Tillykke – med din første offentlige amning.

Tillykke – med din første offentlige amning.


Da Hr. Mand og Jeg havde bryllupsdag – 8 år.
Tænk at vi overhovedet kan holde hinanden ud efterhånden ?
Sådan må man gerne tænke – i min optik altså, særligt fordi vi jo har været sammen meget længere end vi har papir på. Jeg er faktisk ret glad for ham Hr. Mand os selvom han kan fyre op under mig på den rigtige gode måde og ja – knap så gode måde. Vi er ikke de vilde materielle typer, som køber guld og ædelstene til hinanden. I år gav vi os selv Vilmer, så tænker jeg ærlig talt ikke vi kan ønske os mere. Når nu man skal fejre 8 års bryllups dag – med et på det tidspunkt en 8 dage gammel baby (Jubii for tal-mani), så valgte vi at gøre det helt lavpraktisk og bare spise en hyggeligt frokost sammen, på en lokal god burger bar.

Hr. Mands og min date, blev Vilmers og min første rigtige tur ude, grundet blodtab og efterfølgende infektion (hip hurra). Vi får sat os og som det jo skal være, vågner Vilmer lige idet tjeneren stiller maden på bordet, det er en naturlov af mor skal spise kold mad. Vilmer kommer selvfølgelig op og jeg når knap nok at hilse på ham, før han er ved at æde min skulder og lige der tænkte jeg “okay – du skal have mad nu …. og jeg skal amme offentligt”. Ved mig selv, hviskede jeg samtidigt et lille tillykke, af en helt særlig grund.

At være bange for at amme i det offentlige rum.
Det at amme offentligt, har ikke altid været nemt for mig. Dengang jeg fik Aksel, blev jeg så ubehageligt tilpas når jeg skulle amme ude, at jeg pumpede mælk ud og gav ham det på flaske. Hjemme ammede jeg nåede så fint men det blev ret hurtigt utrolig svært at følge med i udpumpninger og amning, det blev et “dobbelt” arbejde. Forstå mig ret, jeg ser bestemt ikke amning som et arbejde. At blive hjemme, var ikke en mulighed, da der ikke havde gavnet mig mentalt overhovedet og derfor fik Aksel både brystmælk på flaske og fra bryst, de første måneder af hans liv.

Hvorfor jeg havde det svært med at amme ude, skyldes flere faktorer. Aksels ben var i gips pga. hans klumpfods behandling og derfor blev han meget stor og stiv i kroppen og derved “uhandi”’at ligge til brystet. Den dag i dag, ville jeg ønske at jeg havde kæmpet mere for min amning, men jeg lod mig “trøste” af fortællingen om at en god mor ikke sidder i brysterne og NEJ det gør en god mor ikke, men jeg ville bare gerne have gjort noget andet. Sandheden omkring hvorfor jeg ikke ammede offentligt, handle dog mest af alt om, at jeg var bare for folks fordømmende blikke, eller endnu værre… at blive forvist fra det sted jeg sad.

Bare tanken om at amme offentlig, fremprovokerede, hvad jeg senere i livet erfarede var stærke symptomer på angst. Jeg tænker nogen gange om de mennesker, der mener at amning af et lille barn skal forvises til et toilet, den kolde bænk på gade eller et “kosteskab”, egentlig ved hvor enormt diskriminerende og fordømmende det er og føles for den ammende. Jeg tænker om de ved, hvad der sker i en, når det der ellers er det mest naturlige i verden pludselig anses som værende ulækkert, seksuelt eller ja blufærdighedskrænkende?! Jeg tænker om de ved, at nogen mødre – som jeg var det engang, ikke er stærke nok til at stå fast på det de tror på, og derfor i sidste ende kan gå på et stort kompromis med deres eget moderskab og droppe amningen !
(Der er intet galt i at give flaske -Men der er noget galt i at føle sig presset det at pakke sit bryst væk og næste sin baby mad!). Fra det øjeblik jeg blev mor, til henholdvis Aksel, Carl og Vilmer, har alt i mig rettet sig mod at sikre deres trivsel – ALT. Hertil at møde dem i deres behov og det indebære selvfølgelig at give dem mad!

Da jeg blev Mor til Carl, valgte jeg at gå ind og arbejde med min “frygt” for at amme offentlig og acceptere at nogen mennesker bare har en anden holdning, men at det ikke gør min amning forkert. Nu her, hvor jeg har fået Vilmer, tænker jeg næsten ikke over det – eller jeg orientere mig dog altid, hvor der er et evt. ammerum og ja – om der er en ammepolitik?
OG – Når jeg står op om morgen, så tænker jeg over hvad jeg skal den pågældende dag. Skal jeg ud – være sammen med fremmede eller en nær veninder. På den møde afhænger mit tøjvalg af dagens aktivitet og gøremål, da jeg derved indtænker om jeg kan knappe en skjorte op eller om det er bedre blot at løfte op i en T-shirt. Er jeg ude offentlig, forsøger jeg ofte at have tøj på der kan dække mit bryst mest muligt, men som samtidigt gør det muligt for mig, at give mit barn mad OG jeg tænker derfor om dem der igen peger fingre, vender øjne eller kommer med spydige kommentarer i diverse ammedebatter ved, hvilket tanker jeg som mor, ammende mor, gør mig af tanker – for IKKE at “støde” nogen. For tit og ofte føler jeg virkelig, at nogen tænker en ammende kvinde er en stor provokatør som bare gerne VIL fremvise sit bryst – sådan er det altså ikke i mit tilfælde, tværtimod.

Jeg fuldammede Carl og jeg har i den grad tænkt mig at gøre det sammen med Vilmer, så længe mit bryst tillader det og produktionen forbliver stabil på begge bryster. Det betyder os, at hvis Vilmer ligner sine brødre lige så meget på højden, som han gør i resten af hans udseende SÅ vil han være en “stor” baby. Hans kognitive udvikling vil dog forblive på det niveau, en babys kognitive udvikling er på, afhængig af hans antal uger og måneder. Det er ligemeget – for han skal have mad og det er og bliver et basalt, nødvendigt behov, ligesom det er for du og jeg.

Jeg håber dette indlæg, kan skabe stof til eftertanke. Hvad end om man er den ammende, hende der giver flaske, har hjertebanken i det offentlige rum eller om man så er den type, der mener at amning skal foregå på ens egen matrikel eller på et toilet.


Kærlig hilsen Christina

At være omringet af … tissemænd ?

At være omringet af … tissemænd ?

Velkommen til et indlæg, som handler om barnets udforskning af egen krop og morens forsøg på at være forstående. Hermed skal det forstås, at dette indlæg, IKKE bevidste indeholder seksuelle undertoner og skulle du som læser kode det således, så er indlægget bestemt ikke skrevet med den intention, tværtimod.
Tak fordi du vil læse med…

Da jeg var barn var mit største ønske, af få en tissemand. Grundet min fars død og evige higen og søgen efter faderlig anerkendelse og den mere eller mindre konstante oplevelse af at være “uinteressant”, for min mors daværende nye mand, så bandt jeg det hele op på, at jeg manglede en tissemand. Jeg var for længst blevet korthåret, hende “drengepigen” og god til fodbold. Det eneste der manglende, var bare den der tap, for jeg kunne sagtens stå op og tisse. I dag elsker jeg mit køn og jeg har for længst sluttet fred med de faktorer der var i min opvækst, som gjorder jeg i en periode af mit liv, ikke kunne forlige mig med at jeg “bare” var en pige. Jeg sluttede først, for alvor fred med mit køn, da jeg begyndte at forstå, at der var mere end bare en tissefunktion i henholdsvis de kvindelige og mandlige kønsorganer og at jeg var tiltrukket af det modsatte køn.

En interesse i kroppen.. og dens seksualitet
Jeg har altid synes kroppen var fascinerende og i de spæde teenageår, lånte jeg stort set alle bøger der omhandlede kroppens udvikling, pubertet, kærlighed og sex. Jeg læste bøgerne fra ende til anden, slugte alle artiklerne i mine “Vi Unge” blade og når der endelig var klemt lidt seksualundervisningen ind i årsplanen, ovre i skolen, så syntes jeg det var fantastisk. Jeg husker særligt en undervisningsgang, hvor en lærer måtte udsætte besvarelsen på mit spørgsmål, simpelthen fordi der sad flere drenge i lokalet, som ikke havde brug for denne mængde viden endnu. Teenagere modnes alle forskelligt og yderligere drenge og piger. Da jeg mange år senere, i forbindelse med min uddannelse til folkeskolelærer, tog kursuset i at kunne lave seksualundervisningen, så forstod jeg pludselig hvilken opmærksom lærer jeg havde haft, der dengang – også i seksualundervisningen, havde kunne differentiere sin undervisning og sikre at ingen havde følt sig stødt.
… og nu ind til sagens kerne, det indlægget i virkeligheden handler om, nemlig ..

Når man er omringet af tissemænd
Det var bestemt ikke den første tanke der strejfede mig, dengang vi til en scanning fik at vide, at vi ventede en dreng.. vores første dreng, men dengang en læge fortalte mig i telefonen, at svaret på moderkagebiopsien viste vi ventede en dreng, dreng nr. 2, så begyndte jeg at tænke lidt over det. Da jeg så blev gravid med nr. 3, og kunne mærke det os var en dreng SÅ var jeg helt ærlig hos psykologen og sagde mens en tåre trillede ned ad mine kinder, at jeg en sjælden gang imellem, følte mig udenfor derhjemme, grundet mit køn. Jeg behøver ikke kaste mig ud i kønsdebatten her – de fleste ved jeg er ret neutral MEN det er nu engang sådan at drengene går til venstre i svømmehallen og jeg til højre, da jeg har en tissekone og de, en tissemand. Jeg bruger funktionsordene i dette indlæg, da det er de ord, jeg bruger overfor mine børn. De kender nemlig fortsat kun til deres kønsorgans ene funktion. Den anden, ja det kommer nok lige rundt om hjørnet, særligt nu hvor lillebror er ankommet. Vi har pt. holdt os til en forklaring baseret på dyreriget og masser af kærlighed mellem mor og far, en kærlighed som os kan være imellem to drenge og to piger.

De der tissemænd, de fylder en del fra det sekund ungerne er presset ud af fødselskanalen! Man skal holde øje med eller bare huske at ligge en stofblee på dén, mens man skifter, da man ellers kan blive tisset i hovedet eller – de kan tisse sig selv i hovedet. Dén skal os pege den rigtige vej, når man sætte bleen på og sådan kan jeg blive ved. Som årene går, kommer der nye små bonus opgaver i forhold til tissemændene. Alt fra at der skal holdes øje med nogle sten, til den kærlige pædagogiske snak, som ikke må ende med “Kan du så få fingrene op eller væk derfra!”. I stedet forsøger jeg at guide og sige ting som, “det gør man ude i badet eller inde i sin seng”. For ih hvor kan sådan en “tap” fylde meget og forståeligt nok, den er jo lige der og den lever jo lidt sit eget liv og reagere fuldstændig som den vil.

For børn, særligt i den alder mine børn har, så handler det ikke om seksualitet eller at “masturber”, det handler om en nysgerrighed omkring ens egen krop og en registrering af, at det killer i maven og en undersøgelse af, hvad sker der, når jeg gør sådan og sådan, noget de helt selv skal have lov til at udforske. Det er hér nogle sindssyge mennesker mener noget helt andet.

Jeg må med hånden på hjertet indrømme at jeg synes det er lidt svært, måske fordi min hjerne kommer til at tillægge det betydning, eller måske fordi jeg kan se hvordan det udvikler sig og allerede har udviklet sig en del og fortsat gør det. Måske frygter jeg en eller anden dag at mine drenge skal spille “kiks” med vennerne, eller ja … at skulle samle klisteret sokker op fra gulvet og det er selvom jeg aldrig har haft en berøringsangst for at tale om den slags. Jeg har tre drenge i alderen 1 måned, knap 5 år og 7½, og jeg har dæleme skiftet, tørret og vasket dem hundredvis af gange og ganske langsomt set på nærmeste hånd, hvordan de  selv “opdager” at der sidder noget der imellem benene. Vi har selvfølgelig læst en del bøger, lige fra Totte bøgerne, til børnebøger om krop og graviditet. At læse om noget genkendeligt, kan tit være en rigtig god måde at skabe dialog om noget af det der kan være lidt svært, eller mystisk eller bare det der er helt normalt.

Det vigtigste og det jeg ønsker mine børn skal tage med fra deres opvækst i forhold til kropsforståelse, accept og selvkærlighed, er at deres kroppe ikke er forkerte eller forbudte. De bliver ikke blinde af at pille, røre og udforske dem selv, tværtimod og vigtigst af alt, deres krop er deres egen, deres grænser såvel som andres skal respekteres og accepteres og skulle de en dag stå i omklædningsrummet og tøve over, at smide underbukserne og hoppe i bad, så vil jeg på så mange måder, føle, at jeg ikke har klædt dem godt nok på. Vores kroppe er helt perfekte som de er skabt, en krop er ikke forkert, men de tanker og den selvforståelse vi kan have, kan være det. Så selvom jeg ofte siger, at min største frygt ved at være omgivet af tissemænd er, den mængde mad de vil indtage i deres teenageår OG at jeg formentlig bliver husets laveste beboere osv, så er min “frygt” mest af alt, at det er noget jeg ikke kan og at drengene en dag føler, at de ikke kan snakke med mig om noget der trykker dem eller det de søger svar på, fordi jeg i bund og grund ikke har en … tissemand..

Andre drengemødre på linjen , som kan relatere til netop disse tanker?

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

“Vi har fået en lillebror”

“Vi har fået en lillebror”

Dengang Hr. Mand og Jeg, blev enige om at “nu var det nu” og vi som individer, par og forældre, tænkte at tiden var til at forsøge og udvide familien med en lillebørster, der begyndte jeg at holde vejret. Carl ville snart fylde 4 år og Aksel var 6,5, hvilket i min bog, ud fra hvem vi var som familie og hvem henholdsvis Aksel og Carl var som personer, så ville et sensommer / efterårsbarn passe godt ind i vores familie, eller jeg tænkte, at det var “As Good as It Gets”, hvis vi skulle forsøge at indtænke alle familiære parameter.

Vi fortalte Aksel og Carl, at de skulle være storebrødre en lørdag i marts, hvor jeg kun var 9 uger henne. Vi fortalte det så tidligt, da vi stod og skulle med min familie til Jylland og min mave allerede havde fået en fin lille bule, som afsløret det ikke bare var “kage” i ovnen. Inden vi fortalte det, havde vi være til en scanning, som vidst et hjerteblink og derfra var troen på baby i maven var præcis som baby skulle være, tårnhøj – den blev pænt svækket tre uger senere efter nakkefold, læs evt indlægget : ”At holde af nogen, man ikke kan passe på”. Da vi fortalte Aksel og Carl at de skulle være storebrødre, sad Aksel med glædeståre i øjnene og jeg måtte bruge et Playmobil barn til at illustrere hvor stor “babyen” var, for Carl.

Uge 9

Under gravidteten fulgte drengene med, i en moderat mængde. Det var lidt spænende at mor havde en baby i maven, men mere interessant var det altså heller ikke. Vi sammenlignede babys størrelse med en frugt. De mærkede liv, vi snakkede om køn, babynavne og meget om hvordan Aksel og Carl var som babyer. Selv begyndte jeg at justere på “dårlige” vaner og adfærd, som ikke ville være hensigtsmæssig med en baby i huset eller bare generelt. Aksel havde henover sommeren en råbefase. En fase hvor han havde et behov for at udtrykke sig, i et meget højt og ubehageligt toneleje. Jeg trives ikke med den slags udbrud. Dels fordi jeg generelt ikke mener vi skal råbe ad hinanden, men os fordi hele mit nervesystem sættes i alarmberedskab når folk råber og jeg i sidste ende falder ud over kanten og råber “NU er det edername nok!” og det hjælper jo ikke en fis.

MEN jeg har altid haft den overbevisning, at det er bedst ikke at sige “Lillebror kan ikke lide” eller “shyyy lillebror sover”, selvfølgelig skal mine børn udvise hensyn til andre og hinanden, ligesom jeg som mor skal det overfor dem, men det er ikke lillebror det skal have “skylden”, da lillebror hurtigt kan være årsagen – grundleddet til alt ændre sig og det hele er lidt “dumt” og sådan skal det jo ikke være. Andre dårlige vaner kunne være “butler” forældrene. Den hvor vi hoppe og danser rundt for ungerne. Selvom vi gerne vil opdrage til selvstændighed og skab et ansvar for hvordan man er en del af en familie, så har vi haft en dårlig vane med bare at gøre tingene for ungerne. Det er i sidste ende dem vi snyder, når de står foran klædeskabet og ikke ved hvor hvad ligger, hvordan svømmetasken skal pakkes osv. Derfor droppede vi butler siden i os selv, da vi dels ønsker at vores børn godt selv kan og fordi vi nu engang kun har to arme og der i en længere perioden skulle ligge en baby på armen.

Som månederne gik, maven voksede, begyndte det hele at ligge under huden på os alle. Drengene var søde til at samle mine tabte ting op og forstod jeg ikke kunne mere end det min krop tillod. Da drengene og Hr. Mand skulle på efterårsferie i Grækenland mens jeg var i uge 39, besluttede vi at give dem, deres storebrødre gaver – inden ferien. Vi havde en ret klar forventning om at jeg ville have født inden men ja, Vilmer kom 41+0.

Et sted kan jeg godt tænke “skal børn virkelig havde en gave fordi de bliver storesøskende” og måske kan det hele blive lidt for materialistisk, omvendt så er vi, Hr. Mand og Jeg skruet sådan sammen, at gaver oftest modtages, når man enten fylder år eller har fået en ny titel. Aksel skulle være dobbelt storebror og Carl skulle nu blive storebror og samtidigt midterbarn. Vi valgte derfor at gå med storebror gaverne. Drengene var rigtig kede af jeg ikke skulle med på ferie og særligt Aksel var ramt af “vi kan ikke opleve det ene og andet sammen”. Da han de sidste par år har ønsket sig et kamera, fordi han rigtig gerne vil “gemme” minderne, så valgte vi at give ham et digital kamera, som vi fandt på DBA. Dette kunne han blandt andet bruge i Grækenland, så vi sammen kunne kigge på hans oplevelser og vi derefter kunne lave en fotobog fra ferien, til ham. Derfor tænkte vi det ville være den perfekte gave til Aksel. Carl elsker som Aksel lydbøger og musik og han har længe ønsket sig, at have hans egen Ipod, ligesom Aksel har det. Igen tænkte vi, trods et elektronisk ønske, at en Ipod var en god og praktisk gave, som Carl kunne have glæde af i mange år frem. Søgte igen på dba og fandt en af de nyeste generationer, til ikke ret mange penge. Dermed var storebror gaverne købt og i dag, nu hvor Vilmer er kommet, så er gaverne virkelig gode og bliver brugt flittigt.

Nu er det nu, lillebror kommer.
Noget af det sværeste ved at skulle føde, det har særligt været ikke og vide hvor og hvornår jeg gik i gang, mest af alt fordi vi havde Aksel og Carl, som os skulle indregnes i hele “jeg skal føde nu showet”. Derfor blev der samtidigt med en fødselstaske, pakket en storebrødre taske. Vi fik arrangeret det sådan at Farfar stod stand-by og at lærer samt pædagogerne omkring Aksel og Carl, vidste, at der måske var en morgen hvor der ville stå en lidt forvirret farfar og aflevere to stolte drenge – som med den nye titel skulle dele flødeboller ud.
Jeps – Gaver Og Sukker, det er den type mor jeg er !

Det første møde
Vilmer kom efter en laaaang fødsel (den kan du læse om HER), til verden en mandag morgen. Vi havde forud for fødslen lovet drengene at de ville de første, som skulle møde Vilmer og lige præcis dette møde var på en og samme tid fantastisk og samtidigt sorgfuldt. Hr. Mand var taget hjem for at hente drengene med ind på hospitalet og sammen kom de ud til Vilmer og Jeg. Jeg husker tydeligt det øjeblik hvor Aksel åbner døren ind til stuen. Han lignede en pirat på jagt efter skatten. Han var en stolt storebror som nu, endelig, skulle møde ham vi havde ventet på. Bag ham kom Carl, lidt betuttet og genert. Sammen gik de over mod sengen, hvor Vilmer lå og sov ved min side og begge kiggede de “ned”. I det øjeblik Aksel strøg Vilmer over håret, begyndte mine tåre at løbe – jeg var simpelthen så stolt og rørt over dette magiske syn. Samtidigt forstod jeg, at alt hvad vi kendte og før varm nu til evig tid ville være forandret og at vi som familie, tog hul på et nyt kapitel.

Aksel var, som den eneste, den der fik lov til at holde Vilmer den aften – Carl ville ikke. Aksel og Carls reaktion på Vilmer var på mange måder ens og alligevel vidt forskellige. Aksel trådte ind i storebrorrollen med selvtillid, glæde og stolthed, hvor Carl, var rigtig glad men os nervøs og bange. Da han blev spurgt om han ville holde Vilmer svarede han “først når jeg bliver 5” (hvilket først var om 2 måneder). Udover denne udmelding, så reagerede Carl en del, når Vilmer græd på hospitalet. Han holdte sig for ørerne og “frøs” i hans bevægelser, når Vilmer græd. Hele hans reaktion og måde at trække sig på, ramte mig dybt og det var svært ikke at blive påvirket, når Carl forsøgte at trække sig fra – samtidigt med at Vilmer græd. Lige der, der følte jeg mit hjerte gå itu. Ret hurtigt fik Hr. Mand og jeg kommunikere omkring Carls reaktion og hvordan vi skulle håndtere det. Reaktionen stoppede dog, da vi kom hjem fra hospitalet – heldigvis.

Mens Vilmer og Jeg var op hospitalet, forsøgte Hr. Mand og Jeg at binde os sammen. På Vilmers 2 andet døgn i verden, kom drengene ud på hospitalet med aftensmad og sammen spise vi på stuen og da vi skulle hjem, hentede de os. Sammen gik vi over på fødegangen og satte et blad for Vilmer og da vi kørte hjem til Frederiksberg faldt roen over os alle.


Efter et par dage hjemme, spurgte Carl så en aften, om man stadig skulle huske at holde Vilmers hoved, når man løftede ham. Jeg var alene med drengene, Vilmer sov i en nest i stuen og de store drenge legede i hver deres værelse. Carls spørgsmål var som sådan ikke et spørgsmål, det var et forsøg på af få en indføring, som han muligvis ville gøre brug af, uden en voksen tilstede. Jeg kender Carl og der er intet ondt eller lignende i ham, tværtimod er Carl skuret sådan sammen, af han virkelig gerne vil gøre alting godt og ofte perfekt i første forsøg, men i tilfælde af han ikke gør det, så trives han bedst med at prøve første gang – i smug. Sådan har det været med alt i hans udvikling. At holde sin lillebror i smug, er dog ikke en mulighed. I stedet fik Carl og jeg muligheden for at nyde Vilmer sammen, mens Aksel var gået i seng med en lydbog. Jeg spurgte forsigtigt om Carl havde lyst til at prøve at holde Vilmer, hvis jeg vidste ham hvordan han skulle holde? Han sagde ja og i det øjeblik Vilmer kom i Carls arme, skete der noget helt specielt. Carl lyste op, begyndte at røre ved Vilmers kinder, dufte til ham og et smil bredte sig mens han sagde “Hvor er han bare sød”, i det øjeblik, gav Carl sig hen til sin lillebror og indtog storebrorrollen .

Første gang Carl holder Vilmer


Jeg er nu mor til tre fantastiske drenge Aksel, Carl og Vilmer og kunne ikke ønske om mere .

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Velkommen, du kære Barselsliv

Velkommen, du kære Barselsliv

Det var med en lidt bittersød fornemmelse, jeg åbnet brevet fra Udbetaling Danmark, på min terminsdato.
Brevet mindet mig dels om, at jeg endnu ikke havde født – hvis jeg nu skulle være i tvivl og så var det et bevis på den hverdag der ventede mig, lige om snart.

Siden jeg blev færdiguddannet som kandidat, har jeg været jobsøgende dimittend. Vi behøver vidst ikke være forfremmet til chef’er, for at tænke sig til hvor attraktiv en gravid i uge 25 lige er for arbejdsmarked? Det passede mig faktisk fint, da jeg mentalt skulle have plads til at forberede mig på barselslivet. Måske må man ikke sige det i dagens Danmark, men det er sandheden. Jeg skulle simpelthen lande, ovenpå et benhårdt kandidatstudie og følelsen af, at jeg på så mange måder havde “holdt ved og ud” efter min depression. Derfor var denne forberedelse, der mest af alt gik sig på at lave “alt klar”, inden baby kom. – en vigtig del for mig personligt. Forberedelsen indebar blandt andet en total make-over af hele lejligheden og jeg synes faktisk resulteret blev så godt, at en eller anden skulle have parkeret en bus foran vores opgang og hele familien så kunne have råbt “Move The Bus!”. Forberedelsen var vigtig, da jeg ønskede at skabe de bedste muligheder for jeg kunne “holde” ud at sætte mig og gå i ammelejr. Mit bedste fif til kommende forældre er, hvis mulighederne er til det, at man får styr på alle de der små projekter, manglende paneler, loftrummet osv. Fyld fryseren med den gode kødsovs, gryderet og evt isbind.
Sørg for at I er praktisk “klar”, til Baby lander. 

Hvordan gør man sig som par klar?
Det gælder både praktisk, men personligt, synes jeg den mentale del er vigtigere. Få tanket godt op på parkontoen, få talt igennem om det forestående forældreskab. Få lavet en lille “ægtepagt”, om at det er jer NU og ligemeget hvad verden bringer de næste år, med de undtagelsestilstand man som nybagte forældre kan komme i, så står i sammen. Hr. Mand og Jeg lovede hinanden, dengang vi fik Aksel, at ingen “gik” før han var 3 – vi vil helst holde fast i troen på dette er for evigt og det tror jeg inderligt os på, men jeg er os realist og måske endda lidt for påvirket af statistikkerne over skilsmisser. Hvis en af os bakkede ud, mens vores barn var 5 måneder, 1½ eller lignende, så ville det ikke være fair for vores forhold, da er forhold virkelig kan komme på vildspor, når storken først har overleveret en baby i ens favn… og et ømt understel … vi fik så Carl da Aksel var 2,5 år, derved galt samme regel igen. Måske var det derfor vi kom helt i hækken, endte i parterapi og Moren på psyk, da Carl var knap 3. … dårlige humor kan forekomme.

Nu står vi igen, med et lille nyt menneske, som fortjener alverdens kærlighed, tryghed og stabilitet. Særligt stabilitet er i min bog, altafgørende. Jeg tænker ikke stabilitet i form af faste rutiner og jeg mener heller ikke spontaniteten skal sættes i skammekrogen, tværtimod. Stabiliteten skal komme i den kærlighed, nærhed og kontakt man giver sit barn. Som forældre skal man helst være stabil og en baby kan regne med. Det er selvfølgelig umuligt altid at være en stor gang overskud og uden psykologiske skørheder, men hvis man stræber efter at være den Baby kan regne med, er ens advokat, som sikre ens trivsel, vilkår gør at man er til at stole på, så tror jeg virkelig man er godt på vej.

Når barslen er igang
For mange starter barslen, i det øjeblik man træder ind i sin bolig, med den der “ting”, som ingen på hospitalet sagde man skulle aflevere tilbage. Jeg synes det er et syret øjeblik, der hvor man træder ind i sit hjem, med en baby i favnen – eller autostol. Så begynder det hele for alvor,  hvad end om det er første, anden eller tredje gang… 

– Hvordan lander man så lige i sin egen barsel?
Jeg tror der er stor forskel på første, anden og flere gangs forældre, samt hvilken tilstand man er i efter fødslen og yderligere det barn man har fået.  Sidder man på en badering, eller har man tabt meget blod under fødslen, så er det vigtigt at tage hensyn til netop dette og acceptere at fødslen tager en forlænget restitutionstid. Denne gang havde jeg selv tabt en del blod og det gjorder jeg holdte mig meget i ro den første uges tid, foruden den skolehjemsamtale vi var til dagen efter udskrivelse fra hospitalet. Da Vilmer blev en uge, fik jeg konstateret en urinvejsinfektion med feber og hele balladen, så uge 2 blev os ret rolig, udover at Hr. mand startede på arbejde og derfor kun havde 6 dages barsel. I vores tilfælde, ud fra hvordan vores hverdag og familie er skruet sammen samt min person, så passede det rigtig fint. Ellers vil jeg altid anbefale at begge forældre tager en god opstart på familielivet sammen. Hvis baby får bryst, kan Far hurtigt føle sig “overflødig” i starten, men i virkeligheden kan far få en god mulighed for at pleje hans hulemandsgen og for alvor træde i beskytter positionen. Han kan passe på Mor og Baby, sikre Mor får sin søvn og mad, som derved hjælpe Mor til at få hendes mælkeproduktion op at kører. Derudover kan han værne for de mange barselsbesøg, der kan komme og sikre at hele familen får lige præcis det den har brug for, hvad end om det gælder fuldstændig ro, spontane barselsbesøg i flæng eller noget helt tredje.

Mandag og fredag, (barsels) helligedage
Herhjemme fungere vores familie bedst med et ugeskema, madplan og god koordinering af ungernes aktiviteter, legeaftaler og snak om hvem der henter – bringer. Derudover har Vilmer og Jeg bedst af, at have “fri” mandag og fredag. Disse to dage er hellige, de første mange måneder af barslen. Mandagen bruger vi på at lande efter weekenden, hvor der har været fart over feltet, i form af Vilmers skønne storebrødre er hjemme. Mandagen kan os rumme en ekstra fridag til Carl, oprydning efter weekenden og en rigtig god lur til mor, da det os kræver en del for mig, at være mor til tre. Da vi altid handler om søndagen og jeg  derudover forsøger at lave foodprep samme da, så er det ofte gjort forud for mandagen, men nogle dage er dette ikke muligt og derfor skal min mandag os bruges på foodprep og ellers at hente drenge tidligt, så ungerne får en rolig start på ugen.
På den måde kommer vi bedst muligt, rolig fra start.

Foodprep er altid en anbefaling værdig og særligt under barsel. Det er uhyr vigtigt at få spist, således at ens energiniveau forbliver stabilt og hvis man ammer, at der kommer noget indenbors som kroppen kan lave god mælk af. Da jeg har en del gravidtetskilo jeg gerne vil have smidt, så består min foodprep ofte af en god salat med linser, bønner eller lignende. Således at jeg let kan hælde lidt i en madkasse eller på en tallerken, smide et kogt æg, falafler fra frys eller en dåse tun til som protein og på den måde, har jeg nem og billig frokost, både hjemme og til at tage med på farten. Derudover er der skrallet en god portion gulerødder, som står i en bøtte med vand, som os kan smides en i frysepose og komme med i pusletasken. Der er bagt knækbrød og sikret at køkkenskabet er fyldt med jumbo rosiner, mandler og andet godt, som jeg kan snuppe en håndfuld af, om nødvendigt. Hvis ikke jeg tænker fremad, sikre der er gode alternativer til en håndfuld matadormix eller den lækre plade chokolade, så ender jeg med at gå sukkerkold og give mig selv et kvik fix, frem for et måltid sammensat af hurtige og langsomme kulhydrater der gavner mig langt bedre. Det her handler ikke om “slanke kost”, men mere om at spise, så jeg ikke brænder sammen, bliver hangry og springer op som en trold af en æske. 

Fredagen bruges forud for weekenden, til at gøre klar. Det indebære lidt kvalitetstid med en støvsuger og en karklud. På den måde er der gjort “klar” til at familien kan bruge tiden på bare at være og Vilmer og Jeg snupper en hud mod hud lur. 

Barsel = Et fuldtidsjob 
Nu ved jeg godt det lyder enormt afslappende og det kan en barsel da for nogen os være… men det er altså et “arbejde”, spørgsmålet er så bare om man elsker dette arbejde – der er jo nogen, som ikke trives med at være på barsel. Arbejdet handler om at sikre et lille menneske holdes i live, udvikler sig som det skal og mærker en masse kærlighed og omsorg. Dette skal ske, samtidigt med resten af ens hverdag os gerne skal fungere, det er dog altid 2. prioritet i min verden. Det gør der i perioder kan findes enorme nullermænd og easy aftensmad ala. risengrød på rulle eller morgenmadsprodukter. Ingen dør dog af dette ! Det kan man dog gøre af stress og desværre bliver mange kvinder stresset under deres barsel. 

Her er det vigtigt at tillade sig selv, at skure på ens knapper for aktivitets niveauet, samtidigt med man tager ens babys behov i betragtning. Der findes ingen rigtig måde, at holde barsel på, tværtimod er der mange forkerte. Særligt den, hvor man tænker at man SKAL nå babysvømning, rytmik, bage perfekte kager til mødregruppen, bo sådan at bo bedre vil kigge forbi, have smidt alle Preggo kilo og samtidigt med at ens barn bare er så skide fremmelig.
Rolig nu ! Bare fordi Maja-Emma bare kan ALT i hele verden, betyder det ikke at du skal og kan …  min erfaring er os, at ingen kan alt, i hvert fald ikke ret lang tid ad gangen og her taler jeg af virkelig bitter erfaring.

Hvordan skal man så komme ind i sit nye arbejde ? Finde en rytme, lande?
Forberedelse er en stor del af min rytme. Efter hvert skift, ordnes puslebordet og gøres klar til næste gang – pusletasken pakkes altid om aften osv. Det hjælper mig og sikre jeg ikke står og tænker “FUCK – jeg er løbet tør for bleer”, det har jeg prøvet og jeg har os prøvet at gå i H&M og købe en nød Body fordi Aksel havde overskridt den gamle. 

Jeg synes det har været rigtig godt lige at mærke efter på egne og Vilmers behov og jeg ved godt hvis behov der skal mødes først. Det er de behov, som gør jeg ofte sidder og er ved at tisse i bukserne under en amning. Ved at lande, lige finde en god rytme i hjemmet, lave amme baser( drikkedunk, stofblee, pude osv ) alt hvad man behøver under og efter en amning indenfor rækkevidde , få hvilet ud ovenpå fødslen og få en amning eller flaske “rutine” op at køre så har jeg os en erfaring at trække på, når nu vi skal ud eller bare forsøge at lave andet end at trisse rundt derhjemme. Rutinerne er derudover set an, jeg har tjekket hvordan jeg kan amme Vilmer mens han ligger i en voksipose, vurderet hvad der er vigtigt at have i pusletasken, lært Vilmers signaler at kende for sult, træthed, kontant osv. Så lige nu, er Vilmer for alvor ved at være klar til at erobre foretovne og ellers stornyde vores barsel .

Tusind tak fordi du læste med 🙂

Og hvis du som jeg er på barsel, rigtig god barsel .

Kærlig hilsen Christina 

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sundhedsplejerske på besøg

Sundhedsplejerske på besøg

Det er noget finurligt noget, som foregår inden i mig lige her og nu… tiden, kort før sundhedsplejersken kommer på besøg. Jeg har endda selv valgt lige netop hende her, frem for den anden søde, som fulgte mig med Aksel og Carl. Hun var nu ellers sød og dygtig nok, men det var lidt som om hun var berøringsangst omkring nogle områder eller os var vi bare ikke på bølgelængde, når det kom til at tale om det der var svært.

Hende den nye, hun er anderledes, mere fast i kødet om man vil. Jeg mødte hende dengang jeg havde fået Carl og skulle i en mødre gruppe, som hun faciliteret. Kan huske jeg dengang spurgte om jeg måtte låne hendes vægt, hvortil hun svarede “ham der – han er da så fin og i dejlig trivsel, du bør ikke have et behov for at kontrolveje ham”. Nogen vil nok mene denne udmelding var “forkert” eller ikke imødekommende. Personligt ramte hun jo ned i noget, samtidigt med hun forsøgte at tale sig ind på mine moderevner. Nemlig dem som sagtens kan vurdere om mit barn nu er i trivsel – uden at gøre brug af en vægt.

Nu står jeg så her, tredje gangs mor og alligevel kan jeg mærke den der lille uro sprede sig, hvad nu hvis ?
Jeg har kun “gode” amme forløb bag mig, eller Aksels var ikke super godt men det var nu ikke fordi han ikke tog på i vægt. Jeg er bestemt ikke et enestående tilfælde, tværtimod. Tager man et kig på diverse debatsider, hvor nybagte forældre kan søge sparring, så fylder vægtøgning hos baby enormt. Der stilles spørgsmål fra dem hvor baby ikke tager nok på, der skal suppleres op med erstatning, til dem hvor der udregnes hvor meget erstatning end baby nu os må få osv. Det er er stort følelsesmæssigt cirkus og noget der kan give dybe ar i sjælen og hvad gør man så, når uroen først er etableret ? Sætter man sig grædende ned og kaster ammeindlæggene i skraldene eller hvordan? Indkøber man den nyeste app, hvor tackling af babys måltider er muligt – jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved blot at for meget kontrol aldrig har været vejen frem for mig, tværtimod.

I stedet må jeg kigge på min baby, kaste et blik i spejlet og love mig selv, at lave en afstemning i min og sundhedsplejersken kommunikationsform, for at passe på den side i mig som kan blive urolig – en urolig mor har aldrig gavnet en babys trivsel. Samtidigt må jeg tage den uro under lup og vurdere hvad det er den bunder i og hvad jeg tænker der er “farligt” ved en manglende vægtøgning. På mange måder må jeg altså gribe i egen barm og arbejde med den usikkerhed, frem for at lade den styre showet.

Highfive til alle mødre og fædre derude som lige om snart lukker en sundhedsplejerske ind i sin bolig.
Husk de er til for at støtte og evt. hjælpe om nødvendigt OG man må gerne stille spørgsmål til deres praksis, lige såvel som at de kan gøre det til din. 

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Velkommen til Verden Vilmer – Fødselsberetning

Velkommen til Verden Vilmer – Fødselsberetning

Prolog
Klokken er 04:25 og kun gadelygterne lyser op i mørket. Chaufføren lugter af dårlig herre deodorant og mit vindue er trods regnen, rullet helt ned. Jeg har neglene boret ned i håndfladen, for at holde fokus og derved tårerne tilbage. Min krop gør ondt fra inderst til yderst, mit inderste trækker sig igen og igen sammen, nogle gange i 30 sekunder og dernæst 1,5 minut. Beder om at blive sat af ved den “nedlagte” hovedindgang og søger mod opgang 15. Der er mørkt og bag mig høres der skridt. En lille dame kommer gående og hilser friskt “godmorgen”, dels i venlighed men os for at gøre opmærksom på hendes færden. Hilser pænt igen og i løbet af to sekunder har hun indhalet mig. Min forpinte krop komplicerer, sammen med et lavtstående hoved i mit indre, min gang. “Ja man kan aldrig vide hvem der kommer her i mørket – men det er bare mig” siger hun smilende, inden hun fortsætter “Jeg skal op på den afdeling, du formentlig os skal på” hun giver hun et henkastet nik til min mave.
Vi følges ind på hospitalet og ønsker hinanden god dag.

Jeg placerer min finger mod klokken, som dernæst indikere at jeg er kommet. En mørkhåret Jordemoder kommer til syne. “Hej – er det dig der er Christina? Smiler hun varmt mens hun rækker hånden frem for at præsentere sig. Vi hilser og sammen følges vi ind på en stue. Jeg undskylder min forstyrrelse midt om natten, men hun affejer mig kærligt med kommentaren “jeg får min løn for at du skal kunne komme, når som helst på døgnet, så det skal du altså ikke tænke på”. Allerede der er kemien etableret og det kommer mig til gode de næste par timer. Hun er sød, enormt nærværende og lyttende. Jeg fortæller om min opstart om tirsdagen og de nu mere eller mindre konstante veer, som jeg forsøger at dulme med positivisme, lidt panodil, varme og ja vilje. Vi når ikke at snakke videre før endnu en ve indfinder sig, tids nok til en CTG’en kan måle den. Samtidigt holder hun sine hænderne på min mave. Da veen aftager rækker hun mig en kleenxe. Mit nervesystem har nu været overbelastet så længe, at jeg ikke længere kan gøre andet end at søge helt ind i veen, være med den og lade den trække mig ud, hvor tårerne triller. “Har du gået med den slags veer siden tirsdag?!” Spørger hun mens hun tjekker kurven. “Ja og jeg prøver virkelig bare at holde dem ud og arbejde med dem” svare jeg. ”Jeg kan mærke der er noget galt, det er som om min krop igen og igen går i stå og jeg ved godt det er klassisk tredjegang men jeg har nok bare brug for et tegn på at der sker noget dernede, for der føles forkert?” Hun er sød, mens hun roser mig for min udholdenhed og vilje – ingen ville have bebrejdet dig noget hvis du var kommet allerede om onsdagen, eller torsdagen – din krop er jo i konstant arbejde” da hun siger sådan sætter hun mig fri og min sårbarhed kommer til syne. Hun undersøger mig og konstatere at trods kraftige veer, så arbejder min krop ikke med dem. Derfra sidder vi lidt og snakker om hvad det kan skyldes og der ligges på mange måder et lille anatomisk puslespil, hvor hjørnebrikken bliver mit keglesnit fra 2014, mit dobbelte keglesnit. Allerede da hun siger det, rammer min gynækologs ord mig som er lyn. Jeg har hele tiden frygtet at gå i fødsel før tid, hvilket keglesnitet kan forsage… noget andet det kan medføre, er at det arvæv som sidder i livmoderen, kan gøre den har svært ved at trække sig sammen og åbne sig på klassisk vis. Det er tydeligt Jordemoderen føler en form for triumf, ved denne opklaringen og da hun snakker med hendes bagvagt er de ikke i tvivl, min krop forsøger på aller bedste vis at få skudt mig i fødsel, men vævet har endnu ikke givet sig. Jeg nævner at jeg så bare må holde ud lidt længere, men min kommentar er hul og den omsorgsfulde side i mig selv, siger hvor længe endnu kan du det – og så føde bagefter?! Jordemoderen kigger længe på mig og siger så “der er ingen grund til at spille helt her, jeg kan både se og mærke på din krop at du er ved at være brugt.” Tårerne begynder at trille og min indre dominans siger “ta dig sammen – du kan godt” mens den omsorgsfulde side stryger mig over håret og siger “du skal os kunne stå på benene”. Vi snakker frem og tilbage og ytre min holdning til medicinsk igangsættelse. Jordemoder respekterer min lyst til af holde ud og ved. Hun kan ikke tilbyde mig en hindeløsning eller lignende, da alt simpelthen er lukket til. Vi aftaler jeg skal have en smertepakke med hjem og at jeg mentalt ikke må tænke jeg skal holde ud til næste Jordemoder konsultation, i stedet skal jeg tage dag for dag, ja næsten time for time. Derudover vil hun gerne drøfte min sag med en læge og have mig vendt på en konference. Hun tilbyder mig en seng men afslår og siger de gerne må ringe når min situation er blevet vendt på konferencen.

Da jeg går derfra føler jeg en indre splittelse. Det ene sted er jeg glad for at have slået fast, at alt dette ikke handler om lav smertetærskel og at årsagen til min krop konstant laver kør-stop skyldes det skide keglesnit. Klokken er 7 og efter alverdens undersøgelser har Jordemoderen information nok til konferencen. Jeg fisker min telefon frem og ringer til min mor, fortæller hende om keglesnitet og dets betydning og finder så en taxa for at komme hjem i seng.

Min telefon ringer klokken 10:00, det er afdelingsjordmoderen. Hun har læst sig ind i mine foregående fødsler og ikke mindst notaterne, samt de oplysninger der er indsamlet og gennemgået på konferencen. Lægerne synes jeg skal sættes i gang, men ikke med piller – i stedet vil de ligge et ballon karterer, med håb om de så kan tage vandet derefter. Mit vand er gået ved mine foregående fødsler, men kroppen har aldrig lavet veer og derfor har jeg fået et veer-drop på. Det har haft en god virkning, på trods af de enorme veer som dropper skaber. Hun er ærlig og siger at jeg nok skal forvente jeg står i samme situation – det er som sådan ikke nyt for mig, har fra starten tænkt jeg ville ende med drop, pga min historisk… men ikke to fødsler er ens. Alligevel bliver jeg ramt, tanken om at skubbe min krop ud i en fødsel, frem for den selv starter, det gør ondt og min stemme bliver svag og fyldt med gråd. Jordemoderen er sød og fortæller, at hun virkelig synes jeg skal overveje denne mulighed – mens jeg stadig har kræfterne og at de på denne måde kan efterkomme mit ønske om minus medicin og yderligere at dette forløb, foruden at de tager vandet, kan minde mest muligt om noget jeg kender fra tidligere. Jeg spørger ind til dets risikoer og deres erfaringer med andre kvinder som har haft drillende arvæv. Selvom jeg har sovet et par timer siden jeg kom fra Herlev, har jeg både nået at læse op på de undersøgelser jeg tidligere har haft gemt om keglesnitets betydning for fertilitet og fødsel, samt rejst sparring i min online terminsgruppe. Jeg er ikke noget særtilfælde, heldigvis og de andres historier er ikke fyldte med grønt fostervand og akutte kejsersnit. Tværtimod.

Jordmorderen er god til at høre mine bekymringer og svare ærligt på mine spørgsmål. Jeg går med livrem og seler og det gør at jeg nogen gange får lidt for meget information, men min erfaring er at jo bedre klædt på jeg bliver, jo mere robust er jeg os. Vi aftaler at jeg skal komme samme aften og få lagt karteret, med udgangspunkt i, at jeg så kan gå i fødsel ved at få taget vandet søndag. Vi afslutter samtalen med at hun beder mig samle kræfter og mærke efter. Da der ligges på falder tårnene. De falder som en reaktion på frygt, vrede og lettelse. Om nogen ville jeg gerne bare holde ud og ved, men jeg kender stemmerne i mit indre og formaningen om “ikke at spille helt” kredser rundt i hovedet. Det er ikke første gang i min tilværelse jeg har hørt dette. Jeg ligger mig ned, finde Vilmers bamser frem og putter dem ind til mig mens jeg forsøger at gøre mig tung og glide dybt ned i underlaget. Jeg kan ikke kontrollere alt, selvom jeg gerne vil det, men en ting kan jeg, nemlig stoppe op i tide. Jeg laver en mental to do liste og sortere hurtigt der helt unødvendige fra. Derefter snakker jeg med Morten, som tydeligvis er lettet over mit valg men os lidt skræmt – på mange måder er der nemlig pludselig noget der tyder på at Vilmer kommer om et døgns tid eller lignende og et lille “Fuck” dæmre i mit indre.

Eftermiddagen går på at hvile, pakke, koble mentalt fra og tanke op. Jeg spiser det mad, jeg normaltvis ville spise forud for et marathon og Morten tager drengene hjem til hans forældre, for at give mig lidt ro og plads til bare at mærke og føle. Et sted vil jeg gerne have denne sidste lørdag, sammen med dem, inden Vilmer kommer, men omvendt har jeg mentalt intet at byde på og jeg sætter mig selv fri i den konklusion. Alligevel tænker jeg, at jeg skal have Carl liggende i mine arme i nat og at jeg gerne vil sidde med Aksel søndag morgen, inden vi kører afsted. Jordemoderen tilbød mig at overnatte på hospitalet, men vil hellere ligge i min egen seng. Dels længere hen på dagen jeg kommer, jo oftere kigger jeg mod uret og nervøsiteten indfinder sig dets tætte på klokken 19 jeg kommer, alligevel skaber min egen afklarethed en ro og jeg forsøger langsomt at bygge mig selv op og finde tilliden til det jeg ved jeg faktisk kan, nemlig føde…

Søndag d 28.10.2018
At mærke efter og tro på sin krop.

Vi sidder i bilen, drengene er netop blevet afhentet af Farmor, som har dem indtil fødslen er i gang, hvor Farfar så overtager og Farmor slutter sig til os på fødestuen. Den første sne falder og tænker ved mig selv, det kun kan være magisk at blive født på “årets” første snedag.. Det hele gik pludseligt så stærkt. Om morgen tabte jeg mit karterer, hvilket indikerede at livmoderen havde gjort som den skulle og vi skulle derfor komme hurtigst muligt ind på hospitalet. Natten havde været lang, præget af urolighed og gode massive plukveer. Derudover er vi gået fra sommer til vintertid, så min normale opvågning klokken 5, er pludselig blevet ALT for tidligt.

Klokken er 8:30 da jeg trykker på klokken til fødemodtagelsen. De har travlt – rigtig travlt og vi venter indtil en afdelings Jordemoder kommer og beder mig følge med over på fødegangen. Om natten har jeg skrevet med Heidi, Jordemoder og forfatter til Meyer Metoden – den naturlige epidural, som har sagt der er heeeelt roligt på fødegangen. Og ganske rigtigt. Der er så roligt, at jeg kan få en stue, frem for at vente nede i vandrehallen efter vandet er taget.
Vi får stue 9…

Vi pakker let ud på stuen og venter på Jordemoderen, som skal følge mig, kommer. Jeg mener at en Jordemoder er så unik og vigtig i ens fødselsforløb og jeg har desværre gode og dårlige erfaringer med mig, dette gør jeg har lært at spore mig ind på hvad jeg søger i mit samarbejde med Jordemoderen. Mine overordnet punkter er: God konstruktiv kommunikation, som er informativ og gerne guidende i forhold til veer, stillinger osv. Det lyder ikke som noget nyt eller specielt når det kommer til kontakten med ens Jordemoder men ja – vi er jo alle forskellige. Derudover har jeg brug for at få lov til at være i fødslen, med alt hvad det indebære af følelser.

Døren går op og en jysk engel træder ind, Kathrine. Hun har 8 års erfaringen, vikar på Herlev og enorm ligetil. Hendes så naturlige facon gør vi alle forelsker os på ingen tid og kemien er gengældt. Vi snakker kort og så undersøger hun mig. Der er ikke sket det vilde – 3 cm livmoderhals og 1 cm åben, knap. Derudover står Vilmer fortsat højt og vi snakker frem og tilbage om hvordan vi skal gribe det hele an, for tages vandet nu, kan hans navlestreng komme i klemme. Derudover er min minimale åbning ikke super optimal, set med Kathrines øjne og hun forslår vi prøver med Augusta piller. Jeg har ingen lægelig baggrund, kun læst en masse om disse piller og yderligere om min livmoder med arvæv og her har jeg forstået at disse to ting, ikke en god kombi. Derudover bryder jeg mig ikke om et medicinsk indgreb i opstarten af fødslen. Vi snakker længe frem og tilbage og Kathrine henter sparring i afdelings Jordemoderen. Alt i mig skriger på jeg IKKE vil have medicin, min erfaring med Carls fødsel, som er født på veedrop på kun 5 timer, hvor jeg gik fra 3 cm livmoderhals og 0 åben (havde spontan vandafgang uden efterfølgende veer) det er mit peg om at min krop sagtens kan arbejde med droppet – den kan IKKE selv lave veer desværre (samme problematik fra Aksels fødsel). Derudover frygter jeg at en medicinsk igangsættelse kan være langvarigt og i sidste ende føre til et stærk stresset barn, men vigtigst af alt, så siger min krop mig, at jeg skal holde fast i troen på, at den godt selv kan – ligemeget hvad.  

Vi laver en ny plan. Både Kathrine og afdelings Jordemoderen vælger at lytte til min holdning og ønsket om “naturlig” igangsættelse. Vi sætte et drop på, som så skal øges hvert 20 min. Og max må stå på 180 i 2 timer. Derefter skal vi lave en status og hvis Vilmer dels står lavere og jeg er åben, kan vandet tages – ellers skal vi lave en anden plan, formentlig med piller. I mit hoved tænker jeg – SÅ går vi hjem. Synes skiftet i vores oprindelig plan er hård og fortæller jeg lige skal bruge 10 minutter til at omstille mig. I de 10 minutter skiftevis græder jeg, stiller alle spørgsmål der kan stilles og derfra “smør” jeg ærmerne op og acceptere at en fødsel ikke er forudsigelig og jeg må tillade mig selv at være i den frem for at forsøge at styrer den, hvilket er et af de mentale værktøjer jeg har hentet fra Meyer Metoden.

Den Latente Fase
Vi kobler droppet på og går i gang. Allerede ved første dosis begynder plukveerne at komme. Jeg vil helst være stående så længe som muligt, dels for at bevare overblikket og da Kathrine fortæller mig hvordan jeg kan hjælpe Vilmer med af komme godt ned i bækkenet under veerne, står jeg og små squatter. På mange måder bliver jeg til en kvinde med en mission – mission baby i bækken. Dosissen øges hvert 20 minut, med fokus på at veerne er kontrolleret og de ikke pludselig ruller ind over mig. Tiden går og langsomt begynder vi at være der hvor jeg skal koncentrere mig når veerne kommer. Jeg søger ind i mig selv, går med veen og følger dens udvikling med min vejrtrækning, når veen skal slippes, sukker jeg den væk. Mit suk er som en “nydning” der finder sted, en ve, en mindre og sådan arbejder jeg stående. I ny og næh kommer Morten og giver mig lidt kærlighed og med små tiltag formår han at “dominere” mig på fødestuen. I stedet for at spørger om jeg vil have vand, en isterning eller om han skal trykke hist og her, så gør han det bare. Sådan arbejder vi længe sammen under veerne, andre gange vil jeg bare gerne håndtere dem selv og i pauserne snakker vi alle om alt og intet.

Klokken nærmer sig 15 og Kathrine skal til at takke af og overlevere mig til en ny Jordemoderen. Jeg har allerede fortalt hende 10 gange, at jeg håber hun finder en, som er lige så sød. Da hun forlader fødestuen, får jeg et stort knus og et “held og lykke” med på vejen. Kort efter træder Trine ind på stuen. En lille kvinde, formentlig midten af 40’erne med mange års erfaring fra flere af landets travlestes fødestuer. Trine er som Kathrine os vikar men liiiidt mere kendt på Herlev. Hun er sød og støtter fagligt op om mit valg af igangsættelsesmetode. Vi hilser næsten på hinanden, ved at hun laver en indvendig undersøgelse. Det konstateres at Vilmer kan “trykkes” ned under en falsk ve og min livmoder nu “kun” er 2 cm lang og jeg er 1.5 cm åben. Det er bestemt ikke fordi veedroppet endnu har gjort det vilde med den latente fase kan være lang og sej og selvom jeg rammes af følelsen “fuuuuck det går langsomt” forbliver jeg i troen på det her kan lade sig gøre.

Trine beslutter at vandet skal tages. Det skal forgå ved hun kradser hul i fosterhinden, mens hun støtter indvendig, så hvis navlestrengen mod forventning skulle svuppe ud, kan hun skubbe den “retur”, samtidig skal jeg have en “albue” i maven, for at få Vilmer til at søge ned mod åbningen og stå fast med hovedet. Det går relativt simpelt med at få taget vandet, men da det begynder at løbe, er det ikke klart som jeg ført har oplevet det, i stedet er det lettere grøn. Jeg går i panik – men Trine beroliger mig og kategorisere fostervandet som en kategori 1, altså let grønt. Hun fortæller at hun måske derfor nok kalder en børnelæge når Vilmer er ude, da det kan være nødvendigt at suge fostervandet op af hans lunger, grundet det “slimet” konsistens. Undervejs i fødslen, bliver fostervandet mere klart.

Fra vandet er taget, skal der overholdes en procedure omkring pause på veedroppet i to timer, da kroppen normalvis selv går i fødsel. Men min krop har aldrig lavet veer efter vandafgang, så for mig bliver de 2 timer lange og “kedelige”. Vi tanker alle op med energi og jeg får kommunikeret med Trine omkring fødslen og mine ønsker. Jeg vil rigtig gerne selv tage imod Vilmer og afnavlingen skal først finde sted, når navlesnoreren ikke længere pulsere. Vi snakker kort om smertestillende og fortæller at jeg ved mine andre fødsler har haft en god oplevelse med lattergas og almen ilt. Derudover vil Morten og Jeg gøre brug af Meyer trykkene.

I de to timer ringer vi min svigermor ind, som er en del af fødeholdet. For mig har det altid været enormt givende, at vi har været flere end blot Morten og Jeg på fødestuen. Derfor er både min og Mortens Mor til stede, to kvinder jeg elsker, beundre og om nogen, gerne vil dele den oplevelse, som det er at et barn kommer til verden med. Min svigermor ankommer, aflægger status rapport på drengene og da klokken er knap 18, tændes der for veedroppet igen. Min krop har kun kunne lave nogle få veer uden droppet. Da droppet tændes, startes der forfra i dosis, men det er på mange måder som om min krop har været på pause og nu blot går tilbage til hvor vi sluttede, inden vandet blev taget.

Veerne udvikler sig og jeg følger dem. Jeg står fortsat op og forsøger at “åbne” min krop op, under hver vee. Trine går kærligt omkring mig, kommer med en kold klud til min nakke, sætter en varmedunk på min lænd og så følger hun mit arbejde med veerne. Det lyder helt skørt, at man kan sukke en ve væk, som var det en nydnings stund men det virker virkelig. Mens timerne går, rammes jeg periodisk at en bølgestrøm af følelser. Jeg er mest af alt glad, rørt over endelig at være i gang med at føde min kommende søn og samtidigt søger mine øjne konstant mod hjerteblinket på skærmen, som følger Vilmers tilstand i maven. Veerne laver små bjerge som langsomt bliver helt regelmæssige og deres intensivt længere og længere. Da klokken er 20 begynder Trine at pakke fødebordet ud og følelsen af noget tyngder for neden indfinder sig. Min mave er sunket meget de sidste timer og veerne oplevelse nu anderledes. Igen og igen er Morten omkring mig, med vand, vingummier, juice osv. Hver 2 time tager jeg en gel, som jeg normalt bruger ved langdistance løb og selvom min fødekvalme gør det kompliceret at sluge, tvinger jeg det ned. Jeg har en gang prøvet at gå sukkerkold under en fødsel, det skal ikke ske denne gang.

Mine øjne søger mod uret og jeg konstanter Vilmer er længe undervejs og at Trines vagt snart er slut. Det river i hjertet og tanken om hun under hele sin vagt har fulgt mig, er opslidende. Trine undersøger mig og konstanter hvordan jeg nu kun er 3 cm åben og med 1 cm livmoderhals. Vilmer står dog godt nede men det bliver for alvor italesat hvordan mit arvæv gør det svært for min livmoder at arbejde med veerne. Trine forsøger at skubbe til livmoderen, altså skabe ekstra opblødning i arvævet. Det er smertefuldt men ved at morten bruger meyertrykkene, så formår jeg at fjerne fokus for de smerter som Trines “arbejde” skaber. Hver gang jeg har en ve, føler jeg der er jordskælv i mit indre. Det føles som om Vilmer konstant støder imod mit skamben, symfysen; for i stedet at “dykke under” og søge helt ned i bækkenet. Trine får da os konstateret at hans størrelse samt mit arvæv er to dårlige kombinationer. Jeg spørger ind til hvordan jeg aktivt kan hjælpe Vilmer på vej og vi prøver en knæ og albue stilling kombineret med rebozo. Tårerne begynder at løbe når veerne kommer og jeg får overrakt en iltmaske for hele tiden at kunne søge ind i veen i stedet for at løbe fra den. Morten anlægger trykkene på livet løs og hans blød markering på min kæbelinje, minder mig konstant om at slappe af i kroppen, frem for at spænde op. Sådan går tiden og Trines vagt stopper og jeg overleveres til en ny Jordemoder, Perkatrine. Jeg har på dette på dette tidspunkt været tilkoblet veedrop i 10 timer og er nu godt sprød. Det brager løs på højeste niveau, og veerne er super intense.

Endnu en ny Jordemoder – Overgangsfasen
Perkatrine kommer ind på stuen med en studerende; hilser pænt på imellem veerne og så fremlægges en lille plan, som hende og Trine har lagt. Der er ingen tvivl om at Vilmers størrelse skaber lidt udgangsproblemer eller retter sagt, han har svært ved at komme til udgangen, det sidste stykke er der råd for. Derfor anbefaler de jeg får lagt en epidural blokade, da der desværre kan gå en del timer endnu før han får trængt ned og med det allerede lange forløb, mine smerter og veernes styrke, så frygtes det jeg går kold. Jeg har aldrig før tænkt på at anvende epidoral blokade som smertestillende under en fødsel. Lattergassen har været ude mærket OG jeg er derudover sindssyge bange for at blive stukket i ryggen og ikke mindst blokadens bivirkninger. Perkatrine har tydeligvis fået denne information af Trine og hun er os ganske varsom da hun anbefaler mig denne blokade. Jeg bryder fuldstændig sammen og beder om en pause. Normalvis er der ingen pauser i fødsel, men da jeg er på drop, så er det muligt og Perkatrine slukker derfor droppet. I de ti minutter droppet er slukket, bryder jeg fuldstændig sammen, jeg tillader mig selv at mærke og føle alting og de minutter hvor jeg står foroverbøjet indover fødelejet mens jeg hulker, står for mig som er af de største øjeblikke under fødslen. Mens jeg græder, afsøger jeg hver en krog i mit sind efter ny styrke og energi og Perkatrine og jeg bliver enige om at jeg får en time mere med max veer og at vi i den time gør ALT der kan gavne Vilmer søger imod udgangen. Jeg husker hvordan jeg beder Morten give den ekstra gas med tryk, en ny løbe geel sluges og der sættes lidt lattergas på masken. Derefter kommer jeg op i knæ og albueleje igen og på min lænd tegnes der to cirkler hvor der kan trykkes yderligere, for at ligge nogle smertelindre tryk under veerne. Mens jeg står der, skiftevis nynner jeg ved mig selv Vilmers vuggevise og taler til ham, som Perkatrine beder mig om, for at understøtte at han trænger ned. Sådan står jeg i veerne og på en time går jeg fra 3 cm til knap 8 cm. Smerterne er næsten ulidelige at være i og da Perkatrine overlever beskeden om den markante åbning der er fundet sted, bliver jeg dels lykkelig men os ramt at muren. Muren udgjort at en selverkendelse. Jeg kommer ikke til at kunne gå hele vejen. Klokken er 01 og selvom der nu er få centimeter tilbage, så står Vilmer fortsat over symfysen og det kan betyde fødslen kan tage alt fra 2 til 8 timer endnu. Fostervandet er blevet klart, hans hjerterytme som hele vejen igennem har været stabil er det fortsat – han har mere eller mindre slet ikke opdaget jeg er i fødsel, så alt ligger op til at han nok skal komme, spørgsmålet er bare hvornår.

Jeg føler jeg står ved en skillevej, mellem min egen stædighed og fornuft. Jeg VIL ikke have den blokade men omvendt har jeg ikke “råd” til at lade vær. Jeg har simpelthen ikke kræfterne længere og inderst inde er jeg os ved at miste troen på at Vilmer fortsat kan forblive i trivsel og vi ikke pludselig ender i et akut kejsersnit. Jeg kigger derfor på Perkatrine som forstår mit blik og kort efter står en super dygtig og pædagogisk anæstesi læge på fødestuen. Han får hurtigt lagt blokaden og den virker… den gør mig samtidigt virkelig dårlig. Morten er udkørt, utilpas og på mange måder føles det som om, at i det øjeblik jeg mentalt knækker, falder han med mig. Han sidder i en stol og med hans mor ved hans side. Lyset er blevet dæmpet på stuen, i håb om jeg kan tage en lille power nap, men grundet reaktionen på blokaden, er dette langt fra muligt. Men heldigvis kunne andre på stuen hvile. Et af de bedste mentale billeder jeg har fra fødslen, er af min mand og hans mor, sovende op ad hinanden.

Selv kan jeg ikke finde ro. Min krop reagerer nu kraftigt på blokaden samtidigt med den har fået for meget ilt igennem masken. Min mor sidder hos mig, stryger mig over håret, holder mig i hånden mens hun taler sig ind i mit indre. Jeg ligger jeg på siden, anvist efter Perkatrine, da det umiddelbar er den vinkel Vilmer bedst muligt kan komme omkring min symfyse. Den lille time jeg ligger der, sårbar, opbrugt, med en krop der på så mange måder er udkørt, er min mor og jeg sammen. Øjeblikket er unik, smukt og en af de mange fine fantastiske stunder fra fødslen.
Jeg ligger og får nogenlunde ro, i knap en time. Så begynder jeg at opleve en pressetrang. Veerne sidder nu helt nede i åbningen og trækker for og bagtil. Det gør ondt som bare pokker, mest af alt fordi Vilmer fortsat ikke er helt nede. Jeg er fuldt åben men uden baby i åbningen. Fra 3 til 4 skal jeg gipse på alle veerne. Det er enormt smertefuldt og igen – opslidende. Hele tiden at opleve hvordan alle processerne i fødslen, strækker sig ud. Efter knap en time med gips, kan Vilmers hoved endelig mærkes langt nok nede til jeg må forsøge at presse lidt.

Pressefasen – Kom nu for fanden!
Jeg har bare ingen fornemmelse for hvordan jeg kan presse, hvilket skyldes blokaden. Perkatrine anlægger små indvendige tryk, for at jeg derved kan visualisere og målrette mine pres. Vi slukker for epiduralen og i knap en halv time forsøger vi med gips og pres at få Vilmer til verden. Det lykkes ikke. I stedet mærker jeg for alvor hvordan mine kræfter forsvinder imellem mine hænder og panikken bedre sig. Det handler ikke om utålmodighed men om selvindsigt og den erkendelse af, at jeg muligvis ikke kan komme i mål. Jeg er ved at have brugt alle tænkelige kræfter. Veedroppet har nu kørt i 17 timer og fødslen har stået på endnu længere. Jeg føler på så mange måder at jeg er smidt i havet og afstanden til kysten er for lang til jeg nogensinde når den, jeg føler jeg drukner og angsten for at Vilmer ikke kommer til verden, på naturlig vis breder sig. Jeg kan ikke mere! Jeg græder, skriger og råber på så mange måder på hjælp.  Perkatrine møder mig og der tændes igen for epidoralen. Vi forsøger at skabe et rum for jeg kan samle kræfter. Det smides flere vingummier, gels og væske på motoren. Kløen og kvalmen, bivirkninger fra epiodoralen har for indfundet sig og min krop skriger på forløsning. For hver gipsen jeg laver, rykker jeg tættere og tættere på at kunne føde, men os nærmere afgrunden og jeg får efter endnu en ve råbt at hvis jeg skal føde, så er det NU – for jeg kan ikke meget længere. Perkatrine reagere hurtigt og sammen kommer jeg om på ryggen, da det er her jeg føler mest styrke i mine pres. Siden fødslen har jeg ofte tænkt, at hvis ikke jeg var blevet mødt her, så havde det hele taget en markant drejning.

Perkatrine begynder igen at anlægge indvendige tryk, mens hun guider mig i hvornår jeg skal presse og gispe. Hvordan jeg får fundet de aller sideste kræfter frem, det ved jeg ikke, men pludselig beder hun mig mærke hvordan hovedet nu er kommet helt ned. Følelserne er mange og blandet. Morten står ved mit ene ben, min svigermor ved det andet og min mor ved mit hoved. Vi arbejder på mange måder alle sammen – sammen. Afdelingens Jordemoderen kaldes til stuen, grundet Vilmers størrelse og den aller sidste del af pressefasens begyndes. Den foregår udelukkende på Perkatrines anvisning, da Vilmers størrelse gør han skal ud på en helt bestemt måde. Da hovedet endelig er ude, skal først den ene skulder og dernæst den anden lirkes ud og først der begynder Vilmer at blive påvirket. Han dykker i hjertelyden og en børnelæge kommer på stuen. Fra den video der er lavet, er det tydeligt sammenholdt med de blå mærker Vilmer fik, at han næsten rives ud til sidst. Jeg får taget imod og løftet op og følelsen er ubeskrivelig.

Vilmer ligger på mit bryst i knap 3 sekunder for dernæst at bliver taget af børnelægen. Hans vejrtrækning er stærkt påvirket af fostervandet og det pres han netop har fået. Jeg bryder sammen og klynker efter at få min lille dreng. Det hele går pludselig stå stærkt og jeg får en hurtig trang til at presse igen. Idet moderkagen slipper mærker jeg et skyl, hvorefter det sortner for øjnene og det bliver svært at få luft. Moderkagen, som har huset min store dreng; viser sig at veje knap 1,4 kg. Hvilket betyder at den flade som den har hæftet på indvendig er er stor og idet den slipper, sker der en stor indre blødning. Blodet kommer som en bølge og endnu flere mennesker kommer til stuen. Jeg svæver lidt ud og ind af bevidstheden. For hver gang jeg åbner øjnene, er der flere mennesker omkring mig. En Jordemoderen står med en albue placeret i min mave, en anden hænger et drop op med medicin, som skal hjælpe med at stoppe blødningen og en tredje forsøger at finde andre mulige kilder til blødningen. Der er ingen. Jeg er kommet fuldstændig helskindet igennem fødslen, grundet de to Jordemødre som hjalp med at forløse Vilmer. Droppet får en hurtig virkning og det vurderes jeg kan blive på stuen. Der er røget 500 ml blod og det mærkes tydeligt. De forsøger at lægge Vilmer hos mig, for at lade naturen hjælpe ham på vej til en normal vejrtrækning. Det virker. Der bliver roligt på stuen, min lille dreng ligger hos mig og i et kort sekund er alt som det skal være. Droppet med medicinen mod blødningen kører derudaf og min reaktion på modtagelsen af denne er jeg bliver dårlig. Rigtig dårlig. Mit blodtryk falder og jeg skal kaste op. For hver gang jeg kaster op får livmoderen et ordentlig tryk og endnu en “bølge” skyller ud af mig, stuen fyldes igen og der arbejdes på at stoppe blødningen. Knap en time efter Vilmer er født er der endelig ro på stuen. Min Mor og svigermor trækker sig tilbage for at lade Morten og jeg være i denne stund sammen og sådan er vi lidt. Jeg mærker pludseligt hvordan min vejrtrækning bliver besværet og når tidsnok at bede morten trykke alarm, før jeg igen mærker et dyk i mit blodtryk. Jeg kaster op, livmoderen får endnu et tryk og jeg forsvinder et kort øjeblik. Jeg vågner ved afdelings Jordemoderen står ved mit hoved, mens hendes kollegaer igen arbejder på mig. Der kobles et nyt drop på, og alt måles og vejes for at vurdere hvilket beslutninger der skal tages. Vilmer ligger på Mortens bryst, der sidder i en stol med ryggen til. Han græder. Det hele er for voldsomt. Mens jeg svæver lidt ind og ud, forsøger jeg at bevare roen i kroppen. Alt i mig er præget af total dødsangst og smerte. Det nye drop virker endelig og mine værdier begynder at blive normale. Ganske langsomt, får jeg det bedre og Vilmer kommer tilbage til mig. Han er suttelysten, vidunderlig og endelig i mine arme.

Vilmer er født klokken 05:09, mandag d. 29 oktober 2018.
Han vejede 4845 og er 56 centimeter lang. Han er intet mindre end vidunderlig.

Vi kom, trods lidt blå mærker, et blodtab og nogle få chok – alle helskindet igennem fødslen

Perkatrine kommer, da hendes vagt at ved at være slut og overlevere mig til den nye Jordemoder som skal afslutte alle mål mm. Det er Katrine, den første Jordemoder, som møder ind. Vi snakker alle forløbet igennem og Perkatrine sætter sig ved min side, nusser mig på kinden og roser mig for min præstation. Hun fortæller os; at var jeg sat i gang medicinsk; så var fødslen ikke gået som det gjorde – tværtimod og hun beundre min tro på, min egen krop. Hun giver mig et kram, bedre både Morten og jeg sikre, at vi får en efterfødselssamtale og fortæller at det er helt naturligt hvis vi får en reaktion ovenpå denne fødsel. Den har været hård og voldsom… men i mine øjnene os smuk, fantastisk og et udtryk for hvor ressourcestærk kroppen er. Selvom de sidste timer af fødslen, var som at danse i helvedet, mens Jonny Cash sang “Ring of Fire”, så følte jeg mig tilstede i fødslen, på en måde jeg aldrig før har været det.

Jeg tror at det store andel af kvinder, der i dag lider af angst for at føde, ofte er påvirket af det behov vi har opbygget for altid at være i kontrol. Jeg har om nogen altid følt et stort behov for at være i kontrol, men noget her i livet er og bliver ukontrollerbart, heraf en fødsel.

Min fødselsberetning kan hurtigt ende med at blive kategoriseret som en skræk fortælling, der kan få førstegangs fødende, kvinder der venter store børn eller har fået keglesnit til at tænke “Fuck”, og jeg vil være ked af, hvis det kun er den følelse man efterlades med, efter at have læst denne beretning. I stedet håber jeg, det skinner igennem, hvor vigtigt det er at tro på sine egne evner og fornemmelse. Derudover at man forstår, at man forud for sin fødsel acceptere at vi ikke kan vælge vores egne fødselsforløb, men vi kan arbejde med vores indstilling til at det kan gå ”alle” veje. Vi kan derfor forbedre os mentalt på, af gå med den og acceptere nødvendigheden i at omstilles sig, måske blot en eller flere gange undervejs i forløbet. Vi kan sætte os ind i en fødsels opbygning, de forskellige former for fødestillinger, smertelindringer og vi kan sikre, at vi er medspiller i at skabe en god dialog på fødestuen. Vi kan arbejde med det som forud for fødslen kan skabe en frygt, måske endda angst og hvis vi derved formår at kortlægge os selv, er det langt nemmere at kommunikere og hente hjælpen til at finde roen.



Vilmer er en uge gammel. Vi stortrives og jeg er smask forelsket i mit lille menneske. Jeg ser ikke hans fødsel som værende forfærdelig, men som en fødsel der på mange måder var min bedste fødsel, fordi jeg formåede at være i den, gå med veerne og samarbejde med min krop. For første gang har jeg holdt en sober tone under HELE min fødsel og jeg følte mig aldrig som et offer bundet til en fødeseng, men som en kvinde der kæmpede. Min mand agerede med en helt anden ro og har sidenhen fortalt mig, at han følte sig som en bedre medspiller, der var rustet, således at vi kunne skabe et samarbejde, frem for et sololøb hvor han bare blev en cheerleader.

Jeg vil gerne sige dig tak, for at have læst med hele vejen til nu.

Forud for min fødsel, læste jeg Heidi Meyer Valentins bog: Meyermetoden – den naturlige epidural, i forbindelse med en test for MomsterTest.dk. Derfor indgår der delvist reklame i dette indlæg, da bogen har været brugt i forbindelse med denne anmeldelse. Min og andre momsterbloggers anmeldelse kan læses HER og indlægget om netop min egen oplevelse af bogen, forud for fødslen kan læses HER.


Jeg har personligt valgt at anvende flere af Heidis værktøjer og teknikker undervejs i min fødsel. Ligeledes har min mand, son under denne fødsel for måde at være en vigtig samarbejdspartner og hjælper, i en langt bedre og mere rolig grad, end til vores to andre sønners fødsel. Udover trykkene, indsigten i Heidis skildring af smerteteknikker og forståelse herefter, formåede Heidi, som Jordemoder; at hjælpe med at etablere en følelse af empowerment, forud for fødslen og jeg tvivler ikke et sekund på at det var netop besiddelsen af min tro på det empowerment, jeg selv rummede, der gjorder jeg kunne være i fødslen, sådan som jeg var det. Mine varmeste anbefalinger går derfor fortsat til Heidi Meyer Valletins fantastiske bog Meyer Metoden – Den naturlige epidural.

Kærlig hilsen, Christina
Mor til Aksel, Carl og Vilmer

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Tanker fra en højgravid +40 uger

Tanker fra en højgravid +40 uger

Klokken er 4 om morgen. Carl har netop rullet sig helt op ad mig og I ligger nu i ske Vilmer, det er lidt sødt at tænke på. Er spændt på hvordan det bliver, når du skal ligge på min venstre side og Carl formentligt fortsat kommer ind og ligger sig mellem Far og Jeg. Så længe vi alle får sovet, så går det nok alt sammen. 

Det er fredag d. 26’ende oktober og din morfar har fødselsdag i dag. Tror ikke ligefrem i kommer til at dele, du og ham, det føles ikke sådan. Ifølge nakkefoldsscanningens beregning af termin, er jeg nu 40+4, ifølge min læges 40+1 og ifølge min egen, ud fra min ægløsning 39+6. Har nok hele tiden tænkt det var d. 26 eller 27’ende oktober og joker da os med, at hvis du kommer imorgen lørdag, så er i alle tre, født på en lørdag og yderligere har i fødselsdage 9-18-27’ende. Det er lidt skægt og nok lige en tand for… talfixeret. Jeg vil faktisk bare gerne have du kommer..

Jeg prøver hele tiden at komme ud af hovedet og ned i kroppen, væk for tankerne og den konstante afvejning af hvert et lille signal min krop sender. Jeg kan jo godt mærke og se at den arbejder. Skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at ringe til Herlev og høre om de kunne tjekke for evt yderligere åbning – kan ikke skrive yderligere, for der var intet at komme efter i tirsdags. Jeg prøver at holde mig selv i troen på at min krop selv ved hvad den laver og at den arbejder sammen med dig og mine fødselshormoner.

Alligevel bliver jeg bange. Kan godt mærke at min angst for at det skal ske dig noget eller der går noget galt, så tæt på termin, den er mere dominerende. Føler vi er så tæt på nu Vilmer og alligevel, alligevel så langt fra at være i mål. Målet er nået når du ligger på mit bryst og jeg kan de ind i dine smukke mørke øjne. Det er målet. Det er os det mål jeg ser for mig, når jeg taber kampen om optimismen. Det er sgu en psykisk rutsjetur at være over tid eller højgravid. Hele tiden bygges man op til kamp for dernæst at føle et frit fald.

Frygter virkelig du bygger lejre og lægerne til sidst siger “nu skal du ud”’ og det så skal gå stærkt eller sættes igang med medicin. Vil så gerne respektere min krop og dens proces og ikke placeres i alle mulige kasser som sygehuset har. Samtidigt er der en frygt for at lade vær med at følge anbefalingerne om igangsættelse ved overskredet termin. Jeg ved godt du nok skal komme, du skal bare have lov til selv at ville det og hvis jeg skal sige noget, så vælg venligst udgangen markeret med røde exit skilte og ikke den der “nødudgang” som lægerne kan give dig. Det er vitterligt min største frygt, at ende med et kejsersnit… det er bare.. ja .. det vil jeg IKKE. Det er frygten som går hånd i hånd med manglende ilt og ja det helt katastrofale…. så dyb vejrtrækning og stop dette tankespind – det er her hjertet begynder at banke hurtigere og angstsympomerne pibler frem. Omstrukturering af tanker om tilbage til kosmos tak.

Vi skal i Tivoli i dag, hvis vejret er med os. Det er mit eget forslag og ved det kræver en lur inden jeg henter drengene. Glæder mig til familiehygge og at holde din far i hånden. Du er så velkommen Vilmer men indtil du selv føler dig klar, så tager jeg al det jeg kan få med Aksel og Carl. De glæder sig og er begyndt at blive utålmodige. Nogengange kan de se hvordan gravidteten for alvor påvirker mig fysisk og Aksel nævnte forleden at han godt nok synes det var sejt at kroppen sådan kunne lave et menneske men at det os måtte være hårdt. Carl sagde at min mave var så rund som solen og den følelse han fik indeni, når han så på den, var varme. Det er næsten uvirkeligt at tænke på, at drengene for knap 14 dage siden rejste til Grækenland og jeg for næsten en uge siden hentet dem i lufthavnen. Mange siger “tænk at det gik”, men jeg har på mange måder ikke været et sekund i tvivl – men altså, der er jo ingen garantier. 

At vente dig har været et rent eventyr. Der har været fare undervejs, min vi har besejret dem sammen. Det meste af tiden har det hele dog været let og lige til, ud ad landevejen og fantasien omkring hvem du er har fået frit løb. Ligemeget hvad, så elsker jeg dig og jeg glæder mig til at du for alvor bliver en del af vores familie.

Håber snart vi ses, på din fødselsdag.

Kys og knus, Mor

Breve til mine sønner: Aksel

Breve til mine sønner: Aksel

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Tirsdag d. 22 marts 2011 
Tiden er pludselig gået så hurtigt. Når jeg tænker tilbage til d. 1 Juli, som var min sidste p-pilledag så følelse det til tider som i går – andre gange følelse det som om det var et helt andet liv. DU er og bliver et kærlighedsbarn men også et ønskebarn. Frygtet tit at jeg ikke ville have så nemt ved at blive gravid, men.. du tog røven på os.. Ni dage tog det og så var du i gang med at udvikle dig til hvad jeg tror, bliver en rigtig dejlig lille dreng.

Jeg har i dag båret dig under mit hjerte i 37+3 dage og jeg har elsket dig fra første dag af jeg erfaret at du var på vej. Jeg har grædt af frygt for den store kærlighed jeg pludselig havde for noget jeg endnu ikke kendte til og jeg har været så bange for at miste dig… for at tabe dig, for at være nød til at vælge dig fra og nu.. nu er jeg bange for om du kommer rigtigt til verden. I min verden, i mit hoved så har jeg bare brug for du kommer til denne verden, trækker vejret som du skal og kigger ind i mine øjne og fortæller mig.. at jeg ikke længere behøver at være bange.

Prøver nok at snyde mig selv lidt, tror jeg bliver endnu mere bange eller nervøs for at det vil ske dig noget. Det er nok bare en del af at være mor. At bære dig har faktisk være magisk. Har været glad for at passe på dig og har nydt at mærke dig sparke og drille dig lidt. Men nu, nu er det lige ved at være for meget af det gode. Vil bare have du kommer til verden, så din far og jeg kan lærer dig at kende. At vi kan vise dig hvilken familie du skal være en del af. Vi vil bare gerne elske dig for den du er.

Men Aksel, min kære lille skat. Kom ud til mig – mig og din far.
Lover at vi vil vise dig hvor dejlig verden kan være.. og lover at du for altid vil være elsket til det uendelige.

Din Mor, Christina.

Uge 30

Onsdag d. 23 marts 2011
Så panikker din mor igen. Typisk mig, enten sparker du ikke nok, ellers så .. er man nu bange for du kunne have været udsat for Toxoplasmose, den sygdom som katte blandt andet kan smitte mennesker med. Tanken om du skulle fejle noget ville for mig være.. forfærdeligt. Ved min tanke på en måde er egoistisk men den er altså også på dine vejne. Jeg ville ikke egne mig til et ikke ”normalt” barn.. Kender mig selv for godt. Dine fødder er for mig normale, men hvis du skulle fejle noget neurologisk, det ville være forfærdeligt. Men hvorfor skal jeg også være så nervøs.. Efter fostervandsprøven kom der ro på, men jo tætter vi kommer på fødslen jo mere nervøs bliver jeg for at der skal ske dig noget eller at der er sket dig noget..

.. Er bare nød til at få dig ud, ud i verden.. Har bestilt en tid til noget akupunktur som skulle kunne sætte noget i gang.  Har en tid d. 6 April. Du må dog stadig gerne komme før..

I aften har din far lovet mig at han tager med i Frederiksberg Have og går op og ned af bakken derover sammen med mig. Håber virkelig snart du kommer ud, føler mig så.. låst fast i noget jeg ikke kan finde ud af. I morgen har jeg en danskprøve kl. 8.30, har heldigvis fået lov til at lave den hjemmefra, så min krop ikke skal være bænket til en hård stol i 6 timer.

Jeg kigger tit ind på din seng, står tit i dit værelse.. er ikke flov men.. ingen vil kunne kende mig hvis de så mig, når jeg står og fantasere derinde. Tænker på hvordan du vil tage mig med storm. Tænker om jeg vil være lykkelig når du kommer op i mine arme, eller om der lige skal gå lidt tid. Er ligeglad, ved du vil kunne forstå mig. Ved du vil have tillid til mig. Ved du kender mig og ved at jeg på sin vis kender dig og så alligevel ikke. Tror vi to kan noget sammen, tror at vi tre, din far og jeg vil være en smule snublende men at vi vil kunne skabe en fantastisk hverdag sammen.

Jeg har aldrig ønsket et hus, bil eller .. mand.. Din far kom ind i mit liv og så fik jeg lysten til en mand. Men jeg behøver fortsat ikke et hus eller en fin bil. Behøver bare masser af kærlighed – det er for mig det vigtigste her i livet. Ved du med tiden vil komme til at opleve dette. Allerede nu bor vi en lejlighed som i mit hoved er perfekt, den er ikke stor og fin, men den er god nok til os tre.

Kom snart min skat.. glæder mig til at møde dig.

Fredag d. 25 marts 2011
Du vinder – jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom jeg synes det er umuligt. DU kommer når du kommer, når du er klar – når du vil ud. Din far og jeg tog i Frederiksberg Have og jeg LØB i håb om at sætte gang i fødslen op og ned af den bakke der er derover.. Fik da også utrolig hårde plukveer men .. det forblev kun plukveer så nu giver jeg op. Må prøve at acceptere at jeg ikke kan blande mig i dette her.. desværre.

Du ved at du er velkommen og mere er der ikke at gøre.

Lørdag d.26 marts 2011
To uger til terminen og MAX 4 uger til jeg skal sættes i gang.. Hvis det vise sig du er så skide stædig som jeg desværre tror du kunne være. Ville faktisk være ked af, hvis jeg skulle sættes i gang. Det ødelægger ligesom lidt af den der ”hvornår sker det”.. Måske er det lidt mærkeligt at skrive, eftersom jeg jo har løbet på trapper og bakker for at få dig ud. Men .. jeg synes det er noget andet.

Har valgt at tvinge mig selv til tålmodighed. Eller jeg har virkelig tænkt mig at prøve, så nu glemmer vi terminen og så laver jeg aftaler uden at tage hensyn til den. Men selvfølgelig tager jeg hensyn til at jeg er gravid og derfor ikke kan alt i verden..

.. Din far og jeg kæmper med at holde humøret højt. Det er hårdt for os begge. Skammer mig lidt for tiden. En sagde forleden at vi, din far og jeg skulle nyde den tid vi nu havde uden dig – det har vi i min verden også gjort i fulde drag. Men .. nu .. nu kan man ikke rigtig forholde sig til kun at være to. Ikke at din far ikke er nok for mig, men .. man har ligesom indstillet sig selv på at man skal være tre, der skal ske noget nyt og.. man ved at alt bliver ændret.. Ønsker ikke at ændre det din far og jeg har fordi du kommer, ønsker at tilpasse det hele, så der er tid til kærestedage – familiedage – singeldage .. Tror på det kan lade sig gøre, hvis man husker på det og hvis man tør det. Tænker tit at dem der får ammehjerne selv vælger det – simpelthen fordi de ikke tør træde ud af de ”normale” eller ”opstillet” rammer for hvordan en mor skal være. Hvordan skal en mor være ? I mit hoved, den bedste hun kan være for sit barn. Det ene udelukker bare ikke det andet.

Hvilket mor vil jeg gerne være ?
Nok bare den bedste mor for dig. En mor som giver masser af kærlighed, omsorg, tillid.. Men vigtigst af alt en som altid vil være der, ligegyldigt hvad der sker, selv når det er grimt.. Vil gerne være lidt af det jeg har set hos min mor, min mormor og også hos min svigermor. Jeg vil gerne være en blanding af det hele men med et godt twist af den jeg nu en gang er. Vil gerne have du lærer at man er ansvarlig for sin egen lykke, at man ikke kan være et offer her i livet og alle har noget man skal kæmpe med og imod. At du lærer at kærlighed er det vigtigste her i livet, ikke penge, ikke status men kærligheden.. intet andet.. Tror jeg ville have det svært hvis du udviklet dig til en person som ikke kunne udtrykke sine følelser, ikke kunne stå ved dine holdninger. Nok mest fordi det er det jeg ser som vigtige værdier hos mig og også hos din far. Din far har altid båret hjertet uden på kroppe ligesom jeg – hvis man lige knækker koden så har man verden smukkeste menneske, din far og alle hans følelser…  Håber aldrig du vil føle at vi manglede at sige jeg elsker dig, eller at vi var stolte af dig, håber aldrig du vil stå med følelsen af vi skulle have været mere konsekvente eller vi skulle have set det komme.. Håber vi sammen kan skabe en stærk familie, en familie som er der for hinanden – støtter hinanden og hengiver sig til hinanden.

Så hvem du end er så velkommen til verden
jeg vil tag del i dit liv og din verden
hvilke vej dit liv så end vil gå, og hvilken skuffelser du end
vil få, så siger jeg hvem du end er så velkommen, til livet hvad der end sker så vil det være
livet, og første side skrives i et eventyr når din første morgen gryr.

Onsdag 30 marts 2011
Puha .. klokken er kvart i 5, fuglene er begyndt at synge og jeg har været vågen i en lille time. Har ret ondt i min mave og kan ikke sove pga. smerten. Overvejer lidt om det er nu ? Tror det ikke – er ikke nervøs, har det bare ikke så godt.

Jeg var i skole i går – det var rart at se de andre. De var meget overrasket over at se mig – tror ikke jeg forstod det, men okay, der er også kun 10 dage tilbage til den beregnet termin. Synes faktisk graviditeten er gået rigtig godt. Jeg har faktisk haft det nemt – eller .. . altså jeg føler selv jeg har haft det nemt. Udover fostervandsprøven og bonus nyheden om klumpfødder. Der er en fra mit studie der er gravid og 23 uger henne – hun har oplevet det at være gravid som en slags sygdom. Er virkelig taknemmelig for at du har været ”nem” at bære. Tanken om det er slut lige om lidt, er underlig, en smule skræmmende men rar. Føler mig klar til du kommer – din far er også klar. Det bliver bare … mærkeligt at du ikke længere er i min mave, ikke sparker, ikke er der.. I stedet er du ude hos os.

Synes godt nok at min mave gør ondt – dårlig mave følelse twistet med et eller andet. Har svært ved at trække vejret ned i maven og har lidt kvalme. Tror ikke du er påvej lige her og nu, men det er bare en mærkelig følelse, tør næsten ikke tro på du er påvej, ikke fordi jeg er bange men.. vil ikke blive skuffet, hvis du nu ikke er. Måske er dette bare endnu en af de der nætter hvor jeg har svært ved at sove….

Mandag d. 4. April 2011
Okay, der skete ingenting forleden .. der er stadig ikke sket en pind. Bær dig stadig under mit hjerte men med manglende kærlighed efterhånden, jeg elsker dig men kan næsten ikke klare mere. Vi var til jordmoder i Fredags, du er sund og rask vejede lidt over 3500g og var fra hoved til hale 42 cm + dine lange ben giver det en meget meget laaang Aksel. Dit hoved står fast og de sagde at fødselen kunne gå i gang når som helst.

Elsker dig virkelig lille skat, men jeg kan ikke holde det her ud mere. Er simpelthen så ødelagt i kroppen. Al den vand gør det svært for mig at gå, mine led gør ondt og gør at jeg lukker ned. Psykisk så er jeg så belastet pga. utoldmodighed og nervøsitet at mit humør det er faldende og opgivende. Den manglende eller dårlige søvn gør det heller ikke nemmer for mig. Brokker mig og det er på trods af jeg venter en dejlig lille dreng og din far og jeg er så heldige at kunne lave børn sammen. Undskyld ønsker ikke at lyde utaknemmelig eller overfladisk, det er bare så forbandet hårdt nu.

Din onkel har fødselsdag i dag, har tænkt at det ville være federe at føde dig en anden dag end lige netop på hans fødselsdag – du kommer alligevel ikke i dag, men synes stadig du og din onkel skal have fødselsdag to forskellige dage. I morgen tidlig skal din far til eksamen, veerne må som sådan gerne komme i løbet af natten, så længe han kan tage til eksamen.. Det lyder måske lidt som ønsketænkning, man kan jo ikke bestemme hvornår du skal komme til verden og lige meget hvad så vil din far og jeg være lykkelige, lige meget hvad.

Tirsdag d. 5. April 2011
Så er to dage til termin. Hvis du var kommet til verden i dag eller i går så var din far og jeg selvfølgelig blevet ovenud lykkelig – men din onkel ja, han havde jo fødselsdag i går og din far skulle til en eksamen i formiddags. Nu er der fri bane og du er nu det eneste vi har i vores hoveder. Har faktisk følt anderledes i dag end jeg plejer – mit humør er meget bedre end i går. Har kraftige plukveer, dårlig mave.. de der tegn på at noget kunne være lige rundt om hjørnet. Tænker om jeg kan gøre noget for at du føler dig klar til at komme ud til din far og mig. Vi er klar, jeg er klar. Jeg er ikke længere bange som sådan. Jeg føler ikke at din far og jeg kan gøre mere nu. Vi er klar til at tage imod dig og lærer dig at kende.

Det er mærkeligt. Dengang jeg opdagede at jeg var gravid så.. så var jeg meget bange for alt omkring fødsel. Smerterne og hvordan du nu ville komme til verden – vil dig kun det bedste og er ligeglad med mit helbred, bare du kommer ordentligt til verden, får den mængde ilt du skal have og fødselen ikke er for stressende for dig. Nu ved jeg at min krop vil håndtere fødselen, er næsten tryg. Ved det lyder mærkeligt men efter at have set hvad en kvindekrop gør under graviditeten så tvivler jeg ikke på at jeg sagtens kan få dig til verden på normal vis. Altså. Det har, er fascinerende at have oplevet hvordan kroppen bare har tilpasset sig at du har været inden i min mave – den er jo bygget til at lave børn og det falder den helt naturligt. ..

Kærligst din Mor.

Torsdag d. 7. April 2011
Kære Lille Skat .. din mor er ved at kaste håndklædet grædende i ringen. Er simpelthen så ødelagt efterhånden. Jeg vågnede kl. 3 og gik ind i stuen – Jeg har stadig plukveer og trykker også på de nåle som jeg har haft siddende siden akupunktur i går. MEN ? . .. du vil ikke samarbejde.

Jeg har termin om 2 dage – og lægerne siger du er stor og fin = klar til at komme ud. Lige nu ligger du og møver rundt mens du hikker indeni min mave. Hvis du bare forstod at du ikke skal være bange for at komme ud så.. ville det være nemmer. Jeg er presser og forsøger at bestemme, men det kan jeg jo ikke.

.. orker ikke at være gravid mere, vil lærer dig at kende og have dig ud i din fars og min verden.

Aksel Sylvest Noer, 2 timer gammel

Fredag d. 8. April 2011
SÅ er er du samarbejdsvillig. Dagen før dagen. Havde ikke sovet så fantastisk godt i nat, var vågnet hver time og stod så til sidst op klokken 6. Overvejede om jeg skulle tage i svømmehallen, men mine ben var så ødelagt efter i går at jeg simpelthen var for ”doven” og blev hjemme. Faldt i søvn på sofaen og fik sovet lidt både på sofaen og i sengen. Din far og jeg spise lidt morgenmad og da klokken var lidt i elleve skulle jeg tisse og så.. gik vandet… Jeg var ikke et sekundt i tvivl om at det var vandet der var gået.

Da jeg fortalte din far det, eller da jeg sagde han måtte over og købe bind, var han et stort smil. Det var ja, fantastisk at sige det til ham.. Ringede ud på Hvidovre og de bad os komme til et lille tjek. Nu er vi hjemme, klokken er halv seks. Har veer, de kommer med 10-5 minutters pause og … det gør ondt. Er ikke rigtig bange, det gør ondt.. men .. ved du er det hele værd. Tror ikke jeg har forstået at du snart er ude hos os. Ved ikke helt hvornår det går op for mig – måske først når jeg hører din gråd eller vi tager tilbage til hospitalet. Håber du har det godt indeni min mave. Håber du kommer godt til verden og håber sidst men ikke mindst du behandler mit underliv okay.

Kærligst din mor

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En fødselsmetode?

En fødselsmetode?

Dette indlæg indeholder reklame


Flashback
Idet jeg stiller min cykel, kan jeg for alvor mærke mit lille sociale handicappet jeg søge efter et musehul at kravle i. Det er underligt, 29 år gammel og selvom jeg faktisk kun har gode erfaringer med mig, når det kommer til at møde nye mennesker, så bliver jeg ofte ret så nervøs. Jeg skal mødes med nogle piger, fra en terminsgruppe fra facebook. Flere af de bekendtskaber jeg fik fra min sidste terminsgruppe, er i dag hjerteveninder og selvom der kan være relativt mange hormoner, spørgsmål om alt og intet og til tider “drama” i sådan en gruppe, så synes jeg stadig en terminsgruppe har potentiale til at skabe gode relationer på kryds og tværs. Med en lidt nervøs hånd, skubber jeg døren til cafeen op og går så ind. Mit blik søger efter nogle andre kvinder med mave på.

Et søsterfælleskab er unikt og i min verden, er netop dette fællesskab ikke et “portfællesskab”, hvor vi skal visiteres som var det Dansk Folkeparti der havde opstillet grænsekontrol. Nej et søsterfællesskab er ganske enkelt, et fællesskab af og for kvinder og alle de fantastiske variationer kvinder kommer i. Et samtaleemne, som altid kan knytte kvinder sammen, som har børn, er samtaler om ens fødsel / fødsler, derfra kan man så vurdere hvorledes kemien er og udbygge ens relationer derfra.

Det er os det der sker denne formiddag på Nørrebro alt imens kaffemaskinen larmer, vi skiftevis besøger toilettet igen og igen og de runde maver i ny og næh får et kærligt strøg. En kvinde fortæller om hendes fødsel, den har karakter af en “skræk” fødselsberetning, en af dem hvor lægen og jordemoder gang på gang må lave indgreb i fødslen, nogen store andre små. Denne oplevelse sidder naturligvis i hende, den dag i dag, men det står ret tydelig for mig, hvor stærk og refleksiv hun er omkring hendes egen sårbarhed og dets indflydelse på den komme fødsel, til trods hun kommer med et voldsomt akut kejsersnit efter 36 timers aktiv fødsel. Alt dette er hun nu i gang med at bearbejde, for at arbejde sig hen imod en forhåbentligt naturlig vaginal fødsel.

En anden kvinde fortæller om fødslen på 3 timer og en baby der kom til verden i første presseve. Så er der hende, den mørkhåret kvinde, med den fineste lille næse og smukke runde bule på maven. Hun fortæller om de første 3 centimeter som på så mange måder var ved at tage livet af hende og om Jordemoderen som var trådt ind på stuen og som havde haft en helt unik og bestemt teknik med sig, som hun havde anvendt på hende og overlevet til hendes mand. Hun fortæller om de tryk og kvinden, jordemoderen med det lyse hår og de varme øjne, som med den største nænsomhed og omsorg havde hjulpet hende til at finde ind til alt det som en fødende kvinde rummer, kræfterne.

Vi taler længe om denne fantastiske jordemoder, vigtigheden i at have kemi og hvor stor forskel der er på hvor en faglighed har rod. Kvinden med den fine lille næse, fortælle til slut, at denne jordemoder netop nu har en bog sendt til tryk, som omhandler den teknik hun anvendte og overleverede. Det er ikke bare en teknik, det er en metode. I ordet metode ligger en forforståelse af, at efterprøves denne, kan sammen resultat opnås, men to fødsler er selvfølgelig ikke ens og Meyermetoden er en metode udarbejdet på baggrund af praktisk erfaring. Hvad jeg ikke vidste dengang var at kvinden, jordemoderen, hed Heidi og hendes Metode i dag kaldes Meyermetoden. Ej heller vidste jeg, at jeg kort før min termin dels skulle møde denne fantastiske kvinde med de varme øjne og det bløde smil, og ikke mindst læse og anmelde hendes bog “Meyermetoden – den naturlige epidural”.

Heidi Meyer Vallentin, jordemoder, udvikler af Meyermetoden og blogger

Ved Momster Market i starten af Oktober, mødte jeg Heidi, hvor vi havde en snak om bogen, drøftet vores syn på fødselsforberedelse og yderligere fik lidt fif til hvorledes Heidisk metodiske tryg kunne og skulle placeres på kroppen. Yderligere fik vi vendt min og Hr. mands situation i forhold til at han er bortrejst til 2 dage før termin og da jeg gik derfra, så var det med en opløftet følelse i kroppen, en styrket tro på at lige meget hvilket omstændigheder jeg er under, så er jeg bygget til at føde os hvis det skal betyde at min mand ikke står ved min side.

I dette indlæg kan i læse min forudindtaget vurdering af  Heidis bog og yes – der kommer en part to, for kan allerede sige så meget, at jeg efter at have læst mig ind i Meyermetoden, rigtig gerne vil efterprøve netop denne. På Momstertest.dk kan I om kort tid læse min anmeldelse af selv samme bog. Skulle I personligt selv have lyst til at stifte bekendtskab til Meyermetoden kan I på Meyermetoden.dk læse meget mere om Heidis arbejde, hendes metode og ikke mindst bogen. I frygt for at blive misforstået og du som læser sidder og tænker : Hun skal jo tale positivt om den bog – det er spons, så er svaret hertil NEJ og jeg står 120% inde for hvert et ord i dette indlæg – ligesom jeg gør i mine andre indlæg der indeholder reklame – annoncer.

En kvinde, hendes bog og metode
Da ”Meyermetoden – den naturlige epidural” først lå i mit skød, eller på det øverste af lårene, det sted som det nu er muligt at ligge noget på når det er lige op over terminen, så kunne jeg ikke ligge bogen fra mig. Jeg har aldrig modtaget egentlig fødselsforberedelse, udover den ”forelæsning”, der blev udbudt for 8 år siden i et auditorium på Hvidovre, omkring veer og smertelindring. Til gengæld har jeg har jeg lavet et stort personligt stykke arbejde med mig selv, min psyke og dertil en tidligere fødselsangst. At læse Heidis ord var enormt rørende, opløftende og befriende. Sproget der anvendes i bogen er let at forstå, os selv når der anvendes en god del fagtermer. Derudover er der de fineste inddragelser af en række stærke og rørende personlige fødselsberetninger og skildringer – som jeg altid har elsket at læse, og derigennem fortælles der om forskellige fødselsforløb.

I bogen fortæller Heidi om hvorledes en fødsel er bygget op, dets stadier, forskel på veer og alt det der anatomisk sker før, under og efter en fødsel. Yderligere oplevede jeg hvordan jeg i kapitel 2: Forstå det, du frygter kom ud på en terapeutisk rejse. Særligt Heidis indfaldsvinkel her, tror jeg så mange kvinder, hvad enten de er førstegang eller flergangsfødende kunne have så meget gavn af at læse. I min terminsgruppe på Facebook og i mine venindeforhold har frygten, angsten for at føde altid fyldt en del. For nogen fylder den så meget, at nogen kvinder føler den eneste måde for dem at få et barn til verden på, er ved et planlagt kejsersnit. Jeg mener, at Heidi i hendes bog, formår at tale til kvinden, både hende som alle kvinder rummer, der engang har siddet i en bjørnegrotte i istiden og født, men os hende, omgivet af alverdens teknologiske muligheder. Med Heidnis enorme faglighed, erfaring, forståelse og varme, kommer hun helt der ind i mig som kvinde, hvor der findes en stor sårbarhed men os styrke. Det er netop den styrke, som Heidi med hendes ord appellere til, kan hjælpe den fødende i sammenspil med ens partner, under og i en fødsel.

I bogen gives der en god og pædagogisk indføring i alt fra hvad en fødsel er, hvorledes veer og deres forskellige former fungere for kroppen og hvordan man kan arbejde med sin psyke og smerte, altså formår Heidi at anvende forskellige videns former til at kommunikere og det gør, at bogen laver en fuldtræffer. Som læser, tidligere fødende kvinde, træder det tydeligt frem at Heidi er Jordemoder og selv har presset et barn ud igennem hendes fødekanal og det giver mig som læser, en tillid og samtidigt en form for samhørringhed. Da Heidis indfaldsvinkel er rettet mod kvinden og hendes partner eller fødselshjælper – hvis man er solo-mor eller far? Så er flere kapitler direkte rettet mod eller delvist skrevet specifikt til partneren og det elsker jeg virkelig. Heidi har om nogen stået på en fødestue og hun har set tusindvis af kvinder føde, men hun har os set tusindvis af partner stå ved den fødendes side og dem må man for gud skyld ikke glemme – os selvom alle indkaldelser osv. Kun kommer til hende der bær baby i maven. Heidis bog er som en stor værktøjskasse, som man alene og som par, kan dykke ned i og det gør man selv kan vælge til og fra, alt efter behov. Vigtigst af alt rummer bogen, som dets titel beskriver så fint – Meyermetoden. Det er særligt flere greb fra metoden, jeg sammen med nogen af Heidis skildret værktøjer, vil tage med mig ind på min fødestue, når Vilmer beslutter sig for at komme til verden.

Meyermetoden er en smertelindrende teknik, som ens partner kan udøve på den fødende kvinde og som har til formål at ”øge kvindens fornemmelse, slappe af og være i deres krop under fødslen”. Som kommende tredjegangsmor, må jeg indrømme, at jeg oftest har haft lyst til at råbe ”Cut IT Out!” under fødslen, eller pakke hele lorte sammen og sige – vi dropper det, han bliver derinde. Det er oftest der, i flugten, mine fødsler har været mest smertefulde. Derfor har min egen erfaring vidst mig, at hvis jeg gav mig hen til fødslen, var i den og fik hjælp til at holde ud og ved, så blev det hele langt mindre smertefuldt. Derfor har jeg nu siddet, med små post its og markeret hvor der er Hr. mand skal læse, forud for fødslen. Yderligere har jeg memoreret de akupressur-tryk som Heidi anviser i hendes Meyermetode samt vigtigheden i at sukke efter en ve, således at jeg forud og under fødslen, i sammenspil med enten min partner Hr. mand eller fødselshjælper, kan skabe et naturligt smertelindrende samarbejde.

Årsagen til jeg gerne vil lave et før og efter indlæg på netop Heidis bog, ”Meyermetoden – den naturlige epidural”, er at jeg efter at have læst bogen, sidder med en følelse af, at jeg ville have ønsket bogen fandtes dengang jeg sad som førstegangsmor og græd i frygt for at føde. Jeg ville ønske jeg under min første fødsel, sammen med min mand kunne have samarbejdet om fødslen, frem for at have været hende der hidsigt have søgt i blinde. Jeg sidder nu med en viden, lidt ala. den man tilegner sig fra sin første graviditet og barn, som gør man anden, tredje osv. gang er langt mere tryg og det giver mening – så ufattelig meget mening, for mig, at dele min oplevelse omkring denne bog. Så som så mange gange før, når et indlæg er markeret med reklame her på bloggen, så er dette mine ord, det er min vurdering. Jeg kan med modningsveer, hævet fødder og hænder, skrive under på, at jeg virkelig mener at denne fantastiske bog, bør læses af alle med en gravid mave og ligeledes dem som har hjulpet til med at skabe det der ligger i den – om det så er første, anden, tredje eller sidste gang man står overfor en fødsel.

Står du nu, og skulle have lyst til at købe bogen, så kan du købe “Meyermetoden – den naturlige epidural” i din lokale Arnold Busk eller online.  

Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Glade jul, genbrugs jul

Glade jul, genbrugs jul

Nu får du måske allerede nervøse trækninger idet du ved at læse overskriften på dette indlæg og kan se det handler om jul når vi skriver “kun” oktober og løvfaldssommeren er over os. Derfor undskylder jeg på forhånd hvis du grundet dette indlæg oplever julestressen blive aktiveret, det er faktisk det modsatte jeg ønsker af slå et slag for, nemlig “mindre” pres i den søde juletid. Mit bud hvordan man kan forebygge mindre stres er nemlig at vi starter i god tid – ikke med at pynte op, men lidt juleskum kan vi jo altid få ned ikke?

Den trofaste læser har de forgangene år kunne læse med på indlæggene om mine genbrugs pakkekalender og igen i år har jeg kastet mig ud i genbruget, for at lave en pakkekalender til hver af drengene. Det betyder at der i år skulle findes 72 gaver.
Hvis du har lyst til kan læse om mine børns pakkekalender fra 2017, 2016 og 2015 i indlæggene:

I mine ældre indlæg, kan du se flere bud på mulige pakkekalender: Genbrugs jul og nye traditioner , Genbrugs pakkekalender Del I og Del II og sidst men ikke mindst indlægget Generation Nissedør.

Nu får du måske allerede nervøse trækninger idet du ved at læse overskriften på dette indlæg og kan se det handler om jul når vi skriver “kun” oktober og løvfaldssommeren er over os. Derfor undskylder jeg på forhånd hvis du grundet dette indlæg oplever julestressen blive aktiveret, det er faktisk det modsatte jeg ønsker af slå et slag for, nemlig “mindre” pres i den søde juletid. Mit bud hvordan man kan forebygge mindre stres er nemlig at vi starter i god tid – ikke med at pynte op, men lidt juleskum kan vi jo altid få ned ikke?

Den trofaste læser har de forgangene år kunne læse med på indlæggene om mine genbrugs pakkekalender og igen i år har jeg kastet mig ud i genbruget, for at lave en pakkekalender til hver af drengene. Det betyder at der i år skulle findes 72 gaver.

Hvorfor pakkekalendergaver?
Og brugt?
Det er jo en individuel sag, at finde frem til om ens barn overhovedet skal have en pakke eller adventskalender. Personligt synes jeg det er enormt hyggeligt og stemningsgivende at lave en pakkekalender til drengene, da de fortsat tror på Julemanden. Aksel er dog på vippen til at “miste” troen og så alligevel ikke. Jul er en magisk tid, hvis vi lader den være det og derudover mener jeg det er børnenes og hjerternes fest.

Vi går ind for en pakkekalender da vi gerne vil drysse lidt glimmer ud over dagene frem mod den 24’ende. Derudover så synes jeg stadig det er muligt at finde pakkekalendergaver som ikke bare ender i en rodeskuffe, hvilket er vigtigt for mig. Hvis det “hele” bare er en gang bras som i sidste ende bare bliver gemt væk eller smidt ud, så ville jeg ikke mene det havde nogen mening at lave pakkekalender til drengene. Det er os derfor størstedelen af drenges gaver er købt brugt, da jeg derved får mere for pengene og samtidigt kan holde mig selv op på at gaverne skal være brugbare.

En adventskalender kan med sikkerhed os noget og en skøn medmoder, blogger og veninde Copenhagen Mama kørte sidste år en adventskalender ind med formålet om at optimere samvær og øve det at være en god taber og vinder, ved at hendes børn fik gode traditionelle brætspil. Det synes jeg var en rigtig god og kærlig tanke med pædagogisk indhold.

Hvis jeg skulle kaste mig ud i en advents til ungerne, så tror jeg faktisk den skulle bindes op på oplevelser eller kreative indslag, men i en måned som december, synes jeg der skal være luft i kalender og plads til evt julekuller og tøffetid. Derfor er pakkekalendergaverne til drengene hovedsagelige supplement til legetøj de allerede har lidt af og som derved kan skabe nyt liv til en god leg.

Gaverne er primært fundet på det lokale lørdagsloppemarked på Frederiksberg, i mødrehjælpen, på Reshopper hvor jeg i forbindelse med indkøb af babyudstyr til Vilmer lige har tjekket om sælger kunne ligge inde med noget som var interessant og sidst men ikke mindst Børneloppen i Valby. Derudover er de nye ting købt, når jeg har skulle købe babyudstyr fra nyt af og den enkelte webshop har haft et mindre outlet. Jeg har købt gaverne helt tilbage fra Marts måned af og haft dem liggende i en pakkekalendergave kasse i kælderen.

Nedenfor kan i læse om tre pakkekalender, lavet til et barn på 2 måneder, knap 5 år og 7,5 år.

Med sandsynlighed for at være den første, så rigtig glædelig jul !
Og god læselyst

Pakkekalender til Vilmer på 2 måneder
Der er flere som har spurgt om jeg virkelig laver en pakkekalender til Vilmer og havde jeg ikke haft Aksel og Carl, var svaret nej…. men da jeg har to drenge, som tror på julemanden og som i foråret en dag nævnte at vi jo manglende en julestrømpe til Vilmer, da han jo os ville få gaver, så kunne jeg godt se der ikke var en vej udenom. Hr. Mand og Jeg havde ellers prøvet at sige julemanden kun kom med gaver til lidt større børn, men Aksel og Carl kunne ikke få deres tro på at julemanden som kun kommer med gaver til søde børn, til at passe med at deres lille uskyldige lillebror ikke skulle modtage gaver.

Derfor får Vilmer os en pakkekalender. Hans gaver er hovedsagelig købt brugt eller fundet i nogle af de få babyting jeg har gemt fra Aksel og Carl, som de alligevel ikke kan huske og derved har hans pakkekalender været relativ nem og billig at lave. Den består primært at udviklingslegetøj og lidt papbøger, noget har fra ca. 3 måneders alderen så småt vil få brug for til at stimulere hans udvikling.

Den samlet pris på Vilmers pakkekalender er knap 100 kr.

Pakkekalender til Carl på knap 5 År
Pakkekalenderen til Carl afslører vidst hurtigt, at han er rigtig glad for at lege med figurer, både Disney, Pokemon og dyr. Derudover er der lidt udklædning, film klassiker med figurer han er glad for og andet legetøj som polly pocket og vendespil mm.

Carls pakkekalender har kostet 215 kr.

Pakkekalender til Aksel 7,5 år
Pakkekalendergaverne til Aksel består af figurer som kan været et supplement til typer af legetøj han fortsat leger rigtig godt med. Derudover er der lidt forskellige puslespil, en bog som jeg allerede nu ved han vil elske, lidt til FDF forbundsskjorten og film til en fredag aften.

Aksels Pakkekalender har kostet 300 kr. og er derfor den dyreste og det skyldes hovedsageligt Peter Kanin filmen, som Aksel forresten får d. 23 december, så vi som familie kan skabe en god og rolig aften, inden juleaftensdag som godt kan skabe en stor spænding i begge drenge, som kan være svær at rumme.

Alle gaverne til drengene, har fået et lille mærke med hvilken dato de skal gives, da de er tilpasset således at drengene får en film, som vi kan bruges til fredagsfilm, ligesom at de to gange drengene får lidt spiseligt I deres julestrømpe er det en fredag eller lørdag og samme dag som den anden os får det, så der er en ligevægt.

Dette var mit bud på hvordan en genbrugspakkekalender kan se ud, til 3 forskellige aldersgrupper.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook  Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet