Ja’et I Nej’et og omvendt

Ja’et I Nej’et og omvendt

 

Dengang jeg lige var tjekket ud fra psyk, og for alvor skulle kæmpe mig ud af depressionen, holdte Hr. Mand mig i hånden. Han holdte ved, jeg holdte ud og det gjorde vi, selvom vores parforhold var kørt ud på sidespor.  Vi vidste begge der skulle sadles om, hvis vi skulle have en chance. En chance for dels at komme over depressionen, men os alt det, som depressionen var en reaktion på, i vores parforhold. Det var jo ikke kun min egen adfærd, som skubbet mig ud over kanten, det var så meget mere end det. Vi valgte derfor at gå i parterapi og det kan bestemt anbefales, hvad end om man sidder på grænsen til at kaste håndklædet i ringen eller hvis de lyserøde skyer fortsat svæver omkring en.

Jeg anser terapi, både par og individuel, som en investering man kan gøre i ens egen sundhed. Ligesom at bilen skal til syn, så kan sindet os have godt af et olieskift. Nogen tænker sikker – vi kan os tale alt for meget om ingenting og at vi kan tale for meget om alting. Det er jo en personlig beslutning, på egne og det parforholds vegne jeg er i, kan parterapi kun anbefales. Både Hr. Mand og Jeg mener, at parterapi for os har været som at lærer at danse livets dans – sammen. Sammen har vi lært hvorfor vi bevæger os som vi gør og hvad der kan gøre, at vi sammen kan danse, nogen gange tæt og inderligt, andre gange livligt, fjollet og i kådhed og igen .. som var det dødens tango, fyldt med vrede men mest af alt passion.

Noget af det vores parterapeut introducerede for os, som det første, da vi sad der, parret som altid jonglerede med mange bolde, gang på gang præsteret og ofte over middel, det var at de der pleasende overachievers, som hun mente vi var, skulle tage på kursus og lærer om Nej’et i Ja’et og omvendt. Altså at for hver gang vi sagde nej til noget, sagde vi samtidigt ja til noget andet, og i stedet for at have dårlig samvittighed over at sige “Nej, vi kan desværre ikke”, skulle vi rose os selv for samtidigt at sige ja til det som nej’et gav mulighed for. Det har været en hård men god øvelse for os alle og noget vi virkelig forsøger at lærer vores børn, da vi på en eller anden måde lever i et samfund, hvor man helst skal kunne klare alt, altid være på og række hånden op osv.

Hella Joof omtaler i hendes bog “Papmache reglen” disse her kage hegle, dem der som altid mener det SKAL være dem der bager og som ofte gør det med tanker som “Der er jo ingen andre der gør det” og “Nu står JEG her igen!” – (jeg har os selv, været sådan en kage hegle). Sagen er jo den, at hvis man altid melder sig, så oplever man jo aldrig hvad der sker, hvis man ikke melder sig? Så kunne det jo være nogle andre forældre tænke “Ok så gør jeg det” og så kunne det selvfølgelig ske det var købe mazarinkagerne til sølle 10 kr. der endte på sammenskuds bordet – And So What ?! Hele min adfærd, har i mange år været betinget af et konstant behov for at sige “Jeg kan godt!” bare fordi jeg troede at jeg skulle dette, for at være værdig til kærlighed, omsorg og respekt – at jeg derigennem var god nok. Det holder jo bare ikke en meter, for i sidste ende gav jeg jo ikke mig selv, den mindste form for respekt og jeg fik det jo aldrig rigtig bedre alligevel.

Jeg skal snart føde og måske uden min mand.
Indlægget her handler dels om Ja’et i Nej’et men det er hovedsageligt brugt indledningsvis til at skabe en forklaring på en beslutning, min familie og jeg har taget, eller Hr. Mand og Jeg. Der er helt sikkert mange som slet ikke forstår og det er fint, det er så heller ikke dem der står i min – vores situation. Hvorfor jeg så alligevel vælger at udgive dette skriv kan for nogen virke pardoksalt. For mig handler det om ærlighed, og om et behov for at sige – sådan gør vi.

Vores kommende søn Vilmer er på så mange måder planlagt og så mange måder et tegn på at man ikke kan planlægge en fis, når det kommer til graviditet, fertilitet osv. Eller sagt således – at vi forsøgte at blive gravid mens jeg skrev speciale, var mor og minimum løb 50 km om ugen mens jeg i en periode på 12 uger, løb 2 marathons, 14 halv marathons og et ultra løb, gjorder at min krop ikke mente graviditet var en optimal sag. Når jeg ser på alle de kilometer der gik forud en positiv test … sååå.. ja. Forstår jeg godt min krop ikke lige mente et æg skulle sætte sig fast. Jeg fortryder dog ikke mit løb, de præstationer jeg gjorder, jeg skulle nok bare havde været bedre til at erkende dets betydning på min fysiologi. At prøve i så kort tid som vi gjorde og derefter teste positivt er HELT normalt og jeg har ikke andet end taknemmelig til og for at min og Hr. Mands fertilitet er som den er. I den periode vi forsøgte at blive gravide, nåede jeg dog at tænke min depression og keglesnitet, ja sågar min alder, havde større betydning end vi lige havde regnet med, det var heldigvis ikke tilfældet og det, det er jeg taknemlig for.

Undervejs i forsøget på at blive gravide bestiller vi en rejse. Det er en rejse sammen med hele Hr. Mands familie, til en lokal græsk ø, som Hr. Mand har besøgt omkring 20 gange og hvor der i år skal afholdes en større fest – en fejring af dem som er årsagen til at gode venner på kryds og tværs af Danmark og som knap tæller 100 mennesker, hvert år i nogle helt bestemte uger, besøger denne ø. Hr. Mand har besøgt øen siden han selv var barn og i dag står han, som så mange af de andre unger fra dengang, og skal have sine egne børn med. Han skal bare ikke have mig med… desværre.

Life is what happens while you are busy making other plans.
Jeg havde jo købt en flybillet, men pludselig havde vi os en positiv graviditetstest og en anslået termin der hed d. 30 oktober. Netop denne termin er der blevet rykket lidt ved et par gange og officielt hedder det nu d. 22. oktober, selvom datoen  d 25 oktober. os har været i spil. For mig er det bare datoer, et par dage fra eller til. Når det begynder at hede 40+noget så æder jeg mine ord. Jeg har nemlig altid født til tiden – på termin og ved derfor ikke hvordan det føles at gå “over”. Jeg ved dog hvor ivrig og utålmodig jeg kan blive.. alligevel ved jeg, at børn kommer når de kommer og det er det jeg har valgt at tage udgangspunkt i.

Da vi sad med den positive test, et hjerteblink og en kalender kunne vi jo godt se, at der meget vel kunne være et sammenfald her. Ferien til Grækenland skulle afholdes i uge 42 og i uge 43 faldt min termin. What to Do?

Mange tænker nok her “aflys” hele ferien og skid hul i familien ikke kommer afsted og SÅ er der Hr. Mand og jeg, som tænker noget helt andet. Hvordan vi er kommet frem til vores beslutning, som vi faktisk nåede relativt hurtigt, det er på mange måder let at forklare.. for jeg kan lige så godt føde før som efter termin. Sandsynlighederne er lige store (nej jeg har ikke regnet på noget), men det er fakta. Fakta er os, at jeg, inde i min mave, i mit hjerte, har en tillid og tro på at min fantastiske kvindekrop er sammenskruet således, at den ikke går i fødsel før den er “klar” og ikke mindst barnet. Det er en følelse, en tro og nej – jeg kan ikke direkte dokumentere det, jeg kan blot sige at det er en “erfaring” jeg har gjort mig fra mine to andre graviditeter. Kald det naivt, men det er sådan jeg har det. Jeg har snakket en del med min fantastisk jordemoder om denne tro, følelse og hele scenariet og jeg er meget tryg og rolig. Der er ingen der ved hvornår jeg føder og det er det forunderlige vilkår ved at være gravid. Jeg ved blot jeg har en terminsdato, udregnet ved en scanning… som jeg mener, hele tiden har skillet sig noget ud.. særligt hvis jeg smed ægløsning og første mens dag ind i en kalender. Lige meget hvad er sagen den, at vi venter et barn og jeg kan føde mens min mand og børn er i Grækenland og jeg kan føde inden eller efter, det er nu engang sagens kerne .

Jeg har selvfølgelig tænkt alle muligheder igennem, alt fra fødsel inden, under og efter at Hr. Mand og drengene var afsted. Jeg har lokaliseret dét, som ville gøre ondt, hvis Hr. Mand ikke var med til Vilmers fødsel og Jeg har igen og igen konfronteret mig selv med chancen for at min tro, ikke holder en pind. Sådan er jeg skruet sammen; jeg er nød til at se på det jeg kan stå overfor, for i sidste ende at tage en beslutning som føles rigtigt for mig. Lige nu og hele vejen frem til nu, faktisk de 8 måneder som jeg har været bekendt med, at et lille liv voksede under mit bankende hjerte , så har jeg kendt til disse omstændigheder og jeg er okay, mere end okay og jeg siger ikke nej til min mand kan være med til fødslen; jeg siger JA til drengene sammen med Hr mand kan få en dejlig og unik oplevelse sammen.

