Ej hvor er dén flot


c67d08be-c4e7-411e-923b-97332408cdb5

Når man finder sig selv for bordenden, sidde og trille små kugler, som ungerne med tommelfingeren skal trykke til finskbrød, så passér en tanke eller ti alligevel forbi.
Alt fra ”Shit her roder”, til ”der er for meget sukker på dér” og ”har Carl haft det her i munden?”. Det var måske lige en tand for overskudsatgigt at kaste sig ud i julebag på en fridag alene med ungerne. Jeg var ellers velforberedt og havde lavet henholdsvis dej til jøde- og vaniljekager samt det der tommeltrykket finskbrød klar aften før. Mens jeg sidder der, indsmurt i æggeblomme, mel, sukker og dejrester så kommer jeg med den ene rosende kommentar efter den anden, ”Ej hvor er du dygtig”, ”Nej hvor bliver de fine” og ”hold op hvor er jeg glad for I vil hjælpe med at bage”. De var jo begge super dygtige, seje og toldmodige, det meste af tiden. Det er alligevel lidt hardcore at bage med en på knap 2 og 4½ år så jeg har sgu også rost mig selv hertil aften, især for at holde tungen lige i munden og her næsten ikke længere ligner en blanding mellem Mette Blomsterbergs konditori og Pippis køkkengulv.

Lidt i stolthed over kageproduktionen bare kører der ud af og Carl igen og igen formår at huske, at der først skal pensles og dernæst drysset med sukker, så blev det hele måske lige lidt for opmuntrende. Aksel kigger i hvert falde pludselig op og siger ”Okay Mor, vi har godt forstået at du synes vi laver pæne kager”…

2b914f49-888f-461a-969c-62d581dc58f6

Jeg vil faktisk mene, at man aldrig kan rose for meget, så længe man roser og komplimentere det der er værd at blive komplimenteret. Måske vigtigst af alt, så handler det hele vel også lidt om hvordan man gør det. Læste engang en af de der Vores Børn artikler, som omhandlet hvordan vi som forældre kunne styrke vor børns selvværd. Her handler det ikke om seje fødselsdagsfester, smart tøj med tigerprint eller postkort fra Disneyland, nej – det handler om værdierne og hertil ros af dem. I stedet for at sige ”Ej hvor er den flot” så sige ”Ej hvor er jeg glad for at DU har lavet sådan en flot ting” Altså rettes og personliggøres rosen. Rosen bliver karakterbestemt og barnet vil gradvist, ifølge artiklen, få styrket sit selvværd. På mange måder giver det vil rigtig god mening, vi kan alle godt lige at få ros og særligt i forhold til vor person – ret skal dog være ret, en taber som mig, synes altid det er dejligt at hører ordrerne ”Ej hvor har du tabt dig”.

I denne søde juletid, står den i mange institutioner og hjem, på højproduktion af julegaver. Herhjemme forsøger vi at lave et lille julegaveværksted, et par gange om ugen. Stadig med det forbehold, at ungerne ikke må føler, at de har travlt og skal nå at lave 17 forskellige armbånd til 10 forskellige tanter. Men når man sidder der som forældre og ser hvordan ens kære barn lige så fint sammensætter den mest ”ikke farve kordineret” perleplade, hvornår er det så lige man siger noget – må man og hvis ja – hvornår så? Kan man virkelig bede sit barn om at gøre sig umage? Lige at stramme den kreative hjelm og droppe den kanonkugle af et finskbrød. I min optik ja : Men med måde.

Måske kategoriseret jeg lige mig selv, som årets værste mor?
De fleste kreative kategorier og hertil deres produktioner, er ofte afspejlet af alderen også krydret godt og grundigt med en stor portion moderkærlighed. Jeg vil våge at påstå, at de fleste børn godt selv ved, hvornår de har gjort sig umage og har man nu engang gjort det, så mener jeg ikke, at man som forældre kan og må forvente mere. I år har jeg droppet mit lidt stilrene behov og i stedet ladet Aksel stå for kalenderlys dekrotationen og hertil vil jeg bare sige, han har fandeme gjort sig umage. I sådan en grad, at det ikke ville komme bag på mig, hvis han i morgen oplevede smerter i den ene side af tungen. Dekorationen skriger ikke langt væk af den der lidt sprælske farvesammensætning, måske lige en tand af glimmer, men okay, det er kun jul en gang om året og jeg ved, at hver gang vi i december måned tænder kalenderlyset, vil det ikke kun være flammens lys der skinner i Aksels øjne, nej det vil også være en stolthed over, at det er ham der har lavet juledekorationen.

Og jeg ved at jeg med sikkerhed også vil sige ”Ej hvor er jeg glad for at du havde lyst til at lave, så fin en dekoration” flere gange, igennem hele den kommende måned.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den Voksne Datter

“Du er min datter med det gyldne hår og æblekinder, som kun din far ved hvorfor du har.”
Sådan sang Shit og Chanel så fint, i sangen om kærligheden til datteren. Jeg er min mors datter, på så mange måder og dybere en blot biologisk betinget. Det er strofer, min moder så tit har citeret for mig, ved større lejligheder, heriblandt til Hr. Mands og mit bryllup..

FullSizeRender (1)
Det har ikke altid været let, der er blevet smækket med dørene og til trods for synkroniseret cyklusser, så var der desværre til tider, en mangel på forståelse for det der PMS. Lige så ansvarsfuld jeg kunne være, lige så letsindig og bedragerisk var jeg på samme tid. Viljestærk, krydret med en god portion modenhed og samtidigt ejer af et værelse beklædt med Enrique Iglesias plakater. Den dag i dag ved jeg godt, at det ikke altid var lige nemt. Jeg var og er min mors datter. Hende der smækkede med døren, blev trøstede når det med drengene drillede og inderst inde vidste, at lige meget hvad jeg rodede mig ud i, altid havde hende i ryggen. Det har på mange måder været en magtkamp, fyldt med kærlighed og ligheder. Et ønske om løsrivelse også alligevel en inderlig bøn om at blive holdt og vugget mens hun roligt bad mig trække vejret helt ned i maven.

Hele min barndom hørte jeg “Gud hvor hun ligner sin mor” og må da indrømme at jeg tit rakte tunge af den kommentar, for jeg var jo min egen eller ville bare gerne være det. Alligevel omhandlede fristilen, dengang i niende klasse, kvinden som har formet og inspireret mig på så mange måder og uden det skal lugte langt væk af Rasmus Seebach, så har hun, min mor, gjort mig til den jeg er. Til trods for en hvis hårdhed, så anser jeg det som værende en kompliment, når Hr. Mand udtaler, at det værste ved min person er, at jeg er datter af en alenemor. Jeg er en stolt datter, af en fantastisk alenemor, en fantastisk kvinde.

FullSizeRender

Denne hengivenhed og kærlighed har såmænd altid været der, men indrømmer gerne at overgangen fra barn til voksen ikke var hel nem for vores forhold, særligt de fermøse teenager år, trak på mange måder tænder ud og jeg bærer mere en blot 50% af skylden. Så hvornår ændrede forholdet sig egentligt? De fleste vil nok kunne udpege en specifik dato for hvornår forholdet til den gode ven blev til mere en blot et godt venskab, eller daten som var en tilfældig en nu var seriøs. For min mor og Jeg, ændrede det hele sig ved en sms. Sms´en som bad om en accept og forståelse af en måske lidt for tidlig indflytning med Hr. Mand, som på det tidspunkt var kæresten, nu engang måtte give lykke eller ekstra livserfaring og et storforbrug af kleenex. Det ændrede sig da jeg stod der i gangen, med ikea posen over skulderen og de få ynkelige flyttekasser ved døren. Det ændrede sig, den dag jeg flyttede hjemmefra og på mange måder sagde ”Tak for alt”. Særligt i starten var det meget ”Tak fordi du lærte mig at vaske tøj” jeg tænkte, eftersom Hr. Mand havde levet en luksus tilværelse med afhentning og tilbagelevering af vasketøj, af ingen ringere end hans egen mor. Den aftale ophørte dog hurtigt, men i ny og næh og ved vaskemaskinesammenbrud, har vi heldigvis forsat kunne genetablere denne fornemme ordning.

Forholdet mellem mødre og deres børn er en lang rejse. En rejse hvor moren på så mange måder i starten oftest er guiden og beskytteren. Hende der slår ring og lige støtter mens man langsomt lærer at holde balancen. Jeg ved godt jeg har været heldig, at ikke alle oplever denne form for forhold til deres mor eller forældre i det hele taget, jeg ved det godt og er ufattelig taknemmelig for det. Jeg føler mig mest af alt taknemmelig over, at jeg i dag har én i mit liv, som formår at læse mig som en åben bog. Mange vil nok påstå at deres partner også kan dette og jojo – det kan Hr. Mand også 90% af tiden. Ikke helt når jeg siger ”Nej det er helt fint” og i virkeligheden mener ”det er ikke en skid fint”, men hvad pokker, kvinder var jo fra Venus og mænd fra Mars. Så er det godt at have en, fra samme galaxe. Én som idet hun tager telefonen kan starte et skybrud af en tude tur over noget, som man slet ikke var helt så officielt ked af. En som kan sætte en på plads, udfordre og inspirere og berolige, lige meget om det så er under en veestorm eller identitetskrisen anno 2015. Nogle vil måske tænke, ah så klip da lige navlestrengen og fred være med det. Nyder at jeg i dag, på mange måder har min Mor og samtidig en veninde dog ikke i ”Mig og Min Mor” kanal 4 stilen, lidt mere konservativt også med tørklæde og champagne. Min mors og min rejse er bestemt ikke slut endnu, på mange måder er den heller ikke lige begyndt, eftersom hendes og mit bekendtskab snart tæller 27 år. Det er i konstant udvikling og det elsker jeg hende og dét for, særligt når vi nu er nået dertil vor jeg også gerne må holde hende lidt i hånden, når det hele gør lidt ondt, også når det ”bare” er i tænderne. At vi er nået dertil, vor jeg i princippet ikke blot er datter, men den voksne datter.

Kærlig Hilsen
Christina – med det gyldne hår og æblekinder
..som kun min far ved hvorfor jeg har.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kære Julemand

image

Allerede inden ungerne havde råbt “slik eller ballade” var hylderne proppet med kalenderlys, pyntegran og dette års sidste skrig indenfor julepynt. Julemarkederne og deres reklamer popper op hist og her og risalamande på “bøtte” står allerede i køledisken, næsten side by side med æbleskiverne.

Julen betyder for mange, en kavalkade af traditioner, juleklip sammenkomster med varm vin med rosiner og mandler i. Endda nogle mandler som er brændte og ‘last christmas’ på repeat. Så kører julekaravanen. Jeg elsker jul, det gør jeg virkelig. Som barn elskede jeg at høre min mor synge med på “dejlig er den himmel blå” mens hun hang plastik æbler op, jeg hadet når min bror og hende kæmpede med lyskæden og igen så glædet jeg mig altid til når nissevennerne i skolen skulle trækkes.

Julen kommer, år efter år – sjovt nok. Særligt efter Aksel og Carl er kommet til verden, så har julen fået en helt anden betydning for mig. Julen er børnenes fest og hvordan man så holder den fest, det er jo i bund og grund op til den enkelte familie.
Lige så hyggelig, rar og spændende julen er, lige så forvirrendende og ja : overstimulerende kan den samtidigt være, særligt for den ene af vor drenge. Det gør også at “alt den trængsel og alarm” skal holdes i kort snor og prioriteringer må gøres. Så selvom jeg synes nissedørerne er super fine, så ved jeg også Nissen ville lave alt for mange spilopper i barnets hovede end med den røde frugtfarve i mælken og det uddrysset mel på gulvet. Istedet har vi en lille tradition herhjemme…eller i princippet skulle i år have sikret vi kunne kalde det for en tradition, men grundet de før omtalte spilopper, så er der sket en lille ændring ..

Men før denne ændre, lød vores lille ‘tradition’ på, at natten til den første december kom julemanden. Julemanden ville stille et fint lille filigran træ, men 24 / 48 pakker på og vigtigst af alt, et personligt juleeventyr, hvori der med tegninger og alderssvarende tekst, blev beskrevet hvordan Julemanden havde været forbi og nu stillet det lille træ, samt indirekte regler om antallet af gaver og årsagen til pakketræet. Aksel elskede dette træ og særligt eventyret. Desværre oplevede vi bare, at barnet sidste år begyndte at gennemskue størrelsen på pakker og kunne genkende pixi bøgerne, til trods for kobberfarvet gavepapir.
Så nu bryder vi lidt med traditionen…. Jeg elsker forsat tanken om en pakkekaldender og en eller anden dag skal Aksel og Carl måske nok opdage at Julemanden og hans forældre havde lavet en lille sammensværgelse, den tid den sorg.
Nu skifter vi istedet over til julestrømpen dog forsat med juleeventyret.

Spørgsmålet er bare hvilken en ?
Desværre kan drenges ellers så kyndige farmor ikke nå at få strikket nogle fine gavesokker og jeg er helt tabt bag en vogn på det område .
Så kender I evt til en hjemmesiden som sælger noget alle “NorgeStrik-Gavesok” og helst ikke til en mindre formue, så sig endelig til .

Hvordan gør I der ellers hos jer?
Kommer der julemænd og er “nissemor og nissefar” done med at fine pakkekaldendergaver? Eller stiller i rissengrød på loftet, synger en julesang hver morgen mens kaldenderlyset tændes eller måske noget helt andet ?

Kærlig Hilsen Christina

At løbe et marathon

unnamed (2)

Idet jeg lukker døren bag mig og begynder at gå ned af trapper, så ved jeg det er nu, lige nu det begynder. Jeg hopper ivrigt op på cyklen og tramper så afsted. Jeg har gjort det før og nu, nu er tiden inden til at jeg kan og vil gøre det igen.

At løbe et marathon, det er bestemt ikke bare noget man sådan lige gør. En ting er den enkelte lange distance på 42,2 kilometer, men så kommer alle træningsturene. Alle de aftner man ligger hovedet på puden før tid, tilpasser kosten så det er `løbermavevenligt´ og vigtigst af alt, for mit eget vedkommende, tiden jeg vælger at prioritere, lige præcis på mig selv og mit løb og samtidigt tiden der går fra for dem, mine drenge.

Det sniger sig ligesom frem mens jeg kører op ad Elmegade. Her løb jeg, dækket i konfetti, med trætte, ømme ben og til pulserende musik og støttende tilråb. Billederne suser forbi på nethinden, mens jeg mærker kæben spænde op, jeg ved godt det her bliver pisse hammerende hårdt og alligevel har jeg rettet mit blik imod målet, Copenhagen Marathon 2016. Det er nemlig mere end bare et løb, det er min kamp, min alene.

Igennem de sidste mange måneder er formen for alvor blevet pudset godt af og den almen motionstræning spædet op med tung styrketræning og nu, nu er jeg klar til at påbegynde lægningen af det store puslespil. Brikkerne skal lægges i et jævnt fast tempo, helst 3 gange om ugen skal det hele klikkes sammen og blive en del af det større billede. Om det så gøres klokken 04:30 om morgen, med ungerne i løbevognen eller sammen med Københavns største udflytterbørnehave Sparta, så vil de blive lagt. Jeg ved jeg med tiden vil have lyst til at tyre det hele i skraldespanden, at jeg vil bande over intensiteten og hungre efter meget mere. Jeg ved vinteren kan og vil være lang men at med den rigtige vilje, kan jeg lyse op i mørket og trække til, så brikkerne til sidst kan danne et nyt marathon målfoto i 2016….

Forbered jer på meget mere løb…

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jordmødre for livet

stork

Carl er født d. 18 januar 2014, klokken 18:06, men kunne, hvis ikke der havde været travlhed på Rigshospitalets fødegang, været født tidligere. Havde han været det, havde jeg sluppet for antibiotika kur og ikke mindst 2 dage på en 4 mandsstue – i stedet fik jeg, pga. travlhed forlænget vandafgang…

Jeg havde spontan vandafgang aften forinden Carls fødsel, klokken 17. Da jeg ringer til Rigshospitalet, aftaler vi, at jeg skal komme senere på aften og blive tjekket. Da jeg kommer senere, bliver jeg tjekket og alt ser fint ud.  Vi aftaler, at jeg skal tage hjem og få en god nat søvn og at vi forhåbentligt ses på naturlig vis, hen over natten, da veererne så selv kunne starte. Back-up planen er, at jeg skal igangsættes med veer stimulerende drop, klokken 9:00, lørdag morgen, hvis ikke kroppen selv laver veer.

Det gør min krop ikke og da jeg sætter mig i venteværelset, er det kun bindet i trussen, der bevidner, at min fødsel real set er i gang. Mens vi sidder og venter, passerer urets viser 9-9:30-9:45….10…10:30….11:15… osv.
Da klokken er 12 bliver jeg kaldt ind til forundersøgelse og klokken 13 kobles dropstativet på, samtidigt med at jeg får forklaret, at jeg formentlig ikke kan slippe for antibiotika, da jeg nok ikke når at føde indenfor 24 timer efter vandafgang. Carl er født på 5 timer, 25 timer efter spontan vandafgang.

Carl kommer sundt og rask til verden, med dygtig jordmoder som tager imod ham.
Da hans hjertelyd dykker markant under første pres, har overjordmoderen også været forbi min stue, men det var heldigvis bare falsk alarm..

Om aften er der ro på fødegangen og min mand og jeg ligger længe og nyder stilheden på vores fødestue, inden jeg med Carl i armene går over på barselsgangen, hvor vi nu skal være i 2 dage, grundet en forlænget vandafgang. Jeg ønskede ikke at risikere noget, så selvfølgelig blev jeg på barselsgangen…

I princippet risikeret jeg allerede noget, da jeg satte mig i det venteværelse.

I dag er videoen I Jordemødrenes Sko blevet offentliggjort og tilsendt til flere medier. Videoen kan ses  H E R – kan du se den til ende?

I morgen skal vor politikker forhandle Finanslov for 2016, heraf en lov om arbejdsvilkårene for jordmøderne. En lov der vil forringe arbejdsvilkårene yderligere.
Hvornår er nok nok?
Vores dygtige jordmødre skal have tid og de ressourcer der kræver til at passe deres arbejde og ikke tænke ”Det var bare ikke godt nok” hver dag de går hjem. De vil have vi skal knalde for Danmark – men hvad nytter det – der er jo ikke nogen til at tage imod barnet når det kommer ud.

Jordmødre for livet har en facebookside smut forbi og giv dem et like, det fortjener det.
Det andet, det fortjener det bestemt ikke.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

Mor På Su

Og når I om 4 år står med jeres eksamensbevis i hånden, kan jeg uden at tage munden for fuld, godt sige, at flere af jer vil være lidt rundere, måske endda have anskaffet jer et kørertøj eller sågar have et barn siddende på hoften” Min gamle rektor på lærerseminariet havde i den grad, for der stod jeg, ganske rigtigt fire år senere, med min 2-årig søn Aksel på hofte og havde endda lillebror Carl liggende trygt og godt i min mave.


h

Jeg er, i forhold til den gennemsnitslige alder for førstegangsfødende en ung mor. Jeg vil til hver en tid sige, at jeg på intet tidspunkt har været en egnet kandidat til kanal 4´s program ”De unge mødre”. No hard feelings, men det var bare ikke en kategori for mig. I stedet var jeg hende, der sammen med min dengang kun kæreste, sad en vinteraften og oprettet et dokument i Excel med overskriften ”Fremtid”. Vi var dem der regnede på det, dem der vendte vor fremtidsdrømme igen og igen og fandt ud af hvad vi ønskede at fylde vor liv med. Vi ønskede og ønsker at fylde det med kærlighed og ikke bar til hinanden, nej til noget vi kunne skabe sammen. Så en forårsdag sad jeg der, på studievejlederens kontor og spurgte så ind til Su reglerne for nybagte forældre og særligt mødre under uddannelse. Planen lå egentlig klar, men når man nu engang trives bedst med ”livrem og seler” og det hele i princippet ikke længere kun skulle handle om min kæreste og jeg, så valgte vi better safe than sorry metoden. Studievejlederen kiggede da også lidt skævt til mig, da hun hørte om min kærestes og min plan. To bachelorstuderende, som planlagde at blive forældre og samtidigt for morens vedkommende, ønskede at gennemføre sin uddannelse på numerisk tid. Hun dømte allerede der, vores kommende lille families plan ude. ”Det er jo slet ikke sikkert, at din termin kommer til at passe med jeres planer” og nej nej… viste da godt at min kæreste og jeg ikke kunne bestemme over hvordan moder natur nu engang virkede, vi kunne kun bidrage til processen og det gjorder vi, for vores udregninger stemte overens med det studievejlederen sagde og med is i maven smed vi præventionen og kastede os ud i projekt baby.
mac vs vognDer gik ikke længe, nogen vil måske ligefrem kalde det ”to ryk og en aflevering”, for så viste stregerne sig.En ting havde vi allerede der fået på plads, i forhold til navnet til den lille ny, nemlig at barnet skulle bærer begge vor efternavne, ligesom os selv, vi tog nemlig en tur på rådhuset en blæsende efterårsdag og sagde ja til hinanden. Tiden gik og familien Sylvest Noer var og blev en realitet. Vores første dreng Aksel kom lige tiden, nemlig på terminen d. 9. April 2011. Forud for terminen skulle mange forberedelser og overvejelser gøres. Valget stod på mange måder imellem Macbook eller Emmaljunga og vi har den dag i dag, aldrig haft en eneste klage over det svenske design. Opgaverne blev skrevet i god tid og en lille pude blev da også medbragt til de sidste forelæsninger. I foråret slog det for alvor en af mine underviser, da han midt i gennemgangen af Emil Strunges digte udbrød ”Hold op hvor er du stor” og ja, stor var jeg, da jeg slæbte mig rundt der på studiet 4 dage før termin. Både undervisere og studievejleder var hjælpsomme med alt fra udlevering af opgaveformuleringer før tid, til accepten af, at jeg lige skubbede min eksamen i linjefaget dansk fra maj til sygeeksamen i august. Alligevel stod jeg der, 3 uger efter Aksels ankomst til verden og snakkede om børns læring i forhold til mennesket behovssystemer ved psykologi eksamen.

Og jeg stod der også første skoledag efter sommerferien….
…. og var klar til tredje år på læreruddannelsen.

Det var hårdt, krævede en masse planlægning, selvdisciplin og god støtte fra vor bagland. På så mange måder kunne vi kun se fordele ved, at vi som par valgte at blive forældre mens vi var studerende. Når det er sagt, så har alt dette kun kunne lade sig gøre, fordi vi havde hinanden, og at vi som par men også individer var klar, sådan gennemklar til at blive forældre. Det er immervæk ikke alle 19-årige der er så heldige at finde deres livs kærlighed i så ung en alder og det er ikke alle der lyster at bytte den der søndags brunch på sokkelunden ud med sandkassehygge, indtørret havregryn på bukserne og snotkys.

Jeg tror på, at det handler om prioritering, at det handler om at nogle bare gerne vil noget andet. Det kan hurtigt blive til en værdidebat, hvor man peger fingre af hinanden og her mener jeg nu engang, at det er så utrolig vigtigt, ligesom i så mange andre henseender, at vi respektere hinanden, for vor forskelligheder.

For jo – vi kunne da godt havde ventet med at få børn, til vi begge var blevet færdige med vor uddannelser. Det ville da helt klart havde givet et langt større økonomisk råderum, men igen – jeg tror ikke et barn nødvendigvis bliver mere lykkelig af at sove i en juno seng, danse afsted i leopardprikkede bukser eller kunne fremvise feriebilleder fra eksotiske rejser. Jeg tror på, at det er kærlighed og tid der skabe den der lykke og ja – vi har da også lavet sten, saks, papir om hvem der skulle blive hjemme fra forelæsning, men vi har også været dem, som kunne tage en fridag lidt oftere, eller kortere dage, da vi nu engang under vor studietid er vores egen chef og det er sgu smart, når man har små børn.

På så mange måder, så kan jeg kun anbefale at få børn under ens studietid. Så længe alt det generelle og værdimæssige er på plads og man handler efter barnets tarv. Så når Københavns kommune nu anvender æggeforskrækkende kampanger så tror jeg desværre man lige rammer lidt forkert også alligevel ikke. For okay – hvor mange kendte til de faktuelle oplysninger i forhold til faldende fertilitet efter 25? Hvem bliver ikke lidt halvprovokeret, eller giver sig selv tid til lige at stoppe og tænke efter, det er nu engang formålet med en kampagne – at så alle ikke kan lide de faktuelle oplysninger, det er en fair sag. Biologi er nu engang biologi og det kan vi altså ikke gøre så meget ved… hvor end vi gerne ville.

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Survival Of The Fittest

Er bloggen død?” Sådan spurgte en sød følger på Instgram forleden.
Svarede pænt tilbage, at den pt. var ramt af en form for hverdagskoma / generel travlhed, men at jeg heldigvis havde været på et førstehjælpskursus engang i tidernes morgen og med sikkerhed nok skulle puppe lidt liv i den igen, til takterne Stay-Stay-Stay-Alive.
For nej, bloggen er bestemt ikke død, den er for mig en organisk størrelse i fuld udvikling og det er bare ikke lige altid man kan se det her, men inde i mit hoved, der sker ting og sager. Vil indrømme, at jeg lige skal finde mit fodfæste i det hersens blogger land, lige vurdere hvad jeg gerne vil takke ja til og samtidigt nej. Der er mange holdninger og meninger til det her blog halløj, generelt også selvfølgelig specifikt til MigOgMorskabet.dk der er som sådan også fair nok.

Jeg læser og følger selv nogle enkelte blogs og hvad der lige tænder op under mine lyster til bloglæsning, ja det svinger meget. I nogle perioder elsker jeg de der ”Jeg brøler og provokere lige lidt” indlægs og andre gange vil jeg faktisk bare gerne høre lidt om en hverdag hvor trip trap stolene er klistret ind i gammel havregrød – eller er det kun her? Men en ting er hvad jeg selv gerne vil læse, en anden er hvad jeg gerne vil skrive. Det er på så mange måder, ikke to sider af samme sag.

Så i nogle perioder, der popper der måske en notifikation frem dagligt og andre, ja der er måske mussestille og hvem ved, måske er jeg i gang med den der Stay-Stay-Stay-Alive behandling…

Hvad jeg pt. ved og tænker meget over, der er sgu nok, at mit liv i disse tider efterlever lidt ala Survival Of The Fittest i moderne moderiske klæder… At det hele ikke handler om de der koldt hævet boller til studiegruppen i morgen, eller nullermændene som skrammer katten væk – nej det handler lige for tiden om bare at være til også måske slække lidt på alt det andet. Det synes jeg måske lige udtrykkes nemmere sagt end gjort artigt, for hvis der er noget jeg ikke trives i generelt, så er det rod og mangel på den der struktur. Men lige nu, med næsten ny studiestart, søde unger, en æblesæson som gør at Hr. Mand også har en del og se til samt hans kandidat : Ja vi er med på bølgen og lavet børn mens vi læser … såååååå er det bare lige nu at det hele handler om at være til og med. At der gerne må spises pasta med ost og ketchup i sofaen mens Pippi danser scottish i fjerneren. Det er okay, det skal det simpelthen have lov til at være.

Så måske handlet det engang nok så meget om arternes egenskab til at overleve via udvikling og det gør det for denne her mor nu engang også.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Må Man Tage Hunde Med Sig Ind I Himlen?

Sorg er en mærkelig størrelse, det er døden for den sags skyld også. De går oftest hånd i hånd.
For mit eget vedkommende, så lærte jeg sorgen og dens ven døden at kende alt for tidligt. I en alder af bare 2,5 år mistede jeg, som tidliggere skrevet på bloggen min far.

Jeg lærte alt for tidligt, at det ikke kun var tissemyrerne, bænkebidere og kæledyr der kunne dø, men også en af mine primær omsorgspersoner. Det har på så mange måder formet mig og givet mig et helt unik forhold til døden. Vil til evig tid mene, at jeg på så mange måder ville ønske jeg havde været foruden, mest af alt fordi døden nu engang ikke er for børn, det er simpelthen for stort at skulle bearbejde. Er idag ikke bange for at dø, kun for at dø for tidligt. Døden skræmmer mig som sådan ikke, det er en naturlig ting af livet, men når jeg skriver naturlig, så mener jeg det bogstaveligt talt ikke helt – for jeg nægter at “acceptere” at dødelige sygdommen, er den naturlige menneskeregulering. Døden er for mig noget der indtræffer, når et menneske har levet et langt og helst lykkeligt liv, ikke noget med bilulykker, sygdomme eller andet i den dur. Som barn have mit liv, mit sind en helt anden dimension, det har det på sin vis stadig. Jeg var hende der kunne relatere, hende som kunne tage de svære og til tider hårde snakke og hende som på så mange måder, havde mistet sin barndomsuskyld alt, alt for tidligt.

… Sorgen er en mærkelig størrelse og den kommer i flere stadier og i niveauer differentieret af de forskellige relationer vi nu engang indgår. Idag har jeg skulle fortælle min store dreng Aksel på 4, at Fister, mine svigerforældres og deres fars hund er død. Fister, som har været en tro ven og beskytter og som lærte mig, at hunde var mere end okay trods fortidens uheldige sammenstød. Fister som for en kort stund var min hund med partisaner tørklæde og i julemåneden nissehue. Fister som nu engang var den kærligeste og mest toldmodigheden hund, jeg har kendt.

Da jeg fortælle min store dreng Aksel, at Far er taget med på dyrehospitalet, er han først undrende og spørger om vi ikke kan tegne en tegning til farmor og farfar. Imens vi sidder der, hvor kun lyden af tuschens føren frem og tilbage hen over papirer høres, falder hans første tåre. Han har tegnet et trist ansigt alt imens jeg efter bedste evne har forsøgt at skitsere Fister.

Aksel rykker over på mit skød og stille begynder jeg så at rokke ham frem og tilbage, mens hans gråd langsomt udvikler sig fra at være stille og rolig, til små eftergivende hulk.
“Det gør ondt Mor, lige her” hvisker han, mens han lægger en hånd på hans mave. I der sekund forstår jeg for alvor, at det er nu, lige nu mit barn oplever den, døden og følgesvennen sorgen. Til trods for Aksels oldemor sidder oppe i himmelen og hun ofte er et samtale emne, så er det stadig ikke helt en ulykkelig sorg han har været i kontakt med dets Aksel var knap 2 år da hun døde og havde efter min mening, en pædagogisk indførelse i, at oldemor nu er oppe i himmelen og vi i ny og næh lægger en rose på kirkegården. Han kan stadig husk hvor hun bor, hvilken slags chokolade hun havde og det er som sådan også det. Men selve tabte, det huske han ikke. Til gengæld ved jeg han vil huske dette, det vil vi alle samme. Noget har forandret sig og nogle vil kynisk ryste på hovedet og sige “det er bare en hund” jovel, men det var og er så meget mere end bare det. Det var et følgeskab på 11 år og en fast bestanddel af “Hjemme hos Farmor Og Farfar”. Så fast at det første Carl på halvandet spørger om, da vi står i entréen er “Fister?”.

Idag har jeg derfor måtte trøste, , favne og med tiden skal jeg guide Aksel igennem dette tab. Og det hele er nu startet med besvarelsen af hans spørgsmål : “Må man tage hunde med i himlen?”

Kærlig Hilsen Christina.