Da kræften tog min mormor…

IMG_1518

Mine bevægelser er mekaniske, tankerne flyder hele tiden hen og mens det ene slide efter det andet gennemgås, så vandre mine tanker. Alligevel bliver jeg siddende, som er jeg frosset fast til stolen, ikke af lyst men af pligt, pligten til at holde mit løfte..

“Hvad nu hvis det er kræft?” Jeg sætter vinglasset på sofabordet og tvinger så mig selv til at møde min mors blik. Hun ligger hovedet på skrå og lader en hånd kører igennem hendes skinnende hår. “Ej det er det altså ikke…” Hun bider sig så i læben og rykker sig længere tilbage i sofaen. Så siger hun det, ja nærmest hviskende “det må det ikke være.”

Mens jeg forsøger at følge trit og nedfælde den hurtigtalende herres ord, kaster jeg i ny og næh et blik på mit venstre håndled, vane tro lader jeg pegefingeren glide hen over, hvad der må være min hovedvene, lige der hvor M’et er. Erindringen om smerten, den summende lyd og hendes halvforargede men stadige stolte smil finder vejen frem mellem OECD kritikken og økonomiske analyser.

”Ej hvad er nu det for noget?” Hun griber fat om min hånd og lader hendes tommelfinger glide hen over filmen. Den røde hævet hud bliver bleg under hendes blide berøring og tager så farve igen.  ”Med blod og blæk står dit navn, din underskift” siger jeg stille mens jeg studere hendes reaktion og den falder prompte, helt som forventet ”Ej for fanden Christina, din mor – hun bliver tosset” og lige der kommer det, hendes smil, glimtet i øjnene og stoltheden. Mere behøvede vi ikke at sige, vi forstod det begge to. Tatoveringen var på så mange måder en nødvendighed for mig.

FullSizeRender (1)

Da jeg endelig rejser mig, er det med en lettelse. Tanken om drengene der venter derhjemme, den kolde luft og smukke vintersol gør det let som en leg at cykle afsted. Mit gear er stadig fastlåst og mens Sia synger om overlevelse, en krop bygget af titanium og kinder i ulveskikkelser triller jeg afsted hjemad.

Vi sidder i bilen. Min Svigerinde og Morten sidder på bagsæderne og jeg ved siden af min bror. Det er under en halv time siden at min mor ringede. Den er helt galt. Det var dengang jeg fandt et program som Paradis Hotel som værende god aftenunderholdning. Hvor min obligatoriske sengetid ikke eksisteret, mine fingre var uden ringe og maven uden hvide striber. Min bror er bleg, min Svigerinde rødøjet og helt stille og med et forstår jeg pludseligt, hvad det er der er sket. Min bror fortæller langsomt og kontrolleret om min mormor. Et hjertestop og at hun var død… Genoplivningsforsøg, som grundet dets omstændigheder, ’heldigvis’ ikke havde haft sit virke. Jeg græder, græder stille og ulykkeligt. Græder i vrede, afmagt og sorg og et spinkelt sted i lettelse…. Lægerne havde givet os en besked, men min mormor gav os mere end vi havde ture drømme om. 

Mine søskende er alene hjemme. Min mor er kørt derud og nu sidder de der, velvidende om at noget er sket men lige hvad, det ved de ikke. Aldrig har jeg følt sådan en hjertesorg ved en samtale. Husker jeg sidder mellem mine søskende og holder min lillebror i hånden. Husker min bror og jeg skiftevis fortæller dem det. Husker deres gråd, min lillebrors indesluttethed og hvordan jeg bad ham give slip og få det ud. Husker hans hårdetryk i min hånd, mens gråden blev sluppet ud og husker hvordan vi bare var der, sammen, sammen i sorgen, os fire søskende, sammen. Min mor og morfar kommer noget nær midnat. De græder, fortæller og vi omfavner hinanden .. Det er slut og vi tænder et lys .. 

Mine ånde er synlig i den kolde luft og lyset viser først rødt, så gult og til sidst grønt. Jeg må knibe øjnene sammen for at sikre mig jeg ser rigtigt og kaster så et blik til højre og dernæst venstre og træder så på pedalen. Så svinger jeg ind på hospitalets område, og kører først forbi karpellet, dernæst akutmodtagelsen og videre ned igennem alléen.

Jeg står i døråbning, min familie er allerede gået ind, selv er jeg frosset fast, mine ben lyster ikke længere og hele mit sønderknuste indre bløder. Snotten, tårerne og den ukontrolleret vejrtrækning… Det er køligt, fredfyldt og sarte toner spiller i baggrunden. Flammerne fra stearinlysene flakker ganske lidt og hvis ikke det var fordi hun lå der, så havde rummet været indbydende. Jeg har aldrig set et dødt menneske før og nu står jeg her, i kapellet, hvor min mormor hviler. Min familie trækker ud af rummet. At se deres sorg, min morfar, mor, hendes søster, mine små søskende, det får kæben til at spænde sig op, mens jeg bore neglene ind i håndfladen. Det gør så inderligt ondt og scenerne fra igår spilles igen og igen for mit indre, opkaldet, køreturen, minderne og hadet, hadet til den altødelæggende sygdom. Hvem fanden havde inviteret den indenfor? Som en tyv om natten kom den, åbnet alle skabe, skuffer og kiggede i alle sprækker, mens den langsomt stjal fra os, ødelage alt og forlod os forandret, svækket og i sorg.  Min mor hviske stille, “Christina du skal gå ind nu” Jeg tager langsomt de sårbare skidt og står så ved hendes side. Hun er kold, fin og rynkerne er udglattet. Hun er så lille, så skrøbelig hun er lige der og alligevel er hun væk. Min hulken får frit løb, mens jeg langsomt stryger hendes hår, kind og hånd. Så fisker jeg den frem fra lommen. Det lille fine diplom “Verdens Bedste Mormor”. Gaven hun fik til hendes sidste fødselsdag, sammen med beviset af, hvad jeg havde brugt gårsdagens underskrift til.  Jeg løfter let på dynen og putter det forsigtigt ned til hendes bryst.

FullSizeRender (3)

”MOR” Aksel kommer løbende imod mig og et lille bump afslører at Carl formentlig er hoppet ned fra sofaen og de små hurtige skridt fortæller mig han er påvej og ganske rigtigt. ”Mutti udbryder han mens hans klapper i hænderne. Jeg smider hurtigt sko og jakke, hænge hjelmen på plads og lader resten rode.

Jeg sidder der i græsset, med vinden trækkende mod ryggen, håret piskende i siderne og saltet fra mine tåre bider i mundvigen. Jeg kigger alle og ingen steder hen, mod den lille dam med piletræerne vuggende omkring sig, på ænderne der vrælter afsted og den næsten usynlige gartner, der bevæger sig lydløst og ubemærket rundt. Jeg lader mine fingre køre langs de indgraveret bogstaver, A N N E  M A R I E , fejer så de ikke eksisterende sandkorn væk fra stenes ru overflade og samler så igen mine hænder i skødet.

Da der endelig bliver ro falder jeg udmattet ned i sofaen, hviler nogle minutter inden jeg fixe mobilen og computeren frem, svare på ubesvarede mails og færdiggøre dagens arbejde. Da det er gjort sidder jeg lidt, tjekker hurtigt op på de kendte og kongelige og fjerner så computeren fra skødet og går ind i spisestuen. Den hjemmelavet tændstikæske fra Aksel ligger på montanaen og lyset jeg tændte imorges står der, jeg lader svovlet køre mod æskens side, ser dets gnist og tænder så lyset.

Der er mørkt, ikke mørkt fordi det er vinter, men mørkt fordi jeg ikke kan finde lyset. Jeg synker, falder dybere og dybere ned og som et udspring fra timetervippen kan jeg ikke orientere mig under vandet, jeg kan ikke finde vejen op. Dagene tager hinanden, en efter en. Min appetit er svingende imellem sorgfyldt sult og trøstende æde flip.  Jeg er til, jeg er der bare, trækkere vejeret men får alligevel ikke ilten ned. De små vintergækker titter frem og forsvinder så igen, blomsterne springer ud, opgaverne bliver afleveret og en dag rammer jeg bunden. Bunden i alt min sorg og mørke. Til trods for jeg har ”malet” ansigtet på, smiler til kameraet og small talket så er jeg der ikke. Det ene shot tager det andet og pludselig føles det som jernfast knytnæven rammer mig i mellemgulvet og alting kører rundt. Jeg takker pænt for i aften, finder mig pludselig stående foran døren til opgangen med en nøgle der driller og ynglings støvler der gennemvædes af urin. Jeg rammer bunden og giver slip. Jeg skriftevis skriger, hulker og lader min maves indhold forlade min krop. Altring snører sig sammen og tvinger mig i knæ.

Det er 6 år siden, 6 år og 1 dag siden i dag. 6 år siden hun tabte til kræften og min familie og jeg mistede hende. Det er 6 år siden jeg pludselig oplevede at skulle eksistere i en verden hvor hun ikke var til. Sorg er lykkens og glædens modstykke, sorgen er på mange måder fascinerende og så indgribende. Dengang foran hoveddøren hvor jeg i min fuldheld ja – pissede i mine bukser forstod jeg for alvor budskabet ”Det giver en kort varme at tisse i bukserne.” alkoholen, trøstespisningen, de mange lure gav kun et kort afbræk i sorgen. I stedet måtte jeg fremad, møde hver dag med en styrke og langsomt lærer at leve med sorgen og ikke i den.

Jeg måtte lærer at leve med den kroniske angst, lærer at holde den i skak med løbeturne, den grønne kost, de gode grin og alle de følelser som giver sorgen dets modstykke. Jeg lærte igen at være til, med sorgfyldt hjerte, tanker til min skytsengel og med masser af liv omkring mig..

Ære være dit minde, i hjerte gemt og aldrig glemt.
Anne Marie, 07.07.1938 – 16.02.2010

Tak fordi du læste med..

Kærlig Hilsen Christina

Og du må være lige hvad du vil..

FullSizeRender
I dag sagde vores præst det så fnt ”Jeg vil klæde mig ud og Jeg må være lige hvad jeg vil!”. Det var så fint sagt, men fik mig alligevel til at tænke, må vi så også det – være lige hvad vi vil eller hvordan?

Diverse smart i en fart ’børneeksperter’ har i de sidste uger så fint skrevet om, hvorledes vores børns udklædning siger en helt masse om vores små poders person. Jojo – Jeg synes faktisk tit ungernes udklædning siger mere om barnets forældre? Er din mor hende der stod i BR ti minutter i lukketide eller hende der rippede hele stof2000 for fleece og syet det vildeste unikum eller bare slæbte lidt papkasser med hjem fra Føtex? Det er jo som sådan lige meget hvordan det der kostume er opstøvet, det er jo gjort med tanken om at glæde ens barn. Carls er for eksempel fundet i Mødrehjælpen til sølle 35 kr. og passede perfekt til drengens ’Katte Fetich’ og forældrenes su-basseret økonomi.

Jeg tænker,, at de fleste forældre i dagens Danmark anno curling barn eller noget lader deres eget yngel vælge udklædning og måske vil en mene, at lige dette valg er en ALT for stor beslutning for børn at tage. Jeg tror dog at feriemål, hverdagspåklædning, deleordning og ja den der ”skal du i seng nu?” bydeform er vildsporet og måske ikke helt så meget udklædningen. Alligevel har jeg da haft søde børn på rådgivningen som spurgte ind til råd om udklædning, for hvad nu hvis de andre i klassen grinte og det er jo forståligt nok en stor problematik for mange. Her ville jeg personligt nok være ret så ligeglad, men jeg er også 27 og når man først en gang har set sig selv med voksenble og nettrusser, så kan det sgu ikke gå helt galt fremover.

Da jeg første gang, i starten af januar spurgte vores ældste, Aksel, om hvad han nu kunne have lyst til at være faldt svaret prompte på Anna, hende fra Frost. Jah okay, den skulle jeg lige sådan arbejde lidt med. Drengen er knap 5 år gammel, han oplevede ligesom sit Frost trip forrige år og regner lidt med det rammer igen, når nu Disney får lavet den der 2’er færdig. Og nu vil en nok lige gå 2 sætninger tilbage eller bare allerede ved baggrundsviden om at Aksel jo er et drengenavn tænke : ”Jamen det er jo en prinsesse”..

2802045240060M

Jeg synes nu Anna er en rigtig gæv og fin prinsesse, selv var jeg altid mere til Disneys Mulan, Esmaralda eller Pocahontas men okay godt så. Jeg måtte sådan gå lidt rundt i ring for sandheden er, at Aksel er og bliver opdraget som jeg mener alle børn skal have lov til, nemlig med muligheden for at trille en tur med barnevognen, lege med sværd, synkron støvsuge med Mor eller Far (herhjemme deles det huslige lige over) og ja have en udklædningskasse som rummer alt fra Politimand til den famøse Elsa Kjole, det er igen en fra Frost. At deres legetøj ikke bør bærer præg af samfundsmæssige konstruktioner om hvad køn er og bør være men udelukke afspejle barnets præferencer, at nogen så får et Traktor Trip eller udelukkende vil lege med Bamser og barnevogne, det er hvad det er, så længe legene er gode og er med til at udvikle barnet.

Der er da ingen tvivl om, at vi som forældre har skulle svare på et spørgsmål eller to om den kjole i udklædningskassen, men det har Aksel sjovt nok ikke skulle – for han og alle de andre børn ved jo godt at han jo bare klæder sig ud. Voksne derimod tror jo så at den der glimrende blå kjole er ens betydning med at han udvikler sig eller er homoseksuel. Der tænker jeg folk ærlig talt lige må have ro i trussen, det er sgu ikke en glimmer kjole der skaber seksuelle præferencer men noget helt andet og så længe det ikke handler om syglige dyrkelse af mindreårige, mødre komplekser eller noget med dyr, så drejer jorden altså stadig rundt for mig. Jeg tror dog det er vigtigt ikke at spænde ben for ens eget barn og ligesom jeg aldrig ville sende Aksel afsted i institution på almen hverdag i politi-udklædning, så ville han heller ikke komme det i Elsa eller Anna kjole, medmindre det var fastelavn. En gang spurgte en med studerende mig : hvad så med en almindelige kjoler og lige så køns neutral jeg måske kan lyde til at være, lige så lukket er jeg også, nej, mine drenge ville ikke komme afsted i en almen pastelfarvet kjole MEDMINDRE vi er ude i noget direkte transseksuelt ala ”Mor jeg føler mig ikke som en dreng”, hvilket nok lige ville kræve en god bunke terapi med råd og vejledning men ellers nej. For nej, jeg synes da også der er grænser et sted, men det betyder ikke at der kun må være guldneglelak på tommelfingeren og at håret absolut skal været taget med en trimmer. I stedet mener jeg at helt basalt hverdagstøj er noget helt andet og for igen at vende tilbage til det med valg af påklædningen. Så mener jeg ikke børn selv skal stå med den, de skal møde som børn, uden små forhindringer og hvis Aksel stod der i en fin hverdagskjole fra H&M, ja så tror jeg nu nok at børnene den første dag ville tænke ’okay så’ men om de også ville det den anden dag eller den tredje det ved jeg ærlig talt ikke? For så ville det hele jo ikke længere bare være en gang udklædning.

IMG_1398
Men okay, Anna, Prinsesse Anna af Arendal, og da vi så stod der i Legekæden og skulle købe kostumet, så var der bare denne her tryllestav og 1-2-3 ”Ej Mor, jeg kunne jo også være troldmand !” Godt så, barnet fik kappe og hat i pakkekaldendergave af ’Julemanden’ og inden vi fik set os om var beslutningen taget og Aksel skulle nu være Troldmand, at brillerne så lugter lidt af Harry P, jaja, arret har Aksel jo også i panden men der er vi skønlitterært endnu ikke nået til. (Ja jeg er også en af de mødre der overholder aldersgrænsen på diverse film) Så ”Bare Troldmand” og ikke nogen Anna i år, at han så stadig snakker om Frost fødselsdag og muligheden for at klæde sig om som Elsa der, det vil tiden vise, ligemeget hvad, så er vi / jeg klar.

IMG_1388
For ja, for første gang i mit 27 lange år prøvede jeg nemlig noget helt nyt, efter at have været krokodille sidste år og året før det Tiger, så prøvede jeg lige det der prinsesse halløj af og må da indrømme den blå farve måske står meget godt til mine øjne ..

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

HUSK jeg også kan følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1,2,3 – dyk


image

Jeg kan høre vandet, høre den der konstante brusen fra dets møde med klipperne. Det er alt omgivende, køligt og alligevel så varm, når blot jeg holder mig igang. Jeg kan smage salten, men om det er for de få forpustede mundfulde jeg tager ind eller om det skyldes tårerne på min kind, det ved jeg ikke.

Jeg føler mig som en hval, dog ikke ad bygning. Jeg føler mig klar og alligevel lidt forskrækket og rundforvirret. Kender I det ?

Lige om lidt tager jeg et dyk, det bliver på mange måder et kort og intens og alligevel føles det som en evighed. Endnu en opgave venter og lige nu, så suger jeg alt til mig.

Deres latter, kys, kram, duften, særligt duften – dog ikke den lort.

Kærlig Hilsen, Mor til to.

Ej hvor er dén flot


c67d08be-c4e7-411e-923b-97332408cdb5

Når man finder sig selv for bordenden, sidde og trille små kugler, som ungerne med tommelfingeren skal trykke til finskbrød, så passér en tanke eller ti alligevel forbi.
Alt fra ”Shit her roder”, til ”der er for meget sukker på dér” og ”har Carl haft det her i munden?”. Det var måske lige en tand for overskudsatgigt at kaste sig ud i julebag på en fridag alene med ungerne. Jeg var ellers velforberedt og havde lavet henholdsvis dej til jøde- og vaniljekager samt det der tommeltrykket finskbrød klar aften før. Mens jeg sidder der, indsmurt i æggeblomme, mel, sukker og dejrester så kommer jeg med den ene rosende kommentar efter den anden, ”Ej hvor er du dygtig”, ”Nej hvor bliver de fine” og ”hold op hvor er jeg glad for I vil hjælpe med at bage”. De var jo begge super dygtige, seje og toldmodige, det meste af tiden. Det er alligevel lidt hardcore at bage med en på knap 2 og 4½ år så jeg har sgu også rost mig selv hertil aften, især for at holde tungen lige i munden og her næsten ikke længere ligner en blanding mellem Mette Blomsterbergs konditori og Pippis køkkengulv.

Lidt i stolthed over kageproduktionen bare kører der ud af og Carl igen og igen formår at huske, at der først skal pensles og dernæst drysset med sukker, så blev det hele måske lige lidt for opmuntrende. Aksel kigger i hvert falde pludselig op og siger ”Okay Mor, vi har godt forstået at du synes vi laver pæne kager”…

2b914f49-888f-461a-969c-62d581dc58f6

Jeg vil faktisk mene, at man aldrig kan rose for meget, så længe man roser og komplimentere det der er værd at blive komplimenteret. Måske vigtigst af alt, så handler det hele vel også lidt om hvordan man gør det. Læste engang en af de der Vores Børn artikler, som omhandlet hvordan vi som forældre kunne styrke vor børns selvværd. Her handler det ikke om seje fødselsdagsfester, smart tøj med tigerprint eller postkort fra Disneyland, nej – det handler om værdierne og hertil ros af dem. I stedet for at sige ”Ej hvor er den flot” så sige ”Ej hvor er jeg glad for at DU har lavet sådan en flot ting” Altså rettes og personliggøres rosen. Rosen bliver karakterbestemt og barnet vil gradvist, ifølge artiklen, få styrket sit selvværd. På mange måder giver det vil rigtig god mening, vi kan alle godt lige at få ros og særligt i forhold til vor person – ret skal dog være ret, en taber som mig, synes altid det er dejligt at hører ordrerne ”Ej hvor har du tabt dig”.

I denne søde juletid, står den i mange institutioner og hjem, på højproduktion af julegaver. Herhjemme forsøger vi at lave et lille julegaveværksted, et par gange om ugen. Stadig med det forbehold, at ungerne ikke må føler, at de har travlt og skal nå at lave 17 forskellige armbånd til 10 forskellige tanter. Men når man sidder der som forældre og ser hvordan ens kære barn lige så fint sammensætter den mest ”ikke farve kordineret” perleplade, hvornår er det så lige man siger noget – må man og hvis ja – hvornår så? Kan man virkelig bede sit barn om at gøre sig umage? Lige at stramme den kreative hjelm og droppe den kanonkugle af et finskbrød. I min optik ja : Men med måde.

Måske kategoriseret jeg lige mig selv, som årets værste mor?
De fleste kreative kategorier og hertil deres produktioner, er ofte afspejlet af alderen også krydret godt og grundigt med en stor portion moderkærlighed. Jeg vil våge at påstå, at de fleste børn godt selv ved, hvornår de har gjort sig umage og har man nu engang gjort det, så mener jeg ikke, at man som forældre kan og må forvente mere. I år har jeg droppet mit lidt stilrene behov og i stedet ladet Aksel stå for kalenderlys dekrotationen og hertil vil jeg bare sige, han har fandeme gjort sig umage. I sådan en grad, at det ikke ville komme bag på mig, hvis han i morgen oplevede smerter i den ene side af tungen. Dekorationen skriger ikke langt væk af den der lidt sprælske farvesammensætning, måske lige en tand af glimmer, men okay, det er kun jul en gang om året og jeg ved, at hver gang vi i december måned tænder kalenderlyset, vil det ikke kun være flammens lys der skinner i Aksels øjne, nej det vil også være en stolthed over, at det er ham der har lavet juledekorationen.

Og jeg ved at jeg med sikkerhed også vil sige ”Ej hvor er jeg glad for at du havde lyst til at lave, så fin en dekoration” flere gange, igennem hele den kommende måned.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den Voksne Datter

“Du er min datter med det gyldne hår og æblekinder, som kun din far ved hvorfor du har.”
Sådan sang Shit og Chanel så fint, i sangen om kærligheden til datteren. Jeg er min mors datter, på så mange måder og dybere en blot biologisk betinget. Det er strofer, min moder så tit har citeret for mig, ved større lejligheder, heriblandt til Hr. Mands og mit bryllup..

FullSizeRender (1)
Det har ikke altid været let, der er blevet smækket med dørene og til trods for synkroniseret cyklusser, så var der desværre til tider, en mangel på forståelse for det der PMS. Lige så ansvarsfuld jeg kunne være, lige så letsindig og bedragerisk var jeg på samme tid. Viljestærk, krydret med en god portion modenhed og samtidigt ejer af et værelse beklædt med Enrique Iglesias plakater. Den dag i dag ved jeg godt, at det ikke altid var lige nemt. Jeg var og er min mors datter. Hende der smækkede med døren, blev trøstede når det med drengene drillede og inderst inde vidste, at lige meget hvad jeg rodede mig ud i, altid havde hende i ryggen. Det har på mange måder været en magtkamp, fyldt med kærlighed og ligheder. Et ønske om løsrivelse også alligevel en inderlig bøn om at blive holdt og vugget mens hun roligt bad mig trække vejret helt ned i maven.

Hele min barndom hørte jeg “Gud hvor hun ligner sin mor” og må da indrømme at jeg tit rakte tunge af den kommentar, for jeg var jo min egen eller ville bare gerne være det. Alligevel omhandlede fristilen, dengang i niende klasse, kvinden som har formet og inspireret mig på så mange måder og uden det skal lugte langt væk af Rasmus Seebach, så har hun, min mor, gjort mig til den jeg er. Til trods for en hvis hårdhed, så anser jeg det som værende en kompliment, når Hr. Mand udtaler, at det værste ved min person er, at jeg er datter af en alenemor. Jeg er en stolt datter, af en fantastisk alenemor, en fantastisk kvinde.

FullSizeRender

Denne hengivenhed og kærlighed har såmænd altid været der, men indrømmer gerne at overgangen fra barn til voksen ikke var hel nem for vores forhold, særligt de fermøse teenager år, trak på mange måder tænder ud og jeg bærer mere en blot 50% af skylden. Så hvornår ændrede forholdet sig egentligt? De fleste vil nok kunne udpege en specifik dato for hvornår forholdet til den gode ven blev til mere en blot et godt venskab, eller daten som var en tilfældig en nu var seriøs. For min mor og Jeg, ændrede det hele sig ved en sms. Sms´en som bad om en accept og forståelse af en måske lidt for tidlig indflytning med Hr. Mand, som på det tidspunkt var kæresten, nu engang måtte give lykke eller ekstra livserfaring og et storforbrug af kleenex. Det ændrede sig da jeg stod der i gangen, med ikea posen over skulderen og de få ynkelige flyttekasser ved døren. Det ændrede sig, den dag jeg flyttede hjemmefra og på mange måder sagde ”Tak for alt”. Særligt i starten var det meget ”Tak fordi du lærte mig at vaske tøj” jeg tænkte, eftersom Hr. Mand havde levet en luksus tilværelse med afhentning og tilbagelevering af vasketøj, af ingen ringere end hans egen mor. Den aftale ophørte dog hurtigt, men i ny og næh og ved vaskemaskinesammenbrud, har vi heldigvis forsat kunne genetablere denne fornemme ordning.

Forholdet mellem mødre og deres børn er en lang rejse. En rejse hvor moren på så mange måder i starten oftest er guiden og beskytteren. Hende der slår ring og lige støtter mens man langsomt lærer at holde balancen. Jeg ved godt jeg har været heldig, at ikke alle oplever denne form for forhold til deres mor eller forældre i det hele taget, jeg ved det godt og er ufattelig taknemmelig for det. Jeg føler mig mest af alt taknemmelig over, at jeg i dag har én i mit liv, som formår at læse mig som en åben bog. Mange vil nok påstå at deres partner også kan dette og jojo – det kan Hr. Mand også 90% af tiden. Ikke helt når jeg siger ”Nej det er helt fint” og i virkeligheden mener ”det er ikke en skid fint”, men hvad pokker, kvinder var jo fra Venus og mænd fra Mars. Så er det godt at have en, fra samme galaxe. Én som idet hun tager telefonen kan starte et skybrud af en tude tur over noget, som man slet ikke var helt så officielt ked af. En som kan sætte en på plads, udfordre og inspirere og berolige, lige meget om det så er under en veestorm eller identitetskrisen anno 2015. Nogle vil måske tænke, ah så klip da lige navlestrengen og fred være med det. Nyder at jeg i dag, på mange måder har min Mor og samtidig en veninde dog ikke i ”Mig og Min Mor” kanal 4 stilen, lidt mere konservativt også med tørklæde og champagne. Min mors og min rejse er bestemt ikke slut endnu, på mange måder er den heller ikke lige begyndt, eftersom hendes og mit bekendtskab snart tæller 27 år. Det er i konstant udvikling og det elsker jeg hende og dét for, særligt når vi nu er nået dertil vor jeg også gerne må holde hende lidt i hånden, når det hele gør lidt ondt, også når det ”bare” er i tænderne. At vi er nået dertil, vor jeg i princippet ikke blot er datter, men den voksne datter.

Kærlig Hilsen
Christina – med det gyldne hår og æblekinder
..som kun min far ved hvorfor jeg har.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kære Julemand

image

Allerede inden ungerne havde råbt “slik eller ballade” var hylderne proppet med kalenderlys, pyntegran og dette års sidste skrig indenfor julepynt. Julemarkederne og deres reklamer popper op hist og her og risalamande på “bøtte” står allerede i køledisken, næsten side by side med æbleskiverne.

Julen betyder for mange, en kavalkade af traditioner, juleklip sammenkomster med varm vin med rosiner og mandler i. Endda nogle mandler som er brændte og ‘last christmas’ på repeat. Så kører julekaravanen. Jeg elsker jul, det gør jeg virkelig. Som barn elskede jeg at høre min mor synge med på “dejlig er den himmel blå” mens hun hang plastik æbler op, jeg hadet når min bror og hende kæmpede med lyskæden og igen så glædet jeg mig altid til når nissevennerne i skolen skulle trækkes.

Julen kommer, år efter år – sjovt nok. Særligt efter Aksel og Carl er kommet til verden, så har julen fået en helt anden betydning for mig. Julen er børnenes fest og hvordan man så holder den fest, det er jo i bund og grund op til den enkelte familie.
Lige så hyggelig, rar og spændende julen er, lige så forvirrendende og ja : overstimulerende kan den samtidigt være, særligt for den ene af vor drenge. Det gør også at “alt den trængsel og alarm” skal holdes i kort snor og prioriteringer må gøres. Så selvom jeg synes nissedørerne er super fine, så ved jeg også Nissen ville lave alt for mange spilopper i barnets hovede end med den røde frugtfarve i mælken og det uddrysset mel på gulvet. Istedet har vi en lille tradition herhjemme…eller i princippet skulle i år have sikret vi kunne kalde det for en tradition, men grundet de før omtalte spilopper, så er der sket en lille ændring ..

Men før denne ændre, lød vores lille ‘tradition’ på, at natten til den første december kom julemanden. Julemanden ville stille et fint lille filigran træ, men 24 / 48 pakker på og vigtigst af alt, et personligt juleeventyr, hvori der med tegninger og alderssvarende tekst, blev beskrevet hvordan Julemanden havde været forbi og nu stillet det lille træ, samt indirekte regler om antallet af gaver og årsagen til pakketræet. Aksel elskede dette træ og særligt eventyret. Desværre oplevede vi bare, at barnet sidste år begyndte at gennemskue størrelsen på pakker og kunne genkende pixi bøgerne, til trods for kobberfarvet gavepapir.
Så nu bryder vi lidt med traditionen…. Jeg elsker forsat tanken om en pakkekaldender og en eller anden dag skal Aksel og Carl måske nok opdage at Julemanden og hans forældre havde lavet en lille sammensværgelse, den tid den sorg.
Nu skifter vi istedet over til julestrømpen dog forsat med juleeventyret.

Spørgsmålet er bare hvilken en ?
Desværre kan drenges ellers så kyndige farmor ikke nå at få strikket nogle fine gavesokker og jeg er helt tabt bag en vogn på det område .
Så kender I evt til en hjemmesiden som sælger noget alle “NorgeStrik-Gavesok” og helst ikke til en mindre formue, så sig endelig til .

Hvordan gør I der ellers hos jer?
Kommer der julemænd og er “nissemor og nissefar” done med at fine pakkekaldendergaver? Eller stiller i rissengrød på loftet, synger en julesang hver morgen mens kaldenderlyset tændes eller måske noget helt andet ?

Kærlig Hilsen Christina

At løbe et marathon

unnamed (2)

Idet jeg lukker døren bag mig og begynder at gå ned af trapper, så ved jeg det er nu, lige nu det begynder. Jeg hopper ivrigt op på cyklen og tramper så afsted. Jeg har gjort det før og nu, nu er tiden inden til at jeg kan og vil gøre det igen.

At løbe et marathon, det er bestemt ikke bare noget man sådan lige gør. En ting er den enkelte lange distance på 42,2 kilometer, men så kommer alle træningsturene. Alle de aftner man ligger hovedet på puden før tid, tilpasser kosten så det er `løbermavevenligt´ og vigtigst af alt, for mit eget vedkommende, tiden jeg vælger at prioritere, lige præcis på mig selv og mit løb og samtidigt tiden der går fra for dem, mine drenge.

Det sniger sig ligesom frem mens jeg kører op ad Elmegade. Her løb jeg, dækket i konfetti, med trætte, ømme ben og til pulserende musik og støttende tilråb. Billederne suser forbi på nethinden, mens jeg mærker kæben spænde op, jeg ved godt det her bliver pisse hammerende hårdt og alligevel har jeg rettet mit blik imod målet, Copenhagen Marathon 2016. Det er nemlig mere end bare et løb, det er min kamp, min alene.

Igennem de sidste mange måneder er formen for alvor blevet pudset godt af og den almen motionstræning spædet op med tung styrketræning og nu, nu er jeg klar til at påbegynde lægningen af det store puslespil. Brikkerne skal lægges i et jævnt fast tempo, helst 3 gange om ugen skal det hele klikkes sammen og blive en del af det større billede. Om det så gøres klokken 04:30 om morgen, med ungerne i løbevognen eller sammen med Københavns største udflytterbørnehave Sparta, så vil de blive lagt. Jeg ved jeg med tiden vil have lyst til at tyre det hele i skraldespanden, at jeg vil bande over intensiteten og hungre efter meget mere. Jeg ved vinteren kan og vil være lang men at med den rigtige vilje, kan jeg lyse op i mørket og trække til, så brikkerne til sidst kan danne et nyt marathon målfoto i 2016….

Forbered jer på meget mere løb…

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jordmødre for livet

stork

Carl er født d. 18 januar 2014, klokken 18:06, men kunne, hvis ikke der havde været travlhed på Rigshospitalets fødegang, været født tidligere. Havde han været det, havde jeg sluppet for antibiotika kur og ikke mindst 2 dage på en 4 mandsstue – i stedet fik jeg, pga. travlhed forlænget vandafgang…

Jeg havde spontan vandafgang aften forinden Carls fødsel, klokken 17. Da jeg ringer til Rigshospitalet, aftaler vi, at jeg skal komme senere på aften og blive tjekket. Da jeg kommer senere, bliver jeg tjekket og alt ser fint ud.  Vi aftaler, at jeg skal tage hjem og få en god nat søvn og at vi forhåbentligt ses på naturlig vis, hen over natten, da veererne så selv kunne starte. Back-up planen er, at jeg skal igangsættes med veer stimulerende drop, klokken 9:00, lørdag morgen, hvis ikke kroppen selv laver veer.

Det gør min krop ikke og da jeg sætter mig i venteværelset, er det kun bindet i trussen, der bevidner, at min fødsel real set er i gang. Mens vi sidder og venter, passerer urets viser 9-9:30-9:45….10…10:30….11:15… osv.
Da klokken er 12 bliver jeg kaldt ind til forundersøgelse og klokken 13 kobles dropstativet på, samtidigt med at jeg får forklaret, at jeg formentlig ikke kan slippe for antibiotika, da jeg nok ikke når at føde indenfor 24 timer efter vandafgang. Carl er født på 5 timer, 25 timer efter spontan vandafgang.

Carl kommer sundt og rask til verden, med dygtig jordmoder som tager imod ham.
Da hans hjertelyd dykker markant under første pres, har overjordmoderen også været forbi min stue, men det var heldigvis bare falsk alarm..

Om aften er der ro på fødegangen og min mand og jeg ligger længe og nyder stilheden på vores fødestue, inden jeg med Carl i armene går over på barselsgangen, hvor vi nu skal være i 2 dage, grundet en forlænget vandafgang. Jeg ønskede ikke at risikere noget, så selvfølgelig blev jeg på barselsgangen…

I princippet risikeret jeg allerede noget, da jeg satte mig i det venteværelse.

I dag er videoen I Jordemødrenes Sko blevet offentliggjort og tilsendt til flere medier. Videoen kan ses  H E R – kan du se den til ende?

I morgen skal vor politikker forhandle Finanslov for 2016, heraf en lov om arbejdsvilkårene for jordmøderne. En lov der vil forringe arbejdsvilkårene yderligere.
Hvornår er nok nok?
Vores dygtige jordmødre skal have tid og de ressourcer der kræver til at passe deres arbejde og ikke tænke ”Det var bare ikke godt nok” hver dag de går hjem. De vil have vi skal knalde for Danmark – men hvad nytter det – der er jo ikke nogen til at tage imod barnet når det kommer ud.

Jordmødre for livet har en facebookside smut forbi og giv dem et like, det fortjener det.
Det andet, det fortjener det bestemt ikke.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

Mor På Su

Og når I om 4 år står med jeres eksamensbevis i hånden, kan jeg uden at tage munden for fuld, godt sige, at flere af jer vil være lidt rundere, måske endda have anskaffet jer et kørertøj eller sågar have et barn siddende på hoften” Min gamle rektor på lærerseminariet havde i den grad, for der stod jeg, ganske rigtigt fire år senere, med min 2-årig søn Aksel på hofte og havde endda lillebror Carl liggende trygt og godt i min mave.


h

Jeg er, i forhold til den gennemsnitslige alder for førstegangsfødende en ung mor. Jeg vil til hver en tid sige, at jeg på intet tidspunkt har været en egnet kandidat til kanal 4´s program ”De unge mødre”. No hard feelings, men det var bare ikke en kategori for mig. I stedet var jeg hende, der sammen med min dengang kun kæreste, sad en vinteraften og oprettet et dokument i Excel med overskriften ”Fremtid”. Vi var dem der regnede på det, dem der vendte vor fremtidsdrømme igen og igen og fandt ud af hvad vi ønskede at fylde vor liv med. Vi ønskede og ønsker at fylde det med kærlighed og ikke bar til hinanden, nej til noget vi kunne skabe sammen. Så en forårsdag sad jeg der, på studievejlederens kontor og spurgte så ind til Su reglerne for nybagte forældre og særligt mødre under uddannelse. Planen lå egentlig klar, men når man nu engang trives bedst med ”livrem og seler” og det hele i princippet ikke længere kun skulle handle om min kæreste og jeg, så valgte vi better safe than sorry metoden. Studievejlederen kiggede da også lidt skævt til mig, da hun hørte om min kærestes og min plan. To bachelorstuderende, som planlagde at blive forældre og samtidigt for morens vedkommende, ønskede at gennemføre sin uddannelse på numerisk tid. Hun dømte allerede der, vores kommende lille families plan ude. ”Det er jo slet ikke sikkert, at din termin kommer til at passe med jeres planer” og nej nej… viste da godt at min kæreste og jeg ikke kunne bestemme over hvordan moder natur nu engang virkede, vi kunne kun bidrage til processen og det gjorder vi, for vores udregninger stemte overens med det studievejlederen sagde og med is i maven smed vi præventionen og kastede os ud i projekt baby.
mac vs vognDer gik ikke længe, nogen vil måske ligefrem kalde det ”to ryk og en aflevering”, for så viste stregerne sig.En ting havde vi allerede der fået på plads, i forhold til navnet til den lille ny, nemlig at barnet skulle bærer begge vor efternavne, ligesom os selv, vi tog nemlig en tur på rådhuset en blæsende efterårsdag og sagde ja til hinanden. Tiden gik og familien Sylvest Noer var og blev en realitet. Vores første dreng Aksel kom lige tiden, nemlig på terminen d. 9. April 2011. Forud for terminen skulle mange forberedelser og overvejelser gøres. Valget stod på mange måder imellem Macbook eller Emmaljunga og vi har den dag i dag, aldrig haft en eneste klage over det svenske design. Opgaverne blev skrevet i god tid og en lille pude blev da også medbragt til de sidste forelæsninger. I foråret slog det for alvor en af mine underviser, da han midt i gennemgangen af Emil Strunges digte udbrød ”Hold op hvor er du stor” og ja, stor var jeg, da jeg slæbte mig rundt der på studiet 4 dage før termin. Både undervisere og studievejleder var hjælpsomme med alt fra udlevering af opgaveformuleringer før tid, til accepten af, at jeg lige skubbede min eksamen i linjefaget dansk fra maj til sygeeksamen i august. Alligevel stod jeg der, 3 uger efter Aksels ankomst til verden og snakkede om børns læring i forhold til mennesket behovssystemer ved psykologi eksamen.

Og jeg stod der også første skoledag efter sommerferien….
…. og var klar til tredje år på læreruddannelsen.

Det var hårdt, krævede en masse planlægning, selvdisciplin og god støtte fra vor bagland. På så mange måder kunne vi kun se fordele ved, at vi som par valgte at blive forældre mens vi var studerende. Når det er sagt, så har alt dette kun kunne lade sig gøre, fordi vi havde hinanden, og at vi som par men også individer var klar, sådan gennemklar til at blive forældre. Det er immervæk ikke alle 19-årige der er så heldige at finde deres livs kærlighed i så ung en alder og det er ikke alle der lyster at bytte den der søndags brunch på sokkelunden ud med sandkassehygge, indtørret havregryn på bukserne og snotkys.

Jeg tror på, at det handler om prioritering, at det handler om at nogle bare gerne vil noget andet. Det kan hurtigt blive til en værdidebat, hvor man peger fingre af hinanden og her mener jeg nu engang, at det er så utrolig vigtigt, ligesom i så mange andre henseender, at vi respektere hinanden, for vor forskelligheder.

For jo – vi kunne da godt havde ventet med at få børn, til vi begge var blevet færdige med vor uddannelser. Det ville da helt klart havde givet et langt større økonomisk råderum, men igen – jeg tror ikke et barn nødvendigvis bliver mere lykkelig af at sove i en juno seng, danse afsted i leopardprikkede bukser eller kunne fremvise feriebilleder fra eksotiske rejser. Jeg tror på, at det er kærlighed og tid der skabe den der lykke og ja – vi har da også lavet sten, saks, papir om hvem der skulle blive hjemme fra forelæsning, men vi har også været dem, som kunne tage en fridag lidt oftere, eller kortere dage, da vi nu engang under vor studietid er vores egen chef og det er sgu smart, når man har små børn.

På så mange måder, så kan jeg kun anbefale at få børn under ens studietid. Så længe alt det generelle og værdimæssige er på plads og man handler efter barnets tarv. Så når Københavns kommune nu anvender æggeforskrækkende kampanger så tror jeg desværre man lige rammer lidt forkert også alligevel ikke. For okay – hvor mange kendte til de faktuelle oplysninger i forhold til faldende fertilitet efter 25? Hvem bliver ikke lidt halvprovokeret, eller giver sig selv tid til lige at stoppe og tænke efter, det er nu engang formålet med en kampagne – at så alle ikke kan lide de faktuelle oplysninger, det er en fair sag. Biologi er nu engang biologi og det kan vi altså ikke gøre så meget ved… hvor end vi gerne ville.

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Survival Of The Fittest

Er bloggen død?” Sådan spurgte en sød følger på Instgram forleden.
Svarede pænt tilbage, at den pt. var ramt af en form for hverdagskoma / generel travlhed, men at jeg heldigvis havde været på et førstehjælpskursus engang i tidernes morgen og med sikkerhed nok skulle puppe lidt liv i den igen, til takterne Stay-Stay-Stay-Alive.
For nej, bloggen er bestemt ikke død, den er for mig en organisk størrelse i fuld udvikling og det er bare ikke lige altid man kan se det her, men inde i mit hoved, der sker ting og sager. Vil indrømme, at jeg lige skal finde mit fodfæste i det hersens blogger land, lige vurdere hvad jeg gerne vil takke ja til og samtidigt nej. Der er mange holdninger og meninger til det her blog halløj, generelt også selvfølgelig specifikt til MigOgMorskabet.dk der er som sådan også fair nok.

Jeg læser og følger selv nogle enkelte blogs og hvad der lige tænder op under mine lyster til bloglæsning, ja det svinger meget. I nogle perioder elsker jeg de der ”Jeg brøler og provokere lige lidt” indlægs og andre gange vil jeg faktisk bare gerne høre lidt om en hverdag hvor trip trap stolene er klistret ind i gammel havregrød – eller er det kun her? Men en ting er hvad jeg selv gerne vil læse, en anden er hvad jeg gerne vil skrive. Det er på så mange måder, ikke to sider af samme sag.

Så i nogle perioder, der popper der måske en notifikation frem dagligt og andre, ja der er måske mussestille og hvem ved, måske er jeg i gang med den der Stay-Stay-Stay-Alive behandling…

Hvad jeg pt. ved og tænker meget over, der er sgu nok, at mit liv i disse tider efterlever lidt ala Survival Of The Fittest i moderne moderiske klæder… At det hele ikke handler om de der koldt hævet boller til studiegruppen i morgen, eller nullermændene som skrammer katten væk – nej det handler lige for tiden om bare at være til også måske slække lidt på alt det andet. Det synes jeg måske lige udtrykkes nemmere sagt end gjort artigt, for hvis der er noget jeg ikke trives i generelt, så er det rod og mangel på den der struktur. Men lige nu, med næsten ny studiestart, søde unger, en æblesæson som gør at Hr. Mand også har en del og se til samt hans kandidat : Ja vi er med på bølgen og lavet børn mens vi læser … såååååå er det bare lige nu at det hele handler om at være til og med. At der gerne må spises pasta med ost og ketchup i sofaen mens Pippi danser scottish i fjerneren. Det er okay, det skal det simpelthen have lov til at være.

Så måske handlet det engang nok så meget om arternes egenskab til at overleve via udvikling og det gør det for denne her mor nu engang også.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet