Genbrugs Baby

Jeg ELSKER genbrug.
Der er mange forskellige dele af genbruget, som tiltaler mig og tror alt efter hvilken værdi eller fokus man har i højsædet derhjemme, kan en eller flere ting tale for, at genbrug er sagen.

Der er det grønne perspektiv. Ved at købe brugt, mindskes ens eget forbrug og til dels den masseproduktion, som finder sted i verden. Når vi genbruger tøj, er mange af de overskydende kemikalier, som sidder i tøjet udvasket og det er da os en faktor der tæller. Når vi køber brugt, kan vi på mange måder, være langt mere personlige i vores stil og udtryk, hvad enten det drejer sig om tøj og bolig fund. På et loppemarked finder vi sjældent 10 af den samme kjole, sådan som det foregår i butikkerne og derved er vi langt mere individualiserede, når vi genbruger. Der er selvfølgelig os det økonomiske aspekt. Jeg skal med hånden på hjertet, være ærlig og sige, at de første gang jeg købte brugt, så var det for at spare penge, rigtig mange endda. Som flere af jer nok ved, har jeg lige læst en kandidat, derved har jeg være på SU og endda mor på SU. Det kan i min optik sagtens lade sig gøre, hvis man enten har et pengetræ i baghaven, går ned på kvalitet eller forsøger at købe ting brugt. I dag kan jeg finde brugt regntøj, med vandtryksøjle på 45.000, til samme pris som Føtex’s regntøj med en tryk på kun 5.000 (Ingen kritik af diverse supermarkeders produkter), men nogen gange må vi erkende der er forskel på beklædnings deles funktioner, alt efter hvilket materiale det er lavet af og dets pris.

Genbrugshaj – Køb og Salg
I dag er jeg det, man kan kalde habil genbrugshaj, som nyder godt af alle de mange fordele der er ved genbrug. Jeg har dog ikke altid fundet det lige nemt at begå mig i genbrugsjunglen, særligt ikke hvis der skulle pruttes om prisen. Efter at have været standejer på et loppemarked et par gange og lyttet med hos naboen, føler jeg endelig at have afluret en god sælger og køber stil.

Generelt har jeg det sådan med salg af mine egne brugte ting, at når de ikke længere bruges, har de ingen værdi. Da vore økonomiske personlige kredsløb på matriklen er bundet op på køb og salg modellen. Sælger jeg ofte det som vi ikke længere bruger. Nogen gange bytter jeg eller giver det væk og det som jeg ikke finder salgbart eller overskud til at sælge, det donere jeg til organisationer og genbrugsbutikker heraf ofte Mødrehjælpen.

Jeg synes Mødrehjælpen er et genialt koncept. Helt fra den lokale afdeling til det politiske organ, som mødrehjælpen også er. Forleden købte jeg 6 uldbodyer til Vilmer for 35 kr. stk’et og udover at kunne krydse endnu en ting af “ting jeg mangler” – listen støttede jeg en virkelig god organisation.

Sælger:
Når jeg sælger online, sætter jeg derfor os mine ting til en lav pris eller mindsteprisen. I ny og næh giver jeg mængderabat. På den måde oplever jeg at få solgt mine vare hurtigt og ikke mindst gøre, at køber føler der har været en fair handel i gang. Ingen gider at betale overpris, hverken når det gælder nyt eller brugt

Køber:
Når jeg køber, så er jeg lidt en anden type. Ofte føler jeg genbrugsprisen er rigtig høj, fordi der for nogen er gået en forretning i at købe dyre ting, for at sælge dem brugt igen. Nogen køber dyre ting for i sidste ende kun have betalt 25% af prisen. Derfor undersøger jeg ofte hvad den gennemsnitlige genbrugspris ca. er. Det er jo ALTID fedt at købe noget som ingen brugsspor har eller afhjælpe nogen med et fejlkøb. Omvendt er det virkelig irriterende at skulle betale en “overpris” for en brugt vare.

Et godt eksempel, er den barnevogn vi har købt til Vilmer. Vi har købt en Big Star Suprême med S stel fra Emmaljunga. Faktisk er det samme model, som vi havde til Carl. Desværre blev den stjålet. Brugtprisen ligger ca. På 5500-6500 kr. Alt efter stand og geografisk placering. Min erfaring er, at ALT er billigere i Jylland. Jeg havde desværre ikke mulighed for at købe og hente en vogn hjem fra Jylland og da de vogne som blev solgt i Storkøbenhavn, var relativt brugte, uden garanti og med alt for høj genslagsprism måtte jeg erkende vi skulle købe denne dyre men enorm vigtige ting fra ny. Det er vurderet ud fra vores behov. Vi holdte derfor godt øje med diverse forhandler og da en butik havde åbningsfest og masser af tilbud, slog vi til. Vi fik en ny vogn til 6999 kr.

15855

Lige denne investering synes jeg er rigtig god, da vi samtidig får garanti og service og yderligere en kvittering, hvis nu lynet skulle slå ned to gange og nogen igen bliver langfingret. Barnevognen til Vilmer, er faktisk en af de få ting der er købt fra nyt. Resten er købt brugt og der er virkelig gået sport i at gøre det så godt og billigt som muligt. Jeg tænker nemlig ikke nødvendigvis at man går ned på kvalitet, bare fordi det er købt brugt.

Genbrugs fif
Mit helt store køber fif er, at hvis man vurdere prisen på en vare er for høj, så kan man byde under den oprindelige pris man vil give, således af der er lidt at handle af.
Eksempel: Varen koster 475 kr. og du synes kun den er 375 kr. værd. Så byder du under og forklare evt. din vurderings grundlag, på en respektfuld måde. Sælger kan så enten møde dig i dit argument og finde dit underbud for lavt og forslå en ny pris eller spørger dig om du ikke vil byde højere, da første bud er for lavt.

Generel mener jeg vi skal tilgå hendes med respekt, særligt når vi handler, MEN en handel er nu engang en meningsudveksling og det skal man være forberedt på, det gælder både for køber og sælger.

Mine ynglings steder, at shoppe genbrug :

Børneloppen i Valby.
Børneloppen er i mine øjne et genialt koncept, for både sælger og køber. På mange måder er butikken som et overdækket loppe/supermarked KUN med børne ting. Der er altid en enorm god chance for at gøre gode fund og at besparelsen er god. Konceptet er udviklet at to enorm seje mødre og det kan mærkes. De kender om nogen til forældres behov og i al fra udsmykning, indretning af legerum osv. så er disse behov indtænkt.

Børneloppens hjemmeside, kan man søge på bestemte varegrupper, mærker og produkter og derved se om lige præcis det man søger er hjemme.

Mine fif til at besøge Børneloppen er følgende:

  1. Husk IKEA posen
    – Jeg ved godt du sikkert  tænker at du kun skal købe 3 ting MEN vi ved vis alle hvordan det ender.
  2. Forbered dig hjemmefra
    – Hvad skal du købe, hvad er Nice to have og Need to have?
    Butikken er fyldt med masser af lækre sager og for at det ikke bliver uoverskueligt, kan det hjælpe at møde de mange vare med et indre overblik over ens egne behov
  3. Hav god tid.
img_9749

Vilmers sengetøj fra petit legarth, lavet med liberty stof er fundet helt nyt hos Børneloppen. Ny prisen er 599, brugt pris 150 kr.

Jeg kommer altid gerne alene, men på et tidspunkt skal jeg gå imellem reolerne med en barnevogn og det er der heldigvis os plads til. Igen – butikken er lavet af mødre, til andre forældre.
Har man større børn med, kan de være i det lækre legerum med masser af tumlemøbler, mens du shopper løs.

 Mødrehjælpen
Som tidligere nævnt, har jeg enorm stor kærlighed til organisationen Mødrehjælpen,  fra de frivillige i de lokale afdelinger og til organisationerne politiske organ og tilbud til dem der måtte have brug for dem. Man kan her donere sine børns aflagte tøj og skulle det have en plet mm, som butikken ikke selv vil sælge, så samles alt det nusset tøj og sendes til udlandet, hvor der er mere brug for det, eksempelvis i en flygtningelejre mm.

Du kan finde din lokale afdeling, læse mere om Mødrehjælpens tilbud eller støtte organisationen på Mødrehjælpens Hjemmeside.

Reshopper
Reshopper er en app for køber og sælger. Her kan man operette sine vare i en stand og andre kan klikke sig ind på disse vare. Appen er konstant under udvikling og i dag kan man som køber søge efter det man mangler. Det gør, at man kan være enorm målrettet omkring et specifik mærke, produkt osv.

Som sælger synes jer appen er god men enorm tidskrævende og derfor hælder jeg langt mere til at man booker en stand evt. Hos Børneloppen og for skudt det hele af på kort intensiv tid.

Som køber bruger jeg ofte app’en til at tjekke genbrugspriserne og derved får jeg en bedre fornemmelse for hvad den enkelte vare ca. skal koste.

Hvad køber du?
Jeg bliver ofte spurgt om hvad jeg køber brugt?
Svaret er ikke ALT, tværtimod.

Aksel er i dag 7 år og bruger str. 134 i tøj. Det er generelt rigtig svært at finde brugt tøj til hans aldersgruppe, som er velholdt. Simpelthen fordi børn i str. 134 ikke vokser i samme tempo som en i str. 56 og de derfor bruger tøjet meget længere. Af samme årsag bruger jeg ofte lidt flere penge på hans tøj, da jeg ved at hans tøj kan arves videre til Carl og i nogen tilfælde Vilmer. Særligt Aksels overtøj købes for nyt, dog helst når en butik holder udsalg eller en webshop outlet. Vilmers garderobe mm, består primært kun af genbrugsfund. Jeg har endnu ikke købt noget nyt tøj til ham og tror heller ikke jeg kommer til det. Jeg har ikke et behov for at hans første sæt tøj skal være helt nyt.

Af princip køber jeg ikke fodtøj brugt, medmindre det er sekundært fodtøj, så som badesko, fodboldstøvler eller crocs, som kun skal bruges ganske få gange. Andre folks fejlkøb tæller selvfølgelig ikke med og jeg vil altid anbefale at man tjekker om den sandal man har set sig lun på, kunne være til salg, uden at have været brugt. Ellers køber jeg gerne alt beklædning brugt. Så længe det fortsat er pænt og i god stand.

Derudover forsøger jeg at have en indre liste for sæsoner mm. og på mange måder altid være på forkant. Dette gælder særligt pakkekaldender gaver, fastelavns kostumer og overtøj til sæsonen efter den der følger. Hvis man køber en vinterjakke i foråret er den ofte billigere end i efteråret, grundet udbud og efterspørgsel princippet os gælder når det kommer til at shoppe brugt.

 Jeg håber du kunne bruge mine genbrugs fif’s

Rigtig god weekend.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kommende mor, med tidligere depression

881b48b0-1395-46b3-ba0a-5011eb429ad5

Allerede forud for denne graviditet, har jeg forberedt mig mentalt, på at jeg nu kan kategoriseres som kommende mor der er “tidligere depressions ramt”.

Dengang jeg blev indlagt i 2016, det smuldrede drømmen om Hr. Mand og Jeg, en dag ville blive forældre til tre. Det har ikke altid været drømmen, indtil det for en del år siden var og netop de tanker kommer i et andet indlæg. Da jeg blev syg, valgte jeg at accpetere det nok alligevel ikke skulle være. Dengang jeg var indlagt snakkede jeg en del med min kontaktperson om fremtiden, jeg var simpelthen så bange for at jeg skulle gå fra “enkeltstående depression” til “periodisk depression” eller ende med aldrig at kunne stå nogenlunde stabilt på benene, være der for mine børn osv. Når jeg skriver sådan, skal det ikke tolkes som en fingrepegning eller egoistisk selvophøjedehed. Jeg har set og følt hvad depression er og hvor livsfarlig den form for psykisk lidelse kan være og jeg vil aldrig ønske det for min væreste fjende, end ikke de politikker som gang på gang har sparekniven fremme (sidespring – undskyld).

Dengang jeg talte om fremtiden, var det men en angst for tilbagefald eller at blive “svingdørspatient”. Rigtig meget af det personale jeg var i kontakt med, forsikrede mig om, at der intet var galt i et brush up kursus, altså hvis jeg 6-10 måneder efter udskrivelse skulle ind på afdelingen igen. Det er nemlig i den periode der er størst risiko for tilbagefald. Jeg glemmer aldrig en af samtalerne med min kontaktperson Maria. Vi snakkede om mit moderskab og følelserne jeg havde omkring at være en fiasko. Min største frygt var “urationel” og gik på at nogen vil fjerne mine børn – grundet mit psykiske sammenbrud. Jeg har aldrig tvivlet på mine evner som mor – jo den aften mit sind brød sammen. Ingen er perfekt – det ved jeg godt og det har jeg som sådan aldrig sigtet efter at være – jeg har bare nogle værdier og grundidealer som jeg rigtig gerne vil efterleve i mit moderskab og det gik ikke just hånd i hånd med en belastningsreaktion / svær depression. Idag ved jeg, at jeg er den bedste mor for mine børn og det nu engang altid vil være sådan.  Jeg fortæller Maria, at jeg jo nok ikke skal have flere børn mm. Og at jeg jo nok heller ikke kommer til at kunne tage aleneweekender med drengene osv. Længe lader hun mig fortæller om min angst og så siger hun det lige ud “Du skal stoppe op og tilgive dig selv, når du er ovenpå igen OG du skal med sikkerhed have alle de børn du drømmer om. Denne depression er ikke din endestation, det er din begyndelse”. Siden den dag valgte jeg at se mit liv sådan. Jeg har valgt at se på mørket som en “gave” der skænkede mig lyset og en ny forståelse at vores skrøbelige tilværelse. 

Børn er ikke noget vi bare tager ned fra hylderne i supermarkedet og med den konstant faldende fertilitet, så er det at lave børn, blevet rigtig svært. Personligt har det aldrig været et “problem”, men det betyder ikke vi “bare” laver dem. Jeg har en stor respekt for “børn der vælger forældrene og kommer når man mindst venter dem”… men personligt, så har jeg bedst af at være “klar” og selv vælge til, jeg har nemlig os engang været nødsaget til at vælge fra, hvilket altid har været mit livs hårdeste og mest utaknemmelige beslutninger. Den har uden tvivl os været den rigtige for der hvor jeg var i mit liv, dengang. 

Da jeg blev syg var jeg fast besluttet på, at hvis Hr. Mand og Jeg en dag skulle have flere børn, så skulle vi have styr på en række sager. Heriblandt min psykiske tilstand. 

Da jeg startede i terapi og depressionen lettede i efteråret 2016, begyndte jeg igen at kunne drømme. Det skete i takt med jeg genfandt mig selv som mor og forstod at jeg ikke var et ondt eller “sølle” menneske. Jeg var et menneske som havde oplevet langvarigt stress, der havde udviklet sig til en depression og mit job blev så at undersøge hvorfor jeg havde følt et behov for at blive så stresset eller omvendt hvorfor jeg ikke havde stoppet op og sagt “Nej tak”. Jeg oplevede hvordan jeg pludselig kunne jeg alt det jeg kunne før sygdommen, men på en langt mere hensigtsmæssig og selvreflekterende måde. Min styrke har altid været min lyst til drenges trivsel og at jeg virkelig gerne vil dem. De kommer i forreste række men for at sætte dem der er jeg nød til at være i stand til dette. Jeg har altid haft en vilje til ikke at lade mig slå ud af omstændigheder og evt det at være alene. Jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og derfor så nyder jeg det samværd vi har, hvor vi end er, om vi så er en eller to voksne. Da jeg blev rask kunne jeg igen grine inderligt og mærke hvordan jeg var forelsket i Hr. Mand. Jeg kunne mærke varmen inderst inde og jeg begyndte at tro på jeg kunne klare livet igen.

Derfor fortalte jeg os en dag, i terapi, at jeg var begyndt at tænke på om jeg måske en dag kunne blive mor for sidste gang. Jeg fortalte om mine små krav og det jeg ville evaluere mig selv og min parathed ud fra. Det lyder måske her som om det kun er MIG det handlede om, men selvfølgelig kræver et barn at begge parter og børnene – hele den samlet familie er klar . Derfor har vi blandt andet os ventet til Carl var fyldt 4 og ja Hr. Mand og jeg var kommet til hvor vi er i dag.

Psykologen var støttende og da jeg nu engang er den jeg er, bad jeg om en forsikring på, at hun ville fortælle mig, hvis hun kunne få en oplevelse af jeg ikke var robust nok til endnu en graviditet og en udvidelse af mit moderskab. I samme forbindelse tog jeg denne snak med min psykiater, som skulle trappe mig ud af den antidepressiv medicin. Her drøftede jeg muligheden for en fremtidig graviditet og risiko for at udvikle en ny depression. På mange måder har det været vigtig for mig at få en professionel og udefrakommende vurdering, på om det “overhovedet” var en god idé. Jeg ved, at jeg er underlagt en biologisk lyst til at “formere” mig og omvendt er lysten til at give mig selv om mine børn de bedste præmisser for at have det godt langt vigtigere men det er ikke altid den slags går hånd i hånd. Jeg tror vi som mennesker, ofte selv kan vælge at placere os i uhensigtmæssige positioner. Nogen bevist og andre ubevist. Ingen ønsker at kører sig selv for hårdt, men ofte tror jeg man skal have gjort op med sig selv, hvad det i realiteten er man gerne vil. Hvad rummer man egentlig selv som menneske – hvor godt kender man egentlig sig selv.

Både psykiateren, kontaktpersoner på psyk samt min psykolog, som jeg i dag ser i perioder, har bedt mig droppe tankerne om at én depression udelukker en vellykket graviditet – barsel osv. Jeg siger ikke at personer med psykisk lidelse ikke kan tillade sig at få børn eller lignende – langt fra. Jeg har personligt været bange for “hvad nu hvis”, derfor fortalte alle de fagpersoner jeg har været I kontakt med, igennem min reccovery proces, at der findes et bestemt jordmoderteam for psykisk sårbare mødren som differentieres efter den enkelte mor og hendes sårbarhed.

Dette team har jeg valgt at lade mig henvise til, grundet min tidligere depression. Jeg har virkelig forsøgt at gå ind til mit første jordmoder besøg med åbne arme og med en respekt for mig selv. Jeg kan til tider komme med en forsvarstale, fordi jeg har oplevet nogen rigtig hårde stigmatiserende oplevelser i det at være eller have været ramt af en depression. Stigmatisering er desværre aldrig bundet op på viden men uvidenhed, hvilket er enorm farlig tendens – som gælder rigtig mange aspekter og i forhold til bestemte områder. 

I dag var jeg så til jordmoder for første gang og jeg blev mødt med en faglig respekt og gennemgribende lyst til at støtte mig på hvilken måde der må være nødvendigt under denne graviditet. Yderligere formåede jeg at droppe forsvaret og bare være kommende mor med en tidligere depression, for det er nu engang kun en lille del af hvem jeg er.

Tusind tak fordi du læste med 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At holde af nogen man ikke kan passe på.

Dette indlæg indeholder stærke etiske overvejelser. Det er skrevet af en person, med en generel stor respekt for diversitet og forskellige livssyn.
Jeg har valgt at udgive indlægget, som et led i en terapeutisk bearbejdelse af en alt om gribende angst, som udviklet sig med lynets hast og jeg håber inderligt du vil læse mine ord med respekt, om du forstår eller ej. 

Indlægget er skrevet i dagbogsformat, da det er sådan ordene er blevet til.
Som en ringe afhjælp når angst og frygt var aller værst.

At holde af nogen man ikke kan passe på

17. april 2018
Jeg ved godt at de her scanninger, nakkefold og misdannelse, ikke er til for at skrive lykkelige fortællinger..som sådan. Det er ofte det de fleste forbinder med scanningerne. Selv har jeg en gang stået i uge 20 og fået svaret : “Der er klumpfødder og risikoen for at barnet så os har Down Syndrom er 50%, da 50% af børn med Down har klumpfødder”. Jeg glemmer aldrig den samtale, den læge og de følelser der løb igennem min krop. Jeg glemmer aldrig fostervandsprøven de lavede og ventetiden, den forbandet ventetid.

Det er som om den eneste ro og trøst jeg kan finde her og nu, er i et tastatur. hvor mine følelser bestemmer hvilket ord der skal skrives og derfor skriver jeg noget som for nogen vil være dybt grænseoverskridende og for andre, måske en trøst. Jeg skriver fordi det at skrive altid har hjulpet mig og jeg ved, at denne dagbog på den ene eller anden måde vil hjælpe mig med den bearbejdelse som måtte være nødvendig.

Vi har i dag været til Nakkefoldsscanning og jeg gik derfra, sammenbrudt, vred og enormt fortvivlet. Vi gik derfra med en risikovurdering på 1:70. Nakkefoldsscanningen har til formål at vurdere risikoen for børn født med en større kromosomfejl, heraf ofte Down Syndrom.

Jeg har lige meldt mig ud af terminsgruppen på facebook, faktisk gjorder jeg det da vi kørte hjem, mens jeg græd. Jeg skriver netop nu, mens jeg forsøger at lukke ned inderst inde, det er svært og mit hoved dunker. Dels pga alle mine tåre og tankerne som kører rundt. Jeg er ødelagt fra inderst til yderst og har allerede givet op. Jeg ved allerede nu at denne graviditet ender lige om lidt og det smerter mig højt og inderligt. Den bliver afbrudt fordi Hr. mand og jeg kender os selv, vi kender vores værdier og jeg har en kæmpe respekt for det lille liv som er inde i min mave. Jeg tror ikke mennesker er hverken mere eller mindre værd, jeg ved blot at der er grænser for hvad jeg kan som Mor, Kvinde, Menneske og derfor er mit smertelige valg allerede taget, så skal det bare ikke være. Jeg skammer mig og frygter en eller anden organisation vil pege på mig og sige “Din Morder” eller “Den har os ret til liv” og JA, det har dén, et godt liv. Men det kan jeg ikke give den, jeg rummer det ikke som menneske, desværre.

Jeg er fyldt med en følelse af at holde af noget, som jeg ikke kan passe på, det er ubærligt og jeg ved om nogen, tilbage fra dengang vi ventede Aksel… at man kan passe på sine børn på så mange måder. Nogen kommer til verden og andre sendes til himmel. Jeg ville ønske – ønske det ikke var sådan men skæbnen ville desværre noget helt andet.

Vi skal have lavet moderkagebiopsi på torsdag. Aftalen var allerede lavet, grundet arveligheden for klumpfødder og ønsket om at forebygge netop det at være SÅ langt henne, som vi var sidst. Jeg er åbenbart 13 uger henne og jeg er ulykkelig, intet mindre. Det gør ondt, alt gør ondt og mine tåre stopper aldrig med at løbe. Igen og igen tænker jeg alle mulige tanker.. først tænker jeg hvorfor mig ? Og så rammes jeg af skam og skyld over at Carl og Aksel har fået at vide de skal være storebrødre .. det er faktiske den værste tanke . Tanken om at skulle fortælle dem babyen desværre ikke havde “lavet” alt det den skulle og derfor kunne den ikke være i maven. Det gør ondt – helt inderligt ondt og jeg fortryder det ene øjeblik og det næste møder min rationalitet mig og siger man ikke kan leve sit liv ved at holde igen. Det kan gå galt nu, som ved under fødslen, alligevel frygter jeg snakken og det at skulle rumme dem og deres følelser sammen med mine egne.

Jeg tænker os om jeg kan stå igennem det her. 8 dage til deadline på specialet .. synes jeg har stået her før, på tærsklen og at nogen tackler mig. Derfor forsøger jeg at lukke ned for mit sind, mit indre og stoppe alt omkring baby oktober. Jeg ville ønske, af hele mit hjerte, at der lå en helt normal baby inde i min mave. En baby der er normal, i forhold til vores livssyn, men jeg har givet op og tænker det delt er et spinkelt forsøg på at beskytte mig selv og en indikation af min mavefornemmelse har ret, men for fanden hvor ville jeg ønske det bare var en fejl.

18. April 2018
Jeg har aktiveret min forsvarsmekanisme og forsøger at lave plan A,B og C. I ny og næh overmandes jeg af gråd og fortvivlelse, men for det meste er mit indre tomt og følelsen af enorm ligegyldighed rammer mig. Jeg forsøger at sikre mig selv, med sikkerhedsliner og har i dag snakket med både SU vejleder og en sød jordemoder. Jeg har sikret at skulle jeg stå i den situation og at jeg skal gennemgå en provokeret sen abort, så kan jeg sygemeldes og udskyde afleveringen af specialet. I går tænkte jeg at jeg kunne skubbe graviditet til side, hvis det viser sig fosteret har en kromosomfejl, men i dag ved jeg, at skal jeg komme nogenlunde igennem dette, så kræver den sorg jeg vil opleve stor opmærksomhed. Jeg vil så nødig gå af den vej, men jeg ved, når jeg ser på mine to sunde og raske drenge, at livet vil mig det anderledes og derfor må jeg “vælge” det der virker mest rationelt for mig og vores fremtid. Jeg har det ikke i mig som menneske at favne et barn med et mentalt handicap. Jeg skammer mig over at sige det og alligevel ved jeg at det er helt personligt. Jeg kender børn med down og de er fantastiske, det er deres forældre os – men jeg ved, at der bare det glade smil og skønne udtryk i øjnene er utrolig mange seje træk og dem kan JEG ikke tage. Jeg synes vi alle skal være her men hvis ikke jeg kan favne et barn i mit forældreskab – hvad gør man så?

Jordemoderen har fremrykket tiden til biopsien, til i morgen og nu ber jeg til de kan tage biopsien. For bare 10 dage siden skulle de have lavet den, men da moderkagen sad på bagvæggen og udenfor “nålens” rækkevidde, måtte vi vente, men nu, nu burde det være muligt. Lige nu kan jeg lige holde tårerne tilbage når drengene spørger til babyen men jeg hulker stadig med dynen for munden. Jeg føler mig fortvivlet og så alene, selvom Hr. Mand er verdens bedste klippe. Han laver regnbuer og jeg, jeg ser uvejret. Det er vores styrkeside og min værste fjende, men jeg tør ikke tro på det, selvom der igen og igen vokser et lille håb frem. Jeg tænker risikoen igennem og siger fød 70 børn og 1 har kromosomfejl. Fyld to klasselokaler og 1 barn har kromosomfejl. Hæld 69 røde bolde op i en skål og læg 1 blå i og træk så en bold. Se på risikoen. Men kan allerede høre telefonen ringe og jordemoderen som skal fortælle mig verdens dårligste besked. Husker stadig opkaldet tilbage fra da jeg ventede Carl. Husker stilheden og at hun så sagde “Helt normale kromosomer”… og så sagde hun “Det bliver en dreng”, det var simpelthen så tryllebindende og jeg blev så glad og lettet selvom alle tal fra hans nakkefold indikeret alt var som det skulle være. Der er bare langt fra 1:19.387 til 1:70… rigtig langt.

Jordmorderen har kigget alle tal igennem og det er kun min scanning som den slår ud på. Jeg kan og kunne allerede se det da de forsøgte at lave biopsien første gang.  Nakken/ryggen ser underlig ud, eller anderledes i forhold til Aksel og Carl. Nakkefolden er målt til 3,7. Jeg rammes en gang imellem af en form for pinlighed eller en følelse af at skamme mig over jeg har fortalt mine nærmeste venner og familie at vi ventede os. Det er underligt at jeg kan føle sådan. Jeg har faktisk altid synes det er lidt mærkeligt, at det er en norm at man holder det at være gravid hemmeligt frem til uge 12. Jeg tror ikke jeg vil være mindre sønderknust hvis ingen vidste hvad der foregik eller hvad vi muligvis skal igennem.

19 april 2018
Der er en uge til vi skal aflevere specialet og om 8 dage stopper Carl i børnehave. Jeg er et nervevrag og kan virkelig mærke hvordan mit sind det kæmper for at holde ud. Føler jeg igen og igen tænder lys men at mørket i mit indre puster det ud. Jeg famler efter mine ord og kan mærke en konstant træthed. Min frygt for at udvikle en depression er enorm, synes det er skide uretfærdigt – sådan som jeg har kæmpet ! Prøver at rationalisere mig selv og sige at alle som stod i det jeg står i nu, ville opleve en øget træthed… min træthed er præget af angst og katastrofe tanker. Jeg har bestemt ikke savnet dem, mest af alt fordi de er bundet op på dem jeg elsker og holder af. Jeg tænker virkelig det her er uretfærdigt – jeg var så tæt på. Så tæt på at havde kæmpet mig igennem et sindsygt hårdt speciale uden at vakle og nu . Nu har en eller anden idiot smidt et kanonslag i mit indre, fuldstændigt umotiveret.

Jeg skal være på hospitaler om 1 time og 20 minutter. Jeg ber konstant til at de kan tage den prøve i dag og at lægen måske vil lytte hjertet af. Kan læse mig til at fortykket nakkefold står i sammenhæng med andet end kromosomfejl. Overvejer virkelig om det overhovedet skal være og om en eller anden forsøger at signalere til mig, at graviditeten skal afbrydes? Tænk hvis alle kromosomer er normale men vores barn så har en dødsdom over sig, mens den er i maven eller lige når den kommer til verden. Jeg vil så gerne passe på den og alligevel så mærker jeg bare hvordan alt i mig skriger af foragt og rædsel. Det er en forsvarsmekanisme og lige nu forsøger den at passe på mig – men hvad nu hvis alt er ok og jeg ikke vil knytte mig til den? Hvad nu hvis det her skubber mig ud over afgrunden. Har hjertebanken og synes sorte pletter danser for øjnene, min krop er ved at lukke ned og jeg bebrejder den ikke. Har lyst til at sove og bare glemme. Jeg har længe haft så mange mærkelige drømme pga. alle hormonerne og nu, nu er der helt stille.

Håber sådan de kan lave den biopsi, tænk hvis de ikke kan. Tænk hvis jeg skal gå 10 dage i limbo. Det kan jeg ikke.

. . .

De tog prøven. Er simpelthen blæst bagover af det søde personale på Herlev hospital, som bare har taget så fin hånd om mig. Jeg har været fulgt af det samme lille team, allerede fra første gen-samtale til nu hvor biopsien er i hus. Det er længe siden eller tror aldrig jeg kan huske at have været så dårligt. Jeg begyndte at stamme på hospitalet og havde og havde konstante rystelser i kroppen. Lægen var sød og hun gjorder alt hvad hun kunne for at lave den biopsi, selvom det betød hun måtte trykke ekstra godt hist og her. Selve prøve gjorder ikke ondt men det er enormt ubehageligt at mærke hvordan den ene nål indeni den anden river / suger moderkagerceller fri. To gange måtte de prøve, men tænkte igen og igen, hellere tag for meget end for lidt. Det fik det de skulle bruge og kort efter nålen var trukket ud indfandt de forbandet smerter sig. Det føltes som efterveer og mindes virkelig ikke de var lige så stærke som dengang de lavede biopsi med Carl.

Efter lidt tid kom jeg op og sidde og så blev jeg hjulpet over i et rum hvor jeg kunne slappe af i 30 minutter, inden jeg kunne tage hjem og ligge mig. Både min Mand og Mor var med og det hjalp, dels fordi jeg ikke kan støtte Morten i den proces her, som os er rigtig hård for ham og så fordi jeg har brug for en der er de der ører som kan sige “Hører du hvad hun siger til dig” nu gælder flere dages hård ventetid og forhåbentligt kan jeg bare begrave mig i mit speciale og åbne postkassen i næste uge. Min frygt for der er noget galt er enorm og tør ikke tro på noget før jeg har papirer på alt er okay. Alligevel mærker jeg drømmen om hvad nu hvis det hele bare var en forskrækkelse, omvendt tør jeg ikke drømme den før jeg er sikker. Vil så gerne give mig hen til dén i min mave og mine hænder søger beskyttende mod den for at lade dén vide jeg er her. Det er jeg virkelig og ønsker den jo alt godt, men sandheden er jo, jeg ved, at hvis prøverne er negative, så skal graviditeten afbrydes.

Jeg har læst en masse. En masse om etik, sen provokeret abort og yderligere de hårde fødselsberetninger, som det nu engang er. Jeg frygter inderligt at skulle tage på et hospital for at føde men uden at give liv, tværtimod “tage” det. Det er ikke fordi jeg siger NEJ til dén. Jeg siger JA til Aksel og Carl og det liv vi har sammen. Aksel er født i 2011 med en misdannelse. Han er født med dobbeltsidige klumpfødder og dengang lægerne opdagede dette fik vi tilbudt en fostervandsprøve for at se om der var en fejl i kromosomerne som kunne stå i forbindelse med hans fysiske misdannelse. Alt var normalt , heldigvis. Jeg føler mig på mange måder slået hjem som en ludobrik og tanken om at jeg skal begrave mig i et speciale er faktisk en skøn trøst. Indrømmer gerne mit humør og overskud er svingende og selvom den akademiske verden hiver i mig, kan jeg på mange måder koble af mentalt og glemme frygten som sider i mig.

I dag hørte jeg mig selv sige det, til en sød nabo i opgangen, som muligvis har en babyseng vi skulle købe. Fortalte om årsagen til min mærkelige gangart. Føler konstant min krop rammes af hårde “efterveer. Så sagde hun det “hvor er det godt i har to raske drenge”. Det er det samme jeg igen og igen fortæller mig selv. Jeg tror ikke jeg kan skåne mig fra den smerte som muligvis venter mig men alligevel tror jeg at det at have Aksel og Carl og trods alt have oplevet at min og Mortens kroppe taler et sprog som gør vi kan lave børn samme, hjælper mig lidt. Måske er det forsvaret og måske er det min hjerne der siger til mig jeg nok skal klare det her, ligemeget hvad.

Har læst så mange fortællinger på hestenettet. Nogen forfærdelig triste og andre med en lykkelig udgang. Gad vide hvilken en min bliver? Hos mange af de par, som oplever det ulykkelige og får afbrudt deres graviditet, så kan jeg læse at flere nævner “Vi må prøve igen”. Selve tanken kan jeg slet ikke få mig selv til at tænke. Jeg vil slet ikke prøve igen – jeg vil det her og nu. Jeg vil føde mit efterårsbarn når bladene skifter farve. Jeg vil føde barnet i den årstid jeg snart for 11 år siden blev håbløst forelsket i min mand. Det er min drøm ikke at prøve igen eller afslutte. Drømmer ikke om at sende en farvet ballon mod himmelen eller pakke denne vandrejournal og alle mine scanningsbilleder væk i en lille mindekasse jeg skal og kan bruge til at arbejde med en sorg. Jeg vil så gerne have lige præcis det her barn !

Ønsker.. af hele mit hjerte… at alt må være helt som det skal være og at jeg kan få lov til at fortælle barnet en historie om hvor bange jeg engang var for at miste det, men at alt heldigvis endte som det skulle. Jeg ønsker ikke, at skulle se ind i Carl og Aksels smukke blå øjne og fortælle dem, af det vi alle glædet os til og troede skulle være, nu ikke bliver. Jeg frygter at møde mennesker der så mig med maven og som vil spørger, hvordan det gik . Frygter at skulle fortælle barnet ikke kom til verden. Jeg frygter at beslutningen om at afbryde graviditeten vil jage mig resten af livet.

20. April 2018
Jeg har angst siddende i hele kroppen. Når jeg vågner, er det fordi mit hjerte banker derudad. Det er så længe siden jeg har oplevet denne form for symptomer. Min angst er ikke irrationel og det gør at den at svære at arbejde med, den bunder i en realitet, en risiko.

Jeg er bange for min telefon og for den skal ringe, prøver igen og igen at fortælle mig selv de først giver svar i starten af næste uge, så lige nu, lige nu kan jeg intet stille op og derfor må jeg trykke pause i mit indre for jeg i stedet kan fokusere på det der er, her og nu. Lige nu skal jeg være, på trods af mit indre er i forfald og tankerne konstant kører. Lige nu må jeg gøre det jeg skal gøre. I dag pakker jeg tasken og cykler i skrivecamp, den sidste camp ever. Lige om lidt er det slut og jeg kan aflevere specialet. Så må verden komme med hvad end den vil. Min makker har sagt hun, hvis det forfærdelige skulle ske og beskeden om at vi må afbryde gives, så gør hun det sidste færdigt. Vi skal aflevere om 6 dage og om 7 stopper Carl i børnehave. Hvis beskeden om unormale kromosomer gives, så kan jeg slet ikke se hvordan jeg skal begå mig. Jeg ved ikke hvor jeg skal pause eller det ved jeg. Jeg må få verden til at stå stille og stole på vi løser det, sammen med vores fantastiske netværk.

Carl kyssede maven farvel da han gik. Prøver at nyde hans kærlighed og holde fast i at alt ordner sig. Alligevel frygter jeg at jeg skal trække sorgen med hjem.

.  .  .

Synes stadig jeg har en del smerter i maven, det brænder stadig der hvor hun stak og i ny og næh trækker min livmoder sig sammen så det strammer til fra lænden af om mod skambenet. Det er nu over 24 timer siden biopsien blev lavet og jeg befinder mig fortsat i en lille risiko for abort grundet biopsien. Tænker at et lille rask foster med sikkerhed kan sidde fast og hvis der sker noget, så er det min krops måde at forskåne mig for et unaturligt indgreb i min graviditet.

Overlægen spurgte i går om vi ville vide kønnet, det vil vi gerne – men ved allerede nu hvad det er. Jeg kunne se det første gang jeg så de lange ben – den vil ligne Aksel… og selvom vi havde navne klar så tør jeg ikke give dén et navn.. igen kommer mine forsvarsmekanismer i spil men de hjælper med sikkerhed ikke en pind.

 Jeg kan se en indkaldelser til tidlig misdannelsesscanning ligger i min eboks. De indvilligede i at lave den, udelukkede pga Aksels fødder. De sagde igen og igen at de ikke var bekymret for hjertefejl mm og at jeg meget vel ville modtage er brev om normale kromosomer. På mange måder forsøger de virkelig at italesætte deres forventning om at alt er normalt men alligevel kan de intet love mig.

21. April 2018
Min angst bliver værre og værre og vågner nu med et spjæt om morgen, før vækkeuret og frygter min telefon skal ringe. Jeg drømte i nat alt var okay. Det var verdens bedste drøm. Har bedt Morten om at tømme postkassen i eftermiddag – måske giver de et hurtigere svar. Synes faktisk det er helt åndsvagt at riget giver svar dagen efter men fordi prøven skal sendes til riget og retur til Herlev taget svaret 5 dage… tror mit humør trænger til en solstråle. Synes det gnister i min mave et bestemt sted, det har det gjort i en uge nu. På mandag er jeg gravid i uge 14… og kan slet ikke forstå hvis det ikke skal være.

Har læst og tænkt over vores beslutning men ved godt, når jeg mærker hvem jeg er og hvad jeg kommer med, at det vil være en virkelig “dårlig” beslutning for mig selv og min familie at beholde den lige meget hvad. Vil bare gerne elske det lille væsen og passe på det, men ved os at jeg simpelthen ikke er i stand til det.

. . .

Klokken er 14:30 og det betyder formentligt at læger mm er ved at gå på weeekend og svaret kommet mandag eller tirsdag. Føler mit liv står og falder med beskeden…

. . .

I ny og næh brydes min koncentration omkring specialet af angstens hånd der griber om mit hjerte. Mit hjerte begynder at galopere derudad og det føles som om et koldt pust rammer mine tårerkanaler. Jeg er bange, helt umenneskelig bange og beder virkelig til guderne for at dette lille væsen i mig er en af de 69 foster med normale kromosomer. I ny og næh køber jeg næsten præmissen og så overmandes jeg af mit indre værn. Jeg tør simpelthen ikke overgive mig til troen på alt er okay omvendt tænker jeg at gulvtæppet vil rives lige så hårdt væk under mig, som hvis jeg havde valgt at tro på det lykkes.

. . .

Jeg er begyndt at lade mit indre kontroltårn overtage styringen. Min krop er langsomt men sikkert ved at lukke ned og kan intet gøre for at stoppe det kaos som er i mit indre. Jeg sørger for at sove, spise, bevæge mig og komme ud i luften, men mest af alt stopper jeg tanketoget med specialet. Jeg har besluttet mig for, at ringer lægen mandag eller tirsdag – håber det bliver mandag, så kontanter jeg min psykolog og beder om at blive fulgt ugentligt i en periode, derudover vil jeg spørger min egen læge om han vil udskrive min gamle PM medicin, her beroligende og sovepiller. Jeg brugte i en ganske kort periode og i utrolig lav dosis dette medicin på psyk og ved at min reaktion på en forstående sen abort vil være enorm sorgfuld og kraftigfuld, hvilket den os må være, men for at sikre jeg håndtere den ekstreme sorg bedst muligt, ved at sove og få ro i mit indre så kan medicinen støtte mig. Jeg vil aller helst slippe men med små flashbacks til i onsdags så ved jeg godt hvor langt ud jeg psykisk er og tør ikke tænke på faldet. Det her er ikke en depression, muligvis et følelsesmæssigt sammenbrud men det er betinget af noget rationelt noget udefrakommende. Det gør mig faktisk vred, men samtidigt trøster det mig.. at jeg så et andet sted mister en tro på regnbygerne og den lykke jeg synes at leve efter, det er en anden sag.

Kære hvem end der er i min mave, oppe over skyerne, mormor og far, hjælp mig. Lad mig blive forenet med mit kommende barn, lad mig få lov til at vente et sundt og rask et. Så lover jeg … aldrig at bede om mere her i livet. Hvis blot alle mine børn og kæreste må være sunde og raske, så klare vi alt fra økonomiske kriser, sociale kampe osv. Jer beder jer, hjælp mig.

21. April 2018

Endnu en nat og endnu en morgen hvor jeg vågner og føler mig kvalt og jagtet af skyggerne. Solen titter frem og det er rart, min mave er hård i den ene side, der jeg føler noget rør sig. Prøver at lade mine hænder give en kontakt og det føles på gang rart og pinefuldt…. føler den mentale knuden i maven vokser dag for dag mens mit psykiske overskud og værn mod tanketoget svækkes. Er ved at være træt af mig selv og de her tanker, er ved at være træt af at høre mig selv tale og alligevel fylder det.

22. April 2018
5,5 times søvn og har indgået et symbiotisk forhold til min computer og specialemakker. Det hjælper virkelig og tankerne søger ikke så tit ud i mørket. Jeg ved nu at jeg må tage det morgendagen eller dagen efter den bringer. Jeg ved jeg bliver sønderknust med et svar omkring udfald på kromosomerne men jeg kan ikke gøre mere end det jeg har gjort og nu må skæbnen afgøre hvilken vej mit liv skal gå.

. . .

Jeg har haft et angstanfald her sidst på eftermiddagen, den karismatiske hjertebanken efter en opvågning ville ikke slippe mig og 40 minutter senere eskalerede det i en sværhed i at trække vejret, mens katastrofe tankerne kørte afsted. Jeg gik op på altanen og sad helt stille mens mine fødders kontakt til bræderne og vindens nærhed lod mig søge væk fra angsten. Jeg er virkelig bange for hvad morgendagen bringer.

23. April 2018
Jeg vågnede klokken 5:30 på trods af der er sat alt for få timers søvn ind. Min krop er fyldt med uro så søgte ud under bruseren hvor jeg forsøgte at gennemføre en mindfulness session. Det lykkes ikke og i stedet sad jeg pludselig på badeværelset gulvet med armene om sluttet omkring mine ben mens tårerne løb langs mine kinder ned på min fine runde mave.  Jeg sidder nu på altanen igen, lidt frysende men med mine bare fødder på “jorden”. Der kan jeg på en måde mærke mig selv, verden og derigennem skabe en ro.

Jeg ligner efterhånden en omvandrende zombie. Det kan bestemt ikke anbefale at være i den afsluttende intense fase på et speciale og krydre det med en sindssyg hård ventetid omkring ens forhåbentligt kommende barn. Det er nok til dato en af de værste situation jeg har stået i, synes ellers mit liv indeholder rigeligt af dem. Er ved at være træt af min selvynk og mit indre. Jeg svare mine tanker spydigt. Den værste er “du kan jo bare beholde barnet !” Det er bare ikke en mulighed, til trods for Morten og jeg ellers vil lave hele verden om for vores børn, så kan jeg som menneske ikke, af så mange personlige årsager.

I ny og næh forestiller jeg mig hospitalet ringet og de istedet for at fortælle der er noget galt har valgt at overbringe beskeden “personligt” og hurtigere end med A post igennem post nord. Forstår simpelthen ikke posten skal komme med er brev, ville langt hellere have et opkald – men omvendt, gad vide hvor mange hospitalet laver af den slags. Gad vide hvor mange kommende forældre der har stået hvor jeg står. I ny og næh forestiller jeg mig hospitalet ringet og de istedet for at fortælle der er noget galt har valgt at overbringe beskeden “personligt” og hurtigere end med A post igennem post nord. Forstår simpelthen ikke posten skal komme med er brev, ville langt hellere have et opkald – men omvendt, gad vide hvor mange hospitalet laver af den slags. Gad vide hvor mange kommende forældre der har stået hvor jeg står. Jeg ved at alle med en risikovurdering under 300 får tilbudt en moderkagebiopsi og ved der findes vurderinger der hedder 1:3. Jeg ved os at mit kommende barn har en nakkefold som hedder 3,7 hvilket er 0,2 over den normale og jeg ved af nogen foster for målt deres til 5 sågar 6. Jeg ved at risikoen for hjertesygdomme os kan indikeres ved nakkefolden og jeg ved at nakkefolden på mig barn – foster, ikke er stor nok til at få den indikation. Jeg ved så mange ting efterhånden og alligevel vil jeg aller helst vide om mit barn har normale kromosomer. Jeg er ligeglad med køn, fuldstændig

Jeg vil bare gerne have et sundt og rask barn.

Jeg tror det er en dreng og har siden en scanning i uge 9 tænkt det sådan. Jeg har et navn i hovedet, et navn morten og jeg har set an og jeg er ikke længere i tvivl. Det er det eneste rigtige navn til vores forhåbenligt kommende dreng. Ønsker ikke navnet skal forbinde mig med sorg og savn, istedet skal det forbindes med en lille dreng med blå øjne, lange ben og skævt genert smil.

. . .

Det er i dag en uge siden vi var til nakkefoldsscanning, en uge siden vi blev revet ud af vores glade lille graviditetsboble. Den der gjorder vi følte vi kunne tilllade os at købe drømmebarnevognen på knald tilbud og fortælle vores dejlige drenge at de skulle være storebrødre. Jeg ved godt jeg er “heldig”, jeg har fået foretaget en relativ hurtig “udredning”. Når jeg læser skrækhistorier så kan jeg se andre har ventet en hel uge på en biopsi. Personalet omkring mig har været så søde, både overfor min familie og jeg. Det er deres små opmuntrende udtagelser jeg støtter mig til nu. Hvis alt ender godt så får de simpelthen en blomst eller andet med på vejen og skulle det ske der er noget med barnet, så håber jeg, at jeg på et tidspunkt kan finde overskud til at sige tak alligevel. Det er jo ikke deres skyld, at mit barn muligvis har udviklet en kromosomfejl .

. . .

Jeg har fået brev !!!!
Da jeg med Carl i hånden fiskede det lille hvide brev, med Rigshospitalets logo på ud af postkassen brød jeg sammen, i lettelse, glæde og taknemmelighed.

I dag, én uge efter scanningen sluttede alverdens angst og frygt. Nu skal jeg ikke længere være bange for at holde af én jeg ikke kan passe på. Jeg ved med sikkerhed at vores lille dreng vil blive elsket ubetinget for lige præcis den han er .

Han vi aldrig bare være endnu en dreng, har vi være sig selv.
Lige præcis den han skal være.

Han er mit livstykke – ham og hans brødre.

Opfølgning.
Jeg afleveret mit speciale til tiden og efter en ordentlig tude tur og en masse søvn, forsvandt uroen i mit indre.
Og jeg tror nu mere end nogensinde på at min lille kommende dreng er lige præcis som han skal være og han på så mange måder er bevist på hvilken rejse jeg har været igennem de sidste to år.

Tusind tak fordi du ville læse med på dette enorm lange indlæg.

 

 Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvis er dets ejermand?

Dette indlæg er lavet i et sponsoreret samarbejde med ByHappyMe.dk
Ordene, fortællingen og anmeldelsen er min egen.

Som den faste bloglæser nok har fanget, har Hr. Mand og jeg herhjemme på matriklen, to søde drenge. Aksel og Carl, at det lige skulle være en Aksel og en Carl lå lettere tilfældigt i kortene eller hvad jeg har kunne læse mig til, er det andet barns køn ofte betinget af der første barn?

Drengen i bøgeskoven
Fra det øjeblik jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden, så troede jeg faktisk at Aksel skulle hede Lucas – det fik Hr. Mand og Jeg talt os ind på ret tidligt i ”forsøgs-fasen”. Der skete bare det, som i min mands øjne var utilgivelige – Jeg ændrede mening. Det skete i uge 16, kort før vores bryllup, at jeg en nat havde drømt om barnet i min mave og pludselig forstod jeg, at dem Hr. Mand og Jeg var, Morten og Christina, ikke skulle have en Lucas. Morten er meget høj, med lange slanke lemmer og har nogle smukke maskuline træk. Selv er jeg lav og i perioder ”tæt” bygget, med blå øjne, runde æblekinder og skæve tænder. I min drøm så jeg en dreng stå i en smuk frodig bøgeskov og kalde på mig, jeg så hans fine blå øjne, gyldne hår, et skævt generte smil som jeg genkender fra mit eget spejlbillede og så så jeg de enormt lange slanke ben og hans ranke ryg.  I det øjeblik forstod jeg, vi ikke kunne vente os en Lucas. Vi måtte i stedet gå længere tilbage i tiden, for at finde et nordisk navn.

img_8091

Jeg har altid været lidt fascineret over navnes betydning, ordklang og bogstavers sammensætning – ikke sådan numerologisk men mere navnes oprindelse. Jeg tror generelt de fleste forældre finder deres yngel som værende unikt og at navnet derfor skal passe til lige præcis det unikum man selv har skabt. Personligt betød det meget for mig, at det barn jeg ventede var nummer 1 og at navnet gerne måtte være lidt mindre brugt og have et strejf af 1800-1900 tallet over sig. Navnet Aksel havde jeg stødt på allerede tilbage i min barndom, legene på værelset og fra tv-serien Matador. Dets oprindelse er ophøjet til guderne og den alfabetiske position, placere navnet med forbogstavet A foran resten. Samtidigt fandt jeg navnt sårbart og mindre gennemtrumfende, hvilket på mange måder passer til både mit og Hr. mands sind. På alle måder fandt jeg navnet perfekt, til Hr Mands og Mit’s kærlighedsbarn og samtidigt, kunne jeg se og høre det gå i samhørighed med både vores fornavne og fælles efternavn. Så da jeg en sen aften fortalte Hr. Mand, at jeg ikke længere troede vi ventede en Lucas men en Aksel, så forventede jeg fuld forståelse. Det var ikke tilfældet. Istedet følte Hr. Mand en stor tilknytning til navnet Lucas og snakken gik derfra vidt og bredt. Selv kunne jeg bare ikke se en Lucas for mig og dets tættere vi kom på vores bryllup, dets mindre var overskuddet til at diskutere navnene. En ting var sikkert, jeg havde sendt Hr. Mand til tælling ved at skifte mening.

Under bryllupsfesten rejser Hr. Mand sig og holder den fineste tale for mig. I talen fortæller han om vores eventyrer, dynamikkere og så slutter han af med at fortælle, hvor meget han glæder sig til at opleve forældeskabet sammen med mig .. og så siger han det.. “og så må tiden vise om vi skal være forældre til en Freja eller en Aksel”.. (vi skal ikke havde en Freja, hvis moder natur skulle tillade vi fik flere børn) men i det øjeblik, der giver Morten mig Aksel. Det var enormt intimt, selvom alle bryllups gæsterne var en del af dette øjeblik og fra da af, har Aksel altid været en Aksel.

Drengen i kornmarken
Da vi så nogle år senere skulle overveje navne til vores kommende barn, mødte jeg i uge 11, en dreng på en kornmark i drømmene. Han var lille i det, med runde kinder og et bestemt udtryk i øjnene. Håret var hvidt og huden lys og fin. Hans bevægelser var hurtige og fulde af gåpåmod. Jeg husker han i drømme vender sig mod mig og kalder på mig. I hans kalden kan jeg høre mig selv og hans mimik ligner noget jeg har set på gamle billeder af mig selv. Han ligner mig, på en måde der på en og samme tid skræmmende og  lokkende. I drømmen løber vi igennem kornmarken sammen og da drømmen slutter, forstår jeg, at barnet i min mave må være ubetinget af hans bror og samtidigt stå i en relation til ham. Jeg forstår at barnet vil være viljestærk, modig og fuld af lyst til livet og det kræver vi tænker os godt om. Vi vender lidt forskellige navne men har hele tiden øje på ét navn, som vi overvejede dengang Aksel ikke kunne være en Lucas og vi ikke kunne blive enige. Nemlig navnet Carl. Navnet Carl rummer en hårdhed, men samtidigt en frihed. Carl kommer til verden som vinterbarn, ligesom sin mor.. og siden har vi haft en Aksel og en Carl, to brødre, ens og alligevel så utrolig forskellige, som dag og nat. Aksel og Carl elsker at høre om drømmene jeg havde om dem, før vi mødtes og særligt Aksel interessere sig mere og mere for hans navns betydning. Carl derimod ved, at der på hans fodboldhold er 5 andre som hedder Carl og det er lidt “trist”, at det navn man selv syntes at have fundet frem fra gemmerne – åbenbart blev et af de mest populære navne i 2014.

img_8092

Vi hedder det samme
At et barn deler navn med et andet, kan skabe en del forvirring, dels på legepladsen – når der kaldes og når man skal finde ens barns tøj i børnehaven eller på skolen. Forleden havde vi Carls børnehave hjemme til børnefødselsdag og som en ekstra “hånd”, hjalp vi alle børn i overtøjet og ud af døren. Det var ret vildt at stå med 15 forskellige elefanthuer og vanter, flyverdragter og sko. Carl og hans bedste ven Frede har ens flyverdragter, at begge er arver fra deres storebrødre gør tilfældigheden lidt sjovere, men det gør os at forvirringen er total når ungerne i en hurtig tanke bare har smidt overtøjet i en bunke. Derfor bruger vi navnemærker i alt ungernes tøj. Carl har næsten lært at genkende hans navn, men for at hjælpe ham lidt på vej, han de mærker vi bruger herhjemme et billede på sig, som Aksel og Carl selv har valgt. Det gør genkendeligheden lidt bedre og da jeg synes alt ungernes tøj skal have et mærke, kan 120 navnemærker hurtigt blive brugt. Derfor deler Aksel og Carl mærker.

I deres lap står følgende:
Aksel & Carl
Sylvest-Noer
Og mit telefonnummer.

img_8080

Selvom de ikke længere går i samme institution, så fungere det helt fint at de deler mærke. Derudover slipper jeg for at skulle isætte nye mærker i tøjet når Carl engang overtager noget af Aksels aflagte tøj – det gør vi altså herhjemme. Jeg synes selvfølgelig at begge drenge helst selv skal holde styr på deres sager men med så meget andet, så har jeg igennem navnemærket tegnet en lille ulykkesforsikring på mine børns garderobe. Både for at sikre at ting kommer retur, ikke bytte rundt og så pædagogerne og andre forældre ikke skal bruge unødvendigt tid på at tænke “Hvis er dets nu”, det er simpelthen så nemt og navnemærket har allerede sikret at flere ting aldrig er blevet rigtig væk. Okay Aksels hue har for en stund været borte men i dag, efter 2 uger, hang den lige så fint på hans plads og det er nu engang rigtig fedt, særligt fordi jeg synes børn i sig selv har rigeligt med udgifter på sig og en lækker uld hue ikke er helt billig.

Vi har i en periode testet navnemærker fra ByHappyMe og i forhold til de lapper jeg førhen har brugt, synes jeg virkelig de her spiller max. De klistrer så godt, at selv den lap som sidder på Carls puttekanin forbliver siddende, på trods af vaskemærket, hvor lappen sidder, bliver grovnusset hver aften og kaninen i ny og næh får et bad af Carl. Jeg elsker når ting gøres lidt lettere i hverdagen og særligt hvis det i sidste ende har en besparelse på sig – men stadig er af top kvalitet. Det er nok derfor jeg elsker skemaer, lister og god planlægning. Jeg kan ikke planlægge mig fra at Aksel eller Carl i ny og næh smider en cardigan fra sig, når de spiller stikbold – jeg øver dem selvfølgelig i at huske, men det kikser desværre en gang imellem. Så der synes jeg virkelig navnemærkerne fra ByHappyMy er en life saver. Det gode ved navnemærkerne er samtidigt, at jeg med god vilje kan fjerne lapperne igen, når tøjet enten skal gives videre til genbrug eller sælges.

img_8085

Udover navnemærker, så sælger ByHappyMe blandt andet os sutter med navn på – nu er vi udover suttestadiet men husker da tydeligt dengang henholdsvis Carl eller Aksel startede i institution. Deres sutter blev spredt om sig, som var det brødkrummer Hans kastet for at finde vejen hjem. At ByHappyMe så har samlet alt det, de fleste forældre får brug, når der skal sættes navn på det gør det sgu nemt og holder portopriserne nede.

img_8090

Brug bestikket -tak
Herhjemme har vi os prøvet et super fint sæt børnebestik med navn på af. Aksel er særligt begejstret, da han nu har fuldstændig tjek på hvilket bestik der er hans, når han er på FDF lejre. Derudover har bestikket vores nye efternavn indgraveret i. I bryllupsgave fik jeg – eller hele familien en bindestreg.

Dengang vi blev gift, tog vi hinandens efternavne og da vi næsten dækker alle verdenshjørner af i vores efternavn, synes vi ordlyden lød bedst med Noer til sidste, frem for Sylvest. Desværre ligger systemet ikke meget værdi i mellemnavne, hvilket jeg synes er rigtig ærligt – måske mest af alt fordi jeg selv har mange følelser i mine. Det er der min slægtskabslinje kan læses, der mine biologiske kampe kommer til udtryk og derfor har det altid gået mig på. Det er nu ikke længere kun det ene navn vi påtales med og elsker tanken om at den baby – tumling pakke, som ungerne får med sig, den dag det bliver deres tid, nu os indeholder et bestik perfekt til en junior hånd. Vi har valgt bestikket med dyr og særligt Carl, som nu er begyndt at kunne mestre en kniv, synes bestikket falder godt i hånden på ham og at udformningen på gaflen passer til hans motoriske orale udvikling.

Du kan læse mere om ByHappyMe’s fine BPA- frie produktlinje på ByHappyMe.dk og ja, så kan du måske gøre dig tanker om hvad du eller dit barn gerne ville eje hvis du fik muligheden?
I
samarbejde med ByHappyMy udlodder jeg nemlig et gavekort på 300 kr. til deres webshop. Så står du selv og vil hylde et navn eller måske mangler du den perfekte dåbsgave eller tillykke med institutions starten, så kan både navnemærkerne og bestik varmt anbefales.

img_8078

Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at skrive en kommentar her på bloggen, hvori du skriver hvad du ville bruge gavekortet på OG så trækker jeg en vinder fredag d. 17 Februar 2018 klokken 21:10 – altså lige i pausen til X-factor selvfølgelig.

Rigtig mange gange held og lykke og tusind tak fordi du læse med .

vinderen er trukket og det blev Nr. 1 første kommentar på indlægget .

9daac2ef-bfc6-407e-a7cf-d2bca1d8313f

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mere end blot en madpakke

img_7412

Som barn var jeg det der populært betegnes kræsent, sandheden var en anden… jeg var bange for mad, særligt mad med en tinderne slimet konsistens og det er her halvperverse hoveder virkelig skal holde fokus. Den dag i dag har jeg det forsat svært ved bestemte fødevaregrupper. I en alder af knap 29 år, mangler jeg forsat at lave en eksponering af flere fødevaregruppe, særligt dem jeg var bange for som barn. Den der angst for typer af mad, kan selvfølgelig lyde som det rene vand og jojo – jeg har da flere gange prøvet at tage mig sammen og Hr. Mand, som næsten er uddannet Kok og er enorm grænsesøgende i køkkenet, har med sikkerhed hjulpet mig godt påvej med at bryde mine angstpræget spisevaner. Det kan være svært at forklare, men indtag af nogle fødevaregrupper ender altid i opkast og her mener jeg selvfølgelig ikke fremprovokeret opkast. Min mave kan simpelthen ikke arbejde med hele den oplevelse der kan være ved indtaget af maden, en af de ting jeg endnu ikke har kunne holde nede, er Risengrød – hvilket virkelig går mig på, men det fungere bare ikke. En anden ting jeg har enormt svært ved at holde ud, er lugten af smelter smør på er varmt stykke brød. Det minder mig om mine morgenmåltider fra da jeg var barn og hvordan jeg spiste med indre tvang, til trods for jeg bare ikke kunne fordrage toastbrødet. Det er alt fra små ubehagelige fornemmelser og følelser som opstår når jeg eksempelvis piller en banan til mine børn – det kan sammenlignes med den ubehag som fremkommer når nogen lader bestikket kører pibende henover tallerkenen. At jeg har været kræsen eller konsistenskræsen skyldes mange ting og det var først da jeg skulle tabe mig, at jeg begyndte at eksponere mig selv for “det” jeg før var bange for. I dag smager jeg næsten på alt, bananerne er fortsat ikke kommet indenbords, men jeg har det som nytårsforsæt at lærer – SÅ i år bliver det – forhåbenligt.

Jeg tror at mad er noget af det mest sociale ved os mennesker. Det er et basalt behov som med tiden er blevet til en social happening. Det er både godt og skidt, da mad på mange måder jo er et almen menneskeligt behov, som skal opfyldes. At Sundhedsstyrelsen kommer med anbefalinger og Ny Nordisk Madkultur så blander sig, sammen med Takt og Tone fra Emma Gad, så er det måske ikke så underligt at flere og flere har forstyrret spisemønstre. Hvis vi NU skal se på fordelene ved at maden er blevet socialiseret, bare for at skrive et positivt indlæg for en gang skyld, så gør maden det muligt at skabe fællesskaber, minder og vaner. Det gør den samtidigt med, den indtages og opfylder basale behov.

Jeg var siden Aksel startede i skole vist hans madpakker frem på Instagram. Aksel gik før skolen i en børnehaven, hvor der blev lavet den lækreste mad, med udgangspunkt i at dekonstruere retter – således at børn i alle aldre kunne opbygge madmod. Mod til at smage på nyt og til tider fremmet mad. Jeg vil helt klart anbefale alle at tjekke Instagram profilen Bornehuset_rosenhaven ud. Der er masser af inspiration at hente.

Fra jeg startede med at poste Aksels madpakkers indhold, har jeg fået en positiv modtagelse af madpakkerne, vigtigst af alt af Aksel. Det er nu engang ham som skal spise dem, så det er vigtigst. Madpakkerne er lavet med en grundtanke om at Aksel skal præsenteres for en god varieret smagsoplevelse, som indeholder en masse grønsager, fiber, de gode fedtstoffer som skaber en appetit og mæthed. Mit moderlige kærlighedssprog gør, at jeg finder det utrolig hyggeligt at lave hans madpakker. Jeg forbinder det at lave den, med kærlighed, omsorg og yderligere skaber den muligheden for jeg kan sikre Aksel er mæt og derigennem klar til at lege og modtage undervisning. Det er mit kærlighedssprog, min person, som forstår det sådan – at andre så føler det at lave madpakker er dødens pølse, er jo forståelig nok en anden følelse og oplevelse.

For at jeg kan lave en madpakke der indeholder det Hr. Mand og Jeg mener skal være i den, så laver jeg en del Foodprep. Faktisk prepper jeg typisk omkring hver skoleferie eller den. Forrige gang var det i efterårsferien og ungerne hjalp til. Denne gang blev det på en aften, lige efter nytår. Jeg synes foodprep er en god måde at mindske madspild, overholde vores families grundprincipper om en god madpakke og mindske stress. For selvom jeg synes det at lave madpakker er hyggeligt, kan det til tider være liiiiiidt presset i vores hverdag. Derfor har vi herhjemme aftalt at madpakkerne altid laves aftenen før og jeg tror ærligt talt kun det er glippet 3 gange siden Aksel startede i skole i sommers. At fryseren er fyldt med en masse lækkert til madpakken, er nemt og gør vi ikke skal opfinde den dybe tallerken hver dag. I stedet kan vi give madpakken et lille pift og tænke kreativ, ja sågar bruge aftensmadresterne. Men det der pift, ja det kan forekomme ved lige at pakke rugbrødsmadderne ind, lave en lille seddel med en børne rebus ofte Jeg ¨Hjerte¨ DIG, bruge en kageudstikker og forme kødpølsen eller ja bare finde de ting vi ved Aksel elsker og sende ham en kærlig tanke idet låget ligges på kassen. Når jeg foodprepper, er det typisk Pirogger, pizzasnegle, chokorugs, pølsehorn, dadelkugler og frikadeller. Flere af jer har spurgt til opskrifter og fyld, så her er lidt links til de opskrifter jeg selv bruger og til tider laver om på.

Pirogger
Denne omgangs fyld består af spinat, feta, oksekød og lidt bacon. Jeg bruger brødre prices opskrift, som du kan finde her. Når jeg bager til Aksel, bliver 50% af melen udskiftet med rugmel, for at give bagværket lidt ekstra kant.
Opskriften kan hentes på dette LINK

Pizzasnegle
Mine pizzasnegle er lavet ret simpelt og på den lette måde, for jeg har endnu ikke lavet en pizzadej – men bare købt en færdiglavet. Næsten omgangs foodprep mission er at lave dejen fra bunden, så hvis i har en god opskrift : Hit Me !

Fylder består af tomater, løg, hvidløg, ost, skinke, sqaush, gulerødder og champignoner. Det hele kommer i minihakkeren smøres derefter ud på dejen, som rulles som en roulade og skæres ud i små snegle. De bages i ovnen til de har en sprød skorpe og en luftigt centrum.

Pølsehorn
Pølsehornene er lavet på opskriften fra Valdemars ro. Igen er der tilsat rugmel. Det der gør at denne opskrift er perfekt er Ymeren som tilsættes i dejen. Det gør at pølsehornene forbliver luftige og “bløde” når de varmes op, efter at have været en tur i fryseren. Opskriften kan findes på følgende LINK hos Bloggen Valdemarsro.dk

Fletbrød
Den sidste nye ting jeg har kastet mig ud i at bage, er fletbrød. Fletbrødene skal bruges til 10’er maden. Disse fletbrød er med pestro og mozoralla og opskrift kan findes på dette LINK.
Igen har jeg tilføjet rugmel og lidt gulerod i dejen.

(Fiske) Frikadeller
Udover dette bagværk, laver jeg en ordentligt omgang frikadeller, både fisk og svin/okse. Jeg bruger primært fiskefarsen fra Rema1000 og tilføjer havregryn, forårsløg, gulerødder og squash. Igen tilføjer jeg altid ekstra grønsager, mere fyld, flere vitaminer og kødet rækker længere og de hakkes eller rives inden de tilføjes til dej / farsen. I mine frikadeller tilføjes der squash, gulerødder, løg, hvidløg, spidskål og solsikkekerner. Alt smides i minihakkeren og røres derefter i den klassiske frikadellefars. Frikadellerne kan bruges til grønsagsspyd, pitabrød, wraps, klassiske rugbrødsmadder eller sandwich.

Et eksempel på en madpakke til Aksel er dette:

I hans 10’er mad er følgende:
Et fletbrød – et par dadelkugler og en pære. Igennem hans 10’er mad får han lidt af det hele til at sikre han er mæt frem til spisepausen og hans blodsukker forbliver stabilt således at han er klar til nasser af leg og undervisning.

Hans mad til spisefrikvarteret er et frikadellespryd. Jeg var desværre løbet tør for spyd så smuttede det hele på et sugerør og det fungerede rigtig fint, trods alt. Derudover er der en pirog, lidt gnavegrønt, mandler og tørret frugt og to mandler rullet i lakrids. Derudover er der en lille gave, som indholder en rugbrøds klapsammen med tunsalat. Salaten er lavet på tun, finhakket salat, løg, hytteost, kaspars, citron og en lille klat mayo.

For os er det vigtigt at Aksels madpakke dækker hans ernæringsmæssige behov og hans præferencer. Hermed ment, at hvis jeg skulle have lavet en madpakke der havde passet til de præferencer jeg havde som barn, havde den set helt anderledes ud. Jeg begyndte først at ville spise en ordentligt madpakke da den bestod af ristet rugbrød og pastasalat. Frem til da røg der utrolig mange spegepølse mader ud, simpelthen fordi jeg som barn havde svært ved bestemte fødevaregrupper eller pålæg som ”svedte”.

I den tid jeg har postet billeder af Aksels madpakke på Instagram, har jeg snakket med en del forskellige forældre. Der er mange som tænker Wauu – fedt og må vi bede om en opskrift og andre skriver at deres børn ville falde ned af stolen hvis de fik sådan en madpakke og det meste ville ende i skraldespanden. Mad er en utrolig individuel ting og jeg tror inderligt at det vigtigste er at man som forældre aflæser sit eget barns behov og præferencer, at man kærligt forsøger at introducere til nye smagsoplevelser, men at madpakken sikre at barnet er mæt og tilfreds os hvis det betyder at en madpakke skal indeholde de sammen 5 elementer alle årets dages.

Rigtig god madpakke lyst !

Kærlig hilsen Christina

Older posts