Det vigtigste for mig i det her, er ikke at hente andres accept eller forståelse, men i stedet at jeg selv kan fælde en dom over min livsførelse, som jeg er tilfreds med og det er jeg, os i denne beslutning. Hvorfor jeg så skriver dette, det gør jeg, fordi jeg selvfølgelig er blevet stillet kritiske spørgsmål utallige gange og mon ikke en eller flere har lyst til at gøre det samme nu… Jeg skriver dette, da jeg faktisk gerne vil være ærlig omkring min families og min situation. Jeg gider ikke fortie eller feje ting ind under gulvtæppet, i stedet vil jeg blot sige det sådan der er, for os.

Tak fordi du læste med og du behøver ikke forstå ♥️

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen Mig_Og_Morskabet

Et behov, for stemmer omkring mig

Et behov, for stemmer omkring mig

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
Sengetøjet med Tulle, fra Rip, Rap og Rup kradser ganske let mod min hud. Måske har alt mit sengetisseri igennem de sidste par dage, opbrugt alt min mors bamseline (rolig nu, var barn i 90’erne og dengang vidste man ikke bedre). Mit kat har allerede indtaget hovedpuden og den genkendelige lyd af en kat der spinder fylder rummet, mens hun kampmassager pudens overflade. Selv ligger jeg der, med kradsene sengetøj og lytter. Jeg lytter på stemmen, som på en gang er lidt halvrusten i det og samtidigt udtaler alle ord med korrekt artikulation. I ny og næh kan jeg hører en bestemt baggrundssummen fra optagelsen, som akkompagneres af lyden fra en finger der fugtes, for dernæst af bladre i en bog. Kassettebåndet piber i ny og næh over fra min ghettoblaster, som grundet dets brydningstid selvfølgelig fortsat har kassettebåndafspiller implementeret i sig, til trods for CD’en er ved at vinde plads på marker. Damen, hvis stemme jeg lytter til, læser “Det lille hus på prærien”. Selv ligger jeg der og ser for mig hvordan Laura løber over den tørrer prærie, med sin lille spand i hånden og solkysen hængende ned af ryggen.

”Pling – du må nu bladre”
Jeg er vokset op med Disneys bog og bånd sæt, dem hvor der altid lød et lille klokkespil, når båndet skulle vendes og kun et enkelt trylleslag, når der skulle bladres i bogen. Det var sådan, jeg stiftede bekendtskab med lydbøgernes verden. Glæden ved en god historie har hængt ved igennem hele mit liv og måske er det os derfor jeg læste til dansklærer og generelt bare elsker at bruger sprogets mange muligheder, blandt andet her på bloggen. Noget der virkelig har slået mig, er det behov jeg har for at have stemmer omkring mig. Jeg elsker at være alene og nyder virkelig mit eget selskab. Jeg kan sagtens sætte mig på min lokale sushi bar og kører nigiri ind, mens jeg enten parkerer hovedet i en bog eller iPad. Siden afslutningen på min kandidatuddannelse, så har jeg haft en del mere tid derhjemme, alene. Tiden er blevet brugt på at lave en gennemgribende make-over af hele lejligheden. Når jeg går rundt, så har jeg bedst med at der er lidt lyde omkring mig. Det kan normalvis være alt fra noget tv eller musik som kører i baggrund, men efter jeg er blevet færdig fra studiet, er der vokset en lyst til igen at være fast bruger på biblioteket og få læst nogle af alle de spændende bøger som er kommet de sidste par år. Jeg føler bare ikke jeg har tiden til at sidde og læse, når hele lejligheden skal laves om. Min mand, som har mange lange dage alene på kontoret / ciderfabrikken, hører en del podcast og han anbefalede mig den verden. Måske er jeg lidt bagud på den konto, når jeg siger at jeg max har hørt 5 podcast. I stedet har jeg forsøgt at finde et par bøger på e-reolen – en gratis udlånstjeneste til e-bøger og lydbøger, men da jeg jo gerne ville hører nogle af de nyeste bøger, blev det aldrig et super god match. Så da jeg af Momstertest.dk blev spurgt om jeg ville teste Mofibo  af, så sagde jeg ja. Jeg har set en del Mofibo reklamer og har forud for jeg hentet deres app, dannet mig det indtryk; at der på Mofibo er nogle af de nyeste titler, klassiker og generelt bare et stort udvalgt af litteratur.

Jeg tror bestemt ikke at jeg er den eneste, som synes det med at sætte sig en bog er svært, når vasketøjskurven er proppet, hytten roder eller madpakkerne skal smøgers. Derfor synes jeg lydbøger er geniale og jeg finder det enormt befriende at lytte til alt fra Hella Joof, Lola Jensen og Andets Legarth Schmidt. Det er ikke kun mig der har et stort behov og finder ro i, at have stemmer omkring mig. Både Aksel på 7 og Carl 4, er storforbruger af lydbøger. I starten var det mest Prop og Berta, hvilket jeg bestemt kan anbefale som et godt sted at starte for små ører. Aksel der i dag har knækket læsekoden, har for længst forelsket sig i Ronja Røverdatter, Erik Menneskesøn og andre gode klassiker. I min verden må lydbogen ikke erstatte den fysiske læsning og den kontakt der er når man læser højt for sine børn. Det ene behøver dog bestemt ikke at udelukke det andet, tværtimod. Vi sætter oftere en lydbog på når vi sidder og krea hygger, da lydbogen skaber en ekstra ro og et rum for at fantasien kan danse frit inde i hovedet.

Da Mofibo heldigvis ikke kun udgiver mainstream litteratur, men os små finurlige værker, sub genre og ny debuterende forfatters svendestykker, er det svært ikke at finde noget at lytte til.

Aksels og mine klare favoritter har været følgende:

    • Når der skal grines:
      Hela Joof : Papmassereglen – kvinder med løs bækkenbund bør overveje hvor og hvornår de lytter til denne humoristiske bog oplæst af kvinden selv.
      Kim Fupez : Vitello som er indtalt af Nikolas broen på den mest vidunderlige måde.
    • Når der skulle grædes
      Andreas Legarth Schmidt : Jeg løber.
      En enorm gribende og rørende fortælling om sorg, løb og menneskers overlevelse. Som løber kunne jeg ikke blive andet end hovedløs forelsket i Andreas måde at fortælle og formidle hvorfor han løber.
    • Fantasi for børn
      Mine børn lytter ikke helt til den sørgelige del af litteraturen, men vi kan klart anbefale fantasi serien om Elverdronningens Riddere af Peter Gothardt. Både Carl og Aksel har fundet Elver universet enormt spændende og de har flere gange siddet på kanten af stolen, når det er blevet læst op hvordan snestormen hærget og riddernes kamp for at det gode skulle sejre var i gang.
    • Når der skulle gøres tanker om livet.
      Jeg elsker biografier, som i elsker helt vildt og derfor vil jeg rigtig gerne anbefale Hans Pilgaards Støj og fortielser, som Hans selv læser op. Jeg både græd, grinte og følte vrede og medfølelse med en mand der på så mange måder har prøvet lidt af hvert.
    • Den gode (barske) historie
      Herbjørn Wassmo : Et glas mælk, tak. Dette er en gribende roman om en ung kvindes kamp, uretfærdighed, prostitution og kampen for overlevelse.

Måske i fornemmer at jeg har et eller andet med den slags litteratur, hvor det enkelte
menneske må være sin egen helt?

Mofibo er let at gå til og deres app kan hentes til alle tablets, IPods og IPhones mm. Der er ikke nogen grænse for hvor mange bøger du kan have gang i og hvis du nu tænker, okay jeg på prøve det der Mofibo så kan du med koden : MORLYDBOG – Få 30 dages gratis adgang til Mofibo – uden binding.
Alt du skal gøre er at signe up HER

Jeg håber du kunne bruge mine anbefalinger.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Guide: Et mindre stresset studieliv

Guide: Et mindre stresset studieliv

 

For knap en måned siden sad utrolig mange håbefulde (unge) mennesker og holdte sig opdateret på e-boks. Det var nu sandhedens time var kommet og beskeden om den mulige optagelse, på hvad er for mange formentlig var drømmeuddannelsen, var tilgængelig.

Jeg har oplevet at modtage et positivt svar 3 gange og negativt 1 gang… eller, jeg valgte selv det negative, da jeg ikke ture rykke teltpælene op, for at flytte til Århus og læse Psykologi, til trods for det var drømmen. I stedet gik jeg en anden vej, en omvej vil nogen måske mene, men jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og i dag er jeg enorm stolt og taknemlig over at have læst den bachelor og kandidat som jeg har læst. Jeg har sammenlagt tilbragt 7 år på længere videregående uddannelser og vil blandt andet derfor mene, at jeg kender en del til studielivet, måske endda særligt studielivet som Mor på Su, hvilket du kan læse lidt om her hvis du lyster:  Indlæg: Mor på SU

Dengang jeg blev optaget på min kandidatuddannelse, der var jeg først ovenud lykkelig og så kom frygten. Frygten for ikke at være stærk nok fagligt og yderligere, at jeg måske måtte sælge mine to børn, for overhovedet at kunne få tid til at gennemføre kandidatstudiet. Jeg har aldrig fortrudt at være en studerende mor men jeg har fortrudt den måde jeg til tider håndterede studielivet på. Omvendt vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg gjorder jo bare det alle de andre gjorde. I dag viser statistikkerne fra landets universiteter, studiecenter og rådgivninger, at de studerende føler sig stresset. Nogen i let grad og andre så massivt og langvarigt, at det udvikler sig til en psykisk lidelse, selv var jeg en del af de mange unge, hvor stressen udviklede sig.. min stress udviklede sig til en svær depression, en stressbetinget depression som var en belastningsreaktion på det liv jeg førte engang, hvor jeg blandt andet var kandidatstuderende.

Den dag jeg fik diagnosen tog jeg er bevist valg. Det her skulle på en eller anden måde have en betydning, for andre end bare mig selv. Derfor har jeg siden depression lettede blandt andet kæmpet for at skabe en politisk og studieorganisatorisk opmærksomhed på, at der er noget fuldstændigt galt i vores uddannelsessystem. Yderligere har jeg valgt at tale frem for at tie, om det at have haft en psykisk lidelse. Jeg tror nemlig på at fortielsen kun gør ondt værre og jeg ved, for jeg har mærket, hvad manglende viden omkring psykiske lidelser kan have af betydning.

Årsagen til dette indlæg er derfor at der lige nu sidder hundredvis af kommende studerende, nogen har studiestart i denne uge. Alle skal til at give sig i kast med en videregående uddannelse, hvad enten den er lang eller kort, så mener jeg der er visse ting man bør have i baghovedet, fra første øjeblik man træder ind på sit campus. Nemlig det, at det campus KUN er én arena og at de oplevelser man vil tilegne sig i netop denne, ikke afspejler resten af ens agens udenfor denne arena. Altså, vi som mennesker er langt mere end hvad et system måske vurdere vores faglige evner at være.

Uddannelsessystemet – et stressfremkaldende system
Det danske uddannelsessystem har i dag udviklet sig til at have indlejret flere stressfremkaldende elementer, som psykologerne ved studenterrådgivningen så fint kalder det. Disse elementer er følgende:

  • Øget og periodisk konstant pres
  • Uspecificeret krav og mål
  • Manglende feedback
  • Socialt internt pres
  • Skiftende og ikke monoton rytme

Og hvad betyder alt dette så?
Alle ved jo, af et studieliv er spundet op omkring en række afleveringer og eksamener og for de fleste, så er netop disse utrolig vigtige, det er dem som gør man ligger i fosterstilling og pludselig betvivler sin egen kunnen. Lige så snart det ene fag afsluttes så påbegyndes det næste og hertil ligger der et stort paradoks, da uddannelsesinstitutionerne i dag er så økonomisk presset, at vejledningen, både før og efter eksamen er sparret væk. Det gør at eventuelle specifikke faglige mål og forventninger til hvorledes man som studerende afslutter et fag (og gerne over middel!) er uklare og at man som studerende derfor befinder sig i en situation hvor “chefen”, her ens underviser, ikke har udleveret en jobbeskrivelse eller agenda der gør at man kan føle sig sikke i det man laver. Der eksisterer selvfølgelig en studieordning og fagbeskrivelse men det er sjældent det gyldne svar findes heri. Så holdt op imod at det studerende ofte ikke får en udførlig jobbeskrivelse samtidigt med at der efter ikke længere er tid og råd til konstruktiv kritik og feedback på ens præstation, så er det utrolig svært for den studerende, at vide hvad det i virkeligheden var godt og mindre godt. Havde dette været i en almen virksomhed, kunne dette kaldes for svært dårligt arbejdsmiljø.

Der foreligger i dag en kæmpe massiv viden omkring stress, forebyggelse og håndtering heraf og særlig håndteringen er skelsættende for de studerende. Når er menneske rammes af stress, så er det et socialt problem, forstået således at den der har fået stress ikke skal løse situationen på egen hånd. I en virksomhed er det HR, Chefen og Afdelingslederens job, at være med til at se på de stressfremkaldende elementer og udbedre dem. Problemet som studerende er blot, at det aldrig er tilfældet på de store universiteter. Den enkelte studerende er blot en i mængden og det ender derfor oftest med at være den enkelte studerendes egen opgave, at få bugt med de stressfremkaldende elementer. Er man som studerende ramt af stress, så anbefaler jeg at man kontakter egen læge og ens studiecenter, for derigennem at søge hjælp og rådgivningen.

Hvornår har jeg stress?
At sige man som studerende er stresset er blevet lige så populær som en Mac computer og derfor mener rigtig mange at det er legitimt og en basal del af det og være studerende. Jeg har i min egen studietid ofte tænkt, at det her jo var helt normalt og at det hele ville blive bedre, når det enkelte semester blev afsluttet. Når vi som menneske oplever stress, så er det en naturlig reaktion på pres. Det er en reaktion som i tidernes morgen skulle sikre at stod umennesket ansigt til ansigt med sabeltigeren, så fik vi producerede adrenalin i kroppen som dertil skabte hurtigere reaktioner og derved en mulighed for at flygte. Stress bliver usund hvis den bliver længerevarende, altså hvis vi under længere tid står ansigt til ansigt med en “sabeltiger”. Hvis vi over en længere periode befinder os i stress-mode, så begynder kroppen at nedbryde sig selv og den positive stress udvikler sig til negativ stress. Spørgsmålet er hvornår er nok – nok?

Jeg har oplevet hvordan studerende i dag udviklet sig til boglige ironmans, der konstant øger presset, holder fokus og taler sig selv op til lige at give lidt ekstra alla ”Jeg kan jo godt klare det” eller “Jeg må tage mig sammen”. Mit råd er derfor at man som studerende lærer at mærke sig selv, uafhængigt af andres holdninger og antagelser om hvad der er normalt. Et gammelt ordsprog lyder: er du i tvivl; så er du ikke i tvivl. Hvis man som studerende en aften tænker, måske er jeg lidt stresset, så er den sandsynligvis god nok og her er det vigtigt ar drage den bedste form for omsorg for sig selv. Frem for at ignorer de signaler som viser sig.

Et mindre stresset studieliv
Hvordan er det så lige man som studerende skal skabe sig, et mindre stresset studieliv?
Viden er magt og ved at man som studerende er bevist omkring hvilket stressfremkaldende elementer som der er i et studieliv, så kan man lærer at navigere efter disse og derved hjælpe sig selv, så man oplever mindre stress. Sandheden er jo at vores uddannelsessystem styreres fra politisk top og selvom den nye uddannelses- og forskningsministeren har lovet at se på hvordan man kan komme de stresset studerende til livs, så tvivler jeg på at løsningen er lige rundt om hjørnet.

Derfor har jeg følgende råd som har hjulpet mig igennem studiet, uden stress..
Altså det var først nogle jeg havde lært at gøre ordentlig brug af efter jeg havde været ramt af stress. Det vigtigste er som tidligere nævnt at man husker at mærke efter !

Planlægning din studietid:
De fleste videregående uddannelser skal læses på fuldtid. Altså 37 timer om ugen og det kan man som studerende vælge at se stort eller småt på. Jeg tror det er rigtig vigtigt at gøre op med sig hvilken type studerende man ønsker at være, er man den studerende som har et deltidsarbejde oveni fuldtidsstudiet eller ønsker man at læse HELE pensum + sekundært litteratur? Jeg tror ingen af delene er muligt, for ikke at sige sundt for nogen.

Det der er muligt og rigtig godt at gøre, er at planlægge sin studietid. Da et studieliv ofte er uden egentlig rytme udover de faste forelæsninger, så er det op til en selv at skabe en struktur og genkendelig hverdag. Det er ofte noget forældre har meget travlt med at gøre for deres børn men os noget voksne ofte glemmer at gøre for dem selv… lidt tragisk komisk, da særligt en ikke overskuelig hverdag ofte har den bivirkning at skabe stress.

Jeg anbefaler derfor at man putter 37 timers studieliv ind i et ugeskema, det er selvfølgelig inklusiv forelæsninger og arbejde i studiegruppen. Når det så er gjort skal alt det andet ind i skemaet, alt det som er vigtigt for at kroppen – hjernen kan restituere, her søvn, motion, kost og socialt sammenværd. Når man laver det skema, er det vigtigt at være realistisk og lave det ud fra ens egen døgnrytme, nogen fungere bedst efter klokken 12 og andre, ja de kan ikke få bogstaverne sat sammen til ord efter klokken 18. Det kan tage lidt tid før man måske har lavet sig et fast skema, men personligt synes jeg det virkede rigtig godt for mig, at vide hvilket fag jeg skulle forberede mig til hvornår og ellers have et overblik over hvad mine uger skulle indholde af aktiviteter.

Acceptere at du ikke kan nå det hele
Men ”Hvad så hvis jeg kun har læst 2 af de 3 eller 5 tekster vi skulle forberede til faget?”, det var mit spørgsmål, dengang jeg fik anbefalet at lave dette studieskema. Vejlederen var ærlig og kontant – så er det bare sådan det er, for du kan ikke nå mere end det du kan nå. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvilket dele af pensum som er livsnødvendige og hvilke dele kan måske ”gemmes” eller se som sekundær litteratur der er relevant hvis man vælger at arbejde videre med det pågældende område. Her kan det anbefales at man spørger sine undervisere hvad de selv mener er primært og sekundær litteratur. De fleste undervisere er eksperter indenfor deres område og har derfor ofte en kæmpe kærlighed til netop deres felt, det er en kærlighed de meget gerne vil dele og det er jo det som på en og samme tid er fantastisk og utrolig uoverskueligt når man som studerende jo kun har en forelæsning på 4 timer men måske 12 timers forberedelse forud for denne? Et andet godt fif til at komme hele vejen rundt i pensum – uden stress, er at lave en studiegruppe, hvori man uddeler teksterne imellem sig. Derved kan man som studerende arbejde intensivt med 1-2 tekster, referer til de andre i gruppen og samtidigt få en indføring i de resterende tekster. Hos studievejlederen kan man ofte booke kursuser til ens studiegruppe, hvor man kan arbejde med en afstemning af forventninger, note arkiver osv.

Lær at skure op og ned for blusset
Hvis man forestiller sig sin studieaktivitet som en flamme man kan skrue op og ned for, så er det som studerende vigtigt at man gør brug af denne justering. I perioder af ens liv vil der være noget der fylder mere end andet og man skal derfor huske at justere sit aktivitetsniveau herefter.
Et godt eksempel på manglende justering er:

I foråret 2016 var jeg i gang med mit andet semester på studiet, det var udgjort af 2 fag af 15 ETCS point, begge med krav om skriftlige eksmaner. Jeg trænede op til at løbe mit andet marathon, planlagde den fedeste dinosaurer fødselsdag, sad som formand i forældrebestyrelsen i mine børns institution, var chef touter for kommende studerende, blogger, Mor med kæmpe M, kone og veninde.. min mands blindtarm sprang midt i eksamensperioden, så der var jeg alenemor og Carl led i svær grad af mellemørebetændelse og var derfor konstant syg. På intet tidspunkt i den periode skurede jeg ned for noget, for at gøre plads til andet… forklaringen på min stressbetinget belastningsreaktion er på mange måder både enkel og kompleks, den komplekse del hører sig til spørgsmålet ”Hvorfor tillod jeg mig selv at blive så stresset?” eller ”Hvorfor mærkende jeg ikke alt det min krop og psyke forsøgte at fortælle mig?”. Sandheden er, at der ikke er nogen der klapper når man først ligger ned og vi nu engang er nød til at passe på os selv, i mere end en forstand.

Jeg er enorm taknemlig for at vi i Danmark har det uddannelsessystem vi har, med SU osv.
Dog ville jeg virkelig ønske at man som uddannelsesinstitution og ikke mindst fra politisk hånd, arbejdet langt mere med de studerende arbejdsmiljø og at man i introdagene havde fokus på
stress og forebyggelsen heraf.

Rigtig god studielyst

Tusind tak fordi du ville læse med.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Tegnet af grafiker Selina Mandal

Kender I det med at gå lidt rundt med en tanke, måske mere en frustration .. jeg hader generelt frustrationer og synes derfor det er vigtigt jeg handler på dem. Det gør jeg ved at “overveje” frustrationen og dets værd at bruge tid på. Det frustrere mig at Hr. Mand principielt ligger snavetøjet ovenpå vasketøjskurven, men jeg lærte for længe siden i parterapi, at omprioritere min energi og jeg dør ikke af, at jeg selv ligge det i vasketøjskurven. Det gør mit humør dog, vis jeg konsekvent skal sige “Skat vil du ikke godt ligge det tøj i vasketøjskurven”. Ved han vil svare “Jo” og jeg så vil tænke, måske endda sige “Jamen det siger du jo hver gang” og før jeg ved af det, så er tøjet ovenpå vasketøjskurven, et symbol på at min mand ikke hører hvad jeg siger. Det er jo ikke det der er sagen, han tænker ikke, når tøjet placeres på låget “Det gør jeg kun for at provokere Christina”, han gør det bare.

Den slags hverdagsfruststioner har jeg lagt bag mig. En anden frustration, som længe har optaget mig, har været der hvor mit morskab har stået. Selvom jeg jo selv bestemmer over dets farve, indhold og til dels præsentation, så har noget gået mig på. Jeg blev træt af klistermærkerne, reklamerne og “huslejen”. Altså hvis jeg havde haft en sød Vicevært, SÅ betalte jeg sgu gerne for den service, men hvis det hele handler om at betale for at nogle “dyre drenge” kan drikke gode cocktails, så siger jeg pænt nej tak. Jeg bestemmer selv hvor skabet skal stå og derfor har jeg rykket rundt eller jeg fandt en sød Vicevært, som hjalp mig med at løfte de tunge kasser, det må jeg jo ikke i min tilstand.

Derfor vil jeg gerne byde dig velkommen til MigOgMorskabet, nu hos / som Momster blogger. Jeg er stadig mig, men måske du i ny og næh bliver inspireret til at besøge nogle af mine seje, sjove og søde medmødre? Jeg trives bedst i et fællesskab og det er nok os årsagen til jeg er panisk for tanken om egen villa? Jeg har brug for en nabo at ringe på hos og ikke mindst, rene linjer så når jeg skriver indlæg “fyldte” med stavefejl, så er det kun mig og mine ord og ikke forstyrret af  klistermærker og andet reklame gøgl.

Velkommen til MigOgMorskabet
På øverste hylde ligger klogskaben, det logiske. Mine systemer og til tider min mand, er koordineret efter denne kommandocentral. Det er nu ikke fordi hylden er sirligt dekoreret med hyldepapir og andet klister, men alligevel kan et pift hist og her eller en æske med mønster gøre meget, så længe det ikke er lodrette sort hvid striber …

På midterste hylde ses slitagen dog tydeligt. De sortdækket blondekasser har måske set bedre tider, men hvad kan man sige til det? De er nu engang blevet trukket ud og ind af skabet, nogle gange været proppet til bristepunktet og nu er de lettere tomme for indhold. Kasselåget som ellers før har været rundt og buet, er nu efterladt tilbage, udvidet og med enkelte slidtagestriber i blondestoffet.

I den ene af de to blondekasser, er en fin lille rød velouræske. Til trods for at velour for længst har sin storhedstid, så forbliver denne æske stadig epokegørende for resten af skabet velstand. Æsken er fortsat stram at få op, til forskel for et helt andet skrin i skabet. Dets indehold fortæller historier, historier om kærlighed, den hengivende af slagsen, historier om svigt, kampe, nederlag og igen endnu mere kærlighed, mest af alt til livet.

Skabet er proppet med barndomsminder, hverdags spekulationer, ugeskemaer, ikke farvekoordineret perleplader, voksenlegetøj, kreasysler, løbesko, fotoalbums, puttekaniner, slikpapirsrester og en masse andet henlagt rod, i forsøget på at skjule det samme. Til skabet følger en nøgle og jeg håber I er klar, for nøglen er sat i og skabet står nu på vidt gab.

Velkommen til og tak fordi du kom og vil læse med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kære lille mormor..

Den 16. februar 2010, dør min Mormor, efter et langt og hårdt sygdomsforløb med kræft. Sorgen der ramte min familie og mig, var ubeskrivelig. For hvad gør man, når hende der var samlingspunktet, hende der var den vise hunelefant i flokken, går bort. Kræft kommer som en tyv om natten, gennemroder alt og efterlader en nøgen, ensom og forladt.

Min Mormor betød alverdens for mig, sammen med min Mor var hun en af mine præmære omsorgspersoner. Stort set alle mine barndomsminder er spundet op, om to stærke kvinder og jeg ved, at det er disse kvinder som har gjort mig til den jeg er. Igennem min Mor og hendes Mor, min Mormor, fik jeg lidt af alt det, som gør mit livs kompas altid navigere efter oplærte, sande værdier.

D. 7. juli 2018, ville min Mormor være fyldt 80 år.
Dagen i går var præget af rejseaktivitet og en sorg i mit indre. Trods en utænkelig træthed og manglende overskud, slæbte jeg mig selv i et supermarked, for at købe ind til en af livretterne, som kun min Mormor kunne lave den. I dag er retten den, som jeg altid spiser forud for de store løb og når følelserne eksploderer som atomer i mit indre. Jeg tænker tit, hvilken tid vi kunne have haft sammen og hvordan min Mormor ville have elsket at være Oldemor, til syv oldebørn, alle drenge.. Til efteråret kommer det ottende og med ham, forsvinder muligheden for at gøre det, jeg en efterårsdag i 2009, under en af min Mormors og mine lange ture med kørestolen, lovet hende. Nemlig, at skulle jeg en dag få en lille pige, ville jeg give hende mellemnavnet Marie, efter min Mormor – Anne Marie. Dengang jeg fortalte hende det, afviste hun det blankt, men efter at have hørt på min forklaring på hvorfor dette lige præcist skulle være sådan, havde hun med stolthed accepteret mit valg. Det var på mange måder den samme stolthed jeg mærkede, hun havde haft dengang jeg på hendes 71 års fødselsdag, havde vist hende, hvorledes hendes underskrift nu prydet mit håndled. Foreviget, vil hendes navn stå, med blod og blæk.

For 10 år siden var vi samlet i en haveforening i Ballerup, for at fejre min fantastiske Mormors 70 års fødselsdag. I ugerne op til, havde jeg nervøst gået frem og tilbage i min stue, og øvet mig på den tale, som for evigt, vil være mit livs tale. Ingen vidste dengang hvad der ventede min Mormor og tanken om, at kræften kom blot 5 måneder senere, er skræmmende. Det er det kræft kan, den kan ødelægge og forpeste ens hukommelse, ens minder, hvis man lader den. Jeg har dog, alle mine mange minder i beholdt. Nogle er udelukkende i hukommelsen, andre eksisterer i lydoptaget samtaler mellem min mormor og jeg, på billeder og i små breve.

 Jeg vil gerne dele et minde. En smuk solrig dag rejste jeg mig, 19 år gammel og holdte talen ”Når Mormor sagde hold mund”. Det var en tale, som blev fremført med tåre og overrækning af små gaver.
Til ære for min elskede Mormor, vil jeg gerne, genudgive talen her.

Når mormor sagde hold mund

 Hej alle sammen.
For jer der ikke ved det, så er jeg Anne-Marie og Frodes datter Kristens datter, eller mere enkelt, et af Anne-Marie og Frodes mange børnebørn, Christina. Jeg har rejst mig, for at holde en lille tale, og denne tale har fået titlen – Når mormor sagde hold mund. Nu vil I måske tænke, hvad er det dog for en titel at give en tale, men i denne titel ligger ufattelige mange minder, fyldt med masser af glæde og kærlighed – nogen af disse minder, har jeg tænkt mig at dele med jer.

 Hele mit liv, har I, Mormor og Morfar, været indbegrebet af de forskellige skoleferier. I har aldrig sagt nej til at Christian og Jeg kunne komme på ferie hos jer, eller at Ida og Jacob, har kunne være der samtidigt, på trods af at vi som små, var fire unger med masser af krudt i røven. Disse ferier bød på lidt af hvert, men en ting var sikkert, en stor portion kærlighed.

 Jeg kan huske hvordan du Mormor, hver morgen kom med æg og bacon på sengen og at jeg gang på gang har sagt – det skulle du ikke have gjort, og dit svar var altid, morgen efter morgen – hold nu mund. Om aften kunne man så opleve, hvor ens livret blev stillet på bordet og man igen sagde – Det var slet ikke nødvendigt, hvortil du blot svarede – hold nu mund. Mormor og Morfar, I skal have tak for en masse fantastiske pasninger og skoleferier, de er noget som betyder utrolig meget for mig – Tak.

 En anden ting, som jeg også gerne vil sige dig tak for Mormor, er den økonomiske støtte du har givet, til bevaringen af mine fine æblekinder. Det har nemlig altid været sådan, at når Anne Marie ofte passede Cecilie, Christoffer, Christian og jeg, så var utrolig hyggeligt og rart. De her pasninger, indeholdte ofte flere små overraskelser. Som blandt andet kunne være en oprydning, af ens ellers altid rodet værelse eller en lille slikpose gemt i ens klædeskab. Problemet var bare, at når man så kom hjem fra skole og åbnet døren ind til ens værelse og man så hvordan det ellers bombet lokum, pludseligt var blevet helt rent og pænt og man så prøvet at forklare, at mor nu ville blive sur, fordi hun havde sagt jeg selv skulle rude op, sagde du bare – Hold nu mund. Men Mormor, tak for alle de gange du har ryddet op, og tak for alle slikposerne, jeg kan desværre ikke give en oprydning tilbage eller det kan jeg, men jeg har stadig lidt problemer med at rydde op, så jeg må nøjes med at give en slikpose igen. Værsgo Mormor.

 Mormor er faktisk en lidt underlig titel, Mormor er du jo, og for mig, verdens bedste Mormor. Du kaldes jo Mormor, fordi du er Mor til min Mor. Men man kan også sige det sådan her, at man siger 2 gange Mor, eller Mor i anden eller Mor2. Hvilket er hvad du har været for mig, Mormor, en Mor2. Det er nemlig sådan, at mit stamtræ, er lidt anderledes i forhold til andres stamtræer. Normalt er et stamtræ opbygget med to store stærke og beskyttende rødder, men som helt lille, oplevet jeg af en af disse rødder blev skåret af, og efterlod den anden rod alene. Alene med de to allerede eksisterende udspring. Men du gik ind, og satte dig som støtte til den tilbageværende rod, og til de små skud, som blev ved med at vokse. Og hver gang de små udspring, gjorder tegn på savn til den afskåret rod, voksede din gren sig større og stærkere. Og derfor ser jeg i dag dig, som mere end blot min Mormor, men en Mor2 og det vil jeg sige dig tak for.

Sidst men ikke mindst vil jeg sige dig tak for al den støtte du gav mig sidste sommer. Det skal lige siges her, at jeg sidste sommer oplevet mit livs alléer første seriøst brud, med en person jeg havde meget kær. Jeg følte dengang, at hver gang mit hjerte slog, blev det pumpet en dødbringende virus ud i min krop. Men du var der Mormor, som en online telefonlinje, altid åben og du transporterede dig dagligt ind til mig, på Amager. Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis mimrekortet ikke havde eksisteret, havde du gjort det alligevel – Tak mormor, og denne gang bedes du venligst lade hver med at sige hold nu mund – tak.

 Mormor jeg kunne sige tak i en evighed, men sandheden er jo at der ingen ord findes for hvor stor en betydning du har for mig, og det ikke er muligt at beskrive, alt det gode din personlighed rummer Så … kære lille mormor, kære lille mormor tillykke med din fødselsdag . til slut vil jeg bar bede dig om en lille ting, at holde mund og tillade dig selv at slappe af og blive hyllet af os, som så inderligt elsker dig.

 Skål mormor

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når generne går igen – Glædelig Fars dag

Sent, sent om natten
Alene med mig selv
Drømmen om dig
Kan ikke slåes ihjel

Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, men du gav mig til mor og hun gav mig jo det liv jeg har.

162875_475455166683_7821757_n
6. november 2010, min bryllupsdag.

Jeg kender følelsen, men det er først nu her tredje gang, at jeg har lært at identificere den. De andre gang har den næsten overmandet mig og sendt mit system ud af kurs, men nu ved jeg, hvad der er på spil og på mange måder os hvordan jeg skal håndtere det.

Det er fantastisk vidunderligt, at jeg kan bære og videreføre livet, min mands og min familie. Selvom der som sådan ikke er noget romantisk i alt det praktiske i få børn, så synes jeg grundtanken om, at jeg sammen med det menneske jeg elsker og holder af, kan skabe nyt liv. På mange måder er denne essentielle tanke, en truet enhed, grundet en faldende fertilitet og de mange teknologiske muligheder, for netop at blive forældre på egen hånd. Hermed ikke sagt, at jeg ikke forstår og respektere disse muligheder, tværtimod.

Inde bag ved døren
Der hvor alt kan ske
Venter du, venter du
Meget svær at se

For mit eget vedkommende, har jeg altid haft en god fertilitet og sammen med min mand, har vi haft “held i sprøjten”, hvilket jeg personligt er enormt taknemmelig over. Jeg er stolt, taknemmelig og ja lykkelig over, at kunne bære et liv under mit bankende hjerte og jeg elsker tanken om at Hr. Mand og jeg, sammen, har lavet hvad er bliver tre børn, som er søskende og deler gener, på godt og ondt. Det er mærkeligt det med gener og arv, den arv som jeg på så mange måder ikke har fået socialt og så alligevel.

Min fars død har været en social arv, der på mange måder har præget min psyke i en sårbar retning, men som samtidigt har hærdet mig. Jeg har ellers virkelig kæmpet imod og forsøgt mig som hende der overkom strabadserer i barndommen, indtil jeg blev indhentet i mit voksne liv. I dag ved jeg hvad min fars død har af betydning for mig som menneske – kvinde. Det betyder blandt andet, at jeg føler et stik i hjertet, over følelsen af, at under mit hjerte banker endnu et. Et nyt liv.

 

f80a4091_web
Foto Credit: Fotograf Mia Boserup

Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
I en helt anden tid
Aha aha
Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
Ridder lykke
Tag mig med

Jeg har arvet flere ting fra min far, eksempelvis mit ret skæve tandsæt, et lille rødligt skær i håret og så en masse risikoer grundet alt det min far kæmpede med. Mine børn har os fået noget med fra deres biologiske Morfar. Aksel er pt. Den der har mest med sig. Han er både født med klumpfødder, hvilket er fra min fars side af familien og så er han farveblind, som min far var det. Han er det kun fordi jeg som kvinde bær min fars farveblindhed og denne genfejl kan kun videregives til mine drengebørn. Det er underligt men samtidigt rart, at min far er med mig – når han alligevel ikke er det.

I dag ved jeg på mange måder, hvor magtesløs min far må have følt sig i forhold til tanken om at sætte liv i verden, som han ikke kunne passe på. I dag ved jeg, at min far tændte et lys for mig, da der var aller mørkest og den tak skylder jeg ham. Det gør ondt at vide, at min far på mange måder vil dø med mig. Jeg bær, sammen med min bror, hans efternavn. Dengang jeg ventede Aksel gjorder jeg mig mange overvejelser over om også han skulle bære det. Alligevel så følte jeg et behov for at tegne en streg i sandet. Aksel og Carl ved, at min far døde da jeg var barn og en dag, når tiden er til det, vil jeg fortælle dem om vigtigheden i vi passer på os selv og hinanden. Jeg vil fortælle dem om livet skal leves og aldrig selv må vælges fra, ligemeget hvor mørkt der kan blive. Jeg vil fortælle dem om muligheden for at kæmpe, mulighederne som min far ikke havde og jeg vil fortælle dem om manden som min mor forelskede sig i, som en dag blev rigtig rigtig syg. Jeg vil fortælle om, at ingen mennesker, som har en psykisk lidelse er onde, men at der kan være noget inde i dem, som er blevet sygt og når det bliver sygt, så kan man som menneske blive magtesløs og ødelagt i sådan en grad at det findes umuligt at komme på fode igen.

Vejene jeg følger
Ender altid blindt
Men stjernerne
Ser jeg no’ngang’ tilsidst

En dag vil jeg vise dem, den grav, jeg så tit har stået ved igennem hele mit liv. Nogen gange legede jeg med perlestene, mens min mor lagde en krans, andre gange kiggede jeg min farmor over skulderen imens hun luet ud.. da tiden ville det og jeg var klar, har jeg siddet ved hans grav, jeg har grædt, skældt ud og savnet. Jeg har savnet den mand, som var med til at bringe mig til verden. Manden som på så mange måder gav mig til min mor.

Står du bag ved døren
Der aldrig åbnes helt
Hvor er du, hvor er du
Du er så svær at se

I dag bæger jeg hans barnebarn, hans 5 barnebarn. De er alle sønner, alle med en arv, krøller i håret og et glimt i øjet, som jeg kan kende fra de hvidsorte billeder og de vil en dag få fortællingen om manden som købte en kæmpe vaffelis til min mor. De vi få fortællingen om manden som sidder i skyerne og som jeg en dag, når tiden er til det, vil gå en lang tur med… og tale om alt det der var, alt det der blev og som for evigt vil være, nemlig vores slægt.

Jeg ønsker dig en glædelig fars dag, imorgen .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Hvornår er nok, nok?

fab7a807-6702-4a9f-aab5-970ea6567cd5

Det er noget underlig det der med forbrug, særligt storforbrug. Jeg er storforbruger af mad, men går samtidigt ind for modspil og smider nødigt noget ud.

De fleste er jer ved st jeg elsker genbrug og hele hytten er proppet med gode genbrugs og klunserfund, jeg kan ærlig talt ikke indrette med nye møbler.. jeg synes tit helt nye møbler mangler sjæl. Hvis jeg alligevel indretter med noget nyt, bliver det næsten altid hack’et. På nuværende tidspunkt går Hr. Mand og Jeg og overvejer en make-over af flere af vores rum i lejligheden og alle møblerne dertil, skal enten bygges eller findes på dba / loppemarkeder eller til storskrald. Det handler dels i økonomi og grundtanken om ikke at være storforbruger men istedet genanvende.

Forleden læste jeg så en artikel om en kvinde, der kun havde 25 stykker tøj i sit klædeskab. Undertøj og strømper samt overtøj talte ikke med. Hun ville faktisk gerne ned på 20 i år 2018. Jeg sad først og tænkte: Hun må have max tøjkrise hver dag, men hendes argument om at hun næsten altid gik i det samme tøj, passer os på mig. Hvilket det nok gør for de fleste?
Okay en sjælendt gang imellem mixet jeg et eller andet med blusen bagerst i skabet.

Mit klædeskab er lidt af en udfordring. Jeg er en kjolepige, som de sidste par år er gået fra XXL til S/XS. Min økonomi er langt fra prangende og det der shoppinggen mangler jeg (heldigvis). Jeg bryder mig generelt ikke om at købe ind og gå rundt i kæmpe shopping centre. Jeg gør det – selvfølgelig i ny og næh og giver man mig 100 euro i primark, så går jeg amok (selvfølgelig) MEN ellers shopper jeg ikke. Sidst jeg købte tøj var til Black Friday,. Der købte jeg to tube-Bh-toppe, som jeg kunne have på når jeg bar en kjole med bar ryg og før det shoppede jeg i oktober på et lagersalg. Før det shoppede jeg i juni lidt sommerbluser og shorts, da alle mine andre shorts nu var for store og før det, ja så shoppede jeg i april, da jeg var i Berlin.. Jeg er ikke hellig eller uden tendenser til lige at mangle en kjole, men jeg er bedre til bare at låne en.

Derfor tænkte jeg, det må da være muligt at tynde godt ud i skabet. Jeg ved ikke hvor meget tøj du har derhjemme, men jeg har ca. To ikeaposer med top på tilsammen. Dette er IKKE indkludret løbe og træningstøj og det tæller ikke med som almen tøj, selvom jeg for det meste har thights på i hverdagen. Vi er i den situration at vores tørreloft er lukket og vi tørrer helst ikke tøj i lejligheden pga frugt. Det gør derfor tøjet skal hænge ude i det kolde vejr og har rigtig svært ved at tørre. Jeg begyndte derfor at tynde ud men samtidigt tillade mig selv lidt mere tøj end 25 stykker. Jeg endte derfor på 45.

De 45 stykker tøj er :

4 par bukser
2 buksedragter
5 nederdele
7 kjoler
1 skjorte
1 blazer
4 cardigans
3 lange cardigans
5 tykke trøjer
6 toppe
7 langærmet bluser

Når jeg står foran skabet tænker jeg der er INTET tilbage men når jeg så ser listen, så tænker jeg alligevel 7 langærmet bluser er relativt meget, når nu jeg os at toppe og cardigans og kjoler. Tanken er, at jeg indenfor den næste måned gerne skulle reducere yderligere og ned på 40 stykker tøj.

Resten af tøjet, overskudstøjet er nu pakket væk for en stund og tages så op om ca 3 måneder. Hvor jeg kan “shoppe” i mit gamle tøj og ligge tøj i klædeskabet efter den klassiske metode – 1 ind / 1 ud.

Personligt synes jeg ikke om at smide tøj ud og i min verden lever en T-shirt altid sit efterliv som nattøj / søndagstøj / træningstøj. Derfor er mit ældste stykke tøj et par bukser, fra da jeg var 18. De bukser har i perioder været på ferie, grundet en større vægtøgning men de lever og dur stadig.

fa0d29c3-4c8c-40a3-8fc3-8e217402e57d

NU er jeg bare spændt på hvad der venter mig de næste par morgner. Idag tøffer jeg rundt i træningsbukser og min “farmor” strik, som min kære svigermor har lavet til mig.

Ved du egentlig hvor meget tøj du har i dit klædeskab. Bruger du det hele eller ligger det der bare til en dag?
Hvordan med shopping, er det noget du gør dig i ?

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At forsøde tilværelsen … uden sukker

Dette indlæg er delvist sponsoreret.
Ordene er mine egne og oplevelsen det samme. Alligevel ønsker jeg selvfølgelig ikke at udsætte jer for nogen form for skjult reklame og da jeg har indgået et samarbejde med EASIS, så føler jeg det er på sin plads at fremhæve i hvilken sammenhæng dette indlæg står i. Jeg er nemlig blevet EASIS ambassadør og ønsker igennem dette indlæg at fortælle lidt om min rejse, hvor diverse produkter fra EASIS var en tro følgesven. 

9e46839b-6f90-42ed-8b8e-b632b5b6882d-w_300_h_250

Jeg har tidligere skrevet om tabet af mine mange graviditets kilo, om kampen, om 5:2 kuren, om det at nå i mål og ikke mindst blive små forskruet oppe i hovedet, således at jeg havde svært ved at finde den sunde balance imellem konstante restriktioner og et normalt spisemønster. Hvis du tænke: “Hvor står det?” kan du læse indlægget HER. Det krævede et samarbejde med en dygtig kostvejleder, som fik mig til at forstå hvad sund balance i virkeligheden handlede om.

Vægten forblev den samme og selvværdet voksede. I foråret 2016 begynder jeg at have lidt for travlt, faktisk er jeg uden selv at vide det vandvittig stresset og ja hvad der sker i månederne derefter, det kender den trofaste læser allerede, ellers kan du læse om det i indlægget HER. Min indlæggelse og depressionen gjorder at vægten først faldt markant, jeg gik i sultestrække og på 14 dage kom min vægt ned og blev det laveste jeg nogensinde har vejet i mit voksne liv. Samtidigt begyndte medicinen at virke og bivirkningen omkring manglende mæthedsfornemmelse indfinder sig i kroppen. Dengang psykiateren fortalte at jeg meget vel ville opleve en vægtøgning, blev jeg først ret nervøs, lidt tragisk komisk når psyken er gået ned, at vægten så fortsat havde en betydning. Omvendt ved jeg godt hvordan det hele, hos mig, hænger sammen i en cirkulær proces og jeg ved at for mig giver forhøjet vægt – dårlig selvværd – dårligt stemningsleje – trøstespisning og ja så kører det ligesom i ring derfra. Så da jeg efter en længere periode med et minimumindtag på 500-800 kcal. om dagen, pga. depressionen og min krop samtidigt var knækket grundet belastningsreaktionen, troede hele mit system at jeg var i krig. Det er jo dét som er de fascinerende med kroppen og særligt nu hvor vi idag lever en helt anden tilværelse end dengang i stenalderen, vores krops genetik og biologi er stadig spundet op af evolutionslæren. Så i det øjeblik jeg begyndte at spise lidt, så suget min krop alt til sig. Derfra gik vægten op og jeg oplevede samtidigt hvordan jeg konstant følte sult. Efter mine erfaringer fra 5:2 kuren, så tænkte jeg lidt sulte fornemmelse er ingenting, men at kæmpe med en nedbrudt psyke og en følelse af manglen opfyldt biologiske behov, det var en kamp jeg ikke kunne overskue at kæmpe på samme tid.

Jeg har før skrevet om hospitalsmaden og særlig kost og motion under min indlæggelse blev et fast holdepunkt, det kan du læse og HER. Det handlede ikke om et forstyrret spisemønster eller et ønske om at “være tynd”, det var en kamp for overlevelse, som gik ud på at holde fast i de sunde vaner jeg havde fået dybt ind under huden. Derfor blev jeg kendt som patienten på psyk, som fyldte patientkøleskabet med skyr, æg, grønsager og bøffer. Således at jeg kunne lave mig en klassisk portion skyr med mandler og chokolade på toppen til morgenmad. Frokosten bestod ofte af tun og et flækket bundt hjertesalat ristet af på panden. De dage hvor appetitten var med mig, stegte jeg en bøf i en kasserolle i patientkøkkenet og når appetitten svigtede lå der en bunke af EASIS bar’ i mit gardarobeskab. Med udgangspunkt i lidt var bedre end intet.

Min krop gik i stå under indlæggelsen, selvom jeg løb og trænede dagligt, gjorde angsten og alle de reaktioner på den psykiske og fysiske belastning, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Samtidigt rev og sled sulten i mig og tankerne om at det hele ville løbe løbsk og jeg pludselig igen ville veje 103 kg var en daglig tankemylder tanke. Derfor begyndte jeg at strukturer min mad og mit indtag, som hvis jeg skulle tabe mig. Ikke fordi jeg ønskede at bringe min vægt ned, men fordi jeg havde brug for at se og bekræfte mig selv i, det kun var bivirkningerne som tvang sulten frem. Samtidigt steg min konstante trang til sødt og salt og det med at kæmpe flere kampe på samme tid blev for opslidende, så jeg fandt en masse blide mellemveje. Nogle af disse indeholdte EASIS produkter, således at jeg kunne ‘være’, uden det hele kom ud af kontrol og jeg ville stå med en vægtøgning på +10 kg eller mere, hvilket rigtig mange bruger af antidepressiv medicin ofte oplever.

isis_1

Da jeg blev depressionsfri i efteråret 2016, sad jeg tilbage med +5 kg på kroppen og da overskuddet til at regulere mit kcal niveau indfandt sig, kunne jeg holde fast i mine trofaste fødevaregrupper, opskrifter og ikke mindst produkter fra EASIS, således af jeg langsomt men sikkert kom tilbage til min normalvægt, post depression, uden at blive kvalt i hårde restriktioner og afholdenhed fra sødt og salt.

Hvor vil jeg så hen med al den snak om kost, sukkerfri produkter og gode smagsoplevelser. For mig er mad ikke bare mad. Mad er er basalt behov vi som mennesker har gjort socialt, det at spise er et almen menneskeligt fænomen, som vi med tiden har udviklet til at være en social happening. Se bare på dyrene, der er det den stærkeste / ældste som spiser først og derefter kan andre lange til fadet. Idag spiser de fleste børnefamilier sammen, med grundtanken om at vi skal samles om måltidet. Særligt det sociale kommer ofte under pres, når et vægttab igangsættes, ofte fordi det at “hygge” indeholder mange kalorier, både i forhold til mad og drikke. Igennem mit løb kommer der automatisk et minimalt indtag af alkohol og sukkerholdige drikke, hvorimod kosten tilgengæld er svære at styrer og derfor er i fokus. Som løber skal der den korrekte mængde brændstof på motoren, således jeg ikke går kold efter 21 kilometer – samtidig er jeg en del af en familie og jeg ønsker at mine børn skal opleve den fællesskabs følelse, som vi ofte etablere under vores måltider. Derudover ved jeg at mine drenge spejler sig i mig og hvis jeg konsekvens vælger kartofler og sovs fra, så skabes der en uholdbar distance til mine børn og ikke mindst forskellige fødevaregrupper som de i sidste ende kan tage til sig. Derfor elsker jeg at kunne differentiere mit kcal. indtag ved hjælp af særligt smagfulde sukkerfrie produkter, som samtidigt sikre mig, at jeg indtage de korrekte mængder fiber og vitaminer.

img_4761

EASIS Ambassadør
For knap en måned siden var jeg så heldig at vinde et startnummer til Nordic Race på Rashaleøen, hvor jeg skulle være en del af Team EASIS. Det var en kanon fed oplevelse, dels fordi jeg fik udfordret mig selv – lavet den bedste maveplasker og så mødte jeg nogle af alle de dejlige mennesker som står bag EASIS, som sikre en kvalitetsrigtig produktudvikling og som samtidigt forsøger at udbrede nogle af alle de fordele der er ved at reducere sit sukkerindtag. Hele grundtanken bagom EASIS har jeg stor respekt for og efter en aften i selskab med de skønne medarbejder og andre ambassadører for EASIS, så var jeg solgt.. Det er derfor med en stolthed og glæde at jeg kan sige, at jeg er blevet officiel EASIS ambassadør og nu ikke kun er fan, men en del af team EASIS.

fullsizerender-13

Måske kender du allerede lidt til EASIS, men hvis ikke så producere EASIS en række utrolig lækre sukkerfri produkter som har beholdt den gode smag og tekstur. Personligt er jeg kæmpe fan af EASIS Corn Flakes – som dels er glutenfri, har et minimalt salt og ikke eksisterende sukkerindhold. Derudover har de en skøn konsistens og er lidt tykkere end normale corn flakes, hvilket gør smags- og tyggeoplevelsen langt bedre. At Corn Flakesne fra EASIS er mit ynglings produkt skyldes derudover at jeg kan spise med ved morgenbordet, uden at skulle træde for meget udenfor vores måltid, således at vi alle spiser “noget vi hælder op”, havregryn, müsli eller corn flakes og det betyder alverdens for mig at kunne være en ligeværdig del af min familie.

Hvis du tænker hvor kan EASIS produkterne købes henne af, så har EASIS sin egne webshop og ellers forhandler de fleste supermarker en stor del af produktlinjen, særligt Rema1000 som ofte kører gode tilbud.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Mad og mennesket

img_4259

Det er sjovt der der med mad, det er et fællesmenneskelig behov, noget identificerbart for os alle og med tiden blevet en utrolig individuel sag.

Hvorfor det er blevet således handler om alt fra kultur, sociologisk, pædagogisk og ikke mindst politisk indflydelse. Det er fortsat ikke ret mange år siden videnskaben begyndte at påpege kost og sundhed hang sammen. Derigennem er vi på mange måder er vi blevet nogen egoistiske tosser, når det kommer til det enkelte måltid. Allergier spiller lovligt ind men idag er det ikke længere uhyrt at sige nej tak til kage eller flødesovsen, fordi maven eller vægten ikke har godt af det. Idag er mad ofte ikke længere styret af de lystbetonet behov men i højere grad af de faktuelle og rationelle valg.

Et sted hvor jeg virkelig kan mærke mit eget behov for ‘kontrol’ over mad, er når jeg fratages alle mine normale vaner, tilberedningsformer og ikke mindst frie valg. Et sted hvor det sker, er på et hospital… Jeg er dybt taknemlig for at bo i et land med god og fri behandling, det gør dog ondt at se og opleve personalet løber så hurtigt som de gør. Det gælder på både de somatiske men os psykiatriske afdelinger.

Dengang jeg var indlagt på psyk, der var maden på mange måder min fjende og mit faste holdepunkt. Da jeg blev syg, forsvandt al appetit og vægten styrtdykkede. Derudover kom jeg i antidepressiv medicinsk behandling, som ofte er kendetegnet ved at man tager på. Dengang overlægen fortalte mig om min behandling, så faldt jeg næsten ned af stolen, jeg har tidligere skrevet om mine tanker og følelser omkring antidepressiv behandling som du kan læse om HER. Da jeg derudover fik beskeden om bivirkningen omkring vægtøgning, så var jeg liiidt ekstra nervøs. Et par ekstra kilo på sidebenene skulle selvfølgelig ikke stå i vejen for at jeg kom ud af min depression, men ret skal være ret, jeg trives ikke med ekstra kilo på sidebenene og når jeg ikke trives, går det i humøret og derfra skabes en ond cirkel, da mit humør ofte påvirker mit indtage og præferencer af fødevare.

Jeg tror ikke det er et enestående problem. Måske derfor trøstespisning er et fænomen? Måske os derfor at diverse kurer indeholder en cheatday mm. Jeg tror bare ikke på det ! Jeg vil hverken belønne eller straffe mig selv med mad, istedet vil jeg gerne sikre at min krop og mine behov imødekommes, med det for øje at jeg hele tiden har en bevidsthed omkring hvorfor og hvad jeg spiser. Hvis jeg spiser slik, spiser jeg slik fordi jeg gerne vil det og ikke fordi jeg godt må, eller fordi jeg lige synder lidt.

Men for at komme tilbage til hele grundtanken med dette indlæg, så vil jeg gerne have jer med tilbage til min indlæggelse på psyk. Velvidende om den medicinske bivirkning og manglende appetit, forsøgte jeg at gribe fat i det jeg kendte og ikke mindst udnytte patientkøkkenet på afdelingen. Derfor blev jeg kendt som hende tossen der stegte røde bøffer og asparges i en gryde. På en hylde i garderobeskabet lå der nødder, rosiner, tun på dåse og diverse sundere snackbarer. Ikke fordi jeg ønskede at tabe mig, men fordi jeg simpelthen ikke kunne overkomme et rigtig måltid. Samtidigt med dette løb jeg hver dag og brugte minimum en time i motionsrummet på afdelingen, dels for at arbejde med min hvertrækning under angstanfald og for mig at få de mørke tanker på afstand.

På en afdeling, hvor man er indlagt, for henholdsvis somatisk og psykiatrisk sygdom, så er der en madvogn. En lille mini buffet om man vil. Jeg taler udelukkende er erfaringer fra Frederiksberg Hospital, en del af Region Hovedstadens hospitaler, som ikke er med i Christian Blitz madprojekt eller lignende. Tror vitterligt ikke han vil sætte sit navn der, så hellere en kop i stentøj? Indlægget her har ikke direkte til formål at brokke sig over maden, jeg kan dog undre mig over den manglende forståelse for tallerken modeller og ikke mindst behovet for smagfuldt mad.

En stor problematik på den psykiatriske afdeling var dog, at maden vi fik var lavet til somatisk syge patienter og derved var den ofte lidt federe end ellers. På de psykiatriske afdelinger er patenterne ofte i en medicinsk behandling eller i en tilstand, som gør at deres indtag af mad stiger og når det stiger, så stiger vægten og Wau, nu er vi over i den onde cirkel igen.

Da jeg så igår blev indlagt på en medicinsk akutafdeling fordi mine lunger efter knap 3 ugers sygdom fortsat lyder som Hr. Mands MoccaMaster, så blev jeg ramt af alt for mange flashbacks. Alt fra alarmere der bipper til industri servicen og lugten af jod og sprit. Da jeg tilbydes mad, vælger jeg suppen, frem for leverpostej med skyr eller spejedreng med rå løg og til aften blev det kogte gulerødder og et lille stykke spinattærte. Portionerne lignende fuldstændig dem fra min tidligere indlæggelse hvor jeg efter 9 uger kom madplanerne igennem hele to gange. Kan desværre konstatere at de mere eller mindre fortsat er de samme. Igår aftes fik jeg så en rigtig sød læge som forstod at jeg rigtig gerne ville sove hjemme, således at mine børn ikke opdagede at jeg var indlagt (igen). Min tur på tankehospitalet for et år siden, er lige så stille ved at glide i baggrunden, men jeg ved at særligt Aksel stadig gør sig en del tanker om dengang mor blev rundtosset og syg i tankerne. Derfor fik jeg lov til at komme hjem således at jeg kunne spise morgenmad med mine børn og pænt komme tilbage til afdelingen igen næste morgen .

img_4273

Det gav mig os muligheden for lige at finde en del af det mad frem som jeg foretrækker og har brug for.
For mig er mad mange ting, mest af alt et biologisk behov der skal imødekommes. Mad er for mig også en måde at give sin krop en masse vigtige vitaminer og ikke mindst en understøttelse til hvad man nu end måtte have brug for. Som kvinde og løber skal jeg bruge masser af jern. Som tidligere depressionsramt sørger jeg for at de mere (hvedemæssige)hvide fødevaregrupper i sjældenhed optræder på min tallerken, da de ifølge forskning har en nedbrydende effekt på de signalstoffer som er “lykkefremkaldende” og som oftest er udslettes under en depression. Derudover så forsøger jeg igennem min kost at spise mig selv, psykisk såvel som fysisk glad .

Hvilket jeg desværre ikke føler at “hospitalsmad” gør, tværtimod.
Derudover så bliver jeg aldrig god til at sætte mig med en bakke i sengen og spise med mad på en plastik bakke. Derigennem føler jeg simpelthen at alt for meget af mine personlige træk frarøves. Måske derfor jeg ikke bryder mig om alt fra hospitalstøj til mad, jeg har brug for mig selv og min person, os selvom jeg hiver efter vejret.
Erving Goffman kalder alt det jeg omtaler for identitetsudstyr og ja, på mange måder er jeg glad for jeg endelig ved hvad det er og hvem jeg er, istedet for hele tiden at føle mig “forkert” eller sygeliggjort fordi jeg kender mig selv om mine egne præferencer, os i forhold til mad. Det kan den gammeldaws sygepleje nemlig ret hurtigt komme til at gøre. Sandheden er bare en helt anden.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Mig og Mit understel

fullsizerender-9

Hvis jeg finder min bog “kvinde kend din krop” frem, hvad der ifølge min mor er enhver kvindes “bibel” – eller det sagde hun dengang jeg fik den i 13 års fødselsdagsgave, en teenagers drømmegave … men okay, af min bedste veninde fik jeg en tarvelig dildo, som skulle repræsentere mit forstående vilde teenageliv. Hvis jeg tager den frem, altså bogen, hvad der engang var banebrydende litteratur om kvindens krop og hendes seksualitet, så står der så fint skrevet, hvor vigtigt det er at kvinden passer på sig selv og hendes vegina. Ordet vegina synes jeg er lidt “mærkeligt” og “upersonligt” og funktionsordet tissekone synes jeg kun er forbeholdt de endnu ikke er seksuelle oplyste individer. Jeg har aldrig rigtigt givet mig og ‘min’ et navn, måske fordi mig og ‘min’ er mig. En store del af mig.

Igennem tiden har jeg oplevet lidt af hvert og altid har jeg skulle vise hensyn og omsorg for mig og ‘min’. Jeg har skulle lærer mig selv at kende og det har blandt andet krævet et fascineret blik i spejlet og mange samtaler med en tæt veninde og ikke mindst en pornofilm eller to. Alt dette skete før jeg for alvor kunne forstå hvem og hvad jeg var, når det kom til mig og mine præferencer og lyster. Samtidig med denne udvikling sikrede mit hoved mig, at jeg passede på, tog ansvar og nogen gange takkede nej – af ren og skær sikkerhed. Det var også hovedet der en dag sagde højt “p-piller og gynækolog tak” og da jeg lå der med benene i bøjlerne, for alle første gang, og på alle måder forsøgte at gøre mig tung i understellet, så var det hovedet der sagde “du gør det rigtige og det ansvarlige“. Jeg har altid fundet mennesket seksualitet og nydelse, dyrkelse og præferencer utroligt spændende og jeg kan også godt lide sikkerhed. Sex og sikkerhed går i høj grad hånd i hånd og sikkerheden omkring sex spænder bredt op, som et stift lem i et par cowboybukser. Sikkerhed er for mig alt fra hvem man dyrker sex med, til beskyttelse omkring det man ikke kan se eller vil se, uden selv at have indflydelse, eksempelvis to streger på en graviditetstest eller noget så sexet som en kønssygdom.

Selvom jeg Idag har fået 2 børn og dertilhørende x antal gynækologiske tjek, så har noget ændret sig i forhold til mig og ‘min’. Jeg kan ikke længere gå til min egen læge og få lavet mine rutinetjek. Simpelthen fordi mig og ‘min’ for 3 år siden var igennem et “overgreb”. Det var et overgreb jeg indvilligede i pga. sikkerhed og ønsket om at tage hånd om mig og ‘min’s sundhed . Det var et overgreb som indebar lugten af brændt kød, blod, smerte, tårer og en sygeplejerske som holdte mig trofast i hånden og pænt fortalte mig om vind og vejr. For 3 år siden fik jeg nemlig mit første og på nuværende tidspunkt eneste keglesnit. Lige siden den dag, har de gynækologiske tjek været som at springe fra 10 meter vippen, mens mit inderste bliver revet i tusind stykker. Ikke fordi det gør fysisk ondt, men psykisk brænder jeg fortsat op i sorg og angst over dengang beskeden lød på “svær dysplasi i livmoderen”. Det er det som gør at hver evig eneste rutinetjek nu føles som en lang og sej kamp.

Idag får 15.000 kvinder årligt konstateret celleforandringer i livmoderen, ud af disse 15.000 kvinder får 6000 foretaget kegleoperationer, for at fjerne den type celleforandringer som er forstadiet til livmoderhalskræft. Det er triste tal og selvom en førsteplads næsten altid er super fedt, så er det desværre sådan at Danmark er det land i Norden hvor flest kvinder får konstateret livmoderhalskræft. Det er vigtigt for mig at slå fast at celleforandringer er ikke kræft, de kan være forstadiet til kræft og kan, hvis man som kvinde undersøges i tide, fjernes ved en simpelt “operation”. Celleforandringerne konstateres ved hjælp af en smear prøve og en gynækologisk undersøgelse hvor der ses på livmoderen med mikroskop.

Hvor vil jeg hen med alle disse tal og snakken om alt det under bæltestedet. Jo det skal jeg sige dig – celleforandringerne i livmoderen er nemlig slyngveninder med HPV virussen. En virus som overføres ved seksuel aktivitet, faktisk er 4 ud af 10 danskere under 30 allerede smittet og undersøgelser viser at 80% ad alle seksuel aktive i løbet af deres liv vil blive smittet med HPV en eller flere gange. HPV-vaccinationen kan forebygge op til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft, er du vaccineret?

Forleden lå jeg så der hos min fantastiske gynækolog. Hun ved om nogen hvad jeg har været igennem og hun forstår. Hun anerkender min angst og selvom tårerne ukontrolleret triller mens hun undersøger mig, så gør det ikke ondt.. kun i hjertet.. 2 dage efter mit tjek fik jeg tilsendt et svar, måske det kom så hurtigt pga. sommerferien stod for døren, eller fordi hun ved at jeg stadig er i chok over forrige omgang. Svaret lød på helt normale celler og ikke mindst med en ny tid, igen om et år.

Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at skrible et eller andet hysterisk morsom sammen om papegøjens næb og halskiggerig, men jeg kan ikke. For jeg synes bestemt ikke dette er morsomt. Jeg synes dog at det er uhyr vigtigt at man som kvinde husker at passe rigtig godt på sig selv og det indebære blandt andet at man beskytter sig og får tjekket understellet i ny og næh og sikre sig at alt kører som det skal.

stophpv-stoplivmoderhalskraeft_logo

Hvis du har lyst kan du læse om min oplevelse med konstateringen af celleforandringer og keglesnit kan du læse det i dette indlæg. Samtidigt vil jeg anbefale dig at tjekke hvornår du sidst var til “eftersyn” og ikke mindst bede dig huske din veninde, søster eller mor om at have styr på det der skal være styr på.

Du kan læse meget mere om HPV virus, celleforandringer og ikke mindst
HPV-vaccination på StopHpv.dk

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet