Genbrugs pakkekalender Del I.

Julen banker så småt på døren.
Mine egentlige tanker omkring al juleriet, det fortjener sit helt eget indlæg, så stay tune. I næste uge kommer indlægget: Julen – Krisernes tid. Som titlen nok afslører, så er min tilgang til julen præget af en stor del socialrealisme, men skrevet af et juleelskende menneske.
– Så fik vi det på plads.

Dette indlæg handler om en juletradition, som finder sted hjemme hos os.
Pakkekalenderen.
De af jer der læste med sidste år, kender den måske allerede og vil hvis I egentlig bare gerne se hvad ungernes pakkekalenderen indeholder – til mulig inspiration?
Så scrol da bare videre.

Julen – traditionernes tid.
I vores lille hjem, elsker vi traditioner. Så længe de kommer i en grad, hvor vi ikke kvæles undervejs, for at opretholde og indfri dem. Min generelle tilgang til livet og de læringsprocesser vi skal igennem, indeholder det væsentlige punkt: Evaluering.
Ved evaluering af ens handlinger, kan man ofte spore og optimere sin egen præstation.
Hermed forstået, at når man først et år har stået 4 dage før den 1 december og vandret hele byen tynd for at finde 24 pakkekalendergaver, så er det kun plads til forbedring. Jeg har i hvert fald været der og det var en dyr, lettere plastik fantastisk oplevelse.

Vores pakkekalender tradition, bygger på troen om at Julemanden findes.
Hvor længe denne tro består hos vores børn, det må tiden vise. Indtil vi skal forholde os til de store ”skabelsesspørgsmål”, så findes Julemanden hos os.

Natten til den 1. december, kommer han derfor med et lille fint billede illustreret brev og en gave. I brevet står der lidt om julemandens forgangene år, hvorfor han kommer med gaver og sidst men ikke mindst, de praktiske foranstaltninger for leveringen af gaven. Det står der mest af alt for at skabe faste holdepunker, da julen ofte bringer en del uregelmæssigheder og store mængder stimuli med sig. Derfor fortælles der, hvordan julemanden hver nat frem til juleaften, ligger en lille gave, i den ophængte julestrømpe.  Drengene ved så, at julemanden nogle gange, når han skal ind i Tivoli eller besøge andre børn, slår et smut forbi og der derfor kan være dage, hvor der enten ligger lidt lækkerier i strømpen eller at der måske er blevet pillet ved mælkens farve. Det sker dog udelukkende fordi en af julemandens nisser er utrolig drillesyg.

Førhen stod der et fint filigrantræ i stuen, som julemanden leveret d. 1 december. Det skabte dog stor længsel efter de mange fine gaver også lagde julemanden ellers stilen om. Overordnet synes jeg at julen, hvis man har børn, skal afholdes i børnehøjde og med respekt for de små let påvirkelige sind.

Pakkekalender på budget.
Da julemanden, som besøger os, ikke er udstyret med et egentlig guldkort og samtidigt har en tilgang til, at pakkekalendergaver er små fine brugbare sager, så er hele grundtanken bag pakkekalenderen den, at gaverne i sin helhed, ikke skal koste en formue. Derfor indkøbes gaverne først og fremmest løbende igennem hele året og helst på loppemarkeder, dba.dk eller reshopper. Nogle pakker kommer også helt fra ny af og det skyldes ofte at Bilka.dk eller diverse legetøjsbutikker, kører med en tilbudskampange. Måske kan i mellem linjerne læser at forberedelse er et af nøgleordene for indkøb af pakkekalendergaver.

I dette indlæg, er det Carls pakkekalender, som vises frem. Carl er knap 3 år. Nogle af gaverne er små og andre lidt støre.  Grundlæggende så ønsker Hr. Mand og jeg ikke at give drengene 24 plastik-fantastisk-gaver, som 10 minutter efter de er pakket ud, mister deres værdi. Når det er sagt – så glæder jeg mig virkelig til at jeg kan købe et lille flot viskelæder, eller en glimmerkuglepen og ligge i sokken, men det kræver trods alt et skolebarn og det er der for morens skyld heldigvis lidt tid til endnu.

    

Carls pakkekalender består primært af genbrugsguld og har så enkelte gaver der er købt fra nyt af.
Den samlede pris for hans pakkekalender er 340 kr.

  • De helt store pengesluger er:Alpakatrøjen, som er købt på loppemarked til sølle 50 kr.
    Ninjaerne fra Ninjago, som er købt via Ebay, på auktion til 35 kr.
    Belle, fra Skønheden og Udryet, til 50 kr. Købt fra ny og var ikke til at opstøve brugt.

Størstedelen af playmobilpakkerne, er fra en stor kasse brugt playmobil, som vi købte i forbindelse med Aksels fødselsdag tilbage i april. Den har vi kunne håndplukke fine små sæt fra og derigennem også holdt julemandens budget nede.

Alt i alt har de 24 pakker, en gennemsnitspris på 13 kr og 50 øre.
Og det synes jeg ikke er helt galt.

Jeg håber indlægget måske kan inspirer til dette års eller pakkekalendere i fremtiden.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen

En anderledes sommer

De af jer, som følger med på Instagram eller har læst mine indlæg om hvordan filmen knækket (kan læses her og her), de ved måske, at min sommer på mange måder har været præget af en kortslutning, en mental en af slagsen. En kortslutning, hvor ikke engang sikkerhedsreaktoren kunne få kontroltårnet til bare at slumre.
Alle elektroniske impulser var borte og der var ikke andet for, end at ligge sig flat ned og tage hver dag som de kom.

I ly for alle former for stimuli og med kyndig vejledning, lærte jeg at trække vejret, helt ned i lungerne, ud til fødderne også puste ud. I takt med jeg tog kontrollen over eget åndedræt, lettet det altomsluttende røgslør og verden stod pludselig endnu mere klar, farverig og udfordrende end nogensinde før. Afskåret fra verdens storm, stillingtagen og ansvar, så jeg på himmelens skyer, deres faconer, som kun min egen fantasi kunne formgive og hvis mælkehvideskær, for mig, blev til noder. Noder som skabte kontakt og som med tiden der gik, genstartet et nedlagt og sammenbrudt system.

img_7122
Når “kontroltårnet” lukker ned, så gælder det oftest om at have en sikkerhedsbygning, i baghaven til kontroltårnet. I mit tilfælde, så blev min baghave fyldt med underskønne mennesker, i neonskinnende veste og de sikrede sig, at trafikken og al dens andet indhold kunne fortsætte sin gang, til trods for “kontroltårnet” var ude af drift. At sikkerhedsbygningen holder og bemandes, det ved man i princippet ikke før det for alvor skal stå sin prøve. Nok har man måske testet det, men en test er nu engang blot en kunstig opstilling af diverse scenarier, som i bund og grund aldrig vil kunne måle sig med ‘The Real Deal’. Min sikkerhedsbygning blev bemandet, den stod der, i min baghave og den var der, selvom livet på mange måder viste sig fra sin mest grimme og frygtindgydende side, så sprang noget frem, smukkere end mine sølle ord kan beskrive. I stedet vil jeg blot sige: vigtigst af alt er kærligheden og tak er og bliver et fattigt ord, men også det ord kun den fattigste kan føle trang til at bruge, når alle andre ords værdier end ikke favner.

img_7123

Sommeren var på mange måder på sit højeste, da kortslutningen indfandt sig. Den indeholdte diverse sommerfester, skub op is og bæltet med fregner over næsebenet. Alligevel var den egentlig ferie aldrig rigtig blevet påbegyndt og hvad gør man så?I mit tilfælde skærer man alt unødvendig støj fra, som sommerland, flyveture og hvad andre kapitalistiske fornøjelser kan frembringe og retter blikket mod naturen.

I ly for omverden, blev de helt spæde toner sluppet frit. Mens vilde himbær og skub op is fedtet de små børnehænder. Lugten og blandingen af saltvandssprøjten, træernes friskhed og tang var sommerens potpourri. Og langsomt, med en form præget af to skridt frem og et tilbage, blev de runde æblekinder understreget med et smil, som med tiden blev bredere og også mere og mere selvsikkert.

img_7124

Min sommer kan ikke købes på et postkort. Den kan ikke måle sig med turen i Disney land, eller prale med de vilde kulturelle oplevelser. I stedet kan jeg rette ryggen og vide at det på mange måder blev den sommer der ændrede mit liv for altid. Sommeren var den, hvor min psykes uskyld blev udsat for et overgreb så voldsomt og brutalt, at den til evig tid, vil være beviset på hvad jeg så menneske kan overkomme, til trods for dets ar stadig er blodrøde og sårskorper endnu hæfter hist og her, så var dette sommeren der ændrede alt. Det var sommeren hvor end ikke overgangsritualet med pottetræningen, tabet af mælketænder, den personlige løberekord på 10 kilometer eller børnesangen, sunget på melodi står klarest.

Klarest af alt står kærligheden, til livet, min mand, børn, familie og venner men også til et system, et land og for det generationer før min egen byggede, for uden det, havde min anderledes sommer slet ikke været.

Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Knæk Cancer Del. V

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Flashback
“Hej Chris”. Hendes øjne tindre som altid og det store brune kruset hår, omfavner hendes kønne ansigt. Hun møder mig med et smil men smilet stivner, idet hendes øjne mødre mine. Jeg kaster mig om hendes hals og græder. Jeg græder højt og inderligt. Græder som et lille barn der har slået knæet eller som er faret vild i supermarkedet og nu leder efter sin mor. Jeg græder mens vi bare står der og omfavner hinanden. Hendes far kommer ud. “Hvad fanden sker der Chris?”. Jeg ryster stille på hovedet, trækker mig så undskyldende fra min veninde og fremstammer så “Jeg skal bære kisten”.

Jeg tro’de der var
så mange dage.
Så mange dage,
var der tilbage.

Hvis vi er heldige
Sommeren står på sit højeste og jeg husker de mange snakke, min mor jeg imellem. Hun fortæller mig i slutningen af juli, at lægerne er ved at kaste håndklædet helt i ringen og vi desværre skal forberede os på, at tiden er knap. Spørgsmål omkring hvad det betyder, stilles og blev på daværende tidspunkt, besvaret med det hypotetiske svar: “Efteråret, måske hvis vi er heldige også julen.” Det vat så absurd at man kunne bruge ordet heldig, i forbindelse med en sætning som samtidigt også omhandlet døden. Alligevel lærte jeg, i løbet af det efterår, at nok selvfølgelig aldrig er nok, men lidt er bedre end intet.

Flashback
Vi går ad bladfyldte stier, mens vinden suser i træernes toppe. Min kusine og jeg, skiftes til at skubbe kørestolen. Hvis vi havde vidst, at dette havde været en af de sidste gange, vores Mormor ville komme ud på en egentlig “gåtur”, tror jeg vi kunne havde gået i evigheder. Min Mormor sidder der, håret er fortsat velsiddende men kinderne har mistet deres volumen og smyger sig istedet til hendes kæbeben. Folk der passere os kan ikke se det, alligevel er den der, kræften.

Og pludselig
er alting forbi,
og tiden bli’r
uendelig.

En lille beskeden plads
Efteråret kommer og går og min Mormor er stadig hos os. Sammen med lægerne har min Mormor taget en beslutning. Behandlingen er stoppet og en eftermiddag bliver jeg fortalt, at der er blevet valgt et gravsted. Et beskedent men smuk gravsted. Havde det været helt op til min Mormor, var hun blevet lagt ved de ukendte, men betingelserne har pludseligt ændrede sig og som altid tænkte hun på os andre frem for sig selv. Hun valgte, sammen med min Morfar, et sted vi kunne gå hen. Et sted hvor vi kunne se ænderne bade om sommeren og om vinteren lade sne landskabet tryllebinde os.

Kravlenisserne og deres nisser venner i vatlandskaber, kommer frem rundt omkring os. En eftermiddag pynter jeg op hjemme hos min Mormor og Morfar. Det er blevet en fast del af min hverdag, at besøge eller ringe sammen med hende. Selvom besøg og telefonsamtalerne, altid har udgjort en stor del af vores forhold,  så bliver de pludselige elementære for mig. Når vi er sammen ligger min iPhone tit gemt på sofabordet, mens det optager vores samtaler. På mange måder begyndte jeg at tage opbygge en falsk form for tryghed. Men hvordan gør man, når man ved at tiden er knap?

Flashback
Pigekorets smukke stemmer synger “Vær velkommen” mens jeg klamre mig indtil Morten. Så slipper jeg ham, for sammenbrudt at søge imod køkkenet. Jeg kan ikke! Mens himmelen fyldes med de smukkeste glimtende udspring, kører jeg ad cykelstien hjem. Jeg kunne ikke fejre og tage imod det nye år, inderst inde vidste jeg jo godt hvad året ville bringe mig, min familie, min mormor. Mere end nogensinde før, var jeg bange for livet. Bange for hvad der skulle ske og hvordan jeg overhoved skulle være i en verden, hvor min Mormor ikke længere var.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag

En lang og kold januar ..
Det bliver januar. Mørket begynder for alvor at overtage alt og min Mormor bliver mere og mere syg. Min mor har taget delvist orlov for sit arbejde, for istedet at kunne passe hende. Det hele begynder at gøre ondt, dels på hende selv men også på os andre. Selvom det kun var hende der bar sygdommen, så føltes det som om, den var begyndt at sprede sig. Oftere må jeg under mine besøg, hos hende, søge mod toilettet, for at lade tårerne få frit løb. Det hele gjorder så ondt og selvom jeg inderligt prøvede at gøre alt godt, så hjalp der intet. En af vores sidste snakke sammen, handlede om at spekulere, som hun kaldte det. Hun havde altid påstået, at det var noget jeg gjorde mig for meget i og at jeg nogle gange bare måtte være til også skulle det hele jo nok ordne sig. Hun havde som altid ret. Hun bad mig om at love, at være mere ligefrem, istedet for altid at have en plan A, B, og C, det var alligevel ikke dem jeg blev lykkelige af.

Da du gik, tog du noget af mig med
Det bliver februar, også sker det.
Jeg husker alt fra den aften, hvor opkaldet kom. Jeg husker snakken. Husker besøget i kapellet. Husker hullet i hjertet, den konstante smerte i maven, som bare vokset og åd mit indre op. Husker sorgen som plaget mig i mine sparsomme timers søvn og dagdrømmene, som jeg bevidst lod mig forføre af.

Og hvor er du?
Jeg savner dig nu.
Dit hjerteslag,
gjord’ natten til dag.

Flashback
Først et, så to sæt strømpebukser. Den sorte kjoles lynlås genere mig og hårtotter hist og her falder igen og igen ned i øjnene. Min mor taler, hun siger mange smukke og rigtige ord. Imens hun taler presser jeg benene mod bænken foran mig, mens neglene borer sig ned i håndfladen. Præsten siger lidt, holder en smuk prædiken og rundt om os er der masser af blomster, hele kirken er fyldt. Jeg rejser mig og går med tunge skidt op til kisten. Jeg kaster et sidste blik på Morten, ser så min mor smile vedmodigt inden øjnene fyldes med tåre. Jeg træder et skridt frem og mærker hvordan armen spænder op, som var det mit tungeste løft. Havde det bare været så vel. Mine tårefyldte øje er bevidst rettet mod gulvet, mens kæben er spændt op, i forsøget på at kvæle min indre hulken. Vi når ikke ret langt ned af kirkegulvet, før jeg må give efter og lade hulken slippe ud i kirkens rum. Jeg græder, velvidende om at jeg ikke er i stand til at stoppe igen mens jeg langsomt forsætter ud igennem kirkens døre, ud til rustvognen hvor jeg slippe mit tag i kisten. 

Så lys og så let,
din latter, dit åndedræt.
Nu’ alt så tungt,
min sjæl er forgrædt

Tiden efter min Mormors begravelse er sløret…

Og nu er det sent,
og alt er forbi,
en evig nat
indeni.

Flashback
Jeg retter på den flettede læder-snor i håret og fjerner med en fingrespids, lidt af den halv udsmurte eyeliner. Så kaster jeg et sidste blik i spejlet. Jeg er fuld og ser også sådan ud. Det er¨terningeaften¨ på seminaret. En af studieårets sidste fester. Festen, hvor alle studerende, fejre at de har afleveret deres skriftlige opgaver og nu kun står tilbage med det mundtlige forsvar. Det er festen, hvor alle fredagsbarernes overskud, financier at de studerende kan nøjes med at slå med to terning, for derfra at kunne bestemme beløbet for deres køb i baren. Min ånde lugter fælt af Fisk og på min blomstrede top, er der sågar en sort plet. Jeg sætter mig blandt mine studievenner og drikker videre. En kær veninde kommer over og ligger armen om mig og hvisker så, at det er herligt at se mig smile lidt igen. Hun skulle bare vide. De sidste måneder har været præget af alt fra fosterstilling, søvnløsen nætter, lange løbeture og masser af arbejde. Arbejde som har gjort krav på min fulde koncentration. Smiler modvilligt tilbage og mærker også hvordan jeg føler mig så let, ja helt levende. Flasken med fisk er tom og hurtigt hiver jeg en ny frem fra Føtex posen. Inden klokken er 18, er den også tom og antallet af indtaget genstande, er umuligt at udregne, for gruppen af dansklærerstuderende. Jeg kan godt mærke det, det hele begynder at kører rundt og pludselig er mine tanker alle andre steder end der hvor jeg fysisk er. Pludselig vælter det hele rundt og den kugle i maven, som jeg troede jeg havde spærret inde og bare lært at leve med, springer op fra sin aflåste kiste. Det er som om den i sit bad af sort væske samler fornyet kræfter og med lynets hast for jeg pakket mine ting sammen og 1-2-3 er jeg ude af studiet og på vej hjem på min cykel. Morten skriver i samme øjeblik jeg helt hovedeløst holder for rødt. Får pænt klasket noget sammen, jeg senere forstår at han har tolket som et råb om hjælp. Slingrende kører jeg op ad vejen og får smidt min cykel i stativet. Jeg burde ikke have cyklet, min kuglen i maven vælter rundt og tanken om at stå der på åben gade, når den springer, er uudholdelig. Jeg flår nøglerne op fra jakkelommen og får den med nød og næppe ind i nøglehuldet. Idet jeg drejer, sker det, som en bombe der eksplodere i mit indre, så knækker jeg sammen, og tårerne får frit løb. Mens jeg sammenbukket og med krydser ben, mærker hvordan alt i mig søger mod hver sit verdenshjørne. Billeder, minder, stemmer, alt flyder sammen og i et kort sekunder bevidsthed, opdager jeg, hvordan en varm væske løber ned af mine ben. Jeg får først skubbet døren op til opgangen og dernæst hovededøren ind til lejligheden, men forsent. Jeg kommer ikke længere end til første dørtrin før jeg ligger der, hulkende mens jeg igen og igen hamre den ene knyttet hånd imod gulvet. Igen og igen kramper maven, mens snot og tåre indsmøre mit ansigt. Længe ligger grædende, nogengange højt, andre gange helt stille, indtil jeg til sidst skriger af mine lungers fulde kræft Jeg vil have min mormor!”.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag.

Den 16 februar 2010 blev mit ændret. Min familie mistede sit samlings punkt og vi  stod vi tilbage med en sorg, større end ord kan beskrive.
Min Mormor kæmpede en brag og tapper kamp og formåede til det sidste at holde hovedet højt.

Ære være dit minde – Anne Marie – Verdens Bedste Mormor

Tak – fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Du kan støtte Kræftens Bekæmpelse arbejde på knæk cancer 

. . .

Har du lyst, kan bloggen også følges på Bloglovin, Facebook

Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Knæk Cancer Del IIII

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

 

Da alt ændrede sig

Flashback
Mine hænder ryster så talepapiret blafre, som var det dét dannebrogsflag, der vejrede i vinden, oppe over kolonihaven. Der er helt stille i teltet og kun min stemme og biernes summen i blomsterne omkring, kan høres. Ud af øjenkrogen kan jeg se Morten har vippet solbrillerne ned fra panden, til trods for han ellers sidder i skygge. Jeg ved det godt. Små snøft hist og her bevidner mine ords dybde og selv er min egen stemme til tider bævrende og noget nær knækkende. Jeg havde virkelig været i tvivl om den tale og flere gange overvejet blot at skrive et fint kort. Alligevel havde jeg fået overbevist mig selv om, at denne her tale var vigtigere end alle andre taler. Selvfølgelig havde det da også en betydning, at det nu var en rund fødselsdag, en 70 års fødselsdag. I talen fortæller jeg om min mormors ubetinget kærlighed. Hvordan jeg altid har opfattet hende som en Mor2, hendes betydning for mig og hvordan hun på mange måder altid tilsidesatte sig selv, for andres ve og vel. Talen hed “Når Mormor sagde hold mund”, for det sagde hun altid, når man forsøgte at afslå hendes generøsitet. Sådan var min mormor.

… det er kræft
Min Mormor bliver syg i april 2009. Faktisk havde smerterne i låret kommet og gået i et par måneder inden. Men en dag i april vender det hele og alting bliver pludselig fyldt med uvished. Den forbandede, altomfattende uvished. Selvom min Mor og Jeg, en aften med hvidvin på bordet, havde lufter tankerne, så tænkte vi begge, at det ikke kunne passe, måske fordi vi ikke ville lade det være det, som det desværre viste sig, at det var, nemlig kræft.

Flashback
Vi har jordbærkage og et tæppe med. Mine søskende er glade og min Mormor sidder der i solen. Hendes øjne er gemt bag solbrillernes tonet glas. Min Morfar, Mor og Morten er også med. Sammen snakker vi lidt frem og tilbage. Alligevel er alting forandret. For to dage siden ændrede alt sig. Alt hvad jeg før havde troede på her i livet, var lige pludselig som en både uden åre på det åbne hav, uden tegn på land i sigte. Indvendig græder jeg, men udadtil performer jeg og hjælpe til mens jeg samtidigt forsøger at være den glade pige. Men jeg er ikke glad, jeg er ulykkelig. Min mormor har kræft og pludselig er alting så forvirrende. Min Mormor smiler og klemmer min hånd idet vi siger farvel.

Lægerne siger…
Uvisheden fyldes ud af en forbandet masse undersøgelser, prøver, scanninger og samtaler. Inden at nogen overhovedet så at min mormor var syg og hele forløbet begyndte, havde Morten og Jeg bestilt flybilletterne, til vores livs backpacker eventyr. Pludselig var al rejselysten klemt ud af mig og i stedet var behovet for, konstant at være min mormor nær altover skyggende. Ugerne op til afrejse datoen svævede jeg mellem at aflyse hele møget, for i det næste øjeblik at beslutte mig for at skulle afsted. Min mor beder mig rejser og minder mig om, at lægerne siger at det er okay. En eftermiddag, min Mormor og Jeg er ude at gå, klodser hun pludselig bremsen på kørestolen. Hun fortæller hvordan hun ikke vil acceptere at jeg bliver hjemme, fra hvad der bliver mit livs eventyr. Husker vi længe står der på stisystemet og husker også, at vi aftaler at hun skal være der, når jeg kommer hjem igen. Det lover hun mig.

Flashback
Jeg græder, mens jeg gennemlæser brevet en sidste gang. Alting er pakket og klart. Pas, billetter og pengene ligger i bæltetasken. Nøglen til min veninde, som skal bo i lejligheden, ligger på køkkenbord. Det eneste der mangler er brevet. Brevet som kun skal videregives, i tilfælde af det bliver nødvendigt. Hvad skal man skrive oghvad skal man sige til et menneske, hvis man aldrig mere får chancen igen. Mine ord føles så fattige og ligegyldige. Alligevel ved jeg, at tanken om at leve et helt liv, uden at have fået videregivet disse ord, er ubærlig. Til trods for de næste to måneder vil byde på en masse oplevelser, hvoraf det eneste der er sikkert, er hvornår flyet går tilbage til København, så ligger der et guldkort i min pung, der understøtter min plan B. Jeg får rettet de sidste slåfejl. Printer så brevet og ligger det i kuverten, hvorpå der står “Mormor”.

Oppe over skyerne
Mens jeg oplever verden, sørger jeg hele tiden for at holde mig opdateret om det der sker hjemme i Danmark. Inden afrejse, aftaler min mor og jeg, at intet nyt – var godt nyt og at hun lovede at være ærlig når jeg spurgte til min mormor. Halvvejs inde i rejsen, læser jeg en mail, som tvinger mig til at droppe alt hensyn til tidsforskellen imellem os. Min Mormor er blevet rigtig syg og lægerne har fundet en større spredning. De prøver med stråler, men kræften er uhelbredelig. Min mormor er dødelig syg. I telefonen forsikrer min mor mig, at min mormors helbred fortsat er stabilt, til trods for lægerne hårde dom. Alligevel bruger jeg, efter vores samtale, mange timer under stjernerne, med tårer i øjnene og et grædende hjerte, samt en følelse af jeg var selvisk som bare fanden. Samtidigt var der også noget i mig, der igen og igen sagde, at hvis jeg kom hjem, ville det være et udtryk fra min side af om at alt håb var ude. Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at i forbindelse med den ene eller anden form for kræftsygdom, at håb er en af de vigtigste former for medicin.

Med blod og blæk..
Da jeg endelig står i Kastrup lufthavn, mere brun end jeg nogensinde vil blive igen, er hun der. Min mormor. Jeg græder helt ukontrolleret da jeg ser hende. Jeg græder af taknemmelighed, af skam og mest af alt af glæde. Hun er lige der, min Mormor. Dagene efter min hjemkomst er fyldt op med tid, sammen med hende. Det er tydeligt at sygdommen for alvor er ved at få fat og en eftermiddag, kort inden hendes fødselsdag, spørger hun om jeg ikke vil være sød at skrive et kort for hende. Først der forstår jeg, hvor fremskridende sygdommen er. Alligevel lokker jeg hende til at fatte kuglepennen, en sidste gang, for blot at skrive hendes underskrift. Dagen efter, på hendes 71 års fødselsdag, viser jeg hende, hvordan hendes underskrift nu pryder mit højre håndled og selvom hun normaltvist ikke påskønner tatoveringer, lykkes det hende alligevel ikke, at skjule hendes glæde og stolthed over, at jeg nu havde fået lige præcis den tatovering. Da vi synger fødselsdagssangen virker det hele så forkert. Min Mormor som ellers altid har været en bred hoftede dame, sidder nu der på stolen, så tynd og stille. Flere gange mærker jeg tårerne presse på, men alligevel synger jeg, mens jeg tænker på, hvordan verden så ud, for blot et år siden.

fullsizerender

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer Del III.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed. I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Når det der skulle være normalt, ikke længere er det

Trafikken nede på gaden, buldrer derudaf. På altanen, ved siden af, sidder to duer og rykker rundt om hinanden, mens de kurer på livet løs. Hvis ikke jeg tænker helt galt, hopper den ene på den anden, lige om lidt. Björks vokal fylder rummet op, mens jeg selv, hviler hovedet mod dørens åbning. Der er helt stille i lejligheden. Lige om lidt kommer mine søskende hjem, også vil de formentlig begynde at lege. Jeg håber ikke de har tænkt sig at lege gemmeleg, det larmer så meget. Så hellere lydende for de to duer. I hjørnet står min skoletaske, jeg burde kigge på opgaven om jordbundssystemer, men jeg orker det faktisk ikke. Jeg er træt, lidt ugidelig og måske også lidt for selvoptaget.

Ved aftensmaden snakkes der løst og fast henover bordet. Min lillebror fortæller om hvad ham og en ven lavede i frikvarteret og min søster brokker sig over hendes rullende fritidshjem. Egentlig kan jeg godt forstå, at det er lidt kedeligt at være i Zoologisk Have, hver 4 uge – men igen, hvor slipper man lige en afdeling af et fritidshjem løs på Christians Havn? Jeg hjælper med at rydde af, mens min mor børste tænder med mine søskende. Da den sidste tallerken er sat i opvaskeren trækker så igen ind på værelset. Jordbundssystemerne venter stadig, men jeg overbeviser mig selv om, at de også er der efter et afsnit Friends.

Midt i afsnittet kommer min mor ind. Hun er lidt bleg og ligner en der ikke helt om hun skal grine eller græde. Hun gør ingen af delene. I stedet sætter hun sig på min sofa og spørger om hun lige må snakke med mig om noget. Jeg pauser afsnittet og bemærker så stilheden ude fra lejligheden, mine søskende sover sikkert. Jeg sætter mig ved hendes side og nikker så mens jeg spørger “Er der noget galt?”. Jeg kender allerede svaret. Selvom min mor altid har gjort en dyd i, at skelne mellem at hun var voksen og jeg “barnet”, så kender jeg hende alligevel på en måde, som jeg tror de fleste kender deres forældre. Hele hendes måde at træde ind i lejligheden på, når hun kommer hjem fra arbejde, kan ved simpel afkodning sige alt om hvordan hendes humør er og om hvordan hendes dag har været. Tror i princippet, at mennesker der kender hinanden godt, altid vil kunne læse hinanden på den måde også selv det menneske man nu engang læser, aldrig har til ønske at belemre andre med dets egne problemer. “Nu siger jeg det ikke til dig, for at gøre nervøs men…” tænker ved mig selv, at selvfølgelig gør hun ikke det – hun sætter altid vores andre ve og vel foran sig eget. Alligevel bemærker jeg, hvordan strømpebukserne kradser, huden omkring mine kinder bliver varm og hænderne svedigt. Jeg hader ordet “men”, det er sjælendt at det ord bringer noget godt med sig. Det gør det desværre heller ikke i den sammenhæng. I stedet fortæller min mor mig om nogle prøver, som har givet anledning til flere prøver og nu en operation. Hun siger det ikke, for jeg ved det allerede. Operationen skal gøres for at forhindre en mulig mutation. Det kan godt være min opgave om jordbundssystemer venter i tasken, men jeg har i det mindste hørt efter i biologi. Lige nu vil jeg også skide de jordbundssystemer et stykke. Vi snakker lidt frem og tilbage og om vigtigheden i ikke at tro det værste, også kommer den, hendes undskyldning for at være nød til at fortælle mig det her, som var det noget hun selv havde bestilt hos slagteren. Det er typisk min mor, til trods for jeg har passeret de 18 og mere eller mindre snart pakker hele ungdomsværelset i flyttekasser, så undskylder hun for at belemre mig med denne oplysning. Da jeg tilbyder at tage med og sikre mig hun nu kommer ordentligt hjem efter operationen, afslår hun. Det klare de voksne, min mor og hendes mand selv. Vi ender med at forhandle os frem til, at jeg kan nøjes med at hente mine mindre søskende den pågældende dag også lige give et ekstra nap med hjemme. Selv har jeg lyst til at skubbe alt til side og ligge mig fladt ned. Indkøbe skumfiduser, leje Pretty Woman, sætte Anne Linnet på anlægget og købe den største buket hos blomsterhandleren , alt sammen bedst som min mor ville kunne lide det. Inden hun går ud af værelset, siger hun så “Christina, det er sikkert helt normalt efter operationen og nok aldrig noget der viser sig igen“. Alligevel er hendes svar hult og præget af usikkerhed, vi ved det begge godt, da jeg brødebetynget smiler og siger “Okay Mor”.

Den aften drømmer jeg, om jordbundssystemerne som bryder op og ødelægge smukke blomsterbede. Jeg drømmer om den mørke skov og at jeg selv står der helt alene og kalder på min mor, men hun kommer ikke. Næste dag tager jeg uforberedt ud på studiet. Morgenmaden er droppet, jeg har alligevel ingen appetit. Mit udtryk er tarveligt og har ikke fået den opmærksom det normalvis ellers får, foran spejlet. Ude ved cykelskuret møder jeg en studieveninde, med en smøg hængende i mundvigen rapper hun “Du ligner sgu da lort” men i samme sekund, som hun har sagt sandheden, fortryder hun. “Ej – du skal sgu have en krammer Chrisser”. I hendes arme fremstammer jeg så, en sætning der begynder med “Jeg er simpelthen så bange“.

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske
endda dem som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer : Del I

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.
I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.

getimage-ashx_

Mit første møde med kræften

 

Jeg kommer til verden en kold februar morgen i 1989. Tilstede ved min fødsel er min elskede mor og min far. Det bliver hurtigt understreget at jeg er en lille pige og fotografierne fra fortiden, illustrere så fint, de stolte smil og glæden over et lille nyt liv. Jeg lærer ord og titler på folk omkring mig. Mor, Far, Bror, Mormor, Morfar, Farmor og mange flere. Jeg lærer også at sige Farfar, dog ikke til et egentlig menneske, men som et led i en beskrivelse af, at min farfar er i himmelen, fordi han er død. Han er død af kræft.

Som årerne går, indfinder der sig små traditioner og da min far dør, så bar særligt julen tradition for, at min mor, bror og jeg besøgte kirkegården med familiegravstedet. Her husker jeg hvordan vi  studeret alle de mange fine små “haver”, kun adskilt af den lille hæk og med et underlag udgjort af perlegrus eller anden form for småsten. Jeg husker hvordan jeg samlede særligt de hvide sten og  lavede små hjerter ved min egens Fars gravsted og nogle gange også ved min Farfars. Jeg husker at jeg som barn ikke helt forstod og at jeg syntes min Farmors bryllupsbillede var flot og alligevel også lidt specielt, for på billedet med min søde farmor, var der en mand jeg aldrig havde mødt.

Idag ved jeg mere om hvem min Farfar var og jeg kan huske fine beretninger fra min Farmor om hvad der var hendes livs store kærlighed. Jeg ved fra min mor, hvordan min Farfar var som Svigerfar og jeg er blevet fortalt hvordan hele hans sygdomsforløb var intet mindre end forfærdeligt. Jeg ved at min Mor oplevede og så hvordan sorgen ramte hele min Fars familie og jeg ved, at den dag han døde, så døde min Fars og hans søskendes Far, min Farmors Mand, nogens ven, kollega og ja i bund og grund også hvad der skulle have været min Farfar en dag.
Jeg ville ønske jeg vidste mere, at jeg havde kendt og haft en Farfar. Jeg ville ønske at jeg havde kunne have brugt ordet Farfar på den måde titelnavne skal bruges og jeg ville ønske, at min Fars familie aldrig skulle have mistet en så elsket og vigtig person. Jeg tror, at meget ville have været helt anderledes hvis han stadig havde været her på jorden.
– Hvil I fred Farfar
Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina
Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Nej til børn – ja til forskellighed

Den anden dag, da jeg var ved at gøre mig de ugentlige indkøb i Rema, stod en dame bag mig i køen. Indrømmer da gerne, at jeg havde forholdsvis mange vare og eftersom at jeg endnu ikke mener at være klar til at være kundevognstypen, havde jeg, som altid, en kurv på hjul og en i hånden med mig. Ofte kan den kurv uden hjul, stå ovenpå den med hjulene og derved være et sted for de mere skrøbelige vare.
Da jeg så stod der ved kassebåndet og lagde varerne på båndet, udbrød damen bag mig, da jeg løftede nr. 2 kurv op : ”Sikke en masse vare”. Jeg smilte venligt til hende og sagde så ”Ja, sådan er det når man er børnefamilie – det er nemmere at handle alt ind, en gang om ugen”. (Sådan er det i hvert fald for os). Damen gengældte mit smil og sagde så ”Ja, det ved jeg ikke noget om…. Jeg har ikke børn og kan heller ikke lide dem”..

Altså, nu vil jeg selv mene at jeg er ret large i forhold til vi som mennesker er forskellige og derfor også kan have forskellige holdninger til diverse ting – Jeg indrømmer gerne, at jeg mener trafikken kører bedst, når man holder sig i den rigtige side at kørerbanen og det er nemmest at høre hvad én i flokken siger, hvis de andre venter til det bliver deres tur, til at sige noget. Ellers synes jeg det er frit for enhver at mene og gøre som de vil, så længe det ikke komme andre direkte til onde eller at man forsøger at overbevise andre om ens holdninger ved tvang eller andre umenneskelige handlinger. Som sådan forstår jeg da godt, at de børn ikke er for alle og det er da også okay Så jeg smilte, måske lidt anstrengt til damen og sagde ”Nå, jamen sådan er vi jo forskellige – du må have en god dag”. Samtidigt med at jeg sagde dette, lagde jeg den sidste vare på båndet, lagde den der pind som adskiller varene op (Hvad hedder sådan en i grunden egentlig) og gik så ned i den anden ende, for at påbegynde pakningen af varerne. Da det blev damens tur til at pakke vare, var jeg fortsat i gang med at pakke ugeindkøbene ned og der sagde hun så, ”Det med jeg ikke lide børn, kommer nok af at bo ved siden af en meget larmende børnehave”. Smilte blot mens jeg inderst inde kunne mærke min indre sociolog hoppe op og ned af nysgerrighed – for tror ærlig talt ikke en larmende børnehave alene kan ligge til grund for sådan en livsændrende beslutning.

Af al respekt for damen, så bevarede jeg kontrollen overfor denne nysgerrighed. Også da hun bandede over detplagende barn i den anden kø. Alligevel fylder hun i mine tanker og mødet med den ”Børnehadende dame” ligger derfor også til grund for dette indlæg. For det slog mig og gør det faktisk rigtig tit – at verden eller i hvert fald vores samfund, går meget på børnene og deres forældres behov. Okay – ret skal være ret, arbejdsmarkedsudvikling mm. gør ikke. Men hvor fylder det at have børn meget i vores debatter. Selv synes jeg jo moderskabet er helt fantastisk og beriger mit liv på måder, som jeg ikke selv kunne havde forestillet mig inden jeg fik børn. Men derfor, har jeg stadigvæk en stor respekt for de mænd og kvinder, der bevist fravælger det at blive forældre. Da steriliserings debat rasede, tænkte jeg igen og igen, hvorfor nu ikke? Hvorfor kan en kvinde, der i en alder af 21 år, ikke have et lige så godt argument for ikke at ville have børn – som hende på 21 der vælger at få dem?

Forældreskabet er en privat sag, alligevel har vi via de offentlige instanser, skabt nogle rammer for hvad der anses som godt forældreskab. Vi har i Danmark en masse love for hvad vi som forældre skal og ikke må, i forhold til vores børn. Alt imellem er en gråzone. Selv mener jeg da, at der findes forskellige former for omsorgssvigt og at vold mod børn kommer i både fysisk og psykisk form. Vigtigst af alt, så tror jeg på, at det vigtigste i forældreskabet er at bestræbe sig på at gøre det bedste man nu engang selv kan. Jeg ved dog, for egen erfaring, at det kan være rigtig svært at holde tunge lige i munden, mens børnepsykologer anbefaler den ene og anden form for kontakt, anderkendende tilgange og vigtigheden i ikke at skælde ud eller ligefrem råbe af sine børn. For ofte tror jeg at vi tager køb på den der ide om det perfekte forældreskab. I stedet brude vi som samfund skal lade det normale, det virkelige liv træde frem i lyset.

Det betyder derfor også, at vi må acceptere at lykken ikke findes, men det gør det gode liv til gengæld. Lykke er noget vi som mennesker kan føle og hvad der lige præcis udløser denne følelse stilstand, det er en individuel sag. I går, da jeg spillede Loping Luii med Carl og han slog flyver op i hovedet på mig, og med det samme kysset der hvor den ramte, der følte jeg lykken, fra næsetip til tåspids. Det betyder dog ikke at jeg har opnåede et lykkeligt liv. Jeg har et godt liv, med op og nedture og i det ligger der en masse følelser, som hvis man lagde dem op på den mentale vægtskål så ville det postive opveje det negative. De negative følelser affødes desværre ofte af krav, krav som jeg stiller til mig selv og ”pisker” mig selv med. Krav som kommer grundet min egen selvforståelse og krav som jeg har hentet hjem fra byen.  Jeg tror desværre vi i samfundet stiller for store krav, krav som istedet burde afspejle virkeligheden og ønsket om det gode liv, frem for det perfekte. For det gode liv kommer nødvendigvis ikke følgeskab med ægteskabelige løfter, lortebleer og ligusterhække. Faktisk er det lige præcis de hække der skræmmer mig alle mest og det er den frygt for de hække der, der igen og igen bekræfter mig i, at der hvor jeg er, er helt perfekt for mig. At andre så gør hvad de gør, det er helt okay – for der skal være plads til os alle sammen. Et godt liv kommer i mange former og skal leves herefter.

Med dette indlæg, ønsker jeg derfor at hylde diversiteten.
Hylde forskelligheden mennesker imellem.

Både damerne i Rema1000, larmende børnehavebørn, de homo og hetrogene, det monogamiske præget ægteskab og det mere åbne forhold. Det vilde såvel som stille single liv, dem med og uden Emmaljuga barnevogn – så skal vi alle have lov til at være her.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sten – Saks – Papir.

 

Da jeg vågende søndag morgen, med et dask fra Carls puttekanin, kørte hele soveværelset rundt og min indre temperatur fremkaldte tanker, om muligheden for at være kommet i overgangsalderen. Det var heldigvis ikke tilfældet, i stedet viste hjemmets termometer 39,8. Det er egentlig noget mærkeligt noget med det termometer og behovet for lige at tage et ”numse tjek”.  Jeg er nemlig ofte ikke tvivl om der er feber i kroppen eller ej. Følelsen af feber kommet ofte karmufleret som en følelse af at blive skrællet, som var man en banan der skulle have en tur i frityrebadet for derefter at blive overhældt med flydende nitrogen – når jeg har feber, så er jeg direkte døende. Min mand får ret hurtigt afluret situationen og ved morgenbordet bliver søndags planerne om skovtur omlagt til ren drengetur i zoo, mens mor hun lader sygdommen rase. Og det var da også dejligt bare at ligge der, proppet med piller, med armen koblet på et the-drop og skistrømperne trukket godt op. Roen stoppede dog brat, da drengene før end forventet kommer brasende ind i lejligheden og efter sig, har de en ligebleg far.

Der er mange ting i denne verden, som kan betegnes som ”det værste” og hvis vi nu lige holder os til ting indenfor rammen navlepileri, så er det at have to raske børn med to dødsyge forældre en af dem. I ungernes verden er noget af det værste i stil med, hvem der åbner hoveddøren og om spegepølsemadden skæres i kvarte frem for halve. For Hr. Mand og jeg, så er det ultimativ sygdom. Om det så er ungerne eller en selv der er syge, det kan debatteres.

Pludselig lå vi der, med tårnhøj feber og søndagsfriske drenge og hele 7 timer til sengetid – what to do. De første 2 timer gik da sådan nogenlunde, men da vi begyndte at nærme os 2 timer fra sengetid, så skete det, mens jeg lå der på sofaen, sammenkrøbet, med Svaneprinsessen (den hitter pt. herhjemme) kørende på skærmen, en sherifhat på hovedet, det ene barn næsepillende siddende på min mave, mens den anden gennemsøgte LEGO kassen for den der lille dims som åbenbart ikke kunne undværes eller findes, der slog det mig altså – tanken, bønnen og lysten til fred. Lysten til bare at kunne ligge på min egen mors sofa, med lukket øjne, mens matador kørte i baggrunden, velvidende om at fryseren var tætpakket med filur og hvis appetitten nu skulle komme for alvor, så ville der være bøf med brun sovs i køleren. I stedet lå jeg der og var den voksne og tænkte:

  1. Gade vide hvor længe inkubationstiden er på denne her møgvirus ?
    – skulle man stang snave dem begge, velvidende om forbruget af Panodil ville stige de næste par dage.
  2. Vi kunne jo sige vi skulle kører en laaaang tur og derfor være nød til at give drengene en marzin pille?
    – At vi så hverken har bil eller er i stand til det, kan man jo altid finde ud af, når døsigheden har indfundet sig.
  3. Kan man sende sit barn i 7/11 efter smertestillende?
    – Eller kræver det fuldmagt – han skulle jo i princippet ikke over nogen vej?
  4. Vi (ungerne) kan sagtens spise havregryn til aftensmad.
    – Mon vand blandet med kakaopulver kan stå i stedet for mælk?
  5. Hvorfor har vi kun 1 ipad?!
  6. De opdager aldrig klokken kun er 17:30.
    – Det kan sagtens være sengetid nu.
  7. Mon Katten kan hente pillerne?
  8. Hvad er den bedste taktik i Sten – Saks – Papir?
    – Sten først eller papir?
  9. Har præcis penge nok i pungen, så jeg kan sagtens overtale Aksel til at aflevere ham selv og Carl i morgen tidligt.
    – Hvilken stategi skal jeg mon anvende i Sten – Saks – Papir?
  10. Fuck jeg er ynkelig.

Når sten saks papir bliver til en overlevelses strategi, så er man i min optik, på halvdybt vand. Men ikke dets mindre var de sådan Hr. Mand og Jeg kom igennem 5 dages sygdom med halsbetændelse og jeg lover jer for, at det er bedst bare at ligge hårdt ud med sten – lige fra start.

Hvis I kan anbefale et øretermomepter, så gør endelig det.
Indrømmer gerne jeg er lidt træt af den gammeldags metode som indeholder vaseline.

Tusind tak fordi du læste med.

Må du få en dejlig weekend.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og med hvem, vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser, der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg indeholder. Helt nærtstående personer har ytreret, at der er bare noget som er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet det valg, at dele, hvad der for mig, har været en livsændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skuldrene eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier. Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg kommer i to dele, hvoraf del ét kan læses HER, og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder blev et levende marridt og starten på en kamp tilbage til overfladen.

Mor er rundtosset
Jeg tror de fleste forældre ønsker at være der for deres børn og hvordan man definere det at være noget og nogen i forhold til sine børn, det afhænger i bund og grund af egne personlige værdier. Disse værdier afspejler ofte, en overordnet værdi og normsætning i det samfund, man som individ er en del af. De der kender mig, ved, at mine børn er det vigtigste her i livet og sammen med min mand, udgør de på mange måde, hvad vand er for den tørstende blomst, uden dem, vil jeg visne og med tiden tørrer ind og knække.

Men hvad gør man så, som kvinde, som mor, når man på mange måder synes at opleve et knæk på psyken. Når hverdagens stress, uforudsete udfordringer og måske endda også fortidens skeletter rammer en i solaplexus og fremkalder en mavepuster, der bringer en i knæfald og det man ellers før synes at kunne, ikke længere mestre? En ting er hvad jeg selv kunne og måtte se mig nødsaget til at gøre, en anden sag er nu engang, hvordan man lige forklare det til to små størrelser på 5 og 2½ år – det var såmænd svært nok at fortælle ens nærmeste, at man var kommet til skade, men at det altså ikke var fysisk men psykisk og det lige krævet at diverse dygtige fagpersoner under en indlæggelse, fik lov til at gøre en rask.

Min mand og jeg var hurtige til at se, at den belastningsreaktion jeg havde fået mig, ikke lige kunne fixes sådan over et par dage og at vores børn derfor var nød til at kende til en børnevenlig sandhed. Jeg har aldrig været væk fra Carl og Aksels længere end en weekend og når jeg har været væk, har det altid været med en velkendt sandhed om, hvor turen er gået til og med kendt dato for tilbagevendelse. Men pludselig var situationen en helt anden og på mange måder, var jeg det også som menneske.

Da min mand, i Maj måned, havde været så uheldig at sprænge sin blindtarm, var det egentlige sygdomskort allerede smidt og utrolig frisk i vores børns erindring og derfor var det klart for os begge, at vi var nød til at træde ekstra varsomt. Mange mener at børn er hårdfører og jojo – det er de nok, selv mener jeg ikke vi bør teste hvor hårdfører og at vi som forældre har til hovedopgave, at sikre deres evige trivsel, også når livet gør ondt og nærmest slår koldbøtter, så man selv mister pusten.

Mor På Tankehospital
Derfor valgte vi som forældre, at omsætte virkeligheden, til noget der på mange måder var håndgribeligt og serveret i en børnevenlig udgave. Sandheden var jo, at der var noget galt oppe i hovedet, i psyken og derfor valgte vi at fortælle at ’Mor var blevet rundtosset’. Altså havde Mor fået en tankesygdom. En tankesygdom, som gjorder at hun var kommet på tankehospitalet. Sygdommen var ikke farlig og smittet heller ikke og yderligere – det gjorder ikke ondt på mor. Særligt det med om mor nu havde ondt, det fyldte og derfor var det også vigtigt, at drengene besøgte Tankehospitalet, for at se hvor ufarligt det nu engang var.

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer, der har været på et psykiatrisk hospital? Indrømmer gerne, at jeg aldrig har haft sat mine ben på sådan et før… Jeg havde da utrolig mange forestillinger om hvordan den type steder var. Der findes jo diverse forskellige afsnit på sådan et psykiatrisk hospital. Der er steder både med og uden gardiner, ledninger og bruseforhæng. Der hvor jeg var, var der masser af lys, ro, en blød elevationsseng, som drengene selvfølgelig leget en del med. Der var hvad der nu ellers var brug for, på sådan et lille midlertidigt værelse, alt fra bad, skrivebord og til vasketøjskurv også et tilstødende patientkøkken.

Udover selv at skabe gode ramme for besøgene, aftale pædagogiske termer, så brugte vi noget af det ”pårørende”-litteratur, som var rettet mod børn. Noget jeg virkelig har lært i forbindelse med min indlæggelse er og var, at børn også er pårørende. Det kan nu engang godt være det var mig der havde fået klistermærket i røven, men i princippet så var hele familien jo ramt. At være pårørende og behandler, er to vidt forskellige ting, men uden deres støtte, ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg lige skulle have fundet fodfæste.

Min mand læste særligt ”Rosas mor er på psykiatrisk hospital” højt, dog valgte vi sammen at gøre brug af det før præsenteret term tankehospital, og sikre, at alt fra institution, bedsteforældre og behandler kendte til disse udvalgte ord og derigennem skabte vi grundlaget for at have et sprog, der gjorder det nemmere at tale om mors fravær og sygdom.

Mor har en tankesygdom
Aksel, min store dreng, spurgte mig i starten af indlæggelsen, om hvad der så skete når han blev rundtosset, altså når han gyngede på gyngerne eller prøvede en karrusel i tivoli – spørgsmålet er jo så reelt og illustrere så fint, hvordan han på en og samme tid forstår og samtidigt bekymrer sig, for hvis mor kan blive rundtosset, kan alle så blive det – kan man selv, far og måske endda lillebror? Svaret var, at forskellen mellem den rundtossethed, der opstod når man snurreret rundt på gyngerne også den der pludselig var i mig, var at min rundtossethed ikke stoppede når gyngetureren stoppede og at den tog lidt længere tid at komme af med, en den fra gyngen af.

For at sikre os, at vores børn blev hørt og fik stillet de spørgsmål de havde brug for, så fik vi i begyndelsen af indlæggelsen, en samtale med en af de uddannet nøglepersoner i familie og børn som pårørende. Det var en samtale der foregik på gulvet, med legetøj og popkorn. Derudover blev mors seje seng blev prøvekørt, den kunne jo kører op og ned og lave buk hele to forskellige steder også endda styrers med fjernbetænding – det var på mange måder et hit. Udover den samlede familiesamtale, med fokus på de spørgsmål drengene måtte have og formidling omkring tidsperspektivet, hvilket fyldte rigtig meget for begge drenge, så lavede jeg selv små læselige breve, tegninger og sammen havde vi et utal af facetime opkald. Opkald som på mange måder var hjerteskærende men også bekræftende i vigtigheden omkring det at arbejde med det, der nu skulle arbejdes med. Sammen aftale vi, at når jeg ikke længere skulle være på Tankehospitalet, så skulle vi holde en rigtig pandekagefest, hvilket vi selvfølgelig holdte i bedste stil.

Sidst men ikke mindst
Det er ikke kun en, men en helt familie der rammes, når et familiemedlem får en psykisk sygdom eller reaktion. I vores sundhedssystemer findes en masse tiltag for, hvordan også de pårørende kan støttes i, under og efter et behandlingsforløb, sådan at man ikke bare som patient, men familie lærer at håndtere og arbejde sig igennem en helings proces.

Jeg vil gerne sige jer tak for at I har ville læse med.

Tak for alle jeres søde mails, kommentarer og tak til alle jer – der har valgt at træde frem og fortælle jeres historie. Sammen kan vi bryde tavsheden og derigennem nedbryde tabuet omkring psyke lidelser.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifonden

Kærlig Hilsen Christina, Mor til To.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bar’ røv og solbeskyttelse

FullSizeRender (2)

Der var engang hvor den danske sommer udgjorde de obligatoriske skub op is, med cola smag, bade bassinet uden oppustelig kant, sandkorn alle og ingen steder. Også var der mig, med hvidt hår, røde kinder og en hvid T-shirt, hvor dets front var trukket op over hovedet og blev en slags solbeskyttende bolero T-shirt.

Jeg voksede op i 90’erne. I en tid hvor bøf, brun sovs med kartofler, stille og roligt blev udkonkurreret med sundhedsstyrelsens anbefalinger om ¨6 om dagen¨ og middelhavets køkken. I en tid hvor fjernsynet var en kæmpe klods, børne programmer ikke havde deres egen kanal og hvor tyggegummi cigaretter var legitimt og obligatoriske for en hver slikbutik – med respekt for sig selv. Mange ting har ændret sig siden dengang, ja selv skolernes sommerferie er der pillet ved, men en ting forbliver dog den samme, at huden på mine skuldre, fortsat er yderst sårbar der i solens stråler og ja, mine børn har til tider også fået sig en klassisk T-shirt bolero.

FullSizeRender (3)

I dag er vi mere oplyst om, at beskytte os selv imod de stærke UV-stråler og i takt med skorstenene fortsat rygere mere og mere, så bliver strålerne ikke mindre stærke. Selvom jeg da ellers mener at kunne tage patent på denne solbeskyttende T-shirt bolero, så er den måske en kende upraktisk. Selvfølgelig er der altid siesta og den gode solcreme, men der er også to blåøjet vandglade drenge, hvoraf den ene, næsten kommer i følgeskab med en UV briller, for Carlen, han er bleg. Hvis I viste hvor tit jeg har tænkt, om dets barns pigmentere sammensætning nu var helt i orden – for hvor er den lille hvidhåret trold bleg. Nogen gange tænker jeg, at det er blege børn som Carl, der var inspirationskilden til, at gøre vampyrerne i Twilight sølvglinsende. Heldig for os, er diverse tøjfirmaer begyndt at producere lækkert UV beskyttende badetøj, så vi sammen, med et storforbrug af solcreme, kan sikre at alle mand kommer ind fra solen uden diverse solskader.

IMG_4694

Ungerne har som små, begge haft en af disse smarte UV-dragter og kære så de da ud, mens de sad der i vandkanten og byggede små kongeriger. Upraktisk var det dog, når først dragten var våd, vinden kold og ikke mindst når badebleen var smidt. Nok slap de for skoldninger, men i stedet fik de ofte en lille sommerforkølelse med sig i stedet. Derfor har jeg faktisk haft opgivet det der solbeskyttende badetøj.

I forsommeren spurgte børnetøjmærket Reima mig så, om jeg ville teste deres UV-badetøj af på mine egne unger – de er sikkert også blevet blendet af min lille hvidhåret trold?
Jeg skulle så lige bestemme mig for, hvad der lige passede bedst til mine ungers behov. Da vi gerne ville hjælpe Carl hen imod at droppe bleen helt, var der en hvis nødvendighed i, at badetøjet lige kunne trækkes ned, sådan 1 – 2 – 3. Derfor valgte vi at prøve et par seje badebukser af også i stedet give ham en fin badebluse på overkroppen – det samme galt for Aksel. Derudover fik begge unger en badevenlig solhat, som bedre kunne tåle, når de små briser ved havet blæste hatten i vandet og for at sikre os imod at vi ikke scoret den der sommerforkølelse igen i år, fik drengene en håndklædeagetig trøje, som de lige kunne få på efter en tur i bølgen blå.

IMG_4623

IMG_4464

Jeg må da indrømme at jeg havde en skepsis for særligt T-shirtens, men efter at have testet dem af, dels langs de danske strande, men også i badebassinet og ved vandkampe i sviger forældrenes have, så er der kun ros til Reimas fine badetøjs kollektion. Tøjet tørrer på nul komma to og selv da jeg oversprøjte Aksel med Hr. Mands gamle Super Soaker, så perlede vandet bare af badetøjet, det var sgu smart. Okay – tøjet kunne ikke sig fri fra at blive fedet ind i Carls halve magnum, men det er vist ikke tøjets skyld

Jeg vil ønske jer en fortsat god sensommer derude og sige tak fordi I læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet