Big Girls Don’t Cry

Mor på SU 1,
I folkeskolen var jeg af flere gange kærester med en ret så sød dreng. På mange måder løb han virkelig med mit hjerte og står i dag tydeligt for mig, som en af mine første store forelskelser. Jeg husker tydligt hvordan vi lå der på hans sovesofa, med kinesiske tegn og en lava lampen som lyste et ellers mørklagt rum op. Hvor bløde popballader fra blandt andet Savage Garden og Blue spillede i baggrunden og hvordan vi imens bare lå der og kunne snakke om alt og intet, kigge på og studere hinanden. Dengang kunne jeg sikkert have kortlagt alle hans fine sommerfregner og han mine. Jeg husker hvordan jeg om aftnerne lå i min egen seng og lod fingrespidserne køre hen over min hævet læber og hvordan jeg kunne savne ham, til trods for jeg jo lige havde sagt farvel og vores gensyn allerede ville være igen næste morgen.

I dag husker jeg fortsat nogle af vores aftner sammen, hans stemme, mod også evne til at kunne udtrykke sig. Særligt den måde han udtrykte sig på, har efterfølgende været et ret klart karaktertræk ved de fyre jeg igennem tiden har været tiltrukket af og ikke mindst følelsesmæssigt involveret i. Han var nemlig ikke bange for at græde. Nogle vil måske mene at ”rigtige drenge græder ikke”, der er flere dele af det udsagn som giver mig myrekryb over hele kroppen og samtidigt skaber en inderlig lyst til at bryde ud i den vilde kønsdebat – det lader jeg dog lige ligge for en stund. Alt det der køns teori fylder pt. rigeligt på mit studie og lige i skrivende stund er det studiets skyld jeg sidder med halv puffi øjne og tænker rend mig i nougat land!

I dag har jeg nemlig grædt, faktisk flere gange – ved ikke helt om sluserne har fået et lille problem med at lukke ned eller om det bare er ”nu er der alligevel åbnet op” fænomenet jeg dealer lidt med. Men jeg har grædt og det synes jeg på mange måder er ret så befriende og et andet sted også utrolig opslidende, særligt fordi jeg pt. græder som et udtryk for at det hele lige er lidt hårdt. Det er ret normalt jeg godt kan hulke lidt når jeg krydser målstregen efter et større løb og forventer bestemt at jeg vil stortude flere gange undervejs til Copenhagen Marathon. Jeg forventer også at jeg vil tude lidt når jeg engang bliver færdig med dette semester, for det er hårdt på så mange måder og tør faktisk ikke helt at sige det højt, i frygt for nogen siger ”Hvad havde du regnet med – det er en kandidat du læser”.

Men jeg synes faktisk det er rokker hårdt. Det er også hårdt at putte sin 2 årige dreng uden hans puttekanin, at det overhovedet er muligt, eftersom vi har investeret i hele 3 stk’s for ligesom at undgå den slags scenarier, det er en helt anden side af sagen. Jeg synes det er hårdt – måske mest af alt fordi jeg ofte oplever, særligt på sociale medier, at livet ligesom er en glansbillede samling, nogle endda med ekstra glitter. Jeg samlede som barn ikke rigtig på glansbilleder. I stedet havde jeg travlt med at falde ned fra træer, hoppe på brædder med gamle søm i og vælte på cyklen, altså lave ting som på mange måder til dels udløste en del tåre og ikke mindst blå mærker og klassiske ”av-det-gør-nas-når-det-skal-af-plastre”. Jeg synes det er hårdt, særligt fordi jeg på mange måder underminere mig selv og de kompetencer jeg besidder og det er lidt en hæmsko, særligt når man gerne skal have lidt af den der ”her kommer jeg” attitude og jeg i stedet har tendens til at kaste mig ud i en omgang metaforisk ordbræk, så folk til tider tænker – ah er hendes far i virkeligheden ikke bare ham den skaldet fra X-factor. Men nej, sidst jeg tjekkede lå min far stadig på Måløv kirkegård og måske har særligt det vilkår gjort at jeg aldrig er for stolt af mig, til at lade tårerne trille. For nogle gange, så er det hele bare pisse hammerende hårdt og jeg tror vigtigt at ture sige højt. Det er måske ikke altid at resten af ens omverden orker at høre på det eller lige regner det man står i. som værende ”så hårdt igen” og jojo – der er altid en som har kræft, gennemlever en skilsmisse eller har mistet sit job og verden kan altid lave 1., 2., 3- plads placering af hvem har det hårdest. Jeg tror bare ikke helt på, at det er der vi skal hen. I stedet tror jeg nogle gange bare det handler om at være sammen i det og ikke mindst sige til sig selv : ”Det bliver okay igen… jeg skal bare lige være i denne periode også videre igennem” for ofte tror jeg vi tænker ”jeg skal bare lige igennem” – men det kreditere jo så ikke rigtig at man jo lige er nød til at gå igennem det hårde for at komme ud på den anden side og få prinsen og det halve kongerige : I mit tilfælde hedder det sommerferie, med indlagt sommerkursus.

Tusind tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den der karakter

image

 

Min tid med karakter tæller efterhånden en del år. Husker stadig hvordan de der karakterblade i folkeskolen blev sammenlignet og ja måtte hjem og vende til underskrivning.

Det var ikke just det jeg så som et direkte højdepunkt på sådan et skoleår. Sandheden var, at jeg ofte havde det svært, særligt i de sproglige og matematiske fag. På mange måder orkede jeg ikke at gøre den insats det krævede og igen så var hjælpen desværre ikke den store at hente derhjemme. Sådan er der så ufattelig mange elever i det danske skolesystem der har det, at de oplever deres mor, far eller søskende kryber til korset og det kan og er bare ikke altid lige nemt.
Særligt ikke, hvis man har lærer der mener 12 tallet; dengang 13 tallet er vejen frem her i livet.
På mange måder havde jeg nogle rigtige dygtige lærer, lærer som formåede at se det større perspektiv og se eleven frem for karakteren.

Mit livs hårdeste eksamen, var ved afgangseksamen i tysk, som var i niende klasse. Dengang var det besluttet, at jeg var tjent bedre med en tur på HF frem for det normale STX. Grundet min alder og optagelseskravene på HF, så skulle jeg først et år i tiende klasse. Tysk var bestem ikke et ynglings fag og min force lå helt klart et andet sted. Problemet ved tysk var blot, at det var et optagelseskrav, at jeg havde bestået bestået. Så aften før min tysk eksamen, fandt jeg mig sammenrullet i fosterstilling, liggende der under Enrique Iglesias plakaten med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg viste jo godt jeg ikke kunne og for alt i verden, så ville jeg ikke fortsætte kampen. Tysk og jeg var bare ikke gode venner, slet ikke .

Dagen kom og pludseligt fandt jeg mig selv stående der, ude foran lokalet. Rystende, påvirket af analysen, og min læreres og censors ord. Karakteren var langt fra de 03 den var 8 og lykken var gjort.

Siden dengang, har jeg haft mange forskellige typer eksamener. Jeg har haft den hvor jeg kastede op under forberedelstiden, den hvor jeg dumpede, sygeeksamen også den faktisk dem hvor jeg lavede hattrick i 12. Med tiden lærte jeg at bryde koden, at stå i Superman posé, afledninger når nervøsiteten indtraf og den berømte bemærkning “det vender jeg tilbage til senere”.

Igennem den sidste halvanden måned har studiebøgerne fyldt en del. Jeg ville nemlig gerne gøre en indsats, men samtidigt ved jeg at en eksamenssituration på mange måder er utaknemmelig og igen et øjebliksbillede af en enkel præstation. En karakter har ikke noget at gøre med det enkelte menneskes værdi, der må det aldrig have. Som min kære mor sagde, så handler det om at forstå sin nervøsitet og på mange måder mestre det der er på spil. Vurdere om nervøsiteten kun er bundet op på selve eksamen eller om den har rødder i personen, i ens egen personlige vurdering, det må og skal den nemlig ikke.

Idag kulminerede den store mængde læsning efter 48 timers intensiv forberedelse at Luhmanns komplekse systemteori og må indrømme jeg ikke lige helt havde set karakteren komme, hvilket mit pludselige ukontrolleret følelsesudbrud vist også illustreret. Afsluttedes 1 semester på kandidaten Pædagogisk Sociologi med et stort og fin 12 tal, et tal jeg lige skal se lidt an og vurdere, for lige pt. Forstår jeg det stadig ikke helt, jeg ville nemlig bare gerne bestå .

Ovenpå denne intense periode, vender jeg lige så stille tilbage til bloggen igen .

Rigtig god weekend til jer derude .
Tak fordi I læste med .
Kærlig hilsen Christina

C9 filur version

image

Ønsker inden den videre læsning gøres at male en lille scene .
Jeg er omklamret af halvsvedigt sengetøj, et lagn med rugbrødskrummer, fra ungerne fignemadder, en lader til min telefon og ipaden, også en lidt indesluttet lugt. Rummet er plaget af stilhed, når ikke min mave forsøger at gøre sig som bas eller eller kommer med skingre skrig, ja så er her stille.

Mit hår ligner en fuglerede, en regnfugtig en af slagsen. Øjnene har søvnsporer og det har mundvigen sgu også lidt, bare I ved, salvrester.
Huden er bleg, kinderne indsunket, randerne alt for mørke og ja, jeg dufter nu engang heller ikke af roser.

Min C9 filur version blev påbegyndt i lørdags. Jeg startede ud med sådan lidt madleden, ømhed i lænden og efterfølgende andre led. Så kom der ikke bare én elefant, tó elefant men tré elefanter marcherende hen over mit hoved og samtidigt blussede kinderne også godt op. Derefter gik det direkte ned ad bakke i takt med min indre temperatur steg og steg. Klokken 23 faldt den første filur, det eneste jeg hungrede efter og søndag faldt den anden, som dagens første måltid klokken 21. Alt andet siger min krop pænt nej tak til og adskiller sig med i raketfart fra kroppen, enten med den ene eller anden affyringsrampe og det er sgu noget lort. Her 3 dage senere har jeg indtaget 4 filur, lidt mælk, afstødt en helvedes masse inklusiv pamoler, daddelkugler og ja nu sænket min vægt med intet mindre end 2 kilo. Så jaja , kom ikke her med aloe vera shots og diverse gel til den lette sum af fjortenhundrede et eller andet kroner, nej nej . I skal da være velkommen til af slå vejen forbi , evt lader jeg bare hver med at spritte toilettet af , men ellers kan i få en lille møsser? Valget er jeres ?
Stor sygdomkrammer herfra XOXO
BTW: Indlægget er skrevet i fuld overlæg af sygdom, kedsomhed og ikke mindst rastløshed

Det der dans?!

image
Jeg vil våge at påstå, at jeg faktisk kan lidt af hvert. At jeg ikke er übber feminin også alligevel, at jeg til tider snakker og bander som en havnearbejder og andre gange yderst dannet og konservativt korrekt.

Men er der noget jeg ikke kan, så er det altså det der med dansen.
Det dur simpelthen ikke.
Altså det der med at vrikke med bagdelen og følge rytmen, nej.
Forstil jer istedet : blussende kinder, et nedslået genert blik, stille og stive kantet bevægelser og hofter som selv min søn på halvandet kunne svinge bedre. Fandeme ja, altså da han stod og hoppede i benene i alderen af 7 måneder til Teletubbis var der mere rytme at observere end hans mor nogensinde kommer til at indeholde.
Det er helt galt …

Så når nu man bliver hevet med til zumba, af to super søde tøsser, så tænkte jeg ‘What The F***’, jeg gør det sgu. Og allerede da vi står ude foran, er det vist tydeligt for en hver der bare har det mindste flair indenfor kropssprogstolkning at jeg ikke er positivt stemt. Ben og arm krydset og hårtotten ved venstre øre bliver konstant skubbet på plads.

Pludselig råber Jimmy(oh yes) “Så er det NU !!” Og flår døren op til hvad der den næste times skal huse en masse spændstige qvinder i fuld flor. Jaja – også MIG.
Jeg tøffer fint ned på bagerste række og trækker helt op i hjørnet, tænker jeg i værste tilfælde kan twiste ud i redskabsrummet og ligge mig i den berømte fosterstilling. Men okay, han har mig faktisk alligevel lidt, med en coverversion af glor på vinduer, men det er vist også det. For 1-2-3 så slår musikken over i noget der vist kunne være soundtracket til en Bollywood film også ser jeg ellers hvordan samtlige kvinder i rummet okay, på nær den ene af mine makkere (sorry Iben) begynder at svinge deres kvindelige former rundt.

Og selv står jeg der, stiv som et bræt og tænker, at hvis der skal være nogen rytmisk bevægelse i min krop, så er det kun hvis jeg klasker lidt til mormorarmen. Igennem de 50 minutters intensiv Zumba træning kunne man se mig udføre små kejtet trin, med nedslået blik (ah okay – hende foran mig var for sindsyg skrap til det dans, så overgloet lidt der) men ellers blev den ene øvelse efter den anden til en kombination af alt fra Jim Carry dans i Ace Vantura, til små serier af Anne Gadgaards Arabiens drøm korigrafi også lige med fuldstændige offentlige udmeldelser i mikroen fra Instruktør Jimmy om at jeg lige skulle lave en form for ok tegn når mine hænder skulle hilse mod solen. Solen ? Ja altså den der spot lampe i loftet forvandler sig åbenbart under sådan en Zumba time til Saharas ørken, hvor alle timens deltager er smukke mavedanserinder – selv tog jeg nok rollen som Kamal eller Tossen der var faret vild i ørknen og oplevede det ene fatamorgana efter det andet.

… Men okay, respekt til de af jer der kan det der Zumba. Fik mere end bare lidt sved i nakken under den time og tænker at her har man virkelig en form for fitness som ikke blot træner de almene muskelgrupper. Nej også koordinations og balancesansen får en tur og det er sgu et kæmpe plus !
God træning derude , holder mig dog fortsat til løbet.

Den der ledighed

Ledig

Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft en del holdninger til folk der er ledige. Det har jeg i princippet stadigvæk, men efter selv at have været en tur igennem maskineriet, så er de dog blevet godt finjusteret og igen, hver sag har sin historie.
Da jeg afsluttede min barsel og fik kørt Carl ind som vuggestuebarn i børnehuset, begynde virkeligheden for alvor at banke på. Den der ledighed var ikke bare sådan lige at komme udenom og med tiden, igennem.

Til trods for, at den søde jobkonsulent hos A-kassen skamroste mig for min ¨dygtighed¨ som ledig, så væltede jeg inderst inde bare rundt. Fra at sende ansøgningen, blive kaldt til samtale, møde op og være skarp, til at modtage opkaldet om at jeg desværre var blevet slået af en tysklærer – dem er der åbenbart virkelig stor mangel på! Så begyndte facaden langsomt at krakelere og forståelsen af, hvorfor nogle mente at ledighed var frustrerende og ligefrem stress fremkaldende.

Jeg er uddannet folkeskolelærer og er derfor uddannet til en profession, som en af de eneste, ansættes i klynger op mod diverse skoleferie, her særligt sommerferien. Tiden gik og erantis, krokus viol og vintergæk begyndte at bryde frem og der stod jeg, som fortsat værende ledig.

Det var da ingen hemmelighed, at jeg personligt stod ved et t-kryds, skulle jeg gå ud og prøve min profession af som nyuddannet lærer eller svinge forbi universitet og læse videre. Drømmen var halvandet år forinden blevet knust, da jeg havde modtaget mit første officielle afslag på optag. Det havde i princippet også været noget være rod med det optag, eftersom Carl på daværende tidspunkt, voksende under mit hjerte. Men nu stod jeg der og velvidende om at lockouten og ikke mindst den nye skolereform gjorder at flere og flere læste videre, i stedet for at træde ud i folkeskolerne, så tvivlede jeg noget så inderligt.

Havde jeg valgt forkert – skulle jeg i virkeligheden slet ikke være lærer?

Heldigvis forsvandt den tvivl relativt hurtigt, selvfølgelig, én gang lærer altid lærer. Jeg følte bare, at jeg lige skulle noget andet først og med logikken der sad på første sal og sagde ¨Går du ud på arbejdsmarked, kommer du aldrig tilbage til skolebænken¨ og selvom lærerlønnen immervæk ikke er særlig høj, så er der alligevel et stykke fra fuldtidsløn til statens uddannelsesstøtte, hvilket jeg by the way, selvfølgelig er yderst taknemmelig over at kunne få, mens jeg læser en gratis uddannelse.  Og da den søde studevejleder så fortalte at hele uddannelsessystemet var under en reformering og min professionsbachelor år for år, gav adgang til færre og færre uddannelser, så gav svaret lidt sig selv. Så en forårsdag i marts fandt jeg computeren frem og begyndte så at udforme min første kompetancevurdering, til drømmeuddannelsen Pædagogisk Sociologi, på Aarhus Universitet. Med mindreværdskomplekser, våde armhuler og fedet t-zone sendte jeg ansøgningen om optag afsted og lukkede så øjnene og tænkte : Det sker aldrig.

Foråret kom og gik, jobsamtalerne blev en lille vanesag og jeg var efterhånden ret rutineret i de der tvetydige spørgsmål, som alligevel altid havde en hemmelig agenda om at finde ind til kernen af mine professionelle standpunkter. Endnu mere rutineret blev jeg også i de der opkald: ¨Vi synes du var utrolig interessant, men følte i denne omgang at klassen havde mere brug for en lærer med….¨ Men min egen retfærdige sans sagde ofte til mig selv : Hey – det vigtigste er sgu at klassen har fået den helt rigtige lærer.
Men indrømmer da gerne, at jeg en sjældent gang imellem fandt Aksels playmobilmænd frem og udøvede voodoo på dem, mens jeg lå tudbrølende sammenkrøllet i fosterstilling og bare tænkte ¨Fuuuck nu den skide tysklærer¨ men kom da ud på den anden side.

Og den 1. september er jeg officielt ude af dagpenge systemet, sådan på den frivillige måde. Jeg er nemlig tilbage på skolebænken, på Aarhus Universitet – som også har et stort fakultet i Emdrup. Her skal jeg de næste 2 år læse en kandidat i Pædagogisk Sociologi og nøj hvor jeg glæder mig.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at kigger mig over skulderen og tænke lidt over de sidste otte måneders ledighed. De var nemlig ingen leg, ingen tangokat på roser, de var i bund og grund super frustrerende og slet ikke noget jeg på nogen måde lærte at trives sådan helt rigtig i. Alt fra den manglende sociale kontakt og stimuli der nu engang mangler, når man ikke går på arbejde og laver noget man gerne skulle brænde for. Til den der store og alt overskyggende uforudsigelighed, de manglende pejlemærker for, hvad der helt præcist skulle ske de næste to måneder tid, eller hvornår man kunne sige ens aftaler ikke sådan kunne smides i skraldespanden medmindre der kom et sygt barn på tværs.

Ledigheden var på så mange måder, som en gåtur i den mørke skov, med lysende øjnene i krattet og blinkende stjerner på himmelen. For selvom man følte at man i løbet af gåturen var blevet en del af noget, så viste det sig altid ved solopgang, at det var man i princippet ikke – man havde blot jokket i en uopsamlet hundelort. Ledigheden har bragt en masse selvforståelse med sig, men også en brancheforståelse og sidst men ikke mindst, en masse ekstra tid til mine søde drenge. Og vil da håbe, at jeg har oplevet ledigheden for sidste gang eller ikke møder den, før om mange mange år.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet