Jordmødre for livet

stork

Carl er født d. 18 januar 2014, klokken 18:06, men kunne, hvis ikke der havde været travlhed på Rigshospitalets fødegang, været født tidligere. Havde han været det, havde jeg sluppet for antibiotika kur og ikke mindst 2 dage på en 4 mandsstue – i stedet fik jeg, pga. travlhed forlænget vandafgang…

Jeg havde spontan vandafgang aften forinden Carls fødsel, klokken 17. Da jeg ringer til Rigshospitalet, aftaler vi, at jeg skal komme senere på aften og blive tjekket. Da jeg kommer senere, bliver jeg tjekket og alt ser fint ud.  Vi aftaler, at jeg skal tage hjem og få en god nat søvn og at vi forhåbentligt ses på naturlig vis, hen over natten, da veererne så selv kunne starte. Back-up planen er, at jeg skal igangsættes med veer stimulerende drop, klokken 9:00, lørdag morgen, hvis ikke kroppen selv laver veer.

Det gør min krop ikke og da jeg sætter mig i venteværelset, er det kun bindet i trussen, der bevidner, at min fødsel real set er i gang. Mens vi sidder og venter, passerer urets viser 9-9:30-9:45….10…10:30….11:15… osv.
Da klokken er 12 bliver jeg kaldt ind til forundersøgelse og klokken 13 kobles dropstativet på, samtidigt med at jeg får forklaret, at jeg formentlig ikke kan slippe for antibiotika, da jeg nok ikke når at føde indenfor 24 timer efter vandafgang. Carl er født på 5 timer, 25 timer efter spontan vandafgang.

Carl kommer sundt og rask til verden, med dygtig jordmoder som tager imod ham.
Da hans hjertelyd dykker markant under første pres, har overjordmoderen også været forbi min stue, men det var heldigvis bare falsk alarm..

Om aften er der ro på fødegangen og min mand og jeg ligger længe og nyder stilheden på vores fødestue, inden jeg med Carl i armene går over på barselsgangen, hvor vi nu skal være i 2 dage, grundet en forlænget vandafgang. Jeg ønskede ikke at risikere noget, så selvfølgelig blev jeg på barselsgangen…

I princippet risikeret jeg allerede noget, da jeg satte mig i det venteværelse.

I dag er videoen I Jordemødrenes Sko blevet offentliggjort og tilsendt til flere medier. Videoen kan ses  H E R – kan du se den til ende?

I morgen skal vor politikker forhandle Finanslov for 2016, heraf en lov om arbejdsvilkårene for jordmøderne. En lov der vil forringe arbejdsvilkårene yderligere.
Hvornår er nok nok?
Vores dygtige jordmødre skal have tid og de ressourcer der kræver til at passe deres arbejde og ikke tænke ”Det var bare ikke godt nok” hver dag de går hjem. De vil have vi skal knalde for Danmark – men hvad nytter det – der er jo ikke nogen til at tage imod barnet når det kommer ud.

Jordmødre for livet har en facebookside smut forbi og giv dem et like, det fortjener det.
Det andet, det fortjener det bestemt ikke.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

Mor På Su

Og når I om 4 år står med jeres eksamensbevis i hånden, kan jeg uden at tage munden for fuld, godt sige, at flere af jer vil være lidt rundere, måske endda have anskaffet jer et kørertøj eller sågar have et barn siddende på hoften” Min gamle rektor på lærerseminariet havde i den grad, for der stod jeg, ganske rigtigt fire år senere, med min 2-årig søn Aksel på hofte og havde endda lillebror Carl liggende trygt og godt i min mave.


h

Jeg er, i forhold til den gennemsnitslige alder for førstegangsfødende en ung mor. Jeg vil til hver en tid sige, at jeg på intet tidspunkt har været en egnet kandidat til kanal 4´s program ”De unge mødre”. No hard feelings, men det var bare ikke en kategori for mig. I stedet var jeg hende, der sammen med min dengang kun kæreste, sad en vinteraften og oprettet et dokument i Excel med overskriften ”Fremtid”. Vi var dem der regnede på det, dem der vendte vor fremtidsdrømme igen og igen og fandt ud af hvad vi ønskede at fylde vor liv med. Vi ønskede og ønsker at fylde det med kærlighed og ikke bar til hinanden, nej til noget vi kunne skabe sammen. Så en forårsdag sad jeg der, på studievejlederens kontor og spurgte så ind til Su reglerne for nybagte forældre og særligt mødre under uddannelse. Planen lå egentlig klar, men når man nu engang trives bedst med ”livrem og seler” og det hele i princippet ikke længere kun skulle handle om min kæreste og jeg, så valgte vi better safe than sorry metoden. Studievejlederen kiggede da også lidt skævt til mig, da hun hørte om min kærestes og min plan. To bachelorstuderende, som planlagde at blive forældre og samtidigt for morens vedkommende, ønskede at gennemføre sin uddannelse på numerisk tid. Hun dømte allerede der, vores kommende lille families plan ude. ”Det er jo slet ikke sikkert, at din termin kommer til at passe med jeres planer” og nej nej… viste da godt at min kæreste og jeg ikke kunne bestemme over hvordan moder natur nu engang virkede, vi kunne kun bidrage til processen og det gjorder vi, for vores udregninger stemte overens med det studievejlederen sagde og med is i maven smed vi præventionen og kastede os ud i projekt baby.
mac vs vognDer gik ikke længe, nogen vil måske ligefrem kalde det ”to ryk og en aflevering”, for så viste stregerne sig.En ting havde vi allerede der fået på plads, i forhold til navnet til den lille ny, nemlig at barnet skulle bærer begge vor efternavne, ligesom os selv, vi tog nemlig en tur på rådhuset en blæsende efterårsdag og sagde ja til hinanden. Tiden gik og familien Sylvest Noer var og blev en realitet. Vores første dreng Aksel kom lige tiden, nemlig på terminen d. 9. April 2011. Forud for terminen skulle mange forberedelser og overvejelser gøres. Valget stod på mange måder imellem Macbook eller Emmaljunga og vi har den dag i dag, aldrig haft en eneste klage over det svenske design. Opgaverne blev skrevet i god tid og en lille pude blev da også medbragt til de sidste forelæsninger. I foråret slog det for alvor en af mine underviser, da han midt i gennemgangen af Emil Strunges digte udbrød ”Hold op hvor er du stor” og ja, stor var jeg, da jeg slæbte mig rundt der på studiet 4 dage før termin. Både undervisere og studievejleder var hjælpsomme med alt fra udlevering af opgaveformuleringer før tid, til accepten af, at jeg lige skubbede min eksamen i linjefaget dansk fra maj til sygeeksamen i august. Alligevel stod jeg der, 3 uger efter Aksels ankomst til verden og snakkede om børns læring i forhold til mennesket behovssystemer ved psykologi eksamen.

Og jeg stod der også første skoledag efter sommerferien….
…. og var klar til tredje år på læreruddannelsen.

Det var hårdt, krævede en masse planlægning, selvdisciplin og god støtte fra vor bagland. På så mange måder kunne vi kun se fordele ved, at vi som par valgte at blive forældre mens vi var studerende. Når det er sagt, så har alt dette kun kunne lade sig gøre, fordi vi havde hinanden, og at vi som par men også individer var klar, sådan gennemklar til at blive forældre. Det er immervæk ikke alle 19-årige der er så heldige at finde deres livs kærlighed i så ung en alder og det er ikke alle der lyster at bytte den der søndags brunch på sokkelunden ud med sandkassehygge, indtørret havregryn på bukserne og snotkys.

Jeg tror på, at det handler om prioritering, at det handler om at nogle bare gerne vil noget andet. Det kan hurtigt blive til en værdidebat, hvor man peger fingre af hinanden og her mener jeg nu engang, at det er så utrolig vigtigt, ligesom i så mange andre henseender, at vi respektere hinanden, for vor forskelligheder.

For jo – vi kunne da godt havde ventet med at få børn, til vi begge var blevet færdige med vor uddannelser. Det ville da helt klart havde givet et langt større økonomisk råderum, men igen – jeg tror ikke et barn nødvendigvis bliver mere lykkelig af at sove i en juno seng, danse afsted i leopardprikkede bukser eller kunne fremvise feriebilleder fra eksotiske rejser. Jeg tror på, at det er kærlighed og tid der skabe den der lykke og ja – vi har da også lavet sten, saks, papir om hvem der skulle blive hjemme fra forelæsning, men vi har også været dem, som kunne tage en fridag lidt oftere, eller kortere dage, da vi nu engang under vor studietid er vores egen chef og det er sgu smart, når man har små børn.

På så mange måder, så kan jeg kun anbefale at få børn under ens studietid. Så længe alt det generelle og værdimæssige er på plads og man handler efter barnets tarv. Så når Københavns kommune nu anvender æggeforskrækkende kampanger så tror jeg desværre man lige rammer lidt forkert også alligevel ikke. For okay – hvor mange kendte til de faktuelle oplysninger i forhold til faldende fertilitet efter 25? Hvem bliver ikke lidt halvprovokeret, eller giver sig selv tid til lige at stoppe og tænke efter, det er nu engang formålet med en kampagne – at så alle ikke kan lide de faktuelle oplysninger, det er en fair sag. Biologi er nu engang biologi og det kan vi altså ikke gøre så meget ved… hvor end vi gerne ville.

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Survival Of The Fittest

Er bloggen død?” Sådan spurgte en sød følger på Instgram forleden.
Svarede pænt tilbage, at den pt. var ramt af en form for hverdagskoma / generel travlhed, men at jeg heldigvis havde været på et førstehjælpskursus engang i tidernes morgen og med sikkerhed nok skulle puppe lidt liv i den igen, til takterne Stay-Stay-Stay-Alive.
For nej, bloggen er bestemt ikke død, den er for mig en organisk størrelse i fuld udvikling og det er bare ikke lige altid man kan se det her, men inde i mit hoved, der sker ting og sager. Vil indrømme, at jeg lige skal finde mit fodfæste i det hersens blogger land, lige vurdere hvad jeg gerne vil takke ja til og samtidigt nej. Der er mange holdninger og meninger til det her blog halløj, generelt også selvfølgelig specifikt til MigOgMorskabet.dk der er som sådan også fair nok.

Jeg læser og følger selv nogle enkelte blogs og hvad der lige tænder op under mine lyster til bloglæsning, ja det svinger meget. I nogle perioder elsker jeg de der ”Jeg brøler og provokere lige lidt” indlægs og andre gange vil jeg faktisk bare gerne høre lidt om en hverdag hvor trip trap stolene er klistret ind i gammel havregrød – eller er det kun her? Men en ting er hvad jeg selv gerne vil læse, en anden er hvad jeg gerne vil skrive. Det er på så mange måder, ikke to sider af samme sag.

Så i nogle perioder, der popper der måske en notifikation frem dagligt og andre, ja der er måske mussestille og hvem ved, måske er jeg i gang med den der Stay-Stay-Stay-Alive behandling…

Hvad jeg pt. ved og tænker meget over, der er sgu nok, at mit liv i disse tider efterlever lidt ala Survival Of The Fittest i moderne moderiske klæder… At det hele ikke handler om de der koldt hævet boller til studiegruppen i morgen, eller nullermændene som skrammer katten væk – nej det handler lige for tiden om bare at være til også måske slække lidt på alt det andet. Det synes jeg måske lige udtrykkes nemmere sagt end gjort artigt, for hvis der er noget jeg ikke trives i generelt, så er det rod og mangel på den der struktur. Men lige nu, med næsten ny studiestart, søde unger, en æblesæson som gør at Hr. Mand også har en del og se til samt hans kandidat : Ja vi er med på bølgen og lavet børn mens vi læser … såååååå er det bare lige nu at det hele handler om at være til og med. At der gerne må spises pasta med ost og ketchup i sofaen mens Pippi danser scottish i fjerneren. Det er okay, det skal det simpelthen have lov til at være.

Så måske handlet det engang nok så meget om arternes egenskab til at overleve via udvikling og det gør det for denne her mor nu engang også.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Må Man Tage Hunde Med Sig Ind I Himlen?

Sorg er en mærkelig størrelse, det er døden for den sags skyld også. De går oftest hånd i hånd.
For mit eget vedkommende, så lærte jeg sorgen og dens ven døden at kende alt for tidligt. I en alder af bare 2,5 år mistede jeg, som tidliggere skrevet på bloggen min far.

Jeg lærte alt for tidligt, at det ikke kun var tissemyrerne, bænkebidere og kæledyr der kunne dø, men også en af mine primær omsorgspersoner. Det har på så mange måder formet mig og givet mig et helt unik forhold til døden. Vil til evig tid mene, at jeg på så mange måder ville ønske jeg havde været foruden, mest af alt fordi døden nu engang ikke er for børn, det er simpelthen for stort at skulle bearbejde. Er idag ikke bange for at dø, kun for at dø for tidligt. Døden skræmmer mig som sådan ikke, det er en naturlig ting af livet, men når jeg skriver naturlig, så mener jeg det bogstaveligt talt ikke helt – for jeg nægter at “acceptere” at dødelige sygdommen, er den naturlige menneskeregulering. Døden er for mig noget der indtræffer, når et menneske har levet et langt og helst lykkeligt liv, ikke noget med bilulykker, sygdomme eller andet i den dur. Som barn have mit liv, mit sind en helt anden dimension, det har det på sin vis stadig. Jeg var hende der kunne relatere, hende som kunne tage de svære og til tider hårde snakke og hende som på så mange måder, havde mistet sin barndomsuskyld alt, alt for tidligt.

… Sorgen er en mærkelig størrelse og den kommer i flere stadier og i niveauer differentieret af de forskellige relationer vi nu engang indgår. Idag har jeg skulle fortælle min store dreng Aksel på 4, at Fister, mine svigerforældres og deres fars hund er død. Fister, som har været en tro ven og beskytter og som lærte mig, at hunde var mere end okay trods fortidens uheldige sammenstød. Fister som for en kort stund var min hund med partisaner tørklæde og i julemåneden nissehue. Fister som nu engang var den kærligeste og mest toldmodigheden hund, jeg har kendt.

Da jeg fortælle min store dreng Aksel, at Far er taget med på dyrehospitalet, er han først undrende og spørger om vi ikke kan tegne en tegning til farmor og farfar. Imens vi sidder der, hvor kun lyden af tuschens føren frem og tilbage hen over papirer høres, falder hans første tåre. Han har tegnet et trist ansigt alt imens jeg efter bedste evne har forsøgt at skitsere Fister.

Aksel rykker over på mit skød og stille begynder jeg så at rokke ham frem og tilbage, mens hans gråd langsomt udvikler sig fra at være stille og rolig, til små eftergivende hulk.
“Det gør ondt Mor, lige her” hvisker han, mens han lægger en hånd på hans mave. I der sekund forstår jeg for alvor, at det er nu, lige nu mit barn oplever den, døden og følgesvennen sorgen. Til trods for Aksels oldemor sidder oppe i himmelen og hun ofte er et samtale emne, så er det stadig ikke helt en ulykkelig sorg han har været i kontakt med dets Aksel var knap 2 år da hun døde og havde efter min mening, en pædagogisk indførelse i, at oldemor nu er oppe i himmelen og vi i ny og næh lægger en rose på kirkegården. Han kan stadig husk hvor hun bor, hvilken slags chokolade hun havde og det er som sådan også det. Men selve tabte, det huske han ikke. Til gengæld ved jeg han vil huske dette, det vil vi alle samme. Noget har forandret sig og nogle vil kynisk ryste på hovedet og sige “det er bare en hund” jovel, men det var og er så meget mere end bare det. Det var et følgeskab på 11 år og en fast bestanddel af “Hjemme hos Farmor Og Farfar”. Så fast at det første Carl på halvandet spørger om, da vi står i entréen er “Fister?”.

Idag har jeg derfor måtte trøste, , favne og med tiden skal jeg guide Aksel igennem dette tab. Og det hele er nu startet med besvarelsen af hans spørgsmål : “Må man tage hunde med i himlen?”

Kærlig Hilsen Christina.