Nu kan jeg snart ikke mere ..

Nu kan jeg snart ikke mere ..

Når startskudet lyder og jeg løber afsted, så løber jeg imod krisen. Jeg ved den kommer og ved derfor os hvordan jeg hele tiden skal tale mig selv op, når den kommer. Når benene så syre til, lænden føles stiv og fødderne hævet, så er det lige der jeg skal holde fokus og igen og igen fortælle mig selv, hvor hammer sej jeg virkelig er og samtidigt drage omsorg for udmattelsen og messe “bare hold ud, kun 5 kilometer igen.. bare lige lidt mere.. du kan godt…” for jeg kan nemlig godt, jeg kan så sindsyg mange ting. Det er næsten forbudt at sige i dagens Danmark, at der er noget man er god til – der er osse noget jeg er virkelig dårlig til, helt bestemt. Men jeg er faktisk rigtig god til at holde ud, kæmpe og ja, kæmpe lidt mere, lidt længere men nu.. nu kan jeg snart ikke mere.

Jeg mærkede det om onsdagen, natten til torsdag. Jeg havde vugget Vilmer i 1,5 time og mens jeg står der i mørket og hans små urolige bevægelser fortæller mig han endnu ikke er klar til at glide ind i søvnen, så kan jeg mærke en følelse af at blive kvalt langsomt. Mine arme gør ondt, hormonerne i mine fødder gør at brusken er blød og at min fodstilling på begge fødder er dårlig og det gør dem enormt ømme. Alt gør faktisk ondt og alligevel så kan jeg ikke gøre andet end at holde ud og forsøge at hjælpe Vilmer, med min vuggen. Alternativet er gråd og det er ikke et alternativ. Jeg husker jeg kigger på uret og aftaler med mig selv at jeg skal stå her til klokken 02:45, altså 15 minutter mere. Bare 15 minutter og derefter, så må jeg ligge ham, forhåbenligt sovende eller os må han vugges i barnevognen. Min indre aftale virker stort set altid når jeg vugger Vilmer. Lige så livsbekræftende, fantastisk og kærligt det er at vugge sit barn, lige så sindsygt udmattende og frusterende kan det opleves. Minutter føles som timer mens man står der i mørket. Måske er det forbudt at sige, men sådan føles det altså. 

Den nat mærker jeg overskuddet sive ud af mig, som var det sand imellem mine hænder. Torsdag kommer beskeden om indlæggelse til mandag, minimum, IV’et ryger ud og Vilmers mave går for alvor hen og bliver påvirket af den hårde medicinske behandling. Hele den dag, er jeg konstant ved at bryde sammen og da Vilmer endelig sover den aften, tillader jeg mig selv det. Det er så hårdt og hvad der præcist er hårdest eller toppen af isbjerget, det ved jeg ikke. Det er bare hårdt. 

På mange måder begynder det hele som en endeløs vandring eller som om at jeg kan se kysten ude fra havet, men kræfterne til af svømme i land er der ikke længere. Istedet kan jeg bare mærke hvordan det hele snart slipper op mens tanken om at jeg rammer bunden ånder mig i nakken. Hvor end jeg kigger hen, efter en redningskrans, så er der bare ingen. Det er på trods af der står en Hr. Mand, bedsteforældre og nære venner i kulissen som tilbyder alle former for hjælp. Det er bare ikke noget at gøre, for Vilmer vil “kun” have mig. Derfor har jeg igen og igen måtte sige til mig selv, det er snart ovre OG det er det os. Mandag morgen klokken 8, efter sidste intervenøs behandling – der er jeg den der er smuttet ! Hjem til vante rammer, mine store drenge, sengen, køleskabet OG Hr. Mand.

Meningen var at Hr. Mand skulle være rejst til Island på onsdag – onsdag til søndag. Men igår sagde jeg det så endelig højt, med følelse af skam og er strejf af nederlag. “Du kan / må ikke rejse fra mig”, mere behøvede jeg ikke at sige til Hr. Mand, han svarede bare “Jeg ser dig godt”. For jeg kan vitterligt ikke meget mere og tanken om at stå alene med ungerne i 5 dagen ovenpå Vilmers indlæggelse, mens hans mave er ødelagt af pencilien og derfor skaber utrolig dårlig søvn, så ture jeg ikke tænke på følgerne. På nuværende tidspunkt kan jeg mærke hvordan hele min krop skriger på ro. Min mælkeproduktion er påvirket og hvor jeg før kunne amme og mætte på 1 bryst, så er der begge der bruges og nedløbet er efterhånden som et gammelt rusten vandrør. Der går SÅ langsomt. Det er jo vitterligt ikke så mærkeligt, men det er bare rigtig uhensigtmæssigt. Blandt andet derfor er ordrerne blevet sagt og erkendelsen gjort : “Jeg kan snart ikke mere” og det er der helt sikkert en psykolog der klapper i hænderne over at jeg siger for alt i mig vil jo helst sige “det klare vi nok”, men nok er os nok. 

Så hermed, et lille indlæg om de tanker jeg gør mig, eller gjorder mig igår. I dag har nemlig været fake it till you make it og yderligere har Vilmer fungeret som en booster – på trods af jeg måske fik 4 timers søvn i nat (i alt). Han pludre nemlig igen, smiler som dagen er lang, ruller, triller og leger – altså han er endelig ved at vende tilbage og det giver lige lidt power, her til de sidste døgn på børneafdelingen.

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina  

Veninde til en kommende solomor – del 1.

Veninde til en kommende solomor – del 1.

Den kolde decmeberluft afslører min besværet vejrtrækning, idet vi drejer op ad Strandboulevarden. Gadelygterne lyser op, nedfaldet blade blæser hen af fortorvet og lyden af vores synkroniske fodstillinger, er det eneste der lader sig hører denne stille søndag aften.

Vi løber der, side om side, som så mange gange før. Samtalerne er lange, dybe og intense og hertil aften, omhandler de noget, som på mange måder har været en tanke om en drøm, båret i et smukt og følsomt sind, som nu er klar til at blive realiseret. 

Hun er smuk, sådan som hun løber der ved min højre side. Det lidt anstrengte smil breder sig over hendes perfekte bløde læber, idet vejen former sig til en stingning. Jeg kender det smil, det er smilet som indfinder sig, når udfordringen melder sig og lysten til at sige “stop med at løb” tordner frem i psyken. Hun er smuk, så smuk, stærk og betagende og så står hun nu på grænsen til vejen mod moderskabet.

Vores snakke har været mange, men denne her er ny og alligevel kommer det ikke bag på mig. Hun fortæller, mens jeg løber der ved hendes side. Hun fortæller om hendes tanker, hendes drømme og hendes forståelse af hvad forældreskabet kan, os hvis man “kun” er en . Mens hun snakker, ser jeg hende for mig, stå der i rampelyset, alene, ikke fordi hun er forladt men fordi hun står der, stærk, viljefast, beslutsom og med så stor en selvindsigt, at hun kan tåle spotlightet kun lyser på hende, mens hun begynder at danse hendes solo, livets solo… begyndelsen til at blive solomor.A

Siden den søndag aften i december, har snakkene været mange. Jeg lovede mig selv, at min rolle som veninde, var at være der fuldt ud. Både med støtten, hånden, lommetørklæder og os med de spørgsmål der måske ikke altid var lige nemme at stille. Jeg tror ikke på venskaber hvor vi kun klapper hinanden på ryggen og siger hvor er du god, istedet tror jeg på ærlighed og på relationer der er med til at udvikle en og skabe refleksioner, det er de venskaber der kan nære en bedst. Andet er “bare” social stimuli.

Noget jeg dog ret hurtigt erfarer er at der stilles en række uopdragent og arrogante spørgsmål til en kommende solomor, spørgsmål som det “almindelige” forældrepar aldrig har skulle besvare. Jeg stillede dem os selv, lidt i uvidenhed men ret hurtigt erfare jeg, at spørgsmålene jo ikke er tilrettelagt det menenske jeg elsker og kender, de er funderet på baggrund af en ringe forforståelse og en uvidenhed. Derfor begynder jeg at læse diverse undersøgelser, artikler og personlige beretninger. For at forstå og forsøge at blive en sparringspartner frem for hende i hjørnet. For jeg har tænkt mig at være der, all the way. 

Det er jo gratis at sige den slags og hvor meget det så menes er spørgsmålet. Det erfarede jeg selv , dengang hr. Mand rejste med drenge da jeg var i uge 39. Det er nemt af tilbyde sin hjælp men at komme med den reelt? Derfor har jeg måtte kigge indad, snakke med Hr. Mand og yderligere min veninde. Jeg tror på der altid er plads til to mere ved middagsbordet men er der os det i ens overskud? Kan jeg hente en ekstra med hjem, kan jeg lave 4 slikskåle istedet for 3 osv. Svaret er ja. Jeg er derfor veninde til en kommende solomor og i en række af indlæg vil jeg tage jer med i al den kærlighed der skal til, for at lave min venindes ønske og kærlighedsbarn.

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig hilsen Christina

Min baby og jeg, 12 uger

Min baby og jeg, 12 uger

Tiden er en finurligt størrelse, på en måde uhåndgribeligt og samtidigt noget der hos en baby for alvor kommer til udtrykke, som noget der går rigtig stærkt. Alle har så travlt med at sige “husk nu at nyd det” og de fleste mødre, får da nok os mindst en gang i deres forældreskab sagt “det går så stærkt”.. det synes jeg virkelig os det . Når jeg ser på Aksel (snart 8) og Carl 5, så mister jeg lidt pusten og smiler så ved mig selv, når jeg kigger på Vilmer.. han er nemlig stadig lille eller nu 12 uger.

Det er 12 uger siden idag, at jeg efter asen og massen fik ham presset ud. Jeg presset virkelig alt hvad jeg kunne – jeg har endda en video af det, som en sød jordmoderstuderende tog. Jeg havde håbet på en smuk video, taget fra siden… istedet er den video lavet FULL frontal og det er sgu er ømt syn. Jeg synes stadig jeg kan mærke en smerte når jeg ser den og jeg tuder os fortsat mens jeg tænker “Fuck” blandet op med “hvor er det fantastisk!”. For det var fantastisk at føde Vilmer, trods alle strabadserer og det lille psykiske efterspil jeg havde kort efter fødslen. Særligt dette efterspil, altså adrenalinen opblandet med dødsangst, ubetinget kærlighed og masser af hormoner gjorder jeg lige skulle holde tungen lige i munden og sørger for at få trukket vejret godt ned i maven. En tur forbi psykologen og nogle gode samtaler med veninderne og “Wupti”, så var jeg faktisk helt okay, ja nærmest lykkelig. 

Idag, nu hvor Vilmer er 12 uger, så overgår han for alvor fra spædbarn til baby i nogens retorik. Vilmer er min lille baby. Men et spædbarn – det ved jeg ikke. Han er bare Vilmer, helt igennem fantastisk, sød og tung. 8,3 kg faktisk og de er fordelt på 67 centimeter. Min lille fyr er kommet godt fra start, trods en infektion i hormonknopperne, så er tiden med ham gået glidningsfrit. Han kaldes af sine bedsteforældre for nem og tja – det er han måske da nok os. Jeg kan og vil ikke brokke mig over min lille fyr. Han har som sine brødre et fantastisk sovehjerte, en stor glæde for mad og tja… så skider han efterhånden kun hver anden dag. Når han vågner, er det med et smil. Hans øjne er blå og enormt smukke. I de sene nattetimer holder vi altid i hånd og sådan bliver det nok ved lidt endnu.

Tak fordi du ville læse med, på dette lille kærlighedsskriv.

Hilsen Christina

Skal du gå hjemme i 2 år?!

Skal du gå hjemme i 2 år?!


Det er med en snert af åndenød, at jeg lader mine fingre glide henover tastaturet. På trods af jeg har blogget i knap 4 år om alt fra tankerne omkring det at blive mor til et barn med en fysisk misdannelse, depression, celleforandringer og teamer der virkelig kan dele vandene, så er jeg nervøs.

Moderskabet er et minefelt, fyldt med medsøstre, som på så mange måder kan løfte hinanden men os til tider pille hinanden ned, ofte pga manglende respekt for diversitet.

Generelt ser jeg livet, dets følelser, udvikling og aspekter, som en personlig urtehave. Vi bestemmer selv hvilket sorter vi dyrker, såvel som hvor og hvornår vi luger ud. Er vi hardcore øko eller mere til kunstgødning? Sættes der fugleskramlser op eller et beskyttende net? Handlemåderne er mange og som en kær psykolog engang sagde til mig, så er grundsten i livet betinget af hvor vi ligger vores energi. Vi prioritere forskelligt, betinget af værdisæt, leveformer og personlighed.. og sådan er det nu engang. Med disse ord har jeg forhåbenligt fået skabt et usynligt men samtidigt klart sikkerhedsnet, der gerne skulle gøre at du som læser ikke føler mine ord er skrevet for at krænke eller som et forsøg på at pege fingre. De er skrevet for at lufte ud og reflektere og måske endda møde ligesindet eller konstruktiv sparring.

Det hele startede faktisk dengang jeg gik hjemme på barsel med Carl i 2014. Tiden med ham var uforglemmelig, til tider hård og alligevel så fortryllende. Jeg følte på så mange måder at jeg udviklede mig i en ny retning, der på en og samme tid var forførrende og skræmmende. Jeg var netop blevet færdiguddannet som lærer, forud for min barsel med Carl. I mit netværk kunne jeg se hvordan mine medstuderende, fra læreruddannelsen, gav den gas med karrieren og selvom jeg virkelig brændte for at afprøve min egen faglighed, så var der noget som begyndte at bryde frem indeni mig. Jeg havde dengang Aksel var lille, elsket den enorme fleksibilitet og tid der var i at være studerende og samtidigt mor. Aksel var et deltidsbarn i hans vuggestue og det skyldtes hovedsageligt at jeg var min egen boss og jeg altid kunne sidde med studiebøgerne når han sov. Nu hvor jeg var færdiguddannet; ville min tid med Carl (og Aksel) efter barslen blive anderledes, meget anderledes. Det var en vinterdag jeg lod følelserne komme til orde overfor en nær veninde. Jeg var ikke længere hende jeg troede jeg var og det føltes pludselig så forkert at gå af et spor, der før havde været så naturligt. 

Istedet ønskede jeg at holde mine børn i hænderne, oftere end et fuldtidsjob som lærer ville tillade mig og på mange måder begyndte en søgen efter et “tilflugtssted” at blive sat i værk. Jeg har altid vidst jeg skulle bruge min læreruddannelse som er springbræt, men tanken var det skulle have været efter nogle år i marken. Marken blev droppet, til fordel for drømmestudiet OG de muligheder der var ved at være mor på SU, ingen af disse var økonomiske plusser – tværtimod men det afkast der var at se og mærke på drengene var det hele værd. 

Nu står jeg så her, med en rundkindet lille fyr på 10 uger og et bevis på at jeg har læst og gennemført en kandidatuddannelse, med resultater der er langt over middel. Jeg er dygtigt indenfor mit fag og har på så mange måder en stor lyst til at slå vingerne ud og bruge al den viden jeg har tilegnet mig igennem min kandidatuddannelse. Alligevel er der noget som trækker i mig, noget jeg ikke havde set komme og som på så mange områder er fjernt for mig og så alligevel ikke.

Følelsen kom helt tilbage i efteråret 2017, dengang Hr. Mand og Jeg tænkte vi gerne ville have et barn mere sammen. I ny og næh tænker jeg om det er fordi det er mit sidste barn og andre gange ved jeg det handler om noget helt andet. Det handler om en proces jeg har været i som mor i snart 8 år. Det handler om at jeg på et tidspunkt valgte at stoppe op og stille et væsentligt spørgsmål til mig selv. Netop det spørgsmål som kan provokere rigtig mange. Spørgsmålet lyder således “Gør jeg det fordi resten af samfundet gør det eller gør jeg det fordi det føles rigtigt for mig?”. Det tog mig ikke lang tid, at anderkende at jeg faktisk ikke havde lyst til at gå i den samme retning, som flertallet i samfundet gjorder det. Istedet kunne jeg mærke et behov for at gå ind til side og mærke efter, rigtig godt efter. Da jeg stod der inde i “vejkanten”, forstod jeg pludseligt at det ikke længere gav mening for mig, at gøre som “alle andre”, tværtimod, istedet ønskede jeg noget andet for mine børn, min familie og mig selv.

Derfor har jeg i længere tid sparret en del med Hr. Mand, nære veninder og her særligt min gamle speciel makker, da overspringshandlingerne under specialeskrivningen jo gerne skulle være konstruktive. Snakken gik sig på, at jeg føler et behov for at holde Vilmer hjemme længere end en almen barsel “tillader”. I min verden er der ikke nogle der tillader noget. Der er en økonomisk situration som ofte har en stor betydning og for at man kan ændre dets betydning skal der måske træffes nogle lidt hårde konsekvente valg. Det kan være alt fra det forestående huskøb udsættes, den ene bil sælges eller at de der tropiske rejser for en stund droppes. Jeg ved det faktisk ikke helt – for når man som jeg aldrig har prøvet at være forældre med andet end en SU betinget økonomi, ja så er der bare nogen ting som ikke var muligt, det er der så noget helt andet der har været, noget jeg hverken kan og vil sætte en pris på. Jeg ved blot at vi som familie har måtte klare os med det vi har og at det ikke altid har været en fest at stå overfor vintersæsonen og indkøb af ordentlig overtøj, lige der kommer mit “tilbuds-haj-gen” virkelig til sin ret og det gør helt sikkert en stor forskel. Jeg er nu engang heller ikke typen som forføres af materialisme, det siger mig ikke en fis om der står IKEA i bunden af mine tallerkner eller H&M i nakken. Mine børn og jeg skal bare se ordneligt ud, spise sundt og godt, have et tag over hovedet og færdig bum. Jeg har ofte svært ved at forstå behovet for at købe nyt og mere men det må være folks egen sag. Jeg har bare altid tænkt 1000 kr på en god middag – én aften, det kunne dække knap 2 ugers madbudget eller et par jeans til 700 kr. kan jeg købe mindst 10 stykker tøj for brugt ? Jeg vender ikke hver en krone af nød, men fordi jeg ikke ser grund til andet ? Penge skal man værne om, passe på og gemme til en regnvejrsdag eller investere i det der føles rigtigt. Måske var det derfor jeg som barn altid fik mine 10 kr til fredagssnold i to 5’er. Den ene blev brugt i kiosken, den anden gemt i sparegrisen, det har altid ligger naturligt til mig at forsøge at sparre og bruge mindst muligt. Nå men tilbage til dette indlægs omdrejningspunkt.

Vilmer kom til verden i oktober 2018, min barsel med han slutter i september 2019. Da vi rykkede Carl til en ny børnehave, var det fortsat en integreret institution. Det er en institution hvor der er en god ledelsesstruktur, erfarne pædagoger og medhjælper, en god børnesammensætning og et værdisæt som understøtter det vi tænker en institution skal arbejde ud fra. Der er bare forsat noget som blokere for min lyst til at sende min 11 måneder gamle dreng afsted. Derfor har jeg undersøgt mulighederne for at kunne gå hjemme i længere tid med Vilmer. Mulighederne er mange og pengene små, det er ærlig snak. Jeg er villig til at ofre meget for tilgengæld at se og mærke et afkast som ikke kan måles i økonomiske midler.. eller .. en eller anden dag kunne jeg godt tænke mig at fremlægge en samfundsanalyse af den betydning det har økonomisk, at vi sparre på børn og unge området. Det er jo desværre en fortsat voksne post i vores sundhedssystem (psykiatrien).

Der er flere muligheder, alt fra at forlænge ens barselsperiode og derved få mindre i barselsdagpenge under hele ens barsel, eller tage orlov og istedet blive privat børnepasser for ens eget og et andet barn. På Frederiksberg er der yderligere den mulighed at søge om tilskud til pasning af eget barn i hjemmet. Det er bestemt ikke nogen økonomisk guldgruppe MEN det er en rigtig god mulighed for sådan en som mig, der ønsker at gå hjemme med mit eget barn i længere tid. 

Hvor lang tid, snakker vi så om ? Til at starte med følte jeg mig bundet af den søskende fortrinsret der er i forhold til den super daginstitution vi pt har på hånden. Det betyder at Vilmer skal starte eller have behovsdato mens Carl fortsat går i institutionen. Carl skal starte i SFO d. 1 maj 2020 og derfor skulle Vilmer gerne have en behovsdato d. 15 april 2020, for at anvende den søskendefortrinsret der er. Efter en længere snak med pladsanvisningen på Frederiksberg, lederen i Carls daginsitution, så tyder noget heldigvis på der os kan være en anden mulighed, nemlig den jeg synes der giver langt bedre mening for Vilmer – hele vores familie og det er at vente til september 2020. Med lidt hurtig hovedregning betyder det at jeg kan ende med at gå hjemme med Vilmer i 23 måneder, ja næsten 2 år. Det er intimiderede at sige højt, særligt fordi jeg tænker “kan jeg virkelig det?!” .. kan jeg holde til 2 år hjemme, med mit barn ? Forstå mig ret, jeg elsker mine børn og kontakten… men ville jeg kunne føle mig stimuleret, aktiviteter og fagligt udviklet af at gå hjemme i 2 år? Jeg tror faktisk det er en fordom jeg kommer til at tage del i, når jeg siger sådan – for hvem siger man ikke bruger sin hjernekapacitet når man går hjemme med sit barn? Jeg bruger en masse personlige ressourcer og udvikler bestemt nogle epokegørende dele af mit eget hjernecenter ved at være i kontakt med mine børn og den hverdag jeg har som hjemmepasser. Jeg ved jeg får brug for et netværk, nogen af sparre og mødes med, men der er ingen som har svaret på om jeg “kan”. Jeg ved blot at jeg som person er god til at udvikle mig selv, søge udfordringer hvor de kan søges og at jeg virkelig kan mærke at der er en enorm stor lyst til at gøre det muligt for vores familie, at Vilmer holdes hjemme og at Carl og Aksel fortsat kan nyde godt af de goder der hører til at have en mor med frie rammer og så betyder det sgu nok at vi fortsat har et lille rådighedsbeløb om måneden, de næste par år, men for mig, det værdisæt jeg deler med min Hr. Mand. Fortæller os at den følelsesmæssige investering vi gør i Vilmer, Carl og Aksel, hele vores familie, er langt bedre end den følelse vi ville have med to fuldtidslønninger og en lille fyr på 11 måneder i vuggestuen . 

Står du, eller kender du en eller flere, som har barn fra efteråret 2018, som vil hjemmepasse sit / sine børn og som bor på Frederiksberg / indre by, så skriv endelig gerne . 

Måske du kunne have interesse for gradvist at opstarte en legegruppe / mødregruppe 🙂

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Tillykke – med din første offentlige amning.

Tillykke – med din første offentlige amning.


Da Hr. Mand og Jeg havde bryllupsdag – 8 år.
Tænk at vi overhovedet kan holde hinanden ud efterhånden ?
Sådan må man gerne tænke – i min optik altså, særligt fordi vi jo har været sammen meget længere end vi har papir på. Jeg er faktisk ret glad for ham Hr. Mand os selvom han kan fyre op under mig på den rigtige gode måde og ja – knap så gode måde. Vi er ikke de vilde materielle typer, som køber guld og ædelstene til hinanden. I år gav vi os selv Vilmer, så tænker jeg ærlig talt ikke vi kan ønske os mere. Når nu man skal fejre 8 års bryllups dag – med et på det tidspunkt en 8 dage gammel baby (Jubii for tal-mani), så valgte vi at gøre det helt lavpraktisk og bare spise en hyggeligt frokost sammen, på en lokal god burger bar.

Hr. Mands og min date, blev Vilmers og min første rigtige tur ude, grundet blodtab og efterfølgende infektion (hip hurra). Vi får sat os og som det jo skal være, vågner Vilmer lige idet tjeneren stiller maden på bordet, det er en naturlov af mor skal spise kold mad. Vilmer kommer selvfølgelig op og jeg når knap nok at hilse på ham, før han er ved at æde min skulder og lige der tænkte jeg “okay – du skal have mad nu …. og jeg skal amme offentligt”. Ved mig selv, hviskede jeg samtidigt et lille tillykke, af en helt særlig grund.

At være bange for at amme i det offentlige rum.
Det at amme offentligt, har ikke altid været nemt for mig. Dengang jeg fik Aksel, blev jeg så ubehageligt tilpas når jeg skulle amme ude, at jeg pumpede mælk ud og gav ham det på flaske. Hjemme ammede jeg nåede så fint men det blev ret hurtigt utrolig svært at følge med i udpumpninger og amning, det blev et “dobbelt” arbejde. Forstå mig ret, jeg ser bestemt ikke amning som et arbejde. At blive hjemme, var ikke en mulighed, da der ikke havde gavnet mig mentalt overhovedet og derfor fik Aksel både brystmælk på flaske og fra bryst, de første måneder af hans liv.

Hvorfor jeg havde det svært med at amme ude, skyldes flere faktorer. Aksels ben var i gips pga. hans klumpfods behandling og derfor blev han meget stor og stiv i kroppen og derved “uhandi”’at ligge til brystet. Den dag i dag, ville jeg ønske at jeg havde kæmpet mere for min amning, men jeg lod mig “trøste” af fortællingen om at en god mor ikke sidder i brysterne og NEJ det gør en god mor ikke, men jeg ville bare gerne have gjort noget andet. Sandheden omkring hvorfor jeg ikke ammede offentligt, handle dog mest af alt om, at jeg var bare for folks fordømmende blikke, eller endnu værre… at blive forvist fra det sted jeg sad.

Bare tanken om at amme offentlig, fremprovokerede, hvad jeg senere i livet erfarede var stærke symptomer på angst. Jeg tænker nogen gange om de mennesker, der mener at amning af et lille barn skal forvises til et toilet, den kolde bænk på gade eller et “kosteskab”, egentlig ved hvor enormt diskriminerende og fordømmende det er og føles for den ammende. Jeg tænker om de ved, hvad der sker i en, når det der ellers er det mest naturlige i verden pludselig anses som værende ulækkert, seksuelt eller ja blufærdighedskrænkende?! Jeg tænker om de ved, at nogen mødre – som jeg var det engang, ikke er stærke nok til at stå fast på det de tror på, og derfor i sidste ende kan gå på et stort kompromis med deres eget moderskab og droppe amningen !
(Der er intet galt i at give flaske -Men der er noget galt i at føle sig presset det at pakke sit bryst væk og næste sin baby mad!). Fra det øjeblik jeg blev mor, til henholdvis Aksel, Carl og Vilmer, har alt i mig rettet sig mod at sikre deres trivsel – ALT. Hertil at møde dem i deres behov og det indebære selvfølgelig at give dem mad!

Da jeg blev Mor til Carl, valgte jeg at gå ind og arbejde med min “frygt” for at amme offentlig og acceptere at nogen mennesker bare har en anden holdning, men at det ikke gør min amning forkert. Nu her, hvor jeg har fået Vilmer, tænker jeg næsten ikke over det – eller jeg orientere mig dog altid, hvor der er et evt. ammerum og ja – om der er en ammepolitik?
OG – Når jeg står op om morgen, så tænker jeg over hvad jeg skal den pågældende dag. Skal jeg ud – være sammen med fremmede eller en nær veninder. På den møde afhænger mit tøjvalg af dagens aktivitet og gøremål, da jeg derved indtænker om jeg kan knappe en skjorte op eller om det er bedre blot at løfte op i en T-shirt. Er jeg ude offentlig, forsøger jeg ofte at have tøj på der kan dække mit bryst mest muligt, men som samtidigt gør det muligt for mig, at give mit barn mad OG jeg tænker derfor om dem der igen peger fingre, vender øjne eller kommer med spydige kommentarer i diverse ammedebatter ved, hvilket tanker jeg som mor, ammende mor, gør mig af tanker – for IKKE at “støde” nogen. For tit og ofte føler jeg virkelig, at nogen tænker en ammende kvinde er en stor provokatør som bare gerne VIL fremvise sit bryst – sådan er det altså ikke i mit tilfælde, tværtimod.

Jeg fuldammede Carl og jeg har i den grad tænkt mig at gøre det sammen med Vilmer, så længe mit bryst tillader det og produktionen forbliver stabil på begge bryster. Det betyder os, at hvis Vilmer ligner sine brødre lige så meget på højden, som han gør i resten af hans udseende SÅ vil han være en “stor” baby. Hans kognitive udvikling vil dog forblive på det niveau, en babys kognitive udvikling er på, afhængig af hans antal uger og måneder. Det er ligemeget – for han skal have mad og det er og bliver et basalt, nødvendigt behov, ligesom det er for du og jeg.

Jeg håber dette indlæg, kan skabe stof til eftertanke. Hvad end om man er den ammende, hende der giver flaske, har hjertebanken i det offentlige rum eller om man så er den type, der mener at amning skal foregå på ens egen matrikel eller på et toilet.


Kærlig hilsen Christina

At være omringet af … tissemænd ?

At være omringet af … tissemænd ?

Velkommen til et indlæg, som handler om barnets udforskning af egen krop og morens forsøg på at være forstående. Hermed skal det forstås, at dette indlæg, IKKE bevidste indeholder seksuelle undertoner og skulle du som læser kode det således, så er indlægget bestemt ikke skrevet med den intention, tværtimod.
Tak fordi du vil læse med…

Da jeg var barn var mit største ønske, af få en tissemand. Grundet min fars død og evige higen og søgen efter faderlig anerkendelse og den mere eller mindre konstante oplevelse af at være “uinteressant”, for min mors daværende nye mand, så bandt jeg det hele op på, at jeg manglede en tissemand. Jeg var for længst blevet korthåret, hende “drengepigen” og god til fodbold. Det eneste der manglende, var bare den der tap, for jeg kunne sagtens stå op og tisse. I dag elsker jeg mit køn og jeg har for længst sluttet fred med de faktorer der var i min opvækst, som gjorder jeg i en periode af mit liv, ikke kunne forlige mig med at jeg “bare” var en pige. Jeg sluttede først, for alvor fred med mit køn, da jeg begyndte at forstå, at der var mere end bare en tissefunktion i henholdsvis de kvindelige og mandlige kønsorganer og at jeg var tiltrukket af det modsatte køn.

En interesse i kroppen.. og dens seksualitet
Jeg har altid synes kroppen var fascinerende og i de spæde teenageår, lånte jeg stort set alle bøger der omhandlede kroppens udvikling, pubertet, kærlighed og sex. Jeg læste bøgerne fra ende til anden, slugte alle artiklerne i mine “Vi Unge” blade og når der endelig var klemt lidt seksualundervisningen ind i årsplanen, ovre i skolen, så syntes jeg det var fantastisk. Jeg husker særligt en undervisningsgang, hvor en lærer måtte udsætte besvarelsen på mit spørgsmål, simpelthen fordi der sad flere drenge i lokalet, som ikke havde brug for denne mængde viden endnu. Teenagere modnes alle forskelligt og yderligere drenge og piger. Da jeg mange år senere, i forbindelse med min uddannelse til folkeskolelærer, tog kursuset i at kunne lave seksualundervisningen, så forstod jeg pludselig hvilken opmærksom lærer jeg havde haft, der dengang – også i seksualundervisningen, havde kunne differentiere sin undervisning og sikre at ingen havde følt sig stødt.
… og nu ind til sagens kerne, det indlægget i virkeligheden handler om, nemlig ..

Når man er omringet af tissemænd
Det var bestemt ikke den første tanke der strejfede mig, dengang vi til en scanning fik at vide, at vi ventede en dreng.. vores første dreng, men dengang en læge fortalte mig i telefonen, at svaret på moderkagebiopsien viste vi ventede en dreng, dreng nr. 2, så begyndte jeg at tænke lidt over det. Da jeg så blev gravid med nr. 3, og kunne mærke det os var en dreng SÅ var jeg helt ærlig hos psykologen og sagde mens en tåre trillede ned ad mine kinder, at jeg en sjælden gang imellem, følte mig udenfor derhjemme, grundet mit køn. Jeg behøver ikke kaste mig ud i kønsdebatten her – de fleste ved jeg er ret neutral MEN det er nu engang sådan at drengene går til venstre i svømmehallen og jeg til højre, da jeg har en tissekone og de, en tissemand. Jeg bruger funktionsordene i dette indlæg, da det er de ord, jeg bruger overfor mine børn. De kender nemlig fortsat kun til deres kønsorgans ene funktion. Den anden, ja det kommer nok lige rundt om hjørnet, særligt nu hvor lillebror er ankommet. Vi har pt. holdt os til en forklaring baseret på dyreriget og masser af kærlighed mellem mor og far, en kærlighed som os kan være imellem to drenge og to piger.

De der tissemænd, de fylder en del fra det sekund ungerne er presset ud af fødselskanalen! Man skal holde øje med eller bare huske at ligge en stofblee på dén, mens man skifter, da man ellers kan blive tisset i hovedet eller – de kan tisse sig selv i hovedet. Dén skal os pege den rigtige vej, når man sætte bleen på og sådan kan jeg blive ved. Som årene går, kommer der nye små bonus opgaver i forhold til tissemændene. Alt fra at der skal holdes øje med nogle sten, til den kærlige pædagogiske snak, som ikke må ende med “Kan du så få fingrene op eller væk derfra!”. I stedet forsøger jeg at guide og sige ting som, “det gør man ude i badet eller inde i sin seng”. For ih hvor kan sådan en “tap” fylde meget og forståeligt nok, den er jo lige der og den lever jo lidt sit eget liv og reagere fuldstændig som den vil.

For børn, særligt i den alder mine børn har, så handler det ikke om seksualitet eller at “masturber”, det handler om en nysgerrighed omkring ens egen krop og en registrering af, at det killer i maven og en undersøgelse af, hvad sker der, når jeg gør sådan og sådan, noget de helt selv skal have lov til at udforske. Det er hér nogle sindssyge mennesker mener noget helt andet.

Jeg må med hånden på hjertet indrømme at jeg synes det er lidt svært, måske fordi min hjerne kommer til at tillægge det betydning, eller måske fordi jeg kan se hvordan det udvikler sig og allerede har udviklet sig en del og fortsat gør det. Måske frygter jeg en eller anden dag at mine drenge skal spille “kiks” med vennerne, eller ja … at skulle samle klisteret sokker op fra gulvet og det er selvom jeg aldrig har haft en berøringsangst for at tale om den slags. Jeg har tre drenge i alderen 1 måned, knap 5 år og 7½, og jeg har dæleme skiftet, tørret og vasket dem hundredvis af gange og ganske langsomt set på nærmeste hånd, hvordan de  selv “opdager” at der sidder noget der imellem benene. Vi har selvfølgelig læst en del bøger, lige fra Totte bøgerne, til børnebøger om krop og graviditet. At læse om noget genkendeligt, kan tit være en rigtig god måde at skabe dialog om noget af det der kan være lidt svært, eller mystisk eller bare det der er helt normalt.

Det vigtigste og det jeg ønsker mine børn skal tage med fra deres opvækst i forhold til kropsforståelse, accept og selvkærlighed, er at deres kroppe ikke er forkerte eller forbudte. De bliver ikke blinde af at pille, røre og udforske dem selv, tværtimod og vigtigst af alt, deres krop er deres egen, deres grænser såvel som andres skal respekteres og accepteres og skulle de en dag stå i omklædningsrummet og tøve over, at smide underbukserne og hoppe i bad, så vil jeg på så mange måder, føle, at jeg ikke har klædt dem godt nok på. Vores kroppe er helt perfekte som de er skabt, en krop er ikke forkert, men de tanker og den selvforståelse vi kan have, kan være det. Så selvom jeg ofte siger, at min største frygt ved at være omgivet af tissemænd er, den mængde mad de vil indtage i deres teenageår OG at jeg formentlig bliver husets laveste beboere osv, så er min “frygt” mest af alt, at det er noget jeg ikke kan og at drengene en dag føler, at de ikke kan snakke med mig om noget der trykker dem eller det de søger svar på, fordi jeg i bund og grund ikke har en … tissemand..

Andre drengemødre på linjen , som kan relatere til netop disse tanker?

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

“Vi har fået en lillebror”

“Vi har fået en lillebror”

Dengang Hr. Mand og Jeg, blev enige om at “nu var det nu” og vi som individer, par og forældre, tænkte at tiden var til at forsøge og udvide familien med en lillebørster, der begyndte jeg at holde vejret. Carl ville snart fylde 4 år og Aksel var 6,5, hvilket i min bog, ud fra hvem vi var som familie og hvem henholdsvis Aksel og Carl var som personer, så ville et sensommer / efterårsbarn passe godt ind i vores familie, eller jeg tænkte, at det var “As Good as It Gets”, hvis vi skulle forsøge at indtænke alle familiære parameter.

Vi fortalte Aksel og Carl, at de skulle være storebrødre en lørdag i marts, hvor jeg kun var 9 uger henne. Vi fortalte det så tidligt, da vi stod og skulle med min familie til Jylland og min mave allerede havde fået en fin lille bule, som afsløret det ikke bare var “kage” i ovnen. Inden vi fortalte det, havde vi være til en scanning, som vidst et hjerteblink og derfra var troen på baby i maven var præcis som baby skulle være, tårnhøj – den blev pænt svækket tre uger senere efter nakkefold, læs evt indlægget : ”At holde af nogen, man ikke kan passe på”. Da vi fortalte Aksel og Carl at de skulle være storebrødre, sad Aksel med glædeståre i øjnene og jeg måtte bruge et Playmobil barn til at illustrere hvor stor “babyen” var, for Carl.

Uge 9

Under gravidteten fulgte drengene med, i en moderat mængde. Det var lidt spænende at mor havde en baby i maven, men mere interessant var det altså heller ikke. Vi sammenlignede babys størrelse med en frugt. De mærkede liv, vi snakkede om køn, babynavne og meget om hvordan Aksel og Carl var som babyer. Selv begyndte jeg at justere på “dårlige” vaner og adfærd, som ikke ville være hensigtsmæssig med en baby i huset eller bare generelt. Aksel havde henover sommeren en råbefase. En fase hvor han havde et behov for at udtrykke sig, i et meget højt og ubehageligt toneleje. Jeg trives ikke med den slags udbrud. Dels fordi jeg generelt ikke mener vi skal råbe ad hinanden, men os fordi hele mit nervesystem sættes i alarmberedskab når folk råber og jeg i sidste ende falder ud over kanten og råber “NU er det edername nok!” og det hjælper jo ikke en fis.

MEN jeg har altid haft den overbevisning, at det er bedst ikke at sige “Lillebror kan ikke lide” eller “shyyy lillebror sover”, selvfølgelig skal mine børn udvise hensyn til andre og hinanden, ligesom jeg som mor skal det overfor dem, men det er ikke lillebror det skal have “skylden”, da lillebror hurtigt kan være årsagen – grundleddet til alt ændre sig og det hele er lidt “dumt” og sådan skal det jo ikke være. Andre dårlige vaner kunne være “butler” forældrene. Den hvor vi hoppe og danser rundt for ungerne. Selvom vi gerne vil opdrage til selvstændighed og skab et ansvar for hvordan man er en del af en familie, så har vi haft en dårlig vane med bare at gøre tingene for ungerne. Det er i sidste ende dem vi snyder, når de står foran klædeskabet og ikke ved hvor hvad ligger, hvordan svømmetasken skal pakkes osv. Derfor droppede vi butler siden i os selv, da vi dels ønsker at vores børn godt selv kan og fordi vi nu engang kun har to arme og der i en længere perioden skulle ligge en baby på armen.

Som månederne gik, maven voksede, begyndte det hele at ligge under huden på os alle. Drengene var søde til at samle mine tabte ting op og forstod jeg ikke kunne mere end det min krop tillod. Da drengene og Hr. Mand skulle på efterårsferie i Grækenland mens jeg var i uge 39, besluttede vi at give dem, deres storebrødre gaver – inden ferien. Vi havde en ret klar forventning om at jeg ville have født inden men ja, Vilmer kom 41+0.

Et sted kan jeg godt tænke “skal børn virkelig havde en gave fordi de bliver storesøskende” og måske kan det hele blive lidt for materialistisk, omvendt så er vi, Hr. Mand og Jeg skruet sådan sammen, at gaver oftest modtages, når man enten fylder år eller har fået en ny titel. Aksel skulle være dobbelt storebror og Carl skulle nu blive storebror og samtidigt midterbarn. Vi valgte derfor at gå med storebror gaverne. Drengene var rigtig kede af jeg ikke skulle med på ferie og særligt Aksel var ramt af “vi kan ikke opleve det ene og andet sammen”. Da han de sidste par år har ønsket sig et kamera, fordi han rigtig gerne vil “gemme” minderne, så valgte vi at give ham et digital kamera, som vi fandt på DBA. Dette kunne han blandt andet bruge i Grækenland, så vi sammen kunne kigge på hans oplevelser og vi derefter kunne lave en fotobog fra ferien, til ham. Derfor tænkte vi det ville være den perfekte gave til Aksel. Carl elsker som Aksel lydbøger og musik og han har længe ønsket sig, at have hans egen Ipod, ligesom Aksel har det. Igen tænkte vi, trods et elektronisk ønske, at en Ipod var en god og praktisk gave, som Carl kunne have glæde af i mange år frem. Søgte igen på dba og fandt en af de nyeste generationer, til ikke ret mange penge. Dermed var storebror gaverne købt og i dag, nu hvor Vilmer er kommet, så er gaverne virkelig gode og bliver brugt flittigt.

Nu er det nu, lillebror kommer.
Noget af det sværeste ved at skulle føde, det har særligt været ikke og vide hvor og hvornår jeg gik i gang, mest af alt fordi vi havde Aksel og Carl, som os skulle indregnes i hele “jeg skal føde nu showet”. Derfor blev der samtidigt med en fødselstaske, pakket en storebrødre taske. Vi fik arrangeret det sådan at Farfar stod stand-by og at lærer samt pædagogerne omkring Aksel og Carl, vidste, at der måske var en morgen hvor der ville stå en lidt forvirret farfar og aflevere to stolte drenge – som med den nye titel skulle dele flødeboller ud.
Jeps – Gaver Og Sukker, det er den type mor jeg er !

Det første møde
Vilmer kom efter en laaaang fødsel (den kan du læse om HER), til verden en mandag morgen. Vi havde forud for fødslen lovet drengene at de ville de første, som skulle møde Vilmer og lige præcis dette møde var på en og samme tid fantastisk og samtidigt sorgfuldt. Hr. Mand var taget hjem for at hente drengene med ind på hospitalet og sammen kom de ud til Vilmer og Jeg. Jeg husker tydeligt det øjeblik hvor Aksel åbner døren ind til stuen. Han lignede en pirat på jagt efter skatten. Han var en stolt storebror som nu, endelig, skulle møde ham vi havde ventet på. Bag ham kom Carl, lidt betuttet og genert. Sammen gik de over mod sengen, hvor Vilmer lå og sov ved min side og begge kiggede de “ned”. I det øjeblik Aksel strøg Vilmer over håret, begyndte mine tåre at løbe – jeg var simpelthen så stolt og rørt over dette magiske syn. Samtidigt forstod jeg, at alt hvad vi kendte og før varm nu til evig tid ville være forandret og at vi som familie, tog hul på et nyt kapitel.

Aksel var, som den eneste, den der fik lov til at holde Vilmer den aften – Carl ville ikke. Aksel og Carls reaktion på Vilmer var på mange måder ens og alligevel vidt forskellige. Aksel trådte ind i storebrorrollen med selvtillid, glæde og stolthed, hvor Carl, var rigtig glad men os nervøs og bange. Da han blev spurgt om han ville holde Vilmer svarede han “først når jeg bliver 5” (hvilket først var om 2 måneder). Udover denne udmelding, så reagerede Carl en del, når Vilmer græd på hospitalet. Han holdte sig for ørerne og “frøs” i hans bevægelser, når Vilmer græd. Hele hans reaktion og måde at trække sig på, ramte mig dybt og det var svært ikke at blive påvirket, når Carl forsøgte at trække sig fra – samtidigt med at Vilmer græd. Lige der, der følte jeg mit hjerte gå itu. Ret hurtigt fik Hr. Mand og jeg kommunikere omkring Carls reaktion og hvordan vi skulle håndtere det. Reaktionen stoppede dog, da vi kom hjem fra hospitalet – heldigvis.

Mens Vilmer og Jeg var op hospitalet, forsøgte Hr. Mand og Jeg at binde os sammen. På Vilmers 2 andet døgn i verden, kom drengene ud på hospitalet med aftensmad og sammen spise vi på stuen og da vi skulle hjem, hentede de os. Sammen gik vi over på fødegangen og satte et blad for Vilmer og da vi kørte hjem til Frederiksberg faldt roen over os alle.


Efter et par dage hjemme, spurgte Carl så en aften, om man stadig skulle huske at holde Vilmers hoved, når man løftede ham. Jeg var alene med drengene, Vilmer sov i en nest i stuen og de store drenge legede i hver deres værelse. Carls spørgsmål var som sådan ikke et spørgsmål, det var et forsøg på af få en indføring, som han muligvis ville gøre brug af, uden en voksen tilstede. Jeg kender Carl og der er intet ondt eller lignende i ham, tværtimod er Carl skuret sådan sammen, af han virkelig gerne vil gøre alting godt og ofte perfekt i første forsøg, men i tilfælde af han ikke gør det, så trives han bedst med at prøve første gang – i smug. Sådan har det været med alt i hans udvikling. At holde sin lillebror i smug, er dog ikke en mulighed. I stedet fik Carl og jeg muligheden for at nyde Vilmer sammen, mens Aksel var gået i seng med en lydbog. Jeg spurgte forsigtigt om Carl havde lyst til at prøve at holde Vilmer, hvis jeg vidste ham hvordan han skulle holde? Han sagde ja og i det øjeblik Vilmer kom i Carls arme, skete der noget helt specielt. Carl lyste op, begyndte at røre ved Vilmers kinder, dufte til ham og et smil bredte sig mens han sagde “Hvor er han bare sød”, i det øjeblik, gav Carl sig hen til sin lillebror og indtog storebrorrollen .

Første gang Carl holder Vilmer


Jeg er nu mor til tre fantastiske drenge Aksel, Carl og Vilmer og kunne ikke ønske om mere .

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Velkommen, du kære Barselsliv

Velkommen, du kære Barselsliv

Det var med en lidt bittersød fornemmelse, jeg åbnet brevet fra Udbetaling Danmark, på min terminsdato.
Brevet mindet mig dels om, at jeg endnu ikke havde født – hvis jeg nu skulle være i tvivl og så var det et bevis på den hverdag der ventede mig, lige om snart.

Siden jeg blev færdiguddannet som kandidat, har jeg været jobsøgende dimittend. Vi behøver vidst ikke være forfremmet til chef’er, for at tænke sig til hvor attraktiv en gravid i uge 25 lige er for arbejdsmarked? Det passede mig faktisk fint, da jeg mentalt skulle have plads til at forberede mig på barselslivet. Måske må man ikke sige det i dagens Danmark, men det er sandheden. Jeg skulle simpelthen lande, ovenpå et benhårdt kandidatstudie og følelsen af, at jeg på så mange måder havde “holdt ved og ud” efter min depression. Derfor var denne forberedelse, der mest af alt gik sig på at lave “alt klar”, inden baby kom. – en vigtig del for mig personligt. Forberedelsen indebar blandt andet en total make-over af hele lejligheden og jeg synes faktisk resulteret blev så godt, at en eller anden skulle have parkeret en bus foran vores opgang og hele familien så kunne have råbt “Move The Bus!”. Forberedelsen var vigtig, da jeg ønskede at skabe de bedste muligheder for jeg kunne “holde” ud at sætte mig og gå i ammelejr. Mit bedste fif til kommende forældre er, hvis mulighederne er til det, at man får styr på alle de der små projekter, manglende paneler, loftrummet osv. Fyld fryseren med den gode kødsovs, gryderet og evt isbind.
Sørg for at I er praktisk “klar”, til Baby lander. 

Hvordan gør man sig som par klar?
Det gælder både praktisk, men personligt, synes jeg den mentale del er vigtigere. Få tanket godt op på parkontoen, få talt igennem om det forestående forældreskab. Få lavet en lille “ægtepagt”, om at det er jer NU og ligemeget hvad verden bringer de næste år, med de undtagelsestilstand man som nybagte forældre kan komme i, så står i sammen. Hr. Mand og Jeg lovede hinanden, dengang vi fik Aksel, at ingen “gik” før han var 3 – vi vil helst holde fast i troen på dette er for evigt og det tror jeg inderligt os på, men jeg er os realist og måske endda lidt for påvirket af statistikkerne over skilsmisser. Hvis en af os bakkede ud, mens vores barn var 5 måneder, 1½ eller lignende, så ville det ikke være fair for vores forhold, da er forhold virkelig kan komme på vildspor, når storken først har overleveret en baby i ens favn… og et ømt understel … vi fik så Carl da Aksel var 2,5 år, derved galt samme regel igen. Måske var det derfor vi kom helt i hækken, endte i parterapi og Moren på psyk, da Carl var knap 3. … dårlige humor kan forekomme.

Nu står vi igen, med et lille nyt menneske, som fortjener alverdens kærlighed, tryghed og stabilitet. Særligt stabilitet er i min bog, altafgørende. Jeg tænker ikke stabilitet i form af faste rutiner og jeg mener heller ikke spontaniteten skal sættes i skammekrogen, tværtimod. Stabiliteten skal komme i den kærlighed, nærhed og kontakt man giver sit barn. Som forældre skal man helst være stabil og en baby kan regne med. Det er selvfølgelig umuligt altid at være en stor gang overskud og uden psykologiske skørheder, men hvis man stræber efter at være den Baby kan regne med, er ens advokat, som sikre ens trivsel, vilkår gør at man er til at stole på, så tror jeg virkelig man er godt på vej.

Når barslen er igang
For mange starter barslen, i det øjeblik man træder ind i sin bolig, med den der “ting”, som ingen på hospitalet sagde man skulle aflevere tilbage. Jeg synes det er et syret øjeblik, der hvor man træder ind i sit hjem, med en baby i favnen – eller autostol. Så begynder det hele for alvor,  hvad end om det er første, anden eller tredje gang… 

– Hvordan lander man så lige i sin egen barsel?
Jeg tror der er stor forskel på første, anden og flere gangs forældre, samt hvilken tilstand man er i efter fødslen og yderligere det barn man har fået.  Sidder man på en badering, eller har man tabt meget blod under fødslen, så er det vigtigt at tage hensyn til netop dette og acceptere at fødslen tager en forlænget restitutionstid. Denne gang havde jeg selv tabt en del blod og det gjorder jeg holdte mig meget i ro den første uges tid, foruden den skolehjemsamtale vi var til dagen efter udskrivelse fra hospitalet. Da Vilmer blev en uge, fik jeg konstateret en urinvejsinfektion med feber og hele balladen, så uge 2 blev os ret rolig, udover at Hr. mand startede på arbejde og derfor kun havde 6 dages barsel. I vores tilfælde, ud fra hvordan vores hverdag og familie er skruet sammen samt min person, så passede det rigtig fint. Ellers vil jeg altid anbefale at begge forældre tager en god opstart på familielivet sammen. Hvis baby får bryst, kan Far hurtigt føle sig “overflødig” i starten, men i virkeligheden kan far få en god mulighed for at pleje hans hulemandsgen og for alvor træde i beskytter positionen. Han kan passe på Mor og Baby, sikre Mor får sin søvn og mad, som derved hjælpe Mor til at få hendes mælkeproduktion op at kører. Derudover kan han værne for de mange barselsbesøg, der kan komme og sikre at hele familen får lige præcis det den har brug for, hvad end om det gælder fuldstændig ro, spontane barselsbesøg i flæng eller noget helt tredje.

Mandag og fredag, (barsels) helligedage
Herhjemme fungere vores familie bedst med et ugeskema, madplan og god koordinering af ungernes aktiviteter, legeaftaler og snak om hvem der henter – bringer. Derudover har Vilmer og Jeg bedst af, at have “fri” mandag og fredag. Disse to dage er hellige, de første mange måneder af barslen. Mandagen bruger vi på at lande efter weekenden, hvor der har været fart over feltet, i form af Vilmers skønne storebrødre er hjemme. Mandagen kan os rumme en ekstra fridag til Carl, oprydning efter weekenden og en rigtig god lur til mor, da det os kræver en del for mig, at være mor til tre. Da vi altid handler om søndagen og jeg  derudover forsøger at lave foodprep samme da, så er det ofte gjort forud for mandagen, men nogle dage er dette ikke muligt og derfor skal min mandag os bruges på foodprep og ellers at hente drenge tidligt, så ungerne får en rolig start på ugen.
På den måde kommer vi bedst muligt, rolig fra start.

Foodprep er altid en anbefaling værdig og særligt under barsel. Det er uhyr vigtigt at få spist, således at ens energiniveau forbliver stabilt og hvis man ammer, at der kommer noget indenbors som kroppen kan lave god mælk af. Da jeg har en del gravidtetskilo jeg gerne vil have smidt, så består min foodprep ofte af en god salat med linser, bønner eller lignende. Således at jeg let kan hælde lidt i en madkasse eller på en tallerken, smide et kogt æg, falafler fra frys eller en dåse tun til som protein og på den måde, har jeg nem og billig frokost, både hjemme og til at tage med på farten. Derudover er der skrallet en god portion gulerødder, som står i en bøtte med vand, som os kan smides en i frysepose og komme med i pusletasken. Der er bagt knækbrød og sikret at køkkenskabet er fyldt med jumbo rosiner, mandler og andet godt, som jeg kan snuppe en håndfuld af, om nødvendigt. Hvis ikke jeg tænker fremad, sikre der er gode alternativer til en håndfuld matadormix eller den lækre plade chokolade, så ender jeg med at gå sukkerkold og give mig selv et kvik fix, frem for et måltid sammensat af hurtige og langsomme kulhydrater der gavner mig langt bedre. Det her handler ikke om “slanke kost”, men mere om at spise, så jeg ikke brænder sammen, bliver hangry og springer op som en trold af en æske. 

Fredagen bruges forud for weekenden, til at gøre klar. Det indebære lidt kvalitetstid med en støvsuger og en karklud. På den måde er der gjort “klar” til at familien kan bruge tiden på bare at være og Vilmer og Jeg snupper en hud mod hud lur. 

Barsel = Et fuldtidsjob 
Nu ved jeg godt det lyder enormt afslappende og det kan en barsel da for nogen os være… men det er altså et “arbejde”, spørgsmålet er så bare om man elsker dette arbejde – der er jo nogen, som ikke trives med at være på barsel. Arbejdet handler om at sikre et lille menneske holdes i live, udvikler sig som det skal og mærker en masse kærlighed og omsorg. Dette skal ske, samtidigt med resten af ens hverdag os gerne skal fungere, det er dog altid 2. prioritet i min verden. Det gør der i perioder kan findes enorme nullermænd og easy aftensmad ala. risengrød på rulle eller morgenmadsprodukter. Ingen dør dog af dette ! Det kan man dog gøre af stress og desværre bliver mange kvinder stresset under deres barsel. 

Her er det vigtigt at tillade sig selv, at skure på ens knapper for aktivitets niveauet, samtidigt med man tager ens babys behov i betragtning. Der findes ingen rigtig måde, at holde barsel på, tværtimod er der mange forkerte. Særligt den, hvor man tænker at man SKAL nå babysvømning, rytmik, bage perfekte kager til mødregruppen, bo sådan at bo bedre vil kigge forbi, have smidt alle Preggo kilo og samtidigt med at ens barn bare er så skide fremmelig.
Rolig nu ! Bare fordi Maja-Emma bare kan ALT i hele verden, betyder det ikke at du skal og kan …  min erfaring er os, at ingen kan alt, i hvert fald ikke ret lang tid ad gangen og her taler jeg af virkelig bitter erfaring.

Hvordan skal man så komme ind i sit nye arbejde ? Finde en rytme, lande?
Forberedelse er en stor del af min rytme. Efter hvert skift, ordnes puslebordet og gøres klar til næste gang – pusletasken pakkes altid om aften osv. Det hjælper mig og sikre jeg ikke står og tænker “FUCK – jeg er løbet tør for bleer”, det har jeg prøvet og jeg har os prøvet at gå i H&M og købe en nød Body fordi Aksel havde overskridt den gamle. 

Jeg synes det har været rigtig godt lige at mærke efter på egne og Vilmers behov og jeg ved godt hvis behov der skal mødes først. Det er de behov, som gør jeg ofte sidder og er ved at tisse i bukserne under en amning. Ved at lande, lige finde en god rytme i hjemmet, lave amme baser( drikkedunk, stofblee, pude osv ) alt hvad man behøver under og efter en amning indenfor rækkevidde , få hvilet ud ovenpå fødslen og få en amning eller flaske “rutine” op at køre så har jeg os en erfaring at trække på, når nu vi skal ud eller bare forsøge at lave andet end at trisse rundt derhjemme. Rutinerne er derudover set an, jeg har tjekket hvordan jeg kan amme Vilmer mens han ligger i en voksipose, vurderet hvad der er vigtigt at have i pusletasken, lært Vilmers signaler at kende for sult, træthed, kontant osv. Så lige nu, er Vilmer for alvor ved at være klar til at erobre foretovne og ellers stornyde vores barsel .

Tusind tak fordi du læste med 🙂

Og hvis du som jeg er på barsel, rigtig god barsel .

Kærlig hilsen Christina 

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sundhedsplejerske på besøg

Sundhedsplejerske på besøg

Det er noget finurligt noget, som foregår inden i mig lige her og nu… tiden, kort før sundhedsplejersken kommer på besøg. Jeg har endda selv valgt lige netop hende her, frem for den anden søde, som fulgte mig med Aksel og Carl. Hun var nu ellers sød og dygtig nok, men det var lidt som om hun var berøringsangst omkring nogle områder eller os var vi bare ikke på bølgelængde, når det kom til at tale om det der var svært.

Hende den nye, hun er anderledes, mere fast i kødet om man vil. Jeg mødte hende dengang jeg havde fået Carl og skulle i en mødre gruppe, som hun faciliteret. Kan huske jeg dengang spurgte om jeg måtte låne hendes vægt, hvortil hun svarede “ham der – han er da så fin og i dejlig trivsel, du bør ikke have et behov for at kontrolveje ham”. Nogen vil nok mene denne udmelding var “forkert” eller ikke imødekommende. Personligt ramte hun jo ned i noget, samtidigt med hun forsøgte at tale sig ind på mine moderevner. Nemlig dem som sagtens kan vurdere om mit barn nu er i trivsel – uden at gøre brug af en vægt.

Nu står jeg så her, tredje gangs mor og alligevel kan jeg mærke den der lille uro sprede sig, hvad nu hvis ?
Jeg har kun “gode” amme forløb bag mig, eller Aksels var ikke super godt men det var nu ikke fordi han ikke tog på i vægt. Jeg er bestemt ikke et enestående tilfælde, tværtimod. Tager man et kig på diverse debatsider, hvor nybagte forældre kan søge sparring, så fylder vægtøgning hos baby enormt. Der stilles spørgsmål fra dem hvor baby ikke tager nok på, der skal suppleres op med erstatning, til dem hvor der udregnes hvor meget erstatning end baby nu os må få osv. Det er er stort følelsesmæssigt cirkus og noget der kan give dybe ar i sjælen og hvad gør man så, når uroen først er etableret ? Sætter man sig grædende ned og kaster ammeindlæggene i skraldene eller hvordan? Indkøber man den nyeste app, hvor tackling af babys måltider er muligt – jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved blot at for meget kontrol aldrig har været vejen frem for mig, tværtimod.

I stedet må jeg kigge på min baby, kaste et blik i spejlet og love mig selv, at lave en afstemning i min og sundhedsplejersken kommunikationsform, for at passe på den side i mig som kan blive urolig – en urolig mor har aldrig gavnet en babys trivsel. Samtidigt må jeg tage den uro under lup og vurdere hvad det er den bunder i og hvad jeg tænker der er “farligt” ved en manglende vægtøgning. På mange måder må jeg altså gribe i egen barm og arbejde med den usikkerhed, frem for at lade den styre showet.

Highfive til alle mødre og fædre derude som lige om snart lukker en sundhedsplejerske ind i sin bolig.
Husk de er til for at støtte og evt. hjælpe om nødvendigt OG man må gerne stille spørgsmål til deres praksis, lige såvel som at de kan gøre det til din. 

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Velkommen til Verden Vilmer – Fødselsberetning

Velkommen til Verden Vilmer – Fødselsberetning

Prolog
Klokken er 04:25 og kun gadelygterne lyser op i mørket. Chaufføren lugter af dårlig herre deodorant og mit vindue er trods regnen, rullet helt ned. Jeg har neglene boret ned i håndfladen, for at holde fokus og derved tårerne tilbage. Min krop gør ondt fra inderst til yderst, mit inderste trækker sig igen og igen sammen, nogle gange i 30 sekunder og dernæst 1,5 minut. Beder om at blive sat af ved den “nedlagte” hovedindgang og søger mod opgang 15. Der er mørkt og bag mig høres der skridt. En lille dame kommer gående og hilser friskt “godmorgen”, dels i venlighed men os for at gøre opmærksom på hendes færden. Hilser pænt igen og i løbet af to sekunder har hun indhalet mig. Min forpinte krop komplicerer, sammen med et lavtstående hoved i mit indre, min gang. “Ja man kan aldrig vide hvem der kommer her i mørket – men det er bare mig” siger hun smilende, inden hun fortsætter “Jeg skal op på den afdeling, du formentlig os skal på” hun giver hun et henkastet nik til min mave.
Vi følges ind på hospitalet og ønsker hinanden god dag.

Jeg placerer min finger mod klokken, som dernæst indikere at jeg er kommet. En mørkhåret Jordemoder kommer til syne. “Hej – er det dig der er Christina? Smiler hun varmt mens hun rækker hånden frem for at præsentere sig. Vi hilser og sammen følges vi ind på en stue. Jeg undskylder min forstyrrelse midt om natten, men hun affejer mig kærligt med kommentaren “jeg får min løn for at du skal kunne komme, når som helst på døgnet, så det skal du altså ikke tænke på”. Allerede der er kemien etableret og det kommer mig til gode de næste par timer. Hun er sød, enormt nærværende og lyttende. Jeg fortæller om min opstart om tirsdagen og de nu mere eller mindre konstante veer, som jeg forsøger at dulme med positivisme, lidt panodil, varme og ja vilje. Vi når ikke at snakke videre før endnu en ve indfinder sig, tids nok til en CTG’en kan måle den. Samtidigt holder hun sine hænderne på min mave. Da veen aftager rækker hun mig en kleenxe. Mit nervesystem har nu været overbelastet så længe, at jeg ikke længere kan gøre andet end at søge helt ind i veen, være med den og lade den trække mig ud, hvor tårerne triller. “Har du gået med den slags veer siden tirsdag?!” Spørger hun mens hun tjekker kurven. “Ja og jeg prøver virkelig bare at holde dem ud og arbejde med dem” svare jeg. ”Jeg kan mærke der er noget galt, det er som om min krop igen og igen går i stå og jeg ved godt det er klassisk tredjegang men jeg har nok bare brug for et tegn på at der sker noget dernede, for der føles forkert?” Hun er sød, mens hun roser mig for min udholdenhed og vilje – ingen ville have bebrejdet dig noget hvis du var kommet allerede om onsdagen, eller torsdagen – din krop er jo i konstant arbejde” da hun siger sådan sætter hun mig fri og min sårbarhed kommer til syne. Hun undersøger mig og konstatere at trods kraftige veer, så arbejder min krop ikke med dem. Derfra sidder vi lidt og snakker om hvad det kan skyldes og der ligges på mange måder et lille anatomisk puslespil, hvor hjørnebrikken bliver mit keglesnit fra 2014, mit dobbelte keglesnit. Allerede da hun siger det, rammer min gynækologs ord mig som er lyn. Jeg har hele tiden frygtet at gå i fødsel før tid, hvilket keglesnitet kan forsage… noget andet det kan medføre, er at det arvæv som sidder i livmoderen, kan gøre den har svært ved at trække sig sammen og åbne sig på klassisk vis. Det er tydeligt Jordemoderen føler en form for triumf, ved denne opklaringen og da hun snakker med hendes bagvagt er de ikke i tvivl, min krop forsøger på aller bedste vis at få skudt mig i fødsel, men vævet har endnu ikke givet sig. Jeg nævner at jeg så bare må holde ud lidt længere, men min kommentar er hul og den omsorgsfulde side i mig selv, siger hvor længe endnu kan du det – og så føde bagefter?! Jordemoderen kigger længe på mig og siger så “der er ingen grund til at spille helt her, jeg kan både se og mærke på din krop at du er ved at være brugt.” Tårerne begynder at trille og min indre dominans siger “ta dig sammen – du kan godt” mens den omsorgsfulde side stryger mig over håret og siger “du skal os kunne stå på benene”. Vi snakker frem og tilbage og ytre min holdning til medicinsk igangsættelse. Jordemoder respekterer min lyst til af holde ud og ved. Hun kan ikke tilbyde mig en hindeløsning eller lignende, da alt simpelthen er lukket til. Vi aftaler jeg skal have en smertepakke med hjem og at jeg mentalt ikke må tænke jeg skal holde ud til næste Jordemoder konsultation, i stedet skal jeg tage dag for dag, ja næsten time for time. Derudover vil hun gerne drøfte min sag med en læge og have mig vendt på en konference. Hun tilbyder mig en seng men afslår og siger de gerne må ringe når min situation er blevet vendt på konferencen.

Da jeg går derfra føler jeg en indre splittelse. Det ene sted er jeg glad for at have slået fast, at alt dette ikke handler om lav smertetærskel og at årsagen til min krop konstant laver kør-stop skyldes det skide keglesnit. Klokken er 7 og efter alverdens undersøgelser har Jordemoderen information nok til konferencen. Jeg fisker min telefon frem og ringer til min mor, fortæller hende om keglesnitet og dets betydning og finder så en taxa for at komme hjem i seng.

Min telefon ringer klokken 10:00, det er afdelingsjordmoderen. Hun har læst sig ind i mine foregående fødsler og ikke mindst notaterne, samt de oplysninger der er indsamlet og gennemgået på konferencen. Lægerne synes jeg skal sættes i gang, men ikke med piller – i stedet vil de ligge et ballon karterer, med håb om de så kan tage vandet derefter. Mit vand er gået ved mine foregående fødsler, men kroppen har aldrig lavet veer og derfor har jeg fået et veer-drop på. Det har haft en god virkning, på trods af de enorme veer som dropper skaber. Hun er ærlig og siger at jeg nok skal forvente jeg står i samme situation – det er som sådan ikke nyt for mig, har fra starten tænkt jeg ville ende med drop, pga min historisk… men ikke to fødsler er ens. Alligevel bliver jeg ramt, tanken om at skubbe min krop ud i en fødsel, frem for den selv starter, det gør ondt og min stemme bliver svag og fyldt med gråd. Jordemoderen er sød og fortæller, at hun virkelig synes jeg skal overveje denne mulighed – mens jeg stadig har kræfterne og at de på denne måde kan efterkomme mit ønske om minus medicin og yderligere at dette forløb, foruden at de tager vandet, kan minde mest muligt om noget jeg kender fra tidligere. Jeg spørger ind til dets risikoer og deres erfaringer med andre kvinder som har haft drillende arvæv. Selvom jeg har sovet et par timer siden jeg kom fra Herlev, har jeg både nået at læse op på de undersøgelser jeg tidligere har haft gemt om keglesnitets betydning for fertilitet og fødsel, samt rejst sparring i min online terminsgruppe. Jeg er ikke noget særtilfælde, heldigvis og de andres historier er ikke fyldte med grønt fostervand og akutte kejsersnit. Tværtimod.

Jordmorderen er god til at høre mine bekymringer og svare ærligt på mine spørgsmål. Jeg går med livrem og seler og det gør at jeg nogen gange får lidt for meget information, men min erfaring er at jo bedre klædt på jeg bliver, jo mere robust er jeg os. Vi aftaler at jeg skal komme samme aften og få lagt karteret, med udgangspunkt i, at jeg så kan gå i fødsel ved at få taget vandet søndag. Vi afslutter samtalen med at hun beder mig samle kræfter og mærke efter. Da der ligges på falder tårnene. De falder som en reaktion på frygt, vrede og lettelse. Om nogen ville jeg gerne bare holde ud og ved, men jeg kender stemmerne i mit indre og formaningen om “ikke at spille helt” kredser rundt i hovedet. Det er ikke første gang i min tilværelse jeg har hørt dette. Jeg ligger mig ned, finde Vilmers bamser frem og putter dem ind til mig mens jeg forsøger at gøre mig tung og glide dybt ned i underlaget. Jeg kan ikke kontrollere alt, selvom jeg gerne vil det, men en ting kan jeg, nemlig stoppe op i tide. Jeg laver en mental to do liste og sortere hurtigt der helt unødvendige fra. Derefter snakker jeg med Morten, som tydeligvis er lettet over mit valg men os lidt skræmt – på mange måder er der nemlig pludselig noget der tyder på at Vilmer kommer om et døgns tid eller lignende og et lille “Fuck” dæmre i mit indre.

Eftermiddagen går på at hvile, pakke, koble mentalt fra og tanke op. Jeg spiser det mad, jeg normaltvis ville spise forud for et marathon og Morten tager drengene hjem til hans forældre, for at give mig lidt ro og plads til bare at mærke og føle. Et sted vil jeg gerne have denne sidste lørdag, sammen med dem, inden Vilmer kommer, men omvendt har jeg mentalt intet at byde på og jeg sætter mig selv fri i den konklusion. Alligevel tænker jeg, at jeg skal have Carl liggende i mine arme i nat og at jeg gerne vil sidde med Aksel søndag morgen, inden vi kører afsted. Jordemoderen tilbød mig at overnatte på hospitalet, men vil hellere ligge i min egen seng. Dels længere hen på dagen jeg kommer, jo oftere kigger jeg mod uret og nervøsiteten indfinder sig dets tætte på klokken 19 jeg kommer, alligevel skaber min egen afklarethed en ro og jeg forsøger langsomt at bygge mig selv op og finde tilliden til det jeg ved jeg faktisk kan, nemlig føde…

Søndag d 28.10.2018
At mærke efter og tro på sin krop.

Vi sidder i bilen, drengene er netop blevet afhentet af Farmor, som har dem indtil fødslen er i gang, hvor Farfar så overtager og Farmor slutter sig til os på fødestuen. Den første sne falder og tænker ved mig selv, det kun kan være magisk at blive født på “årets” første snedag.. Det hele gik pludseligt så stærkt. Om morgen tabte jeg mit karterer, hvilket indikerede at livmoderen havde gjort som den skulle og vi skulle derfor komme hurtigst muligt ind på hospitalet. Natten havde været lang, præget af urolighed og gode massive plukveer. Derudover er vi gået fra sommer til vintertid, så min normale opvågning klokken 5, er pludselig blevet ALT for tidligt.

Klokken er 8:30 da jeg trykker på klokken til fødemodtagelsen. De har travlt – rigtig travlt og vi venter indtil en afdelings Jordemoder kommer og beder mig følge med over på fødegangen. Om natten har jeg skrevet med Heidi, Jordemoder og forfatter til Meyer Metoden – den naturlige epidural, som har sagt der er heeeelt roligt på fødegangen. Og ganske rigtigt. Der er så roligt, at jeg kan få en stue, frem for at vente nede i vandrehallen efter vandet er taget.
Vi får stue 9…

Vi pakker let ud på stuen og venter på Jordemoderen, som skal følge mig, kommer. Jeg mener at en Jordemoder er så unik og vigtig i ens fødselsforløb og jeg har desværre gode og dårlige erfaringer med mig, dette gør jeg har lært at spore mig ind på hvad jeg søger i mit samarbejde med Jordemoderen. Mine overordnet punkter er: God konstruktiv kommunikation, som er informativ og gerne guidende i forhold til veer, stillinger osv. Det lyder ikke som noget nyt eller specielt når det kommer til kontakten med ens Jordemoder men ja – vi er jo alle forskellige. Derudover har jeg brug for at få lov til at være i fødslen, med alt hvad det indebære af følelser.

Døren går op og en jysk engel træder ind, Kathrine. Hun har 8 års erfaringen, vikar på Herlev og enorm ligetil. Hendes så naturlige facon gør vi alle forelsker os på ingen tid og kemien er gengældt. Vi snakker kort og så undersøger hun mig. Der er ikke sket det vilde – 3 cm livmoderhals og 1 cm åben, knap. Derudover står Vilmer fortsat højt og vi snakker frem og tilbage om hvordan vi skal gribe det hele an, for tages vandet nu, kan hans navlestreng komme i klemme. Derudover er min minimale åbning ikke super optimal, set med Kathrines øjne og hun forslår vi prøver med Augusta piller. Jeg har ingen lægelig baggrund, kun læst en masse om disse piller og yderligere om min livmoder med arvæv og her har jeg forstået at disse to ting, ikke en god kombi. Derudover bryder jeg mig ikke om et medicinsk indgreb i opstarten af fødslen. Vi snakker længe frem og tilbage og Kathrine henter sparring i afdelings Jordemoderen. Alt i mig skriger på jeg IKKE vil have medicin, min erfaring med Carls fødsel, som er født på veedrop på kun 5 timer, hvor jeg gik fra 3 cm livmoderhals og 0 åben (havde spontan vandafgang uden efterfølgende veer) det er mit peg om at min krop sagtens kan arbejde med droppet – den kan IKKE selv lave veer desværre (samme problematik fra Aksels fødsel). Derudover frygter jeg at en medicinsk igangsættelse kan være langvarigt og i sidste ende føre til et stærk stresset barn, men vigtigst af alt, så siger min krop mig, at jeg skal holde fast i troen på, at den godt selv kan – ligemeget hvad.  

Vi laver en ny plan. Både Kathrine og afdelings Jordemoderen vælger at lytte til min holdning og ønsket om “naturlig” igangsættelse. Vi sætte et drop på, som så skal øges hvert 20 min. Og max må stå på 180 i 2 timer. Derefter skal vi lave en status og hvis Vilmer dels står lavere og jeg er åben, kan vandet tages – ellers skal vi lave en anden plan, formentlig med piller. I mit hoved tænker jeg – SÅ går vi hjem. Synes skiftet i vores oprindelig plan er hård og fortæller jeg lige skal bruge 10 minutter til at omstille mig. I de 10 minutter skiftevis græder jeg, stiller alle spørgsmål der kan stilles og derfra “smør” jeg ærmerne op og acceptere at en fødsel ikke er forudsigelig og jeg må tillade mig selv at være i den frem for at forsøge at styrer den, hvilket er et af de mentale værktøjer jeg har hentet fra Meyer Metoden.

Den Latente Fase
Vi kobler droppet på og går i gang. Allerede ved første dosis begynder plukveerne at komme. Jeg vil helst være stående så længe som muligt, dels for at bevare overblikket og da Kathrine fortæller mig hvordan jeg kan hjælpe Vilmer med af komme godt ned i bækkenet under veerne, står jeg og små squatter. På mange måder bliver jeg til en kvinde med en mission – mission baby i bækken. Dosissen øges hvert 20 minut, med fokus på at veerne er kontrolleret og de ikke pludselig ruller ind over mig. Tiden går og langsomt begynder vi at være der hvor jeg skal koncentrere mig når veerne kommer. Jeg søger ind i mig selv, går med veen og følger dens udvikling med min vejrtrækning, når veen skal slippes, sukker jeg den væk. Mit suk er som en “nydning” der finder sted, en ve, en mindre og sådan arbejder jeg stående. I ny og næh kommer Morten og giver mig lidt kærlighed og med små tiltag formår han at “dominere” mig på fødestuen. I stedet for at spørger om jeg vil have vand, en isterning eller om han skal trykke hist og her, så gør han det bare. Sådan arbejder vi længe sammen under veerne, andre gange vil jeg bare gerne håndtere dem selv og i pauserne snakker vi alle om alt og intet.

Klokken nærmer sig 15 og Kathrine skal til at takke af og overlevere mig til en ny Jordemoderen. Jeg har allerede fortalt hende 10 gange, at jeg håber hun finder en, som er lige så sød. Da hun forlader fødestuen, får jeg et stort knus og et “held og lykke” med på vejen. Kort efter træder Trine ind på stuen. En lille kvinde, formentlig midten af 40’erne med mange års erfaring fra flere af landets travlestes fødestuer. Trine er som Kathrine os vikar men liiiidt mere kendt på Herlev. Hun er sød og støtter fagligt op om mit valg af igangsættelsesmetode. Vi hilser næsten på hinanden, ved at hun laver en indvendig undersøgelse. Det konstateres at Vilmer kan “trykkes” ned under en falsk ve og min livmoder nu “kun” er 2 cm lang og jeg er 1.5 cm åben. Det er bestemt ikke fordi veedroppet endnu har gjort det vilde med den latente fase kan være lang og sej og selvom jeg rammes af følelsen “fuuuuck det går langsomt” forbliver jeg i troen på det her kan lade sig gøre.

Trine beslutter at vandet skal tages. Det skal forgå ved hun kradser hul i fosterhinden, mens hun støtter indvendig, så hvis navlestrengen mod forventning skulle svuppe ud, kan hun skubbe den “retur”, samtidig skal jeg have en “albue” i maven, for at få Vilmer til at søge ned mod åbningen og stå fast med hovedet. Det går relativt simpelt med at få taget vandet, men da det begynder at løbe, er det ikke klart som jeg ført har oplevet det, i stedet er det lettere grøn. Jeg går i panik – men Trine beroliger mig og kategorisere fostervandet som en kategori 1, altså let grønt. Hun fortæller at hun måske derfor nok kalder en børnelæge når Vilmer er ude, da det kan være nødvendigt at suge fostervandet op af hans lunger, grundet det “slimet” konsistens. Undervejs i fødslen, bliver fostervandet mere klart.

Fra vandet er taget, skal der overholdes en procedure omkring pause på veedroppet i to timer, da kroppen normalvis selv går i fødsel. Men min krop har aldrig lavet veer efter vandafgang, så for mig bliver de 2 timer lange og “kedelige”. Vi tanker alle op med energi og jeg får kommunikeret med Trine omkring fødslen og mine ønsker. Jeg vil rigtig gerne selv tage imod Vilmer og afnavlingen skal først finde sted, når navlesnoreren ikke længere pulsere. Vi snakker kort om smertestillende og fortæller at jeg ved mine andre fødsler har haft en god oplevelse med lattergas og almen ilt. Derudover vil Morten og Jeg gøre brug af Meyer trykkene.

I de to timer ringer vi min svigermor ind, som er en del af fødeholdet. For mig har det altid været enormt givende, at vi har været flere end blot Morten og Jeg på fødestuen. Derfor er både min og Mortens Mor til stede, to kvinder jeg elsker, beundre og om nogen, gerne vil dele den oplevelse, som det er at et barn kommer til verden med. Min svigermor ankommer, aflægger status rapport på drengene og da klokken er knap 18, tændes der for veedroppet igen. Min krop har kun kunne lave nogle få veer uden droppet. Da droppet tændes, startes der forfra i dosis, men det er på mange måder som om min krop har været på pause og nu blot går tilbage til hvor vi sluttede, inden vandet blev taget.

Veerne udvikler sig og jeg følger dem. Jeg står fortsat op og forsøger at “åbne” min krop op, under hver vee. Trine går kærligt omkring mig, kommer med en kold klud til min nakke, sætter en varmedunk på min lænd og så følger hun mit arbejde med veerne. Det lyder helt skørt, at man kan sukke en ve væk, som var det en nydnings stund men det virker virkelig. Mens timerne går, rammes jeg periodisk at en bølgestrøm af følelser. Jeg er mest af alt glad, rørt over endelig at være i gang med at føde min kommende søn og samtidigt søger mine øjne konstant mod hjerteblinket på skærmen, som følger Vilmers tilstand i maven. Veerne laver små bjerge som langsomt bliver helt regelmæssige og deres intensivt længere og længere. Da klokken er 20 begynder Trine at pakke fødebordet ud og følelsen af noget tyngder for neden indfinder sig. Min mave er sunket meget de sidste timer og veerne oplevelse nu anderledes. Igen og igen er Morten omkring mig, med vand, vingummier, juice osv. Hver 2 time tager jeg en gel, som jeg normalt bruger ved langdistance løb og selvom min fødekvalme gør det kompliceret at sluge, tvinger jeg det ned. Jeg har en gang prøvet at gå sukkerkold under en fødsel, det skal ikke ske denne gang.

Mine øjne søger mod uret og jeg konstanter Vilmer er længe undervejs og at Trines vagt snart er slut. Det river i hjertet og tanken om hun under hele sin vagt har fulgt mig, er opslidende. Trine undersøger mig og konstanter hvordan jeg nu kun er 3 cm åben og med 1 cm livmoderhals. Vilmer står dog godt nede men det bliver for alvor italesat hvordan mit arvæv gør det svært for min livmoder at arbejde med veerne. Trine forsøger at skubbe til livmoderen, altså skabe ekstra opblødning i arvævet. Det er smertefuldt men ved at morten bruger meyertrykkene, så formår jeg at fjerne fokus for de smerter som Trines “arbejde” skaber. Hver gang jeg har en ve, føler jeg der er jordskælv i mit indre. Det føles som om Vilmer konstant støder imod mit skamben, symfysen; for i stedet at “dykke under” og søge helt ned i bækkenet. Trine får da os konstateret at hans størrelse samt mit arvæv er to dårlige kombinationer. Jeg spørger ind til hvordan jeg aktivt kan hjælpe Vilmer på vej og vi prøver en knæ og albue stilling kombineret med rebozo. Tårerne begynder at løbe når veerne kommer og jeg får overrakt en iltmaske for hele tiden at kunne søge ind i veen i stedet for at løbe fra den. Morten anlægger trykkene på livet løs og hans blød markering på min kæbelinje, minder mig konstant om at slappe af i kroppen, frem for at spænde op. Sådan går tiden og Trines vagt stopper og jeg overleveres til en ny Jordemoder, Perkatrine. Jeg har på dette på dette tidspunkt været tilkoblet veedrop i 10 timer og er nu godt sprød. Det brager løs på højeste niveau, og veerne er super intense.

Endnu en ny Jordemoder – Overgangsfasen
Perkatrine kommer ind på stuen med en studerende; hilser pænt på imellem veerne og så fremlægges en lille plan, som hende og Trine har lagt. Der er ingen tvivl om at Vilmers størrelse skaber lidt udgangsproblemer eller retter sagt, han har svært ved at komme til udgangen, det sidste stykke er der råd for. Derfor anbefaler de jeg får lagt en epidural blokade, da der desværre kan gå en del timer endnu før han får trængt ned og med det allerede lange forløb, mine smerter og veernes styrke, så frygtes det jeg går kold. Jeg har aldrig før tænkt på at anvende epidoral blokade som smertestillende under en fødsel. Lattergassen har været ude mærket OG jeg er derudover sindssyge bange for at blive stukket i ryggen og ikke mindst blokadens bivirkninger. Perkatrine har tydeligvis fået denne information af Trine og hun er os ganske varsom da hun anbefaler mig denne blokade. Jeg bryder fuldstændig sammen og beder om en pause. Normalvis er der ingen pauser i fødsel, men da jeg er på drop, så er det muligt og Perkatrine slukker derfor droppet. I de ti minutter droppet er slukket, bryder jeg fuldstændig sammen, jeg tillader mig selv at mærke og føle alting og de minutter hvor jeg står foroverbøjet indover fødelejet mens jeg hulker, står for mig som er af de største øjeblikke under fødslen. Mens jeg græder, afsøger jeg hver en krog i mit sind efter ny styrke og energi og Perkatrine og jeg bliver enige om at jeg får en time mere med max veer og at vi i den time gør ALT der kan gavne Vilmer søger imod udgangen. Jeg husker hvordan jeg beder Morten give den ekstra gas med tryk, en ny løbe geel sluges og der sættes lidt lattergas på masken. Derefter kommer jeg op i knæ og albueleje igen og på min lænd tegnes der to cirkler hvor der kan trykkes yderligere, for at ligge nogle smertelindre tryk under veerne. Mens jeg står der, skiftevis nynner jeg ved mig selv Vilmers vuggevise og taler til ham, som Perkatrine beder mig om, for at understøtte at han trænger ned. Sådan står jeg i veerne og på en time går jeg fra 3 cm til knap 8 cm. Smerterne er næsten ulidelige at være i og da Perkatrine overlever beskeden om den markante åbning der er fundet sted, bliver jeg dels lykkelig men os ramt at muren. Muren udgjort at en selverkendelse. Jeg kommer ikke til at kunne gå hele vejen. Klokken er 01 og selvom der nu er få centimeter tilbage, så står Vilmer fortsat over symfysen og det kan betyde fødslen kan tage alt fra 2 til 8 timer endnu. Fostervandet er blevet klart, hans hjerterytme som hele vejen igennem har været stabil er det fortsat – han har mere eller mindre slet ikke opdaget jeg er i fødsel, så alt ligger op til at han nok skal komme, spørgsmålet er bare hvornår.

Jeg føler jeg står ved en skillevej, mellem min egen stædighed og fornuft. Jeg VIL ikke have den blokade men omvendt har jeg ikke “råd” til at lade vær. Jeg har simpelthen ikke kræfterne længere og inderst inde er jeg os ved at miste troen på at Vilmer fortsat kan forblive i trivsel og vi ikke pludselig ender i et akut kejsersnit. Jeg kigger derfor på Perkatrine som forstår mit blik og kort efter står en super dygtig og pædagogisk anæstesi læge på fødestuen. Han får hurtigt lagt blokaden og den virker… den gør mig samtidigt virkelig dårlig. Morten er udkørt, utilpas og på mange måder føles det som om, at i det øjeblik jeg mentalt knækker, falder han med mig. Han sidder i en stol og med hans mor ved hans side. Lyset er blevet dæmpet på stuen, i håb om jeg kan tage en lille power nap, men grundet reaktionen på blokaden, er dette langt fra muligt. Men heldigvis kunne andre på stuen hvile. Et af de bedste mentale billeder jeg har fra fødslen, er af min mand og hans mor, sovende op ad hinanden.

Selv kan jeg ikke finde ro. Min krop reagerer nu kraftigt på blokaden samtidigt med den har fået for meget ilt igennem masken. Min mor sidder hos mig, stryger mig over håret, holder mig i hånden mens hun taler sig ind i mit indre. Jeg ligger jeg på siden, anvist efter Perkatrine, da det umiddelbar er den vinkel Vilmer bedst muligt kan komme omkring min symfyse. Den lille time jeg ligger der, sårbar, opbrugt, med en krop der på så mange måder er udkørt, er min mor og jeg sammen. Øjeblikket er unik, smukt og en af de mange fine fantastiske stunder fra fødslen.
Jeg ligger og får nogenlunde ro, i knap en time. Så begynder jeg at opleve en pressetrang. Veerne sidder nu helt nede i åbningen og trækker for og bagtil. Det gør ondt som bare pokker, mest af alt fordi Vilmer fortsat ikke er helt nede. Jeg er fuldt åben men uden baby i åbningen. Fra 3 til 4 skal jeg gipse på alle veerne. Det er enormt smertefuldt og igen – opslidende. Hele tiden at opleve hvordan alle processerne i fødslen, strækker sig ud. Efter knap en time med gips, kan Vilmers hoved endelig mærkes langt nok nede til jeg må forsøge at presse lidt.

Pressefasen – Kom nu for fanden!
Jeg har bare ingen fornemmelse for hvordan jeg kan presse, hvilket skyldes blokaden. Perkatrine anlægger små indvendige tryk, for at jeg derved kan visualisere og målrette mine pres. Vi slukker for epiduralen og i knap en halv time forsøger vi med gips og pres at få Vilmer til verden. Det lykkes ikke. I stedet mærker jeg for alvor hvordan mine kræfter forsvinder imellem mine hænder og panikken bedre sig. Det handler ikke om utålmodighed men om selvindsigt og den erkendelse af, at jeg muligvis ikke kan komme i mål. Jeg er ved at have brugt alle tænkelige kræfter. Veedroppet har nu kørt i 17 timer og fødslen har stået på endnu længere. Jeg føler på så mange måder at jeg er smidt i havet og afstanden til kysten er for lang til jeg nogensinde når den, jeg føler jeg drukner og angsten for at Vilmer ikke kommer til verden, på naturlig vis breder sig. Jeg kan ikke mere! Jeg græder, skriger og råber på så mange måder på hjælp.  Perkatrine møder mig og der tændes igen for epidoralen. Vi forsøger at skabe et rum for jeg kan samle kræfter. Det smides flere vingummier, gels og væske på motoren. Kløen og kvalmen, bivirkninger fra epiodoralen har for indfundet sig og min krop skriger på forløsning. For hver gipsen jeg laver, rykker jeg tættere og tættere på at kunne føde, men os nærmere afgrunden og jeg får efter endnu en ve råbt at hvis jeg skal føde, så er det NU – for jeg kan ikke meget længere. Perkatrine reagere hurtigt og sammen kommer jeg om på ryggen, da det er her jeg føler mest styrke i mine pres. Siden fødslen har jeg ofte tænkt, at hvis ikke jeg var blevet mødt her, så havde det hele taget en markant drejning.

Perkatrine begynder igen at anlægge indvendige tryk, mens hun guider mig i hvornår jeg skal presse og gispe. Hvordan jeg får fundet de aller sideste kræfter frem, det ved jeg ikke, men pludselig beder hun mig mærke hvordan hovedet nu er kommet helt ned. Følelserne er mange og blandet. Morten står ved mit ene ben, min svigermor ved det andet og min mor ved mit hoved. Vi arbejder på mange måder alle sammen – sammen. Afdelingens Jordemoderen kaldes til stuen, grundet Vilmers størrelse og den aller sidste del af pressefasens begyndes. Den foregår udelukkende på Perkatrines anvisning, da Vilmers størrelse gør han skal ud på en helt bestemt måde. Da hovedet endelig er ude, skal først den ene skulder og dernæst den anden lirkes ud og først der begynder Vilmer at blive påvirket. Han dykker i hjertelyden og en børnelæge kommer på stuen. Fra den video der er lavet, er det tydeligt sammenholdt med de blå mærker Vilmer fik, at han næsten rives ud til sidst. Jeg får taget imod og løftet op og følelsen er ubeskrivelig.

Vilmer ligger på mit bryst i knap 3 sekunder for dernæst at bliver taget af børnelægen. Hans vejrtrækning er stærkt påvirket af fostervandet og det pres han netop har fået. Jeg bryder sammen og klynker efter at få min lille dreng. Det hele går pludselig stå stærkt og jeg får en hurtig trang til at presse igen. Idet moderkagen slipper mærker jeg et skyl, hvorefter det sortner for øjnene og det bliver svært at få luft. Moderkagen, som har huset min store dreng; viser sig at veje knap 1,4 kg. Hvilket betyder at den flade som den har hæftet på indvendig er er stor og idet den slipper, sker der en stor indre blødning. Blodet kommer som en bølge og endnu flere mennesker kommer til stuen. Jeg svæver lidt ud og ind af bevidstheden. For hver gang jeg åbner øjnene, er der flere mennesker omkring mig. En Jordemoderen står med en albue placeret i min mave, en anden hænger et drop op med medicin, som skal hjælpe med at stoppe blødningen og en tredje forsøger at finde andre mulige kilder til blødningen. Der er ingen. Jeg er kommet fuldstændig helskindet igennem fødslen, grundet de to Jordemødre som hjalp med at forløse Vilmer. Droppet får en hurtig virkning og det vurderes jeg kan blive på stuen. Der er røget 500 ml blod og det mærkes tydeligt. De forsøger at lægge Vilmer hos mig, for at lade naturen hjælpe ham på vej til en normal vejrtrækning. Det virker. Der bliver roligt på stuen, min lille dreng ligger hos mig og i et kort sekund er alt som det skal være. Droppet med medicinen mod blødningen kører derudaf og min reaktion på modtagelsen af denne er jeg bliver dårlig. Rigtig dårlig. Mit blodtryk falder og jeg skal kaste op. For hver gang jeg kaster op får livmoderen et ordentlig tryk og endnu en “bølge” skyller ud af mig, stuen fyldes igen og der arbejdes på at stoppe blødningen. Knap en time efter Vilmer er født er der endelig ro på stuen. Min Mor og svigermor trækker sig tilbage for at lade Morten og jeg være i denne stund sammen og sådan er vi lidt. Jeg mærker pludseligt hvordan min vejrtrækning bliver besværet og når tidsnok at bede morten trykke alarm, før jeg igen mærker et dyk i mit blodtryk. Jeg kaster op, livmoderen får endnu et tryk og jeg forsvinder et kort øjeblik. Jeg vågner ved afdelings Jordemoderen står ved mit hoved, mens hendes kollegaer igen arbejder på mig. Der kobles et nyt drop på, og alt måles og vejes for at vurdere hvilket beslutninger der skal tages. Vilmer ligger på Mortens bryst, der sidder i en stol med ryggen til. Han græder. Det hele er for voldsomt. Mens jeg svæver lidt ind og ud, forsøger jeg at bevare roen i kroppen. Alt i mig er præget af total dødsangst og smerte. Det nye drop virker endelig og mine værdier begynder at blive normale. Ganske langsomt, får jeg det bedre og Vilmer kommer tilbage til mig. Han er suttelysten, vidunderlig og endelig i mine arme.

Vilmer er født klokken 05:09, mandag d. 29 oktober 2018.
Han vejede 4845 og er 56 centimeter lang. Han er intet mindre end vidunderlig.

Vi kom, trods lidt blå mærker, et blodtab og nogle få chok – alle helskindet igennem fødslen

Perkatrine kommer, da hendes vagt at ved at være slut og overlevere mig til den nye Jordemoder som skal afslutte alle mål mm. Det er Katrine, den første Jordemoder, som møder ind. Vi snakker alle forløbet igennem og Perkatrine sætter sig ved min side, nusser mig på kinden og roser mig for min præstation. Hun fortæller os; at var jeg sat i gang medicinsk; så var fødslen ikke gået som det gjorde – tværtimod og hun beundre min tro på, min egen krop. Hun giver mig et kram, bedre både Morten og jeg sikre, at vi får en efterfødselssamtale og fortæller at det er helt naturligt hvis vi får en reaktion ovenpå denne fødsel. Den har været hård og voldsom… men i mine øjnene os smuk, fantastisk og et udtryk for hvor ressourcestærk kroppen er. Selvom de sidste timer af fødslen, var som at danse i helvedet, mens Jonny Cash sang “Ring of Fire”, så følte jeg mig tilstede i fødslen, på en måde jeg aldrig før har været det.

Jeg tror at det store andel af kvinder, der i dag lider af angst for at føde, ofte er påvirket af det behov vi har opbygget for altid at være i kontrol. Jeg har om nogen altid følt et stort behov for at være i kontrol, men noget her i livet er og bliver ukontrollerbart, heraf en fødsel.

Min fødselsberetning kan hurtigt ende med at blive kategoriseret som en skræk fortælling, der kan få førstegangs fødende, kvinder der venter store børn eller har fået keglesnit til at tænke “Fuck”, og jeg vil være ked af, hvis det kun er den følelse man efterlades med, efter at have læst denne beretning. I stedet håber jeg, det skinner igennem, hvor vigtigt det er at tro på sine egne evner og fornemmelse. Derudover at man forstår, at man forud for sin fødsel acceptere at vi ikke kan vælge vores egne fødselsforløb, men vi kan arbejde med vores indstilling til at det kan gå ”alle” veje. Vi kan derfor forbedre os mentalt på, af gå med den og acceptere nødvendigheden i at omstilles sig, måske blot en eller flere gange undervejs i forløbet. Vi kan sætte os ind i en fødsels opbygning, de forskellige former for fødestillinger, smertelindringer og vi kan sikre, at vi er medspiller i at skabe en god dialog på fødestuen. Vi kan arbejde med det som forud for fødslen kan skabe en frygt, måske endda angst og hvis vi derved formår at kortlægge os selv, er det langt nemmere at kommunikere og hente hjælpen til at finde roen.



Vilmer er en uge gammel. Vi stortrives og jeg er smask forelsket i mit lille menneske. Jeg ser ikke hans fødsel som værende forfærdelig, men som en fødsel der på mange måder var min bedste fødsel, fordi jeg formåede at være i den, gå med veerne og samarbejde med min krop. For første gang har jeg holdt en sober tone under HELE min fødsel og jeg følte mig aldrig som et offer bundet til en fødeseng, men som en kvinde der kæmpede. Min mand agerede med en helt anden ro og har sidenhen fortalt mig, at han følte sig som en bedre medspiller, der var rustet, således at vi kunne skabe et samarbejde, frem for et sololøb hvor han bare blev en cheerleader.

Jeg vil gerne sige dig tak, for at have læst med hele vejen til nu.

Forud for min fødsel, læste jeg Heidi Meyer Valentins bog: Meyermetoden – den naturlige epidural, i forbindelse med en test for MomsterTest.dk. Derfor indgår der delvist reklame i dette indlæg, da bogen har været brugt i forbindelse med denne anmeldelse. Min og andre momsterbloggers anmeldelse kan læses HER og indlægget om netop min egen oplevelse af bogen, forud for fødslen kan læses HER.


Jeg har personligt valgt at anvende flere af Heidis værktøjer og teknikker undervejs i min fødsel. Ligeledes har min mand, son under denne fødsel for måde at være en vigtig samarbejdspartner og hjælper, i en langt bedre og mere rolig grad, end til vores to andre sønners fødsel. Udover trykkene, indsigten i Heidis skildring af smerteteknikker og forståelse herefter, formåede Heidi, som Jordemoder; at hjælpe med at etablere en følelse af empowerment, forud for fødslen og jeg tvivler ikke et sekund på at det var netop besiddelsen af min tro på det empowerment, jeg selv rummede, der gjorder jeg kunne være i fødslen, sådan som jeg var det. Mine varmeste anbefalinger går derfor fortsat til Heidi Meyer Valletins fantastiske bog Meyer Metoden – Den naturlige epidural.

Kærlig hilsen, Christina
Mor til Aksel, Carl og Vilmer

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet