Jeg kan selv… pakke min taske

img_0142

Jeg havde længe ventet på at Aksel, skulle blive gammel nok, til at kunne starte til FDF. Allerede som 3-årig, kunne hans store kærlighed til natur, diversitet og viden mærkes og hvis der er en fritidsinteresse, som favner alle disse værdier og mangle flere, så er det FDF. Samtidigt mener jeg at FDF giver en dannelse, og på mange måder er FDF er godt supplement til vores til tider “skrantende” folkeskole. En skole, hvor politikker og internationale organisationer som OECD og PISA, igen og igen piller skolen fra hinanden. Hos FDF, er vi mennesker, som vi fødes og udvikles, forskellige og med kompetencer der i et samlet fællesskab, giver en unik synergi.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Når man i min verden, kun er 5 år gammel og skal på sin første lejr, så er det en stor ting – som os kan være grænseoverskridende…. for barn og mor. Glemmer aldrig Aksels første lejr. Sad i skrivecamp og tjekkede uret og telefonen konstant. Hvis de nu ringede og for at se hvornår klokken var over sengetid, altså tiden, hvor Aksel nok kunne opleve den største portion hjemve. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at Aksel altid er taget afsted uden et kny, men vi har snakket meget om det at være ked af det, mens man samtidigt føler glæden og omvendt. Vi har tegnet en lagkage, hvor 2 stykker har været ned hjemve og de sidste 8 har været fyldt med sjov og spas. Aksel har helt klart rykket ved sine egne grænser og vi har støttet ham i det, vel vidende om at de voksne der er omkring ham, kender “grænsen” for afsavn.

Dette indlæg skulle faktisk ikke handle om hjemve, men om noget af alt det, som går forud for en lejr.. nemlig det at pakke en taske. Jeg har oplevet hvordan FDF har modnet Aksel, skabe forståelse for orden og hjælpe ham med at have styr på sine egne ting. Jeg lærte ret hurtigt, at Aksel skulle være med til at pakke tasken, for hvordan skulle han ellers vide hvad der var “hans”. Mange af drengene fra FDF, havde sidste år t-shirts med Ninjago, så navnelapper er altid en god ting at have i tøjet. En anden FDF mor, anbefalede mig at pakke dagsposer med tøj og den helt store pakkefejl var ifølge Aksel, at jeg ikke have givet ham en pose med til snavsetøj. Hvor skulle han ellers lægge det beskidte tøj?!

img_0145-2

Med tiden begyndte jeg at trække mig helt fra pakningen og i stedet har jeg lavet en børnevenlig pakkeliste. Aksel elsker den og for ham, er det en del af at skulle afsted på lejren. I weekenden skal Aksel afsted på en ny lejr og igen om en måned pakker han tasken igen, til kredsweekend, hvor hele familien os er med. Til sommer gælder det sommerlejr og for at mindske den tid, jeg bruger på at tegne en pakkeliste, har jeg nu lavet en lille “kopitegning”, som Aksel selv kan farvelægge. Han blev så glad for den, at han uddelte den til de klassekammerater som skal med i weekenden og som os er startet til FDF.

Listen kan tilpasse alt efter den enkelte lejr og sæson. Derudover kan barnet bruge pakkelisten som tjekliste, når de skal hjem igen. Dette gøres ved at krydse den lille boks af. Sol og måne indikerede antal dage og nætter og som forældre kan man så selv tilføre navn og hvilken lejr i toppen af pakkelisten. Derudover kan man selv tilføje ekstra personlige ejendele. Aksel har en dolk som os kommer med og som er tilføjet hans pakkeliste, sammen med en Ipod, hvor der kun ligger lydbøger på, som han kan bruge, når han skal holde siesta eller finder et behov for at koble af.

Hvis du har lyst kan kopien hentes ved at downloade dette billede:

fdf-pakkeliste-migogmorskabet

Ved eventuel deling, bedes almene regler for ophav følges.

Og tænker du – hvad er det der FDF for noget, så synes jeg helt bestemt du skal prøve at besøge
FDFs samlede hjemmeside og se hvor din nærmeste lokale kreds af.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bevæg dig – med Reima

img_3415
Indlægget er sponsoreret af Reima og lavet i forbindelse med MillionHoursOfJoy kampagnen.

Som barn havde jeg små 4,5 kilometer i skole. I sommerhalvåret cyklede jeg dagligt, til at starte med troligt bag min storebror og i takt med jeg blev større, alene. Jeg elskede at lege fangeleg, spille fodboldt og generelt bare være ude. Grundet plads problemer og et børneboost i den lille by ud til fjorden, gik jeg på en skov-ungdomsklub, det der oftest omtales på bygger. Min ungdomsklub lå i en skov, med mark, bondegård, dyr, høloft og med bålplads. Her fik jeg lov til at stå med en økse, fælle træer, lave bål og ellers bare give den gas. Den ungdomsklub har på mange måder været årsagen til jeg har været på talrige vandre og kanoture og idag fortsat elsker udelivet og alt det som naturen kan byde på.

img_1035

Da jeg sammen med Hr. Mand valgte vi at blive i byen, i en lejlighed, fravalgte vi samtidigt muligheden for at vores børn kunne muligheden slå kolbøtter i egen have og lege ude på græsset før morgenmaden. Vores prioritering satte krav til os som forældre. Samfundet stille i forvejen en del krav, både politisk og socialt, stod fandeme til halloween udsalg igår og tømte hylderne, for mine børn skulle da ikke gå glip at det gøgl, bare fordi Moren lige havde overset eller ja stresset forbi datoen… Et af de helt store krav jeg sætte til mig selv som mor, er at mine børn skal have det godt og tilegne sig nogle gode værdier her i livet. Det at have det godt, betyder ikke deres værelse skal være fyldt med legetøj og kalenderen rummer oplevelser i diverse forlystelsesparker. Det betyder de skal omfavnes af kærlighed, tydelige voksne og særligt nogen de kan regne med. De skal have sund kost og guides til at sættes deres kroppe fri og lærer at bruge den  aktivt. Særligt det at børn er inaktive er desværre et voksende problem og måske os derfor at overvægt og følgesygdomme heraf er den vestlige verdens største sundhedstrussel.

img_4771

Herhjemme er Hr. Mands arbejde relativt fysisk, han løfter flere tons æbler om ugen (ikke på en gang) og derudover løber han et par gange om ugen. For mit vedkommende, så ved den trofaste læser at jeg løber en del og ellers os ofte bruger mit medlemskab i fitness centeret. En ting er hvad de voksne gør, en anden ting er hvad så hvad vi hjælper vores børn til. Jeg tror nemlig at vores adfærd påvirker, former og ofres spejles af vores børn og derfor ser jeg hele tiden mig selv som en vigtig rollemodel i mine børns liv. Jeg elsker at kunne sige til mine børn at jeg løber og hvorfor jeg godt kan lide at løbe, det bedste er dog når Aksel er med på en løbetur og Carl cykler ved siden af. For mig er det vigtigt vi kan være aktive sammen og gerne sjovt samtidigt. Det synes jeg er en god og vigtig værdi at få ind i livet. For at sikre mine børn finder deres egne veje til motion, med kærlig guide og støtte fra os forældre, er kravet yderligere at de ‘skal’ gå til en sportsgren, for derigennem at udvikle dem selv, indgå i relationer og få kendskab til den enkelte sports logikker og fysiske udfoldelsesmuligheder. Motion behøver i min bog ikke være kompleks og betyde alt eller intet, for mig kan det være alt fra at lege fangeleg, kravle i træer og cykle byen tyndt – hvilket er relativt nemt nu hvor vi ikke har en bil. Derudover elsker Aksel at løbe runder, hvor vi så sætter streger, ligesom man ofte gør ved skolernes motionsdag. Helt personligt er jeg som sådan ikke direkte bekymret for mine børn og alligevel puster frygten mig i nakken, når jeg ved at børn idag stopper tidligere med at lege og være fysiske aktive end de foregående generationer… en stor del af denne udvikling skyldes elektroniske stimulis.

img_5356

img_5502

Desværre er alt for få børn aktive nok i deres dagligdag – faktisk bør alle børn dyrke mindst en times fysisk aktivitet med høj puls dagligt. Det vil børnetøjsmærker Reima gerne forsøge at gøre op med, derfor har de skudt gang i kampagnen MillionsHoursofjoy, for at sætte fokus på denne negative udvikling og yderligere forsøge at bryde den. Reima har udviklet en sensor ReimaGo’, som kan indsættes i dit barns tøj og tracke aktiviteten, hvis det li’ er en tand for meget, kan du selv oploade dit barns aktivitet på Reimas hjemmeside HER og derigennem deltage i konkurrencen om at vinde ugentlige fede primære og være med i lodtrækningen om hovedgevinsten om en tur til Lapland med 14 andre familier .

img_1618

Du kan yderligere deltage i lodtrækningen ved at gøre brug af hashtagget #millionhoursofjoy på Instragram og eller Reimas facebookside.

Hvis du ikke allerede har købt overtøj eller vinterstøvler til ungerne kan du få 20% og fri fragt hos Reimas shop ved brug af koden MIGOGMORSKABET2017, koden gælder fra 01.11-2017 til klokken 23:59 d. 03.11-2017 . (Jeg tjener ikke noget på at du anvender koden)

Jeg kan bestemt anbefale Reimas vintertøj, herhjemme har vi dels haft fornøjelsen af at teste flere produkter fra deres tidligere kollektioner og yderligere skal Carl dette år hoppe i en af Aksel gamle flyverdragter, som fortsat står som ny, grundet den kanon gode kvalitet.

Hvordan gør I der hjemme for at sikre at jeres børn og måske os jer selv,
får den anbefalet mængde motion ?

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Pakket ind i vat?

img_0127

I dag havde jeg muligheden for at hente Carl tidligt og vi svingede derfor forbi en legeplads på vejen hjem. Tit og ofte når jeg er på legeplads, er det med to ret så livlige drenge og det er en sjældenhed at jeg blot er plantet på en bænk. I stedet er alt fra et farligt monster, til Kaptajn Klo eller også får jeg lavet en god workout, når begge drenge skal gynges. I dag ville Carl gerne have en gyngetur. En af de der hvor kæderne giver et lille ryk – kan I huske den salgs gyngeture? Jeg husker tydeligt hvordan ham den søde rødhåret dreng fra børnehaven, Jesper Dansted som boet i et hus med græs på taget, han kunne gynge super højt, mens jeg sad ned på bildækket. Nogen gange var jeg modig og stod op samtidigt med ham og andre gange så sad jeg bare der på bildækket, holdte godt fast og sang af mine lungers fulde kræft.

Mens jeg står der og gynger Carl, som klukker af glæde, går et på damer forbi ude på vejen. Den ene kigger så på os og ser mit hvidhåret lille vidunder sidde der på gynge, klukkende af grin. Hun smittes af hans glæde, det er tydeligt, også sker der noget. Noget som gør hun får et behov for at have en holdning, som skal ydres til den anden dame, i tilpas højt niveau, så også jeg kan hører det. ”Prøv at se det der underlag, det er sgu ikke så mærkeligt at her vrimler med curlingbørn.” Hun siger det imens hun ryster på hovedet også kigger den anden dame og hun begynder så også og ryster på hovedet. Carl han klukker forsat af glæde og jeg selv, ja jeg skubber bare videre på gynge med stor glæde.

Da vi har fået gynget færdig, lavet de sandbjerge der skulle laves og ellers fundet omkring 10 uundværlige pinde, cykler vi hjem. Vi er stadig i vores tosomhed derhjemme og sammen går vi ud i køkkenet, for at begynde og lave mad. Jeg sætter en playliste med Disney sange på, får vasket de små sandkorn af fingrene også går jeg ellers i gang med at finde ingredienserne til aftensmaden. Carl sidder på køkkenbordet og lytte nøje efter hvert nummers spæde toner, for at kunne gætte hvilken Disney film den enkelte sang optræder i. Så rækker jeg ham peberfrugterne og han møver sig hen til vasken, for at skylle dem. Da han har fået skyllet peberfrugterne og halvdelen af det ene ærme, proklamere han at nu er han klar. Så finder jeg kniven i skuffen og begynder så at grine lidt for mig selv. Aksel og Carl har nemlig deres egne knive, børneknive – Gad vide hvad damen fra legepladsen ville sige til det?

Gad vide om mine to curlingdømte drenge overhovedet kan klare sig i den verden der venter dem?

Mit svar er JA – okay, hvis vi kigger på den til stadig manglende medmenneskelighed som vokser frem alle steder og de neoliberale strømninger som tager fat i hver mand og udformer sig som agenter eller rettere sagt frisører som forsøger at klippe skaldet mennesker, så er svaret NEJ. Jeg ved vitterligt ikke hvilken verden mine børn skal være handledygtige og omstillingsparate voksne i, men spørger man mig, om de bliver curlingbørn, så er svaret altså nej.

Nej – jeg tror ikke børn bliver curlingbørn af at der findes et faldunderlag på legepladsen. Et fald fra gyngen hvis kæder der giver det lille hop, det gør stadig ondt og udløser i selve faldet, fortsat en angst over den manglende kontrol. Det smarte ved diverse faldunderlag er bare at der sjældent går hul – men måske brækkes en arm? Børn udvikler generelt altid en respekt for det der med at falde og slå sig, det handler lidt om tyngdeloven også det som ligger i os alle sammen, nemlig den der adrenalinudløsende angst som kommer når man mister kontrollen over sig eget korpus. Prøv evt. den der tillidsøvelse med at lade dig selv falde, mens en skal gribe dig, allerede der fremvokser der ofte en frygt. Det er en rationel frygt som altså ikke trues af nye teknologier, som stødabsorberende faldunderlag og knive som kun kan skære i kød og grønt er. I stedet tror jeg det handler om nogle helt andre ting, når det kommer til at udvikle curlingbørn. Personligt vil jeg indrømme, at jeg har langt lettere ved at sige ”op igen”, når barnet falder af gyngen, fordi jeg netop ved der er et lille sikkerhedsnet under gyngen. Jeg tror nogen gange vi skal passe på, ikke at ville udvikle mennesker som tror de kan klare hele verden selv. Selvfølgelig er det da en styrke at man er handlekraftig, selvbevidst og viljestærk, men vi er nu engang et ”folkdyr” og i stedet for at have så travlt med at vi skal være så individualiseret som overhovedet muligt, burde vi måske i stedet arbejde lidt på det der med at sidde sammen i en grotte, med dem som ikke ligner os for derigennem at arbejde lidt på fællesskabet?

Jeg tror nemlig at jeg udvikler børn med respekt for tyngdeloven, skarpe knive og med forståelse for at de skal passe på sig selv og alle de andre men at hvis det virkelig brænder på, så skal de være handlekraftige nok til at bede om hjælpen, for så er den der – selvfølgelig. Det betyder ikke at mine børn bliver curlingbørn, nej de bliver børn med et godt bagland, som har deres ryg og som samtidigt lærer dem om, at det er okay, det der med at bede om hjælp og lave små sikkerhedsnet for sig selv og alle de andre.

Kærlig Hilsen

Moren som elsker faldunderlag, børneknive og som sikkert også kommer til at bærer sin søns skoletaske i ny og næh, for derigennem at vise ham, at det almen god dannelse, at hjælpe dem der er mindre end sig selv.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Et farvel til sutten

fullsizerender-8

I det øjeblik Carl dækkede sine øjne, med hans små hænder, der besluttede jeg mig for at det her indlæg skulle skrives. Det tog mig et split sekund også skubbede jeg tankerne til side. Hans suttestop handlede ikke om mig, men udelukkende om Ham, om Carl og hans sorg over at miste sin sut.

Mine erfaringer med et suttestop, er ikke de store. Det er de ikke, på trods af at jeg er mor til to drenge, som begge har brugt sut. De har endda brugt selv samme mærke, nemlig Philips Avent sutter. Her er bestemt intet ønske om skjult reklame og indlægget er heller ikke lavet i samarbejde med andre, end mig selv og min dårlige samvittighed. Efter det her suttestop, er jeg næsten ude i at opfordre alle sutteproducenter i at sætte billeder af grædende børn på æsken. Billeder der skal fungere som advarsels om det store afsavn som barnet kan opleve, når det en dag skal stoppe med at bruge sut. Tænker dog alligevel at det er lidt som med rygere, det er ikke et billede eller store fede bogstaver, som afholder en fra at gøre noget, som føles så rart og godt på et bestemt tidspunkt.

Det første suttestop
Aksels suttestop var utrolig dramatisk og husker hver lille bitte detalje fra dagen, hvor han stoppede med at bruge sut. Det var nemlig ikke planlagt, langt fra. En lang historie kort, så var Aksel blevet storebror kort forinden har stoppede med at bruge sut. Fordi han nu var blevet storebror, så ville vi ikke bryde mere op i hans normalitetsforståelse ved også at smide et suttestop på banen. I tilfælde af, at der er nogen læsere med, som står med børn der snart skal smide sutten, så er det en af ”hovedreglerne” eller anbefalingerne i et suttestop. Der skal være plads og tid til det og helst ikke ske for meget omkring barnet når et suttestop skal finde sted.

Da Aksel lige var blevet storebror til Carl, som har hovedrollen i dette indlæg, så ville vi gerne vente lidt med et suttestop, til trods for Aksel så ville være lidt over 3 år før han stoppede. Børnetandlæger anbefaler, at hvis et barn bruger sut, at den så smides inden barnet er 3 år. Dette er grundet risikoen for skader på tandsættet og som derigennem kan forsager et krydsbyd, overbid osv. En morgen da jeg skal aflevere Aksel sker der det at han falder i børnehaven og slår 2 tænder op og en ud. Der er blod alle vegne og 1-2-3 sidder vi i en taxa påvej til en børnetandlæge, som skal se på skaden. Hurtigt konkludere tandlægen, at Aksel har mistet en tand og ja slået to andre halvt og helt op i tandkødet. Derudover er 2 andre tænder løse og som et ekstra traume ovenpå styrtet, så er beskeden at barnet ikke må bruge sut pr. dags dato, da de løse tænder i så fald skubbes yderligere løse og kan tabes eller rykke sig fri af roden og dermed dør. Det var så at sige noget rigtig møg. At stå med en forslået lille dreng også ikke engang at kunne trøste med hans sut og masser af nus. Vi valgte at bruge dagen på at gøre det til en ”suttestop-dag”, frem for dagen hvor det forfærdelig skete, som gjorder der kom meget blod. Aksels suttestop var fint, hyggeligt, fyldt med stolthed og forkælelse og uden store afskedsscener. Han ytret på intet tidspunkt et stort afsavn til sutten og den eneste reaktion på suttestoppet var, at han lige skulle nusses 5 minutter længere da han skulle sove, selv samme aften hvor sutten var smidt. Derfor tænkte vi at metoden var gylden og derfor ville vi genbruge den, minus det med opslået / udslået tænder selvfølgelig.

img_7375

Carls suttestop, forberedelsen
Det hele startede tilbage i november måned. Carl fylder 3 år d. 18 januar 2017 og spørgsmålet var om sutterne skulle sendes til julemanden eller over på suttetræet i Frederiksberg Have. Carl elsker julemanden, så det havde på mange måder været oplagt. Det var vores december måned dog ikke og heller ikke de sidste uger op til. Programmet var simpelthen for fyldt og ærlig snak er, at vi mente det ville være en tand for meget også at smide et suttestop ind. Derfor besluttede vi at juleferien kunne afsluttes med suttestoppede, således at vi den 2. Januar holdte vores sidste feriedag og kunne hygger og gøre det som vi mener skal til, når man stopper med så stor en ting, nemlig at bruge sut.

Vi snakkede ganske lidt om det der med suttestop, suttetræet og hvad det betød når man stoppede med at bruge sut. Carl og jeg besøgte helt uformelt suttetræet i december måned og bagefter var Carl helt klar på at hans sutter skulle på suttetræet. Betydningen af at den så skulle hænge der, den forstod han ikke. Som optakt til suttestoppede, begyndte vi at udfase sutten og derigennem gøre at den fyldte mindst muligt i hverdagen. Jeg ved godt børn er forskellige og det samme gælder for deres forældre. Nogle elsker Lola, psykologiske børneartikler, anbefalinger mm. og andre vil bare gerne kører deres helt eget løb uden indblanding af andres anbefalinger. Personligt tror jeg at man som forældre kommer langt med sin mavefornemmelse og at den så kan guides efter tidligere erfaring, som kan hentes af andre medmødre og fædre eller de såkaldte eksperter. Jeg er personligt forskertypen. Typen som samler en masse forudgående teori, om det jeg nu skal til at arbejde med i mit forældreskab. Så kigger jeg godt og grundigt på mit barn, familielivet og mit eget moderskab og dernæst udplukker og tilpasser jeg det som findes passende til den givende situation og det enkelte barn.

img_7835

Carl elsker piktogrammer, det genkendelige. Han er glad for når jeg tegner og fortæller en historie, så jeg besluttet mig for at tegne hans suttestop eller retter sagt programmet for suttestoppet. Vi havde sammen, Hr. Mand og Jeg, aftalt at dagen skulle handle om at gøre Carl så tryg som mulig, favne alle de følelser han nu måtte komme med og så have tillid til vores beslutning. Tegning viste programmet for suttetstoppet. Carl fik tegningen vist aften før suttestoppet og sammen havde vi en snak om hvad der skulle ske og hvordan. Det skal her nævnes, at vi op til og siden besøget ved suttetræet i december måned, i nu og næh havde snakket om suttestoppet i abstrakt form og uden det blev fremsagt “Lige om snart skal du stoppe med sut” men mere som ”at når børn stoppede med at bruge sut så hængte de dem på suttetræet og får en gave” eller ”når man er 3 år kan tænderne ikke tåle at man bruger sut mere”. Tanken var, at vi på suttestop-dagen, efter morgenmaden, i stille og roligt tempo, skulle gøre os klar til turen over til suttetræet. Det skulle ske i flere små steps.

img_7848

Første fase var at finde alle sutterne, den egentlige suttejagt. Husk for Guds skyld at få alle sutter med hjem fra institution og op af tasker og andre gemmer. Da alle sutterne var fundet, skulle Carl vælge et bånd sutterne skulle bindes fast på. Han valgte er guld bånd også blev alle sutterne pænt bundet på båndet. De skulle selvfølgelig tælles og lige suttes på en sidste gang. Derefter skrev vi der obligatoriske brev til suttetræet, som Carl dikteret. Så tegnede han en tegning som sammen med brevet blev lagt i plastik lomme, så regnen ikke kunne trænge ind. Også begav vi os mod suttetræet.

fullsizerender-9

fullsizerender-10

Ved Suttetræet
Turen var kort som altid og alligevel lang. Mens vi sad på cykel, blev det lige taget de sidste minutters hyggestund med sutten også stod vi ved suttetræet i Frederiksberg Have. Træet høstes en gang om året for sutter og tit er der noget beroligende i at andre også har gjort det man selv skal gøre. Så vi snakkede lidt om alle de flotte sutter og breve som hang på træet. Til sidst udpeget Carl så det sted, lige præcis hans sutter skulle hænges. Carl valgt den øverste gren i træet og heldigvis kunne Hr. Mand, med lidt hjælp fra hans cykel, komme op i træet. Så læste vi brevet højt for suttetræet og sutterne blev derefter hængt på den udvalgte gren. Vi vinkede lidt til far nede fra jorden af og også sutterne.

Det var lige der, efter det stolte vink at realiteten indtraf hos det lille menneske og i det øjeblik, han med sine små hænder gemte sine øjne og dets tåre blev det hele svært. Vi krammede og kysset, roste og gik så ud af haven, med en grædende Carl. Hele vejen snakkede vi trøstede, opmuntrende og lettere afledende, imens han igen og igen bad os om at gå tilbage og tage sutterne med ned.  Alle de gange han har spurgt, har jeg tænkt “onde mor.” Men det er i min optik her, det er vigtigt at møde barnets sorg og samtidigt være klar og fast besluttet på, at sutterne ikke kan komme tilbage. Det er ligegyldig hvilken reaktion det end måtte afføde, så kan ikke ændres, tværtimod ville det at sutten pludselig kom tilbage, på så mange måder være et tillidsbrud. Det ville være en handling, der ville indikere at der faktisk ikke kan regnes med mor eller far. Nogen vil måske sige jaja og så tror barnet bare at hvis det plager nok, så får det sin vilje. Lige den vinkel er der selvfølgelig også noget rigtig i, men i lige præcis dette tilfælde, et suttestop, så handler det ikke om at plage i en forkælet optik. I stedet handler det om at barnet fremsiger hvor meget der savner noget det forbinder med essentielt tryghed og nærvær og at det her er vigtigt at vise hvordan man igennem sin relation til sit barn også kompensere for den manglende sut.

img_7859

En suttestop gave
Efter Frederiksberg Have  tog vi ud til Toysrus. Her skulle Carl hente sin suttegave, som bestod i ”frit-valg-på-alle-hylder ”tankegangen.  Selvfølgelig håbede jeg ikke på at hans kærlighed faldt på en af de der biler, som barnet selv kan kører. Som altid, ikke fordi vi praktisere frit valg særligt ofte, men som tidligere erfaret så ender vi altid med at tænke “Så ta da den kæmpe store æske playmobil til XXX kr. Istedet for denne lille figur til sølle 20 kr!” Det var samme situation Hr. Mand og jeg så os selv stå i, der mellem talende dinoer, dukker i glimmerkjoler og byggeklodser. Carl fandt et Ninja udstyrs kit, med kastestjerne, små knive og en Ninja hætte. Til 120 kr. Hvis i nogensinde har prøvet at give frit valg, så er man næsten aldrig i tvivl når barnet har truffet sit valg. Carl knugede Ninja sættet ind til sig og sagde “Denne her vil jeg gerne have.” Også blev der pænt betalt og barnet nød sin fine gave.

img_7886

Sandheden i suttestoppet
Her kunne indlægget jo passende slutte, men sandheden er desværre den, at da vi kom hjem, kom påmindelsen om det der manglende og frem mod den første aften uden sut, kom der i små bølger et stort savn til sutten. Det kom lidt i alle variationer, i alt fra gråd, til vrede og frustration. Igen og igen roste vi, bekræftede og mødte Carl i hans følelser mens vi samtidigt bandet os selv langt væk. Da aften kom. var vi begge forberedt på at putningen muligvis kunne trække tænder ud og ganske rigtigt. Der blev holdt i hånd, synget, vugget, nusset, alt imens Carl svingede mellem forskellige udtryk. Nogle var spørgende og sorgfulde så som “Jeg ønsker mig nye sutter i fødselsdagsgave”, ”Mor, jeg savner min sut” til mere “Mor, du har taget min sut – gå væk“. Under hele putningen talte jeg utallige gange til ti men i princippet var det ikke svært at være i Carls nærvær, mens han udtrykte hans følelser, for om nogen forstod jeg godt hans vrede og frustration og syntes da også at hans reaktion og udtryk, som blev understreget med et kast af puttekaninen, var fuldt ud acceptabelt.

Efter et par timer med svingende udtryk, lå Carl og jeg i vores seng. Stillede hviskede han savnet sutterne hvortil jeg så svarede ”det forstår jeg godt og du har også været rigtig glad for dem, men jeg er sikker på suttetræet passer godt på dem og jeg lover dig, at jeg passer på dig.” Alt imens ordene hang i luften, nussede jeg ham over ryggen, strøg de små hvide hårlokker væk fra hans pande og om bag ørerne, mens jeg så  hans øjnene langt om længe gled i. Første putning var ovre og nu var det værste på så mange måder overstået. Carl sov i vores seng den første nat og spurgte to gange hen over natten til sin sut men accepterer svaret om der ingen var og sov stille videre. Næste morgen var han glad, frisk og spurgte ganske lidt til sutterne og om de kom tilbage idag. Da han mødte i børnehave var har begyndelsesvis lidt betuttet men fortalte så med stolthed i stemmen om turen over til suttetræet og om hans selvvalgte gave. Da anden aften kom spurgte han igen til suttem men mere roligt og reaktionerne på deres fortsatte placering på suttetræet var lettere afklaret og putningen kunne klares med lidt ekstra nus og holden i hånd også er det faktisk bare gået den vej.

. . .

Lige nu, 8 dage efter suttestoppet, får Carl forsat lidt ekstra nus når han skal sove og sådan er det. Taget i betragtningen af hvor vi stod sidste mandags, så er det mere end okay. Han har ikke spurgt eller snakket om sutten siden i lørdags og heller ikke ytret at han savner den. Synes har har taget alt det her super flot og han er en sej lille gut. På mange måder frygtede jeg virkelig dette suttestop og hvis ikke det var pga. Tændernes “sikkerhed”, så kunne han for min skyld beholde sutte et godt stykke tid endnu. Om et par uge skal Carl til 3 års tjek hos tandlægen og ved de har for vane, dels at forhøre sig om barnet bruger sut og at de selvfølgelig også roser ekstra meget, når de hører om et suttestop.

img_4859

Jeg håber denne lille fortælling, kan inspirer og give gode ideer til hvordan i kan og
måske også ikke skal gribe et suttestop an.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OBS ! Billederne i indlægget indholde reklame for tøjmærket Reima

.

Han har en rokketand og mor et angstanfald

FullSizeRender (7)

Han har en rokketand ..
Og min mor et mindre angstanfald.
(Jaja, jeg må godt lave lidt sjov på egen bekostning)

Det kan godt være den kære Povl Kjøller syntes, at det var det fedeste var at skrive tematiske,
genkendelige børnesange. Men hvem laver sange til os mødre – eller fædre?
– Ja jeg spørger bare.

Kunne godt bruge noget til stil med
‡ Melodi: Jeg har en rokketand (gerne med akkompagnerende rasleæg)

1 vers
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

En del problemer med en på 5′ 

For jeg siger stop tiden for pokker.

Omkværd
For Han var jo bar’ en lille en,

lille bitte lille en

og nu så vokser han og blir så stor

og mor her hun bare glor’

2 vers. 
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

For han har fået rokketand

For tredje gang for pokker !

Og ja – sørme så?
Om mit barn ikke er ved at skifte hele tandsættet ud på en og samme gang?!
Hvordan er det lige det giver mening.
Jeg husker tydligt dengang, hvor den lille gut fik sin første tand. Sikke en stolthed der indfandt sig på matriklen. Altså også lidt stress, mangel på søvn og alle de der fif mod ømme gummer blev da også brugt.

Men nu, så skal vi mere eller mindre altid have mønter i pungen, for vi ved jo ikke hvornår barnet igen tænker at placere en tand under puden? Herhjemme komme tandfeen med lidt mønter. Det eneste der mangler, er i virkeligheden bare at hun lige stiller en bag in box, i køkkenet, når den første tand veksle. Lidt som en slags “I feel your pain mama” eller skål – for du nu er ved at have ret store unger og derved selv bliver gammel. Det er lidt for tidligt til en midtvejskrise og har opbrugt min kvote for psykiske nedture for de næste 30 år, så lige nu gælder det om at holde tungen lige i munden og bare smile stolt og sige ”ej hvor sejt” når ungen kører bedste Kylie Minogue stil ala “spinning it around” med den ene tand efter anden. I virkeligheden messer jeg bare for mig selv, at han eddermame skal tage at stoppe det vokseri, bare for en lille stund altså.

Hvordan med jeres unger ?
Vokser de som ukrudt?
– og smider de om sig med tænderne,  som var de brødkrummerne Hans spredte ud?

Tak fordi du læste mit morbrok

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Older posts