Hvornår er nok, nok?

fab7a807-6702-4a9f-aab5-970ea6567cd5

Det er noget underlig det der med forbrug, særligt storforbrug. Jeg er storforbruger af mad, men går samtidigt ind for modspil og smider nødigt noget ud.

De fleste er jer ved st jeg elsker genbrug og hele hytten er proppet med gode genbrugs og klunserfund, jeg kan ærlig talt ikke indrette med nye møbler.. jeg synes tit helt nye møbler mangler sjæl. Hvis jeg alligevel indretter med noget nyt, bliver det næsten altid hack’et. På nuværende tidspunkt går Hr. Mand og Jeg og overvejer en make-over af flere af vores rum i lejligheden og alle møblerne dertil, skal enten bygges eller findes på dba / loppemarkeder eller til storskrald. Det handler dels i økonomi og grundtanken om ikke at være storforbruger men istedet genanvende.

Forleden læste jeg så en artikel om en kvinde, der kun havde 25 stykker tøj i sit klædeskab. Undertøj og strømper samt overtøj talte ikke med. Hun ville faktisk gerne ned på 20 i år 2018. Jeg sad først og tænkte: Hun må have max tøjkrise hver dag, men hendes argument om at hun næsten altid gik i det samme tøj, passer os på mig. Hvilket det nok gør for de fleste?
Okay en sjælendt gang imellem mixet jeg et eller andet med blusen bagerst i skabet.

Mit klædeskab er lidt af en udfordring. Jeg er en kjolepige, som de sidste par år er gået fra XXL til S/XS. Min økonomi er langt fra prangende og det der shoppinggen mangler jeg (heldigvis). Jeg bryder mig generelt ikke om at købe ind og gå rundt i kæmpe shopping centre. Jeg gør det – selvfølgelig i ny og næh og giver man mig 100 euro i primark, så går jeg amok (selvfølgelig) MEN ellers shopper jeg ikke. Sidst jeg købte tøj var til Black Friday,. Der købte jeg to tube-Bh-toppe, som jeg kunne have på når jeg bar en kjole med bar ryg og før det shoppede jeg i oktober på et lagersalg. Før det shoppede jeg i juni lidt sommerbluser og shorts, da alle mine andre shorts nu var for store og før det, ja så shoppede jeg i april, da jeg var i Berlin.. Jeg er ikke hellig eller uden tendenser til lige at mangle en kjole, men jeg er bedre til bare at låne en.

Derfor tænkte jeg, det må da være muligt at tynde godt ud i skabet. Jeg ved ikke hvor meget tøj du har derhjemme, men jeg har ca. To ikeaposer med top på tilsammen. Dette er IKKE indkludret løbe og træningstøj og det tæller ikke med som almen tøj, selvom jeg for det meste har thights på i hverdagen. Vi er i den situration at vores tørreloft er lukket og vi tørrer helst ikke tøj i lejligheden pga frugt. Det gør derfor tøjet skal hænge ude i det kolde vejr og har rigtig svært ved at tørre. Jeg begyndte derfor at tynde ud men samtidigt tillade mig selv lidt mere tøj end 25 stykker. Jeg endte derfor på 45.

De 45 stykker tøj er :

4 par bukser
2 buksedragter
5 nederdele
7 kjoler
1 skjorte
1 blazer
4 cardigans
3 lange cardigans
5 tykke trøjer
6 toppe
7 langærmet bluser

Når jeg står foran skabet tænker jeg der er INTET tilbage men når jeg så ser listen, så tænker jeg alligevel 7 langærmet bluser er relativt meget, når nu jeg os at toppe og cardigans og kjoler. Tanken er, at jeg indenfor den næste måned gerne skulle reducere yderligere og ned på 40 stykker tøj.

Resten af tøjet, overskudstøjet er nu pakket væk for en stund og tages så op om ca 3 måneder. Hvor jeg kan “shoppe” i mit gamle tøj og ligge tøj i klædeskabet efter den klassiske metode – 1 ind / 1 ud.

Personligt synes jeg ikke om at smide tøj ud og i min verden lever en T-shirt altid sit efterliv som nattøj / søndagstøj / træningstøj. Derfor er mit ældste stykke tøj et par bukser, fra da jeg var 18. De bukser har i perioder været på ferie, grundet en større vægtøgning men de lever og dur stadig.

fa0d29c3-4c8c-40a3-8fc3-8e217402e57d

NU er jeg bare spændt på hvad der venter mig de næste par morgner. Idag tøffer jeg rundt i træningsbukser og min “farmor” strik, som min kære svigermor har lavet til mig.

Ved du egentlig hvor meget tøj du har i dit klædeskab. Bruger du det hele eller ligger det der bare til en dag?
Hvordan med shopping, er det noget du gør dig i ?

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At forsøde tilværelsen … uden sukker

Dette indlæg er delvist sponsoreret.
Ordene er mine egne og oplevelsen det samme. Alligevel ønsker jeg selvfølgelig ikke at udsætte jer for nogen form for skjult reklame og da jeg har indgået et samarbejde med EASIS, så føler jeg det er på sin plads at fremhæve i hvilken sammenhæng dette indlæg står i. Jeg er nemlig blevet EASIS ambassadør og ønsker igennem dette indlæg at fortælle lidt om min rejse, hvor diverse produkter fra EASIS var en tro følgesven. 

9e46839b-6f90-42ed-8b8e-b632b5b6882d-w_300_h_250

Jeg har tidligere skrevet om tabet af mine mange graviditets kilo, om kampen, om 5:2 kuren, om det at nå i mål og ikke mindst blive små forskruet oppe i hovedet, således at jeg havde svært ved at finde den sunde balance imellem konstante restriktioner og et normalt spisemønster. Hvis du tænke: “Hvor står det?” kan du læse indlægget HER. Det krævede et samarbejde med en dygtig kostvejleder, som fik mig til at forstå hvad sund balance i virkeligheden handlede om.

Vægten forblev den samme og selvværdet voksede. I foråret 2016 begynder jeg at have lidt for travlt, faktisk er jeg uden selv at vide det vandvittig stresset og ja hvad der sker i månederne derefter, det kender den trofaste læser allerede, ellers kan du læse om det i indlægget HER. Min indlæggelse og depressionen gjorder at vægten først faldt markant, jeg gik i sultestrække og på 14 dage kom min vægt ned og blev det laveste jeg nogensinde har vejet i mit voksne liv. Samtidigt begyndte medicinen at virke og bivirkningen omkring manglende mæthedsfornemmelse indfinder sig i kroppen. Dengang psykiateren fortalte at jeg meget vel ville opleve en vægtøgning, blev jeg først ret nervøs, lidt tragisk komisk når psyken er gået ned, at vægten så fortsat havde en betydning. Omvendt ved jeg godt hvordan det hele, hos mig, hænger sammen i en cirkulær proces og jeg ved at for mig giver forhøjet vægt – dårlig selvværd – dårligt stemningsleje – trøstespisning og ja så kører det ligesom i ring derfra. Så da jeg efter en længere periode med et minimumindtag på 500-800 kcal. om dagen, pga. depressionen og min krop samtidigt var knækket grundet belastningsreaktionen, troede hele mit system at jeg var i krig. Det er jo dét som er de fascinerende med kroppen og særligt nu hvor vi idag lever en helt anden tilværelse end dengang i stenalderen, vores krops genetik og biologi er stadig spundet op af evolutionslæren. Så i det øjeblik jeg begyndte at spise lidt, så suget min krop alt til sig. Derfra gik vægten op og jeg oplevede samtidigt hvordan jeg konstant følte sult. Efter mine erfaringer fra 5:2 kuren, så tænkte jeg lidt sulte fornemmelse er ingenting, men at kæmpe med en nedbrudt psyke og en følelse af manglen opfyldt biologiske behov, det var en kamp jeg ikke kunne overskue at kæmpe på samme tid.

Jeg har før skrevet om hospitalsmaden og særlig kost og motion under min indlæggelse blev et fast holdepunkt, det kan du læse og HER. Det handlede ikke om et forstyrret spisemønster eller et ønske om at “være tynd”, det var en kamp for overlevelse, som gik ud på at holde fast i de sunde vaner jeg havde fået dybt ind under huden. Derfor blev jeg kendt som patienten på psyk, som fyldte patientkøleskabet med skyr, æg, grønsager og bøffer. Således at jeg kunne lave mig en klassisk portion skyr med mandler og chokolade på toppen til morgenmad. Frokosten bestod ofte af tun og et flækket bundt hjertesalat ristet af på panden. De dage hvor appetitten var med mig, stegte jeg en bøf i en kasserolle i patientkøkkenet og når appetitten svigtede lå der en bunke af EASIS bar’ i mit gardarobeskab. Med udgangspunkt i lidt var bedre end intet.

Min krop gik i stå under indlæggelsen, selvom jeg løb og trænede dagligt, gjorde angsten og alle de reaktioner på den psykiske og fysiske belastning, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Samtidigt rev og sled sulten i mig og tankerne om at det hele ville løbe løbsk og jeg pludselig igen ville veje 103 kg var en daglig tankemylder tanke. Derfor begyndte jeg at strukturer min mad og mit indtag, som hvis jeg skulle tabe mig. Ikke fordi jeg ønskede at bringe min vægt ned, men fordi jeg havde brug for at se og bekræfte mig selv i, det kun var bivirkningerne som tvang sulten frem. Samtidigt steg min konstante trang til sødt og salt og det med at kæmpe flere kampe på samme tid blev for opslidende, så jeg fandt en masse blide mellemveje. Nogle af disse indeholdte EASIS produkter, således at jeg kunne ‘være’, uden det hele kom ud af kontrol og jeg ville stå med en vægtøgning på +10 kg eller mere, hvilket rigtig mange bruger af antidepressiv medicin ofte oplever.

isis_1

Da jeg blev depressionsfri i efteråret 2016, sad jeg tilbage med +5 kg på kroppen og da overskuddet til at regulere mit kcal niveau indfandt sig, kunne jeg holde fast i mine trofaste fødevaregrupper, opskrifter og ikke mindst produkter fra EASIS, således af jeg langsomt men sikkert kom tilbage til min normalvægt, post depression, uden at blive kvalt i hårde restriktioner og afholdenhed fra sødt og salt.

Hvor vil jeg så hen med al den snak om kost, sukkerfri produkter og gode smagsoplevelser. For mig er mad ikke bare mad. Mad er er basalt behov vi som mennesker har gjort socialt, det at spise er et almen menneskeligt fænomen, som vi med tiden har udviklet til at være en social happening. Se bare på dyrene, der er det den stærkeste / ældste som spiser først og derefter kan andre lange til fadet. Idag spiser de fleste børnefamilier sammen, med grundtanken om at vi skal samles om måltidet. Særligt det sociale kommer ofte under pres, når et vægttab igangsættes, ofte fordi det at “hygge” indeholder mange kalorier, både i forhold til mad og drikke. Igennem mit løb kommer der automatisk et minimalt indtag af alkohol og sukkerholdige drikke, hvorimod kosten tilgengæld er svære at styrer og derfor er i fokus. Som løber skal der den korrekte mængde brændstof på motoren, således jeg ikke går kold efter 21 kilometer – samtidig er jeg en del af en familie og jeg ønsker at mine børn skal opleve den fællesskabs følelse, som vi ofte etablere under vores måltider. Derudover ved jeg at mine drenge spejler sig i mig og hvis jeg konsekvens vælger kartofler og sovs fra, så skabes der en uholdbar distance til mine børn og ikke mindst forskellige fødevaregrupper som de i sidste ende kan tage til sig. Derfor elsker jeg at kunne differentiere mit kcal. indtag ved hjælp af særligt smagfulde sukkerfrie produkter, som samtidigt sikre mig, at jeg indtage de korrekte mængder fiber og vitaminer.

img_4761

EASIS Ambassadør
For knap en måned siden var jeg så heldig at vinde et startnummer til Nordic Race på Rashaleøen, hvor jeg skulle være en del af Team EASIS. Det var en kanon fed oplevelse, dels fordi jeg fik udfordret mig selv – lavet den bedste maveplasker og så mødte jeg nogle af alle de dejlige mennesker som står bag EASIS, som sikre en kvalitetsrigtig produktudvikling og som samtidigt forsøger at udbrede nogle af alle de fordele der er ved at reducere sit sukkerindtag. Hele grundtanken bagom EASIS har jeg stor respekt for og efter en aften i selskab med de skønne medarbejder og andre ambassadører for EASIS, så var jeg solgt.. Det er derfor med en stolthed og glæde at jeg kan sige, at jeg er blevet officiel EASIS ambassadør og nu ikke kun er fan, men en del af team EASIS.

fullsizerender-13

Måske kender du allerede lidt til EASIS, men hvis ikke så producere EASIS en række utrolig lækre sukkerfri produkter som har beholdt den gode smag og tekstur. Personligt er jeg kæmpe fan af EASIS Corn Flakes – som dels er glutenfri, har et minimalt salt og ikke eksisterende sukkerindhold. Derudover har de en skøn konsistens og er lidt tykkere end normale corn flakes, hvilket gør smags- og tyggeoplevelsen langt bedre. At Corn Flakesne fra EASIS er mit ynglings produkt skyldes derudover at jeg kan spise med ved morgenbordet, uden at skulle træde for meget udenfor vores måltid, således at vi alle spiser “noget vi hælder op”, havregryn, müsli eller corn flakes og det betyder alverdens for mig at kunne være en ligeværdig del af min familie.

Hvis du tænker hvor kan EASIS produkterne købes henne af, så har EASIS sin egne webshop og ellers forhandler de fleste supermarker en stor del af produktlinjen, særligt Rema1000 som ofte kører gode tilbud.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Mad og mennesket

img_4259

Det er sjovt der der med mad, det er et fællesmenneskelig behov, noget identificerbart for os alle og med tiden blevet en utrolig individuel sag.

Hvorfor det er blevet således handler om alt fra kultur, sociologisk, pædagogisk og ikke mindst politisk indflydelse. Det er fortsat ikke ret mange år siden videnskaben begyndte at påpege kost og sundhed hang sammen. Derigennem er vi på mange måder er vi blevet nogen egoistiske tosser, når det kommer til det enkelte måltid. Allergier spiller lovligt ind men idag er det ikke længere uhyrt at sige nej tak til kage eller flødesovsen, fordi maven eller vægten ikke har godt af det. Idag er mad ofte ikke længere styret af de lystbetonet behov men i højere grad af de faktuelle og rationelle valg.

Et sted hvor jeg virkelig kan mærke mit eget behov for ‘kontrol’ over mad, er når jeg fratages alle mine normale vaner, tilberedningsformer og ikke mindst frie valg. Et sted hvor det sker, er på et hospital… Jeg er dybt taknemlig for at bo i et land med god og fri behandling, det gør dog ondt at se og opleve personalet løber så hurtigt som de gør. Det gælder på både de somatiske men os psykiatriske afdelinger.

Dengang jeg var indlagt på psyk, der var maden på mange måder min fjende og mit faste holdepunkt. Da jeg blev syg, forsvandt al appetit og vægten styrtdykkede. Derudover kom jeg i antidepressiv medicinsk behandling, som ofte er kendetegnet ved at man tager på. Dengang overlægen fortalte mig om min behandling, så faldt jeg næsten ned af stolen, jeg har tidligere skrevet om mine tanker og følelser omkring antidepressiv behandling som du kan læse om HER. Da jeg derudover fik beskeden om bivirkningen omkring vægtøgning, så var jeg liiidt ekstra nervøs. Et par ekstra kilo på sidebenene skulle selvfølgelig ikke stå i vejen for at jeg kom ud af min depression, men ret skal være ret, jeg trives ikke med ekstra kilo på sidebenene og når jeg ikke trives, går det i humøret og derfra skabes en ond cirkel, da mit humør ofte påvirker mit indtage og præferencer af fødevare.

Jeg tror ikke det er et enestående problem. Måske derfor trøstespisning er et fænomen? Måske os derfor at diverse kurer indeholder en cheatday mm. Jeg tror bare ikke på det ! Jeg vil hverken belønne eller straffe mig selv med mad, istedet vil jeg gerne sikre at min krop og mine behov imødekommes, med det for øje at jeg hele tiden har en bevidsthed omkring hvorfor og hvad jeg spiser. Hvis jeg spiser slik, spiser jeg slik fordi jeg gerne vil det og ikke fordi jeg godt må, eller fordi jeg lige synder lidt.

Men for at komme tilbage til hele grundtanken med dette indlæg, så vil jeg gerne have jer med tilbage til min indlæggelse på psyk. Velvidende om den medicinske bivirkning og manglende appetit, forsøgte jeg at gribe fat i det jeg kendte og ikke mindst udnytte patientkøkkenet på afdelingen. Derfor blev jeg kendt som hende tossen der stegte røde bøffer og asparges i en gryde. På en hylde i garderobeskabet lå der nødder, rosiner, tun på dåse og diverse sundere snackbarer. Ikke fordi jeg ønskede at tabe mig, men fordi jeg simpelthen ikke kunne overkomme et rigtig måltid. Samtidigt med dette løb jeg hver dag og brugte minimum en time i motionsrummet på afdelingen, dels for at arbejde med min hvertrækning under angstanfald og for mig at få de mørke tanker på afstand.

På en afdeling, hvor man er indlagt, for henholdsvis somatisk og psykiatrisk sygdom, så er der en madvogn. En lille mini buffet om man vil. Jeg taler udelukkende er erfaringer fra Frederiksberg Hospital, en del af Region Hovedstadens hospitaler, som ikke er med i Christian Blitz madprojekt eller lignende. Tror vitterligt ikke han vil sætte sit navn der, så hellere en kop i stentøj? Indlægget her har ikke direkte til formål at brokke sig over maden, jeg kan dog undre mig over den manglende forståelse for tallerken modeller og ikke mindst behovet for smagfuldt mad.

En stor problematik på den psykiatriske afdeling var dog, at maden vi fik var lavet til somatisk syge patienter og derved var den ofte lidt federe end ellers. På de psykiatriske afdelinger er patenterne ofte i en medicinsk behandling eller i en tilstand, som gør at deres indtag af mad stiger og når det stiger, så stiger vægten og Wau, nu er vi over i den onde cirkel igen.

Da jeg så igår blev indlagt på en medicinsk akutafdeling fordi mine lunger efter knap 3 ugers sygdom fortsat lyder som Hr. Mands MoccaMaster, så blev jeg ramt af alt for mange flashbacks. Alt fra alarmere der bipper til industri servicen og lugten af jod og sprit. Da jeg tilbydes mad, vælger jeg suppen, frem for leverpostej med skyr eller spejedreng med rå løg og til aften blev det kogte gulerødder og et lille stykke spinattærte. Portionerne lignende fuldstændig dem fra min tidligere indlæggelse hvor jeg efter 9 uger kom madplanerne igennem hele to gange. Kan desværre konstatere at de mere eller mindre fortsat er de samme. Igår aftes fik jeg så en rigtig sød læge som forstod at jeg rigtig gerne ville sove hjemme, således at mine børn ikke opdagede at jeg var indlagt (igen). Min tur på tankehospitalet for et år siden, er lige så stille ved at glide i baggrunden, men jeg ved at særligt Aksel stadig gør sig en del tanker om dengang mor blev rundtosset og syg i tankerne. Derfor fik jeg lov til at komme hjem således at jeg kunne spise morgenmad med mine børn og pænt komme tilbage til afdelingen igen næste morgen .

img_4273

Det gav mig os muligheden for lige at finde en del af det mad frem som jeg foretrækker og har brug for.
For mig er mad mange ting, mest af alt et biologisk behov der skal imødekommes. Mad er for mig også en måde at give sin krop en masse vigtige vitaminer og ikke mindst en understøttelse til hvad man nu end måtte have brug for. Som kvinde og løber skal jeg bruge masser af jern. Som tidligere depressionsramt sørger jeg for at de mere (hvedemæssige)hvide fødevaregrupper i sjældenhed optræder på min tallerken, da de ifølge forskning har en nedbrydende effekt på de signalstoffer som er “lykkefremkaldende” og som oftest er udslettes under en depression. Derudover så forsøger jeg igennem min kost at spise mig selv, psykisk såvel som fysisk glad .

Hvilket jeg desværre ikke føler at “hospitalsmad” gør, tværtimod.
Derudover så bliver jeg aldrig god til at sætte mig med en bakke i sengen og spise med mad på en plastik bakke. Derigennem føler jeg simpelthen at alt for meget af mine personlige træk frarøves. Måske derfor jeg ikke bryder mig om alt fra hospitalstøj til mad, jeg har brug for mig selv og min person, os selvom jeg hiver efter vejret.
Erving Goffman kalder alt det jeg omtaler for identitetsudstyr og ja, på mange måder er jeg glad for jeg endelig ved hvad det er og hvem jeg er, istedet for hele tiden at føle mig “forkert” eller sygeliggjort fordi jeg kender mig selv om mine egne præferencer, os i forhold til mad. Det kan den gammeldaws sygepleje nemlig ret hurtigt komme til at gøre. Sandheden er bare en helt anden.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Mig og Mit understel

fullsizerender-9

Hvis jeg finder min bog “kvinde kend din krop” frem, hvad der ifølge min mor er enhver kvindes “bibel” – eller det sagde hun dengang jeg fik den i 13 års fødselsdagsgave, en teenagers drømmegave … men okay, af min bedste veninde fik jeg en tarvelig dildo, som skulle repræsentere mit forstående vilde teenageliv. Hvis jeg tager den frem, altså bogen, hvad der engang var banebrydende litteratur om kvindens krop og hendes seksualitet, så står der så fint skrevet, hvor vigtigt det er at kvinden passer på sig selv og hendes vegina. Ordet vegina synes jeg er lidt “mærkeligt” og “upersonligt” og funktionsordet tissekone synes jeg kun er forbeholdt de endnu ikke er seksuelle oplyste individer. Jeg har aldrig rigtigt givet mig og ‘min’ et navn, måske fordi mig og ‘min’ er mig. En store del af mig.

Igennem tiden har jeg oplevet lidt af hvert og altid har jeg skulle vise hensyn og omsorg for mig og ‘min’. Jeg har skulle lærer mig selv at kende og det har blandt andet krævet et fascineret blik i spejlet og mange samtaler med en tæt veninde og ikke mindst en pornofilm eller to. Alt dette skete før jeg for alvor kunne forstå hvem og hvad jeg var, når det kom til mig og mine præferencer og lyster. Samtidig med denne udvikling sikrede mit hoved mig, at jeg passede på, tog ansvar og nogen gange takkede nej – af ren og skær sikkerhed. Det var også hovedet der en dag sagde højt “p-piller og gynækolog tak” og da jeg lå der med benene i bøjlerne, for alle første gang, og på alle måder forsøgte at gøre mig tung i understellet, så var det hovedet der sagde “du gør det rigtige og det ansvarlige“. Jeg har altid fundet mennesket seksualitet og nydelse, dyrkelse og præferencer utroligt spændende og jeg kan også godt lide sikkerhed. Sex og sikkerhed går i høj grad hånd i hånd og sikkerheden omkring sex spænder bredt op, som et stift lem i et par cowboybukser. Sikkerhed er for mig alt fra hvem man dyrker sex med, til beskyttelse omkring det man ikke kan se eller vil se, uden selv at have indflydelse, eksempelvis to streger på en graviditetstest eller noget så sexet som en kønssygdom.

Selvom jeg Idag har fået 2 børn og dertilhørende x antal gynækologiske tjek, så har noget ændret sig i forhold til mig og ‘min’. Jeg kan ikke længere gå til min egen læge og få lavet mine rutinetjek. Simpelthen fordi mig og ‘min’ for 3 år siden var igennem et “overgreb”. Det var et overgreb jeg indvilligede i pga. sikkerhed og ønsket om at tage hånd om mig og ‘min’s sundhed . Det var et overgreb som indebar lugten af brændt kød, blod, smerte, tårer og en sygeplejerske som holdte mig trofast i hånden og pænt fortalte mig om vind og vejr. For 3 år siden fik jeg nemlig mit første og på nuværende tidspunkt eneste keglesnit. Lige siden den dag, har de gynækologiske tjek været som at springe fra 10 meter vippen, mens mit inderste bliver revet i tusind stykker. Ikke fordi det gør fysisk ondt, men psykisk brænder jeg fortsat op i sorg og angst over dengang beskeden lød på “svær dysplasi i livmoderen”. Det er det som gør at hver evig eneste rutinetjek nu føles som en lang og sej kamp.

Idag får 15.000 kvinder årligt konstateret celleforandringer i livmoderen, ud af disse 15.000 kvinder får 6000 foretaget kegleoperationer, for at fjerne den type celleforandringer som er forstadiet til livmoderhalskræft. Det er triste tal og selvom en førsteplads næsten altid er super fedt, så er det desværre sådan at Danmark er det land i Norden hvor flest kvinder får konstateret livmoderhalskræft. Det er vigtigt for mig at slå fast at celleforandringer er ikke kræft, de kan være forstadiet til kræft og kan, hvis man som kvinde undersøges i tide, fjernes ved en simpelt “operation”. Celleforandringerne konstateres ved hjælp af en smear prøve og en gynækologisk undersøgelse hvor der ses på livmoderen med mikroskop.

Hvor vil jeg hen med alle disse tal og snakken om alt det under bæltestedet. Jo det skal jeg sige dig – celleforandringerne i livmoderen er nemlig slyngveninder med HPV virussen. En virus som overføres ved seksuel aktivitet, faktisk er 4 ud af 10 danskere under 30 allerede smittet og undersøgelser viser at 80% ad alle seksuel aktive i løbet af deres liv vil blive smittet med HPV en eller flere gange. HPV-vaccinationen kan forebygge op til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft, er du vaccineret?

Forleden lå jeg så der hos min fantastiske gynækolog. Hun ved om nogen hvad jeg har været igennem og hun forstår. Hun anerkender min angst og selvom tårerne ukontrolleret triller mens hun undersøger mig, så gør det ikke ondt.. kun i hjertet.. 2 dage efter mit tjek fik jeg tilsendt et svar, måske det kom så hurtigt pga. sommerferien stod for døren, eller fordi hun ved at jeg stadig er i chok over forrige omgang. Svaret lød på helt normale celler og ikke mindst med en ny tid, igen om et år.

Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at skrible et eller andet hysterisk morsom sammen om papegøjens næb og halskiggerig, men jeg kan ikke. For jeg synes bestemt ikke dette er morsomt. Jeg synes dog at det er uhyr vigtigt at man som kvinde husker at passe rigtig godt på sig selv og det indebære blandt andet at man beskytter sig og får tjekket understellet i ny og næh og sikre sig at alt kører som det skal.

stophpv-stoplivmoderhalskraeft_logo

Hvis du har lyst kan du læse om min oplevelse med konstateringen af celleforandringer og keglesnit kan du læse det i dette indlæg. Samtidigt vil jeg anbefale dig at tjekke hvornår du sidst var til “eftersyn” og ikke mindst bede dig huske din veninde, søster eller mor om at have styr på det der skal være styr på.

Du kan læse meget mere om HPV virus, celleforandringer og ikke mindst
HPV-vaccination på StopHpv.dk

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Okker Gokker, Glade Sokker

Dette indlæg er sponsoreret, men indeholder udelukkende egne holdninger til produktet.
img_1825

Drengene leger ta’ fat. Selvom vi ellers har sagt at løb indendøre er NO go’. Vi er ikke overborer til en fru. Olsen, men overborer er vi nu engang og så er vi forældre til en lille ulykkesfugl. Aksel har desværre lavet indtil flere skred i svinget og det er ikke alle styrt, som afværges lige godt. Alligevel er deres ta fat leg anderledes Idag, der er ingen uheld. Istedet løber drengene pludseligt hurtigere og deres afsæt i gulvet er lette og elegante, uden det mindste tegn på at foden er ved at skride på det glatte plankegulv. Aksel har en ny slags strømpe på og i det øjeblik bliver jeg for alvor overbevist om, at en strømpe ikke bare er en strømpe.

Aksel har grundet hans medfødte klumpfødder nedsat taktile sanser i fødderne, på trods af de fleste klumpfodsbørn ikke kan fordrage at have bare tær, så elsker han det. På mange måder minder vi meget om hinanden på det punkt. Så jeg var spændt på om han ville bryde sig om de nye strømper. Tit kan de overtales til at blive beholdt på, hvis der er en sej figur som print eller nogle fine farve. De her var simple men ultra bløde, også havde de skridsikre poter under trædepuderne, hvilket samtidigt er en god indikation for hvilken side der skal op og hvilken der skal ned.

img_1699

Vi har testet tre forskellige slags strømper fra Fuzzies Dk. Deres strømper forhandles landet over, i stort set alle børnetøjs butikker med respekt for dem selv. Strømprene, som minder meget om de klassiske hyggesokker, er her i det sommerhalvår vi går imøde, gode i gummistøvlerne eller ved morgenstunden, hvor kroppen lige så stille skal have lov til af vågne.

Selvom Aksel og Carl er brødre, så er de på mange måder hinandens dimentrale modsætninger. Hvor Aksel kan vende alting på vrangen, gå rundt dagen lang med bananfødder eller skidt på fingrene, så er Carl lige omvendt. Han hader at få noget på fingrene og kan aldrig lokkes til at arbejde med en pølsehorndej. Hvis jeg har købt en ny bluse eller anden form for tøj; så skal alle vaskemærker helst fjernes. Derudover så kan selv den blødeste trøje hurtigt krasse, så når tøjproducenter proklamere at de har lavet “bløde” beklædningsdelen, så er Carl altid en god tester.

Carl testet først Fuzzies strømper af, med skridsikre poter under, ligesom Aksel, men dutterne var lidt for markante til den lille herres halvsarte smag. Prøvede strømpen af på hånden og jeg synes altså det er ren og sker fis, men omvendt så er de scener barnet laver, når han får strømperne på, virkelige nok, så vi lagde pænt den type strømpe til siden.

De strømper der lignende hyggesokker, faldt dog i godt jord og er ligesom hos Aksel, blevet en lille erstatning for sutskoene på kolde forårsmorgner og gode at have på i gummistøvlen.

En strømpe Carl tilgengæld er helt vild med er Fuzzies dk footies. Strømprene er tæt vævet men stadig dejlige tynde, uden markante syninger også er pasformen perfekt til Carls lille smalle fod. Når nu man hverken bryder sig om hårde syninger, kradsede bomuld og skridsikre poter, kan i måsle selv gætte jer til herrens holdning til små sandkorn. Derfor er footiesne geniale i sommersandalen. Selvom kaldenderne kun viser maj, har vi allerede haft et par gode varme dage og der var Fuzzies footies tempurerrende nok til af den lille gut ikke havde halvsvedige fødder.

Så den lille remse med okker gokker, bliver med Fuzzies på fødderne, til glade sokker.

img_1832

Måske kunne du også tænke dig af teste Fuzzies strømper af på dit barn. I Såfald forhandles de landet over OG du kan prøve lykken og deltage i konkurrencen om at vinde 10 par valgfrie strømper, ved at smide en kommentar nedenunder.

img_1701

Vinderen trækkes søndag d. 28 maj klokken 21 og offentliggøres både her på bloggen
og kontaktes yderligere personligt

Vindere en fundet og det blev LOUISE, jeg kontakter dig privat. Tak for deltagelsen alle sammen.
Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Tusind tak fordi du ville læse med .
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Older posts