Nej til børn – ja til forskellighed

Den anden dag, da jeg var ved at gøre mig de ugentlige indkøb i Rema, stod en dame bag mig i køen. Indrømmer da gerne, at jeg havde forholdsvis mange vare og eftersom at jeg endnu ikke mener at være klar til at være kundevognstypen, havde jeg, som altid, en kurv på hjul og en i hånden med mig. Ofte kan den kurv uden hjul, stå ovenpå den med hjulene og derved være et sted for de mere skrøbelige vare.
Da jeg så stod der ved kassebåndet og lagde varerne på båndet, udbrød damen bag mig, da jeg løftede nr. 2 kurv op : ”Sikke en masse vare”. Jeg smilte venligt til hende og sagde så ”Ja, sådan er det når man er børnefamilie – det er nemmere at handle alt ind, en gang om ugen”. (Sådan er det i hvert fald for os). Damen gengældte mit smil og sagde så ”Ja, det ved jeg ikke noget om…. Jeg har ikke børn og kan heller ikke lide dem”..

Altså, nu vil jeg selv mene at jeg er ret large i forhold til vi som mennesker er forskellige og derfor også kan have forskellige holdninger til diverse ting – Jeg indrømmer gerne, at jeg mener trafikken kører bedst, når man holder sig i den rigtige side at kørerbanen og det er nemmest at høre hvad én i flokken siger, hvis de andre venter til det bliver deres tur, til at sige noget. Ellers synes jeg det er frit for enhver at mene og gøre som de vil, så længe det ikke komme andre direkte til onde eller at man forsøger at overbevise andre om ens holdninger ved tvang eller andre umenneskelige handlinger. Som sådan forstår jeg da godt, at de børn ikke er for alle og det er da også okay Så jeg smilte, måske lidt anstrengt til damen og sagde ”Nå, jamen sådan er vi jo forskellige – du må have en god dag”. Samtidigt med at jeg sagde dette, lagde jeg den sidste vare på båndet, lagde den der pind som adskiller varene op (Hvad hedder sådan en i grunden egentlig) og gik så ned i den anden ende, for at påbegynde pakningen af varerne. Da det blev damens tur til at pakke vare, var jeg fortsat i gang med at pakke ugeindkøbene ned og der sagde hun så, ”Det med jeg ikke lide børn, kommer nok af at bo ved siden af en meget larmende børnehave”. Smilte blot mens jeg inderst inde kunne mærke min indre sociolog hoppe op og ned af nysgerrighed – for tror ærlig talt ikke en larmende børnehave alene kan ligge til grund for sådan en livsændrende beslutning.

Af al respekt for damen, så bevarede jeg kontrollen overfor denne nysgerrighed. Også da hun bandede over detplagende barn i den anden kø. Alligevel fylder hun i mine tanker og mødet med den ”Børnehadende dame” ligger derfor også til grund for dette indlæg. For det slog mig og gør det faktisk rigtig tit – at verden eller i hvert fald vores samfund, går meget på børnene og deres forældres behov. Okay – ret skal være ret, arbejdsmarkedsudvikling mm. gør ikke. Men hvor fylder det at have børn meget i vores debatter. Selv synes jeg jo moderskabet er helt fantastisk og beriger mit liv på måder, som jeg ikke selv kunne havde forestillet mig inden jeg fik børn. Men derfor, har jeg stadigvæk en stor respekt for de mænd og kvinder, der bevist fravælger det at blive forældre. Da steriliserings debat rasede, tænkte jeg igen og igen, hvorfor nu ikke? Hvorfor kan en kvinde, der i en alder af 21 år, ikke have et lige så godt argument for ikke at ville have børn – som hende på 21 der vælger at få dem?

Forældreskabet er en privat sag, alligevel har vi via de offentlige instanser, skabt nogle rammer for hvad der anses som godt forældreskab. Vi har i Danmark en masse love for hvad vi som forældre skal og ikke må, i forhold til vores børn. Alt imellem er en gråzone. Selv mener jeg da, at der findes forskellige former for omsorgssvigt og at vold mod børn kommer i både fysisk og psykisk form. Vigtigst af alt, så tror jeg på, at det vigtigste i forældreskabet er at bestræbe sig på at gøre det bedste man nu engang selv kan. Jeg ved dog, for egen erfaring, at det kan være rigtig svært at holde tunge lige i munden, mens børnepsykologer anbefaler den ene og anden form for kontakt, anderkendende tilgange og vigtigheden i ikke at skælde ud eller ligefrem råbe af sine børn. For ofte tror jeg at vi tager køb på den der ide om det perfekte forældreskab. I stedet brude vi som samfund skal lade det normale, det virkelige liv træde frem i lyset.

Det betyder derfor også, at vi må acceptere at lykken ikke findes, men det gør det gode liv til gengæld. Lykke er noget vi som mennesker kan føle og hvad der lige præcis udløser denne følelse stilstand, det er en individuel sag. I går, da jeg spillede Loping Luii med Carl og han slog flyver op i hovedet på mig, og med det samme kysset der hvor den ramte, der følte jeg lykken, fra næsetip til tåspids. Det betyder dog ikke at jeg har opnåede et lykkeligt liv. Jeg har et godt liv, med op og nedture og i det ligger der en masse følelser, som hvis man lagde dem op på den mentale vægtskål så ville det postive opveje det negative. De negative følelser affødes desværre ofte af krav, krav som jeg stiller til mig selv og ”pisker” mig selv med. Krav som kommer grundet min egen selvforståelse og krav som jeg har hentet hjem fra byen.  Jeg tror desværre vi i samfundet stiller for store krav, krav som istedet burde afspejle virkeligheden og ønsket om det gode liv, frem for det perfekte. For det gode liv kommer nødvendigvis ikke følgeskab med ægteskabelige løfter, lortebleer og ligusterhække. Faktisk er det lige præcis de hække der skræmmer mig alle mest og det er den frygt for de hække der, der igen og igen bekræfter mig i, at der hvor jeg er, er helt perfekt for mig. At andre så gør hvad de gør, det er helt okay – for der skal være plads til os alle sammen. Et godt liv kommer i mange former og skal leves herefter.

Med dette indlæg, ønsker jeg derfor at hylde diversiteten.
Hylde forskelligheden mennesker imellem.

Både damerne i Rema1000, larmende børnehavebørn, de homo og hetrogene, det monogamiske præget ægteskab og det mere åbne forhold. Det vilde såvel som stille single liv, dem med og uden Emmaljuga barnevogn – så skal vi alle have lov til at være her.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sten – Saks – Papir.

 

Da jeg vågende søndag morgen, med et dask fra Carls puttekanin, kørte hele soveværelset rundt og min indre temperatur fremkaldte tanker, om muligheden for at være kommet i overgangsalderen. Det var heldigvis ikke tilfældet, i stedet viste hjemmets termometer 39,8. Det er egentlig noget mærkeligt noget med det termometer og behovet for lige at tage et ”numse tjek”.  Jeg er nemlig ofte ikke tvivl om der er feber i kroppen eller ej. Følelsen af feber kommet ofte karmufleret som en følelse af at blive skrællet, som var man en banan der skulle have en tur i frityrebadet for derefter at blive overhældt med flydende nitrogen – når jeg har feber, så er jeg direkte døende. Min mand får ret hurtigt afluret situationen og ved morgenbordet bliver søndags planerne om skovtur omlagt til ren drengetur i zoo, mens mor hun lader sygdommen rase. Og det var da også dejligt bare at ligge der, proppet med piller, med armen koblet på et the-drop og skistrømperne trukket godt op. Roen stoppede dog brat, da drengene før end forventet kommer brasende ind i lejligheden og efter sig, har de en ligebleg far.

Der er mange ting i denne verden, som kan betegnes som ”det værste” og hvis vi nu lige holder os til ting indenfor rammen navlepileri, så er det at have to raske børn med to dødsyge forældre en af dem. I ungernes verden er noget af det værste i stil med, hvem der åbner hoveddøren og om spegepølsemadden skæres i kvarte frem for halve. For Hr. Mand og jeg, så er det ultimativ sygdom. Om det så er ungerne eller en selv der er syge, det kan debatteres.

Pludselig lå vi der, med tårnhøj feber og søndagsfriske drenge og hele 7 timer til sengetid – what to do. De første 2 timer gik da sådan nogenlunde, men da vi begyndte at nærme os 2 timer fra sengetid, så skete det, mens jeg lå der på sofaen, sammenkrøbet, med Svaneprinsessen (den hitter pt. herhjemme) kørende på skærmen, en sherifhat på hovedet, det ene barn næsepillende siddende på min mave, mens den anden gennemsøgte LEGO kassen for den der lille dims som åbenbart ikke kunne undværes eller findes, der slog det mig altså – tanken, bønnen og lysten til fred. Lysten til bare at kunne ligge på min egen mors sofa, med lukket øjne, mens matador kørte i baggrunden, velvidende om at fryseren var tætpakket med filur og hvis appetitten nu skulle komme for alvor, så ville der være bøf med brun sovs i køleren. I stedet lå jeg der og var den voksne og tænkte:

  1. Gade vide hvor længe inkubationstiden er på denne her møgvirus ?
    – skulle man stang snave dem begge, velvidende om forbruget af Panodil ville stige de næste par dage.
  2. Vi kunne jo sige vi skulle kører en laaaang tur og derfor være nød til at give drengene en marzin pille?
    – At vi så hverken har bil eller er i stand til det, kan man jo altid finde ud af, når døsigheden har indfundet sig.
  3. Kan man sende sit barn i 7/11 efter smertestillende?
    – Eller kræver det fuldmagt – han skulle jo i princippet ikke over nogen vej?
  4. Vi (ungerne) kan sagtens spise havregryn til aftensmad.
    – Mon vand blandet med kakaopulver kan stå i stedet for mælk?
  5. Hvorfor har vi kun 1 ipad?!
  6. De opdager aldrig klokken kun er 17:30.
    – Det kan sagtens være sengetid nu.
  7. Mon Katten kan hente pillerne?
  8. Hvad er den bedste taktik i Sten – Saks – Papir?
    – Sten først eller papir?
  9. Har præcis penge nok i pungen, så jeg kan sagtens overtale Aksel til at aflevere ham selv og Carl i morgen tidligt.
    – Hvilken stategi skal jeg mon anvende i Sten – Saks – Papir?
  10. Fuck jeg er ynkelig.

Når sten saks papir bliver til en overlevelses strategi, så er man i min optik, på halvdybt vand. Men ikke dets mindre var de sådan Hr. Mand og Jeg kom igennem 5 dages sygdom med halsbetændelse og jeg lover jer for, at det er bedst bare at ligge hårdt ud med sten – lige fra start.

Hvis I kan anbefale et øretermomepter, så gør endelig det.
Indrømmer gerne jeg er lidt træt af den gammeldags metode som indeholder vaseline.

Tusind tak fordi du læste med.

Må du få en dejlig weekend.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og med hvem, vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser, der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg indeholder. Helt nærtstående personer har ytreret, at der er bare noget som er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet det valg, at dele, hvad der for mig, har været en livsændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skuldrene eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier. Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg kommer i to dele, hvoraf del ét kan læses HER, og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder blev et levende marridt og starten på en kamp tilbage til overfladen.

Mor er rundtosset
Jeg tror de fleste forældre ønsker at være der for deres børn og hvordan man definere det at være noget og nogen i forhold til sine børn, det afhænger i bund og grund af egne personlige værdier. Disse værdier afspejler ofte, en overordnet værdi og normsætning i det samfund, man som individ er en del af. De der kender mig, ved, at mine børn er det vigtigste her i livet og sammen med min mand, udgør de på mange måde, hvad vand er for den tørstende blomst, uden dem, vil jeg visne og med tiden tørrer ind og knække.

Men hvad gør man så, som kvinde, som mor, når man på mange måder synes at opleve et knæk på psyken. Når hverdagens stress, uforudsete udfordringer og måske endda også fortidens skeletter rammer en i solaplexus og fremkalder en mavepuster, der bringer en i knæfald og det man ellers før synes at kunne, ikke længere mestre? En ting er hvad jeg selv kunne og måtte se mig nødsaget til at gøre, en anden sag er nu engang, hvordan man lige forklare det til to små størrelser på 5 og 2½ år – det var såmænd svært nok at fortælle ens nærmeste, at man var kommet til skade, men at det altså ikke var fysisk men psykisk og det lige krævet at diverse dygtige fagpersoner under en indlæggelse, fik lov til at gøre en rask.

Min mand og jeg var hurtige til at se, at den belastningsreaktion jeg havde fået mig, ikke lige kunne fixes sådan over et par dage og at vores børn derfor var nød til at kende til en børnevenlig sandhed. Jeg har aldrig været væk fra Carl og Aksels længere end en weekend og når jeg har været væk, har det altid været med en velkendt sandhed om, hvor turen er gået til og med kendt dato for tilbagevendelse. Men pludselig var situationen en helt anden og på mange måder, var jeg det også som menneske.

Da min mand, i Maj måned, havde været så uheldig at sprænge sin blindtarm, var det egentlige sygdomskort allerede smidt og utrolig frisk i vores børns erindring og derfor var det klart for os begge, at vi var nød til at træde ekstra varsomt. Mange mener at børn er hårdfører og jojo – det er de nok, selv mener jeg ikke vi bør teste hvor hårdfører og at vi som forældre har til hovedopgave, at sikre deres evige trivsel, også når livet gør ondt og nærmest slår koldbøtter, så man selv mister pusten.

Mor På Tankehospital
Derfor valgte vi som forældre, at omsætte virkeligheden, til noget der på mange måder var håndgribeligt og serveret i en børnevenlig udgave. Sandheden var jo, at der var noget galt oppe i hovedet, i psyken og derfor valgte vi at fortælle at ’Mor var blevet rundtosset’. Altså havde Mor fået en tankesygdom. En tankesygdom, som gjorder at hun var kommet på tankehospitalet. Sygdommen var ikke farlig og smittet heller ikke og yderligere – det gjorder ikke ondt på mor. Særligt det med om mor nu havde ondt, det fyldte og derfor var det også vigtigt, at drengene besøgte Tankehospitalet, for at se hvor ufarligt det nu engang var.

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer, der har været på et psykiatrisk hospital? Indrømmer gerne, at jeg aldrig har haft sat mine ben på sådan et før… Jeg havde da utrolig mange forestillinger om hvordan den type steder var. Der findes jo diverse forskellige afsnit på sådan et psykiatrisk hospital. Der er steder både med og uden gardiner, ledninger og bruseforhæng. Der hvor jeg var, var der masser af lys, ro, en blød elevationsseng, som drengene selvfølgelig leget en del med. Der var hvad der nu ellers var brug for, på sådan et lille midlertidigt værelse, alt fra bad, skrivebord og til vasketøjskurv også et tilstødende patientkøkken.

Udover selv at skabe gode ramme for besøgene, aftale pædagogiske termer, så brugte vi noget af det ”pårørende”-litteratur, som var rettet mod børn. Noget jeg virkelig har lært i forbindelse med min indlæggelse er og var, at børn også er pårørende. Det kan nu engang godt være det var mig der havde fået klistermærket i røven, men i princippet så var hele familien jo ramt. At være pårørende og behandler, er to vidt forskellige ting, men uden deres støtte, ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg lige skulle have fundet fodfæste.

Min mand læste særligt ”Rosas mor er på psykiatrisk hospital” højt, dog valgte vi sammen at gøre brug af det før præsenteret term tankehospital, og sikre, at alt fra institution, bedsteforældre og behandler kendte til disse udvalgte ord og derigennem skabte vi grundlaget for at have et sprog, der gjorder det nemmere at tale om mors fravær og sygdom.

Mor har en tankesygdom
Aksel, min store dreng, spurgte mig i starten af indlæggelsen, om hvad der så skete når han blev rundtosset, altså når han gyngede på gyngerne eller prøvede en karrusel i tivoli – spørgsmålet er jo så reelt og illustrere så fint, hvordan han på en og samme tid forstår og samtidigt bekymrer sig, for hvis mor kan blive rundtosset, kan alle så blive det – kan man selv, far og måske endda lillebror? Svaret var, at forskellen mellem den rundtossethed, der opstod når man snurreret rundt på gyngerne også den der pludselig var i mig, var at min rundtossethed ikke stoppede når gyngetureren stoppede og at den tog lidt længere tid at komme af med, en den fra gyngen af.

For at sikre os, at vores børn blev hørt og fik stillet de spørgsmål de havde brug for, så fik vi i begyndelsen af indlæggelsen, en samtale med en af de uddannet nøglepersoner i familie og børn som pårørende. Det var en samtale der foregik på gulvet, med legetøj og popkorn. Derudover blev mors seje seng blev prøvekørt, den kunne jo kører op og ned og lave buk hele to forskellige steder også endda styrers med fjernbetænding – det var på mange måder et hit. Udover den samlede familiesamtale, med fokus på de spørgsmål drengene måtte have og formidling omkring tidsperspektivet, hvilket fyldte rigtig meget for begge drenge, så lavede jeg selv små læselige breve, tegninger og sammen havde vi et utal af facetime opkald. Opkald som på mange måder var hjerteskærende men også bekræftende i vigtigheden omkring det at arbejde med det, der nu skulle arbejdes med. Sammen aftale vi, at når jeg ikke længere skulle være på Tankehospitalet, så skulle vi holde en rigtig pandekagefest, hvilket vi selvfølgelig holdte i bedste stil.

Sidst men ikke mindst
Det er ikke kun en, men en helt familie der rammes, når et familiemedlem får en psykisk sygdom eller reaktion. I vores sundhedssystemer findes en masse tiltag for, hvordan også de pårørende kan støttes i, under og efter et behandlingsforløb, sådan at man ikke bare som patient, men familie lærer at håndtere og arbejde sig igennem en helings proces.

Jeg vil gerne sige jer tak for at I har ville læse med.

Tak for alle jeres søde mails, kommentarer og tak til alle jer – der har valgt at træde frem og fortælle jeres historie. Sammen kan vi bryde tavsheden og derigennem nedbryde tabuet omkring psyke lidelser.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifonden

Kærlig Hilsen Christina, Mor til To.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bar’ røv og solbeskyttelse

FullSizeRender (2)

Der var engang hvor den danske sommer udgjorde de obligatoriske skub op is, med cola smag, bade bassinet uden oppustelig kant, sandkorn alle og ingen steder. Også var der mig, med hvidt hår, røde kinder og en hvid T-shirt, hvor dets front var trukket op over hovedet og blev en slags solbeskyttende bolero T-shirt.

Jeg voksede op i 90’erne. I en tid hvor bøf, brun sovs med kartofler, stille og roligt blev udkonkurreret med sundhedsstyrelsens anbefalinger om ¨6 om dagen¨ og middelhavets køkken. I en tid hvor fjernsynet var en kæmpe klods, børne programmer ikke havde deres egen kanal og hvor tyggegummi cigaretter var legitimt og obligatoriske for en hver slikbutik – med respekt for sig selv. Mange ting har ændret sig siden dengang, ja selv skolernes sommerferie er der pillet ved, men en ting forbliver dog den samme, at huden på mine skuldre, fortsat er yderst sårbar der i solens stråler og ja, mine børn har til tider også fået sig en klassisk T-shirt bolero.

FullSizeRender (3)

I dag er vi mere oplyst om, at beskytte os selv imod de stærke UV-stråler og i takt med skorstenene fortsat rygere mere og mere, så bliver strålerne ikke mindre stærke. Selvom jeg da ellers mener at kunne tage patent på denne solbeskyttende T-shirt bolero, så er den måske en kende upraktisk. Selvfølgelig er der altid siesta og den gode solcreme, men der er også to blåøjet vandglade drenge, hvoraf den ene, næsten kommer i følgeskab med en UV briller, for Carlen, han er bleg. Hvis I viste hvor tit jeg har tænkt, om dets barns pigmentere sammensætning nu var helt i orden – for hvor er den lille hvidhåret trold bleg. Nogen gange tænker jeg, at det er blege børn som Carl, der var inspirationskilden til, at gøre vampyrerne i Twilight sølvglinsende. Heldig for os, er diverse tøjfirmaer begyndt at producere lækkert UV beskyttende badetøj, så vi sammen, med et storforbrug af solcreme, kan sikre at alle mand kommer ind fra solen uden diverse solskader.

IMG_4694

Ungerne har som små, begge haft en af disse smarte UV-dragter og kære så de da ud, mens de sad der i vandkanten og byggede små kongeriger. Upraktisk var det dog, når først dragten var våd, vinden kold og ikke mindst når badebleen var smidt. Nok slap de for skoldninger, men i stedet fik de ofte en lille sommerforkølelse med sig i stedet. Derfor har jeg faktisk haft opgivet det der solbeskyttende badetøj.

I forsommeren spurgte børnetøjmærket Reima mig så, om jeg ville teste deres UV-badetøj af på mine egne unger – de er sikkert også blevet blendet af min lille hvidhåret trold?
Jeg skulle så lige bestemme mig for, hvad der lige passede bedst til mine ungers behov. Da vi gerne ville hjælpe Carl hen imod at droppe bleen helt, var der en hvis nødvendighed i, at badetøjet lige kunne trækkes ned, sådan 1 – 2 – 3. Derfor valgte vi at prøve et par seje badebukser af også i stedet give ham en fin badebluse på overkroppen – det samme galt for Aksel. Derudover fik begge unger en badevenlig solhat, som bedre kunne tåle, når de små briser ved havet blæste hatten i vandet og for at sikre os imod at vi ikke scoret den der sommerforkølelse igen i år, fik drengene en håndklædeagetig trøje, som de lige kunne få på efter en tur i bølgen blå.

IMG_4623

IMG_4464

Jeg må da indrømme at jeg havde en skepsis for særligt T-shirtens, men efter at have testet dem af, dels langs de danske strande, men også i badebassinet og ved vandkampe i sviger forældrenes have, så er der kun ros til Reimas fine badetøjs kollektion. Tøjet tørrer på nul komma to og selv da jeg oversprøjte Aksel med Hr. Mands gamle Super Soaker, så perlede vandet bare af badetøjet, det var sgu smart. Okay – tøjet kunne ikke sig fri fra at blive fedet ind i Carls halve magnum, men det er vist ikke tøjets skyld

Jeg vil ønske jer en fortsat god sensommer derude og sige tak fordi I læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når Filmen Knækker, Del I.

– Et Sammenbrud

 

FullSizeRender

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og hvem vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg rummer, en ekstra gang. Helt nærtstående personer, har ytreret, at der er bare noget der er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet et valg om at dele, hvad der for mig, har været en livs-ændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skulderenden, eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier.

Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det, der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg vil komme i to dele og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder, blev et levende mareridt og en kamp tilbage til overfladen.

Flash Back
Jeg græder. Jeg græder så øjnene langsomt hæver op og snotten konstant løber. Jeg græder på en måde, så det findes umuligt at identificere, hvad der er hvad, snot eller tårer, mens hænder, skuldre ja selv ben ryster. Min mave kramper igen og igen, mens åndedrættet konstant ændre sit tempo og blodet pumpes afsted, som var det et damptog ude af kontrol. Det føles som om hele verden kører rundt, alle lyde smelter sammen og ligemeget hvor meget jeg end prøver, så kan jeg intet kontrollere og ro over henholdsvis krop og sind er umulig at finde frem.

Jeg får lagt mig selv i seng, hvor jeg vender og drejer mig. Jeg trækker benene op under mig selv, for så igen at strække dem ud, for at ryste uroen ud af kroppen. Snotten tørres af i pudebetrækkes hjørne mens jeg igen og igen messer for mig selv: ”Sov – du er træt”.
– Og jeg er træt.
De der har fulgt med på sidelinjen, ved om nogen hvad de sidste få måneder har indeholdt af strabadser og til tider voldsomme prøvelser. Alligevel har jeg holdt tungen lige i munden, men nu, nu føles munden tør, kæberne konstant spændt og slipper kun for at eftergive en hulken. Uendelig langsomt glider jeg hen og sover dybt og alligevel så let.

En belastnings reaktion
Jeg har egentligt altid set mig selv, som værende en pige med ben i næsen. Med en vilje der var svær at tage fejl af og en styrke som ikke engang de dygtigste sværdvægter rummer. Der skete alligevel noget, noget som gjorde at filmen knækket, bogstaveligt talt. Alt hvad jeg troede på hos mig selv og til dels også hos andre, blev bragt i tvivl og skabte frygt og pludseligt føltes alle mine tanker, som var der 20 børn i en slikbutik der valgte slik, mens henholdsvis Sundhedsstyrelsen, tandlægen og diætsten kom med deres formaninger og det dannede tilsammen en overdøvende symfoni af tankemylder. Hele min verden brød sammen og i løbet af få opkald og en længere samtale med den sødeste læge, tilknyttet psykiatrisk skadestue, kom anbefalingen at lade mig indlægge på et psykiatrisk hospital.

1 ud af 4
Jeg har til tider synes det har været svært at holde trit med reformændringer, sundheds idealer og livet som mor til to, måske mest af alt, fordi jeg er min egen hårde dommer og når det kommer til mine børn, går med livrem og seler. På mange måder er jeg perfektionist til fingrespidserne og finder jeg noget svært her i livet, så gør jeg mit ypperst for at mestre det alligevel. Mit karakterblad, vil måske, kunne fremkalde en snært af fænomenet ”12-tals pige” og igen, så var jeg ifølge statistikker og fagpersonalet mere reglen end undtagelsen. Jeg blev, hvad jeg selv mente, på et split sekund en del af statistikken om, at 1 ud af 4 dansker igennem deres liv, i større eller mindre grad, kommer i psykiatrisk behandling. Pludselig fandt jeg mig selv siddende ved et bord, omgivet med nærtstående familiemedlemmer, dygtigt fagpersonale og overlæge i psykiatri og modtog en anbefaling om en indlæggelse, af frivillig karakter. En indlæggelse, jeg på baggrund af egen selverkendelse, tog i mod og som på så mange måder, hjalp mig igennem alle de facetter belastnings reaktionen og dets efterspind bragte med sig.

 At skynde sig langsomt
Grundet min egen sårbarhed og mest af alt mine børn, familie og venner, vælger jeg ikke at gå dybere eller at opererer med andre termer, end at jeg har haft en belastnings reaktion. Det var en reaktion, der desværre medførte, at jeg for at komme bedst igennem denne form for sygdom, var indlagt på et psykiatrisk hospital. Simpelthen for at modtage den bedste og mest intensive for form hjælp. En hjælp, som via sin intensivitet, hurtigst men også bedst muligt, fik mig nogenlunde på benene igen. Det med at komme helt på benene, det tager tid. Den bedste måde man måske kan beskrive, hvilken situation man i efterperiode af sygdommen står i, kan sammenlignes lidt med en der har haft en alvorlig hjernerystelse. Herved ment, at hovedet, der hvor psyken bor, har været igennem en gennemgribende rystelse og nu, langsomt, skal gentoptrænes for at med tiden, igen at kunne fungere.
Spørgsmålet har dog været, fungere til hvad?
Hvis der er noget jeg har lært, så er det at prioritere, omstrukturere og ikke mindst melde fra. Det er dog lettere sagt ind gjort, som så meget andet her i livet, så handler ens handlinger ofte om vaner og afspejler derudover det enkelte individs leveregel.

Fordøm mig ej
Jeg har som sådan aldrig dømt de, der måtte have en psykisk lidelse, men altid ment at vi som mennesker er nød til at tale om tingene og det ikke kun er medicin der kan hjælpe os. Alligevel er det, en del lettere at sige, at man har været indlagt på hospitalet i 3 uger, grundet en større maveinfektion. Hvorimod det at have fået en belastnings reaktion – der kastede en ned i et hul, med et mørke så ubeskrivelig, at man pludselig fandt sig selv sidde i en form for time out, mens krop og sind, lige fandt en eller anden lille form for jordforbindelse.

Ikke desto mindre, var det sådan min familie og jeg indledte denne sommer. Med et mindre kulinarisk ophold, på åben psykiatrisk afsnit, som indebar et storforbrug af kleenexx, lange gåture og en deaktivering af alt unødvendigt støj. Således at der udelukkende var et fokus på at få kræfter til at komme op til overfladen igen.

Sandheder er på mange måder de sværeste at sige men også de vigtigste.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifoden.dk

Jeg takker fordi du læste med.
– Og håber selvfølgelig, at du har haft en god sommer.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Børneværelse på Budget

 Velkommen til Gæsteblogger Sarah

Det er efterhånden en rum tid siden at jeg lærte Sarah at ”kende”.
Jeg husker ikke helt hvordan og hvem der faldt over hvis profil, men jeg tænker at det bund og grund nok var mig, der en aften var faldet over et af hendes fine DIY’s, hjemmeprojekter eller et godt skud, af hendes dejlige dreng og derfra fulgte med. Sarah fulgte tilbage og sammen har vi delt barselstider, op og nedture, ulvetimer og en masse andet.

Sarah har altid været den søde og kærlige følger, som yderligere ikke har kunne lade være med at prikke til mig og sige: “Kvinde, du skal da have dig en blog”.
Bloggen kan snart fejre sin 1 års fødselsdag og på mange måder finder jeg det kun naturligt at invitere folk på besøg, for derigennem at dele lidt af alt det de kan.

Det Sarah blandt andet kan, det er at indrette. Hun har sans for detalje, finish og at skabe et rum.  Et rum der for nogen er lettere overfyldt men for mig, kun fyldt med varme, tid og masser af gode muligheder for leg.

Jeg håber I vil tage godt imod Sarah og hvis I tænker  mer’ så kan hun følges på Instagram profilen @sarahjgj
– Jeg lover jer, det er hele følgeskabet værd.

Endnu engang, velkommen til Sarah.

IMG_3953

Børneværelse på bugdet
Dette blogindlæg handler om hvordan børneværelset med tålmodighed kan indrettes personlig og billigt. Jeg vil undervejs give fif til både indretning, indkøb og diys.

Med 4,5 års studier (inkl. et år på barsel), hvor min indtægt har været SU og med et drengebarn, der ’selvfølgeligt’ ikke skal snydes for hverken værelse eller legetøj har vi måttet tænke kreativt… Sådan begyndte det i hvert fald… Jeg købte brugt tøj, legetøj, møbler osv. Jeg efterspurgte under min graviditet så meget på de lokale salgssider, at damen i den lokale kiosk en dag kommenterede det og venligt spurgte om vi snart havde plads til mere(!). Jeg fandt ret hurtigt ud af hvor meget, man rent faktisk kan få for pengene, hvis bare det man køber har været en smule brugt. Tanken om ikke bare at købe nye producerede ting for at smide ud igen om lidt, men at meget – ja næsten alt – kan genbruges betyder også meget i min tankegang. Det må være mit bedste bidrag til at passe på den planet vi er plantet på. Mine vestjyske gener spiller måske en rolle i hvordan jeg stadig får helt ondt i maven, hvis jeg i ny og næ køber noget til fuld pris. Det er nemlig blevet en principsag for mig at indretningen fortsat skal bestå af genbrugsmøbler og dims. Faktisk kan antallet af nyindkøbte møbler i hele huset tælles på én hånd. Derudover tror jeg måske, jeg er jysk mester i tilbudsjagt – jeg spotter de gule mærker på flere kilometers afstand!

Jeg kan mægtigt godt lide de stilrene børneværelser med lige linjer ryddelige flader og med få farver. Jeg ELSKER fine designlækkerier, halvdyre børnemøbler og dekorativt mærkevarelegetøj og jeg finder masser af inspiration fra værelser som disse når de vises frem på Facebook og i særdeleshed på Instagram. Jeg har selv forsøgt at holde børneværelset i afdæmpede farver. Det er dog hovedsageligt på grund af artikler, der påviser at børn (og voksne for den sags skyld), sover bedst i rolige omgivelser uden for meget pang og rod.

Værelset
Gør det selv – selv
Efterhånden – og med en mand, der er tømrer – har vi bygget flere af husets møbler selv. På den måde har vi kunnet få hvad vi ville have og til en overkommelig pris. Vi har selv bygget både sofa, seng og reol. På børneværelset er det gennem tiden blevet til radiatorskuler, højseng med opbevaring (som desværre er pakket sammen efter et styrt fra trappen) alverdens lamper, figurer og hylder.

For et års tid siden besluttede min søde mand sig for at lære mig at betjene stiksaven. Jeg tror måske, han i sidste ende var træt af at udføre mine ordrer! Han er stadig den bedste med en sav og præcision, men efter vi investerede i en dekupørsav, tror jeg faktisk, uden beskedenhed, jeg er blevet en skarp konkurrent. På Alfreds værelse har vi selv lavet følgende: Skylampe, Alfons Åberglampe, helikopterloftslampe, flyvemaskinehylde, pegboard, skyknager på kommode, ballonspejl, radiatorskjuler, racerbil og ’A’ med lys.

DIy

Vi laver alle vores ting i finér. Der er sådanset ikke meget fidus i det, da de fleste ting bare er tegnet op og savet ud. Ved at save med den føromtalte dekupørsav får træet fine kanter, som nemt kan slibes pænt. Det er en lidt større udfordring med de store ting, som skal saves med stiksav, rundsav eller lignende. Det er en billig måde at forsyne børneværelset med nye ting, hvis man ser bort fra de timer, der bruges på det. Vi sidder sjældent foran fjernsynet om aftenen!

Budgetvenligt legetøj
Når det kommer til legetøj køber jeg det gerne, og helst brugt. Langt det meste er loppet. Blandt andet er alle juniors Schleich dyr, som er brugt til blandt andet greb på kommoden (bare påmonteret med en skrue fra indersiden), købt for mellem 1 og 10 kroner pr. stk. Det bedste legetøj han har (udover LEGO, hvor farmands er fundet frem fra loftet) er biler i alle afskygninger. Fede metalbiler koster ikke mere end et par kroner stykket her ovre i Vandkantsdanmark. Det gamle retrobordfodbold har kostet 30 kroner. I år er en af fødselsdagsgaverne en loppet ridderborg med tilbehør til en samlet pris på 100 kroner og sidste jul bestod pakkekalenderen af en masse gamle cowboys og indianere med tilhørende fort. 30 kroner for 24 gaver den treårige var høj på materiel lykke!

leetøj
Genbrugsguld
Jeg er en heldig kartoffel at have en bedstemor, der bor på en gammel skole. Derfra stammer skiltet med ’Børnestue’, skolestolen, teaktræssengen (der har fået en gang maling på gavlene), hyldeknægtene med hylden ved sengen. Dinosaurfigurer og bamser er også loppet, ligesom færgen på skabet, det lille klaver og skoleplanchen med flodheste. Genbrugskassen under sengen fungerer som opbevaring af farvestrålende og meget underholdende for en 4-årig, legetøj fra diverse besøg på Mc Donalds o.l. I kommoderne gemmer der sig alt fra Micro Machines til fundne skatte som sten, fjer og døde snegle og hvad ellers små drengebørn elsker at samle på. Resten af legetøjet befinder sig i stuen hvor der bliver leget mest – når ikke vejret er til trampolinen i haven.

Discountfund
Udover at købe brugt og jagte tilbud er en anden måde at spare penge i indretningen ved at købe fint ind i ’discount’butikker. Her i huset er vi store fans af Netto hvor sengetæppet (som vist egentligt er et strandhåndklæde), søgræskurv under sengen, gulvtæppe og sætterkasse er købt. Jeg har ofte is i maven og venter på, de påfører varerne med gule skilte! Fra H&M har vi opbevaringsposen med dyr. Fra Søstrene Grene diverse flagranker og opslagstavleskyen. I KIWI har jeg fundet de søde bamsedyrehoveder.

Lidt luksus
Når jeg nu har skrevet så meget positivt om genbrug, discount og DIY projekter, så vil den opmærksomme læser, måske have bemærket, at det på værelset også har sneget sig en anelse over-budget-dims ind. Noget af det har jeg vundet andet har Alfred fået i gaver og ellers har jeg lavet nogle gode byttehandler. Når man nu sparer rigtigt meget, er det også okay at gå all-in engang i mellem 😉

andet

Det personlige børneværelse
Uanset hvilket rum i huset, der er tale om, synes jeg det er vigtigt, at der indrettes med elementer, der gør det hyggeligt og personligt. Hos os er det primært gennem vores hjemmelavede sager, men også gennem skæve eller utraditionelle ting, som måske ikke ofte ses i børnehøjde på et børneværelse til en 3.4 årig. På Alfreds værelse kan eksemplerne være opsatsen, fra en buk min afdøde bedstefar har skudt, planter, porcelænsfigurer, antikt spejl og billeder i forskellige stilarter – Nye, gamle og hjemmelavede. Jeg holder, som nævnt, meget af kombinationen med discountfund få nye lækre luksus ting – blandt andet den store dinoplakat og wallstickers, lysboksene, stofposen med alfabetet og fine bogstaver fra designletters mikset med det gamle teaktræ, det lyse finér og yndlingsfarven mint.

k

Mine bedste tips og tricks
–  til indretning af børneværelset

  • Bland loppefund med nye ting
  • Mal gerne gammelt legetøj og møbler i yndlingsfarven
  • Indret med planter
  • Tjek rodekasserne i Netto for skønne og billige ting
  • Stil det ’pæne’ legetøj frem og det knapt så pæne væk – det skaber tilmed ro til at falde i søvn
  • Vær ikke bange for at blande forskellige træsorter
  • Brug hvad i har! Kig rundt i stuen og se om noget kunne bruges på børneværelset. Lamper, møbler eller kunst
  • Indret med ting barnet holder af. Dino eller dukker. Det afspejler barnets interesser og gør værelset til et rart sted at være. Alfred er knapt 4 og vi har både haft traktortema, superheltetema og nu dyre/dinotema – Sørg for ikke at køre temaet så stringent at det vil koste en formue at lave om når junior om en uge hellere vil have my little pony (der er vi ved at være)

Rom blev ikke bygget på én dag… Hvis man gerne vil indrette med loppefund og ikke betale overpris, må man have tålmodighed. Det tager lang tid og mange ture til loppemarkeder og genbrugsbutikker for at finde det rette. Ofte ved man ikke, man mangler en ting, før man ser det.

Sidst men ikke mindst
Ideer til nemme DIYS hvis ikke man ejer en sav:

  • Vimpler med tekst, som enten er broderet på eller skrevet med tekstiltusch. Mine er lavet af gamle lagner og en lille rundstok
  • Papirsflyvere af maskintape – mange fede motiver kan findes på Pinterest/Google, hvis man søger på ’Washitape’
  • Pude af indkøbsnet. Søstrene Grenes fine og meget billige muleposer bliver til søde små puder efter 5 minutter ved symaskinen. Det er af sådan én, jeg har lavet kattepuden på stolen.
  • Plastikdyr som greb. Massive (må ikke være hule indvendigt) plastikdyr skrues på skufferne. Jeg har forboret dem og monteret dem med en skrue inde fra skuffen. Dyrene kan ofte loppes billigt.
  • Alfons Åberg tegning (eller andre simple børnefigurer) pynter fint i en træramme. Jeg har tegnet Alfons i frihånd med blyant og derefter tegnet op med sprittusch. Og det uden at have særligt store evner inden for billedkunst!
  • Find en kaffefilterholder – mal den og brug den til opbevaring af yndlingspixibøgerne
  • Skab nyt liv i gamle lamper med spraymaling

Tusind tak fordi I læste med

Hilsen Sarah

Mit liv, en dårlig Hollywood film

Bispebjerg Hospital
Foto: Fotograf Karsten Bidstrup

Jeg kaster først håret over højre skulder, drejer så engang rundt så min blå kjole breder sig ud omkring mine ben og svinger så håret igen. Mine øjne skinner på trods af marathon trætheden fortsat sidder i kroppen og det bestemt ikkehar hjulpet at sidde foran en computer små 10 timer i døgnet, så er jeg levet lidt op.  Jeg kysser mine søde drenge farvel og hvisker god bedring i Hr. Mands øre og trisser ellers afsted.

Da jeg kommer hjem igen nogle få timer senere er hele huset mørkt og Aksels sædvanlige snorken er det eneste der bryder stilheden Jeg får tisset af, renset ned og børstet tænder og ligger mig så i sengen. Hr. Mand er halvvågen og efter at have fortalt lidt om min aften, spørger jeg ind til hvordan han har det. Allerede om morgen havde han beklaget sig over smerter centralt i maven men havde som en hver anden, hvis kalender er godt presset havde gjort, spist nogle piller også ellers taget afsted mod dagens gøremåler. Smerterne er der stadig de tager lidt til og beskrives som en mavepuster der sidder i mellemgulvet. Jeg stryger ham lidt over håret, mærker på hans pande og spørger lidt ind til om han måske kunne have snupper noget Roskildesyge. Allerede der synes jeg da hans smerter er lidt underlige men igen, når man ved hvordan Hr. Mand kan have influenza : SÅ kan lidt maveonde jo godt blive en stor ting. Vi ligger os til at sove og under 3 timer senere vågner jeg ved en mærkelig lyd..

Sengen er tom og jeg kan høre hvordan Hr. Mand jamre ude fra badeværelset af. Jeg lister ud til døren og kan da allerede der mærke min alt for fyldte blære. Men toilettet var i den grad optaget. Hurtigt kommer jeg til udsætning med vandglas og vores største Margrethe skål også begynder det ellers at blive svært at klemme benene hårde sammen. Et kort øjeblik overvejer jeg at løbe i gården og vande rosenbedene med heldigt for mig har vi mange skåle og en opvaskemaskine med koge program på.

Jeg kan godt høre den er helt galt med Hr. Mand og da jeg får hjulpet ham ind i seng er hans tilstand ikke til at tage fejl af. Han koger og vrider sig igen og igen af smerte. Jeg finder en telefon frem og får så ringer op til 1813. Jeg kommer direkte igennem og sygeplejersken er sød, hun sender mig videre til en læge og der ændre det hele sig lidt.

Jeg bliver mødt af en “Det er lægen her, følgende er noteret” også læses der ellers det ene fagudtryk op efter det andet. Så bliver jeg spurgt “hvorfor min mand ikke gik til lægen tidligere Idag – og at lægen nu mente det godt kunne vendte til imorgen når egen læge åbnet igen.”

Jeg har efterhånden haft en del samtaler med læger på 1813 og kun en gang før har jeg måtte ringe på vegne af Hr. Mand, da han var så uklar i sin tale at andet ikke var muligt. Ellers har jeg hovedsageligt ringet i forbindelse med sygdom hos ungerne. Jeg har da læst en del af al den debat om akuttelefonen, nedlægning af afdelinger osv. men jeg har aldrig selv stået direkte i det eller kunne sige jeg har følt mig dårligt behandlet. Ikke før i går nat.

Mens lægen siger “det kan vente til egen læge åbner” kan jeg høre Hr. Mand klynke fra soveværelset og hvordan min egen mavefornemmelse bringer en jernsmag frem i munden. Det ryger hidsigt ud af mig “at hvis det ikke var alvorligt, så ville han jo nok selv ringe, men at han pt. ligger og vrider sig i bare smerte” og “nej det er ikke Roskilde syge!” Lægen sukker opgivende og siger “jamen så må han jo komme på en skadestue” spørger om vi skal tage på Frederiksberg men får da så lige en forklaring om den kun er dag ambulant OG at han lige måtte slå op i sin lille bog om hvor der var er mave/tarm kirurgisk afsnit. Modvilligt siger han så at min mand kan tage til Bispebjerg og da jeg spørger om transporten får jeg besked om det finder vi nok selv ud af.

… Jeg når lige akkurat at høre lægen har smidt røret på til jeg kommer igennem til min svigermor, der forvirrer spørger hvad der sker. Hurtigt for jeg forklarer at Morten skal på hospitalet og om hun vil kører ham. På få sekunder får jeg pakket de få vigtigste ting i et net og fundet nogle bræk poser frem til kørerturen. Derefter går turen med Hr. Mand over skulderene ned fra anden sal og der forstår jeg først hvor dårlig han i virkeligheden er, flere gange gør vi holdt, for at han kan samle kræfter eller kaste op. Min svigermor hjælper med at få ham ind i bilen og sammen kører de afsted. Klokken er nu halv tre, ungerne snorker og jeg er lysvågen.

Frem mod klokken 6 sms’er jeg med min svigermor omkring status på Bispebjerg og ret hurtigt kommer ordet sprængt blindtarm op. Da ungerne vågner er planen lagt og mens de spiser morgenmad i sofaen får jeg pakket det nødvendig og for første gang i mange år står vi klar da institutionen åbner klokken 7:30. Ungerne er i hopla over at kunne få morgenmad hele to gange og registrere næsten ikke at jeg på engelsk får forklaret om Morten på hospitalet, uvisheden og at jeg ikke lige viste hvem der hentede og hvornår på nuværende tidspunkt.

Turen mod Bispebjerg kender jeg alt for godt, da det er den samme tur jeg kører, som når jeg skal på studiet – dog drejer jeg af lidt før denne gang. Da jeg kommer ind står en sygeplejerske ved Hr. mand og gør ham klar til overflytning til intensiv, det hele går hurtigt og blikkene imellem os er fyldte med angst og uvished. Jeg kommer med og finder så mig selv kører rundt på en portørs transportvogn af senge, husker jeg smiler ved mig selv over at Aksel ville have elsket det her.

Da vi kommer til intensiv kommer vi direkte ind på operationsgangen hvor alt for mange læger i grønt tøj står klart. Jeg bliver bedt om at tage afsked og sætte mig i det tilstødende venteværelse. Da dørene lukker bag mig kommer smagen mad jern frem i munden og tårerne frit løb. Portørerne kommer ud og spørger pænt om han skal følge mig til caféen eller om han kam gøre et eller andet, sender ham et venligt smil og takker nej. Jeg får sat mig i venteværelset og sekretæren bekræfter hvor påvirket jeg ser ud, ved at sende et lille opmuntrende smil og siger så “jeg vil gerne finde et sted du kan hvile dig lidt.” Takker igen pænt ned og sætter mig i den bløde sofa. Venteværelset er ikke som andre venteværelser. Der er kun to små sofaer, en stor stak blade og ingen mennesker. På den ene sidde er der en dør ind til den intensive afdeling og den anden en dør til den intensiv operationsgang. Jeg ryster stille på hovedet igen og igen, i små forsøg på at skubbe det hele lidt fra mig. Så hiver jeg computeren frem fra tasken og sukker. Jeg skulle have afholdt sidste skrivedag på min eksamensopgave inden den skulle til korrektur og allerede nu viste jeg hvor usikkert det blev at jeg fik ordnet de sidste ligtorne ved opgaven. Jeg retter lidt på mig selv, acceptere at hænderne ryster og begynder så at sive ind i en anden verden, uden lyden af hurtige skridt, tilkalde alarmer og medicinske udtryk. Jeg skriver, retter og kigger i ny og næh til mit ur mens den ene time tager den anden og ber ganske stille til at Hr. Mand snart er okay igen.

Pludselig går døren op og portørerne fra før kommer smilende hen til mig og spørger om jeg ikke vil ind på opvågningen, hvor Hr. Mand lige er kørt ind. Vi går igennem endnu en glas dør og registrere kort at der endnu engang står intensiv på skiltet ved døren. Han ligger der på en stue, bleg, med at for mange slanger og ledninger. En sygeplejere står ved hans side og tjekker EKG’et. Jeg spørger til hvordan det er gået og hvad der var galt, hun fortæller mig kort om operationen og det får mig til at sænke de spændte skuldre.  Det var en sprængt blindtarm som krævede en grundig gennemgang af bughulen og som nu kastet 3 dages indlæggelse af sig. Jeg får en lille stol at sidde i og hvilet så panden mod sengen. Da jeg vågner er det pga. en bippende lyder. Hr mand åbner kort øjnene for at lukke dem igen, sådan går det længe, inden han for alvor vågner op ad narkosen. Hr. Mand at spørger efter saft, orientering og status på operationen. Vi snakker lidt frem og tilbage, klemmer hinandens hænder og får sammen lagt en lille plan.

Da jeg står foran børnehaven er jeg træt, kvalmen er alt overtagende og tårerne presser på. Jeg finder mit pokerfjæs frem og går så ind i børnehaven. Allerede på vejen derind møder jeg en af de andre mødre fra stuen som godt kan se den er helt galt og spørger om jeg har brug for en hånd. Fortæller kort jeg bare skal have ungerne, men det er okay nu. Det er okay – Hr. mand er okay nu og det er bare chokket der står tilbage. Ungerne bliver glade for at se mig og sammen går vi ud af institutionen. Vi sætter os på en bænk ikke langt derfra og fortæller så stille, at far er på hospitalet og at lægerne har haft opereret ham. Carl peger et par gange på hans mave, mens Aksel kravler op på mit skød og begynder at græde. Sammen sidder vi, stille, vuggende mens de begge begynder at møde situationen med en nysgerrighed. Vi snakker om at vi skal besøge far næste dag og ringer så til ham. For Aksel var det særligt vigtigt at vide om Far lå eller sad op og jeg forsikret ham at han sikker sad op og så lidt fjernsyn.

På vejen hjem er humøret lidt bedre, Hr. mand havde fået fortalt begge drengene at han havde det meget bedre og at han glædet sig til at se dem engang næste eftermiddag. Aksel svinger mellem at snakke om hvilken kage vi skal have med på hospitalet, til at fortælle om Fister og Oldemor i himmelen. Flere gange må jeg minder mig selv om at det er mig der er den voksne og jeg er nød til at bevare fatningen.

Da ungerne endelig sover slipper jeg det hele lidt løs, under 4 timers søvn har bestemt ikke hjulpet på min følsomhed og tanken om at Carl næste dag skal have lagt dræn er næsten ubærlig. Min mor har lovet at tage med som moralsk opbakning og Hr. mand har det heldigvis langt bedre. Efter lidt tid sætter jeg mig ved computeren, åbner min eksamensopgave og begynder så at fortsætte hvor jeg slap. Da klokken nærmer sig midnat er jeg færdig og sender opgaven afsted til korrektur. Træt tjekker jeg til ungerne, ligger mig i den tomme seng og trækker benene op under mig og giver så slip. For trætheden, chokket, eksamens stressen og den smerte der indfinder sig, når ens børn er sådan rigtig kede af det.

Jeg tænker stille ved mig selv, hvis det her var en Hollywood film, så ville det være en af dem med behov for kleenex, forhåbentlig ender den sådan rigtig godt. Forhåbentlig vender det hele nu og heldigvis er alle okay, trætte, men i bund og grund okay..

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En hyldeste, til min studiekammerat og jeg

image

Tilsammen har vi en alder på 57 og tæller 5 børn, 2 mænd, hvoraf den ene er fraskilt. Vi har igennem de sidste måneder udgjort et makkerpar, være en gruppe. Fra første dag på uddannelsen opstod der en eller anden form for kemi. En kemi bygget på en relation ala “du har hund, jeg har hund” som har gjort, at vores relation for snart længe siden er blevet udbygget. Vi har på mange måder hængt sammen. Fulgt hinandens udvikling i at blive kandidatstuderende og være studerende mødre.

Igennem de sidste måneder, har vores relation være præget af transnationale strømninger, globaliseringsprocesser og konstante underminering og manglede udvindelse af hvad der skulle have været god vejledning. På mange måder burde uddannelsesinstitutioner uvinde medtoder til at opspore hvad der er best pratice af vejledning. Istedet har vi oplevet at få kolde spande vand i hovedet, fremført med en tyranni og mangel på almen god tone.

Vi har kæmpet en brag kamp. En kamp mod uret, litterære kilder og ønsket om et dueligt niveau, der ville umunde sig i et gennemsnitslige produkt. Et produkt der har gjort, vi her de sidste 4 dage har været sammen knap hele døgnet. Der er spist toast, thai take away og makrelmadder i massevis, sammen med alt for meget bland selvslik, is rosiner og sure æble. Den stuetempereret Pepsi Maxen er løbende blevet skænket og de små pauser på alten afholdt som en nødvendighed.

En sofa har udgjort min seng og en oplyst skærm har fremprovokeret blodspændte øjne med solide rander under sig. Frisuren har været stadardklassisk knold og tøjet en smule sjusket. Men vi er kommet i land. Vi er kommet igennem og har sammen udarbejdet et produkt vi på alle måder har kæmpet for og nu må tiden vise hvor hele dette transnationale eventyr ender. En ting er sikkert, det er med en stolthed over en arbejdsindsats og proces at jeg aflevere dette skiftetiden produkt.

Kærlig Hilsen, en træt, studerende mor.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit Barn, Født Med En Misdannelse Del. II. -Velkommen til verden, lille frø.

IMG_0399

Dette er II. Del af fortællingen om at være mor til et barn med en misdannelse. I. Del kan læse lige HER
Tusind tak fordi du vil læse med.

Vi ligger i sofaen mens et eller andet ligegyldigt kører i tv’et og dets lys kaster sig ud i rummet. Vi er begge stille og trætheden står malet i vores ansigter. Vores fingre ligger fletter sammen på min mave og i ny og næh mærkes de små livsbekræftende puf. Vores lydløse telefoner blinker med alt fra beskeder om notifikationer og sms’er.

Efter vores samtale med overlægen, var vi gået en tur rundt om søerne. Vi havde snakket om løst og fast men mest af alt om valget om den ubetinget kærlighed. Jeg tror alle forældre kender til denne og måske mener de fleste også at den indfinder sig i timerne, dagene, månederne efter barnet er kommet til verden. Jeg tror på mange måder man kan vælge at give denne ubetinget kærlighed, biologien og genetikken vil nok kunne modargumentere dette, men jeg tror vi som forældre kan vælge at elske, hvis vi vil det. Mens vi gik der, snakkede vi om vigtigheden af denne kærlighed men også om vores behov for accept af denne “streg i regningen”. At vi som forældre nu havde fået en lille bi opgave til hovedeopgaven som forældre og det ønskede vi begge at løse og håndtere bedst muligt.

Vores netværk viste jo godt vi ventede os, og de helt nære kendte også til vores venteposition i forhold til fostervandsprøverne, men nu var svaret der jo, det var KUN klumpfødder. Alligevel havde vi, særligt jeg, et behov for at slå noget helt essentielt fast, at sikre vi ikke skulle hører spørgsmålet fra nærtstående “hvad er der dog med hans fødder” så sammen fandt vi ordene og skrev en besked til vores nære og bekendte, om at vores kommende barn ville være medfødt med en misdannelse.

Tiden frem mod terminen var lang. Jeg tænker det er den formentlig for de fleste gravide og par som ellers venter sig. Som så mange andre vornede forældre byggede vi rede, men samtidigt gjorder jeg alt hvad for at læse mig ind på hvad et liv med et klumpfodsbarn kunne byde på. Jeg husker tit hvordan diverse forums skræmte mig, med fortællinger fra udkørte og frustreret forældre der pendlede tværs igennem landet ugentligt, hvis altså ikke oftere, for at gå til behandling med deres barn. Aksel skulle komme til verden i 2011 og på daværende tidspunkt var det kun Hvidovre, Københaven og Århus hospital der behandlede klumpfodsbørn og så vidt jeg ved, er udbudet af behandlingssteder i dag fortsat ikke de store, dog ved jeg, at man i Danmark har rigtige gode resultater med behandlingen.

1''

Jeg læste om alt fra strømper, støttende fodtøj, til underudvikling af taktile sanser. Jeg læste de der forfærdelige beretninger om kaotiske behandlingsforløb, operation på operation og hvordan denne misdannelse kunne æde et ægteskab op. Jeg læste fordi jeg mente at jeg igennem viden kunne genvinde bare en lille smule kontrol. Da vi nærmede os terminen, blev vi indkaldt til et møde på Hvidovre Hospital, som var det hospital Aksels skulle behandles på. Overlægen i børnekirurgi og speciale i klumpfødder ville gerne give kommende klumpfodsforældre en lille lektion omkring behandlingsmetoden. Ret hurtigt, støttede os par op om statistikken i forhold til børn der fødes med klumpfod på en eller begge fødder. Vi ventede alle drenge og flere af os havde familiemedlemmer med skæve fødder. Jeg kan huske at et af de andre par allerede havde et barn med klumpfødder og dem stillede jeg selvfølgelig også til krydsforhør.

Hvis der er noget jeg for alvor har lært i forhold til Aksels fødselsmisdannelse, så er det at vi er rigtig mange forældre i samme båd. Forældre med smukke og fantastiske børn, som har “en streg i regningen”. At stort ser alle disse forældre hellere end gerne vil støtte og dele. Ofte har jeg tænkt om det måske skyldes behovet for at hjælpe andre lidt påvej og måske udenom de kriser man selv oplevede eller om det i princippet skyldes, at os med “denne slags børn” er en minoritet. På mange måder oplevede jeg hurtigt at jeg var forkert på den i terminsgruppen, at jeg var den ”de andre ikke ville lege med”. Jeg kom nemlig med realiteten, realiteten om at de der scanninger jo ikke er for sjov, men de jo er udviklet i forhold til kontrol og medicinsk sikring af barnet. Sgu ikke for at sikre om det er “lyseblå eller lysserød” der skal dominere på børneværelset. På mange måder var jeg og mit kommende barn en del af den sandfærdige historie om det uperfekte barn, og det ramte mig igen og igen. Jeg har tit takket for, at det lige præcis var Aksel der kom til os, præcis som han var og som vores første barn. Vi viste nemlig ikke bedre. Det var først ved fødslen af Carl, jeg forstod hvor stor en indvirkning det at Aksel var født med klumpfødder havde haft på vores liv. Det kommer dog senere i denne fortælling.

stages_ofcasting

Overlægen fortalte om en ny metode, til behandling af klumpfodsbørn, ponseti metoden. En metode som gik ud på at manipulere med den sene der var for stram i foden og er årsagten til den forkerte fodstilling. Via gipsning tvinges det i foden der er indad drejet ud og ved en lille operation laves der så en achillessene forlængelse. Hvor man skærer achillessenen over og lader den vokse sig længere og sammen. Når dette er gjort, viderebehandles fødderne med en specialskinne, som holder fødderne i den korrekte position. Skinnen skal bruges 23 timer i døgnet i 3 måneder, for derefter kun at bruges om natten, hvor barnet sover og frem til det er omkring 4 år. Når barnet er 4 år er behandlingen normalvis færdig – men omkring 15% oplever at få et tilbagefald i mindre grad af medfødt misdannelsesfodstilling. Jeg husker alt informationen som værende kvalmefremkaldende. Husker jeg følte mig vred, fortvivlet og nervøs. Behandlingen afhang nemlig af hvor slemt det stod til med fødderne og hvor hurtigt fødderne responderet på behandling. Et gipsning forløb kunne vare alt imellem 3 uger til 3 måneder. Derudover husker jeg særligt tankerne om denne operation i lokalbedøvelse skræmte mig. De fleste forældre finder nok det at deres børn skal opereres ubehagelig. Men måske særligt nybagte forældre, som ved hvor utilfredse de små skabninger kan blive når de ligger på maven, kan relatere til den frygt der indfandt sig. Operationen som normalvis vareret 20-40 minutter skulle nemlig udføres, dels med lokalbedøvelse og med et barn der skal ligge på maven under hele operationen. Da Aksel kom til verden var det et stort mål at sikre han var tilvendt til at ligge på maven, så operationen måske ville være mindre overgrebsagtig. Jeg husker stadig den dag hvordan overlægen så ud, hvordan hans stemme lød og mange af vores hårde samtaler. Måske er det en naturlig del af det og være menneske, at vi huske særligt de mennesker som bringer “sorger” ind i vores liv. Til trods for det aldrig havde været lægens skyld at Aksel blev født med klumpfødder, så var det igennem ham det hele manifesteret sig.
ORTEZA-DE-Abductie-PonsetiNogle uger senere, efter mødet med overlægen, sidder vi til et af de sidste besøg hos jordmoderen, der siger hun det, sådan flettet pænt ind imellem ammekonsulationen og vejrtræningsøvelser. “Når nu han kommer til verden, så har I jo automatisk ret til to dage barselsgangen, eftersom han fødes med klumpfødder” På ingen tid havde vi lært at kæmpe vores kommende barns sag og ordet klumpfødder frembragte ikke længere den der koldsved, istedet fungeret ordet som en saftig bøf foran den vågende løvemor. Jeg var klar til at kæmpe for min søn og sikre ham det bedste af det bedste. Vi snakkede roligt behandlingsplanen igennem.  Hvidovre hospital havde skitseret det hele så fint for os og klædt os på til de tjek børnelægen skulle lave på ham. Da jeg samme aften tjekker tasken til hospitalet stopper jeg op ved strømprene. De små ekstra tykke strømper, med skriften “I Love Mom” og “I Love Dad”. Strømprene var en “tillykke med graviditeten”- gaven og modtaget før vi havde kendt til Aksels fødder. Det eneste jeg ikke havde købt af udstyr, det var strømper og de natdragter der havde fødder i da han alligevel skulle have gips på fødderne de første mange uger af hans liv. I stedet havde jeg købt den fineste lille pude, som skulle støtte under hans baglår når han skulle sove, så den tunge gips ikke belastede ham. Puden skulle også med i tasken, for hvis vi var på hospitalet en mandag, så kunne han komme med på den ugentlige gipsningsdag og påbegynde sin behandling.

9.4.11

Aksel kommer til verden på en måde som er sit egent indlæg værdigt. Da han ligger der på mit bryst, med hans små dybe øje, der har samme farve som havet, hvor bunden ikke kan ses, der mærker jeg kærlighed. Den rullede ind over mig og mens jeg lige så stille sang “Baby You Are A Firework” slap jeg al min angst fri. Endelig var han hos mig, så fin og smuk, så ny og så fuldstændig uvidende om hvilken verden der ventede ham.

9 April,2
Da vi har ligget sammen i nogle timer løfter vi lige så forsigtigt på dynen og ser dem så, de sødeste små ben trukket godt op som var han en lille frø der gjorder klar til spring. For enden af benene sidder de så, små fine bløde rynket fødder. Neglene er bløde, tåen ved siden af storetåen er længst og huden næsten gennemsigtig. Selve foden er krummet sammen, så der på undersiden af foden, ved forfoden, dannes et lille dybt V’lignende tegn. Ved den tynde ankel drejer foden indad så han mildt sagt kan klappe med hans fødder. Men han er der, han er min og helt perfekt, til trods for sin lille streg i regningen.

Inden 1 gibs, 2

Endnu engang tak fordi du læste med.

Fortællingen om mor til et barn født med en misdannelse fortsætter i et snart kommende indlæg, nemlig tredje og sidste indlæg om det at være mor til et klumpfodsbarn.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mor På Pause

image

Jeg husker tydligt hvordan jeg som højgravid, med Aksel, plaprede løs om, hvordan jeg ønskede at bibeholde en masse af den ting, jeg havde fyldt mit liv med fra tiden før-barn. Noget jeg, siden 15 års alderen, havde gjort mig i, var den årlige veninde tur. Turen som gjorder jeg lige kom væk fra det til tider trivielle, praktiske og ikke mindst HAM som mit hjerte havde kær. Turene gjorder at jeg udelukkende skulle forholde mig, til egne lyster og behov. For mange lyder det måske som det rene vand, men for en medløber, som jeg til tider kunne være i et forhold, så var det på mange måder hård kost at mærke efter hvad jeg i princippet selv havde lyst til. Selvfølgelig teamet jeg altid op med en elsket veninde, der forstod vigtigheden i kulturelle oplevelser, gode nætter på et dansegulv, hyggelige samtaler i strandstolen og som var klar på marathon shopping. Men så skete det, idet den lille gut forlod fødselskanalen og fik klippet navlestrengen, så opstod symbiosen. Hvilket fantastisk neurologisk værk og hvilket heleved.

Symbiosen som 5 uger post fødsel gjorder at man fandt sig storsvede i Vera Modas omklædningsrum og tænke “Giv mig min baby”. Eller som gjorder at man konstant tjekkede mobilen, første aften man endelig er ude uden baby og mos. Det hele ændret sig for mig. Der blev sortererer godt ud i venindegruppen, nye herlige bekendskaber blev gjort også lukkede jeg ned for de der dansfester i indre by klokken 5 om morgen. Ironisk nok løber jeg nu forbi selv samme fester under broerne og de festende er nu mit heppekor, men det er en anden historie.

Jeg forstod langsomt mit moderskab og indrettet mig i det efter bedste lyst, evne og behov. Jeg lærte langsomt men sikkert at navigere i al den overskyggende og ubetinget kærlighed. Lærte at forstå mig selv, post barn. Forstå hvilket stort familiemenneske jeg er, men også betydningen for de asociale perioder med små syslerier og fantasiskabende litterære værker og svedfremkalde løbeture. Jeg tvang mig selv til ikke at være den eneste der kunne putte, trøste og kende forskel på pyller og trætheden inden overtrætheden. Jeg gav plads og i takt med denne plads, stod jeg igen der, lidt tilbagetrukket og nu med muligheden for fokus på egne behov og lyster.

Hvad gør man så af sig selv, sådan en søndag morgen, uden Carls salv i ens glas eller booking på den lokale legeplads. Min søster vil nok mene at jeg stadig ikke selv ved det og at jeg derfor står tilbage med en massiv bunke overskud og energi, som ellers normalt bliver brugt på Aksel og Carl. Energi og overskud som nu sendes afsted som morgenvækning med massive klap og højt skrål af “Hip Hurra Det Er Din Fødselsdag”, eller typen der forslår aftenløbetur, lige cykler efter morgenlatte, toiletpapir osv.

Jeg ved ærlig talt ikke helt hvad og hvem jeg er, uden mine børn i området. Når jeg befinder mig i den ene del af landet og de i den anden, så føler jeg en vigtig del af mig er amputeret. Det betyder selvfølgelig ikke, st jeg ikke nyder afsted, men blot at rigtig meget af min person, simpelthen bygger på moderskabet. At mine handlinger ofte er spindet op omkring nogen små menneskers ve og vel og når de ikke er der, så bliver jeg løberen der står og laver englehop ved rødt lys, for hvad pokker skal jeg ellers lave ?

Nogen vil måske mene det lyder rigtig trist og sige : Jamen du er jo mere end Mor og ja, det er jeg, jeg er så meget mere end Mor. Men det er i relationen til mine børn og mand, jeg simpelthen trives aller bedst. For jojo, jeg nyder da at drikke 1,2,3 – 4 flakser hvidvin en fredag aften, at ose rundt i byen, læse dameblad uforstyrret på sofaen, lave mad uden at skulle korrigerer nogen fra at udvikle 3. Verdenskrig, eller bare se ligegyldigt tv klokken 16 om eftermiddagen eller ligefrem nyhederne, ude at skulle tage hensyn. Det nyder jeg da også. Jeg nyder det hele, nok aller mest fordi jeg ved det er en pause og kun en pause for noget som jeg elsker og skatter mere end mine fattige ord kan beskrive.

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet