Sommer og solskinskys

Sommer og solskinskys

Flashback
“Ferie – ferie – ferie.. slap nu af du har fri og syng en glad melodi”. Lisa holder min hånd, hendes smukke klang træder frem i mængden af stemmerne. Gunnar slår lystigt på guitaren og alle læreren synger glade med. De virker helt opløftet, de skal selvfølgelig os holde hele 7 ugers fri fra os. Jeg drejer hovedet og kigger mod Tobias, vi smiler diskret til hinanden og en sorg rammer øjeblikkeligt mit hjerte. Vi havde lige forelsket os, siddet hånd i hånd på hans sovesofa mens Savage Garden havde implementeret sig som soundtracket til vores dag, det der skulle blive måned og sidenhen årsdagen. Lige om lidt skulle han til Rom og selv skulle jeg mod de svenske skove og være en del af min mor og hendes kærestes “Din – min og vores familie projekt”. Mit hjerte springer et slag over og hvis ikke det var for Lisas begyndende vuggen frem og tilbage, som var hun en tumling til rytmik, så havde mine tårer fået frit løb. Hendes glæde smitter mig og inden længe stemmer jeg i og ryster min forskud på sorgerne af mig og synger “Op mod solen ler jeg, den vil skinne til ferien er forbi – håber vi” idet vi gynger en gang mere kommer jeg selvfølgelig ud og takt og Lisa og jeg knalder skuldrene sammen, og solbadningens solskinskys begynder at brænde på ny”.

Dette indlæg indeholder reklame
Det er efterhånden mange år siden jeg sad der i gymnastiksalen og sang med på ”feriesangen” og var mærket af ungdomsforelskelsen og det enorme savn jeg følte efter en hel uges adskillelse. Det er os længe siden solskinnets kys har ramt min hud, som et ømt sugemærke. Det der med sommerferie og sol, det er ikke altid noget det hænger sammen her i den danske land. Alligevel er noget begyndt at ændre sig, måske kunne jeg tage den romantiske tanke til mig og sige “det er bare held og det nye danske sommervejr”, men det er nu engang global opvarmning og dertil hører højere og lavere temperatur forandringer. Det gør os, at en blegfis som mig, er lidt ekstra udsat her i sommermånederne. Efter jeg er begyndt at løbe og at 95% af alle mine ture løbes udendørs, så får min hud oftest en naturlig overgang og optrapning til de kraftige stråler. Det betyder dog ikke, at jeg tåler solen i store mængder og det gælder i særdeleshed mine to drenge, Aksel og Carl. Aksel har langt mere pigment i huden end Carl og selvom han er tjekket for eventuelle fejl på den side, så ligner han bare sin mor. Har man set Twilight, så kan han til tider minde om en glimtende vampyr i solen, det hvide hår, den blege hud og de røde æblekinder, bevidner dog om at han nu engang er menneskelig og derfor skal beskyttes mod solens stråler.

En ting er at berede sig på solens stråler, en anden ting er de mange andre forandringer en sommer kan føre med sig. Derfor har jeg på mange måder forsøgt at forberede ungerne, med to simple kreative måder, nemlig en oversigtstegning over vores sommerferie, som på en let og overskuelig måde skal vise ungerne, hvad denne sommer kan og skal byde på. Derudover har drengene lavet hver deres sommerferiebog, hvor de efter behov kan tegne en sommerferietegning og vi derudfra kan snakke om sommerens oplevelser, de store og små. Tænker samtidigt at bogen kan være et god redskab for ungerne, når ferien er slut, dels til minder og til at hjælpe hukommelsen lidt på vej.

En anden sag, som vi har med i kufferten denne sommer, er Reimas Badetøj eller som drengene kalder for haj-svømme-tøj, da de synes de smukke blå farver danner et tigerhaj mønster. Drengene har selv fået lov til at vælge farve og stil og det var ikke helt let for Carl, det var nemlig mange flotte farver.
Hele Reimas badetøj og UV-tøj kan ses på Reimas hjemmeside

Drengene valgte begge Reimas badetøj / UV tøj, hvor Aksel har fået et par Biitzi shorts og en langærmet Isla UV-t-shirt. Carl har valgt et par Tonga shorts og en Fiji UV-t-shirt. Begge sæt har faktor 50 og er enormt let, hurtigttørrende og med god regulering i livet på badebukserne og i det elastiske stof i bluserne. Carls solhat er god til han bader uden T-shirtsen, men fortsat skal beskytte hans sarte nakke og skuldre. 

Badetøjet er let i det og i et åbenbart materiale der gør det er lækkert at løbe legene rundt i langs strand eller pool kanten. Aksel har fået en langærmet badebluse, som hovedsageligt bruges når han har været i bølgen blå og han “fryser” eller til efteråret når han skal på sejltur i Grækenland og skal beskyttes lidt ekstra som de reflekteret stråler. Badetøjet fra Reima kan købes i en række børnetøjsbutikker – heraf blandt andet Tinderbox men på Reimas hjemmeside, hvor der netop nu et lækkert sale.

Jeg håber du kan bruge disse små kreative ferietips og anbefaling på
lækkert solbeskyttende badetøj til ungerne.

Jeg ønsker dig en god sommer.
T
ak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

At støtte en krop i forandring Del II

Reklame 

Flashback
Friends kører som den hule underholdning, mens dagens aftensmad forberedes. Effektivt glider skrællen henover kartoflernes skal, hvortil de færdigskallet smides i gryden med vand. Mens mine øjne ser hvorledes Rachel og Ross diskutere hvorvidt de er på pause eller ej, søger min hånd mod en ny kartoffel. Mine fingre strejfer den ene side af knolden og sætter den i bevægelse. Den triller, lige ud over bordkanten og rammer gulvet med et let dunk. Blikket forstyrres og søger nu efter kartoflen på gulvet og ide jeg ser den ligge der, bryder jeg fuldstændig sammen. Gråden overmander mig og jeg synker i knæ. Hovedet hvilet tilbagelænet mod køkkenlågen, mens mit bryst hopper af en ukontrolleret hulken. Jeg hører hoveddørens lås slås fra og Hr. Mand og Aksel kommer ind i lejligheden. Min hulken er åbenbart høj, for Hr. Mand går direkte imod mig. “Hvad sker der?!” Spørger han bekymret, mens han knæler foran mig, som var jeg et lille barn der var faldet. Jeg kigger bedrøvet på ham og svare så “Jeg tabte en kartofler”, genfortællingen igangsætter en ny hulken. Hr. Mand kigger på mig med et tomt uforstående blik og siger så “Nu vil gravidtetshormoerne da ingen ende tage?!”

Det er 5 år siden jeg sad på køkkengulvet og græd over den tabte kartoffel, den klarede det og det samme gjorde jeg. Den lille hormonelle fortælling, er en ud af mange og flere kommer fortsat til, sådan er det, når jeg er gravid. Jeg føler det hele, lidt ekstra, eksempelvis som da jeg forleden var i bio og så Jurassic Park. Jeg græd ikke grundet et dødsfald eller en smuk kærligheds scene, jeg græd fordi en langhals stod på kajen og sagde den genkendelige lyd, som en sand dinosaurer elsker kender og som betyder “jeg er i fare – hjælp mig!”. Jeg triller en tåre til morgensangen på Aksels skole hver mandag og jeg får våde øjne når irritationen kommer over mig. Det flyder en del med kropsvæsker for tiden og et kæmpe tilbageholdt nys, kan kræve et undertøjsskift. Halleluja!!

Det er de flydende væsker jeg gerne vil skrive lidt om her og hvordan jeg forsøger at støtte min krop i dets magiske forandring. Jeg ser den ikke super magisk, når jeg morgen efter morgen kan pudse næse og konstatere at den øgede blodmængde i kroppen, os har sat sig i min næses slimhinder. Det forklarer den tætte fornemmelse jeg har i næsen og den lille forandring der er sket med min stemme. Alligevel er det jo fantastisk at min krop gør noget, som gør det muligt at et lille nyt liv vokser under mit bankende hjerte eller svulmende bryst – helt uden jeg gør andet end at spise, leve og elske.

Ret skal være ret. Min krop er under en stor forandring, det er ikke kun indeni der rykkes rundt på organerne, nej udenpå omformes der os.  Mine hofter er blevet runder, huden på maven stram, da det lille liv indenunder spænder den ud og brystet, ja det vokser fordi mælkegangene og vævet udvider sig. Det bemærkes særligt at Hr. Mand, som desværre har oplevet mig synge “don’t touch this” et par gange, for et svulmende bryst er ikke noget man skal kimse af. Det kan gøre relativt nas, sagde den barslende marathon løber. En klog veninde sagde den anden dag, at hun altid havde set graviditeten som en todelt proces, en forbeholdt det lille liv som voksede i maven og som var til for at det kunne vokse. Den anden del var tiltænkt forældrene, særligt moderen. Igennem de 9 måneders ventetid, ville den kommende mor opleve lidt af hvert, som på mange måder ville hærde hende psykisk. Dette kunne være ting som: konstant afbrudt søvn, hormonelle forandringer, nedtrapning af ens sociale overskud mm. Min veninde har efter min mening ret. Spørgsmålet er så, hvordan støtter man sig selv i disse forandringer?

Min generelle store taknemmelighed over at være gravid, mærke liv og vente et sundt og raskt barn, gør jeg bevæger mig i den høje ende af glædes barometeret. Når det så kommer til ting som “hvad skal jeg have på i dag?” Så er det lidt andre ting der er på spil og til dem som tænker ”har det virkelig nogen betydning” så er svaret fra den gravide kvinde i uge 22 + et antal dage, JA ! Mit bedste råd til førstegangs gravide : Køb en god basis graviditets garderobe, særligt hvis man tænker den skal bruges til mere end en graviditet. Jeg har altid tænkt “Jeg vil ikke bruge penge på den slags” og ofte kan tøj med god stræk effekt gøre meget. En ting jeg dog ret hurtigt fandt uundværligt, var en god BH. Det var først anden gang jeg tillod mig selv at købe nogle gode ammebh’er. Problemet med Bh’erne har bare været, at de har gnavet og det har derfor altid været en lettelse at få dem af, det betød bare der var mælk übber alles. Denne gang fandt jeg Bh’erne frem lidt tidligere, faktisk før der var behov for at “knappe ned”, simpelthen fordi mit bryst har vokset som en i pokker. De der har prøvet at være gravide og opleve maven vokser “opad”, således at alt hvad der sidder til og har en “kant”, kan irriterer underkanten af brystet eller toppen af det spændte maveskind voldsomst. Da det ikke altid er en mulighed for mig at smide bh’en og jeg faktisk ikke er helt så rødstrømpe agtig, har jeg sagt ja til at teste Carriwell GelWire Nursing Bra.

Carriwell ammebh, er ikke udelukkende tiltænkt til efter fødsel, men os før. Den klassiske metalbøjle er erstattet af en i gel, hvilket gør den følger brystet på en anden måde og skaber plads, særligt hvis brystet er ved at sprænges af mælk eller lige blevet tømte. Derudover er den klassiske “åbning”, når man skal amme, en hel åbning, så der sidder ikke en strop og strammer fra de mælkegange som løber ud fra armhulen af – det er særligt de mælkegange jeg har haft kæmpet med. Det er dem der har gjort brystet varmt og til tider rødt og som jeg stortudende har massageret under en varm bruser. Amning, ja det er ikke for “tøssedrenge” og det er måske os derfor det er kvinden der kan amme? Ammebh’en fra Carriwell kommer samtidigt med en BH forlænger og særligt Carriwells forståelse for kroppens anatomiske udvikling og ikke mindst deres kunders pengepung, gør jeg klapper lidt i hænderne. En graviditet kan hurtigt blive dyr i sig selv, så helt små ting, som gør man ikke behøver skifte sin BH ud, fordi de sidste graviditets kilo kommer til i 11. Time eller at man for en stund kan stille op til battle mod Linse Kessler tidligere barm, det er et kæmpe plus i min bog.

Ammebh’en er enkel, former og støtter og helt uden af genere min voksende mave. Stoffet er behagligt, så det aktivitere ikke den hudkløen, som jeg ofte har oplevet og så er jeg ekstra glad for at det nederste af bh’en er lavet i et seamless materiale – ligesom resten af bh’en, således at det kan give sig og følge lige præcis min krop og dets magiske forandring. Der er mange måder at støtte en gravid krop og dets magiske forandring, både inde og udefra.

Bh’en fra Carriwell støtter nu en ret vigtig del af min krop, derudover bruger jeg musik, nærkontakt og det at se på min krop som en støtte. Jeg forsøger at lærer dens midlertidige form at kende, ved blandt andet at massager maveskindet i kokusolie derved får jeg en kontakt til hvem jeg os er mens jeg får en øget kontakt til Vilmer, for selvom jeg ofte møder ham i mine drømme, synger hans sang og puffer igen når han sparker, så er der fortsat en god del tid til jeg kan sige “Velkommen til verden” og knappe ned.

Tusind tak fordi du læste med

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At støtte en krop i forandring – Del I.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Jeg har svært ved helt præcist at sætte en finger på, hvornår det var jeg begyndte at vende og dreje mig foran spejlet, akkompagneret af selvbebrejdende og nedladende tanker. Jeg var hverken tyk eller tynd, høj eller lav, jeg var helt normal og alligevel fortalte jeg mig selv, igen og igen, at jeg var helt forkert.

Det var først mange, mange år senere, at jeg begyndte at forstå, at jeg faktisk var og er mere end okay og vigtigst af alt, at jeg er nød til at være bedste venner med mig selv og min krop, vi skal nemlig følges ad hele livet og det er nu rarest at gøre med en god tillidsfuld ven.

Mine graviditeter har ikke altid været nemme. Mit bækken har raslet som var det en rangle og mit stofskifte præges af den hormonelle cocktail, så det går i stå. Det har ofte ødelagt al motivation for “sund kost og motion” og derved er vægten steget stødt. Graviditetskiloene er stort set smidt, lige så hurtigt som de er kommet på og det gør at diverse fagpersoner, har anmodet om at jeg “acceptere” den måde jeg er gravid på. Ingen graviditeter er dog ens og da jeg generelt synes vi skal gøre brug af de erfaringer vi gør os, så prøver jeg virkelig at drage af nytte af dem, her tredje gang jeg er gravid. Så jeg forhåbentligt kunne holde mig under de gyldnede 20 kg. Ikke fordi tallet er vigtigt, men jeg ved at lægges der 20 kg. Til min normalvægt, så er det mere end rigeligt til min krop. Hvis det skete, at vægten kunne nøjes med at stige 20 kg, så ville det være “stort”, da jeg med Aksel tog 24 kg på og med Carl 28. Alle kiloene har været tabt efterfølgende, men det er svært at mærke kroppen vokse og på mange måde være udenfor kontrol. Jeg er normalvis i rigtig stor kontrol og kontakt med min krop, igennem mit løb, men nu.. nu hvor løberen er gået på barsel og appetitten stiger, blodsukkeret konstant kører i rutsjebane, ja så sker der nogle forandringer og mit store spørgsmål har været, hvordan støtter jeg bedst mulig en krop i dens forandring?

Jeg har de sidste mange år, arbejdet med min forståelse af kroppen som værende min bedste ven, frem for fjende. Jeg har evalueret på de “tegn”, jeg vurdere mig selv efter og set kritisk på deres ophav. Vi bombarderes konstant med anvisninger om hvordan vores kroppe bør tage sig ud, behandles og udtrykkes og ganske langsomt, fjernes al den selvkærlighed, respekt og stolthed, som vores forældre har tillært os i barndommen. Som barn var jeg umanerlig tynd og ranglet, men da jeg fyldte de 11 år, begyndte der pludseligt at ske noget. Min krop begyndte at ændre sig og en da stod jeg i H&M og fandt en top, som skulle erstatte min klassiske undertrøje. Før jeg vidste af det, købte jeg sørme os et par G-strenge, med min gode veninde Trine. Til at starte med vaskede vi dem selv i hånden, indtil vi fandt mod og styrke til at sige “Hey Mor (og Far) jeg vil gerne gå med denne type undertøj”. Det var på mange måder, det første skridt imod selvbestemmelsen og personlig udvikling. Siden er mange ting fulgt efter og ofte har det været for at bestemme og dyrke mig selv og min krop. Spørgsmålet er så, hvornår denne vilje til selv at ville bestemme om bukserne skulle være hullet, håret fyldt med dreadlocks og duften en date sport forsvandt ?! Hvornår var det, at alt det jeg kæmpede for, i forhold til hvad jeg tænkte og troede på, blev droppet til fordel for ungdomsbladenes tone, reklamebilledet idealer og andres opfattelse?!

Når jeg i dag ser på ældre billeder af mig selv, så mærker jeg altid et stik i hjertet over, at jeg ikke så ALT det som jeg ser nu. Nemlig en køn og slank pige, som jo havde al god grund til at være stolt af sig selv?! Det var en pige med ben i næsen, som bar hjertet udenpå kroppen og troede på, at der skulle være plads til alle. Det er noget underlig noget med billeder… de kan være ens bedste ven eller fjende. Ofte kan billederne vise noget, man ikke selv ser, på godt og ondt. Jeg synes mine løbebilleder er gode til at vise mig min kropsholdning når jeg løber. Løber jeg med ret eller sammenfaldet ryg? Med forfodsstilling eller fald bagerst på foden. Sådan kan det være I løbets verden.

Da Fotograf Mia Boserup, Photos by Boserup, kontaktede mig, for at spørger om jeg ville med på en morgentur til Amagerstranden, så tænkte jeg, på baggrund af min erfaringen fra mine løbebilleder og med total overbevisning af Marias portfolio – det kan du tjekke ud her: PhotosbyBoserup,dk  så tænkte jeg, at det måske var en god chance for at støtte min krops forandringer, på en positiv måde. Da vi snakkede sammen i telefonen, så var jeg ærlig talt lidt nervøs og min selvkritik er nu engang som den er, relativ høj. Mia formåede dog at skabe en tryghed og ro omkring det hele og da jeg stod der på standen klokken 4, en lørdag morgen, var det hele pludseligt okay. Mens det fortsat kun var min krops silhuet som kunne fanges af kameraets linse, forsøgte jeg at gå all in og være i kontakt med hele min krop og den lille gut i maven. Så mens jeg stod der i naturens elementer, som jeg er skabt, følte jeg mig pludselig mere kvinde end nogensinde før.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Mias milde væsen og kreative ånd, fik mig langsomt, men sikkert til at falde til ro i rollen foran kameraet. At hun så samtidigt havde de fineste kjoler med god plads til en voksende mave, det var blot et ekstra plus. Udover at Mia fik taget nogle utrolige billeder, så kom jeg under fotoshouter i kontakt med min indre urkvinde. Urkvinden kommer jeg oftest kun i kontakt med når jeg føder eller løber all out på de lange distancer. Den morgen forstod jeg, at jeg som kvinde er nød til at støtte min krop i dets forandringer og den bedste måde at gøre dette på, er ved at indstille mig på “alt kan ske”. Denne tredje graviditet er med sikkerhed den lettelse, hvis vi trækker risikovurderingen og biopsi fra SÅ er dette min drømme graviditet(7-9-13). Jeg er mere end nogle ekstra kilo på vægten, det vidste jeg godt forud for den morgen på Amagerstrand men når jeg kigger på billederne af mig selv, så får jeg et ekstra boost, os selvom lårene er begyndt at glide imod hinanden. For det her er en kort periode af mit liv, som aldrig kommer igen og jeg er om nogen taknemlig for, at jeg overhoved må bære et barn under mit bankende hjerte.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

1-2-3?

blue-number-3-supershape-foil-balloon-34-inches-86cm-product-image
Carl kom til verden en lørdag, efter en hel uge med koblede veer, som i sidste ende var penge i banken, hårdt optjente penge.

Efter to dage på barselsgangen, tjekkede Carl og Jeg ud og kunne sammen med med Aksel og Hr. Mand begynde vores lille familieliv, som en familie på fire. Forud for Carls fødsel, havde Hr. mand og Jeg lavet et kæmpe forarbejde. Vi havde snakket med Aksel om lillebror Carl i maven, vi have læst op på diverse søskende pædagogiske teorier og købt en storebrorgave mm. Vi havde derudover indstillet os på minimal søvn, en reaktion fra Aksels side og ja fyldt fryseren med en masse gryderetter. Vi havde på alle måder forsøgt at skabe de bedste rammer for Carls ankomst til verden.

Hvad vi ikke kunne have forberedt os på, var det der skete kort efter Carls fødsel. Under min graviditet med Carl kom de snigende, tankerne om “dette er sidste gang”, de kunne simpelthen ikke bundfælle sig. Så en formiddag mens Carl lå og sov i hans lift og Hr. Mand fortsat var på hans 14 dages obligatoriske barsel, tog vi snakken. Var dette virkelig den sidste gang vi skulle blive forældre. Carl lå der, sovende, mæt og tryg og Aksel var glad som dagen var lang. I det øjeblik aftalte vi, igennem en følelsesladet snak om værdier, kærligheden til hinanden, livet og ønsker for fremtiden, at vi, hvis tiden, biologien, kærligheden, overskuddet ville det, så skulle vores familie være udgjort af endnu en lille en.

1888762_10152281674466684_785633683_n

For mig er det svært at bruge ord som endnu en, mere osv. For i min optik, er hvert et lille væsen unikt og elsket og derfor er hvert enkelt lille barn aldrig bare “endnu” en. Det er en ære at må være gravid. At vente sig og blive nogens mor, os selvom graviditeten kan være hård, lang og til tider uudholdelig. Jeg nyder som sådan ikke en graviditet, jeg elsker at føde, mærke de små spark og så er jeg taknemlig over at må være og kunne blive gravid. Resten – NOT so much. Jeg bliver aldrig hende den yndefulde kvinde med en lille vandmelon på maven og perfekt glæde. Jeg bliver den altid tissetrængende, prustende, stønnende, følelsesmæssige pendulerende kvinde, med en krop der tager vand ind som en grydesvamp og bryster der er alt for tidligt lækkende. Det er mig, mig som oplever hvordan min krops stofskifte ændre sig og gør skummemælk til fløde og sådan er det for mig. Jeg er skabt til at være gravid, føde store sunde drenge og det er bare sådan det nu engang er.

Tankerne om at blive Mor til 3, har vokset ganske stille og roligt de sidste mange år. Dog har flere vigtige parameter været indflydelsesrige på om hvornår tiden måske kunne være. Udover Hr. Mands og mit forhold, almen sundhed, økonomi, så har særligt Carls alder været vigtig at tage højde for. Det har vi ihverfalde fundet vigtigt. Af samme årsag til der er knap 3 år imellem Aksel og Carl, så ønskede vi at anderkende vores egen lille families overskud og ikke mindst sikre at Carl havde tid til at udvikle hans person og få lidt af alt det, som vi ønskede at give ham med. Nu lyder det jo lidt som om,  jeg tror man stopper med at være en del af ens barns udvikling, det tror jeg bestemt ikke. Det er bare forskelligt hvordan ens syn på børns udvikling og særligt eget overskud er. Jeg har aldrig drømt om pseudotvillinger men hvad andre gør og tænker er deres sag, det hele handler jo om ens egen grundværdi og tankegang og at andre så har respekt og udviser dennne. Vi har mødt folk som siger vi “nu slås hjem som ludobrikker” fordi vi starter “forfra”, da Aksel er 7,5 og Carl knap 5, når Vilmer kommer til verden og omvendt har vi mødt dem med 2-3 blebørn som siger det modsatte. Jeg tror det handler om langt mere end mine fattige ord kan beskrive, men vigtigst af alt gælder det om at gør det man i ens parforhold og selv føler er rigtigt og vigtigst af alt, er det jo ikke altid op til en selv, men moder natur. Overordnet ved jeg hvad jeg kan og ikke kan som menneske og hvornår jeg blomstre og hvad det kan tærre på min glød og det forsøger jeg at handle efter, det mener jeg, gavner mig selv og mine medmennesker bedst muligt.

Allerede for et lille års tid siden kunne jeg mærke mit biologiske ur røre på sig, den der skrukhed. Den kommer lidt i nye klæder når man allerede en gang har stået med nettrusser og isbind. Så er det hele lidt mere “realistisk” og på lange måder ved man hvad “pakken” indebære. Det tror jeg os er ret vigtigt, når nu man tænker at ens familie skal beriges med et lille barn – om det så er nr. 1-2 eller 3… måske 4, men vi stopper dog her.

Det har på mange måder været ret let at tage beslutningen om familieforøgelsens og så har der alligevel været en kæmpe faktor, som har betydet meget for mig, nemlig min tidligere stressbetinget depression, som jeg for nyligt har skrevet om og som du kan læse her. Overvejelserne har som tidligere skrevet os gået sig på de helt praktiske områder, som økonomi, plads, tid og så har jeg kigget mig selv i spejlet og spurgt: “Har jeg mere at give? – Kan jeg rumme, elske og forblive tro mod mig selv?” Svaret har været ja og min antagelse er, at det jo ikke er kærligheden, nærheden og overskuddet, det er al logistikken omkring det at have 3 børn. Tænker her min evige behov for struktur og systemer vil komme mig til gode og så den grundantagelse, at vi må tage det hele som det kommer. Livet er hvad man gør det til og det samme er en tivolitur med to eller tre drenge. Det rør mig ikke at lege “ladcyklen er ladet med 6 børn” eller sende Hr. Mand på dødsdruk i ny og næh for det handler om at vi alle skal være der.

f80a4167_web
Credit. Fotograf Mia Boserup

Med Vilmer der nu sparker løs i min mave og to drenge der den ene dag er de bedste venner og den næste kan vi under morgenmaden, allerede mærke at de skal adskilles, hvis ikke vi skal opleve et barnemord, så tænker jeg da nogengange “har jeg virkelig signet op for det der”, alligevel ved jeg hvilket gave der venter os alle og derfor elsker jeg alt ved tanken om at jeg til oktober bliver mor til tre.

Tre helt vidunderlige drenge, Aksel, Carl & Vilmer

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bagom tallets betydning

img_0350

Flashback
De hvide kuverter, deles efter navn, rundt i lokalet. Da brevet endelig er i mine hænder, tøver jeg lidt med at åbne. Jeg kan allerede høre at nogle af de andre, er i fuld gang med at proklamere hvilken bedømmelser de har fået. Diskret lader jeg blikket glide rundt i klasseværelset og jeg hurtigt konstatere, at alle åbner deres breve. Selv har jeg mest lyst til at vente, til jeg kommer hjem og er alene. 

Klumpen i halsen vokser og mine fingres fugt kan sætte mærker på kuverten. Med en negle løsnes limen og jeg fisker så papiret op. Min sidekammerat kigger mig over skulderen og siger så “Jeg har kun fået 8 i engelsk!”… mine øjne finder faget engelsk og der er både et 6 og 7 tal. Syv i mundtligt og 6 skriftligt. Jeg kan allerede mærke det lille pust, som aktiviteter mine tårekanaler, men jeg irettesætter hurtigt mig selv. Der er mange 6-taller, men i mundtligt dansk står det 10. Jeg elsker dansk, nok mere end en hver anden 7. Klasses elev gør det. Det er måske ikke så underligt, at jeg nogle år senere søger ind på lærerseminaret og læser til dansklærer.
På trods af jeg er delvis ordblind.

Jeg havde fagligt, ikke den bedste tid i folkeskolen. Karakteren lå ofte i bunden af skalaen og mine mangle evner til at stave og forstå grammatikken spøgte i næsten alle fag. Jeg glemmer aldrig et møde i 8. klasse, hvor jeg knækkes af den fremvoksende evalueringstendens. Jeg kunne jo virkelig intet, det viste alle karakterne jo. Der fangende min klasselærer Jens mig og sagde: ”Nej du får måske ikke de højeste karakter Christina, men du kan noget der er langt vigtigere, du kan tale din sag. Ingen kan bruge en der kun kan få 12 som ikke formår at fremlægge sine projekter.” Hans oversættelse af mit sølle krakterblad hjalp mig på vej, samtidigt med at min dansklærer begyndte at give mig to karakter, en for indhold og en anden for retstavning. Jeg kunne jo noget med ord og lysten til dette måtte ikke slås ihjel. Jeg skylder helt klart de to lærer fra folkeskolen en stor tak, de formåede, sammen med en række andre folkeskolelærer at give mig en tro på jeg godt kunne, hvis jeg ville det.

Udover min tenderende ordblindhed, så var til tider svært at hente hjælp til lektierne hjemme og mit hoved var mildest talt optaget af helt andre ting. Derfor var det heller ikke helt tilfældigt, da min klasselærer nogle år senere anbefalede mig at droppe den almene STX, da dets kendte sociale liv, kunne knuse en person som mig, dels grundet den modenhed jeg nu engang havde og fordi min motivation kunne være svær at opretholde i mængden af øl, fester og andet lir. Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at følge hans anbefaling og søge ind på Frederiksberg HF-kursus. Det var der jeg fandt mit faglige jeg og med flere 12 taller end jeg efterhånden kan huske, fik jeg en god studentereksamen. Det var os der jeg lærte Hr. Mand at kende, det var der jeg forelskede mig for livet. Min tid på HF, mellem de mange andre, lidt ældre studerende, lærte mig at stå på egne ben. Jeg lærte at jeg faktisk var “klog” nok og at jeg kunne noget, til trods for lidt hårde knubs i ny og næh. Det tog jeg med mig videre på seminaret. Drømmen var ellers at læse psykologi, men så god var min studentereksamen desværre ikke og jeg undersøgte derfor hvordan jeg kunne gå andre veje og derigennem nærme mig det som kunne være adgangsgivende for de karrieremæssige spor, jeg fandt tiltagende. I lang tid tænkte jeg lærergerningen var mit kald og det tror jeg nu os stadig den skal være, men i andre klæder, end dem den almene folkeskole er iført. Efter lærerseminaret, som jeg ligeledes afsluttet på fornuftigt vis, med Aksel på hoften, Carl i maven og en række 12 taller, besluttede jeg mig for at tage en tænkepause.

Det var en pause, der skulle give mig tid til at samle mod, så jeg en dag ville søge ind på mit drømmekandidatstudie. En kær veninde, Gitte, som i dag er i gang med at specialisere sig som læge, blev min opbakning og inspirationskilde. Min store tvivl gik sig på, om en til tider skriftlig ordblind tosse, virkelig kunne læse en kandidat og på et højt niveau. Jeg har aldrig ønsket “bare” at slæbe mig igennem. Jeg vil kunne det jeg skal og helst mere end det. Min veninde fik mig overbevist og jeg var en af de få, som blev optaget på årgangen 2015 pædagogisk sociologi, ved Århus Universitet. Jeg havde forberedt mig godt og alligevel følte jeg mig slået lidt ud af kurs. Det gjorder resten af mit hold os, så jeg lagde ikke de store bekymringer i dette og valgte i stedet at knokle på. Det betalte sig med gode karakter og i sidste ende os en ordentligt omgang stress, som jeg ignorerede. Det brød stressen sig faktisk ikke om, måske var det mere min krop og psyke, så den reagerede ved at en depression i ro og mag voksede sig stor og stærk i mit indre. En dag væltede det hele og belastningsreaktionen var ikke til at tage fejl af. Det kostede dyrt på selvværdskonoten at tjekke ind på en psykiatrisk afdeling og få diagnosen svær depression. Dengang overvejede jeg virkelig, om jeg nu bare skulle droppe ud fra studiet eller acceptere en sygemelding på ubestemt tid. Jeg fandt heldigvis min egne vej. Det var ikke let og det kostede os nogle uforstående veninder, en del tåre og en masse angstanfald, men det lykkes. Uden at gå på kompromis af min reccovery proces, familie og vigtigst af alt mig selv. D. 18 januar 2017 gik jeg angst præget ind i et eksamens lokale, velvidende om at jeg havde lagt mit tidligere studerende jeg på hylde og at jeg nu var langt mere påpasselig i forhold til mig selv. Da jeg forlod lokalet var det med et stor 12 tal og en masse tåre og en følelse af at jeg havde rejst mig fra depressionens mørke, uden at gå på et kompromis med mit indre.

img_0354
Vi har i specialet lavet en genealogisk undersøgelse, at udsatte boligområder, med udgangspunkt i Bellahøjhusene, i Brønshøj, København.

I går modtog jeg beskeden om, at vores, min kære specialemakker og jegs, speciale er bestået og vi er færdiguddannet. Derved har vi nu, en kandidat i pædagogisk sociologi og jeg kan kalde mig for Cand. Pæd Soc. Jeg forstår jeg det ikke helt. Grundet alt det, som skete under slutspurten, hertil risikovurderingen af Vilmer, valgte jeg at være tilfreds med blog at have afleveret. Det var i sig selv en kæmpe bedrift og jeg har været utrolig stolt af at have afslutte noget, som virkelig har krævet nerver at stål at gennemføre.

Siden aflevering, har jeg gjort mig mange tanker om den forestående bedømmelse og da det ikke længere er muligt at forsvare specialet mundtligt, grundet besparelser, så stod og faldt det hele med vores skriftlige produkt, vores undersøgelse, vores speciale. Jeg elsker mundtlige eksamener og har altid set dem til min fordel. Det er virkelig der jeg brænder igennem. Derfor har jeg frygtet, at producere en skriftlig fremstilling af en undersøgelse, mest af alt fordi jeg stadig husker karakkerne fra indholdet og retstavningen, tilbage fra folkeskolen.

Jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle forvente, hvad jeg kunne tillade mig at forvente. Vores vejleder har lige ud sagt, at det hele kan stå og falde med censoren. Det er aldrig til at vide hvilket støvet fætter man kan rende ind i, som måske forstår akademisk fremstilling, på en mere traditionel måde end sådan to unge københavner kvinder. Helt unge er vi faktisk ikke og jeg mener forsat, at vi har fat i den lange ende. Vi havde dog en klar forventning, inden vi startede ud med at lave vores undersøgelse. Vi ville ikke spille sikkert. Vi ville ikke nøjes med at lave en “lille” undersøgelse. Undervejs i vores uddannelse, har vi gang på gang fået anbefalingen, at vi som studerende måtte omtænke specialet, grundet de nedskæringer der er blevet lavet på området. Jeg har stadig ikke forståelse for, at en uddannelse som på mange måder skal munde ud i et speciale, altså en stor omfattende undersøgelse, som den studerende på egen hånd skal udarbejde, pludselig skulle neddysses. Jeg tænker – at hvis ikke i specialet, hvornår så? Hvornår får man som ellers den mulighed igen? (En lille stemme i mit indre hvisker “Ved PHD’en”). Min specialemakker og jeg, har derfor valgt at gå all in, vi har satset al vores faglighed på at lave en undersøgelse, som selv de helt “store”, får hug for at give sig i kast med. Vi valgte at lave en genealogisk analyse, altså ville vi gøre brug af sociologiens berygtede analysestrategier.

Da vi for første gang sad til vejledning, bad jeg vejlederen om at berede sig på, at vi ville presses til det yderste. At vi ikke ville nøjes. Vores vejleder påpegede vores analysestrategi, som uhyrlig svær at mestre og hun forsøgte da os for en kort stund, at sælge os en “mindre” udgave. Vi har dog ikke ville gå på kompromis. Det var nu eller aldrig, enten kunne vi være gale eller geniale.

I går kom bedømmelsen så, både censor og vejleder har tydeligvis kunne se hvor vi ville hen og vi fik derfor en virkelig flot karakter. Havde det været en mundtlig eksame, var jeg med sikkerhed begyndt at tude og sige TAK, selvom det jo KUN er min makker og mig selv, der kan takkes. I vores forord takker vi selvfølgelig baglandet og vores vejleder, samt de frivillige vi er stødt ind i på de små lokale arkiver hist og her. Jeg har lært en masse om sociologiske teori, pædagogiske strategier, som studieordningen forskriver det. Men jeg har os lært noget som på mange måder er langt vigtigere, for mig som menneske. Jeg har lært mig selv at kende og jeg ved i dag hvilken sand værdi der skal hentes i at aflevere en så stor opgave, som et speciale nu engang er. Jeg lærte endelig, at jeg er mere end god nok fagligt, til trods for mine til tider mange stavefejl og jeg lærte, at lige meget hvad, er en karakter aldrig en vurdering af MIG som person, men af et produkt, jeg har fremstillet indenfor et system, som ikke altid er helt let at finde rundt i.

img_0302

I går aftes skålede jeg i alkoholfrie bobler og jeg græd en tåre i lettelse. Min makker fik en ekstra kramer, for vi gjorder det. Vi gjorder det virkelig, på trods af alt andet. Jeg tænker dog lidt, at skulle jeg en dag skrive en PHD, må jeg nok hellere tegne livsforsikring på alle omkring mig. Omvendt er det måske lige præcis det sindsyge pres der gør, at jeg vælger at ligge alle kræfter i, sætte hårdt mod hårdt.

For de, som måtte finde det intressant, ja så fik vores speciale bedømmelsen 10 og vi glæder os nu til at arbejde videre med den viden vi har fremanalyseret, på baggrund af vores undersøgelse. 

Der er helt klart store armbevægelser i dette indlæg og det har virkelig taget mig flere år at lærer, at det er helt okay, særligt hvis man faktisk har grund til at lave dem.

Tusind tak fordi du læste med !

Kærlig hilsen Christina Cand. Pæd. Soc.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs Baby

Jeg ELSKER genbrug.
Der er mange forskellige dele af genbruget, som tiltaler mig og tror alt efter hvilken værdi eller fokus man har i højsædet derhjemme, kan en eller flere ting tale for, at genbrug er sagen.

Der er det grønne perspektiv. Ved at købe brugt, mindskes ens eget forbrug og til dels den masseproduktion, som finder sted i verden. Når vi genbruger tøj, er mange af de overskydende kemikalier, som sidder i tøjet udvasket og det er da os en faktor der tæller. Når vi køber brugt, kan vi på mange måder, være langt mere personlige i vores stil og udtryk, hvad enten det drejer sig om tøj og bolig fund. På et loppemarked finder vi sjældent 10 af den samme kjole, sådan som det foregår i butikkerne og derved er vi langt mere individualiserede, når vi genbruger. Der er selvfølgelig os det økonomiske aspekt. Jeg skal med hånden på hjertet, være ærlig og sige, at de første gang jeg købte brugt, så var det for at spare penge, rigtig mange endda. Som flere af jer nok ved, har jeg lige læst en kandidat, derved har jeg være på SU og endda mor på SU. Det kan i min optik sagtens lade sig gøre, hvis man enten har et pengetræ i baghaven, går ned på kvalitet eller forsøger at købe ting brugt. I dag kan jeg finde brugt regntøj, med vandtryksøjle på 45.000, til samme pris som Føtex’s regntøj med en tryk på kun 5.000 (Ingen kritik af diverse supermarkeders produkter), men nogen gange må vi erkende der er forskel på beklædnings deles funktioner, alt efter hvilket materiale det er lavet af og dets pris.

Genbrugshaj – Køb og Salg
I dag er jeg det, man kan kalde habil genbrugshaj, som nyder godt af alle de mange fordele der er ved genbrug. Jeg har dog ikke altid fundet det lige nemt at begå mig i genbrugsjunglen, særligt ikke hvis der skulle pruttes om prisen. Efter at have været standejer på et loppemarked et par gange og lyttet med hos naboen, føler jeg endelig at have afluret en god sælger og køber stil.

Generelt har jeg det sådan med salg af mine egne brugte ting, at når de ikke længere bruges, har de ingen værdi. Da vore økonomiske personlige kredsløb på matriklen er bundet op på køb og salg modellen. Sælger jeg ofte det som vi ikke længere bruger. Nogen gange bytter jeg eller giver det væk og det som jeg ikke finder salgbart eller overskud til at sælge, det donere jeg til organisationer og genbrugsbutikker heraf ofte Mødrehjælpen.

Jeg synes Mødrehjælpen er et genialt koncept. Helt fra den lokale afdeling til det politiske organ, som mødrehjælpen også er. Forleden købte jeg 6 uldbodyer til Vilmer for 35 kr. stk’et og udover at kunne krydse endnu en ting af “ting jeg mangler” – listen støttede jeg en virkelig god organisation.

Sælger:
Når jeg sælger online, sætter jeg derfor os mine ting til en lav pris eller mindsteprisen. I ny og næh giver jeg mængderabat. På den måde oplever jeg at få solgt mine vare hurtigt og ikke mindst gøre, at køber føler der har været en fair handel i gang. Ingen gider at betale overpris, hverken når det gælder nyt eller brugt

Køber:
Når jeg køber, så er jeg lidt en anden type. Ofte føler jeg genbrugsprisen er rigtig høj, fordi der for nogen er gået en forretning i at købe dyre ting, for at sælge dem brugt igen. Nogen køber dyre ting for i sidste ende kun have betalt 25% af prisen. Derfor undersøger jeg ofte hvad den gennemsnitlige genbrugspris ca. er. Det er jo ALTID fedt at købe noget som ingen brugsspor har eller afhjælpe nogen med et fejlkøb. Omvendt er det virkelig irriterende at skulle betale en “overpris” for en brugt vare.

Et godt eksempel, er den barnevogn vi har købt til Vilmer. Vi har købt en Big Star Suprême med S stel fra Emmaljunga. Faktisk er det samme model, som vi havde til Carl. Desværre blev den stjålet. Brugtprisen ligger ca. På 5500-6500 kr. Alt efter stand og geografisk placering. Min erfaring er, at ALT er billigere i Jylland. Jeg havde desværre ikke mulighed for at købe og hente en vogn hjem fra Jylland og da de vogne som blev solgt i Storkøbenhavn, var relativt brugte, uden garanti og med alt for høj genslagsprism måtte jeg erkende vi skulle købe denne dyre men enorm vigtige ting fra ny. Det er vurderet ud fra vores behov. Vi holdte derfor godt øje med diverse forhandler og da en butik havde åbningsfest og masser af tilbud, slog vi til. Vi fik en ny vogn til 6999 kr.

15855

Lige denne investering synes jeg er rigtig god, da vi samtidig får garanti og service og yderligere en kvittering, hvis nu lynet skulle slå ned to gange og nogen igen bliver langfingret. Barnevognen til Vilmer, er faktisk en af de få ting der er købt fra nyt. Resten er købt brugt og der er virkelig gået sport i at gøre det så godt og billigt som muligt. Jeg tænker nemlig ikke nødvendigvis at man går ned på kvalitet, bare fordi det er købt brugt.

Genbrugs fif
Mit helt store køber fif er, at hvis man vurdere prisen på en vare er for høj, så kan man byde under den oprindelige pris man vil give, således af der er lidt at handle af.
Eksempel: Varen koster 475 kr. og du synes kun den er 375 kr. værd. Så byder du under og forklare evt. din vurderings grundlag, på en respektfuld måde. Sælger kan så enten møde dig i dit argument og finde dit underbud for lavt og forslå en ny pris eller spørger dig om du ikke vil byde højere, da første bud er for lavt.

Generel mener jeg vi skal tilgå hendes med respekt, særligt når vi handler, MEN en handel er nu engang en meningsudveksling og det skal man være forberedt på, det gælder både for køber og sælger.

Mine ynglings steder, at shoppe genbrug :

Børneloppen i Valby.
Børneloppen er i mine øjne et genialt koncept, for både sælger og køber. På mange måder er butikken som et overdækket loppe/supermarked KUN med børne ting. Der er altid en enorm god chance for at gøre gode fund og at besparelsen er god. Konceptet er udviklet at to enorm seje mødre og det kan mærkes. De kender om nogen til forældres behov og i al fra udsmykning, indretning af legerum osv. så er disse behov indtænkt.

Børneloppens hjemmeside, kan man søge på bestemte varegrupper, mærker og produkter og derved se om lige præcis det man søger er hjemme.

Mine fif til at besøge Børneloppen er følgende:

  1. Husk IKEA posen
    – Jeg ved godt du sikkert  tænker at du kun skal købe 3 ting MEN vi ved vis alle hvordan det ender.
  2. Forbered dig hjemmefra
    – Hvad skal du købe, hvad er Nice to have og Need to have?
    Butikken er fyldt med masser af lækre sager og for at det ikke bliver uoverskueligt, kan det hjælpe at møde de mange vare med et indre overblik over ens egne behov
  3. Hav god tid.
img_9749
Vilmers sengetøj fra petit legarth, lavet med liberty stof er fundet helt nyt hos Børneloppen. Ny prisen er 599, brugt pris 150 kr.

Jeg kommer altid gerne alene, men på et tidspunkt skal jeg gå imellem reolerne med en barnevogn og det er der heldigvis os plads til. Igen – butikken er lavet af mødre, til andre forældre.
Har man større børn med, kan de være i det lækre legerum med masser af tumlemøbler, mens du shopper løs.

 Mødrehjælpen
Som tidligere nævnt, har jeg enorm stor kærlighed til organisationen Mødrehjælpen,  fra de frivillige i de lokale afdelinger og til organisationerne politiske organ og tilbud til dem der måtte have brug for dem. Man kan her donere sine børns aflagte tøj og skulle det have en plet mm, som butikken ikke selv vil sælge, så samles alt det nusset tøj og sendes til udlandet, hvor der er mere brug for det, eksempelvis i en flygtningelejre mm.

Du kan finde din lokale afdeling, læse mere om Mødrehjælpens tilbud eller støtte organisationen på Mødrehjælpens Hjemmeside.

Reshopper
Reshopper er en app for køber og sælger. Her kan man operette sine vare i en stand og andre kan klikke sig ind på disse vare. Appen er konstant under udvikling og i dag kan man som køber søge efter det man mangler. Det gør, at man kan være enorm målrettet omkring et specifik mærke, produkt osv.

Som sælger synes jer appen er god men enorm tidskrævende og derfor hælder jeg langt mere til at man booker en stand evt. Hos Børneloppen og for skudt det hele af på kort intensiv tid.

Som køber bruger jeg ofte app’en til at tjekke genbrugspriserne og derved får jeg en bedre fornemmelse for hvad den enkelte vare ca. skal koste.

Hvad køber du?
Jeg bliver ofte spurgt om hvad jeg køber brugt?
Svaret er ikke ALT, tværtimod.

Aksel er i dag 7 år og bruger str. 134 i tøj. Det er generelt rigtig svært at finde brugt tøj til hans aldersgruppe, som er velholdt. Simpelthen fordi børn i str. 134 ikke vokser i samme tempo som en i str. 56 og de derfor bruger tøjet meget længere. Af samme årsag bruger jeg ofte lidt flere penge på hans tøj, da jeg ved at hans tøj kan arves videre til Carl og i nogen tilfælde Vilmer. Særligt Aksels overtøj købes for nyt, dog helst når en butik holder udsalg eller en webshop outlet. Vilmers garderobe mm, består primært kun af genbrugsfund. Jeg har endnu ikke købt noget nyt tøj til ham og tror heller ikke jeg kommer til det. Jeg har ikke et behov for at hans første sæt tøj skal være helt nyt.

Af princip køber jeg ikke fodtøj brugt, medmindre det er sekundært fodtøj, så som badesko, fodboldstøvler eller crocs, som kun skal bruges ganske få gange. Andre folks fejlkøb tæller selvfølgelig ikke med og jeg vil altid anbefale at man tjekker om den sandal man har set sig lun på, kunne være til salg, uden at have været brugt. Ellers køber jeg gerne alt beklædning brugt. Så længe det fortsat er pænt og i god stand.

Derudover forsøger jeg at have en indre liste for sæsoner mm. og på mange måder altid være på forkant. Dette gælder særligt pakkekaldender gaver, fastelavns kostumer og overtøj til sæsonen efter den der følger. Hvis man køber en vinterjakke i foråret er den ofte billigere end i efteråret, grundet udbud og efterspørgsel princippet os gælder når det kommer til at shoppe brugt.

 Jeg håber du kunne bruge mine genbrugs fif’s

Rigtig god weekend.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kommende mor, med tidligere depression

881b48b0-1395-46b3-ba0a-5011eb429ad5

Allerede forud for denne graviditet, har jeg forberedt mig mentalt, på at jeg nu kan kategoriseres som kommende mor der er “tidligere depressions ramt”.

Dengang jeg blev indlagt i 2016, det smuldrede drømmen om Hr. Mand og Jeg, en dag ville blive forældre til tre. Det har ikke altid været drømmen, indtil det for en del år siden var og netop de tanker kommer i et andet indlæg. Da jeg blev syg, valgte jeg at accpetere det nok alligevel ikke skulle være. Dengang jeg var indlagt snakkede jeg en del med min kontaktperson om fremtiden, jeg var simpelthen så bange for at jeg skulle gå fra “enkeltstående depression” til “periodisk depression” eller ende med aldrig at kunne stå nogenlunde stabilt på benene, være der for mine børn osv. Når jeg skriver sådan, skal det ikke tolkes som en fingrepegning eller egoistisk selvophøjedehed. Jeg har set og følt hvad depression er og hvor livsfarlig den form for psykisk lidelse kan være og jeg vil aldrig ønske det for min væreste fjende, end ikke de politikker som gang på gang har sparekniven fremme (sidespring – undskyld).

Dengang jeg talte om fremtiden, var det men en angst for tilbagefald eller at blive “svingdørspatient”. Rigtig meget af det personale jeg var i kontakt med, forsikrede mig om, at der intet var galt i et brush up kursus, altså hvis jeg 6-10 måneder efter udskrivelse skulle ind på afdelingen igen. Det er nemlig i den periode der er størst risiko for tilbagefald. Jeg glemmer aldrig en af samtalerne med min kontaktperson Maria. Vi snakkede om mit moderskab og følelserne jeg havde omkring at være en fiasko. Min største frygt var “urationel” og gik på at nogen vil fjerne mine børn – grundet mit psykiske sammenbrud. Jeg har aldrig tvivlet på mine evner som mor – jo den aften mit sind brød sammen. Ingen er perfekt – det ved jeg godt og det har jeg som sådan aldrig sigtet efter at være – jeg har bare nogle værdier og grundidealer som jeg rigtig gerne vil efterleve i mit moderskab og det gik ikke just hånd i hånd med en belastningsreaktion / svær depression. Idag ved jeg, at jeg er den bedste mor for mine børn og det nu engang altid vil være sådan.  Jeg fortæller Maria, at jeg jo nok ikke skal have flere børn mm. Og at jeg jo nok heller ikke kommer til at kunne tage aleneweekender med drengene osv. Længe lader hun mig fortæller om min angst og så siger hun det lige ud “Du skal stoppe op og tilgive dig selv, når du er ovenpå igen OG du skal med sikkerhed have alle de børn du drømmer om. Denne depression er ikke din endestation, det er din begyndelse”. Siden den dag valgte jeg at se mit liv sådan. Jeg har valgt at se på mørket som en “gave” der skænkede mig lyset og en ny forståelse at vores skrøbelige tilværelse. 

Børn er ikke noget vi bare tager ned fra hylderne i supermarkedet og med den konstant faldende fertilitet, så er det at lave børn, blevet rigtig svært. Personligt har det aldrig været et “problem”, men det betyder ikke vi “bare” laver dem. Jeg har en stor respekt for “børn der vælger forældrene og kommer når man mindst venter dem”… men personligt, så har jeg bedst af at være “klar” og selv vælge til, jeg har nemlig os engang været nødsaget til at vælge fra, hvilket altid har været mit livs hårdeste og mest utaknemmelige beslutninger. Den har uden tvivl os været den rigtige for der hvor jeg var i mit liv, dengang. 

Da jeg blev syg var jeg fast besluttet på, at hvis Hr. Mand og Jeg en dag skulle have flere børn, så skulle vi have styr på en række sager. Heriblandt min psykiske tilstand. 

Da jeg startede i terapi og depressionen lettede i efteråret 2016, begyndte jeg igen at kunne drømme. Det skete i takt med jeg genfandt mig selv som mor og forstod at jeg ikke var et ondt eller “sølle” menneske. Jeg var et menneske som havde oplevet langvarigt stress, der havde udviklet sig til en depression og mit job blev så at undersøge hvorfor jeg havde følt et behov for at blive så stresset eller omvendt hvorfor jeg ikke havde stoppet op og sagt “Nej tak”. Jeg oplevede hvordan jeg pludselig kunne jeg alt det jeg kunne før sygdommen, men på en langt mere hensigtsmæssig og selvreflekterende måde. Min styrke har altid været min lyst til drenges trivsel og at jeg virkelig gerne vil dem. De kommer i forreste række men for at sætte dem der er jeg nød til at være i stand til dette. Jeg har altid haft en vilje til ikke at lade mig slå ud af omstændigheder og evt det at være alene. Jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og derfor så nyder jeg det samværd vi har, hvor vi end er, om vi så er en eller to voksne. Da jeg blev rask kunne jeg igen grine inderligt og mærke hvordan jeg var forelsket i Hr. Mand. Jeg kunne mærke varmen inderst inde og jeg begyndte at tro på jeg kunne klare livet igen.

Derfor fortalte jeg os en dag, i terapi, at jeg var begyndt at tænke på om jeg måske en dag kunne blive mor for sidste gang. Jeg fortalte om mine små krav og det jeg ville evaluere mig selv og min parathed ud fra. Det lyder måske her som om det kun er MIG det handlede om, men selvfølgelig kræver et barn at begge parter og børnene – hele den samlet familie er klar . Derfor har vi blandt andet os ventet til Carl var fyldt 4 og ja Hr. Mand og jeg var kommet til hvor vi er i dag.

Psykologen var støttende og da jeg nu engang er den jeg er, bad jeg om en forsikring på, at hun ville fortælle mig, hvis hun kunne få en oplevelse af jeg ikke var robust nok til endnu en graviditet og en udvidelse af mit moderskab. I samme forbindelse tog jeg denne snak med min psykiater, som skulle trappe mig ud af den antidepressiv medicin. Her drøftede jeg muligheden for en fremtidig graviditet og risiko for at udvikle en ny depression. På mange måder har det været vigtig for mig at få en professionel og udefrakommende vurdering, på om det “overhovedet” var en god idé. Jeg ved, at jeg er underlagt en biologisk lyst til at “formere” mig og omvendt er lysten til at give mig selv om mine børn de bedste præmisser for at have det godt langt vigtigere men det er ikke altid den slags går hånd i hånd. Jeg tror vi som mennesker, ofte selv kan vælge at placere os i uhensigtmæssige positioner. Nogen bevist og andre ubevist. Ingen ønsker at kører sig selv for hårdt, men ofte tror jeg man skal have gjort op med sig selv, hvad det i realiteten er man gerne vil. Hvad rummer man egentlig selv som menneske – hvor godt kender man egentlig sig selv.

Både psykiateren, kontaktpersoner på psyk samt min psykolog, som jeg i dag ser i perioder, har bedt mig droppe tankerne om at én depression udelukker en vellykket graviditet – barsel osv. Jeg siger ikke at personer med psykisk lidelse ikke kan tillade sig at få børn eller lignende – langt fra. Jeg har personligt været bange for “hvad nu hvis”, derfor fortalte alle de fagpersoner jeg har været I kontakt med, igennem min reccovery proces, at der findes et bestemt jordmoderteam for psykisk sårbare mødren som differentieres efter den enkelte mor og hendes sårbarhed.

Dette team har jeg valgt at lade mig henvise til, grundet min tidligere depression. Jeg har virkelig forsøgt at gå ind til mit første jordmoder besøg med åbne arme og med en respekt for mig selv. Jeg kan til tider komme med en forsvarstale, fordi jeg har oplevet nogen rigtig hårde stigmatiserende oplevelser i det at være eller have været ramt af en depression. Stigmatisering er desværre aldrig bundet op på viden men uvidenhed, hvilket er enorm farlig tendens – som gælder rigtig mange aspekter og i forhold til bestemte områder. 

I dag var jeg så til jordmoder for første gang og jeg blev mødt med en faglig respekt og gennemgribende lyst til at støtte mig på hvilken måde der må være nødvendigt under denne graviditet. Yderligere formåede jeg at droppe forsvaret og bare være kommende mor med en tidligere depression, for det er nu engang kun en lille del af hvem jeg er.

Tusind tak fordi du læste med 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At holde af nogen man ikke kan passe på.

Dette indlæg indeholder stærke etiske overvejelser. Det er skrevet af en person, med en generel stor respekt for diversitet og forskellige livssyn.
Jeg har valgt at udgive indlægget, som et led i en terapeutisk bearbejdelse af en alt om gribende angst, som udviklet sig med lynets hast og jeg håber inderligt du vil læse mine ord med respekt, om du forstår eller ej. 

Indlægget er skrevet i dagbogsformat, da det er sådan ordene er blevet til.
Som en ringe afhjælp når angst og frygt var aller værst.

At holde af nogen man ikke kan passe på

17. april 2018
Jeg ved godt at de her scanninger, nakkefold og misdannelse, ikke er til for at skrive lykkelige fortællinger..som sådan. Det er ofte det de fleste forbinder med scanningerne. Selv har jeg en gang stået i uge 20 og fået svaret : “Der er klumpfødder og risikoen for at barnet så os har Down Syndrom er 50%, da 50% af børn med Down har klumpfødder”. Jeg glemmer aldrig den samtale, den læge og de følelser der løb igennem min krop. Jeg glemmer aldrig fostervandsprøven de lavede og ventetiden, den forbandet ventetid.

Det er som om den eneste ro og trøst jeg kan finde her og nu, er i et tastatur. hvor mine følelser bestemmer hvilket ord der skal skrives og derfor skriver jeg noget som for nogen vil være dybt grænseoverskridende og for andre, måske en trøst. Jeg skriver fordi det at skrive altid har hjulpet mig og jeg ved, at denne dagbog på den ene eller anden måde vil hjælpe mig med den bearbejdelse som måtte være nødvendig.

Vi har i dag været til Nakkefoldsscanning og jeg gik derfra, sammenbrudt, vred og enormt fortvivlet. Vi gik derfra med en risikovurdering på 1:70. Nakkefoldsscanningen har til formål at vurdere risikoen for børn født med en større kromosomfejl, heraf ofte Down Syndrom.

Jeg har lige meldt mig ud af terminsgruppen på facebook, faktisk gjorder jeg det da vi kørte hjem, mens jeg græd. Jeg skriver netop nu, mens jeg forsøger at lukke ned inderst inde, det er svært og mit hoved dunker. Dels pga alle mine tåre og tankerne som kører rundt. Jeg er ødelagt fra inderst til yderst og har allerede givet op. Jeg ved allerede nu at denne graviditet ender lige om lidt og det smerter mig højt og inderligt. Den bliver afbrudt fordi Hr. mand og jeg kender os selv, vi kender vores værdier og jeg har en kæmpe respekt for det lille liv som er inde i min mave. Jeg tror ikke mennesker er hverken mere eller mindre værd, jeg ved blot at der er grænser for hvad jeg kan som Mor, Kvinde, Menneske og derfor er mit smertelige valg allerede taget, så skal det bare ikke være. Jeg skammer mig og frygter en eller anden organisation vil pege på mig og sige “Din Morder” eller “Den har os ret til liv” og JA, det har dén, et godt liv. Men det kan jeg ikke give den, jeg rummer det ikke som menneske, desværre.

Jeg er fyldt med en følelse af at holde af noget, som jeg ikke kan passe på, det er ubærligt og jeg ved om nogen, tilbage fra dengang vi ventede Aksel… at man kan passe på sine børn på så mange måder. Nogen kommer til verden og andre sendes til himmel. Jeg ville ønske – ønske det ikke var sådan men skæbnen ville desværre noget helt andet.

Vi skal have lavet moderkagebiopsi på torsdag. Aftalen var allerede lavet, grundet arveligheden for klumpfødder og ønsket om at forebygge netop det at være SÅ langt henne, som vi var sidst. Jeg er åbenbart 13 uger henne og jeg er ulykkelig, intet mindre. Det gør ondt, alt gør ondt og mine tåre stopper aldrig med at løbe. Igen og igen tænker jeg alle mulige tanker.. først tænker jeg hvorfor mig ? Og så rammes jeg af skam og skyld over at Carl og Aksel har fået at vide de skal være storebrødre .. det er faktiske den værste tanke . Tanken om at skulle fortælle dem babyen desværre ikke havde “lavet” alt det den skulle og derfor kunne den ikke være i maven. Det gør ondt – helt inderligt ondt og jeg fortryder det ene øjeblik og det næste møder min rationalitet mig og siger man ikke kan leve sit liv ved at holde igen. Det kan gå galt nu, som ved under fødslen, alligevel frygter jeg snakken og det at skulle rumme dem og deres følelser sammen med mine egne.

Jeg tænker os om jeg kan stå igennem det her. 8 dage til deadline på specialet .. synes jeg har stået her før, på tærsklen og at nogen tackler mig. Derfor forsøger jeg at lukke ned for mit sind, mit indre og stoppe alt omkring baby oktober. Jeg ville ønske, af hele mit hjerte, at der lå en helt normal baby inde i min mave. En baby der er normal, i forhold til vores livssyn, men jeg har givet op og tænker det delt er et spinkelt forsøg på at beskytte mig selv og en indikation af min mavefornemmelse har ret, men for fanden hvor ville jeg ønske det bare var en fejl.

18. April 2018
Jeg har aktiveret min forsvarsmekanisme og forsøger at lave plan A,B og C. I ny og næh overmandes jeg af gråd og fortvivlelse, men for det meste er mit indre tomt og følelsen af enorm ligegyldighed rammer mig. Jeg forsøger at sikre mig selv, med sikkerhedsliner og har i dag snakket med både SU vejleder og en sød jordemoder. Jeg har sikret at skulle jeg stå i den situation og at jeg skal gennemgå en provokeret sen abort, så kan jeg sygemeldes og udskyde afleveringen af specialet. I går tænkte jeg at jeg kunne skubbe graviditet til side, hvis det viser sig fosteret har en kromosomfejl, men i dag ved jeg, at skal jeg komme nogenlunde igennem dette, så kræver den sorg jeg vil opleve stor opmærksomhed. Jeg vil så nødig gå af den vej, men jeg ved, når jeg ser på mine to sunde og raske drenge, at livet vil mig det anderledes og derfor må jeg “vælge” det der virker mest rationelt for mig og vores fremtid. Jeg har det ikke i mig som menneske at favne et barn med et mentalt handicap. Jeg skammer mig over at sige det og alligevel ved jeg at det er helt personligt. Jeg kender børn med down og de er fantastiske, det er deres forældre os – men jeg ved, at der bare det glade smil og skønne udtryk i øjnene er utrolig mange seje træk og dem kan JEG ikke tage. Jeg synes vi alle skal være her men hvis ikke jeg kan favne et barn i mit forældreskab – hvad gør man så?

Jordemoderen har fremrykket tiden til biopsien, til i morgen og nu ber jeg til de kan tage biopsien. For bare 10 dage siden skulle de have lavet den, men da moderkagen sad på bagvæggen og udenfor “nålens” rækkevidde, måtte vi vente, men nu, nu burde det være muligt. Lige nu kan jeg lige holde tårerne tilbage når drengene spørger til babyen men jeg hulker stadig med dynen for munden. Jeg føler mig fortvivlet og så alene, selvom Hr. Mand er verdens bedste klippe. Han laver regnbuer og jeg, jeg ser uvejret. Det er vores styrkeside og min værste fjende, men jeg tør ikke tro på det, selvom der igen og igen vokser et lille håb frem. Jeg tænker risikoen igennem og siger fød 70 børn og 1 har kromosomfejl. Fyld to klasselokaler og 1 barn har kromosomfejl. Hæld 69 røde bolde op i en skål og læg 1 blå i og træk så en bold. Se på risikoen. Men kan allerede høre telefonen ringe og jordemoderen som skal fortælle mig verdens dårligste besked. Husker stadig opkaldet tilbage fra da jeg ventede Carl. Husker stilheden og at hun så sagde “Helt normale kromosomer”… og så sagde hun “Det bliver en dreng”, det var simpelthen så tryllebindende og jeg blev så glad og lettet selvom alle tal fra hans nakkefold indikeret alt var som det skulle være. Der er bare langt fra 1:19.387 til 1:70… rigtig langt.

Jordmorderen har kigget alle tal igennem og det er kun min scanning som den slår ud på. Jeg kan og kunne allerede se det da de forsøgte at lave biopsien første gang.  Nakken/ryggen ser underlig ud, eller anderledes i forhold til Aksel og Carl. Nakkefolden er målt til 3,7. Jeg rammes en gang imellem af en form for pinlighed eller en følelse af at skamme mig over jeg har fortalt mine nærmeste venner og familie at vi ventede os. Det er underligt at jeg kan føle sådan. Jeg har faktisk altid synes det er lidt mærkeligt, at det er en norm at man holder det at være gravid hemmeligt frem til uge 12. Jeg tror ikke jeg vil være mindre sønderknust hvis ingen vidste hvad der foregik eller hvad vi muligvis skal igennem.

19 april 2018
Der er en uge til vi skal aflevere specialet og om 8 dage stopper Carl i børnehave. Jeg er et nervevrag og kan virkelig mærke hvordan mit sind det kæmper for at holde ud. Føler jeg igen og igen tænder lys men at mørket i mit indre puster det ud. Jeg famler efter mine ord og kan mærke en konstant træthed. Min frygt for at udvikle en depression er enorm, synes det er skide uretfærdigt – sådan som jeg har kæmpet ! Prøver at rationalisere mig selv og sige at alle som stod i det jeg står i nu, ville opleve en øget træthed… min træthed er præget af angst og katastrofe tanker. Jeg har bestemt ikke savnet dem, mest af alt fordi de er bundet op på dem jeg elsker og holder af. Jeg tænker virkelig det her er uretfærdigt – jeg var så tæt på. Så tæt på at havde kæmpet mig igennem et sindsygt hårdt speciale uden at vakle og nu . Nu har en eller anden idiot smidt et kanonslag i mit indre, fuldstændigt umotiveret.

Jeg skal være på hospitaler om 1 time og 20 minutter. Jeg ber konstant til at de kan tage den prøve i dag og at lægen måske vil lytte hjertet af. Kan læse mig til at fortykket nakkefold står i sammenhæng med andet end kromosomfejl. Overvejer virkelig om det overhovedet skal være og om en eller anden forsøger at signalere til mig, at graviditeten skal afbrydes? Tænk hvis alle kromosomer er normale men vores barn så har en dødsdom over sig, mens den er i maven eller lige når den kommer til verden. Jeg vil så gerne passe på den og alligevel så mærker jeg bare hvordan alt i mig skriger af foragt og rædsel. Det er en forsvarsmekanisme og lige nu forsøger den at passe på mig – men hvad nu hvis alt er ok og jeg ikke vil knytte mig til den? Hvad nu hvis det her skubber mig ud over afgrunden. Har hjertebanken og synes sorte pletter danser for øjnene, min krop er ved at lukke ned og jeg bebrejder den ikke. Har lyst til at sove og bare glemme. Jeg har længe haft så mange mærkelige drømme pga. alle hormonerne og nu, nu er der helt stille.

Håber sådan de kan lave den biopsi, tænk hvis de ikke kan. Tænk hvis jeg skal gå 10 dage i limbo. Det kan jeg ikke.

. . .

De tog prøven. Er simpelthen blæst bagover af det søde personale på Herlev hospital, som bare har taget så fin hånd om mig. Jeg har været fulgt af det samme lille team, allerede fra første gen-samtale til nu hvor biopsien er i hus. Det er længe siden eller tror aldrig jeg kan huske at have været så dårligt. Jeg begyndte at stamme på hospitalet og havde og havde konstante rystelser i kroppen. Lægen var sød og hun gjorder alt hvad hun kunne for at lave den biopsi, selvom det betød hun måtte trykke ekstra godt hist og her. Selve prøve gjorder ikke ondt men det er enormt ubehageligt at mærke hvordan den ene nål indeni den anden river / suger moderkagerceller fri. To gange måtte de prøve, men tænkte igen og igen, hellere tag for meget end for lidt. Det fik det de skulle bruge og kort efter nålen var trukket ud indfandt de forbandet smerter sig. Det føltes som efterveer og mindes virkelig ikke de var lige så stærke som dengang de lavede biopsi med Carl.

Efter lidt tid kom jeg op og sidde og så blev jeg hjulpet over i et rum hvor jeg kunne slappe af i 30 minutter, inden jeg kunne tage hjem og ligge mig. Både min Mand og Mor var med og det hjalp, dels fordi jeg ikke kan støtte Morten i den proces her, som os er rigtig hård for ham og så fordi jeg har brug for en der er de der ører som kan sige “Hører du hvad hun siger til dig” nu gælder flere dages hård ventetid og forhåbentligt kan jeg bare begrave mig i mit speciale og åbne postkassen i næste uge. Min frygt for der er noget galt er enorm og tør ikke tro på noget før jeg har papirer på alt er okay. Alligevel mærker jeg drømmen om hvad nu hvis det hele bare var en forskrækkelse, omvendt tør jeg ikke drømme den før jeg er sikker. Vil så gerne give mig hen til dén i min mave og mine hænder søger beskyttende mod den for at lade dén vide jeg er her. Det er jeg virkelig og ønsker den jo alt godt, men sandheden er jo, jeg ved, at hvis prøverne er negative, så skal graviditeten afbrydes.

Jeg har læst en masse. En masse om etik, sen provokeret abort og yderligere de hårde fødselsberetninger, som det nu engang er. Jeg frygter inderligt at skulle tage på et hospital for at føde men uden at give liv, tværtimod “tage” det. Det er ikke fordi jeg siger NEJ til dén. Jeg siger JA til Aksel og Carl og det liv vi har sammen. Aksel er født i 2011 med en misdannelse. Han er født med dobbeltsidige klumpfødder og dengang lægerne opdagede dette fik vi tilbudt en fostervandsprøve for at se om der var en fejl i kromosomerne som kunne stå i forbindelse med hans fysiske misdannelse. Alt var normalt , heldigvis. Jeg føler mig på mange måder slået hjem som en ludobrik og tanken om at jeg skal begrave mig i et speciale er faktisk en skøn trøst. Indrømmer gerne mit humør og overskud er svingende og selvom den akademiske verden hiver i mig, kan jeg på mange måder koble af mentalt og glemme frygten som sider i mig.

I dag hørte jeg mig selv sige det, til en sød nabo i opgangen, som muligvis har en babyseng vi skulle købe. Fortalte om årsagen til min mærkelige gangart. Føler konstant min krop rammes af hårde “efterveer. Så sagde hun det “hvor er det godt i har to raske drenge”. Det er det samme jeg igen og igen fortæller mig selv. Jeg tror ikke jeg kan skåne mig fra den smerte som muligvis venter mig men alligevel tror jeg at det at have Aksel og Carl og trods alt have oplevet at min og Mortens kroppe taler et sprog som gør vi kan lave børn samme, hjælper mig lidt. Måske er det forsvaret og måske er det min hjerne der siger til mig jeg nok skal klare det her, ligemeget hvad.

Har læst så mange fortællinger på hestenettet. Nogen forfærdelig triste og andre med en lykkelig udgang. Gad vide hvilken en min bliver? Hos mange af de par, som oplever det ulykkelige og får afbrudt deres graviditet, så kan jeg læse at flere nævner “Vi må prøve igen”. Selve tanken kan jeg slet ikke få mig selv til at tænke. Jeg vil slet ikke prøve igen – jeg vil det her og nu. Jeg vil føde mit efterårsbarn når bladene skifter farve. Jeg vil føde barnet i den årstid jeg snart for 11 år siden blev håbløst forelsket i min mand. Det er min drøm ikke at prøve igen eller afslutte. Drømmer ikke om at sende en farvet ballon mod himmelen eller pakke denne vandrejournal og alle mine scanningsbilleder væk i en lille mindekasse jeg skal og kan bruge til at arbejde med en sorg. Jeg vil så gerne have lige præcis det her barn !

Ønsker.. af hele mit hjerte… at alt må være helt som det skal være og at jeg kan få lov til at fortælle barnet en historie om hvor bange jeg engang var for at miste det, men at alt heldigvis endte som det skulle. Jeg ønsker ikke, at skulle se ind i Carl og Aksels smukke blå øjne og fortælle dem, af det vi alle glædet os til og troede skulle være, nu ikke bliver. Jeg frygter at møde mennesker der så mig med maven og som vil spørger, hvordan det gik . Frygter at skulle fortælle barnet ikke kom til verden. Jeg frygter at beslutningen om at afbryde graviditeten vil jage mig resten af livet.

20. April 2018
Jeg har angst siddende i hele kroppen. Når jeg vågner, er det fordi mit hjerte banker derudad. Det er så længe siden jeg har oplevet denne form for symptomer. Min angst er ikke irrationel og det gør at den at svære at arbejde med, den bunder i en realitet, en risiko.

Jeg er bange for min telefon og for den skal ringe, prøver igen og igen at fortælle mig selv de først giver svar i starten af næste uge, så lige nu, lige nu kan jeg intet stille op og derfor må jeg trykke pause i mit indre for jeg i stedet kan fokusere på det der er, her og nu. Lige nu skal jeg være, på trods af mit indre er i forfald og tankerne konstant kører. Lige nu må jeg gøre det jeg skal gøre. I dag pakker jeg tasken og cykler i skrivecamp, den sidste camp ever. Lige om lidt er det slut og jeg kan aflevere specialet. Så må verden komme med hvad end den vil. Min makker har sagt hun, hvis det forfærdelige skulle ske og beskeden om at vi må afbryde gives, så gør hun det sidste færdigt. Vi skal aflevere om 6 dage og om 7 stopper Carl i børnehave. Hvis beskeden om unormale kromosomer gives, så kan jeg slet ikke se hvordan jeg skal begå mig. Jeg ved ikke hvor jeg skal pause eller det ved jeg. Jeg må få verden til at stå stille og stole på vi løser det, sammen med vores fantastiske netværk.

Carl kyssede maven farvel da han gik. Prøver at nyde hans kærlighed og holde fast i at alt ordner sig. Alligevel frygter jeg at jeg skal trække sorgen med hjem.

.  .  .

Synes stadig jeg har en del smerter i maven, det brænder stadig der hvor hun stak og i ny og næh trækker min livmoder sig sammen så det strammer til fra lænden af om mod skambenet. Det er nu over 24 timer siden biopsien blev lavet og jeg befinder mig fortsat i en lille risiko for abort grundet biopsien. Tænker at et lille rask foster med sikkerhed kan sidde fast og hvis der sker noget, så er det min krops måde at forskåne mig for et unaturligt indgreb i min graviditet.

Overlægen spurgte i går om vi ville vide kønnet, det vil vi gerne – men ved allerede nu hvad det er. Jeg kunne se det første gang jeg så de lange ben – den vil ligne Aksel… og selvom vi havde navne klar så tør jeg ikke give dén et navn.. igen kommer mine forsvarsmekanismer i spil men de hjælper med sikkerhed ikke en pind.

 Jeg kan se en indkaldelser til tidlig misdannelsesscanning ligger i min eboks. De indvilligede i at lave den, udelukkede pga Aksels fødder. De sagde igen og igen at de ikke var bekymret for hjertefejl mm og at jeg meget vel ville modtage er brev om normale kromosomer. På mange måder forsøger de virkelig at italesætte deres forventning om at alt er normalt men alligevel kan de intet love mig.

21. April 2018
Min angst bliver værre og værre og vågner nu med et spjæt om morgen, før vækkeuret og frygter min telefon skal ringe. Jeg drømte i nat alt var okay. Det var verdens bedste drøm. Har bedt Morten om at tømme postkassen i eftermiddag – måske giver de et hurtigere svar. Synes faktisk det er helt åndsvagt at riget giver svar dagen efter men fordi prøven skal sendes til riget og retur til Herlev taget svaret 5 dage… tror mit humør trænger til en solstråle. Synes det gnister i min mave et bestemt sted, det har det gjort i en uge nu. På mandag er jeg gravid i uge 14… og kan slet ikke forstå hvis det ikke skal være.

Har læst og tænkt over vores beslutning men ved godt, når jeg mærker hvem jeg er og hvad jeg kommer med, at det vil være en virkelig “dårlig” beslutning for mig selv og min familie at beholde den lige meget hvad. Vil bare gerne elske det lille væsen og passe på det, men ved os at jeg simpelthen ikke er i stand til det.

. . .

Klokken er 14:30 og det betyder formentligt at læger mm er ved at gå på weeekend og svaret kommet mandag eller tirsdag. Føler mit liv står og falder med beskeden…

. . .

I ny og næh brydes min koncentration omkring specialet af angstens hånd der griber om mit hjerte. Mit hjerte begynder at galopere derudad og det føles som om et koldt pust rammer mine tårerkanaler. Jeg er bange, helt umenneskelig bange og beder virkelig til guderne for at dette lille væsen i mig er en af de 69 foster med normale kromosomer. I ny og næh køber jeg næsten præmissen og så overmandes jeg af mit indre værn. Jeg tør simpelthen ikke overgive mig til troen på alt er okay omvendt tænker jeg at gulvtæppet vil rives lige så hårdt væk under mig, som hvis jeg havde valgt at tro på det lykkes.

. . .

Jeg er begyndt at lade mit indre kontroltårn overtage styringen. Min krop er langsomt men sikkert ved at lukke ned og kan intet gøre for at stoppe det kaos som er i mit indre. Jeg sørger for at sove, spise, bevæge mig og komme ud i luften, men mest af alt stopper jeg tanketoget med specialet. Jeg har besluttet mig for, at ringer lægen mandag eller tirsdag – håber det bliver mandag, så kontanter jeg min psykolog og beder om at blive fulgt ugentligt i en periode, derudover vil jeg spørger min egen læge om han vil udskrive min gamle PM medicin, her beroligende og sovepiller. Jeg brugte i en ganske kort periode og i utrolig lav dosis dette medicin på psyk og ved at min reaktion på en forstående sen abort vil være enorm sorgfuld og kraftigfuld, hvilket den os må være, men for at sikre jeg håndtere den ekstreme sorg bedst muligt, ved at sove og få ro i mit indre så kan medicinen støtte mig. Jeg vil aller helst slippe men med små flashbacks til i onsdags så ved jeg godt hvor langt ud jeg psykisk er og tør ikke tænke på faldet. Det her er ikke en depression, muligvis et følelsesmæssigt sammenbrud men det er betinget af noget rationelt noget udefrakommende. Det gør mig faktisk vred, men samtidigt trøster det mig.. at jeg så et andet sted mister en tro på regnbygerne og den lykke jeg synes at leve efter, det er en anden sag.

Kære hvem end der er i min mave, oppe over skyerne, mormor og far, hjælp mig. Lad mig blive forenet med mit kommende barn, lad mig få lov til at vente et sundt og rask et. Så lover jeg … aldrig at bede om mere her i livet. Hvis blot alle mine børn og kæreste må være sunde og raske, så klare vi alt fra økonomiske kriser, sociale kampe osv. Jer beder jer, hjælp mig.

21. April 2018

Endnu en nat og endnu en morgen hvor jeg vågner og føler mig kvalt og jagtet af skyggerne. Solen titter frem og det er rart, min mave er hård i den ene side, der jeg føler noget rør sig. Prøver at lade mine hænder give en kontakt og det føles på gang rart og pinefuldt…. føler den mentale knuden i maven vokser dag for dag mens mit psykiske overskud og værn mod tanketoget svækkes. Er ved at være træt af mig selv og de her tanker, er ved at være træt af at høre mig selv tale og alligevel fylder det.

22. April 2018
5,5 times søvn og har indgået et symbiotisk forhold til min computer og specialemakker. Det hjælper virkelig og tankerne søger ikke så tit ud i mørket. Jeg ved nu at jeg må tage det morgendagen eller dagen efter den bringer. Jeg ved jeg bliver sønderknust med et svar omkring udfald på kromosomerne men jeg kan ikke gøre mere end det jeg har gjort og nu må skæbnen afgøre hvilken vej mit liv skal gå.

. . .

Jeg har haft et angstanfald her sidst på eftermiddagen, den karismatiske hjertebanken efter en opvågning ville ikke slippe mig og 40 minutter senere eskalerede det i en sværhed i at trække vejret, mens katastrofe tankerne kørte afsted. Jeg gik op på altanen og sad helt stille mens mine fødders kontakt til bræderne og vindens nærhed lod mig søge væk fra angsten. Jeg er virkelig bange for hvad morgendagen bringer.

23. April 2018
Jeg vågnede klokken 5:30 på trods af der er sat alt for få timers søvn ind. Min krop er fyldt med uro så søgte ud under bruseren hvor jeg forsøgte at gennemføre en mindfulness session. Det lykkes ikke og i stedet sad jeg pludselig på badeværelset gulvet med armene om sluttet omkring mine ben mens tårerne løb langs mine kinder ned på min fine runde mave.  Jeg sidder nu på altanen igen, lidt frysende men med mine bare fødder på “jorden”. Der kan jeg på en måde mærke mig selv, verden og derigennem skabe en ro.

Jeg ligner efterhånden en omvandrende zombie. Det kan bestemt ikke anbefale at være i den afsluttende intense fase på et speciale og krydre det med en sindssyg hård ventetid omkring ens forhåbentligt kommende barn. Det er nok til dato en af de værste situation jeg har stået i, synes ellers mit liv indeholder rigeligt af dem. Er ved at være træt af min selvynk og mit indre. Jeg svare mine tanker spydigt. Den værste er “du kan jo bare beholde barnet !” Det er bare ikke en mulighed, til trods for Morten og jeg ellers vil lave hele verden om for vores børn, så kan jeg som menneske ikke, af så mange personlige årsager.

I ny og næh forestiller jeg mig hospitalet ringet og de istedet for at fortælle der er noget galt har valgt at overbringe beskeden “personligt” og hurtigere end med A post igennem post nord. Forstår simpelthen ikke posten skal komme med er brev, ville langt hellere have et opkald – men omvendt, gad vide hvor mange hospitalet laver af den slags. Gad vide hvor mange kommende forældre der har stået hvor jeg står. I ny og næh forestiller jeg mig hospitalet ringet og de istedet for at fortælle der er noget galt har valgt at overbringe beskeden “personligt” og hurtigere end med A post igennem post nord. Forstår simpelthen ikke posten skal komme med er brev, ville langt hellere have et opkald – men omvendt, gad vide hvor mange hospitalet laver af den slags. Gad vide hvor mange kommende forældre der har stået hvor jeg står. Jeg ved at alle med en risikovurdering under 300 får tilbudt en moderkagebiopsi og ved der findes vurderinger der hedder 1:3. Jeg ved os at mit kommende barn har en nakkefold som hedder 3,7 hvilket er 0,2 over den normale og jeg ved af nogen foster for målt deres til 5 sågar 6. Jeg ved at risikoen for hjertesygdomme os kan indikeres ved nakkefolden og jeg ved at nakkefolden på mig barn – foster, ikke er stor nok til at få den indikation. Jeg ved så mange ting efterhånden og alligevel vil jeg aller helst vide om mit barn har normale kromosomer. Jeg er ligeglad med køn, fuldstændig

Jeg vil bare gerne have et sundt og rask barn.

Jeg tror det er en dreng og har siden en scanning i uge 9 tænkt det sådan. Jeg har et navn i hovedet, et navn morten og jeg har set an og jeg er ikke længere i tvivl. Det er det eneste rigtige navn til vores forhåbenligt kommende dreng. Ønsker ikke navnet skal forbinde mig med sorg og savn, istedet skal det forbindes med en lille dreng med blå øjne, lange ben og skævt genert smil.

. . .

Det er i dag en uge siden vi var til nakkefoldsscanning, en uge siden vi blev revet ud af vores glade lille graviditetsboble. Den der gjorder vi følte vi kunne tilllade os at købe drømmebarnevognen på knald tilbud og fortælle vores dejlige drenge at de skulle være storebrødre. Jeg ved godt jeg er “heldig”, jeg har fået foretaget en relativ hurtig “udredning”. Når jeg læser skrækhistorier så kan jeg se andre har ventet en hel uge på en biopsi. Personalet omkring mig har været så søde, både overfor min familie og jeg. Det er deres små opmuntrende udtagelser jeg støtter mig til nu. Hvis alt ender godt så får de simpelthen en blomst eller andet med på vejen og skulle det ske der er noget med barnet, så håber jeg, at jeg på et tidspunkt kan finde overskud til at sige tak alligevel. Det er jo ikke deres skyld, at mit barn muligvis har udviklet en kromosomfejl .

. . .

Jeg har fået brev !!!!
Da jeg med Carl i hånden fiskede det lille hvide brev, med Rigshospitalets logo på ud af postkassen brød jeg sammen, i lettelse, glæde og taknemmelighed.

I dag, én uge efter scanningen sluttede alverdens angst og frygt. Nu skal jeg ikke længere være bange for at holde af én jeg ikke kan passe på. Jeg ved med sikkerhed at vores lille dreng vil blive elsket ubetinget for lige præcis den han er .

Han vi aldrig bare være endnu en dreng, har vi være sig selv.
Lige præcis den han skal være.

Han er mit livstykke – ham og hans brødre.

Opfølgning.
Jeg afleveret mit speciale til tiden og efter en ordentlig tude tur og en masse søvn, forsvandt uroen i mit indre.
Og jeg tror nu mere end nogensinde på at min lille kommende dreng er lige præcis som han skal være og han på så mange måder er bevist på hvilken rejse jeg har været igennem de sidste to år.

Tusind tak fordi du ville læse med på dette enorm lange indlæg.

 

 Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvis er dets ejermand?

Dette indlæg er lavet i et sponsoreret samarbejde med ByHappyMe.dk
Ordene, fortællingen og anmeldelsen er min egen.

Som den faste bloglæser nok har fanget, har Hr. Mand og jeg herhjemme på matriklen, to søde drenge. Aksel og Carl, at det lige skulle være en Aksel og en Carl lå lettere tilfældigt i kortene eller hvad jeg har kunne læse mig til, er det andet barns køn ofte betinget af der første barn?

Drengen i bøgeskoven
Fra det øjeblik jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden, så troede jeg faktisk at Aksel skulle hede Lucas – det fik Hr. Mand og Jeg talt os ind på ret tidligt i ”forsøgs-fasen”. Der skete bare det, som i min mands øjne var utilgivelige – Jeg ændrede mening. Det skete i uge 16, kort før vores bryllup, at jeg en nat havde drømt om barnet i min mave og pludselig forstod jeg, at dem Hr. Mand og Jeg var, Morten og Christina, ikke skulle have en Lucas. Morten er meget høj, med lange slanke lemmer og har nogle smukke maskuline træk. Selv er jeg lav og i perioder ”tæt” bygget, med blå øjne, runde æblekinder og skæve tænder. I min drøm så jeg en dreng stå i en smuk frodig bøgeskov og kalde på mig, jeg så hans fine blå øjne, gyldne hår, et skævt generte smil som jeg genkender fra mit eget spejlbillede og så så jeg de enormt lange slanke ben og hans ranke ryg.  I det øjeblik forstod jeg, vi ikke kunne vente os en Lucas. Vi måtte i stedet gå længere tilbage i tiden, for at finde et nordisk navn.

img_8091

Jeg har altid været lidt fascineret over navnes betydning, ordklang og bogstavers sammensætning – ikke sådan numerologisk men mere navnes oprindelse. Jeg tror generelt de fleste forældre finder deres yngel som værende unikt og at navnet derfor skal passe til lige præcis det unikum man selv har skabt. Personligt betød det meget for mig, at det barn jeg ventede var nummer 1 og at navnet gerne måtte være lidt mindre brugt og have et strejf af 1800-1900 tallet over sig. Navnet Aksel havde jeg stødt på allerede tilbage i min barndom, legene på værelset og fra tv-serien Matador. Dets oprindelse er ophøjet til guderne og den alfabetiske position, placere navnet med forbogstavet A foran resten. Samtidigt fandt jeg navnt sårbart og mindre gennemtrumfende, hvilket på mange måder passer til både mit og Hr. mands sind. På alle måder fandt jeg navnet perfekt, til Hr Mands og Mit’s kærlighedsbarn og samtidigt, kunne jeg se og høre det gå i samhørighed med både vores fornavne og fælles efternavn. Så da jeg en sen aften fortalte Hr. Mand, at jeg ikke længere troede vi ventede en Lucas men en Aksel, så forventede jeg fuld forståelse. Det var ikke tilfældet. Istedet følte Hr. Mand en stor tilknytning til navnet Lucas og snakken gik derfra vidt og bredt. Selv kunne jeg bare ikke se en Lucas for mig og dets tættere vi kom på vores bryllup, dets mindre var overskuddet til at diskutere navnene. En ting var sikkert, jeg havde sendt Hr. Mand til tælling ved at skifte mening.

Under bryllupsfesten rejser Hr. Mand sig og holder den fineste tale for mig. I talen fortæller han om vores eventyrer, dynamikkere og så slutter han af med at fortælle, hvor meget han glæder sig til at opleve forældeskabet sammen med mig .. og så siger han det.. “og så må tiden vise om vi skal være forældre til en Freja eller en Aksel”.. (vi skal ikke havde en Freja, hvis moder natur skulle tillade vi fik flere børn) men i det øjeblik, der giver Morten mig Aksel. Det var enormt intimt, selvom alle bryllups gæsterne var en del af dette øjeblik og fra da af, har Aksel altid været en Aksel.

Drengen i kornmarken
Da vi så nogle år senere skulle overveje navne til vores kommende barn, mødte jeg i uge 11, en dreng på en kornmark i drømmene. Han var lille i det, med runde kinder og et bestemt udtryk i øjnene. Håret var hvidt og huden lys og fin. Hans bevægelser var hurtige og fulde af gåpåmod. Jeg husker han i drømme vender sig mod mig og kalder på mig. I hans kalden kan jeg høre mig selv og hans mimik ligner noget jeg har set på gamle billeder af mig selv. Han ligner mig, på en måde der på en og samme tid skræmmende og  lokkende. I drømmen løber vi igennem kornmarken sammen og da drømmen slutter, forstår jeg, at barnet i min mave må være ubetinget af hans bror og samtidigt stå i en relation til ham. Jeg forstår at barnet vil være viljestærk, modig og fuld af lyst til livet og det kræver vi tænker os godt om. Vi vender lidt forskellige navne men har hele tiden øje på ét navn, som vi overvejede dengang Aksel ikke kunne være en Lucas og vi ikke kunne blive enige. Nemlig navnet Carl. Navnet Carl rummer en hårdhed, men samtidigt en frihed. Carl kommer til verden som vinterbarn, ligesom sin mor.. og siden har vi haft en Aksel og en Carl, to brødre, ens og alligevel så utrolig forskellige, som dag og nat. Aksel og Carl elsker at høre om drømmene jeg havde om dem, før vi mødtes og særligt Aksel interessere sig mere og mere for hans navns betydning. Carl derimod ved, at der på hans fodboldhold er 5 andre som hedder Carl og det er lidt “trist”, at det navn man selv syntes at have fundet frem fra gemmerne – åbenbart blev et af de mest populære navne i 2014.

img_8092

Vi hedder det samme
At et barn deler navn med et andet, kan skabe en del forvirring, dels på legepladsen – når der kaldes og når man skal finde ens barns tøj i børnehaven eller på skolen. Forleden havde vi Carls børnehave hjemme til børnefødselsdag og som en ekstra “hånd”, hjalp vi alle børn i overtøjet og ud af døren. Det var ret vildt at stå med 15 forskellige elefanthuer og vanter, flyverdragter og sko. Carl og hans bedste ven Frede har ens flyverdragter, at begge er arver fra deres storebrødre gør tilfældigheden lidt sjovere, men det gør os at forvirringen er total når ungerne i en hurtig tanke bare har smidt overtøjet i en bunke. Derfor bruger vi navnemærker i alt ungernes tøj. Carl har næsten lært at genkende hans navn, men for at hjælpe ham lidt på vej, han de mærker vi bruger herhjemme et billede på sig, som Aksel og Carl selv har valgt. Det gør genkendeligheden lidt bedre og da jeg synes alt ungernes tøj skal have et mærke, kan 120 navnemærker hurtigt blive brugt. Derfor deler Aksel og Carl mærker.

I deres lap står følgende:
Aksel & Carl
Sylvest-Noer
Og mit telefonnummer.

img_8080

Selvom de ikke længere går i samme institution, så fungere det helt fint at de deler mærke. Derudover slipper jeg for at skulle isætte nye mærker i tøjet når Carl engang overtager noget af Aksels aflagte tøj – det gør vi altså herhjemme. Jeg synes selvfølgelig at begge drenge helst selv skal holde styr på deres sager men med så meget andet, så har jeg igennem navnemærket tegnet en lille ulykkesforsikring på mine børns garderobe. Både for at sikre at ting kommer retur, ikke bytte rundt og så pædagogerne og andre forældre ikke skal bruge unødvendigt tid på at tænke “Hvis er dets nu”, det er simpelthen så nemt og navnemærket har allerede sikret at flere ting aldrig er blevet rigtig væk. Okay Aksels hue har for en stund været borte men i dag, efter 2 uger, hang den lige så fint på hans plads og det er nu engang rigtig fedt, særligt fordi jeg synes børn i sig selv har rigeligt med udgifter på sig og en lækker uld hue ikke er helt billig.

Vi har i en periode testet navnemærker fra ByHappyMe og i forhold til de lapper jeg førhen har brugt, synes jeg virkelig de her spiller max. De klistrer så godt, at selv den lap som sidder på Carls puttekanin forbliver siddende, på trods af vaskemærket, hvor lappen sidder, bliver grovnusset hver aften og kaninen i ny og næh får et bad af Carl. Jeg elsker når ting gøres lidt lettere i hverdagen og særligt hvis det i sidste ende har en besparelse på sig – men stadig er af top kvalitet. Det er nok derfor jeg elsker skemaer, lister og god planlægning. Jeg kan ikke planlægge mig fra at Aksel eller Carl i ny og næh smider en cardigan fra sig, når de spiller stikbold – jeg øver dem selvfølgelig i at huske, men det kikser desværre en gang imellem. Så der synes jeg virkelig navnemærkerne fra ByHappyMy er en life saver. Det gode ved navnemærkerne er samtidigt, at jeg med god vilje kan fjerne lapperne igen, når tøjet enten skal gives videre til genbrug eller sælges.

img_8085

Udover navnemærker, så sælger ByHappyMe blandt andet os sutter med navn på – nu er vi udover suttestadiet men husker da tydeligt dengang henholdsvis Carl eller Aksel startede i institution. Deres sutter blev spredt om sig, som var det brødkrummer Hans kastet for at finde vejen hjem. At ByHappyMe så har samlet alt det, de fleste forældre får brug, når der skal sættes navn på det gør det sgu nemt og holder portopriserne nede.

img_8090

Brug bestikket -tak
Herhjemme har vi os prøvet et super fint sæt børnebestik med navn på af. Aksel er særligt begejstret, da han nu har fuldstændig tjek på hvilket bestik der er hans, når han er på FDF lejre. Derudover har bestikket vores nye efternavn indgraveret i. I bryllupsgave fik jeg – eller hele familien en bindestreg.

Dengang vi blev gift, tog vi hinandens efternavne og da vi næsten dækker alle verdenshjørner af i vores efternavn, synes vi ordlyden lød bedst med Noer til sidste, frem for Sylvest. Desværre ligger systemet ikke meget værdi i mellemnavne, hvilket jeg synes er rigtig ærligt – måske mest af alt fordi jeg selv har mange følelser i mine. Det er der min slægtskabslinje kan læses, der mine biologiske kampe kommer til udtryk og derfor har det altid gået mig på. Det er nu ikke længere kun det ene navn vi påtales med og elsker tanken om at den baby – tumling pakke, som ungerne får med sig, den dag det bliver deres tid, nu os indeholder et bestik perfekt til en junior hånd. Vi har valgt bestikket med dyr og særligt Carl, som nu er begyndt at kunne mestre en kniv, synes bestikket falder godt i hånden på ham og at udformningen på gaflen passer til hans motoriske orale udvikling.

Du kan læse mere om ByHappyMe’s fine BPA- frie produktlinje på ByHappyMe.dk og ja, så kan du måske gøre dig tanker om hvad du eller dit barn gerne ville eje hvis du fik muligheden?
I
samarbejde med ByHappyMy udlodder jeg nemlig et gavekort på 300 kr. til deres webshop. Så står du selv og vil hylde et navn eller måske mangler du den perfekte dåbsgave eller tillykke med institutions starten, så kan både navnemærkerne og bestik varmt anbefales.

img_8078

Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at skrive en kommentar her på bloggen, hvori du skriver hvad du ville bruge gavekortet på OG så trækker jeg en vinder fredag d. 17 Februar 2018 klokken 21:10 – altså lige i pausen til X-factor selvfølgelig.

Rigtig mange gange held og lykke og tusind tak fordi du læse med .

vinderen er trukket og det blev Nr. 1 første kommentar på indlægget .

9daac2ef-bfc6-407e-a7cf-d2bca1d8313f

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mere end blot en madpakke

img_7412

Som barn var jeg det der populært betegnes kræsent, sandheden var en anden… jeg var bange for mad, særligt mad med en tinderne slimet konsistens og det er her halvperverse hoveder virkelig skal holde fokus. Den dag i dag har jeg det forsat svært ved bestemte fødevaregrupper. I en alder af knap 29 år, mangler jeg forsat at lave en eksponering af flere fødevaregruppe, særligt dem jeg var bange for som barn. Den der angst for typer af mad, kan selvfølgelig lyde som det rene vand og jojo – jeg har da flere gange prøvet at tage mig sammen og Hr. Mand, som næsten er uddannet Kok og er enorm grænsesøgende i køkkenet, har med sikkerhed hjulpet mig godt påvej med at bryde mine angstpræget spisevaner. Det kan være svært at forklare, men indtag af nogle fødevaregrupper ender altid i opkast og her mener jeg selvfølgelig ikke fremprovokeret opkast. Min mave kan simpelthen ikke arbejde med hele den oplevelse der kan være ved indtaget af maden, en af de ting jeg endnu ikke har kunne holde nede, er Risengrød – hvilket virkelig går mig på, men det fungere bare ikke. En anden ting jeg har enormt svært ved at holde ud, er lugten af smelter smør på er varmt stykke brød. Det minder mig om mine morgenmåltider fra da jeg var barn og hvordan jeg spiste med indre tvang, til trods for jeg bare ikke kunne fordrage toastbrødet. Det er alt fra små ubehagelige fornemmelser og følelser som opstår når jeg eksempelvis piller en banan til mine børn – det kan sammenlignes med den ubehag som fremkommer når nogen lader bestikket kører pibende henover tallerkenen. At jeg har været kræsen eller konsistenskræsen skyldes mange ting og det var først da jeg skulle tabe mig, at jeg begyndte at eksponere mig selv for “det” jeg før var bange for. I dag smager jeg næsten på alt, bananerne er fortsat ikke kommet indenbords, men jeg har det som nytårsforsæt at lærer – SÅ i år bliver det – forhåbenligt.

Jeg tror at mad er noget af det mest sociale ved os mennesker. Det er et basalt behov som med tiden er blevet til en social happening. Det er både godt og skidt, da mad på mange måder jo er et almen menneskeligt behov, som skal opfyldes. At Sundhedsstyrelsen kommer med anbefalinger og Ny Nordisk Madkultur så blander sig, sammen med Takt og Tone fra Emma Gad, så er det måske ikke så underligt at flere og flere har forstyrret spisemønstre. Hvis vi NU skal se på fordelene ved at maden er blevet socialiseret, bare for at skrive et positivt indlæg for en gang skyld, så gør maden det muligt at skabe fællesskaber, minder og vaner. Det gør den samtidigt med, den indtages og opfylder basale behov.

Jeg var siden Aksel startede i skole vist hans madpakker frem på Instagram. Aksel gik før skolen i en børnehaven, hvor der blev lavet den lækreste mad, med udgangspunkt i at dekonstruere retter – således at børn i alle aldre kunne opbygge madmod. Mod til at smage på nyt og til tider fremmet mad. Jeg vil helt klart anbefale alle at tjekke Instagram profilen Bornehuset_rosenhaven ud. Der er masser af inspiration at hente.

Fra jeg startede med at poste Aksels madpakkers indhold, har jeg fået en positiv modtagelse af madpakkerne, vigtigst af alt af Aksel. Det er nu engang ham som skal spise dem, så det er vigtigst. Madpakkerne er lavet med en grundtanke om at Aksel skal præsenteres for en god varieret smagsoplevelse, som indeholder en masse grønsager, fiber, de gode fedtstoffer som skaber en appetit og mæthed. Mit moderlige kærlighedssprog gør, at jeg finder det utrolig hyggeligt at lave hans madpakker. Jeg forbinder det at lave den, med kærlighed, omsorg og yderligere skaber den muligheden for jeg kan sikre Aksel er mæt og derigennem klar til at lege og modtage undervisning. Det er mit kærlighedssprog, min person, som forstår det sådan – at andre så føler det at lave madpakker er dødens pølse, er jo forståelig nok en anden følelse og oplevelse.

For at jeg kan lave en madpakke der indeholder det Hr. Mand og Jeg mener skal være i den, så laver jeg en del Foodprep. Faktisk prepper jeg typisk omkring hver skoleferie eller den. Forrige gang var det i efterårsferien og ungerne hjalp til. Denne gang blev det på en aften, lige efter nytår. Jeg synes foodprep er en god måde at mindske madspild, overholde vores families grundprincipper om en god madpakke og mindske stress. For selvom jeg synes det at lave madpakker er hyggeligt, kan det til tider være liiiiiidt presset i vores hverdag. Derfor har vi herhjemme aftalt at madpakkerne altid laves aftenen før og jeg tror ærligt talt kun det er glippet 3 gange siden Aksel startede i skole i sommers. At fryseren er fyldt med en masse lækkert til madpakken, er nemt og gør vi ikke skal opfinde den dybe tallerken hver dag. I stedet kan vi give madpakken et lille pift og tænke kreativ, ja sågar bruge aftensmadresterne. Men det der pift, ja det kan forekomme ved lige at pakke rugbrødsmadderne ind, lave en lille seddel med en børne rebus ofte Jeg ¨Hjerte¨ DIG, bruge en kageudstikker og forme kødpølsen eller ja bare finde de ting vi ved Aksel elsker og sende ham en kærlig tanke idet låget ligges på kassen. Når jeg foodprepper, er det typisk Pirogger, pizzasnegle, chokorugs, pølsehorn, dadelkugler og frikadeller. Flere af jer har spurgt til opskrifter og fyld, så her er lidt links til de opskrifter jeg selv bruger og til tider laver om på.

Pirogger
Denne omgangs fyld består af spinat, feta, oksekød og lidt bacon. Jeg bruger brødre prices opskrift, som du kan finde her. Når jeg bager til Aksel, bliver 50% af melen udskiftet med rugmel, for at give bagværket lidt ekstra kant.
Opskriften kan hentes på dette LINK

Pizzasnegle
Mine pizzasnegle er lavet ret simpelt og på den lette måde, for jeg har endnu ikke lavet en pizzadej – men bare købt en færdiglavet. Næsten omgangs foodprep mission er at lave dejen fra bunden, så hvis i har en god opskrift : Hit Me !

Fylder består af tomater, løg, hvidløg, ost, skinke, sqaush, gulerødder og champignoner. Det hele kommer i minihakkeren smøres derefter ud på dejen, som rulles som en roulade og skæres ud i små snegle. De bages i ovnen til de har en sprød skorpe og en luftigt centrum.

Pølsehorn
Pølsehornene er lavet på opskriften fra Valdemars ro. Igen er der tilsat rugmel. Det der gør at denne opskrift er perfekt er Ymeren som tilsættes i dejen. Det gør at pølsehornene forbliver luftige og “bløde” når de varmes op, efter at have været en tur i fryseren. Opskriften kan findes på følgende LINK hos Bloggen Valdemarsro.dk

Fletbrød
Den sidste nye ting jeg har kastet mig ud i at bage, er fletbrød. Fletbrødene skal bruges til 10’er maden. Disse fletbrød er med pestro og mozoralla og opskrift kan findes på dette LINK.
Igen har jeg tilføjet rugmel og lidt gulerod i dejen.

(Fiske) Frikadeller
Udover dette bagværk, laver jeg en ordentligt omgang frikadeller, både fisk og svin/okse. Jeg bruger primært fiskefarsen fra Rema1000 og tilføjer havregryn, forårsløg, gulerødder og squash. Igen tilføjer jeg altid ekstra grønsager, mere fyld, flere vitaminer og kødet rækker længere og de hakkes eller rives inden de tilføjes til dej / farsen. I mine frikadeller tilføjes der squash, gulerødder, løg, hvidløg, spidskål og solsikkekerner. Alt smides i minihakkeren og røres derefter i den klassiske frikadellefars. Frikadellerne kan bruges til grønsagsspyd, pitabrød, wraps, klassiske rugbrødsmadder eller sandwich.

Et eksempel på en madpakke til Aksel er dette:

I hans 10’er mad er følgende:
Et fletbrød – et par dadelkugler og en pære. Igennem hans 10’er mad får han lidt af det hele til at sikre han er mæt frem til spisepausen og hans blodsukker forbliver stabilt således at han er klar til nasser af leg og undervisning.

Hans mad til spisefrikvarteret er et frikadellespryd. Jeg var desværre løbet tør for spyd så smuttede det hele på et sugerør og det fungerede rigtig fint, trods alt. Derudover er der en pirog, lidt gnavegrønt, mandler og tørret frugt og to mandler rullet i lakrids. Derudover er der en lille gave, som indholder en rugbrøds klapsammen med tunsalat. Salaten er lavet på tun, finhakket salat, løg, hytteost, kaspars, citron og en lille klat mayo.

For os er det vigtigt at Aksels madpakke dækker hans ernæringsmæssige behov og hans præferencer. Hermed ment, at hvis jeg skulle have lavet en madpakke der havde passet til de præferencer jeg havde som barn, havde den set helt anderledes ud. Jeg begyndte først at ville spise en ordentligt madpakke da den bestod af ristet rugbrød og pastasalat. Frem til da røg der utrolig mange spegepølse mader ud, simpelthen fordi jeg som barn havde svært ved bestemte fødevaregrupper eller pålæg som ”svedte”.

I den tid jeg har postet billeder af Aksels madpakke på Instagram, har jeg snakket med en del forskellige forældre. Der er mange som tænker Wauu – fedt og må vi bede om en opskrift og andre skriver at deres børn ville falde ned af stolen hvis de fik sådan en madpakke og det meste ville ende i skraldespanden. Mad er en utrolig individuel ting og jeg tror inderligt at det vigtigste er at man som forældre aflæser sit eget barns behov og præferencer, at man kærligt forsøger at introducere til nye smagsoplevelser, men at madpakken sikre at barnet er mæt og tilfreds os hvis det betyder at en madpakke skal indeholde de sammen 5 elementer alle årets dages.

Rigtig god madpakke lyst !

Kærlig hilsen Christina