Okker Gokker, Glade Sokker

Dette indlæg er sponsoreret, men indeholder udelukkende egne holdninger til produktet.
img_1825

Drengene leger ta’ fat. Selvom vi ellers har sagt at løb indendøre er NO go’. Vi er ikke overborer til en fru. Olsen, men overborer er vi nu engang og så er vi forældre til en lille ulykkesfugl. Aksel har desværre lavet indtil flere skred i svinget og det er ikke alle styrt, som afværges lige godt. Alligevel er deres ta fat leg anderledes Idag, der er ingen uheld. Istedet løber drengene pludseligt hurtigere og deres afsæt i gulvet er lette og elegante, uden det mindste tegn på at foden er ved at skride på det glatte plankegulv. Aksel har en ny slags strømpe på og i det øjeblik bliver jeg for alvor overbevist om, at en strømpe ikke bare er en strømpe.

Aksel har grundet hans medfødte klumpfødder nedsat taktile sanser i fødderne, på trods af de fleste klumpfodsbørn ikke kan fordrage at have bare tær, så elsker han det. På mange måder minder vi meget om hinanden på det punkt. Så jeg var spændt på om han ville bryde sig om de nye strømper. Tit kan de overtales til at blive beholdt på, hvis der er en sej figur som print eller nogle fine farve. De her var simple men ultra bløde, også havde de skridsikre poter under trædepuderne, hvilket samtidigt er en god indikation for hvilken side der skal op og hvilken der skal ned.

img_1699

Vi har testet tre forskellige slags strømper fra Fuzzies Dk. Deres strømper forhandles landet over, i stort set alle børnetøjs butikker med respekt for dem selv. Strømprene, som minder meget om de klassiske hyggesokker, er her i det sommerhalvår vi går imøde, gode i gummistøvlerne eller ved morgenstunden, hvor kroppen lige så stille skal have lov til af vågne.

Selvom Aksel og Carl er brødre, så er de på mange måder hinandens dimentrale modsætninger. Hvor Aksel kan vende alting på vrangen, gå rundt dagen lang med bananfødder eller skidt på fingrene, så er Carl lige omvendt. Han hader at få noget på fingrene og kan aldrig lokkes til at arbejde med en pølsehorndej. Hvis jeg har købt en ny bluse eller anden form for tøj; så skal alle vaskemærker helst fjernes. Derudover så kan selv den blødeste trøje hurtigt krasse, så når tøjproducenter proklamere at de har lavet “bløde” beklædningsdelen, så er Carl altid en god tester.

Carl testet først Fuzzies strømper af, med skridsikre poter under, ligesom Aksel, men dutterne var lidt for markante til den lille herres halvsarte smag. Prøvede strømpen af på hånden og jeg synes altså det er ren og sker fis, men omvendt så er de scener barnet laver, når han får strømperne på, virkelige nok, så vi lagde pænt den type strømpe til siden.

De strømper der lignende hyggesokker, faldt dog i godt jord og er ligesom hos Aksel, blevet en lille erstatning for sutskoene på kolde forårsmorgner og gode at have på i gummistøvlen.

En strømpe Carl tilgengæld er helt vild med er Fuzzies dk footies. Strømprene er tæt vævet men stadig dejlige tynde, uden markante syninger også er pasformen perfekt til Carls lille smalle fod. Når nu man hverken bryder sig om hårde syninger, kradsede bomuld og skridsikre poter, kan i måsle selv gætte jer til herrens holdning til små sandkorn. Derfor er footiesne geniale i sommersandalen. Selvom kaldenderne kun viser maj, har vi allerede haft et par gode varme dage og der var Fuzzies footies tempurerrende nok til af den lille gut ikke havde halvsvedige fødder.

Så den lille remse med okker gokker, bliver med Fuzzies på fødderne, til glade sokker.

img_1832

Måske kunne du også tænke dig af teste Fuzzies strømper af på dit barn. I Såfald forhandles de landet over OG du kan prøve lykken og deltage i konkurrencen om at vinde 10 par valgfrie strømper, ved at smide en kommentar nedenunder.

img_1701

Vinderen trækkes søndag d. 28 maj klokken 21 og offentliggøres både her på bloggen
og kontaktes yderligere personligt

Vindere en fundet og det blev LOUISE, jeg kontakter dig privat. Tak for deltagelsen alle sammen.
Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Tusind tak fordi du ville læse med .
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Har du fod på dét?

I henhold til dansk lov om markedsføring og for god ordens skyld, så skal jeg gøre opmærksom på at dette indlæg indeholder reklame i form af at mine børn har testet tøjmærket Reimas forårskollektion AW17 og at billederne derfor indeholder reklame for Reima.  Anmeldelsen af deres produkter af min helt egen.
Ingen børn led overlast under test af produkterne, dog var alle mand utrolig trætte ovenpå en fantastisk Store bededagsferie ferie, hvilket dette indlæg omhandler.
 – Tak fordi du vil læse med – god læselyst.  

fullsizerender-7

I denne Store bededagsferie, har hele familien været afsted på en tur. Det var ikke en helt almindelig tur. På mange måder så var det som at være på all inklusive ferie, vi opholdte os dog kun i ’Lollo og Bernie-land’. Vi var nemlig afsted med 60 skønne unger og 24 andre voksne. Jeg havde mentalt forberedt mig på store sovesale med fællesbad og at lugten af bål skulle sidde i næsen hele weekenden. I stedet boede jeg på et værelse med eget bad og toilet, og gik jeg udenfor, så blev jeg mødt af børnelatter og unikke fællesskaber, på kryds og tværs af alder og køn.
Der duftede mest af alt af skov, hav og pastavand.
Jeg har nemlig været på mit livs første FDF lejre.

En god times kørsel fra Frederiksberg ligger Jomsborg. Det ligger ud til Isefjord og med kørselsrute over Frederikssundsbroen, som i sin opslået tilstand, snildt kan skabe en timelang forsinkelse. Selvom jeg altid har set mig som et udemenneske, med et godt gåpåmod og stor taknemmelighed for blot at være. Så måtte jeg gang på gang tabe kæben over det syn jeg blev mødt af, på denne lejre. Hele tiden var der kærlige, initiativrige og livsglade voksne mennesker, omkring alle børn. De praktiseret en form for ’tough love’, som fik en anden mor, til at fremstå som curling forældre. Alligevel så tvivler jeg ikke et sekund på, at det alle ungerne får med, ja selv de voksne, ovenpå sådan en tur – det er livgivende.

unavngivet

1

Jeg har kun været afsted i 4 dage og selvom jeg har vundet Danmarks mesterskabet i træthed og stadig føler at det summer for mine ører, pga. den konstante lyd af glade børn og voksne, som jeg har været så heldig at have været omgivet af, så er jeg glad. Jeg er glad helt ind til knoglerne. Jeg er glad fordi jeg kan mærke og se, hvilket fantastiske personlige egenskaber vi her i familien har og jeg er glad, fordi jeg ved at vi har tilegnet os en masse nye, pga. den tur. Jeg var aldrig været i tvivl om at Aksel ville have godt af at blive spejder, men om han lige skulle være grøn, blå eller FDF’er, det vidste jeg ikke. Alligevel kunne jeg se, at særligt FDF’ernes forståelse og holdning til mennesket, naturen og det at være det gik rigtig godt i hånd med vores egen værdier. Samtidigt betød det meget for mig, at Aksel kunne blive guidet, ja ledt, at nogle voksne, som havde deres værdisæt i orden. (Dermed ikke sagt at den grønne, eller blå spejder ikke har det)

fullsizerender

I dag så ikke et sekund i tvivl om at vi har valgt rigtig. Det har jeg aldrig været. Allerede fra den første gang hvor jeg leget ståtrold med en masse puslinge og tumling, til en introaften i August, så har jeg været sikker. Det har Aksel også været og da vi havde været på besøg i 1,5 time, så sagde han ”Mor, jeg vil gerne gå til det her – kan vi melde mig ind?”. Det gjorder vi og den stolthed Aksel havde dagene efter den første aften, det var til at tage og føle på. Han sov sågar med sin forbundsskjorte de første par dage og blev hver morgen skuffet over at det ikke var Onsdag. Siden den dag i august, så har glæden altid været stor over at skulle til onsdagsmøde. Når det er sagt, så var Aksel 5 år da han startede og er som person utrolig tryghedsøgende hos Mor og Far og det har vi selvfølgelig arbejdet med. Heldigvis står lederne for Aksels klasse altid klar og det kan både ses og mærkes på Aksel, at det hjælper.

I dag er min krop træt, men jeg elsker at den skriger af træthed. Det gør den dels pga. al den friske luft den har fået også fordi den er blevet rørt. Jeg har løbet langt, rundt på en masse villaveje, da vi spillede ‘Vej Risk’. Jeg har løbet rundt i en skov ved et 1 til 40 løb, jeg har fanget ”Gangstar-unger”, som skulle smugle vare. Jeg har lavet mel-sokke-kamp, jeg har spillet disc golf – jeg har leget og grinet så tårerne trillede, jeg har virkelig været igang og nydt det. Jeg har gjort det hele, sammen med en masse andre dejlige børn og voksne.

fullsizerender-4

Da jeg kiggede på Aksel og Carl, som løb rundt der, inde imellem skovens træ eller som hoppede i vandkanten eller badet, ja selv blev jeg helt sikker på, at vi er på vej i den helt rigtige retning. Den forlængede weekend har på mange måder været et detox af alt den unødvendige støj, som fylder i hverdagen. Det eneste livet i sin helhed kræver, det er at vores mentale rygsæk er fyldt med værktøjer, som gør vi kan klare os selv og sammen her i tilværelsen. Jeg elskede selv at hoppe i min striktrøje og temojakke og derfra gå ud af døren og stå midt i naturen, sammen med en masse dejlige mennesker. Jeg elskede at Aksel let som ingenting kunne stå klar i al slags vejr, ved blot at stikke fødderne i sine forårsstøvler og derfra lyne sin lækre jakke.

img_1607

fullsizerender-9

Jeg ved godt at de fleste tænker, at sætningen “der findes ikke dårlig vejr kun dårlig påklædning” er gammeldags og provokerende, men den er sand. Jeg kunne selv godt bruge lidt mere friluft-agtig tøj. Mit løbetøj er nok det mest friluft-agtige tøj jeg ejer, hvor både Aksel og Carls overtøjs garderobe gør, at de kan holde sig varme og samtidig bevæge sig i ALT slags vejr. Særligt det der med at bevæge sig ude i naturen, det er desværre en faldende tendens og det gør bare, at der ved forsøget på at bryde den kurve, skal være ekstra fokus på det der gør at man så kan være klar – parat, når man træder ud af sin hoveddør. Det betyder at man ikke kan nøjes med et Flying Tinger regnslag, men at man i stedet har åndbart og vandafvisende tøj på, som gør at den varme kroppe generere inden i og uden på, kan komme ud. Den varme gør at vi lidt bedre kan være en del af noget, en del af et fællesskab, uden de spidse albuer og kampen om “hvem kan sidde i tørvejr“.

img_1096

Der er ingen tvivl om at hele familien lige skal lande ovenpå vores fælles, første FDF lejre og når det er sagt, så glæder vi os allerede til den næste. Jeg tvivler nemlig ikke på, at alle de kompetencer og oplevelser vi kan få igennem FDF, de i sammenspil med alt det andet vi selv praktisere,  gør at vi selv og ungerne får godt fod på livet.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

fullsizerender-5

Tøjet og skoene som drengene er iført, er fra det finske tøjmærke Reima. Igennem vores tur med FDF, blev det for alvor sat på prøve i naturen og gang på gang blev jeg forbløffet over hvor godt og slidstærkt tøjet var. Særligt deres nye støvler, som dels er vandtætte og kan vaske i maskinen når behovet er, de tog fusen på mig. Da Carl soppede med støvler på, kom han tilbage men dejlige lun e fødder, som hverken havde det for varmt eller for koldt og som heller ikke var blevet våd af at have stået ved den smukke fjord bred.

Vores test af Reima udleder en kæmpe 6 stjernet anbefaling herfra !
Tøj og sko, kan købes på Tøjet kan købes på Reima.dk

 

 

 

 

Hvad nu hvis?

img_0516

Forleden løb jeg et løb, et løb i en hovedestad, som dufter af grillet pølser, solidt bagværk og som giver lækre toner i ens ører.

Jeg var nervøs, tenderende bange til tider, for byen har været ramt af grufuldheder. Det var på mange måder ikke noget, jeg, som turist bemærket og alligevel var mine føler konstant ude.
Hvad enten jeg gik, stod eller løb.

Man tænker jo ikke at bilen i den sideliggende vejbane, pludselig drejer af og ind på fortorvet?
Man tænker jo ikke, at man i den folkemængde man står i, er i en sårbar position.
Jeg tænkte det ikke, fordi jeg ikke ville.

Da jeg ankommer til løbsområdet, hvor løbet starter og slutter, bliver jeg kropsvisiteret. Min taske bliver gennemtjekket også skal jeg fremvise mit armbånd. Armbåndet som alle løber får på og som sikre at det kun er løber som for adgang til pladsen. Jeg ved ikke om hypotesen om at en teorist ikke vil bruge penge på et løbenummer holder? Jeg ved det ikke – jeg ved blot at det er sølle mennekser, som i deres egen overbevisning mener at have ret til at gøre andre ondt.
Jeg ved det ikke handler om religion, hudfarve eller modersmål. Det handler simpelthen om noget helt helt andet.

Mens jeg løber der på vejen, ser jeg kampklædt politi. Selv har jeg ikke musik i ørerne, dels grundet behovet for at træne rigtige løb uden musik også fordi løbs arrangørerne har meldt ud, at musik ikke er tilladt. Det handler om sikkerhed, løberne imellem og ja måske også på et højere plan.

Jeg løb mit løb og jeg kom i mål og mens jeg stod der og ventede på min mor skulle passere målstregen, så følte jeg mig sårbar. Ikke fordi mine muskler var ømme og løbetøjet vådt, ikke fordi jeg havde et bankende hjerte ovenpå min nye PR tid. Jeg var sårbar, fordi jeg befandt mig en en tæt pakket menneskemængde og hvis et ussel menneske ville det, ville jeg være et ud af mange nemme ofre.

Jeg kunne selvfølgelig havde ladet vær med at løbe det løb i Berlin.
Jeg kunne selvfølgelig blive derhjemme, løbe mine ture langt væk fra store menneskemængder og kørertøjer.
Jeg kunne selvfølgelig holde mine børn og mig selv indenfor.
Jeg kunne selvfølgelig give op og lade frygten vinde over mig.
Men hvad nytter det ?
Hvem vinder så?
– De usle mennekser….

Teorisme er desværre et kendt ord og af forfærdelige årsager. Gang på gang har vi set, hørt og oplevet umenneskelig handlinger mod uskyldige…
Og gang på gang rammes jeg selv på min sårbarhed, på min frygt, min angst for hvilken verden det er vi lever i og ikke mindst hvad er det for et sted mine børn skal vokse op. Hvilken ondskab skal de kende til og hvordan?
Kan vi “nøjes” med at skulle tænde lys, ligge blomster og vinke til de kampklædte politibetjente, eller skal vi overmandes af frygten for, hvad nu hvis?

Jeg ved det faktisk ikke…
– Gør du ?

Mine tanker går til Sverige

Kærlig Hilsen Christina

Tal nu ordentligt

Jeg er ikke så god til, når folk (vi) ikke taler ordentligt til hinanden, at jeg tit og ofte taler utrolig grimt til mig selv, det er en helt anden snak. At tale ordentligt, betyder i min optik ikke, at man ikke må være kritiske overfor hinanden og stille spørgsmål, faktisk synes jeg det er helt forkert, hvis vi ikke gør det? Det hele kunne meget vel blive sådan en verden, hvor vi konstant klapper hinanden på ryggen og siger “det er så godt” hvis man i virkeligheden tænker noget helt andet. Dermed ikke sagt at vi bare skal fortælle vores uforbeholden mening til gud og hver mand. Jeg tror overordnet set at det er vigtigt vi er ærlige i vores relationer til hinanden, mest af alt til dem som vi kender nært og godt? Så længe den gode takt og tone fortsat overholdes..

Forleden skulle jeg besøge en veninde i Roskilde og det krævede en tur med ”Tjek In” og ”Tjek ud,” tog og bus. Da jeg ankommer til Roskilde stationen, mødes jeg af nostalgi og glæde. Jeg kommer fra en lille by ved Roskilde fjord og glæden skyldes at jeg skulle se en savnet veninde. Jeg har rejseplanen på telefonen og ser ret hurtigt den bus jeg skal med og at den er “tændt og hævet” (det kunne her for den perverse læser misforstås, det er bestemt ikke meningen). Bussens motor kører og jeg får det lange ben foran, som min mormor plejede at sige, og 1-2-3 hopper jeg ind i bussen. Her hilser jeg pænt og skal til at tjekke ind. I et kort sekund kommer jeg i tvivl og spørger derfor om dette nu også var bus 123? Jeg spørger høfligt og smilende og får så svaret “Det kan du gå ud og se om det er”. Damen som sidder ved rettet er langt fra imødekommende og lettere chokeret træder jeg to skridt tilbage og ser så at den er god nok. Jeg undskylder og sætter mig lidt betuttet ned bagerst i bussen. Da jeg sidder der, sker der så det, som gør mig til verdens dårligste buspassager nogensinde. Jeg bliver nemlig i tvivl om det nu var den rigtige retning og mens bussens motor brummer, finder jeg fribrilsk min telefon frem for at tjekke rejseplanen. Telefonen er desværre uden dækning og jeg forsøger derfor at finde det stoppested jeg mener at kunne huske jeg skal af på, på den påklistret buslinje i bussens top. Jeg kan ikke se det og læser stoppestedenavnene fra den ene side og den anden. Intet held. Så kommer følelsen i maven, den som jeg faktisk ellers aldrig har haft, nemlig frygten for at spørger en fremmet om hjælp. Hjælpen skulle nu bare ”hentes” hos den mindre glade buschauffør. Jeg får samlet mig sammen og skynder mig op til hende igen og spørger så, ved først at undskylde den ulejlighed jeg nu igen er, men om bussen stopper ved det ønsket stoppested jeg skulle af på. Hun kigger iskoldt på mig og siger så “Jeg kører til Trekroner“. Jeg spørger så igen, med hjælp for hendes korte hårde sætning, om det stoppested så ligger på vejen til Trekroner? Damen sidder lidt og siger så ”Det må du da selv vide?” Lidt slukøret hvisker jeg okay, da jeg nu forstår at damen ikke har i sinde at hjælpe mig, alligevel forbarmer hun sig på sin egen måde og siger så “Det lyder som om du skal tage en anden bus, mod… bla bla og derfor skal du ud af min bus.” Jeg takker for hendes “venlighed” og ønsker god dag. Da hendes bus kører, kommer der kort efter en ny bus 123 til en anden endestation, min endestation. Jeg indrømmer gerne at min hilsen til den næste buschauffør var lavere og mindre opløftet, men jeg hilser, da alt andet synes jeg er uhøfligt – ligesom når man taler i telefon ved betaling i butikker og manglende hilsen til kassedamen.

Da jeg så sad der og bussen nu kørte den rigtige vej, var jeg dog ramt. Jeg mærkede hvordan det indre tanketog kørte afsted og fremkaldte alle følelser. På mange måder var jeg fyldt med selvbebrejdelse over at jeg ikke bare havde haft styr på den bus også da jeg havde slået mig selv lidt i hovedet over det, så blev jeg faktisk vred. Jeg blev vred over at jeg havde haft lyst til at underminere mine egne “behov”, fordi jeg var bange for buschaufførens, reaktion når jeg nu skulle spørger hende om hjælp, hele to gang. Det gjorder mig gal. Gal fordi jeg efterhånden kender et par skønne mennesker med Agorafobi, angst for offentlige steder med mange mennesker. Det gør mig vred, fordi jeg ved at angst er en stigende lidelse i den danske befolkningen og det gør mig vred, fordi jeg faktisk ikke har angst, men blot er mig OG jeg blev berørt af 1 minuts dårlig behandling.

Jeg tror faktisk vi alle berøres og uden det skal være sådan en understøttelse af Call Me’s tal ordentlig kampagne, så tænker jeg, at udfaldet kunne havde været at jeg idet jeg steg om bord på den næste bus, havde mødt chaufføren med en fjendtlighed, frem for den korrekte høflighed!
Jeg tror vores ord og handling kan skabe kædereaktioner og derfor er det vigtigt at huske på den gode tone. Jeg ville ønske jeg havde fortalt buschaufføren at jeg var ked af min manglende oplyste indsigt i køreplanen og stoppestedet også ville jeg ønske jeg havde fortalt hende, at hendes håndtering ramte mig. Vigtigst af alt, vil jeg ønske, at jeg fortsat holder fast i formen at hilse og lysten til at søge information, frem for at gemme mig væk og lade dårlige erfaringer styrer for mig. Erfaringer som med tiden kunne installere den fejl installation i hjernen, som angst er og derved være hæmmende i min hverdag.

Så en bøn herfra …

Tal ordentligt, snak om tingene og vigtigst af alt, smil til verden og den smiler til dig. Alle de negative tanker vi selv bære rundt på, har vi faktisk ikke ret til at smide i hovedet på hinanden, det er vores eget rod og bør derfor holdes på egen banehalvdel.

Tak fordi du læste med – Rigtig god mandag aften !

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Fordi du fortjener det

7f582b39-03c0-4ad1-8e5c-1ccf9e63d470-200-200

Kære pædagog.
Du var der, da jeg ikke længere kunne være det.
Du forstod mit grædende morhjerte, som talte ”morders-blods-sprog”.
Du forstod alle mine lange forklaringer om det ekstra lag.
…om kaninen, om ynglings siden at sove på og om behovet for opkaldet, efter opvågning.

Du tager imod mine børn med åbne arme, som var det dine egne.
Du er anderkendende og irettesætter når det er nødvendigt, på en god og konstruktiv måde.
Du giver plads til tosset dans på bordene, til mandagstræthed og til at holde i hånd, selv når kollegaen er syg og endnu flere børn kræver din opmærksomhed, så er du der, for hver og en.

Du ser dem.
Du husker det, som de glædede sig til at skulle i weekenden, når de er tilbage om mandagen.
Du forstår vigtigheden i at du er der, når vi andre ikke er.
For det vil jeg bare gerne sige tak, tak du kære og vigtige pædagog.

Hele mit liv er jeg vokset op med, at min mor købte en flaske vin op til jul
– faktisk købte hun ofte 3.
Ikke fordi hun selv skulle drikke dem, nej sådan et indlæg, er dette altså ikke.
Hun købte de flasker vin, fordi de skulle gives væk.
De skulle gives til nogle yderst vigtige personer.

Forleden købte jeg 3 faktisk 4 gaver.
Ikke kun for mig selv men for alle børn og forældre fra drengens stue.
Det er faktisk nogle af de aller vigtigste julegaver, jeg giver hvert år.
Selvfølgelig er sms’en til mødrehjælpen og lappen i Kvickly med julehjælp også vigtig
– men denne her gave, gaven til mine børns pædagoger.
Den er vigtig.

Det er og bliver mig til evig tid et under at lønningerne er som de er, for nogle af de vigtigste mennesker på arbejdsmarked. Nemlig dem som skal passe på vores, børn, vores alle sammens børn, samfundets børn.

Jeg forstår det ikke .
Jeg kan råbe højt og synge med inde foran Christiansborg.
– jeg kan sætte mit kryds et særligt sted.
Også kan jeg anderkende det arbejde, som bliver gjort.
Det kan jeg gøre med et lille påskeæg, en pose vingummier med bånd om en fredag eftermiddag også med ord, ord der siger tak – tak fordi du gør det du gør !

Jeg ønsker ikke blot mine børns pædagoger glædelig jul, men alle pædagoger glædelig jul.

Tak til alle jer, som tit og ofte løber lidt ekstra stærkt, som lytter, trøster og opmuntre, tak.

Tak fordi du gør det du gør!

Dette indlæg kunne være skrevet til så mange andre fagfolk i dette land og jeg håber inderligt at indlægget kan inspirere til lige at give lidt ekstra her i julen. Det behøver ikke kræve mere end et lille håndskrevet brev, faktisk kan det være så meget mere værd, end selv den største pakke under træet.

Jeg vil samtidigt selvfølgelig også gerne ønske dig og dine en rigtig glædelig jul.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Knæk Cancer Del II.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Da hun sagde “Min Mor har kræft”

Der er så småt begyndt at skyde erantisser og krokus op fra jorden. Min ånde er ikke længere synlig når jeg går i skole og i frikvarterne, særligt dem efter spisepause, kan man sidde op af skolemuren, mens forårs solen varmer. En aften kommer min mor ind på mit værelse. Klokken er mange og jeg forbereder mig på en formaning om at jeg skal ligge mig til at sove. I stedet sætter hun sig på min seng og siger så, at der er noget hun er nød til at fortælle mig. Jeg sætter mig ved hendes side, trækker benene op og slår armene om dem. Ganske langsomt fortæller hun, hvordan hun ved besked om, at en af mine helt nære veninders mor er blevet ramt af kræft. Ordet kræft, er på daværende tidspunkt, stadig noget uhåndgribeligt og uforståeligt. Nok ved jeg at det er en sygdom, at min egen Farfar er død af det før jeg blev født og I skolen har vi I forbindelse med et forløb om kroppen, snakket om forskellige sygdomme, hvor kræft var en af dem. Jeg ved at der nede i solcentret er begyndt at hænge plakater omkring solbeskyttelse og at der i Tyskland er nogle skræmmende billeder på deres cigaretpakker.

Min Mor fortæller mig, at kræft desværre er en rigtig hård og forfærdelig sygdom og at man yderligere kan blive endnu mere syg, af al den medicin, som lægerne skal bruge for at fjerne den. Sammen sidder vi, jeg spørger lidt ind til det hele men ret hurtigt lærer jeg, at kræft ofte også handler om en stor mængde uvished, en grusom og pinefuld uvished.

Næste dag går jeg i skole. I min mave ligger en lille sort kugle, den har ikke glatte overflader, men er instedet kantet. Alligevel er den kugleformet og slynger sig rundt, så jeg får ondt i maven. Min veninde kommer ikke til første time, heller ikke til anden, men efter ti pausen ser jeg hende ude i skolegården. Hendes hår er brunt, kruset og smør sig om hendes kønne ansigt. Hun har de dejligste øjne, som jeg altid har syntes lignede et dådyrs. Hun er en god veninde, kærlig, lattermild, fuld af fis og et til tider stort temperament. Hun er en stærk pige og har en sangstemme så smuk, at når hun synger, så er det næsten så ens eget hjertet græder.  Hun retter lidt på tasken og kender man hende, så ved man, at hun er eftertænksom. Jeg kender eftertænksomheden hos hende, alt for godt, både fra når vi sidder i matematiktimerne og synes det hele er noget værre vås, til når vi har haft et dumt skænderi og ingen af os helt ved hvad det handlede om. Jeg går hende i møde og smiler kejtet.
Hvad fanden skal man sige?

På mange måder, har min egen fars død, bragt noget godt med sig. Jeg ville selvfølgelig til hver en tid, heller have haft en far – men alligevel så ved jeg, at det og have mistet har gjort, at jeg har kunne tage, de til tider lidt hårde snakke. Vi når ikke at sige så meget, jeg tager hende blot i hånden og sammen fletter vi fingre. Vores lærer kommer ind, den næste time skal til at begynde. Han smiler blot og siger så ”Hvis du har lyst, må du gerne tage Christina med dig og snakke lidt, det her er ikke vigtigt”. For første gang i skolen historie, er tysk ikke vigtigt – ja alt er faktisk ligegyldigt nu. Vi går ned af den tomme skolegang og stopper så. Jeg ved det godt, ved godt at det kommer, at hun skal til at sige det. Hun slipper min hånd og vrider sig så lidt. “Min mor har fået kræft.” Hun er stille, mens hendes øjne fyldes med tåre og underkæben sitre. Jeg slår armene om hende, tænker et kort sekund, at det er godt jeg endelig er blevet lige så høj som hende, for nu kan jeg endelig favne hende ordenligt. Vi står længe og bare holder om hinanden, mens vi græder. Efter noget tid hvisker jeg til hende “Det er noget værre lort.” Så trækker vi os fra hinanden, smiler på den måde man nu gør, når det hele faktisk bare er rigtig trist. Vi sætter os op af en radiator og sammen sidder vi bare, med vores fingre flettet. Vi snakker om vind og vejr, om hvordan hun selv har fået beskeden om hendes mors sygdom og om den forbandet uvished der nu fylder.

Da jeg kommer hjem fra skole, bliver tasken kastet hårdt ind i væggen. Det giver et ordentlig dunk idet den rammer, for så at falde til jorden. Hurtigt finder jeg en cd frem, kaster dets hylster fra mig, smider skiven på ghettoblasteren og skruer op. Jeg åbner hurtigt mine jeans, får sparket dem af mig, finde silke boksershortsene frem og synker så sammen på gulvet.

Da jeg rejser mig, er shortsene, med den ellers så glade Pink Panter fyldte med, hvad der kunne være regndryp. Jeg er restløs, vred og ked af det . Kuglen i maven fra i morges, har vokset sig meget større og dens kanter river i mit indre. Ude fra entréen kan jeg høre min mor er kommet hjem. Stille går jeg op ad gangen, ud til køkkenet. Hun når ikke engang at sige noget, før jeg hænger om hendes hals. Sådan står vi, mens jeg lader snot og tåre blande sig ind i hendes tørklæde. “Kom hun i skole?” Spørger min mor stille, jeg nikker mens jeg stadig har hovedet gemt i hendes tørklæde. “Fik du talt med hende?” Nikker igen og trækker mig så væk – “Men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, intet er jo godt nok“. Tårerne pibler frem, mens jeg vrider mine hænder. “Nej – men måske handler det ikke så meget om hvad du skal sige, men mere hvad du gør og at du lader hende vide at du er der.” Jeg smager på ordnerne, nikker så, men mærker stadig hvordan klumpen i maven vokser. “Men Mor” siger jeg, helt stille, velvidende om, at mine ord omhandler det værst tænkelige, ”Hvad hvis nu at hun dør?” Min mor slår armene om mig, mens hun stille hvisker “Det ved jeg virkelig ikke.”

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer : Del I

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.
I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.

getimage-ashx_

Mit første møde med kræften

 

Jeg kommer til verden en kold februar morgen i 1989. Tilstede ved min fødsel er min elskede mor og min far. Det bliver hurtigt understreget at jeg er en lille pige og fotografierne fra fortiden, illustrere så fint, de stolte smil og glæden over et lille nyt liv. Jeg lærer ord og titler på folk omkring mig. Mor, Far, Bror, Mormor, Morfar, Farmor og mange flere. Jeg lærer også at sige Farfar, dog ikke til et egentlig menneske, men som et led i en beskrivelse af, at min farfar er i himmelen, fordi han er død. Han er død af kræft.

Som årerne går, indfinder der sig små traditioner og da min far dør, så bar særligt julen tradition for, at min mor, bror og jeg besøgte kirkegården med familiegravstedet. Her husker jeg hvordan vi  studeret alle de mange fine små “haver”, kun adskilt af den lille hæk og med et underlag udgjort af perlegrus eller anden form for småsten. Jeg husker hvordan jeg samlede særligt de hvide sten og  lavede små hjerter ved min egens Fars gravsted og nogle gange også ved min Farfars. Jeg husker at jeg som barn ikke helt forstod og at jeg syntes min Farmors bryllupsbillede var flot og alligevel også lidt specielt, for på billedet med min søde farmor, var der en mand jeg aldrig havde mødt.

Idag ved jeg mere om hvem min Farfar var og jeg kan huske fine beretninger fra min Farmor om hvad der var hendes livs store kærlighed. Jeg ved fra min mor, hvordan min Farfar var som Svigerfar og jeg er blevet fortalt hvordan hele hans sygdomsforløb var intet mindre end forfærdeligt. Jeg ved at min Mor oplevede og så hvordan sorgen ramte hele min Fars familie og jeg ved, at den dag han døde, så døde min Fars og hans søskendes Far, min Farmors Mand, nogens ven, kollega og ja i bund og grund også hvad der skulle have været min Farfar en dag.
Jeg ville ønske jeg vidste mere, at jeg havde kendt og haft en Farfar. Jeg ville ønske at jeg havde kunne have brugt ordet Farfar på den måde titelnavne skal bruges og jeg ville ønske, at min Fars familie aldrig skulle have mistet en så elsket og vigtig person. Jeg tror, at meget ville have været helt anderledes hvis han stadig havde været her på jorden.
– Hvil I fred Farfar
Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina
Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Hun sagde ikke stop!

sand skov

Solen skinner, rundt omkring i træerne kvidre fuglene og sandet er endelig blevet tørt nok til at sandkagerne kan glasere med sisand. Bænkene rundt om sandkassen, er indtaget af solhungrende kaffedrikkende forældre, hvis øjne er skjult bag tonet glas. Nogle af dem snakker, med hvad der må være deres partner, som enten sidder ved deres side, eller hænger i røret. Andre igen med deres veninder, som sikkert har jævnaldrende børn og nu nyder lidt “mor tid” mens deres yngel leger sammen. Selv sidder jeg i sandkassen, i ny og næh lader jeg mine fingre kører igennem sandet, som var det en rive, til trods for jeg godt ved at det her sikkert er nabolagets største kattebakke, så skænker jeg det ikke en tanke, i hvert falde ikke lige nu.

Carl, min yngste, forsøger af sætte lyd til den bil der kører rundt i sandet. Lyderne lyder mest som små host, men igen – nogle biler hakker altid mere end andre.
Min ældste, Aksel, løber rundt ved legetårnet sammen med et andet barn. Til trods for hans til tider generte sind, så finder han altid nogle at lege med, når vi er ude blandt andre børn. I dag er det en yndig rødhåret pige. Taget i betrækning af hendes højde, hurtige bevægelser og sprog, må hun ligesom Aksel være omkring de 5, måske 6 år og skoleklar. De leger at de er ridder og sandet er lava, dødsens farligt. Solens stråler reflekteres i Aksels skinnende hår og hans øjne tindre af glæde og opstemmelse over den leg han er en del af. Jeg smiler ved mig selv og retter igen blikket imod Carls og min bilbane i sandet. Hans lyde tager for alvor form og nu lyder de efterhånden som en brummen.

Jeg kan fortsat høre Aksel og pigens leg bag mig, men den har ændret tone, den er blevet mere irritabel og de begynder at hakke og tale højt til hinanden. Jeg retter igen blikket mod dem og iagttager deres leg. Ganske rigtigt, legen er ved at køre af sporet og hvor der før var et smil på pigens læber, er der nu en sammentrækning ved hendes øjenbryn. Hun siger ikke noget, men hun har kastet hvad der før var sværd og skjold, skovlen og sien ned fra legetårnet og kigger mut ned i jorden mens armene og hovedet virker tungt. Maven er skubbet lidt frem og det samme gælder kæben, i er kort sekund ligner hun den yndige betuttet pige fra de klassiske Skagensmalerier. Fra før at være fuld af ord, er hun nu stille og betuttet. Aksel er stadig fuld af iver og har tydeligvis ikke opfanget pigens signaler. Jeg rejser mig hurtigt fra sandet og begiver mig hen mod legetårnet, men inden jeg når frem har han taget fat i pigens arm, i håb om at genoptage legen, uvidende omkring, at pigen er “tjekket ud” og ikke længere vil lege riddere. Hun begynder at klynke, da Aksel holder fast. “Aksel du skal være sød at slippe hende, hun kan ikke lide det” Pigen ser forskrækket op og forsøger at hive sin arm til sig. “Jamen mor, vi leger bare?!” Aksel er tydeligvis forvirret og også lidt vred, i hans verden leger de jo bare. “Jeg ved godt i leger” siger jeg, mens jeg kravler op i tårnet til dem, så lægger jeg min hånd på Aksels og han slipper sit tag i pigen, hun sætter sig ned på jorden og trækker benene op under sig. “Men jeg tror ikke pigen vil lege mere?” Jeg smiler sødt til pigen og dernæst Aksel, mine ord får ham til at lægge hovedet på skrå og pigen tilkendegiver et lille nik. “Men hun sagde ikke legen var slut, hun sagde ikke stop Mor?” Aksel er tydeligvis ubehagelig tilpas og såret, en god leg er slut og det er da også rigtig trist. “Nej skat, men jeg tror hun prøvede alligevel, hun stoppede i hvert falde med at lege men uden at sige det.” Aksel kigger på pigen, så ned på skovlen og sien, som for kort tid siden var sværd og skjold, så kigger han igen på mig, han tænker så det knager, det er helt tydligt. “Hun smed sit sværd” siger han, jeg nikker og smiler mens jeg stryger en tot hår væk fra hans øjne. “Tror du hun vil lege mere nu Aksel?” Spørger jeg så, mens jeg først kigger på ham og dernæst pigen. Pigen rykker lidt på sig og vrider nervøst på sine hænder. I baggrunden kan jeg se hendes kaffedrikkende mor har rejst sig og nu også er på vej mod tårnet, jeg smiler beroligende til hende. “Det ved jeg ikke?” siger Aksel så, jeg gnider ham på ryggen og kigger så undersøgende på ham “Hvordan vil du finde ud af om hun vil lege mere Aksel?” Han klør sig let i nakken og smiler så genert inden han begynder at pille ved sin jakkes lynlås.. “Øhmm jeg kunne...” Så kigger han på mig og ned på pigen. “vil du lege mere?” Pigen kigger ned og hvisker så, helt stille “nej” Aksel kigger lidt fortvivlet rundt og jeg giver ham et støttende klem, det var virkelig også en god leg. Så visker pigen “men jeg vil gerne lege købmand nede i legehuset” så kravler pigen ned og går hen mod et af de farverige legehuse. Aksel sidder lidt afventende tilbage, men trækker så på skulderne og hopper så ned i sandet for at løbe hen til pigen og sammen starter de en helt ny leg.

I sidste uge blev flere unge mænd frikendt i af have forgrebet sig på en ung kvinde. Kvinden var stærkt påvirket af alkohol og syg af insulinmangel, begrundelsen til frikendelsen lyder at “hun brude kunne sige nej.”

Vi har alle en stemme!
klPå torsdag, d. 28 april, vil der landet over afholdes demonstrationer med fokus på at det ALDRIG er din skyld og et ønske om større retfærdighed for voldtægtsofre.

For mere information gå til Facebooksiden  #AldrigDinSkyld

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina
Kvinde, kone, mor, medsøster .

IMG_3131
Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

She has left the building

image

Det er efterår, tempoet er højt, forelæsningerne kedelige, timerne i døgnet for få og sorgen i hjertet for stor. Som en mus i et trædehjul piler jeg afsted, hurtigere og hurtigere, mens blodet pumper i tindingerne og luften aldrig finder vejen helt til bund. Det kom snigende, tikkende, lige der over højre øje og trak sig så hen over panden, over hovedet og ned i nakken. Alverdens vand, luft og panodil afhjælp ikke og en aften hvor tonerne gik højt, begynder det at dunke, sådan helt inderligt dunken. Inden jeg ved af det, ligger jeg på badeværeslet og tømmer maven for al dens indhold mens det sortner for mine øjne. Da jeg delvist har genvundet kontrollen kommer jeg med lidt hjælp ind i seng. Selvom det nu er meget normalt det lige løber lidt fra mundvigen, inden jeg falder hen, så starter løberiet allerede mens jeg er lysvågen. Kinden er tungere end normalt og hovedet brager stadig løs, som blev det hold technofest på først sal. 1,5 time senere sidder jeg på Frederiksberg hospital. Lægen har givet mig noget kraftig smertestillende og lidt beroligende samt en anbefaling om ro og slukket lys. Jeg har haft mit livs første migræne anfald.

Siden dengang for lidt over 6 år siden, har jeg jævnt set haft et om året, nogle større end andre. Jeg har lært dem at kende og måske er de ikke helt så klassiske migræne agtige men de er mere en rigelige for mig. De komme ofte når det hele går lidt stærkt, til trods for jeg elsker fart og er god til at navigere i denne her fart, så er der en bestemt type fart jeg fortsat ikke mestre, den inderste emotionelle. Når noget i mit inderste pludselig springer frem eller ligefrem står af.

Nogle vil måske beskrive dem selv og deres inderste forhold, som et kinesisk æske system, men jeg, jeg er en “jeg gør, tænker og føler type”. Bær hjertet udenpå og forsøger at tænke i postive baner og snakke om det der rør sig. Det har sine udfordringer, eftersom et manglende skjold tit giver lidt flere knubs og knubsene så efterlader en mangel på positivisme.

Jeg kunne godt mærke mine handlinger var blevet lidt mekaniske og blikket i spejlet manglet det der spil jeg ellers altid ved jeg kan finde. Spillet, lysten og drivet til mer’, flere udfordringer, mere kærlighed og latter. Det var bare som om alt var slukket og jeg ikke helt viste om jeg gad finde kontakten. En ting er at forsøge at genfinde, en anden sag er det sørme hvis energien, lysten og troen er væk. Så hvad gør man så, når hovedet det begynder at dunke, lysten ude af syne og livet i overhalingsbanen ikke bare lige kan stoppes. Jeg ved det fortsat ikke helt og den dag jeg finder opskriften bliver jeg nok mange millionær. For en lille orientering, hos venner, i samfundsdebatten og hos generationen før mig, så er det formentligt et lod her i livet. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge fra, sortere i alt det jeg har hænderne i. Det er bare så pokkers svært. Istedet har jeg små lister. Lister hvorpå mit livs indhold figurer og dertil en prioritering. Denne prioritering minder mig om den der lyst og minder mig om mindre vigtige ting også hjælper det mig til at melde fra. Fra så hovedepinen kun forbliver lettere forstyrrerende og ikke alt overtagende. Så kan jeg få roen og derved skabes plads til den inderlige lyst.

Tak fordi du vil læse med.
Kærlig Hilsen Christina

At kaste et blik tilbage over skulderen …

2a0hoxu7cz2nq7mb

Der findes efterhånden alle mulige smarte apps og påmindingstjenester, som kan vise hvad vi foretog os dagen i går, x antal uger siden og ja selvfølgelig sidste, forrige og året før det. Det lægger til menneskets natur at gøre status, da vi derigennem skaber muligheden for at videreudvikle os eller sågar lægge hele kursen om. Det er da noget at vide, at der i ur tidernes morgen har siddet en eller anden kvinde, iført datidens højeste mode og så tænkt : Jeg er for mager. Okay, dengang åd vor forfædre sig ikke halvt ihjel pga. af fejringen af guds søn og de spenderet heller ikke al deres kobber, velvidende om at lige om lidt eller efter de der ædegilder, så ville geden eller i hvertfalde dens skind være sat ned med minimum 50%. Den slags problemer havde man bare ikke : I stedet reageret de helt basale problematikker, hulekonstruktioner, hvorledes fedtdepoterne kunne bibeholdes eller genopfyldes osv.
Hvor vil jeg så hen med alt dette huleborer snak?

Hvis vi som mennesker instinktivt er designet til at gøre status, foretage en evaluering af egen praksis, hvilket grundlag gøres det så på? På hvilket grundlag var det jeg lavede et nytårsforsæt om at kunne stå på hænder eller læse Tolkens ”Ringenes Herre” i 2015. Jeg ved det simpelthen ikke. Nok blev året 2015 ikke året hvor jeg fik læst en af vor tids mest populære triologier, til gengæld opdagede jeg ham der MacDreamy i Grey’s Hvide Verden og det har på mange måder beriget mit sofaliv og skabt utallige overspringshandlinger. Måske var påbegyndelsen af en serie på hele 11 sæsoner midt i eksamenstiden ikke det klogeste træk, men okay, så evaluere vi da bare lidt på det og måske gør det, at året 2016 må indeholde en lidt mere skematis planlægning af de der overspringshandlinger.

Særligt den skematiske planlægning har fyldt en del i det forgangene år. Og specielt efter jeg påbegyndte kandidatstudiet Pædagogisk Sociologi. Jeg troede bestemt ikke på den mulighed og tænkte at jeg med lidt snilde måske kunne tilluske mig en plads på ”Et-Eller-Andet-Med-Mennesker-Studie”. I stedet blev året 2015 mit år. Året hvor jeg ved højlys dag fik deldelt en plads på drømmestudiet og samtidigt i fremtiden eller ihvertfalde de næste to år, skal stå på mål for spørgsmålet ”Hvad kan du så blive?”. Lige nu ved jeg det ikke eller jeg ved ikke hvad jeg vil være, men mon ikke det kan kaste et lille forsæt af sig ved udgangen af 2016? Hver ting til sin tid, skemalagte tid..

Som en del af en moderne børnefamilie, med to kandidat studier, en ciderproduktion, et barn i helholdsvis vuggestue og børnehave også ja krydret med miniput fodbold, rytmik-Grete, løbe og fitnesstræning, familiemiddage, dansesko, én – tó – tré nogle gange firé flakser vin og meget mere, så kan de 24 timer døgnet har at byde på gode gå lidt for stærkt. Jeg har igennem året 2015 fundet en helt speciel form for ro, nemlig roen i egen krop og sind. Nuvel vil jeg nok altid være en lille smugle ADHD / Autistisk præget men det er nu engang et karaktertræk ligesom behovet for sikring af mine medmenneskers ve og vel er ´okay?´.

Året 2015 var året hvor jeg igen nåede i mål og endnu længere vægtmæssigt, året hvor jeg satte personlig rekorder med løbeskoene på fødderne. 2015 var året hvor jeg desværre måtte se min store dreng indrulles i gips ikke bare én men tó gange og året hvor jeg holdte ham i hånden mens en læge vævende førte en tråd op og ned 12 gange i hans smukke pande. 2015 var året hvor min mand og jeg for alvor lærte at stå ryg mod ryg, i medgang og modgang, året hvor Carl sagde ”Jeg elsker dig hele vejen til måden og tilbage igen” og et år hvor jeg igen befandt mig i situationer som gør mig i stand til at kende forskel på godt og ondt, lykke, sorg, vrede og frygt. På mange måder var året 2015 et helt unikt år, mere unikt end de andre 26 jeg nu har levet, det ved jeg som sådan ikke, men det var og er et år jeg er stolt af. Et år hvor jeg har og kan mærke jeg levede i og det er med sikkerhed et af ønskerne for året 2016, at jeg vil og kan fortsætte med dette.

Men en tradition tro, så er der da også nogle helt specifikke mål for året 2016.
Jeg ønsker at blive fysisk stærkere i 2016 og fortsat holde mig på mit vægtmæssige spor, derfor vil året byde på flere større og mindre præstationer, blandt andet:

Mit første trail løb : North Coast Ultra, 19 marts 2016.
Mit andet maraton : Copenhagen Marathon, 22 maj 2016.
Endnu et halvmarathon til samlingen : Copenhagen Half Marathon, 18 september 2016.

Samtidigt ønsker jeg at viderebygge min faglige viden på studiet og hos mit job som frivillig hos Børns Vilkår men året 2016 skal også være året hvor jeg finder tiden til et rigtig (betalt) studiejob.

Som sådan er det ikke de helt store nytårsforsæt men det betyder jo ikke at tankerne omkring det nye år ikke er det. Har bare generelt den indstilling, at hvis man ikke tror på målet så spiller man sin tid. Så selvom jeg eksempelvis gerne ville tage det forbandet kørerkort (som jeg fik i gavekort som 18-årig) så tvivler jeg altså lidt på at 2016 bliver året, men min mand har vel lov at håbe… OG når nu vi er ved min kære Hr. Mand, så er vor fælles nytårsforsæt at vi skal på en lille weekend tur, det er lige hvad Lolareglen og økonomien tillader. Ellers håber og tror jeg på at året 2016 bliver et år med masser af kys, kram, latter, løbeture, tomme vinflasker, hårde eksamensperioder, temapræget børnefødselsdage og en masse masse andet, nemlig alt det der tilsammen udgør et helt vidunderligt liv.

Jeg vil sige jer tak for jeres følgeskab, tak fordi I vil læse med og tak for jeres søde kommentarer. Flere af jer har spurgt om jeg er okay, når nu der er lidt stilstand her på bloggen og ja, det er jeg skam, jeg er blot underlagt af en af de hårde eksamensperiode.

Til slut vil jeg ønske jer en rigtig god og tryg nytårsaften : Må I komme godt ind i 2016.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet