Sov (NU) sødt lille skat

Sov (NU) sødt lille skat
Illustration Maria Buchmann – Vilter.dk

Dette indlæg indeholder reklame

De er så søde, sådan som de ligger der på puden, i akrobatiske positioner, krydret med et strejf af yoga posering. Håret som stritter ud til siderne, dynen som omslutter deres krop og i ny og næh bevæges læberne, som var de et spædbarn ved mors bryst. De er så søde (også) når de sover – men hvorfor pokker skal det til tider være så svært at sende ens yngel afsted mod drømmeland?!

Jeg ved vitterligt ikke hvad det er, men jeg synes personligt lovningen på total stilhed, muligheden for at oplade kroppen og bare lulle mig hen i en anden verden er yderst tiltagende. Lovningen på søvn, kan forføre mig som ingen anden, men mine børn derimod. De forvandler sig somme tider til små natugler, idet de træder indover dørtærsklen til deres værelse efter klokken 18:30. Selv samme børn, som netop har haft en ansigtsmaske på, lavet af “one-pot-pasta” sovsen, fordi de i træthed har knaldet hovedet ned i tallerkenen. Hertil får jeg som mor lyst til at spørger “Hvad fanden sker der og… hvor er sluk knappen?!”.. det er heldigvis ikke kun mig der tænker denne tanke, fædrene Anders og Lars er i samme båd eller det var de. De fik nok og begyndte derfor at udarbejde godnathistorier, som var søvn dyssende på den gode måde og de har netop lanceret godnathistorieuniverset Vilter.dk, hvor man her kan læse en række af Vilters godnathistorier.

Karakteren Vilter en fantasifuld fætter, som banker på ens barns sengestel og invitere dem med på en rejse, nogen gange til Bolsjefabrikken i vulkanen, omvendt planeten eller verdens højeste hus. Invitationen er yderst personlig, idet man som forældre let som en leg kan indtaste få informationer om ens barn, så som alder, navn på ens barns bedste venner og måske endda sove-kramme-dyr. Disse informationer formaterer sig så ind i hver enkel drømmehistorie som man vælger adgang til på Vilter.dk – Der er gratis adgang til 5 godnathistorier på Vilter.dk og med mulighed for tilkøb af flere historier.

Er man forældre til et barn, som ikke er navngivet med et navn, som er det eneste i Danmark. Så har vi alle oplevet den lille euforiske stemning der kan opstå i det øjeblik ens barn møder en navnesøster eller bror. Vores Carl troede jo vitterligt at Carlsbergbyen var HANS indtil for ganske nyligt. Desværre giver navnedelingen i dette tilfælde ikke adgang til en af de mange attraktive lejligheder, men i det øjeblik at drømmefangeren Vilter stod på sit luftskib og rakte Carl hånden, så skete der noget nær magisk. En kontakt mellem det litterære og Carls fantasi, som spandt sig sammen og derigennem gjorder det muligt for Carl at drage afsted på en magisk rejse. Rejsen blev understøtter af min forkølet stemme, der ganske sagte læste op, mens mine øjne i ny og næh så hvordan vaskemærket på Carls puttekanin fik lidt ekstra nus, hvilket altid har været forstadiet til at øjenlågene er gået i og sørme så, inden jeg nåede sidste linje, havde han lagt sig til rette på sådan en måde man som højgravid bliver grøn af misundelse over.

Vilters godnathistorier er skrevet i en let og forståeligt sprog, lidt ala Villads fra Valby. Jeg synes ofte det kan være rart at sidestille børnelitteratur med hinanden – da det jo efterhånden findes mange forskellige genre inde for børnelitteratur. Karakteren Vilter Ørngot er eventyrlystig, betænksom og på mange måder ham man gerne ville kende, dengang man selv var barn. Så Vilter er en karakter som jeg tror både drenge og piger kan forholde sig til, ligeledes er hans oplevelser og rejser krydret med et strejf af Peter Pan som i hvertfald gjorder at mine drenge bed på, da der er en tilpas mængde spænding som griber læseren og dets medhøre. En oplæsning tager små 10 minutter, hvis man giver så tid til at læse rytmisk og med historisk indlevelse, hvilket jeg mener er en god længde på en godnathistorie læsning.

Hvordan gør man?
Vilter.dk opretter man en profil, her er det både muligt at få gratis adgang til 5 godnathistorier, hvilket jeg synes er rart, da man jo aldrig ved om lige netop denne fortælling taler til ens barn. Rent praktisk opretter man ganske simpelt en profil på Vilter.dk Herinde kan man så indtaste oplysninger om ens barn og se en oversigt de forskellige godnathistorier. Nogle er som sagt gratis og ellers er det muligt at købe drømmepakker med hele 10 drømme i, for 69 kr. Når man først har købt historierne har man adgang til dem i evig tid. Fortællingen kan oplæses direkte fra telefonen og er sat godt op til mobilt brug.

Personligt tiltaler det mig ikke at sidde og læse op med telefonen, os selvom om historien ikke er illustreret med billeder og derfor printede jeg mine udvalgte historier ud og er man rigtig kreativ, kan man lave en lille mappe med Vilters godnathistorier.

Illustration Maria Buchmann – Vilter.dk

Jeg tænker at tanken bagom Vilters lette tilgængelighed og brede mulighed for at tilpasse det enkelte barn er hele grund ideen – udover at hjælpe børn med at falde i søvn og komme godt afsted på en drømmerejse. At jeg så er lidt iPhone forskrækket og helst ikke vil læse op fra telefonen, er jo en smags sag og man kan heldigvis som jeg har gjort, printe historierne ud. Aksel og Carl har derudover nydt at se på de få illustrationer der er lavet af Vilter.

På Vilter.dk er der samtidigt mulighed for at læse om råd og vejledning til den gode putning og nej vi er ikke ude i søvntræning, men helt basale anbefalinger og guides fra kyndige fagpersoner som fortæller om alt fra aldersgruppers behov for søvn, søvns opbygning – det tror jeg måske mange forældre ved lidt om – personligt ved jeg at man, når der er spædbørn på matriklen, efter 45 minutters søvn har en øget risiko for at vække en yngel, da der omkring de 45 minutter er en overgang mellem den ene og anden type søvn.

Illustration Maria Buchmann – Vilter.dk

Momstertest.dk kan du læse min og andre Momster mødres anmeldelse af blandt andet Vilter.dk og en række andre børnefamilieære produkter og forglem ikke, at Momster d. 7 oktober afholder Momster Market, hvor en masse af de producenter vi Momster mødre løbende har testet produkter igennem, stiller en stand op og sælger en række af deres lækre produkter til messepriser. Du kan læse meget mere om Momster Market på  Momster Market Facebook Side.

Tusind tak fordi du læste med

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvad hvis de tager mine børn?

Hvad hvis de tager mine børn?

Der skal virkelig meget til for at kommunen tager ens børn”, det husker jeg en af mine medstuderende, som var socialrådgiver, engang sagde til mig. Det er let bare at sige “Ja det skal der og selvfølgelig tager de ikke bare folks børn” og alligevel, så synes jeg desværre der gentagende gange er beviser på, hvorledes nogen kommuner ser igennem den almene retssikkerhed, som er i vores samfund, grundet fortravlet medarbejder og manglende ressourcer. Jeg er hverken socialrådgiver, ekspert eller direkte pårørende til en familie, som har oplevet dette og alligevel, har jeg som tidligere børn og ungerådgiver hos Børns Vilkår, og som kandidat i pædagogisk sociologi, blevet sat ind i diverse undersøgelser og ikke mindst sager, hvor der kan spås tvivl om kommunens indgreb er tilstrækkeligt begrundet. Jeg har overordnet den holdning, at det aldrig må være forældrenes “ret” der tæller i sidste ende. Det er nu engang barnets tarv der skal ses på, ligegyldigt hvad. Hvorfor jeg nu skriver dette indlæg, skyldes mest af alt min egen sårbarhed og et ønske om at fortælle om dengang jeg selv sad med frygten for, at nogen skulle tage mine børn, for ja, den har jeg OGSÅ haft. Frygten kom sig af, at jeg var bange for, hvad “verden udenfor” ville sige og gøre, hvis de vidst hvordan det hele for en kort periode føltes i mit indre. 

Jeg glemmer aldrig den aften min mentale film knækkede og jeg takker fortsat mig selv – dagligt – for at have opsøgt hjælp, på trods af min enorme frygt for at nogen misforstod eller ville begynde at spå tvivl, om mine evner som mor. Den dag, hvor jeg sad under spisebordet, overmandet af angst, sorte tanker og med et spinkelt håb om at hjælpen fandtes, der ringede jeg til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg. Jeg husker at jeg smed på, første gang jeg ringede op og det derefter var nødvendigt at samle en ekstra potion mod inden jeg blev i røret. Sundhedsplejersken som tog telefonen, lod mig fortælle. Hun lod mig græde og hørte mine ord. Igen og igen sagde jeg, at det jo ikke var synd for mig, men mine børn og at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg virkelig gerne ville dem det bedste. Sundhedsplejersken var ikke et sekund i tvivl om dette og sagde da os “Christina…. det du fortælle mig, de handlinger, de bekymrer mig ikke, det der bekymrer mig er hvordan du har det med dem og yderligere hvordan du tydeligvis er påvirket af dem”. Derfra tog samtalen en uventet drejning, for jeg havde virkelig troet jeg skulle indstilles til et forældre genopdragelses kursus.  På det tidspunkt var jeg ramt af en ikke diagnosticeret svært depression og belastningsreaktion og så alt i sort / hvid. Det fangede sundhedsplejersken, hun hørte min manglede realitetsforståelse, konstante “ruminering” og hun mødte mig i samtalen, uden på noget tidspunkt at spå tvivl om hvilken mor jeg rent faktisk var for min børn. Fortællingen om hvordan der kort efter står en psykiater og en sygeplejerske i min stuen har jeg tidligere fortalt om her på bloggen og i kategorien ”En sygdoms sandhed” kan en række af disse indlæg findes og i indlægget “Når Filmen Knækker. Del II – Mor På Tanskehospitalet“, har jeg skrevet om hvordan jeg lavede en børneoversættelse af min psyke lidelse, til mine børn.. Hele processen omkring bearbejdelsen af den frygt jeg havde for at miste, men os at såre mine børn, den har jeg af mange grunde holdt for mig selv.

Dette er den tegning, som jeg brugte til at forklare Aksel og Carl, hvordan mine tanker var blevet rundtosset og det derfor gjorder at jeg var nød til at være på et tankehospital.

I min åben -og ærlighed omkring det at have været psykisk syg, har jeg en stor respekt for ikke at begå et overgreb mod mig selv eller andre, og derfor er jeg dels påpasselig med hvad og hvor jeg fortæller om de oplevelser, jeg havde mens jeg befandt mig i depressionens mørke. Når jeg skriver sådan, så mener jeg, at vi jo alle har en sårbarhed i større eller mindre grad. Den kan være generel eller specifikt for er område og at det på så mange måder er vores egen opgave at værne om denne sårbarhed, frem for at udstille os i den. En udstilling skaber nemlig ofte spørgsmål og vi har efterhånden en tendens i samfundet som hedder sig at vi skal svare når vi bliver spurgt om noget. Det skal man ikke nødvendigvis, men når nu det oftest er sådan, så tænker jeg, at det er vigtigt ens egenomsorg værner om at man måske ikke skal stå “skoleret” nu og her.

Mit første døgn på psyk, var på en lukket afdeling, grundet den mentale tilstand jeg var i og mit enorme behov for at der var nogen som passede på mig, for jeg var simpelthen ikke i stand til selv at gøre det. De knap 24 timer jeg havde på den lukket afdeling, foregik hovedsageligt med ukontrolleret gråd, mens jeg sad i “spænd” i et vindue, med kinden mod den kolde rude og ben og ryg placeret i hver dets side af vindueskarmen. Jeg kunne simpelthen ikke mærke min krop på andre måder og jeg var for bange for de andre patienter på afdelingen, til at gå ud i den gård der var tilknyttet afsnittet. Dagen efter min indlægges overflyttes jeg til et mindre intensivt afsnit og her møder jeg det, der kaldes for en nøgleperson. En nøgleperson er en sygeplejerske, der igennem ekstra uddannelse er uddannet til at arbejde med patienter og dets pårørende, her oftest børn. Hr. Mand er med til det møde, som jeg selv har bedt om, da jeg godt kan se min indlæggelse ikke kan skjules for Aksel og Carl og jeg mener vi har brug for vejledning i hvordan vi kan fortælle vores børn, at mor er blevet syg i psyken? Det er jo svært nok at forklare voksne.

Vi snakker lidt frem og tilbage og jeg præsenterer de termer jeg har valgt at sætte på min sygdom, så mine børn har en mulighed for at forstå dette. Det hedder sig fortsat, at jeg engang har været på et Tankehospital, fordi jeg på et tidspunkt var rundtosset inde i tankerne.

 Jeg husker at nøglepersonen var sød, lyttende og at hun udstrålede en ro og varme, der gjorde jeg ret hurtigt valgte at have tillid til hende. Mens vi snakkede, fortalte jeg om min frygt for at der pludselig står nogen på vores adresse, for at fjerne mine drenge, fordi jeg nu er blevet syg og indlagt på et psykiatrisk hospital. Disse tanker bad hun mig skyde en hvid pil efter – for kort efter at fortælle mig om muligheden for at hospitalet kunne hjælpe med at lave en ansøgning om en aflastningsplads. Idet øjeblik hun fortalte det byggede jeg en mur op omkring mit indre. Jeg husker tydeligt hvordan jeg fortalte at vi som familie, på ingen måder var interesseret i at vores børn skulle i aflastning og at jeg ville gå igennem ild og vand, ligge alle vaner om, flytte fra byen, stoppe på drømmestudiet mm., for at vi kunne få vores familie, heraf særligt mig, på ret køl igen. Jeg glemmer nok aldrig den kvalme som sneg sig ind på mig, mens jeg fortalte hende dette. Jeg husker tydeligt hvordan al blodet havde fortrukket sig fra mine kinder, som havde kroppen gjort sig klar til kamp. Jeg synes generelt det er rigtig fint at der findes aflastning til de familier, som finder det nødvendigt, men for min familie og mit vedkommende, så er vi ikke en af dem. Jeg ville personligt føle min livsførelse var forkert hvis mine børn måtte i aflastning, fordi jeg ikke havde energien til at have dem nær mig. Når jeg skriver sådan, så var det jo netop min egen livsførelse, der  på daværende tidspunkt, var skyld i jeg nu var blevet depressiv, så var motivationen om at genopstå, som den mor jeg før havde været og drømte om igen at blive, var større end nogensinde og der var i min verden, for min familie, ikke andre muligheder end at VI måtte sadle om som familie. Det gøres ikke over en nat og jeg oplever da stadig dage, ja sågar perioder, hvor vi balancere på kanten til at det blive usundt for os som familie. Vi balancere dog kun, frem for at falde lige i de gamle usunde handlemønstre. For at vende tilbage sygeplejersken, så hørte hun mine ord og hun registeret følelserne som lå bagom disse og undskylde da os, for dernæst at forklare mig at hun udelukkende sagde dette, for at fortælle os om de mange muligheder der var for at hente støtte.

Et af Carls besøg på Tankehospitalet.

Jeg har officielt været indlagt i 8 uger på en psykiatrisk afdeling og det skammer jeg mig ikke længere over, men jeg bær for evigt en sårbarhed omkring tanken om, at nogen måske kunne anfægte at jeg var en mindre god mor, bare fordi jeg har haft en depression. Særligt nu, hvor Vilmer kommer til verden lige om snart, så vokser denne sårbarhed i perioder, selvom jeg ikke tvivler på mit moderskab, den relation jeg har til mine børn og den måde jeg forstår at se dem på. Jeg er mine børns bedste Mor, os selvom jeg kommer med ridser i lakken. På trods af dette, så ved jeg jo godt, at jeg kommer med en øget risiko. Det er en risiko jeg har enorm stor respekt for og som er årsagen til at Vilmer på så mange måder er langt mere planlagt end Aksel og Carl var det, alligevel er der ingen garantier og sandheden er nu engang at jeg har en øget risiko for at udvikle en almen depression eller efterfødselsreaktion.

En af de mange årsager til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg igennem min graviditet, løbende er blevet kontaktet at andre kvinder, som står i lignende situation som jeg. Kommende mødre, med en tidligere diagnose, som de nu har en skræk for skulle springe op igen. Jeg skal være ærlig og sige at jeg er sindssyg bange for at blive syg i psyken igen. Det er ikke en frygt der er styrerende men en frygt som jeg respektere og anerkender. At være syg og kæmpe for at blive rask, var nu engang det hårdeste jeg nogensinde har skulle kæmpe med i livet og det havde nær kostet mig det. Tanken om at skulle kæmpe samtidigt med at jeg lige er blevet mor, skræmmer mig. Alligevel har jeg etableret en ro og tillid til mig selv, som går sig på at jeg kan klare hvad end livet bringer og at jeg nu engang har arbejdet ufatteligt meget med mig selv igennem de sidste par år. Jeg har samtidigt givet mig selv et løfte. Et løfte om at være modig, ærlig og omsorgsfuld overfor mig selv og min psyke og mest alt acceptere at det der sker, sker. Det er lidt min bøn med dette opslag, nemlig den, at hvis man som forældre, i ens forældreskab føler at man for tit og ofte er på grænsen eller over denne i sin kontakt til sine børn, og det er noget man selv anslår som værende et problem, opsøg hjælp eller sparring. Hos din partner, veninde, mor, pædagog eller sundhedsplejersken. Hvis psyken føles skrøbelig, så husk, at selv den stærkeste stjerne kan falde og at ingen er uovervindelige, men alle kan, hvis de vil der, være en helt i deres eget liv – det kræver nogen gange en sand hjælper i form af læge, psykolog, partner eller ven.

For mit eget vedkommende har bearbejdelsen af den “uansvarlighed” jeg udviste, forud for mit sammenbrud, været nødvendig at vende igen, her for nyligt. Det er de færreste der går fra “normal” psykisk tilstand til bragende svær depression. Hvornår man er decideret depressiv, ja det er et godt spørgsmål, for vi kan alle score point nok på en dårlig dag til at testen siger “let depressiv”. Jeg har igennem mine to år efter depressionen arbejdet med handlemønstre, uhensigtsmæssige leveregler og etableringen af gode omsorgsfulde strategier og det har kastet en enorm stor selvindsigt af sig. Jeg bliver ofte spurgt om jeg måske tænker for meget over det at have været syg eller om det virkelig er så nødvendigt at “føle” så meget efter? Nu har jeg 7-9-13, aldrig kæmpet med cancer, men hvis man en gang har haft en ondartet knude i brystet, tror jeg det er de færreste pårørende der kunne finde på at sige “ah det du mærker nu er nok ingenting”, alligevel er der nu engang forskel på somatisk og psykisk lidelse. En tidligere cancerramt kvinde er ofte langt bedre stillet end hende der tidligere har lidt af en depression. Begge sygdomme er dødelige og i top 3 over folkesygdomme i Danmark. Nu bevæger jeg mig ud på et lille sidespor, så tilbage igen …

Jeg frygter ikke længere at der en dag ligger et brev i postkassen fra kommunen .. det vil jo nok os være eboksen efterhånden? For jeg føler, at ved at sætte ord på mine tanker, når jeg er i sparring med diverse fagpersoner, så mødes jeg med en enorm respekt og accept af at det er mere end okay, at jeg har været på bunden for i dag at svømme, for jeg flyder ikke, oven vande. Derfor har jeg igennem denne graviditet arbejdet med en kendt jordmoder og yderligere sikret at jeg fik tilknyttet en sundhedsplejerske som ikke var berøringsangst omkring svære emner og som yderligere havde den accept og forståelse der hed, at skulle jeg en dag, under min barsel sige ”jeg har det ikke så godt”, så mødes jeg i denne udmelding, frem for ”Du er jo os rigtig træt”.

Jeg vil gerne sige dig tak for at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

Kun én pige..

Kun én pige..

Det er underligt, finurligt og alligevel så inderligt sårbart for mig. Som barn var jeg en livlig lille sjæl, som afskydede tanken om en kjole på min krop. Jeg klippede det lange lyse hår, da jeg ville være korthåret og det bedste jeg vidste var at være ude på kornmarken, bag mit barndomshjem. Jeg egnede mig ikke til fine kjoler, sarte farver, for ikke at sige det lange lyse hår. Min mor prøvede virkelig, men det duede ikke. Universet ville det anderledes og en dag overgav min mor sig for alvor og fjernede kjolerne fra garderoben mens håret blev klippet til en 90’er moderne gryde frisurer. 

I bagklogskabens lys, med lidt lommepsykologi, så kunne jeg ikke være fars pige, der var ingen far og i sandhed var der ingen “kulturbestemt” pige. Istedet var der et barn med vilje, mod og en konstant søgen efter nye eventyr og et behov for at distancere sig fra hendes køn. Her oplevede jeg at kjolerne og håret gjorder det hele besværligt, for ikke at sige kvalmende, tøj og hår hang fast i træets grene og spændte på så mange måder ben for mig. Derfor røg det og at jeg så oftere ville kaldes for et drengenavn blandt venner, ja det skyldes måske er spinket forsøg på at kategorisere mig som værende noget jeg aldrig var og heller aldrig bliver.

Jeg var barnet med jord i hovedet, hullet bukser, en lang liste af bandord, som med årene blev krydret med en pervers kant. Denne kant slog enten benene væk under folk eller skabte rullende øjnene. Sådan er jeg på mange måder stadig, men jeg har lært at repræsentere og agerer… sådan nogenlunde.. alligevel er det nok ikke helt så underligt jeg tænder på løb, OCR udfordringer og Vandreture og jeg altid har befundet mig godt i et maskulint selskab. Jeg gør mit køn på min måde, med langt lyst hår og en mund som kan forveksles med en “havnearbejders”.

Jeg var nok ikke helt det man troede jeg skulle være, dengang lægen fortalte mine forældre at jeg “var en pige”. Det er først de senere år, at jeg har sluttet fred med, at jeg er mit køn som jeg ønsker at være det. Alligevel kan noget ikke ændres, nemlig det faktum, at jeg er min moders datter med det lyse hår, som Anne Linnet så smukt synger det. Det at være nogens datter, særligt min mors, har haft en stor betydning for hele min selvopfattelse og senere livsførsel. Jeg er datter og har i dag det man uden “faderkomplekser” kalder for 4 forældre, med mine komplekser og alt det andet jeg kommer med, kan jeg “kun” erkende at jeg har én Mor og 3 bonus sociale forældre, to hvoraf jeg kan sætte sviger foran men det ændre ikke på min kærlighed, nærhed eller respekt for dem. 

Mit forældreskab har jeg aldrig anset værende bestemt af hvilket køn mine børn måtte have.. MEN jeg er Mor til to skønne drenge, den ene har langt lyst hår og den anden det mest eftertænksomme smukke hoved. Alligevel har jeg drømt om en pige med spæde krøller i håret og et genert skævt smil og en frækhed som ikke kan beskrives. Det er underligt, for når jeg ser på Carl, både inden han proklameret han ville være langhåret og efter, så ligner han “hende” jeg har set for mig. Helt ærligt, ligner han sin mor, dengang jeg var barn. Jeg tror det gør noget, at man som forældre kan genkende sig selv i sine børn, om det så er biologisk eller socialt arveanlæg og ret skal da være ret. At få børn er jo på mange måder et stort egotrip og det største form for selvrealisering bundet op omkring ubetinget kærlighed.

Jeg har aldrig drømt om Barbie dukkerne, dukkevogne (sådan har mine drenge os haft) og små fine kjoler. Jeg har ikke drømt om en prinsesse og jeg synes heller ikke børn skal kaldes hverken prinser eller prinsesser, det er nok bare mig?

Men jeg har haft en drøm om en dag at få en datter, en voksen datter og selv at blive mormor. Den drøm bliver nu med sikkerhed aldrig indfriet, men jeg tror på jeg kan skabe den i nye klæder. Jeg tror på, at jeg ligesom min svigermor har gjort det, kan skabe bånd og kærlighed som på mange måder kan være en gave. Jeg tror ikke vi som mennesker kan have for meget kærlighed i vores liv. Jeg tror ikke vores relationer kan være for dybtfølte eller kun betinget af biologisk materiale. Så jeg tror på at jeg en dag, får en svigerdatter, måske os en søn, hvis en af drengene føler kærligheden findes der, men jeg tror på at jeg kan tage et valg.

Derfor har jeg under denne graviditet sluppet min drøm fri. Det er med sorg, at jeg har gjort dette. Jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg aldrig har ønsket mig en pige. Måske må man ikke sige dette højt, men det er sandheden og andet ville være løgn. Dengang jeg begyndte at mærke lysten efter at vente et tredje barn, brugte jeg enormt meget energi på at mærke godt efter om det var “barnet” eller pigen. Jeg ønskede selvfølgelig ikke at kaste mig ud i en tredje graviditet, udelukkende for at få en pige.. chancerne er relativt dårlige, når man allerede har to skønne drenge. Det tog længere tid at blive afklaret, særligt fordi jeg på mange måder har følt at vores familiedynamik, med nu to drenge på 7,5 og 4,5, ville være “bedre” hvis nummer 3 var en pige. Nogen vil nok mene, at dét der, er over grænsen for hvad man kan tillade sig at sige, med en halvhøjgravid mave. Drømmen om en pige var stor, men drømmen om et sundt og rask barn er dog større og det er netop det jeg venter nu. På så mange måder føler jer at Vilmer har valgt os, han valgte mig og hver gang der har været et bump på vejen i denne graviditet, så har han bekræftiget mig i, at han er min lille dreng. 

Jeg har mere i mit liv end jeg nogensinde kunne have drømt om og det er jeg så taknemlig for. Jeg bliver ultimativ drengemor og tvivler ikke på, at mine drenge vil ligge verden ned. Har ihvertfald tænkt mig at gå hele vejen og lærer dem om de gode maner, kærligheden og ikke mindst ydmygheden som i sidste ende kan bringe dem til stjernerne .

Så fra nu af er der med sikkerhed kun én pige på materialen herhjemme, okay, katten Cava er her os. Det efterlader mig med mere plads til de få diva nykker som jeg ejer og en kamuflering af at jeg elsker kød og sagtens kan spise en helt steg alene. Det gør os at jeg en gang imellem kan føle mig lidt udenfor, for der er altså nogen steder jeg bare ikke kan være med, hvor end jeg gerne ville .. det er noget med fysiologien. 

Jeg tror det er vigtigt af at slutte fred, med de drømme som aldrig nås og anderkende at det kan medføre en sorg. Det har været en del af denne graviditets proces og det er okay. Jeg har haft brug for at sige det højt og være ærlig omkring det ønskede jeg engang havde. Særligt når venner, familie og bekendte sagde “tænk hvis det bliver en pige” og efter kendskab til kønnet “nå endnu en dreng”, dertil har mit svar altid været, at med de skønne drenge vi laver os, så kan vi ikke ønske mere og det er nu engang sandheden. Mit lod i livet er at være omgivet af fantastiske, drenge og mere kan jeg ikke ønske mig. Okay … jeg ønsker at Vilmer får lov til at vokse sig stor og stærk frem mod terminen .

Tusind tak fordi du læste med 

F – for fællesskab

F – for fællesskab

Flashback
Vinden suser i trækronerne mens en solstråler i ny og næh kæmper sig igennem bladenes tæthed, for dernæst at dansemed regnbueslør for mine øjne. Fuglene kvidrer lystigt og de få gange de stemmer i sammen, får de den velkendte monotone baggrundsstøj fra bilernes til at fade ud. “Jeg vil have det blad mor” siger Aksel og i hans ivrer strækker han sig mod træet, hvis pragt han ønsker at plyndre. Hans bevægelse får mig et kort sekund til at svage og min skuldre drejer mekanisk mod træet. Idet vi nærmer os begynder Aksel at hoppe, som var han en dressurrytter, frem for et 3 årig barn på mine skuldre. Jeg strækker hånden op for at løsne et blad og rækker det dernæst til Aksel. Mens han sidder der på mine skuldre, kan jeg hører hvordan han lader bladet glide imellem fingrene mens han studere det. “Mor, det er et kastanjetræ og der er lidt bladlus i dets”. Sammen går vi der, i træernes skygger og Aksel fortæller lystigt om alt det ham tror, ved og ser om naturen omkring os.

Jeg har faktisk altid vidst at Aksel skulle være spejder eller lige siden han kunne stavre rundt i hans bedsteforældres have, pille i græsset og sætte ord sammen til sætninger, så vidste jeg han havde brug for mere end ”bare” det en solid sportsgren kunne give ham af egenskaber. Aksel har en stor eventyrlyst og et behov for at fordybe sig. Han er utrolig god til at reflektere, studere og søge grænser og gerne i naturen, hvilket nogle grupper af spejder er særligt kendt for. Spørgsmålet var bare hvornår og hvor han kunne starte og da jeg så en aften googlede “spejder Frederiksberg”, forstod jeg, at de der smukke unge mennesker i forbund skjorter med forskellige farver, ikke alle var spejder. Hvis jeg nu sagde, at jeg den aften fik en grundig forståelse af forskellen mellem en FDF’er og en Spejder, så ville det være en stor løgn. Jeg forstod dog ret hurtigt, da jeg var til Aksels første onsdagsmøde, hvor energiske, initiativrige og nærværende voksne, var sammen med en masse børn og det netop er dét, som er et af FDF’ernes kendetegn, nemlig at børn ledes af voksne hen imod et ståsted i livet.

                                      

 Traditionen tro, afholdes der aften før afrejse, med en stor fest.
I år sluttede vi af med et brasiliansk karneval, med alt hvad der hører sig til.

Siden Aksels første onsdagsmøde for to år siden, så er hans forbundsskjorte og ikke mindst selvtillid blevet prydet med en række mærker. Han har pakket efter en pakkeliste, omkring 8 gange, for at tage på lejr, nogen gange med hans egen klasse og andre gange med hele kredsen, som han er en del af i. En kreds som Hr. Mand, Carl og Jeg nu os er medlem af og har været det i et år. Jeg har tidligere skrevet om mine oplevelser af og med FDF både her på bloggen og Instagram, hvilket jeg formentlig vil fortsætte med at gøre fremadrettet, simpelthen fordi jeg ser og oplever noget i FDF kredsen, som jeg virkelig tror mangler ude i resten af vores samfund. Aksel har virkelig fået lavet en masse venskaber, på kryds og tværs af alder og køn og det samme har resten af familien og det, sammen med de oplevelser vi får med FDF gør, at jeg simpelthen føler en stor lyst til at dele vores begejstring, som alt for få, i virkeligheden kender til. I min egen folkeskoletid, var det der med at gå til spejder sådan kendetegnet ved at være nørdet, noget med en guitar og et lejrbål – i dag ved jeg at FDF rummer så meget mere og at jeg endnu ikke har mødt et eneste barn eller voksen, hvorpå jeg kan brug prædikatet nørdet.   

                                                

Vi er netop vendt hjem fra dette års sommerlejr og jeg vil gerne dele en lille skælsættende oplevelse med jer. Som familie har vi valgt at være en del af Aksels fritidsaktivitet, ligesom man kan være det ved troligt at troppe op til alle ens barns fodboldkampe, kører ud til den mest slidte gymnastiksal eller afholde sociale sammenkomster for skakklubben. Det er fjerde gang vi er med på lejr med hele kredsen. Da det nu engang er Aksels fritidsaktivitet og en del af FDF, os er at være afsted på lejr og ofte uden mor og far, har vi endnu ikke deltaget på en HEL sommerlejr. I stedet kommer vi undervejs i ugen. Dette gjorder sig gældende igen i år, så efter Aksel havde haft tre dage på lejren med resten af kredsen, sluttede vi os til ham og de andre, for at være med de sidste fire dage. Den dag vi ankom var gensynsglæden med Aksel selvfølgelig stor og der blev da os uddelt krammer til mange andre i kredsen. Om aften, hvor aftenunderholdningen, som stod på fællesdans, er i gang står jeg lidt på sidelinjen, da mit gravide korpus er ved at være done for den dag. Mens jeg står og ser på, bliver jeg ramt af en glæde, taknemlighed og stolthed over at måtte opleve netop det jeg gjorder og yderligere, at min søn, ja hele min familie os må dette. 

Hele kredsen er samlet, onkler og tanter fra køkkenet (køkkenholdet), numlinge, de børn som oftest er børn af ledere og eller søskende til børn fra de forskellige klasser (årgange) og som endnu ikke er gamle nok til selv at gå til FDF, danser med sammen med alle de andre. Små drenge som unge mænd, piger med håret flagrende og oplyst af aftensolen og mænd og kvinder, glade og alle sammen i dansens fællesskab, samværet fællesskab som skabes når mennesker er sammen, ubetinget af andet end almenmenneskelig kontakt. Selv ser jeg hvordan mine børn svinger sig rundt i en skiftende partner dans, de griner, klapper, tramper i det tørre græs, så støvet hvirvler omkring os alle, mens musik og latter finder sammen. Jeg når knap at registrere min reaktion så jeg kan tilbageholde den og med et løber tårerne ned over mine æblekinder og en af køkkentanter smiler til mig og stille fremstammer jeg “Er simpelthen så rørt over mine børn får lov til at være en del af dette” og køkkentanten smiler så bredt og siger “ja – dette fællesskab”.

Hvis du tænker hvad er FDF for en størrelse, hvor ligger min nærmeste kreds og hvem kan være en del af FDG, så tjek https://fdf.dk for meget mere info.

Du skal os være hjertelig velkommen til at spørger en “nybegynder” i FDF verden om hvad end du lyster.

 Kærlig Hilsen Mor til Tumling Aksel og Numling Carl
Christina 

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

Kvinde, kend din gravide krop

Kvinde, kend din gravide krop

Jeg har overvejet om dette indlæg skulle udgives, mest af alt i frygt for at få kommentarer som “Du har måske os lige givet den lidt for meget gas” Det gør ondt at hører, særligt fordi jeg for under 36 timer siden sagde til en jordemoder, at hvis Vilmer kom NU, så vil jeg passe på ham ved at sætte ham på en sky. En fødsel i uge 26+3, er oftest ikke uden massive konsekvenser og jeg ved hvem jeg er og yderligere hvad jeg ønsker for mine børn. Ordene i indlægget her, var derfor skrevet som en bearbejdning men jeg ved, at andre gravide kvinder dagligt står i samme situation og det her er min blog, mine ord og nogen gange kaster det en ridse af sig og andre gange omvendt. Generelt oplever jeg en konstruktiv tone på bloggen og mine ord er skrevet uden et krav om skulderklap og altid med en respekt for at alle læsere kan ytre sig, hvis de ønsker det. Jeg føler nemlig der er en gensidig respekt mellem dig som læser og mig som er hende bag skærmen ”bloggeren” om man vil.

Allerede da jeg vågner tirsdag morgen d. 17 juli, føles min krop i ubalance. Der har været dansk tropenat og min søvn har været mangelfuld. Hr. Mand har fødselsdag og inden jeg smutter til bageren, drikker jeg en liter vand tilført en tabs med zylo- og elektrolytter, udelukkende fordi min svedige seng og den begyndende hovedpine bevidner om, at jeg mangler væske og salt. Jeg kender min krop og jeg ved hvad den kan og hvilket signaler jeg skal lytte efter. 

Drengene og jeg laver et lækkert morgenbord, vi synger fødselsdagssang og da vi er færdige med at spise ligger jeg mig på sofaen. Jeg siger til Hr. Mand, at det føles som om Vilmer tænker de skal dele fødselsdag og at jeg er nød til at få en ordentlig middagslur. Jeg har ikke direkte ondt i kroppen, men der er bare noget som føles anderledes. Resten af dagen går fint, jeg får sovet men føler konstant en “ubehag” i kroppen. Vi fejrer Hr. Mand og jeg mærker hele tiden hvad det er min krop signalere. Gæsterne går og klokken 21:30 kommer plukveerne. De er regelmæssige og de trækker fra lænden og i det nederste af maven. Jeg overvejer at ringe ind på Herlev, men vælger at se det an da jeg tænker lidt hvile vil gøre det hele godt. Natten er ikke super god og næste morgen, inden klokken er 8, har jeg ringet til fødemodtagelsen. Plukveerne minder nu om dem jeg fik, dengang jeg skulle have Carl. Jeg har os en lyst til at presse og det er svært for mig at ligge det rigtige pres når jeg skal tømme min blære. Derudover er plukveerne så markante at jeg forstyrres i min talen og nogen gange vejrtrækning. Min mor henter mig og sammen tager vi på hospitalet.

Da jeg sidder i bilen, tænker jeg at det nok er en massiv blærebetændelse og at hospitalet måske tænker jeg overdriver, det hele føles bare virkelig forkert. På fødemodtagelsen kommer jeg hurtigt til og jordemoderen får da os kald ‘for og bagvagt’ da der er mistanke om truende tidligt fødsel. Det er der jeg første gang bryder sammen. Alt fra mit tidligere keglesnit til gør det selv projekter kører rundt i mit hoved og jeg fyldes med skam og skyld. Samtidigt forstår jeg intet, fordi min krop ikke har givet udtryk for at den var overbelastet, ikke engang belastet. Når jeg går rundt og laver lejlighed, holder jeg pause hvert. 45 minut, for at få væske og sikre mit blodsukker mm. Jeg har endnu ikke haft plukveer mens jeg har arbejdet derhjemme og som person er jeg en energisk, stærk satan – det er sandheden. Jeg har trænet op til denne graviditet, mentalt og fysisk, og med øvelser fra min fysioterapeut, har jeg formået at holde mit bækken på plads, til trods for jeg allerede i uge 18 med Carl, måtte lade mig sygemelde med bækkenløsning. Jeg føler, at jeg kender min gravide krop bedre end nogensinde.

Jordemoderen mærker på mig og giver en besked og jeg ber til, at scanningen viser at der er mere end den ene 1 centimeter livmoder hun skønner. Hun har allerede nævnt Riget, ve stoppende drop og lungemodnede medicin. Jordemoderen er fantastisk og hun ser mig og den jeg er. Bagvagten scanner og en skygge skaber tvivl på målet. Det står heldigvis ikke helt så galt til, selvom der pludselig er sket en udvikling fra 3,8 til 2,6 centimeter. De er i tvivl om den skygge og jeg føler selv, at min krop om er par timer er i fuld aktiv fødsel. Kvalmen som kommer sammen med det der minder og begyndende veer er gennemtrængende og der løber regelmæssigt en bølge over min lænd. Bølgen er mit billede på, hvordan jeg normalt skal kontrollere min vejrtrækning når de første veer melder sig, men jeg har overhovedet ikke lyst til at arbejde med det min krop giver mig. Jeg er hunderæd og det er først et par timer senere, efter jeg er blevet indlagt på svangermodtagelsen og ved en ny scanningen, at en lille ro indfinder sig. Lægerne kan godt se og mærke plukveerne, men de rykker heldigvis ikke ved noget og det tyder på at skyggen nu ikke er en skygge, men formentligt en “lang” livmoder. Roen indfinder sig for alvor og jeg accepterer mit døgn som sengeliggende på afdeling. Jeg er stadig lettere chokeret og samtidigt taknemmelig over den professionalisme der er omkring mig. Alle er søde, der er ikke den samme travlhed som inde på Riget og selvom de ikke kan finde en stue til mig, så får jeg en seng stillet ind på et nedlagt kontor, hvilket er fint for mig. Der er ingen snor at trække i, men en jordemoder taster sit nummer ind på min telefon og således har jeg en liv linje at kalde på. Det er mere end fint for mig, jeg har ikke brug for så meget og en “ene mandsstue” er helt perfekt, når nu jeg skal være indlagt til observation et døgn.

 Inde på stuerne rundt om mig, kan jeg hører de nyfødtes karismatiske gråd og nede ved maden, står de nybagte fædre. Jeg elsker at studere nybagte fædre og har alle dage tænkt at nogle burde lave en portrætserie af netop disse mænd. Mændene som triller rundt med ”vognen” og som troligt henter mad og vand med isterninger til deres barns moder. Moderen, kvinden som har kæmpet og som har udvist en mod og vilje, som de færreste forstår. Det kræver noget at kunne “presse” et menneske ud af sin egen krop. Det kræver en psykisk styrke at være i smerterne og at finde troen på at det der kommer, er det værd, os selvom man i princippet og nogen bogstaveligt “river” sin krop fra hinanden. 

Det er et sted bekræftende og skræmmende at hører denne gråd fra andres børn, mens min lille dreng sparker løs inde i maven. Jeg nyder min graviditet og jeg har ikke lyst til at han skal være andre steder end inde min mave. Jeg ved godt at i det øjeblik han er ude og forhåbentligt først til tiden, når hans krop er klar, at han kommer med en række bekymringer. Jeg har heldigvis en god erfaring fra Aksel og Carl, selvom jeg stadig ikke er en haj til at sætte en autostol ind i bilen, så har jeg passeret det punkt hvor man går ud af barselsafdelingen med en baby og man opdager at selvom hele ens verden nu er forandret, er verden udenfor stadig den samme. 

Natten går uden den store mængde søvn og da uret slår lidt i seks er jeg allerede i tøjet og venter bare på at morgenmaden sættes frem. Den Jordemoder der har mig i dagvagten kigger ind og vi aftaler at hvis der ikke er noget presserende på konferencen, så vil jeg gerne ses først, så jeg igen kan komme hjem til ungerne. Selvom alt i min krop er normalt og sidste scanning har skabt en stor ro i mit indre, har jeg fortsat brug for at få en endelig status og yderligere få oplyst om jeg skal ændre adfærd og aktivitetsniveau fremadrettet. Chokket efter strabadser i går, vil med sikkerhed korrigere mig for en tid, men når jeg først er landet, vil jeg helst vende tilbage til den jeg nu engang er – det er nu engang sådan jeg trives bedst. Det hele skal selvfølgelig gøres men en hensyn og respekt, for det lille liv i min mave.. det liv som så er langt over gennemsnittet, han ligner allerede sine brødre.

Lægen kigger forbi efter konferencen og vi snakker lidt frem og tilbage. Hun har sat sig ind i mine scanninger og for ikke at sende mig hjem med “unødvendige” restriktioner, går vi igennem hospitalet for at komme til den “rigtig gode scanner”. Hun scanner mig og beskeden er klar – jeg er nu clearet for alle mistankere og yderligere kan jeg gå hjem uden restriktioner, selvfølgelig kun den der altid gælder, at jeg skal mærke efter og skulle der mod forventning komme noget fremadrettet, så skal jeg ringe promte.

  Jeg vender tilbage til min ”stue”, pakker tingene sammen og sidder så lidt, inden jeg ringer hjem.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

 

 

Sommer og solskinskys

Sommer og solskinskys

Flashback
“Ferie – ferie – ferie.. slap nu af du har fri og syng en glad melodi”. Lisa holder min hånd, hendes smukke klang træder frem i mængden af stemmerne. Gunnar slår lystigt på guitaren og alle læreren synger glade med. De virker helt opløftet, de skal selvfølgelig os holde hele 7 ugers fri fra os. Jeg drejer hovedet og kigger mod Tobias, vi smiler diskret til hinanden og en sorg rammer øjeblikkeligt mit hjerte. Vi havde lige forelsket os, siddet hånd i hånd på hans sovesofa mens Savage Garden havde implementeret sig som soundtracket til vores dag, det der skulle blive måned og sidenhen årsdagen. Lige om lidt skulle han til Rom og selv skulle jeg mod de svenske skove og være en del af min mor og hendes kærestes “Din – min og vores familie projekt”. Mit hjerte springer et slag over og hvis ikke det var for Lisas begyndende vuggen frem og tilbage, som var hun en tumling til rytmik, så havde mine tårer fået frit løb. Hendes glæde smitter mig og inden længe stemmer jeg i og ryster min forskud på sorgerne af mig og synger “Op mod solen ler jeg, den vil skinne til ferien er forbi – håber vi” idet vi gynger en gang mere kommer jeg selvfølgelig ud og takt og Lisa og jeg knalder skuldrene sammen, og solbadningens solskinskys begynder at brænde på ny”.

Dette indlæg indeholder reklame
Det er efterhånden mange år siden jeg sad der i gymnastiksalen og sang med på ”feriesangen” og var mærket af ungdomsforelskelsen og det enorme savn jeg følte efter en hel uges adskillelse. Det er os længe siden solskinnets kys har ramt min hud, som et ømt sugemærke. Det der med sommerferie og sol, det er ikke altid noget det hænger sammen her i den danske land. Alligevel er noget begyndt at ændre sig, måske kunne jeg tage den romantiske tanke til mig og sige “det er bare held og det nye danske sommervejr”, men det er nu engang global opvarmning og dertil hører højere og lavere temperatur forandringer. Det gør os, at en blegfis som mig, er lidt ekstra udsat her i sommermånederne. Efter jeg er begyndt at løbe og at 95% af alle mine ture løbes udendørs, så får min hud oftest en naturlig overgang og optrapning til de kraftige stråler. Det betyder dog ikke, at jeg tåler solen i store mængder og det gælder i særdeleshed mine to drenge, Aksel og Carl. Aksel har langt mere pigment i huden end Carl og selvom han er tjekket for eventuelle fejl på den side, så ligner han bare sin mor. Har man set Twilight, så kan han til tider minde om en glimtende vampyr i solen, det hvide hår, den blege hud og de røde æblekinder, bevidner dog om at han nu engang er menneskelig og derfor skal beskyttes mod solens stråler.

En ting er at berede sig på solens stråler, en anden ting er de mange andre forandringer en sommer kan føre med sig. Derfor har jeg på mange måder forsøgt at forberede ungerne, med to simple kreative måder, nemlig en oversigtstegning over vores sommerferie, som på en let og overskuelig måde skal vise ungerne, hvad denne sommer kan og skal byde på. Derudover har drengene lavet hver deres sommerferiebog, hvor de efter behov kan tegne en sommerferietegning og vi derudfra kan snakke om sommerens oplevelser, de store og små. Tænker samtidigt at bogen kan være et god redskab for ungerne, når ferien er slut, dels til minder og til at hjælpe hukommelsen lidt på vej.

En anden sag, som vi har med i kufferten denne sommer, er Reimas Badetøj eller som drengene kalder for haj-svømme-tøj, da de synes de smukke blå farver danner et tigerhaj mønster. Drengene har selv fået lov til at vælge farve og stil og det var ikke helt let for Carl, det var nemlig mange flotte farver.
Hele Reimas badetøj og UV-tøj kan ses på Reimas hjemmeside

Drengene valgte begge Reimas badetøj / UV tøj, hvor Aksel har fået et par Biitzi shorts og en langærmet Isla UV-t-shirt. Carl har valgt et par Tonga shorts og en Fiji UV-t-shirt. Begge sæt har faktor 50 og er enormt let, hurtigttørrende og med god regulering i livet på badebukserne og i det elastiske stof i bluserne. Carls solhat er god til han bader uden T-shirtsen, men fortsat skal beskytte hans sarte nakke og skuldre. 

Badetøjet er let i det og i et åbenbart materiale der gør det er lækkert at løbe legene rundt i langs strand eller pool kanten. Aksel har fået en langærmet badebluse, som hovedsageligt bruges når han har været i bølgen blå og han “fryser” eller til efteråret når han skal på sejltur i Grækenland og skal beskyttes lidt ekstra som de reflekteret stråler. Badetøjet fra Reima kan købes i en række børnetøjsbutikker – heraf blandt andet Tinderbox men på Reimas hjemmeside, hvor der netop nu et lækkert sale.

Jeg håber du kan bruge disse små kreative ferietips og anbefaling på
lækkert solbeskyttende badetøj til ungerne.

Jeg ønsker dig en god sommer.
T
ak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

At støtte en krop i forandring Del II

Reklame 

Flashback
Friends kører som den hule underholdning, mens dagens aftensmad forberedes. Effektivt glider skrællen henover kartoflernes skal, hvortil de færdigskallet smides i gryden med vand. Mens mine øjne ser hvorledes Rachel og Ross diskutere hvorvidt de er på pause eller ej, søger min hånd mod en ny kartoffel. Mine fingre strejfer den ene side af knolden og sætter den i bevægelse. Den triller, lige ud over bordkanten og rammer gulvet med et let dunk. Blikket forstyrres og søger nu efter kartoflen på gulvet og ide jeg ser den ligge der, bryder jeg fuldstændig sammen. Gråden overmander mig og jeg synker i knæ. Hovedet hvilet tilbagelænet mod køkkenlågen, mens mit bryst hopper af en ukontrolleret hulken. Jeg hører hoveddørens lås slås fra og Hr. Mand og Aksel kommer ind i lejligheden. Min hulken er åbenbart høj, for Hr. Mand går direkte imod mig. “Hvad sker der?!” Spørger han bekymret, mens han knæler foran mig, som var jeg et lille barn der var faldet. Jeg kigger bedrøvet på ham og svare så “Jeg tabte en kartofler”, genfortællingen igangsætter en ny hulken. Hr. Mand kigger på mig med et tomt uforstående blik og siger så “Nu vil gravidtetshormoerne da ingen ende tage?!”

Det er 5 år siden jeg sad på køkkengulvet og græd over den tabte kartoffel, den klarede det og det samme gjorde jeg. Den lille hormonelle fortælling, er en ud af mange og flere kommer fortsat til, sådan er det, når jeg er gravid. Jeg føler det hele, lidt ekstra, eksempelvis som da jeg forleden var i bio og så Jurassic Park. Jeg græd ikke grundet et dødsfald eller en smuk kærligheds scene, jeg græd fordi en langhals stod på kajen og sagde den genkendelige lyd, som en sand dinosaurer elsker kender og som betyder “jeg er i fare – hjælp mig!”. Jeg triller en tåre til morgensangen på Aksels skole hver mandag og jeg får våde øjne når irritationen kommer over mig. Det flyder en del med kropsvæsker for tiden og et kæmpe tilbageholdt nys, kan kræve et undertøjsskift. Halleluja!!

Det er de flydende væsker jeg gerne vil skrive lidt om her og hvordan jeg forsøger at støtte min krop i dets magiske forandring. Jeg ser den ikke super magisk, når jeg morgen efter morgen kan pudse næse og konstatere at den øgede blodmængde i kroppen, os har sat sig i min næses slimhinder. Det forklarer den tætte fornemmelse jeg har i næsen og den lille forandring der er sket med min stemme. Alligevel er det jo fantastisk at min krop gør noget, som gør det muligt at et lille nyt liv vokser under mit bankende hjerte eller svulmende bryst – helt uden jeg gør andet end at spise, leve og elske.

Ret skal være ret. Min krop er under en stor forandring, det er ikke kun indeni der rykkes rundt på organerne, nej udenpå omformes der os.  Mine hofter er blevet runder, huden på maven stram, da det lille liv indenunder spænder den ud og brystet, ja det vokser fordi mælkegangene og vævet udvider sig. Det bemærkes særligt at Hr. Mand, som desværre har oplevet mig synge “don’t touch this” et par gange, for et svulmende bryst er ikke noget man skal kimse af. Det kan gøre relativt nas, sagde den barslende marathon løber. En klog veninde sagde den anden dag, at hun altid havde set graviditeten som en todelt proces, en forbeholdt det lille liv som voksede i maven og som var til for at det kunne vokse. Den anden del var tiltænkt forældrene, særligt moderen. Igennem de 9 måneders ventetid, ville den kommende mor opleve lidt af hvert, som på mange måder ville hærde hende psykisk. Dette kunne være ting som: konstant afbrudt søvn, hormonelle forandringer, nedtrapning af ens sociale overskud mm. Min veninde har efter min mening ret. Spørgsmålet er så, hvordan støtter man sig selv i disse forandringer?

Min generelle store taknemmelighed over at være gravid, mærke liv og vente et sundt og raskt barn, gør jeg bevæger mig i den høje ende af glædes barometeret. Når det så kommer til ting som “hvad skal jeg have på i dag?” Så er det lidt andre ting der er på spil og til dem som tænker ”har det virkelig nogen betydning” så er svaret fra den gravide kvinde i uge 22 + et antal dage, JA ! Mit bedste råd til førstegangs gravide : Køb en god basis graviditets garderobe, særligt hvis man tænker den skal bruges til mere end en graviditet. Jeg har altid tænkt “Jeg vil ikke bruge penge på den slags” og ofte kan tøj med god stræk effekt gøre meget. En ting jeg dog ret hurtigt fandt uundværligt, var en god BH. Det var først anden gang jeg tillod mig selv at købe nogle gode ammebh’er. Problemet med Bh’erne har bare været, at de har gnavet og det har derfor altid været en lettelse at få dem af, det betød bare der var mælk übber alles. Denne gang fandt jeg Bh’erne frem lidt tidligere, faktisk før der var behov for at “knappe ned”, simpelthen fordi mit bryst har vokset som en i pokker. De der har prøvet at være gravide og opleve maven vokser “opad”, således at alt hvad der sidder til og har en “kant”, kan irriterer underkanten af brystet eller toppen af det spændte maveskind voldsomst. Da det ikke altid er en mulighed for mig at smide bh’en og jeg faktisk ikke er helt så rødstrømpe agtig, har jeg sagt ja til at teste Carriwell GelWire Nursing Bra.

Carriwell ammebh, er ikke udelukkende tiltænkt til efter fødsel, men os før. Den klassiske metalbøjle er erstattet af en i gel, hvilket gør den følger brystet på en anden måde og skaber plads, særligt hvis brystet er ved at sprænges af mælk eller lige blevet tømte. Derudover er den klassiske “åbning”, når man skal amme, en hel åbning, så der sidder ikke en strop og strammer fra de mælkegange som løber ud fra armhulen af – det er særligt de mælkegange jeg har haft kæmpet med. Det er dem der har gjort brystet varmt og til tider rødt og som jeg stortudende har massageret under en varm bruser. Amning, ja det er ikke for “tøssedrenge” og det er måske os derfor det er kvinden der kan amme? Ammebh’en fra Carriwell kommer samtidigt med en BH forlænger og særligt Carriwells forståelse for kroppens anatomiske udvikling og ikke mindst deres kunders pengepung, gør jeg klapper lidt i hænderne. En graviditet kan hurtigt blive dyr i sig selv, så helt små ting, som gør man ikke behøver skifte sin BH ud, fordi de sidste graviditets kilo kommer til i 11. Time eller at man for en stund kan stille op til battle mod Linse Kessler tidligere barm, det er et kæmpe plus i min bog.

Ammebh’en er enkel, former og støtter og helt uden af genere min voksende mave. Stoffet er behagligt, så det aktivitere ikke den hudkløen, som jeg ofte har oplevet og så er jeg ekstra glad for at det nederste af bh’en er lavet i et seamless materiale – ligesom resten af bh’en, således at det kan give sig og følge lige præcis min krop og dets magiske forandring. Der er mange måder at støtte en gravid krop og dets magiske forandring, både inde og udefra.

Bh’en fra Carriwell støtter nu en ret vigtig del af min krop, derudover bruger jeg musik, nærkontakt og det at se på min krop som en støtte. Jeg forsøger at lærer dens midlertidige form at kende, ved blandt andet at massager maveskindet i kokusolie derved får jeg en kontakt til hvem jeg os er mens jeg får en øget kontakt til Vilmer, for selvom jeg ofte møder ham i mine drømme, synger hans sang og puffer igen når han sparker, så er der fortsat en god del tid til jeg kan sige “Velkommen til verden” og knappe ned.

Tusind tak fordi du læste med

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At støtte en krop i forandring – Del I.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Jeg har svært ved helt præcist at sætte en finger på, hvornår det var jeg begyndte at vende og dreje mig foran spejlet, akkompagneret af selvbebrejdende og nedladende tanker. Jeg var hverken tyk eller tynd, høj eller lav, jeg var helt normal og alligevel fortalte jeg mig selv, igen og igen, at jeg var helt forkert.

Det var først mange, mange år senere, at jeg begyndte at forstå, at jeg faktisk var og er mere end okay og vigtigst af alt, at jeg er nød til at være bedste venner med mig selv og min krop, vi skal nemlig følges ad hele livet og det er nu rarest at gøre med en god tillidsfuld ven.

Mine graviditeter har ikke altid været nemme. Mit bækken har raslet som var det en rangle og mit stofskifte præges af den hormonelle cocktail, så det går i stå. Det har ofte ødelagt al motivation for “sund kost og motion” og derved er vægten steget stødt. Graviditetskiloene er stort set smidt, lige så hurtigt som de er kommet på og det gør at diverse fagpersoner, har anmodet om at jeg “acceptere” den måde jeg er gravid på. Ingen graviditeter er dog ens og da jeg generelt synes vi skal gøre brug af de erfaringer vi gør os, så prøver jeg virkelig at drage af nytte af dem, her tredje gang jeg er gravid. Så jeg forhåbentligt kunne holde mig under de gyldnede 20 kg. Ikke fordi tallet er vigtigt, men jeg ved at lægges der 20 kg. Til min normalvægt, så er det mere end rigeligt til min krop. Hvis det skete, at vægten kunne nøjes med at stige 20 kg, så ville det være “stort”, da jeg med Aksel tog 24 kg på og med Carl 28. Alle kiloene har været tabt efterfølgende, men det er svært at mærke kroppen vokse og på mange måde være udenfor kontrol. Jeg er normalvis i rigtig stor kontrol og kontakt med min krop, igennem mit løb, men nu.. nu hvor løberen er gået på barsel og appetitten stiger, blodsukkeret konstant kører i rutsjebane, ja så sker der nogle forandringer og mit store spørgsmål har været, hvordan støtter jeg bedst mulig en krop i dens forandring?

Jeg har de sidste mange år, arbejdet med min forståelse af kroppen som værende min bedste ven, frem for fjende. Jeg har evalueret på de “tegn”, jeg vurdere mig selv efter og set kritisk på deres ophav. Vi bombarderes konstant med anvisninger om hvordan vores kroppe bør tage sig ud, behandles og udtrykkes og ganske langsomt, fjernes al den selvkærlighed, respekt og stolthed, som vores forældre har tillært os i barndommen. Som barn var jeg umanerlig tynd og ranglet, men da jeg fyldte de 11 år, begyndte der pludseligt at ske noget. Min krop begyndte at ændre sig og en da stod jeg i H&M og fandt en top, som skulle erstatte min klassiske undertrøje. Før jeg vidste af det, købte jeg sørme os et par G-strenge, med min gode veninde Trine. Til at starte med vaskede vi dem selv i hånden, indtil vi fandt mod og styrke til at sige “Hey Mor (og Far) jeg vil gerne gå med denne type undertøj”. Det var på mange måder, det første skridt imod selvbestemmelsen og personlig udvikling. Siden er mange ting fulgt efter og ofte har det været for at bestemme og dyrke mig selv og min krop. Spørgsmålet er så, hvornår denne vilje til selv at ville bestemme om bukserne skulle være hullet, håret fyldt med dreadlocks og duften en date sport forsvandt ?! Hvornår var det, at alt det jeg kæmpede for, i forhold til hvad jeg tænkte og troede på, blev droppet til fordel for ungdomsbladenes tone, reklamebilledet idealer og andres opfattelse?!

Når jeg i dag ser på ældre billeder af mig selv, så mærker jeg altid et stik i hjertet over, at jeg ikke så ALT det som jeg ser nu. Nemlig en køn og slank pige, som jo havde al god grund til at være stolt af sig selv?! Det var en pige med ben i næsen, som bar hjertet udenpå kroppen og troede på, at der skulle være plads til alle. Det er noget underlig noget med billeder… de kan være ens bedste ven eller fjende. Ofte kan billederne vise noget, man ikke selv ser, på godt og ondt. Jeg synes mine løbebilleder er gode til at vise mig min kropsholdning når jeg løber. Løber jeg med ret eller sammenfaldet ryg? Med forfodsstilling eller fald bagerst på foden. Sådan kan det være I løbets verden.

Da Fotograf Mia Boserup, Photos by Boserup, kontaktede mig, for at spørger om jeg ville med på en morgentur til Amagerstranden, så tænkte jeg, på baggrund af min erfaringen fra mine løbebilleder og med total overbevisning af Marias portfolio – det kan du tjekke ud her: PhotosbyBoserup,dk  så tænkte jeg, at det måske var en god chance for at støtte min krops forandringer, på en positiv måde. Da vi snakkede sammen i telefonen, så var jeg ærlig talt lidt nervøs og min selvkritik er nu engang som den er, relativ høj. Mia formåede dog at skabe en tryghed og ro omkring det hele og da jeg stod der på standen klokken 4, en lørdag morgen, var det hele pludseligt okay. Mens det fortsat kun var min krops silhuet som kunne fanges af kameraets linse, forsøgte jeg at gå all in og være i kontakt med hele min krop og den lille gut i maven. Så mens jeg stod der i naturens elementer, som jeg er skabt, følte jeg mig pludselig mere kvinde end nogensinde før.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Mias milde væsen og kreative ånd, fik mig langsomt, men sikkert til at falde til ro i rollen foran kameraet. At hun så samtidigt havde de fineste kjoler med god plads til en voksende mave, det var blot et ekstra plus. Udover at Mia fik taget nogle utrolige billeder, så kom jeg under fotoshouter i kontakt med min indre urkvinde. Urkvinden kommer jeg oftest kun i kontakt med når jeg føder eller løber all out på de lange distancer. Den morgen forstod jeg, at jeg som kvinde er nød til at støtte min krop i dets forandringer og den bedste måde at gøre dette på, er ved at indstille mig på “alt kan ske”. Denne tredje graviditet er med sikkerhed den lettelse, hvis vi trækker risikovurderingen og biopsi fra SÅ er dette min drømme graviditet(7-9-13). Jeg er mere end nogle ekstra kilo på vægten, det vidste jeg godt forud for den morgen på Amagerstrand men når jeg kigger på billederne af mig selv, så får jeg et ekstra boost, os selvom lårene er begyndt at glide imod hinanden. For det her er en kort periode af mit liv, som aldrig kommer igen og jeg er om nogen taknemlig for, at jeg overhoved må bære et barn under mit bankende hjerte.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

1-2-3?

blue-number-3-supershape-foil-balloon-34-inches-86cm-product-image
Carl kom til verden en lørdag, efter en hel uge med koblede veer, som i sidste ende var penge i banken, hårdt optjente penge.

Efter to dage på barselsgangen, tjekkede Carl og Jeg ud og kunne sammen med med Aksel og Hr. Mand begynde vores lille familieliv, som en familie på fire. Forud for Carls fødsel, havde Hr. mand og Jeg lavet et kæmpe forarbejde. Vi havde snakket med Aksel om lillebror Carl i maven, vi have læst op på diverse søskende pædagogiske teorier og købt en storebrorgave mm. Vi havde derudover indstillet os på minimal søvn, en reaktion fra Aksels side og ja fyldt fryseren med en masse gryderetter. Vi havde på alle måder forsøgt at skabe de bedste rammer for Carls ankomst til verden.

Hvad vi ikke kunne have forberedt os på, var det der skete kort efter Carls fødsel. Under min graviditet med Carl kom de snigende, tankerne om “dette er sidste gang”, de kunne simpelthen ikke bundfælle sig. Så en formiddag mens Carl lå og sov i hans lift og Hr. Mand fortsat var på hans 14 dages obligatoriske barsel, tog vi snakken. Var dette virkelig den sidste gang vi skulle blive forældre. Carl lå der, sovende, mæt og tryg og Aksel var glad som dagen var lang. I det øjeblik aftalte vi, igennem en følelsesladet snak om værdier, kærligheden til hinanden, livet og ønsker for fremtiden, at vi, hvis tiden, biologien, kærligheden, overskuddet ville det, så skulle vores familie være udgjort af endnu en lille en.

1888762_10152281674466684_785633683_n

For mig er det svært at bruge ord som endnu en, mere osv. For i min optik, er hvert et lille væsen unikt og elsket og derfor er hvert enkelt lille barn aldrig bare “endnu” en. Det er en ære at må være gravid. At vente sig og blive nogens mor, os selvom graviditeten kan være hård, lang og til tider uudholdelig. Jeg nyder som sådan ikke en graviditet, jeg elsker at føde, mærke de små spark og så er jeg taknemlig over at må være og kunne blive gravid. Resten – NOT so much. Jeg bliver aldrig hende den yndefulde kvinde med en lille vandmelon på maven og perfekt glæde. Jeg bliver den altid tissetrængende, prustende, stønnende, følelsesmæssige pendulerende kvinde, med en krop der tager vand ind som en grydesvamp og bryster der er alt for tidligt lækkende. Det er mig, mig som oplever hvordan min krops stofskifte ændre sig og gør skummemælk til fløde og sådan er det for mig. Jeg er skabt til at være gravid, føde store sunde drenge og det er bare sådan det nu engang er.

Tankerne om at blive Mor til 3, har vokset ganske stille og roligt de sidste mange år. Dog har flere vigtige parameter været indflydelsesrige på om hvornår tiden måske kunne være. Udover Hr. Mands og mit forhold, almen sundhed, økonomi, så har særligt Carls alder været vigtig at tage højde for. Det har vi ihverfalde fundet vigtigt. Af samme årsag til der er knap 3 år imellem Aksel og Carl, så ønskede vi at anderkende vores egen lille families overskud og ikke mindst sikre at Carl havde tid til at udvikle hans person og få lidt af alt det, som vi ønskede at give ham med. Nu lyder det jo lidt som om,  jeg tror man stopper med at være en del af ens barns udvikling, det tror jeg bestemt ikke. Det er bare forskelligt hvordan ens syn på børns udvikling og særligt eget overskud er. Jeg har aldrig drømt om pseudotvillinger men hvad andre gør og tænker er deres sag, det hele handler jo om ens egen grundværdi og tankegang og at andre så har respekt og udviser dennne. Vi har mødt folk som siger vi “nu slås hjem som ludobrikker” fordi vi starter “forfra”, da Aksel er 7,5 og Carl knap 5, når Vilmer kommer til verden og omvendt har vi mødt dem med 2-3 blebørn som siger det modsatte. Jeg tror det handler om langt mere end mine fattige ord kan beskrive, men vigtigst af alt gælder det om at gør det man i ens parforhold og selv føler er rigtigt og vigtigst af alt, er det jo ikke altid op til en selv, men moder natur. Overordnet ved jeg hvad jeg kan og ikke kan som menneske og hvornår jeg blomstre og hvad det kan tærre på min glød og det forsøger jeg at handle efter, det mener jeg, gavner mig selv og mine medmennesker bedst muligt.

Allerede for et lille års tid siden kunne jeg mærke mit biologiske ur røre på sig, den der skrukhed. Den kommer lidt i nye klæder når man allerede en gang har stået med nettrusser og isbind. Så er det hele lidt mere “realistisk” og på lange måder ved man hvad “pakken” indebære. Det tror jeg os er ret vigtigt, når nu man tænker at ens familie skal beriges med et lille barn – om det så er nr. 1-2 eller 3… måske 4, men vi stopper dog her.

Det har på mange måder været ret let at tage beslutningen om familieforøgelsens og så har der alligevel været en kæmpe faktor, som har betydet meget for mig, nemlig min tidligere stressbetinget depression, som jeg for nyligt har skrevet om og som du kan læse her. Overvejelserne har som tidligere skrevet os gået sig på de helt praktiske områder, som økonomi, plads, tid og så har jeg kigget mig selv i spejlet og spurgt: “Har jeg mere at give? – Kan jeg rumme, elske og forblive tro mod mig selv?” Svaret har været ja og min antagelse er, at det jo ikke er kærligheden, nærheden og overskuddet, det er al logistikken omkring det at have 3 børn. Tænker her min evige behov for struktur og systemer vil komme mig til gode og så den grundantagelse, at vi må tage det hele som det kommer. Livet er hvad man gør det til og det samme er en tivolitur med to eller tre drenge. Det rør mig ikke at lege “ladcyklen er ladet med 6 børn” eller sende Hr. Mand på dødsdruk i ny og næh for det handler om at vi alle skal være der.

f80a4167_web
Credit. Fotograf Mia Boserup

Med Vilmer der nu sparker løs i min mave og to drenge der den ene dag er de bedste venner og den næste kan vi under morgenmaden, allerede mærke at de skal adskilles, hvis ikke vi skal opleve et barnemord, så tænker jeg da nogengange “har jeg virkelig signet op for det der”, alligevel ved jeg hvilket gave der venter os alle og derfor elsker jeg alt ved tanken om at jeg til oktober bliver mor til tre.

Tre helt vidunderlige drenge, Aksel, Carl & Vilmer

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bagom tallets betydning

img_0350

Flashback
De hvide kuverter, deles efter navn, rundt i lokalet. Da brevet endelig er i mine hænder, tøver jeg lidt med at åbne. Jeg kan allerede høre at nogle af de andre, er i fuld gang med at proklamere hvilken bedømmelser de har fået. Diskret lader jeg blikket glide rundt i klasseværelset og jeg hurtigt konstatere, at alle åbner deres breve. Selv har jeg mest lyst til at vente, til jeg kommer hjem og er alene. 

Klumpen i halsen vokser og mine fingres fugt kan sætte mærker på kuverten. Med en negle løsnes limen og jeg fisker så papiret op. Min sidekammerat kigger mig over skulderen og siger så “Jeg har kun fået 8 i engelsk!”… mine øjne finder faget engelsk og der er både et 6 og 7 tal. Syv i mundtligt og 6 skriftligt. Jeg kan allerede mærke det lille pust, som aktiviteter mine tårekanaler, men jeg irettesætter hurtigt mig selv. Der er mange 6-taller, men i mundtligt dansk står det 10. Jeg elsker dansk, nok mere end en hver anden 7. Klasses elev gør det. Det er måske ikke så underligt, at jeg nogle år senere søger ind på lærerseminaret og læser til dansklærer.
På trods af jeg er delvis ordblind.

Jeg havde fagligt, ikke den bedste tid i folkeskolen. Karakteren lå ofte i bunden af skalaen og mine mangle evner til at stave og forstå grammatikken spøgte i næsten alle fag. Jeg glemmer aldrig et møde i 8. klasse, hvor jeg knækkes af den fremvoksende evalueringstendens. Jeg kunne jo virkelig intet, det viste alle karakterne jo. Der fangende min klasselærer Jens mig og sagde: ”Nej du får måske ikke de højeste karakter Christina, men du kan noget der er langt vigtigere, du kan tale din sag. Ingen kan bruge en der kun kan få 12 som ikke formår at fremlægge sine projekter.” Hans oversættelse af mit sølle krakterblad hjalp mig på vej, samtidigt med at min dansklærer begyndte at give mig to karakter, en for indhold og en anden for retstavning. Jeg kunne jo noget med ord og lysten til dette måtte ikke slås ihjel. Jeg skylder helt klart de to lærer fra folkeskolen en stor tak, de formåede, sammen med en række andre folkeskolelærer at give mig en tro på jeg godt kunne, hvis jeg ville det.

Udover min tenderende ordblindhed, så var til tider svært at hente hjælp til lektierne hjemme og mit hoved var mildest talt optaget af helt andre ting. Derfor var det heller ikke helt tilfældigt, da min klasselærer nogle år senere anbefalede mig at droppe den almene STX, da dets kendte sociale liv, kunne knuse en person som mig, dels grundet den modenhed jeg nu engang havde og fordi min motivation kunne være svær at opretholde i mængden af øl, fester og andet lir. Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at følge hans anbefaling og søge ind på Frederiksberg HF-kursus. Det var der jeg fandt mit faglige jeg og med flere 12 taller end jeg efterhånden kan huske, fik jeg en god studentereksamen. Det var os der jeg lærte Hr. Mand at kende, det var der jeg forelskede mig for livet. Min tid på HF, mellem de mange andre, lidt ældre studerende, lærte mig at stå på egne ben. Jeg lærte at jeg faktisk var “klog” nok og at jeg kunne noget, til trods for lidt hårde knubs i ny og næh. Det tog jeg med mig videre på seminaret. Drømmen var ellers at læse psykologi, men så god var min studentereksamen desværre ikke og jeg undersøgte derfor hvordan jeg kunne gå andre veje og derigennem nærme mig det som kunne være adgangsgivende for de karrieremæssige spor, jeg fandt tiltagende. I lang tid tænkte jeg lærergerningen var mit kald og det tror jeg nu os stadig den skal være, men i andre klæder, end dem den almene folkeskole er iført. Efter lærerseminaret, som jeg ligeledes afsluttet på fornuftigt vis, med Aksel på hoften, Carl i maven og en række 12 taller, besluttede jeg mig for at tage en tænkepause.

Det var en pause, der skulle give mig tid til at samle mod, så jeg en dag ville søge ind på mit drømmekandidatstudie. En kær veninde, Gitte, som i dag er i gang med at specialisere sig som læge, blev min opbakning og inspirationskilde. Min store tvivl gik sig på, om en til tider skriftlig ordblind tosse, virkelig kunne læse en kandidat og på et højt niveau. Jeg har aldrig ønsket “bare” at slæbe mig igennem. Jeg vil kunne det jeg skal og helst mere end det. Min veninde fik mig overbevist og jeg var en af de få, som blev optaget på årgangen 2015 pædagogisk sociologi, ved Århus Universitet. Jeg havde forberedt mig godt og alligevel følte jeg mig slået lidt ud af kurs. Det gjorder resten af mit hold os, så jeg lagde ikke de store bekymringer i dette og valgte i stedet at knokle på. Det betalte sig med gode karakter og i sidste ende os en ordentligt omgang stress, som jeg ignorerede. Det brød stressen sig faktisk ikke om, måske var det mere min krop og psyke, så den reagerede ved at en depression i ro og mag voksede sig stor og stærk i mit indre. En dag væltede det hele og belastningsreaktionen var ikke til at tage fejl af. Det kostede dyrt på selvværdskonoten at tjekke ind på en psykiatrisk afdeling og få diagnosen svær depression. Dengang overvejede jeg virkelig, om jeg nu bare skulle droppe ud fra studiet eller acceptere en sygemelding på ubestemt tid. Jeg fandt heldigvis min egne vej. Det var ikke let og det kostede os nogle uforstående veninder, en del tåre og en masse angstanfald, men det lykkes. Uden at gå på kompromis af min reccovery proces, familie og vigtigst af alt mig selv. D. 18 januar 2017 gik jeg angst præget ind i et eksamens lokale, velvidende om at jeg havde lagt mit tidligere studerende jeg på hylde og at jeg nu var langt mere påpasselig i forhold til mig selv. Da jeg forlod lokalet var det med et stor 12 tal og en masse tåre og en følelse af at jeg havde rejst mig fra depressionens mørke, uden at gå på et kompromis med mit indre.

img_0354
Vi har i specialet lavet en genealogisk undersøgelse, at udsatte boligområder, med udgangspunkt i Bellahøjhusene, i Brønshøj, København.

I går modtog jeg beskeden om, at vores, min kære specialemakker og jegs, speciale er bestået og vi er færdiguddannet. Derved har vi nu, en kandidat i pædagogisk sociologi og jeg kan kalde mig for Cand. Pæd Soc. Jeg forstår jeg det ikke helt. Grundet alt det, som skete under slutspurten, hertil risikovurderingen af Vilmer, valgte jeg at være tilfreds med blog at have afleveret. Det var i sig selv en kæmpe bedrift og jeg har været utrolig stolt af at have afslutte noget, som virkelig har krævet nerver at stål at gennemføre.

Siden aflevering, har jeg gjort mig mange tanker om den forestående bedømmelse og da det ikke længere er muligt at forsvare specialet mundtligt, grundet besparelser, så stod og faldt det hele med vores skriftlige produkt, vores undersøgelse, vores speciale. Jeg elsker mundtlige eksamener og har altid set dem til min fordel. Det er virkelig der jeg brænder igennem. Derfor har jeg frygtet, at producere en skriftlig fremstilling af en undersøgelse, mest af alt fordi jeg stadig husker karakkerne fra indholdet og retstavningen, tilbage fra folkeskolen.

Jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle forvente, hvad jeg kunne tillade mig at forvente. Vores vejleder har lige ud sagt, at det hele kan stå og falde med censoren. Det er aldrig til at vide hvilket støvet fætter man kan rende ind i, som måske forstår akademisk fremstilling, på en mere traditionel måde end sådan to unge københavner kvinder. Helt unge er vi faktisk ikke og jeg mener forsat, at vi har fat i den lange ende. Vi havde dog en klar forventning, inden vi startede ud med at lave vores undersøgelse. Vi ville ikke spille sikkert. Vi ville ikke nøjes med at lave en “lille” undersøgelse. Undervejs i vores uddannelse, har vi gang på gang fået anbefalingen, at vi som studerende måtte omtænke specialet, grundet de nedskæringer der er blevet lavet på området. Jeg har stadig ikke forståelse for, at en uddannelse som på mange måder skal munde ud i et speciale, altså en stor omfattende undersøgelse, som den studerende på egen hånd skal udarbejde, pludselig skulle neddysses. Jeg tænker – at hvis ikke i specialet, hvornår så? Hvornår får man som ellers den mulighed igen? (En lille stemme i mit indre hvisker “Ved PHD’en”). Min specialemakker og jeg, har derfor valgt at gå all in, vi har satset al vores faglighed på at lave en undersøgelse, som selv de helt “store”, får hug for at give sig i kast med. Vi valgte at lave en genealogisk analyse, altså ville vi gøre brug af sociologiens berygtede analysestrategier.

Da vi for første gang sad til vejledning, bad jeg vejlederen om at berede sig på, at vi ville presses til det yderste. At vi ikke ville nøjes. Vores vejleder påpegede vores analysestrategi, som uhyrlig svær at mestre og hun forsøgte da os for en kort stund, at sælge os en “mindre” udgave. Vi har dog ikke ville gå på kompromis. Det var nu eller aldrig, enten kunne vi være gale eller geniale.

I går kom bedømmelsen så, både censor og vejleder har tydeligvis kunne se hvor vi ville hen og vi fik derfor en virkelig flot karakter. Havde det været en mundtlig eksame, var jeg med sikkerhed begyndt at tude og sige TAK, selvom det jo KUN er min makker og mig selv, der kan takkes. I vores forord takker vi selvfølgelig baglandet og vores vejleder, samt de frivillige vi er stødt ind i på de små lokale arkiver hist og her. Jeg har lært en masse om sociologiske teori, pædagogiske strategier, som studieordningen forskriver det. Men jeg har os lært noget som på mange måder er langt vigtigere, for mig som menneske. Jeg har lært mig selv at kende og jeg ved i dag hvilken sand værdi der skal hentes i at aflevere en så stor opgave, som et speciale nu engang er. Jeg lærte endelig, at jeg er mere end god nok fagligt, til trods for mine til tider mange stavefejl og jeg lærte, at lige meget hvad, er en karakter aldrig en vurdering af MIG som person, men af et produkt, jeg har fremstillet indenfor et system, som ikke altid er helt let at finde rundt i.

img_0302

I går aftes skålede jeg i alkoholfrie bobler og jeg græd en tåre i lettelse. Min makker fik en ekstra kramer, for vi gjorder det. Vi gjorder det virkelig, på trods af alt andet. Jeg tænker dog lidt, at skulle jeg en dag skrive en PHD, må jeg nok hellere tegne livsforsikring på alle omkring mig. Omvendt er det måske lige præcis det sindsyge pres der gør, at jeg vælger at ligge alle kræfter i, sætte hårdt mod hårdt.

For de, som måtte finde det intressant, ja så fik vores speciale bedømmelsen 10 og vi glæder os nu til at arbejde videre med den viden vi har fremanalyseret, på baggrund af vores undersøgelse. 

Der er helt klart store armbevægelser i dette indlæg og det har virkelig taget mig flere år at lærer, at det er helt okay, særligt hvis man faktisk har grund til at lave dem.

Tusind tak fordi du læste med !

Kærlig hilsen Christina Cand. Pæd. Soc.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet