Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Tegnet af grafiker Selina Mandal

Kender I det med at gå lidt rundt med en tanke, måske mere en frustration .. jeg hader generelt frustrationer og synes derfor det er vigtigt jeg handler på dem. Det gør jeg ved at “overveje” frustrationen og dets værd at bruge tid på. Det frustrere mig at Hr. Mand principielt ligger snavetøjet ovenpå vasketøjskurven, men jeg lærte for længe siden i parterapi, at omprioritere min energi og jeg dør ikke af, at jeg selv ligge det i vasketøjskurven. Det gør mit humør dog, vis jeg konsekvent skal sige “Skat vil du ikke godt ligge det tøj i vasketøjskurven”. Ved han vil svare “Jo” og jeg så vil tænke, måske endda sige “Jamen det siger du jo hver gang” og før jeg ved af det, så er tøjet ovenpå vasketøjskurven, et symbol på at min mand ikke hører hvad jeg siger. Det er jo ikke det der er sagen, han tænker ikke, når tøjet placeres på låget “Det gør jeg kun for at provokere Christina”, han gør det bare.

Den slags hverdagsfruststioner har jeg lagt bag mig. En anden frustration, som længe har optaget mig, har været der hvor mit morskab har stået. Selvom jeg jo selv bestemmer over dets farve, indhold og til dels præsentation, så har noget gået mig på. Jeg blev træt af klistermærkerne, reklamerne og “huslejen”. Altså hvis jeg havde haft en sød Vicevært, SÅ betalte jeg sgu gerne for den service, men hvis det hele handler om at betale for at nogle “dyre drenge” kan drikke gode cocktails, så siger jeg pænt nej tak. Jeg bestemmer selv hvor skabet skal stå og derfor har jeg rykket rundt eller jeg fandt en sød Vicevært, som hjalp mig med at løfte de tunge kasser, det må jeg jo ikke i min tilstand.

Derfor vil jeg gerne byde dig velkommen til MigOgMorskabet, nu hos / som Momster blogger. Jeg er stadig mig, men måske du i ny og næh bliver inspireret til at besøge nogle af mine seje, sjove og søde medmødre? Jeg trives bedst i et fællesskab og det er nok os årsagen til jeg er panisk for tanken om egen villa? Jeg har brug for en nabo at ringe på hos og ikke mindst, rene linjer så når jeg skriver indlæg “fyldte” med stavefejl, så er det kun mig og mine ord og ikke forstyrret af  klistermærker og andet reklame gøgl.

Velkommen til MigOgMorskabet
På øverste hylde ligger klogskaben, det logiske. Mine systemer og til tider min mand, er koordineret efter denne kommandocentral. Det er nu ikke fordi hylden er sirligt dekoreret med hyldepapir og andet klister, men alligevel kan et pift hist og her eller en æske med mønster gøre meget, så længe det ikke er lodrette sort hvid striber …

På midterste hylde ses slitagen dog tydeligt. De sortdækket blondekasser har måske set bedre tider, men hvad kan man sige til det? De er nu engang blevet trukket ud og ind af skabet, nogle gange været proppet til bristepunktet og nu er de lettere tomme for indhold. Kasselåget som ellers før har været rundt og buet, er nu efterladt tilbage, udvidet og med enkelte slidtagestriber i blondestoffet.

I den ene af de to blondekasser, er en fin lille rød velouræske. Til trods for at velour for længst har sin storhedstid, så forbliver denne æske stadig epokegørende for resten af skabet velstand. Æsken er fortsat stram at få op, til forskel for et helt andet skrin i skabet. Dets indehold fortæller historier, historier om kærlighed, den hengivende af slagsen, historier om svigt, kampe, nederlag og igen endnu mere kærlighed, mest af alt til livet.

Skabet er proppet med barndomsminder, hverdags spekulationer, ugeskemaer, ikke farvekoordineret perleplader, voksenlegetøj, kreasysler, løbesko, fotoalbums, puttekaniner, slikpapirsrester og en masse andet henlagt rod, i forsøget på at skjule det samme. Til skabet følger en nøgle og jeg håber I er klar, for nøglen er sat i og skabet står nu på vidt gab.

Velkommen til og tak fordi du kom og vil læse med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kære lille mormor..

Den 16. februar 2010, dør min Mormor, efter et langt og hårdt sygdomsforløb med kræft. Sorgen der ramte min familie og mig, var ubeskrivelig. For hvad gør man, når hende der var samlingspunktet, hende der var den vise hunelefant i flokken, går bort. Kræft kommer som en tyv om natten, gennemroder alt og efterlader en nøgen, ensom og forladt.

Min Mormor betød alverdens for mig, sammen med min Mor var hun en af mine præmære omsorgspersoner. Stort set alle mine barndomsminder er spundet op, om to stærke kvinder og jeg ved, at det er disse kvinder som har gjort mig til den jeg er. Igennem min Mor og hendes Mor, min Mormor, fik jeg lidt af alt det, som gør mit livs kompas altid navigere efter oplærte, sande værdier.

D. 7. juli 2018, ville min Mormor være fyldt 80 år.
Dagen i går var præget af rejseaktivitet og en sorg i mit indre. Trods en utænkelig træthed og manglende overskud, slæbte jeg mig selv i et supermarked, for at købe ind til en af livretterne, som kun min Mormor kunne lave den. I dag er retten den, som jeg altid spiser forud for de store løb og når følelserne eksploderer som atomer i mit indre. Jeg tænker tit, hvilken tid vi kunne have haft sammen og hvordan min Mormor ville have elsket at være Oldemor, til syv oldebørn, alle drenge.. Til efteråret kommer det ottende og med ham, forsvinder muligheden for at gøre det, jeg en efterårsdag i 2009, under en af min Mormors og mine lange ture med kørestolen, lovet hende. Nemlig, at skulle jeg en dag få en lille pige, ville jeg give hende mellemnavnet Marie, efter min Mormor – Anne Marie. Dengang jeg fortalte hende det, afviste hun det blankt, men efter at have hørt på min forklaring på hvorfor dette lige præcist skulle være sådan, havde hun med stolthed accepteret mit valg. Det var på mange måder den samme stolthed jeg mærkede, hun havde haft dengang jeg på hendes 71 års fødselsdag, havde vist hende, hvorledes hendes underskrift nu prydet mit håndled. Foreviget, vil hendes navn stå, med blod og blæk.

For 10 år siden var vi samlet i en haveforening i Ballerup, for at fejre min fantastiske Mormors 70 års fødselsdag. I ugerne op til, havde jeg nervøst gået frem og tilbage i min stue, og øvet mig på den tale, som for evigt, vil være mit livs tale. Ingen vidste dengang hvad der ventede min Mormor og tanken om, at kræften kom blot 5 måneder senere, er skræmmende. Det er det kræft kan, den kan ødelægge og forpeste ens hukommelse, ens minder, hvis man lader den. Jeg har dog, alle mine mange minder i beholdt. Nogle er udelukkende i hukommelsen, andre eksisterer i lydoptaget samtaler mellem min mormor og jeg, på billeder og i små breve.

 Jeg vil gerne dele et minde. En smuk solrig dag rejste jeg mig, 19 år gammel og holdte talen ”Når Mormor sagde hold mund”. Det var en tale, som blev fremført med tåre og overrækning af små gaver.
Til ære for min elskede Mormor, vil jeg gerne, genudgive talen her.

Når mormor sagde hold mund

 Hej alle sammen.
For jer der ikke ved det, så er jeg Anne-Marie og Frodes datter Kristens datter, eller mere enkelt, et af Anne-Marie og Frodes mange børnebørn, Christina. Jeg har rejst mig, for at holde en lille tale, og denne tale har fået titlen – Når mormor sagde hold mund. Nu vil I måske tænke, hvad er det dog for en titel at give en tale, men i denne titel ligger ufattelige mange minder, fyldt med masser af glæde og kærlighed – nogen af disse minder, har jeg tænkt mig at dele med jer.

 Hele mit liv, har I, Mormor og Morfar, været indbegrebet af de forskellige skoleferier. I har aldrig sagt nej til at Christian og Jeg kunne komme på ferie hos jer, eller at Ida og Jacob, har kunne være der samtidigt, på trods af at vi som små, var fire unger med masser af krudt i røven. Disse ferier bød på lidt af hvert, men en ting var sikkert, en stor portion kærlighed.

 Jeg kan huske hvordan du Mormor, hver morgen kom med æg og bacon på sengen og at jeg gang på gang har sagt – det skulle du ikke have gjort, og dit svar var altid, morgen efter morgen – hold nu mund. Om aften kunne man så opleve, hvor ens livret blev stillet på bordet og man igen sagde – Det var slet ikke nødvendigt, hvortil du blot svarede – hold nu mund. Mormor og Morfar, I skal have tak for en masse fantastiske pasninger og skoleferier, de er noget som betyder utrolig meget for mig – Tak.

 En anden ting, som jeg også gerne vil sige dig tak for Mormor, er den økonomiske støtte du har givet, til bevaringen af mine fine æblekinder. Det har nemlig altid været sådan, at når Anne Marie ofte passede Cecilie, Christoffer, Christian og jeg, så var utrolig hyggeligt og rart. De her pasninger, indeholdte ofte flere små overraskelser. Som blandt andet kunne være en oprydning, af ens ellers altid rodet værelse eller en lille slikpose gemt i ens klædeskab. Problemet var bare, at når man så kom hjem fra skole og åbnet døren ind til ens værelse og man så hvordan det ellers bombet lokum, pludseligt var blevet helt rent og pænt og man så prøvet at forklare, at mor nu ville blive sur, fordi hun havde sagt jeg selv skulle rude op, sagde du bare – Hold nu mund. Men Mormor, tak for alle de gange du har ryddet op, og tak for alle slikposerne, jeg kan desværre ikke give en oprydning tilbage eller det kan jeg, men jeg har stadig lidt problemer med at rydde op, så jeg må nøjes med at give en slikpose igen. Værsgo Mormor.

 Mormor er faktisk en lidt underlig titel, Mormor er du jo, og for mig, verdens bedste Mormor. Du kaldes jo Mormor, fordi du er Mor til min Mor. Men man kan også sige det sådan her, at man siger 2 gange Mor, eller Mor i anden eller Mor2. Hvilket er hvad du har været for mig, Mormor, en Mor2. Det er nemlig sådan, at mit stamtræ, er lidt anderledes i forhold til andres stamtræer. Normalt er et stamtræ opbygget med to store stærke og beskyttende rødder, men som helt lille, oplevet jeg af en af disse rødder blev skåret af, og efterlod den anden rod alene. Alene med de to allerede eksisterende udspring. Men du gik ind, og satte dig som støtte til den tilbageværende rod, og til de små skud, som blev ved med at vokse. Og hver gang de små udspring, gjorder tegn på savn til den afskåret rod, voksede din gren sig større og stærkere. Og derfor ser jeg i dag dig, som mere end blot min Mormor, men en Mor2 og det vil jeg sige dig tak for.

Sidst men ikke mindst vil jeg sige dig tak for al den støtte du gav mig sidste sommer. Det skal lige siges her, at jeg sidste sommer oplevet mit livs alléer første seriøst brud, med en person jeg havde meget kær. Jeg følte dengang, at hver gang mit hjerte slog, blev det pumpet en dødbringende virus ud i min krop. Men du var der Mormor, som en online telefonlinje, altid åben og du transporterede dig dagligt ind til mig, på Amager. Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis mimrekortet ikke havde eksisteret, havde du gjort det alligevel – Tak mormor, og denne gang bedes du venligst lade hver med at sige hold nu mund – tak.

 Mormor jeg kunne sige tak i en evighed, men sandheden er jo at der ingen ord findes for hvor stor en betydning du har for mig, og det ikke er muligt at beskrive, alt det gode din personlighed rummer Så … kære lille mormor, kære lille mormor tillykke med din fødselsdag . til slut vil jeg bar bede dig om en lille ting, at holde mund og tillade dig selv at slappe af og blive hyllet af os, som så inderligt elsker dig.

 Skål mormor

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når generne går igen – Glædelig Fars dag

Sent, sent om natten
Alene med mig selv
Drømmen om dig
Kan ikke slåes ihjel

Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, men du gav mig til mor og hun gav mig jo det liv jeg har.

162875_475455166683_7821757_n
6. november 2010, min bryllupsdag.

Jeg kender følelsen, men det er først nu her tredje gang, at jeg har lært at identificere den. De andre gang har den næsten overmandet mig og sendt mit system ud af kurs, men nu ved jeg, hvad der er på spil og på mange måder os hvordan jeg skal håndtere det.

Det er fantastisk vidunderligt, at jeg kan bære og videreføre livet, min mands og min familie. Selvom der som sådan ikke er noget romantisk i alt det praktiske i få børn, så synes jeg grundtanken om, at jeg sammen med det menneske jeg elsker og holder af, kan skabe nyt liv. På mange måder er denne essentielle tanke, en truet enhed, grundet en faldende fertilitet og de mange teknologiske muligheder, for netop at blive forældre på egen hånd. Hermed ikke sagt, at jeg ikke forstår og respektere disse muligheder, tværtimod.

Inde bag ved døren
Der hvor alt kan ske
Venter du, venter du
Meget svær at se

For mit eget vedkommende, har jeg altid haft en god fertilitet og sammen med min mand, har vi haft “held i sprøjten”, hvilket jeg personligt er enormt taknemmelig over. Jeg er stolt, taknemmelig og ja lykkelig over, at kunne bære et liv under mit bankende hjerte og jeg elsker tanken om at Hr. Mand og jeg, sammen, har lavet hvad er bliver tre børn, som er søskende og deler gener, på godt og ondt. Det er mærkeligt det med gener og arv, den arv som jeg på så mange måder ikke har fået socialt og så alligevel.

Min fars død har været en social arv, der på mange måder har præget min psyke i en sårbar retning, men som samtidigt har hærdet mig. Jeg har ellers virkelig kæmpet imod og forsøgt mig som hende der overkom strabadserer i barndommen, indtil jeg blev indhentet i mit voksne liv. I dag ved jeg hvad min fars død har af betydning for mig som menneske – kvinde. Det betyder blandt andet, at jeg føler et stik i hjertet, over følelsen af, at under mit hjerte banker endnu et. Et nyt liv.

 

f80a4091_web
Foto Credit: Fotograf Mia Boserup

Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
I en helt anden tid
Aha aha
Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
Ridder lykke
Tag mig med

Jeg har arvet flere ting fra min far, eksempelvis mit ret skæve tandsæt, et lille rødligt skær i håret og så en masse risikoer grundet alt det min far kæmpede med. Mine børn har os fået noget med fra deres biologiske Morfar. Aksel er pt. Den der har mest med sig. Han er både født med klumpfødder, hvilket er fra min fars side af familien og så er han farveblind, som min far var det. Han er det kun fordi jeg som kvinde bær min fars farveblindhed og denne genfejl kan kun videregives til mine drengebørn. Det er underligt men samtidigt rart, at min far er med mig – når han alligevel ikke er det.

I dag ved jeg på mange måder, hvor magtesløs min far må have følt sig i forhold til tanken om at sætte liv i verden, som han ikke kunne passe på. I dag ved jeg, at min far tændte et lys for mig, da der var aller mørkest og den tak skylder jeg ham. Det gør ondt at vide, at min far på mange måder vil dø med mig. Jeg bær, sammen med min bror, hans efternavn. Dengang jeg ventede Aksel gjorder jeg mig mange overvejelser over om også han skulle bære det. Alligevel så følte jeg et behov for at tegne en streg i sandet. Aksel og Carl ved, at min far døde da jeg var barn og en dag, når tiden er til det, vil jeg fortælle dem om vigtigheden i vi passer på os selv og hinanden. Jeg vil fortælle dem om livet skal leves og aldrig selv må vælges fra, ligemeget hvor mørkt der kan blive. Jeg vil fortælle dem om muligheden for at kæmpe, mulighederne som min far ikke havde og jeg vil fortælle dem om manden som min mor forelskede sig i, som en dag blev rigtig rigtig syg. Jeg vil fortælle om, at ingen mennesker, som har en psykisk lidelse er onde, men at der kan være noget inde i dem, som er blevet sygt og når det bliver sygt, så kan man som menneske blive magtesløs og ødelagt i sådan en grad at det findes umuligt at komme på fode igen.

Vejene jeg følger
Ender altid blindt
Men stjernerne
Ser jeg no’ngang’ tilsidst

En dag vil jeg vise dem, den grav, jeg så tit har stået ved igennem hele mit liv. Nogen gange legede jeg med perlestene, mens min mor lagde en krans, andre gange kiggede jeg min farmor over skulderen imens hun luet ud.. da tiden ville det og jeg var klar, har jeg siddet ved hans grav, jeg har grædt, skældt ud og savnet. Jeg har savnet den mand, som var med til at bringe mig til verden. Manden som på så mange måder gav mig til min mor.

Står du bag ved døren
Der aldrig åbnes helt
Hvor er du, hvor er du
Du er så svær at se

I dag bæger jeg hans barnebarn, hans 5 barnebarn. De er alle sønner, alle med en arv, krøller i håret og et glimt i øjet, som jeg kan kende fra de hvidsorte billeder og de vil en dag få fortællingen om manden som købte en kæmpe vaffelis til min mor. De vi få fortællingen om manden som sidder i skyerne og som jeg en dag, når tiden er til det, vil gå en lang tur med… og tale om alt det der var, alt det der blev og som for evigt vil være, nemlig vores slægt.

Jeg ønsker dig en glædelig fars dag, imorgen .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Hvornår er nok, nok?

fab7a807-6702-4a9f-aab5-970ea6567cd5

Det er noget underlig det der med forbrug, særligt storforbrug. Jeg er storforbruger af mad, men går samtidigt ind for modspil og smider nødigt noget ud.

De fleste er jer ved st jeg elsker genbrug og hele hytten er proppet med gode genbrugs og klunserfund, jeg kan ærlig talt ikke indrette med nye møbler.. jeg synes tit helt nye møbler mangler sjæl. Hvis jeg alligevel indretter med noget nyt, bliver det næsten altid hack’et. På nuværende tidspunkt går Hr. Mand og Jeg og overvejer en make-over af flere af vores rum i lejligheden og alle møblerne dertil, skal enten bygges eller findes på dba / loppemarkeder eller til storskrald. Det handler dels i økonomi og grundtanken om ikke at være storforbruger men istedet genanvende.

Forleden læste jeg så en artikel om en kvinde, der kun havde 25 stykker tøj i sit klædeskab. Undertøj og strømper samt overtøj talte ikke med. Hun ville faktisk gerne ned på 20 i år 2018. Jeg sad først og tænkte: Hun må have max tøjkrise hver dag, men hendes argument om at hun næsten altid gik i det samme tøj, passer os på mig. Hvilket det nok gør for de fleste?
Okay en sjælendt gang imellem mixet jeg et eller andet med blusen bagerst i skabet.

Mit klædeskab er lidt af en udfordring. Jeg er en kjolepige, som de sidste par år er gået fra XXL til S/XS. Min økonomi er langt fra prangende og det der shoppinggen mangler jeg (heldigvis). Jeg bryder mig generelt ikke om at købe ind og gå rundt i kæmpe shopping centre. Jeg gør det – selvfølgelig i ny og næh og giver man mig 100 euro i primark, så går jeg amok (selvfølgelig) MEN ellers shopper jeg ikke. Sidst jeg købte tøj var til Black Friday,. Der købte jeg to tube-Bh-toppe, som jeg kunne have på når jeg bar en kjole med bar ryg og før det shoppede jeg i oktober på et lagersalg. Før det shoppede jeg i juni lidt sommerbluser og shorts, da alle mine andre shorts nu var for store og før det, ja så shoppede jeg i april, da jeg var i Berlin.. Jeg er ikke hellig eller uden tendenser til lige at mangle en kjole, men jeg er bedre til bare at låne en.

Derfor tænkte jeg, det må da være muligt at tynde godt ud i skabet. Jeg ved ikke hvor meget tøj du har derhjemme, men jeg har ca. To ikeaposer med top på tilsammen. Dette er IKKE indkludret løbe og træningstøj og det tæller ikke med som almen tøj, selvom jeg for det meste har thights på i hverdagen. Vi er i den situration at vores tørreloft er lukket og vi tørrer helst ikke tøj i lejligheden pga frugt. Det gør derfor tøjet skal hænge ude i det kolde vejr og har rigtig svært ved at tørre. Jeg begyndte derfor at tynde ud men samtidigt tillade mig selv lidt mere tøj end 25 stykker. Jeg endte derfor på 45.

De 45 stykker tøj er :

4 par bukser
2 buksedragter
5 nederdele
7 kjoler
1 skjorte
1 blazer
4 cardigans
3 lange cardigans
5 tykke trøjer
6 toppe
7 langærmet bluser

Når jeg står foran skabet tænker jeg der er INTET tilbage men når jeg så ser listen, så tænker jeg alligevel 7 langærmet bluser er relativt meget, når nu jeg os at toppe og cardigans og kjoler. Tanken er, at jeg indenfor den næste måned gerne skulle reducere yderligere og ned på 40 stykker tøj.

Resten af tøjet, overskudstøjet er nu pakket væk for en stund og tages så op om ca 3 måneder. Hvor jeg kan “shoppe” i mit gamle tøj og ligge tøj i klædeskabet efter den klassiske metode – 1 ind / 1 ud.

Personligt synes jeg ikke om at smide tøj ud og i min verden lever en T-shirt altid sit efterliv som nattøj / søndagstøj / træningstøj. Derfor er mit ældste stykke tøj et par bukser, fra da jeg var 18. De bukser har i perioder været på ferie, grundet en større vægtøgning men de lever og dur stadig.

fa0d29c3-4c8c-40a3-8fc3-8e217402e57d

NU er jeg bare spændt på hvad der venter mig de næste par morgner. Idag tøffer jeg rundt i træningsbukser og min “farmor” strik, som min kære svigermor har lavet til mig.

Ved du egentlig hvor meget tøj du har i dit klædeskab. Bruger du det hele eller ligger det der bare til en dag?
Hvordan med shopping, er det noget du gør dig i ?

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At forsøde tilværelsen … uden sukker

Dette indlæg er delvist sponsoreret.
Ordene er mine egne og oplevelsen det samme. Alligevel ønsker jeg selvfølgelig ikke at udsætte jer for nogen form for skjult reklame og da jeg har indgået et samarbejde med EASIS, så føler jeg det er på sin plads at fremhæve i hvilken sammenhæng dette indlæg står i. Jeg er nemlig blevet EASIS ambassadør og ønsker igennem dette indlæg at fortælle lidt om min rejse, hvor diverse produkter fra EASIS var en tro følgesven. 

9e46839b-6f90-42ed-8b8e-b632b5b6882d-w_300_h_250

Jeg har tidligere skrevet om tabet af mine mange graviditets kilo, om kampen, om 5:2 kuren, om det at nå i mål og ikke mindst blive små forskruet oppe i hovedet, således at jeg havde svært ved at finde den sunde balance imellem konstante restriktioner og et normalt spisemønster. Hvis du tænke: “Hvor står det?” kan du læse indlægget HER. Det krævede et samarbejde med en dygtig kostvejleder, som fik mig til at forstå hvad sund balance i virkeligheden handlede om.

Vægten forblev den samme og selvværdet voksede. I foråret 2016 begynder jeg at have lidt for travlt, faktisk er jeg uden selv at vide det vandvittig stresset og ja hvad der sker i månederne derefter, det kender den trofaste læser allerede, ellers kan du læse om det i indlægget HER. Min indlæggelse og depressionen gjorder at vægten først faldt markant, jeg gik i sultestrække og på 14 dage kom min vægt ned og blev det laveste jeg nogensinde har vejet i mit voksne liv. Samtidigt begyndte medicinen at virke og bivirkningen omkring manglende mæthedsfornemmelse indfinder sig i kroppen. Dengang psykiateren fortalte at jeg meget vel ville opleve en vægtøgning, blev jeg først ret nervøs, lidt tragisk komisk når psyken er gået ned, at vægten så fortsat havde en betydning. Omvendt ved jeg godt hvordan det hele, hos mig, hænger sammen i en cirkulær proces og jeg ved at for mig giver forhøjet vægt – dårlig selvværd – dårligt stemningsleje – trøstespisning og ja så kører det ligesom i ring derfra. Så da jeg efter en længere periode med et minimumindtag på 500-800 kcal. om dagen, pga. depressionen og min krop samtidigt var knækket grundet belastningsreaktionen, troede hele mit system at jeg var i krig. Det er jo dét som er de fascinerende med kroppen og særligt nu hvor vi idag lever en helt anden tilværelse end dengang i stenalderen, vores krops genetik og biologi er stadig spundet op af evolutionslæren. Så i det øjeblik jeg begyndte at spise lidt, så suget min krop alt til sig. Derfra gik vægten op og jeg oplevede samtidigt hvordan jeg konstant følte sult. Efter mine erfaringer fra 5:2 kuren, så tænkte jeg lidt sulte fornemmelse er ingenting, men at kæmpe med en nedbrudt psyke og en følelse af manglen opfyldt biologiske behov, det var en kamp jeg ikke kunne overskue at kæmpe på samme tid.

Jeg har før skrevet om hospitalsmaden og særlig kost og motion under min indlæggelse blev et fast holdepunkt, det kan du læse og HER. Det handlede ikke om et forstyrret spisemønster eller et ønske om at “være tynd”, det var en kamp for overlevelse, som gik ud på at holde fast i de sunde vaner jeg havde fået dybt ind under huden. Derfor blev jeg kendt som patienten på psyk, som fyldte patientkøleskabet med skyr, æg, grønsager og bøffer. Således at jeg kunne lave mig en klassisk portion skyr med mandler og chokolade på toppen til morgenmad. Frokosten bestod ofte af tun og et flækket bundt hjertesalat ristet af på panden. De dage hvor appetitten var med mig, stegte jeg en bøf i en kasserolle i patientkøkkenet og når appetitten svigtede lå der en bunke af EASIS bar’ i mit gardarobeskab. Med udgangspunkt i lidt var bedre end intet.

Min krop gik i stå under indlæggelsen, selvom jeg løb og trænede dagligt, gjorde angsten og alle de reaktioner på den psykiske og fysiske belastning, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Samtidigt rev og sled sulten i mig og tankerne om at det hele ville løbe løbsk og jeg pludselig igen ville veje 103 kg var en daglig tankemylder tanke. Derfor begyndte jeg at strukturer min mad og mit indtag, som hvis jeg skulle tabe mig. Ikke fordi jeg ønskede at bringe min vægt ned, men fordi jeg havde brug for at se og bekræfte mig selv i, det kun var bivirkningerne som tvang sulten frem. Samtidigt steg min konstante trang til sødt og salt og det med at kæmpe flere kampe på samme tid blev for opslidende, så jeg fandt en masse blide mellemveje. Nogle af disse indeholdte EASIS produkter, således at jeg kunne ‘være’, uden det hele kom ud af kontrol og jeg ville stå med en vægtøgning på +10 kg eller mere, hvilket rigtig mange bruger af antidepressiv medicin ofte oplever.

isis_1

Da jeg blev depressionsfri i efteråret 2016, sad jeg tilbage med +5 kg på kroppen og da overskuddet til at regulere mit kcal niveau indfandt sig, kunne jeg holde fast i mine trofaste fødevaregrupper, opskrifter og ikke mindst produkter fra EASIS, således af jeg langsomt men sikkert kom tilbage til min normalvægt, post depression, uden at blive kvalt i hårde restriktioner og afholdenhed fra sødt og salt.

Hvor vil jeg så hen med al den snak om kost, sukkerfri produkter og gode smagsoplevelser. For mig er mad ikke bare mad. Mad er er basalt behov vi som mennesker har gjort socialt, det at spise er et almen menneskeligt fænomen, som vi med tiden har udviklet til at være en social happening. Se bare på dyrene, der er det den stærkeste / ældste som spiser først og derefter kan andre lange til fadet. Idag spiser de fleste børnefamilier sammen, med grundtanken om at vi skal samles om måltidet. Særligt det sociale kommer ofte under pres, når et vægttab igangsættes, ofte fordi det at “hygge” indeholder mange kalorier, både i forhold til mad og drikke. Igennem mit løb kommer der automatisk et minimalt indtag af alkohol og sukkerholdige drikke, hvorimod kosten tilgengæld er svære at styrer og derfor er i fokus. Som løber skal der den korrekte mængde brændstof på motoren, således jeg ikke går kold efter 21 kilometer – samtidig er jeg en del af en familie og jeg ønsker at mine børn skal opleve den fællesskabs følelse, som vi ofte etablere under vores måltider. Derudover ved jeg at mine drenge spejler sig i mig og hvis jeg konsekvens vælger kartofler og sovs fra, så skabes der en uholdbar distance til mine børn og ikke mindst forskellige fødevaregrupper som de i sidste ende kan tage til sig. Derfor elsker jeg at kunne differentiere mit kcal. indtag ved hjælp af særligt smagfulde sukkerfrie produkter, som samtidigt sikre mig, at jeg indtage de korrekte mængder fiber og vitaminer.

img_4761

EASIS Ambassadør
For knap en måned siden var jeg så heldig at vinde et startnummer til Nordic Race på Rashaleøen, hvor jeg skulle være en del af Team EASIS. Det var en kanon fed oplevelse, dels fordi jeg fik udfordret mig selv – lavet den bedste maveplasker og så mødte jeg nogle af alle de dejlige mennesker som står bag EASIS, som sikre en kvalitetsrigtig produktudvikling og som samtidigt forsøger at udbrede nogle af alle de fordele der er ved at reducere sit sukkerindtag. Hele grundtanken bagom EASIS har jeg stor respekt for og efter en aften i selskab med de skønne medarbejder og andre ambassadører for EASIS, så var jeg solgt.. Det er derfor med en stolthed og glæde at jeg kan sige, at jeg er blevet officiel EASIS ambassadør og nu ikke kun er fan, men en del af team EASIS.

fullsizerender-13

Måske kender du allerede lidt til EASIS, men hvis ikke så producere EASIS en række utrolig lækre sukkerfri produkter som har beholdt den gode smag og tekstur. Personligt er jeg kæmpe fan af EASIS Corn Flakes – som dels er glutenfri, har et minimalt salt og ikke eksisterende sukkerindhold. Derudover har de en skøn konsistens og er lidt tykkere end normale corn flakes, hvilket gør smags- og tyggeoplevelsen langt bedre. At Corn Flakesne fra EASIS er mit ynglings produkt skyldes derudover at jeg kan spise med ved morgenbordet, uden at skulle træde for meget udenfor vores måltid, således at vi alle spiser “noget vi hælder op”, havregryn, müsli eller corn flakes og det betyder alverdens for mig at kunne være en ligeværdig del af min familie.

Hvis du tænker hvor kan EASIS produkterne købes henne af, så har EASIS sin egne webshop og ellers forhandler de fleste supermarker en stor del af produktlinjen, særligt Rema1000 som ofte kører gode tilbud.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Mad og mennesket

img_4259

Det er sjovt der der med mad, det er et fællesmenneskelig behov, noget identificerbart for os alle og med tiden blevet en utrolig individuel sag.

Hvorfor det er blevet således handler om alt fra kultur, sociologisk, pædagogisk og ikke mindst politisk indflydelse. Det er fortsat ikke ret mange år siden videnskaben begyndte at påpege kost og sundhed hang sammen. Derigennem er vi på mange måder er vi blevet nogen egoistiske tosser, når det kommer til det enkelte måltid. Allergier spiller lovligt ind men idag er det ikke længere uhyrt at sige nej tak til kage eller flødesovsen, fordi maven eller vægten ikke har godt af det. Idag er mad ofte ikke længere styret af de lystbetonet behov men i højere grad af de faktuelle og rationelle valg.

Et sted hvor jeg virkelig kan mærke mit eget behov for ‘kontrol’ over mad, er når jeg fratages alle mine normale vaner, tilberedningsformer og ikke mindst frie valg. Et sted hvor det sker, er på et hospital… Jeg er dybt taknemlig for at bo i et land med god og fri behandling, det gør dog ondt at se og opleve personalet løber så hurtigt som de gør. Det gælder på både de somatiske men os psykiatriske afdelinger.

Dengang jeg var indlagt på psyk, der var maden på mange måder min fjende og mit faste holdepunkt. Da jeg blev syg, forsvandt al appetit og vægten styrtdykkede. Derudover kom jeg i antidepressiv medicinsk behandling, som ofte er kendetegnet ved at man tager på. Dengang overlægen fortalte mig om min behandling, så faldt jeg næsten ned af stolen, jeg har tidligere skrevet om mine tanker og følelser omkring antidepressiv behandling som du kan læse om HER. Da jeg derudover fik beskeden om bivirkningen omkring vægtøgning, så var jeg liiidt ekstra nervøs. Et par ekstra kilo på sidebenene skulle selvfølgelig ikke stå i vejen for at jeg kom ud af min depression, men ret skal være ret, jeg trives ikke med ekstra kilo på sidebenene og når jeg ikke trives, går det i humøret og derfra skabes en ond cirkel, da mit humør ofte påvirker mit indtage og præferencer af fødevare.

Jeg tror ikke det er et enestående problem. Måske derfor trøstespisning er et fænomen? Måske os derfor at diverse kurer indeholder en cheatday mm. Jeg tror bare ikke på det ! Jeg vil hverken belønne eller straffe mig selv med mad, istedet vil jeg gerne sikre at min krop og mine behov imødekommes, med det for øje at jeg hele tiden har en bevidsthed omkring hvorfor og hvad jeg spiser. Hvis jeg spiser slik, spiser jeg slik fordi jeg gerne vil det og ikke fordi jeg godt må, eller fordi jeg lige synder lidt.

Men for at komme tilbage til hele grundtanken med dette indlæg, så vil jeg gerne have jer med tilbage til min indlæggelse på psyk. Velvidende om den medicinske bivirkning og manglende appetit, forsøgte jeg at gribe fat i det jeg kendte og ikke mindst udnytte patientkøkkenet på afdelingen. Derfor blev jeg kendt som hende tossen der stegte røde bøffer og asparges i en gryde. På en hylde i garderobeskabet lå der nødder, rosiner, tun på dåse og diverse sundere snackbarer. Ikke fordi jeg ønskede at tabe mig, men fordi jeg simpelthen ikke kunne overkomme et rigtig måltid. Samtidigt med dette løb jeg hver dag og brugte minimum en time i motionsrummet på afdelingen, dels for at arbejde med min hvertrækning under angstanfald og for mig at få de mørke tanker på afstand.

På en afdeling, hvor man er indlagt, for henholdsvis somatisk og psykiatrisk sygdom, så er der en madvogn. En lille mini buffet om man vil. Jeg taler udelukkende er erfaringer fra Frederiksberg Hospital, en del af Region Hovedstadens hospitaler, som ikke er med i Christian Blitz madprojekt eller lignende. Tror vitterligt ikke han vil sætte sit navn der, så hellere en kop i stentøj? Indlægget her har ikke direkte til formål at brokke sig over maden, jeg kan dog undre mig over den manglende forståelse for tallerken modeller og ikke mindst behovet for smagfuldt mad.

En stor problematik på den psykiatriske afdeling var dog, at maden vi fik var lavet til somatisk syge patienter og derved var den ofte lidt federe end ellers. På de psykiatriske afdelinger er patenterne ofte i en medicinsk behandling eller i en tilstand, som gør at deres indtag af mad stiger og når det stiger, så stiger vægten og Wau, nu er vi over i den onde cirkel igen.

Da jeg så igår blev indlagt på en medicinsk akutafdeling fordi mine lunger efter knap 3 ugers sygdom fortsat lyder som Hr. Mands MoccaMaster, så blev jeg ramt af alt for mange flashbacks. Alt fra alarmere der bipper til industri servicen og lugten af jod og sprit. Da jeg tilbydes mad, vælger jeg suppen, frem for leverpostej med skyr eller spejedreng med rå løg og til aften blev det kogte gulerødder og et lille stykke spinattærte. Portionerne lignende fuldstændig dem fra min tidligere indlæggelse hvor jeg efter 9 uger kom madplanerne igennem hele to gange. Kan desværre konstatere at de mere eller mindre fortsat er de samme. Igår aftes fik jeg så en rigtig sød læge som forstod at jeg rigtig gerne ville sove hjemme, således at mine børn ikke opdagede at jeg var indlagt (igen). Min tur på tankehospitalet for et år siden, er lige så stille ved at glide i baggrunden, men jeg ved at særligt Aksel stadig gør sig en del tanker om dengang mor blev rundtosset og syg i tankerne. Derfor fik jeg lov til at komme hjem således at jeg kunne spise morgenmad med mine børn og pænt komme tilbage til afdelingen igen næste morgen .

img_4273

Det gav mig os muligheden for lige at finde en del af det mad frem som jeg foretrækker og har brug for.
For mig er mad mange ting, mest af alt et biologisk behov der skal imødekommes. Mad er for mig også en måde at give sin krop en masse vigtige vitaminer og ikke mindst en understøttelse til hvad man nu end måtte have brug for. Som kvinde og løber skal jeg bruge masser af jern. Som tidligere depressionsramt sørger jeg for at de mere (hvedemæssige)hvide fødevaregrupper i sjældenhed optræder på min tallerken, da de ifølge forskning har en nedbrydende effekt på de signalstoffer som er “lykkefremkaldende” og som oftest er udslettes under en depression. Derudover så forsøger jeg igennem min kost at spise mig selv, psykisk såvel som fysisk glad .

Hvilket jeg desværre ikke føler at “hospitalsmad” gør, tværtimod.
Derudover så bliver jeg aldrig god til at sætte mig med en bakke i sengen og spise med mad på en plastik bakke. Derigennem føler jeg simpelthen at alt for meget af mine personlige træk frarøves. Måske derfor jeg ikke bryder mig om alt fra hospitalstøj til mad, jeg har brug for mig selv og min person, os selvom jeg hiver efter vejret.
Erving Goffman kalder alt det jeg omtaler for identitetsudstyr og ja, på mange måder er jeg glad for jeg endelig ved hvad det er og hvem jeg er, istedet for hele tiden at føle mig “forkert” eller sygeliggjort fordi jeg kender mig selv om mine egne præferencer, os i forhold til mad. Det kan den gammeldaws sygepleje nemlig ret hurtigt komme til at gøre. Sandheden er bare en helt anden.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Mig og Mit understel

fullsizerender-9

Hvis jeg finder min bog “kvinde kend din krop” frem, hvad der ifølge min mor er enhver kvindes “bibel” – eller det sagde hun dengang jeg fik den i 13 års fødselsdagsgave, en teenagers drømmegave … men okay, af min bedste veninde fik jeg en tarvelig dildo, som skulle repræsentere mit forstående vilde teenageliv. Hvis jeg tager den frem, altså bogen, hvad der engang var banebrydende litteratur om kvindens krop og hendes seksualitet, så står der så fint skrevet, hvor vigtigt det er at kvinden passer på sig selv og hendes vegina. Ordet vegina synes jeg er lidt “mærkeligt” og “upersonligt” og funktionsordet tissekone synes jeg kun er forbeholdt de endnu ikke er seksuelle oplyste individer. Jeg har aldrig rigtigt givet mig og ‘min’ et navn, måske fordi mig og ‘min’ er mig. En store del af mig.

Igennem tiden har jeg oplevet lidt af hvert og altid har jeg skulle vise hensyn og omsorg for mig og ‘min’. Jeg har skulle lærer mig selv at kende og det har blandt andet krævet et fascineret blik i spejlet og mange samtaler med en tæt veninde og ikke mindst en pornofilm eller to. Alt dette skete før jeg for alvor kunne forstå hvem og hvad jeg var, når det kom til mig og mine præferencer og lyster. Samtidig med denne udvikling sikrede mit hoved mig, at jeg passede på, tog ansvar og nogen gange takkede nej – af ren og skær sikkerhed. Det var også hovedet der en dag sagde højt “p-piller og gynækolog tak” og da jeg lå der med benene i bøjlerne, for alle første gang, og på alle måder forsøgte at gøre mig tung i understellet, så var det hovedet der sagde “du gør det rigtige og det ansvarlige“. Jeg har altid fundet mennesket seksualitet og nydelse, dyrkelse og præferencer utroligt spændende og jeg kan også godt lide sikkerhed. Sex og sikkerhed går i høj grad hånd i hånd og sikkerheden omkring sex spænder bredt op, som et stift lem i et par cowboybukser. Sikkerhed er for mig alt fra hvem man dyrker sex med, til beskyttelse omkring det man ikke kan se eller vil se, uden selv at have indflydelse, eksempelvis to streger på en graviditetstest eller noget så sexet som en kønssygdom.

Selvom jeg Idag har fået 2 børn og dertilhørende x antal gynækologiske tjek, så har noget ændret sig i forhold til mig og ‘min’. Jeg kan ikke længere gå til min egen læge og få lavet mine rutinetjek. Simpelthen fordi mig og ‘min’ for 3 år siden var igennem et “overgreb”. Det var et overgreb jeg indvilligede i pga. sikkerhed og ønsket om at tage hånd om mig og ‘min’s sundhed . Det var et overgreb som indebar lugten af brændt kød, blod, smerte, tårer og en sygeplejerske som holdte mig trofast i hånden og pænt fortalte mig om vind og vejr. For 3 år siden fik jeg nemlig mit første og på nuværende tidspunkt eneste keglesnit. Lige siden den dag, har de gynækologiske tjek været som at springe fra 10 meter vippen, mens mit inderste bliver revet i tusind stykker. Ikke fordi det gør fysisk ondt, men psykisk brænder jeg fortsat op i sorg og angst over dengang beskeden lød på “svær dysplasi i livmoderen”. Det er det som gør at hver evig eneste rutinetjek nu føles som en lang og sej kamp.

Idag får 15.000 kvinder årligt konstateret celleforandringer i livmoderen, ud af disse 15.000 kvinder får 6000 foretaget kegleoperationer, for at fjerne den type celleforandringer som er forstadiet til livmoderhalskræft. Det er triste tal og selvom en førsteplads næsten altid er super fedt, så er det desværre sådan at Danmark er det land i Norden hvor flest kvinder får konstateret livmoderhalskræft. Det er vigtigt for mig at slå fast at celleforandringer er ikke kræft, de kan være forstadiet til kræft og kan, hvis man som kvinde undersøges i tide, fjernes ved en simpelt “operation”. Celleforandringerne konstateres ved hjælp af en smear prøve og en gynækologisk undersøgelse hvor der ses på livmoderen med mikroskop.

Hvor vil jeg hen med alle disse tal og snakken om alt det under bæltestedet. Jo det skal jeg sige dig – celleforandringerne i livmoderen er nemlig slyngveninder med HPV virussen. En virus som overføres ved seksuel aktivitet, faktisk er 4 ud af 10 danskere under 30 allerede smittet og undersøgelser viser at 80% ad alle seksuel aktive i løbet af deres liv vil blive smittet med HPV en eller flere gange. HPV-vaccinationen kan forebygge op til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft, er du vaccineret?

Forleden lå jeg så der hos min fantastiske gynækolog. Hun ved om nogen hvad jeg har været igennem og hun forstår. Hun anerkender min angst og selvom tårerne ukontrolleret triller mens hun undersøger mig, så gør det ikke ondt.. kun i hjertet.. 2 dage efter mit tjek fik jeg tilsendt et svar, måske det kom så hurtigt pga. sommerferien stod for døren, eller fordi hun ved at jeg stadig er i chok over forrige omgang. Svaret lød på helt normale celler og ikke mindst med en ny tid, igen om et år.

Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at skrible et eller andet hysterisk morsom sammen om papegøjens næb og halskiggerig, men jeg kan ikke. For jeg synes bestemt ikke dette er morsomt. Jeg synes dog at det er uhyr vigtigt at man som kvinde husker at passe rigtig godt på sig selv og det indebære blandt andet at man beskytter sig og får tjekket understellet i ny og næh og sikre sig at alt kører som det skal.

stophpv-stoplivmoderhalskraeft_logo

Hvis du har lyst kan du læse om min oplevelse med konstateringen af celleforandringer og keglesnit kan du læse det i dette indlæg. Samtidigt vil jeg anbefale dig at tjekke hvornår du sidst var til “eftersyn” og ikke mindst bede dig huske din veninde, søster eller mor om at have styr på det der skal være styr på.

Du kan læse meget mere om HPV virus, celleforandringer og ikke mindst
HPV-vaccination på StopHpv.dk

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Okker Gokker, Glade Sokker

Dette indlæg er sponsoreret, men indeholder udelukkende egne holdninger til produktet.
img_1825

Drengene leger ta’ fat. Selvom vi ellers har sagt at løb indendøre er NO go’. Vi er ikke overborer til en fru. Olsen, men overborer er vi nu engang og så er vi forældre til en lille ulykkesfugl. Aksel har desværre lavet indtil flere skred i svinget og det er ikke alle styrt, som afværges lige godt. Alligevel er deres ta fat leg anderledes Idag, der er ingen uheld. Istedet løber drengene pludseligt hurtigere og deres afsæt i gulvet er lette og elegante, uden det mindste tegn på at foden er ved at skride på det glatte plankegulv. Aksel har en ny slags strømpe på og i det øjeblik bliver jeg for alvor overbevist om, at en strømpe ikke bare er en strømpe.

Aksel har grundet hans medfødte klumpfødder nedsat taktile sanser i fødderne, på trods af de fleste klumpfodsbørn ikke kan fordrage at have bare tær, så elsker han det. På mange måder minder vi meget om hinanden på det punkt. Så jeg var spændt på om han ville bryde sig om de nye strømper. Tit kan de overtales til at blive beholdt på, hvis der er en sej figur som print eller nogle fine farve. De her var simple men ultra bløde, også havde de skridsikre poter under trædepuderne, hvilket samtidigt er en god indikation for hvilken side der skal op og hvilken der skal ned.

img_1699

Vi har testet tre forskellige slags strømper fra Fuzzies Dk. Deres strømper forhandles landet over, i stort set alle børnetøjs butikker med respekt for dem selv. Strømprene, som minder meget om de klassiske hyggesokker, er her i det sommerhalvår vi går imøde, gode i gummistøvlerne eller ved morgenstunden, hvor kroppen lige så stille skal have lov til af vågne.

Selvom Aksel og Carl er brødre, så er de på mange måder hinandens dimentrale modsætninger. Hvor Aksel kan vende alting på vrangen, gå rundt dagen lang med bananfødder eller skidt på fingrene, så er Carl lige omvendt. Han hader at få noget på fingrene og kan aldrig lokkes til at arbejde med en pølsehorndej. Hvis jeg har købt en ny bluse eller anden form for tøj; så skal alle vaskemærker helst fjernes. Derudover så kan selv den blødeste trøje hurtigt krasse, så når tøjproducenter proklamere at de har lavet “bløde” beklædningsdelen, så er Carl altid en god tester.

Carl testet først Fuzzies strømper af, med skridsikre poter under, ligesom Aksel, men dutterne var lidt for markante til den lille herres halvsarte smag. Prøvede strømpen af på hånden og jeg synes altså det er ren og sker fis, men omvendt så er de scener barnet laver, når han får strømperne på, virkelige nok, så vi lagde pænt den type strømpe til siden.

De strømper der lignende hyggesokker, faldt dog i godt jord og er ligesom hos Aksel, blevet en lille erstatning for sutskoene på kolde forårsmorgner og gode at have på i gummistøvlen.

En strømpe Carl tilgengæld er helt vild med er Fuzzies dk footies. Strømprene er tæt vævet men stadig dejlige tynde, uden markante syninger også er pasformen perfekt til Carls lille smalle fod. Når nu man hverken bryder sig om hårde syninger, kradsede bomuld og skridsikre poter, kan i måsle selv gætte jer til herrens holdning til små sandkorn. Derfor er footiesne geniale i sommersandalen. Selvom kaldenderne kun viser maj, har vi allerede haft et par gode varme dage og der var Fuzzies footies tempurerrende nok til af den lille gut ikke havde halvsvedige fødder.

Så den lille remse med okker gokker, bliver med Fuzzies på fødderne, til glade sokker.

img_1832

Måske kunne du også tænke dig af teste Fuzzies strømper af på dit barn. I Såfald forhandles de landet over OG du kan prøve lykken og deltage i konkurrencen om at vinde 10 par valgfrie strømper, ved at smide en kommentar nedenunder.

img_1701

Vinderen trækkes søndag d. 28 maj klokken 21 og offentliggøres både her på bloggen
og kontaktes yderligere personligt

Vindere en fundet og det blev LOUISE, jeg kontakter dig privat. Tak for deltagelsen alle sammen.
Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Tusind tak fordi du ville læse med .
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Har du fod på dét?

I henhold til dansk lov om markedsføring og for god ordens skyld, så skal jeg gøre opmærksom på at dette indlæg indeholder reklame i form af at mine børn har testet tøjmærket Reimas forårskollektion AW17 og at billederne derfor indeholder reklame for Reima.  Anmeldelsen af deres produkter af min helt egen.
Ingen børn led overlast under test af produkterne, dog var alle mand utrolig trætte ovenpå en fantastisk Store bededagsferie ferie, hvilket dette indlæg omhandler.
 – Tak fordi du vil læse med – god læselyst.  

fullsizerender-7

I denne Store bededagsferie, har hele familien været afsted på en tur. Det var ikke en helt almindelig tur. På mange måder så var det som at være på all inklusive ferie, vi opholdte os dog kun i ’Lollo og Bernie-land’. Vi var nemlig afsted med 60 skønne unger og 24 andre voksne. Jeg havde mentalt forberedt mig på store sovesale med fællesbad og at lugten af bål skulle sidde i næsen hele weekenden. I stedet boede jeg på et værelse med eget bad og toilet, og gik jeg udenfor, så blev jeg mødt af børnelatter og unikke fællesskaber, på kryds og tværs af alder og køn.
Der duftede mest af alt af skov, hav og pastavand.
Jeg har nemlig været på mit livs første FDF lejre.

En god times kørsel fra Frederiksberg ligger Jomsborg. Det ligger ud til Isefjord og med kørselsrute over Frederikssundsbroen, som i sin opslået tilstand, snildt kan skabe en timelang forsinkelse. Selvom jeg altid har set mig som et udemenneske, med et godt gåpåmod og stor taknemmelighed for blot at være. Så måtte jeg gang på gang tabe kæben over det syn jeg blev mødt af, på denne lejre. Hele tiden var der kærlige, initiativrige og livsglade voksne mennesker, omkring alle børn. De praktiseret en form for ’tough love’, som fik en anden mor, til at fremstå som curling forældre. Alligevel så tvivler jeg ikke et sekund på, at det alle ungerne får med, ja selv de voksne, ovenpå sådan en tur – det er livgivende.

unavngivet

1

Jeg har kun været afsted i 4 dage og selvom jeg har vundet Danmarks mesterskabet i træthed og stadig føler at det summer for mine ører, pga. den konstante lyd af glade børn og voksne, som jeg har været så heldig at have været omgivet af, så er jeg glad. Jeg er glad helt ind til knoglerne. Jeg er glad fordi jeg kan mærke og se, hvilket fantastiske personlige egenskaber vi her i familien har og jeg er glad, fordi jeg ved at vi har tilegnet os en masse nye, pga. den tur. Jeg var aldrig været i tvivl om at Aksel ville have godt af at blive spejder, men om han lige skulle være grøn, blå eller FDF’er, det vidste jeg ikke. Alligevel kunne jeg se, at særligt FDF’ernes forståelse og holdning til mennesket, naturen og det at være det gik rigtig godt i hånd med vores egen værdier. Samtidigt betød det meget for mig, at Aksel kunne blive guidet, ja ledt, at nogle voksne, som havde deres værdisæt i orden. (Dermed ikke sagt at den grønne, eller blå spejder ikke har det)

fullsizerender

I dag så ikke et sekund i tvivl om at vi har valgt rigtig. Det har jeg aldrig været. Allerede fra den første gang hvor jeg leget ståtrold med en masse puslinge og tumling, til en introaften i August, så har jeg været sikker. Det har Aksel også været og da vi havde været på besøg i 1,5 time, så sagde han ”Mor, jeg vil gerne gå til det her – kan vi melde mig ind?”. Det gjorder vi og den stolthed Aksel havde dagene efter den første aften, det var til at tage og føle på. Han sov sågar med sin forbundsskjorte de første par dage og blev hver morgen skuffet over at det ikke var Onsdag. Siden den dag i august, så har glæden altid været stor over at skulle til onsdagsmøde. Når det er sagt, så var Aksel 5 år da han startede og er som person utrolig tryghedsøgende hos Mor og Far og det har vi selvfølgelig arbejdet med. Heldigvis står lederne for Aksels klasse altid klar og det kan både ses og mærkes på Aksel, at det hjælper.

I dag er min krop træt, men jeg elsker at den skriger af træthed. Det gør den dels pga. al den friske luft den har fået også fordi den er blevet rørt. Jeg har løbet langt, rundt på en masse villaveje, da vi spillede ‘Vej Risk’. Jeg har løbet rundt i en skov ved et 1 til 40 løb, jeg har fanget ”Gangstar-unger”, som skulle smugle vare. Jeg har lavet mel-sokke-kamp, jeg har spillet disc golf – jeg har leget og grinet så tårerne trillede, jeg har virkelig været igang og nydt det. Jeg har gjort det hele, sammen med en masse andre dejlige børn og voksne.

fullsizerender-4

Da jeg kiggede på Aksel og Carl, som løb rundt der, inde imellem skovens træ eller som hoppede i vandkanten eller badet, ja selv blev jeg helt sikker på, at vi er på vej i den helt rigtige retning. Den forlængede weekend har på mange måder været et detox af alt den unødvendige støj, som fylder i hverdagen. Det eneste livet i sin helhed kræver, det er at vores mentale rygsæk er fyldt med værktøjer, som gør vi kan klare os selv og sammen her i tilværelsen. Jeg elskede selv at hoppe i min striktrøje og temojakke og derfra gå ud af døren og stå midt i naturen, sammen med en masse dejlige mennesker. Jeg elskede at Aksel let som ingenting kunne stå klar i al slags vejr, ved blot at stikke fødderne i sine forårsstøvler og derfra lyne sin lækre jakke.

img_1607

fullsizerender-9

Jeg ved godt at de fleste tænker, at sætningen “der findes ikke dårlig vejr kun dårlig påklædning” er gammeldags og provokerende, men den er sand. Jeg kunne selv godt bruge lidt mere friluft-agtig tøj. Mit løbetøj er nok det mest friluft-agtige tøj jeg ejer, hvor både Aksel og Carls overtøjs garderobe gør, at de kan holde sig varme og samtidig bevæge sig i ALT slags vejr. Særligt det der med at bevæge sig ude i naturen, det er desværre en faldende tendens og det gør bare, at der ved forsøget på at bryde den kurve, skal være ekstra fokus på det der gør at man så kan være klar – parat, når man træder ud af sin hoveddør. Det betyder at man ikke kan nøjes med et Flying Tinger regnslag, men at man i stedet har åndbart og vandafvisende tøj på, som gør at den varme kroppe generere inden i og uden på, kan komme ud. Den varme gør at vi lidt bedre kan være en del af noget, en del af et fællesskab, uden de spidse albuer og kampen om “hvem kan sidde i tørvejr“.

img_1096

Der er ingen tvivl om at hele familien lige skal lande ovenpå vores fælles, første FDF lejre og når det er sagt, så glæder vi os allerede til den næste. Jeg tvivler nemlig ikke på, at alle de kompetencer og oplevelser vi kan få igennem FDF, de i sammenspil med alt det andet vi selv praktisere,  gør at vi selv og ungerne får godt fod på livet.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

fullsizerender-5

Tøjet og skoene som drengene er iført, er fra det finske tøjmærke Reima. Igennem vores tur med FDF, blev det for alvor sat på prøve i naturen og gang på gang blev jeg forbløffet over hvor godt og slidstærkt tøjet var. Særligt deres nye støvler, som dels er vandtætte og kan vaske i maskinen når behovet er, de tog fusen på mig. Da Carl soppede med støvler på, kom han tilbage men dejlige lun e fødder, som hverken havde det for varmt eller for koldt og som heller ikke var blevet våd af at have stået ved den smukke fjord bred.

Vores test af Reima udleder en kæmpe 6 stjernet anbefaling herfra !
Tøj og sko, kan købes på Tøjet kan købes på Reima.dk

 

 

 

 

Hvad nu hvis?

img_0516

Forleden løb jeg et løb, et løb i en hovedestad, som dufter af grillet pølser, solidt bagværk og som giver lækre toner i ens ører.

Jeg var nervøs, tenderende bange til tider, for byen har været ramt af grufuldheder. Det var på mange måder ikke noget, jeg, som turist bemærket og alligevel var mine føler konstant ude.
Hvad enten jeg gik, stod eller løb.

Man tænker jo ikke at bilen i den sideliggende vejbane, pludselig drejer af og ind på fortorvet?
Man tænker jo ikke, at man i den folkemængde man står i, er i en sårbar position.
Jeg tænkte det ikke, fordi jeg ikke ville.

Da jeg ankommer til løbsområdet, hvor løbet starter og slutter, bliver jeg kropsvisiteret. Min taske bliver gennemtjekket også skal jeg fremvise mit armbånd. Armbåndet som alle løber får på og som sikre at det kun er løber som for adgang til pladsen. Jeg ved ikke om hypotesen om at en teorist ikke vil bruge penge på et løbenummer holder? Jeg ved det ikke – jeg ved blot at det er sølle mennekser, som i deres egen overbevisning mener at have ret til at gøre andre ondt.
Jeg ved det ikke handler om religion, hudfarve eller modersmål. Det handler simpelthen om noget helt helt andet.

Mens jeg løber der på vejen, ser jeg kampklædt politi. Selv har jeg ikke musik i ørerne, dels grundet behovet for at træne rigtige løb uden musik også fordi løbs arrangørerne har meldt ud, at musik ikke er tilladt. Det handler om sikkerhed, løberne imellem og ja måske også på et højere plan.

Jeg løb mit løb og jeg kom i mål og mens jeg stod der og ventede på min mor skulle passere målstregen, så følte jeg mig sårbar. Ikke fordi mine muskler var ømme og løbetøjet vådt, ikke fordi jeg havde et bankende hjerte ovenpå min nye PR tid. Jeg var sårbar, fordi jeg befandt mig en en tæt pakket menneskemængde og hvis et ussel menneske ville det, ville jeg være et ud af mange nemme ofre.

Jeg kunne selvfølgelig havde ladet vær med at løbe det løb i Berlin.
Jeg kunne selvfølgelig blive derhjemme, løbe mine ture langt væk fra store menneskemængder og kørertøjer.
Jeg kunne selvfølgelig holde mine børn og mig selv indenfor.
Jeg kunne selvfølgelig give op og lade frygten vinde over mig.
Men hvad nytter det ?
Hvem vinder så?
– De usle mennekser….

Teorisme er desværre et kendt ord og af forfærdelige årsager. Gang på gang har vi set, hørt og oplevet umenneskelig handlinger mod uskyldige…
Og gang på gang rammes jeg selv på min sårbarhed, på min frygt, min angst for hvilken verden det er vi lever i og ikke mindst hvad er det for et sted mine børn skal vokse op. Hvilken ondskab skal de kende til og hvordan?
Kan vi “nøjes” med at skulle tænde lys, ligge blomster og vinke til de kampklædte politibetjente, eller skal vi overmandes af frygten for, hvad nu hvis?

Jeg ved det faktisk ikke…
– Gør du ?

Mine tanker går til Sverige

Kærlig Hilsen Christina