Mere end bare det at løbe en tur

Mere end bare det at løbe en tur

Flashback
Jeg vågner med et sæt, hele kroppen ryster og mit hjerte hamre derudaf. Et kort sekund overvejer jeg at begynde at skrige, men vælter så ud af sengen, der på trods af muligheden for hævning og sænkning fortsat er for høj, det er efter Carl legede med den i går.

Jeg hopper i sutskoene og går ud på gangen. Der er stille, det røde digitalur i loftet indikere det fortsat er nattevagterne som er på afdelingen. Hurtigt drejer jeg om hjørnet og allerede inden jeg står foran personalekontorets dør, ser de mig igennem vinduerne. Jeg ligner efterhånden et spøgelse, mit filtret hår hænger løst ned over mine skuldre og det grå joggingsæt er på ingen tid blevet mit nye signaturoutfit. Hele nervesystemet har lukket ned og jeg er nu som et spædbarn der endnu ikke kan regulere varmen. Derfor sover jeg med lange bukser og bluse .. os fordi nattevagterne skal se til os og jeg finder det enormt grænseoverskridende at nogen “tjekker” mig når jeg sover.

Hun møder mig i døren og smiler, mens hun famler efter nøglerne. “Skal du have noget beroligende Christina?” spørger hun. Hele min krop ryster, jeg kan mærke ansigtet er blegt og mine øjne de kører rundt. Jeg skal virkelig knuge hænderne hårdt sammen, for ikke at begynde og lade dem finde vej til mine til kradset arme. Jeg har aldrig i mit liv været selvskadende eller haft adfærd der kategoriseres således, alligevel er jeg bange for mine hænder, jeg er faktisk bange for mig selv. Jeg kigger lidt rundt og ser så fuglene synger godmorgen ude foran vinduet, solen er allerede brudt frem. Jeg hader medicinen, dels fordi jeg er bange for bare at blive proppet med piller og fordi jeg frygter de vil fjerne mig og den jeg er. Hun venter tålmodigt mens jeg vider mine hænder endnu engang. Af alle patienterne på gangen er jeg den der stikker mest ud på alle måder, jeg ved det godt selv og det gør jeg hele tiden føler mig endnu mere forkert på den.

 En adfærd det ofte følger med når et sind er ramt af depression er inaktivitet.. men en anden og mindre kendt er hyperaktivitet. De andre patienter sover og skal dagligt vækkes. Selv sidder jeg klar når klokken er 6, i dag er den kun 5:15, altså bliver det en meget lang dag. Fuglenes kvidren er lokkende, næsten forførende. Jeg vil ud skriger en stemme i mig. Så kigger jeg på sygeplejersken, det her bliver ikke let.. hun er af den gamle skole og har allerede kommenteret flere gange på min motionsmængde og manglende spisning. “Må jeg gå ned i sansehaven?” Spørger jeg forsigtigt og mildt, som et barn der spørger om en ekstra småkage. Hun kigger ind på kollegaen, så hen mod den store interne patienttavle. På tavlen står den enkelte patients medicinering, aftaler og diagnose. Selvom jeg er frivilligt indlagt, har jeg valgt at modtage alle former for anbefalinger og råd fra psykolog og psykiateren og derfor vurderes det flere gange ugentligt, hvad jeg “må” og “ikke må”. Simpelthen for at vise hensyn til min skrøbelige tilstand. Overordnet må jeg alt med ledsager, det kan være min egne mor, veninde eller en studerende på afdelingen. Selvom jeg ikke er farlig for omverden og mine selvmordstanker heldigvis er væk for en stund, så er min skrøbelighed markant og et angstanfald kan udløses af alt fra gøende hunde og grædende babyer.

“Ja, så skidt, men kan vi sige en halv time max”. Jeg nikker ivrigt, vender om og skynder mig ned på værelset for at skifte til træningstøjet. Sansehaven er egentlig en motionshave, som er hegnet ind og har ind/udgange til de 3 forskellige psykiatriske afdelinger, den lukket, mindre intensive og udslusningen. Jeg behøver ikke frygte for at møde andre patienter, det er de færreste der dels er vågne eller har lyst og energi til at være aktive, hvilket afdelingens forskellige hold tydeligt illustrere. Jeg finder et kridt på klædeskabets nyindrettet børnehylde og skynder mig så ned til den tunge metal dør og lukkes så ud på “græsset”. Gården eller haven er ikke stor, men med god vilje kan jeg løbe sprint i hele arealets omkreds og derigennem få pulsen op og angsten ud af kroppen. Jeg er simpelthen nødt til at prøve, inden jeg tyr til medicinen. Dagen forinden havde jeg holdt stand med angsten i 2 timer inden jeg havde bukket under og taget en halv pille beroligende. Måske er i dag dagen.

Jeg finder et pulserende nummer frem på telefonen og starter så med at lunte arealet rundt 5 gange. Derfra sprinter jeg 15 runder. Angst og puls danser en tango i mit indre og i ny og næh kan jeg mærke hvordan destruktive tanker forsøger at bryde igennem. Så finder jeg kridtet frem og tegner så en ‘hinkerude’, som jeg skal lave jump sqaut igennem, for derefter at skifte til burpess, mounten climbers osv.

Løber for livet
Motion var et af de bedste værktøjer og den stærkeste form for medicin jeg kunne ty til da der var mørkest. Da jeg var indlagt, løb dagligt en tur med en Fysioterapeut, som lærte mig om grounding og sikrede sig at jeg ikke blev “overstimuleret”. Verden udenfor er voldsom, særligt når ens filter er gået i stykker og sindet plaget af angst. Samtidigt skulle fyssen være ved mig, da min krop på alle måder var ved at lukke ned og kæmpede med stress. En ting er at kroppen tror den er på flugt for en sabeltiger noget andet er at begynde og bevæge sig således at det føles sådan. Derfor skulle al træning foregå i små mængder og med et stort fokus på at mærke hver et signal min krop udsendte.

Noget af det jeg i dag elsker mest ved at løbe langdistanceløb, som marathon og ultraløb, er at jeg på et tidspunkt i løbet oplever hvordan krop og sjæl skilles for en stund. At løbe marathon handler for mig, ikke kun om fysik, det handler os om at gå ind i sin psyke, arbejde med den og ture stå på tærsklen til et sammenbrud og konstant udforske hver en krog af sig selv, for igen og igen bevare håbet, troen og viljen til at det skal lykkes. På mange måde har jeg brugt den erfaring i mit sygdomsforløb. Nogen vil mene det er usundt at adskille krop og sjæl, for mig har det været den vigtigste overlevelsesstrategi.

Det er ikke muligt at løbe fra en depression, men man kan løbe med den. Da jeg løb, så kunne tankerne aldrig kvæle mig med angst, i stedet var jeg flyvende. Det er det smukke ved løb, den flyvende den, det nanosekund hvor begge ben svæver over jorden, for dernæst at ramme den igen med korte præcise afsæt. Når jeg løb, når jeg løber, så er jeg fri. Det er euforisk, forførende og udfordrende.

Da min Fysioterapeut på psyk så hvilken gavnlig effekt motion havde på min depression, hjalp han mig med at mixe noget musik med en guidet kropsscanning. Altså kunne løbetd terapeutiske effekt få dobbelt virkning, ved at jeg i løbet lavet en konkret mindfulness session med kropsscanning. Det blev sidenhen de løbeture hvor uret vidste en personlig bedste tid.

En løber, der ikke må løbe

Nu sidder jeg her. Gravid i uge 37 og jeg har ikke løbet i 30 uger, men hvem tæller?
Det er løgn, selvfølgelig tæller jeg, selvfølgelig har jeg som den hormonelle gravide jeg er, grædt idet en løber en aften har passeret mig. Og selvfølgelig frygtede jeg at pause løbet, for jeg ved hvor gavnligt det er for mig og hvor højt jeg lever op de ekstra endorfiner som produceres når min krop er aktiv. Mit tidligere keglesnit tillader ikke at jeg løber og af sikkerhedsmæssige årsager for Vilmer og mit eget vedkommende, har jeg selvfølgelig fulgt de anbefaler jeg har fået givet. Samme dag som jeg pakkede alle medaljerne ned i løbeskoene, som så skulle vente til jeg igen ville vende tilbage, begyndte jeg at lave daglig mindfulness for at tage hånd om det løbet førhen havde ordnet.

 At stå så kort før termin og vide, at jeg faktisk klarede det – det er en kæmpe sejre. Jeg har på mange måder frygtet at jeg ville knække, grundet mit manglende løb – men i stedet har jeg formået at holde hovedet oven vande og være i det der var nødvendigt at være i. Jeg har selvfølgelig og kanaliseret alt min energi ind i andre projekter og det er der kommet en ret lækker lejlighed ud af.

 Løb er for mig terapi, frihedsgivende og det element hvor jeg på så mange måder er i kontakt med mit inderste. Løbet giver mig mulighed for at sortere tankerne, bearbejde det der skal ordnes og frem for alt give mig selv den fulde kontrol.

Lige om snart kan jeg igen binde løbeskoene og forhåbentlig vil Vilmer være min løbemakker.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Fra Marathon til Ultra-løber

Den dag det hele begyndte
Det er en forårsdag i 2009. Min mor og jeg sidder på en tribune på Islands Brygge og numre som “The World Greatest” og “Eye Of The Tiger” er baggrundsmusikken, for de beunderingsværdie præstationer, der udspiller sig for øjnene af os. I ny og næh afbrydes musikken af speakeren, som fortæller om en løber der krydser målstregen eller kommer med anden form for information om dette års Copenhagen Marathon. Min mor og jeg er høje på løb, selvom jeg selv ikke kunne prale med at have løbet længere mere end 5-7 kilometer, nogle sporadiske gange i mit voksne liv, så er jeg tryllebundet. Min mor bliver os tryllebundet og 2 år senere løber hun sit første marathon, Copenhagen marathon d. 25 maj – 2011. Selv går jeg langs ruten, med min yngste søn Aksel på 1 måned i en barnevogn og stortuder da hun passere målstregen.

img_7669
25. Maj 2011 løber min Mor, sit første marathon

2 år senere er det hende som står med Aksel i hånden, mens de hepper på mig. I 2013 løber jeg mit første marathon og de lille Carl ligger inde i maven, er alle tanker om god debutant tid sparket til siden, i stedet løber jeg, for at løbe løbet. Aksel og Carl er i dag 6,5 og 4 år. Min passion for løb bliver for alvor tændt da jeg møder op til min første fællestræning med Sparta i 2012 og jeg er på mange måder vokset siden den dag jeg stillede op på række, af to og to, på hold 6:20. Hvis jeg skal være helt ærlig, begyndte det hele, den dag i maj på tribunen sammen med min mor.

img_7668
Mit første officielle løb, Støt Brysterne i september 2010.                                 Aksel ligger i min mave og min mor er ved min side.

Løber for livet
I dag er løbet en stor del af mit liv og igennem løbet har jeg fået en masse op og nedture. Jeg har brugt løb, som en træningsform under et større vægttab. Jeg har oplevet hvordan løbet var en pligt frem for en lyst. Jeg har savnet løbet så inderligt og voldsomt, de få gange jeg har været skadet og jeg har lært at løbet, er en stor del af hvordan jeg lever livet bedst. Løbet er min hobby, min passion, mit egorum, mit ene og alene og samtidigt noget jeg kan være social omkring. Det gælder både på den enkelte distance, i diverse grupper og her på bloggen. At lige præcis løbet får mit hjerte til at banke en ekstra gang, bunder formentligt i, at jeg under løbet kommer i kontakt med mit indre urmenneske. Når jeg løber, skærpes min sanser og jeg mærker hvordan min krop takker mig for at blive brugt, rørt og kørt træt. Dengang jeg for alvor begyndte at løbe, løb jeg fordi jeg gerne ville løbe et marathon; det var en del af planen om at tabe mig lidt og præstere noget som menneske. Undervejs i træningen til mit første marathon, lærte jeg for alvor at det udelukkende var mig selv, som kunne skabe resultaterne på løbebanen og det er der mit ego-gen for alvor bliver stimuleret. Selvom jeg kan have den bedste opbakning hjemmefra, sødeste løbemakker og bedste løbeklub med medfølgende program, så er det nu engang mig selv der skal binde løbeskoene og holde fokus når det virkelig gælder. Mit løb, er mit, ene og alene.

I de 5.5 år løbet har været en del af mit liv, har jeg særligt i forbindelse med min graviditet og efterfølgende barsel, været sat udenfor løbebanen – af egen fri vilje, det meste af tiden. At balancere med ønsket om at være en tilstedeværende mor, med masser af nærvær og overskud og drømmen om at præstere løbemæssigt, har virkelig været en kunst at skulle mestre. Jeg føler endeligt at have fundet en gylden middelvej, som fungere for mig og min familie. Den inkludere alt fra tidlige morgenløbeture før familien vågner, at have den ældste cyklende ved min side, eller løbe mens mørket falder på og drengene sover sødt.

img_7673
Mit første marathon – 19. Maj 2013
934036_10201191600655147_1350474530_n
Min mor tog imod mig på målstregen og i det øjeblik fortæller jeg hende, at hun skal være Mormor igen.

Løb som recovery
Da jeg tilbage i 2016 blev syg, var jeg trods depressionens klør i rigtig god form, måske mest af alt fordi løbet blev en vigtig faktor i min recovery proces. Allerede dengang gjorder jeg mig tanker om at løbe en længere distance end de 42,195 kilometer. På det tidspunkt havde jeg løbet Copenhagen Marathon 2 gange  og det løb vil for altid være MIT løb. Det er løbet jeg vender ”hjem” til, efter at have været på eventyr ude i den store verden. Jeg lærte igennem min fællestræning og marathons at på de lange distancer er som en lille motor, der kunne tændes og fortsætter med at kører derudad, indtil jeg rammer destinationen.  Grundet min depression og det store press min krop derigennem var udsat for, blev alle tanker om PR løb lagt lidt på hylden, det samme galt tanken om en Ultra løb.

img_7672
Mit andet marathon 22. Maj 2016. Billedet vandt Marathon Sports korring som årets foto ved CPH marathon
img_7671
Det var en af de varmeste forårsdage, den dag i maj 2016. Aksel fik lov til at låne en            vandslange ved Kartoffelrækkerne og sprøjtende stolt på sin mor, da jeg løb forbi.

2017 – året jeg tog styrringen
Da jeg træder ind i 2017, er jeg depressionsfri og har allerede der besluttet at 2017 er året behandlingen med antidepressiv medicin skal slutte. Rent løbsmæssigt har jeg kun købt et løbenummer, til halvmarathon i Berlin. Her skal jeg afsted med min mor og løbe mit første udenlandske løb. Måneder op til løbet er jeg skadet i lysken og kan udelukkende takke min fantastisk fysioterapeut Rasmus, Stifter og Medejer af Connect Fys på Frederiksberg, for at jeg bliver løbende så hurtigt og sikkert som jeg bliver det. Hans kompetencer og 56 biketimer på 2 måneder gjorder jeg løber et vellykket halvmarathon med PR. Derefter køber jeg et løbenummer til CPH marathon og løber os det løb i sikker stil og i bedste personlige tid. Fra CPH marathon i Maj, holder jeg formen ved lige og begynder at drømme om endnu et marathon samt noget endnu større. Jeg begynder at løbe med på Spartas uofficelle sommertræning, hvor jeg er fartholder på hold 6:00 og lærer her Nadja at kende. Sammen drømmer vi drømmen om et marathon. H.C Andersen marathon i Odense 1. oktober 2017.  Forud for det løb, løber jeg Broløbet i PR, CPH Half med PR. Ved H.C Andersen marathon, løber jeg mit livs bedste marathon, med overskud under hele løbet og side om side med Nadja. Vi gennemføre i tiden 4:34:16.

img_7670
Mit andet marathon – Copenhagen Marathon 21. Maj 2017

 

img_7674
H.C Andersen Marathon 1. oktober 2017

Drømmen om et Ultraløb
Den morgen jeg sidder i toget, på vej mod H.C Andersen marathon, møder jeg Mikkel os kaldt Pumaen. Vi snakker lidt frem og tilbage om løb og ret hurtigt står det klart, at Mikkel er en enormt rutineret og erfaring langdistanceløber og pacer. Lidt nervøs spørger jeg Mikkel om han kender til nogen ultraløbs eller 6 timers løb, hvor jeg kunne prøve kræfter med en distance på 50 kilometer. Han nævner et par stykker, men min kalender er booket med en Lalandiatur, OCR løb og skrivecamp, så ret hurigt indser jeg, kun at kunne vælge imellem løb d 23/12 eller den 31/12. Følte virkelig det var pest eller kolera, alligevel var jeg ret sikker i min sag. Årets sidste løbetur skulle være løbet, jeg gik fra at være Marathonløberen til Ultraløber.

Vejen til Ultra : Forberedelse
Den sidste form for forberedelse til årets største løb, kom i ugen op til den 31/12. I november havde jeg løbet Humør Marathon i harreskoven, udelukkende som træning til Ultra Social Marathon d. 31/12-17. Som forberedelse til ultraløbet, svingede jeg traditionen tro forbi min fysioterapeut Rasmus og fik tjekket at ALT stod som det skulle. Min ene fod er i perioder lidt stram og ovenpå en skrivecamp i midten af december, havde jeg noget i klemme i ryggen. Det fik Rasmus hurtigt på plads og derfra gik turen til  Nadja Sportsmassør, som arbejdede alle mine muskler igennem og sikrede at de var klar til distancen.

Rent kostmæssigt laver jeg aldrig de store ændringer op til et løb. Generelt spiser jeg meget grønt, fiber og kød, men i stedet for mørkt kød, skifter jeg så meget som muligt ud med lyst op til et løb. Derudover indtager jeg lidt flere langsomme kulhydrater, så som grovpasta og brune ris. En af de vigtigste faktorer op til et løb, er at kroppen har fået alt det den skal bruge, det gælder ikke kun kilometerne i benene, men os den korrekte mængde søvn, væske og mad. Derfor drikker jeg i ugen op til et løb mellem 2-3 liter vand og 2 dage før løbet drikker jeg vand hvor der er tilført elektrolytter via tabs. Da jeg før har døjet en del med kramper, tager jeg salttabs de sidste 2 dage og på selve løbsdagen tager jeg 2 tabs om morgen og 1-2 undervejs i løbet. Derudover spiser jeg minimum 3 store portioner pasta til aftensmad dagen før løbet, det er det som fungere for mig. Min appetit er aldrig særlig stor dagen før et løb, alligevel spiser jeg – jeg spiser med tvang, en mundfuld en tår vand og sådan kørers maden ned. Jeg ved at rigtig mange løbere, ligesom jeg selv, døjer med at nervøsiteten ødelægger appetitten – alternativet er bare rigtig uholdbart. Om morgen, inden løbet, spiser jeg altid 1-2 klap sammen med mayo og spegepølse. Det er simpelthen det eneste jeg kan arbejde med og som min mave kan kapere. Selvom jeg kunne skrive meget mere om kost, energiindtag mm, så er det inde i mit hoved det største arbejde skal gøres. Det er der den sidste del af forberedelsen skal laves.

Jeg tænker og hvis muligt, løber ruten igennem over flere gange. Jeg finder små cooping strategier, som jeg kan trække på når krisen kommer og den forsøger at overbevise mig om at stoppe. Jeg taler mig selv op forud for løbet, står i super women pose inden startskuddet lyder og så bruger jeg mindfulness, under de sidste træningspas, for at forberede mig på at flytte smerten rundt. Derudover så planlægger jeg mit energiindtag under løbet. Alt udstyr testes og ligges frem. Jeg prøver faktisk, at kontrollere alt hvad der kan kontrolleres og fortæller så mig selv, at resten kan jeg godt stå igennem.

socialmarathon-rute-med-depot-1
Ruten til Social Marathon 2017  – Ruten løbes 2 gange og blev vendt om efter 21 kilometer.

Ultra Social Marathon
Den 31/12 står jeg op klokken 6. Jeg skynder mig at spise og drikke det sidste væske, så maven kommer i gang og derfra gør jeg mig færdig. Klokken 6:45 vågner Aksel og han får et stort knus inden jeg går ud af døren for at lunte mod bussen.

Da Ultradelen til Social Marathon skal løbes fra Hovedbanen til startlinjen på Amager, har jeg ingen mulighed for at have ekstra bagage med. Derfor har jeg min ynglings salemon taske på ryggen med en indlagt camelbak eller hvad den nu officielt hedder formentlig noget med drikkerygsæk. Jeg har en stor pose væske på ryggen, med en slange koblet til, så jeg hele tiden har ekstra væske med til ruten. Hvilket var en rigtig god beslutning. Jeg har før oplevet at få for lidt væske, da jeg kan have for travlt i depoterne, derfor har jeg de sidste 3 marathons haft en halv liter powerrade stående ved 21, som jeg kunne drikke henover de næste 3 kilometer, for at sikre jeg fik væske nok. Denne gang var det bare ikke muligt og derfor måtte jeg gøre brug af camelbak’en første gang og det gik heldigvis super godt.

img_7222
En meget spændt og rørt løber melder klar

Da jeg ankommer til hovedbanen, stiller jeg klar til start, tager et obligatorisk 1-2-3 sæt i gang billede og mens jeg løber ud af hovedbanen løber tårerne langs mine kinder. Jeg bliver altid utrolig rørt når jeg løber afsted på et større løb. For mig er det i det øjeblik sejren er hjemme – okay der skulle lige løbes 50 kilometer, men det er i mine øjne alt træningen, prioriteringen og planlægningen der er det hårde. Det at få ALT til at gå op således at man kan jagte sin drøm, det er hårdt.

img_7665

Jeg løber afsted, i skæret fra pandelygten og til lyden af den begyndende morgentrafik klokken 07:20, en søndag morgen på årets sidste dag. Mine ben bliver hurtigt varme og den første kilometer løbes på 6:11, derfra ligger tempoet centeret omkring 6:00 som planlagt. Før jeg ved af det er jeg på Amager, ved svømmehallen, hvor løbet skal igangsættes og jeg får sat mit officielle løbenummer på, og er dernæst klar til afgang. Jeg nulstiller uret og forsøger samtidigt at gøre det samme mentalt, hvilket var en enorm svær øvelse at mestre.

26195646_1694563630581815_6306080376135475870_n
Klar – parat – start : Løber nr. 37. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Jeg løber afsted med sluttidsgruppen 4:30. Forud for løbet havde jeg indstillet mig på at tiden 4:30 ville være for stram, i denne omgang. Målet ved dette løb hed sig at gennemføre de 50 kilometer – men da ruten er ukendt og uden afmærkning må jeg hurtigt se i øjnene at jeg minimum skal holde mig i gruppen de første 21 kilometer. Jeg løber fint med de første 14 kilometer og begynder så at kunne mærke kroppen minder mig om jeg nu har 22 kilometer i benene og der skal løbes et par timer endnu. For hver gang de andre i gruppen nævner den tilbagelagte distance, hvæser en stemme i mit indre + 8,3 ! Og det er først ved de 22 kilometer, mine 30 at jeg får fuld kontrol over mit indre.

Frem til de officielle 21 kilometer, holder jeg mig ca. 200 meter bag feltet, således at jeg løber i pace 6:21. Jeg løber med et stort overskud og har gode sikre skidt. Min plan om at indtage energi ved hver 5-7 kilometer holder fint og maven tager godt imod den kolde væske – i ny og næh får jeg tvunget en kop te, halveret med vand ned. At depoterne ved social marathon indeholde alt fra æbleskiver til kransekage, varm kakao – cola og chips det var simpelthen så fornemt – Jeg kan bare ikke få andet end min gel ned. Da jeg løber ud på ruten for anden gang, hvor den vendes, mister jeg feltet grundet en lysregulering og et depot. Heldigt for mig, følges gruppen af Jesper som desværre er skadet og cykler derfor med i stedet. Jesper, som ses på billedet overnover, skylder jeg en kæmpe stor tak, han sikrede sig hele tiden at jeg fik information om den ukendte rute og holde mig i ny og næh med selskab. Jesper stod os ved opløbstrækningen og løb de sidste 100 meter med mig. Det var intet mindre end fantastisk.

26168098_1694560830582095_8805558763097067873_n
41 kilometer tilbagelagt og stadig fuld af overskud. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Da jeg rammer 43 kilometer, falder jeg til 6:30 i pace. Humøret er fortsat højt men kræfterne begynder at blive mindre. Jeg er nu meget alene på ruten og kan ikke længere se min startgruppe. Det rør mig ikke sønderligt, udover det gør det svære for mig at finde vej. Heldigvis er den sidste del af ruten langs Amager strandpark og ude i lufthavnen og det er næsten umuligt at tage fejl af. Heldigvis, for da jeg rammer strandparken er vinden for alvor blæst op og står lige ind fra venstre, mens regnen kommer lige på. Det er koldt, vådt og der er ingen læ nogen steder. Mit tempo ved 44 kilometer falder og jeg overhales af en lille gruppe fra klub100. Det rør mig ikke, for jeg er der begyndt at forstå, at jeg lige om lidt er gået fra at være Marathonløber til Ultraløber. Mens jeg løber i den kolde regn, begynder mine hænder at hæve op og min vejrtrækning bliver mere og mere besværet. Ved det sidste depot 5 km fra mål, tager jeg et ekstra sug på inhalatoren og ber til det hele holder. Derfra løber jeg mod mål. Min hænder er ildrøde af kulde, og min vielsesring strammer så forbandet, men jeg drømmer mig væk i mit indre, mens jeg rykker tættere og tætte på mål. Da jeg løber ud af lufthavnsområdet bliver min gråd af stolthed og lettelse svære og svære at tilbageholde. Ligesom jeg ofte græder ved start, så stortuder jeg os altid når jeg kommer i mål. Selvom benene, hele kroppen laver et kæmpe arbejde er det oppe i hovedet de hårdeste kampe oftest skal tages.

Da jeg løber i mål, står Jesper og min Mor klar og 20 meter før mål bryder jeg sammen og giver slip, mens glæden, lykken, stilheden og trætheden overmandet mig. Jeg kommer ind i tiden 05:41:52 inklusiv depoter og lidt for mange røde lys. Den samlede distance blev 50,5 kilometer og for at være helt ærlig, så har jeg fortsat ikke forstået at jeg har løbet SÅ langt.

img_7660

Efter de 50 kilometer…
Jeg ved endnu ikke om mit første ultraløb vil blive det sidste. Jeg ved ikke helt hvad der venter mig endnu, selvom jeg i min flying High post løb tilstand, selvfølgelig allerede har talt og tænkt på nye store løb. Det er for mig en del af processen i at bearbejde et løb, det er der lysten til at finjustere og optimere en indsats kommer. Da jeg kommer hjem, bliver jeg for alvor forsikret i at beslutningen om at løbe lige præcis den 31/12 var helt rigtig. Jeg er nemlig høj, glad og fyldt med adrenalin. Udover en lidt mærkelig gangart hen på aften, en meget stor følsomhed overfor alkohol og et par neon grønne kompressions strømper, så påvirket løbet ikke min nytårs aften af negativ karakter .

img_7228

Her lidt tid efter, forstår jeg fortsat ikke hvad der præcis er sket. Jeg kan huske hver en eneste kilometer. Jeg kan huske trafikken, depoterne, de mennesker og samtaler jeg havde. Mest af alt, kan jeg huske mine tanker og den stolthed der indfandt sig, da jeg passere 44 kilometer og forstår at det sker lige on lidt, at den marathonløber jeg er bliver til en Ultraløber. Det er stort så uforståeligt. Når jeg skriver tallet 50, tænker jeg ikke synderligt over det, men når jeg mindes hver eneste kilometer, så forstår jeg. Ultra social marathon var ikke bare en lille tur, selvom det var det min psyke reduceret den til, det var løbet det ændrede noget i mig.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Indlægget indeholder ikke reklame, men anbefaling til rigtig dygtige fagpersoner
jeg har rigtig god erfaring med.

En løbetur i skoven

Da jeg sad i toget mod Odense, i forbindelse med H.C.A marathon mødte jeg en løber, toget var fyldt med dem, men denne her mand og jeg faldt i snak om livet i løbeskoene. Ingen tvivl om han var mere erfaren end mig, dels grundet hans alder og formentlig de mange tusinder kilometer han har løbet. Jeg fortæller lidt om mit eget løb og om en drøm. Han er åbenbart løbs arrangør og gav mig muligheden for at “nå” drømmen officielt. I princippet er det kun mig selv, lysten og viljen der kan gøre jeg kommer i mål, men for at komme i mål, skal der os være en mållinje og efter min mening en medalje.

Det er længe siden jeg stoppede med at løbe mindre løb, ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, hyggeligt eller “præstisfyldt”. For mig handler løb kun om den enkelte løber og ikke om tider, negativ split og flest kilometer om måneden. Hver enkel løber er unik og løber på sin egen måde og forhåbenligt os for sin egen skyld. Selvfølgelig kan der gå konkurrence i den for os alle sammen, men det er nu engang ens eget løb der tæller når man er igang.

For at nå ‘målet’ krævede det at jeg testede mig selv af og at Hr. Mand selvfølgelig synes det er okay jeg lige hiver en del timer ud af kalenderen for at gøre det. Det er mit vilkår, som mor og kone. Heldigt for mig står Hr. Mand bag mig, os selvom han ikke altid “forstår”. Han forstod slet ikke at jeg kunne sidde dagen efter marathon i Odense og snakke om et nyt marathon, allerede en måned efter, når nu mine ben var så ømme som de var. Jeg har dog lært at acceptere tilstanden efter at have krydset målstregen, for mit vedkommende er det en euforisk følelse det indfinder sig, jeg vil have mer’. Jeg kender andre løber, som har trænet op til et marathon og når de kommer i mål, så har de taget beslutningen “aldrig mer”. Nogen holder fast i den og andre igen oplever at følelsen fortager sig og før de ved det af det igen står klar til et nyt løb.

Idag stillede jeg op til et løb. Det er på mange måder “en velkendt” distance og alligevel skal den løbes på en helt ny måde. Idag løb jeg Humør Marathon 77, i Harreskoven. Løbet var et cannonball løb og blev løbet på en runde rute af 7 kilometer. Så selvom jeg kender til de 42,12 kilometer, så har jeg aldrig løbet et løb uden tilskuer, høj musik og konfetti affyret fra vejsiden af. Vi var omkring 40 løber, hvor 30 løb marathon. Udover at selve løbet forgår mere roligt er det første gang jeg har været ‘så’ stille med at skulle løbe et større løb. For mig handler løbet ikke om at kunne sige “se hvad jeg kan”, men selvfølgelig synes jeg da det er en ret fed ting at kunne løbe et marathon.

Da vi løber afsted, er der ingen startskud med en aftale om “nu løber vi”. Det mindede lidt om en fællestræning bortset fra vi ikke løb to og to og min løbemakker og veninde Nadja ikke var med. Efter en lille kilometer kommer vi ud i skoven, jeg ved sgu ærlig talt ikke hvad jeg har tænkt på da jeg meldte mig til løbet. Jeg vidste godt det var i harreskoven, men alt det med bakker, små skovstier og konstant skiftende underlag, det havde jeg glemt. Jeg har en gang før løbet et trail løb, North Coast Ultra, hvilket er utrolig smukt og enormt udfordrende. Selvom jeg synes det var fedt at løbe i turen, så er jeg ikke den vilde trail løber og idag var ingen undtagelse. Alligevel er jeg som en motor du starter og som kører indtil destinationen er nået. Så da vi for alvor kom til bakkerne, som der var mange af, så løb jeg selvfølgelig. Flere af de andre løbere gjorder grin med mig og lige der forstod jeg at dette løb som sådan ikke handlede om tiden, men om oplevelsen, distancen og at komme i mål. Det er på mange måder ret fascinerende og utroligt befriende. Derfor kiggede jeg sjældent på uret, mest af alt fordi jeg svingede imellem at løbe pace 5:50 til 7:30 grundet det konstante skift i terrænet. Normaltvis når jeg løber marathon, har jeg energi indtag hver 5. km, men os det var lavet om. Istedet havde jeg nu hver 7. km og det fungerede os rimeligt. Jeg tror jeg ved 38 godt kunne have haft indtaget en gel mere men det gik.

Turen var enorm smuk, hård og stillede krav til mig som løber og særligt men psyke. Jeg løb stort set alene hele vejen og det at løbe i knap 5 timer, er mange timer hvor psyken og kroppen kommer under pres. Da jeg mangler 2 omgange, 14 kilometer, smider jeg musik i ørerne og begynder at gå helt ind i mig selv. Lungerne er for længst blevet presset til det yderste grundet det kolde vejr og kan mærke hvordan musklerne strammer til over højre knæ. Da jeg har 11 kilometer igen sprænger vabelerne på venstre og lidt tid derefter brister de os på højre. Under hele løbet holde jeg mig i venstre side af sporet. Det er den position jeg altid har når Nadja og Jeg løb sammen, på mange måder var hun med mig idag, selvom hun var på arbejde. Tankerne om drengene og deres stemmer i mit indre trak mig frem og hjalp mig til at holde et stabilt tempo, os når stigningerne var seje.

Jeg havde forud for løbet lavet en aftale med min mor om, at hun ville hente mig. Min mor, som har været min inspirationskilde til løbet, elsker løb. Hun har et par marathon i bagagen og et utal af halvmarathons, men grundet en inflammation i achillessene har hun siden vores halvmarathon i Berlin været sat ud af løbet. Det er først nu hun igen, langsomt men disciplinæret kan træne op igen. Min mor er kommet i god til for at se løb, men oplevede istedet et depot og en ikke eksisterende målstreg bliv krydset, alligevel ved jeg oplevelsen var i særklasse. Tror de fleste løbere bliver lidt opslugt af at se på andre komme i mål.

bfc80499-ff4c-4383-acaf-704fc9892e15

7f405881-754e-46d6-8e73-50360407bd26

Da jeg svinger ned af villavejen hvor “målet” er, gør hver en muskelfiber ondt i kroppen. Alt svier, og jeg kan for alvor mærke brandmærkerne efter det svedige bh. Min mor står klar og de løbere som allerede er kommet i mål klapper af mig. Med kun 200 meter til mål begynder jeg som sædvanligt at tude, for mig er det stort at løbe et marathon og særligt dette løb var en lang indre samtale med mig selv. Jeg er kommet utrolig langt som løber og er nu så “sikker” på at jeg kan hvad jeg vil, så de negative tanker ikke eksistere. Jeg møder heller ikke den egenligtlige mur længere. Nogen vil nok mene, at jeg så burde løbe hurtigere, men synes personligt jeg løber lige som jeg skal og i sikker stil.

b416f717-4a20-4844-a1f2-9232374fbae0

14bfbd42-e81f-4ed0-a463-953aa532157b

Da jeg kommer i mål, er der ingen tvivl om det er min mor som skal overrække mig medaljen. Jeg er nu, et skridt nærmere et større mål.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Sammen, fra start til slut

Når vi mødes, hopper vi rundt som to hunde i snor der venter på at blive sluppet løs, men idag, idag var stemningen helt anderledes. Kulissen var skiftet ud, frem for københavnske gader stod vi nu på Odense stadion. Gaderne er langt fra ødet og menneskemængde omkring os er tæt. Da vores øjne mødes kan jeg for alvor mærke min egen sårbarhed røre på sig. Idag er en stor dag, en fest dag hvor magien skal udløses. En dag hvor en debutant skal have en ny chance og hvor det hele udelukkende skal handle om at tro på når det “umulige er muligt”.

img_4994

Løbenummeret til H.C. Andersen Marathon er gaven til mig selv. Gaven for at have kæmpet mig ud af depressionens mørke og gaven for nu at være fri af den antidepressive medicin. Allerede da uret ringede klokken 5:30 kunne jeg mærke angsten røre på sig, som en mørk sky der trak hidsigt hen over himmelen for at lade det indhold ramme mig. Jeg har lært at rykke mig frem for at bliver paralyseret. Jeg har lært at jeg kan hvad jeg vil her i livet og at INTET er umuligt for den der bær viljen i hjertet. Ja det er nok et gammelt Fangerne på Fortet citat, men set holder sgu stadig.

img_4921
En smuk efterårs morgen, påvej til toget mod Odense.

Vi får klædt om og i ny og næh kaster jeg et blik på Nadja. Vores øjne skal helst ikke møde hinanden, for så igangsættes tårerne. Det her er en fest, en tid til glæde og stolthed og mens vi sidder der siger jeg tillykke. I mine øjne er de 42,195 selvfølgelig hårde men personligt mener jeg det er rejsen frem til løbsdagen der trækker ud. Alle de aftner jeg er gået tidligt hjem. Kost, træningspas og det konstante fokus på målet, drømmen, løbet.

Vi kommer ud i løbsgaden, får tisset af i en busk (man er vel løber?) og derfor stiller vi os klar. De sidste mange søndage har vi trænet i pace 6:00 og selvom vi begge har gode pacetræninger på 5:30-5:50 så ved vi begge at 42 kilometer kan blive rigtig lange, særligt hvis man lægger for hårdt ud. Derfor indfinder vi os bag en blå ballon med sluttiden 4:30. Målet var ikke den endelige tid, men at komme tilpas igennem de 21 og derfra se hvad krop og sind kunne. Jeg elsker konceptet omkring fartholder og har igennem Sparta mødt nogle af de bedste, omvendt har jeg os mødt dem der sætter lidt i banken og banken er bare ikke altid åben når man rammer kris
en på 36. Derfor var det os med frustration at jeg hurtigt kunne konstatere at fartholderne sparede op. Derfor skiltes vores veje ved 25, og ved 39 bliver afstanden så stor at jeg ved et forsøg på at lukke hullet og komme med ind vil medfører en krampe og formenlig os manglende nærvær når slutspurten skulle sættes ind.

img_4815
Nadja og Jeg, på vores sidste træningspas forrig søndag

Nadja er på mange måder debutant og alligevel er hun SÅ meget mere. I Maj 2017 stillede hun op til Copenhagen Marathon og løb sindsygt flot, lige ind til den skade som hun havde kæmpet med i foden sprang op og hun ved 26 kilometer faldt om. Den dag blev en ild tændt i hende og i smug begyndte hun at holde træningen ved lige, frem til idag. Jeg lærte Nadja at kende til Spartas uofficielle sommertræning. Med stor nervøsitet og et ønske om at rykke mig tidsmæssigt, vinkede jeg farvel til min trofaste søndagsfamilie 6:15, for at blive til løber på 6:00. Der stod Nadja, smuk og dejlig og med et smil der varmede inderst til yderst. 6:00 manglede nogle faste fartholder og på ingen tid blev Nadja og Jeg det. Under en af vores træningstur, hvor vi skulle løbe 26 kilometer ,skete der noget magisk. Nadja kom stærkt igennem distancen hun tidligere havde oplevet krisen på. En løber er “aldrig” bedre end sin sidste løbetur og ligesom jeg selv har oplevet, så får de forskellige distancer en markant betydning, særligt hvis man ender i jorden. Det er af samme årsag jeg altid frygter de 30, fordi jeg en gang er blevet kørt afsted i en ambulance. Den søndag løb vi side om side og det eneste negativt der skete den dag, var en bi stak mig på den højre skuldre, men alt det var vand i forhold til den relation som var begyndt at blomster imellem os.

Nadja og Jeg, 5 minutter inden startskuddet lyder.

Vi kommer fint igennem de 21 og da vi drejer ud på anden omgang begynder det for alvor. Husker jeg pænt fortæller Nadja “det er NU det begynder, det er det her du kan og du gør det så flot.” Min rolle under dette løb var ikke at løbe for mig selv, men at løbe på Nadjas venstre side og være klippen når behovet opstod. Det var et tillidshverv og indrømmer gerne at jeg virkelig var bange for om jeg nu os kunne. Da vi passere de 25 kilometer begynder jeg at tale Nadja op, sørger for hun slog sig selv fast som den løber hun virkelig er, ubetinget af tidligere erfaringer med de 26 kilometer.

Nadjas familie var taget med over og at opleve en så dedikeret familie, det bakker op som de gjorder, det var beundringsværdig. Min egen familie var med i tankerne, hjemme med drengene og med en computer der konstant stod på opdatering af min færden på ruten. At løbe velvidende om at begge vores familier var med os, var den bedste støtte vi kunne have ønsket os. Under løbet får vi overrakt ekstra gels og energidrik, så vi konstant havde det kroppen skulle bruge.

fullsizerender
Optegnelsen over ruten, som min mor sendte mig i det øjeblik jeg kom i mål.

Vi kommer forbi de 30 og jeg begynder at kunne mærke lungerne kæmper med udåndingen. Inden løbet og ved 21 har jeg taget min lungeudvidende medicin, ja kald det doping, for at sikre jeg får lige præcis den ilt kroppen skal bruge nu hvor jeg har udviklet astma. Astmaen er i min verden ikke en undskyldning – tværtimod, det er ekstra motivation til at vise hvad jeg virkelig kan og særligt efter lægerne i slut august pænt fik fortalt mig at jeg skulle skyde en hvid pil efter dette Marathon. Jeg har været træt og virkelig kunne mærke lungebetændelsen har fået gunstige vilkår, for at være i kroppen længere end nødvendigt, omvendt var andet bare ikke en mulighed i min verden. Nadja løber ved min side og hele hendes kropssprog udviser at en krise har indfundet sig. Jeg tror løbekriser er midlertidige og begynder derfor at tale ind til krigeren i Nadja, mens de sædvanlige kommentarer vedrørende kanter, huller, vand mm gives, for hele tiden at holde fokus på at “dette er en hel almindelig tur”. Pacet justeres for en sikkerhedskyld og da solen står højt og skarp på himlen ryger der ekstra med vand ind.

fullsizerender-2
Side om side og med Najdas bror som løb ud og gav os energi.
fullsizerender-3
Solen skinnede strækt, så ekstra væske og energi

Vi kommer over de 35 kilometer og begynder så for alvor at mærke hvordan mine fødder skal placeres helt rigtig for ikke at udløse kramper. Rent fysisk følte jeg mig i topform og det er som om at alle mine peptalks til Nadja slår rødder i mit indre og opbygger et værn imod den mentale mur. Da vi rammer 37 kilometer smiler jeg stort og ved for alvor at løbet for alvor er i hus, selvom jeg på intet tidspunkt var i tvivl om at vi ville komme godt igennem løbet, understreger mit ur at jeg kan skrive en ny PR i min løbemæssige blå bog. Jeg tror at alle kan løbe 5 kilometer og yderligere at hvis man møder et maraton med den korrekte mentale strategi, så kan man komme helskindet igennem. Derfor har jeg altid opdelt mine større løb i 5 kilometer. Ligesom når jeg cykler, så er der altid 3 sekunder mer i benene. Derfor fortæller jeg os Nadja, som suser igennem på hendes 5’er til dagligt, at nu er der kun 5 tilbage og dem har hun.

Vi rammer 40 og begynder så at bede hende skubbe lidt på, åbne op og langsomt lade sig flyve fremad. Vi kommer forbi de 41 og uret viser 6:20. Igen og igen kan jeg mærke gråden finde vej frem og lungerne er for alvor stået af. Nadja løber ved min side og det smukkeste smil indfinder sig hos hende. Selvom jeg godt kan ane hendes udmattethed så er hendes stædighed større og da vi løber ind på stadion, er det en euforisk oplevelse der kommer igennem kroppen. Tårerne får frit spil mens jeg begynder at råber Nadjas inderste op. Jeg råber til hendes indre kæmper, til hende der vil det her og til hende som er stærkere og har overkommet mere end de fleste ville kunne. De sidste 200 meter skriger jeg “Du er så sej og jeg er så stolt af dig” og heldigvis er lige præcis vores slutspurt fanget med en linse for det øjeblik er mit livs største løbemæssig oplevelse.

img_4967
Et magisk øjeblik, følelser, passion og vilje

At løbe side om side og have gjort det igennem alle 42,195 kilometer, det er noget.
Vi startede og sluttede sammen.

img_4983
Tårerne over min stolthed og glæde over at have måtte være en del af Nadjas første fulde marathon.

 

img_4993
En meget meget stolt veninde, intet mindre.

Vi kommer ind i tiden 04:34:35 og dermed lavede jeg ny PR og rykkede mig et godt stykke fra min sidste og bedste maraton tid fra Copenhagen maraton i maj 2017 på 04:43:26. Idet vi krydser målstregen giver mine lunger op og som jeg altid gør ligger jeg mig på jorden og lader alle følelserne tage over. Gispene ligger jeg lidt indtil jeg får fat i inhalatoren og sikre at lungerne ikke udvikler et anfald. Så hjælper Nadjas bror mig på benene så Nadja og jeg sammen kan gå hen og få overrakt vores velfortjente medalje.

fullsizerender-4
Med velfortjente medaljer om halsen

img_4998
Vi gjorder DET

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OG Nadja kan følges på Instagram profilen @Tutte89

Et anderledes løb

Da jeg krammer min veninde for sidste gang og ser efter hende forstår jeg for alvor at det er NU det gælder. Min løbemakker og nu veninde, som jeg har lært at kende igennem sommertræningen, har på ingen tid fået en stor plads i hjertekuglen. Hun løber med fornuften, hvor jeg selv skal løbe et alt eller intet løb. Med kun 14 dage til HC Andersen maraton 2017, kan det helt sikkert debatteres hvor smart det lige er…alligevel vinder lysten og troen på mer, nemlig håbet om en ny PR og forhåbenligt en under de 2 gyldne timer.

Vi begynder at gå imod startlinjen. Stemningen i løbsgaden er intens, solen skinner fra en klar himmel og mit hjerte banker derudaf. Jeg bliver altid så utrolig rørt når jeg løber afsted og denne dag er ingen undtagelse. Mine øjne møder min fartholders og vi nikker anderkendende til hinanden og klumpen i halsen vokser. Det er Nu det gælder.

Vi kommer godt afsted og jeg finder ret hurtigt min plads i gruppe, 2 meter foran fartholderne, helt til venstre på vejen. De første 8 kilometer glider fint og mærker for alvor mit pace er hurtigt, hårdt men alligevel tilpas. Da jeg løber op ad Godthåbsvej kan jeg høre deres kalden før jeg ser dem, de står der, mine drenge, svigermor og Hr. Mand, til højre for feltet og hvad der ellers plejer at være en traditionsrig High five bliver til et energisk vink og luftkys. Jeg mærker tydligt hvordan deres hep går i mit pace og da jeg skæver til uret viser det 5:30. Vi kommer rundt på Frederiksberg og da vi løber forbi Enghave Plads lyder der et højt brag ovenover og inden jeg ved det af det åbner himlen sig. Under Broløbet i sidste weekend havde regnet pisket imod ryggen men denne type regn føles anderledes, den er dels koldere og mere markant, alligevel beder jeg mig selv droppe piverriget og holde fokus. Da jeg kommer i mål konstatere jeg at det ikke var almindelig regn, det var hagl på størrelse med ært.

img_4658

Vi krydser Dybbølsbro og himmelen er sort og skyerne bevæger sig hurtigt mens regnen står ned. Da jeg løber ned at Kalvebod brygge lyser himlen op og fra de registreres, går der ingen tid før braget lyder. Uroen pulsere igennem kroppen og den kolde luft begynder for alvor at hive i lungerne. Min astma er forsat ny for mig og selvom jeg har været medicineret i knap 3 uger, er min vejrtrækning ikke den bedste når kulden sidder i luften. Vi kommer ned under Langebro og sorte pletter danser for mine øjne. Pacet er fortsat højt og det glimter konstant for oven. Jeg mister fokus og før jeg ved af det falder jeg et par meter tilbage og selvom jeg ihærdigt forsøger at øge farten, begynder min vejrtrækning at ændre sig og blive ukontrolleret. Da vi løber op forbi Christians Borg dropper jeg depotet og messer indvendigt at jeg bare skal løbe 7 kilometer endnu. Alligevel er pletterne for øjenene tiltagende og afstanden til de gule balloner bliver større og større. Da vi løber forbi Kongens Nytorv, ser jeg på mit ur at jeg har 29 minutter til at løbe de sidste 5 kilometer. Det brager fortsat for oven og kulden slider i lungerne. Igen og igen presser jeg mig fremad og forsøger hele tiden at få uret til at vise et pace på de 5:50. Da vi drejer op til Østerport begynder drømmen at briste og jeg finder hurtigt en ny. Personligt mener jeg dét er den sande kunst som løber, nemlig den at kunne møde krisen og acceptere at der skal ligges en ny plan, dermed ikke ment at man bare sådan skal give op, men nogengange lykkes det bare ikke. Jeg er aldrig gået ud af et løb, ligemeget hvor hårdt og smertefuldt skridtene har været at tage, så har jeg alle dage fortsat med at løbe. Vi passere endnu et depot og igen springer jeg over. Jeg ved, trods min lille erfaring med astmaen, at når lungerne kæmper som de gør nu, så venter der et langt hosteanfald når jeg først stopper og det må vente til jeg er i mål.

Da jeg løber op ad Strandboulevarden ser jeg der ligger store vandpytter og ude i vejens sider, løber vandet som var det små skovbække. Jeg konkludere i min krise at jeg sagtens kan løbe i våde sko. Jeg passere 20 kilometermærket og kan se uret viser min drøm for alvor er knust. Under min intervaltræning kommer uret i ny og næh under pace 5:00, men med våde sko, overbelastet lunger og tunge lår er det en umulighed. Istedet acceptere jeg det næstbedste, nemlig en ny PR på halvmaratonet og ovenikøbet kun en uge efter mit Broløb, hvor jeg os løb ind i en ny personlig rekord. Jeg svinger om hjørnet på Trianglen og er klar til at sætte slutspurten ind og mødes så af massive vandmasser. Okay -i forhold til tsunami og orkaner mm. så er den mængde vand der ligger på vejen ingenting, men når vandet når det øverste at skinnebenet, så ved man alligevel det er voldsomt i dansk vejr regi. Vandet er iskoldt og efter få hundrede meter kramper mine tær. Kulden skaber en hyperventilerende effekt i resten af kroppen og mærker for alvor hvordan blodet forlader mit ansigt. Der er 700 meter til mål og jeg kan ikke andet end at smile og tænke det er NU det gælder. Mens jeg forbliver på det dybe vand, tæller tiden og uret rammer de gyldne 2 timer. Da jeg suser ind i opløbet og høre publikum klapper acceptere jeg kampen og mit nye resultat mens jeg igen og igen messer for mig selv, at det hele er ovre lige om lidt og jeg skal ind til siden for at forhindre et kolaps. Jeg passere målstregen og fortsætter løbet over i armene på en samarit som med det samme griber mig og får støttet mig således at jeg ikke ender på jorden. For hurtigt lænede mig mod et metalhegn, mens lungerne gisper efter luft og fremstammer så “Jeg skal have min inhalator!” mens jeg peger på løbebæltet. Samaritten finder den hurtigt frem mens hans kollega er kommer til og tørt konstatere noget med “løber og astma”. I min verden er der ikke noget valg. Det er ikke muligt – ikke at løbe, det handler om vilje, passion og måske manglende erkendelse. Alligevel ved jeg fra min recherch at astma ikke udelukker løb, men at jeg “bare” kæmper med resterne fra en lungebetændelsen og ja nykonstateret astma. Mens jeg står der foroverbøjet over hegnet, pisker regnen ned og siger speakeren det “Jeg er desværre nød til at meddele alle løbere og publikum at løbet er aflyst og vi evakuere hermed alle løbere.” Derfra ændre stemningen sig markant og jeg ved ærlig talt ikke om det er min inhalator som begynder at virke eller om det er angsten som tager over. Jeg får spurgt samaritten om årsagen til aflysningen, da jeg et kort sekund tænker “Boston maraton”. Hurigt forstår han min frygt og fortæller så at lynet har ramt to løbere og der er en anden som har fået stød pga strøm i vandet. Derfra går det hele lidt hurtigt; jeg kigger hen mod målstregen og så ind mod Fælledparken. Der er kaos, alle løber står klumpet sammen og bevæger sig i sneglefart hen imod udgangen. Strømmen er gået; så det store ur der indikere hvor længe løbet har været igang er gået ud.

Jeg har en aftale med min veninde om at jeg skal vente i mål. Hun har ikke sin mobil på sig og tænker at hun må komme indenfor de næste 5 minutter, så jeg bliver og venter. Derfra går tiden uendelig langsomt. Igen og igen fortæller speakeren at alle skal bevæge sig væk fra området, polit og vagter går rundt imellem de dampende løbere og beskeden om at løbet og alle løbere på ruten nu bliver stoppet er helt surrealistisk at hører. Endelig kommer hun, efter hvad der på mange måder var de længste 3 minutter. Hurtigt griber jeg hendes hånd, vi krammer tillykke og derfra for hun beskeden om at vi skal væk fra området. Vi trækker ned i løbsgaden og den næste bekymring rammer mig.

Min mor, som desværre er plaget af inflation i akillessene har meldt sig som frivillig og deler medaljer ud. Jeg havde glædet mig til at hun skulle give mig medaljen på, men nu er alt kaos og selvom jeg kan hører medaljerne rasler inde fra venstre side,er der umuligt at komme ind igennem mængden af løbere. Nogle rækker et bundt ud i den klump jeg står i og min veninde og jeg snupper en og sender dem så videre. Vi kommer over til indgangen mod Fælledparken og der parkere jeg min veninde, mens jeg søger ind igennem træerne på en jordhøj, for at led igennem hegnet mod løbsgaden. Lyden fra medaljerne bliver tydligere og jeg søger efter hende, som var jeg et barn der var blevet væk i er supermarked. Jeg kan se alle uddelerne af medaljerne stå tæt op af hegnet og tanken om at de let som ingen ting kan masses rammer mig. Så ser jeg hende, hun er ved at hænge endnu et bundt medaljer om armen, inden hun igen skal overrække dem. “MOR!”, vores øjne mødes og igennem hegnet gnubber vi vores næser sammen. Det møde, det øjeblik, vil for evig tid stå som det stærkeste minde fra det løb. Visheden om min mor var okay, i fuld sving med at overrække dagens kæmper en medalje, når nu hun ikke selv kunne løbe med i år, det siger så meget om hende, den sejeste kvinde jeg kender. Beder hende komme med mig, væk fra området, med min barnlige stemme men svaret er kærligt og kontant “Der er så mange løbere og de har kæmpet så flot, så de skal have deres medalje.” Min mor læser mit urolige blik og siger så derefter at hun nok snart skal tage hjem.

Så siger vi farvel og jeg går igennem mudderet tilbage til min veninde mens jeg finder telefonen frem. Min mand og drenge står af princip ikke i mål, men med årene er drengene blevet bidt af løbestemningen og er derfor begyndt at komme med rundt på ruten og er nogengange kommet hen til målområet. Jeg ringer op og konstatere min telefon er ramt af fugt og panisk råber jeg “Jeg er ok – hvor er i – jeg elsker jer”. Heldigvis var drengene blevet overmandet af regnen på Frederiksberg og havde søgt i ly derhjemme.

Min veninde og jeg bevæger os ind i løber området og søger imod bagageteltene. Jeg er i chok og begynder at grine mens jeg hopper igennem mudderet.

img_4652

Jeg forstår ingenting og alligevel indfinder alvoren sig, så hurtigt får vi overrakt vores bagage og søger ud imod cyklerne. Under turen hjem er tankerne mange. Jeg tænker på alt fra de tilskadekommende, til alle løberne på ruten som er tvunget ud af løbet, til tilskuere og ikke mindst alle dem jeg kender, både fra den virkelige men os virtuelle verden. Flere af dem fra Instagram skulle løbe deres første halvmaraton idag og stille ber jeg til, at de er kommet helskindet igennem løbet.

Efter en hård tur hjem, skilles vi ved min lejlighed og da jeg bevæger mig op ad trapperne i opgangen, føler jeg mig tom og uforstående overfor hvad pokker der lige er sket. Medaljen hænger om halsen og SMS beskeden fra løbsarrangøren fortæller mig at jeg har lavet PR og nu har en officiel halvmaraton tid på 02:02:10. Da jeg åbner hoveddøren for derefter at lukke den bag mig falder jeg fra hinanden. Tårerne vælter frem idet drengene løber mig imøde og jeg kan ikke andet end at sætte mig på gulvet og ligge hovedet imod Hr. Mand skulder, mens jeg hulker i lettelse og i chok over de sidste timers oplevelse.

img_4682

Jeg er super stolt over min egen og ikke mindst min venindens præstation ved dette år CPH Half og jeg glæder mig til næste års løb, hvor vejret forhåbentlig er med os og hvor min mor igen deltager og ja, jeg selv endelig kommer under de gyldne 2 timer.

Tusind tak fordi du læste med.

Mine tanker går til de tilskadekommende og deres pårørende. Jeg håber de er okay?

Kærlig hilsen Christina
Løber For Livet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En falden kriger…

img_1802

Jeg troede idag skulle være dagen. Dagen hvor fortællingen kunne lyde : Jeg rejste mig fra sygesengen og løb 30 kilometer. Måske lidt optimistisk – men det handler om at tænke i muligheder frem for begrænsninger .. og måske manglende selvindsigt?

For 12 dage siden begyndte jeg at få lidt hedeture. Jeg havde to dage forinden rullet rundt i de københavnske gader og da himlen pludselig åbnet sig under turen, blev de sidste 10 kilometer ret frugtig. Da jeg vågner forrige mandag, er det med en træthed i kroppen, men da jeg på daværende tidspunkt var ret medtaget af nedtrapningssymptomer valgte jeg at sætte hårdt mod hårdt. Sådan fortsatte jeg derudad, men onsdag tog jeg mig sammen og smuttede til lægen. Temperaturen dansede tango med de 39,8 og følte langsomt at min krop faldt fra hinanden. Lægen konstaterede at det var virus og da jeg intet har til overs for virus, så gav jeg den 48 timer og derfra var det op på hesten igen.

Sidste lørdag troppede jeg så op på Refslhaleøen hvor jeg havde vundet et løbenummer til Nordic Race med Team Easis. Den stod på 5 kilometers urban / trail løb med knap 48 forhindringer og 2 ture i den københavnske havn. Jeg ved godt jeg nu placere røven i klaskehøjde og det er fair nok – men jeg er nu engang som jeg er !
Jeg gennemførte løbet og bemærkede da godt jeg iltede utrolig dårligt og selvom vi løb i rolig pace, så var pulsen konstant på max. Men med hostesaft som trylledrik kom jeg igennem og da holdet inviteret mig med i byen for at spise om aften, tog jeg det som en oplevelse. Det er svært at sige nej til sådan et selskab som team Easis holdet var!

Da jeg cykler hjem om aften og ser mig i spejlet er kinderne feberrøde. Søndagens bruges med ungerne i rolig tempo og jeg sørger for at drikke masser af te og få den korrekte mængde søvn. Mandag morgen kommer og jeg kører en tung spinning time. Lungerne er døde men kroppen arbejder efterhånden som den skal, taget i betagtning af jeg ikke ilter helt som jeg gerne vil det.

Tirsdag kommer og jeg løber 10 km men der kan jeg for alvor mærke kroppen er nedlagt. Når jeg trække vejret gør brystet mere og mere ondt og smerterne i ryggen er blevet permanente . Onsdag morgen ringer jeg igen til lægen, undskylder min hypokonderlignende adfærd og spørger om jeg måske alligevel kan få en tid, da jeg synes det piber når jeg hiver efter vejret. Jeg cykler på studiet og derfra til lægen. Små 15 kilometer og da jeg kommer frem ber jeg til det ikke længere er virus. Da jeg mildest talt er ved at gå til over kroppens manglende energi. Lægen lytter og kigger så på mig og dernæst min skoletaske og spørger så “har du været i skole sådan der?” Derefter fortælle han mig pænt at venstre lunge er betændt og jeg SKAL ligge syg dagen efter. Lige der så ved jeg ikke hvordan jeg lige skal forklare ham at jeg pt. Er alene med ungerne, at specialet kalder og at jeg søndag d 27. skal løbe 30 kilometer. Istedet spørger jeg ind til hvornår jeg må løbe igen og han kigger mistroisk på mig og siger “når du føler dig klar”. Det er formentlig den dårligste udmelding eller en guideline at give mig. Det måske derfor min fyseteraput altid skær alting ud i pap.

Idag blev det så den 27 august. Efter en lille uge som alenemor, men en krop som er dvask og et sind som er på randen til kuller, blev jeg samlet op af min nye løbemakker. Igen og igen kan jeg høre min mors formanende ord og ikke mindst se mig selv falde om, som jeg gjorder det i april 2016 under kongeetapens 30 kilometer. Jeg husker hvordan jeg ved 25 går i stykker og imellem mine Blackouts kan høre ambulancens sirener. Jeg kan huske hvordan jeg siden den dag fik en angst for at hjertet skulle svigte og da jeg imorges bandt løbeskoene og rettede på mit RoadID, vinder angsten. Jeg mistede troen på mig selv og selvom jeg igen og igen forsøgte at tale mig selv op, så røg forbindelsen til kroppen og hovedet tog over.

Da min makker og jeg løber afsted, som de eneste for hold 6:00, så er det viljen som styrer butikken. Mind over matter. Efter 3 kilometer kan jeg mærke trætheden og hvordan lungerne forsøger at ilte som de skal. Hjertet banker i brystet og tårerne kommer frem i øjenkrogen. Jeg vælger at tro mig på mig selv og derfra finder jeg et flow som får mig til at glide afsted. Uret viser vi nu har løbet en tredjedel og min puls er ude af kontrol. De sortner for øjnene og da vi står ved en vej erkender jeg at pacet skal sænkes. Min makker og jeg beslutter at gennemførelse frem for pace er vejen frem og vi hopper derfor ned på hold 6:15.

En tidligere løbekammerat fra holdet kaster et blik på mig og siger så “det der, det er dumt”. Derfra løber vi videre og fortæller så min makker hun skal blive på holdet, ligemeget hvad der sker. Vi runder Christians volde og får uret til at vise min puls zone. Jeg løber meget sjælendt i zone 5. Istedet er jeg blevet en stabil løber i zone 3 og 4. Selv på de helt lange distancer. Uret viser max og det røde lys får kontakt til den ansvarlige del af hovedet. På et spilt sekund tages beslutningen. Den handler ikke om vilje, lyst eller manglende rygrad. Den handler om respekt for livet, min familie og med episoden fra sidste år, hvor elektroderne blev lagt på mit bryst.

Fortæller pænt min makker at hun skal holde fast, at hun nu løber for os begge og at jeg stopper. De fortsætter ud under langebro. Broen der er et monument for alle mine store løbemæssige sejre og sene lange træningsturen. Da de drejer om hjørnet stopper jeg op og lader sorgen, fortvivlelsen og ærgrelsen omfavne mig og jeg bryder hulkende sammen.

img_4256

Jeg giver sjælendt op, jeg overgiver mig nødigt. Istedet kæmper jeg, selv når kampen allerede er tabt. Jeg ved det for nogen er idioti og for andre er det lige præcis det der kendetegner mig. Jeg slår uret fra og efter 12 kilometer er restituerings anbefalingen 4 dage. 12 kilometer er løbet med 28 minutter i zone 5 og resten er i zone 4. Slaget er tabt, drømmen knust og selvom jeg ved at træningen til et marathon ikke nødvendigvis indholder en kongeetappe, så er der for mig noget mentalt beroligende i at have de 30 kilometer i benene. Nu skal Odense marathon løbes på erfaringen og min form, uden de 30. Jeg skal løbe med en accept og tro på at jeg kan, på trods af de manglende 30 og at jeg for nu er en faldende kriger .. som rejser sig når lungebetændelse er væk !

Tak fordi du læste med. Jeg er mig, hende som du nok ryster på hovedet af og gør du tænker “hun er ikke rigtig klog”. Jeg har aldrig påstået jeg var det. Istedet er jeg så meget andet .

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Løber Livet del. II

Dette indlæg kommer i II. dele, hvoraf dette er det sidste indlæg.
I. del kan læses HER.

img_1717

Jeg følges med min (lille)bror til startområdet. Han er kommet fra Aalborg sammen med han kæreste og hun skal sammen med min mor, bror og søster ud og heppe på ruten. Hr. Mand og drengene står mellem 21-22 kilometer, hvor jeg skal have overrakt et nyt løbebælte og væske. Planen for i år er at spise og drikke mig igennem løbet. Solen er allerede skarp og selvom kroppen er indsmurt i solcreme, så tvivler jeg på det kan holde hele løbet.

Vi får smit vores bagageposer, får besøgt toilettet og følges så ud til løbsgaden, hvor de forskellige sluttidszoner er markeret. Vi tage afsked og ønsker hinanden held og lykke, sidste år startede vi sammen, men i år er strategien en anden. Min bror går til 4:50 og selv stiller jeg mig hen til 4:40. Jeg får en krammer af de fartholder som har stået for søndagstræningen hos Sparta, i de mange måneder op til idag. Er dybt imponeret over dem. De har en modenhed, respekt og ydmyghed omkring løbet, som gør at man som løber virkelig føler sig i trygge hænder. Jeg tror det er de færreste som kan leve i denne tryghed igennem hele løbet. Mit mål er blot spare på kræfterne frem til 21 og derfra se hvad der sker. Forhåbenligt kan jeg holde mig i tiden lige omkring de 4:40 men i princippet vil jeg bare gerne have et godt løb og tidsmæssigt under de 5 timer. Det er mit tredje marathon men det første hvor jeg mentalt er så godt forberedt til det der skal udspille sig i de københavnske gader.

Efter at have hilst, trækker jeg lidt ud til siden og lukker så af for omverden. Inde i begynder jeg at tale mig selv op og etablere en god jordforbindelse. Det er NU det gælder og alt hvad der hedder skade i lysken, manglede træningsture osv. Det eksistere ikke længere. Der er kun mig i det her og jeg kan godt.

Startskudet lyder og længe bevæger feltet sig i frem i små ryk, lige indtil vi er få meter fra start. Jeg kaster et blik på tribunen og kan allerede mærke alle følelserne, som for alvor sidder ude på tøjet. Det er helt normalt at jeg bliver rørt når starten går og igennem hele løbet oplever jeg så god opbakning fra tilskuerne at der flere gange løber tårer ned af mine kinder.

Vi løber afsted, op over langebro og der står min mor, bror, søster, sviger og nevø så. Jeg vinker beskedent og finder så ind i mig selv igen.

De første 5 kilometer bruger jeg på at komme ind i løbet og få styr på alle følelserne og vejrtrækningen. Ret hurtigt må jeg konstatere at jeg skal tisse. Det er helt åndsvagt og længe tænker jeg at det sikkert går over, men ved 12 kilometer må jeg spurte ind på et toilet i væskedepotet og derfra går det let igen. Jeg er fast besluttet på at jeg hellere vil tisse 10 gange end at mangle væske. Dog havde jeg ikke sat mig op til at tisse i buskerne, men det kommer tids nok..

Vi løber fra Vesterbro op ad Frederiksberg allé. Ruten er ny og samtidigt vendt om i forhold til de andre år. Det er både godt og skidt og kan i skrivende stund fortsat ikke vurdere hvad jeg egentligt helt syntes om det. Dog synes jeg vi løb meget i S og det blev lidt demotiverende.

img_1796

Jeg er nervøs for overleveringen af mit nye løbebælte. Dels er jeg bange for at tabe tid og for at jeg ikke kan få det på. Vi passere 21 og der slipper jeg så min løbegruppe og sætte tempoet en smule op. Først kan jeg se min mor og de andre stå ved Falkoner alle og lidt længere nede står Hr. Mand, drengene. De har fået selskab af min Svigermor, min anden Svigerinde og endnu en nevø. Det er fedt ! Hr. Mand er klar og 1-2-3 får vi byttet bælter og med lidt rystende hænder får jeg det spændt fast. Med bæltet på plads får jeg overrakt en powerrade også er jeg videre.

img_1798

Længere ned af Godthåbsvej står en skøn kvinde fra den viratuelle verden, som jeg har lært at kende udenfor de sociale medier også. Hun står der med hele hendes familie og de hepper – på mig. Jeg sender luftkys og igen løber tårerne. Der er ingen tvivl om at al den hep og opbakning jeg fik både fra dem som kendte mig og fra de som tog sig tid til at læse mit navn eller bare råbe “Sparta”, de lige gjorder at energien blev fornyet. Jeg synes generelt København og Frederiksberg er super gode områder at løbe i og at der ved de store løb, kommer en kæmpe folkefest. Drengene og Hr. Mand, samt resten af min familie kører rundt på ruten de næste 8 kilometer og det en rig mulighed for at give High Five til drengene.

img_1801

Da jeg rammer de 24 kilometer kan jeg mærke dem. De starter nede i foden, som små bobler inde under huden. Vablerne er for længst begyndt at komme, det her er noget langt værre, nemlig antræk til kramper. Ved 21 har jeg taget en salt tab og skynder mig at få noget mere væske ned. Jeg er virkelig bange fra kramperne og husker tydeligt hvor langt tilbage jeg blev sat ved sidste år løb, da de brød ud.

Jeg begynder at fokusere ekstra godt på fodstillingen og forsøger så vidt muligt at lande så langt tilbage på foden, for ikke at lave det stærk der kan aktivere kramperne. Sådan løber jeg i mange kilometer og ved 30 kan jeg for alvor mærke at nu begynder de at falde lidt ud. Det samme gør min energi. Jeg lader den ene hånd dykke med i løbebælte og fisker lidt Haribo mix frem. Det er umuligt at tykke og endnu svære at synke og hvad jeg ellers havde tænkt som en kanon plan, falder til jorden. Jeg forsøger at holde tempoet oppe men ved 33, kommer 4:40 op på siden af mig og frem til 36 kilometer er jeg en del af deres felt. Jeg kæmper virkelig og kan for alvor mærke at det er “mind over matter”. Da vi forlader fælledparken slipper jeg langsomt taget i gruppen. Jeg frygter for alvor de næste kilometer. De forrige år er jeg næsten gået død på de sidste 8 kilometer og mine gennemsnitstider har ligget helt oppe på over 9 minutter. Igen og igen presser jeg tempoet og selvom det ikke er nok til at følge mig fartholderne, så holder jeg mig på 6:30. Vi krydser op over kastellet og kan så mærke at jeg skal tisse igen. Faktisk har jeg skulle det rigtig længe, men det er som om min krop ikke længere er der, istedet er det kun oppe i hovedet alting sker. Ved depotet løber jeg ind på toilettet og mens jeg låser døren står kroppen af. Signalet om “værsgo at tisse” er for længst blevet givet og lidt hurtigt får jeg trukket shorts’ene ned og gjort mig færdig. Det er pinligt og overraskende. Bliver lidt chokeret og forstår for alvor, at kroppen er stået af, den kan ikke mere.

Jeg kommer ud fra toilettet og sætter igen i løb, hele vejen fra kastellet til Amaliehaven er jeg for alvor presset. Når løberne foran mig går, forsøger jeg at sige “løber bagfra”, i håb om at de vil vige til side for mig, tanken om lige at skulle udenom er for hård. Da jeg løber ned til Nyhavn står en kær veninde og hendes mand i vejsiden. De hepper og råber på mig. De giver et boost og selvom jeg nu godt ved at det er slut lige om lidt, så forstår jeg det stadig ikke.

img_1846

Jeg kigger på uret og konstatere at jeg kommer ind i ny PR. Faktisk kan jeg godt nå at komme ind inden 4:45, hvis jeg tør. Jeg sætter farten op, så godt det er muligt og da jeg rammer de 40 kilometer, ved jeg at det er der nu. Kroppen tikker efter pause og selvom det er et sidst depot, vælger jeg at løbe videre. Jeg kan godt klare mig 2 kilometer mer. Risikoen for at kroppen ikke kan komme igang igen efter depottet er for stor.

img_1823

Kun 1. kilometer til mål

Ud af de 3 marathons jeg har løbet, har jeg aldrig gået på ruten. Istedet er jeg fladet i tempo for dernæst at stige. Da jeg endelig løber op over langebro og kan se og hører folk i mål, der løber tårne ned af kinderne. Jeg synes længe det har været svært at få luften helt ned i lungerne og der er et kæmpe tryk på brystet. Jeg forsøger at nøjes med kun at lade tårerne løbe og at holde min hulken igen, den vil bestemt ikke gavne min vejrtrækning. Da jeg løber rundt i svinget og under langebro, så kortslutter alt og jeg kan for alvor mærke at nu er der ikke mere brændstof i kroppen. Jeg er træt og selvom jeg et tæt på mål, så har jeg mest af alt lyst til at ligge mig ned og sove. En løber tilbyder mig sin hånd men jeg afslår. Det her er MIT løb, MIN kamp og MIN fortjeneste. Får pænt fremstammet “nej tak” og sætter så den sidste spurt ind.

img_1813

img_1817

Da jeg er 200 meter fra mål er tårerne ikke længere mulige at skjule og jeg græder. Jeg græder af lettelse og stolthed og da jeg endelig løber under “Finish” banneret udbryder jeg i et jubel brøl.

img_1819

Jeg har før siddet som tilskuer i målområdet og set alt for mange løber kollapse. Derfor sætter jeg mig af princip altid ned, mest af alt fordi mine børn tit står og ser mig komme i mål og det er overvældende nok at se og hører alt det der sker i sådan et mål og yderligere at opleve ens mor lave “The Ugly Cry”. Så da jeg kommer ind ligger jeg mig på siden og kramperne overtager min krop. Hele min mave ryster og hvad der føles som lang tid, ligger jeg bare der på jorden og hulker.

img_1802

Jeg løb dette års marathon i tiden 4:43:26.

Igennem hele løbet formåede jeg at presse mig selv til det ydereste og på intet tidspunkt gav jeg op. Udover øjeblikket på toilettet, så var det mig som var i kontrol og det er jeg sindsyg stolt over.

Efter at have ligget lidt på jorden, får jeg rejst mig og begge drenge bliver løftet over hegnet. Sammen går vi hen til en af medaljepigerne, som lykønsker mig og igen står tårerne ud til alle sidder.

img_1809

Hele min familie har en tradition om at være sammen bagefter og fejre det der skal fejres. Bagefter tog vi hjem til Hr. Mand og Jeg og spiste flæskestegssandwich og skålede i skønne bobler.

Min kære seje og modige bror udgik af løbet ved 27 efter 16 kilometer hård kamp med enorme smerter i fødderne. Han har i en alder af kun 22 år allerede løbet 1 marathon og jeg tvivler ikke på at han nok skal stå klar igen næste år, om ikke før.

Tusind tak fordi I ville læse med.
Tak for virtuel hep, peptalks og støtte i #MinVejTilBryggen2017.
Det var uden tvivl en lidt anden form for træning end ellers. Jeg kunne uden tvivl ikke have gjort det uden Hr. Mand og drengens støtte, min familie, særligt min Mor. Mine venner og veninder, min fantastiske Fyseteraput Rasmus fra Connectfys som formåede at fixe min lysk, så dette var muligt og ikke mindst alle Jer som har heppede og støttede mig undervejs i træningen og løbet.

Tusind tak til Telenor Copenhagen Marathon. Tak til Sparta. Tak til fællestræningen om søndagen, som jeg desværre ikke har fulgt i år udover de 30 kilometers kongeetape, tak til fartholder. Tak til alle Jer som bakkede op på ruten og hjemme i stuerne. Tak til de frivillige omkring løbet .
Tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Løber for livet del. I

img_1677
Det pusler inde fra stuen, jeg strækker benene og folder mig selv ud af fosterstillingen. Min mave gør ondt og kan mærke at mine hænder allerede ryster. Jeg farmler efter telefonen i vinduskarmen oven over og ser så at klokken kun er 5:55. Mit ur ringer først om 35 minutter, men min mave er klar til at stå op og komme på dagens første toiletbesøg…
På løbsdagen gælder det bare om at udnytte det vindue, for jeg ved at mit system snart lukker ned. Jeg kravler ud af sengen, kigger ind i stuen og konstatere så at Aksel, som det A menneske han er, er i fuld gang med at tegne landskaber, som han kan sætte klistermærker på. Hvisker godmorgen og går lydløst mod toilettet. Mobilen fungere som lommelygte, så udsugningen ikke larmer og vækker husets yngste mand, som er alt andet end A menneske. Jeg får gjort det jeg skal og kaster et blik i spejlet. Kvinden i spejlet et udhvilet, lidt præget af nervøsitet men mest af alt klar.

img_1836

Bagefter går jeg ud i køkkenet, her finder jeg mine tabeletter frem og skylder dem ned med en halv liter vand. Konstater at klokken nu er 6:10 og kroppen sagtens kan må at få væsken igennem, så drikker en halv liter mere og finder så noget mad frem fra køleskabet. Jeg er overhoved ikke sulten, men jeg ved også at maden skal indtages nu, for at ligge godt nede i maven til når startskuddet går. Med rystende hænder heldet jeg en portion havregryn op og smækker en rugbrøds klapper sammen. Jeg har øvet mig længe i at finde det rigtige løbemorgenmåltid.
En rugbrødsklapper med ekstra mayo og spegepølse har hængt ved. Det er næsten det eneste der glider ned uden tvang. Efter jeg har spist drikker jeg to glas vand og konstatere så at klokken nu er 6:35 og mit væskeindtage inden løbet er ved at være slut.
Så lister jeg stille ind i stuen, kysser Aksel i håret og ligger mig ind under hans dyne i sofaen – hvornår mon han er stået op?

Jeg ligger der længe, fokusere på at trække vejret dybt. Først hele vejen ned til højre, så venstre ben og igen mod højre arm og dernæst venstre. Til sidst trækker jeg vejret ud til alle sider og kan for alvor mærke lungerne folder sig godt ud. Det trykker lidt fra brystet, måske nærmere maven, lige midt i, der hvor ribbene stopper. Jeg er nervøs. Mit hjerte det hamre afsted og synes det snore i hele kroppen.

De første mange gange jeg skulle løbe løb, der var jeg nervøs i flere dage op til løbet. Med tiden er nervøsiteten kun centreret på løbsdagen og kommer ellers kun frem når jeg taler eller tænker på hvad der er der skal ske. Det er i virkeligheden helt åndsvagt og alligevel så pinefuldt at være nervøs på denne måde. Min mave arbejder med maden og føler og væsken skvulper rundt dernede. Jeg har for en gang skyld overholdt min væskeplan i dagene op til Idag. Derudover har jeg tvunget 2 store portioner pasta ned og langsomt skruet op for indtagelse af særligt rugbrød.

Jeg glæder mig lidt til det hele er ovre og at jeg igen kan vende tilbage til den type kost jeg bedst kan lide. Jeg glæder mig til at startskuddet går og til jeg har løbet de første 5-10 kilometer og forhåbentligt er kommet ind i løbet. Sidste år løb jeg mere eller mindre med et angstanfald frem til 14 kilometer. Selvom jeg slet ikke er samme sted som sidst, så husker jeg stadig følelsen. Den har hængt ved og skal bruge lidt ekstra mentale kræfter på hele tiden at fortælle mig selv, at jeg er kommet videre. Min krop er langt mere i balance end nogensinde før og selvom jeg ikke har trænet som jeg førhen har gjort, så er formen også god. Jeg løber efterhånden på en god mængde erfaring og det er den, sammen med viljen og lysten, som skal få mig igennem dagens løb.

Solens stråler kaster sig op ad væggene i stuen. Det er helt skyfrit derude. Vejret har slået om og siden torsdag har jeg haft bare ben udenfor. Det er noget møg, særlig idag. Sidste år udgik 10 procent af løbs deltagerne pga. varmen. Selv var jeg overkogt, solbrændt og stærkt plaget af kramper ved 34 kilometer. Jeg har virkelig prøvet at tage mine forholdsregler denne gang og læst og gjort alt hvad jeg kunne for at kroppen skulle være bedst rustet til løbet. Alligevel ved jeg godt det bliver hårdt.

Det er mærkeligt at sætte sig selv op til sådan et løb. Rent fysisk er det “let”, selvfølgelig er de mange lange trænings ture hårde, men det værste er det mentale arbejde der skal gøres. Både op til og undervejs. Jeg kan personligt godt få en offer lyst når jeg kommer i krise, jeg synes simpelthen det bliver så hårdt, at det bliver synd for mig. Omvendt er der jo ingen som tvinger mig til noget?
Det er mit helt eget valg at skulle løbe det løb og jeg ved godt de færreste forstår hvorfor det er at jeg synes det er sjovt. Løbet er blevet en stor del af mig. Jeg kan ikke forestille mig at være uden og selvom jeg sidste år sagde at nu er det slut med marathon for en stund, så kribler det bare så meget i mig, at jeg ikke kan lade vær. Jeg har dog lavet en masse ting om og prøver så vidt muligt at huske mig selv på at det skal være rart og godt. Det skal være uden stress og press for at få hverdagen til at hænge sammen.

img_1710

Klokken er 7 og kan så småt begynde at mærke jeg for alvor er vågen. Jeg strækker mig, gaber og konstatere at hænderne ryster lidt mindre og at hjertet næsten er ved at finde tilbage i sin normale rytme. Jeg rejser mig for sofaen og går ud af stuen. Jeg går forbi stolen med løbetøjet og min løbspose som skal med ud til startområdet.

Alt er klart, spørgsmålet er bare om jeg også er ?

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina