Det der dans?!

image
Jeg vil våge at påstå, at jeg faktisk kan lidt af hvert. At jeg ikke er übber feminin også alligevel, at jeg til tider snakker og bander som en havnearbejder og andre gange yderst dannet og konservativt korrekt.

Men er der noget jeg ikke kan, så er det altså det der med dansen.
Det dur simpelthen ikke.
Altså det der med at vrikke med bagdelen og følge rytmen, nej.
Forstil jer istedet : blussende kinder, et nedslået genert blik, stille og stive kantet bevægelser og hofter som selv min søn på halvandet kunne svinge bedre. Fandeme ja, altså da han stod og hoppede i benene i alderen af 7 måneder til Teletubbis var der mere rytme at observere end hans mor nogensinde kommer til at indeholde.
Det er helt galt …

Så når nu man bliver hevet med til zumba, af to super søde tøsser, så tænkte jeg ‘What The F***’, jeg gør det sgu. Og allerede da vi står ude foran, er det vist tydeligt for en hver der bare har det mindste flair indenfor kropssprogstolkning at jeg ikke er positivt stemt. Ben og arm krydset og hårtotten ved venstre øre bliver konstant skubbet på plads.

Pludselig råber Jimmy(oh yes) “Så er det NU !!” Og flår døren op til hvad der den næste times skal huse en masse spændstige qvinder i fuld flor. Jaja – også MIG.
Jeg tøffer fint ned på bagerste række og trækker helt op i hjørnet, tænker jeg i værste tilfælde kan twiste ud i redskabsrummet og ligge mig i den berømte fosterstilling. Men okay, han har mig faktisk alligevel lidt, med en coverversion af glor på vinduer, men det er vist også det. For 1-2-3 så slår musikken over i noget der vist kunne være soundtracket til en Bollywood film også ser jeg ellers hvordan samtlige kvinder i rummet okay, på nær den ene af mine makkere (sorry Iben) begynder at svinge deres kvindelige former rundt.

Og selv står jeg der, stiv som et bræt og tænker, at hvis der skal være nogen rytmisk bevægelse i min krop, så er det kun hvis jeg klasker lidt til mormorarmen. Igennem de 50 minutters intensiv Zumba træning kunne man se mig udføre små kejtet trin, med nedslået blik (ah okay – hende foran mig var for sindsyg skrap til det dans, så overgloet lidt der) men ellers blev den ene øvelse efter den anden til en kombination af alt fra Jim Carry dans i Ace Vantura, til små serier af Anne Gadgaards Arabiens drøm korigrafi også lige med fuldstændige offentlige udmeldelser i mikroen fra Instruktør Jimmy om at jeg lige skulle lave en form for ok tegn når mine hænder skulle hilse mod solen. Solen ? Ja altså den der spot lampe i loftet forvandler sig åbenbart under sådan en Zumba time til Saharas ørken, hvor alle timens deltager er smukke mavedanserinder – selv tog jeg nok rollen som Kamal eller Tossen der var faret vild i ørknen og oplevede det ene fatamorgana efter det andet.

… Men okay, respekt til de af jer der kan det der Zumba. Fik mere end bare lidt sved i nakken under den time og tænker at her har man virkelig en form for fitness som ikke blot træner de almene muskelgrupper. Nej også koordinations og balancesansen får en tur og det er sgu et kæmpe plus !
God træning derude , holder mig dog fortsat til løbet.

Den der ledighed

Ledig

Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft en del holdninger til folk der er ledige. Det har jeg i princippet stadigvæk, men efter selv at have været en tur igennem maskineriet, så er de dog blevet godt finjusteret og igen, hver sag har sin historie.
Da jeg afsluttede min barsel og fik kørt Carl ind som vuggestuebarn i børnehuset, begynde virkeligheden for alvor at banke på. Den der ledighed var ikke bare sådan lige at komme udenom og med tiden, igennem.

Til trods for, at den søde jobkonsulent hos A-kassen skamroste mig for min ¨dygtighed¨ som ledig, så væltede jeg inderst inde bare rundt. Fra at sende ansøgningen, blive kaldt til samtale, møde op og være skarp, til at modtage opkaldet om at jeg desværre var blevet slået af en tysklærer – dem er der åbenbart virkelig stor mangel på! Så begyndte facaden langsomt at krakelere og forståelsen af, hvorfor nogle mente at ledighed var frustrerende og ligefrem stress fremkaldende.

Jeg er uddannet folkeskolelærer og er derfor uddannet til en profession, som en af de eneste, ansættes i klynger op mod diverse skoleferie, her særligt sommerferien. Tiden gik og erantis, krokus viol og vintergæk begyndte at bryde frem og der stod jeg, som fortsat værende ledig.

Det var da ingen hemmelighed, at jeg personligt stod ved et t-kryds, skulle jeg gå ud og prøve min profession af som nyuddannet lærer eller svinge forbi universitet og læse videre. Drømmen var halvandet år forinden blevet knust, da jeg havde modtaget mit første officielle afslag på optag. Det havde i princippet også været noget være rod med det optag, eftersom Carl på daværende tidspunkt, voksende under mit hjerte. Men nu stod jeg der og velvidende om at lockouten og ikke mindst den nye skolereform gjorder at flere og flere læste videre, i stedet for at træde ud i folkeskolerne, så tvivlede jeg noget så inderligt.

Havde jeg valgt forkert – skulle jeg i virkeligheden slet ikke være lærer?

Heldigvis forsvandt den tvivl relativt hurtigt, selvfølgelig, én gang lærer altid lærer. Jeg følte bare, at jeg lige skulle noget andet først og med logikken der sad på første sal og sagde ¨Går du ud på arbejdsmarked, kommer du aldrig tilbage til skolebænken¨ og selvom lærerlønnen immervæk ikke er særlig høj, så er der alligevel et stykke fra fuldtidsløn til statens uddannelsesstøtte, hvilket jeg by the way, selvfølgelig er yderst taknemmelig over at kunne få, mens jeg læser en gratis uddannelse.  Og da den søde studevejleder så fortalte at hele uddannelsessystemet var under en reformering og min professionsbachelor år for år, gav adgang til færre og færre uddannelser, så gav svaret lidt sig selv. Så en forårsdag i marts fandt jeg computeren frem og begyndte så at udforme min første kompetancevurdering, til drømmeuddannelsen Pædagogisk Sociologi, på Aarhus Universitet. Med mindreværdskomplekser, våde armhuler og fedet t-zone sendte jeg ansøgningen om optag afsted og lukkede så øjnene og tænkte : Det sker aldrig.

Foråret kom og gik, jobsamtalerne blev en lille vanesag og jeg var efterhånden ret rutineret i de der tvetydige spørgsmål, som alligevel altid havde en hemmelig agenda om at finde ind til kernen af mine professionelle standpunkter. Endnu mere rutineret blev jeg også i de der opkald: ¨Vi synes du var utrolig interessant, men følte i denne omgang at klassen havde mere brug for en lærer med….¨ Men min egen retfærdige sans sagde ofte til mig selv : Hey – det vigtigste er sgu at klassen har fået den helt rigtige lærer.
Men indrømmer da gerne, at jeg en sjældent gang imellem fandt Aksels playmobilmænd frem og udøvede voodoo på dem, mens jeg lå tudbrølende sammenkrøllet i fosterstilling og bare tænkte ¨Fuuuck nu den skide tysklærer¨ men kom da ud på den anden side.

Og den 1. september er jeg officielt ude af dagpenge systemet, sådan på den frivillige måde. Jeg er nemlig tilbage på skolebænken, på Aarhus Universitet – som også har et stort fakultet i Emdrup. Her skal jeg de næste 2 år læse en kandidat i Pædagogisk Sociologi og nøj hvor jeg glæder mig.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at kigger mig over skulderen og tænke lidt over de sidste otte måneders ledighed. De var nemlig ingen leg, ingen tangokat på roser, de var i bund og grund super frustrerende og slet ikke noget jeg på nogen måde lærte at trives sådan helt rigtig i. Alt fra den manglende sociale kontakt og stimuli der nu engang mangler, når man ikke går på arbejde og laver noget man gerne skulle brænde for. Til den der store og alt overskyggende uforudsigelighed, de manglende pejlemærker for, hvad der helt præcist skulle ske de næste to måneder tid, eller hvornår man kunne sige ens aftaler ikke sådan kunne smides i skraldespanden medmindre der kom et sygt barn på tværs.

Ledigheden var på så mange måder, som en gåtur i den mørke skov, med lysende øjnene i krattet og blinkende stjerner på himmelen. For selvom man følte at man i løbet af gåturen var blevet en del af noget, så viste det sig altid ved solopgang, at det var man i princippet ikke – man havde blot jokket i en uopsamlet hundelort. Ledigheden har bragt en masse selvforståelse med sig, men også en brancheforståelse og sidst men ikke mindst, en masse ekstra tid til mine søde drenge. Og vil da håbe, at jeg har oplevet ledigheden for sidste gang eller ikke møder den, før om mange mange år.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet