om de venskaber jeg har knyttet på kryds og tværs af køn og alder.

img_3140

Idag er jeg så priviligeret og heldig at jeg har den samme “bedste ven“, som jeg havde for knap 15 år siden. Han hedder Marc og på mange måder minder vi uhyrlig meget om hinanden. Samtidigt er vi hinandens modsætninger. Alt dette og vores gode kemi, udgør et godt fundament for et solid venskab. Selvom vi har været i hinandens liv en del år og vores familier og individuelle vennekredse ved hvem vi er, skal vi til tider stå på mål for vores venskab. Jeg ved ikke om det skyldes en “fejlkodning” i køns-opfattelser, måske den samme fejlagtige antagelse som gør at voksne kalder børnevenskaber mellem drenge og piger for “kæresterier”? I mange år har jeg skulle høre for at drengevennerne i virkeligheden havde kroppen fuld af følelser, som de bare ikke turde stå ved. For mig har det mere været mere reglen end undtagelsen, at venner bare er venner.

Jeg ved ikke hvordan det er i andres venskaber, jeg ved kun hvordan det er i mit og eksempelvis Marcs. Jeg ved også at jeg personligt er et sted hvor jeg er fuldstændig ligeglad med andre tænker og tror. Det er selvfølgelig en lille hvid løgn, for ellers ville jeg ikke skrive som jeg gør. Som så mange andre gange når jeg skriver, så skriver jeg grundet en provokation eller fordi jeg oprigtigt har noget på hjertet som rør mig.

Jeg har en ven og han hedder Marc, ligesom jeg har en håndfuld gode tætte veninder. I højt humør kunne jeg måske synge en sang med omkvæd ala “Mor Jeg Vil Gerne Ha’ At Du Bager En Kage Med Min Nye Ven.. Han Hedder XXXXX”. Det har dog aldrig været tilfældet, i stedet lånte min mor mig forleden hendes vandrerygsæk og ønskede Marc og Jeg en god tur til Sverige.

En af de mange ting som Marc og Jeg kan sammen, det er at gå langt i hinandens nærvær. Nogle gange er vi helt stille og andre gange snakker jeg som et vandfald …

img_3227

Igår kom jeg hjem fra “endnu” en vandretur med Marc. For 9 år siden var vi afsted på vores første og jeg tror  og håber heller ikke, at dette bliver den sidste. Vi var afsted ”på trods af” at vi begge er veletableret i hvert vores familieliv og parforhold. Selvom vi er voksne mennesker, så støder jeg fortsat på folks fordomme. Fordommene gør tit og ofte ondt og det er her jeg ikke er helt ligeglad. De giver nemlig ofte udtryk for at Marc eller Jeg har et dårligt værdigrundlag eller en manglende troskab til vores respektive partner, så når en tosse på IG skriver “Hvordan kan din mand synes det er okay du rejser rundt med en anden mand?!” så skyldes det en stor fordømmelse og uvidenhed, samt manglende respekt. Selvfølgelig ved jeg godt det kan virke forkert i nogens hoveder, når jeg fortæller at jeg skal på vandretur med min gode ven. Ingen havde stillet spørgsmål hvis turen i stedet havde været med en god veninde. Det er og bliver rigtig trist og mest af alt for dem som stille spørgsmålet, de skulle nemlig bare vide hvor udviklende det er for en personligt, at have en ven “af det andet køn”. Særligt hvis man som jeg, tit tænker lidt for meget over det meste og alt for ofte mangler en som siger tingene ligeud, om det så handler om studielivet, træning eller anden form for navlepilleri.

img_3241

img_3157

Turen i det svenske er en jeg ikke vil glemme lige foreløbigt. Faktisk tror jeg alt lige præcis at de minder, oplevelser og personlige grænser som jeg fik pillet ved på denne tur, vil være stof som gør at jeg om 60 år vil tænker “Sådan Chrisser”. Nogle gange handler det om bare at give los, at lade livet være livet og acceptere at hvert evig eneste sekund er fortaget af det næste. Turen havde en effekt på mig, som gjorder jeg den ene aften havde tårespor ned af kinderne, ikke i savn eller sorg men i glæde over at kunne se det smukke sollys i træerne toppe, mens lyden fra fisk der sprang i søen blev akkompagneret af de små knaster der sprang i bålets ild.

img_3136

img_3119

Jeg har altid elsket at komme ud og få brugt kroppen i naturen. Jeg elsker at slå øjnene op og se på alt det grønne og frodige som omgiver mig. Jeg elsker at “skide” i skoven, at få sved på panden, syre i musklerne og at det kun er ens eget åndedræt og tunge skridt som kan høres når man går afsted der i “vildmarken”. Jeg hader tilgengæld slanger og selvom én vil mene at en sno blot er en forvokset regnorm, så vil min ophodiofobi mene noget helt andet. Denne tur bød på 3 levende og en overkørt slange og ellers 40 kilometer gået på henholdsvis noget af SkåneLeden og Blekingeleden og med ruten Raslången-Halen. Det er bestemt en rute som er en anbefaling værdig. Både til en tur med ven eller veninde, ens partner, mor, søster eller måske endda kollegaerne.

img_3236

Der sker noget når man render rundt derude i de store svenske skove. Samtalerne vokser og selvom musklerne bliver blodfyldte og ømme, så ville jeg til hver en tid være klar på endnu en tur, inklusiv dåsemad, snobrød og gaffatape.

Tusind tak fordi du læste med og hvis du nu tænker, sikke en flot fyr ham Marc er, så må jeg vist hellere lige nævne at han har en meget sød og smuk kvinde til kæreste.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Efterværn, senfølger og veteraner.

img_1653

Jeg tror efterhånden at vi er blevet talt ørerne fulde af, at det vi som mennesker oplever, hvad enten det er postivt eller negativt, det bliver hos os og former os.

De successer vi opnår her i livet, kan give blod på tanden til at opsøge og kæmpe for at få flere og ligeledes, kan de sorger og smerter vi møder, tvinge os i knæ og efterlade os med dybe ar. For mit eget vedkommende, har jeg til trods for nogle ‘blodige’ sår, en postivt fortælling med mig. Jeg har valgt at vælge det postive til, men desværre kan det negative fylde og fælde en, når man mindst venter det.

Da jeg var indlagt sidste sommer, mødte jeg en kvinde, som tidligere havde været udsendt, hun var veteran og led nu af PTSD. Jeg lærte aldrig hendes historie at kende og hun heller aldrig min. Vi var dog sammen om en håndfulde måltider og var sågar ude på en eftermiddags gåtur sammen. Hun var smuk, gik med rank ryg og havde øjne, som med sikkerhed havde set en verden, ord aldrig vil kunne beskrive.

Jeg tror alle mennesker bærer rundt på noget og jeg ville inderligt håbe på at det KUN var de gode ting, de skønne barndomsminder, det første kys og den glade modtagelse man fik når man vendte hjem efter en lang rejse. Virkeligheden er dog ofte en helt anden og rigtig mange kæmper daglige kampe imod senfølger og det efterværn som oparbejdes, ovenpå traumatiske og ødelæggende oplevelser. Oplevelser som man nogle gange får, fordi man vælger at stå op for andre og beskytte det man tror på.

Idag ved vi meget mere om alt dette og alligevel er der bare ikke penge og hænder nok til at løfte opgaven. I Danmark findes der hundredevis af sorggrupper for børn og unge, men stort set ingen for de ældre mennesker som mister deres livslange partner. Jeg tror desværre ofte, at de som anses som værende stærke, ofte glemmes. Det er ikke for sjov skyld, at sygeplejesker og læger oftest formanes om at mænd er forfærdelige patienter og ofte først kommer på banen med deres smerter, når den er helt gal. Jeg tror og ved, at mange med de brede skuldre udadtil, de falder imellem stolene i vores samfund og det kan have fatale konsekvenser. Samtidigt betyder det at man falder for en stund aldrig at man er et offer. I min optik er man en sand kriger.

Foreningen Veteranfonden står bag musikfestivalen ENGAGE, som afholdes lørdag d. 27 maj på Refshaleøen i København.
Festivalen er et kæmpe frivilligt projekt og har til formål at få Danmark til at stå sammen i en Folkefest, til støtte og anderkendelse af veteraner og deres pårørende i Danmark.

Til lyden af dejlig musik, leveret af blandt andet Mads Langer, Dúné, Magtens Korridorer og Fallulah så kan man drikke en kold øl eller sodavand og hører lidt om veteranerne i Danmark.

fullsizerender-10

Billetterne koster den nette sum af 349 kr og der er selvfølgelig gratis for veteraner.
Børn under 12 er også gratis – i følgeskab med en voksen og jeg er sikker på at vejret af med os fra nu af, så der er med sikkerhed også rig mulighed for at få lidt solskin på næsen.

Jeg har i samarbejde med ENGAGE festival, fået lov til at udlodde 2 billetter til denne fede festival.
Du er med i konkurrencen, ved at smide en kommentar her på bloggen.

Vinderen trækkes fredag d. 19 Maj.
klokken 21:00 og kontaktes direkte.

Vinderen er trukket og det blev sidste kommentar nr. 10.
Vinderen er fundet ved brug af tilfældig udtrækning:)

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Vil du læse meget mere om eventet kan det gøres på http://www.engagefestival.dk.

Held og lykke og tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

img_1646

 

Beslutninger som gør ondt

Dengang jeg blev syg, dengang hele min verden væltede, der lukkede jeg alt ydre pres ned. Faktisk troede jeg ikke det var muligt, men da jeg først fik meldt fra og blev “sygemeldt” forstod jeg at verden udenfor ikke gik under, det var kun min indre verden som var styrtet sammen.

Jeg har før skrevet lidt om min indlæggelse på psyk og i det spæde fortalt hvordan jeg langsomt men sikkert kom på benene. Mit vigtigste mål var ikke kun at komme op af den svære depressions hul men også at sikre, at jeg ikke faldt i et nyt, som ville få sin eksistens af gamle mønstre og uhensigtsmæssige leveregler.  Leveregler som engang var nødvendige og som har gjort jeg ikke har været en del af statistikken eller som har tvunget mig i knæ, til trods for de grusomme ar, min alt for unge sjæl desværre har på sig. Der er ingen garantier her i livet og om min diagnose vil til evig tid kun vil hedde sig “Enkeltstående depression” det ved jeg faktisk ikke. Jeg har igennem hele mit liv været en fighter. Jeg har båret hjertet uden på kroppen, pleaset og hjulpet hvor jeg kunne. Jeg har samtidigt forbandet mig selv med negative tanker, benhård kritik og høje standarder og det sammen med udefrakommende stress, det tvang mig i knæ. Jeg er genetisk ikke mere disponeret for at få en depression end andre, alligevel er min sårbarhed, grundet det jeg kommer med større end hos de fleste. Den sårbarhed har jeg på mange måder været utrolig tolerant overfor og hvis vi skal bruge et populært udtryk, har jeg været et såkaldt resilient barn. Det hele ændret sig dog sommeren 2016 og vendte alt op og ned.

Idag ved jeg hvad det hele handlede om og hvorfor jeg blev syg. Lige så vigtigt så ved jeg nu, hvorfor jeg ikke stoppede op i tide og hvorfor jeg tillod mig selv, at blive presset så mentalt, at der til sidst ikke var andet end et frit fald ned i det dybeste mørke. Jeg kender idag til mine faresignaler og dem vil jeg af hensyn til mig selv, mine børn og mand, altid være ekstra opmærksom overfor. Jeg ved idag hvilket mekanismer der igangsættes når forskellige ting sker og udspiller sig i mit liv. Jeg tror ikke på perfektion, jeg tror på udviklingen og at vi herigennem lærer vigtige kundskaber, som derved vil gøre vi bliver stærkere og klogere på os selv og livet. Jeg har igennem denne blog, nægtet at portrættere et glansbillede, i stedet ønsker jeg at fortæller hvordan en sandhed også kan se ud for derigennem at hjælpe til med at få nedbragt de tabuer der er omkring at blive og være psykisk syg og generelt bare det at være menneske, på godt og ondt.

Inden jeg blev syg, havde jeg mange jern i ilden. Jeg er og bliver energisk af natur. Kunsten har derfor været, efter jeg blev syg, at huske og sige nej, prioritere og minde mig selv om, at jeg kun er mig og jeg også skal have lov til at være her. Det er på mange måder fortsat en øvelse og noget jeg for evigt skal lærer at mestre og beherske på samme tid. Vi kender nok alle en, enten hos os selv eller andre, at nogle virker som om de kan alt. Det kan de formentlig også, spørgsmålet er blot hvor længe og for hvilken pris. Selv er jeg fortsat energisk, initiativrig og fuld af gåpåmod og det skyldes min person. Jeg ved dog nu at der skal være godt med benzin på motoren og det med at kører på reservetanken, aldrig må være reglen end undtagelsen at bruge. Det har blandt andet betydet at jeg er blevet nødt til at sige nej lidt oftere og acceptere, at i ethvert nej er der også et ja. Jeg tror desværre vores kultur har udviklet sig til at se negativt på et nej. “Nej jeg kan desværre ikke bage kage til komsammen i børnehaven” Det nej betyder så meget mere end nej, det betyder nemlig også JA, som “Ja jeg vil gerne sidde og drikke rødvin med min mand i sofaen” eller “Ja jeg vil gerne synge 20 sange til putningen“. I ethvert NEJ er der også et JA og omvendt er der i hver JA et NEJ.

Jeg har forleden sagt nej. Nej til et projekt , som mit hjerte virkelig har banket for. Nemlig at være frivillig hos Børns Vilkår. I 2 år har jeg været tilknytter deres rådgiver korps og jeg har elsket hvert eneste minut på Børnetelefonen og diverse andre medier. Hvert eneste møde med et barn har været unik og lærerigt på samme tid. Da jeg vendte tilbage post indlæggelse var det med en helt anden indsigt og forståelse for dels psykiske lidelser og hele det system der er omkring behandlingen heraf. Samtidigt var det også med en eftertænksomhed og bevidsthed omkring, at jeg fortsat selv er skrøbelig og ikke skal “presses” yderligere end det at tage en kandidatuddannelse, være mor, kone og ja løbetosse på samme tid kan skabe. Tror rigtig meget handler om planlægning. Samtidigt kan livet ikke planlægges, det skal leves og helst med en god følelse og glæde i maven. Selvom jeg virkelig gerne vil, så er jeg kun mig og jeg er mig i en version 0.2. Det er den version som siger nej tak til stress og en tilværelse som minder om et snurrende hamsterhjul. Jeg vil ikke, for jeg kan ikke selvom jeg ville ønske jeg ku’. Derfor var det med stor uro i maven at jeg forleden kontaktet min koordinator på Børns Vilkår og måtte melde pas. Det var helt igennem forfærdelig og jeg følte mig på så mange måder som verdens største taber, fordi jeg nu ikke kunne. Det var ihvertfalde den slags følelser der domineret den første tid, efter beslutningen var taget. Følelserne kommer grundet et ønske om at kunne en helt masse, for så er livet jo bare nemmere og bedre? Heldigvis har jeg opbygget en mere omsorgsfuld side for mig selv, som er bedre til at se tingene i lidt andre farver, end kun sort / hvid. Det er en side, som jeg ved vi nok alle har i større eller mindre grad og jeg tror desværre at alt for mange, som jeg selv engang oplevede det, desværre ikke har så meget af. Min mere omsorgsfulde side fortalte mig, efter den mere skrappe, dominerende og pligtopfyldende bestræbenden del havde været på banen, at det var okay. Det var faktisk rigtig godt at jeg nu var kommet så langt, at jeg mærkede efter og prioriteret når jeg fandt det nødvendigt.

Intet behøves at være for evigt og måske en dag, når tiden er, vender jeg tilbage til Børns Vilkår. Det er bestemt et fantastisk sted at være hvis an som jeg, kommer med en børnefagkyndiguddannelse  og gerne vil gøre en forskel, der virkelig kan mærkes.

Kender du selv til det med at melde ja til at for meget, presse dig selv til det yderste og skammen der kan indfinde sig, når man “alligevel” ikke kan eller den dårlige samvittighed der slår en i hovedet når man vælger shake an bake, frem for at følge Blomsterbergs opskrift.. I så fald, så håber jeg du vil huske dig selv på, at du gør det godt og at ingen her kan mestre hele verden, det er nemlig ikke mening vi skal det .

Tusind tak fordi læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Big Girls Don’t Cry

Mor på SU 1,
I folkeskolen var jeg af flere gange kærester med en ret så sød dreng. På mange måder løb han virkelig med mit hjerte og står i dag tydeligt for mig, som en af mine første store forelskelser. Jeg husker tydligt hvordan vi lå der på hans sovesofa, med kinesiske tegn og en lava lampen som lyste et ellers mørklagt rum op. Hvor bløde popballader fra blandt andet Savage Garden og Blue spillede i baggrunden og hvordan vi imens bare lå der og kunne snakke om alt og intet, kigge på og studere hinanden. Dengang kunne jeg sikkert have kortlagt alle hans fine sommerfregner og han mine. Jeg husker hvordan jeg om aftnerne lå i min egen seng og lod fingrespidserne køre hen over min hævet læber og hvordan jeg kunne savne ham, til trods for jeg jo lige havde sagt farvel og vores gensyn allerede ville være igen næste morgen.

I dag husker jeg fortsat nogle af vores aftner sammen, hans stemme, mod også evne til at kunne udtrykke sig. Særligt den måde han udtrykte sig på, har efterfølgende været et ret klart karaktertræk ved de fyre jeg igennem tiden har været tiltrukket af og ikke mindst følelsesmæssigt involveret i. Han var nemlig ikke bange for at græde. Nogle vil måske mene at ”rigtige drenge græder ikke”, der er flere dele af det udsagn som giver mig myrekryb over hele kroppen og samtidigt skaber en inderlig lyst til at bryde ud i den vilde kønsdebat – det lader jeg dog lige ligge for en stund. Alt det der køns teori fylder pt. rigeligt på mit studie og lige i skrivende stund er det studiets skyld jeg sidder med halv puffi øjne og tænker rend mig i nougat land!

I dag har jeg nemlig grædt, faktisk flere gange – ved ikke helt om sluserne har fået et lille problem med at lukke ned eller om det bare er ”nu er der alligevel åbnet op” fænomenet jeg dealer lidt med. Men jeg har grædt og det synes jeg på mange måder er ret så befriende og et andet sted også utrolig opslidende, særligt fordi jeg pt. græder som et udtryk for at det hele lige er lidt hårdt. Det er ret normalt jeg godt kan hulke lidt når jeg krydser målstregen efter et større løb og forventer bestemt at jeg vil stortude flere gange undervejs til Copenhagen Marathon. Jeg forventer også at jeg vil tude lidt når jeg engang bliver færdig med dette semester, for det er hårdt på så mange måder og tør faktisk ikke helt at sige det højt, i frygt for nogen siger ”Hvad havde du regnet med – det er en kandidat du læser”.

Men jeg synes faktisk det er rokker hårdt. Det er også hårdt at putte sin 2 årige dreng uden hans puttekanin, at det overhovedet er muligt, eftersom vi har investeret i hele 3 stk’s for ligesom at undgå den slags scenarier, det er en helt anden side af sagen. Jeg synes det er hårdt – måske mest af alt fordi jeg ofte oplever, særligt på sociale medier, at livet ligesom er en glansbillede samling, nogle endda med ekstra glitter. Jeg samlede som barn ikke rigtig på glansbilleder. I stedet havde jeg travlt med at falde ned fra træer, hoppe på brædder med gamle søm i og vælte på cyklen, altså lave ting som på mange måder til dels udløste en del tåre og ikke mindst blå mærker og klassiske ”av-det-gør-nas-når-det-skal-af-plastre”. Jeg synes det er hårdt, særligt fordi jeg på mange måder underminere mig selv og de kompetencer jeg besidder og det er lidt en hæmsko, særligt når man gerne skal have lidt af den der ”her kommer jeg” attitude og jeg i stedet har tendens til at kaste mig ud i en omgang metaforisk ordbræk, så folk til tider tænker – ah er hendes far i virkeligheden ikke bare ham den skaldet fra X-factor. Men nej, sidst jeg tjekkede lå min far stadig på Måløv kirkegård og måske har særligt det vilkår gjort at jeg aldrig er for stolt af mig, til at lade tårerne trille. For nogle gange, så er det hele bare pisse hammerende hårdt og jeg tror vigtigt at ture sige højt. Det er måske ikke altid at resten af ens omverden orker at høre på det eller lige regner det man står i. som værende ”så hårdt igen” og jojo – der er altid en som har kræft, gennemlever en skilsmisse eller har mistet sit job og verden kan altid lave 1., 2., 3- plads placering af hvem har det hårdest. Jeg tror bare ikke helt på, at det er der vi skal hen. I stedet tror jeg nogle gange bare det handler om at være sammen i det og ikke mindst sige til sig selv : ”Det bliver okay igen… jeg skal bare lige være i denne periode også videre igennem” for ofte tror jeg vi tænker ”jeg skal bare lige igennem” – men det kreditere jo så ikke rigtig at man jo lige er nød til at gå igennem det hårde for at komme ud på den anden side og få prinsen og det halve kongerige : I mit tilfælde hedder det sommerferie, med indlagt sommerkursus.

Tusind tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Older posts