Var det til døden os skiller?

Var det til døden os skiller?

Flashback
Katten spankulerer igennem stuen, sætter sig foran mine fødder og kigger så intens på mig. Hendes øjne er små smalle sorte sprækker. Sådan sidder hun lidt for dernæst at gå over mod Hr. Mand og indtage samme position.

Hun kigger på os, som om også hun fornemmer uroen der fylder hele rummet. Ungerne sover, selvfølgelig, denne her snak skulle ikke tages med små ører på stilke. Vi har holdt os adskilt hele dagen, først var jeg væk til formiddag og dernæst kørte han afsted, simpelthen for at skabe ro, plads og god energi, frem for en trykket stemning omkring os. Ingen af os siger noget. Jeg hader denne form for stilhed og jeg hader at han bare sidder der.. jeg hader os, at jeg har aller mest lyst til at råbe “Fuck det her” og pakke en taske, som var jeg en teenagetøs. Mest af alt så hader jeg, at det slet ikke har noget med ham at gøre og det i stedet drejer sig om mig og mit skide flugtinstinkt. Tak for det kære Far – Stedfar og tidligere kæreste. Tak for svigt og ar på sjælen, som har etableret en “så klare jeg bare mig selv” tankegang. Det holder jo ikke en meter- eller jeg kan sagtens klare mig selv, men det er jo vitterligt ikke det jeg ønsker.

Vi er kommet langt ud af tangenten og hvordan vi lige finder melodien igen, det ved jeg virkelig ikke. Vi sidder længe, for så at begynde på dansen, først såre jeg ham, så han mig og før vi ved af det, har vi begge nedbrudt hinandens mure for så endelig at kunne tage snakken på fornuftigvis. Tænk at vi skal forestille os at være voksne mennesker. Hold op hvor er det åndsvagt at to mennesker kan kører hinanden sådan rundt for til sidst at sidde med sammenflettet fingre og sige “undskyld – det var os og …. jeg elsker dig”. Jeg kigger på ham og siger det så ganske stille “Nu er vi simpelthen nød til at lægge stilen om og jeg tror ikke vi kan gøre det selv…så jeg ringer til psykologen i morgen”. Der bliver igen stille i stuen og mine øjne søger mod vielsesringen som sidder der på fingeren. Der skal den jo sidde til døden os skiller, forhåbentligt, men nogen gange, så har jeg sgu min tvivl. Særligt nu, hvor vores ægteskab er kommet i krise.

Det lange (sunde) parforhold
Jeg tror alle der har været i et længerevarende parforhold, har været en tur i hækken. Hækken som måske sågar er eller var udgjort af tjørnebærbuske, således at når man rejser sig fra beplantningen, er det med blodige rifter og vedvarende svien. Selvom min seriøse forholds erfaring, forud for jeg indgik i et forhold til hvad der blev min Hr. Mand, er relativ minimal, så lærte jeg trods alt en del. Der er grænser for hvor meget jeg vidste om det længerevarende parforhold, da jeg kun var 18 år, da jeg fandt sammen med Hr. mand. Jeg havde dog lært en del, måske fordi jeg i lidt over 3½ år befandt mig i et forhold til en ældre fyr. Lige så godt det kunne være, ligeså hårdt var det, men jeg lærte virkelig noget, mest af alt om mig selv, mine grænser og behov. Jeg lærte blandt andet, at det var enormt vigtigt at jeg vidste hvorfor jeg lukkede en dør, for ellers, så kunne lysten til at åbne den igen konstant hjemsøge en. Det kan eksempelvis ske, efter at have ligget på stuegulvet i 14 dage med intens hjertesorg , efter ens partner havde fået et ‘Chandler øjeblik‘ og som så pludseligt blev “glemt” ved en sølle undskyldning og påstand om at “nu er alting anderledes”.
Det bliver det som regel aldrig, slet ikke hvis ikke man får sat ord på hvad det er der skal være anderledes. 

Hr. Mand og Jeg bliver kærester i efteråret 2007. Efter knap 1,5 år som klassekammerater på HF og bedste venner, så sker der noget jeg ikke helt havde set det komme, eller det havde jeg, bare ikke mere end 3 uger før vi kyssede første gang. Du kan læse vores kærligheds historie HER. Det hele var noget værre rod, for jeg havde netop brudt men den mand jeg troede skulle være manden og alligevel vidste jeg nok godt at det ikke duede, det blev nemlig aldrig helt godt for mig og jeg tænker heller ikke det blev  for ham.  Pludselig stod jeg der og min bedste ven havde for længst fortalt mig han var vild med mig – hvilket jeg havde modtaget ved at give ham en flad. Alligevel skete der noget og trods en masse rod, tvivl og manglende tillid, så fandt vi sammen.  Siden da, siden det første kys, det efterår, er der sket så uendeligt meget og i dag er Hr. Mand mit livs vidne på godt og ondt.

Det har aldrig bare været ligeud af landevejen, i stedet har jeg ment vi skulle Off roade og ned af små alternative stier mens Hr. Mand nok mest af alt har foretrukket hovedvejen, på fortovet. Måske er det i virkeligheden det der sker, når datteren, til den enlige mor forelsker sig i sønnen fra kernefamilien fra villaen Vanløse? Modsætninger mødes og kloge mennesker mener man skal huske på at netop disse modsætninger engang var så ydersttiltrækkende, når man løber panden imod muren.

Når krisen kradser
Det er sensommeren 2016 og jeg er netop blevet udskrevet fra det psykiatriske hospital, efter at have været indlagt med en stressbetinget depression, det kan du læse om HER. Jeg er bange, forvirret og vred. Vred fordi jeg føler at jeg selv og Hr. Mand kunne og skulle have gjort mere, forud for mit sammenbrud, men vreden hjælpen ingen steder – i stedet gælder det bare om at få styr på alt det kaos som eksistere, de dårlige rutiner og strategier, dels mine egne og dem som jeg oplever i mit ægteskab. Kort før min udskrivelse, har Hr. Mand været med mig til et møde, hvor vi har snakket back up plan, handlemønstre og hvordan vi som familie skal begå os med en psykisk sygdom som “gæst” i huset. Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde en bragende stressbetinget depression for gæst, men det er nu engang realiteten. Gæsten går jo igen, det er alle omkring mig sikker på og det betyder os, der en dag kun er os fire på matriklen tilbage, hvilket gør vi er nød til at holde godt fast i hinanden, hvis ikke andre end gæsten , skal have lyst til at gå ud af hoveddøren. Jeg er hunderæd for Hr. Mand skal gå og samtidigt så bebrejder jeg ham ikke lysten til at gøre det. Faktisk forventer jeg det næsten og en aften får jeg os sagt, at jeg synes han bare skal smutte NU, så jeg lige kan tage alt lortet på en gang. Den aften beder han mig om at lukke røven og vi indgår en aftale om, at jeg ikke må skubbe ham væk eller sige den slags ting, fordi de er enormt sårende. I dag forstår jeg godt hvad han mente og jeg har ofte undskyld for min måde at skubbe ham ud i kulden, frem for at lukke ham ind – jeg kunne bare ikke rumme at være i relation til ham.

Jeg husker, at jeg dengang tænkte, at hvis vi skal overleve det her og komme et sted hen, hvor det “usunde” ikke længere har en eksistens i vores ægteskab, så er det dét, som skal til. I virkeligheden tror jeg altid der vil være små og store knuder i et parforhold, spørgsmålet er blot, hvordan vi arbejder og løser disses. I takt med jeg arbejder mig ud af depression, tilegner jeg mig nye strategier og på mange måder genopstår jeg. Jeg forstår os, hvor vigtigt terapien bliver for os, i forhold til at det kan være rigtig svært som partner at følge trit med den person, som gennemgår et større intensiv terapeutisk arbejde med sig selv.

Et par, i parterapi
Ligesom vi sender vores biler til service, så kan vores forhold os have brug for et servicetjek. Dette tjek kan vi få forskellige steder, på et spaophold, en date-night, eller med hed sex eller ja … i et rum, med sin partner og en terapeut. Hvad vi arbejdet med i vores parterapi, var alt fra det helt banale parforholds / ægteskabsproblematikker, det som vores psykolog kaldte for stressrelateret problematikker, som jeg tror mange børnefamilier nok kæmper med, til de lidt mere personlige strukturer som krævede et større pillearbejde. Ofte kommer uhensigtsmæssige handlemønstre af en årsag, noget har man med sig fra første kys og andre, ja de kommer til undervejs i ens forhold. Hvorfor, tja det kan man altid diskutere og det store spørgsmål er os dertil, hvad skal man gøre ved det?

Igennem parterapien fik vi pillet lidt af de dårlige vaner ud af os, vi lærte på ny at forstår hinandens handlemønstre og selvom jeg kan synes noget fortsat er skide irriterende, så ved jeg os, efter at have været inde at arbejde med de elementer der skabte konflikter, hvad og hvorfor det er som det er.
Jeg tænker ofte, at det vi lærte i parterapien gjorder at vi kan danse livets dans. Nogen gange er vi tætte, passioneret og næsten filteret ind i hinanden og andre gange, ryg mod ryg, med afstand – måske endda distance men det betyder ikke at kærligheden ikke er tilstedet, tværtimod. For mig er kærlighed at kunne forstår, acceptere og respektere, at kærligheden har mange farver, men det er nu engang, kærlighed, hvad end vi vil det eller ej.

Tusind tak fordi du ville læse med.
Kærlig Hilsen Christina





Please ‘Like’ Me

Please ‘Like’ Me

Jeg er over længere tid gået til og fra dette indlæg. Jeg har vendt det med mennesker der står mig nært, i forbindelse med “kompliceret” relationer, som i bund og grund gør ondt og efterhånden kan kaldes for uhensigtsmæssige. Alligevel har jeg tænkt, “Ah, det er da mig som er nærtagende”, men hvad så, når man begynder at se et mønster, der er så “markant”, at tanken om at det er en selv, som er paranoid, ikke længere tæller – hvad så?

Det ene øjeblik tænker jeg, ej det er jo bare et sølle like, det er jo bare et socialt medie og i det næste øjeblik, acceptere jeg, at mærke hvad det egentligt er jeg føler. Der er en følelse af ked af det hed – lidt ala. At blive holdt udenfor eller konstant få en mavepuster. Det gør nemlig ondt – når man konstant kan se at relationer bevist undgår at tommelfingremassagere lige præcis ens liv. Jeg har virkeligt tænkt meget over om et “like” eller det manglende “like”, kan få lov at være en konflikt. Men det er jo ligesom i sangen “det er ikke det du siger – det mere løgnen i sig selv”, det er mere den manglende handling i sig selv der er problemet – særligt når man kan se, at handlingen er fuldt ud bevist? Selvom knappen dislike eksisterer, så har vi jo fra første hånd en helt anden mulighed, nemlig at bruge vores handlinger til at understrege det ene eller andet.

Personligt er jeg ikke der “store” facebook bruger. Facebook er for mig en form for interaktiv kalender med gode lykønsknings muligheder. Jeg synes overordnet set, at det er vigtigt, ikke at føle sig for fin til at like eller synes om, det er en værdi jeg har fået med hjemmefra.. der går intet af mig, ved at glæde mig over andres succes, derudover mener jeg os, det er almen høflighed. Jeg ved at det bestemt ikke er alle, der føler den slags er nødvendigt. Faktisk findes der mennesker, som når lejligheden byder sig – “bevist” fravælger at synes om, udelukkende grundet den person som opnår eller gør lignende. Forleden læste jeg så en undersøgelse, selvfølgelig pibler der hele tiden nye studier frem omkring vores SoMe forbrug og vores færden på sociale medier, de har jo efterhånden en indflydelsesrig position. Undersøgelsen vidste hvor stor en betydning bekræftelse, via sociale medier efterhånden har.

Jeg ved godt et indlæg om tommelfingermassage af andres liv på sociale medier, kan virke lidt “ah hold nu op”, omvendt fylder mennesket brug af mobiltelefoner – heraf sociale medier mere og mere. Diverse børneorganisationerne fremlægger gang på gang hvorledes der ses en stigning i mobning via sociale medier og selvom et manglende like bestemt ikke kan sidestilles med mobning, så har handlingen en klokkeklar funktion. Forstil dig du har en almen folkeskoleklasse, en 8. Klasse. I klassen er der en masse dejlige unge mennesker, nogen med stemmebånd som er under udvikling, grundet pres fra Adamsæblet og andre hvor huden er liiiidt i udbrud. Der er stille og frembrusende typer, og så er der dem som der oftest er flest af – usikre typer. Usikkerhed kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogen vender det indad mens andre reagerer udad, for at sikre de ikke selv “opdages”. Klassen holder frikvarter og en pigegruppe sidder og snakker om hvad der rør sig. De scroller rundt på hinandens profiler, griner lidt af weekendens strabadser og liker så. De sidder os og studere hvad pigerne, som ikke sidder i gruppen har lavet. Deres handling her er anderledes. De griner på en anden måde og undgår helt bevist at like, selvom de til dels registrere hvilket oplevelser/præstationer den enkelte person har haft. I det øjeblik, foretager de enkelte piger i gruppen, en verificering af andre mennesker. Hvad den bunder i vides ikke helt, men den sker. Selvom handlingerne som skildres på profilerne, i større grad minder om det de lige har ‘liket’, så opnår profilen ikke samme stranding, af en helt bestemt grund. Hvilken siger gruppen ikke direkte, men deres grin, registrering og øjne som ruller fortæller langt mere.. Historien kan hurtigt få en ekstra drejning, hvis så ejermanden til profilen, som ikke modertager likes, stå i døråbning og høre eller ser det hele.

Historier som denne, modtog jeg masser af, dengang jeg var børnerådgiver hos Børns Vilkår. Opkald fra drenge og piger, som oplevede hvordan andres holdninger til dem på de sociale medier, gjorder dem kede af det, usikre og utilfredse med dem selv.

At tommelfingermassager kan have en stor betydning. Det har en betydning, hvis det kun er blåt blomstrede porcelæn, de lange eller hurtige løbeture eller dem i størrelse XS som modtager liket. Hvis vi kun tillader os selv at synes om bestemte typer, så sker der automatisk et vrid i den generelle samfundsforståelse. Når feminister og krops elsker, råber op om at alle kroppe er gode kroppe mens de påpeger at de naturlige billeder af oppustet maver, strækmærker og muffin cups høre lige så meget til på nettet, så skyldes det, at der forsat er en tendens til at lige præcis den slags billeder modtager “færre” likes eller anses som være mindre socialt acceptabelt, end billedet med den “rigtige” vinkel og top trimmet krop.

Min bøn til dig er derfor, tænk dig om når du liker og når du ikke gør.

Vi har alle forskellige holdning og præferencer og det er jo det der er skønt ved verden, at der er en konstant individualisering som tillader forskellighed. Jeg tror bare, der nogengange er mere end blot en handling, der er en tanke bag og spørgsmålet er, hvad den er bundet op omkring?

Kærlig Hilsen Christina

Skal vi lege .. og lære?

Skal vi lege .. og lære?

 

Dette indlæg indeholder reklame 

At se sine børn lege, er i min verden, lidt magisk hverdagskrydderi. Det at observere ens børn lade fantasien blomster, velvidende om at det er en selv, der faktisk var med til at vande lige præcis denne fantasi, da de var mindre, det er magisk og på mange måder med til at skabe små ” full circle moments”.

Fra barnet kommer til verden og de første spejlinger, lyde og små sjove grimasser laves, der starter legen. Personligt “legede” jeg allerede med drengene, da de lå i maven. Når de sparkede, trykkede jeg tilbage, samme sted, som sparket var mærket og sådan kunne vi ping-ponge frem og tilbage. Legen har jeg sidenhen differentieret i forbindelse med barnets udvikling, og her oplever jeg som forældre, at komme lidt på prøve. Særligt når det kommer til legetøj, der kan stimulere netop den kognitive udvikling mit barn er i og jeg tror bestemt ikke jeg er den eneste forældre der oplever denne slags? Jeg har sågar lavet en del “fejlkøb”, til børnenes legetøjskasse og det føles hundrede gange være end at købe en kjole med de forkerte snit, da legetøjet jo allerede er kommet ud af æsken..

Jeg har i dag 3 drenge, Vilmer som er knap 3 uger, Carl på næsten 5 og Aksel på 7 år. Deres udvikling er vidt forskellige og alligevel leger både Aksel og Carl med meget af det samme legetøj, dog på hver deres måder. Vilmer er endnu ikke nået til, at det er andet end mors bryst der kan være en del af den orale fase. Carl og Aksel leger begge lange gode lege, hvor alt fra historier som Ronja Røverdatter, Nordiske Guder, skurke og helte mm. implementeres i legen. Carl er pt. i et stadie hvor han helst vil lege uden opsyn og derfor beder os ”gå”. Aksel leger ofte til og med en lydbog kørerende på anlægget, ligesom jeg gjorde det, da jeg var lille.

At lege, er i min verden, et privilegium for børn, som forældre skal værne om. Legen kan på mange måder være truet af elektroniske apparater, lange skoledage og fortravlet forældre. Jeg anser selv en af mine vigtigste funktioner i moderskabet, at lege med mine børn, hjælpe dem med at udvikle deres fantasi, sætte den fri og tage den til nye højder. Derudover kan legen være med til at udvikle og træne sociale færdigheder og “spilleregler”. Det kan dog være svært, nogen gange at finde redskaber eller ja legetøjs som kan hjælpe med at stimulere bestemte egenskaber. Derfor takkede jeg ja til at teste den online legetøjsbutik Legeakademiet.dk af, i samarbejde med Momstertest.dk

Legeakademiet.dk består af legetanter og onkler, som elsker at sælge udviklende legetøj, som kan understøtte læringen på en sjov og naturlig måde, idet den leges ind. Legeakademiet.dk ønsker at lege børn klogere, uden grænser for hvad legetøjet kan opdyrke, styrke, udfordre og stimulere når det er i bruge. For en relativ rutinerede forældre som jeg, kan det dog stadig være svært at skabe sig et overblik over legetøjets magiske verden og dets evner, egenskaber og muligheder og derfor synes jeg specielt at Legeakademiet.dk fortjener et solidt skulderklap, da dets legetanter og onkler ved hvad det er, deres legetøj kan.

I forbindelse med min test af dels Legeakademiets shop og deres produkter, skrev jeg til tante og onklerne, for at høre deres bud på legetøj der kunne understøtte stimulering af bestemte evner og kundskaber hos mine to store drenge. Vi har mere end rigeligt med LEGO, figurer, motorisk udstyr osv., men jeg har følt drengene manglende noget legetøj, der kunne stimulere den matematiske og sproglige sans ”direkte”, derudover søgte jeg legetøj som kunne skabe fordybelse, udvikling af fantasi og samtale understøttende. Aksel er rigtig glad for matematik og jeg ville gerne lege med matematik, sammen med ham, lidt ala. vi er her ikke for sjov – men vi skal have det sjovt mens vi er her. Jeg fik tilsendt en række anbefalinger i forskellige prisgrupper og dertil hvorledes jeg kunne anvende det enkelte produkt. Dette galt ligeledes ting til Carl. Personligt tiltager det mig meget, at en sælger ikke vælger fra øverste og dyreste hylde – men i stedet viser et bredt udvalg af deres sortiment. Jeg synes faktisk en sælger går fallit, hvis det KUN er de dyreste produkter, der dur i deres øjne.

Jeg endte med at få 8 kort på hånden, som alle opfyldte de krav jeg havde til legetøjet og det synes jeg er kanon service og samtidigt enormt befriende for mig som kunde. Man kan enten sende en mail eller chatte med Legeakademiet, via deres hjemmeside.

Jeg endte med at vælge følgende produkter til drengene, alle med forskellige underliggende formål:

Klistermærke bøgerne: Mit hus og Min by.
Pris: fra. 65 kr.

                                         
Disse bøger er intet mindre end geniale og måske du selv husker dem, tilbage fra 90’erne?
Aksel og Carl elsker begge at sidde og finde på historier mens de indsætter klistermærkerne – som kan rykkes rundt.
Denne form for leg styrke dels deres kreative fantasifulde evne, finmotorikken, sproglige kundskaber og fordybelsen.
Aksel kan særligt bruge flere timer på at lave sin helt egen historie til netop den side han er ved at opsætte og vi oplever allerede nu, i forbindelse med Aksel skal skrive små historier i skolen, at disse hæfter kan hjælpe ham med at udvikle en historie. Derudover at det nem og praktisk underholdning at have med på ferie og i “byen”.
Så disse hæfter vender jeg helt klart tilbage til shoppen for at købe flere af, særligt fordi, de kan bruges igen og igen. 

Matematikspil – Træk et regnestykke
Pris: 85 kr.

Aksel er rigtig glad for matematik og kan i ny og næh bede os lave små regnestykker ,som han kan sidde og læse. Han har efterhånden lavet de fleste af de matematikhæfter den lokale boghandler har og ofte føler jeg han ender med at sidde alene og fordybe sig med tallene. Jeg vil rigtig gerne have nogle hyggestunder mens tiden fortsat er til det og samtidigt vil jeg gerne se og høre Aksel arbejde med tallene. Legetanterne anbefalede mig derfor dette simple spil, hvor man spiller mod hinanden, skiftevis drejer man på et hjul for at få at vide hvor mange tyggegummestykker man skal trække, hvor der er regnestykker på. Spillet er let at gå til og kan spilles af forskellige aldersgrupper, hvis man evt. gør brug af noget man kan tælle med eller på. Den eneste ulempe ved spillet er at der ikke følger en dansk vejledning – hvilket gør det svært for Aksel selv at læse reglerne mm.

Bogstavklodser – ABC træklodser på lastbil 
Pris. 185 kr.

Carl er blevet rigtig interesseret i bogstaverne. Han kalder stadig tal og bogstaver, for tal og har til tider svært ved at genkende de store bogstaver. Da han selv udviser en interesse for bogstaverne, mener jeg os det er okay, at forsøge at udvikle og stimulere denne interesse. Tallene arbejder vi en del med, når vi spiller krig herhjemme.

Bogstavklodserne har flere funktioner end blot det konstruktionsmæssige, og bogstaverne. De har små billeder på sig, som illustrere de engelske bogstavers lyde og derved kan Aksel os gøre brug af disse klodser og deres funktion bliver lidt multifunktionel. Desværre synes jeg at dette stykke legetøj mangler den der ekstra lækre detalje for at gå rent hjem. De fremstår meget rå i det, frem for at have en lækker overflade mm.


 

Legeakademiet.dk har et kæmpe udbud af legetøj til enhver smag og lejlighed. Jeg synes shoppen er fed, grundet det store udvalg – men nogen gange kan udvalget os blive for stort. Alligevel synes jeg bestemt man skal svinge forbi shoppen, hvis man står og søger nyt legetøj til sine kære små, hvad enten om det skal bruges inde eller ude, da shoppen rummer produkter som til hver en tid, slår de almene fysiske legetøjskæder i dk.

Jeg håber du i dette indlæg, har kunne finde lidt inspiration til hvorledes du kan lege og lærer sammen med dit barn.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En kærlighedshistorie

En kærlighedshistorie

 

Flashback
På min fod, sidder de grå sko, med det iøjefaldende G. Alle med en smule kendskab til mærkevare, kan tydeligt se mine sko er falske.. hvad folk ikke ved, er at stamme fra min rejse til Tyrkiet, som jeg kort forinden skolestart har været på. Min lettere solbrune hud står godt til mit lyse hår, de hvide jeans og den blå bluse. Mit ”første-skoledag-outfit” sidder lige i skabet. Jeg har selvfølgelig os brugt en lille uges tid på at gennemtænke det. På min arm hænger tasken, med kronen. Den er endnu let, men den tynges formentlig snart af studiebøger.

Der er mange mennesker i aulaen. Mit hjerte banker hårdt og hurtigt i brystet og mine håndflader er svedige. Jeg har allermest lyst til at finde er musehul og kravle deri. Jeg 17 år gammel og har som den eneste fra min folkeskoleklasse valgt at starte på HF, frem for det klassiske STX. Jeg kender ingen på skolen og ud fra min optagelsessamtale med en studievejleder, er jeg formentlig en af de yngste på årgangen, måske hele Frederiksberg HF kursus.

Efter der er budt velkommen, finder jeg det lokale hvor mine nye klassekammerater er. Vi er mange i klassen, rigtig mange og ønsker man at få en stol til undervisningen, skal man minimum komme 20 minutter før den starter. I løbet af den næste måneds tid går der dog Robinson i den og en efter en, dropper folk ud. Efter en kort introduktion, sendes vi på en klassisk “lær hinanden at kende” øvelse. Vi får udleveret lidt spørgsmål og skal så gå rundt og spørger hinanden om alt mellem himmel og jord. Det er både grænseoverskridende og befriende at bevæge sig lidt rundt og få hilst på de mange mennesker. Vi går rundt mellem hinanden og jeg får spurgt til alt fra livretter, bopæl, ynglings farve og selvfølgelig navn. Mens jeg går rundt, møder jeg en høj fyr, med smilende øjne og markante træk. Han har en flot blå skjorte på, som tydeligvis er nystrøget. Han har et varmt blik, som jeg har lidt svært ved at møde. Vi får spurgt hinanden, om vi har nogle kæledyr. Jeg har en kat og han hader katte Selv har fyren en jagthund som er skudrad, hvilket er en ret uheldig kombination. Han er 23 og jeg 17, vi er begge i fast parforhold og uden vi tænker over det, får vi spurgt hinanden om mere end det sedlerne foreskriver. Fyren hedder Morten…
Morten; som i dag, er min Hr. Mand og som jeg har dannet par med i 11 år.

Morten og jeg bliver klassekammerater på HF. Vi har vores daglige gang op og ned ad hinanden i 2 år. Han er for mig, en sød fyr, der er god til matematik, fodbold og som faktisk er ret fornuftig at snakke med. Han går op i mad, FCK, fester og så lidt mere fodbold og det er ligesom det kendskab jeg har til ham, de første 9 måneder af studiet. En dag ændre det hele sig. Den årlige gallafest nærmer sig og traditionen tro, skal alle studerende lærer at danse lancier, forud for festen. Vi skal bruge 4 idrætstimer til at lærer dansen. Første time bliver skælsættende, idet vores lærer beder vores egen klasse og parallelklassen om at finde en dansepartner. Flere står langs ribberne, andre søger lidt rundt. Nogen finder en, som de allerede har danset tæt med til nogle af de andre fester på studiet og selv står jeg og føler mig enormt fortabt. Der er såmænd drenge nok i klassen og alle kan i princippet få sig en dansepartner. Jeg hader at danse eller efter et par shots går det nu okay, men i ædru tilstand, er det noget af det mest grænseoverskridende for mig. Jeg har ingen rytme i kroppen, mine muskler er stive og mine ben klassificeres som almene fodboldben. Alligevel synes jeg det er lidt ufedt at skulle til en gallafest uden partner. Jeg er i et fast parforhold, så det er udelukkende en gallamakker jeg søger. Jeg kigger lidt rundt og tænker så, at af alle mennesker så er han nok den, jeg vil ture at danse med, måske fordi jeg tænker han er lige så håbløs på et dansegulv som jeg selv? Ganske langsomt går jeg igennem idrætssalen og over til drengegruppen, der står og snakker, måske for at distancere sig fra opgaven vi har fået. Det er nu eller aldrig tænker jeg og selvom jeg er hammer nervøs, så ved jeg, at lige præcis ham her, er så høflig at han ikke vil afvise mig med en nederen joke. Afvisningen er bestemt en stor mulighed, men det bliver med sikkerhed på en høflig måde, så meget ved jeg da om fyren… “Morten ?”… han vender sig om og lige der slår det mig, at han jo er knap 2 meter høj, det kommer til at passe af helved til, med mine sølle 168 cm.. men nu står jeg der og han smiler sødt til mig.. “øhm, vil du .. være min gallamakker” får jeg fremstammet, det er simpelthen for pinligt og åndsvagt og får at fjerne mig selv fra det sårbare sted, får jeg hanket op i mig selv og smidt en kæk kommentar afsted, som får ham til at grine. “Ja – det vil jeg rigtig gerne”. Sådan gik det til, at vi blev kærester, tog på en back-pack rejse, blev gift, lavede 3 unger og nu har været sammen i 11 år.


Selvfølgelig er fortællingen langt længere, men det var sådan det startede for alvor og så alligevel ikke, da jeg fortsat var i et fast forhold. Mortens og mit venskab startede dog den dag og det udviklede sig til at være et af de bedste venskaber jeg nogensinde har haft. En aften, måske endda nat, efter en våd bytur og 7 måneders nært venskab; fortæller Morten mig, at det kun er min skyld vi er venner – jeg kvitterer denne udmelding, med at stikke ham en flad og tage hjem. Jeg var rasende! Vi var jo bedste venner og jeg havde en kæreste, som jeg da synes at mene jeg var ret glad for? Det havde selvfølgelig ikke kørt så godt de sidste par måneder og slet ikke ovenpå at min kæreste havde haft et Chandler øjeblik og en sen aften efter 4 års forhold havde gjort det forbi, som var det et lyn for en klar himmel. I de 14 dage vi var adskilt, havde Morten været min klippe.. han havde lyttet, trøstet og mundret mig op og på intet tidspunkt i hele vores venskab havde vi været i nærheden af at være andet end venner, men den aften, den udmelding ødelagde jo ALT!

Der gik nogle dage, så tog han det tilbage… men der er bare nogen ting men ikke kan trække i sig igen. Det var forfærdeligt at være i, måske mest af alt fordi jeg var tvunget til at forholde mig til mine egne følelser for Morten og min daværende kæreste. Jeg kunne jo godt se det parforhold jeg var i, ikke længere var sundt for mig, tværtimod… omvendt ville jeg heller ikke gå fra det ene forhold til det næste, slet ikke når jeg på så mange måder følte at jeg var kommet væk fra mit oprindelige jeg og det jeg søgte i et parforhold. Jeg gjorde det forbi med min kæreste og selvom Morten igen bare var min gode ven, så fik jeg da os gjort det klart at jeg på ingen måde var interesseret i at forelske mig lige foreløbig. Sandheden var jo nok, at jeg allerede var det, jeg kunne bare ikke se det… heldigvis overbeviste Morten mig, på hans egen finurlige facon og en nat på Nørreport, greb han mig i nakken og kyssede mig den aller første gang…




Kyssende har efterhånden været mange og når vi i ny og næh husker os selv på, at vi fandt hinanden, helt tilbage på HF, så virker det uvirkeligt. Jeg havde nemlig ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min gallamakker skulle ende med at blive min mand og faren til vores nu 3 børn.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Ja’et I Nej’et og omvendt

Ja’et I Nej’et og omvendt

 

Dengang jeg lige var tjekket ud fra psyk, og for alvor skulle kæmpe mig ud af depressionen, holdte Hr. Mand mig i hånden. Han holdte ved, jeg holdte ud og det gjorde vi, selvom vores parforhold var kørt ud på sidespor.  Vi vidste begge der skulle sadles om, hvis vi skulle have en chance. En chance for dels at komme over depressionen, men os alt det, som depressionen var en reaktion på, i vores parforhold. Det var jo ikke kun min egen adfærd, som skubbet mig ud over kanten, det var så meget mere end det. Vi valgte derfor at gå i parterapi og det kan bestemt anbefales, hvad end om man sidder på grænsen til at kaste håndklædet i ringen eller hvis de lyserøde skyer fortsat svæver omkring en.

Jeg anser terapi, både par og individuel, som en investering man kan gøre i ens egen sundhed. Ligesom at bilen skal til syn, så kan sindet os have godt af et olieskift. Nogen tænker sikker – vi kan os tale alt for meget om ingenting og at vi kan tale for meget om alting. Det er jo en personlig beslutning, på egne og det parforholds vegne jeg er i, kan parterapi kun anbefales. Både Hr. Mand og Jeg mener, at parterapi for os har været som at lærer at danse livets dans – sammen. Sammen har vi lært hvorfor vi bevæger os som vi gør og hvad der kan gøre, at vi sammen kan danse, nogen gange tæt og inderligt, andre gange livligt, fjollet og i kådhed og igen .. som var det dødens tango, fyldt med vrede men mest af alt passion.

Noget af det vores parterapeut introducerede for os, som det første, da vi sad der, parret som altid jonglerede med mange bolde, gang på gang præsteret og ofte over middel, det var at de der pleasende overachievers, som hun mente vi var, skulle tage på kursus og lærer om Nej’et i Ja’et og omvendt. Altså at for hver gang vi sagde nej til noget, sagde vi samtidigt ja til noget andet, og i stedet for at have dårlig samvittighed over at sige “Nej, vi kan desværre ikke”, skulle vi rose os selv for samtidigt at sige ja til det som nej’et gav mulighed for. Det har været en hård men god øvelse for os alle og noget vi virkelig forsøger at lærer vores børn, da vi på en eller anden måde lever i et samfund, hvor man helst skal kunne klare alt, altid være på og række hånden op osv.

Hella Joof omtaler i hendes bog “Papmache reglen” disse her kage hegle, dem der som altid mener det SKAL være dem der bager og som ofte gør det med tanker som “Der er jo ingen andre der gør det” og “Nu står JEG her igen!” – (jeg har os selv, været sådan en kage hegle). Sagen er jo den, at hvis man altid melder sig, så oplever man jo aldrig hvad der sker, hvis man ikke melder sig? Så kunne det jo være nogle andre forældre tænke “Ok så gør jeg det” og så kunne det selvfølgelig ske det var købe mazarinkagerne til sølle 10 kr. der endte på sammenskuds bordet – And So What ?! Hele min adfærd, har i mange år været betinget af et konstant behov for at sige “Jeg kan godt!” bare fordi jeg troede at jeg skulle dette, for at være værdig til kærlighed, omsorg og respekt – at jeg derigennem var god nok. Det holder jo bare ikke en meter, for i sidste ende gav jeg jo ikke mig selv, den mindste form for respekt og jeg fik det jo aldrig rigtig bedre alligevel.

Jeg skal snart føde og måske uden min mand.
Indlægget her handler dels om Ja’et i Nej’et men det er hovedsageligt brugt indledningsvis til at skabe en forklaring på en beslutning, min familie og jeg har taget, eller Hr. Mand og Jeg. Der er helt sikkert mange som slet ikke forstår og det er fint, det er så heller ikke dem der står i min – vores situation. Hvorfor jeg så alligevel vælger at udgive dette skriv kan for nogen virke pardoksalt. For mig handler det om ærlighed, og om et behov for at sige – sådan gør vi.

Vores kommende søn Vilmer er på så mange måder planlagt og så mange måder et tegn på at man ikke kan planlægge en fis, når det kommer til graviditet, fertilitet osv. Eller sagt således – at vi forsøgte at blive gravid mens jeg skrev speciale, var mor og minimum løb 50 km om ugen mens jeg i en periode på 12 uger, løb 2 marathons, 14 halv marathons og et ultra løb, gjorder at min krop ikke mente graviditet var en optimal sag. Når jeg ser på alle de kilometer der gik forud en positiv test … sååå.. ja. Forstår jeg godt min krop ikke lige mente et æg skulle sætte sig fast. Jeg fortryder dog ikke mit løb, de præstationer jeg gjorder, jeg skulle nok bare havde været bedre til at erkende dets betydning på min fysiologi. At prøve i så kort tid som vi gjorde og derefter teste positivt er HELT normalt og jeg har ikke andet end taknemmelig til og for at min og Hr. Mands fertilitet er som den er. I den periode vi forsøgte at blive gravide, nåede jeg dog at tænke min depression og keglesnitet, ja sågar min alder, havde større betydning end vi lige havde regnet med, det var heldigvis ikke tilfældet og det, det er jeg taknemlig for.

Undervejs i forsøget på at blive gravide bestiller vi en rejse. Det er en rejse sammen med hele Hr. Mands familie, til en lokal græsk ø, som Hr. Mand har besøgt omkring 20 gange og hvor der i år skal afholdes en større fest – en fejring af dem som er årsagen til at gode venner på kryds og tværs af Danmark og som knap tæller 100 mennesker, hvert år i nogle helt bestemte uger, besøger denne ø. Hr. Mand har besøgt øen siden han selv var barn og i dag står han, som så mange af de andre unger fra dengang, og skal have sine egne børn med. Han skal bare ikke have mig med… desværre.

Life is what happens while you are busy making other plans.
Jeg havde jo købt en flybillet, men pludselig havde vi os en positiv graviditetstest og en anslået termin der hed d. 30 oktober. Netop denne termin er der blevet rykket lidt ved et par gange og officielt hedder det nu d. 22. oktober, selvom datoen  d 25 oktober. os har været i spil. For mig er det bare datoer, et par dage fra eller til. Når det begynder at hede 40+noget så æder jeg mine ord. Jeg har nemlig altid født til tiden – på termin og ved derfor ikke hvordan det føles at gå “over”. Jeg ved dog hvor ivrig og utålmodig jeg kan blive.. alligevel ved jeg, at børn kommer når de kommer og det er det jeg har valgt at tage udgangspunkt i.

Da vi sad med den positive test, et hjerteblink og en kalender kunne vi jo godt se, at der meget vel kunne være et sammenfald her. Ferien til Grækenland skulle afholdes i uge 42 og i uge 43 faldt min termin. What to Do?

Mange tænker nok her “aflys” hele ferien og skid hul i familien ikke kommer afsted og SÅ er der Hr. Mand og jeg, som tænker noget helt andet. Hvordan vi er kommet frem til vores beslutning, som vi faktisk nåede relativt hurtigt, det er på mange måder let at forklare.. for jeg kan lige så godt føde før som efter termin. Sandsynlighederne er lige store (nej jeg har ikke regnet på noget), men det er fakta. Fakta er os, at jeg, inde i min mave, i mit hjerte, har en tillid og tro på at min fantastiske kvindekrop er sammenskruet således, at den ikke går i fødsel før den er “klar” og ikke mindst barnet. Det er en følelse, en tro og nej – jeg kan ikke direkte dokumentere det, jeg kan blot sige at det er en “erfaring” jeg har gjort mig fra mine to andre graviditeter. Kald det naivt, men det er sådan jeg har det. Jeg har snakket en del med min fantastisk jordemoder om denne tro, følelse og hele scenariet og jeg er meget tryg og rolig. Der er ingen der ved hvornår jeg føder og det er det forunderlige vilkår ved at være gravid. Jeg ved blot jeg har en terminsdato, udregnet ved en scanning… som jeg mener, hele tiden har skillet sig noget ud.. særligt hvis jeg smed ægløsning og første mens dag ind i en kalender. Lige meget hvad er sagen den, at vi venter et barn og jeg kan føde mens min mand og børn er i Grækenland og jeg kan føde inden eller efter, det er nu engang sagens kerne .

Jeg har selvfølgelig tænkt alle muligheder igennem, alt fra fødsel inden, under og efter at Hr. Mand og drengene var afsted. Jeg har lokaliseret dét, som ville gøre ondt, hvis Hr. Mand ikke var med til Vilmers fødsel og Jeg har igen og igen konfronteret mig selv med chancen for at min tro, ikke holder en pind. Sådan er jeg skruet sammen; jeg er nød til at se på det jeg kan stå overfor, for i sidste ende at tage en beslutning som føles rigtigt for mig. Lige nu og hele vejen frem til nu, faktisk de 8 måneder som jeg har været bekendt med, at et lille liv voksede under mit bankende hjerte , så har jeg kendt til disse omstændigheder og jeg er okay, mere end okay og jeg siger ikke nej til min mand kan være med til fødslen; jeg siger JA til drengene sammen med Hr mand kan få en dejlig og unik oplevelse sammen.

Det vigtigste for mig i det her, er ikke at hente andres accept eller forståelse, men i stedet at jeg selv kan fælde en dom over min livsførelse, som jeg er tilfreds med og det er jeg, os i denne beslutning. Hvorfor jeg så skriver dette, det gør jeg, fordi jeg selvfølgelig er blevet stillet kritiske spørgsmål utallige gange og mon ikke en eller flere har lyst til at gøre det samme nu… Jeg skriver dette, da jeg faktisk gerne vil være ærlig omkring min families og min situation. Jeg gider ikke fortie eller feje ting ind under gulvtæppet, i stedet vil jeg blot sige det sådan der er, for os.

Tak fordi du læste med og du behøver ikke forstå ♥️

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen Mig_Og_Morskabet

Et behov, for stemmer omkring mig

Et behov, for stemmer omkring mig

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
Sengetøjet med Tulle, fra Rip, Rap og Rup kradser ganske let mod min hud. Måske har alt mit sengetisseri igennem de sidste par dage, opbrugt alt min mors bamseline (rolig nu, var barn i 90’erne og dengang vidste man ikke bedre). Mit kat har allerede indtaget hovedpuden og den genkendelige lyd af en kat der spinder fylder rummet, mens hun kampmassager pudens overflade. Selv ligger jeg der, med kradsene sengetøj og lytter. Jeg lytter på stemmen, som på en gang er lidt halvrusten i det og samtidigt udtaler alle ord med korrekt artikulation. I ny og næh kan jeg hører en bestemt baggrundssummen fra optagelsen, som akkompagneres af lyden fra en finger der fugtes, for dernæst af bladre i en bog. Kassettebåndet piber i ny og næh over fra min ghettoblaster, som grundet dets brydningstid selvfølgelig fortsat har kassettebåndafspiller implementeret i sig, til trods for CD’en er ved at vinde plads på marker. Damen, hvis stemme jeg lytter til, læser “Det lille hus på prærien”. Selv ligger jeg der og ser for mig hvordan Laura løber over den tørrer prærie, med sin lille spand i hånden og solkysen hængende ned af ryggen.

”Pling – du må nu bladre”
Jeg er vokset op med Disneys bog og bånd sæt, dem hvor der altid lød et lille klokkespil, når båndet skulle vendes og kun et enkelt trylleslag, når der skulle bladres i bogen. Det var sådan, jeg stiftede bekendtskab med lydbøgernes verden. Glæden ved en god historie har hængt ved igennem hele mit liv og måske er det os derfor jeg læste til dansklærer og generelt bare elsker at bruger sprogets mange muligheder, blandt andet her på bloggen. Noget der virkelig har slået mig, er det behov jeg har for at have stemmer omkring mig. Jeg elsker at være alene og nyder virkelig mit eget selskab. Jeg kan sagtens sætte mig på min lokale sushi bar og kører nigiri ind, mens jeg enten parkerer hovedet i en bog eller iPad. Siden afslutningen på min kandidatuddannelse, så har jeg haft en del mere tid derhjemme, alene. Tiden er blevet brugt på at lave en gennemgribende make-over af hele lejligheden. Når jeg går rundt, så har jeg bedst med at der er lidt lyde omkring mig. Det kan normalvis være alt fra noget tv eller musik som kører i baggrund, men efter jeg er blevet færdig fra studiet, er der vokset en lyst til igen at være fast bruger på biblioteket og få læst nogle af alle de spændende bøger som er kommet de sidste par år. Jeg føler bare ikke jeg har tiden til at sidde og læse, når hele lejligheden skal laves om. Min mand, som har mange lange dage alene på kontoret / ciderfabrikken, hører en del podcast og han anbefalede mig den verden. Måske er jeg lidt bagud på den konto, når jeg siger at jeg max har hørt 5 podcast. I stedet har jeg forsøgt at finde et par bøger på e-reolen – en gratis udlånstjeneste til e-bøger og lydbøger, men da jeg jo gerne ville hører nogle af de nyeste bøger, blev det aldrig et super god match. Så da jeg af Momstertest.dk blev spurgt om jeg ville teste Mofibo  af, så sagde jeg ja. Jeg har set en del Mofibo reklamer og har forud for jeg hentet deres app, dannet mig det indtryk; at der på Mofibo er nogle af de nyeste titler, klassiker og generelt bare et stort udvalgt af litteratur.

Jeg tror bestemt ikke at jeg er den eneste, som synes det med at sætte sig en bog er svært, når vasketøjskurven er proppet, hytten roder eller madpakkerne skal smøgers. Derfor synes jeg lydbøger er geniale og jeg finder det enormt befriende at lytte til alt fra Hella Joof, Lola Jensen og Andets Legarth Schmidt. Det er ikke kun mig der har et stort behov og finder ro i, at have stemmer omkring mig. Både Aksel på 7 og Carl 4, er storforbruger af lydbøger. I starten var det mest Prop og Berta, hvilket jeg bestemt kan anbefale som et godt sted at starte for små ører. Aksel der i dag har knækket læsekoden, har for længst forelsket sig i Ronja Røverdatter, Erik Menneskesøn og andre gode klassiker. I min verden må lydbogen ikke erstatte den fysiske læsning og den kontakt der er når man læser højt for sine børn. Det ene behøver dog bestemt ikke at udelukke det andet, tværtimod. Vi sætter oftere en lydbog på når vi sidder og krea hygger, da lydbogen skaber en ekstra ro og et rum for at fantasien kan danse frit inde i hovedet.

Da Mofibo heldigvis ikke kun udgiver mainstream litteratur, men os små finurlige værker, sub genre og ny debuterende forfatters svendestykker, er det svært ikke at finde noget at lytte til.

Aksels og mine klare favoritter har været følgende:

    • Når der skal grines:
      Hela Joof : Papmassereglen – kvinder med løs bækkenbund bør overveje hvor og hvornår de lytter til denne humoristiske bog oplæst af kvinden selv.
      Kim Fupez : Vitello som er indtalt af Nikolas broen på den mest vidunderlige måde.
    • Når der skulle grædes
      Andreas Legarth Schmidt : Jeg løber.
      En enorm gribende og rørende fortælling om sorg, løb og menneskers overlevelse. Som løber kunne jeg ikke blive andet end hovedløs forelsket i Andreas måde at fortælle og formidle hvorfor han løber.
    • Fantasi for børn
      Mine børn lytter ikke helt til den sørgelige del af litteraturen, men vi kan klart anbefale fantasi serien om Elverdronningens Riddere af Peter Gothardt. Både Carl og Aksel har fundet Elver universet enormt spændende og de har flere gange siddet på kanten af stolen, når det er blevet læst op hvordan snestormen hærget og riddernes kamp for at det gode skulle sejre var i gang.
    • Når der skulle gøres tanker om livet.
      Jeg elsker biografier, som i elsker helt vildt og derfor vil jeg rigtig gerne anbefale Hans Pilgaards Støj og fortielser, som Hans selv læser op. Jeg både græd, grinte og følte vrede og medfølelse med en mand der på så mange måder har prøvet lidt af hvert.
    • Den gode (barske) historie
      Herbjørn Wassmo : Et glas mælk, tak. Dette er en gribende roman om en ung kvindes kamp, uretfærdighed, prostitution og kampen for overlevelse.

Måske i fornemmer at jeg har et eller andet med den slags litteratur, hvor det enkelte
menneske må være sin egen helt?

Mofibo er let at gå til og deres app kan hentes til alle tablets, IPods og IPhones mm. Der er ikke nogen grænse for hvor mange bøger du kan have gang i og hvis du nu tænker, okay jeg på prøve det der Mofibo så kan du med koden : MORLYDBOG – Få 30 dages gratis adgang til Mofibo – uden binding.
Alt du skal gøre er at signe up HER

Jeg håber du kunne bruge mine anbefalinger.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Guide: Et mindre stresset studieliv

Guide: Et mindre stresset studieliv

 

For knap en måned siden sad utrolig mange håbefulde (unge) mennesker og holdte sig opdateret på e-boks. Det var nu sandhedens time var kommet og beskeden om den mulige optagelse, på hvad er for mange formentlig var drømmeuddannelsen, var tilgængelig.

Jeg har oplevet at modtage et positivt svar 3 gange og negativt 1 gang… eller, jeg valgte selv det negative, da jeg ikke ture rykke teltpælene op, for at flytte til Århus og læse Psykologi, til trods for det var drømmen. I stedet gik jeg en anden vej, en omvej vil nogen måske mene, men jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og i dag er jeg enorm stolt og taknemlig over at have læst den bachelor og kandidat som jeg har læst. Jeg har sammenlagt tilbragt 7 år på længere videregående uddannelser og vil blandt andet derfor mene, at jeg kender en del til studielivet, måske endda særligt studielivet som Mor på Su, hvilket du kan læse lidt om her hvis du lyster:  Indlæg: Mor på SU

Dengang jeg blev optaget på min kandidatuddannelse, der var jeg først ovenud lykkelig og så kom frygten. Frygten for ikke at være stærk nok fagligt og yderligere, at jeg måske måtte sælge mine to børn, for overhovedet at kunne få tid til at gennemføre kandidatstudiet. Jeg har aldrig fortrudt at være en studerende mor men jeg har fortrudt den måde jeg til tider håndterede studielivet på. Omvendt vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg gjorder jo bare det alle de andre gjorde. I dag viser statistikkerne fra landets universiteter, studiecenter og rådgivninger, at de studerende føler sig stresset. Nogen i let grad og andre så massivt og langvarigt, at det udvikler sig til en psykisk lidelse, selv var jeg en del af de mange unge, hvor stressen udviklede sig.. min stress udviklede sig til en svær depression, en stressbetinget depression som var en belastningsreaktion på det liv jeg førte engang, hvor jeg blandt andet var kandidatstuderende.

Den dag jeg fik diagnosen tog jeg er bevist valg. Det her skulle på en eller anden måde have en betydning, for andre end bare mig selv. Derfor har jeg siden depression lettede blandt andet kæmpet for at skabe en politisk og studieorganisatorisk opmærksomhed på, at der er noget fuldstændigt galt i vores uddannelsessystem. Yderligere har jeg valgt at tale frem for at tie, om det at have haft en psykisk lidelse. Jeg tror nemlig på at fortielsen kun gør ondt værre og jeg ved, for jeg har mærket, hvad manglende viden omkring psykiske lidelser kan have af betydning.

Årsagen til dette indlæg er derfor at der lige nu sidder hundredvis af kommende studerende, nogen har studiestart i denne uge. Alle skal til at give sig i kast med en videregående uddannelse, hvad enten den er lang eller kort, så mener jeg der er visse ting man bør have i baghovedet, fra første øjeblik man træder ind på sit campus. Nemlig det, at det campus KUN er én arena og at de oplevelser man vil tilegne sig i netop denne, ikke afspejler resten af ens agens udenfor denne arena. Altså, vi som mennesker er langt mere end hvad et system måske vurdere vores faglige evner at være.

Uddannelsessystemet – et stressfremkaldende system
Det danske uddannelsessystem har i dag udviklet sig til at have indlejret flere stressfremkaldende elementer, som psykologerne ved studenterrådgivningen så fint kalder det. Disse elementer er følgende:

  • Øget og periodisk konstant pres
  • Uspecificeret krav og mål
  • Manglende feedback
  • Socialt internt pres
  • Skiftende og ikke monoton rytme

Og hvad betyder alt dette så?
Alle ved jo, af et studieliv er spundet op omkring en række afleveringer og eksamener og for de fleste, så er netop disse utrolig vigtige, det er dem som gør man ligger i fosterstilling og pludselig betvivler sin egen kunnen. Lige så snart det ene fag afsluttes så påbegyndes det næste og hertil ligger der et stort paradoks, da uddannelsesinstitutionerne i dag er så økonomisk presset, at vejledningen, både før og efter eksamen er sparret væk. Det gør at eventuelle specifikke faglige mål og forventninger til hvorledes man som studerende afslutter et fag (og gerne over middel!) er uklare og at man som studerende derfor befinder sig i en situation hvor “chefen”, her ens underviser, ikke har udleveret en jobbeskrivelse eller agenda der gør at man kan føle sig sikke i det man laver. Der eksisterer selvfølgelig en studieordning og fagbeskrivelse men det er sjældent det gyldne svar findes heri. Så holdt op imod at det studerende ofte ikke får en udførlig jobbeskrivelse samtidigt med at der efter ikke længere er tid og råd til konstruktiv kritik og feedback på ens præstation, så er det utrolig svært for den studerende, at vide hvad det i virkeligheden var godt og mindre godt. Havde dette været i en almen virksomhed, kunne dette kaldes for svært dårligt arbejdsmiljø.

Der foreligger i dag en kæmpe massiv viden omkring stress, forebyggelse og håndtering heraf og særlig håndteringen er skelsættende for de studerende. Når er menneske rammes af stress, så er det et socialt problem, forstået således at den der har fået stress ikke skal løse situationen på egen hånd. I en virksomhed er det HR, Chefen og Afdelingslederens job, at være med til at se på de stressfremkaldende elementer og udbedre dem. Problemet som studerende er blot, at det aldrig er tilfældet på de store universiteter. Den enkelte studerende er blot en i mængden og det ender derfor oftest med at være den enkelte studerendes egen opgave, at få bugt med de stressfremkaldende elementer. Er man som studerende ramt af stress, så anbefaler jeg at man kontakter egen læge og ens studiecenter, for derigennem at søge hjælp og rådgivningen.

Hvornår har jeg stress?
At sige man som studerende er stresset er blevet lige så populær som en Mac computer og derfor mener rigtig mange at det er legitimt og en basal del af det og være studerende. Jeg har i min egen studietid ofte tænkt, at det her jo var helt normalt og at det hele ville blive bedre, når det enkelte semester blev afsluttet. Når vi som menneske oplever stress, så er det en naturlig reaktion på pres. Det er en reaktion som i tidernes morgen skulle sikre at stod umennesket ansigt til ansigt med sabeltigeren, så fik vi producerede adrenalin i kroppen som dertil skabte hurtigere reaktioner og derved en mulighed for at flygte. Stress bliver usund hvis den bliver længerevarende, altså hvis vi under længere tid står ansigt til ansigt med en “sabeltiger”. Hvis vi over en længere periode befinder os i stress-mode, så begynder kroppen at nedbryde sig selv og den positive stress udvikler sig til negativ stress. Spørgsmålet er hvornår er nok – nok?

Jeg har oplevet hvordan studerende i dag udviklet sig til boglige ironmans, der konstant øger presset, holder fokus og taler sig selv op til lige at give lidt ekstra alla ”Jeg kan jo godt klare det” eller “Jeg må tage mig sammen”. Mit råd er derfor at man som studerende lærer at mærke sig selv, uafhængigt af andres holdninger og antagelser om hvad der er normalt. Et gammelt ordsprog lyder: er du i tvivl; så er du ikke i tvivl. Hvis man som studerende en aften tænker, måske er jeg lidt stresset, så er den sandsynligvis god nok og her er det vigtigt ar drage den bedste form for omsorg for sig selv. Frem for at ignorer de signaler som viser sig.

Et mindre stresset studieliv
Hvordan er det så lige man som studerende skal skabe sig, et mindre stresset studieliv?
Viden er magt og ved at man som studerende er bevist omkring hvilket stressfremkaldende elementer som der er i et studieliv, så kan man lærer at navigere efter disse og derved hjælpe sig selv, så man oplever mindre stress. Sandheden er jo at vores uddannelsessystem styreres fra politisk top og selvom den nye uddannelses- og forskningsministeren har lovet at se på hvordan man kan komme de stresset studerende til livs, så tvivler jeg på at løsningen er lige rundt om hjørnet.

Derfor har jeg følgende råd som har hjulpet mig igennem studiet, uden stress..
Altså det var først nogle jeg havde lært at gøre ordentlig brug af efter jeg havde været ramt af stress. Det vigtigste er som tidligere nævnt at man husker at mærke efter !

Planlægning din studietid:
De fleste videregående uddannelser skal læses på fuldtid. Altså 37 timer om ugen og det kan man som studerende vælge at se stort eller småt på. Jeg tror det er rigtig vigtigt at gøre op med sig hvilken type studerende man ønsker at være, er man den studerende som har et deltidsarbejde oveni fuldtidsstudiet eller ønsker man at læse HELE pensum + sekundært litteratur? Jeg tror ingen af delene er muligt, for ikke at sige sundt for nogen.

Det der er muligt og rigtig godt at gøre, er at planlægge sin studietid. Da et studieliv ofte er uden egentlig rytme udover de faste forelæsninger, så er det op til en selv at skabe en struktur og genkendelig hverdag. Det er ofte noget forældre har meget travlt med at gøre for deres børn men os noget voksne ofte glemmer at gøre for dem selv… lidt tragisk komisk, da særligt en ikke overskuelig hverdag ofte har den bivirkning at skabe stress.

Jeg anbefaler derfor at man putter 37 timers studieliv ind i et ugeskema, det er selvfølgelig inklusiv forelæsninger og arbejde i studiegruppen. Når det så er gjort skal alt det andet ind i skemaet, alt det som er vigtigt for at kroppen – hjernen kan restituere, her søvn, motion, kost og socialt sammenværd. Når man laver det skema, er det vigtigt at være realistisk og lave det ud fra ens egen døgnrytme, nogen fungere bedst efter klokken 12 og andre, ja de kan ikke få bogstaverne sat sammen til ord efter klokken 18. Det kan tage lidt tid før man måske har lavet sig et fast skema, men personligt synes jeg det virkede rigtig godt for mig, at vide hvilket fag jeg skulle forberede mig til hvornår og ellers have et overblik over hvad mine uger skulle indholde af aktiviteter.

Acceptere at du ikke kan nå det hele
Men ”Hvad så hvis jeg kun har læst 2 af de 3 eller 5 tekster vi skulle forberede til faget?”, det var mit spørgsmål, dengang jeg fik anbefalet at lave dette studieskema. Vejlederen var ærlig og kontant – så er det bare sådan det er, for du kan ikke nå mere end det du kan nå. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvilket dele af pensum som er livsnødvendige og hvilke dele kan måske ”gemmes” eller se som sekundær litteratur der er relevant hvis man vælger at arbejde videre med det pågældende område. Her kan det anbefales at man spørger sine undervisere hvad de selv mener er primært og sekundær litteratur. De fleste undervisere er eksperter indenfor deres område og har derfor ofte en kæmpe kærlighed til netop deres felt, det er en kærlighed de meget gerne vil dele og det er jo det som på en og samme tid er fantastisk og utrolig uoverskueligt når man som studerende jo kun har en forelæsning på 4 timer men måske 12 timers forberedelse forud for denne? Et andet godt fif til at komme hele vejen rundt i pensum – uden stress, er at lave en studiegruppe, hvori man uddeler teksterne imellem sig. Derved kan man som studerende arbejde intensivt med 1-2 tekster, referer til de andre i gruppen og samtidigt få en indføring i de resterende tekster. Hos studievejlederen kan man ofte booke kursuser til ens studiegruppe, hvor man kan arbejde med en afstemning af forventninger, note arkiver osv.

Lær at skure op og ned for blusset
Hvis man forestiller sig sin studieaktivitet som en flamme man kan skrue op og ned for, så er det som studerende vigtigt at man gør brug af denne justering. I perioder af ens liv vil der være noget der fylder mere end andet og man skal derfor huske at justere sit aktivitetsniveau herefter.
Et godt eksempel på manglende justering er:

I foråret 2016 var jeg i gang med mit andet semester på studiet, det var udgjort af 2 fag af 15 ETCS point, begge med krav om skriftlige eksmaner. Jeg trænede op til at løbe mit andet marathon, planlagde den fedeste dinosaurer fødselsdag, sad som formand i forældrebestyrelsen i mine børns institution, var chef touter for kommende studerende, blogger, Mor med kæmpe M, kone og veninde.. min mands blindtarm sprang midt i eksamensperioden, så der var jeg alenemor og Carl led i svær grad af mellemørebetændelse og var derfor konstant syg. På intet tidspunkt i den periode skurede jeg ned for noget, for at gøre plads til andet… forklaringen på min stressbetinget belastningsreaktion er på mange måder både enkel og kompleks, den komplekse del hører sig til spørgsmålet ”Hvorfor tillod jeg mig selv at blive så stresset?” eller ”Hvorfor mærkende jeg ikke alt det min krop og psyke forsøgte at fortælle mig?”. Sandheden er, at der ikke er nogen der klapper når man først ligger ned og vi nu engang er nød til at passe på os selv, i mere end en forstand.

Jeg er enorm taknemlig for at vi i Danmark har det uddannelsessystem vi har, med SU osv.
Dog ville jeg virkelig ønske at man som uddannelsesinstitution og ikke mindst fra politisk hånd, arbejdet langt mere med de studerende arbejdsmiljø og at man i introdagene havde fokus på
stress og forebyggelsen heraf.

Rigtig god studielyst

Tusind tak fordi du ville læse med.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Tegnet af grafiker Selina Mandal

Kender I det med at gå lidt rundt med en tanke, måske mere en frustration .. jeg hader generelt frustrationer og synes derfor det er vigtigt jeg handler på dem. Det gør jeg ved at “overveje” frustrationen og dets værd at bruge tid på. Det frustrere mig at Hr. Mand principielt ligger snavetøjet ovenpå vasketøjskurven, men jeg lærte for længe siden i parterapi, at omprioritere min energi og jeg dør ikke af, at jeg selv ligge det i vasketøjskurven. Det gør mit humør dog, vis jeg konsekvent skal sige “Skat vil du ikke godt ligge det tøj i vasketøjskurven”. Ved han vil svare “Jo” og jeg så vil tænke, måske endda sige “Jamen det siger du jo hver gang” og før jeg ved af det, så er tøjet ovenpå vasketøjskurven, et symbol på at min mand ikke hører hvad jeg siger. Det er jo ikke det der er sagen, han tænker ikke, når tøjet placeres på låget “Det gør jeg kun for at provokere Christina”, han gør det bare.

Den slags hverdagsfruststioner har jeg lagt bag mig. En anden frustration, som længe har optaget mig, har været der hvor mit morskab har stået. Selvom jeg jo selv bestemmer over dets farve, indhold og til dels præsentation, så har noget gået mig på. Jeg blev træt af klistermærkerne, reklamerne og “huslejen”. Altså hvis jeg havde haft en sød Vicevært, SÅ betalte jeg sgu gerne for den service, men hvis det hele handler om at betale for at nogle “dyre drenge” kan drikke gode cocktails, så siger jeg pænt nej tak. Jeg bestemmer selv hvor skabet skal stå og derfor har jeg rykket rundt eller jeg fandt en sød Vicevært, som hjalp mig med at løfte de tunge kasser, det må jeg jo ikke i min tilstand.

Derfor vil jeg gerne byde dig velkommen til MigOgMorskabet, nu hos / som Momster blogger. Jeg er stadig mig, men måske du i ny og næh bliver inspireret til at besøge nogle af mine seje, sjove og søde medmødre? Jeg trives bedst i et fællesskab og det er nok os årsagen til jeg er panisk for tanken om egen villa? Jeg har brug for en nabo at ringe på hos og ikke mindst, rene linjer så når jeg skriver indlæg “fyldte” med stavefejl, så er det kun mig og mine ord og ikke forstyrret af  klistermærker og andet reklame gøgl.

Velkommen til MigOgMorskabet
På øverste hylde ligger klogskaben, det logiske. Mine systemer og til tider min mand, er koordineret efter denne kommandocentral. Det er nu ikke fordi hylden er sirligt dekoreret med hyldepapir og andet klister, men alligevel kan et pift hist og her eller en æske med mønster gøre meget, så længe det ikke er lodrette sort hvid striber …

På midterste hylde ses slitagen dog tydeligt. De sortdækket blondekasser har måske set bedre tider, men hvad kan man sige til det? De er nu engang blevet trukket ud og ind af skabet, nogle gange været proppet til bristepunktet og nu er de lettere tomme for indhold. Kasselåget som ellers før har været rundt og buet, er nu efterladt tilbage, udvidet og med enkelte slidtagestriber i blondestoffet.

I den ene af de to blondekasser, er en fin lille rød velouræske. Til trods for at velour for længst har sin storhedstid, så forbliver denne æske stadig epokegørende for resten af skabet velstand. Æsken er fortsat stram at få op, til forskel for et helt andet skrin i skabet. Dets indehold fortæller historier, historier om kærlighed, den hengivende af slagsen, historier om svigt, kampe, nederlag og igen endnu mere kærlighed, mest af alt til livet.

Skabet er proppet med barndomsminder, hverdags spekulationer, ugeskemaer, ikke farvekoordineret perleplader, voksenlegetøj, kreasysler, løbesko, fotoalbums, puttekaniner, slikpapirsrester og en masse andet henlagt rod, i forsøget på at skjule det samme. Til skabet følger en nøgle og jeg håber I er klar, for nøglen er sat i og skabet står nu på vidt gab.

Velkommen til og tak fordi du kom og vil læse med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kære lille mormor..

Den 16. februar 2010, dør min Mormor, efter et langt og hårdt sygdomsforløb med kræft. Sorgen der ramte min familie og mig, var ubeskrivelig. For hvad gør man, når hende der var samlingspunktet, hende der var den vise hunelefant i flokken, går bort. Kræft kommer som en tyv om natten, gennemroder alt og efterlader en nøgen, ensom og forladt.

Min Mormor betød alverdens for mig, sammen med min Mor var hun en af mine præmære omsorgspersoner. Stort set alle mine barndomsminder er spundet op, om to stærke kvinder og jeg ved, at det er disse kvinder som har gjort mig til den jeg er. Igennem min Mor og hendes Mor, min Mormor, fik jeg lidt af alt det, som gør mit livs kompas altid navigere efter oplærte, sande værdier.

D. 7. juli 2018, ville min Mormor være fyldt 80 år.
Dagen i går var præget af rejseaktivitet og en sorg i mit indre. Trods en utænkelig træthed og manglende overskud, slæbte jeg mig selv i et supermarked, for at købe ind til en af livretterne, som kun min Mormor kunne lave den. I dag er retten den, som jeg altid spiser forud for de store løb og når følelserne eksploderer som atomer i mit indre. Jeg tænker tit, hvilken tid vi kunne have haft sammen og hvordan min Mormor ville have elsket at være Oldemor, til syv oldebørn, alle drenge.. Til efteråret kommer det ottende og med ham, forsvinder muligheden for at gøre det, jeg en efterårsdag i 2009, under en af min Mormors og mine lange ture med kørestolen, lovet hende. Nemlig, at skulle jeg en dag få en lille pige, ville jeg give hende mellemnavnet Marie, efter min Mormor – Anne Marie. Dengang jeg fortalte hende det, afviste hun det blankt, men efter at have hørt på min forklaring på hvorfor dette lige præcist skulle være sådan, havde hun med stolthed accepteret mit valg. Det var på mange måder den samme stolthed jeg mærkede, hun havde haft dengang jeg på hendes 71 års fødselsdag, havde vist hende, hvorledes hendes underskrift nu prydet mit håndled. Foreviget, vil hendes navn stå, med blod og blæk.

For 10 år siden var vi samlet i en haveforening i Ballerup, for at fejre min fantastiske Mormors 70 års fødselsdag. I ugerne op til, havde jeg nervøst gået frem og tilbage i min stue, og øvet mig på den tale, som for evigt, vil være mit livs tale. Ingen vidste dengang hvad der ventede min Mormor og tanken om, at kræften kom blot 5 måneder senere, er skræmmende. Det er det kræft kan, den kan ødelægge og forpeste ens hukommelse, ens minder, hvis man lader den. Jeg har dog, alle mine mange minder i beholdt. Nogle er udelukkende i hukommelsen, andre eksisterer i lydoptaget samtaler mellem min mormor og jeg, på billeder og i små breve.

 Jeg vil gerne dele et minde. En smuk solrig dag rejste jeg mig, 19 år gammel og holdte talen ”Når Mormor sagde hold mund”. Det var en tale, som blev fremført med tåre og overrækning af små gaver.
Til ære for min elskede Mormor, vil jeg gerne, genudgive talen her.

Når mormor sagde hold mund

 Hej alle sammen.
For jer der ikke ved det, så er jeg Anne-Marie og Frodes datter Kristens datter, eller mere enkelt, et af Anne-Marie og Frodes mange børnebørn, Christina. Jeg har rejst mig, for at holde en lille tale, og denne tale har fået titlen – Når mormor sagde hold mund. Nu vil I måske tænke, hvad er det dog for en titel at give en tale, men i denne titel ligger ufattelige mange minder, fyldt med masser af glæde og kærlighed – nogen af disse minder, har jeg tænkt mig at dele med jer.

 Hele mit liv, har I, Mormor og Morfar, været indbegrebet af de forskellige skoleferier. I har aldrig sagt nej til at Christian og Jeg kunne komme på ferie hos jer, eller at Ida og Jacob, har kunne være der samtidigt, på trods af at vi som små, var fire unger med masser af krudt i røven. Disse ferier bød på lidt af hvert, men en ting var sikkert, en stor portion kærlighed.

 Jeg kan huske hvordan du Mormor, hver morgen kom med æg og bacon på sengen og at jeg gang på gang har sagt – det skulle du ikke have gjort, og dit svar var altid, morgen efter morgen – hold nu mund. Om aften kunne man så opleve, hvor ens livret blev stillet på bordet og man igen sagde – Det var slet ikke nødvendigt, hvortil du blot svarede – hold nu mund. Mormor og Morfar, I skal have tak for en masse fantastiske pasninger og skoleferier, de er noget som betyder utrolig meget for mig – Tak.

 En anden ting, som jeg også gerne vil sige dig tak for Mormor, er den økonomiske støtte du har givet, til bevaringen af mine fine æblekinder. Det har nemlig altid været sådan, at når Anne Marie ofte passede Cecilie, Christoffer, Christian og jeg, så var utrolig hyggeligt og rart. De her pasninger, indeholdte ofte flere små overraskelser. Som blandt andet kunne være en oprydning, af ens ellers altid rodet værelse eller en lille slikpose gemt i ens klædeskab. Problemet var bare, at når man så kom hjem fra skole og åbnet døren ind til ens værelse og man så hvordan det ellers bombet lokum, pludseligt var blevet helt rent og pænt og man så prøvet at forklare, at mor nu ville blive sur, fordi hun havde sagt jeg selv skulle rude op, sagde du bare – Hold nu mund. Men Mormor, tak for alle de gange du har ryddet op, og tak for alle slikposerne, jeg kan desværre ikke give en oprydning tilbage eller det kan jeg, men jeg har stadig lidt problemer med at rydde op, så jeg må nøjes med at give en slikpose igen. Værsgo Mormor.

 Mormor er faktisk en lidt underlig titel, Mormor er du jo, og for mig, verdens bedste Mormor. Du kaldes jo Mormor, fordi du er Mor til min Mor. Men man kan også sige det sådan her, at man siger 2 gange Mor, eller Mor i anden eller Mor2. Hvilket er hvad du har været for mig, Mormor, en Mor2. Det er nemlig sådan, at mit stamtræ, er lidt anderledes i forhold til andres stamtræer. Normalt er et stamtræ opbygget med to store stærke og beskyttende rødder, men som helt lille, oplevet jeg af en af disse rødder blev skåret af, og efterlod den anden rod alene. Alene med de to allerede eksisterende udspring. Men du gik ind, og satte dig som støtte til den tilbageværende rod, og til de små skud, som blev ved med at vokse. Og hver gang de små udspring, gjorder tegn på savn til den afskåret rod, voksede din gren sig større og stærkere. Og derfor ser jeg i dag dig, som mere end blot min Mormor, men en Mor2 og det vil jeg sige dig tak for.

Sidst men ikke mindst vil jeg sige dig tak for al den støtte du gav mig sidste sommer. Det skal lige siges her, at jeg sidste sommer oplevet mit livs alléer første seriøst brud, med en person jeg havde meget kær. Jeg følte dengang, at hver gang mit hjerte slog, blev det pumpet en dødbringende virus ud i min krop. Men du var der Mormor, som en online telefonlinje, altid åben og du transporterede dig dagligt ind til mig, på Amager. Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis mimrekortet ikke havde eksisteret, havde du gjort det alligevel – Tak mormor, og denne gang bedes du venligst lade hver med at sige hold nu mund – tak.

 Mormor jeg kunne sige tak i en evighed, men sandheden er jo at der ingen ord findes for hvor stor en betydning du har for mig, og det ikke er muligt at beskrive, alt det gode din personlighed rummer Så … kære lille mormor, kære lille mormor tillykke med din fødselsdag . til slut vil jeg bar bede dig om en lille ting, at holde mund og tillade dig selv at slappe af og blive hyllet af os, som så inderligt elsker dig.

 Skål mormor

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når generne går igen – Glædelig Fars dag

Sent, sent om natten
Alene med mig selv
Drømmen om dig
Kan ikke slåes ihjel

Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, men du gav mig til mor og hun gav mig jo det liv jeg har.

162875_475455166683_7821757_n
6. november 2010, min bryllupsdag.

Jeg kender følelsen, men det er først nu her tredje gang, at jeg har lært at identificere den. De andre gang har den næsten overmandet mig og sendt mit system ud af kurs, men nu ved jeg, hvad der er på spil og på mange måder os hvordan jeg skal håndtere det.

Det er fantastisk vidunderligt, at jeg kan bære og videreføre livet, min mands og min familie. Selvom der som sådan ikke er noget romantisk i alt det praktiske i få børn, så synes jeg grundtanken om, at jeg sammen med det menneske jeg elsker og holder af, kan skabe nyt liv. På mange måder er denne essentielle tanke, en truet enhed, grundet en faldende fertilitet og de mange teknologiske muligheder, for netop at blive forældre på egen hånd. Hermed ikke sagt, at jeg ikke forstår og respektere disse muligheder, tværtimod.

Inde bag ved døren
Der hvor alt kan ske
Venter du, venter du
Meget svær at se

For mit eget vedkommende, har jeg altid haft en god fertilitet og sammen med min mand, har vi haft “held i sprøjten”, hvilket jeg personligt er enormt taknemmelig over. Jeg er stolt, taknemmelig og ja lykkelig over, at kunne bære et liv under mit bankende hjerte og jeg elsker tanken om at Hr. Mand og jeg, sammen, har lavet hvad er bliver tre børn, som er søskende og deler gener, på godt og ondt. Det er mærkeligt det med gener og arv, den arv som jeg på så mange måder ikke har fået socialt og så alligevel.

Min fars død har været en social arv, der på mange måder har præget min psyke i en sårbar retning, men som samtidigt har hærdet mig. Jeg har ellers virkelig kæmpet imod og forsøgt mig som hende der overkom strabadserer i barndommen, indtil jeg blev indhentet i mit voksne liv. I dag ved jeg hvad min fars død har af betydning for mig som menneske – kvinde. Det betyder blandt andet, at jeg føler et stik i hjertet, over følelsen af, at under mit hjerte banker endnu et. Et nyt liv.

 

f80a4091_web
Foto Credit: Fotograf Mia Boserup

Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
I en helt anden tid
Aha aha
Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
Ridder lykke
Tag mig med

Jeg har arvet flere ting fra min far, eksempelvis mit ret skæve tandsæt, et lille rødligt skær i håret og så en masse risikoer grundet alt det min far kæmpede med. Mine børn har os fået noget med fra deres biologiske Morfar. Aksel er pt. Den der har mest med sig. Han er både født med klumpfødder, hvilket er fra min fars side af familien og så er han farveblind, som min far var det. Han er det kun fordi jeg som kvinde bær min fars farveblindhed og denne genfejl kan kun videregives til mine drengebørn. Det er underligt men samtidigt rart, at min far er med mig – når han alligevel ikke er det.

I dag ved jeg på mange måder, hvor magtesløs min far må have følt sig i forhold til tanken om at sætte liv i verden, som han ikke kunne passe på. I dag ved jeg, at min far tændte et lys for mig, da der var aller mørkest og den tak skylder jeg ham. Det gør ondt at vide, at min far på mange måder vil dø med mig. Jeg bær, sammen med min bror, hans efternavn. Dengang jeg ventede Aksel gjorder jeg mig mange overvejelser over om også han skulle bære det. Alligevel så følte jeg et behov for at tegne en streg i sandet. Aksel og Carl ved, at min far døde da jeg var barn og en dag, når tiden er til det, vil jeg fortælle dem om vigtigheden i vi passer på os selv og hinanden. Jeg vil fortælle dem om livet skal leves og aldrig selv må vælges fra, ligemeget hvor mørkt der kan blive. Jeg vil fortælle dem om muligheden for at kæmpe, mulighederne som min far ikke havde og jeg vil fortælle dem om manden som min mor forelskede sig i, som en dag blev rigtig rigtig syg. Jeg vil fortælle om, at ingen mennesker, som har en psykisk lidelse er onde, men at der kan være noget inde i dem, som er blevet sygt og når det bliver sygt, så kan man som menneske blive magtesløs og ødelagt i sådan en grad at det findes umuligt at komme på fode igen.

Vejene jeg følger
Ender altid blindt
Men stjernerne
Ser jeg no’ngang’ tilsidst

En dag vil jeg vise dem, den grav, jeg så tit har stået ved igennem hele mit liv. Nogen gange legede jeg med perlestene, mens min mor lagde en krans, andre gange kiggede jeg min farmor over skulderen imens hun luet ud.. da tiden ville det og jeg var klar, har jeg siddet ved hans grav, jeg har grædt, skældt ud og savnet. Jeg har savnet den mand, som var med til at bringe mig til verden. Manden som på så mange måder gav mig til min mor.

Står du bag ved døren
Der aldrig åbnes helt
Hvor er du, hvor er du
Du er så svær at se

I dag bæger jeg hans barnebarn, hans 5 barnebarn. De er alle sønner, alle med en arv, krøller i håret og et glimt i øjet, som jeg kan kende fra de hvidsorte billeder og de vil en dag få fortællingen om manden som købte en kæmpe vaffelis til min mor. De vi få fortællingen om manden som sidder i skyerne og som jeg en dag, når tiden er til det, vil gå en lang tur med… og tale om alt det der var, alt det der blev og som for evigt vil være, nemlig vores slægt.

Jeg ønsker dig en glædelig fars dag, imorgen .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet