Mad og mennesket

img_4259

Det er sjovt der der med mad, det er et fællesmenneskelig behov, noget identificerbart for os alle og med tiden blevet en utrolig individuel sag.

Hvorfor det er blevet således handler om alt fra kultur, sociologisk, pædagogisk og ikke mindst politisk indflydelse. Det er fortsat ikke ret mange år siden videnskaben begyndte at påpege kost og sundhed hang sammen. Derigennem er vi på mange måder er vi blevet nogen egoistiske tosser, når det kommer til det enkelte måltid. Allergier spiller lovligt ind men idag er det ikke længere uhyrt at sige nej tak til kage eller flødesovsen, fordi maven eller vægten ikke har godt af det. Idag er mad ofte ikke længere styret af de lystbetonet behov men i højere grad af de faktuelle og rationelle valg.

Et sted hvor jeg virkelig kan mærke mit eget behov for ‘kontrol’ over mad, er når jeg fratages alle mine normale vaner, tilberedningsformer og ikke mindst frie valg. Et sted hvor det sker, er på et hospital… Jeg er dybt taknemlig for at bo i et land med god og fri behandling, det gør dog ondt at se og opleve personalet løber så hurtigt som de gør. Det gælder på både de somatiske men os psykiatriske afdelinger.

Dengang jeg var indlagt på psyk, der var maden på mange måder min fjende og mit faste holdepunkt. Da jeg blev syg, forsvandt al appetit og vægten styrtdykkede. Derudover kom jeg i antidepressiv medicinsk behandling, som ofte er kendetegnet ved at man tager på. Dengang overlægen fortalte mig om min behandling, så faldt jeg næsten ned af stolen, jeg har tidligere skrevet om mine tanker og følelser omkring antidepressiv behandling som du kan læse om HER. Da jeg derudover fik beskeden om bivirkningen omkring vægtøgning, så var jeg liiidt ekstra nervøs. Et par ekstra kilo på sidebenene skulle selvfølgelig ikke stå i vejen for at jeg kom ud af min depression, men ret skal være ret, jeg trives ikke med ekstra kilo på sidebenene og når jeg ikke trives, går det i humøret og derfra skabes en ond cirkel, da mit humør ofte påvirker mit indtage og præferencer af fødevare.

Jeg tror ikke det er et enestående problem. Måske derfor trøstespisning er et fænomen? Måske os derfor at diverse kurer indeholder en cheatday mm. Jeg tror bare ikke på det ! Jeg vil hverken belønne eller straffe mig selv med mad, istedet vil jeg gerne sikre at min krop og mine behov imødekommes, med det for øje at jeg hele tiden har en bevidsthed omkring hvorfor og hvad jeg spiser. Hvis jeg spiser slik, spiser jeg slik fordi jeg gerne vil det og ikke fordi jeg godt må, eller fordi jeg lige synder lidt.

Men for at komme tilbage til hele grundtanken med dette indlæg, så vil jeg gerne have jer med tilbage til min indlæggelse på psyk. Velvidende om den medicinske bivirkning og manglende appetit, forsøgte jeg at gribe fat i det jeg kendte og ikke mindst udnytte patientkøkkenet på afdelingen. Derfor blev jeg kendt som hende tossen der stegte røde bøffer og asparges i en gryde. På en hylde i garderobeskabet lå der nødder, rosiner, tun på dåse og diverse sundere snackbarer. Ikke fordi jeg ønskede at tabe mig, men fordi jeg simpelthen ikke kunne overkomme et rigtig måltid. Samtidigt med dette løb jeg hver dag og brugte minimum en time i motionsrummet på afdelingen, dels for at arbejde med min hvertrækning under angstanfald og for mig at få de mørke tanker på afstand.

På en afdeling, hvor man er indlagt, for henholdsvis somatisk og psykiatrisk sygdom, så er der en madvogn. En lille mini buffet om man vil. Jeg taler udelukkende er erfaringer fra Frederiksberg Hospital, en del af Region Hovedstadens hospitaler, som ikke er med i Christian Blitz madprojekt eller lignende. Tror vitterligt ikke han vil sætte sit navn der, så hellere en kop i stentøj? Indlægget her har ikke direkte til formål at brokke sig over maden, jeg kan dog undre mig over den manglende forståelse for tallerken modeller og ikke mindst behovet for smagfuldt mad.

En stor problematik på den psykiatriske afdeling var dog, at maden vi fik var lavet til somatisk syge patienter og derved var den ofte lidt federe end ellers. På de psykiatriske afdelinger er patenterne ofte i en medicinsk behandling eller i en tilstand, som gør at deres indtag af mad stiger og når det stiger, så stiger vægten og Wau, nu er vi over i den onde cirkel igen.

Da jeg så igår blev indlagt på en medicinsk akutafdeling fordi mine lunger efter knap 3 ugers sygdom fortsat lyder som Hr. Mands MoccaMaster, så blev jeg ramt af alt for mange flashbacks. Alt fra alarmere der bipper til industri servicen og lugten af jod og sprit. Da jeg tilbydes mad, vælger jeg suppen, frem for leverpostej med skyr eller spejedreng med rå løg og til aften blev det kogte gulerødder og et lille stykke spinattærte. Portionerne lignende fuldstændig dem fra min tidligere indlæggelse hvor jeg efter 9 uger kom madplanerne igennem hele to gange. Kan desværre konstatere at de mere eller mindre fortsat er de samme. Igår aftes fik jeg så en rigtig sød læge som forstod at jeg rigtig gerne ville sove hjemme, således at mine børn ikke opdagede at jeg var indlagt (igen). Min tur på tankehospitalet for et år siden, er lige så stille ved at glide i baggrunden, men jeg ved at særligt Aksel stadig gør sig en del tanker om dengang mor blev rundtosset og syg i tankerne. Derfor fik jeg lov til at komme hjem således at jeg kunne spise morgenmad med mine børn og pænt komme tilbage til afdelingen igen næste morgen .

img_4273

Det gav mig os muligheden for lige at finde en del af det mad frem som jeg foretrækker og har brug for.
For mig er mad mange ting, mest af alt et biologisk behov der skal imødekommes. Mad er for mig også en måde at give sin krop en masse vigtige vitaminer og ikke mindst en understøttelse til hvad man nu end måtte have brug for. Som kvinde og løber skal jeg bruge masser af jern. Som tidligere depressionsramt sørger jeg for at de mere (hvedemæssige)hvide fødevaregrupper i sjældenhed optræder på min tallerken, da de ifølge forskning har en nedbrydende effekt på de signalstoffer som er “lykkefremkaldende” og som oftest er udslettes under en depression. Derudover så forsøger jeg igennem min kost at spise mig selv, psykisk såvel som fysisk glad .

Hvilket jeg desværre ikke føler at “hospitalsmad” gør, tværtimod.
Derudover så bliver jeg aldrig god til at sætte mig med en bakke i sengen og spise med mad på en plastik bakke. Derigennem føler jeg simpelthen at alt for meget af mine personlige træk frarøves. Måske derfor jeg ikke bryder mig om alt fra hospitalstøj til mad, jeg har brug for mig selv og min person, os selvom jeg hiver efter vejret.
Erving Goffman kalder alt det jeg omtaler for identitetsudstyr og ja, på mange måder er jeg glad for jeg endelig ved hvad det er og hvem jeg er, istedet for hele tiden at føle mig “forkert” eller sygeliggjort fordi jeg kender mig selv om mine egne præferencer, os i forhold til mad. Det kan den gammeldaws sygepleje nemlig ret hurtigt komme til at gøre. Sandheden er bare en helt anden.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Mig og Mit understel

fullsizerender-9

Hvis jeg finder min bog “kvinde kend din krop” frem, hvad der ifølge min mor er enhver kvindes “bibel” – eller det sagde hun dengang jeg fik den i 13 års fødselsdagsgave, en teenagers drømmegave … men okay, af min bedste veninde fik jeg en tarvelig dildo, som skulle repræsentere mit forstående vilde teenageliv. Hvis jeg tager den frem, altså bogen, hvad der engang var banebrydende litteratur om kvindens krop og hendes seksualitet, så står der så fint skrevet, hvor vigtigt det er at kvinden passer på sig selv og hendes vegina. Ordet vegina synes jeg er lidt “mærkeligt” og “upersonligt” og funktionsordet tissekone synes jeg kun er forbeholdt de endnu ikke er seksuelle oplyste individer. Jeg har aldrig rigtigt givet mig og ‘min’ et navn, måske fordi mig og ‘min’ er mig. En store del af mig.

Igennem tiden har jeg oplevet lidt af hvert og altid har jeg skulle vise hensyn og omsorg for mig og ‘min’. Jeg har skulle lærer mig selv at kende og det har blandt andet krævet et fascineret blik i spejlet og mange samtaler med en tæt veninde og ikke mindst en pornofilm eller to. Alt dette skete før jeg for alvor kunne forstå hvem og hvad jeg var, når det kom til mig og mine præferencer og lyster. Samtidig med denne udvikling sikrede mit hoved mig, at jeg passede på, tog ansvar og nogen gange takkede nej – af ren og skær sikkerhed. Det var også hovedet der en dag sagde højt “p-piller og gynækolog tak” og da jeg lå der med benene i bøjlerne, for alle første gang, og på alle måder forsøgte at gøre mig tung i understellet, så var det hovedet der sagde “du gør det rigtige og det ansvarlige“. Jeg har altid fundet mennesket seksualitet og nydelse, dyrkelse og præferencer utroligt spændende og jeg kan også godt lide sikkerhed. Sex og sikkerhed går i høj grad hånd i hånd og sikkerheden omkring sex spænder bredt op, som et stift lem i et par cowboybukser. Sikkerhed er for mig alt fra hvem man dyrker sex med, til beskyttelse omkring det man ikke kan se eller vil se, uden selv at have indflydelse, eksempelvis to streger på en graviditetstest eller noget så sexet som en kønssygdom.

Selvom jeg Idag har fået 2 børn og dertilhørende x antal gynækologiske tjek, så har noget ændret sig i forhold til mig og ‘min’. Jeg kan ikke længere gå til min egen læge og få lavet mine rutinetjek. Simpelthen fordi mig og ‘min’ for 3 år siden var igennem et “overgreb”. Det var et overgreb jeg indvilligede i pga. sikkerhed og ønsket om at tage hånd om mig og ‘min’s sundhed . Det var et overgreb som indebar lugten af brændt kød, blod, smerte, tårer og en sygeplejerske som holdte mig trofast i hånden og pænt fortalte mig om vind og vejr. For 3 år siden fik jeg nemlig mit første og på nuværende tidspunkt eneste keglesnit. Lige siden den dag, har de gynækologiske tjek været som at springe fra 10 meter vippen, mens mit inderste bliver revet i tusind stykker. Ikke fordi det gør fysisk ondt, men psykisk brænder jeg fortsat op i sorg og angst over dengang beskeden lød på “svær dysplasi i livmoderen”. Det er det som gør at hver evig eneste rutinetjek nu føles som en lang og sej kamp.

Idag får 15.000 kvinder årligt konstateret celleforandringer i livmoderen, ud af disse 15.000 kvinder får 6000 foretaget kegleoperationer, for at fjerne den type celleforandringer som er forstadiet til livmoderhalskræft. Det er triste tal og selvom en førsteplads næsten altid er super fedt, så er det desværre sådan at Danmark er det land i Norden hvor flest kvinder får konstateret livmoderhalskræft. Det er vigtigt for mig at slå fast at celleforandringer er ikke kræft, de kan være forstadiet til kræft og kan, hvis man som kvinde undersøges i tide, fjernes ved en simpelt “operation”. Celleforandringerne konstateres ved hjælp af en smear prøve og en gynækologisk undersøgelse hvor der ses på livmoderen med mikroskop.

Hvor vil jeg hen med alle disse tal og snakken om alt det under bæltestedet. Jo det skal jeg sige dig – celleforandringerne i livmoderen er nemlig slyngveninder med HPV virussen. En virus som overføres ved seksuel aktivitet, faktisk er 4 ud af 10 danskere under 30 allerede smittet og undersøgelser viser at 80% ad alle seksuel aktive i løbet af deres liv vil blive smittet med HPV en eller flere gange. HPV-vaccinationen kan forebygge op til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft, er du vaccineret?

Forleden lå jeg så der hos min fantastiske gynækolog. Hun ved om nogen hvad jeg har været igennem og hun forstår. Hun anerkender min angst og selvom tårerne ukontrolleret triller mens hun undersøger mig, så gør det ikke ondt.. kun i hjertet.. 2 dage efter mit tjek fik jeg tilsendt et svar, måske det kom så hurtigt pga. sommerferien stod for døren, eller fordi hun ved at jeg stadig er i chok over forrige omgang. Svaret lød på helt normale celler og ikke mindst med en ny tid, igen om et år.

Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at skrible et eller andet hysterisk morsom sammen om papegøjens næb og halskiggerig, men jeg kan ikke. For jeg synes bestemt ikke dette er morsomt. Jeg synes dog at det er uhyr vigtigt at man som kvinde husker at passe rigtig godt på sig selv og det indebære blandt andet at man beskytter sig og får tjekket understellet i ny og næh og sikre sig at alt kører som det skal.

stophpv-stoplivmoderhalskraeft_logo

Hvis du har lyst kan du læse om min oplevelse med konstateringen af celleforandringer og keglesnit kan du læse det i dette indlæg. Samtidigt vil jeg anbefale dig at tjekke hvornår du sidst var til “eftersyn” og ikke mindst bede dig huske din veninde, søster eller mor om at have styr på det der skal være styr på.

Du kan læse meget mere om HPV virus, celleforandringer og ikke mindst
HPV-vaccination på StopHpv.dk

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Okker Gokker, Glade Sokker

Dette indlæg er sponsoreret, men indeholder udelukkende egne holdninger til produktet.
img_1825

Drengene leger ta’ fat. Selvom vi ellers har sagt at løb indendøre er NO go’. Vi er ikke overborer til en fru. Olsen, men overborer er vi nu engang og så er vi forældre til en lille ulykkesfugl. Aksel har desværre lavet indtil flere skred i svinget og det er ikke alle styrt, som afværges lige godt. Alligevel er deres ta fat leg anderledes Idag, der er ingen uheld. Istedet løber drengene pludseligt hurtigere og deres afsæt i gulvet er lette og elegante, uden det mindste tegn på at foden er ved at skride på det glatte plankegulv. Aksel har en ny slags strømpe på og i det øjeblik bliver jeg for alvor overbevist om, at en strømpe ikke bare er en strømpe.

Aksel har grundet hans medfødte klumpfødder nedsat taktile sanser i fødderne, på trods af de fleste klumpfodsbørn ikke kan fordrage at have bare tær, så elsker han det. På mange måder minder vi meget om hinanden på det punkt. Så jeg var spændt på om han ville bryde sig om de nye strømper. Tit kan de overtales til at blive beholdt på, hvis der er en sej figur som print eller nogle fine farve. De her var simple men ultra bløde, også havde de skridsikre poter under trædepuderne, hvilket samtidigt er en god indikation for hvilken side der skal op og hvilken der skal ned.

img_1699

Vi har testet tre forskellige slags strømper fra Fuzzies Dk. Deres strømper forhandles landet over, i stort set alle børnetøjs butikker med respekt for dem selv. Strømprene, som minder meget om de klassiske hyggesokker, er her i det sommerhalvår vi går imøde, gode i gummistøvlerne eller ved morgenstunden, hvor kroppen lige så stille skal have lov til af vågne.

Selvom Aksel og Carl er brødre, så er de på mange måder hinandens dimentrale modsætninger. Hvor Aksel kan vende alting på vrangen, gå rundt dagen lang med bananfødder eller skidt på fingrene, så er Carl lige omvendt. Han hader at få noget på fingrene og kan aldrig lokkes til at arbejde med en pølsehorndej. Hvis jeg har købt en ny bluse eller anden form for tøj; så skal alle vaskemærker helst fjernes. Derudover så kan selv den blødeste trøje hurtigt krasse, så når tøjproducenter proklamere at de har lavet “bløde” beklædningsdelen, så er Carl altid en god tester.

Carl testet først Fuzzies strømper af, med skridsikre poter under, ligesom Aksel, men dutterne var lidt for markante til den lille herres halvsarte smag. Prøvede strømpen af på hånden og jeg synes altså det er ren og sker fis, men omvendt så er de scener barnet laver, når han får strømperne på, virkelige nok, så vi lagde pænt den type strømpe til siden.

De strømper der lignende hyggesokker, faldt dog i godt jord og er ligesom hos Aksel, blevet en lille erstatning for sutskoene på kolde forårsmorgner og gode at have på i gummistøvlen.

En strømpe Carl tilgengæld er helt vild med er Fuzzies dk footies. Strømprene er tæt vævet men stadig dejlige tynde, uden markante syninger også er pasformen perfekt til Carls lille smalle fod. Når nu man hverken bryder sig om hårde syninger, kradsede bomuld og skridsikre poter, kan i måsle selv gætte jer til herrens holdning til små sandkorn. Derfor er footiesne geniale i sommersandalen. Selvom kaldenderne kun viser maj, har vi allerede haft et par gode varme dage og der var Fuzzies footies tempurerrende nok til af den lille gut ikke havde halvsvedige fødder.

Så den lille remse med okker gokker, bliver med Fuzzies på fødderne, til glade sokker.

img_1832

Måske kunne du også tænke dig af teste Fuzzies strømper af på dit barn. I Såfald forhandles de landet over OG du kan prøve lykken og deltage i konkurrencen om at vinde 10 par valgfrie strømper, ved at smide en kommentar nedenunder.

img_1701

Vinderen trækkes søndag d. 28 maj klokken 21 og offentliggøres både her på bloggen
og kontaktes yderligere personligt

Vindere en fundet og det blev LOUISE, jeg kontakter dig privat. Tak for deltagelsen alle sammen.
Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Tusind tak fordi du ville læse med .
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Har du fod på dét?

I henhold til dansk lov om markedsføring og for god ordens skyld, så skal jeg gøre opmærksom på at dette indlæg indeholder reklame i form af at mine børn har testet tøjmærket Reimas forårskollektion AW17 og at billederne derfor indeholder reklame for Reima.  Anmeldelsen af deres produkter af min helt egen.
Ingen børn led overlast under test af produkterne, dog var alle mand utrolig trætte ovenpå en fantastisk Store bededagsferie ferie, hvilket dette indlæg omhandler.
 – Tak fordi du vil læse med – god læselyst.  

fullsizerender-7

I denne Store bededagsferie, har hele familien været afsted på en tur. Det var ikke en helt almindelig tur. På mange måder så var det som at være på all inklusive ferie, vi opholdte os dog kun i ’Lollo og Bernie-land’. Vi var nemlig afsted med 60 skønne unger og 24 andre voksne. Jeg havde mentalt forberedt mig på store sovesale med fællesbad og at lugten af bål skulle sidde i næsen hele weekenden. I stedet boede jeg på et værelse med eget bad og toilet, og gik jeg udenfor, så blev jeg mødt af børnelatter og unikke fællesskaber, på kryds og tværs af alder og køn.
Der duftede mest af alt af skov, hav og pastavand.
Jeg har nemlig været på mit livs første FDF lejre.

En god times kørsel fra Frederiksberg ligger Jomsborg. Det ligger ud til Isefjord og med kørselsrute over Frederikssundsbroen, som i sin opslået tilstand, snildt kan skabe en timelang forsinkelse. Selvom jeg altid har set mig som et udemenneske, med et godt gåpåmod og stor taknemmelighed for blot at være. Så måtte jeg gang på gang tabe kæben over det syn jeg blev mødt af, på denne lejre. Hele tiden var der kærlige, initiativrige og livsglade voksne mennesker, omkring alle børn. De praktiseret en form for ’tough love’, som fik en anden mor, til at fremstå som curling forældre. Alligevel så tvivler jeg ikke et sekund på, at det alle ungerne får med, ja selv de voksne, ovenpå sådan en tur – det er livgivende.

unavngivet

1

Jeg har kun været afsted i 4 dage og selvom jeg har vundet Danmarks mesterskabet i træthed og stadig føler at det summer for mine ører, pga. den konstante lyd af glade børn og voksne, som jeg har været så heldig at have været omgivet af, så er jeg glad. Jeg er glad helt ind til knoglerne. Jeg er glad fordi jeg kan mærke og se, hvilket fantastiske personlige egenskaber vi her i familien har og jeg er glad, fordi jeg ved at vi har tilegnet os en masse nye, pga. den tur. Jeg var aldrig været i tvivl om at Aksel ville have godt af at blive spejder, men om han lige skulle være grøn, blå eller FDF’er, det vidste jeg ikke. Alligevel kunne jeg se, at særligt FDF’ernes forståelse og holdning til mennesket, naturen og det at være det gik rigtig godt i hånd med vores egen værdier. Samtidigt betød det meget for mig, at Aksel kunne blive guidet, ja ledt, at nogle voksne, som havde deres værdisæt i orden. (Dermed ikke sagt at den grønne, eller blå spejder ikke har det)

fullsizerender

I dag så ikke et sekund i tvivl om at vi har valgt rigtig. Det har jeg aldrig været. Allerede fra den første gang hvor jeg leget ståtrold med en masse puslinge og tumling, til en introaften i August, så har jeg været sikker. Det har Aksel også været og da vi havde været på besøg i 1,5 time, så sagde han ”Mor, jeg vil gerne gå til det her – kan vi melde mig ind?”. Det gjorder vi og den stolthed Aksel havde dagene efter den første aften, det var til at tage og føle på. Han sov sågar med sin forbundsskjorte de første par dage og blev hver morgen skuffet over at det ikke var Onsdag. Siden den dag i august, så har glæden altid været stor over at skulle til onsdagsmøde. Når det er sagt, så var Aksel 5 år da han startede og er som person utrolig tryghedsøgende hos Mor og Far og det har vi selvfølgelig arbejdet med. Heldigvis står lederne for Aksels klasse altid klar og det kan både ses og mærkes på Aksel, at det hjælper.

I dag er min krop træt, men jeg elsker at den skriger af træthed. Det gør den dels pga. al den friske luft den har fået også fordi den er blevet rørt. Jeg har løbet langt, rundt på en masse villaveje, da vi spillede ‘Vej Risk’. Jeg har løbet rundt i en skov ved et 1 til 40 løb, jeg har fanget ”Gangstar-unger”, som skulle smugle vare. Jeg har lavet mel-sokke-kamp, jeg har spillet disc golf – jeg har leget og grinet så tårerne trillede, jeg har virkelig været igang og nydt det. Jeg har gjort det hele, sammen med en masse andre dejlige børn og voksne.

fullsizerender-4

Da jeg kiggede på Aksel og Carl, som løb rundt der, inde imellem skovens træ eller som hoppede i vandkanten eller badet, ja selv blev jeg helt sikker på, at vi er på vej i den helt rigtige retning. Den forlængede weekend har på mange måder været et detox af alt den unødvendige støj, som fylder i hverdagen. Det eneste livet i sin helhed kræver, det er at vores mentale rygsæk er fyldt med værktøjer, som gør vi kan klare os selv og sammen her i tilværelsen. Jeg elskede selv at hoppe i min striktrøje og temojakke og derfra gå ud af døren og stå midt i naturen, sammen med en masse dejlige mennesker. Jeg elskede at Aksel let som ingenting kunne stå klar i al slags vejr, ved blot at stikke fødderne i sine forårsstøvler og derfra lyne sin lækre jakke.

img_1607

fullsizerender-9

Jeg ved godt at de fleste tænker, at sætningen “der findes ikke dårlig vejr kun dårlig påklædning” er gammeldags og provokerende, men den er sand. Jeg kunne selv godt bruge lidt mere friluft-agtig tøj. Mit løbetøj er nok det mest friluft-agtige tøj jeg ejer, hvor både Aksel og Carls overtøjs garderobe gør, at de kan holde sig varme og samtidig bevæge sig i ALT slags vejr. Særligt det der med at bevæge sig ude i naturen, det er desværre en faldende tendens og det gør bare, at der ved forsøget på at bryde den kurve, skal være ekstra fokus på det der gør at man så kan være klar – parat, når man træder ud af sin hoveddør. Det betyder at man ikke kan nøjes med et Flying Tinger regnslag, men at man i stedet har åndbart og vandafvisende tøj på, som gør at den varme kroppe generere inden i og uden på, kan komme ud. Den varme gør at vi lidt bedre kan være en del af noget, en del af et fællesskab, uden de spidse albuer og kampen om “hvem kan sidde i tørvejr“.

img_1096

Der er ingen tvivl om at hele familien lige skal lande ovenpå vores fælles, første FDF lejre og når det er sagt, så glæder vi os allerede til den næste. Jeg tvivler nemlig ikke på, at alle de kompetencer og oplevelser vi kan få igennem FDF, de i sammenspil med alt det andet vi selv praktisere,  gør at vi selv og ungerne får godt fod på livet.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

fullsizerender-5

Tøjet og skoene som drengene er iført, er fra det finske tøjmærke Reima. Igennem vores tur med FDF, blev det for alvor sat på prøve i naturen og gang på gang blev jeg forbløffet over hvor godt og slidstærkt tøjet var. Særligt deres nye støvler, som dels er vandtætte og kan vaske i maskinen når behovet er, de tog fusen på mig. Da Carl soppede med støvler på, kom han tilbage men dejlige lun e fødder, som hverken havde det for varmt eller for koldt og som heller ikke var blevet våd af at have stået ved den smukke fjord bred.

Vores test af Reima udleder en kæmpe 6 stjernet anbefaling herfra !
Tøj og sko, kan købes på Tøjet kan købes på Reima.dk

 

 

 

 

Hvad nu hvis?

img_0516

Forleden løb jeg et løb, et løb i en hovedestad, som dufter af grillet pølser, solidt bagværk og som giver lækre toner i ens ører.

Jeg var nervøs, tenderende bange til tider, for byen har været ramt af grufuldheder. Det var på mange måder ikke noget, jeg, som turist bemærket og alligevel var mine føler konstant ude.
Hvad enten jeg gik, stod eller løb.

Man tænker jo ikke at bilen i den sideliggende vejbane, pludselig drejer af og ind på fortorvet?
Man tænker jo ikke, at man i den folkemængde man står i, er i en sårbar position.
Jeg tænkte det ikke, fordi jeg ikke ville.

Da jeg ankommer til løbsområdet, hvor løbet starter og slutter, bliver jeg kropsvisiteret. Min taske bliver gennemtjekket også skal jeg fremvise mit armbånd. Armbåndet som alle løber får på og som sikre at det kun er løber som for adgang til pladsen. Jeg ved ikke om hypotesen om at en teorist ikke vil bruge penge på et løbenummer holder? Jeg ved det ikke – jeg ved blot at det er sølle mennekser, som i deres egen overbevisning mener at have ret til at gøre andre ondt.
Jeg ved det ikke handler om religion, hudfarve eller modersmål. Det handler simpelthen om noget helt helt andet.

Mens jeg løber der på vejen, ser jeg kampklædt politi. Selv har jeg ikke musik i ørerne, dels grundet behovet for at træne rigtige løb uden musik også fordi løbs arrangørerne har meldt ud, at musik ikke er tilladt. Det handler om sikkerhed, løberne imellem og ja måske også på et højere plan.

Jeg løb mit løb og jeg kom i mål og mens jeg stod der og ventede på min mor skulle passere målstregen, så følte jeg mig sårbar. Ikke fordi mine muskler var ømme og løbetøjet vådt, ikke fordi jeg havde et bankende hjerte ovenpå min nye PR tid. Jeg var sårbar, fordi jeg befandt mig en en tæt pakket menneskemængde og hvis et ussel menneske ville det, ville jeg være et ud af mange nemme ofre.

Jeg kunne selvfølgelig havde ladet vær med at løbe det løb i Berlin.
Jeg kunne selvfølgelig blive derhjemme, løbe mine ture langt væk fra store menneskemængder og kørertøjer.
Jeg kunne selvfølgelig holde mine børn og mig selv indenfor.
Jeg kunne selvfølgelig give op og lade frygten vinde over mig.
Men hvad nytter det ?
Hvem vinder så?
– De usle mennekser….

Teorisme er desværre et kendt ord og af forfærdelige årsager. Gang på gang har vi set, hørt og oplevet umenneskelig handlinger mod uskyldige…
Og gang på gang rammes jeg selv på min sårbarhed, på min frygt, min angst for hvilken verden det er vi lever i og ikke mindst hvad er det for et sted mine børn skal vokse op. Hvilken ondskab skal de kende til og hvordan?
Kan vi “nøjes” med at skulle tænde lys, ligge blomster og vinke til de kampklædte politibetjente, eller skal vi overmandes af frygten for, hvad nu hvis?

Jeg ved det faktisk ikke…
– Gør du ?

Mine tanker går til Sverige

Kærlig Hilsen Christina

Tal nu ordentligt

Jeg er ikke så god til, når folk (vi) ikke taler ordentligt til hinanden, at jeg tit og ofte taler utrolig grimt til mig selv, det er en helt anden snak. At tale ordentligt, betyder i min optik ikke, at man ikke må være kritiske overfor hinanden og stille spørgsmål, faktisk synes jeg det er helt forkert, hvis vi ikke gør det? Det hele kunne meget vel blive sådan en verden, hvor vi konstant klapper hinanden på ryggen og siger “det er så godt” hvis man i virkeligheden tænker noget helt andet. Dermed ikke sagt at vi bare skal fortælle vores uforbeholden mening til gud og hver mand. Jeg tror overordnet set at det er vigtigt vi er ærlige i vores relationer til hinanden, mest af alt til dem som vi kender nært og godt? Så længe den gode takt og tone fortsat overholdes..

Forleden skulle jeg besøge en veninde i Roskilde og det krævede en tur med ”Tjek In” og ”Tjek ud,” tog og bus. Da jeg ankommer til Roskilde stationen, mødes jeg af nostalgi og glæde. Jeg kommer fra en lille by ved Roskilde fjord og glæden skyldes at jeg skulle se en savnet veninde. Jeg har rejseplanen på telefonen og ser ret hurtigt den bus jeg skal med og at den er “tændt og hævet” (det kunne her for den perverse læser misforstås, det er bestemt ikke meningen). Bussens motor kører og jeg får det lange ben foran, som min mormor plejede at sige, og 1-2-3 hopper jeg ind i bussen. Her hilser jeg pænt og skal til at tjekke ind. I et kort sekund kommer jeg i tvivl og spørger derfor om dette nu også var bus 123? Jeg spørger høfligt og smilende og får så svaret “Det kan du gå ud og se om det er”. Damen som sidder ved rettet er langt fra imødekommende og lettere chokeret træder jeg to skridt tilbage og ser så at den er god nok. Jeg undskylder og sætter mig lidt betuttet ned bagerst i bussen. Da jeg sidder der, sker der så det, som gør mig til verdens dårligste buspassager nogensinde. Jeg bliver nemlig i tvivl om det nu var den rigtige retning og mens bussens motor brummer, finder jeg fribrilsk min telefon frem for at tjekke rejseplanen. Telefonen er desværre uden dækning og jeg forsøger derfor at finde det stoppested jeg mener at kunne huske jeg skal af på, på den påklistret buslinje i bussens top. Jeg kan ikke se det og læser stoppestedenavnene fra den ene side og den anden. Intet held. Så kommer følelsen i maven, den som jeg faktisk ellers aldrig har haft, nemlig frygten for at spørger en fremmet om hjælp. Hjælpen skulle nu bare ”hentes” hos den mindre glade buschauffør. Jeg får samlet mig sammen og skynder mig op til hende igen og spørger så, ved først at undskylde den ulejlighed jeg nu igen er, men om bussen stopper ved det ønsket stoppested jeg skulle af på. Hun kigger iskoldt på mig og siger så “Jeg kører til Trekroner“. Jeg spørger så igen, med hjælp for hendes korte hårde sætning, om det stoppested så ligger på vejen til Trekroner? Damen sidder lidt og siger så ”Det må du da selv vide?” Lidt slukøret hvisker jeg okay, da jeg nu forstår at damen ikke har i sinde at hjælpe mig, alligevel forbarmer hun sig på sin egen måde og siger så “Det lyder som om du skal tage en anden bus, mod… bla bla og derfor skal du ud af min bus.” Jeg takker for hendes “venlighed” og ønsker god dag. Da hendes bus kører, kommer der kort efter en ny bus 123 til en anden endestation, min endestation. Jeg indrømmer gerne at min hilsen til den næste buschauffør var lavere og mindre opløftet, men jeg hilser, da alt andet synes jeg er uhøfligt – ligesom når man taler i telefon ved betaling i butikker og manglende hilsen til kassedamen.

Da jeg så sad der og bussen nu kørte den rigtige vej, var jeg dog ramt. Jeg mærkede hvordan det indre tanketog kørte afsted og fremkaldte alle følelser. På mange måder var jeg fyldt med selvbebrejdelse over at jeg ikke bare havde haft styr på den bus også da jeg havde slået mig selv lidt i hovedet over det, så blev jeg faktisk vred. Jeg blev vred over at jeg havde haft lyst til at underminere mine egne “behov”, fordi jeg var bange for buschaufførens, reaktion når jeg nu skulle spørger hende om hjælp, hele to gang. Det gjorder mig gal. Gal fordi jeg efterhånden kender et par skønne mennesker med Agorafobi, angst for offentlige steder med mange mennesker. Det gør mig vred, fordi jeg ved at angst er en stigende lidelse i den danske befolkningen og det gør mig vred, fordi jeg faktisk ikke har angst, men blot er mig OG jeg blev berørt af 1 minuts dårlig behandling.

Jeg tror faktisk vi alle berøres og uden det skal være sådan en understøttelse af Call Me’s tal ordentlig kampagne, så tænker jeg, at udfaldet kunne havde været at jeg idet jeg steg om bord på den næste bus, havde mødt chaufføren med en fjendtlighed, frem for den korrekte høflighed!
Jeg tror vores ord og handling kan skabe kædereaktioner og derfor er det vigtigt at huske på den gode tone. Jeg ville ønske jeg havde fortalt buschaufføren at jeg var ked af min manglende oplyste indsigt i køreplanen og stoppestedet også ville jeg ønske jeg havde fortalt hende, at hendes håndtering ramte mig. Vigtigst af alt, vil jeg ønske, at jeg fortsat holder fast i formen at hilse og lysten til at søge information, frem for at gemme mig væk og lade dårlige erfaringer styrer for mig. Erfaringer som med tiden kunne installere den fejl installation i hjernen, som angst er og derved være hæmmende i min hverdag.

Så en bøn herfra …

Tal ordentligt, snak om tingene og vigtigst af alt, smil til verden og den smiler til dig. Alle de negative tanker vi selv bære rundt på, har vi faktisk ikke ret til at smide i hovedet på hinanden, det er vores eget rod og bør derfor holdes på egen banehalvdel.

Tak fordi du læste med – Rigtig god mandag aften !

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Fordi du fortjener det

7f582b39-03c0-4ad1-8e5c-1ccf9e63d470-200-200

Kære pædagog.
Du var der, da jeg ikke længere kunne være det.
Du forstod mit grædende morhjerte, som talte ”morders-blods-sprog”.
Du forstod alle mine lange forklaringer om det ekstra lag.
…om kaninen, om ynglings siden at sove på og om behovet for opkaldet, efter opvågning.

Du tager imod mine børn med åbne arme, som var det dine egne.
Du er anderkendende og irettesætter når det er nødvendigt, på en god og konstruktiv måde.
Du giver plads til tosset dans på bordene, til mandagstræthed og til at holde i hånd, selv når kollegaen er syg og endnu flere børn kræver din opmærksomhed, så er du der, for hver og en.

Du ser dem.
Du husker det, som de glædede sig til at skulle i weekenden, når de er tilbage om mandagen.
Du forstår vigtigheden i at du er der, når vi andre ikke er.
For det vil jeg bare gerne sige tak, tak du kære og vigtige pædagog.

Hele mit liv er jeg vokset op med, at min mor købte en flaske vin op til jul
– faktisk købte hun ofte 3.
Ikke fordi hun selv skulle drikke dem, nej sådan et indlæg, er dette altså ikke.
Hun købte de flasker vin, fordi de skulle gives væk.
De skulle gives til nogle yderst vigtige personer.

Forleden købte jeg 3 faktisk 4 gaver.
Ikke kun for mig selv men for alle børn og forældre fra drengens stue.
Det er faktisk nogle af de aller vigtigste julegaver, jeg giver hvert år.
Selvfølgelig er sms’en til mødrehjælpen og lappen i Kvickly med julehjælp også vigtig
– men denne her gave, gaven til mine børns pædagoger.
Den er vigtig.

Det er og bliver mig til evig tid et under at lønningerne er som de er, for nogle af de vigtigste mennesker på arbejdsmarked. Nemlig dem som skal passe på vores, børn, vores alle sammens børn, samfundets børn.

Jeg forstår det ikke .
Jeg kan råbe højt og synge med inde foran Christiansborg.
– jeg kan sætte mit kryds et særligt sted.
Også kan jeg anderkende det arbejde, som bliver gjort.
Det kan jeg gøre med et lille påskeæg, en pose vingummier med bånd om en fredag eftermiddag også med ord, ord der siger tak – tak fordi du gør det du gør !

Jeg ønsker ikke blot mine børns pædagoger glædelig jul, men alle pædagoger glædelig jul.

Tak til alle jer, som tit og ofte løber lidt ekstra stærkt, som lytter, trøster og opmuntre, tak.

Tak fordi du gør det du gør!

Dette indlæg kunne være skrevet til så mange andre fagfolk i dette land og jeg håber inderligt at indlægget kan inspirere til lige at give lidt ekstra her i julen. Det behøver ikke kræve mere end et lille håndskrevet brev, faktisk kan det være så meget mere værd, end selv den største pakke under træet.

Jeg vil samtidigt selvfølgelig også gerne ønske dig og dine en rigtig glædelig jul.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Knæk Cancer Del II.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Da hun sagde “Min Mor har kræft”

Der er så småt begyndt at skyde erantisser og krokus op fra jorden. Min ånde er ikke længere synlig når jeg går i skole og i frikvarterne, særligt dem efter spisepause, kan man sidde op af skolemuren, mens forårs solen varmer. En aften kommer min mor ind på mit værelse. Klokken er mange og jeg forbereder mig på en formaning om at jeg skal ligge mig til at sove. I stedet sætter hun sig på min seng og siger så, at der er noget hun er nød til at fortælle mig. Jeg sætter mig ved hendes side, trækker benene op og slår armene om dem. Ganske langsomt fortæller hun, hvordan hun ved besked om, at en af mine helt nære veninders mor er blevet ramt af kræft. Ordet kræft, er på daværende tidspunkt, stadig noget uhåndgribeligt og uforståeligt. Nok ved jeg at det er en sygdom, at min egen Farfar er død af det før jeg blev født og I skolen har vi I forbindelse med et forløb om kroppen, snakket om forskellige sygdomme, hvor kræft var en af dem. Jeg ved at der nede i solcentret er begyndt at hænge plakater omkring solbeskyttelse og at der i Tyskland er nogle skræmmende billeder på deres cigaretpakker.

Min Mor fortæller mig, at kræft desværre er en rigtig hård og forfærdelig sygdom og at man yderligere kan blive endnu mere syg, af al den medicin, som lægerne skal bruge for at fjerne den. Sammen sidder vi, jeg spørger lidt ind til det hele men ret hurtigt lærer jeg, at kræft ofte også handler om en stor mængde uvished, en grusom og pinefuld uvished.

Næste dag går jeg i skole. I min mave ligger en lille sort kugle, den har ikke glatte overflader, men er instedet kantet. Alligevel er den kugleformet og slynger sig rundt, så jeg får ondt i maven. Min veninde kommer ikke til første time, heller ikke til anden, men efter ti pausen ser jeg hende ude i skolegården. Hendes hår er brunt, kruset og smør sig om hendes kønne ansigt. Hun har de dejligste øjne, som jeg altid har syntes lignede et dådyrs. Hun er en god veninde, kærlig, lattermild, fuld af fis og et til tider stort temperament. Hun er en stærk pige og har en sangstemme så smuk, at når hun synger, så er det næsten så ens eget hjertet græder.  Hun retter lidt på tasken og kender man hende, så ved man, at hun er eftertænksom. Jeg kender eftertænksomheden hos hende, alt for godt, både fra når vi sidder i matematiktimerne og synes det hele er noget værre vås, til når vi har haft et dumt skænderi og ingen af os helt ved hvad det handlede om. Jeg går hende i møde og smiler kejtet.
Hvad fanden skal man sige?

På mange måder, har min egen fars død, bragt noget godt med sig. Jeg ville selvfølgelig til hver en tid, heller have haft en far – men alligevel så ved jeg, at det og have mistet har gjort, at jeg har kunne tage, de til tider lidt hårde snakke. Vi når ikke at sige så meget, jeg tager hende blot i hånden og sammen fletter vi fingre. Vores lærer kommer ind, den næste time skal til at begynde. Han smiler blot og siger så ”Hvis du har lyst, må du gerne tage Christina med dig og snakke lidt, det her er ikke vigtigt”. For første gang i skolen historie, er tysk ikke vigtigt – ja alt er faktisk ligegyldigt nu. Vi går ned af den tomme skolegang og stopper så. Jeg ved det godt, ved godt at det kommer, at hun skal til at sige det. Hun slipper min hånd og vrider sig så lidt. “Min mor har fået kræft.” Hun er stille, mens hendes øjne fyldes med tåre og underkæben sitre. Jeg slår armene om hende, tænker et kort sekund, at det er godt jeg endelig er blevet lige så høj som hende, for nu kan jeg endelig favne hende ordenligt. Vi står længe og bare holder om hinanden, mens vi græder. Efter noget tid hvisker jeg til hende “Det er noget værre lort.” Så trækker vi os fra hinanden, smiler på den måde man nu gør, når det hele faktisk bare er rigtig trist. Vi sætter os op af en radiator og sammen sidder vi bare, med vores fingre flettet. Vi snakker om vind og vejr, om hvordan hun selv har fået beskeden om hendes mors sygdom og om den forbandet uvished der nu fylder.

Da jeg kommer hjem fra skole, bliver tasken kastet hårdt ind i væggen. Det giver et ordentlig dunk idet den rammer, for så at falde til jorden. Hurtigt finder jeg en cd frem, kaster dets hylster fra mig, smider skiven på ghettoblasteren og skruer op. Jeg åbner hurtigt mine jeans, får sparket dem af mig, finde silke boksershortsene frem og synker så sammen på gulvet.

Da jeg rejser mig, er shortsene, med den ellers så glade Pink Panter fyldte med, hvad der kunne være regndryp. Jeg er restløs, vred og ked af det . Kuglen i maven fra i morges, har vokset sig meget større og dens kanter river i mit indre. Ude fra entréen kan jeg høre min mor er kommet hjem. Stille går jeg op ad gangen, ud til køkkenet. Hun når ikke engang at sige noget, før jeg hænger om hendes hals. Sådan står vi, mens jeg lader snot og tåre blande sig ind i hendes tørklæde. “Kom hun i skole?” Spørger min mor stille, jeg nikker mens jeg stadig har hovedet gemt i hendes tørklæde. “Fik du talt med hende?” Nikker igen og trækker mig så væk – “Men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, intet er jo godt nok“. Tårerne pibler frem, mens jeg vrider mine hænder. “Nej – men måske handler det ikke så meget om hvad du skal sige, men mere hvad du gør og at du lader hende vide at du er der.” Jeg smager på ordnerne, nikker så, men mærker stadig hvordan klumpen i maven vokser. “Men Mor” siger jeg, helt stille, velvidende om, at mine ord omhandler det værst tænkelige, ”Hvad hvis nu at hun dør?” Min mor slår armene om mig, mens hun stille hvisker “Det ved jeg virkelig ikke.”

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer : Del I

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.
I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.

getimage-ashx_

Mit første møde med kræften

 

Jeg kommer til verden en kold februar morgen i 1989. Tilstede ved min fødsel er min elskede mor og min far. Det bliver hurtigt understreget at jeg er en lille pige og fotografierne fra fortiden, illustrere så fint, de stolte smil og glæden over et lille nyt liv. Jeg lærer ord og titler på folk omkring mig. Mor, Far, Bror, Mormor, Morfar, Farmor og mange flere. Jeg lærer også at sige Farfar, dog ikke til et egentlig menneske, men som et led i en beskrivelse af, at min farfar er i himmelen, fordi han er død. Han er død af kræft.

Som årerne går, indfinder der sig små traditioner og da min far dør, så bar særligt julen tradition for, at min mor, bror og jeg besøgte kirkegården med familiegravstedet. Her husker jeg hvordan vi  studeret alle de mange fine små “haver”, kun adskilt af den lille hæk og med et underlag udgjort af perlegrus eller anden form for småsten. Jeg husker hvordan jeg samlede særligt de hvide sten og  lavede små hjerter ved min egens Fars gravsted og nogle gange også ved min Farfars. Jeg husker at jeg som barn ikke helt forstod og at jeg syntes min Farmors bryllupsbillede var flot og alligevel også lidt specielt, for på billedet med min søde farmor, var der en mand jeg aldrig havde mødt.

Idag ved jeg mere om hvem min Farfar var og jeg kan huske fine beretninger fra min Farmor om hvad der var hendes livs store kærlighed. Jeg ved fra min mor, hvordan min Farfar var som Svigerfar og jeg er blevet fortalt hvordan hele hans sygdomsforløb var intet mindre end forfærdeligt. Jeg ved at min Mor oplevede og så hvordan sorgen ramte hele min Fars familie og jeg ved, at den dag han døde, så døde min Fars og hans søskendes Far, min Farmors Mand, nogens ven, kollega og ja i bund og grund også hvad der skulle have været min Farfar en dag.
Jeg ville ønske jeg vidste mere, at jeg havde kendt og haft en Farfar. Jeg ville ønske at jeg havde kunne have brugt ordet Farfar på den måde titelnavne skal bruges og jeg ville ønske, at min Fars familie aldrig skulle have mistet en så elsket og vigtig person. Jeg tror, at meget ville have været helt anderledes hvis han stadig havde været her på jorden.
– Hvil I fred Farfar
Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina
Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Hun sagde ikke stop!

sand skov

Solen skinner, rundt omkring i træerne kvidre fuglene og sandet er endelig blevet tørt nok til at sandkagerne kan glasere med sisand. Bænkene rundt om sandkassen, er indtaget af solhungrende kaffedrikkende forældre, hvis øjne er skjult bag tonet glas. Nogle af dem snakker, med hvad der må være deres partner, som enten sidder ved deres side, eller hænger i røret. Andre igen med deres veninder, som sikkert har jævnaldrende børn og nu nyder lidt “mor tid” mens deres yngel leger sammen. Selv sidder jeg i sandkassen, i ny og næh lader jeg mine fingre kører igennem sandet, som var det en rive, til trods for jeg godt ved at det her sikkert er nabolagets største kattebakke, så skænker jeg det ikke en tanke, i hvert falde ikke lige nu.

Carl, min yngste, forsøger af sætte lyd til den bil der kører rundt i sandet. Lyderne lyder mest som små host, men igen – nogle biler hakker altid mere end andre.
Min ældste, Aksel, løber rundt ved legetårnet sammen med et andet barn. Til trods for hans til tider generte sind, så finder han altid nogle at lege med, når vi er ude blandt andre børn. I dag er det en yndig rødhåret pige. Taget i betrækning af hendes højde, hurtige bevægelser og sprog, må hun ligesom Aksel være omkring de 5, måske 6 år og skoleklar. De leger at de er ridder og sandet er lava, dødsens farligt. Solens stråler reflekteres i Aksels skinnende hår og hans øjne tindre af glæde og opstemmelse over den leg han er en del af. Jeg smiler ved mig selv og retter igen blikket imod Carls og min bilbane i sandet. Hans lyde tager for alvor form og nu lyder de efterhånden som en brummen.

Jeg kan fortsat høre Aksel og pigens leg bag mig, men den har ændret tone, den er blevet mere irritabel og de begynder at hakke og tale højt til hinanden. Jeg retter igen blikket mod dem og iagttager deres leg. Ganske rigtigt, legen er ved at køre af sporet og hvor der før var et smil på pigens læber, er der nu en sammentrækning ved hendes øjenbryn. Hun siger ikke noget, men hun har kastet hvad der før var sværd og skjold, skovlen og sien ned fra legetårnet og kigger mut ned i jorden mens armene og hovedet virker tungt. Maven er skubbet lidt frem og det samme gælder kæben, i er kort sekund ligner hun den yndige betuttet pige fra de klassiske Skagensmalerier. Fra før at være fuld af ord, er hun nu stille og betuttet. Aksel er stadig fuld af iver og har tydeligvis ikke opfanget pigens signaler. Jeg rejser mig hurtigt fra sandet og begiver mig hen mod legetårnet, men inden jeg når frem har han taget fat i pigens arm, i håb om at genoptage legen, uvidende omkring, at pigen er “tjekket ud” og ikke længere vil lege riddere. Hun begynder at klynke, da Aksel holder fast. “Aksel du skal være sød at slippe hende, hun kan ikke lide det” Pigen ser forskrækket op og forsøger at hive sin arm til sig. “Jamen mor, vi leger bare?!” Aksel er tydeligvis forvirret og også lidt vred, i hans verden leger de jo bare. “Jeg ved godt i leger” siger jeg, mens jeg kravler op i tårnet til dem, så lægger jeg min hånd på Aksels og han slipper sit tag i pigen, hun sætter sig ned på jorden og trækker benene op under sig. “Men jeg tror ikke pigen vil lege mere?” Jeg smiler sødt til pigen og dernæst Aksel, mine ord får ham til at lægge hovedet på skrå og pigen tilkendegiver et lille nik. “Men hun sagde ikke legen var slut, hun sagde ikke stop Mor?” Aksel er tydeligvis ubehagelig tilpas og såret, en god leg er slut og det er da også rigtig trist. “Nej skat, men jeg tror hun prøvede alligevel, hun stoppede i hvert falde med at lege men uden at sige det.” Aksel kigger på pigen, så ned på skovlen og sien, som for kort tid siden var sværd og skjold, så kigger han igen på mig, han tænker så det knager, det er helt tydligt. “Hun smed sit sværd” siger han, jeg nikker og smiler mens jeg stryger en tot hår væk fra hans øjne. “Tror du hun vil lege mere nu Aksel?” Spørger jeg så, mens jeg først kigger på ham og dernæst pigen. Pigen rykker lidt på sig og vrider nervøst på sine hænder. I baggrunden kan jeg se hendes kaffedrikkende mor har rejst sig og nu også er på vej mod tårnet, jeg smiler beroligende til hende. “Det ved jeg ikke?” siger Aksel så, jeg gnider ham på ryggen og kigger så undersøgende på ham “Hvordan vil du finde ud af om hun vil lege mere Aksel?” Han klør sig let i nakken og smiler så genert inden han begynder at pille ved sin jakkes lynlås.. “Øhmm jeg kunne...” Så kigger han på mig og ned på pigen. “vil du lege mere?” Pigen kigger ned og hvisker så, helt stille “nej” Aksel kigger lidt fortvivlet rundt og jeg giver ham et støttende klem, det var virkelig også en god leg. Så visker pigen “men jeg vil gerne lege købmand nede i legehuset” så kravler pigen ned og går hen mod et af de farverige legehuse. Aksel sidder lidt afventende tilbage, men trækker så på skulderne og hopper så ned i sandet for at løbe hen til pigen og sammen starter de en helt ny leg.

I sidste uge blev flere unge mænd frikendt i af have forgrebet sig på en ung kvinde. Kvinden var stærkt påvirket af alkohol og syg af insulinmangel, begrundelsen til frikendelsen lyder at “hun brude kunne sige nej.”

Vi har alle en stemme!
klPå torsdag, d. 28 april, vil der landet over afholdes demonstrationer med fokus på at det ALDRIG er din skyld og et ønske om større retfærdighed for voldtægtsofre.

For mere information gå til Facebooksiden  #AldrigDinSkyld

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina
Kvinde, kone, mor, medsøster .

IMG_3131
Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet