Børneværelse på Budget

 Velkommen til Gæsteblogger Sarah

Det er efterhånden en rum tid siden at jeg lærte Sarah at ”kende”.
Jeg husker ikke helt hvordan og hvem der faldt over hvis profil, men jeg tænker at det bund og grund nok var mig, der en aften var faldet over et af hendes fine DIY’s, hjemmeprojekter eller et godt skud, af hendes dejlige dreng og derfra fulgte med. Sarah fulgte tilbage og sammen har vi delt barselstider, op og nedture, ulvetimer og en masse andet.

Sarah har altid været den søde og kærlige følger, som yderligere ikke har kunne lade være med at prikke til mig og sige: “Kvinde, du skal da have dig en blog”.
Bloggen kan snart fejre sin 1 års fødselsdag og på mange måder finder jeg det kun naturligt at invitere folk på besøg, for derigennem at dele lidt af alt det de kan.

Det Sarah blandt andet kan, det er at indrette. Hun har sans for detalje, finish og at skabe et rum.  Et rum der for nogen er lettere overfyldt men for mig, kun fyldt med varme, tid og masser af gode muligheder for leg.

Jeg håber I vil tage godt imod Sarah og hvis I tænker  mer’ så kan hun følges på Instagram profilen @sarahjgj
– Jeg lover jer, det er hele følgeskabet værd.

Endnu engang, velkommen til Sarah.

IMG_3953

Børneværelse på bugdet
Dette blogindlæg handler om hvordan børneværelset med tålmodighed kan indrettes personlig og billigt. Jeg vil undervejs give fif til både indretning, indkøb og diys.

Med 4,5 års studier (inkl. et år på barsel), hvor min indtægt har været SU og med et drengebarn, der ’selvfølgeligt’ ikke skal snydes for hverken værelse eller legetøj har vi måttet tænke kreativt… Sådan begyndte det i hvert fald… Jeg købte brugt tøj, legetøj, møbler osv. Jeg efterspurgte under min graviditet så meget på de lokale salgssider, at damen i den lokale kiosk en dag kommenterede det og venligt spurgte om vi snart havde plads til mere(!). Jeg fandt ret hurtigt ud af hvor meget, man rent faktisk kan få for pengene, hvis bare det man køber har været en smule brugt. Tanken om ikke bare at købe nye producerede ting for at smide ud igen om lidt, men at meget – ja næsten alt – kan genbruges betyder også meget i min tankegang. Det må være mit bedste bidrag til at passe på den planet vi er plantet på. Mine vestjyske gener spiller måske en rolle i hvordan jeg stadig får helt ondt i maven, hvis jeg i ny og næ køber noget til fuld pris. Det er nemlig blevet en principsag for mig at indretningen fortsat skal bestå af genbrugsmøbler og dims. Faktisk kan antallet af nyindkøbte møbler i hele huset tælles på én hånd. Derudover tror jeg måske, jeg er jysk mester i tilbudsjagt – jeg spotter de gule mærker på flere kilometers afstand!

Jeg kan mægtigt godt lide de stilrene børneværelser med lige linjer ryddelige flader og med få farver. Jeg ELSKER fine designlækkerier, halvdyre børnemøbler og dekorativt mærkevarelegetøj og jeg finder masser af inspiration fra værelser som disse når de vises frem på Facebook og i særdeleshed på Instagram. Jeg har selv forsøgt at holde børneværelset i afdæmpede farver. Det er dog hovedsageligt på grund af artikler, der påviser at børn (og voksne for den sags skyld), sover bedst i rolige omgivelser uden for meget pang og rod.

Værelset
Gør det selv – selv
Efterhånden – og med en mand, der er tømrer – har vi bygget flere af husets møbler selv. På den måde har vi kunnet få hvad vi ville have og til en overkommelig pris. Vi har selv bygget både sofa, seng og reol. På børneværelset er det gennem tiden blevet til radiatorskuler, højseng med opbevaring (som desværre er pakket sammen efter et styrt fra trappen) alverdens lamper, figurer og hylder.

For et års tid siden besluttede min søde mand sig for at lære mig at betjene stiksaven. Jeg tror måske, han i sidste ende var træt af at udføre mine ordrer! Han er stadig den bedste med en sav og præcision, men efter vi investerede i en dekupørsav, tror jeg faktisk, uden beskedenhed, jeg er blevet en skarp konkurrent. På Alfreds værelse har vi selv lavet følgende: Skylampe, Alfons Åberglampe, helikopterloftslampe, flyvemaskinehylde, pegboard, skyknager på kommode, ballonspejl, radiatorskjuler, racerbil og ’A’ med lys.

DIy

Vi laver alle vores ting i finér. Der er sådanset ikke meget fidus i det, da de fleste ting bare er tegnet op og savet ud. Ved at save med den føromtalte dekupørsav får træet fine kanter, som nemt kan slibes pænt. Det er en lidt større udfordring med de store ting, som skal saves med stiksav, rundsav eller lignende. Det er en billig måde at forsyne børneværelset med nye ting, hvis man ser bort fra de timer, der bruges på det. Vi sidder sjældent foran fjernsynet om aftenen!

Budgetvenligt legetøj
Når det kommer til legetøj køber jeg det gerne, og helst brugt. Langt det meste er loppet. Blandt andet er alle juniors Schleich dyr, som er brugt til blandt andet greb på kommoden (bare påmonteret med en skrue fra indersiden), købt for mellem 1 og 10 kroner pr. stk. Det bedste legetøj han har (udover LEGO, hvor farmands er fundet frem fra loftet) er biler i alle afskygninger. Fede metalbiler koster ikke mere end et par kroner stykket her ovre i Vandkantsdanmark. Det gamle retrobordfodbold har kostet 30 kroner. I år er en af fødselsdagsgaverne en loppet ridderborg med tilbehør til en samlet pris på 100 kroner og sidste jul bestod pakkekalenderen af en masse gamle cowboys og indianere med tilhørende fort. 30 kroner for 24 gaver den treårige var høj på materiel lykke!

leetøj
Genbrugsguld
Jeg er en heldig kartoffel at have en bedstemor, der bor på en gammel skole. Derfra stammer skiltet med ’Børnestue’, skolestolen, teaktræssengen (der har fået en gang maling på gavlene), hyldeknægtene med hylden ved sengen. Dinosaurfigurer og bamser er også loppet, ligesom færgen på skabet, det lille klaver og skoleplanchen med flodheste. Genbrugskassen under sengen fungerer som opbevaring af farvestrålende og meget underholdende for en 4-årig, legetøj fra diverse besøg på Mc Donalds o.l. I kommoderne gemmer der sig alt fra Micro Machines til fundne skatte som sten, fjer og døde snegle og hvad ellers små drengebørn elsker at samle på. Resten af legetøjet befinder sig i stuen hvor der bliver leget mest – når ikke vejret er til trampolinen i haven.

Discountfund
Udover at købe brugt og jagte tilbud er en anden måde at spare penge i indretningen ved at købe fint ind i ’discount’butikker. Her i huset er vi store fans af Netto hvor sengetæppet (som vist egentligt er et strandhåndklæde), søgræskurv under sengen, gulvtæppe og sætterkasse er købt. Jeg har ofte is i maven og venter på, de påfører varerne med gule skilte! Fra H&M har vi opbevaringsposen med dyr. Fra Søstrene Grene diverse flagranker og opslagstavleskyen. I KIWI har jeg fundet de søde bamsedyrehoveder.

Lidt luksus
Når jeg nu har skrevet så meget positivt om genbrug, discount og DIY projekter, så vil den opmærksomme læser, måske have bemærket, at det på værelset også har sneget sig en anelse over-budget-dims ind. Noget af det har jeg vundet andet har Alfred fået i gaver og ellers har jeg lavet nogle gode byttehandler. Når man nu sparer rigtigt meget, er det også okay at gå all-in engang i mellem 😉

andet

Det personlige børneværelse
Uanset hvilket rum i huset, der er tale om, synes jeg det er vigtigt, at der indrettes med elementer, der gør det hyggeligt og personligt. Hos os er det primært gennem vores hjemmelavede sager, men også gennem skæve eller utraditionelle ting, som måske ikke ofte ses i børnehøjde på et børneværelse til en 3.4 årig. På Alfreds værelse kan eksemplerne være opsatsen, fra en buk min afdøde bedstefar har skudt, planter, porcelænsfigurer, antikt spejl og billeder i forskellige stilarter – Nye, gamle og hjemmelavede. Jeg holder, som nævnt, meget af kombinationen med discountfund få nye lækre luksus ting – blandt andet den store dinoplakat og wallstickers, lysboksene, stofposen med alfabetet og fine bogstaver fra designletters mikset med det gamle teaktræ, det lyse finér og yndlingsfarven mint.

k

Mine bedste tips og tricks
–  til indretning af børneværelset

  • Bland loppefund med nye ting
  • Mal gerne gammelt legetøj og møbler i yndlingsfarven
  • Indret med planter
  • Tjek rodekasserne i Netto for skønne og billige ting
  • Stil det ’pæne’ legetøj frem og det knapt så pæne væk – det skaber tilmed ro til at falde i søvn
  • Vær ikke bange for at blande forskellige træsorter
  • Brug hvad i har! Kig rundt i stuen og se om noget kunne bruges på børneværelset. Lamper, møbler eller kunst
  • Indret med ting barnet holder af. Dino eller dukker. Det afspejler barnets interesser og gør værelset til et rart sted at være. Alfred er knapt 4 og vi har både haft traktortema, superheltetema og nu dyre/dinotema – Sørg for ikke at køre temaet så stringent at det vil koste en formue at lave om når junior om en uge hellere vil have my little pony (der er vi ved at være)

Rom blev ikke bygget på én dag… Hvis man gerne vil indrette med loppefund og ikke betale overpris, må man have tålmodighed. Det tager lang tid og mange ture til loppemarkeder og genbrugsbutikker for at finde det rette. Ofte ved man ikke, man mangler en ting, før man ser det.

Sidst men ikke mindst
Ideer til nemme DIYS hvis ikke man ejer en sav:

  • Vimpler med tekst, som enten er broderet på eller skrevet med tekstiltusch. Mine er lavet af gamle lagner og en lille rundstok
  • Papirsflyvere af maskintape – mange fede motiver kan findes på Pinterest/Google, hvis man søger på ’Washitape’
  • Pude af indkøbsnet. Søstrene Grenes fine og meget billige muleposer bliver til søde små puder efter 5 minutter ved symaskinen. Det er af sådan én, jeg har lavet kattepuden på stolen.
  • Plastikdyr som greb. Massive (må ikke være hule indvendigt) plastikdyr skrues på skufferne. Jeg har forboret dem og monteret dem med en skrue inde fra skuffen. Dyrene kan ofte loppes billigt.
  • Alfons Åberg tegning (eller andre simple børnefigurer) pynter fint i en træramme. Jeg har tegnet Alfons i frihånd med blyant og derefter tegnet op med sprittusch. Og det uden at have særligt store evner inden for billedkunst!
  • Find en kaffefilterholder – mal den og brug den til opbevaring af yndlingspixibøgerne
  • Skab nyt liv i gamle lamper med spraymaling

Tusind tak fordi I læste med

Hilsen Sarah

Mit liv, en dårlig Hollywood film

Bispebjerg Hospital
Foto: Fotograf Karsten Bidstrup

Jeg kaster først håret over højre skulder, drejer så engang rundt så min blå kjole breder sig ud omkring mine ben og svinger så håret igen. Mine øjne skinner på trods af marathon trætheden fortsat sidder i kroppen og det bestemt ikkehar hjulpet at sidde foran en computer små 10 timer i døgnet, så er jeg levet lidt op.  Jeg kysser mine søde drenge farvel og hvisker god bedring i Hr. Mands øre og trisser ellers afsted.

Da jeg kommer hjem igen nogle få timer senere er hele huset mørkt og Aksels sædvanlige snorken er det eneste der bryder stilheden Jeg får tisset af, renset ned og børstet tænder og ligger mig så i sengen. Hr. Mand er halvvågen og efter at have fortalt lidt om min aften, spørger jeg ind til hvordan han har det. Allerede om morgen havde han beklaget sig over smerter centralt i maven men havde som en hver anden, hvis kalender er godt presset havde gjort, spist nogle piller også ellers taget afsted mod dagens gøremåler. Smerterne er der stadig de tager lidt til og beskrives som en mavepuster der sidder i mellemgulvet. Jeg stryger ham lidt over håret, mærker på hans pande og spørger lidt ind til om han måske kunne have snupper noget Roskildesyge. Allerede der synes jeg da hans smerter er lidt underlige men igen, når man ved hvordan Hr. Mand kan have influenza : SÅ kan lidt maveonde jo godt blive en stor ting. Vi ligger os til at sove og under 3 timer senere vågner jeg ved en mærkelig lyd..

Sengen er tom og jeg kan høre hvordan Hr. Mand jamre ude fra badeværelset af. Jeg lister ud til døren og kan da allerede der mærke min alt for fyldte blære. Men toilettet var i den grad optaget. Hurtigt kommer jeg til udsætning med vandglas og vores største Margrethe skål også begynder det ellers at blive svært at klemme benene hårde sammen. Et kort øjeblik overvejer jeg at løbe i gården og vande rosenbedene med heldigt for mig har vi mange skåle og en opvaskemaskine med koge program på.

Jeg kan godt høre den er helt galt med Hr. Mand og da jeg får hjulpet ham ind i seng er hans tilstand ikke til at tage fejl af. Han koger og vrider sig igen og igen af smerte. Jeg finder en telefon frem og får så ringer op til 1813. Jeg kommer direkte igennem og sygeplejersken er sød, hun sender mig videre til en læge og der ændre det hele sig lidt.

Jeg bliver mødt af en “Det er lægen her, følgende er noteret” også læses der ellers det ene fagudtryk op efter det andet. Så bliver jeg spurgt “hvorfor min mand ikke gik til lægen tidligere Idag – og at lægen nu mente det godt kunne vendte til imorgen når egen læge åbnet igen.”

Jeg har efterhånden haft en del samtaler med læger på 1813 og kun en gang før har jeg måtte ringe på vegne af Hr. Mand, da han var så uklar i sin tale at andet ikke var muligt. Ellers har jeg hovedsageligt ringet i forbindelse med sygdom hos ungerne. Jeg har da læst en del af al den debat om akuttelefonen, nedlægning af afdelinger osv. men jeg har aldrig selv stået direkte i det eller kunne sige jeg har følt mig dårligt behandlet. Ikke før i går nat.

Mens lægen siger “det kan vente til egen læge åbner” kan jeg høre Hr. Mand klynke fra soveværelset og hvordan min egen mavefornemmelse bringer en jernsmag frem i munden. Det ryger hidsigt ud af mig “at hvis det ikke var alvorligt, så ville han jo nok selv ringe, men at han pt. ligger og vrider sig i bare smerte” og “nej det er ikke Roskilde syge!” Lægen sukker opgivende og siger “jamen så må han jo komme på en skadestue” spørger om vi skal tage på Frederiksberg men får da så lige en forklaring om den kun er dag ambulant OG at han lige måtte slå op i sin lille bog om hvor der var er mave/tarm kirurgisk afsnit. Modvilligt siger han så at min mand kan tage til Bispebjerg og da jeg spørger om transporten får jeg besked om det finder vi nok selv ud af.

… Jeg når lige akkurat at høre lægen har smidt røret på til jeg kommer igennem til min svigermor, der forvirrer spørger hvad der sker. Hurtigt for jeg forklarer at Morten skal på hospitalet og om hun vil kører ham. På få sekunder får jeg pakket de få vigtigste ting i et net og fundet nogle bræk poser frem til kørerturen. Derefter går turen med Hr. Mand over skulderene ned fra anden sal og der forstår jeg først hvor dårlig han i virkeligheden er, flere gange gør vi holdt, for at han kan samle kræfter eller kaste op. Min svigermor hjælper med at få ham ind i bilen og sammen kører de afsted. Klokken er nu halv tre, ungerne snorker og jeg er lysvågen.

Frem mod klokken 6 sms’er jeg med min svigermor omkring status på Bispebjerg og ret hurtigt kommer ordet sprængt blindtarm op. Da ungerne vågner er planen lagt og mens de spiser morgenmad i sofaen får jeg pakket det nødvendig og for første gang i mange år står vi klar da institutionen åbner klokken 7:30. Ungerne er i hopla over at kunne få morgenmad hele to gange og registrere næsten ikke at jeg på engelsk får forklaret om Morten på hospitalet, uvisheden og at jeg ikke lige viste hvem der hentede og hvornår på nuværende tidspunkt.

Turen mod Bispebjerg kender jeg alt for godt, da det er den samme tur jeg kører, som når jeg skal på studiet – dog drejer jeg af lidt før denne gang. Da jeg kommer ind står en sygeplejerske ved Hr. mand og gør ham klar til overflytning til intensiv, det hele går hurtigt og blikkene imellem os er fyldte med angst og uvished. Jeg kommer med og finder så mig selv kører rundt på en portørs transportvogn af senge, husker jeg smiler ved mig selv over at Aksel ville have elsket det her.

Da vi kommer til intensiv kommer vi direkte ind på operationsgangen hvor alt for mange læger i grønt tøj står klart. Jeg bliver bedt om at tage afsked og sætte mig i det tilstødende venteværelse. Da dørene lukker bag mig kommer smagen mad jern frem i munden og tårerne frit løb. Portørerne kommer ud og spørger pænt om han skal følge mig til caféen eller om han kam gøre et eller andet, sender ham et venligt smil og takker nej. Jeg får sat mig i venteværelset og sekretæren bekræfter hvor påvirket jeg ser ud, ved at sende et lille opmuntrende smil og siger så “jeg vil gerne finde et sted du kan hvile dig lidt.” Takker igen pænt ned og sætter mig i den bløde sofa. Venteværelset er ikke som andre venteværelser. Der er kun to små sofaer, en stor stak blade og ingen mennesker. På den ene sidde er der en dør ind til den intensive afdeling og den anden en dør til den intensiv operationsgang. Jeg ryster stille på hovedet igen og igen, i små forsøg på at skubbe det hele lidt fra mig. Så hiver jeg computeren frem fra tasken og sukker. Jeg skulle have afholdt sidste skrivedag på min eksamensopgave inden den skulle til korrektur og allerede nu viste jeg hvor usikkert det blev at jeg fik ordnet de sidste ligtorne ved opgaven. Jeg retter lidt på mig selv, acceptere at hænderne ryster og begynder så at sive ind i en anden verden, uden lyden af hurtige skridt, tilkalde alarmer og medicinske udtryk. Jeg skriver, retter og kigger i ny og næh til mit ur mens den ene time tager den anden og ber ganske stille til at Hr. Mand snart er okay igen.

Pludselig går døren op og portørerne fra før kommer smilende hen til mig og spørger om jeg ikke vil ind på opvågningen, hvor Hr. Mand lige er kørt ind. Vi går igennem endnu en glas dør og registrere kort at der endnu engang står intensiv på skiltet ved døren. Han ligger der på en stue, bleg, med at for mange slanger og ledninger. En sygeplejere står ved hans side og tjekker EKG’et. Jeg spørger til hvordan det er gået og hvad der var galt, hun fortæller mig kort om operationen og det får mig til at sænke de spændte skuldre.  Det var en sprængt blindtarm som krævede en grundig gennemgang af bughulen og som nu kastet 3 dages indlæggelse af sig. Jeg får en lille stol at sidde i og hvilet så panden mod sengen. Da jeg vågner er det pga. en bippende lyder. Hr mand åbner kort øjnene for at lukke dem igen, sådan går det længe, inden han for alvor vågner op ad narkosen. Hr. Mand at spørger efter saft, orientering og status på operationen. Vi snakker lidt frem og tilbage, klemmer hinandens hænder og får sammen lagt en lille plan.

Da jeg står foran børnehaven er jeg træt, kvalmen er alt overtagende og tårerne presser på. Jeg finder mit pokerfjæs frem og går så ind i børnehaven. Allerede på vejen derind møder jeg en af de andre mødre fra stuen som godt kan se den er helt galt og spørger om jeg har brug for en hånd. Fortæller kort jeg bare skal have ungerne, men det er okay nu. Det er okay – Hr. mand er okay nu og det er bare chokket der står tilbage. Ungerne bliver glade for at se mig og sammen går vi ud af institutionen. Vi sætter os på en bænk ikke langt derfra og fortæller så stille, at far er på hospitalet og at lægerne har haft opereret ham. Carl peger et par gange på hans mave, mens Aksel kravler op på mit skød og begynder at græde. Sammen sidder vi, stille, vuggende mens de begge begynder at møde situationen med en nysgerrighed. Vi snakker om at vi skal besøge far næste dag og ringer så til ham. For Aksel var det særligt vigtigt at vide om Far lå eller sad op og jeg forsikret ham at han sikker sad op og så lidt fjernsyn.

På vejen hjem er humøret lidt bedre, Hr. mand havde fået fortalt begge drengene at han havde det meget bedre og at han glædet sig til at se dem engang næste eftermiddag. Aksel svinger mellem at snakke om hvilken kage vi skal have med på hospitalet, til at fortælle om Fister og Oldemor i himmelen. Flere gange må jeg minder mig selv om at det er mig der er den voksne og jeg er nød til at bevare fatningen.

Da ungerne endelig sover slipper jeg det hele lidt løs, under 4 timers søvn har bestemt ikke hjulpet på min følsomhed og tanken om at Carl næste dag skal have lagt dræn er næsten ubærlig. Min mor har lovet at tage med som moralsk opbakning og Hr. mand har det heldigvis langt bedre. Efter lidt tid sætter jeg mig ved computeren, åbner min eksamensopgave og begynder så at fortsætte hvor jeg slap. Da klokken nærmer sig midnat er jeg færdig og sender opgaven afsted til korrektur. Træt tjekker jeg til ungerne, ligger mig i den tomme seng og trækker benene op under mig og giver så slip. For trætheden, chokket, eksamens stressen og den smerte der indfinder sig, når ens børn er sådan rigtig kede af det.

Jeg tænker stille ved mig selv, hvis det her var en Hollywood film, så ville det være en af dem med behov for kleenex, forhåbentlig ender den sådan rigtig godt. Forhåbentlig vender det hele nu og heldigvis er alle okay, trætte, men i bund og grund okay..

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En hyldeste, til min studiekammerat og jeg

image

Tilsammen har vi en alder på 57 og tæller 5 børn, 2 mænd, hvoraf den ene er fraskilt. Vi har igennem de sidste måneder udgjort et makkerpar, være en gruppe. Fra første dag på uddannelsen opstod der en eller anden form for kemi. En kemi bygget på en relation ala “du har hund, jeg har hund” som har gjort, at vores relation for snart længe siden er blevet udbygget. Vi har på mange måder hængt sammen. Fulgt hinandens udvikling i at blive kandidatstuderende og være studerende mødre.

Igennem de sidste måneder, har vores relation være præget af transnationale strømninger, globaliseringsprocesser og konstante underminering og manglede udvindelse af hvad der skulle have været god vejledning. På mange måder burde uddannelsesinstitutioner uvinde medtoder til at opspore hvad der er best pratice af vejledning. Istedet har vi oplevet at få kolde spande vand i hovedet, fremført med en tyranni og mangel på almen god tone.

Vi har kæmpet en brag kamp. En kamp mod uret, litterære kilder og ønsket om et dueligt niveau, der ville umunde sig i et gennemsnitslige produkt. Et produkt der har gjort, vi her de sidste 4 dage har været sammen knap hele døgnet. Der er spist toast, thai take away og makrelmadder i massevis, sammen med alt for meget bland selvslik, is rosiner og sure æble. Den stuetempereret Pepsi Maxen er løbende blevet skænket og de små pauser på alten afholdt som en nødvendighed.

En sofa har udgjort min seng og en oplyst skærm har fremprovokeret blodspændte øjne med solide rander under sig. Frisuren har været stadardklassisk knold og tøjet en smule sjusket. Men vi er kommet i land. Vi er kommet igennem og har sammen udarbejdet et produkt vi på alle måder har kæmpet for og nu må tiden vise hvor hele dette transnationale eventyr ender. En ting er sikkert, det er med en stolthed over en arbejdsindsats og proces at jeg aflevere dette skiftetiden produkt.

Kærlig Hilsen, en træt, studerende mor.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit Barn, Født Med En Misdannelse Del. II. -Velkommen til verden, lille frø.

IMG_0399

Dette er II. Del af fortællingen om at være mor til et barn med en misdannelse. I. Del kan læse lige HER
Tusind tak fordi du vil læse med.

Vi ligger i sofaen mens et eller andet ligegyldigt kører i tv’et og dets lys kaster sig ud i rummet. Vi er begge stille og trætheden står malet i vores ansigter. Vores fingre ligger fletter sammen på min mave og i ny og næh mærkes de små livsbekræftende puf. Vores lydløse telefoner blinker med alt fra beskeder om notifikationer og sms’er.

Efter vores samtale med overlægen, var vi gået en tur rundt om søerne. Vi havde snakket om løst og fast men mest af alt om valget om den ubetinget kærlighed. Jeg tror alle forældre kender til denne og måske mener de fleste også at den indfinder sig i timerne, dagene, månederne efter barnet er kommet til verden. Jeg tror på mange måder man kan vælge at give denne ubetinget kærlighed, biologien og genetikken vil nok kunne modargumentere dette, men jeg tror vi som forældre kan vælge at elske, hvis vi vil det. Mens vi gik der, snakkede vi om vigtigheden af denne kærlighed men også om vores behov for accept af denne “streg i regningen”. At vi som forældre nu havde fået en lille bi opgave til hovedeopgaven som forældre og det ønskede vi begge at løse og håndtere bedst muligt.

Vores netværk viste jo godt vi ventede os, og de helt nære kendte også til vores venteposition i forhold til fostervandsprøverne, men nu var svaret der jo, det var KUN klumpfødder. Alligevel havde vi, særligt jeg, et behov for at slå noget helt essentielt fast, at sikre vi ikke skulle hører spørgsmålet fra nærtstående “hvad er der dog med hans fødder” så sammen fandt vi ordene og skrev en besked til vores nære og bekendte, om at vores kommende barn ville være medfødt med en misdannelse.

Tiden frem mod terminen var lang. Jeg tænker det er den formentlig for de fleste gravide og par som ellers venter sig. Som så mange andre vornede forældre byggede vi rede, men samtidigt gjorder jeg alt hvad for at læse mig ind på hvad et liv med et klumpfodsbarn kunne byde på. Jeg husker tit hvordan diverse forums skræmte mig, med fortællinger fra udkørte og frustreret forældre der pendlede tværs igennem landet ugentligt, hvis altså ikke oftere, for at gå til behandling med deres barn. Aksel skulle komme til verden i 2011 og på daværende tidspunkt var det kun Hvidovre, Københaven og Århus hospital der behandlede klumpfodsbørn og så vidt jeg ved, er udbudet af behandlingssteder i dag fortsat ikke de store, dog ved jeg, at man i Danmark har rigtige gode resultater med behandlingen.

1''

Jeg læste om alt fra strømper, støttende fodtøj, til underudvikling af taktile sanser. Jeg læste de der forfærdelige beretninger om kaotiske behandlingsforløb, operation på operation og hvordan denne misdannelse kunne æde et ægteskab op. Jeg læste fordi jeg mente at jeg igennem viden kunne genvinde bare en lille smule kontrol. Da vi nærmede os terminen, blev vi indkaldt til et møde på Hvidovre Hospital, som var det hospital Aksels skulle behandles på. Overlægen i børnekirurgi og speciale i klumpfødder ville gerne give kommende klumpfodsforældre en lille lektion omkring behandlingsmetoden. Ret hurtigt, støttede os par op om statistikken i forhold til børn der fødes med klumpfod på en eller begge fødder. Vi ventede alle drenge og flere af os havde familiemedlemmer med skæve fødder. Jeg kan huske at et af de andre par allerede havde et barn med klumpfødder og dem stillede jeg selvfølgelig også til krydsforhør.

Hvis der er noget jeg for alvor har lært i forhold til Aksels fødselsmisdannelse, så er det at vi er rigtig mange forældre i samme båd. Forældre med smukke og fantastiske børn, som har “en streg i regningen”. At stort ser alle disse forældre hellere end gerne vil støtte og dele. Ofte har jeg tænkt om det måske skyldes behovet for at hjælpe andre lidt påvej og måske udenom de kriser man selv oplevede eller om det i princippet skyldes, at os med “denne slags børn” er en minoritet. På mange måder oplevede jeg hurtigt at jeg var forkert på den i terminsgruppen, at jeg var den ”de andre ikke ville lege med”. Jeg kom nemlig med realiteten, realiteten om at de der scanninger jo ikke er for sjov, men de jo er udviklet i forhold til kontrol og medicinsk sikring af barnet. Sgu ikke for at sikre om det er “lyseblå eller lysserød” der skal dominere på børneværelset. På mange måder var jeg og mit kommende barn en del af den sandfærdige historie om det uperfekte barn, og det ramte mig igen og igen. Jeg har tit takket for, at det lige præcis var Aksel der kom til os, præcis som han var og som vores første barn. Vi viste nemlig ikke bedre. Det var først ved fødslen af Carl, jeg forstod hvor stor en indvirkning det at Aksel var født med klumpfødder havde haft på vores liv. Det kommer dog senere i denne fortælling.

stages_ofcasting

Overlægen fortalte om en ny metode, til behandling af klumpfodsbørn, ponseti metoden. En metode som gik ud på at manipulere med den sene der var for stram i foden og er årsagten til den forkerte fodstilling. Via gipsning tvinges det i foden der er indad drejet ud og ved en lille operation laves der så en achillessene forlængelse. Hvor man skærer achillessenen over og lader den vokse sig længere og sammen. Når dette er gjort, viderebehandles fødderne med en specialskinne, som holder fødderne i den korrekte position. Skinnen skal bruges 23 timer i døgnet i 3 måneder, for derefter kun at bruges om natten, hvor barnet sover og frem til det er omkring 4 år. Når barnet er 4 år er behandlingen normalvis færdig – men omkring 15% oplever at få et tilbagefald i mindre grad af medfødt misdannelsesfodstilling. Jeg husker alt informationen som værende kvalmefremkaldende. Husker jeg følte mig vred, fortvivlet og nervøs. Behandlingen afhang nemlig af hvor slemt det stod til med fødderne og hvor hurtigt fødderne responderet på behandling. Et gipsning forløb kunne vare alt imellem 3 uger til 3 måneder. Derudover husker jeg særligt tankerne om denne operation i lokalbedøvelse skræmte mig. De fleste forældre finder nok det at deres børn skal opereres ubehagelig. Men måske særligt nybagte forældre, som ved hvor utilfredse de små skabninger kan blive når de ligger på maven, kan relatere til den frygt der indfandt sig. Operationen som normalvis vareret 20-40 minutter skulle nemlig udføres, dels med lokalbedøvelse og med et barn der skal ligge på maven under hele operationen. Da Aksel kom til verden var det et stort mål at sikre han var tilvendt til at ligge på maven, så operationen måske ville være mindre overgrebsagtig. Jeg husker stadig den dag hvordan overlægen så ud, hvordan hans stemme lød og mange af vores hårde samtaler. Måske er det en naturlig del af det og være menneske, at vi huske særligt de mennesker som bringer “sorger” ind i vores liv. Til trods for det aldrig havde været lægens skyld at Aksel blev født med klumpfødder, så var det igennem ham det hele manifesteret sig.
ORTEZA-DE-Abductie-PonsetiNogle uger senere, efter mødet med overlægen, sidder vi til et af de sidste besøg hos jordmoderen, der siger hun det, sådan flettet pænt ind imellem ammekonsulationen og vejrtræningsøvelser. “Når nu han kommer til verden, så har I jo automatisk ret til to dage barselsgangen, eftersom han fødes med klumpfødder” På ingen tid havde vi lært at kæmpe vores kommende barns sag og ordet klumpfødder frembragte ikke længere den der koldsved, istedet fungeret ordet som en saftig bøf foran den vågende løvemor. Jeg var klar til at kæmpe for min søn og sikre ham det bedste af det bedste. Vi snakkede roligt behandlingsplanen igennem.  Hvidovre hospital havde skitseret det hele så fint for os og klædt os på til de tjek børnelægen skulle lave på ham. Da jeg samme aften tjekker tasken til hospitalet stopper jeg op ved strømprene. De små ekstra tykke strømper, med skriften “I Love Mom” og “I Love Dad”. Strømprene var en “tillykke med graviditeten”- gaven og modtaget før vi havde kendt til Aksels fødder. Det eneste jeg ikke havde købt af udstyr, det var strømper og de natdragter der havde fødder i da han alligevel skulle have gips på fødderne de første mange uger af hans liv. I stedet havde jeg købt den fineste lille pude, som skulle støtte under hans baglår når han skulle sove, så den tunge gips ikke belastede ham. Puden skulle også med i tasken, for hvis vi var på hospitalet en mandag, så kunne han komme med på den ugentlige gipsningsdag og påbegynde sin behandling.

9.4.11

Aksel kommer til verden på en måde som er sit egent indlæg værdigt. Da han ligger der på mit bryst, med hans små dybe øje, der har samme farve som havet, hvor bunden ikke kan ses, der mærker jeg kærlighed. Den rullede ind over mig og mens jeg lige så stille sang “Baby You Are A Firework” slap jeg al min angst fri. Endelig var han hos mig, så fin og smuk, så ny og så fuldstændig uvidende om hvilken verden der ventede ham.

9 April,2
Da vi har ligget sammen i nogle timer løfter vi lige så forsigtigt på dynen og ser dem så, de sødeste små ben trukket godt op som var han en lille frø der gjorder klar til spring. For enden af benene sidder de så, små fine bløde rynket fødder. Neglene er bløde, tåen ved siden af storetåen er længst og huden næsten gennemsigtig. Selve foden er krummet sammen, så der på undersiden af foden, ved forfoden, dannes et lille dybt V’lignende tegn. Ved den tynde ankel drejer foden indad så han mildt sagt kan klappe med hans fødder. Men han er der, han er min og helt perfekt, til trods for sin lille streg i regningen.

Inden 1 gibs, 2

Endnu engang tak fordi du læste med.

Fortællingen om mor til et barn født med en misdannelse fortsætter i et snart kommende indlæg, nemlig tredje og sidste indlæg om det at være mor til et klumpfodsbarn.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mor På Pause

image

Jeg husker tydligt hvordan jeg som højgravid, med Aksel, plaprede løs om, hvordan jeg ønskede at bibeholde en masse af den ting, jeg havde fyldt mit liv med fra tiden før-barn. Noget jeg, siden 15 års alderen, havde gjort mig i, var den årlige veninde tur. Turen som gjorder jeg lige kom væk fra det til tider trivielle, praktiske og ikke mindst HAM som mit hjerte havde kær. Turene gjorder at jeg udelukkende skulle forholde mig, til egne lyster og behov. For mange lyder det måske som det rene vand, men for en medløber, som jeg til tider kunne være i et forhold, så var det på mange måder hård kost at mærke efter hvad jeg i princippet selv havde lyst til. Selvfølgelig teamet jeg altid op med en elsket veninde, der forstod vigtigheden i kulturelle oplevelser, gode nætter på et dansegulv, hyggelige samtaler i strandstolen og som var klar på marathon shopping. Men så skete det, idet den lille gut forlod fødselskanalen og fik klippet navlestrengen, så opstod symbiosen. Hvilket fantastisk neurologisk værk og hvilket heleved.

Symbiosen som 5 uger post fødsel gjorder at man fandt sig storsvede i Vera Modas omklædningsrum og tænke “Giv mig min baby”. Eller som gjorder at man konstant tjekkede mobilen, første aften man endelig er ude uden baby og mos. Det hele ændret sig for mig. Der blev sortererer godt ud i venindegruppen, nye herlige bekendskaber blev gjort også lukkede jeg ned for de der dansfester i indre by klokken 5 om morgen. Ironisk nok løber jeg nu forbi selv samme fester under broerne og de festende er nu mit heppekor, men det er en anden historie.

Jeg forstod langsomt mit moderskab og indrettet mig i det efter bedste lyst, evne og behov. Jeg lærte langsomt men sikkert at navigere i al den overskyggende og ubetinget kærlighed. Lærte at forstå mig selv, post barn. Forstå hvilket stort familiemenneske jeg er, men også betydningen for de asociale perioder med små syslerier og fantasiskabende litterære værker og svedfremkalde løbeture. Jeg tvang mig selv til ikke at være den eneste der kunne putte, trøste og kende forskel på pyller og trætheden inden overtrætheden. Jeg gav plads og i takt med denne plads, stod jeg igen der, lidt tilbagetrukket og nu med muligheden for fokus på egne behov og lyster.

Hvad gør man så af sig selv, sådan en søndag morgen, uden Carls salv i ens glas eller booking på den lokale legeplads. Min søster vil nok mene at jeg stadig ikke selv ved det og at jeg derfor står tilbage med en massiv bunke overskud og energi, som ellers normalt bliver brugt på Aksel og Carl. Energi og overskud som nu sendes afsted som morgenvækning med massive klap og højt skrål af “Hip Hurra Det Er Din Fødselsdag”, eller typen der forslår aftenløbetur, lige cykler efter morgenlatte, toiletpapir osv.

Jeg ved ærlig talt ikke helt hvad og hvem jeg er, uden mine børn i området. Når jeg befinder mig i den ene del af landet og de i den anden, så føler jeg en vigtig del af mig er amputeret. Det betyder selvfølgelig ikke, st jeg ikke nyder afsted, men blot at rigtig meget af min person, simpelthen bygger på moderskabet. At mine handlinger ofte er spindet op omkring nogen små menneskers ve og vel og når de ikke er der, så bliver jeg løberen der står og laver englehop ved rødt lys, for hvad pokker skal jeg ellers lave ?

Nogen vil måske mene det lyder rigtig trist og sige : Jamen du er jo mere end Mor og ja, det er jeg, jeg er så meget mere end Mor. Men det er i relationen til mine børn og mand, jeg simpelthen trives aller bedst. For jojo, jeg nyder da at drikke 1,2,3 – 4 flakser hvidvin en fredag aften, at ose rundt i byen, læse dameblad uforstyrret på sofaen, lave mad uden at skulle korrigerer nogen fra at udvikle 3. Verdenskrig, eller bare se ligegyldigt tv klokken 16 om eftermiddagen eller ligefrem nyhederne, ude at skulle tage hensyn. Det nyder jeg da også. Jeg nyder det hele, nok aller mest fordi jeg ved det er en pause og kun en pause for noget som jeg elsker og skatter mere end mine fattige ord kan beskrive.

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit barn, født med en misdannelse del I. – En streg i regningen

Jeg har længe, sådan rigtig længe, gerne ville fortælle en historie. Ikke en med prinser og prinsesser, onde hekse og talende hunde. Nej – jeg har ville fortælle min historie, om at være mor til et barn født med en misdannelse. Det er på mange måder fortsat et rigtig ømt og tabubelagt område for mig. ”hvorfor så skrive om det” vil nogen måske tænke. Dengang jeg endelig besluttet mig for at nu skulle bloggen være, der lovede jeg mig selv at gå all in, med det jeg havde. Det inkludere stavefejl, at der til tider er længere tid imellem indlæggene også en kæmpe selektivitet i hvad jeg vil skrive om. Vigtigst af alt, så lovede jeg mig selv at være ærlig, med det i mente at de der ikke kender mig ”In Reel Life” måske kan sidde tilbage og tænke at jeg måske er helt ude i skoven. Det tvivler jeg nu ikke på, at dem der kender mig, også kan komme til at tænke til tider.

Inden jeg begynder, har jeg har brug for at lave et sikkerhedsnet. Simpelthen fordi jeg ved jeg går på en tyndt is, som så let kan briste og gøre jeg falder igennem og rammer eller ja direkte støder nogen, hvilket jeg bestemt ikke ønsker. Jeg ønsker ikke at andre skal føler jeg spår tvivl om deres valg og prioriteringer – vi er alle forskellige og vi skal alle have lov til at være her….

Dengang for knap 5½ år siden, da jeg lå der på briksen og mærkede den kolde gél blive trykke ud på min mave, var det med bankende hjerte. Det bankende, som om skulle til at springe ud af mit bryst. Vi var begge spændte og hele morgen havde jeg været irritabel over alt og intet, udelukkende fordi vi nu skulle til den scanning. Og nu lå jeg der, knap 20 uger henne, nygift også for lige at gøre det helt opkast romantisk, så havde vi 3 års dag. Hvilken bedre måde at fejre vores kærlighed på, end ved at få kendskab til vores kommende barns køn….

Hun er egentlig sød nok, hende scanningsdamen. Barnet i maven ligger lige så fint og gør det nemt at tjekke alt igennem. Da hun er ved at være færdig og skal til at kigge efter kønnet en sidste gang, spørger jeg, som var den en 6 sans ”Hvordan ser fødderne ud?” Hun kigger skiftevis på skærmen og hendes papirer og til sidst møder hendes blik mit. ”Jeg synes..” også rømmer hun sig, som var hun ved at tage tilløb til noget. ”Jeg synes faktisk det ligner der er varus fod, øhmmm klumpfødder” inden vi når at sige noget, hænger hun i røret og får fat i en læge mens hun forsigtigt rækker mig et stykke papir til maven, som signal om at scanningen er færdig. Hun ligger på og skriver så på en lap, som hun rækker til Morten. ”I har fået en akut scanningstid hos overlægen om 40 minutter.” Jeg husker ikke vores afsked og det var som sådan ikke fordi hun ikke var sød – jeg husker kun jeg mere eller mindre stormer ud fra hospitalet, ud i luften.

FullSizeRender (1)

I ly for kulden og undersøgende blikke, sætter vi os i bilen. Vi holder lidt i hånd også siger jeg stille men bestemt ”Det er da altid noget at barnet ikke skal hede Rasmus… Rasmus Klump, kan du lige se det?” også bryder jeg sammen. Jeg græder, græder i sorg, uvidenhed og i vrede. Jeg husker tiden i bilen som værende et af de vigtigste øjeblikke  for os som kommende forældre. Nok havde vi endnu ikke mødt vores kommende barn, men vi var begge fast besluttet på, at et par klumpfødder det skulle og ville ikke ændre på vores kærlighed til barnet.

Lidt senere ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lidt mindre kontakt ivrig læge også den samme sygeplejerske fra før. Han tjekker hurtigt op på at alt andet er som det skal være og siger så at begge fødder syner at have varus fod. Med blottet maveskind snakker vi lidt frem og tilbage også spørger jeg om han kan fortælle mig, hvorvidt det er stiletter eller converse sko vores barn skal iføre sig. Inden jeg får set mig om får overlægen belært mig om converse skos manglende ergonomiske støtte samt fast hælekap og måske var det set i back spejlet, den første virkelige introduktion til ”fodtøj til klumpfodsbørn”. Mit blik får måske afsløret min skuffelse, i hvertfalde siger han så ”det bliver en dreng” og inde i mig selv tænker jeg ”Det bliver en Aksel”…

Sacnning

Da vi er færdige og jeg får lidt flere scanningsbilleder til barnet bog overrakt, beder han os komme med ind i et tilstødende lokale, et lille kontor. Vi når knapt at sætte os før han langsomt men sikkert får forklaret os om misdannelsen varus fod. Informationerne var som sådan ikke ukendte for mig, da min egen fætter også var født med klumpfødder. Men for de af jer der tænker hvad pokker er varus for noget, så lyder en definition således :

Varus fod eller Klumpfod er en medfødt fejlstilling af foden, hvor foden er roteret indad ved anklen, så fodsålen peger skråt indad/bagud, og fodryggen fremad. Alle knogler, muskler, sener, kar, nerver er i foden, men muskler og sener er stramme på indersiden og det gør, at foden sidder skævt.

 Jeg huskerat, jeg egentlig tager det sådan rimelig cool og mit behov for struktur og kontrol indfinder sig. Nok kunne jeg ikke ændre ved mit kommende barn ville fødes med en misdannelse, men jeg kunne forberede mig, så godt det var mig muligt. Men lægen smider en bombe, en bombe som gør jeg parkerer hovedet i rummets papirkurv og tømmer maven fra dets indhold. Han snakker om årsagssammenhænge og ligger særligt vægt på kromosomfejl. Derfra tager det hele endnu en uventet drejning, fra at have lyn forberedt sig på at skulle have et klumpfodsbarn til nu muligvis at skulle deale med noget andet oven i hatten, det kunne jeg slet ikke håndtere. Vi havde forinden graviditeten snakkede om hvilket værdier, normer og grænser vi havde, i forhold til at skulle være forældre. Hvad vi som par ønskede at være ”herre” over, hvis muligt.

Gravid

Ret hurtigt står det klart, at vi skal have lavet en fostervandsprøve for at sikre os, klumpfødderne udelukkende er en misdannelse og at der ikke er nogen årsagssammenhæng. Lægen ringer hurtigt rundt og inden jeg ved at det ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lang tynd nål ned i maven. Det gjorder ikke direkte ondt, men husker jeg forsøgte at trække vejret så overfladisk som muligt, for hver gang min mave steg, trak den sig længere op omkring nålen. Mens der blev suget væske op, sikrede lægen sig hele tiden at Aksel blev hvor han skulle i maven uden at blive ramt. Da de har trukket nålen ud, overrækkers jeg igen det knastørrer papir og får endnu en papirlap i hånden. På lappen står en ny dato, en dato med et møde 3 uger senere, hvor det fulde svar på fostervandsprøven vil blive givet…

Aldrig i mit liv har 3 uger været så forfærdelige. Efter turen på hospitalet er vi begge trætte og selv er jeg helt ødelagt. Maven spænder konstant op og alle mine tanker kører rundt, som sad de i en karrusel i turbo mode. Dagene efter snegler sig afsted. Humøret pendulerer mellem at være glad til dernæst grædefærdig. Det ene øjeblik kigger jeg på barnevogne det næste på regler for abort efter uge 12. Mit liv var i de 3 uger det rene helvede og igen og igen fandt jeg mig selv sidde med foldet hænder og bede til at scanningerne ikke viste nogen årsagssammenhæng.

Scanningsbilleder

De 3 uger går og så sidder vi der igen, denne gang med back up i ekstra ører, i tilfælde af korthuset nu væltes. I stedet kigger den lidt halv distræte læge på os og siger ”I venter jer en sund og rask lille dreng, med en streg i regningen, nemlig to klumpfødder.”

Tusind tak, fordi du ville læse med, i første del af min beretning om at blive og være mor,
til et barn født med en misdannelse.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Pænt Nej Tak.

IMG_1671

Dengang for knap 6 år siden, da Hr. Mand og Jeg blev enige om at det der med børn skulle være. Der foregik det med en masse jonglering med tal og udregning af cyklus mm. På daværende tidspunkt var jeg kun 21 år gammel og godt i gang med min læreruddannelse. Dengang driblede jeg ned forbi studievejlederen, snakkede lidt om barselsoverlov, SU-regler osv. Det hele lå lidt i at jeg havde en tanke om at gennemføre mit studie på numerisk tid også samtidigt forelske mig hovedløs i vores kommende barn. Lidt flittig hovedregning, en god opbakning fra moder natur og 1-2-3, Aksel var en realitet og præcis 9 måneder efter undfangelsen, kom han på terminen og støttede allerede der godt op om sine forældres tanker omkring numerisk tid mm.

Jeg tænker man kan have nok så mange tanker om hvilken slags mor eller far man ønsker at være når den tid kommer. Selv har det udgangspunkt jeg havde tilbage fra da jeg ventede Aksel til i dag ændret sig gevaldigt. Praktiseringen af sukkerpolitik er blevet revideret efter jeg blev mor til to, det gælder også mit overskud, min mængde af bekymringer også alligevel kredser jeg fortsat om de samme kerneværdier. Kerneværdier som jeg og ikke mindst Hr. Mand finder vigtige i vores familie. Så dengang i foråret, da det endelige valg om studie vs. job skulle stå, det var det ikke kun mine egne lyster og ambitioner der vejede på vægtskålen men også den kendsgerning, at jeg altså var mor til to skønne drenge under 5 år.

Jeg mener vi alle bør og skal have lov til at vælge den måde vi ønsker at være forældre på. Jeg tror at vi grundlæggende kan regulere på rigtig mange forskellige ting, for i sidste ende at få de ting vi drømmer om til at ske. Det betyder blandt andet også at vi herhjemme har foretaget en række prioriteringer. Prioriteringer vi tit og ofte må stå på mål for. Prioriteringer som gør at vi ikke afholder sydlandskferier men i stedet bytter bolig indlands, at reklamerne for Netto og Rema1000 ofte diktere den kommende uges madplan og vi i ny og næh oplever at må melde pas på sociale sammenkomster i vennekredsen, simpelthen fordi økonomien ikke kan bære det. I stedet bærer vores økonomi noget helt andet, nemlig at jeg kan læse min drømmeuddannelse og vigtigst af alt, tilbyde vores børn en kæmpe mængde fleksibilitet i forhold til sygdom og fridage. Så kan det godt være ferierne på studiet ikke følger de klassiske skoleferie for slet ikke at sige ikke eksister, men der er så meget andet som man får forærende, blandt andet en gratis uddannelse og ydermere uddannelsesstøtte undervejs.

Alligevel oplevede vi hen over juleferien et lille strejf af ben hård realitet. Pludselig kunne jeg se hvordan mine dage på studiet havde ændret sig fra at være lettere børnefamilievenlige til nu at lægge i timerne 12-16. Og i al frygt for et kommentarspor der nu vil blive fyldt op med ”sådan er virkeligheden for mange”, ”velkommen til min verden” osv. Så ramte det mig virkelig. Særligt fordi, ud af de to dage jeg har på studiet, så gik det ind og ramte Hr. Mands studiejob om tirsdagen. Et studiejob der kræver at jeg henter og hygger om ungerne mens min kære mand tjener til familien. Det krævede store overvejelser for det kommende semester, for i realiteten kunne hans faste arbejdsdag bare rykkers. Men i frygt for ”At når mor kommer hjem er far lige gået” visen skulle være en fast vending for vores drengene valgte vi anderledes. Vi valgte i stedet at sige ”Okay en gang om ugen har vores drenge lang dag” eller mængden af timer ville der blive kompenseret for i den anden ende også igen ved de fleste forældre formentlig godt, at legene venter jo ikke. Så selvom vores drenge først kommer klokken 10, så har deres venner jo været godt i gang længe og det kan også skabe vanskeligheder. Men vi ville forsøge at kompensere andre dage, så som afhentning efter frokost om mandagen og fridage hist og her samt mængden af institutionstimer pr. dag på max 6. timer. Nogen vil nok tænker: ”slap da lige af og det dør de ikke af” og nej, det gør de forhåbentlig ikke, for vi har som så mange andre familier også dage hvor dagen lige bliver lidt længere end forventet eller et møde trækker ud, men helt grundlæggende så passer den tommelfingerregel os ganske udemækret.

Det var ikke en tommelfingerregel jeg havde i baghovedet dengang jeg blev mor også alligevel lidt derhenad. Det var i hvert falde en af hovedårsagerne til at vi hoppede ud i den der ”Mor og Far på SU situation”. Og særligt i dag oplevede jeg for alvor hvor elementær en del af mig selv de der timer i institutionen påvirker mig. I dag var det nemlig tirsdag og til trods for semesteret har været i gang i små 4 uger, så var dagen i dag første gang hvor den lange dag blev praktiseret. Udover at jeg allerede da klokken viste 15 begyndte at sidde uroligt på min stol, så begyndte min mave lige så stille at gøre vrøvl og det hjalp bestemt ikke dets nærmere viseren kom til 15:30 og dernæst 16. Og da underviseren erkendte at det nok ville trække lidt ud, måtte jeg pænt sammen med en del andre tilkendegive at jeg desværre var nød til at gå.

Der er 6 kilometer fra mit studie til ungernes institution. 6 kilometer med fin cykelsti, relativ mange lysreguleringer og sindssyg mange trafikanter som alle skal et eller andet sted hen på dette tidspunkt af døgnet. Selv kom jeg frem i susende fart, mens jeg igen og igen tænker at jeg bare skal frem inden klokken 16:30 for det er der den sidste tilknyttet pædagog til drenges stue havde fri og selvom drengene kender nabostuens pædagoger utrolig godt og også er trygge og tillidsfulde overfor dem, så har det bare en betydning. Inden jeg får set mig om står jeg der på stuen, 27 minutter senere og med svedige armhuler og stakåndet pusten. Pædagogens øjne fanger mine og siger så ”Bare rolig, de har haft en god dag og hygger sig, men man kan godt mærke at de ikke er helt vant til de her lange dage” og i bedste ”det er fandeme heller ikke meningen stil” får jeg pænt sagt, ”Det var godt at høre og det er også kun 8 tirsdage endnu… det er dejligt at vide du er her med dem”.. for pænt nej tak. Nej tak til lange dage og få timer med mine drenge, pænt nej tak i hvert fald et par år endnu. Vi har haft en dejlig eftermiddag, i lidt roligere tempo end normal og i langt færre timer end ellers. Da vi endelig var hjemme var klokken 17:10 også var der under 2 timer til sengetid. Heldigvis afhjalp de nu obligatoriske tirsdagsrester tiden i køkkenet men jeg kan desværre ikke forberede mig ud af, at mine drenge er også blive trætte allerede omkring klokken 18:30 og har til vane at sove omkring klokken 19. Så nu sidder man her, lettere rundtosset og tænker godt der er en ny dag i morgen.. Jeg glæder mig nu til i morgen tidlig, til endnu en morgen med leg, kys og knus og til en eftermiddag hvor jeg kan hente som det passer mig aller bedst… og så skidt pyt med jeg også gerne ville til Thailand..

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

Er vi gode nok?

MigOgMorskabet
Som I tidligere har kunne læse om her på bloggen, har jeg gennemgået et stort vægttab. Et vægttab fra 100 kilo klubben til de 65. Hvordan jeg lige kom så langt op på vægtskalaen, er anden historie.. Det er som sådan ikke vægttabet i praktisk forstand dette indlæg handler om, men mere det der er bagved. Forleden skrev, hvad der for mig, er en fyrtårnsmor her på de sociale medier, et fint og utroligt vigtigt indlæg. Hun er som sådan også denne fyrtårnsmor i virkeligheden og giver på mange måder et stort indspark til min egen rolle som mor, kvinden jeg taler om er Iværksættermor eller bare Jelana og indlægget jeg hentyder til kan læses HER. Det fik mig til at tænke, igen at tænke over egen figur i alt dette her og selvfølgelig hvilken vigtig rolle jeg spiller for mine to drenge, som Mor og dertil også rollemodel.

Jeg ønsker ikke at anskue selvbilleder betinget af køn, men blot pege i retningerne af undersøgelser der viser, at det oftest er piger der rammes af en spiseforstyrrelse. Det betyder bestemt ikke vi kun skal slå ring om dem, nej vi bør slå ring om vores børn generelt set og sikre os, at vores børn vokser op med sunde og almindelige kropsidealer. Hvordan man gør det? Første forslag er måske lige at kigge på mediebilledet, pille pigen fra Nygart klinikken ned fra Nørreport metrostadion. Prøv lige at forklare en knap 5 årig, hvorfor det hænger en nøgen dame ud over det hele? Igen sidespor, anden debat. Men samtidigt med vi kigger mediebilledet efter i kanten, bør vi også kigge ind ad. Det er før blevet påpeget vigtigheden i at tale pænt, men jeg tror vi skal dybere end det, jeg tror vi skal være langt bedre til at kigge på og i særdeleshed lytte til, hvad det lige er vi taler op og hvordan vi gør det.

Jeg har to skønne drenge rendende rundt omkring mig. Drenge der leger med skønne piger, både i institutionen og hjemme. Drenge som formentlig en dag vil begynde at gøre noget mere seriøst ud af betegnelsen kærester og de der lidt skarpt klippede røde hjerter. Drenge som med tiden vil forelske sig og her er spørgsmålet i hvilken type pige de vil falde for. Vi husker det nok selv fra dengang man lå hjemme på teenageværelset, med venner og veninder, udfyldte de der klassiske vennebøger fra ”Vi Unge”. Personligt kan jeg da hilse og sige, at min drømmeprins dengang gerne måtte være højere end mig, have blå øjne også måtte han gerne være charmerende. Senere med tiden kom der langsomt flere tillægsord til og det gjorde der også hos drengene: ”Sød, Sjov, Store Bryster, Tynd, Høj” Jaja, jeg husker sgu godt følelsen fra dengang jeg så min skolekæreste beskrivelse af hans drømmepige. Det var en lidt blandet fornemmelse og med tiden oplevede jeg da på egen krop, hvad udefrakommende kommetarer og sikkert en god bunke andre signaler gjorder ved min kropsforståelse og dertil forstyrret min egen spisning. Jeg husker hvordan jeg sorteret folk fra på Dating.dk, ”han er for pæn til mig”, ”For høj”, ”Ryger” mm. Selvfølgelig kiggede jeg også på udseendet men vigtigst af alt, oplevede jeg hvordan mit eget selvbillede skabte min tilgang til andre.

Så nogle gange tænker jeg, gade vide hvad for nogle piger de vil forelske sig i. Gad vide om de vil være gode til at svare på sms’erne, huske månedsdagene og de der små ting som ynglingsisen. Jeg tænker om de vælger hende den naturlige smukke, naboens datter, hende som måske lige bruger lidt for meget foundation eller hende der er helt naturligt bygget, med runde lår og fine hofter? Om de forelsker sig i hende den politisk aktive, læsehesten, rollespilsfanen eller fodboldpigen? På mange måder er alle de interesseområder lige meget, udseendet også, så længe at pigen de falder får, formår at bringe det bedste frem i dem. Men det kræver vel på så mange måder, at de lære at acceptere og elske dem selv for den de er, af både indre og ydre. At de ser dem selv som værende mere end gode nok og ikke finder det nødvendigt at anvende ekstreme midler for at ligne og være noget andet end dem selv. For nok reagere pigerne i statistikkerne over forstyrret spisning men samtidigt hiver ”drengene” nogle helt andre tal hjem. Tal som sættes i forbindelse med anabolske steroider og hvad der i dagligt tale kaldes for den 4. spiseforstyrrelse ortoreksi. Så jeg tror desværre vi mere end nogensinde før, står overfor en generation, dels af børn, men helt særligt forældre og bedsteforældre som må gå forreste og fremvise det gode eksempel.

Hvordan vi så konstruerer det gode eksempel, det afhænger jo igen af personlige holdninger. Selv tror jeg på alt med måde og nu tænker nogen måske ”Undskyld men er det ikke dig der vil løbe endnu et marathon” og finder min forståelse af ”alt med måde” lidt hul. Forståligt nok, men jeg ønsker ikke at løb og styrketræning sættes i forbindelse med et direkte vægttab. I stedet ønsker jeg, at mine børn får oplevelse af vigtigheden i at bruge sin krop, at holde den aktiv, stærk og i bevægelse, på godt dansk sund. Hvad vi så vælger at lægge i kassen ’sund’ det er så igen forskelligt. Jeg tror det er sundt at mine børn oplever en natulig tilgang til egen og andres krop, lidt alla ”Totte og Malene” forståelsen og hovedsagligt i selskabet af primære omsorgspersoner og at de første mange år frem til teenageårene primært består af ”funktions forståelse”.  At mine børn ikke automatisk tænker Fredag = Fredagsslik, eller direkte ’sundt’ vs. ’ikke sundt’. I stedet ønsker jeg de tænker balance. Ligesom dengang vi lærte vores børn at ligge på maven, til trods for hvor meget de end måtte hade det, så var det vi gjorde dengang, at ligge hele grundstenen for deres motoriske udvikling. En udvikling der med tiden også krævede at vi støttede op, gik med dem hen over gulvet, mens vi holdte dem i hænderne og tiljublede dem også oplevede hvordan vægten af deres hænder i vores forsvandt og gjorde at de slap og pludselig selv kunne…

Min drøm som mor er, at mine drenge forstår at de er gode nok, at de er mere end gode nok. At de måske lidt markante træk de har er deres, en del af dem og i en helhed skaber en sund, smuk og naturlig dreng. At selv når huden er uren, stemmen underlig og kroppen høj og ranglet, så er de smukke, unikke og helt perfekte som de er.

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Da kræften tog min mormor…

IMG_1518

Mine bevægelser er mekaniske, tankerne flyder hele tiden hen og mens det ene slide efter det andet gennemgås, så vandre mine tanker. Alligevel bliver jeg siddende, som er jeg frosset fast til stolen, ikke af lyst men af pligt, pligten til at holde mit løfte..

“Hvad nu hvis det er kræft?” Jeg sætter vinglasset på sofabordet og tvinger så mig selv til at møde min mors blik. Hun ligger hovedet på skrå og lader en hånd kører igennem hendes skinnende hår. “Ej det er det altså ikke…” Hun bider sig så i læben og rykker sig længere tilbage i sofaen. Så siger hun det, ja nærmest hviskende “det må det ikke være.”

Mens jeg forsøger at følge trit og nedfælde den hurtigtalende herres ord, kaster jeg i ny og næh et blik på mit venstre håndled, vane tro lader jeg pegefingeren glide hen over, hvad der må være min hovedvene, lige der hvor M’et er. Erindringen om smerten, den summende lyd og hendes halvforargede men stadige stolte smil finder vejen frem mellem OECD kritikken og økonomiske analyser.

”Ej hvad er nu det for noget?” Hun griber fat om min hånd og lader hendes tommelfinger glide hen over filmen. Den røde hævet hud bliver bleg under hendes blide berøring og tager så farve igen.  ”Med blod og blæk står dit navn, din underskift” siger jeg stille mens jeg studere hendes reaktion og den falder prompte, helt som forventet ”Ej for fanden Christina, din mor – hun bliver tosset” og lige der kommer det, hendes smil, glimtet i øjnene og stoltheden. Mere behøvede vi ikke at sige, vi forstod det begge to. Tatoveringen var på så mange måder en nødvendighed for mig.

FullSizeRender (1)

Da jeg endelig rejser mig, er det med en lettelse. Tanken om drengene der venter derhjemme, den kolde luft og smukke vintersol gør det let som en leg at cykle afsted. Mit gear er stadig fastlåst og mens Sia synger om overlevelse, en krop bygget af titanium og kinder i ulveskikkelser triller jeg afsted hjemad.

Vi sidder i bilen. Min Svigerinde og Morten sidder på bagsæderne og jeg ved siden af min bror. Det er under en halv time siden at min mor ringede. Den er helt galt. Det var dengang jeg fandt et program som Paradis Hotel som værende god aftenunderholdning. Hvor min obligatoriske sengetid ikke eksisteret, mine fingre var uden ringe og maven uden hvide striber. Min bror er bleg, min Svigerinde rødøjet og helt stille og med et forstår jeg pludseligt, hvad det er der er sket. Min bror fortæller langsomt og kontrolleret om min mormor. Et hjertestop og at hun var død… Genoplivningsforsøg, som grundet dets omstændigheder, ’heldigvis’ ikke havde haft sit virke. Jeg græder, græder stille og ulykkeligt. Græder i vrede, afmagt og sorg og et spinkelt sted i lettelse…. Lægerne havde givet os en besked, men min mormor gav os mere end vi havde ture drømme om. 

Mine søskende er alene hjemme. Min mor er kørt derud og nu sidder de der, velvidende om at noget er sket men lige hvad, det ved de ikke. Aldrig har jeg følt sådan en hjertesorg ved en samtale. Husker jeg sidder mellem mine søskende og holder min lillebror i hånden. Husker min bror og jeg skiftevis fortæller dem det. Husker deres gråd, min lillebrors indesluttethed og hvordan jeg bad ham give slip og få det ud. Husker hans hårdetryk i min hånd, mens gråden blev sluppet ud og husker hvordan vi bare var der, sammen, sammen i sorgen, os fire søskende, sammen. Min mor og morfar kommer noget nær midnat. De græder, fortæller og vi omfavner hinanden .. Det er slut og vi tænder et lys .. 

Mine ånde er synlig i den kolde luft og lyset viser først rødt, så gult og til sidst grønt. Jeg må knibe øjnene sammen for at sikre mig jeg ser rigtigt og kaster så et blik til højre og dernæst venstre og træder så på pedalen. Så svinger jeg ind på hospitalets område, og kører først forbi karpellet, dernæst akutmodtagelsen og videre ned igennem alléen.

Jeg står i døråbning, min familie er allerede gået ind, selv er jeg frosset fast, mine ben lyster ikke længere og hele mit sønderknuste indre bløder. Snotten, tårerne og den ukontrolleret vejrtrækning… Det er køligt, fredfyldt og sarte toner spiller i baggrunden. Flammerne fra stearinlysene flakker ganske lidt og hvis ikke det var fordi hun lå der, så havde rummet været indbydende. Jeg har aldrig set et dødt menneske før og nu står jeg her, i kapellet, hvor min mormor hviler. Min familie trækker ud af rummet. At se deres sorg, min morfar, mor, hendes søster, mine små søskende, det får kæben til at spænde sig op, mens jeg bore neglene ind i håndfladen. Det gør så inderligt ondt og scenerne fra igår spilles igen og igen for mit indre, opkaldet, køreturen, minderne og hadet, hadet til den altødelæggende sygdom. Hvem fanden havde inviteret den indenfor? Som en tyv om natten kom den, åbnet alle skabe, skuffer og kiggede i alle sprækker, mens den langsomt stjal fra os, ødelage alt og forlod os forandret, svækket og i sorg.  Min mor hviske stille, “Christina du skal gå ind nu” Jeg tager langsomt de sårbare skidt og står så ved hendes side. Hun er kold, fin og rynkerne er udglattet. Hun er så lille, så skrøbelig hun er lige der og alligevel er hun væk. Min hulken får frit løb, mens jeg langsomt stryger hendes hår, kind og hånd. Så fisker jeg den frem fra lommen. Det lille fine diplom “Verdens Bedste Mormor”. Gaven hun fik til hendes sidste fødselsdag, sammen med beviset af, hvad jeg havde brugt gårsdagens underskrift til.  Jeg løfter let på dynen og putter det forsigtigt ned til hendes bryst.

FullSizeRender (3)

”MOR” Aksel kommer løbende imod mig og et lille bump afslører at Carl formentlig er hoppet ned fra sofaen og de små hurtige skridt fortæller mig han er påvej og ganske rigtigt. ”Mutti udbryder han mens hans klapper i hænderne. Jeg smider hurtigt sko og jakke, hænge hjelmen på plads og lader resten rode.

Jeg sidder der i græsset, med vinden trækkende mod ryggen, håret piskende i siderne og saltet fra mine tåre bider i mundvigen. Jeg kigger alle og ingen steder hen, mod den lille dam med piletræerne vuggende omkring sig, på ænderne der vrælter afsted og den næsten usynlige gartner, der bevæger sig lydløst og ubemærket rundt. Jeg lader mine fingre køre langs de indgraveret bogstaver, A N N E  M A R I E , fejer så de ikke eksisterende sandkorn væk fra stenes ru overflade og samler så igen mine hænder i skødet.

Da der endelig bliver ro falder jeg udmattet ned i sofaen, hviler nogle minutter inden jeg fixe mobilen og computeren frem, svare på ubesvarede mails og færdiggøre dagens arbejde. Da det er gjort sidder jeg lidt, tjekker hurtigt op på de kendte og kongelige og fjerner så computeren fra skødet og går ind i spisestuen. Den hjemmelavet tændstikæske fra Aksel ligger på montanaen og lyset jeg tændte imorges står der, jeg lader svovlet køre mod æskens side, ser dets gnist og tænder så lyset.

Der er mørkt, ikke mørkt fordi det er vinter, men mørkt fordi jeg ikke kan finde lyset. Jeg synker, falder dybere og dybere ned og som et udspring fra timetervippen kan jeg ikke orientere mig under vandet, jeg kan ikke finde vejen op. Dagene tager hinanden, en efter en. Min appetit er svingende imellem sorgfyldt sult og trøstende æde flip.  Jeg er til, jeg er der bare, trækkere vejeret men får alligevel ikke ilten ned. De små vintergækker titter frem og forsvinder så igen, blomsterne springer ud, opgaverne bliver afleveret og en dag rammer jeg bunden. Bunden i alt min sorg og mørke. Til trods for jeg har ”malet” ansigtet på, smiler til kameraet og small talket så er jeg der ikke. Det ene shot tager det andet og pludselig føles det som jernfast knytnæven rammer mig i mellemgulvet og alting kører rundt. Jeg takker pænt for i aften, finder mig pludselig stående foran døren til opgangen med en nøgle der driller og ynglings støvler der gennemvædes af urin. Jeg rammer bunden og giver slip. Jeg skriftevis skriger, hulker og lader min maves indhold forlade min krop. Altring snører sig sammen og tvinger mig i knæ.

Det er 6 år siden, 6 år og 1 dag siden i dag. 6 år siden hun tabte til kræften og min familie og jeg mistede hende. Det er 6 år siden jeg pludselig oplevede at skulle eksistere i en verden hvor hun ikke var til. Sorg er lykkens og glædens modstykke, sorgen er på mange måder fascinerende og så indgribende. Dengang foran hoveddøren hvor jeg i min fuldheld ja – pissede i mine bukser forstod jeg for alvor budskabet ”Det giver en kort varme at tisse i bukserne.” alkoholen, trøstespisningen, de mange lure gav kun et kort afbræk i sorgen. I stedet måtte jeg fremad, møde hver dag med en styrke og langsomt lærer at leve med sorgen og ikke i den.

Jeg måtte lærer at leve med den kroniske angst, lærer at holde den i skak med løbeturne, den grønne kost, de gode grin og alle de følelser som giver sorgen dets modstykke. Jeg lærte igen at være til, med sorgfyldt hjerte, tanker til min skytsengel og med masser af liv omkring mig..

Ære være dit minde, i hjerte gemt og aldrig glemt.
Anne Marie, 07.07.1938 – 16.02.2010

Tak fordi du læste med..

Kærlig Hilsen Christina

Og du må være lige hvad du vil..

FullSizeRender
I dag sagde vores præst det så fnt ”Jeg vil klæde mig ud og Jeg må være lige hvad jeg vil!”. Det var så fint sagt, men fik mig alligevel til at tænke, må vi så også det – være lige hvad vi vil eller hvordan?

Diverse smart i en fart ’børneeksperter’ har i de sidste uger så fint skrevet om, hvorledes vores børns udklædning siger en helt masse om vores små poders person. Jojo – Jeg synes faktisk tit ungernes udklædning siger mere om barnets forældre? Er din mor hende der stod i BR ti minutter i lukketide eller hende der rippede hele stof2000 for fleece og syet det vildeste unikum eller bare slæbte lidt papkasser med hjem fra Føtex? Det er jo som sådan lige meget hvordan det der kostume er opstøvet, det er jo gjort med tanken om at glæde ens barn. Carls er for eksempel fundet i Mødrehjælpen til sølle 35 kr. og passede perfekt til drengens ’Katte Fetich’ og forældrenes su-basseret økonomi.

Jeg tænker,, at de fleste forældre i dagens Danmark anno curling barn eller noget lader deres eget yngel vælge udklædning og måske vil en mene, at lige dette valg er en ALT for stor beslutning for børn at tage. Jeg tror dog at feriemål, hverdagspåklædning, deleordning og ja den der ”skal du i seng nu?” bydeform er vildsporet og måske ikke helt så meget udklædningen. Alligevel har jeg da haft søde børn på rådgivningen som spurgte ind til råd om udklædning, for hvad nu hvis de andre i klassen grinte og det er jo forståligt nok en stor problematik for mange. Her ville jeg personligt nok være ret så ligeglad, men jeg er også 27 og når man først en gang har set sig selv med voksenble og nettrusser, så kan det sgu ikke gå helt galt fremover.

Da jeg første gang, i starten af januar spurgte vores ældste, Aksel, om hvad han nu kunne have lyst til at være faldt svaret prompte på Anna, hende fra Frost. Jah okay, den skulle jeg lige sådan arbejde lidt med. Drengen er knap 5 år gammel, han oplevede ligesom sit Frost trip forrige år og regner lidt med det rammer igen, når nu Disney får lavet den der 2’er færdig. Og nu vil en nok lige gå 2 sætninger tilbage eller bare allerede ved baggrundsviden om at Aksel jo er et drengenavn tænke : ”Jamen det er jo en prinsesse”..

2802045240060M

Jeg synes nu Anna er en rigtig gæv og fin prinsesse, selv var jeg altid mere til Disneys Mulan, Esmaralda eller Pocahontas men okay godt så. Jeg måtte sådan gå lidt rundt i ring for sandheden er, at Aksel er og bliver opdraget som jeg mener alle børn skal have lov til, nemlig med muligheden for at trille en tur med barnevognen, lege med sværd, synkron støvsuge med Mor eller Far (herhjemme deles det huslige lige over) og ja have en udklædningskasse som rummer alt fra Politimand til den famøse Elsa Kjole, det er igen en fra Frost. At deres legetøj ikke bør bærer præg af samfundsmæssige konstruktioner om hvad køn er og bør være men udelukke afspejle barnets præferencer, at nogen så får et Traktor Trip eller udelukkende vil lege med Bamser og barnevogne, det er hvad det er, så længe legene er gode og er med til at udvikle barnet.

Der er da ingen tvivl om, at vi som forældre har skulle svare på et spørgsmål eller to om den kjole i udklædningskassen, men det har Aksel sjovt nok ikke skulle – for han og alle de andre børn ved jo godt at han jo bare klæder sig ud. Voksne derimod tror jo så at den der glimrende blå kjole er ens betydning med at han udvikler sig eller er homoseksuel. Der tænker jeg folk ærlig talt lige må have ro i trussen, det er sgu ikke en glimmer kjole der skaber seksuelle præferencer men noget helt andet og så længe det ikke handler om syglige dyrkelse af mindreårige, mødre komplekser eller noget med dyr, så drejer jorden altså stadig rundt for mig. Jeg tror dog det er vigtigt ikke at spænde ben for ens eget barn og ligesom jeg aldrig ville sende Aksel afsted i institution på almen hverdag i politi-udklædning, så ville han heller ikke komme det i Elsa eller Anna kjole, medmindre det var fastelavn. En gang spurgte en med studerende mig : hvad så med en almindelige kjoler og lige så køns neutral jeg måske kan lyde til at være, lige så lukket er jeg også, nej, mine drenge ville ikke komme afsted i en almen pastelfarvet kjole MEDMINDRE vi er ude i noget direkte transseksuelt ala ”Mor jeg føler mig ikke som en dreng”, hvilket nok lige ville kræve en god bunke terapi med råd og vejledning men ellers nej. For nej, jeg synes da også der er grænser et sted, men det betyder ikke at der kun må være guldneglelak på tommelfingeren og at håret absolut skal været taget med en trimmer. I stedet mener jeg at helt basalt hverdagstøj er noget helt andet og for igen at vende tilbage til det med valg af påklædningen. Så mener jeg ikke børn selv skal stå med den, de skal møde som børn, uden små forhindringer og hvis Aksel stod der i en fin hverdagskjole fra H&M, ja så tror jeg nu nok at børnene den første dag ville tænke ’okay så’ men om de også ville det den anden dag eller den tredje det ved jeg ærlig talt ikke? For så ville det hele jo ikke længere bare være en gang udklædning.

IMG_1398
Men okay, Anna, Prinsesse Anna af Arendal, og da vi så stod der i Legekæden og skulle købe kostumet, så var der bare denne her tryllestav og 1-2-3 ”Ej Mor, jeg kunne jo også være troldmand !” Godt så, barnet fik kappe og hat i pakkekaldendergave af ’Julemanden’ og inden vi fik set os om var beslutningen taget og Aksel skulle nu være Troldmand, at brillerne så lugter lidt af Harry P, jaja, arret har Aksel jo også i panden men der er vi skønlitterært endnu ikke nået til. (Ja jeg er også en af de mødre der overholder aldersgrænsen på diverse film) Så ”Bare Troldmand” og ikke nogen Anna i år, at han så stadig snakker om Frost fødselsdag og muligheden for at klæde sig om som Elsa der, det vil tiden vise, ligemeget hvad, så er vi / jeg klar.

IMG_1388
For ja, for første gang i mit 27 lange år prøvede jeg nemlig noget helt nyt, efter at have været krokodille sidste år og året før det Tiger, så prøvede jeg lige det der prinsesse halløj af og må da indrømme den blå farve måske står meget godt til mine øjne ..

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

HUSK jeg også kan følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet