Bornholm, den dejligste ferie Ø

Bornholm, den dejligste ferie Ø

Det lyder måske lidt som i en af Carls røverhistorier, når jeg siger, at kun 2,5 time fra Frederiksberg ligger syden. Rent geografisk har jeg overhoved ingen ide om Bornholm er placeret syd for Frederiksberg, ikke dets mindre føles en tur til Bornholm, som at ankomme til syden. På Bornholm holdes der dog ikke siestas, men tempoet på den smukke klippeø, er på en finurlig måde lidt langsommere og mere ad hoc, krydret med en fantastisk dialekt, der gør at Carl på denne ø, med hans mange T’er, ikke har nogen udtalefejl. I princippet taler vores 4,5 årige dreng bare Bornholmsk.

Borrijnholm plakat fra danske Dialægt

Sidste sommer tog vi med et nært vennepar til solskinsøen og det er vitterligt en ø, fyldt med solskin. Igen i år har solen skinnet hele ugen og jaja – det har den måske os på fastlandet, men sidste år regnede det “derhjemme”, mens der på Bornholm var solskin dagen lang. Igen i år, vendte vi alle hjem med sommerbrun hud, som snildt kunne være blevet tilegnet i det rigtige syden, frem for på den smukke danske ø.

Når jeg er på ferie, trives jeg bedst med at tematisere ferien. Altså, er vi ude i en vandretur, all inklusive eller sommerhushygge, på den måde kan jeg langt bedre indstille mit mindset og mine generelle forventninger. Ferietiden er en følsom tid, hvor der ofte er en forventning om at det der ikke lykkes i dagligdagen NU kan gå op i en højere enhed, sådan er det dog sjældent, i stedet kommer de trivielle konflikterne langt oftere under lup, det er min erfaring.

Hvor kan man bo?
På Bornholm boede vi, igen i år, i Hasle, 15 min fra Rønne. I Hasle ligger Halsehytteby / Hasle ferieby, som drives af nogle hjertevarme og nærværende ildsjæle. Servicen er i top og venligheden er enorm. Vi boede i nogle små A huse, med klapborde og et lille te køkken, dette brugte vi kun om morgen, ellers blev resten lavet i fælleskøkkenet og alle andre måltider blev spist ude i det gode vejr, hvilket os gør man kommer hinanden ved på en helt anden måde – det elsker jeg !

                                        

Halsehytteby har flere små legepladser, en hoppepude, børne og almen pool, som er lettere opvarmet. Særligt pool området er genialt når man kommer med 4 unger, som skiftevis vil hoppe og bade. Ungerne kan nemlig selv løbe over på hoppepuden, mens de voksne holder øje med de børn der er i poolen. Derudover er der en lille børneklub 2 gange om ugen og flere gratis aktiviteter. Ved vores hytte var der lidt vippedyr og en sandkasse samt masser af plads at lege alverdens gode lege på. Hytterne findes i to udgave, hvor vi valgte den mindste og mest primitive – altså uden eget bad og toilet men igen, det kan os noget og på en badepolet, altså 7 minutters varmt vand. Til info kan jeg nå at bade mig selv og drengene på 7 minutter.


En ting er det gode sted at bo på Bornholm, noget andet er så, hvad skal man lave. Jeg foretrækker generelt tøffeferie når jeg holder ferie med ungerne, men derfor er det da altid rart at få en ekstra oplevelse sammen. Derfor følger lidt  tips til gode børnevenlige oplevelser på Bornholm, tips som blandet andet er givet af søde følgere på IG.

Hvad kan man se?
Rundkirker 
Bornholm er blandt andet kendt for deres rundkirker og hvis man lige googler lidt inden, kan man altid lire en lille historisk fortælling af for ungerne om middelalderen og danske tempelriddere og derfor mener jeg en rundkirke altid er spændende at se. Vores lille “kollektiv” kørte den ene dag til en af Bornholms fire fine rundkirker, nemlig rundkirken i Nyker. Den er enorm smuk og har en flot kirkegård. Derudover ligger der en lille dam med bænke, hvor man i idylliske omgivelser kan spise sin madpakke eller foder ænder.

Svaneke – slikturen
Svaneke er en af Bornholms hyggeligste byer. I Svaneke har flere af de danske gourmet “slik” producenter værksted og udstillingsproduktion. Derfor er turen til Svaneke for os betegnet som slikturen. Jeg vil bestemt anbefale at man sætte en lille dag af til dette, dog skal man huske at henholdsvis bolche og karamelleriet holder skiftevis lukket søndag og mandag. Vi synes det er enormt hyggeligt at gå rundt og se produktionen af Bülows lakrids, karmeller, bolcher og ikke mindst se hvordan der pustes glas, i glaspusteriet. Svaneke er en hyggelig lille by, med daglige boder på torvet, en fin lille lystbådehavn og gode klipper til at klatre på. 

En tur rundt om rubinsøen
Lige ved Halsehytteby, ligger Rubinsøen inde i en skov. Det er en fin lille sø, som har et udfordrende terræn, så for de hvis børn elsker et klatre og bruge kræfter, kan en tur rundt om søens breder bestemt anbefales. Er man frisk og er vejret til det, er søen til at bade i og den leder tankerne hen imod smukke svenske skovsøer, dog er Rubin søen en mini udgave af disse, men enorm idyllisk og hyggelig.

Hammerhus og Søren Sillehoved
Hvis man siger Bornholm – siger man os Hanmershus. Hammerhus er en gammel ruin af en middelalderborg, som står på Bornholms højeste punkt. Alle børn og voksne, kan ikke undgå at blive fortryllet af denne fantastiske gamle ruin og dets historier. Der ligger et fint gratis museum tilknyttet indgangen til området omkring hammerhus, her kan både børn og voksne lærer noget om den enorme borg.

Vi bookede en tur med naturvejledere Søren Sillehoved – dette er gratis igennem Halsehyttebys information, men tilbudet udbydes flere steder på Bornholms campingpladser mm – på Naturvandring.dk kan man læse hele Søren Sillehoveds program. Jeg kan bestemt anbefaling en naturvandring / rundvisning med denne fantastiske mand. Han fortæller fortryllende og i børnehøjde med alverdens anekdoter. Vi valgte Troldeturen, som er en gåtur i skoven tilknyttet Hammerhus, hvilket er en 2 timers lang gåtur i ikke klapvogn eller gangbesværet terræn, de to gravide klarede den dog. Turen byder på natur med store klippesprækker, mini vandfald og enorm smuk og frodig natur. Turen er en troldetur, da Søren fortæller om alt det underjordiske som eksisterer på og ved Hammerhus / Bornholm. Turen er bygget op omkring en prøve, alle deltager skal bestå for at komme tilbage til den menneskelige verden igen. Alle 4 unger var solgt og det samme galt de voksne. Jeg ved Søren Sildehoved har mange forskellige ture på Bornholm og for forskellige aldersgrupper og det kan helt klart anbefales til ALLE. Vi følte virkelig, at vi fik en masse lokalt, kulturelt og børnevenligt på en lærerig måde under vores naturvandring.

Fyrtårnet Hammeren Fyr
Oppe for enden af en kringlet stejl vej, som sagtens kunne være en mindre bjergetape i turen, ligger Hammer Fyr. Hammer fyr er et gammelt kulfyrtårn som er åbent fra solopgang til solnedgang. Det er gratis at komme op i fyret og udsigten er utrolig smuk. Ved siden af fyret, ligger en dyrefold med kører, den er ligeledes åben og går man ind og følger man se små stiger, kommer man ned til en flot klippekyst.

                                     

Da vi ikke oplevede en eneste regnvejrsdag, gjorder vi ikke brug af de aktiviteter som var indenfor, men står du og skal til Bornholm kan man fordrive tiden indendøre følgende steder: 

  • Rønne bibliotek – de har en super hyggelig børneafdeling, der opholdte vi os sidste år mens vi ventede på vi skulle ombord på færgen.
  • Værftet i Nexø, er en indendørs skaterhal med legeland – entre pris kræves.
  • Hasle legeland – entre pris kræves.

I Rønne by, ligger der en hyggelig lille legetøjsbutik og ellers er Bornholm fyldt med fine gårdsalg, loppemarkeder mm. Jeg synes tit det er rart at vide, hvor der er en legetøjsbutik mm.

 Jeg håber du kunne bruge denne lille guide, måske endda blive fristet til en tur mod den danske sydhavsø Bornholm. Vi havde i hvert fald en skøn og dejlig tur.

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

 

 

 

 

Min veninde og Jeg

Min væskefyldte hånd griber om dørhåndtaget og med et let tryk går døren op. Der står hun, lidt vindblæst i det brune hår men med smukke mandelformet øjne, og et smil som er tryllebindende. I den ene hånd har hun noget frugt og i den anden en voksiposes remme, hvori hendes nyfødte datter ligger. Jeg er genert og derved igangsættes min “talen som et vandfald”, vi hilser pænt og hun får komplimenteret mit enorme højgravid korpus. Inde i stuen sidder nogle af de andre nybagte mødre og højgravide kvinder.

I efteråret 2013 melder jeg mig ind i en terminsgruppe på facebook. Gruppen var ret social og som en lille udfordring til mit dengang til tider kluntet sociale jeg, så meldte jeg mig til at holde mødregruppe hygge. Så 2 uger før min termin med Carl sidder de der. Mie, kvinden med det tryllebindende smil sidder helt roligt i en lænestol, mens hendes nyfødte datter ligger trygt ved hendes bryst. Vi snakker, alle på kryds og tværs og da Mie går, har hun siden fortalt mig, at hun syntes jeg snakkede helt vildt meget. Heldigvis er Mie ikke en pige som skuer hunden med hårene. Mie er enorm omsorgsfuld og da jeg går i en hvad der bliver et langt opstartsforløb til Carls fødsel, så skriver hun små opmuntrende og støttende beskeder på facebook. Mie var en af dem der ønskede mig først tillykke, da Carl endelig kommer til verden og selvom vi kun kendte hinanden fra et par timer i min stue og lidt likes, chat og gode erfaringsudvekslinger i facebookgruppen, så var der et eller andet imellem os. 2 uger efter Carl er født sidder hun igen i min stue, denne gang snakker jeg lidt mindre men alligevel en del med hende. Kontaktens holdes og efter min første weekend alene med Aksel og Carl, sender jeg udkørt en besked afsted til Mie. Mødregrupper, kan, hvis vi er heldige og ikke lader det hele handler om hvem har lavet den pæneste overskudsagtige anretning, med baby i mærketøj og pletfrit hjem men istedet taler rent ud af posen, give nogle unikke venskaber. Idag er jeg så heldig at have 4 gode veninder fra mine mødregrupper og de veninder står for mig som noget helt særligt. De venskaber jeg har idag, er med mennesker som alle har det til fælles at de er vildt inspirerende, de er kærlige, nærværende, ærlige og nogen jeg virkelig kan regne med. Venskaberne til mødregruppe-pigerne , kan, som alle mine venskaber noget helt forskelligt. Særligt venskaberne til de tidligere mødgruppepiger handler idag ikke helt så meget om vores børn, men ligesåmeget om karriere, hverdagens rytme eller mangle på samme, mænd og ja kunsten i bare at være sammen.

04e7a775-c37c-41e9-807b-5d7bef082f5b

Lige præcis i Mie og Mits venskab fandt jeg noget jeg på mange måder altid har drømt om og noget jeg ikke vidste jeg manglede, idag er dét vi har sammen noget jeg ikke kan leve uden. Idag har vi kendt hinanden i knap 4 år, vores yngste børn bragte os sammen og under vores barsler sås vi minimum 1-3 gange om ugen. Siden dengang har vi oplevet hvordan vores børne på kryds og tværs af alder er blevet venner og yderligere at vores mænd i ny og næh mødes og drikker en kold øl. Vi har været på flere familieferier end jeg kan tælle til og senest har Mie og Jeg så været på venindetur med DFDS Oslo båd og i sommerhus med vores unger. At have knap 48 timers uafbrudt venindehygge, med fokus på alt det vi kan, det var intet mindre end fantastisk.

På Oslobåden fik danset nætterne lange, grinet, snakket, og ja drukket en del alkohol det er bare ekstra bonus. Det store luksus var nu engang bare at være sammen og gøre lige præcis det vi gør.

8297f0ef-3b1d-4ba8-8ecb-db5652aff908

af65131c-9531-4054-baa5-a3008d8b7835

b9e942ed-9018-4cc1-8bf1-902aac1fb8d8

Så når negative ryster lyder om de her interaktive relationer som opstår, enten igennem facebook eller IG mm. Så kan jeg ikke lade vær med at ryste lidt på hovedet og sige : nogengange så er man heldig og møder sådan en som MIE.

Skønnest blogger Helsemathilde er gået i front og har lavet Facebook-gruppen “Find en Veninde #dueraldrigalene” kan kun anbefale alle, at prøve at give sig i kast med de nye relationer, hvis overskuddet , lysten eller savnet er der, om det så “kun” handler om en ny træningesmakker eller hende du gerne vil dele op og nedturerne med.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Bedste veninde med blandt andet MIE

Med drengeven på vandretur?

fullsizerender-2

Min første bedste ven hed Esben og elskede at tegne, lege med plus plus og bygge huler. Min første bedste veninde hed Kimie og hun fik ofte et gok i nøden og hev som payback i mit hår. Vi blev oftest uvenner fordi jeg ville hoppe fra de højt gyngende gynger og hun lege med Barbie dukker. Jeg har aldrig været den store girly girl. Generelt så hader jeg stereotype opfattelser af køn og går ind for en neutral tilgang til det enkelte menneske, ubetinget af det socialiseret køn.

Min anden bedste ven hed Søren. Søren elskede playmobil, som jeg, og han havde en god fantasi. Da jeg senere i de pre-pubertære år, kyssede Søren, var det helt forkert og derfra forblev han bare en god kammerat. I de følgende teenageår var min vennefolk stor og udgjort af henholdsvis drenge og piger. Jeg elskede at ligge på et værelse med Westlife plakater på væggene og bladre i IKEA kataloger og Vi Unge magasiner ligesom jeg holdte af at spille rollespil, lege softgunkrig i hareskoven og lave hårde tacklinger på fodboldbanen. I takt med mit bryst voksede og hormonerne for alvor pumpede i kroppen, blev venskaberne til drengene for alvor sat på prøve. Flere måtte igennem samme mølle som Søren, nogen forblev frøer som fik et kys og andre blev til kærester. Med tiden lærte jeg at ungdomskærligheden havde sin pris og ofte også en udløbsdato. Og selvom et sørgmodigt brud næsten altid blev efterfulgt af sætningen “vi kan stadig være venner..” så var det at ‘slå op’ ofte et dødsstød til venskabet. Derfor valgte jeg at værne om mine venskaber og den sidste af mine gode venner, som pludselig valgte at erklære sin kærlighed til mig, han fik en flad og satte så med tiden en ring på min finger. Selve ringen på fingeren og de derved liggende følelser, gør at der ikke kysses på andre frøer .. og den erfaring jeg har fået med årerne er grundlag for at jeg værner om de venskaber jeg har knyttet på kryds og tværs af køn og alder.

img_3140

Idag er jeg så priviligeret og heldig at jeg har den samme “bedste ven“, som jeg havde for knap 15 år siden. Han hedder Marc og på mange måder minder vi uhyrlig meget om hinanden. Samtidigt er vi hinandens modsætninger. Alt dette og vores gode kemi, udgør et godt fundament for et solid venskab. Selvom vi har været i hinandens liv en del år og vores familier og individuelle vennekredse ved hvem vi er, skal vi til tider stå på mål for vores venskab. Jeg ved ikke om det skyldes en “fejlkodning” i køns-opfattelser, måske den samme fejlagtige antagelse som gør at voksne kalder børnevenskaber mellem drenge og piger for “kæresterier”? I mange år har jeg skulle høre for at drengevennerne i virkeligheden havde kroppen fuld af følelser, som de bare ikke turde stå ved. For mig har det mere været mere reglen end undtagelsen, at venner bare er venner.

Jeg ved ikke hvordan det er i andres venskaber, jeg ved kun hvordan det er i mit og eksempelvis Marcs. Jeg ved også at jeg personligt er et sted hvor jeg er fuldstændig ligeglad med andre tænker og tror. Det er selvfølgelig en lille hvid løgn, for ellers ville jeg ikke skrive som jeg gør. Som så mange andre gange når jeg skriver, så skriver jeg grundet en provokation eller fordi jeg oprigtigt har noget på hjertet som rør mig.

Jeg har en ven og han hedder Marc, ligesom jeg har en håndfuld gode tætte veninder. I højt humør kunne jeg måske synge en sang med omkvæd ala “Mor Jeg Vil Gerne Ha’ At Du Bager En Kage Med Min Nye Ven.. Han Hedder XXXXX”. Det har dog aldrig været tilfældet, i stedet lånte min mor mig forleden hendes vandrerygsæk og ønskede Marc og Jeg en god tur til Sverige.

En af de mange ting som Marc og Jeg kan sammen, det er at gå langt i hinandens nærvær. Nogle gange er vi helt stille og andre gange snakker jeg som et vandfald …

img_3227

Igår kom jeg hjem fra “endnu” en vandretur med Marc. For 9 år siden var vi afsted på vores første og jeg tror  og håber heller ikke, at dette bliver den sidste. Vi var afsted ”på trods af” at vi begge er veletableret i hvert vores familieliv og parforhold. Selvom vi er voksne mennesker, så støder jeg fortsat på folks fordomme. Fordommene gør tit og ofte ondt og det er her jeg ikke er helt ligeglad. De giver nemlig ofte udtryk for at Marc eller Jeg har et dårligt værdigrundlag eller en manglende troskab til vores respektive partner, så når en tosse på IG skriver “Hvordan kan din mand synes det er okay du rejser rundt med en anden mand?!” så skyldes det en stor fordømmelse og uvidenhed, samt manglende respekt. Selvfølgelig ved jeg godt det kan virke forkert i nogens hoveder, når jeg fortæller at jeg skal på vandretur med min gode ven. Ingen havde stillet spørgsmål hvis turen i stedet havde været med en god veninde. Det er og bliver rigtig trist og mest af alt for dem som stille spørgsmålet, de skulle nemlig bare vide hvor udviklende det er for en personligt, at have en ven “af det andet køn”. Særligt hvis man som jeg, tit tænker lidt for meget over det meste og alt for ofte mangler en som siger tingene ligeud, om det så handler om studielivet, træning eller anden form for navlepilleri.

img_3241

img_3157

Turen i det svenske er en jeg ikke vil glemme lige foreløbigt. Faktisk tror jeg alt lige præcis at de minder, oplevelser og personlige grænser som jeg fik pillet ved på denne tur, vil være stof som gør at jeg om 60 år vil tænker “Sådan Chrisser”. Nogle gange handler det om bare at give los, at lade livet være livet og acceptere at hvert evig eneste sekund er fortaget af det næste. Turen havde en effekt på mig, som gjorder jeg den ene aften havde tårespor ned af kinderne, ikke i savn eller sorg men i glæde over at kunne se det smukke sollys i træerne toppe, mens lyden fra fisk der sprang i søen blev akkompagneret af de små knaster der sprang i bålets ild.

img_3136

img_3119

Jeg har altid elsket at komme ud og få brugt kroppen i naturen. Jeg elsker at slå øjnene op og se på alt det grønne og frodige som omgiver mig. Jeg elsker at “skide” i skoven, at få sved på panden, syre i musklerne og at det kun er ens eget åndedræt og tunge skridt som kan høres når man går afsted der i “vildmarken”. Jeg hader tilgengæld slanger og selvom én vil mene at en sno blot er en forvokset regnorm, så vil min ophodiofobi mene noget helt andet. Denne tur bød på 3 levende og en overkørt slange og ellers 40 kilometer gået på henholdsvis noget af SkåneLeden og Blekingeleden og med ruten Raslången-Halen. Det er bestemt en rute som er en anbefaling værdig. Både til en tur med ven eller veninde, ens partner, mor, søster eller måske endda kollegaerne.

img_3236

Der sker noget når man render rundt derude i de store svenske skove. Samtalerne vokser og selvom musklerne bliver blodfyldte og ømme, så ville jeg til hver en tid være klar på endnu en tur, inklusiv dåsemad, snobrød og gaffatape.

Tusind tak fordi du læste med og hvis du nu tænker, sikke en flot fyr ham Marc er, så må jeg vist hellere lige nævne at han har en meget sød og smuk kvinde til kæreste.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Efterværn, senfølger og veteraner.

img_1653

Jeg tror efterhånden at vi er blevet talt ørerne fulde af, at det vi som mennesker oplever, hvad enten det er postivt eller negativt, det bliver hos os og former os.

De successer vi opnår her i livet, kan give blod på tanden til at opsøge og kæmpe for at få flere og ligeledes, kan de sorger og smerter vi møder, tvinge os i knæ og efterlade os med dybe ar. For mit eget vedkommende, har jeg til trods for nogle ‘blodige’ sår, en postivt fortælling med mig. Jeg har valgt at vælge det postive til, men desværre kan det negative fylde og fælde en, når man mindst venter det.

Da jeg var indlagt sidste sommer, mødte jeg en kvinde, som tidligere havde været udsendt, hun var veteran og led nu af PTSD. Jeg lærte aldrig hendes historie at kende og hun heller aldrig min. Vi var dog sammen om en håndfulde måltider og var sågar ude på en eftermiddags gåtur sammen. Hun var smuk, gik med rank ryg og havde øjne, som med sikkerhed havde set en verden, ord aldrig vil kunne beskrive.

Jeg tror alle mennesker bærer rundt på noget og jeg ville inderligt håbe på at det KUN var de gode ting, de skønne barndomsminder, det første kys og den glade modtagelse man fik når man vendte hjem efter en lang rejse. Virkeligheden er dog ofte en helt anden og rigtig mange kæmper daglige kampe imod senfølger og det efterværn som oparbejdes, ovenpå traumatiske og ødelæggende oplevelser. Oplevelser som man nogle gange får, fordi man vælger at stå op for andre og beskytte det man tror på.

Idag ved vi meget mere om alt dette og alligevel er der bare ikke penge og hænder nok til at løfte opgaven. I Danmark findes der hundredevis af sorggrupper for børn og unge, men stort set ingen for de ældre mennesker som mister deres livslange partner. Jeg tror desværre ofte, at de som anses som værende stærke, ofte glemmes. Det er ikke for sjov skyld, at sygeplejesker og læger oftest formanes om at mænd er forfærdelige patienter og ofte først kommer på banen med deres smerter, når den er helt gal. Jeg tror og ved, at mange med de brede skuldre udadtil, de falder imellem stolene i vores samfund og det kan have fatale konsekvenser. Samtidigt betyder det at man falder for en stund aldrig at man er et offer. I min optik er man en sand kriger.

Foreningen Veteranfonden står bag musikfestivalen ENGAGE, som afholdes lørdag d. 27 maj på Refshaleøen i København.
Festivalen er et kæmpe frivilligt projekt og har til formål at få Danmark til at stå sammen i en Folkefest, til støtte og anderkendelse af veteraner og deres pårørende i Danmark.

Til lyden af dejlig musik, leveret af blandt andet Mads Langer, Dúné, Magtens Korridorer og Fallulah så kan man drikke en kold øl eller sodavand og hører lidt om veteranerne i Danmark.

fullsizerender-10

Billetterne koster den nette sum af 349 kr og der er selvfølgelig gratis for veteraner.
Børn under 12 er også gratis – i følgeskab med en voksen og jeg er sikker på at vejret af med os fra nu af, så der er med sikkerhed også rig mulighed for at få lidt solskin på næsen.

Jeg har i samarbejde med ENGAGE festival, fået lov til at udlodde 2 billetter til denne fede festival.
Du er med i konkurrencen, ved at smide en kommentar her på bloggen.

Vinderen trækkes fredag d. 19 Maj.
klokken 21:00 og kontaktes direkte.

Vinderen er trukket og det blev sidste kommentar nr. 10.
Vinderen er fundet ved brug af tilfældig udtrækning:)

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Vil du læse meget mere om eventet kan det gøres på http://www.engagefestival.dk.

Held og lykke og tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

img_1646

 

Beslutninger som gør ondt

Dengang jeg blev syg, dengang hele min verden væltede, der lukkede jeg alt ydre pres ned. Faktisk troede jeg ikke det var muligt, men da jeg først fik meldt fra og blev “sygemeldt” forstod jeg at verden udenfor ikke gik under, det var kun min indre verden som var styrtet sammen.

Jeg har før skrevet lidt om min indlæggelse på psyk og i det spæde fortalt hvordan jeg langsomt men sikkert kom på benene. Mit vigtigste mål var ikke kun at komme op af den svære depressions hul men også at sikre, at jeg ikke faldt i et nyt, som ville få sin eksistens af gamle mønstre og uhensigtsmæssige leveregler.  Leveregler som engang var nødvendige og som har gjort jeg ikke har været en del af statistikken eller som har tvunget mig i knæ, til trods for de grusomme ar, min alt for unge sjæl desværre har på sig. Der er ingen garantier her i livet og om min diagnose vil til evig tid kun vil hedde sig “Enkeltstående depression” det ved jeg faktisk ikke. Jeg har igennem hele mit liv været en fighter. Jeg har båret hjertet uden på kroppen, pleaset og hjulpet hvor jeg kunne. Jeg har samtidigt forbandet mig selv med negative tanker, benhård kritik og høje standarder og det sammen med udefrakommende stress, det tvang mig i knæ. Jeg er genetisk ikke mere disponeret for at få en depression end andre, alligevel er min sårbarhed, grundet det jeg kommer med større end hos de fleste. Den sårbarhed har jeg på mange måder været utrolig tolerant overfor og hvis vi skal bruge et populært udtryk, har jeg været et såkaldt resilient barn. Det hele ændret sig dog sommeren 2016 og vendte alt op og ned.

Idag ved jeg hvad det hele handlede om og hvorfor jeg blev syg. Lige så vigtigt så ved jeg nu, hvorfor jeg ikke stoppede op i tide og hvorfor jeg tillod mig selv, at blive presset så mentalt, at der til sidst ikke var andet end et frit fald ned i det dybeste mørke. Jeg kender idag til mine faresignaler og dem vil jeg af hensyn til mig selv, mine børn og mand, altid være ekstra opmærksom overfor. Jeg ved idag hvilket mekanismer der igangsættes når forskellige ting sker og udspiller sig i mit liv. Jeg tror ikke på perfektion, jeg tror på udviklingen og at vi herigennem lærer vigtige kundskaber, som derved vil gøre vi bliver stærkere og klogere på os selv og livet. Jeg har igennem denne blog, nægtet at portrættere et glansbillede, i stedet ønsker jeg at fortæller hvordan en sandhed også kan se ud for derigennem at hjælpe til med at få nedbragt de tabuer der er omkring at blive og være psykisk syg og generelt bare det at være menneske, på godt og ondt.

Inden jeg blev syg, havde jeg mange jern i ilden. Jeg er og bliver energisk af natur. Kunsten har derfor været, efter jeg blev syg, at huske og sige nej, prioritere og minde mig selv om, at jeg kun er mig og jeg også skal have lov til at være her. Det er på mange måder fortsat en øvelse og noget jeg for evigt skal lærer at mestre og beherske på samme tid. Vi kender nok alle en, enten hos os selv eller andre, at nogle virker som om de kan alt. Det kan de formentlig også, spørgsmålet er blot hvor længe og for hvilken pris. Selv er jeg fortsat energisk, initiativrig og fuld af gåpåmod og det skyldes min person. Jeg ved dog nu at der skal være godt med benzin på motoren og det med at kører på reservetanken, aldrig må være reglen end undtagelsen at bruge. Det har blandt andet betydet at jeg er blevet nødt til at sige nej lidt oftere og acceptere, at i ethvert nej er der også et ja. Jeg tror desværre vores kultur har udviklet sig til at se negativt på et nej. “Nej jeg kan desværre ikke bage kage til komsammen i børnehaven” Det nej betyder så meget mere end nej, det betyder nemlig også JA, som “Ja jeg vil gerne sidde og drikke rødvin med min mand i sofaen” eller “Ja jeg vil gerne synge 20 sange til putningen“. I ethvert NEJ er der også et JA og omvendt er der i hver JA et NEJ.

Jeg har forleden sagt nej. Nej til et projekt , som mit hjerte virkelig har banket for. Nemlig at være frivillig hos Børns Vilkår. I 2 år har jeg været tilknytter deres rådgiver korps og jeg har elsket hvert eneste minut på Børnetelefonen og diverse andre medier. Hvert eneste møde med et barn har været unik og lærerigt på samme tid. Da jeg vendte tilbage post indlæggelse var det med en helt anden indsigt og forståelse for dels psykiske lidelser og hele det system der er omkring behandlingen heraf. Samtidigt var det også med en eftertænksomhed og bevidsthed omkring, at jeg fortsat selv er skrøbelig og ikke skal “presses” yderligere end det at tage en kandidatuddannelse, være mor, kone og ja løbetosse på samme tid kan skabe. Tror rigtig meget handler om planlægning. Samtidigt kan livet ikke planlægges, det skal leves og helst med en god følelse og glæde i maven. Selvom jeg virkelig gerne vil, så er jeg kun mig og jeg er mig i en version 0.2. Det er den version som siger nej tak til stress og en tilværelse som minder om et snurrende hamsterhjul. Jeg vil ikke, for jeg kan ikke selvom jeg ville ønske jeg ku’. Derfor var det med stor uro i maven at jeg forleden kontaktet min koordinator på Børns Vilkår og måtte melde pas. Det var helt igennem forfærdelig og jeg følte mig på så mange måder som verdens største taber, fordi jeg nu ikke kunne. Det var ihvertfalde den slags følelser der domineret den første tid, efter beslutningen var taget. Følelserne kommer grundet et ønske om at kunne en helt masse, for så er livet jo bare nemmere og bedre? Heldigvis har jeg opbygget en mere omsorgsfuld side for mig selv, som er bedre til at se tingene i lidt andre farver, end kun sort / hvid. Det er en side, som jeg ved vi nok alle har i større eller mindre grad og jeg tror desværre at alt for mange, som jeg selv engang oplevede det, desværre ikke har så meget af. Min mere omsorgsfulde side fortalte mig, efter den mere skrappe, dominerende og pligtopfyldende bestræbenden del havde været på banen, at det var okay. Det var faktisk rigtig godt at jeg nu var kommet så langt, at jeg mærkede efter og prioriteret når jeg fandt det nødvendigt.

Intet behøves at være for evigt og måske en dag, når tiden er, vender jeg tilbage til Børns Vilkår. Det er bestemt et fantastisk sted at være hvis an som jeg, kommer med en børnefagkyndiguddannelse  og gerne vil gøre en forskel, der virkelig kan mærkes.

Kender du selv til det med at melde ja til at for meget, presse dig selv til det yderste og skammen der kan indfinde sig, når man “alligevel” ikke kan eller den dårlige samvittighed der slår en i hovedet når man vælger shake an bake, frem for at følge Blomsterbergs opskrift.. I så fald, så håber jeg du vil huske dig selv på, at du gør det godt og at ingen her kan mestre hele verden, det er nemlig ikke mening vi skal det .

Tusind tak fordi læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Big Girls Don’t Cry

Mor på SU 1,
I folkeskolen var jeg af flere gange kærester med en ret så sød dreng. På mange måder løb han virkelig med mit hjerte og står i dag tydeligt for mig, som en af mine første store forelskelser. Jeg husker tydligt hvordan vi lå der på hans sovesofa, med kinesiske tegn og en lava lampen som lyste et ellers mørklagt rum op. Hvor bløde popballader fra blandt andet Savage Garden og Blue spillede i baggrunden og hvordan vi imens bare lå der og kunne snakke om alt og intet, kigge på og studere hinanden. Dengang kunne jeg sikkert have kortlagt alle hans fine sommerfregner og han mine. Jeg husker hvordan jeg om aftnerne lå i min egen seng og lod fingrespidserne køre hen over min hævet læber og hvordan jeg kunne savne ham, til trods for jeg jo lige havde sagt farvel og vores gensyn allerede ville være igen næste morgen.

I dag husker jeg fortsat nogle af vores aftner sammen, hans stemme, mod også evne til at kunne udtrykke sig. Særligt den måde han udtrykte sig på, har efterfølgende været et ret klart karaktertræk ved de fyre jeg igennem tiden har været tiltrukket af og ikke mindst følelsesmæssigt involveret i. Han var nemlig ikke bange for at græde. Nogle vil måske mene at ”rigtige drenge græder ikke”, der er flere dele af det udsagn som giver mig myrekryb over hele kroppen og samtidigt skaber en inderlig lyst til at bryde ud i den vilde kønsdebat – det lader jeg dog lige ligge for en stund. Alt det der køns teori fylder pt. rigeligt på mit studie og lige i skrivende stund er det studiets skyld jeg sidder med halv puffi øjne og tænker rend mig i nougat land!

I dag har jeg nemlig grædt, faktisk flere gange – ved ikke helt om sluserne har fået et lille problem med at lukke ned eller om det bare er ”nu er der alligevel åbnet op” fænomenet jeg dealer lidt med. Men jeg har grædt og det synes jeg på mange måder er ret så befriende og et andet sted også utrolig opslidende, særligt fordi jeg pt. græder som et udtryk for at det hele lige er lidt hårdt. Det er ret normalt jeg godt kan hulke lidt når jeg krydser målstregen efter et større løb og forventer bestemt at jeg vil stortude flere gange undervejs til Copenhagen Marathon. Jeg forventer også at jeg vil tude lidt når jeg engang bliver færdig med dette semester, for det er hårdt på så mange måder og tør faktisk ikke helt at sige det højt, i frygt for nogen siger ”Hvad havde du regnet med – det er en kandidat du læser”.

Men jeg synes faktisk det er rokker hårdt. Det er også hårdt at putte sin 2 årige dreng uden hans puttekanin, at det overhovedet er muligt, eftersom vi har investeret i hele 3 stk’s for ligesom at undgå den slags scenarier, det er en helt anden side af sagen. Jeg synes det er hårdt – måske mest af alt fordi jeg ofte oplever, særligt på sociale medier, at livet ligesom er en glansbillede samling, nogle endda med ekstra glitter. Jeg samlede som barn ikke rigtig på glansbilleder. I stedet havde jeg travlt med at falde ned fra træer, hoppe på brædder med gamle søm i og vælte på cyklen, altså lave ting som på mange måder til dels udløste en del tåre og ikke mindst blå mærker og klassiske ”av-det-gør-nas-når-det-skal-af-plastre”. Jeg synes det er hårdt, særligt fordi jeg på mange måder underminere mig selv og de kompetencer jeg besidder og det er lidt en hæmsko, særligt når man gerne skal have lidt af den der ”her kommer jeg” attitude og jeg i stedet har tendens til at kaste mig ud i en omgang metaforisk ordbræk, så folk til tider tænker – ah er hendes far i virkeligheden ikke bare ham den skaldet fra X-factor. Men nej, sidst jeg tjekkede lå min far stadig på Måløv kirkegård og måske har særligt det vilkår gjort at jeg aldrig er for stolt af mig, til at lade tårerne trille. For nogle gange, så er det hele bare pisse hammerende hårdt og jeg tror vigtigt at ture sige højt. Det er måske ikke altid at resten af ens omverden orker at høre på det eller lige regner det man står i. som værende ”så hårdt igen” og jojo – der er altid en som har kræft, gennemlever en skilsmisse eller har mistet sit job og verden kan altid lave 1., 2., 3- plads placering af hvem har det hårdest. Jeg tror bare ikke helt på, at det er der vi skal hen. I stedet tror jeg nogle gange bare det handler om at være sammen i det og ikke mindst sige til sig selv : ”Det bliver okay igen… jeg skal bare lige være i denne periode også videre igennem” for ofte tror jeg vi tænker ”jeg skal bare lige igennem” – men det kreditere jo så ikke rigtig at man jo lige er nød til at gå igennem det hårde for at komme ud på den anden side og få prinsen og det halve kongerige : I mit tilfælde hedder det sommerferie, med indlagt sommerkursus.

Tusind tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den der karakter

image

 

Min tid med karakter tæller efterhånden en del år. Husker stadig hvordan de der karakterblade i folkeskolen blev sammenlignet og ja måtte hjem og vende til underskrivning.

Det var ikke just det jeg så som et direkte højdepunkt på sådan et skoleår. Sandheden var, at jeg ofte havde det svært, særligt i de sproglige og matematiske fag. På mange måder orkede jeg ikke at gøre den insats det krævede og igen så var hjælpen desværre ikke den store at hente derhjemme. Sådan er der så ufattelig mange elever i det danske skolesystem der har det, at de oplever deres mor, far eller søskende kryber til korset og det kan og er bare ikke altid lige nemt.
Særligt ikke, hvis man har lærer der mener 12 tallet; dengang 13 tallet er vejen frem her i livet.
På mange måder havde jeg nogle rigtige dygtige lærer, lærer som formåede at se det større perspektiv og se eleven frem for karakteren.

Mit livs hårdeste eksamen, var ved afgangseksamen i tysk, som var i niende klasse. Dengang var det besluttet, at jeg var tjent bedre med en tur på HF frem for det normale STX. Grundet min alder og optagelseskravene på HF, så skulle jeg først et år i tiende klasse. Tysk var bestem ikke et ynglings fag og min force lå helt klart et andet sted. Problemet ved tysk var blot, at det var et optagelseskrav, at jeg havde bestået bestået. Så aften før min tysk eksamen, fandt jeg mig sammenrullet i fosterstilling, liggende der under Enrique Iglesias plakaten med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg viste jo godt jeg ikke kunne og for alt i verden, så ville jeg ikke fortsætte kampen. Tysk og jeg var bare ikke gode venner, slet ikke .

Dagen kom og pludseligt fandt jeg mig selv stående der, ude foran lokalet. Rystende, påvirket af analysen, og min læreres og censors ord. Karakteren var langt fra de 03 den var 8 og lykken var gjort.

Siden dengang, har jeg haft mange forskellige typer eksamener. Jeg har haft den hvor jeg kastede op under forberedelstiden, den hvor jeg dumpede, sygeeksamen også den faktisk dem hvor jeg lavede hattrick i 12. Med tiden lærte jeg at bryde koden, at stå i Superman posé, afledninger når nervøsiteten indtraf og den berømte bemærkning “det vender jeg tilbage til senere”.

Igennem den sidste halvanden måned har studiebøgerne fyldt en del. Jeg ville nemlig gerne gøre en indsats, men samtidigt ved jeg at en eksamenssituration på mange måder er utaknemmelig og igen et øjebliksbillede af en enkel præstation. En karakter har ikke noget at gøre med det enkelte menneskes værdi, der må det aldrig have. Som min kære mor sagde, så handler det om at forstå sin nervøsitet og på mange måder mestre det der er på spil. Vurdere om nervøsiteten kun er bundet op på selve eksamen eller om den har rødder i personen, i ens egen personlige vurdering, det må og skal den nemlig ikke.

Idag kulminerede den store mængde læsning efter 48 timers intensiv forberedelse at Luhmanns komplekse systemteori og må indrømme jeg ikke lige helt havde set karakteren komme, hvilket mit pludselige ukontrolleret følelsesudbrud vist også illustreret. Afsluttedes 1 semester på kandidaten Pædagogisk Sociologi med et stort og fin 12 tal, et tal jeg lige skal se lidt an og vurdere, for lige pt. Forstår jeg det stadig ikke helt, jeg ville nemlig bare gerne bestå .

Ovenpå denne intense periode, vender jeg lige så stille tilbage til bloggen igen .

Rigtig god weekend til jer derude .
Tak fordi I læste med .
Kærlig hilsen Christina

C9 filur version

image

Ønsker inden den videre læsning gøres at male en lille scene .
Jeg er omklamret af halvsvedigt sengetøj, et lagn med rugbrødskrummer, fra ungerne fignemadder, en lader til min telefon og ipaden, også en lidt indesluttet lugt. Rummet er plaget af stilhed, når ikke min mave forsøger at gøre sig som bas eller eller kommer med skingre skrig, ja så er her stille.

Mit hår ligner en fuglerede, en regnfugtig en af slagsen. Øjnene har søvnsporer og det har mundvigen sgu også lidt, bare I ved, salvrester.
Huden er bleg, kinderne indsunket, randerne alt for mørke og ja, jeg dufter nu engang heller ikke af roser.

Min C9 filur version blev påbegyndt i lørdags. Jeg startede ud med sådan lidt madleden, ømhed i lænden og efterfølgende andre led. Så kom der ikke bare én elefant, tó elefant men tré elefanter marcherende hen over mit hoved og samtidigt blussede kinderne også godt op. Derefter gik det direkte ned ad bakke i takt med min indre temperatur steg og steg. Klokken 23 faldt den første filur, det eneste jeg hungrede efter og søndag faldt den anden, som dagens første måltid klokken 21. Alt andet siger min krop pænt nej tak til og adskiller sig med i raketfart fra kroppen, enten med den ene eller anden affyringsrampe og det er sgu noget lort. Her 3 dage senere har jeg indtaget 4 filur, lidt mælk, afstødt en helvedes masse inklusiv pamoler, daddelkugler og ja nu sænket min vægt med intet mindre end 2 kilo. Så jaja , kom ikke her med aloe vera shots og diverse gel til den lette sum af fjortenhundrede et eller andet kroner, nej nej . I skal da være velkommen til af slå vejen forbi , evt lader jeg bare hver med at spritte toilettet af , men ellers kan i få en lille møsser? Valget er jeres ?
Stor sygdomkrammer herfra XOXO
BTW: Indlægget er skrevet i fuld overlæg af sygdom, kedsomhed og ikke mindst rastløshed

Det der dans?!

image
Jeg vil våge at påstå, at jeg faktisk kan lidt af hvert. At jeg ikke er übber feminin også alligevel, at jeg til tider snakker og bander som en havnearbejder og andre gange yderst dannet og konservativt korrekt.

Men er der noget jeg ikke kan, så er det altså det der med dansen.
Det dur simpelthen ikke.
Altså det der med at vrikke med bagdelen og følge rytmen, nej.
Forstil jer istedet : blussende kinder, et nedslået genert blik, stille og stive kantet bevægelser og hofter som selv min søn på halvandet kunne svinge bedre. Fandeme ja, altså da han stod og hoppede i benene i alderen af 7 måneder til Teletubbis var der mere rytme at observere end hans mor nogensinde kommer til at indeholde.
Det er helt galt …

Så når nu man bliver hevet med til zumba, af to super søde tøsser, så tænkte jeg ‘What The F***’, jeg gør det sgu. Og allerede da vi står ude foran, er det vist tydeligt for en hver der bare har det mindste flair indenfor kropssprogstolkning at jeg ikke er positivt stemt. Ben og arm krydset og hårtotten ved venstre øre bliver konstant skubbet på plads.

Pludselig råber Jimmy(oh yes) “Så er det NU !!” Og flår døren op til hvad der den næste times skal huse en masse spændstige qvinder i fuld flor. Jaja – også MIG.
Jeg tøffer fint ned på bagerste række og trækker helt op i hjørnet, tænker jeg i værste tilfælde kan twiste ud i redskabsrummet og ligge mig i den berømte fosterstilling. Men okay, han har mig faktisk alligevel lidt, med en coverversion af glor på vinduer, men det er vist også det. For 1-2-3 så slår musikken over i noget der vist kunne være soundtracket til en Bollywood film også ser jeg ellers hvordan samtlige kvinder i rummet okay, på nær den ene af mine makkere (sorry Iben) begynder at svinge deres kvindelige former rundt.

Og selv står jeg der, stiv som et bræt og tænker, at hvis der skal være nogen rytmisk bevægelse i min krop, så er det kun hvis jeg klasker lidt til mormorarmen. Igennem de 50 minutters intensiv Zumba træning kunne man se mig udføre små kejtet trin, med nedslået blik (ah okay – hende foran mig var for sindsyg skrap til det dans, så overgloet lidt der) men ellers blev den ene øvelse efter den anden til en kombination af alt fra Jim Carry dans i Ace Vantura, til små serier af Anne Gadgaards Arabiens drøm korigrafi også lige med fuldstændige offentlige udmeldelser i mikroen fra Instruktør Jimmy om at jeg lige skulle lave en form for ok tegn når mine hænder skulle hilse mod solen. Solen ? Ja altså den der spot lampe i loftet forvandler sig åbenbart under sådan en Zumba time til Saharas ørken, hvor alle timens deltager er smukke mavedanserinder – selv tog jeg nok rollen som Kamal eller Tossen der var faret vild i ørknen og oplevede det ene fatamorgana efter det andet.

… Men okay, respekt til de af jer der kan det der Zumba. Fik mere end bare lidt sved i nakken under den time og tænker at her har man virkelig en form for fitness som ikke blot træner de almene muskelgrupper. Nej også koordinations og balancesansen får en tur og det er sgu et kæmpe plus !
God træning derude , holder mig dog fortsat til løbet.

Den der ledighed

Ledig

Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft en del holdninger til folk der er ledige. Det har jeg i princippet stadigvæk, men efter selv at have været en tur igennem maskineriet, så er de dog blevet godt finjusteret og igen, hver sag har sin historie.
Da jeg afsluttede min barsel og fik kørt Carl ind som vuggestuebarn i børnehuset, begynde virkeligheden for alvor at banke på. Den der ledighed var ikke bare sådan lige at komme udenom og med tiden, igennem.

Til trods for, at den søde jobkonsulent hos A-kassen skamroste mig for min ¨dygtighed¨ som ledig, så væltede jeg inderst inde bare rundt. Fra at sende ansøgningen, blive kaldt til samtale, møde op og være skarp, til at modtage opkaldet om at jeg desværre var blevet slået af en tysklærer – dem er der åbenbart virkelig stor mangel på! Så begyndte facaden langsomt at krakelere og forståelsen af, hvorfor nogle mente at ledighed var frustrerende og ligefrem stress fremkaldende.

Jeg er uddannet folkeskolelærer og er derfor uddannet til en profession, som en af de eneste, ansættes i klynger op mod diverse skoleferie, her særligt sommerferien. Tiden gik og erantis, krokus viol og vintergæk begyndte at bryde frem og der stod jeg, som fortsat værende ledig.

Det var da ingen hemmelighed, at jeg personligt stod ved et t-kryds, skulle jeg gå ud og prøve min profession af som nyuddannet lærer eller svinge forbi universitet og læse videre. Drømmen var halvandet år forinden blevet knust, da jeg havde modtaget mit første officielle afslag på optag. Det havde i princippet også været noget være rod med det optag, eftersom Carl på daværende tidspunkt, voksende under mit hjerte. Men nu stod jeg der og velvidende om at lockouten og ikke mindst den nye skolereform gjorder at flere og flere læste videre, i stedet for at træde ud i folkeskolerne, så tvivlede jeg noget så inderligt.

Havde jeg valgt forkert – skulle jeg i virkeligheden slet ikke være lærer?

Heldigvis forsvandt den tvivl relativt hurtigt, selvfølgelig, én gang lærer altid lærer. Jeg følte bare, at jeg lige skulle noget andet først og med logikken der sad på første sal og sagde ¨Går du ud på arbejdsmarked, kommer du aldrig tilbage til skolebænken¨ og selvom lærerlønnen immervæk ikke er særlig høj, så er der alligevel et stykke fra fuldtidsløn til statens uddannelsesstøtte, hvilket jeg by the way, selvfølgelig er yderst taknemmelig over at kunne få, mens jeg læser en gratis uddannelse.  Og da den søde studevejleder så fortalte at hele uddannelsessystemet var under en reformering og min professionsbachelor år for år, gav adgang til færre og færre uddannelser, så gav svaret lidt sig selv. Så en forårsdag i marts fandt jeg computeren frem og begyndte så at udforme min første kompetancevurdering, til drømmeuddannelsen Pædagogisk Sociologi, på Aarhus Universitet. Med mindreværdskomplekser, våde armhuler og fedet t-zone sendte jeg ansøgningen om optag afsted og lukkede så øjnene og tænkte : Det sker aldrig.

Foråret kom og gik, jobsamtalerne blev en lille vanesag og jeg var efterhånden ret rutineret i de der tvetydige spørgsmål, som alligevel altid havde en hemmelig agenda om at finde ind til kernen af mine professionelle standpunkter. Endnu mere rutineret blev jeg også i de der opkald: ¨Vi synes du var utrolig interessant, men følte i denne omgang at klassen havde mere brug for en lærer med….¨ Men min egen retfærdige sans sagde ofte til mig selv : Hey – det vigtigste er sgu at klassen har fået den helt rigtige lærer.
Men indrømmer da gerne, at jeg en sjældent gang imellem fandt Aksels playmobilmænd frem og udøvede voodoo på dem, mens jeg lå tudbrølende sammenkrøllet i fosterstilling og bare tænkte ¨Fuuuck nu den skide tysklærer¨ men kom da ud på den anden side.

Og den 1. september er jeg officielt ude af dagpenge systemet, sådan på den frivillige måde. Jeg er nemlig tilbage på skolebænken, på Aarhus Universitet – som også har et stort fakultet i Emdrup. Her skal jeg de næste 2 år læse en kandidat i Pædagogisk Sociologi og nøj hvor jeg glæder mig.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at kigger mig over skulderen og tænke lidt over de sidste otte måneders ledighed. De var nemlig ingen leg, ingen tangokat på roser, de var i bund og grund super frustrerende og slet ikke noget jeg på nogen måde lærte at trives sådan helt rigtig i. Alt fra den manglende sociale kontakt og stimuli der nu engang mangler, når man ikke går på arbejde og laver noget man gerne skulle brænde for. Til den der store og alt overskyggende uforudsigelighed, de manglende pejlemærker for, hvad der helt præcist skulle ske de næste to måneder tid, eller hvornår man kunne sige ens aftaler ikke sådan kunne smides i skraldespanden medmindre der kom et sygt barn på tværs.

Ledigheden var på så mange måder, som en gåtur i den mørke skov, med lysende øjnene i krattet og blinkende stjerner på himmelen. For selvom man følte at man i løbet af gåturen var blevet en del af noget, så viste det sig altid ved solopgang, at det var man i princippet ikke – man havde blot jokket i en uopsamlet hundelort. Ledigheden har bragt en masse selvforståelse med sig, men også en brancheforståelse og sidst men ikke mindst, en masse ekstra tid til mine søde drenge. Og vil da håbe, at jeg har oplevet ledigheden for sidste gang eller ikke møder den, før om mange mange år.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet