Fra Marathon til Ultra-løber

Den dag det hele begyndte
Det er en forårsdag i 2009. Min mor og jeg sidder på en tribune på Islands Brygge og numre som “The World Greatest” og “Eye Of The Tiger” er baggrundsmusikken, for de beunderingsværdie præstationer, der udspiller sig for øjnene af os. I ny og næh afbrydes musikken af speakeren, som fortæller om en løber der krydser målstregen eller kommer med anden form for information om dette års Copenhagen Marathon. Min mor og jeg er høje på løb, selvom jeg selv ikke kunne prale med at have løbet længere mere end 5-7 kilometer, nogle sporadiske gange i mit voksne liv, så er jeg tryllebundet. Min mor bliver os tryllebundet og 2 år senere løber hun sit første marathon, Copenhagen marathon d. 25 maj – 2011. Selv går jeg langs ruten, med min yngste søn Aksel på 1 måned i en barnevogn og stortuder da hun passere målstregen.

img_7669

25. Maj 2011 løber min Mor, sit første marathon

2 år senere er det hende som står med Aksel i hånden, mens de hepper på mig. I 2013 løber jeg mit første marathon og de lille Carl ligger inde i maven, er alle tanker om god debutant tid sparket til siden, i stedet løber jeg, for at løbe løbet. Aksel og Carl er i dag 6,5 og 4 år. Min passion for løb bliver for alvor tændt da jeg møder op til min første fællestræning med Sparta i 2012 og jeg er på mange måder vokset siden den dag jeg stillede op på række, af to og to, på hold 6:20. Hvis jeg skal være helt ærlig, begyndte det hele, den dag i maj på tribunen sammen med min mor.

img_7668

Mit første officielle løb, Støt Brysterne i september 2010.                                 Aksel ligger i min mave og min mor er ved min side.

Løber for livet
I dag er løbet en stor del af mit liv og igennem løbet har jeg fået en masse op og nedture. Jeg har brugt løb, som en træningsform under et større vægttab. Jeg har oplevet hvordan løbet var en pligt frem for en lyst. Jeg har savnet løbet så inderligt og voldsomt, de få gange jeg har været skadet og jeg har lært at løbet, er en stor del af hvordan jeg lever livet bedst. Løbet er min hobby, min passion, mit egorum, mit ene og alene og samtidigt noget jeg kan være social omkring. Det gælder både på den enkelte distance, i diverse grupper og her på bloggen. At lige præcis løbet får mit hjerte til at banke en ekstra gang, bunder formentligt i, at jeg under løbet kommer i kontakt med mit indre urmenneske. Når jeg løber, skærpes min sanser og jeg mærker hvordan min krop takker mig for at blive brugt, rørt og kørt træt. Dengang jeg for alvor begyndte at løbe, løb jeg fordi jeg gerne ville løbe et marathon; det var en del af planen om at tabe mig lidt og præstere noget som menneske. Undervejs i træningen til mit første marathon, lærte jeg for alvor at det udelukkende var mig selv, som kunne skabe resultaterne på løbebanen og det er der mit ego-gen for alvor bliver stimuleret. Selvom jeg kan have den bedste opbakning hjemmefra, sødeste løbemakker og bedste løbeklub med medfølgende program, så er det nu engang mig selv der skal binde løbeskoene og holde fokus når det virkelig gælder. Mit løb, er mit, ene og alene.

I de 5.5 år løbet har været en del af mit liv, har jeg særligt i forbindelse med min graviditet og efterfølgende barsel, været sat udenfor løbebanen – af egen fri vilje, det meste af tiden. At balancere med ønsket om at være en tilstedeværende mor, med masser af nærvær og overskud og drømmen om at præstere løbemæssigt, har virkelig været en kunst at skulle mestre. Jeg føler endeligt at have fundet en gylden middelvej, som fungere for mig og min familie. Den inkludere alt fra tidlige morgenløbeture før familien vågner, at have den ældste cyklende ved min side, eller løbe mens mørket falder på og drengene sover sødt.

img_7673

Mit første marathon – 19. Maj 2013

934036_10201191600655147_1350474530_n

Min mor tog imod mig på målstregen og i det øjeblik fortæller jeg hende, at hun skal være Mormor igen.

Løb som recovery
Da jeg tilbage i 2016 blev syg, var jeg trods depressionens klør i rigtig god form, måske mest af alt fordi løbet blev en vigtig faktor i min recovery proces. Allerede dengang gjorder jeg mig tanker om at løbe en længere distance end de 42,195 kilometer. På det tidspunkt havde jeg løbet Copenhagen Marathon 2 gange  og det løb vil for altid være MIT løb. Det er løbet jeg vender ”hjem” til, efter at have været på eventyr ude i den store verden. Jeg lærte igennem min fællestræning og marathons at på de lange distancer er som en lille motor, der kunne tændes og fortsætter med at kører derudad, indtil jeg rammer destinationen.  Grundet min depression og det store press min krop derigennem var udsat for, blev alle tanker om PR løb lagt lidt på hylden, det samme galt tanken om en Ultra løb.

img_7672

Mit andet marathon 22. Maj 2016. Billedet vandt Marathon Sports korring som årets foto ved CPH marathon

img_7671

Det var en af de varmeste forårsdage, den dag i maj 2016. Aksel fik lov til at låne en            vandslange ved Kartoffelrækkerne og sprøjtende stolt på sin mor, da jeg løb forbi.

2017 – året jeg tog styrringen
Da jeg træder ind i 2017, er jeg depressionsfri og har allerede der besluttet at 2017 er året behandlingen med antidepressiv medicin skal slutte. Rent løbsmæssigt har jeg kun købt et løbenummer, til halvmarathon i Berlin. Her skal jeg afsted med min mor og løbe mit første udenlandske løb. Måneder op til løbet er jeg skadet i lysken og kan udelukkende takke min fantastisk fysioterapeut Rasmus, Stifter og Medejer af Connect Fys på Frederiksberg, for at jeg bliver løbende så hurtigt og sikkert som jeg bliver det. Hans kompetencer og 56 biketimer på 2 måneder gjorder jeg løber et vellykket halvmarathon med PR. Derefter køber jeg et løbenummer til CPH marathon og løber os det løb i sikker stil og i bedste personlige tid. Fra CPH marathon i Maj, holder jeg formen ved lige og begynder at drømme om endnu et marathon samt noget endnu større. Jeg begynder at løbe med på Spartas uofficelle sommertræning, hvor jeg er fartholder på hold 6:00 og lærer her Nadja at kende. Sammen drømmer vi drømmen om et marathon. H.C Andersen marathon i Odense 1. oktober 2017.  Forud for det løb, løber jeg Broløbet i PR, CPH Half med PR. Ved H.C Andersen marathon, løber jeg mit livs bedste marathon, med overskud under hele løbet og side om side med Nadja. Vi gennemføre i tiden 4:34:16.

img_7670

Mit andet marathon – Copenhagen Marathon 21. Maj 2017

 

img_7674

H.C Andersen Marathon 1. oktober 2017

Drømmen om et Ultraløb
Den morgen jeg sidder i toget, på vej mod H.C Andersen marathon, møder jeg Mikkel os kaldt Pumaen. Vi snakker lidt frem og tilbage om løb og ret hurtigt står det klart, at Mikkel er en enormt rutineret og erfaring langdistanceløber og pacer. Lidt nervøs spørger jeg Mikkel om han kender til nogen ultraløbs eller 6 timers løb, hvor jeg kunne prøve kræfter med en distance på 50 kilometer. Han nævner et par stykker, men min kalender er booket med en Lalandiatur, OCR løb og skrivecamp, så ret hurigt indser jeg, kun at kunne vælge imellem løb d 23/12 eller den 31/12. Følte virkelig det var pest eller kolera, alligevel var jeg ret sikker i min sag. Årets sidste løbetur skulle være løbet, jeg gik fra at være Marathonløberen til Ultraløber.

Vejen til Ultra : Forberedelse
Den sidste form for forberedelse til årets største løb, kom i ugen op til den 31/12. I november havde jeg løbet Humør Marathon i harreskoven, udelukkende som træning til Ultra Social Marathon d. 31/12-17. Som forberedelse til ultraløbet, svingede jeg traditionen tro forbi min fysioterapeut Rasmus og fik tjekket at ALT stod som det skulle. Min ene fod er i perioder lidt stram og ovenpå en skrivecamp i midten af december, havde jeg noget i klemme i ryggen. Det fik Rasmus hurtigt på plads og derfra gik turen til  Nadja Sportsmassør, som arbejdede alle mine muskler igennem og sikrede at de var klar til distancen.

Rent kostmæssigt laver jeg aldrig de store ændringer op til et løb. Generelt spiser jeg meget grønt, fiber og kød, men i stedet for mørkt kød, skifter jeg så meget som muligt ud med lyst op til et løb. Derudover indtager jeg lidt flere langsomme kulhydrater, så som grovpasta og brune ris. En af de vigtigste faktorer op til et løb, er at kroppen har fået alt det den skal bruge, det gælder ikke kun kilometerne i benene, men os den korrekte mængde søvn, væske og mad. Derfor drikker jeg i ugen op til et løb mellem 2-3 liter vand og 2 dage før løbet drikker jeg vand hvor der er tilført elektrolytter via tabs. Da jeg før har døjet en del med kramper, tager jeg salttabs de sidste 2 dage og på selve løbsdagen tager jeg 2 tabs om morgen og 1-2 undervejs i løbet. Derudover spiser jeg minimum 3 store portioner pasta til aftensmad dagen før løbet, det er det som fungere for mig. Min appetit er aldrig særlig stor dagen før et løb, alligevel spiser jeg – jeg spiser med tvang, en mundfuld en tår vand og sådan kørers maden ned. Jeg ved at rigtig mange løbere, ligesom jeg selv, døjer med at nervøsiteten ødelægger appetitten – alternativet er bare rigtig uholdbart. Om morgen, inden løbet, spiser jeg altid 1-2 klap sammen med mayo og spegepølse. Det er simpelthen det eneste jeg kan arbejde med og som min mave kan kapere. Selvom jeg kunne skrive meget mere om kost, energiindtag mm, så er det inde i mit hoved det største arbejde skal gøres. Det er der den sidste del af forberedelsen skal laves.

Jeg tænker og hvis muligt, løber ruten igennem over flere gange. Jeg finder små cooping strategier, som jeg kan trække på når krisen kommer og den forsøger at overbevise mig om at stoppe. Jeg taler mig selv op forud for løbet, står i super women pose inden startskuddet lyder og så bruger jeg mindfulness, under de sidste træningspas, for at forberede mig på at flytte smerten rundt. Derudover så planlægger jeg mit energiindtag under løbet. Alt udstyr testes og ligges frem. Jeg prøver faktisk, at kontrollere alt hvad der kan kontrolleres og fortæller så mig selv, at resten kan jeg godt stå igennem.

socialmarathon-rute-med-depot-1

Ruten til Social Marathon 2017  – Ruten løbes 2 gange og blev vendt om efter 21 kilometer.

Ultra Social Marathon
Den 31/12 står jeg op klokken 6. Jeg skynder mig at spise og drikke det sidste væske, så maven kommer i gang og derfra gør jeg mig færdig. Klokken 6:45 vågner Aksel og han får et stort knus inden jeg går ud af døren for at lunte mod bussen.

Da Ultradelen til Social Marathon skal løbes fra Hovedbanen til startlinjen på Amager, har jeg ingen mulighed for at have ekstra bagage med. Derfor har jeg min ynglings salemon taske på ryggen med en indlagt camelbak eller hvad den nu officielt hedder formentlig noget med drikkerygsæk. Jeg har en stor pose væske på ryggen, med en slange koblet til, så jeg hele tiden har ekstra væske med til ruten. Hvilket var en rigtig god beslutning. Jeg har før oplevet at få for lidt væske, da jeg kan have for travlt i depoterne, derfor har jeg de sidste 3 marathons haft en halv liter powerrade stående ved 21, som jeg kunne drikke henover de næste 3 kilometer, for at sikre jeg fik væske nok. Denne gang var det bare ikke muligt og derfor måtte jeg gøre brug af camelbak’en første gang og det gik heldigvis super godt.

img_7222

En meget spændt og rørt løber melder klar

Da jeg ankommer til hovedbanen, stiller jeg klar til start, tager et obligatorisk 1-2-3 sæt i gang billede og mens jeg løber ud af hovedbanen løber tårerne langs mine kinder. Jeg bliver altid utrolig rørt når jeg løber afsted på et større løb. For mig er det i det øjeblik sejren er hjemme – okay der skulle lige løbes 50 kilometer, men det er i mine øjne alt træningen, prioriteringen og planlægningen der er det hårde. Det at få ALT til at gå op således at man kan jagte sin drøm, det er hårdt.

img_7665

Jeg løber afsted, i skæret fra pandelygten og til lyden af den begyndende morgentrafik klokken 07:20, en søndag morgen på årets sidste dag. Mine ben bliver hurtigt varme og den første kilometer løbes på 6:11, derfra ligger tempoet centeret omkring 6:00 som planlagt. Før jeg ved af det er jeg på Amager, ved svømmehallen, hvor løbet skal igangsættes og jeg får sat mit officielle løbenummer på, og er dernæst klar til afgang. Jeg nulstiller uret og forsøger samtidigt at gøre det samme mentalt, hvilket var en enorm svær øvelse at mestre.

26195646_1694563630581815_6306080376135475870_n

Klar – parat – start : Løber nr. 37. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Jeg løber afsted med sluttidsgruppen 4:30. Forud for løbet havde jeg indstillet mig på at tiden 4:30 ville være for stram, i denne omgang. Målet ved dette løb hed sig at gennemføre de 50 kilometer – men da ruten er ukendt og uden afmærkning må jeg hurtigt se i øjnene at jeg minimum skal holde mig i gruppen de første 21 kilometer. Jeg løber fint med de første 14 kilometer og begynder så at kunne mærke kroppen minder mig om jeg nu har 22 kilometer i benene og der skal løbes et par timer endnu. For hver gang de andre i gruppen nævner den tilbagelagte distance, hvæser en stemme i mit indre + 8,3 ! Og det er først ved de 22 kilometer, mine 30 at jeg får fuld kontrol over mit indre.

Frem til de officielle 21 kilometer, holder jeg mig ca. 200 meter bag feltet, således at jeg løber i pace 6:21. Jeg løber med et stort overskud og har gode sikre skidt. Min plan om at indtage energi ved hver 5-7 kilometer holder fint og maven tager godt imod den kolde væske – i ny og næh får jeg tvunget en kop te, halveret med vand ned. At depoterne ved social marathon indeholde alt fra æbleskiver til kransekage, varm kakao – cola og chips det var simpelthen så fornemt – Jeg kan bare ikke få andet end min gel ned. Da jeg løber ud på ruten for anden gang, hvor den vendes, mister jeg feltet grundet en lysregulering og et depot. Heldigt for mig, følges gruppen af Jesper som desværre er skadet og cykler derfor med i stedet. Jesper, som ses på billedet overnover, skylder jeg en kæmpe stor tak, han sikrede sig hele tiden at jeg fik information om den ukendte rute og holde mig i ny og næh med selskab. Jesper stod os ved opløbstrækningen og løb de sidste 100 meter med mig. Det var intet mindre end fantastisk.

26168098_1694560830582095_8805558763097067873_n

41 kilometer tilbagelagt og stadig fuld af overskud. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Da jeg rammer 43 kilometer, falder jeg til 6:30 i pace. Humøret er fortsat højt men kræfterne begynder at blive mindre. Jeg er nu meget alene på ruten og kan ikke længere se min startgruppe. Det rør mig ikke sønderligt, udover det gør det svære for mig at finde vej. Heldigvis er den sidste del af ruten langs Amager strandpark og ude i lufthavnen og det er næsten umuligt at tage fejl af. Heldigvis, for da jeg rammer strandparken er vinden for alvor blæst op og står lige ind fra venstre, mens regnen kommer lige på. Det er koldt, vådt og der er ingen læ nogen steder. Mit tempo ved 44 kilometer falder og jeg overhales af en lille gruppe fra klub100. Det rør mig ikke, for jeg er der begyndt at forstå, at jeg lige om lidt er gået fra at være Marathonløber til Ultraløber. Mens jeg løber i den kolde regn, begynder mine hænder at hæve op og min vejrtrækning bliver mere og mere besværet. Ved det sidste depot 5 km fra mål, tager jeg et ekstra sug på inhalatoren og ber til det hele holder. Derfra løber jeg mod mål. Min hænder er ildrøde af kulde, og min vielsesring strammer så forbandet, men jeg drømmer mig væk i mit indre, mens jeg rykker tættere og tætte på mål. Da jeg løber ud af lufthavnsområdet bliver min gråd af stolthed og lettelse svære og svære at tilbageholde. Ligesom jeg ofte græder ved start, så stortuder jeg os altid når jeg kommer i mål. Selvom benene, hele kroppen laver et kæmpe arbejde er det oppe i hovedet de hårdeste kampe oftest skal tages.

Da jeg løber i mål, står Jesper og min Mor klar og 20 meter før mål bryder jeg sammen og giver slip, mens glæden, lykken, stilheden og trætheden overmandet mig. Jeg kommer ind i tiden 05:41:52 inklusiv depoter og lidt for mange røde lys. Den samlede distance blev 50,5 kilometer og for at være helt ærlig, så har jeg fortsat ikke forstået at jeg har løbet SÅ langt.

img_7660

Efter de 50 kilometer…
Jeg ved endnu ikke om mit første ultraløb vil blive det sidste. Jeg ved ikke helt hvad der venter mig endnu, selvom jeg i min flying High post løb tilstand, selvfølgelig allerede har talt og tænkt på nye store løb. Det er for mig en del af processen i at bearbejde et løb, det er der lysten til at finjustere og optimere en indsats kommer. Da jeg kommer hjem, bliver jeg for alvor forsikret i at beslutningen om at løbe lige præcis den 31/12 var helt rigtig. Jeg er nemlig høj, glad og fyldt med adrenalin. Udover en lidt mærkelig gangart hen på aften, en meget stor følsomhed overfor alkohol og et par neon grønne kompressions strømper, så påvirket løbet ikke min nytårs aften af negativ karakter .

img_7228

Her lidt tid efter, forstår jeg fortsat ikke hvad der præcis er sket. Jeg kan huske hver en eneste kilometer. Jeg kan huske trafikken, depoterne, de mennesker og samtaler jeg havde. Mest af alt, kan jeg huske mine tanker og den stolthed der indfandt sig, da jeg passere 44 kilometer og forstår at det sker lige on lidt, at den marathonløber jeg er bliver til en Ultraløber. Det er stort så uforståeligt. Når jeg skriver tallet 50, tænker jeg ikke synderligt over det, men når jeg mindes hver eneste kilometer, så forstår jeg. Ultra social marathon var ikke bare en lille tur, selvom det var det min psyke reduceret den til, det var løbet det ændrede noget i mig.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Indlægget indeholder ikke reklame, men anbefaling til rigtig dygtige fagpersoner
jeg har rigtig god erfaring med.

En løbetur i skoven

Da jeg sad i toget mod Odense, i forbindelse med H.C.A marathon mødte jeg en løber, toget var fyldt med dem, men denne her mand og jeg faldt i snak om livet i løbeskoene. Ingen tvivl om han var mere erfaren end mig, dels grundet hans alder og formentlig de mange tusinder kilometer han har løbet. Jeg fortæller lidt om mit eget løb og om en drøm. Han er åbenbart løbs arrangør og gav mig muligheden for at “nå” drømmen officielt. I princippet er det kun mig selv, lysten og viljen der kan gøre jeg kommer i mål, men for at komme i mål, skal der os være en mållinje og efter min mening en medalje.

Det er længe siden jeg stoppede med at løbe mindre løb, ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, hyggeligt eller “præstisfyldt”. For mig handler løb kun om den enkelte løber og ikke om tider, negativ split og flest kilometer om måneden. Hver enkel løber er unik og løber på sin egen måde og forhåbenligt os for sin egen skyld. Selvfølgelig kan der gå konkurrence i den for os alle sammen, men det er nu engang ens eget løb der tæller når man er igang.

For at nå ‘målet’ krævede det at jeg testede mig selv af og at Hr. Mand selvfølgelig synes det er okay jeg lige hiver en del timer ud af kalenderen for at gøre det. Det er mit vilkår, som mor og kone. Heldigt for mig står Hr. Mand bag mig, os selvom han ikke altid “forstår”. Han forstod slet ikke at jeg kunne sidde dagen efter marathon i Odense og snakke om et nyt marathon, allerede en måned efter, når nu mine ben var så ømme som de var. Jeg har dog lært at acceptere tilstanden efter at have krydset målstregen, for mit vedkommende er det en euforisk følelse det indfinder sig, jeg vil have mer’. Jeg kender andre løber, som har trænet op til et marathon og når de kommer i mål, så har de taget beslutningen “aldrig mer”. Nogen holder fast i den og andre igen oplever at følelsen fortager sig og før de ved det af det igen står klar til et nyt løb.

Idag stillede jeg op til et løb. Det er på mange måder “en velkendt” distance og alligevel skal den løbes på en helt ny måde. Idag løb jeg Humør Marathon 77, i Harreskoven. Løbet var et cannonball løb og blev løbet på en runde rute af 7 kilometer. Så selvom jeg kender til de 42,12 kilometer, så har jeg aldrig løbet et løb uden tilskuer, høj musik og konfetti affyret fra vejsiden af. Vi var omkring 40 løber, hvor 30 løb marathon. Udover at selve løbet forgår mere roligt er det første gang jeg har været ‘så’ stille med at skulle løbe et større løb. For mig handler løbet ikke om at kunne sige “se hvad jeg kan”, men selvfølgelig synes jeg da det er en ret fed ting at kunne løbe et marathon.

Da vi løber afsted, er der ingen startskud med en aftale om “nu løber vi”. Det mindede lidt om en fællestræning bortset fra vi ikke løb to og to og min løbemakker og veninde Nadja ikke var med. Efter en lille kilometer kommer vi ud i skoven, jeg ved sgu ærlig talt ikke hvad jeg har tænkt på da jeg meldte mig til løbet. Jeg vidste godt det var i harreskoven, men alt det med bakker, små skovstier og konstant skiftende underlag, det havde jeg glemt. Jeg har en gang før løbet et trail løb, North Coast Ultra, hvilket er utrolig smukt og enormt udfordrende. Selvom jeg synes det var fedt at løbe i turen, så er jeg ikke den vilde trail løber og idag var ingen undtagelse. Alligevel er jeg som en motor du starter og som kører indtil destinationen er nået. Så da vi for alvor kom til bakkerne, som der var mange af, så løb jeg selvfølgelig. Flere af de andre løbere gjorder grin med mig og lige der forstod jeg at dette løb som sådan ikke handlede om tiden, men om oplevelsen, distancen og at komme i mål. Det er på mange måder ret fascinerende og utroligt befriende. Derfor kiggede jeg sjældent på uret, mest af alt fordi jeg svingede imellem at løbe pace 5:50 til 7:30 grundet det konstante skift i terrænet. Normaltvis når jeg løber marathon, har jeg energi indtag hver 5. km, men os det var lavet om. Istedet havde jeg nu hver 7. km og det fungerede os rimeligt. Jeg tror jeg ved 38 godt kunne have haft indtaget en gel mere men det gik.

Turen var enorm smuk, hård og stillede krav til mig som løber og særligt men psyke. Jeg løb stort set alene hele vejen og det at løbe i knap 5 timer, er mange timer hvor psyken og kroppen kommer under pres. Da jeg mangler 2 omgange, 14 kilometer, smider jeg musik i ørerne og begynder at gå helt ind i mig selv. Lungerne er for længst blevet presset til det yderste grundet det kolde vejr og kan mærke hvordan musklerne strammer til over højre knæ. Da jeg har 11 kilometer igen sprænger vabelerne på venstre og lidt tid derefter brister de os på højre. Under hele løbet holde jeg mig i venstre side af sporet. Det er den position jeg altid har når Nadja og Jeg løb sammen, på mange måder var hun med mig idag, selvom hun var på arbejde. Tankerne om drengene og deres stemmer i mit indre trak mig frem og hjalp mig til at holde et stabilt tempo, os når stigningerne var seje.

Jeg havde forud for løbet lavet en aftale med min mor om, at hun ville hente mig. Min mor, som har været min inspirationskilde til løbet, elsker løb. Hun har et par marathon i bagagen og et utal af halvmarathons, men grundet en inflammation i achillessene har hun siden vores halvmarathon i Berlin været sat ud af løbet. Det er først nu hun igen, langsomt men disciplinæret kan træne op igen. Min mor er kommet i god til for at se løb, men oplevede istedet et depot og en ikke eksisterende målstreg bliv krydset, alligevel ved jeg oplevelsen var i særklasse. Tror de fleste løbere bliver lidt opslugt af at se på andre komme i mål.

bfc80499-ff4c-4383-acaf-704fc9892e15

7f405881-754e-46d6-8e73-50360407bd26

Da jeg svinger ned af villavejen hvor “målet” er, gør hver en muskelfiber ondt i kroppen. Alt svier, og jeg kan for alvor mærke brandmærkerne efter det svedige bh. Min mor står klar og de løbere som allerede er kommet i mål klapper af mig. Med kun 200 meter til mål begynder jeg som sædvanligt at tude, for mig er det stort at løbe et marathon og særligt dette løb var en lang indre samtale med mig selv. Jeg er kommet utrolig langt som løber og er nu så “sikker” på at jeg kan hvad jeg vil, så de negative tanker ikke eksistere. Jeg møder heller ikke den egenligtlige mur længere. Nogen vil nok mene, at jeg så burde løbe hurtigere, men synes personligt jeg løber lige som jeg skal og i sikker stil.

b416f717-4a20-4844-a1f2-9232374fbae0

14bfbd42-e81f-4ed0-a463-953aa532157b

Da jeg kommer i mål, er der ingen tvivl om det er min mor som skal overrække mig medaljen. Jeg er nu, et skridt nærmere et større mål.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Sammen, fra start til slut

Når vi mødes, hopper vi rundt som to hunde i snor der venter på at blive sluppet løs, men idag, idag var stemningen helt anderledes. Kulissen var skiftet ud, frem for københavnske gader stod vi nu på Odense stadion. Gaderne er langt fra ødet og menneskemængde omkring os er tæt. Da vores øjne mødes kan jeg for alvor mærke min egen sårbarhed røre på sig. Idag er en stor dag, en fest dag hvor magien skal udløses. En dag hvor en debutant skal have en ny chance og hvor det hele udelukkende skal handle om at tro på når det “umulige er muligt”.

img_4994

Løbenummeret til H.C. Andersen Marathon er gaven til mig selv. Gaven for at have kæmpet mig ud af depressionens mørke og gaven for nu at være fri af den antidepressive medicin. Allerede da uret ringede klokken 5:30 kunne jeg mærke angsten røre på sig, som en mørk sky der trak hidsigt hen over himmelen for at lade det indhold ramme mig. Jeg har lært at rykke mig frem for at bliver paralyseret. Jeg har lært at jeg kan hvad jeg vil her i livet og at INTET er umuligt for den der bær viljen i hjertet. Ja det er nok et gammelt Fangerne på Fortet citat, men set holder sgu stadig.

img_4921

En smuk efterårs morgen, påvej til toget mod Odense.

Vi får klædt om og i ny og næh kaster jeg et blik på Nadja. Vores øjne skal helst ikke møde hinanden, for så igangsættes tårerne. Det her er en fest, en tid til glæde og stolthed og mens vi sidder der siger jeg tillykke. I mine øjne er de 42,195 selvfølgelig hårde men personligt mener jeg det er rejsen frem til løbsdagen der trækker ud. Alle de aftner jeg er gået tidligt hjem. Kost, træningspas og det konstante fokus på målet, drømmen, løbet.

Vi kommer ud i løbsgaden, får tisset af i en busk (man er vel løber?) og derfor stiller vi os klar. De sidste mange søndage har vi trænet i pace 6:00 og selvom vi begge har gode pacetræninger på 5:30-5:50 så ved vi begge at 42 kilometer kan blive rigtig lange, særligt hvis man lægger for hårdt ud. Derfor indfinder vi os bag en blå ballon med sluttiden 4:30. Målet var ikke den endelige tid, men at komme tilpas igennem de 21 og derfra se hvad krop og sind kunne. Jeg elsker konceptet omkring fartholder og har igennem Sparta mødt nogle af de bedste, omvendt har jeg os mødt dem der sætter lidt i banken og banken er bare ikke altid åben når man rammer kris
en på 36. Derfor var det os med frustration at jeg hurtigt kunne konstatere at fartholderne sparede op. Derfor skiltes vores veje ved 25, og ved 39 bliver afstanden så stor at jeg ved et forsøg på at lukke hullet og komme med ind vil medfører en krampe og formenlig os manglende nærvær når slutspurten skulle sættes ind.

img_4815

Nadja og Jeg, på vores sidste træningspas forrig søndag

Nadja er på mange måder debutant og alligevel er hun SÅ meget mere. I Maj 2017 stillede hun op til Copenhagen Marathon og løb sindsygt flot, lige ind til den skade som hun havde kæmpet med i foden sprang op og hun ved 26 kilometer faldt om. Den dag blev en ild tændt i hende og i smug begyndte hun at holde træningen ved lige, frem til idag. Jeg lærte Nadja at kende til Spartas uofficielle sommertræning. Med stor nervøsitet og et ønske om at rykke mig tidsmæssigt, vinkede jeg farvel til min trofaste søndagsfamilie 6:15, for at blive til løber på 6:00. Der stod Nadja, smuk og dejlig og med et smil der varmede inderst til yderst. 6:00 manglede nogle faste fartholder og på ingen tid blev Nadja og Jeg det. Under en af vores træningstur, hvor vi skulle løbe 26 kilometer ,skete der noget magisk. Nadja kom stærkt igennem distancen hun tidligere havde oplevet krisen på. En løber er “aldrig” bedre end sin sidste løbetur og ligesom jeg selv har oplevet, så får de forskellige distancer en markant betydning, særligt hvis man ender i jorden. Det er af samme årsag jeg altid frygter de 30, fordi jeg en gang er blevet kørt afsted i en ambulance. Den søndag løb vi side om side og det eneste negativt der skete den dag, var en bi stak mig på den højre skuldre, men alt det var vand i forhold til den relation som var begyndt at blomster imellem os.

Nadja og Jeg, 5 minutter inden startskuddet lyder.

Vi kommer fint igennem de 21 og da vi drejer ud på anden omgang begynder det for alvor. Husker jeg pænt fortæller Nadja “det er NU det begynder, det er det her du kan og du gør det så flot.” Min rolle under dette løb var ikke at løbe for mig selv, men at løbe på Nadjas venstre side og være klippen når behovet opstod. Det var et tillidshverv og indrømmer gerne at jeg virkelig var bange for om jeg nu os kunne. Da vi passere de 25 kilometer begynder jeg at tale Nadja op, sørger for hun slog sig selv fast som den løber hun virkelig er, ubetinget af tidligere erfaringer med de 26 kilometer.

Nadjas familie var taget med over og at opleve en så dedikeret familie, det bakker op som de gjorder, det var beundringsværdig. Min egen familie var med i tankerne, hjemme med drengene og med en computer der konstant stod på opdatering af min færden på ruten. At løbe velvidende om at begge vores familier var med os, var den bedste støtte vi kunne have ønsket os. Under løbet får vi overrakt ekstra gels og energidrik, så vi konstant havde det kroppen skulle bruge.

fullsizerender

Optegnelsen over ruten, som min mor sendte mig i det øjeblik jeg kom i mål.

Vi kommer forbi de 30 og jeg begynder at kunne mærke lungerne kæmper med udåndingen. Inden løbet og ved 21 har jeg taget min lungeudvidende medicin, ja kald det doping, for at sikre jeg får lige præcis den ilt kroppen skal bruge nu hvor jeg har udviklet astma. Astmaen er i min verden ikke en undskyldning – tværtimod, det er ekstra motivation til at vise hvad jeg virkelig kan og særligt efter lægerne i slut august pænt fik fortalt mig at jeg skulle skyde en hvid pil efter dette Marathon. Jeg har været træt og virkelig kunne mærke lungebetændelsen har fået gunstige vilkår, for at være i kroppen længere end nødvendigt, omvendt var andet bare ikke en mulighed i min verden. Nadja løber ved min side og hele hendes kropssprog udviser at en krise har indfundet sig. Jeg tror løbekriser er midlertidige og begynder derfor at tale ind til krigeren i Nadja, mens de sædvanlige kommentarer vedrørende kanter, huller, vand mm gives, for hele tiden at holde fokus på at “dette er en hel almindelig tur”. Pacet justeres for en sikkerhedskyld og da solen står højt og skarp på himlen ryger der ekstra med vand ind.

fullsizerender-2

Side om side og med Najdas bror som løb ud og gav os energi.

fullsizerender-3

Solen skinnede strækt, så ekstra væske og energi

Vi kommer over de 35 kilometer og begynder så for alvor at mærke hvordan mine fødder skal placeres helt rigtig for ikke at udløse kramper. Rent fysisk følte jeg mig i topform og det er som om at alle mine peptalks til Nadja slår rødder i mit indre og opbygger et værn imod den mentale mur. Da vi rammer 37 kilometer smiler jeg stort og ved for alvor at løbet for alvor er i hus, selvom jeg på intet tidspunkt var i tvivl om at vi ville komme godt igennem løbet, understreger mit ur at jeg kan skrive en ny PR i min løbemæssige blå bog. Jeg tror at alle kan løbe 5 kilometer og yderligere at hvis man møder et maraton med den korrekte mentale strategi, så kan man komme helskindet igennem. Derfor har jeg altid opdelt mine større løb i 5 kilometer. Ligesom når jeg cykler, så er der altid 3 sekunder mer i benene. Derfor fortæller jeg os Nadja, som suser igennem på hendes 5’er til dagligt, at nu er der kun 5 tilbage og dem har hun.

Vi rammer 40 og begynder så at bede hende skubbe lidt på, åbne op og langsomt lade sig flyve fremad. Vi kommer forbi de 41 og uret viser 6:20. Igen og igen kan jeg mærke gråden finde vej frem og lungerne er for alvor stået af. Nadja løber ved min side og det smukkeste smil indfinder sig hos hende. Selvom jeg godt kan ane hendes udmattethed så er hendes stædighed større og da vi løber ind på stadion, er det en euforisk oplevelse der kommer igennem kroppen. Tårerne får frit spil mens jeg begynder at råber Nadjas inderste op. Jeg råber til hendes indre kæmper, til hende der vil det her og til hende som er stærkere og har overkommet mere end de fleste ville kunne. De sidste 200 meter skriger jeg “Du er så sej og jeg er så stolt af dig” og heldigvis er lige præcis vores slutspurt fanget med en linse for det øjeblik er mit livs største løbemæssig oplevelse.

img_4967

Et magisk øjeblik, følelser, passion og vilje

At løbe side om side og have gjort det igennem alle 42,195 kilometer, det er noget.
Vi startede og sluttede sammen.

img_4983

Tårerne over min stolthed og glæde over at have måtte være en del af Nadjas første fulde marathon.

 

img_4993

En meget meget stolt veninde, intet mindre.

Vi kommer ind i tiden 04:34:35 og dermed lavede jeg ny PR og rykkede mig et godt stykke fra min sidste og bedste maraton tid fra Copenhagen maraton i maj 2017 på 04:43:26. Idet vi krydser målstregen giver mine lunger op og som jeg altid gør ligger jeg mig på jorden og lader alle følelserne tage over. Gispene ligger jeg lidt indtil jeg får fat i inhalatoren og sikre at lungerne ikke udvikler et anfald. Så hjælper Nadjas bror mig på benene så Nadja og jeg sammen kan gå hen og få overrakt vores velfortjente medalje.

fullsizerender-4

Med velfortjente medaljer om halsen

img_4998

Vi gjorder DET

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OG Nadja kan følges på Instagram profilen @Tutte89

Et anderledes løb

Da jeg krammer min veninde for sidste gang og ser efter hende forstår jeg for alvor at det er NU det gælder. Min løbemakker og nu veninde, som jeg har lært at kende igennem sommertræningen, har på ingen tid fået en stor plads i hjertekuglen. Hun løber med fornuften, hvor jeg selv skal løbe et alt eller intet løb. Med kun 14 dage til HC Andersen maraton 2017, kan det helt sikkert debatteres hvor smart det lige er…alligevel vinder lysten og troen på mer, nemlig håbet om en ny PR og forhåbenligt en under de 2 gyldne timer.

Vi begynder at gå imod startlinjen. Stemningen i løbsgaden er intens, solen skinner fra en klar himmel og mit hjerte banker derudaf. Jeg bliver altid så utrolig rørt når jeg løber afsted og denne dag er ingen undtagelse. Mine øjne møder min fartholders og vi nikker anderkendende til hinanden og klumpen i halsen vokser. Det er Nu det gælder.

Vi kommer godt afsted og jeg finder ret hurtigt min plads i gruppe, 2 meter foran fartholderne, helt til venstre på vejen. De første 8 kilometer glider fint og mærker for alvor mit pace er hurtigt, hårdt men alligevel tilpas. Da jeg løber op ad Godthåbsvej kan jeg høre deres kalden før jeg ser dem, de står der, mine drenge, svigermor og Hr. Mand, til højre for feltet og hvad der ellers plejer at være en traditionsrig High five bliver til et energisk vink og luftkys. Jeg mærker tydligt hvordan deres hep går i mit pace og da jeg skæver til uret viser det 5:30. Vi kommer rundt på Frederiksberg og da vi løber forbi Enghave Plads lyder der et højt brag ovenover og inden jeg ved det af det åbner himlen sig. Under Broløbet i sidste weekend havde regnet pisket imod ryggen men denne type regn føles anderledes, den er dels koldere og mere markant, alligevel beder jeg mig selv droppe piverriget og holde fokus. Da jeg kommer i mål konstatere jeg at det ikke var almindelig regn, det var hagl på størrelse med ært.

img_4658

Vi krydser Dybbølsbro og himmelen er sort og skyerne bevæger sig hurtigt mens regnen står ned. Da jeg løber ned at Kalvebod brygge lyser himlen op og fra de registreres, går der ingen tid før braget lyder. Uroen pulsere igennem kroppen og den kolde luft begynder for alvor at hive i lungerne. Min astma er forsat ny for mig og selvom jeg har været medicineret i knap 3 uger, er min vejrtrækning ikke den bedste når kulden sidder i luften. Vi kommer ned under Langebro og sorte pletter danser for mine øjne. Pacet er fortsat højt og det glimter konstant for oven. Jeg mister fokus og før jeg ved af det falder jeg et par meter tilbage og selvom jeg ihærdigt forsøger at øge farten, begynder min vejrtrækning at ændre sig og blive ukontrolleret. Da vi løber op forbi Christians Borg dropper jeg depotet og messer indvendigt at jeg bare skal løbe 7 kilometer endnu. Alligevel er pletterne for øjenene tiltagende og afstanden til de gule balloner bliver større og større. Da vi løber forbi Kongens Nytorv, ser jeg på mit ur at jeg har 29 minutter til at løbe de sidste 5 kilometer. Det brager fortsat for oven og kulden slider i lungerne. Igen og igen presser jeg mig fremad og forsøger hele tiden at få uret til at vise et pace på de 5:50. Da vi drejer op til Østerport begynder drømmen at briste og jeg finder hurtigt en ny. Personligt mener jeg dét er den sande kunst som løber, nemlig den at kunne møde krisen og acceptere at der skal ligges en ny plan, dermed ikke ment at man bare sådan skal give op, men nogengange lykkes det bare ikke. Jeg er aldrig gået ud af et løb, ligemeget hvor hårdt og smertefuldt skridtene har været at tage, så har jeg alle dage fortsat med at løbe. Vi passere endnu et depot og igen springer jeg over. Jeg ved, trods min lille erfaring med astmaen, at når lungerne kæmper som de gør nu, så venter der et langt hosteanfald når jeg først stopper og det må vente til jeg er i mål.

Da jeg løber op ad Strandboulevarden ser jeg der ligger store vandpytter og ude i vejens sider, løber vandet som var det små skovbække. Jeg konkludere i min krise at jeg sagtens kan løbe i våde sko. Jeg passere 20 kilometermærket og kan se uret viser min drøm for alvor er knust. Under min intervaltræning kommer uret i ny og næh under pace 5:00, men med våde sko, overbelastet lunger og tunge lår er det en umulighed. Istedet acceptere jeg det næstbedste, nemlig en ny PR på halvmaratonet og ovenikøbet kun en uge efter mit Broløb, hvor jeg os løb ind i en ny personlig rekord. Jeg svinger om hjørnet på Trianglen og er klar til at sætte slutspurten ind og mødes så af massive vandmasser. Okay -i forhold til tsunami og orkaner mm. så er den mængde vand der ligger på vejen ingenting, men når vandet når det øverste at skinnebenet, så ved man alligevel det er voldsomt i dansk vejr regi. Vandet er iskoldt og efter få hundrede meter kramper mine tær. Kulden skaber en hyperventilerende effekt i resten af kroppen og mærker for alvor hvordan blodet forlader mit ansigt. Der er 700 meter til mål og jeg kan ikke andet end at smile og tænke det er NU det gælder. Mens jeg forbliver på det dybe vand, tæller tiden og uret rammer de gyldne 2 timer. Da jeg suser ind i opløbet og høre publikum klapper acceptere jeg kampen og mit nye resultat mens jeg igen og igen messer for mig selv, at det hele er ovre lige om lidt og jeg skal ind til siden for at forhindre et kolaps. Jeg passere målstregen og fortsætter løbet over i armene på en samarit som med det samme griber mig og får støttet mig således at jeg ikke ender på jorden. For hurtigt lænede mig mod et metalhegn, mens lungerne gisper efter luft og fremstammer så “Jeg skal have min inhalator!” mens jeg peger på løbebæltet. Samaritten finder den hurtigt frem mens hans kollega er kommer til og tørt konstatere noget med “løber og astma”. I min verden er der ikke noget valg. Det er ikke muligt – ikke at løbe, det handler om vilje, passion og måske manglende erkendelse. Alligevel ved jeg fra min recherch at astma ikke udelukker løb, men at jeg “bare” kæmper med resterne fra en lungebetændelsen og ja nykonstateret astma. Mens jeg står der foroverbøjet over hegnet, pisker regnen ned og siger speakeren det “Jeg er desværre nød til at meddele alle løbere og publikum at løbet er aflyst og vi evakuere hermed alle løbere.” Derfra ændre stemningen sig markant og jeg ved ærlig talt ikke om det er min inhalator som begynder at virke eller om det er angsten som tager over. Jeg får spurgt samaritten om årsagen til aflysningen, da jeg et kort sekund tænker “Boston maraton”. Hurigt forstår han min frygt og fortæller så at lynet har ramt to løbere og der er en anden som har fået stød pga strøm i vandet. Derfra går det hele lidt hurtigt; jeg kigger hen mod målstregen og så ind mod Fælledparken. Der er kaos, alle løber står klumpet sammen og bevæger sig i sneglefart hen imod udgangen. Strømmen er gået; så det store ur der indikere hvor længe løbet har været igang er gået ud.

Jeg har en aftale med min veninde om at jeg skal vente i mål. Hun har ikke sin mobil på sig og tænker at hun må komme indenfor de næste 5 minutter, så jeg bliver og venter. Derfra går tiden uendelig langsomt. Igen og igen fortæller speakeren at alle skal bevæge sig væk fra området, polit og vagter går rundt imellem de dampende løbere og beskeden om at løbet og alle løbere på ruten nu bliver stoppet er helt surrealistisk at hører. Endelig kommer hun, efter hvad der på mange måder var de længste 3 minutter. Hurtigt griber jeg hendes hånd, vi krammer tillykke og derfra for hun beskeden om at vi skal væk fra området. Vi trækker ned i løbsgaden og den næste bekymring rammer mig.

Min mor, som desværre er plaget af inflation i akillessene har meldt sig som frivillig og deler medaljer ud. Jeg havde glædet mig til at hun skulle give mig medaljen på, men nu er alt kaos og selvom jeg kan hører medaljerne rasler inde fra venstre side,er der umuligt at komme ind igennem mængden af løbere. Nogle rækker et bundt ud i den klump jeg står i og min veninde og jeg snupper en og sender dem så videre. Vi kommer over til indgangen mod Fælledparken og der parkere jeg min veninde, mens jeg søger ind igennem træerne på en jordhøj, for at led igennem hegnet mod løbsgaden. Lyden fra medaljerne bliver tydligere og jeg søger efter hende, som var jeg et barn der var blevet væk i er supermarked. Jeg kan se alle uddelerne af medaljerne stå tæt op af hegnet og tanken om at de let som ingen ting kan masses rammer mig. Så ser jeg hende, hun er ved at hænge endnu et bundt medaljer om armen, inden hun igen skal overrække dem. “MOR!”, vores øjne mødes og igennem hegnet gnubber vi vores næser sammen. Det møde, det øjeblik, vil for evig tid stå som det stærkeste minde fra det løb. Visheden om min mor var okay, i fuld sving med at overrække dagens kæmper en medalje, når nu hun ikke selv kunne løbe med i år, det siger så meget om hende, den sejeste kvinde jeg kender. Beder hende komme med mig, væk fra området, med min barnlige stemme men svaret er kærligt og kontant “Der er så mange løbere og de har kæmpet så flot, så de skal have deres medalje.” Min mor læser mit urolige blik og siger så derefter at hun nok snart skal tage hjem.

Så siger vi farvel og jeg går igennem mudderet tilbage til min veninde mens jeg finder telefonen frem. Min mand og drenge står af princip ikke i mål, men med årene er drengene blevet bidt af løbestemningen og er derfor begyndt at komme med rundt på ruten og er nogengange kommet hen til målområet. Jeg ringer op og konstatere min telefon er ramt af fugt og panisk råber jeg “Jeg er ok – hvor er i – jeg elsker jer”. Heldigvis var drengene blevet overmandet af regnen på Frederiksberg og havde søgt i ly derhjemme.

Min veninde og jeg bevæger os ind i løber området og søger imod bagageteltene. Jeg er i chok og begynder at grine mens jeg hopper igennem mudderet.

img_4652

Jeg forstår ingenting og alligevel indfinder alvoren sig, så hurtigt får vi overrakt vores bagage og søger ud imod cyklerne. Under turen hjem er tankerne mange. Jeg tænker på alt fra de tilskadekommende, til alle løberne på ruten som er tvunget ud af løbet, til tilskuere og ikke mindst alle dem jeg kender, både fra den virkelige men os virtuelle verden. Flere af dem fra Instagram skulle løbe deres første halvmaraton idag og stille ber jeg til, at de er kommet helskindet igennem løbet.

Efter en hård tur hjem, skilles vi ved min lejlighed og da jeg bevæger mig op ad trapperne i opgangen, føler jeg mig tom og uforstående overfor hvad pokker der lige er sket. Medaljen hænger om halsen og SMS beskeden fra løbsarrangøren fortæller mig at jeg har lavet PR og nu har en officiel halvmaraton tid på 02:02:10. Da jeg åbner hoveddøren for derefter at lukke den bag mig falder jeg fra hinanden. Tårerne vælter frem idet drengene løber mig imøde og jeg kan ikke andet end at sætte mig på gulvet og ligge hovedet imod Hr. Mand skulder, mens jeg hulker i lettelse og i chok over de sidste timers oplevelse.

img_4682

Jeg er super stolt over min egen og ikke mindst min venindens præstation ved dette år CPH Half og jeg glæder mig til næste års løb, hvor vejret forhåbentlig er med os og hvor min mor igen deltager og ja, jeg selv endelig kommer under de gyldne 2 timer.

Tusind tak fordi du læste med.

Mine tanker går til de tilskadekommende og deres pårørende. Jeg håber de er okay?

Kærlig hilsen Christina
Løber For Livet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En falden kriger…

img_1802

Jeg troede idag skulle være dagen. Dagen hvor fortællingen kunne lyde : Jeg rejste mig fra sygesengen og løb 30 kilometer. Måske lidt optimistisk – men det handler om at tænke i muligheder frem for begrænsninger .. og måske manglende selvindsigt?

For 12 dage siden begyndte jeg at få lidt hedeture. Jeg havde to dage forinden rullet rundt i de københavnske gader og da himlen pludselig åbnet sig under turen, blev de sidste 10 kilometer ret frugtig. Da jeg vågner forrige mandag, er det med en træthed i kroppen, men da jeg på daværende tidspunkt var ret medtaget af nedtrapningssymptomer valgte jeg at sætte hårdt mod hårdt. Sådan fortsatte jeg derudad, men onsdag tog jeg mig sammen og smuttede til lægen. Temperaturen dansede tango med de 39,8 og følte langsomt at min krop faldt fra hinanden. Lægen konstaterede at det var virus og da jeg intet har til overs for virus, så gav jeg den 48 timer og derfra var det op på hesten igen.

Sidste lørdag troppede jeg så op på Refslhaleøen hvor jeg havde vundet et løbenummer til Nordic Race med Team Easis. Den stod på 5 kilometers urban / trail løb med knap 48 forhindringer og 2 ture i den københavnske havn. Jeg ved godt jeg nu placere røven i klaskehøjde og det er fair nok – men jeg er nu engang som jeg er !
Jeg gennemførte løbet og bemærkede da godt jeg iltede utrolig dårligt og selvom vi løb i rolig pace, så var pulsen konstant på max. Men med hostesaft som trylledrik kom jeg igennem og da holdet inviteret mig med i byen for at spise om aften, tog jeg det som en oplevelse. Det er svært at sige nej til sådan et selskab som team Easis holdet var!

Da jeg cykler hjem om aften og ser mig i spejlet er kinderne feberrøde. Søndagens bruges med ungerne i rolig tempo og jeg sørger for at drikke masser af te og få den korrekte mængde søvn. Mandag morgen kommer og jeg kører en tung spinning time. Lungerne er døde men kroppen arbejder efterhånden som den skal, taget i betagtning af jeg ikke ilter helt som jeg gerne vil det.

Tirsdag kommer og jeg løber 10 km men der kan jeg for alvor mærke kroppen er nedlagt. Når jeg trække vejret gør brystet mere og mere ondt og smerterne i ryggen er blevet permanente . Onsdag morgen ringer jeg igen til lægen, undskylder min hypokonderlignende adfærd og spørger om jeg måske alligevel kan få en tid, da jeg synes det piber når jeg hiver efter vejret. Jeg cykler på studiet og derfra til lægen. Små 15 kilometer og da jeg kommer frem ber jeg til det ikke længere er virus. Da jeg mildest talt er ved at gå til over kroppens manglende energi. Lægen lytter og kigger så på mig og dernæst min skoletaske og spørger så “har du været i skole sådan der?” Derefter fortælle han mig pænt at venstre lunge er betændt og jeg SKAL ligge syg dagen efter. Lige der så ved jeg ikke hvordan jeg lige skal forklare ham at jeg pt. Er alene med ungerne, at specialet kalder og at jeg søndag d 27. skal løbe 30 kilometer. Istedet spørger jeg ind til hvornår jeg må løbe igen og han kigger mistroisk på mig og siger “når du føler dig klar”. Det er formentlig den dårligste udmelding eller en guideline at give mig. Det måske derfor min fyseteraput altid skær alting ud i pap.

Idag blev det så den 27 august. Efter en lille uge som alenemor, men en krop som er dvask og et sind som er på randen til kuller, blev jeg samlet op af min nye løbemakker. Igen og igen kan jeg høre min mors formanende ord og ikke mindst se mig selv falde om, som jeg gjorder det i april 2016 under kongeetapens 30 kilometer. Jeg husker hvordan jeg ved 25 går i stykker og imellem mine Blackouts kan høre ambulancens sirener. Jeg kan huske hvordan jeg siden den dag fik en angst for at hjertet skulle svigte og da jeg imorges bandt løbeskoene og rettede på mit RoadID, vinder angsten. Jeg mistede troen på mig selv og selvom jeg igen og igen forsøgte at tale mig selv op, så røg forbindelsen til kroppen og hovedet tog over.

Da min makker og jeg løber afsted, som de eneste for hold 6:00, så er det viljen som styrer butikken. Mind over matter. Efter 3 kilometer kan jeg mærke trætheden og hvordan lungerne forsøger at ilte som de skal. Hjertet banker i brystet og tårerne kommer frem i øjenkrogen. Jeg vælger at tro mig på mig selv og derfra finder jeg et flow som får mig til at glide afsted. Uret viser vi nu har løbet en tredjedel og min puls er ude af kontrol. De sortner for øjnene og da vi står ved en vej erkender jeg at pacet skal sænkes. Min makker og jeg beslutter at gennemførelse frem for pace er vejen frem og vi hopper derfor ned på hold 6:15.

En tidligere løbekammerat fra holdet kaster et blik på mig og siger så “det der, det er dumt”. Derfra løber vi videre og fortæller så min makker hun skal blive på holdet, ligemeget hvad der sker. Vi runder Christians volde og får uret til at vise min puls zone. Jeg løber meget sjælendt i zone 5. Istedet er jeg blevet en stabil løber i zone 3 og 4. Selv på de helt lange distancer. Uret viser max og det røde lys får kontakt til den ansvarlige del af hovedet. På et spilt sekund tages beslutningen. Den handler ikke om vilje, lyst eller manglende rygrad. Den handler om respekt for livet, min familie og med episoden fra sidste år, hvor elektroderne blev lagt på mit bryst.

Fortæller pænt min makker at hun skal holde fast, at hun nu løber for os begge og at jeg stopper. De fortsætter ud under langebro. Broen der er et monument for alle mine store løbemæssige sejre og sene lange træningsturen. Da de drejer om hjørnet stopper jeg op og lader sorgen, fortvivlelsen og ærgrelsen omfavne mig og jeg bryder hulkende sammen.

img_4256

Jeg giver sjælendt op, jeg overgiver mig nødigt. Istedet kæmper jeg, selv når kampen allerede er tabt. Jeg ved det for nogen er idioti og for andre er det lige præcis det der kendetegner mig. Jeg slår uret fra og efter 12 kilometer er restituerings anbefalingen 4 dage. 12 kilometer er løbet med 28 minutter i zone 5 og resten er i zone 4. Slaget er tabt, drømmen knust og selvom jeg ved at træningen til et marathon ikke nødvendigvis indholder en kongeetappe, så er der for mig noget mentalt beroligende i at have de 30 kilometer i benene. Nu skal Odense marathon løbes på erfaringen og min form, uden de 30. Jeg skal løbe med en accept og tro på at jeg kan, på trods af de manglende 30 og at jeg for nu er en faldende kriger .. som rejser sig når lungebetændelse er væk !

Tak fordi du læste med. Jeg er mig, hende som du nok ryster på hovedet af og gør du tænker “hun er ikke rigtig klog”. Jeg har aldrig påstået jeg var det. Istedet er jeg så meget andet .

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Older posts