At forsøde tilværelsen … uden sukker

Dette indlæg er delvist sponsoreret.
Ordene er mine egne og oplevelsen det samme. Alligevel ønsker jeg selvfølgelig ikke at udsætte jer for nogen form for skjult reklame og da jeg har indgået et samarbejde med EASIS, så føler jeg det er på sin plads at fremhæve i hvilken sammenhæng dette indlæg står i. Jeg er nemlig blevet EASIS ambassadør og ønsker igennem dette indlæg at fortælle lidt om min rejse, hvor diverse produkter fra EASIS var en tro følgesven. 

9e46839b-6f90-42ed-8b8e-b632b5b6882d-w_300_h_250

Jeg har tidligere skrevet om tabet af mine mange graviditets kilo, om kampen, om 5:2 kuren, om det at nå i mål og ikke mindst blive små forskruet oppe i hovedet, således at jeg havde svært ved at finde den sunde balance imellem konstante restriktioner og et normalt spisemønster. Hvis du tænke: “Hvor står det?” kan du læse indlægget HER. Det krævede et samarbejde med en dygtig kostvejleder, som fik mig til at forstå hvad sund balance i virkeligheden handlede om.

Vægten forblev den samme og selvværdet voksede. I foråret 2016 begynder jeg at have lidt for travlt, faktisk er jeg uden selv at vide det vandvittig stresset og ja hvad der sker i månederne derefter, det kender den trofaste læser allerede, ellers kan du læse om det i indlægget HER. Min indlæggelse og depressionen gjorder at vægten først faldt markant, jeg gik i sultestrække og på 14 dage kom min vægt ned og blev det laveste jeg nogensinde har vejet i mit voksne liv. Samtidigt begyndte medicinen at virke og bivirkningen omkring manglende mæthedsfornemmelse indfinder sig i kroppen. Dengang psykiateren fortalte at jeg meget vel ville opleve en vægtøgning, blev jeg først ret nervøs, lidt tragisk komisk når psyken er gået ned, at vægten så fortsat havde en betydning. Omvendt ved jeg godt hvordan det hele, hos mig, hænger sammen i en cirkulær proces og jeg ved at for mig giver forhøjet vægt – dårlig selvværd – dårligt stemningsleje – trøstespisning og ja så kører det ligesom i ring derfra. Så da jeg efter en længere periode med et minimumindtag på 500-800 kcal. om dagen, pga. depressionen og min krop samtidigt var knækket grundet belastningsreaktionen, troede hele mit system at jeg var i krig. Det er jo dét som er de fascinerende med kroppen og særligt nu hvor vi idag lever en helt anden tilværelse end dengang i stenalderen, vores krops genetik og biologi er stadig spundet op af evolutionslæren. Så i det øjeblik jeg begyndte at spise lidt, så suget min krop alt til sig. Derfra gik vægten op og jeg oplevede samtidigt hvordan jeg konstant følte sult. Efter mine erfaringer fra 5:2 kuren, så tænkte jeg lidt sulte fornemmelse er ingenting, men at kæmpe med en nedbrudt psyke og en følelse af manglen opfyldt biologiske behov, det var en kamp jeg ikke kunne overskue at kæmpe på samme tid.

Jeg har før skrevet om hospitalsmaden og særlig kost og motion under min indlæggelse blev et fast holdepunkt, det kan du læse og HER. Det handlede ikke om et forstyrret spisemønster eller et ønske om at “være tynd”, det var en kamp for overlevelse, som gik ud på at holde fast i de sunde vaner jeg havde fået dybt ind under huden. Derfor blev jeg kendt som patienten på psyk, som fyldte patientkøleskabet med skyr, æg, grønsager og bøffer. Således at jeg kunne lave mig en klassisk portion skyr med mandler og chokolade på toppen til morgenmad. Frokosten bestod ofte af tun og et flækket bundt hjertesalat ristet af på panden. De dage hvor appetitten var med mig, stegte jeg en bøf i en kasserolle i patientkøkkenet og når appetitten svigtede lå der en bunke af EASIS bar’ i mit gardarobeskab. Med udgangspunkt i lidt var bedre end intet.

Min krop gik i stå under indlæggelsen, selvom jeg løb og trænede dagligt, gjorde angsten og alle de reaktioner på den psykiske og fysiske belastning, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Samtidigt rev og sled sulten i mig og tankerne om at det hele ville løbe løbsk og jeg pludselig igen ville veje 103 kg var en daglig tankemylder tanke. Derfor begyndte jeg at strukturer min mad og mit indtag, som hvis jeg skulle tabe mig. Ikke fordi jeg ønskede at bringe min vægt ned, men fordi jeg havde brug for at se og bekræfte mig selv i, det kun var bivirkningerne som tvang sulten frem. Samtidigt steg min konstante trang til sødt og salt og det med at kæmpe flere kampe på samme tid blev for opslidende, så jeg fandt en masse blide mellemveje. Nogle af disse indeholdte EASIS produkter, således at jeg kunne ‘være’, uden det hele kom ud af kontrol og jeg ville stå med en vægtøgning på +10 kg eller mere, hvilket rigtig mange bruger af antidepressiv medicin ofte oplever.

isis_1

Da jeg blev depressionsfri i efteråret 2016, sad jeg tilbage med +5 kg på kroppen og da overskuddet til at regulere mit kcal niveau indfandt sig, kunne jeg holde fast i mine trofaste fødevaregrupper, opskrifter og ikke mindst produkter fra EASIS, således af jeg langsomt men sikkert kom tilbage til min normalvægt, post depression, uden at blive kvalt i hårde restriktioner og afholdenhed fra sødt og salt.

Hvor vil jeg så hen med al den snak om kost, sukkerfri produkter og gode smagsoplevelser. For mig er mad ikke bare mad. Mad er er basalt behov vi som mennesker har gjort socialt, det at spise er et almen menneskeligt fænomen, som vi med tiden har udviklet til at være en social happening. Se bare på dyrene, der er det den stærkeste / ældste som spiser først og derefter kan andre lange til fadet. Idag spiser de fleste børnefamilier sammen, med grundtanken om at vi skal samles om måltidet. Særligt det sociale kommer ofte under pres, når et vægttab igangsættes, ofte fordi det at “hygge” indeholder mange kalorier, både i forhold til mad og drikke. Igennem mit løb kommer der automatisk et minimalt indtag af alkohol og sukkerholdige drikke, hvorimod kosten tilgengæld er svære at styrer og derfor er i fokus. Som løber skal der den korrekte mængde brændstof på motoren, således jeg ikke går kold efter 21 kilometer – samtidig er jeg en del af en familie og jeg ønsker at mine børn skal opleve den fællesskabs følelse, som vi ofte etablere under vores måltider. Derudover ved jeg at mine drenge spejler sig i mig og hvis jeg konsekvens vælger kartofler og sovs fra, så skabes der en uholdbar distance til mine børn og ikke mindst forskellige fødevaregrupper som de i sidste ende kan tage til sig. Derfor elsker jeg at kunne differentiere mit kcal. indtag ved hjælp af særligt smagfulde sukkerfrie produkter, som samtidigt sikre mig, at jeg indtage de korrekte mængder fiber og vitaminer.

img_4761

EASIS Ambassadør
For knap en måned siden var jeg så heldig at vinde et startnummer til Nordic Race på Rashaleøen, hvor jeg skulle være en del af Team EASIS. Det var en kanon fed oplevelse, dels fordi jeg fik udfordret mig selv – lavet den bedste maveplasker og så mødte jeg nogle af alle de dejlige mennesker som står bag EASIS, som sikre en kvalitetsrigtig produktudvikling og som samtidigt forsøger at udbrede nogle af alle de fordele der er ved at reducere sit sukkerindtag. Hele grundtanken bagom EASIS har jeg stor respekt for og efter en aften i selskab med de skønne medarbejder og andre ambassadører for EASIS, så var jeg solgt.. Det er derfor med en stolthed og glæde at jeg kan sige, at jeg er blevet officiel EASIS ambassadør og nu ikke kun er fan, men en del af team EASIS.

fullsizerender-13

Måske kender du allerede lidt til EASIS, men hvis ikke så producere EASIS en række utrolig lækre sukkerfri produkter som har beholdt den gode smag og tekstur. Personligt er jeg kæmpe fan af EASIS Corn Flakes – som dels er glutenfri, har et minimalt salt og ikke eksisterende sukkerindhold. Derudover har de en skøn konsistens og er lidt tykkere end normale corn flakes, hvilket gør smags- og tyggeoplevelsen langt bedre. At Corn Flakesne fra EASIS er mit ynglings produkt skyldes derudover at jeg kan spise med ved morgenbordet, uden at skulle træde for meget udenfor vores måltid, således at vi alle spiser “noget vi hælder op”, havregryn, müsli eller corn flakes og det betyder alverdens for mig at kunne være en ligeværdig del af min familie.

Hvis du tænker hvor kan EASIS produkterne købes henne af, så har EASIS sin egne webshop og ellers forhandler de fleste supermarker en stor del af produktlinjen, særligt Rema1000 som ofte kører gode tilbud.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Mor, hun er smuk.

img_2166

Aksel har en veninde, en rigtig god veninde, hun hedder Anna. Anna og Aksel har kendt hinanden siden de begge var vuggestuebørn og sov i krybber ved siden af hinanden. De kan lege Anna og Elsa, Peter Kanin, Far, Mor Og Børn og Opfinder. Det er ret vigtigt for mig, ikke at omtale Anna som Aksels kæreste, for vil gerne vise ham, at det er helt okay at have en bedste ven, som er en pige. Generelt bryder jeg mig ikke om stereotype kønsrolle og opdragelse derefter, det indebære i min optik også, af børns venner og veninder, ikke “seksualiseres” og gøres til kærester, medmindre barnet selv tager ordet i munden. Aksel har været kærester med Anna.. men også Dagmar og Luca.. nogle dage skiftede han imellem dem alle og med tiden, så er intentionen at lærer Aksel, at trofasthed og god etik, er vigtige værdier i et forhold.

Det er i princippet ikke den spæde børnekærlighed jeg vil skrive om også alligevel, jeg vil nemlig gerne skrive om det vi lærer vores børn, eller noget jeg virkelig gerne vil lærer mine to drenge…

Det er noget jeg på mange måder altid har været lidt bevist omkring og alligevel så kan jeg godt se, at jeg er kommet lidt på vildspor. Det er selvom jeg aldrig har udtalt skældsord omkring mit ydre, foran drengene. Jeg bruger ikke ordet tyk som betegnelse for mennesker, hvis kropsbygning er større end gennemsnittets. Gennemsnittet i dk er dog ifølge nye undersøgelser påvirket af, at 50% af den danske befolkning er overvægtige. Samtidigt bliver de der er sunde sundere og skellet mellem sund og “usund” større. Hvornår folk er usunde, det afhænger bestemt ikke af en BMI kategorisering. Der kan sagtens stå størrelse Small i nakken, mens sundheden er ikke eksisterende, det kan jeg selv skrive under på. Faktum er bare, at der desværre er sket et skred i samfundet, imellem befolkningen som er kategoriserer sunde, aktive og har en normal BMI og så de som har en BMI over normalt og måske med inaktiv tilværelse. Hvorledes dette løses, ja det har jeg fornyeligt indsendt til KU som en diskuterende analyse af en sundhedsstrategi, publiceret af staten. Vi er igen lidt i yderkanten af det som dette indlæg omhandler, men finder det nødvendigt lige at kritte banen op, for at skildre hvor jeg selv står i det hele. Det handler nemlig i stor del om mig også mine kære drenge, men måske også dig og din tale og væremåde, overfor dig selv.

Jeg tror de fleste mødre og fædre i ny og næh tænker ud i fremtiden og ser deres børn som teenager. Selv kommer tankerne om mine børns forstående teenageliv til mig, når de har roskildesyge og krammer kummen, eller når Aksel beder om en tredje portion lassange, hvor skal det ikke ende, når han er 2 meter høj, fyldt med hormoner og måske med en begyndende interesse for pigerne(eller drengene)?

Overordnet set, så ønsker jeg, at Aksel og for den sag, også Carl, vil behandle alle medmenneske med respekt og værdighed. At de vil have en god jordforbindelse og en ydmyghed overfor livet og de udfordringer de vil møde, uden at miste modet. Jeg håber de vil trække stolen ud for pigerne, holde døren for den der kommer efter dem og rejse sig i bussen, for dem som synes at have brug for pladsen. Jeg håber de vil se på mennesker, som dem de er og ikke som dem de måske ser ud. Jeg håber de vil forstå, at selv den mest sjuskede ælling kan være en smuk svane. Jeg håber at de vil elske lidt mere, hvis vægten viser +2 kilo, eller kinderne er lige så runde som dem jeg har. Jeg håber de vil forstå, at kroppen kommer i mange størrelser og proportioner og at alle kroppe, er gode kroppe, ligemeget hvad. Jeg håber de vil passe på deres egen, såvels som andres, at de vil beskytte sige og værne om det etiske og mirakuløse og jeg håber sådan, at de aldrig nogensinde vil tale til dem selv, eller til andre… som jeg nogengange har talt til mig, når ingen andre kunne høre det.

Jeg har er ansvar og målet er ikke de skal løbe halv eller hel marathon. Det er ikke sådan, at de ikke skal være den store idrætsudøver eller størrelse zero. Generelt går jeg ind for sund kost og en god portion bevægelse men når det er sagt, så er det overordnet mål at de skal dyrke dem selv, det de kan og at vil lade kroppen blive rørt og behandlet, som en krop fortjener det. Nemlig med respekt og værdighed for at være til.

Selvom jeg altid har gjort mit for at tilbyde fysisk aktivitet, sund og barrierer kost og masser af kærlighed, så skal jeg virkelig arbejde på at sikre, at den der kærlighed også bliver en de lærer at give dem selv når de står foran spejlet, eller når de kæmper det bedste de kan. Om de bliver nummer 1 eller nummer 50 er ikke vigtig i min optik, det vigtigeste er nu engang at rose sig selv for præstationen og altid have en ærlighed overfor sig selv, med fokus på at det godt må nive lidt, men heller ikke mere end man stadig kan grine og smile undervejs.

img_2233

Der er ingen tvivl om at jeg har de bedste motivationskilder omkring mig, i mine børn. Særligt Aksel som altid smiler når han ser et billede af ham og Anna foran en filmplakat. De har hver en arm, over hinandens skulder og smiler begge. De er glade, ubekymret også ligetil. Aksel siger tit at Anna er smuk på en helt bestemt måde… og jeg svare “det er du også”.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Min Vej Til Bryggen del II

Forord
Kort før indlægget skulle udgives, blev jeg desværre syg og indlagt, hvilket kan læses om HER.  Indlæggelsen gjorde at jeg satte alt på hold, hertil også bloggen. Jeg synes at det er nødvendigt, at jeg er “til stede”, når jeg udgiver noget her på bloggen, i forhold til de kommentarer og mails der kommer i forbindelse med det enkelte indlæg.

Særligt dette indlæg, indeholder en stor stolthed over et af mit livs største præstationer og drømmen om at løbe endnu et marathon kom selv samme aften som jeg løb CPH half 2015. Om bare 6 dage løber jeg igen CPH half.
– Måske går du også med en lille marathon drøm? Eller generelt bare med en stor lyst til løb, i så fald, er dette min erindring om Copenhagen Marathon 2016.

FullSizeRender

Gel og høretelefonerne, ligges ned til det allerede tætpakket energibælte. Det er i morgen det for alvor går løs og alt fra rystende hænder, mave med besøg af sommerfugle med metalvinger og ellers turbo tempo på resten af systemet, indikere, at jeg er velvidende om hvilken prøvelse der venter mig.

Den aften i september, hvor jeg hviskede til Hr. Mand, at jeg altså drømte om mere, den stod pludselig så tydelig for mig. Meget kan man sige om marathonløb, men det kan ikke gøres uden støtte og opbakning, fra familien. Slet ikke, når kalenderen i forvejen er fyldt med aftaler. Det har været en lang rejse. En rejse som begyndte helt tilbage i foråret 2015, hvor træningen til CPH Half startede. Da jeg løb PR til det løb, var lysten til mere altoverskyggende. Alligevel vidste jeg, at tiden frem til Maj ville blive uendelig hård. Faktisk ledte jeg efter mulige marathons, i efteråret 2015, for heller et kort intensiv træningsforløb, end de mange måneder med kontinuerlig langdistance træning.

forberedelse

Jeg elsker løb. Jeg elsker det løb giver mig og ikke mindst den store frihed, der er i at løbe. Det eneste der virkelig tæller ved løb, er løbesko og en god sports bh. Derfra ligger vejene for ens fødder. Vejene lå i hvertfalde for mine og den erfaring jeg havde fået ved mit første marathon, i 2013, gjorde jeg allerede kendte dets mange betingelser. Det er nemlig ikke sådan liiiige, at løbe de 42 kilometer. For mig, er selve dagen den “letteste”. I stedet synes jeg de seje træk, med al træningen, trækker tænder ud.

Normal og i tøj

Jeg havde igen trænet op med Sparta og særligt brugt deres fællestræning om søndagen, til at gøre mig klar til de 42 km. Igen – og særligt derfor, var det vigtigt at hele familien bakkede op, omkring mine lange trænings ture. Udover at træne om søndagen, blev morgenløbeturrene, klokken 4:45, igangsat. Så kunne jeg få trænet, inden familien fik øjne og uden at “miste” tiden med ungerne. Så idet jeg stod ved start, der på Bryggen og hørte startskudet, så viste jeg noget var “slut”. Alle de mange søndage, med min løbende søndagsfamilie, det var slut – måske kun for en stund, men slut var det nu engang og mit løb kunne nu blive hyggeligt, uden for meget fokus på at ramme minimum 40 kilometer om ugen og i stedet bare fokusere på løbet, som det afbræk og terapeutiske rum det også er.

Startskudet
Jeg stiller til start ved fartballonen, med sluttiden 4:40. Ved min side er min bror og foran mig, min veninde, som er indkaldt som fartholder. Min bror skal løbe sit første marathon og sit første store løb siden 2011. Vi er begge nervøse, hjertet banker derudad og benene ryster. Hele mit hoved er fyldt med tankemylder. Jeg lukker øjnene og forsøger at finde mit indre center, det rum, jeg befinder mig i, når verden presser på fra alle sider. Når er jeg er der, gælder det udelukkende om at bevare jordforbindelsen, huske på, hvad der er op og ned og derigennem finder jeg altid vejen fremad. Speakeren tæller ned, startskuddet lyder og publikums applaus giver genlyd ned langs gaden. Vi står længe, men så begynder der langsomt at komme lidt huller imellem os og vores tempo skifter, fra gående til løbende og pludselig kan jeg se tribunen på min højre side. Bassen i musikken får blodet til at pumpe hurtigere og min hals snører sig sammen, i det jeg forsøget at kvæle min hulken. Jeg bliver altid så pokkers rørt, når jeg løber afsted. Rørt over folks opbakning, men mest af alt min egen præstation.

Jeg går generelt til startlinjen, men den holdning, at vi alle er vindere. Jovist kan man som løber fokusere på personlige rekorder og placeringer, men i bund og grund, så synes jeg, det at vi som mennesker sætter os mål, vi kun selv er herre over om at nå og at vi når dem, det er en beundringsværdige bedrift. Om det så bare er de 5 kilometer til et kvindeløb, det at kunne cykle til og fra arbejde, uden Furesøen indfinder sig under armene eller at vejrtrækningen forbliver normal, når man går op til anden sal – Det er i og for sig ligemeget. At vi kan sætte os mål og når dem, det er en bedrift der vil noget. Måske mest af alt fordi, vi ved at sætte mål, ønsker at forme vores tilværelse og ofte til det bedre, for derigennem at forøge vores livskvalitet. Okay…. Livskvalitet, 42 kilometer, det hænger måske ikke sammen for alle og helt ok. Vi er alle forskellige og det er jo heldigvis meget rart, så meget plads er der trods alt heller ikke rundet om søerne i København.

3 Kilometer
Da vi løber op over langebro, fyldes min krop med adrenalin. Alle mennesker klapper og pifter af os løbere, og vi hylder dem. Inde på fortovet står min mor, søster og svigerinde. Min bror og jeg griner til hinanden, det bliver en fest.

Allerede da vi passere de 3 kilometer kan jeg mærke det. Solen står højt på himmelen og luften er tør. Det er som om hele min krop koger og ikke kan få afløb fra varmen. Jeg skubber tankerne væk og prøver at arbejder mig ind i mit center. Igen og igen forstyrres jeg, af andre løber i feltet, mit behov for at følge op på hvor min bror er, man er vel storesøster, og varmen. Varmen der gør alt dunker, hovedet er opkogt og selvom jeg ikke kan se mig selv i et spejl, så bekræfter mine brændende kinder mig i, at jeg er knald rød i hovedet. Den er gal, helt gal og vi har ikke engang løbet 5 km. Ved første væskedepot skynder jeg mig at tvinge en kop vand ned, også afsted igen. Feltet venter ikke og i min manglende koncentration, over at skulle skynde mig, får jeg trådt forkert og ryger delvist ned, for så at nå at rette op, så jeg ikke møder asfalten. Jeg bander over mig selv og tvinger igen og igen mig selv til at holde fokus. Det er dog tydelig for min faste løbermakker, fra feltet, at den er helt gal. Jeg er i krise.

IMG_3625

Da vi når fælledparken sætter jeg farten lidt op, trækker min bror med og forsøger så, at melde ud hvordan sagerne står. På grund af varmen, har jeg brug for mere væske og ikke mindst plads. Han melder ud, at det har han også. Et kort øjeblik vurdere jeg, hvilken betydning denne beslutning kan få, på de næste mange kilometer, men ved synet af en kollapset pige under 11 kilometermærket, er det lige pludselig ikke så svært beslutte, hvad der må gøres. Ved det næste væskedepot drikker jeg først en, så to kopper is koldt vand og hælder dernæst en ned af ryggen. Min bror gør det samme og mens vi står der, løber feltet videre og vi lader os frivillige slippe. Jeg kigger ned på uret og siger så pace 6:50 pr. km. Derfra løber vi afsted. Inden for få kilometer, får vi etableret et godt tempo i pace 6:40 og tillader os selv, ved hvert depot, at indtage rigeligt med væske. Rundt om os går flere og flere løber og vi er ikke engang halvvejs. Det bekræfter mig i, at det her bliver et helt andet løb, end forventet.

Jeg havde forud for marathonet håbet på sluttiden 4 timer og 40 minutter og endda snakkede om at sætte tempoet op ved 35. Alt dette bliver dog droppet, mens jeg løber der langs Kalvebodbrygge. I stedet roser jeg min bror for det kontinuerlige tempo, fortæller om at vi nu har en god plan og minder mig selv, om alle de mange træningsture. Da vi er halvvejs, er jeg ved godt humør. Vi holder en god gennemsnitstid og husker fortsat at få indtaget en god mængde vand og energi. Mens vi løber op over Dybbølsbro taler min bror og jeg om hvilken bedrift dette er og hvor flot et målfoto det vil blive, når vi løber ind : Spartaner og Telenor Medarbejder. Telenor var dette års nye hovedsponsor og havde tilbudt alle deres ansatte, at kunne deltage gratis i løbet, med fuld forplejning og meget mere – ret lækker medarbejdergode.

FullSizeRender (1)
Over halvvejs
Ved 23 kilometer står Aksel, Carl og Hr. Mand. Aksel hopper og danser af glæde og rækker sin hånd ud som tegn til High Five. Ingen tvivl om, at den High Five, er mit livs til dato, bedste af slagsen. Hr. Mand foreviget dette øjeblik og det blev så senere bedømt af Telenor, som værende et af de bedste løbsbilleder fra dagen. Kort efter jeg har hilst på drengene, sker det. Hvad der føles som en blanding mellem myre og hagl, rammer først mit højre og dernæst venstre ben, kramper. Bevist siger jeg intet, da min bror igen og igen glider en halv til en hel meter bagud og beskeden om mine kramper, ville bestemt ikke hjælpe på den indre kamp, han så småt er ved at skulle møde. I stedet skubber jeg kramperne til side og roser ham for hans præstation. Da vi krydser Nyhavn, ved vi, at vores familie står klar med æbler og anden opfyldning, på energi depoterne. Jeg joker med ham om, at han nok skal have et lille kys af sin kæreste og han smiler ved den udmelding, men da vi løber forbi Mærsk siger han så ”Hvis vi stopper op, så kan jeg ikke mere.” Vi har lige passeret de 28 kilometer og min brors løbestil taler sit tydelige sprog, han har mødt muren.

Jeg lægge mig ved hans side og begynder så at fortælle. Jeg fortælle om bygningerne, hvordan han bare skal løbe, rette sig lidt op og bare blive lige der hvor han er. Forude kan jeg se hvordan vores familie står klar med pom pommer og klapper af os. Jeg kaster et nervøst blik på min bror og råber så ”Jeg skal bruge 3 gel”. Idet jeg råber, overrasker jeg mig selv og ikke mindst vores familie. Min stemme er høj og bestemt, vil selv påstå den blot var præget af det pres vi var under. Længere fremme, kan jeg se hvordan min søster finder fryseposerne frem og rækker dem mod os. Vi snupper dem, vinker – og løber så videre. Mens vi drejer rundt om kastellet og løber op mod Østerbro station, falder tempoet. Min bror kæmper og forståligt nok, han ved ligesom jeg, at hvis han stopper nu, kan han bare følges med de andre tilbage og det jo sikkert også er hyggeligt nok. Igen og igen presser jeg på, siger han skal fokusere, finde det våben han skal bekæmpe sin krise med. Skyldes krisen manglende energi, smerter eller noget helt tredje?

Kramper og en vandslange
Da vi løber op ad Østerbrogade, for at dreje af ved Trianglen, for så at tage en sidste tur i Fælledparken, sker det. Jeg kaster et blik tilbage over skulderen og kan se hvordan min brors skridt igen og igen bliver korter. Selv er mine ben fortsat friske, lidt præget af kramperne som kommer og går, men det er okay. Min bror og jeg kigger på hinanden også retter jeg igen blikket fremad og mærker hvordan tempoet stiger. Stille og roligt løber jeg forbi den ene løber efter den anden, nogle er gående, andre står stille. Da jeg kommer ind i fælledparken, står der flere venner og hepper på mig, de får et anstrengt smil, nogle børn en high five og ellers sørger jeg for, at komme under de opstillet bruser ved de forskellige depoter.

Da jeg løber langs den første, af de københavnske søer, knækker filmen, kramperne tager til og jeg når knap nok at overveje min handling, før jeg står der, helt stille, med kun 8 kilometer til mål. Mine ben ryster under mig og smerterne er svære at lokalisere. En heppenede kvinde i skyggen, ser mine kvaler og tilbyder mig hjælp. Jeg afslår dog og i samme øjeblik løber fartballonen 5 timer, forbi mig. Min skuffelse er alt overskyggende og i den forholdsvis korte tid jeg står der og forsøger at genvinde styringen over kramperne, går alle tanker igennem mit hoved. Ikke en siger ”stop så”, i stedet håner de mig, fortæller mig hvordan dette marathon endnu engang løbes over de 5 timer og at min plan ikke holder. I irritation får jeg genvundet kontrollen og begynder så at løb. Ganske langsomt, men sikkert. Kvinden fra skyggen studere mig og begynder så at råbe højt og inderligt, idet jeg genoptager mit løb. Da jeg løber op langs, hvad der måske er Øster Søgade, ser jeg en vandslange ved kartoffelrækkerne. ”Der skal jeg hen” tænker jeg og begynder stille at krydse vejen, for at ligge mig yderst. Igen og igen stopper løber op, og hist og her sidder nogen i skyggen. På mange måder var løbet en stor mestering i, at lytte til egen krop. 10 meter før vandslangen, stå min svigermor der pludselig ”Det er Aksel der står der” og ganske rigtigt, Aksel og Carl, samt Hr. Mand står klar med vandslangen og hvilken lykke.

vandslange
At klaske is koldt vand i hovedet, en tidlig morgen, der er på mange måder befriende, men at løbe rundt i bagende sol, med høj puls og blodet dunkende i tindingerne også blive spulet med koldt vand, det kan næsten ikke beskrives. Den der grysen, chokket og gispet det giver i en, idet man rammes af strålerne, det er overraskende og på så mange måder omsluttened. At det så var Aksel, det spulet mig, det var ren lykke. Carl råbte ”Kom Så Mor” mens han klaskede Hr. Mand med den obligatoriske ”klapper”, det gav mig den sidste energi.

Bare løbe.. bare løbe..
Under løbet, tvivlet jeg ikke på, at jeg kunne gennemføre, spørgsmålet var bare hvordan og I hvilken stil. Efter min nye strategi blev lagt, løb jeg med et stort smil på læberne, med high fives til heppene børn og opmuntrende kommentarer til mine medløber, men ved de 38 kilomenter ædes jeg langsomt op. Igen og igen bryder jeg sammen mens jeg løber, for så at stoppe min egen hulken, for at sikre en god og kontrolleret vejrtrækning, mens kroppen fortsat brænder af smerte.

Da jeg løb, bemærkede jeg det kun i en lille times tid, særligt hver gang mine shorts blev våde, men da jeg kommer i mål, er mine inderlår smurt ind i blod, grundet de slidmærker shortsstoffet har lavet, for hvert skidt jeg tog. Der hvor mit løberur har siddet, er der flere dage efter et blå mærke, til trods for jeg havde sat det på, med hensyn til at kroppen vil hæve op og igen og igen må jeg dræne de vabler der har sat sig på mine fødder.

IMG_3699At passere målstregen.
Jeg løber I mål i tiden 5:07. Ved min side, er min veninde, som løb som fartholder den første del af løbet. Hun har ventet på mig og støttede mig igennem de sidste fire kilometer af løbet og det var uendeligt rart at have en der løb ind efter vand eller peptalket. Da vi kommer i mål bryder jeg for alvor sammen, Aksel, Carl, Min mand, Mor, Søster, Bror, Svigerinde og Morfar står der alle sammen og lykønsker mig.

ungerne
Selv kan jeg ikke andet end at hulke også ellers give mig til at vente.. vente på min bror. Den stolthed jeg følte, da jeg pludselig kunne skimte ham nær målstregen, det er og bliver en af de bedste og smukkeste følelser jeg nogensinde har følt i mit liv. Da han løber ind i mål, omfavner vi hinanden, vi græder og står bare sammen, mens speakeren, musikken, publikum, alle andre lukkes ude.

thumbnail_FullSizeRender

IMG_3637

Copenhagen Marathon 2016, var et unikt, smukt og fantastisk lærerigt løb.
Et løb hvor knap 10% af løbets deltager måtte udgå, hvor temperaturen lå nær de 25 grader og ikke mindst, så var og er det et løb, jeg løb og gennemførte, fordi jeg kunne, må og kan.

Det tog mig flere dage at accpetere hvilken ekstra udfordring varmen havde været og kan på en dårlig dag, forsat, mærke et lille stik af skuffelse, alligevel er det jo ikke værre end at jeg bare kan prøve igen…

Tusind tak fordi du havde lyst til at læse med.
Hvis du har lyst, kan du se min rejse til bryggen på Instagram under Hashtagget #MinVejTilBryggen2016.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Min Vej Til Bryggen, Del I.

Der er flere af jer, som her og på instagram har spurgt ind til det der løb jeg gør mig i – måske lidt manglen på samme, grundet min skade.

Jeg startede dette år ud med tre store løbemæssige mål:

» North Coast Ultra, marts.
» Copenhagen Marathon 2016, maj.
» Copenhagen Half Marathon, septemeber

På mange måder var tanken, at disse tre løb skulle komplimentere hinanden, bygge mig og øge min indre og ydre styrke. Tanken var, at jeg via disse løb skulle understøtte den røde tråd jeg har lagt for mit løb dette år. Tanken var at jeg udover disse løb, skulle få en masse gode ture, nogle i regn, andre i høj sol og igen måske snestorm, alene såvel som med løbeklubben. Indtil nu har jeg sikret mig alle vejrtyper og endda også prøvet løbebåndet af. Jeg synes ture over 10 kilometer, på et løbebånd, er for kedeligt og alligevel går jeg og tænker, at jeg da skal prøve at løbe et halv marathon på sådan et bånd en dag. Heldigvis kan ipaden stå så fint på maskinen og 1-2-3 Netflix. Men lige nu er det ikke løbebåndet det fylder, i stedet er det mit første løbemæssige mål, nemlig North Coast Ultra.

CollageBillederne er venligst lånt fra North Coast Ultras Facebook side 

Nu tænker én sikker, hvad er det for en sag? Jeg ved det ærligt talt ikke selv og alligevel ved jeg efterhånden, at det er noget med yderst varieret terræn, noget med viljestyrke også at et ultraløb først er et ultraløb når det passeré de 50 kilometer. Så helt ultra er mit ”lille” løb på 25 kilometer måske ikke helt. Dog tvivler jeg ikke et sekund på at jeg nok skal blive udfordret på et niveau, jeg nok ikke helt havde forestillet mig. For hvad sker der, når man tager pigen som har sin gang på brostenene og det eneste off roade der nogensinde er prøvet, er når jeg er løbet ind i en busk, i søndermarken, for at lade vandet?!
Hvad sker der, når jeg sættes ud i Tisvilde Hegn og pludselig står midt i Danmarks smukkeste natur og ikke har andet formål end at skulle løbe, bare løbe….

For små 3 måneder siden var jeg som sådan ikke nervøs for de 25 kilometer. Jeg var i mit livs bedste form, kunne snildt løbe 21 kilometer en søndag aften og have lyst til mere. Når jeg var til fællestræning var det med højt humør og stort overskud. Så skete der det som ikke skulle ske, trætte ben, ujævne fortovsfliser og bum, så lå jeg der med blødende knæ. Jeg fik da hurtigt rejst mig op igen, men helt godt blev det aldrig og som den upædagogiske pædagog sagde på fritteren: ”Det skal løbes væk”. Så fortsatte jeg og skubbede smerterne fra mig. Men når man pludselig finder sig selv lave planke og andre udstrækningsøvelser, under de lange træningsture, så ved man måske godt den er gal.

Løb

Heldigvis kom jeg hurtigt i stand hos en super dygtig sports fysioterapeut med speciale i knæ og hertil behandling af løber. Og inden du nu tænker, ah det lugter lidt af spons det her, så nej. Alt behandling er selvbetalt eller belånt via SU-lån og lidt sygesikring. Men det har til hver en tid, været pengene værd. Det var rigtig vigtigt for mig, at fysioterapeuten forstod mig og alle mine indre processer i forhold til løbet og der var Rasmus den helt rigtige.  Han havde recepten på en god og hurtigt helingsproces. At jeg så ved første konsultation blev børnefornærmet og tænke ”Du kan tro det er løgn”, da han forbød alt træning i en uge, det er vist hvad det er. Inden behandlingsforløbet havde jeg lovet mig selv at hengive mig til processen, for det var enten dette her eller konstante smerter frem til efter marathon. Det lyder måske ikke just gennemtænkt det med smerterne, men det påstår jeg heller ikke helt det er, det hedder i stedet løbeafhængighed.

Igennem den sidste måneds tid, har jeg skulle genopfinde mig selv som løber, holde en helvedes masse igen, følge diverse krav fra Rasmus og ellers tro på, at jeg kan hvad jeg vil. Jeg har skulle tro på at alt mit løb ikke sådan lige forsvinder fra den ene dag til den anden. Behandlingsforløbet har hovedsageligt været bygget op omkring øvelser også laser behandling af mit knæs væv og lårmuskler, for at fremskynde helingsprocessen. Lidt underlidt at ligge der med solbriller mens ens knæ gennemvarmes af en maskine og bagefter hoppe rundt med et gnidningsfrit knæ. Det er helt klart en behandlingsform jeg til hver en tid vil anbefale alle, helt specifikt løber. Kig evt Rasmus kliniks hjemmeside Fyszonen.dk. Det er sjældent jeg direkte anbefaler noget, men denne behandling hos Rasmus, har sikret at jeg fortsat kan arbejde hen imod mine helt store mål for dette år.

mig

For jeg vælger nu at tro på dét her. Jeg vælger at tro på det hele nok skal gå og ja særligt i morgen, hvor jeg klokken 11:30 løber afsted på et 25 kilometer langt trail løb. Jeg vælger at tro på, at jeg er stærk nok, at jeg ikke fare vild og at jeg kan tage kampen op med de indre dæmoner der vil indfinde sig på ruten. Jeg tror på det nu, at sommerfulgene i maven så har udviklet metalvinger, det er vist hvad det er.

Tænker du, ej det der North Coast Ultra må prøves, så tjek evt. deres  hjemmeside,  hvor jeg ved man fortsat kan eftertilmeldes til de 25 kilometer og ellers besøg deres  Facebook side , hvor der der med sikkerhed er en eller anden  der sælger sit løbenummer.

Tak Fordi I Læste Med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Er vi gode nok?

MigOgMorskabet
Som I tidligere har kunne læse om her på bloggen, har jeg gennemgået et stort vægttab. Et vægttab fra 100 kilo klubben til de 65. Hvordan jeg lige kom så langt op på vægtskalaen, er anden historie.. Det er som sådan ikke vægttabet i praktisk forstand dette indlæg handler om, men mere det der er bagved. Forleden skrev, hvad der for mig, er en fyrtårnsmor her på de sociale medier, et fint og utroligt vigtigt indlæg. Hun er som sådan også denne fyrtårnsmor i virkeligheden og giver på mange måder et stort indspark til min egen rolle som mor, kvinden jeg taler om er Iværksættermor eller bare Jelana og indlægget jeg hentyder til kan læses HER. Det fik mig til at tænke, igen at tænke over egen figur i alt dette her og selvfølgelig hvilken vigtig rolle jeg spiller for mine to drenge, som Mor og dertil også rollemodel.

Jeg ønsker ikke at anskue selvbilleder betinget af køn, men blot pege i retningerne af undersøgelser der viser, at det oftest er piger der rammes af en spiseforstyrrelse. Det betyder bestemt ikke vi kun skal slå ring om dem, nej vi bør slå ring om vores børn generelt set og sikre os, at vores børn vokser op med sunde og almindelige kropsidealer. Hvordan man gør det? Første forslag er måske lige at kigge på mediebilledet, pille pigen fra Nygart klinikken ned fra Nørreport metrostadion. Prøv lige at forklare en knap 5 årig, hvorfor det hænger en nøgen dame ud over det hele? Igen sidespor, anden debat. Men samtidigt med vi kigger mediebilledet efter i kanten, bør vi også kigge ind ad. Det er før blevet påpeget vigtigheden i at tale pænt, men jeg tror vi skal dybere end det, jeg tror vi skal være langt bedre til at kigge på og i særdeleshed lytte til, hvad det lige er vi taler op og hvordan vi gør det.

Jeg har to skønne drenge rendende rundt omkring mig. Drenge der leger med skønne piger, både i institutionen og hjemme. Drenge som formentlig en dag vil begynde at gøre noget mere seriøst ud af betegnelsen kærester og de der lidt skarpt klippede røde hjerter. Drenge som med tiden vil forelske sig og her er spørgsmålet i hvilken type pige de vil falde for. Vi husker det nok selv fra dengang man lå hjemme på teenageværelset, med venner og veninder, udfyldte de der klassiske vennebøger fra ”Vi Unge”. Personligt kan jeg da hilse og sige, at min drømmeprins dengang gerne måtte være højere end mig, have blå øjne også måtte han gerne være charmerende. Senere med tiden kom der langsomt flere tillægsord til og det gjorde der også hos drengene: ”Sød, Sjov, Store Bryster, Tynd, Høj” Jaja, jeg husker sgu godt følelsen fra dengang jeg så min skolekæreste beskrivelse af hans drømmepige. Det var en lidt blandet fornemmelse og med tiden oplevede jeg da på egen krop, hvad udefrakommende kommetarer og sikkert en god bunke andre signaler gjorder ved min kropsforståelse og dertil forstyrret min egen spisning. Jeg husker hvordan jeg sorteret folk fra på Dating.dk, ”han er for pæn til mig”, ”For høj”, ”Ryger” mm. Selvfølgelig kiggede jeg også på udseendet men vigtigst af alt, oplevede jeg hvordan mit eget selvbillede skabte min tilgang til andre.

Så nogle gange tænker jeg, gade vide hvad for nogle piger de vil forelske sig i. Gad vide om de vil være gode til at svare på sms’erne, huske månedsdagene og de der små ting som ynglingsisen. Jeg tænker om de vælger hende den naturlige smukke, naboens datter, hende som måske lige bruger lidt for meget foundation eller hende der er helt naturligt bygget, med runde lår og fine hofter? Om de forelsker sig i hende den politisk aktive, læsehesten, rollespilsfanen eller fodboldpigen? På mange måder er alle de interesseområder lige meget, udseendet også, så længe at pigen de falder får, formår at bringe det bedste frem i dem. Men det kræver vel på så mange måder, at de lære at acceptere og elske dem selv for den de er, af både indre og ydre. At de ser dem selv som værende mere end gode nok og ikke finder det nødvendigt at anvende ekstreme midler for at ligne og være noget andet end dem selv. For nok reagere pigerne i statistikkerne over forstyrret spisning men samtidigt hiver ”drengene” nogle helt andre tal hjem. Tal som sættes i forbindelse med anabolske steroider og hvad der i dagligt tale kaldes for den 4. spiseforstyrrelse ortoreksi. Så jeg tror desværre vi mere end nogensinde før, står overfor en generation, dels af børn, men helt særligt forældre og bedsteforældre som må gå forreste og fremvise det gode eksempel.

Hvordan vi så konstruerer det gode eksempel, det afhænger jo igen af personlige holdninger. Selv tror jeg på alt med måde og nu tænker nogen måske ”Undskyld men er det ikke dig der vil løbe endnu et marathon” og finder min forståelse af ”alt med måde” lidt hul. Forståligt nok, men jeg ønsker ikke at løb og styrketræning sættes i forbindelse med et direkte vægttab. I stedet ønsker jeg, at mine børn får oplevelse af vigtigheden i at bruge sin krop, at holde den aktiv, stærk og i bevægelse, på godt dansk sund. Hvad vi så vælger at lægge i kassen ’sund’ det er så igen forskelligt. Jeg tror det er sundt at mine børn oplever en natulig tilgang til egen og andres krop, lidt alla ”Totte og Malene” forståelsen og hovedsagligt i selskabet af primære omsorgspersoner og at de første mange år frem til teenageårene primært består af ”funktions forståelse”.  At mine børn ikke automatisk tænker Fredag = Fredagsslik, eller direkte ’sundt’ vs. ’ikke sundt’. I stedet ønsker jeg de tænker balance. Ligesom dengang vi lærte vores børn at ligge på maven, til trods for hvor meget de end måtte hade det, så var det vi gjorde dengang, at ligge hele grundstenen for deres motoriske udvikling. En udvikling der med tiden også krævede at vi støttede op, gik med dem hen over gulvet, mens vi holdte dem i hænderne og tiljublede dem også oplevede hvordan vægten af deres hænder i vores forsvandt og gjorde at de slap og pludselig selv kunne…

Min drøm som mor er, at mine drenge forstår at de er gode nok, at de er mere end gode nok. At de måske lidt markante træk de har er deres, en del af dem og i en helhed skaber en sund, smuk og naturlig dreng. At selv når huden er uren, stemmen underlig og kroppen høj og ranglet, så er de smukke, unikke og helt perfekte som de er.

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Older posts