Breve til mine sønner – Carl

Breve til mine sønner – Carl

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Kære lille Skat, mus, Carl..

Måske er det helt tåbeligt at skrive, måske giver det ikke mening, men jeg har brug for at sætte det her og måske ikke mindst dig fri.

Carl du er ønsker, du er villet, du er drømt om, du er alt det og så meget mere til. Du er frygtet men velkommen – vigtigst af alt så er du allerede elsket. Carl du skulle være, om nogle så skulle du. Du har med sikkerhed ikke oplevet den mest harmoniske tid i maven. Alt fra lange løbeture, eksamens pres og stress. Skænderier mellem din far og mig og ja opdragelse og udviklingen af din bror Aksel. Du har skulle hører på meget og med sikkerhed mere end du lige har syntes var fantastisk.

Uge 12

Jeg er ked af hvis du har følt dig glemt, uelsket og måske ikke villet. Carl jeg har altid ville dig – fra du var en drøm – en realitet og nu næsten en virkelighed. Jeg ved godt du har oplevet at skulle kæmpe med en mor og hendes sorg. Ja jeg har været i sorg – jeg har skammet mig og jeg har følt nogen måske ville straffe mig for den synd jeg et eller andet sted har haft begået. Du er min lille dreng – min Carl. Jeg kan se dig i mine drømme – mærke din livskraft, vilje og måske også den stædighed du har haft de sidst par dage. Jeg acceptere det gerne men synes det er en prøvelse lille skat. I smerterne – i den lange ventetid .. så ved jeg du vil være dette værd. Men gud jeg synes det er hårdt.

Min graviditet har ikke været nem og jeg kan selvfølgelig ikke bebrejde dig dette. Måske var det mine valg eller måske var det bare min krop – min krop der ikke har ville det – kunne. Måske var det vores løbetur sammen i Maj ? Du er min lille løberbaby, du er min lille skat. Jeg var så taknemlig den dag, så glad for vi gjorder det sammen. Jeg tænker at når vi kan det –så kan vi alt. Du blev hængende under biopsien. Det var et af mit livs hårdeste og ikke mindst sværeste valg. Det var ulideligt at vide, at jeg udsatte dig for fare – men det var simpelthen hvad jeg måtte gøre. Carl lærte under min graviditet med Aksel at man kan passe på sine børn på to måder i realiteten. Bringe dem til verden og man kan lade dem være et ”bedre” sted. Selvfølgelig skulle og skal du dog ud til mig, ud til din far og din bror. Guderne må vide hvornår eller os gør du ?

Uge 20

Verden herude er stor, den kan være voldsom men også fortryllende. Jeg lover at passe på dig – elske dig og ville dig. Jeg lover dig, at jeg vil være den bedste mor det er mig muligt. Jeg lover at se dig, at hører dig og møde dig. Jeg er til tider bange. Bange for om jeg nu kan, om du er en lille tyfon som vender alt på hovedet eller om du vil være mild og se at den familie vi har herude, den er der masser plads og kærlighed i. Vi ønsker dig, vi vil se dig. Det kan måske lyde underligt men jeg ved godt du ikke er din bror og han ikke er dig. Det bliver med sikkerhed super svært til tider at se jer begge, men det er det valg jeg har taget – det valg din far og jeg har gjort os. Vi ønskede det her – vi ønskede dig. Et barn som vi ville skabe rum til i vores familie. Endnu et barn også alligevel ikke. Du er ikke nr. 2 du er nr 1. Nr.1 på din måde. Ingen tvivl om at titlen lillebror vil klæde dig, men den vil måske også til tider være en belastning. Og jeg lover dig – at jeg skal gøre mit ypperste for at du vil blive mødt i det du kan – det du vil og den du er. DU skal ikke være din bror, du skal være dig og ingen anden. Hvis det til tider er en hidsigprop okay – kom med det, så må vi arbejde med det. Hvis du er til det ene eller andet, så vil jeg huske at se alt det gode. Jeg vil værne om dine ønsker og drømme. Du skal være dig og ingen anden. Hvis du lover mig dette – vil jeg gøre alt for at møde dig i den du er.

Carl, du bestemmer – men jeg vil også gerne være med. Hold op en dobbelthed. Men det er sandheden. Carl du skal have lov til selv at ville til verden, jeg forstår bare ikke helt det her vi er ude i efterhånden.

Mandag d. 13 januar klokken 05 vågner jeg med en mærkelig følelse i maven, jeg er helt sikker på der er noget galt og haster på Riget. På riget er du livlig og dit hjerteslag er så fint som noget – til gengæld er der noget andet som er i gang. Jeg har regalmæssige plukveer som i løbet af morgen udvikler sig til rigtige veer og fra rigtige veer til bidende veer og din mormor og far skal pludselig begynde at hører for meget. Jeg kæmper og mærker stille hvordan minderne om veer og smerte vender tilbage til en. Pludselig står vi på en fødestue – Din bror er sendt til pasning hos din fantastiske farmor og farfar og ja ? Vi er klar. Men det er kroppen ikke og heller ikke du. Der er ikke sket en pind og alle de smerte jeg synes jeg havde de er intet værd.

Uge 37

Siden i går har jeg flere gange tænkt, ej det kommer men nej. For 4 timer siden havde jeg veer som kunne have givet din far ikke bare et men flere blå øjne og mærker. Men intet. Carl du bestemmer, men på et tidspunkt stopper legen, så kan jeg simpelthen ikke mere og mine kræfter de løber ud. Elsker dig min lille skat – min lille stædige rad. Selvom det først er om en uge, altså lige ved og næsten så… Jeg synes det er en kamp, måske mest af alt fordi jeg jo ikke kun er din mor men også din brors.. Også.. gør det ondt mens det samtidigt er psykisk hårdt.

Kære Carl, kære lille skat. Vi ses jo snart. Det er jo lige om lidt.. I den forstand at det før har været i drømme, i 9,8,7,6,5,4,3,2,1 måned også uger.. nu er det i princippet 8 dage. Ja.. hvem ved.. Nu må vi se. Husk blot. Jeg elsker dig lille skat og du vil altid være mit drømme og ønskebarn.

Kærlig Hilsen Din Mor

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jeg kommer til at savne dig Mor

Jeg kommer til at savne dig Mor

Det er midt om natten, kun kattens gang frem og tilbage til køkkenvinduet kan høres. Listende kattepoter, der trisser afsted igennem lejligheden og det genkendelige dunk der lyder, nå hun hopper ned fra køkkenbordet. Hr. Mand hader at hun er på bordet og hun gør det så os kun når han enten sover eller ikke er hjemme, mig har hun ingen respekt for – sjovt nok. Pludselig høres nogle andre skridt. De er hurtige, næsten løbende. De kommer hen ad gangen og med sig akkompagneres de trissende fødder af en dyne der slæbes efter sig. Det er Carl, altid Carl. Der går to sekunder, så står han på skamlen, smider hovedpude, puttekanin og dynen op, for dernæst selv at kravle op i sengen og ind mellem Hr. Mand og Jeg, hvor han ligger sig til rette på hans egen pude og trækker dynen over sig. Der går 2 minutter og så lyder hans stille snorken, mens hans hånd ligger i min og vi sammen ligger i ske.

Carl er mit lille smørhulsbarn, der i perioder kommer mere end ellers. Lige i disse dage, der kommer han hver nat og han ligger aller helst helt oppe i ansigtet på mig. Om dagen søger han min hånd, min favn, med søde ord fortæller han om hans kærlighed og en gang imellem får han os råbt af mig, ikke fordi han gerne vil råbe, men fordi det er den eneste måde han faktisk kan udtrykke hvor hårdt han synes det hele er og bliver, lige om snart. Carl skal nemlig på ferie i 7 dage uden mig, hans mor. Carl har fra spæd været et langt mere tryghedssøgende barn end Aksel. Han fandt sjælendt ro i andres favn og selvom han altid har været lattermild og eventyrlysten, så skulle det helst ske med mig indenfor rækkevidde. Aksel har omvendt altid været enormt tillidsfuld overfor Gud og hver mand, de skæve typer i bussen og de ældre herre som kunne henvende sig til ham, når han stavret ved min side. Carl derimod, han skulle slet ikke have kontakt med nogen fremmede. Børn er forskellige og jeg har altid fundet det vigtigt at imødekomme disse forskelligheder, frem for at tvinge en eller anden forestilling om hvordan det bør og skal være ned over hovedet på dem. Derfor har Carl os fortsat en plads i vores seng, vi har dog “altid” arbejdet med at han faldt i søvn i sin egen, med mulighed for at komme ind til os, midt om natten.

Da Carl er 2,5 år sker der noget, noget som jeg ikke mener nogen børn skal være udsat for men som alligevel var nødvendigt. Jeg bliver indlagt på et hospital, tankehospitalet og er i en længere periode adskildt fra Aksel og Carl. Det gjorder noget ved Carl, såvel som Aksel. Aksel var bare det større end Carl og igen  er han, af en helt anden støbning, så selvom han selvfølgelig os var påvirket; så var det på anden måde end Carl. Carl var sønderknust, uforstående og da jeg endelig var tilbage i de vandte omgivelser, var reaktionerne mange.

Under og efter min indlæggelse, arbejdede jeg enormt fokuseret på at Aksel og Carl havde et sprog for vores situration, jeg forsøgte at favne og gøre alt hvad der var muligt, for vi kunne have det godt sammen trods den uvante situration. Jeg gjorder mit bedste og jeg ved det var godt nok og at det på mange måder gjorder vi ikke ramte bunden. Alligevel så skete der noget med Carl, i min verden og forståelse så fik han separationsangst og den har jeg alene, med Hr. Mand og en professionel arbejdet på at få håndteret korrekt, ved brug af en række værktøjer.

Hans separationsangst var blandt andet årsag til, at jeg ved en kort medicinsk indlæggelse grundet lunge infektion og astma, sidste efterår modsatte mig lægernes anbefaling og valgte at sove hjemme, da jeg ikke mente mine børn skulle vide at Mor igen var indlagt på et hospital – dog et “almindeligt” et af slagsen. Hverken Aksel eller Carl skulle trækkes tilbage til dengang jeg var rundtosset. Vi snakker fortsat om at jeg engang var rundtosset. Engang gjorder vi det meget, lige efter min udskrivelse og i dag nævnes det måske en gang om måneden, måske mindre. 2,5 år er lang tid i børns verden og tiden har heldigvis os arbejdet for os, alligevel er det tydeligt at Carl reagere når jeg ikke er hvor han helst vil have mig. Engang var det sikkert og vidst, at hvis ikke jeg var hjemme om aften når han skulle sove, så kom han altid om natten med gråd. Havde jeg til gengæld været hjemme i en længere periode, så sov Carl os igennem inde hos sig selv.. sådan har det udviklet sig, gradvist, til det bedre.


Vi er to forældre
Carl og Aksel har en far, en helt fantastisk en af slagsen, som på så mange måder har holdt sammen mængde barsel som jeg, grundet hans tid som studerende, dengang drengene var små. Jeg har altid anderkendt og ment at Hr. Mand og jeg begge var primære omsorgspersoner og vi har os gjort en dyd i, at vi begge har skulle kunne putte, trøste osv. Det har nogengange betydet at Hr. Mand har overværet en af mine putninger for dernæst at gentage denne “metode” aften efter eller omvendt. Hr. Mand og Jeg er lige og jeg kunne ikke ønske mig en bedre far til mine børn, os selvom han i ny og næh glemmer regntøjet, forældreintra og pennalhuset, så er han den bedste, af den bedste.

Vi har sammen arbejdet med Carl og hans separations angst, ud fra de anbefalinger og råd som har været os givet. De har bygget på at give Carl gode erfaringer at trække på og ikke mindst taget udgangspunkt i der hvor han har været i hans mentale udvikling. Det har betydet at jeg har tegnet og fortalt og omvendt. Vi har sammen udviklet et sprog og nogle billeder på hvor svært det til tider har været for Carl at undvære mig. Jeg har tit spurgt mig selv, om han så har skulle undvære mig og om jeg måtte gå ud, sove ude osv. Både ja og nej. Vi har aldrig fået passet drengene sønderligt meget, ihverfald ikke med overnatning og når de har været passet, har det været af sekundær nære omsorgspersoner, altså af deres bedsteforældre. Jeg mener børn får en gave ved at være sammen med deres bedsteforældre og at det er en ad livets bedste gaver. Når vi af nødvendighed har været adskilt, som da jeg var i skrivecamps, mens jeg skrev speciale, så har det hovedsagligt været sådan et Hr. Mand kørte den ind som solofar.


Fra i morgen, lørdag, rejser han også afsted som solofar, når turen går mod en dejlig græsk ø, hvor hele Hr. Mands familie er klar til ferie. Carl har allerede noget så fint ytret, at han kommer til at savne mig og vi har derfor snakket en del om alt det der skyldes man savner hinanden, nemlig kærligheden vi har til hinanden. I min verden er det vigtigt at arbejde med sætningen “kommer til” for det er jo ikke forbudt at savne, tværtimod. Vi har snakket om det naturlige i at savne, følelserne og hvad man så kan gøre, når man har det sådan og vigtigst af alt, ingen følelser er forkerte og vi skal snakke om det, frem for at der gå knuder på følelserne nede i maven.

Jeg har fortalt, både Carl og Aksel, at det jo er dem der rejser på eventyr og at de hver dag skal opleve noget nyt og spændende, mens jeg passer Cava og Vilmer i maven, herhjemme. Vi har snakket om facetime, svømmingpool, putte-sove-kramme-dyr, familie, feta, sejlturerne osv. Vi har snakket om alt det som gør det er spændende at skulle afsted og et andet, nervepirrende. Vi har os snakket om lufthavnen og om hvordan jeg venter der når de kommer hjem.

Vi har snakket, vi har krammet, følt og i min verden tanket op og nu er der ikke andet at gøre, end at nyde den sidste tid og svinge tasken på ryggen når tiden kommer. Inderst inde så tvivler jeg ikke på at Carl er i de bedste hænder og at han får en god uge. Han får med sikkerhed os lov til at mærke nogle følelser, som Hr. Mand og hans bedsteforældre skal støtte ham i, men jeg ved de gør det og jeg ved at Carl derigennem os tilegner sig endnu en erfaring, som ikke er skrevet med sygdom, rundtosset hed; men med sol, is og oplevelser som bliver til gode minder om dengang han rejste på drengetur til Grækenland.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Breve til mine sønner: Kære Vilmer

Breve til mine sønner: Kære Vilmer

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Du har netop lagt hvad der formentlig er din bagdel, godt til rette under mit højre ribben og stemt fødderne imod det venstre. Jeg drømmer sådan om dig, leder efter dig og på mange måder kaster dine brødre skygger af sig, så store at jeg har svært ved at se klart, se hvem der mon gemmer sig derinde. Jeg kender dig dog og du kender mig, vi hører sammen og vil gøre det til evig tid.

Jeg ved godt jeg til tider har bakset rundt og du måske har tænkt “så forhold dig dog i ro mor”, alligevel tænker jeg, at du måske har fundet dig ret godt til rette med al den aktivitet, du har i hvertfald passet på mig og det vil jeg gerne sige dig tak for lille skat. Min krop har nydt at bærer dig og jeg er så taknemlig for at have fået lov til at mærke dig vokse i mit indre. Selv når det hele har givet sig, har glæden over at du var hos mig fjernet det sure.

D 20 februar 2018, kun 4 uger henne.
20 Marts 2018, 8 uger henne.
1 april 2018, 10 uger henne.

Vilmer, jeg har på så mange måder haft en drømme graviditet og særligt det at mit bækken har holdt til dine kolbøtter, har forsikret mig om at vi to kan nå rigtig langt sammen. Du er min lille speciale-baby, ham som jeg i den grad blev testet af og med, dengang skrivecampsene var nødvendige og det sene nattearbejde blev lagt om til tidlige morgenvagter. Du var grunden til den enorme lyst til bagel, milkeshake og agurk 24/7. Du er grunden til jeg måtte droppe al sodavand og i stedet slæbe min sodastream med mig alle steder, så vand med brus kunne slukke min tørst. Du var ham, som jeg allerede fra uge 5 vidste var der og fra uge 13 kunne mærke boble rundt i mit indre og du er årsagen til jeg for en kort stund af denne graviditet tænkte, nu er det slut og jeg må bæger dig i sorgen, hjertet og drømmene til evig tid.

At jeg nu står her på tærsklen til den sidste tid med dig i maven, inden du finder vejen ud, det er stadig lidt uforståeligt. Du har virkelig været min lille drøm. Du har været mit håb, dengang det hele virkede så usikkert og hvor jeg følte at hvis det var nødvendigt måtte du sidde på en sky. Jeg glemmer aldrig biopsien, nålen og smerterne. Jeg husker hvordan jeg i tankerne søgte dig og fastholdte mig selv, så jeg kunne lade lægerne gøre det de skulle, mens vi to var sammen. Du er på så mange måder det smukkeste rødbrune efterårsblad, som glimter i solen og sidder prægtigt tilbage i trætoppen mens andre blade daler ned forbi. Jeg tror på dig Vilmer, jeg tror på OS to.

Jeg ved godt dit navn for nogen vil virke anderledes og måske endda mærkeligt, men lille skat, du er, præcis som du skal være. Du har fået dit navn, fordi du for din far og jeg, ikke kan være nogen anden. Vi ønskede at skænke dig et navn med en naturlig blødhed og med karakter, et strejf af nordisk lyst hår og blå øjne og med et minde om hvor det er du, dine brødre, mor og far, kommer fra.

Kære lille skat, jeg glæder mig til vi ses og jeg er nødt til at tro på du kommer til verden præcis som du skal, uden for meget drama, krumspring og drillende livmoderhals. Jeg tror og håber på, at jeg må tage imod dig, ligge dig ved mit bryst, mærke dig og fortælle dig at jeg er hos dig. Jeg tror på jeg i din aftenuro kan hente dig ned og hjælpe dig ind i søvnens trygge hule. At min sang for og til dig, vil lulle dig hen til mig og at min bryst må bæger en livgivende drik, som du kan vokse dig stor og stærk på.

Uge 18, Fotograf Mia Boserup.
Uge 22.
Uge 25

Vilmer du er dig og ingen anden og selvom jeg ikke kan lade vær med at sende en bøn til at du kommer når jeg tænker det værende bedst, så tror og ved jeg, at det er dig min skat der bestemmer. Så lille skat, nu giver jeg slip og med respekt og anerkendelse for, at det er dig der trykker på knappen. Jeg holder ud og ved, indtil du giver signal “med horn og lygter”. Jeg håber blot at du ved, at du aldrig nogensinde ikke har været vigtig for os, tværtimod, er du vigtigere end noget. En dag vil jeg fortælle dig om Ja’et i Nej’et og der er ikke nogen der bevist siger nej til dig og din ankomst tværtimod lille skat.

Jeg lover dig, at hvis det ender med at være blot du og jeg, så bær jeg dig hele vejen. Jeg kan godt og jeg vil det. Du er min søn – min dreng, og det kan og skal ingen tage fra os, selvom jeg ville elske at dele din ankomst til verden. Så ved jeg at skulle du komme mens du og jeg kun er os to, så gør vi det sammen og jeg vil med enorm stolthed klippe det bånd som har været mellem du og jeg i 9 måneder og samtidigt etablere det som skal holdes os sammen, til evig tid lille skat.

Jeg elsker dig min skat, min lille dreng og du er mere end jeg ture drømme om. Tak sødeste Vilmer

Vi ses snart, kærlig hilsen
Din mor

Uge 31
Uge 37

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvad skal der i fødetasken?

Hvad skal der i fødetasken?

Dette indlæg indeholder reklame

Det kan ikke anbefales, at man en sen aften, står og kigger klædeskabet, skuffer og toiletsager igen, mens man hvert 4,5 minut afbrydes for af lave elefantdansen, to skridt frem og et tilbage mens vejrtrækningen er dyb og fokuseret. Min hospitalstaske plejer at blive pakket i god tid – men i denne omgang var det som om Vilmer ville være i endnu bedre tid end tasken. Det var heldigvis bare en øvelse, men tasken blev da pakket.

Indlægget her indeholder en lille guide til hvad der kan være godt at pakke til fødsel og den efterfølgende tid på barselsgang eller hotellet. Vilmer og jeg har i denne omgang fået visiteret to dage på barsles hotellet, til trods for jeg er tredje gangs mor, og det passer mig faktisk ganske udmærket.

To slags tasker.
Jeg synes personligt det fungerer bedst at pakke to tasker.
En til fødestuen og en til barselshotellet.

Efter fødslen kan ens partner eller fødselshjælper hente den taske der er tiltænkt barselsgang eller hotellet i bilen, hvis man ikke er i bil – ja så står den taske bare i et hjørne på fødestuen.

Tasken til fødslen
Hvad skal man tage med sig på fødegangen?
Det er virkelig en smagssag – det jeg synes der er vigtigst, er man tager det med man selv tænker kunne være godt for en og ikke hvad man tænker personalet synes er ok. Jeg ved det er bandlyst at have levende lys med, men arbejder man sindssygt godt med rytmiske toner, så er det måske en god ide at tage en musikafspiller af en slags med ind på fødestuen. En ting synes jeg dog man skal overveje og have med sig, når man pakker tasken – lad vær med at forvente eller gå ud fra at hospitalet har det ene eller andet til rådighed, så hellere være på den sikre side og medbring det man selv tænker er nødvendigt.

Min største anbefaling til pakning af det der skal med på fødegangen, er at lave en lille picnic kurv. Altså en kurv som indeholder evt. de cravings man som gravid har haft igennem de sidste 9 måneder, ens partners ynglings slik, lidt kiks osv. OG mønter til den nærliggende kaffe – sodavandsmaskine. Herhjemme er planen at jeg stiller på fødegangen med mit private fødselsteam, nemlig min Mand, Mor og Svigermor og derfor er kurven os pakket derefter. Jeg har yderligere pakket noget at fejre Vilmers ankomst til verden med, har ingen ide om hvorvidt jeg selv kommer til at tage en tår bobler men skåles det skal der altså.

Udover denne picnic kurv har jeg et lille kit til mig selv, bestående af en oplader, ørepropper, læbepomade, ens læber bliver godt tørre efter al den fokuseret vejrtrækning, en god hårelastik og så har jeg lidt specifikt energi med til mig selv, da jeg ligesom til Carls fødsel anvender den energiplan jeg normalt bruger til maraton.

I forhold til tøj, synes jeg det kan være rart bare at skifte til en løs hospitals skjorte og nogle store underbukser, men nogen foretrækker at have deres eget tøj på under fødsel. Derudover plejer jeg ikke at have en babydyne med på fødegangen, da den alligevel ville blive smurt ind i fosterfedt osv. når baby kommer op, men det er igen en smagssag.

Derudover er følgende ting gode at huske til en selv og partner

Vandrejournal
– Fødselsplan
– Løs tøj til ens partner
– Kamera
– Lidt massage olie

Når nu ens vidunder er kommet til verden, så får man som førstegangsfødende ofte visiteret en plads på barselsgangen eller hotellet. Jeg vil altid anbefale, at man, om man så er flere gangs fødende eller første gangs, der planlægger at tage hjem, at der pakkes en “hvis jeg nu skal blive på hospitalet taske” som kan stå i bilen under fødslen og som ens partner eller fødselshjælper kan hente hvis det bliver nødvendigt.

Barselstasken – som med fordel kan indeholde:
Generelt vil jeg anbefale at man forhører sig på sit fødested om hvad de gerne ser man har med.

1-3 sæt tøj til baby, pak gerne en natdragt da man aldrig ved hvornår baby ankommer på døgnet og hvis man skulle beslutte sig for at kører kort efter fødslen, er dette en rar ting at kunne give baby på.
– 1 hue
– 1 Kørerdragt medmindre man har en kørepose til autostolen.
– Auto stol (husk nu at få afprøvet en montering af denne stol, inden der skal sidde en baby i den).
– Babydyne
– Putte-krammedyr
– Lanolin salve (nogen barselsgange flyder med det, andre not).

Med det til baby på plads, kommer der her en lille 
Pakkeliste til mor.

– En morgenkåbe. Nogen gange er der ikke toilet på ens stue eller os ligger man på den berømte fire mands stue og så er det rart bare lidt at kunne slynge noget om sig, når man skal mod toilettet.
– Toiletpapir – Til toilettet kan det med fordel være en god ide at pakke ultra blødt toiletpapir til et hårdt prøvet understel og ..
– En skylleflaske, som man bruger ved toiletbesøg efter fødsel. En skylleflaske er en almen flaske med huller i proppen, som man bruger som mini bruser når man tisser. Den koncentreret tis kan svie så forfærdeligt men hvis man “skyller” mens man tisser, fortyndes tissen og det er langt mindre smertefuldt.
Klipklapper eller sutsko, så man ikke gå på strømpesokker eller bare tær og derved bringer en del snavs med sig op i sin seng.
Løst og behageligt tøj. Efter fødslen er livmoderen ofte øm og plaget af efterveer, derfor kan det være rigtig rart bare at have løst tøj på og gerne noget som ikke kræver de vilde besværgelser at iføre sig, da særligt de nedre regioner er ømme efter at have presset en “vandmelon” ud af understellet.
– Amme BH. Jeg vil anbefale at man har indkøbt 1-2 amme bh’er evt, en bh forlænger, som man kan prøve på hospitalet, men ofte kan det være svært at vurdere om størrelsen er god før mælken er løbet til. Jeg har selv brugt carriwell sømløse amme bh under graviditeten og den er SÅ behagelig.

I forhold til underbukser, vil jeg anbefale man enten indkøber nogle gode store behagelige mormortrusser eller gør brug af de net trusser man får udleveret af hospitalet – de kan os bedre rumme de bind / bleer man har på efter fødslen. Ellers er varme strømper, noget nattøj, produkter til hårvask og evt. en god mild intimsæbe en rigtig god ide.
Alt efter hvem man er, kan man jo pakke sin make-up pung. Nogen vil måske tænke “jeg har lige født – slap af”, hvor andre tænker “ja det er rart lidt at kunne booste sig selv”.

Derudover evt. underholdning – jojo baby er skøn og mor / far har godt af at sove når baby sover, men det kunne godt tænkes man på et tidspunkt sidder og tænker .. åh hvor ville lidt Netflix være skønt og der har de fleste danske hospitaler jo heldigvis wi-fi.

Jeg håber du kunne hente lidt fif, inspirations og tricks til hospitalstaskerne. 

Sidst men ikke mindst vil jeg ønske dig held og lykke med din forstående fødsel og skulle en uro indfinde sig, så vil jeg med de kærligste ord minde dig om, hvilket hverdags mirakel en fødsel er og at du husker dig selv på hvor stærk og sej du og din krop har været igennem se sidste mange måneder.

De kærligste hilsner Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Indkøbsliste til baby – ifølge Mig Og Morskabet

Indkøbsliste til baby – ifølge Mig Og Morskabet

Hvis man har prøvet at stå i BabySam enten med en gravid mave eller i følgeskab med en, så har man formentlig oplevet et scenarie ala “Har I allerede købt en autostol? For ellers har vi denne model, som kan bla bla bla”. Indrømmer gerne jeg ret hurtigt kan få hjertebanken og hedeture når jeg står i en butik proppet med babyudstyr. Måske fordi tanken om overforbrug og det at butikkerne nogen gange malker kommende forældre på tanken om “mit barn skal have det bedste” for ellers … dør baby … er virkelig uudholdelig.

Hvis jeg nu skrev, at ingen babyer dør af der ikke er lavet et børneværelse eller hjørne i det lille hjem, så ville det være sandt nok – men spørgsmålet er os, hvordan den kommende mor og far har det med at der ikke er lavet den slags. Personligt har jeg der bedst med at alt hvad der kan forberedes, er forberedt – måske derfor jeg os er fan af foodprep. Grunden til dette er, at jeg har et ret stor arbejde foran mig, når vi vender hjem fra hospitalet med en baby, Der handler det om at få etabler en relation, amning og derudover os være der for mine to store drenge, derfor har jeg det bedst med at vide, at jeg bare kan sætte mig på en sofa og amme løs og at der er styr på det jeg har brug for der er styr på, så som pusleplads, en garderobe til den lille og MIG.

Dette indlæg indeholder derfor en indkøbsliste til baby med små fif og råd, som du enten kan kaste over skulderen eller måske transformere til dine egne ?

For at skabe en god mulighed for at scrolle i dette indlæg, er der lidt underkategorier, nogen finder det jo mere hyggeligt end andre, at læse mine ord og nogen har måske bedre tid til den slags. Personligt måtte jeg pakke hospital tasken i al hast – det viste sig det hele bare var en øvelse, men så blev det da os gjort.

Hvad skal du købe til baby?

Almen udstyr:
Barnevogn + et lille fif.
I min verden kan man altså ikke bare skrive barnevogn, for hvordan vælger man den helt rigtige?
Personligt har jeg valgt forkert en gang og så var der ikke andet for end at smide den på DBA, frem for at sige ”nu har vi købt den … og sådan er det”. Ja det er død hammerende surt, men omvendt skal en barnevogn i min verden spille – særligt fordi jeg er typen der slider hjulene op under en barsel.

Mine fif til at vælge en vogn der passer til ens behov og ikke mindst baby er følgende:
Start med at tænke på baby:

Hvordan ville du helst selv ligge, hvis du var baby – gerne med god plads formentlig?
Hvor skal baby sove lur – inde eller ude?

Så glæder det dit behov:

Har du en bil vognen skal kunne være i?
Bor du i by eller på land og hvilket terræn skal du oftest kører i?

Jeg ved godt rigtig mange er smask forelsket i combivognene, og ja jeg kan godt se det fede i at du får både en barnevogn og klapvogn i en, men de fleste combivogne har fortsat et kort liggemål og det betyder at baby ofte skal overflyttes til en klapvogns del relativt hurtigt – indenfor 4-6 måneder. Her tillader jeg mig lige at stille spørgsmålet – Vil du helst ligge på en feltseng eller i en king size bed?
Derudover synes jeg man, i købet af en barnevogn skal overveje om vognen skal bruges til et barn eller måske efterfølgende søskende – i såfald er pengene til en ny vogn ofte givet rigtig godt ud.

Selvom vi er vanvittig glade for at købe brugt, så er vores barnevogn købt fra ny på tilbud. Altså 30% under normalpris. Det er kun 500 kr. for den brugtpris der findes på nettet, da den vogn vi er glade for, fortsat er relativ ny på marked. Vi har valgt en Emmaljunga Big Star Supreme med S stel, altså svinghjul fortil, da jeg synes de er super praktiske og gør det nemt at kører udenom de fodgænger jeg møder på mine mange gåture her i byen.  Vi havde samme vogn til Carl – men der var desværre en som synes de skulle låne den en mørk nat og de kom aldrig retur med vognen. Derfor vil jeg selvfølgelig os anbefale man køber en lås til barnevognen – gerne en som er godkendt hos forsikringen.

Hvis du vælger at købe en vogn fra ny, så få lavet en samlet indkøbsliste og send denne til de forskellige forhandler, og bed dem komme med et tilbud – Ofte kan man få 10-15% af prisen. 

Ekstra udstyr til barnevognen:
– Myggenet
– Regnslag
– A
ndenæb – hvilket er min store favorit. Et andenæb skal skygge for solen (det gælder både sommer og vinter).
Har man allerede trillet med en barnevogn, så har man formentligt gået på siden af vognen for at sikre ens guldklump ikke fik sol i hovedet (og vågnet før tid). Et andenæb gør os du ikke finde “kreative” løsninger så som at hænge en stofblee op på barnevognen som gør ventilationen forringes og baby i princippet ligger i en ovn – behøver jeg skrive at i dette tilfælde kan baby dø af hedeslag.
– Lagen til barnevognen – gerne et våd lægger lagen – man ved aldrig hvornår en baby bliver utæt.
– Babyalarm
– Net / taske som du kan have et ekstra sæt tøj og pusleudstyr til baby i.
– En vikle – bæresele, det kan for nogen være unødvendigt, men personligt synes jeg det er rart at have muligheden for at have baby tæt, særligt hvis den har besluttet den ikke vil ligge i vognen længere og der er lang vej hjem.
– Et tæppe så du har noget at sidde på, hvis du skal give bryst / flaske på en iskold bænk.

– Babydyne – Et lille budgetvenlig tip. Køb evt. en voksendyne med god bæreevne, klip den over på midten og tag dernæst den ene del og klip over igen, så har du en juniordyne og to babydyne. Med symaskinen lukker du dynes nye “ender”. Vil altid anbefale at man har en backup dyne – særligt hvis man har en gylper eller bleen sidder skævt.
– Sengetøj 1-3 sengesæt, igen ekstra sæt, da nogle babyer kan være aldeles utætte.
– Voksipose eller anden kørerpose.
Jeg er personlig til voksiposen og vælger man at bruge posen, vil jeg anbefale at man anskaffer baby en tyk trøje – evt i uld; som den kan have på så den ikke bliver kold på bryst og arme. Hvis man ikke er til voksi, så er en god kørerdragt et must – jeg er uldfan og måske baby er så heldig at have en bedste eller olde som er god med et par strikkepinde. Jeg har fået Vilmers farmor til at stikke denne lækre uld kørerdragt som dels kan bruges i barnevognen, viklen eller autostolen.

Babys Garderobe
Personligt er jeg ikke fan af storforbrug og jeg synes det er hæsligt når jeg får anskaffet mig noget jeg ikke får brugt. Det er i min verden spild af ressourcer, materialer og frås. Derfor har jeg hele vejen igennem min graviditet arbejdet med grundtanken om jeg gerne ville købe så meget brugt som muligt og skære alt unødvendigt fra. Børneloppen i Valby har været min bedste ven, når det er kommet til at gøre gode brugte køb.  Jeg har før skrevet om hvordan man kan spare penge ved at købe brugt og planlægge sine køb, du kan læse indlægget her: 
Genbrugs Baby.

– 10 sæt tøj
Jeg synes 10 sæt tøj er rigeligt og det er inklusive natdragter da en baby i min verden heller end gerne må have en heldragt – sparkedragt på alle døgnets 24 timer.Altså jeg ved ikke hvor mange der ejer et one piecs, men det er nu engang skønt bare at være klædt i et helt stykke, hvis ikke man kan / skal være helt bar.
– 7 stks. Uld underlag. Da Vilmer bliver en efterårs/vinter baby, så har jeg købt 7 underlags uld bodyer til ham.
– 2
par uld strømpebukser.
– 5 par strømper
– 1-3 tykke trøjer.
– En hjelm eller hue.
– hagesmække

Vilmer har ikke den store garderobe MEN jeg er overbevist om at vi klare den og ellers så kan vi spæde op.

– 20-40 stofbleer.
En ting jeg helst ikke vil gå ned på er stofbleer og det er fordi jeg har oplevet at det fungere bedst at lave amme zoner.

En amme / flaske zone.
En ammezone er områder i hjemme hvor jeg kan amme. En zone består for mig af “alt er ved hånden” alt betyder for mig vand og snack da blodtrykket falder en del når jeg ammer og så gerne en fjernbetjening oplader, er tæppe, blad lignende og eller flere stodbleer Normalt har jeg en fast zone i sofa og soveværelset

Større Udstyr
– En seng til baby
Det er en individuel sag, hvad man er til når det kommer til babys seng. Nogen elsker vugger, andre har slet ikke plads til en seng og så igen – er det måske slet ikke sikkert man har lyst til at baby skal sove andre sted end hos mor og far.
Hvis man køber en vugge eller tremmeseng så er det en god ide at have ekstra lagner og igen vådlæggerlagen til sengen.

– Puslebord
– Puslepude
– Hoved / halefad
– En lille uro til over puslebordet
– Vågelys. Den første tid, hvor baby laver i sin ble over natten, er det rigtig dejligt at have lidt vågelys ved puslebordet, så man ikke skal tænde kraftigt lys og få “nogen” til at tro det er dag.

Til pusle og pleje.
– En natursvamp, til at vaske baby med.
– Vat Patts til bagdelen.
– Skumklude.
– Duftposer til lortebleerne – Kvickly har en pakke med 200 stk for 36 kr. Synes de fungere godt og så i den blespand som man får med i BabySams babypakke.
– Zink Salve.
– Babyolie.
– Blød børste.
– Neglesaks.
– Snotsuger.
– Vatpinde.
– Håndsprit.
– Termometer
– En god håndcreme til Mor og Far.
– En fedtcreme, uden vand – til beskyttelse mod frostskader på kinderne.
– Klaricare Baby Næsedråber og JA – det skal være dem. Den opløsning og dets lille naturlige indhold af hypertoniske havvand som er større end på de almen saltvands dråber, er genial til babys nogengange tilstoppet næse. Det er virkelig et fantastisk produkt.

Mine fif til en rød numse.
Det sker at baby nogle dage laver 15-20 lortebleer (jubiii) og det kan altså godt give en lille bavian bagdel, når der hele tiden skal vaskes efter sådan en omgang. Derfor synes jeg at E-vitamin salve og eller Bepanthen Salve er helt fantastisk og uundværligt i skuffen ved puslebordet. Begge dele kan købes i Matas og på apoteket.

Nice to have – need to have
I denne verden, hvor der hele tiden opfindes nyt og utroligt smart babyudstyr, så kan det jo virkelig diskuteres hvad der er nice to have og need to have. Personligt synes jeg følgende ting er rigtig dejligt at have i hjemmet når baby kommer.

– En brystpumpe
– En skråstol eller babyindsats til trip-trap-stolen
– Et aktivitetscenter
– Et badekar, kan personligt anbefale et flexi bath
– Et babytæppe, igen hvis baby har en strikkekyndig bedste så kan det royale svøb bestemt anbefales.
– Et godt møbel at amme eller give flaske i.
– En ammepude

Et putte-kramme-dyr.
Det bedste jeg har givet mine børn, udover masser af kærlighed selvfølgelig, har været et putte-kramme-dyr. Jeg har sammen med Hr. mand, valgt en lille bamse, som skulle følge baby. Jeg synes personligt det er rigtig dejligt at mit barn – med tiden har haft denne lille bamse, som tryghedsskabende element. Carl på 4½ er fortsat meget knyttet til sin kanin.

 For at gøre denne bamse ekstra lækker og sikre at baby vil tage denne bamse til sig, så har jeg altid sovet med bamsen i ugerne op til fødslen. Der er kvindens hormoner ofte på sit højeste, hvilket sætter sig i duftkirtlerne og derved kan man afmærke netop denne bamse. Jeg plejer at ligge bamsen i en frysepose om dagen, for så at putte med den om natten igen. Hvis man vælger denne løsning – så vil jeg klart anbefale at man indkøber mere end en kramme-bamse, da de fleste babyer / børn ikke lader sig spise af med en dejlig ny og blød version af samme bamse, hvis den oprindelige skulle blive væk. Derfor er et rotationssystem mellem den samme bamse os en god ide.

Grunden til jeg har valgt en bamse, frem for en nusseklud er, at jeg helst ikke vil fjerne mit barns tryghedsskabende element på længere sigt. Så hvis man vælger en klud, synes jeg man som forældre skal anerkende den sandsynlighed der kan og er for, at barnet i en alder af 5-7 år fortsat er rigtig glad for netop denne nusseklud os selvom man måske har købt andre lækre krammedyr i håbet om at få lirket nussekluden ud af barnets hånd.

 Samme metode med at afsætte duftspor på en bamse, kan bruges på det dynebetræk man påtænker sig at der skal være på babys dyne, den første tid. Jeg har aldrig selv gjort dette, da mine børn ofte gylper og betrækket derfor er blevet skiftet indenfor 1-2 dage.

En vuggevise eller beroligende sang
Baby kan hører dig, mens det ligger inde i maven og hvorfor ikke udnytte dette?
Jeg har altid udvalgt en sang, som jeg gerne har ville have blev mit barns sang. Sangen har haft det formål at skabe ro og tryghed, hvilket oftest gøres med genkendelighed. Derfor vil jeg anbefale denne gratis ting, vælg en sang og syng – spil den gerne mens baby ligger i maven og når den kommer til verden.

 Både Aksel og Carl har altid kunne finde ro, hvis Hr. Mand eller Jeg sang deres sange. Aksel havde ”langt ude i skoven” og Carl ”Buster”. Mens vi sang dansede vi i små rolige kvadrille (grundtrinnene fra brudevalsen), det har altid virket ved aftenuro og nattegråd, sygdom og overstimulerende dage. Selv i dag hvor Carl har brug for lidt ekstra tryghed, virker Buster.

 Vilmer får sangen ”Klatremus Vuggevise”, hvilket sjovt nok passer til hans Putte-kramme-dyr og hele det rævetema som en eller anden mor er gået amok med på hans værelse.

Du skal selvfølge os huske at købe bleer mm. men lige den detaljer tænker jeg ikke du glemmer .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

Sov (NU) sødt lille skat

Sov (NU) sødt lille skat
Illustration Maria Buchmann – Vilter.dk

Dette indlæg indeholder reklame

De er så søde, sådan som de ligger der på puden, i akrobatiske positioner, krydret med et strejf af yoga posering. Håret som stritter ud til siderne, dynen som omslutter deres krop og i ny og næh bevæges læberne, som var de et spædbarn ved mors bryst. De er så søde (også) når de sover – men hvorfor pokker skal det til tider være så svært at sende ens yngel afsted mod drømmeland?!

Jeg ved vitterligt ikke hvad det er, men jeg synes personligt lovningen på total stilhed, muligheden for at oplade kroppen og bare lulle mig hen i en anden verden er yderst tiltagende. Lovningen på søvn, kan forføre mig som ingen anden, men mine børn derimod. De forvandler sig somme tider til små natugler, idet de træder indover dørtærsklen til deres værelse efter klokken 18:30. Selv samme børn, som netop har haft en ansigtsmaske på, lavet af “one-pot-pasta” sovsen, fordi de i træthed har knaldet hovedet ned i tallerkenen. Hertil får jeg som mor lyst til at spørger “Hvad fanden sker der og… hvor er sluk knappen?!”.. det er heldigvis ikke kun mig der tænker denne tanke, fædrene Anders og Lars er i samme båd eller det var de. De fik nok og begyndte derfor at udarbejde godnathistorier, som var søvn dyssende på den gode måde og de har netop lanceret godnathistorieuniverset Vilter.dk, hvor man her kan læse en række af Vilters godnathistorier.

Karakteren Vilter en fantasifuld fætter, som banker på ens barns sengestel og invitere dem med på en rejse, nogen gange til Bolsjefabrikken i vulkanen, omvendt planeten eller verdens højeste hus. Invitationen er yderst personlig, idet man som forældre let som en leg kan indtaste få informationer om ens barn, så som alder, navn på ens barns bedste venner og måske endda sove-kramme-dyr. Disse informationer formaterer sig så ind i hver enkel drømmehistorie som man vælger adgang til på Vilter.dk – Der er gratis adgang til 5 godnathistorier på Vilter.dk og med mulighed for tilkøb af flere historier.

Er man forældre til et barn, som ikke er navngivet med et navn, som er det eneste i Danmark. Så har vi alle oplevet den lille euforiske stemning der kan opstå i det øjeblik ens barn møder en navnesøster eller bror. Vores Carl troede jo vitterligt at Carlsbergbyen var HANS indtil for ganske nyligt. Desværre giver navnedelingen i dette tilfælde ikke adgang til en af de mange attraktive lejligheder, men i det øjeblik at drømmefangeren Vilter stod på sit luftskib og rakte Carl hånden, så skete der noget nær magisk. En kontakt mellem det litterære og Carls fantasi, som spandt sig sammen og derigennem gjorder det muligt for Carl at drage afsted på en magisk rejse. Rejsen blev understøtter af min forkølet stemme, der ganske sagte læste op, mens mine øjne i ny og næh så hvordan vaskemærket på Carls puttekanin fik lidt ekstra nus, hvilket altid har været forstadiet til at øjenlågene er gået i og sørme så, inden jeg nåede sidste linje, havde han lagt sig til rette på sådan en måde man som højgravid bliver grøn af misundelse over.

Vilters godnathistorier er skrevet i en let og forståeligt sprog, lidt ala Villads fra Valby. Jeg synes ofte det kan være rart at sidestille børnelitteratur med hinanden – da det jo efterhånden findes mange forskellige genre inde for børnelitteratur. Karakteren Vilter Ørngot er eventyrlystig, betænksom og på mange måder ham man gerne ville kende, dengang man selv var barn. Så Vilter er en karakter som jeg tror både drenge og piger kan forholde sig til, ligeledes er hans oplevelser og rejser krydret med et strejf af Peter Pan som i hvertfald gjorder at mine drenge bed på, da der er en tilpas mængde spænding som griber læseren og dets medhøre. En oplæsning tager små 10 minutter, hvis man giver så tid til at læse rytmisk og med historisk indlevelse, hvilket jeg mener er en god længde på en godnathistorie læsning.

Hvordan gør man?
Vilter.dk opretter man en profil, her er det både muligt at få gratis adgang til 5 godnathistorier, hvilket jeg synes er rart, da man jo aldrig ved om lige netop denne fortælling taler til ens barn. Rent praktisk opretter man ganske simpelt en profil på Vilter.dk Herinde kan man så indtaste oplysninger om ens barn og se en oversigt de forskellige godnathistorier. Nogle er som sagt gratis og ellers er det muligt at købe drømmepakker med hele 10 drømme i, for 69 kr. Når man først har købt historierne har man adgang til dem i evig tid. Fortællingen kan oplæses direkte fra telefonen og er sat godt op til mobilt brug.

Personligt tiltaler det mig ikke at sidde og læse op med telefonen, os selvom om historien ikke er illustreret med billeder og derfor printede jeg mine udvalgte historier ud og er man rigtig kreativ, kan man lave en lille mappe med Vilters godnathistorier.

Illustration Maria Buchmann – Vilter.dk

Jeg tænker at tanken bagom Vilters lette tilgængelighed og brede mulighed for at tilpasse det enkelte barn er hele grund ideen – udover at hjælpe børn med at falde i søvn og komme godt afsted på en drømmerejse. At jeg så er lidt iPhone forskrækket og helst ikke vil læse op fra telefonen, er jo en smags sag og man kan heldigvis som jeg har gjort, printe historierne ud. Aksel og Carl har derudover nydt at se på de få illustrationer der er lavet af Vilter.

På Vilter.dk er der samtidigt mulighed for at læse om råd og vejledning til den gode putning og nej vi er ikke ude i søvntræning, men helt basale anbefalinger og guides fra kyndige fagpersoner som fortæller om alt fra aldersgruppers behov for søvn, søvns opbygning – det tror jeg måske mange forældre ved lidt om – personligt ved jeg at man, når der er spædbørn på matriklen, efter 45 minutters søvn har en øget risiko for at vække en yngel, da der omkring de 45 minutter er en overgang mellem den ene og anden type søvn.

Illustration Maria Buchmann – Vilter.dk

Momstertest.dk kan du læse min og andre Momster mødres anmeldelse af blandt andet Vilter.dk og en række andre børnefamilieære produkter og forglem ikke, at Momster d. 7 oktober afholder Momster Market, hvor en masse af de producenter vi Momster mødre løbende har testet produkter igennem, stiller en stand op og sælger en række af deres lækre produkter til messepriser. Du kan læse meget mere om Momster Market på  Momster Market Facebook Side.

Tusind tak fordi du læste med

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvad hvis de tager mine børn?

Hvad hvis de tager mine børn?

Der skal virkelig meget til for at kommunen tager ens børn”, det husker jeg en af mine medstuderende, som var socialrådgiver, engang sagde til mig. Det er let bare at sige “Ja det skal der og selvfølgelig tager de ikke bare folks børn” og alligevel, så synes jeg desværre der gentagende gange er beviser på, hvorledes nogen kommuner ser igennem den almene retssikkerhed, som er i vores samfund, grundet fortravlet medarbejder og manglende ressourcer. Jeg er hverken socialrådgiver, ekspert eller direkte pårørende til en familie, som har oplevet dette og alligevel, har jeg som tidligere børn og ungerådgiver hos Børns Vilkår, og som kandidat i pædagogisk sociologi, blevet sat ind i diverse undersøgelser og ikke mindst sager, hvor der kan spås tvivl om kommunens indgreb er tilstrækkeligt begrundet. Jeg har overordnet den holdning, at det aldrig må være forældrenes “ret” der tæller i sidste ende. Det er nu engang barnets tarv der skal ses på, ligegyldigt hvad. Hvorfor jeg nu skriver dette indlæg, skyldes mest af alt min egen sårbarhed og et ønske om at fortælle om dengang jeg selv sad med frygten for, at nogen skulle tage mine børn, for ja, den har jeg OGSÅ haft. Frygten kom sig af, at jeg var bange for, hvad “verden udenfor” ville sige og gøre, hvis de vidst hvordan det hele for en kort periode føltes i mit indre. 

Jeg glemmer aldrig den aften min mentale film knækkede og jeg takker fortsat mig selv – dagligt – for at have opsøgt hjælp, på trods af min enorme frygt for at nogen misforstod eller ville begynde at spå tvivl, om mine evner som mor. Den dag, hvor jeg sad under spisebordet, overmandet af angst, sorte tanker og med et spinkelt håb om at hjælpen fandtes, der ringede jeg til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg. Jeg husker at jeg smed på, første gang jeg ringede op og det derefter var nødvendigt at samle en ekstra potion mod inden jeg blev i røret. Sundhedsplejersken som tog telefonen, lod mig fortælle. Hun lod mig græde og hørte mine ord. Igen og igen sagde jeg, at det jo ikke var synd for mig, men mine børn og at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg virkelig gerne ville dem det bedste. Sundhedsplejersken var ikke et sekund i tvivl om dette og sagde da os “Christina…. det du fortælle mig, de handlinger, de bekymrer mig ikke, det der bekymrer mig er hvordan du har det med dem og yderligere hvordan du tydeligvis er påvirket af dem”. Derfra tog samtalen en uventet drejning, for jeg havde virkelig troet jeg skulle indstilles til et forældre genopdragelses kursus.  På det tidspunkt var jeg ramt af en ikke diagnosticeret svært depression og belastningsreaktion og så alt i sort / hvid. Det fangede sundhedsplejersken, hun hørte min manglede realitetsforståelse, konstante “ruminering” og hun mødte mig i samtalen, uden på noget tidspunkt at spå tvivl om hvilken mor jeg rent faktisk var for min børn. Fortællingen om hvordan der kort efter står en psykiater og en sygeplejerske i min stuen har jeg tidligere fortalt om her på bloggen og i kategorien ”En sygdoms sandhed” kan en række af disse indlæg findes og i indlægget “Når Filmen Knækker. Del II – Mor På Tanskehospitalet“, har jeg skrevet om hvordan jeg lavede en børneoversættelse af min psyke lidelse, til mine børn.. Hele processen omkring bearbejdelsen af den frygt jeg havde for at miste, men os at såre mine børn, den har jeg af mange grunde holdt for mig selv.

Dette er den tegning, som jeg brugte til at forklare Aksel og Carl, hvordan mine tanker var blevet rundtosset og det derfor gjorder at jeg var nød til at være på et tankehospital.

I min åben -og ærlighed omkring det at have været psykisk syg, har jeg en stor respekt for ikke at begå et overgreb mod mig selv eller andre, og derfor er jeg dels påpasselig med hvad og hvor jeg fortæller om de oplevelser, jeg havde mens jeg befandt mig i depressionens mørke. Når jeg skriver sådan, så mener jeg, at vi jo alle har en sårbarhed i større eller mindre grad. Den kan være generel eller specifikt for er område og at det på så mange måder er vores egen opgave at værne om denne sårbarhed, frem for at udstille os i den. En udstilling skaber nemlig ofte spørgsmål og vi har efterhånden en tendens i samfundet som hedder sig at vi skal svare når vi bliver spurgt om noget. Det skal man ikke nødvendigvis, men når nu det oftest er sådan, så tænker jeg, at det er vigtigt ens egenomsorg værner om at man måske ikke skal stå “skoleret” nu og her.

Mit første døgn på psyk, var på en lukket afdeling, grundet den mentale tilstand jeg var i og mit enorme behov for at der var nogen som passede på mig, for jeg var simpelthen ikke i stand til selv at gøre det. De knap 24 timer jeg havde på den lukket afdeling, foregik hovedsageligt med ukontrolleret gråd, mens jeg sad i “spænd” i et vindue, med kinden mod den kolde rude og ben og ryg placeret i hver dets side af vindueskarmen. Jeg kunne simpelthen ikke mærke min krop på andre måder og jeg var for bange for de andre patienter på afdelingen, til at gå ud i den gård der var tilknyttet afsnittet. Dagen efter min indlægges overflyttes jeg til et mindre intensivt afsnit og her møder jeg det, der kaldes for en nøgleperson. En nøgleperson er en sygeplejerske, der igennem ekstra uddannelse er uddannet til at arbejde med patienter og dets pårørende, her oftest børn. Hr. Mand er med til det møde, som jeg selv har bedt om, da jeg godt kan se min indlæggelse ikke kan skjules for Aksel og Carl og jeg mener vi har brug for vejledning i hvordan vi kan fortælle vores børn, at mor er blevet syg i psyken? Det er jo svært nok at forklare voksne.

Vi snakker lidt frem og tilbage og jeg præsenterer de termer jeg har valgt at sætte på min sygdom, så mine børn har en mulighed for at forstå dette. Det hedder sig fortsat, at jeg engang har været på et Tankehospital, fordi jeg på et tidspunkt var rundtosset inde i tankerne.

 Jeg husker at nøglepersonen var sød, lyttende og at hun udstrålede en ro og varme, der gjorde jeg ret hurtigt valgte at have tillid til hende. Mens vi snakkede, fortalte jeg om min frygt for at der pludselig står nogen på vores adresse, for at fjerne mine drenge, fordi jeg nu er blevet syg og indlagt på et psykiatrisk hospital. Disse tanker bad hun mig skyde en hvid pil efter – for kort efter at fortælle mig om muligheden for at hospitalet kunne hjælpe med at lave en ansøgning om en aflastningsplads. Idet øjeblik hun fortalte det byggede jeg en mur op omkring mit indre. Jeg husker tydeligt hvordan jeg fortalte at vi som familie, på ingen måder var interesseret i at vores børn skulle i aflastning og at jeg ville gå igennem ild og vand, ligge alle vaner om, flytte fra byen, stoppe på drømmestudiet mm., for at vi kunne få vores familie, heraf særligt mig, på ret køl igen. Jeg glemmer nok aldrig den kvalme som sneg sig ind på mig, mens jeg fortalte hende dette. Jeg husker tydeligt hvordan al blodet havde fortrukket sig fra mine kinder, som havde kroppen gjort sig klar til kamp. Jeg synes generelt det er rigtig fint at der findes aflastning til de familier, som finder det nødvendigt, men for min familie og mit vedkommende, så er vi ikke en af dem. Jeg ville personligt føle min livsførelse var forkert hvis mine børn måtte i aflastning, fordi jeg ikke havde energien til at have dem nær mig. Når jeg skriver sådan, så var det jo netop min egen livsførelse, der  på daværende tidspunkt, var skyld i jeg nu var blevet depressiv, så var motivationen om at genopstå, som den mor jeg før havde været og drømte om igen at blive, var større end nogensinde og der var i min verden, for min familie, ikke andre muligheder end at VI måtte sadle om som familie. Det gøres ikke over en nat og jeg oplever da stadig dage, ja sågar perioder, hvor vi balancere på kanten til at det blive usundt for os som familie. Vi balancere dog kun, frem for at falde lige i de gamle usunde handlemønstre. For at vende tilbage sygeplejersken, så hørte hun mine ord og hun registeret følelserne som lå bagom disse og undskylde da os, for dernæst at forklare mig at hun udelukkende sagde dette, for at fortælle os om de mange muligheder der var for at hente støtte.

Et af Carls besøg på Tankehospitalet.

Jeg har officielt været indlagt i 8 uger på en psykiatrisk afdeling og det skammer jeg mig ikke længere over, men jeg bær for evigt en sårbarhed omkring tanken om, at nogen måske kunne anfægte at jeg var en mindre god mor, bare fordi jeg har haft en depression. Særligt nu, hvor Vilmer kommer til verden lige om snart, så vokser denne sårbarhed i perioder, selvom jeg ikke tvivler på mit moderskab, den relation jeg har til mine børn og den måde jeg forstår at se dem på. Jeg er mine børns bedste Mor, os selvom jeg kommer med ridser i lakken. På trods af dette, så ved jeg jo godt, at jeg kommer med en øget risiko. Det er en risiko jeg har enorm stor respekt for og som er årsagen til at Vilmer på så mange måder er langt mere planlagt end Aksel og Carl var det, alligevel er der ingen garantier og sandheden er nu engang at jeg har en øget risiko for at udvikle en almen depression eller efterfødselsreaktion.

En af de mange årsager til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg igennem min graviditet, løbende er blevet kontaktet at andre kvinder, som står i lignende situation som jeg. Kommende mødre, med en tidligere diagnose, som de nu har en skræk for skulle springe op igen. Jeg skal være ærlig og sige at jeg er sindssyg bange for at blive syg i psyken igen. Det er ikke en frygt der er styrerende men en frygt som jeg respektere og anerkender. At være syg og kæmpe for at blive rask, var nu engang det hårdeste jeg nogensinde har skulle kæmpe med i livet og det havde nær kostet mig det. Tanken om at skulle kæmpe samtidigt med at jeg lige er blevet mor, skræmmer mig. Alligevel har jeg etableret en ro og tillid til mig selv, som går sig på at jeg kan klare hvad end livet bringer og at jeg nu engang har arbejdet ufatteligt meget med mig selv igennem de sidste par år. Jeg har samtidigt givet mig selv et løfte. Et løfte om at være modig, ærlig og omsorgsfuld overfor mig selv og min psyke og mest alt acceptere at det der sker, sker. Det er lidt min bøn med dette opslag, nemlig den, at hvis man som forældre, i ens forældreskab føler at man for tit og ofte er på grænsen eller over denne i sin kontakt til sine børn, og det er noget man selv anslår som værende et problem, opsøg hjælp eller sparring. Hos din partner, veninde, mor, pædagog eller sundhedsplejersken. Hvis psyken føles skrøbelig, så husk, at selv den stærkeste stjerne kan falde og at ingen er uovervindelige, men alle kan, hvis de vil der, være en helt i deres eget liv – det kræver nogen gange en sand hjælper i form af læge, psykolog, partner eller ven.

For mit eget vedkommende har bearbejdelsen af den “uansvarlighed” jeg udviste, forud for mit sammenbrud, været nødvendig at vende igen, her for nyligt. Det er de færreste der går fra “normal” psykisk tilstand til bragende svær depression. Hvornår man er decideret depressiv, ja det er et godt spørgsmål, for vi kan alle score point nok på en dårlig dag til at testen siger “let depressiv”. Jeg har igennem mine to år efter depressionen arbejdet med handlemønstre, uhensigtsmæssige leveregler og etableringen af gode omsorgsfulde strategier og det har kastet en enorm stor selvindsigt af sig. Jeg bliver ofte spurgt om jeg måske tænker for meget over det at have været syg eller om det virkelig er så nødvendigt at “føle” så meget efter? Nu har jeg 7-9-13, aldrig kæmpet med cancer, men hvis man en gang har haft en ondartet knude i brystet, tror jeg det er de færreste pårørende der kunne finde på at sige “ah det du mærker nu er nok ingenting”, alligevel er der nu engang forskel på somatisk og psykisk lidelse. En tidligere cancerramt kvinde er ofte langt bedre stillet end hende der tidligere har lidt af en depression. Begge sygdomme er dødelige og i top 3 over folkesygdomme i Danmark. Nu bevæger jeg mig ud på et lille sidespor, så tilbage igen …

Jeg frygter ikke længere at der en dag ligger et brev i postkassen fra kommunen .. det vil jo nok os være eboksen efterhånden? For jeg føler, at ved at sætte ord på mine tanker, når jeg er i sparring med diverse fagpersoner, så mødes jeg med en enorm respekt og accept af at det er mere end okay, at jeg har været på bunden for i dag at svømme, for jeg flyder ikke, oven vande. Derfor har jeg igennem denne graviditet arbejdet med en kendt jordmoder og yderligere sikret at jeg fik tilknyttet en sundhedsplejerske som ikke var berøringsangst omkring svære emner og som yderligere havde den accept og forståelse der hed, at skulle jeg en dag, under min barsel sige ”jeg har det ikke så godt”, så mødes jeg i denne udmelding, frem for ”Du er jo os rigtig træt”.

Jeg vil gerne sige dig tak for at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

Kun én pige..

Kun én pige..

Det er underligt, finurligt og alligevel så inderligt sårbart for mig. Som barn var jeg en livlig lille sjæl, som afskydede tanken om en kjole på min krop. Jeg klippede det lange lyse hår, da jeg ville være korthåret og det bedste jeg vidste var at være ude på kornmarken, bag mit barndomshjem. Jeg egnede mig ikke til fine kjoler, sarte farver, for ikke at sige det lange lyse hår. Min mor prøvede virkelig, men det duede ikke. Universet ville det anderledes og en dag overgav min mor sig for alvor og fjernede kjolerne fra garderoben mens håret blev klippet til en 90’er moderne gryde frisurer. 

I bagklogskabens lys, med lidt lommepsykologi, så kunne jeg ikke være fars pige, der var ingen far og i sandhed var der ingen “kulturbestemt” pige. Istedet var der et barn med vilje, mod og en konstant søgen efter nye eventyr og et behov for at distancere sig fra hendes køn. Her oplevede jeg at kjolerne og håret gjorder det hele besværligt, for ikke at sige kvalmende, tøj og hår hang fast i træets grene og spændte på så mange måder ben for mig. Derfor røg det og at jeg så oftere ville kaldes for et drengenavn blandt venner, ja det skyldes måske er spinket forsøg på at kategorisere mig som værende noget jeg aldrig var og heller aldrig bliver.

Jeg var barnet med jord i hovedet, hullet bukser, en lang liste af bandord, som med årene blev krydret med en pervers kant. Denne kant slog enten benene væk under folk eller skabte rullende øjnene. Sådan er jeg på mange måder stadig, men jeg har lært at repræsentere og agerer… sådan nogenlunde.. alligevel er det nok ikke helt så underligt jeg tænder på løb, OCR udfordringer og Vandreture og jeg altid har befundet mig godt i et maskulint selskab. Jeg gør mit køn på min måde, med langt lyst hår og en mund som kan forveksles med en “havnearbejders”.

Jeg var nok ikke helt det man troede jeg skulle være, dengang lægen fortalte mine forældre at jeg “var en pige”. Det er først de senere år, at jeg har sluttet fred med, at jeg er mit køn som jeg ønsker at være det. Alligevel kan noget ikke ændres, nemlig det faktum, at jeg er min moders datter med det lyse hår, som Anne Linnet så smukt synger det. Det at være nogens datter, særligt min mors, har haft en stor betydning for hele min selvopfattelse og senere livsførsel. Jeg er datter og har i dag det man uden “faderkomplekser” kalder for 4 forældre, med mine komplekser og alt det andet jeg kommer med, kan jeg “kun” erkende at jeg har én Mor og 3 bonus sociale forældre, to hvoraf jeg kan sætte sviger foran men det ændre ikke på min kærlighed, nærhed eller respekt for dem. 

Mit forældreskab har jeg aldrig anset værende bestemt af hvilket køn mine børn måtte have.. MEN jeg er Mor til to skønne drenge, den ene har langt lyst hår og den anden det mest eftertænksomme smukke hoved. Alligevel har jeg drømt om en pige med spæde krøller i håret og et genert skævt smil og en frækhed som ikke kan beskrives. Det er underligt, for når jeg ser på Carl, både inden han proklameret han ville være langhåret og efter, så ligner han “hende” jeg har set for mig. Helt ærligt, ligner han sin mor, dengang jeg var barn. Jeg tror det gør noget, at man som forældre kan genkende sig selv i sine børn, om det så er biologisk eller socialt arveanlæg og ret skal da være ret. At få børn er jo på mange måder et stort egotrip og det største form for selvrealisering bundet op omkring ubetinget kærlighed.

Jeg har aldrig drømt om Barbie dukkerne, dukkevogne (sådan har mine drenge os haft) og små fine kjoler. Jeg har ikke drømt om en prinsesse og jeg synes heller ikke børn skal kaldes hverken prinser eller prinsesser, det er nok bare mig?

Men jeg har haft en drøm om en dag at få en datter, en voksen datter og selv at blive mormor. Den drøm bliver nu med sikkerhed aldrig indfriet, men jeg tror på jeg kan skabe den i nye klæder. Jeg tror på, at jeg ligesom min svigermor har gjort det, kan skabe bånd og kærlighed som på mange måder kan være en gave. Jeg tror ikke vi som mennesker kan have for meget kærlighed i vores liv. Jeg tror ikke vores relationer kan være for dybtfølte eller kun betinget af biologisk materiale. Så jeg tror på at jeg en dag, får en svigerdatter, måske os en søn, hvis en af drengene føler kærligheden findes der, men jeg tror på at jeg kan tage et valg.

Derfor har jeg under denne graviditet sluppet min drøm fri. Det er med sorg, at jeg har gjort dette. Jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg aldrig har ønsket mig en pige. Måske må man ikke sige dette højt, men det er sandheden og andet ville være løgn. Dengang jeg begyndte at mærke lysten efter at vente et tredje barn, brugte jeg enormt meget energi på at mærke godt efter om det var “barnet” eller pigen. Jeg ønskede selvfølgelig ikke at kaste mig ud i en tredje graviditet, udelukkende for at få en pige.. chancerne er relativt dårlige, når man allerede har to skønne drenge. Det tog længere tid at blive afklaret, særligt fordi jeg på mange måder har følt at vores familiedynamik, med nu to drenge på 7,5 og 4,5, ville være “bedre” hvis nummer 3 var en pige. Nogen vil nok mene, at dét der, er over grænsen for hvad man kan tillade sig at sige, med en halvhøjgravid mave. Drømmen om en pige var stor, men drømmen om et sundt og rask barn er dog større og det er netop det jeg venter nu. På så mange måder føler jer at Vilmer har valgt os, han valgte mig og hver gang der har været et bump på vejen i denne graviditet, så har han bekræftiget mig i, at han er min lille dreng. 

Jeg har mere i mit liv end jeg nogensinde kunne have drømt om og det er jeg så taknemlig for. Jeg bliver ultimativ drengemor og tvivler ikke på, at mine drenge vil ligge verden ned. Har ihvertfald tænkt mig at gå hele vejen og lærer dem om de gode maner, kærligheden og ikke mindst ydmygheden som i sidste ende kan bringe dem til stjernerne .

Så fra nu af er der med sikkerhed kun én pige på materialen herhjemme, okay, katten Cava er her os. Det efterlader mig med mere plads til de få diva nykker som jeg ejer og en kamuflering af at jeg elsker kød og sagtens kan spise en helt steg alene. Det gør os at jeg en gang imellem kan føle mig lidt udenfor, for der er altså nogen steder jeg bare ikke kan være med, hvor end jeg gerne ville .. det er noget med fysiologien. 

Jeg tror det er vigtigt af at slutte fred, med de drømme som aldrig nås og anderkende at det kan medføre en sorg. Det har været en del af denne graviditets proces og det er okay. Jeg har haft brug for at sige det højt og være ærlig omkring det ønskede jeg engang havde. Særligt når venner, familie og bekendte sagde “tænk hvis det bliver en pige” og efter kendskab til kønnet “nå endnu en dreng”, dertil har mit svar altid været, at med de skønne drenge vi laver os, så kan vi ikke ønske mere og det er nu engang sandheden. Mit lod i livet er at være omgivet af fantastiske, drenge og mere kan jeg ikke ønske mig. Okay … jeg ønsker at Vilmer får lov til at vokse sig stor og stærk frem mod terminen .

Tusind tak fordi du læste med 

F – for fællesskab

F – for fællesskab

Flashback
Vinden suser i trækronerne mens en solstråler i ny og næh kæmper sig igennem bladenes tæthed, for dernæst at dansemed regnbueslør for mine øjne. Fuglene kvidrer lystigt og de få gange de stemmer i sammen, får de den velkendte monotone baggrundsstøj fra bilernes til at fade ud. “Jeg vil have det blad mor” siger Aksel og i hans ivrer strækker han sig mod træet, hvis pragt han ønsker at plyndre. Hans bevægelse får mig et kort sekund til at svage og min skuldre drejer mekanisk mod træet. Idet vi nærmer os begynder Aksel at hoppe, som var han en dressurrytter, frem for et 3 årig barn på mine skuldre. Jeg strækker hånden op for at løsne et blad og rækker det dernæst til Aksel. Mens han sidder der på mine skuldre, kan jeg hører hvordan han lader bladet glide imellem fingrene mens han studere det. “Mor, det er et kastanjetræ og der er lidt bladlus i dets”. Sammen går vi der, i træernes skygger og Aksel fortæller lystigt om alt det ham tror, ved og ser om naturen omkring os.

Jeg har faktisk altid vidst at Aksel skulle være spejder eller lige siden han kunne stavre rundt i hans bedsteforældres have, pille i græsset og sætte ord sammen til sætninger, så vidste jeg han havde brug for mere end ”bare” det en solid sportsgren kunne give ham af egenskaber. Aksel har en stor eventyrlyst og et behov for at fordybe sig. Han er utrolig god til at reflektere, studere og søge grænser og gerne i naturen, hvilket nogle grupper af spejder er særligt kendt for. Spørgsmålet var bare hvornår og hvor han kunne starte og da jeg så en aften googlede “spejder Frederiksberg”, forstod jeg, at de der smukke unge mennesker i forbund skjorter med forskellige farver, ikke alle var spejder. Hvis jeg nu sagde, at jeg den aften fik en grundig forståelse af forskellen mellem en FDF’er og en Spejder, så ville det være en stor løgn. Jeg forstod dog ret hurtigt, da jeg var til Aksels første onsdagsmøde, hvor energiske, initiativrige og nærværende voksne, var sammen med en masse børn og det netop er dét, som er et af FDF’ernes kendetegn, nemlig at børn ledes af voksne hen imod et ståsted i livet.

                                      

 Traditionen tro, afholdes der aften før afrejse, med en stor fest.
I år sluttede vi af med et brasiliansk karneval, med alt hvad der hører sig til.

Siden Aksels første onsdagsmøde for to år siden, så er hans forbundsskjorte og ikke mindst selvtillid blevet prydet med en række mærker. Han har pakket efter en pakkeliste, omkring 8 gange, for at tage på lejr, nogen gange med hans egen klasse og andre gange med hele kredsen, som han er en del af i. En kreds som Hr. Mand, Carl og Jeg nu os er medlem af og har været det i et år. Jeg har tidligere skrevet om mine oplevelser af og med FDF både her på bloggen og Instagram, hvilket jeg formentlig vil fortsætte med at gøre fremadrettet, simpelthen fordi jeg ser og oplever noget i FDF kredsen, som jeg virkelig tror mangler ude i resten af vores samfund. Aksel har virkelig fået lavet en masse venskaber, på kryds og tværs af alder og køn og det samme har resten af familien og det, sammen med de oplevelser vi får med FDF gør, at jeg simpelthen føler en stor lyst til at dele vores begejstring, som alt for få, i virkeligheden kender til. I min egen folkeskoletid, var det der med at gå til spejder sådan kendetegnet ved at være nørdet, noget med en guitar og et lejrbål – i dag ved jeg at FDF rummer så meget mere og at jeg endnu ikke har mødt et eneste barn eller voksen, hvorpå jeg kan brug prædikatet nørdet.   

                                                

Vi er netop vendt hjem fra dette års sommerlejr og jeg vil gerne dele en lille skælsættende oplevelse med jer. Som familie har vi valgt at være en del af Aksels fritidsaktivitet, ligesom man kan være det ved troligt at troppe op til alle ens barns fodboldkampe, kører ud til den mest slidte gymnastiksal eller afholde sociale sammenkomster for skakklubben. Det er fjerde gang vi er med på lejr med hele kredsen. Da det nu engang er Aksels fritidsaktivitet og en del af FDF, os er at være afsted på lejr og ofte uden mor og far, har vi endnu ikke deltaget på en HEL sommerlejr. I stedet kommer vi undervejs i ugen. Dette gjorder sig gældende igen i år, så efter Aksel havde haft tre dage på lejren med resten af kredsen, sluttede vi os til ham og de andre, for at være med de sidste fire dage. Den dag vi ankom var gensynsglæden med Aksel selvfølgelig stor og der blev da os uddelt krammer til mange andre i kredsen. Om aften, hvor aftenunderholdningen, som stod på fællesdans, er i gang står jeg lidt på sidelinjen, da mit gravide korpus er ved at være done for den dag. Mens jeg står og ser på, bliver jeg ramt af en glæde, taknemlighed og stolthed over at måtte opleve netop det jeg gjorder og yderligere, at min søn, ja hele min familie os må dette. 

Hele kredsen er samlet, onkler og tanter fra køkkenet (køkkenholdet), numlinge, de børn som oftest er børn af ledere og eller søskende til børn fra de forskellige klasser (årgange) og som endnu ikke er gamle nok til selv at gå til FDF, danser med sammen med alle de andre. Små drenge som unge mænd, piger med håret flagrende og oplyst af aftensolen og mænd og kvinder, glade og alle sammen i dansens fællesskab, samværet fællesskab som skabes når mennesker er sammen, ubetinget af andet end almenmenneskelig kontakt. Selv ser jeg hvordan mine børn svinger sig rundt i en skiftende partner dans, de griner, klapper, tramper i det tørre græs, så støvet hvirvler omkring os alle, mens musik og latter finder sammen. Jeg når knap at registrere min reaktion så jeg kan tilbageholde den og med et løber tårerne ned over mine æblekinder og en af køkkentanter smiler til mig og stille fremstammer jeg “Er simpelthen så rørt over mine børn får lov til at være en del af dette” og køkkentanten smiler så bredt og siger “ja – dette fællesskab”.

Hvis du tænker hvad er FDF for en størrelse, hvor ligger min nærmeste kreds og hvem kan være en del af FDG, så tjek https://fdf.dk for meget mere info.

Du skal os være hjertelig velkommen til at spørger en “nybegynder” i FDF verden om hvad end du lyster.

 Kærlig Hilsen Mor til Tumling Aksel og Numling Carl
Christina 

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

Kvinde, kend din gravide krop

Kvinde, kend din gravide krop

Jeg har overvejet om dette indlæg skulle udgives, mest af alt i frygt for at få kommentarer som “Du har måske os lige givet den lidt for meget gas” Det gør ondt at hører, særligt fordi jeg for under 36 timer siden sagde til en jordemoder, at hvis Vilmer kom NU, så vil jeg passe på ham ved at sætte ham på en sky. En fødsel i uge 26+3, er oftest ikke uden massive konsekvenser og jeg ved hvem jeg er og yderligere hvad jeg ønsker for mine børn. Ordene i indlægget her, var derfor skrevet som en bearbejdning men jeg ved, at andre gravide kvinder dagligt står i samme situation og det her er min blog, mine ord og nogen gange kaster det en ridse af sig og andre gange omvendt. Generelt oplever jeg en konstruktiv tone på bloggen og mine ord er skrevet uden et krav om skulderklap og altid med en respekt for at alle læsere kan ytre sig, hvis de ønsker det. Jeg føler nemlig der er en gensidig respekt mellem dig som læser og mig som er hende bag skærmen ”bloggeren” om man vil.

Allerede da jeg vågner tirsdag morgen d. 17 juli, føles min krop i ubalance. Der har været dansk tropenat og min søvn har været mangelfuld. Hr. Mand har fødselsdag og inden jeg smutter til bageren, drikker jeg en liter vand tilført en tabs med zylo- og elektrolytter, udelukkende fordi min svedige seng og den begyndende hovedpine bevidner om, at jeg mangler væske og salt. Jeg kender min krop og jeg ved hvad den kan og hvilket signaler jeg skal lytte efter. 

Drengene og jeg laver et lækkert morgenbord, vi synger fødselsdagssang og da vi er færdige med at spise ligger jeg mig på sofaen. Jeg siger til Hr. Mand, at det føles som om Vilmer tænker de skal dele fødselsdag og at jeg er nød til at få en ordentlig middagslur. Jeg har ikke direkte ondt i kroppen, men der er bare noget som føles anderledes. Resten af dagen går fint, jeg får sovet men føler konstant en “ubehag” i kroppen. Vi fejrer Hr. Mand og jeg mærker hele tiden hvad det er min krop signalere. Gæsterne går og klokken 21:30 kommer plukveerne. De er regelmæssige og de trækker fra lænden og i det nederste af maven. Jeg overvejer at ringe ind på Herlev, men vælger at se det an da jeg tænker lidt hvile vil gøre det hele godt. Natten er ikke super god og næste morgen, inden klokken er 8, har jeg ringet til fødemodtagelsen. Plukveerne minder nu om dem jeg fik, dengang jeg skulle have Carl. Jeg har os en lyst til at presse og det er svært for mig at ligge det rigtige pres når jeg skal tømme min blære. Derudover er plukveerne så markante at jeg forstyrres i min talen og nogen gange vejrtrækning. Min mor henter mig og sammen tager vi på hospitalet.

Da jeg sidder i bilen, tænker jeg at det nok er en massiv blærebetændelse og at hospitalet måske tænker jeg overdriver, det hele føles bare virkelig forkert. På fødemodtagelsen kommer jeg hurtigt til og jordemoderen får da os kald ‘for og bagvagt’ da der er mistanke om truende tidligt fødsel. Det er der jeg første gang bryder sammen. Alt fra mit tidligere keglesnit til gør det selv projekter kører rundt i mit hoved og jeg fyldes med skam og skyld. Samtidigt forstår jeg intet, fordi min krop ikke har givet udtryk for at den var overbelastet, ikke engang belastet. Når jeg går rundt og laver lejlighed, holder jeg pause hvert. 45 minut, for at få væske og sikre mit blodsukker mm. Jeg har endnu ikke haft plukveer mens jeg har arbejdet derhjemme og som person er jeg en energisk, stærk satan – det er sandheden. Jeg har trænet op til denne graviditet, mentalt og fysisk, og med øvelser fra min fysioterapeut, har jeg formået at holde mit bækken på plads, til trods for jeg allerede i uge 18 med Carl, måtte lade mig sygemelde med bækkenløsning. Jeg føler, at jeg kender min gravide krop bedre end nogensinde.

Jordemoderen mærker på mig og giver en besked og jeg ber til, at scanningen viser at der er mere end den ene 1 centimeter livmoder hun skønner. Hun har allerede nævnt Riget, ve stoppende drop og lungemodnede medicin. Jordemoderen er fantastisk og hun ser mig og den jeg er. Bagvagten scanner og en skygge skaber tvivl på målet. Det står heldigvis ikke helt så galt til, selvom der pludselig er sket en udvikling fra 3,8 til 2,6 centimeter. De er i tvivl om den skygge og jeg føler selv, at min krop om er par timer er i fuld aktiv fødsel. Kvalmen som kommer sammen med det der minder og begyndende veer er gennemtrængende og der løber regelmæssigt en bølge over min lænd. Bølgen er mit billede på, hvordan jeg normalt skal kontrollere min vejrtrækning når de første veer melder sig, men jeg har overhovedet ikke lyst til at arbejde med det min krop giver mig. Jeg er hunderæd og det er først et par timer senere, efter jeg er blevet indlagt på svangermodtagelsen og ved en ny scanningen, at en lille ro indfinder sig. Lægerne kan godt se og mærke plukveerne, men de rykker heldigvis ikke ved noget og det tyder på at skyggen nu ikke er en skygge, men formentligt en “lang” livmoder. Roen indfinder sig for alvor og jeg accepterer mit døgn som sengeliggende på afdeling. Jeg er stadig lettere chokeret og samtidigt taknemmelig over den professionalisme der er omkring mig. Alle er søde, der er ikke den samme travlhed som inde på Riget og selvom de ikke kan finde en stue til mig, så får jeg en seng stillet ind på et nedlagt kontor, hvilket er fint for mig. Der er ingen snor at trække i, men en jordemoder taster sit nummer ind på min telefon og således har jeg en liv linje at kalde på. Det er mere end fint for mig, jeg har ikke brug for så meget og en “ene mandsstue” er helt perfekt, når nu jeg skal være indlagt til observation et døgn.

 Inde på stuerne rundt om mig, kan jeg hører de nyfødtes karismatiske gråd og nede ved maden, står de nybagte fædre. Jeg elsker at studere nybagte fædre og har alle dage tænkt at nogle burde lave en portrætserie af netop disse mænd. Mændene som triller rundt med ”vognen” og som troligt henter mad og vand med isterninger til deres barns moder. Moderen, kvinden som har kæmpet og som har udvist en mod og vilje, som de færreste forstår. Det kræver noget at kunne “presse” et menneske ud af sin egen krop. Det kræver en psykisk styrke at være i smerterne og at finde troen på at det der kommer, er det værd, os selvom man i princippet og nogen bogstaveligt “river” sin krop fra hinanden. 

Det er et sted bekræftende og skræmmende at hører denne gråd fra andres børn, mens min lille dreng sparker løs inde i maven. Jeg nyder min graviditet og jeg har ikke lyst til at han skal være andre steder end inde min mave. Jeg ved godt at i det øjeblik han er ude og forhåbentligt først til tiden, når hans krop er klar, at han kommer med en række bekymringer. Jeg har heldigvis en god erfaring fra Aksel og Carl, selvom jeg stadig ikke er en haj til at sætte en autostol ind i bilen, så har jeg passeret det punkt hvor man går ud af barselsafdelingen med en baby og man opdager at selvom hele ens verden nu er forandret, er verden udenfor stadig den samme. 

Natten går uden den store mængde søvn og da uret slår lidt i seks er jeg allerede i tøjet og venter bare på at morgenmaden sættes frem. Den Jordemoder der har mig i dagvagten kigger ind og vi aftaler at hvis der ikke er noget presserende på konferencen, så vil jeg gerne ses først, så jeg igen kan komme hjem til ungerne. Selvom alt i min krop er normalt og sidste scanning har skabt en stor ro i mit indre, har jeg fortsat brug for at få en endelig status og yderligere få oplyst om jeg skal ændre adfærd og aktivitetsniveau fremadrettet. Chokket efter strabadser i går, vil med sikkerhed korrigere mig for en tid, men når jeg først er landet, vil jeg helst vende tilbage til den jeg nu engang er – det er nu engang sådan jeg trives bedst. Det hele skal selvfølgelig gøres men en hensyn og respekt, for det lille liv i min mave.. det liv som så er langt over gennemsnittet, han ligner allerede sine brødre.

Lægen kigger forbi efter konferencen og vi snakker lidt frem og tilbage. Hun har sat sig ind i mine scanninger og for ikke at sende mig hjem med “unødvendige” restriktioner, går vi igennem hospitalet for at komme til den “rigtig gode scanner”. Hun scanner mig og beskeden er klar – jeg er nu clearet for alle mistankere og yderligere kan jeg gå hjem uden restriktioner, selvfølgelig kun den der altid gælder, at jeg skal mærke efter og skulle der mod forventning komme noget fremadrettet, så skal jeg ringe promte.

  Jeg vender tilbage til min ”stue”, pakker tingene sammen og sidder så lidt, inden jeg ringer hjem.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet