Jeg kan selv… pakke min taske

img_0142

Jeg havde længe ventet på at Aksel, skulle blive gammel nok, til at kunne starte til FDF. Allerede som 3-årig, kunne hans store kærlighed til natur, diversitet og viden mærkes og hvis der er en fritidsinteresse, som favner alle disse værdier og mangle flere, så er det FDF. Samtidigt mener jeg at FDF giver en dannelse, og på mange måder er FDF er godt supplement til vores til tider “skrantende” folkeskole. En skole, hvor politikker og internationale organisationer som OECD og PISA, igen og igen piller skolen fra hinanden. Hos FDF, er vi mennesker, som vi fødes og udvikles, forskellige og med kompetencer der i et samlet fællesskab, giver en unik synergi.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Når man i min verden, kun er 5 år gammel og skal på sin første lejr, så er det en stor ting – som os kan være grænseoverskridende…. for barn og mor. Glemmer aldrig Aksels første lejr. Sad i skrivecamp og tjekkede uret og telefonen konstant. Hvis de nu ringede og for at se hvornår klokken var over sengetid, altså tiden, hvor Aksel nok kunne opleve den største portion hjemve. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at Aksel altid er taget afsted uden et kny, men vi har snakket meget om det at være ked af det, mens man samtidigt føler glæden og omvendt. Vi har tegnet en lagkage, hvor 2 stykker har været ned hjemve og de sidste 8 har været fyldt med sjov og spas. Aksel har helt klart rykket ved sine egne grænser og vi har støttet ham i det, vel vidende om at de voksne der er omkring ham, kender “grænsen” for afsavn.

Dette indlæg skulle faktisk ikke handle om hjemve, men om noget af alt det, som går forud for en lejr.. nemlig det at pakke en taske. Jeg har oplevet hvordan FDF har modnet Aksel, skabe forståelse for orden og hjælpe ham med at have styr på sine egne ting. Jeg lærte ret hurtigt, at Aksel skulle være med til at pakke tasken, for hvordan skulle han ellers vide hvad der var “hans”. Mange af drengene fra FDF, havde sidste år t-shirts med Ninjago, så navnelapper er altid en god ting at have i tøjet. En anden FDF mor, anbefalede mig at pakke dagsposer med tøj og den helt store pakkefejl var ifølge Aksel, at jeg ikke have givet ham en pose med til snavsetøj. Hvor skulle han ellers lægge det beskidte tøj?!

img_0145-2

Med tiden begyndte jeg at trække mig helt fra pakningen og i stedet har jeg lavet en børnevenlig pakkeliste. Aksel elsker den og for ham, er det en del af at skulle afsted på lejren. I weekenden skal Aksel afsted på en ny lejr og igen om en måned pakker han tasken igen, til kredsweekend, hvor hele familien os er med. Til sommer gælder det sommerlejr og for at mindske den tid, jeg bruger på at tegne en pakkeliste, har jeg nu lavet en lille “kopitegning”, som Aksel selv kan farvelægge. Han blev så glad for den, at han uddelte den til de klassekammerater som skal med i weekenden og som os er startet til FDF.

Listen kan tilpasse alt efter den enkelte lejr og sæson. Derudover kan barnet bruge pakkelisten som tjekliste, når de skal hjem igen. Dette gøres ved at krydse den lille boks af. Sol og måne indikerede antal dage og nætter og som forældre kan man så selv tilføre navn og hvilken lejr i toppen af pakkelisten. Derudover kan man selv tilføje ekstra personlige ejendele. Aksel har en dolk som os kommer med og som er tilføjet hans pakkeliste, sammen med en Ipod, hvor der kun ligger lydbøger på, som han kan bruge, når han skal holde siesta eller finder et behov for at koble af.

Hvis du har lyst kan kopien hentes ved at downloade dette billede:

fdf-pakkeliste-migogmorskabet
Ved eventuel deling, bedes almene regler for ophav følges.

Og tænker du – hvad er det der FDF for noget, så synes jeg helt bestemt du skal prøve at besøge
FDFs samlede hjemmeside og se hvor din nærmeste lokale kreds af.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bevæg dig – med Reima

img_3415
Indlægget er sponsoreret af Reima og lavet i forbindelse med MillionHoursOfJoy kampagnen.

Som barn havde jeg små 4,5 kilometer i skole. I sommerhalvåret cyklede jeg dagligt, til at starte med troligt bag min storebror og i takt med jeg blev større, alene. Jeg elskede at lege fangeleg, spille fodboldt og generelt bare være ude. Grundet plads problemer og et børneboost i den lille by ud til fjorden, gik jeg på en skov-ungdomsklub, det der oftest omtales på bygger. Min ungdomsklub lå i en skov, med mark, bondegård, dyr, høloft og med bålplads. Her fik jeg lov til at stå med en økse, fælle træer, lave bål og ellers bare give den gas. Den ungdomsklub har på mange måder været årsagen til jeg har været på talrige vandre og kanoture og idag fortsat elsker udelivet og alt det som naturen kan byde på.

img_1035

Da jeg sammen med Hr. Mand valgte vi at blive i byen, i en lejlighed, fravalgte vi samtidigt muligheden for at vores børn kunne muligheden slå kolbøtter i egen have og lege ude på græsset før morgenmaden. Vores prioritering satte krav til os som forældre. Samfundet stille i forvejen en del krav, både politisk og socialt, stod fandeme til halloween udsalg igår og tømte hylderne, for mine børn skulle da ikke gå glip at det gøgl, bare fordi Moren lige havde overset eller ja stresset forbi datoen… Et af de helt store krav jeg sætte til mig selv som mor, er at mine børn skal have det godt og tilegne sig nogle gode værdier her i livet. Det at have det godt, betyder ikke deres værelse skal være fyldt med legetøj og kalenderen rummer oplevelser i diverse forlystelsesparker. Det betyder de skal omfavnes af kærlighed, tydelige voksne og særligt nogen de kan regne med. De skal have sund kost og guides til at sættes deres kroppe fri og lærer at bruge den  aktivt. Særligt det at børn er inaktive er desværre et voksende problem og måske os derfor at overvægt og følgesygdomme heraf er den vestlige verdens største sundhedstrussel.

img_4771

Herhjemme er Hr. Mands arbejde relativt fysisk, han løfter flere tons æbler om ugen (ikke på en gang) og derudover løber han et par gange om ugen. For mit vedkommende, så ved den trofaste læser at jeg løber en del og ellers os ofte bruger mit medlemskab i fitness centeret. En ting er hvad de voksne gør, en anden ting er hvad så hvad vi hjælper vores børn til. Jeg tror nemlig at vores adfærd påvirker, former og ofres spejles af vores børn og derfor ser jeg hele tiden mig selv som en vigtig rollemodel i mine børns liv. Jeg elsker at kunne sige til mine børn at jeg løber og hvorfor jeg godt kan lide at løbe, det bedste er dog når Aksel er med på en løbetur og Carl cykler ved siden af. For mig er det vigtigt vi kan være aktive sammen og gerne sjovt samtidigt. Det synes jeg er en god og vigtig værdi at få ind i livet. For at sikre mine børn finder deres egne veje til motion, med kærlig guide og støtte fra os forældre, er kravet yderligere at de ‘skal’ gå til en sportsgren, for derigennem at udvikle dem selv, indgå i relationer og få kendskab til den enkelte sports logikker og fysiske udfoldelsesmuligheder. Motion behøver i min bog ikke være kompleks og betyde alt eller intet, for mig kan det være alt fra at lege fangeleg, kravle i træer og cykle byen tyndt – hvilket er relativt nemt nu hvor vi ikke har en bil. Derudover elsker Aksel at løbe runder, hvor vi så sætter streger, ligesom man ofte gør ved skolernes motionsdag. Helt personligt er jeg som sådan ikke direkte bekymret for mine børn og alligevel puster frygten mig i nakken, når jeg ved at børn idag stopper tidligere med at lege og være fysiske aktive end de foregående generationer… en stor del af denne udvikling skyldes elektroniske stimulis.

img_5356

img_5502

Desværre er alt for få børn aktive nok i deres dagligdag – faktisk bør alle børn dyrke mindst en times fysisk aktivitet med høj puls dagligt. Det vil børnetøjsmærker Reima gerne forsøge at gøre op med, derfor har de skudt gang i kampagnen MillionsHoursofjoy, for at sætte fokus på denne negative udvikling og yderligere forsøge at bryde den. Reima har udviklet en sensor ReimaGo’, som kan indsættes i dit barns tøj og tracke aktiviteten, hvis det li’ er en tand for meget, kan du selv oploade dit barns aktivitet på Reimas hjemmeside HER og derigennem deltage i konkurrencen om at vinde ugentlige fede primære og være med i lodtrækningen om hovedgevinsten om en tur til Lapland med 14 andre familier .

img_1618

Du kan yderligere deltage i lodtrækningen ved at gøre brug af hashtagget #millionhoursofjoy på Instragram og eller Reimas facebookside.

Hvis du ikke allerede har købt overtøj eller vinterstøvler til ungerne kan du få 20% og fri fragt hos Reimas shop ved brug af koden MIGOGMORSKABET2017, koden gælder fra 01.11-2017 til klokken 23:59 d. 03.11-2017 . (Jeg tjener ikke noget på at du anvender koden)

Jeg kan bestemt anbefale Reimas vintertøj, herhjemme har vi dels haft fornøjelsen af at teste flere produkter fra deres tidligere kollektioner og yderligere skal Carl dette år hoppe i en af Aksel gamle flyverdragter, som fortsat står som ny, grundet den kanon gode kvalitet.

Hvordan gør I der hjemme for at sikre at jeres børn og måske os jer selv,
får den anbefalet mængde motion ?

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Pakket ind i vat?

img_0127

I dag havde jeg muligheden for at hente Carl tidligt og vi svingede derfor forbi en legeplads på vejen hjem. Tit og ofte når jeg er på legeplads, er det med to ret så livlige drenge og det er en sjældenhed at jeg blot er plantet på en bænk. I stedet er alt fra et farligt monster, til Kaptajn Klo eller også får jeg lavet en god workout, når begge drenge skal gynges. I dag ville Carl gerne have en gyngetur. En af de der hvor kæderne giver et lille ryk – kan I huske den salgs gyngeture? Jeg husker tydeligt hvordan ham den søde rødhåret dreng fra børnehaven, Jesper Dansted som boet i et hus med græs på taget, han kunne gynge super højt, mens jeg sad ned på bildækket. Nogen gange var jeg modig og stod op samtidigt med ham og andre gange så sad jeg bare der på bildækket, holdte godt fast og sang af mine lungers fulde kræft.

Mens jeg står der og gynger Carl, som klukker af glæde, går et på damer forbi ude på vejen. Den ene kigger så på os og ser mit hvidhåret lille vidunder sidde der på gynge, klukkende af grin. Hun smittes af hans glæde, det er tydeligt, også sker der noget. Noget som gør hun får et behov for at have en holdning, som skal ydres til den anden dame, i tilpas højt niveau, så også jeg kan hører det. ”Prøv at se det der underlag, det er sgu ikke så mærkeligt at her vrimler med curlingbørn.” Hun siger det imens hun ryster på hovedet også kigger den anden dame og hun begynder så også og ryster på hovedet. Carl han klukker forsat af glæde og jeg selv, ja jeg skubber bare videre på gynge med stor glæde.

Da vi har fået gynget færdig, lavet de sandbjerge der skulle laves og ellers fundet omkring 10 uundværlige pinde, cykler vi hjem. Vi er stadig i vores tosomhed derhjemme og sammen går vi ud i køkkenet, for at begynde og lave mad. Jeg sætter en playliste med Disney sange på, får vasket de små sandkorn af fingrene også går jeg ellers i gang med at finde ingredienserne til aftensmaden. Carl sidder på køkkenbordet og lytte nøje efter hvert nummers spæde toner, for at kunne gætte hvilken Disney film den enkelte sang optræder i. Så rækker jeg ham peberfrugterne og han møver sig hen til vasken, for at skylle dem. Da han har fået skyllet peberfrugterne og halvdelen af det ene ærme, proklamere han at nu er han klar. Så finder jeg kniven i skuffen og begynder så at grine lidt for mig selv. Aksel og Carl har nemlig deres egne knive, børneknive – Gad vide hvad damen fra legepladsen ville sige til det?

Gad vide om mine to curlingdømte drenge overhovedet kan klare sig i den verden der venter dem?

Mit svar er JA – okay, hvis vi kigger på den til stadig manglende medmenneskelighed som vokser frem alle steder og de neoliberale strømninger som tager fat i hver mand og udformer sig som agenter eller rettere sagt frisører som forsøger at klippe skaldet mennesker, så er svaret NEJ. Jeg ved vitterligt ikke hvilken verden mine børn skal være handledygtige og omstillingsparate voksne i, men spørger man mig, om de bliver curlingbørn, så er svaret altså nej.

Nej – jeg tror ikke børn bliver curlingbørn af at der findes et faldunderlag på legepladsen. Et fald fra gyngen hvis kæder der giver det lille hop, det gør stadig ondt og udløser i selve faldet, fortsat en angst over den manglende kontrol. Det smarte ved diverse faldunderlag er bare at der sjældent går hul – men måske brækkes en arm? Børn udvikler generelt altid en respekt for det der med at falde og slå sig, det handler lidt om tyngdeloven også det som ligger i os alle sammen, nemlig den der adrenalinudløsende angst som kommer når man mister kontrollen over sig eget korpus. Prøv evt. den der tillidsøvelse med at lade dig selv falde, mens en skal gribe dig, allerede der fremvokser der ofte en frygt. Det er en rationel frygt som altså ikke trues af nye teknologier, som stødabsorberende faldunderlag og knive som kun kan skære i kød og grønt er. I stedet tror jeg det handler om nogle helt andre ting, når det kommer til at udvikle curlingbørn. Personligt vil jeg indrømme, at jeg har langt lettere ved at sige ”op igen”, når barnet falder af gyngen, fordi jeg netop ved der er et lille sikkerhedsnet under gyngen. Jeg tror nogen gange vi skal passe på, ikke at ville udvikle mennesker som tror de kan klare hele verden selv. Selvfølgelig er det da en styrke at man er handlekraftig, selvbevidst og viljestærk, men vi er nu engang et ”folkdyr” og i stedet for at have så travlt med at vi skal være så individualiseret som overhovedet muligt, burde vi måske i stedet arbejde lidt på det der med at sidde sammen i en grotte, med dem som ikke ligner os for derigennem at arbejde lidt på fællesskabet?

Jeg tror nemlig at jeg udvikler børn med respekt for tyngdeloven, skarpe knive og med forståelse for at de skal passe på sig selv og alle de andre men at hvis det virkelig brænder på, så skal de være handlekraftige nok til at bede om hjælpen, for så er den der – selvfølgelig. Det betyder ikke at mine børn bliver curlingbørn, nej de bliver børn med et godt bagland, som har deres ryg og som samtidigt lærer dem om, at det er okay, det der med at bede om hjælp og lave små sikkerhedsnet for sig selv og alle de andre.

Kærlig Hilsen

Moren som elsker faldunderlag, børneknive og som sikkert også kommer til at bærer sin søns skoletaske i ny og næh, for derigennem at vise ham, at det almen god dannelse, at hjælpe dem der er mindre end sig selv.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Et farvel til sutten

fullsizerender-8

I det øjeblik Carl dækkede sine øjne, med hans små hænder, der besluttede jeg mig for at det her indlæg skulle skrives. Det tog mig et split sekund også skubbede jeg tankerne til side. Hans suttestop handlede ikke om mig, men udelukkende om Ham, om Carl og hans sorg over at miste sin sut.

Mine erfaringer med et suttestop, er ikke de store. Det er de ikke, på trods af at jeg er mor til to drenge, som begge har brugt sut. De har endda brugt selv samme mærke, nemlig Philips Avent sutter. Her er bestemt intet ønske om skjult reklame og indlægget er heller ikke lavet i samarbejde med andre, end mig selv og min dårlige samvittighed. Efter det her suttestop, er jeg næsten ude i at opfordre alle sutteproducenter i at sætte billeder af grædende børn på æsken. Billeder der skal fungere som advarsels om det store afsavn som barnet kan opleve, når det en dag skal stoppe med at bruge sut. Tænker dog alligevel at det er lidt som med rygere, det er ikke et billede eller store fede bogstaver, som afholder en fra at gøre noget, som føles så rart og godt på et bestemt tidspunkt.

Det første suttestop
Aksels suttestop var utrolig dramatisk og husker hver lille bitte detalje fra dagen, hvor han stoppede med at bruge sut. Det var nemlig ikke planlagt, langt fra. En lang historie kort, så var Aksel blevet storebror kort forinden har stoppede med at bruge sut. Fordi han nu var blevet storebror, så ville vi ikke bryde mere op i hans normalitetsforståelse ved også at smide et suttestop på banen. I tilfælde af, at der er nogen læsere med, som står med børn der snart skal smide sutten, så er det en af ”hovedreglerne” eller anbefalingerne i et suttestop. Der skal være plads og tid til det og helst ikke ske for meget omkring barnet når et suttestop skal finde sted.

Da Aksel lige var blevet storebror til Carl, som har hovedrollen i dette indlæg, så ville vi gerne vente lidt med et suttestop, til trods for Aksel så ville være lidt over 3 år før han stoppede. Børnetandlæger anbefaler, at hvis et barn bruger sut, at den så smides inden barnet er 3 år. Dette er grundet risikoen for skader på tandsættet og som derigennem kan forsager et krydsbyd, overbid osv. En morgen da jeg skal aflevere Aksel sker der det at han falder i børnehaven og slår 2 tænder op og en ud. Der er blod alle vegne og 1-2-3 sidder vi i en taxa påvej til en børnetandlæge, som skal se på skaden. Hurtigt konkludere tandlægen, at Aksel har mistet en tand og ja slået to andre halvt og helt op i tandkødet. Derudover er 2 andre tænder løse og som et ekstra traume ovenpå styrtet, så er beskeden at barnet ikke må bruge sut pr. dags dato, da de løse tænder i så fald skubbes yderligere løse og kan tabes eller rykke sig fri af roden og dermed dør. Det var så at sige noget rigtig møg. At stå med en forslået lille dreng også ikke engang at kunne trøste med hans sut og masser af nus. Vi valgte at bruge dagen på at gøre det til en ”suttestop-dag”, frem for dagen hvor det forfærdelig skete, som gjorder der kom meget blod. Aksels suttestop var fint, hyggeligt, fyldt med stolthed og forkælelse og uden store afskedsscener. Han ytret på intet tidspunkt et stort afsavn til sutten og den eneste reaktion på suttestoppet var, at han lige skulle nusses 5 minutter længere da han skulle sove, selv samme aften hvor sutten var smidt. Derfor tænkte vi at metoden var gylden og derfor ville vi genbruge den, minus det med opslået / udslået tænder selvfølgelig.

img_7375

Carls suttestop, forberedelsen
Det hele startede tilbage i november måned. Carl fylder 3 år d. 18 januar 2017 og spørgsmålet var om sutterne skulle sendes til julemanden eller over på suttetræet i Frederiksberg Have. Carl elsker julemanden, så det havde på mange måder været oplagt. Det var vores december måned dog ikke og heller ikke de sidste uger op til. Programmet var simpelthen for fyldt og ærlig snak er, at vi mente det ville være en tand for meget også at smide et suttestop ind. Derfor besluttede vi at juleferien kunne afsluttes med suttestoppede, således at vi den 2. Januar holdte vores sidste feriedag og kunne hygger og gøre det som vi mener skal til, når man stopper med så stor en ting, nemlig at bruge sut.

Vi snakkede ganske lidt om det der med suttestop, suttetræet og hvad det betød når man stoppede med at bruge sut. Carl og jeg besøgte helt uformelt suttetræet i december måned og bagefter var Carl helt klar på at hans sutter skulle på suttetræet. Betydningen af at den så skulle hænge der, den forstod han ikke. Som optakt til suttestoppede, begyndte vi at udfase sutten og derigennem gøre at den fyldte mindst muligt i hverdagen. Jeg ved godt børn er forskellige og det samme gælder for deres forældre. Nogle elsker Lola, psykologiske børneartikler, anbefalinger mm. og andre vil bare gerne kører deres helt eget løb uden indblanding af andres anbefalinger. Personligt tror jeg at man som forældre kommer langt med sin mavefornemmelse og at den så kan guides efter tidligere erfaring, som kan hentes af andre medmødre og fædre eller de såkaldte eksperter. Jeg er personligt forskertypen. Typen som samler en masse forudgående teori, om det jeg nu skal til at arbejde med i mit forældreskab. Så kigger jeg godt og grundigt på mit barn, familielivet og mit eget moderskab og dernæst udplukker og tilpasser jeg det som findes passende til den givende situation og det enkelte barn.

img_7835

Carl elsker piktogrammer, det genkendelige. Han er glad for når jeg tegner og fortæller en historie, så jeg besluttet mig for at tegne hans suttestop eller retter sagt programmet for suttestoppet. Vi havde sammen, Hr. Mand og Jeg, aftalt at dagen skulle handle om at gøre Carl så tryg som mulig, favne alle de følelser han nu måtte komme med og så have tillid til vores beslutning. Tegning viste programmet for suttetstoppet. Carl fik tegningen vist aften før suttestoppet og sammen havde vi en snak om hvad der skulle ske og hvordan. Det skal her nævnes, at vi op til og siden besøget ved suttetræet i december måned, i nu og næh havde snakket om suttestoppet i abstrakt form og uden det blev fremsagt “Lige om snart skal du stoppe med sut” men mere som ”at når børn stoppede med at bruge sut så hængte de dem på suttetræet og får en gave” eller ”når man er 3 år kan tænderne ikke tåle at man bruger sut mere”. Tanken var, at vi på suttestop-dagen, efter morgenmaden, i stille og roligt tempo, skulle gøre os klar til turen over til suttetræet. Det skulle ske i flere små steps.

img_7848

Første fase var at finde alle sutterne, den egentlige suttejagt. Husk for Guds skyld at få alle sutter med hjem fra institution og op af tasker og andre gemmer. Da alle sutterne var fundet, skulle Carl vælge et bånd sutterne skulle bindes fast på. Han valgte er guld bånd også blev alle sutterne pænt bundet på båndet. De skulle selvfølgelig tælles og lige suttes på en sidste gang. Derefter skrev vi der obligatoriske brev til suttetræet, som Carl dikteret. Så tegnede han en tegning som sammen med brevet blev lagt i plastik lomme, så regnen ikke kunne trænge ind. Også begav vi os mod suttetræet.

fullsizerender-9

fullsizerender-10

Ved Suttetræet
Turen var kort som altid og alligevel lang. Mens vi sad på cykel, blev det lige taget de sidste minutters hyggestund med sutten også stod vi ved suttetræet i Frederiksberg Have. Træet høstes en gang om året for sutter og tit er der noget beroligende i at andre også har gjort det man selv skal gøre. Så vi snakkede lidt om alle de flotte sutter og breve som hang på træet. Til sidst udpeget Carl så det sted, lige præcis hans sutter skulle hænges. Carl valgt den øverste gren i træet og heldigvis kunne Hr. Mand, med lidt hjælp fra hans cykel, komme op i træet. Så læste vi brevet højt for suttetræet og sutterne blev derefter hængt på den udvalgte gren. Vi vinkede lidt til far nede fra jorden af og også sutterne.

Det var lige der, efter det stolte vink at realiteten indtraf hos det lille menneske og i det øjeblik, han med sine små hænder gemte sine øjne og dets tåre blev det hele svært. Vi krammede og kysset, roste og gik så ud af haven, med en grædende Carl. Hele vejen snakkede vi trøstede, opmuntrende og lettere afledende, imens han igen og igen bad os om at gå tilbage og tage sutterne med ned.  Alle de gange han har spurgt, har jeg tænkt “onde mor.” Men det er i min optik her, det er vigtigt at møde barnets sorg og samtidigt være klar og fast besluttet på, at sutterne ikke kan komme tilbage. Det er ligegyldig hvilken reaktion det end måtte afføde, så kan ikke ændres, tværtimod ville det at sutten pludselig kom tilbage, på så mange måder være et tillidsbrud. Det ville være en handling, der ville indikere at der faktisk ikke kan regnes med mor eller far. Nogen vil måske sige jaja og så tror barnet bare at hvis det plager nok, så får det sin vilje. Lige den vinkel er der selvfølgelig også noget rigtig i, men i lige præcis dette tilfælde, et suttestop, så handler det ikke om at plage i en forkælet optik. I stedet handler det om at barnet fremsiger hvor meget der savner noget det forbinder med essentielt tryghed og nærvær og at det her er vigtigt at vise hvordan man igennem sin relation til sit barn også kompensere for den manglende sut.

img_7859

En suttestop gave
Efter Frederiksberg Have  tog vi ud til Toysrus. Her skulle Carl hente sin suttegave, som bestod i ”frit-valg-på-alle-hylder ”tankegangen.  Selvfølgelig håbede jeg ikke på at hans kærlighed faldt på en af de der biler, som barnet selv kan kører. Som altid, ikke fordi vi praktisere frit valg særligt ofte, men som tidligere erfaret så ender vi altid med at tænke “Så ta da den kæmpe store æske playmobil til XXX kr. Istedet for denne lille figur til sølle 20 kr!” Det var samme situation Hr. Mand og jeg så os selv stå i, der mellem talende dinoer, dukker i glimmerkjoler og byggeklodser. Carl fandt et Ninja udstyrs kit, med kastestjerne, små knive og en Ninja hætte. Til 120 kr. Hvis i nogensinde har prøvet at give frit valg, så er man næsten aldrig i tvivl når barnet har truffet sit valg. Carl knugede Ninja sættet ind til sig og sagde “Denne her vil jeg gerne have.” Også blev der pænt betalt og barnet nød sin fine gave.

img_7886

Sandheden i suttestoppet
Her kunne indlægget jo passende slutte, men sandheden er desværre den, at da vi kom hjem, kom påmindelsen om det der manglende og frem mod den første aften uden sut, kom der i små bølger et stort savn til sutten. Det kom lidt i alle variationer, i alt fra gråd, til vrede og frustration. Igen og igen roste vi, bekræftede og mødte Carl i hans følelser mens vi samtidigt bandet os selv langt væk. Da aften kom. var vi begge forberedt på at putningen muligvis kunne trække tænder ud og ganske rigtigt. Der blev holdt i hånd, synget, vugget, nusset, alt imens Carl svingede mellem forskellige udtryk. Nogle var spørgende og sorgfulde så som “Jeg ønsker mig nye sutter i fødselsdagsgave”, ”Mor, jeg savner min sut” til mere “Mor, du har taget min sut – gå væk“. Under hele putningen talte jeg utallige gange til ti men i princippet var det ikke svært at være i Carls nærvær, mens han udtrykte hans følelser, for om nogen forstod jeg godt hans vrede og frustration og syntes da også at hans reaktion og udtryk, som blev understreget med et kast af puttekaninen, var fuldt ud acceptabelt.

Efter et par timer med svingende udtryk, lå Carl og jeg i vores seng. Stillede hviskede han savnet sutterne hvortil jeg så svarede ”det forstår jeg godt og du har også været rigtig glad for dem, men jeg er sikker på suttetræet passer godt på dem og jeg lover dig, at jeg passer på dig.” Alt imens ordene hang i luften, nussede jeg ham over ryggen, strøg de små hvide hårlokker væk fra hans pande og om bag ørerne, mens jeg så  hans øjnene langt om længe gled i. Første putning var ovre og nu var det værste på så mange måder overstået. Carl sov i vores seng den første nat og spurgte to gange hen over natten til sin sut men accepterer svaret om der ingen var og sov stille videre. Næste morgen var han glad, frisk og spurgte ganske lidt til sutterne og om de kom tilbage idag. Da han mødte i børnehave var har begyndelsesvis lidt betuttet men fortalte så med stolthed i stemmen om turen over til suttetræet og om hans selvvalgte gave. Da anden aften kom spurgte han igen til suttem men mere roligt og reaktionerne på deres fortsatte placering på suttetræet var lettere afklaret og putningen kunne klares med lidt ekstra nus og holden i hånd også er det faktisk bare gået den vej.

. . .

Lige nu, 8 dage efter suttestoppet, får Carl forsat lidt ekstra nus når han skal sove og sådan er det. Taget i betragtningen af hvor vi stod sidste mandags, så er det mere end okay. Han har ikke spurgt eller snakket om sutten siden i lørdags og heller ikke ytret at han savner den. Synes har har taget alt det her super flot og han er en sej lille gut. På mange måder frygtede jeg virkelig dette suttestop og hvis ikke det var pga. Tændernes “sikkerhed”, så kunne han for min skyld beholde sutte et godt stykke tid endnu. Om et par uge skal Carl til 3 års tjek hos tandlægen og ved de har for vane, dels at forhøre sig om barnet bruger sut og at de selvfølgelig også roser ekstra meget, når de hører om et suttestop.

img_4859

Jeg håber denne lille fortælling, kan inspirer og give gode ideer til hvordan i kan og
måske også ikke skal gribe et suttestop an.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OBS ! Billederne i indlægget indholde reklame for tøjmærket Reima

.

Han har en rokketand og mor et angstanfald

FullSizeRender (7)

Han har en rokketand ..
Og min mor et mindre angstanfald.
(Jaja, jeg må godt lave lidt sjov på egen bekostning)

Det kan godt være den kære Povl Kjøller syntes, at det var det fedeste var at skrive tematiske,
genkendelige børnesange. Men hvem laver sange til os mødre – eller fædre?
– Ja jeg spørger bare.

Kunne godt bruge noget til stil med
‡ Melodi: Jeg har en rokketand (gerne med akkompagnerende rasleæg)

1 vers
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

En del problemer med en på 5′ 

For jeg siger stop tiden for pokker.

Omkværd
For Han var jo bar’ en lille en,

lille bitte lille en

og nu så vokser han og blir så stor

og mor her hun bare glor’

2 vers. 
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

For han har fået rokketand

For tredje gang for pokker !

Og ja – sørme så?
Om mit barn ikke er ved at skifte hele tandsættet ud på en og samme gang?!
Hvordan er det lige det giver mening.
Jeg husker tydligt dengang, hvor den lille gut fik sin første tand. Sikke en stolthed der indfandt sig på matriklen. Altså også lidt stress, mangel på søvn og alle de der fif mod ømme gummer blev da også brugt.

Men nu, så skal vi mere eller mindre altid have mønter i pungen, for vi ved jo ikke hvornår barnet igen tænker at placere en tand under puden? Herhjemme komme tandfeen med lidt mønter. Det eneste der mangler, er i virkeligheden bare at hun lige stiller en bag in box, i køkkenet, når den første tand veksle. Lidt som en slags “I feel your pain mama” eller skål – for du nu er ved at have ret store unger og derved selv bliver gammel. Det er lidt for tidligt til en midtvejskrise og har opbrugt min kvote for psykiske nedture for de næste 30 år, så lige nu gælder det om at holde tungen lige i munden og bare smile stolt og sige ”ej hvor sejt” når ungen kører bedste Kylie Minogue stil ala “spinning it around” med den ene tand efter anden. I virkeligheden messer jeg bare for mig selv, at han eddermame skal tage at stoppe det vokseri, bare for en lille stund altså.

Hvordan med jeres unger ?
Vokser de som ukrudt?
– og smider de om sig med tænderne,  som var de brødkrummerne Hans spredte ud?

Tak fordi du læste mit morbrok

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Farvel til tremmeseng og ble?

I vinters tog vi dén ned fra loftet og jeg er vist ikke helt gal på den, når jeg husker at der hist og her hang lidt restpynt, fra Carls 2 års fødselsdag. Carl kiggede da noget skeptisk på dén og påpegede mest af alt sin undren omkring, hvad dén skulle der på badeværelset. Aksel derimod oplevede en form for gensynsglæde og havde det ikke været for hans enorm lange ben, så tror jeg snildt han kunne ha’ “trådt af på naturens vegne”, på dén.

Carl vidste ikke helt hvad han skulle kalde dén og hvor skulle han også vide det fra?
I børnehaven er der små børnetoiletter og ingen af vores billedbøger, skildre direkte et toiletbesøg på dén slags. I et kort sekunds dårlige forældre humor, så overvejede vi faktisk at kalde dén noget helt andet. Mit lille politiske jeg, tænkte sågar “blå blok” men ret skal være ret, og velvidende om at sætninger som “Jeg skal på blå blok nu” eller “jeg skal lave lort på blå blok” ville blive sagt – muligvis i køen i Netto, så rettet vi ind og præsteneret så Carl for dén, nemlig potten.

Potten samlede en del nullermænd, mens den stod der ved siden af toilettet. I ny og næh snakkede vi lidt om, hvad sådan en sag kunne bruges til. Det egentlige besøg kom først i februar. Besøget blev afsluttet med en tissetår og siden da, har de egentlig fuldt trop. Jeg ved ikke om det er en ”drenge-ting”, men altså, jeg kan ikke tisse mit navn i sneen – jeg er mega god til punktum og til tider også komma, sågar en form for blindeskrift? Men måske er det noget med at stå der og tro mand er brandmand, eller verdens kæmpe?  Ret hurtigt blev Carl fortrolig med potten, toilettet og det at kunne lade vandet. Nogle søndage løb han blefrit rundt og i takt med han blev mere og mere sikker på selv, ja så blev der købt underbukser eller bokseshorts som modellen jo nok hedder.

Aksel smed sin ble, da han var 3 år og 2 uger. Nogle vil måske sige at det er lidt sent, men han er nu engang født i april og sådan et blestop medføre ofte lidt våde underbukser, bukser og frugt på øvrige lag. Så sådan en våd flyverdragt, er bare ikke sagen. En anden faktor var også, at Aksel lige var blevet storebror og derfor valgte vi at holde os til vores mavefornemmelse. Nemlig den, at han bare ikke var klar – før han så var det. Det der med at være klar, er svært at definere, hvornår er man egentlig klar? Jeg tror rigtig mange børn, tit og ofte er klar før forældrene er det og at mange forældre har en tendens til at pakke børnene lidt ind i vat. Når det er sagt, skal et barn jo nok nå at smide bleen og om det så er to år eller næsten fire, det afhænger af mange forskellige faktorer.

Hos os er det sådan, at Carl er lillebror i al sin flor. Han har på mange måder snydt sine forældre, for den klassiske 2 års alder. Mange stadier er blevet sprunget over og i pædagogisk optik, er han et meget fremmeligt barn. Et barn, som er god til at verbalisere sine behov og det er en evne, jeg som forældre, til tider godt kan falde lidt på halen over.

Vi besluttede i det spæde forår, at bleen skulle ryge i sommerferien. Vi kunne se at der var kommet et fint mønster i både nr. 1 og 2 i bleen og ikke mindst, så havde Carl også udviklet en adfærd, så som at gå væk, for at lave nr. 2 i bleen. Så vi konkluderet at tiden ville være inde, så ferien begyndte. Sommerferien er på mange måder et godt tidspunkt at lærer sine børn nye ting og hertil, at smide bleen. Alligevel kan ferien også være præget af flere heldagstur og på E45, kan det hurtigt blive problematisk når en ytre at skulle tisse. Vores ferie blev, som I måske har læst, ikke helt som vi planlagde den. Vi skruede ned for volumen og holdte en god omgang tøffeferie og det gjorder bare at tiden til et blestop være mere ideel.
Vi var klar – spørgsmål var så om Carl også var?

I ugerne optil ferien, begyndte vi at tage bleen af Carl, når vi var hjemme og det gik sin gang. Inden den egentlige ferie, tegnede jeg en lille stimuli tegning, i forhold til det at lave lort – det hedder det hos os. Pølser er noget man griller og det var nu engang en lort det landende på muldvarpens hoved.  Det var nemlig den brune fætter, der var vores lille problem. Heldigvis havde vi erfaringen med os, fra Aksels tid, da også han havde fundet det lidt svært at lave lort. Hvad jeg har kunne læse mig til og forstå for begge mine drenge, så har de været ”bange”  eller nærmere utrygge for at ’prutte’. Derfor blev der lavet en fin tegning, med 10 lorte, et toilet og en gave, en lille lorte rebus om man vil?

Unavngivet

Altså 10 lorte i toilettet og det ville udløse en gave – nok er Aksel og Carl brødre, men de er nu engang to vidt forskellige drenge, så den lille brune lort, ja det blev på mange måder en kamp der skulle kæmpes. Gode råd er dyrere, når ens lille trold igen og igen skider i buskerne. Det eneste jeg virkelig tror virker, når man skal pottetræne, det er tillid. Tillid til sig selv og ens barn også en lille smule pres. Presset er der grundet den ubetinget kærlighed og må til tider være en del af forældres pædagogiske værktøjskasse. Jeg presser ikke for at presse, men for at støtte og for at lærer mit barn nye egenskaber og udvikle kompetencer og ikke mindst, for i sidste ende at sikre at mit barn ikke står 10 dage før skolestart og skal vænnes af. Jeg ved godt nogle nu tænker – de siger selv til og ja, det gør børn oftest og enten kan man hoppe på, ved første spæde udmelding eller vente til ynglet kommer og siger: “Mor nu vil jeg gerne lave lort på toilettet”. Dermed ikke sagt at sætninger som “Mig stor dreng nu” er det samme.

Carl var klar, det indikeret hans hurtige kontrol over vandladningen både dag og nat, men det krævede en større del stimuli pædagogik at få lorten i potten og her er det tilliden til ens egen fornuft, som forældre, virkelig skal på banen. Det er her, at det er vigtigt at man som forældre husker man er overdommeren. For jojo – nok kan dygtige børneeksperter tilråde om det farlige i belønningssystemer, at flytte rundt på potten osv. Men det var og er nu Hr. Mand og jeg der er overdommere og eksperterne i vores eget barn.  Derfor kørte vi på med de ti lorte og en selvvalgt gave. Derfor fik Carl en vingummi for hver lort det havnede i potten og derfor udgjorde lortesnak og masser af lorteros, en stor del af samtalen ved middagsbordet og hvor vi nu ellers var.

På 3. dag med pottetræning, stoppede Carl med at have våde bleer om natten og det understreget bare at det var det helt rigtige tidspunkt at smide bleen. Alligevel blev bleestoppet ikke helt gnidningsfrit, da den der lort, det forvoldte en del uheld men efter 2 uger med rigtig – rigtig mange lorteuheld, så sad også den i skabet – eller bør man sige potten?

IMG_4876

Nu står jeg her; på den anden side. Med en dreng der er vokset så meget de sidste måneder. Han er gået fra at sove tremmeseng til juniorhus og nu også at være bleefri. Jeg ved ærlig talt ikke, hvem der har glemt at fortælle om belønningssystemer til forældrene. Men hold nu op !

Alle de bleer, alle de skønne stunder ved puslebordet. Al den nus, zinksalve og tis. Alle de timer ved tremmesengen. De nætter jeg sågar har sovet i den, de er nu gemt i hjertet til evig tid og udgør de bedste men også hårdeste minder om det at blive og være mor.

En ny tid er begyndt og jeg byder den velkommen med ærefrygt og håber på mange måder at jeg kan nøjes med kun at sige på gensyn til tilværelse med lortebleer og nus igennem tremmerne.

Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen en stolt mor til 2.

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At holde børnefødselsdag

Dino 1 og to
Som nogen måske har bemærket, måske særlig jer som følger med på instagram, så har de seneste dage stået fødselsdagprep og ikke mindst fødselsdagsfejring. Vores ældste søn Aksel, fyldte nemlig 5 igår, d. 9 april.

Jeg tænker vi alle har minder om børnefødselsdage. Mine egne minder består af en blanding mellem sygdom, varm kakao, bøf med brun sovs og McDonalds. Jeg husker det store træflag i stuen og sommerfuglene i maven. Jeg husker og har også minder om andres fødselsdage, ham drengen fra klassen, hvis far altid lavede over 50 hvis ikke 100 pandekager, når han holde fødselsdag, eller pigen som altid havde sjove skattejagter med æggestafet og stop-dans. Jeg husker farverige balloner, én kroner som var klistret til et kort, som tilsammen udgjorde de aftale klasseregels 20 kr. Jeg husker invitationerne, videonætter, udklædnings fester og meget meget mere. Selv kommer jeg ikke fra er hjem med den store børnefødselsdags tradition, nok fejret vi fødselsdag men det der med at have hele klassen hjemme, det gjorde vi os ikke så meget i. Til gengæld bagte min mor de flotteste kagekoner, med snørebåndshår og røde glasurkjoler. Sukker-politikken var nok en anden og tiden generelt anderledes.

Efter jeg selv er blevet mor, så betyder børnefødselsdag en blanding mellem masser af nostalgi, følsomhed, slik af kageskål også et drys af barnets ynglings et eller andet ofte understøttet af kreaskabets muligheder og alt godt fra Kinaland via EBay.  Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker temafester. Jeg ser det selv lidt hen ad trangen til at håndklæder, bademåtte og forhæng passer farvemæssigt sammen på badeværelset? Selvfølgelig må ballonerne gerne være rød, gul, grøn, så længe de ikke sprænges. Men hvorfor dette behov til tema og er det at have fødselsdag i sig selv ikke nok? Mit umiddelbare svar er jo – selvfølgelig er det nok, det er altid og mere end nok og lykken er bestemt ikke den vilde omgang temagøgl.

Den første fødselsdag Aksel havde, blev fejrer i vuggestuen med regnbue og vafler. Det var lige hvad barnet på 1 syntes var et hit dengang. Den anden var en kagemad fra Sweet Deal og fødselsdagssangen var “Jeg er en lille blå ballon.” Da Aksel fyldte 3, var glæden for Bamse og Kylling det der fyldte i barnets verden og jeg havde stiftet bekendtskab med fondant så det var et fint match. Året efter skete det så, hele stuen, fra børnehaven, skulle på besøg til Aksels 4 års fødselsdag og hvilken slags så, jo det var jo bare børnefødselsdag. Børnefødselsdag i pirat klæder, for lige der var sørøver nemlig toppen og poppen og hvorfor ikke gå all In? Jeg ser som sådan ikke noget problem i temafester ? Så længe det ikke bliver “min hoppeborg er større end din”-stilen. Vi er alle forskellige og lige såvel som Hr. Mands og Mit bryllup “kun” kostede 18.000 kr og andres over de 100.000, så prioritere og ønsker vi jo alle noget forskelligt. Det eneste jeg sådan for alvor tænker, når det kommer til børnefødselsdage, så gælder der jo først og fremmest om at holde en fest for barnet og tilpasse festen barnets behov : ikke helt i bogstavelig forstand, som en “Tøm BR” tur – men jeg tror i er med på hvad jeg tænker her.

I december måned var både Aksel og Carl syge og efter at have set hvert et afsnit af Alfons Åberg, Peter Pedal og Dora, fandt jeg støtte i Fonas supertilbud til sølle 20 kr. nemlig i filmen “Landet for længe siden“. Så snart filmen var slut, blev den beordret forfra, ungerne var vilde. Siden da er interessen og kendskabet til dinosaurer vokset. Og en dag på vej en hjem fra børnehave, gik Aksel og jeg og snakkede om at nu skulle han stoppe med at vokse, en intern joke imellem ham og jeg. At jeg så fuldt ud mener det, det er hvad det er. Pludselig udbryder han, “Mor, måske vi kunne lave en langhalskage til fødselsdagen”.. Nogle dage senere sad jeg, en skabshobbyist, på ‘Pinterest’ og søgte lidt frem og tilbage i temaet Dino Fødselsdag og inden længe have jeg håndplukket lidt af det, som var passede til Aksels aldergruppe, vores økonomi og ikke mindst kreative overskud. Tre vigtige delelementer i forhold til planlægningen, som alle skal indgå i en harmoni og nok kunne jeg have fine ideer men om vores su-økonomi lige kunne bæger dem, det var en anden sag. Jeg synes særligt Pinterest er et godt redskab til at få input og udtænke nye ideer og ret hurtigt lå skitsen for Aksels børnefødselsdag klar. Derefter måtte jeg et smut forbi EBAy, som ofte springer mellemledet ‘butikken’ over. Da meget af det fest tilbehør, som eksempelvis ‘Fest og Farver’ sælger, kan opspores direkte på EBay også sendes direkte fra Kina land. Da bestillingen var gjort, hovedideen lå fast, så var der ikke andet for end at få inviteret og ellers lade tiden gå, så vi kom nærmere d 9 April.

IMG_2692
Aksel og Carl går i en fuld aldersintegreret institution, hvor der både går vuggestue og børnehavebørn på samme stue. Da Aksel fyldte fire, syntes vi han var klar til at have børnehaven hjemme til fødselsdag, så allerede sidste år fik vi prøvet det koncept af. Aksel elsker skattejagt, hvilket jeg tror de fleste børn gør. Men i princippet så elsker alle børn jo bare fødselsdag, ‘nyt’ legetøj også en oplevelse der deles med gode venner. Så det med at have ens barns børnehave hjemme, det vender lidt tilbage til det første jeg skrev i indlægget, nemlig at vi alle har forskellige tilgange til et ‘koncept’. Vi aftale derfor at fredagen skulle bruges med formiddags fødselsdag med børnehaven, at drengene blev hjemme når børnehaven gik igen og at vi den ægte dag skulle droppe fodbold, til fordel for god ro og opladning til familiefødseldagen. Vi bor som sådan ikke småt, men vores spisestue kan max rumme 15 til bords og da begge vores familier tæller næsten det dobbelte, så var det allerede til Carls et års fødselsdag at vi hoppede på ‘Åben Hus’ metoden. Altså en fødselsdag med indbydelse til en ‘tidsramme’ og en buffet stillet op ude i køkkenet. En fest der kører på høflig selvbetjening, det at mingle, kærlighed og tanken om Aksel og Carl jo aller helst vil løbe og lege og vi gerne vil undgå at holde flere fester i streg. Vi har før haft hele weekender fyldt op med fødselsdagsfest og ligeså hyggeligt det er, lige så trætte bliver vi alle, det tænker jeg andre måske også kender lidt til? Så åben hus, det var og er lige os.

Inden vi fik set os om kom fødselsdagen frem i ugeplanen og de sidste kreative træk skulle gøres. Til børnefødselsdagen blev en lille skattejagt planlagt. Skattejagten skulle foregår i vores gård med 3 små poster også gerne i Dino’ens tegn.

SKattejagt

Den forløb således:
Da børnene ankom, blev de mødt af Dino(Hr. Mand) og Jeg. I vores udklædningskasse havde vi et krokodille kostume, men når musikken spiller og med god fantasi, så kunne det sagtens gå som Dinosaurer. Dino overrakte børnene et skattekort over gården også var det ellers om at gå på jagt.

Sæt hale på

Første post var ‘Grav efter skilletter ‘ i sandkassen. Børnene skulle graver 12 små dino skilletter frem, som alle er købt på eBay til 34 kr. Derfra skulle de følge kortet og over til post to.  Ved post nr. to, skulle børnene begive sig i kast med klassikeren ‘Sæt halen på Dino’. Som skrevet, skulle børnene sætte en paphale på den haleløse langhals. Langhalsen var tegnet med kridt på en væg og paphalerne var lavet af en ikke udnyttet skrapbog. De fik en ad gangen et lille bind for øjnene og skulle så sætte halerne på. Alle børnene storgrinende undervejs og syntes det var sjovt at se hvem der kom tættest og længest frem målet. Da alle halerne var kommet på plads, skulle de finde den sidste post. Posten var skattekisten, men den var låst. På kisten stod der så, at det var Dino der havde nøglen. De måtte altså besejre Dino, den eneste rigtige måde at gøre dette på var med vandballoner. Alle blev stillet op side om side med hver deres vandballon og 1-2-3 fyr. Dino overgav sig, gav ungerne nøglen også kunne de dele skatten imellem sig.

Vanbakllon

I kisten lå der en chokoladeguldmønt til dem hver, samt et lille Dino æg. Ægget skulle lægges i vand når de kom hjem og næste dag ville en lille Dino være udklækket. Selve jagten tog omkring 20-30 minutter. De var 11 børn i aldersgruppen 2 til 6 år og alle deltog i jagten. Efter skattejagten stod den på fri leg i hjemmet og her blev alt legetøjet fundet frem.

Skatten

Da vi skulle spise, satte vi os ved det op tapet bord på gulvet, hvor menuen stod på mini pizzaer, Aksels livret, også saftevand og grønsagsstave. Til dessert var der chokoladekage med sødet indfarvet mascarpone. Lige den kage er bestemt ikke en af de pæneste udfoldelser jeg har lavet, men den smagte heldigvis godt og det er jo det vigtigste. Da børnene havde været her i 2,5 time, var det tid til at sige ”tak for i dag” også vinkede Aksel og Carl farvel.

Kage 1

IMG_4253

Resten af dagen blev brugt på gode lege, kagebagning inkl slik af skål og opladning til næste dags fejring. At Mor så samtidigt gik og talte, nu kun 16 timer tilbage som 4-årig. Det er vist bare en ‘mig’ ting. Jeg har virkelig kæmpet med denne her fødselsdag emotionelt, jeg synes de 5 år er en stor milepæl og det ramte hårdt. Det næste år skal der ske så mange store ting og jeg synes konstant at blive mindet om, at Aksel nu er ved at blive en mellemstor dreng. Jeg føler mig 99% af tiden rigtig godt tilfreds, for jeg synes han hele tiden udvikler sig og hvis man skal snakke om input og output. Så er han oprigtig talt en super sød og kærlig dreng. Til tider lidt for eftertænksom, præget af regelrytteri men heldigvis også spædet op med masser af fjolleri og viljestyrke. På mange måder beundre jeg ham og hele hans væsen og føler tit at vi lære meget af hinanden.

Næste dag, den første dag som 5 årig, startet med morgenmad på stuegulvet. Da spisestuen allerede var dækket op. Heldigvis syntes ungerne det var en fest og både Hr. Mand og Jeg elsker at det meste forud for gæsternes ankomst er gjort. Så kan tiden bruges de rigtige steder. Nemlig på ungerne og at fejre Aksels fødselsdag.

gav

Vi havde i februar været ude og købe en kæmpe kasse Playmobil via Reshopper, til små 300 kr. I kassen er der alverdens fede sager og nok til vi har en masse kalendergaver til december. Vi havde valgt 3 forskellige ting ud, heraf var en af dem denne fine retro fiskekutter. Legetøjet fik delvist en tur i opvaskemaskinen også kørt over med lidt sprit. Aksel blev selvfølgelig ellevild og det meste af formiddagen blev brugt med leg på stuegulvet.
aksel
Gæsterne kom løbende fra klokken 13 og kunne så dykke i Dino buffeten. Der var alt fra Dino boller, dip, frugtsalat, mini cupcakes, til Dino klør. Selvfølgelig var der også en lagkage, gulerodskage, som udtog sig lidt pænere end den fra dagen før.

IMG_4346
Vi havde en god dag, med fest og farve. Mennesker der stod os nær og mest af alt med en dreng der efter genertheden lige havde lagt sig, stornød dagen i fulde drag.

Tusind tak for alle jeres lykønsninger og søde kommentarer.
Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit barn, født med en misdannelse del I. – En streg i regningen

Jeg har længe, sådan rigtig længe, gerne ville fortælle en historie. Ikke en med prinser og prinsesser, onde hekse og talende hunde. Nej – jeg har ville fortælle min historie, om at være mor til et barn født med en misdannelse. Det er på mange måder fortsat et rigtig ømt og tabubelagt område for mig. ”hvorfor så skrive om det” vil nogen måske tænke. Dengang jeg endelig besluttet mig for at nu skulle bloggen være, der lovede jeg mig selv at gå all in, med det jeg havde. Det inkludere stavefejl, at der til tider er længere tid imellem indlæggene også en kæmpe selektivitet i hvad jeg vil skrive om. Vigtigst af alt, så lovede jeg mig selv at være ærlig, med det i mente at de der ikke kender mig ”In Reel Life” måske kan sidde tilbage og tænke at jeg måske er helt ude i skoven. Det tvivler jeg nu ikke på, at dem der kender mig, også kan komme til at tænke til tider.

Inden jeg begynder, har jeg har brug for at lave et sikkerhedsnet. Simpelthen fordi jeg ved jeg går på en tyndt is, som så let kan briste og gøre jeg falder igennem og rammer eller ja direkte støder nogen, hvilket jeg bestemt ikke ønsker. Jeg ønsker ikke at andre skal føler jeg spår tvivl om deres valg og prioriteringer – vi er alle forskellige og vi skal alle have lov til at være her….

Dengang for knap 5½ år siden, da jeg lå der på briksen og mærkede den kolde gél blive trykke ud på min mave, var det med bankende hjerte. Det bankende, som om skulle til at springe ud af mit bryst. Vi var begge spændte og hele morgen havde jeg været irritabel over alt og intet, udelukkende fordi vi nu skulle til den scanning. Og nu lå jeg der, knap 20 uger henne, nygift også for lige at gøre det helt opkast romantisk, så havde vi 3 års dag. Hvilken bedre måde at fejre vores kærlighed på, end ved at få kendskab til vores kommende barns køn….

Hun er egentlig sød nok, hende scanningsdamen. Barnet i maven ligger lige så fint og gør det nemt at tjekke alt igennem. Da hun er ved at være færdig og skal til at kigge efter kønnet en sidste gang, spørger jeg, som var den en 6 sans ”Hvordan ser fødderne ud?” Hun kigger skiftevis på skærmen og hendes papirer og til sidst møder hendes blik mit. ”Jeg synes..” også rømmer hun sig, som var hun ved at tage tilløb til noget. ”Jeg synes faktisk det ligner der er varus fod, øhmmm klumpfødder” inden vi når at sige noget, hænger hun i røret og får fat i en læge mens hun forsigtigt rækker mig et stykke papir til maven, som signal om at scanningen er færdig. Hun ligger på og skriver så på en lap, som hun rækker til Morten. ”I har fået en akut scanningstid hos overlægen om 40 minutter.” Jeg husker ikke vores afsked og det var som sådan ikke fordi hun ikke var sød – jeg husker kun jeg mere eller mindre stormer ud fra hospitalet, ud i luften.

FullSizeRender (1)

I ly for kulden og undersøgende blikke, sætter vi os i bilen. Vi holder lidt i hånd også siger jeg stille men bestemt ”Det er da altid noget at barnet ikke skal hede Rasmus… Rasmus Klump, kan du lige se det?” også bryder jeg sammen. Jeg græder, græder i sorg, uvidenhed og i vrede. Jeg husker tiden i bilen som værende et af de vigtigste øjeblikke  for os som kommende forældre. Nok havde vi endnu ikke mødt vores kommende barn, men vi var begge fast besluttet på, at et par klumpfødder det skulle og ville ikke ændre på vores kærlighed til barnet.

Lidt senere ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lidt mindre kontakt ivrig læge også den samme sygeplejerske fra før. Han tjekker hurtigt op på at alt andet er som det skal være og siger så at begge fødder syner at have varus fod. Med blottet maveskind snakker vi lidt frem og tilbage også spørger jeg om han kan fortælle mig, hvorvidt det er stiletter eller converse sko vores barn skal iføre sig. Inden jeg får set mig om får overlægen belært mig om converse skos manglende ergonomiske støtte samt fast hælekap og måske var det set i back spejlet, den første virkelige introduktion til ”fodtøj til klumpfodsbørn”. Mit blik får måske afsløret min skuffelse, i hvertfalde siger han så ”det bliver en dreng” og inde i mig selv tænker jeg ”Det bliver en Aksel”…

Sacnning

Da vi er færdige og jeg får lidt flere scanningsbilleder til barnet bog overrakt, beder han os komme med ind i et tilstødende lokale, et lille kontor. Vi når knapt at sætte os før han langsomt men sikkert får forklaret os om misdannelsen varus fod. Informationerne var som sådan ikke ukendte for mig, da min egen fætter også var født med klumpfødder. Men for de af jer der tænker hvad pokker er varus for noget, så lyder en definition således :

Varus fod eller Klumpfod er en medfødt fejlstilling af foden, hvor foden er roteret indad ved anklen, så fodsålen peger skråt indad/bagud, og fodryggen fremad. Alle knogler, muskler, sener, kar, nerver er i foden, men muskler og sener er stramme på indersiden og det gør, at foden sidder skævt.

 Jeg huskerat, jeg egentlig tager det sådan rimelig cool og mit behov for struktur og kontrol indfinder sig. Nok kunne jeg ikke ændre ved mit kommende barn ville fødes med en misdannelse, men jeg kunne forberede mig, så godt det var mig muligt. Men lægen smider en bombe, en bombe som gør jeg parkerer hovedet i rummets papirkurv og tømmer maven fra dets indhold. Han snakker om årsagssammenhænge og ligger særligt vægt på kromosomfejl. Derfra tager det hele endnu en uventet drejning, fra at have lyn forberedt sig på at skulle have et klumpfodsbarn til nu muligvis at skulle deale med noget andet oven i hatten, det kunne jeg slet ikke håndtere. Vi havde forinden graviditeten snakkede om hvilket værdier, normer og grænser vi havde, i forhold til at skulle være forældre. Hvad vi som par ønskede at være ”herre” over, hvis muligt.

Gravid

Ret hurtigt står det klart, at vi skal have lavet en fostervandsprøve for at sikre os, klumpfødderne udelukkende er en misdannelse og at der ikke er nogen årsagssammenhæng. Lægen ringer hurtigt rundt og inden jeg ved at det ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lang tynd nål ned i maven. Det gjorder ikke direkte ondt, men husker jeg forsøgte at trække vejret så overfladisk som muligt, for hver gang min mave steg, trak den sig længere op omkring nålen. Mens der blev suget væske op, sikrede lægen sig hele tiden at Aksel blev hvor han skulle i maven uden at blive ramt. Da de har trukket nålen ud, overrækkers jeg igen det knastørrer papir og får endnu en papirlap i hånden. På lappen står en ny dato, en dato med et møde 3 uger senere, hvor det fulde svar på fostervandsprøven vil blive givet…

Aldrig i mit liv har 3 uger været så forfærdelige. Efter turen på hospitalet er vi begge trætte og selv er jeg helt ødelagt. Maven spænder konstant op og alle mine tanker kører rundt, som sad de i en karrusel i turbo mode. Dagene efter snegler sig afsted. Humøret pendulerer mellem at være glad til dernæst grædefærdig. Det ene øjeblik kigger jeg på barnevogne det næste på regler for abort efter uge 12. Mit liv var i de 3 uger det rene helvede og igen og igen fandt jeg mig selv sidde med foldet hænder og bede til at scanningerne ikke viste nogen årsagssammenhæng.

Scanningsbilleder

De 3 uger går og så sidder vi der igen, denne gang med back up i ekstra ører, i tilfælde af korthuset nu væltes. I stedet kigger den lidt halv distræte læge på os og siger ”I venter jer en sund og rask lille dreng, med en streg i regningen, nemlig to klumpfødder.”

Tusind tak, fordi du ville læse med, i første del af min beretning om at blive og være mor,
til et barn født med en misdannelse.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Generation Nissedøre?

972b0996-2d73-4233-b296-295d5a01296a

De er nu egentlig ret så fine og popper op hist og her. Særligt på Instagram, kan jeg for alvor se hvor populær den lille dør er blevet. Juletraditioner er lige så forskellige som dets familier de er i. Men tænker nogle gange, i al ræset med det fine gavepapir og flettet julestjerner at noget af den der respekt for det at tro mangler? Nogle tror og andre not so much, men er noget rigtigt eller forkert? Også når “Min mor siger Julemanden ikke findes?” .. Troen findes i hjertet også selvom den måske kan bringes i tvivl, når varerne på hylderne i netto, minder lidt om dem fra Nissen.

Som tidligere skrevet, er vi gået over til gavesokken, efter flere år med et filigran pakketræ fra julemanden. Det værste ved denne overgang, var såmænd at finde den helt rigtige sok. Den skulle helst ikke lugte langt væk af “Kære Julemand, Giv Mig Hele BR!” eller være for stilren. Istedet måtte den godt have været hjemmestrikket eller bare lidt derhenad. Hjemmestikket blev den ikke men hjembragt fra Notre Dame og fin det er den, og den blev så sandelig også velmodtaget hertil morgen. Sokkerne ankom sammen med julemanden, som i sin travlhed smed et lille julebrev, hvori han fortalte om mødet med vores søde kat, årsagen til sokkerne og de helt praktiske rammer, alt sammen formidlet i bedste Ho Ho stil krydret med fine tegninger. Nogle ting ændre sig bare ikke, ihvertfalde ikke endnu eller så længe ungerne vil tro.

43b144ac-b098-4ce1-b851-550f5be778b7
Men det store spørgsmål og for mange en stressfaktorer er, hvad pokker putter man så i de der strømper? Selv startede jeg tidligt i år, faktisk allerede i januar måned. Oppe på vores loft har der så stået en lille kasse, hvori de 48 gaver kunne ligge. Kriterierne til pakkekaldenderne var:
1. Det skal ikke var plastisk fantastisk / jeg ender i skraldespanden efter en uges leg.
2. Det samlet budget pr kaldender var max 500 kr.
Nu ved jeg godt 500 kr er mange penge, men delt ud som køb på 365 dage, med hjælp fra Kinaland, genbrugen og diverse dagligvarebutikkers legetøjsrabat, så formåede jeg at lave to kaldender med en pris på henholdsvis 370 og 450 kr. og undgik direkte lommesmerter.
1
Aksel på 4,5 år får lidt godt blandet, og gaver som enten alene eller sammen med andet kan skabe mange timers god leg. Jeg gælder mig særligt til at se hans reaktion når han en af dagene får politiudklædningstøjet, de små soldater og guld neglelakken. Særligt denne neglelak har længe været er stort ønske : OG ja det er en dreng, måske det kræver et helt indlæg for sig selv?
2faa2ce9-83b9-4130-a9c6-a28cf891e7fd
Carl på knap 2 har været lidt sværere at finde gaver til, særligt fordi han har en storebror og dertil også låner hans legetøj. Jeg synes dog alligevel, jeg har formået at finde lidt forskelligt, som kan inkorporeres med meget af det han ellers leger med. I forhold til hans gaver, glæder jeg mig selvfølgelig til at se hans reaktion over vennerne fra Frost, Panda Barbuska dukken og LEGO dinosaurerne, lige for tiden hitter Landet For Længe Siden big time herhjemme, så dinosaurer er altid godt.
En helt anden ting jeg glæder mig til, er at vi på søndag skal ud og finde et juletræ. Vi har førhen bare været gået ned på hjørnet, men i år vil vi gerne ud og hente selv. Så hvis I kan anbefale er godt sted i nærheden af Storkøbenhavn, med en bondegård, lidt klappedyr og julestue, så sig endelig frem.
Til slut, vil jeg blot ønske dig en glædelig første december og takke dig for at læse med.
Kærlig hilsen, Christina
Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet