Nu skal i hører .. (det for børn).

Nu skal i hører .. (det for børn).

Indlægger indholder reklame // Igennem de sidste par måneder, er jeg kommet med en del litteræreanbefalinger, i forbindelse med min test af abodoment hos Mofibo. HER kan du får en måneds gratis adgang til Mofibo, som ny bruger. Mofibo er gået dannet med Storytel. Anbefalingerne har overordnet set været tiltænkt voksne,  men denne gang gælder det bøger til mennesker med små ører, børnene.

Som barn elskede jeg at lytte til lydbøger, hver aften inden jeg skulle sove. Min mor læste som regel en godnatbog og derefter måtte jeg gerne ligge og lytte. Det blev en vane der varede ved og i mange mange år lyttede jeg til en lydbog og senerehen lidt beroligende musik. 

Jeg synes mediet, lydbøger til børn kan noget ganske særligt og mine børn, har rigtig godt af at kunne tjekke ud med en lydbog. Når vi rejser og skal stå i lange tjek ind køer mm. Så står særligt Aksel, altid med en lydbog på. Han ville tage ALT i lufthavnen ind og det ville skabe en enorm overstimulering, som ville komme til udtrykke via uro, ked af det hed eller udadreagerende adfærd. Simpelthen fordi han får for meget. Med en lydbog, kan Aksel være i noget med et filter og fordybe sig om stemmerne i hørerbøfferne, frem for speaker, de mange sprog og lyden af bip bip osv. Lyderbøgerne er os en hjælp, når vi er under rejsen, særligt frem for iPads, for på den måde undgår vi kørersyge og vores børn får os oplevet det at rejse – oplevelsen af landskabet forandre sig ude foran vinduet.

Tit når folk siger – vores barn får lige en pause og rækker dem en iPad, så de kan spille, tænker jeg – der er ingen pause i det, tværtimod. JO for forældrene.. Hvorimod at give sit barn en lydbog og bede det lægge sig i en hængekøje, gå en lille tur i baghaven eller sætte sig i græsset mens de lytter og glider ind i en anden verden, det giver en helt anden pause og stimulere hjernen på en anden måde, end diverse adrenalin udløsende spil.

Så generelt en kæmpe anbefaling af lydbøger herfra.

Hvad skal ungerne så lytte til og hvornår kan se starte med at lytte ?

Aksel hørte lydbog fra han var 3 og startede ud med Prop og Berta. Han elskede “den lille tykke mand og så hans ko” og vil til hver en tid anbefale Prop og Berta, til alle børn. Universet er fantasifuld, enkeltstreget handlingsforløb og men karakter børnene kan relatere til. 

Villads fra Valby er os hyggelig lytning og Vitello, som er indlæst af Nikolas Bro. I sig selv er Vitello utrolig humoristisk, men Nikolas Bros oplæsning, giver den lige et ekstra nyk. Klassiske som Alfons Åberg, Emil fra Lønneberg, Ronja Røverdatter, Peter Pedal, er alle indlæst af folkekære skuespiller, som virkelig formår at bringe ekstra liv til bøgerne.

Aksel elskede tidligere de meget “hørerspils” præget lydbøger. Lydbøger hvor stemmerne blev forandret, så som “Mysteriet ved Åbrinken”. Idag lytter Aksel til Harry Potter, Mio min Mio, Robinson Cruseo og andre gode bøger. Aksel er nået til et niveau, hvor historierne har flere karakter, mere dybde og tværgående temaer. 

Carl lytter til de mere klassiske bøgernebøger men i ny og næh tvister jeg den lige med lidt social realtisk børnelitteratur, gerne af Kim Fupz Aakoson eller Tina Sakura . 

Hvis I nu skulle have lyst til at kaste jer ud i lydbøger til børn, SÅ kommer her 10 vilkårlige anbefalinger af lydbøger til børn lyder den således :

  1. Ronja Røverdatter 
  2. Narnia (serien).
  3. Ballade om den forsvinde mumie 
  4. Hund 
  5. Prop og Berta
  6. Sigurd fortæller ….
  7. Harry Potte
  8. Skammens Datter
  9. Krageungen
  10. Bøger af Ole Lund Kirkegaard

Sidst men ikke mindst, bruger jeg E-bøgerne når jeg er på ferie og ikke kan tage alle godnatbøgerne med i kufferten, genial mulighedz

God lytning – God Sommer

Når børn bliver set men ikke hørt?!

Når børn bliver set men ikke hørt?!

I disse dage, siden DR dokumentaren “Hvem passer vores børn” løb over skærmen, går bølgerne højt. Det gælder ude foran børnehaverne, ved middagsbordet, på nettet og i en hver avis med respekt for sig selv. De grusomvækkende skildringer, som dokumentaren viste, de diskuteres og der manes til forældresammenslutning landet over. Personligt har jeg kun set små udklip fra dokumentaren, jeg behøver ikke at se den og hvorfor tænker du måske ?!

Jo – Jeg er mor til 3 børn og under gravidteten med min nu yngste søn, Vilmer, tog Hr. mand og jeg valget, at vi ikke ville sende Vilmer i daginstitution før han var 24 måneder. Årsagen er blandt andet den politiske valgte normering er så presset! Jeg synes faktisk den daginstitution, som vi har valgt til Carl – som skiftede institution for nu et år siden, er rigtig god. Der er varme, kontakt og en følelse af der er tid. Der er et solidt samarbejde i huset, pædagogisk håndværk og indsigt, samt god ledelsesstruktur, men det er bare stadig ikke nok, der er ikke hænder nok! Og derfor kommer Vilmer ikke afsted i institution før han er knap 2 år, hvilet samtidigt medføre at både Carl og Aksel, fortsat kan have korte dage og særligt for Carls vedkommende, kan han nøjes med at være i institutionen i de centrale timer af dagen, hvor bemandingen er højest. En anden sandhed, bagom valget “hjemmepasning” af Vilmer, er at med 3 børn, så ville vi dælme skulle løbe rigtig stærkt, for at komme hele vejen rundt i alt fra legeaftaler, både dem af egen fri vilje og dem i legegrupperne, fritidsaktiviteter, kys, kærlighed og kram, lektielæsning, møder, madlavning, nærvær, samvær og udvikling. Jeg kunne blive ved ! Hele logistikken bagom vores familie, kan skabe sved på panden hos de fleste men vi gør det, vi kan det og vi elsker det og hinanden ! Men jeg tænker tit, hvordan skal det ikke gå os, når jeg skal ud på arbejdsmarked ? Hvad når Vilmer er syg, smitter Carl og Aksel og vi pludselig har sygdomsperioder der strækker sig ud over det hele? Skal vi så til det, som mange af vores venner med børn allerede gør. Alt fra at lyve for arbejdsgiverne om barnets første sygedag, som i virkeligheden var den anden, men så kan begge forældre jo trække en dag ?! Skal vi lægge bedsteforældrepuslespillet – Eller ender vi med at føle os så presset, at børnene sendes sløje afsted ?! Nogen kunne måske have lyst til at sige “ej det gør man ikke!” Men når et menneske er presset nok, så gør man hvad der synes bedst muligt og frem for at diskutere hvad man gør og ikke gør af handlinger, så ønsker jeg at påpege årsagen til man kan føle sig tvunget eller presset ud i de siturationer. Vi har nemlig skabt et samfund, hvor børn på mange måder er blevet noget man får, går hjemme med på den normale barsel og derfra overtager institutionalisering og hvilken en af slagsen?! Hvornår var det at dobbelt socialisering blev bedre end primær kontant med egne omsorgspersoner? Det forstår jeg virkelig ikke eller jo, jeg ved befolkningsmodellen i Danmark, for flere år tilbage så rigtig skidt ud og nogle politikker tænker – vi skal have folk til at lave flere børn. Deraf blev der indført en række børnepolitikker, børnepenge – institioner, tilskud til selv samme, mulighed for særstøtte osv. Det var alt sammen så “lokkende” men idag mener jeg bestemt ikke at Danmarks børnepolitik direkte er det, for på mange måder oplever jeg virkelig, hvordan børn og deres familier er gjort op i kroner og ører og hertil spørger jeg så:

Hvornår var det et børnefamilieliv, skulle være så presset af arbejdsmarked? Hvornår var det at en almindelige familie efterhånden oplever at fælles ferier er umulige pga. Antallet af lukkeuger i insitutionerne og hvornår var det at institutionerne skulle have så elendige normeringer?! Hvornår var det at små mennesker, småfolk, ikke længere skulle bæres på hænder og fødder men istedet blot opbevares og holdes “i live”?! Hvornår var det at velfærdet mistede sin klang og hvornår var det at det vi engang anså som god børnepolitik nu kun er politik uden fokus på de børn det handler om?!

Som så mange andre, opfordre jeg til vi ikke bare lader os passiviseres. At vi ikke bare kører med fordi det gør alle andre, men at man som forældre stopper op og mærker efter “hvad synes jeg selv giver mening for mig og mit barn?!” Jeg ønsker hverken at starte en fingerpegning af forældre som ikke udnytter muligheden for at forlænge barslen, pasning af eget barn, deltid osv. Jeg synes blot det er enormt væsentligt af vi som forældre stiller os kritiske overfor de samfundsmæssige påvirkninger der sker af vores forældreskab OG at det politiske agentur skaber langt bedre fleksible muligheder for børnefamilierne, således at vor småfolk ikke kun bliver set men os hørt.

Testen, den er postiv

Testen, den er postiv

20 februar 2018

Kære lille barn

Idag var stregerne der, idag blev mine tanker bekræftet, omkring min enorme kørersyge, hvorfor pulsen påløbeuret havde ændret sig og hvorfor jeg nu græder lettere ukontrolleret over H.K.H Prins Henriks bisættelse. Jeg græder i en blanding af landesorg og i taknemlig over at DU er hos mig nu. 

Vejen har været hård og lang. Selvom den jo ikke har været det, kun i mit hoved. Jeg har gjort mig mange tanker om jeg nu os kunne elske, rumme og holde af.. men jeg ved nu, efter de “mange” prøvelser at du er mere end velkommen, hvem end du er, dreng eller pige, stor eller lille, stædig eller mild. Så ved jeg nu, at jeg – vi er klar. 

Da jeg sidst sad der i badet og lod skuffelsen flyde sammen med blodet forstod jeg for alvor hvor meget jeg vitterligt ville dig. Tænk nu hvis de mange års strabadser havde skadet mere end forventet, tænk nu hvis mit biologiske ur havde stoppet sin tikken og tænk nu hvis det slet ikke kunne blive som vi drømte om.

Du er ikke endnu en, du er ikke bare nummer 3, du er dig – og vil med sikkerhed være ligesom du skal være og mere til. Min kærlighed den er der og min erfaren og modhagen vil med sikkerhed skabe rammerne for at osse du, kan få alt det din far og jeg anser som værende vigtigt for sådan et lille væsen. På mange måder er du betinget af dine kommende storebrødre og måske mest af alt din bror Carl. For vi har ventet på ham og at han i sin udvikling også blev klar. Vi har ventet på os, på kærlighedens rødder skulle vokse sig større og vi har ventet på mig mest af alt .. har vi ventet på dig og jeg glæder mig til bladene skifter farve og du kommer til os, i min ynglingsårstid. Årstiden der ændrede mit liv for nu snart 11 år siden. Årstiden hvor din far viste mig hvad kærlighed var, os når man ikke havde bedt om den, men den pludselig opstod ud af ingenting og ligemeget hvor meget man kæmper imod og fornægter så er den der, stærkere en stærk og mere dybfølende end jeg troet var muligt . 

Tak fordi du kom til mig.

Jeg vil bære dig med stolthed min lille skat, mit hjertebarn .

Kærlig hilsen, din kommende mor.

En opdatering fra stue 17 på 20 sal.

En opdatering fra stue 17 på 20 sal.


Torsdag d. 14 februar 

Når jeg tjekker kalenderen, fortæller den mig, at det er torsdag og vi nu har været indlagt i 3 døgn. Dagene flyder ligesom sammen og det hele kredser om hvornår Vilmer igen skal have hans medicin intervenøs. For hver gang tiden nærmer sig, begynder min mave at gøre ondt. Frygten for IV’et ikke længere dur, at venen er klappet sammen, den indfinder sig. Det hele blander sig sammen med tanken om hvor sensitiv Vilmer efterhånden er blevet når medicinen gives. Det er tydligt det svir, når der gives behandling. Da IV’et var nyt, kunne jeg aflede ham med amning eller en sang.. nu skriger han bare med hans hæse stemme, som ellers aldrig før har været hæs. Eller han skreg, for imorges da de skulle give hans klokken 8 dosis, var venen klappet sammen.

Vilmer fik sin hånd og det vakte stor glæde og jeg var hurtig til at forhøre mig om der mon var et badekar på afdelingen. Vilmer elsker at komme i bad, så tanken om at kunne give ham lidt ekstra glæde og nærhed igennem badet føltes så rigtig. Sygeplejersken fandt et badekar og Vilmer var et stort smil mens han var i bad, han anede jo ikke hvad der ventede. Heldigvis har lægerne accepteret mit krav om at det er en læge fra neonatal der ligger IV’et – måske er det ikke så meget en accept, måske mere en erkendelse af, at Vilmer er rigtig svær at lægge drop på. Lægen fra neonatal fik droppet lagt, denne gang i foden og det er trods alt lidt lettere at afholde Vilmer fra at stå op, end at han ikke kan gnaske på og bruge den ene hånd. Det var svært at mærke hans store frustration over ikke at have hans ene hånd. Så hele dagen har han suttet løs, på netop denne hånd, det skaber en stor glæde, lige nu er det de små ting det giver glæde, de heeeelt små ting. Jeg har os kysset løs på den og ladet ham hive i hårtotter, blusekanten osv. 

Da det nye IV var lagt, kom lægen. De har endelig fået svar på alle prøver og scanninger. Vilmer har nyrebækkenbetændelse og desværre reagerer han lidt langsomt på den behandling de giver ham. Det betyder længere behandling med medicin der gives intervenøs og indlæggelse til minimum mandag. Tanken om vi skal være her til mandag, den er ulidelig. Jeg ved jeg savner mine børn, Aksel og Carl, men jeg kan ikke tillade mig selv at mærke det, så falder jeg nok først fra hinanden. 

Jeg er efterhånden nået dertil hvor 5 timers søvn i døgnet er “normalt”. Om natten afbrydes den af medicinen. Hver gang Vilmer får medicin bliver han super utryg og kan mere eller mindre kun finde ro i mine vuggende arme. Jeg indrømmer gerne jeg.er.så.træt. Når Vilmers øjne glider i kommer der et lille vindpust ved mine tårekanaler. Tårerne trænger sig hele tiden på, men det kan han bare ikke bruge til noget. Istedet forsøger jeg at få det bedste ud af hans vågne tid og når Vilmer sover, så forsøger jeg os at gøre det, men hold op hvor gør mit morhjertet ondt.

I alt det her, er det vigtigt for mig at Vilmer mærker mig, at han ved jeg er her, os selvom jeg har mest lyst til at vende hovedet væk eller gå ud af stuen, når der skal stikkes eller gives medicin. Det dur bare ikke. Mit barn skal ikke ligge i smerte, græde og tænke “hvor er min mor!”. Derfor forlanger jeg at sidde med ham, hver gang han skal have lagt IV, givet medicin eller scannes. Jeg forsøger selvfølgelig at aflede, men hvis ikke det lykkes, så er der ikke andet for end at rumme, møde Vilmer i hans smerter og trøste på bedste vis. Lægernes job er at gøre ham rask og mit job er at passe på ham og sikre han ikke bare er endnu en patient. Han er min lille dreng. En dreng der er bange, smerteforpint og uforstående og som IKKE bare lige kan holde ud. Særligt sidste del forstår alle lægerne ikke og det er ikke altid de modtaget min anmodning om lige af gøre sådan, så Vilmer kan være hos mig eller ved mig og slet ikke når jeg siger “vil du være sød at vente”, eller de forstår det i det øjeblik Vilmer bliver trøstet og undersøgelsen derefter kan foregår uden flere tåre og skingre skrig. 

Christina 

Av i babykrop og morhjertet

Av i babykrop og morhjertet

Hvor godt kender du dit barn? Ret godt tænker du sikkert… jeg synes selv, at jeg kender mine børn rigtig godt.

Jeg ved at Aksels morgensurhed ikke handler om træthed, men om at han faktisk ikke kan overskue at skulle i skole og være “på”. Jeg ved at Carls aftenfis, tit handler om at han har brug for at blive holdt om og virkelig mærke at vi er dér, inden vi siger godnat. Jeg ved en masse om både Aksel snart otte og Carl på fem år. Jeg føler os at jeg kender Vilmer, rigtig godt og det er på trods af vi kun har haft 15 uger sammen. Jeg kender hans memik og betydningen heraf, når han hilser på nye mennesker. Jeg kender forskel på hans gråd og ved at den lidt mere NaNaNa præget type er tegn på sult og den mere klassiske babygråd Ahhrg…Arghh, er tegn på træthed. Jeg kender mit barn. Jeg kender mine børn.

Av i babgkroppen 

Mandag d. 11 februar, synes jeg noget ændre sig i Vilmers adfærd. Han har alle dage sovet godt, men lige den mandag virker han mere pylleret end ellers og er mindre vågen. Om aften føles han varm og hans temperatur viser 38,3. Jeg putter ham efter kunstens regler for babyer med feber og folder mine mor-antenner ud. Klokken 01 vågner jeg med en baby der er sulten og brand varm. Jeg ammer godt af og får derefter tager en temperatur der viser 39,8. Vilmer snork sover og et kort øjeblik overvejer jeg at se det an, men det føles bare helt forkert. Han hverken hoster, snottet eller har andre symptomer jeg kan sætte i forbindelse med feberen og selvom jeg var en lille frygt for de på 1813, synes jeg er en pyllermor så ringer jeg alligevel. Vagtlægen er ganske sød og rolig og beder mig tage til Herlev børnemodtagelse. Da vi kommer frem smiler Vilmer til sygeplejersken og hun når da os at sige, at 1813 ofte får sat mere skræk i livet på forældrene og at “ham der – han er da så fin”. Jeg får til opgave at fange en urinprøve og her skal der læses bogstaveligt. Mens lægen tjekker Vilmer, bliver vi afbrudt af samme sygeplejerske. Han har max. Infektionstegn i urinen og fra jeg havde stået med et ben ude af døren, får jeg beskeden om akut indlæggelse og at Vilmer med det samme skal i intervenøs behandling for urinvejsinfektion. Det bliver dog ikke helt med det samme, da IV’et er svær at ligge i en lille buttet babyhånd. Først stikker den ene børnelæge, dernæst en anden børnelæge, så skælder mor ud og der kaldes en anæstesilæge ned på afdelingen, for at få ham til at stikke. Indgangen bliver lagt, men idet den første dosis gives klapper venen sammen og Vilmer skal nu stikkes for 9’ende gang. Alt stikkeriet har stået på fra 04:14 til 06:30. Held i uheld har han fået den første dosis, så der skal gå 6 timer før den næste skal gives, hvilket giver en pause for alt stikkeriet. Jeg er rasende og banker i bordet og beder om at det er en læge fra neonotal der skal stikke næste gang for nu er det fandeme nok.

Lægerne giver mig heldigvis ret. Ingen ønsker flere unødvendige stik i Vilmer, som nu er blevet hæs af at skrige i smerte. Beslutningen om at kalde en fra Neo ned bar frugt og IV’et sad nok dumt men det holder fortsat. 

Av i morhjertet.

At være indlagt med sit barn som patient, er uden tvivl det værste man kan byde en forældre – selvfølgelig os barnet. Jeg tror alle forældre ville bytte med deres barn og indrømmer gerne, jeg sårgar flere gange har ønsket at det var en af de store der var indlagt, da de så kunne forstå mere og samtidigt os kunne behandles “nemmere”. Omvendt slog tanken mig, at de jo aldrig ville blive indlagt med en urinvejsinfektion men istedet kun de “store” ting… måske er tankerne, kun tanker der kan tænkes, når man konstant vugger en baby i sine arme mens man hører gråd fra de andre stuer på afdelingen. Når ikke det er børnene der græder, så er det forældrene, mens de telefonere hjem til deres pårørende. Selv har jeg siddet i vinduet, kigget ud over byen fra 20’ende sal, mens følelsen af afmagt, vrede, sorg og angst har rumsteret i min krop. At se sit hjertebarn være så sygt at det konstant skal observeres, tilses og havde sprøjtet stærk medicin ind i sig, det gør ondt. At se hvordan de altid skinnende og smilende øjne nu er trætte og uden “liv” det gør ondt. 

Det gør ondt, ondt at opleve hvordan Vilmer som ellers altid har været udadvendt, nu vender sig bort når en sygeplejerske nærmer sig. Det gør ondt at hører hans gråd, når de giver medicinen som svier i årerne. Det er en gråd som jeg aldrig før har hørt og som jeg for alt i verden bare vil stoppe når den først starter.

Det hele smelter sammen og skaber smerter i morhjertet. Alt fra uvisheden, det med at skulle følge den gule streg i gulvet, fordi han skal scannes til svar på de seneste prøver. Det gør ondt det hele og alligevel er smerterne i morhjertet ingenting i forhold til det min lille tampre fyr føler. 

Jeg ber bare til det hele snart er ovre

…. 

Christina 

NU skal vi rigtig hygge os.

NU skal vi rigtig hygge os.

Reklame
Kender I den der tanke om, at lige om snart, så skal vi rigtig familiehygge. Tanken om at i aften, der skal det gode klassiske brætspil findes frem, sammen med lidt snack og sutskoene. For den aften vi har i tankerne, skal være god kvalitetstid, tid uden det tændte tv eller Ipads. Tiden uden mor og far har hovedet i en telefon og tid uden tanker om morgendagens gøremåler.

Den der tid, kender du til tankerne om denne tid?
Lysten til bare at være sammen, ganske stille og roligt?

Måske går jeg over stregen, i det øjeblik jeg nævner brætspil?
I nogen familier er det jo bandlyst, simpelthen fordi familien rummer dårlige tabere og vindere.

I min optik, kan der kun eksistere en dårlig taber, hvis der os er en dårlig vinder, kærlig hilsen lillesøsteren i mig, hvis storebror ALTID var bank i Matador og han manglede sgu aldrig penge !!

Jeg har altid haft et stort behov for bare at være alene og hygge mig, ved at koble af og bare være. Nogen mener man skal være mere end en, for at kunne hygge sig, sådan har jeg aldrig set på det, tværtimod. Jeg hyggede mig bedst som barn, når jeg sad alene på mit værelse og krea-hyggede, mens jeg hørte “Det lille hus…” på lydbog. Det var virkelig noget af det bedste jeg vidste.

Som barn ejede jeg en krea-kuffert og det var det bedste ”legetøj” jeg havde, så da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg et kreaskab. Jeg synes nemlig, at jeg kobler bedst af når jeg er kreativ på den ene eller anden måde og det er en værdi jeg forsøger at give videre til mine drenge. Jeg oplever dog nogen gange, at det er svært at finde på kreaprojekter og det er her Kreakassen.dk kommer ind i billedet. Som Momsterblogger, har min familie og jeg fået lov til at teste Kreakassen.dk, en kasse fyldt med krea, månedens krea vel og mærket. Det smarte ved Kreakassen er nemlig, at der sidder nogle kreative hoveder og udtænker et kreativt projekt, indkøber materialer OG lave en lille “how to do” for dernæst at sende den hjem til én, hvor man så kan gå i gang med månedens kreaprojekt.

Kreaprojekterne formidles i et inspirationsark, et ark målrettet to forskellige aldersgrupper 3-6 el. 7-10.   Folkene bag Kreakassen har som mission om at få slukket for skærmen og skabt et godt og kreativt rum at være sammen i. Herhjemme er det som sådan ikke skærmen der trækker, men lillebror Vilmer, som kom til verden i oktober. Han fylder en del og da han fuldammes, synes jeg mulighederne for at gå ud og lave noget med de store drenge er meget lille. Derfor følte jeg lidt kassen gav os en ny måde at være sammen på, de store drenge og jeg.
Vi kunne sammen sidde herhjemme og kreahygge, mens Vilmer sov, spiste eller kiggede pludrede på.
Det var fantastisk.

Denne Kreakasse for januar måned, indeholdte materialer til at lave robotter. Robotter med specielle kræfter og egenskaber. Aksel lavede en robot der passede på jorden og samlede skrald, Carl lavede en jern-knuser, som kunne styrer lossepladsen og selv lavede jeg en kærligheds-robot, som kunne sprede glæde og kærlighed.

Det var enormt hyggeligt at sidde sammen med drengene og kreahygge og selvom vi jo bare kunne have åbnet kreaskabet, så var der noget særligt over at arbejde med Kreakassen. Kreakassen i sig selv, inspirationsarket, kassen, materialerne og overraskelsen vakte en store intens interesse hos drengene. Særligt inspirationsarket, slog benene væk under mig – det skabte en kæmpe stor inspiration. Jeg elskede hele den pædagogiske formidling og hvordan dette ark fungerede som en lille dråbe, der lavede ringe i vandet – som her igangsatte den kreative fantasi.

Jeg fik Aksel til at læse inspirationsarket højt og den gik rent ind. Det igangsatte en god snak om forskellen mellem en robot og en maskine, videnskabsmænd, fremtiden og dengang mor var lille. Vi snakkede om fjernstyret legetøj, former, kræfter og hvilken robot de ville opfinde.
Jeg synes Kreakassens layout, inspirationsark og pædagogiske grundlag er genialt !!! Det handler nemlig ikke kun om at fremstille et produkt, men om alt det der sker undervejs skabelsen, hele læringen, fantasien, opfindsomheden, styrkelsen af de motoriske evner, fordybelsen og ja, som jeg altid oplever når drengene laver noget, så bliver de enormt stolte af sig selv. Man kan bestille kasserne uden binding men Aksel fortalte så fint mens vi hyggede, at han godt kunne ønske sig at få et abonnement i fødselsdagsgave.
Han var lige så solgt som jeg !

Hele min og resten af familiens anmeldes af Kreakassen.dk
kan snarest læses på Momstertest.dk

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig hilsen Christina



En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.

En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.
Dengang Aksel fylde 5 og jeg uden at vide det, led af stress som udviklede sig til en depression.

Den er klassisk, den der uro jeg føler i disse dage. Det er en uro, der leger slyngveninde med en tanke om utilstrækkelighed – følelsen af ikke at være god nok eller gøre det godt nok. Det har taget mig nogle år at identificere denne følelse og forstår hvorfor den kommer, på de tidspunkter den gør. I dag har jeg lært at hilse på den og acceptere at den er der, uden at gå med den og dets præmisser.

Jeg tror alle forældre ønsker at skabe gode minder for sine børn? Et oplagt tidspunkt at skabe disse minder, er ved ens yngels fødselsdage, dåb / navnefesten osv. Jeg er så heldig, at jeg i denne weekend – faktisk på fredag, har en fyr der fylder 5 år og 14 dage efter holder vi så Vilmers 100 dags fest (samt morens 30 års fødselsdag). Det er et helt perfekt og oplagt tidspunkt til at skabe gode minder. De fester er jo en del af mine børns narrativ, fortællingen de tager med sig og som de vil se tilbage på, igennem kort, billeder og fortællingen om den enkelte dag, som forhåbentlig vil vække gode minder eller understøtte deres barndoms historie, den gode barndom?

Og det er lige her jeg skal spænde hjelmen og huske mig selv på, at en god barndom, en god fødselsdag, IKKE = helium balloner, temaer, en stor dyr konditorkage osv. Hvis der er lidt raffineret sukker, en ballon og et flag, så er de fleste børn – mine er ihvertfald tilfredse. Alligevel er jeg jo hende “idioten” som alligevel lige skal lave det ene og andet – jeg kan jo godt lide at gøre det. 

Det er klassisk, helt klassisk mig. Efter min depression, lærte jeg lidt om skal vs. kan og det har selvfølgelig gjort en ret stor forskel for hvordan jeg har gjort tingene sidenhen. Nu var det jo ikke Aksels dinosaurerfødselsdag der væltede mig omkuld, men mere alt det der var inde i mig af tanker, som kvalte mig langsomt. Tankerne om intet er godt nok og jeg kan og skal gøre meget mere. 

Idag er jeg nået dertil, hvor jeg fortsat er tilhænger af et “tema” men hvis ikke overskuddet er der, så bare en farvekoordinering OG ellers så laver jeg bare den kage, barnet bedst kan lide. Men ih hvor kan det forsat gå mig på, at jeg skal hilse på følelsen og igen og igen sige : det er godt nok det her !

Jeg bliver aldrig typen som synes bordkort og bordplan er toppen. Jeg elsker selvfølgelig at pynte et pænt bord og lokale – men øvelsen er at gøre det indenfor overskuddets (eller mangel på samme) rammer og så holde fast i, af det er helt okay .

Andre på linjen som kender til den følelse der kan hilse på, op til ens barns fødselsdag ?

Kærlig hilsen Christina

Er han nem?

Er han nem?

Nu her hvor yngel nummer tre, Vilmer er kommet til verden, så kan jeg for alvor slå hele to ting fast, eller meget mere, men tænker det kommer i et “Du ved bare at…. når du har børn” – indlæg. 

Noget jeg nu med sikkerhed ved, grundet “min enorme” erfaring men 1-2-3 unger, det er følgende: Ældre damer, fulde folk og andre skæve typer, mener de skal have hele deres hoved ned i min barnevogn, når jeg triller rundt på gader og stræder. Altid med en åbningskommentar “Ligger det en lille baby dernede?” … overvejer nogengange at svare “Nej det er bare min hamster ! Eller min bamse?” Seriøst, hvorfor er det en barnevogn er “allemandseje?”. Nå men det er den ene ting .. 

Den anden er lidt mere kompleks og har affødt en del tanker.. nemlig spørgsmålet jeg bliver mødt med igen og igen – “Er han nem ?”

Jeg bryder mig ikke om udtrykket “nem”, da jeg tænker det er et forkert tillægsord at give et levende individ, alligevel kommer jeg selv til det i ny og næh. Selvom Vilmer er lille og til tider opføre sig lidt som en karpefisk på jagt efter mad, så er han nu engang et lille levende væsen, i fuld udvikling, hvor fine træk af hans person kommer til udtryk. At kalde et andet menneske for nem, ja det mener jeg ikke man som sådan “kan” tillade sig. Jeg ved jo godt folk hentyder til om jeg får min nattesøvn og om Vilmer skriger dagen lang. Alligevel synes jeg stadig det er et underligt spørgsmål, måske mere fordi hvis svaret er “Nej”, bliver det postive ladet ord nem afvist og istedet skal man se negativt på beskrivelsen af barnet. Børn er jo vidt forskellige – ligesom dets mødre. Nogen tager minus nattesøvn i stiv arm og andre drukner deres sorte render i kaffe. 

Jeg tænker os, at hele denne Mommy shamming og en tid hvor mor helst skal kunne ALT, samtidigt med hendes bækkenbunds og mavemuskler er heeelt som de var før, så skabes der et ekstra press. Sandheden er jo den at vi har en barsel grundet en række forskellige årsager – at den så ikke er lang nok, skyldes en kritisable samfundsudvikling (ja det mener jeg).  Hvis vi forventet at små babyer, der har ligget inde i mors mave i 9 måneder, trygt og godt – kan strømlignes og være små indvinder, der uden et kny er i fuld udvikling, sover 3×3 timers lur om dagen og MAX melder sig sultne 8 gange på 24 timer SÅ er der simpelthen noget galt. Der skal nok være en mor eller tre på linjen, som har fået presset sådan et barn ud af sin fødselskanal – men der findes os de mødre og fædre, som får børn der kun mener at have et behov for nattesøvn, eller søvn om dagen og ikke nat eller omvendt. Babyer som ikke kan “nøjes” med at ligge i en barnevogn og som helst søger tryghed ved konstant at være nær deres primære omsorgsperson OG så er spørgsmålet om det gør et barn besværligt eller blot til et enkelt individ med personlige behov ?

I min verden, så handler der om at se på barnet i dets helhed og ud fra forståelsen af, at det ikke altid er lige nemt at være et lille bitte menneske, i en stor – stor verden .

Kærlig Hilsen

Mor til Vilmer 

Jeg kan selv… pakke min taske

img_0142

Jeg havde længe ventet på at Aksel, skulle blive gammel nok, til at kunne starte til FDF. Allerede som 3-årig, kunne hans store kærlighed til natur, diversitet og viden mærkes og hvis der er en fritidsinteresse, som favner alle disse værdier og mangle flere, så er det FDF. Samtidigt mener jeg at FDF giver en dannelse, og på mange måder er FDF er godt supplement til vores til tider “skrantende” folkeskole. En skole, hvor politikker og internationale organisationer som OECD og PISA, igen og igen piller skolen fra hinanden. Hos FDF, er vi mennesker, som vi fødes og udvikles, forskellige og med kompetencer der i et samlet fællesskab, giver en unik synergi.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Når man i min verden, kun er 5 år gammel og skal på sin første lejr, så er det en stor ting – som os kan være grænseoverskridende…. for barn og mor. Glemmer aldrig Aksels første lejr. Sad i skrivecamp og tjekkede uret og telefonen konstant. Hvis de nu ringede og for at se hvornår klokken var over sengetid, altså tiden, hvor Aksel nok kunne opleve den største portion hjemve. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at Aksel altid er taget afsted uden et kny, men vi har snakket meget om det at være ked af det, mens man samtidigt føler glæden og omvendt. Vi har tegnet en lagkage, hvor 2 stykker har været ned hjemve og de sidste 8 har været fyldt med sjov og spas. Aksel har helt klart rykket ved sine egne grænser og vi har støttet ham i det, vel vidende om at de voksne der er omkring ham, kender “grænsen” for afsavn.

Dette indlæg skulle faktisk ikke handle om hjemve, men om noget af alt det, som går forud for en lejr.. nemlig det at pakke en taske. Jeg har oplevet hvordan FDF har modnet Aksel, skabe forståelse for orden og hjælpe ham med at have styr på sine egne ting. Jeg lærte ret hurtigt, at Aksel skulle være med til at pakke tasken, for hvordan skulle han ellers vide hvad der var “hans”. Mange af drengene fra FDF, havde sidste år t-shirts med Ninjago, så navnelapper er altid en god ting at have i tøjet. En anden FDF mor, anbefalede mig at pakke dagsposer med tøj og den helt store pakkefejl var ifølge Aksel, at jeg ikke have givet ham en pose med til snavsetøj. Hvor skulle han ellers lægge det beskidte tøj?!

img_0145-2

Med tiden begyndte jeg at trække mig helt fra pakningen og i stedet har jeg lavet en børnevenlig pakkeliste. Aksel elsker den og for ham, er det en del af at skulle afsted på lejren. I weekenden skal Aksel afsted på en ny lejr og igen om en måned pakker han tasken igen, til kredsweekend, hvor hele familien os er med. Til sommer gælder det sommerlejr og for at mindske den tid, jeg bruger på at tegne en pakkeliste, har jeg nu lavet en lille “kopitegning”, som Aksel selv kan farvelægge. Han blev så glad for den, at han uddelte den til de klassekammerater som skal med i weekenden og som os er startet til FDF.

Listen kan tilpasse alt efter den enkelte lejr og sæson. Derudover kan barnet bruge pakkelisten som tjekliste, når de skal hjem igen. Dette gøres ved at krydse den lille boks af. Sol og måne indikerede antal dage og nætter og som forældre kan man så selv tilføre navn og hvilken lejr i toppen af pakkelisten. Derudover kan man selv tilføje ekstra personlige ejendele. Aksel har en dolk som os kommer med og som er tilføjet hans pakkeliste, sammen med en Ipod, hvor der kun ligger lydbøger på, som han kan bruge, når han skal holde siesta eller finder et behov for at koble af.

Hvis du har lyst kan kopien hentes ved at downloade dette billede:

fdf-pakkeliste-migogmorskabet
Ved eventuel deling, bedes almene regler for ophav følges.

Og tænker du – hvad er det der FDF for noget, så synes jeg helt bestemt du skal prøve at besøge
FDFs samlede hjemmeside og se hvor din nærmeste lokale kreds af.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bevæg dig – med Reima

img_3415
Indlægget er sponsoreret af Reima og lavet i forbindelse med MillionHoursOfJoy kampagnen.

Som barn havde jeg små 4,5 kilometer i skole. I sommerhalvåret cyklede jeg dagligt, til at starte med troligt bag min storebror og i takt med jeg blev større, alene. Jeg elskede at lege fangeleg, spille fodboldt og generelt bare være ude. Grundet plads problemer og et børneboost i den lille by ud til fjorden, gik jeg på en skov-ungdomsklub, det der oftest omtales på bygger. Min ungdomsklub lå i en skov, med mark, bondegård, dyr, høloft og med bålplads. Her fik jeg lov til at stå med en økse, fælle træer, lave bål og ellers bare give den gas. Den ungdomsklub har på mange måder været årsagen til jeg har været på talrige vandre og kanoture og idag fortsat elsker udelivet og alt det som naturen kan byde på.

img_1035

Da jeg sammen med Hr. Mand valgte vi at blive i byen, i en lejlighed, fravalgte vi samtidigt muligheden for at vores børn kunne muligheden slå kolbøtter i egen have og lege ude på græsset før morgenmaden. Vores prioritering satte krav til os som forældre. Samfundet stille i forvejen en del krav, både politisk og socialt, stod fandeme til halloween udsalg igår og tømte hylderne, for mine børn skulle da ikke gå glip at det gøgl, bare fordi Moren lige havde overset eller ja stresset forbi datoen… Et af de helt store krav jeg sætte til mig selv som mor, er at mine børn skal have det godt og tilegne sig nogle gode værdier her i livet. Det at have det godt, betyder ikke deres værelse skal være fyldt med legetøj og kalenderen rummer oplevelser i diverse forlystelsesparker. Det betyder de skal omfavnes af kærlighed, tydelige voksne og særligt nogen de kan regne med. De skal have sund kost og guides til at sættes deres kroppe fri og lærer at bruge den  aktivt. Særligt det at børn er inaktive er desværre et voksende problem og måske os derfor at overvægt og følgesygdomme heraf er den vestlige verdens største sundhedstrussel.

img_4771

Herhjemme er Hr. Mands arbejde relativt fysisk, han løfter flere tons æbler om ugen (ikke på en gang) og derudover løber han et par gange om ugen. For mit vedkommende, så ved den trofaste læser at jeg løber en del og ellers os ofte bruger mit medlemskab i fitness centeret. En ting er hvad de voksne gør, en anden ting er hvad så hvad vi hjælper vores børn til. Jeg tror nemlig at vores adfærd påvirker, former og ofres spejles af vores børn og derfor ser jeg hele tiden mig selv som en vigtig rollemodel i mine børns liv. Jeg elsker at kunne sige til mine børn at jeg løber og hvorfor jeg godt kan lide at løbe, det bedste er dog når Aksel er med på en løbetur og Carl cykler ved siden af. For mig er det vigtigt vi kan være aktive sammen og gerne sjovt samtidigt. Det synes jeg er en god og vigtig værdi at få ind i livet. For at sikre mine børn finder deres egne veje til motion, med kærlig guide og støtte fra os forældre, er kravet yderligere at de ‘skal’ gå til en sportsgren, for derigennem at udvikle dem selv, indgå i relationer og få kendskab til den enkelte sports logikker og fysiske udfoldelsesmuligheder. Motion behøver i min bog ikke være kompleks og betyde alt eller intet, for mig kan det være alt fra at lege fangeleg, kravle i træer og cykle byen tyndt – hvilket er relativt nemt nu hvor vi ikke har en bil. Derudover elsker Aksel at løbe runder, hvor vi så sætter streger, ligesom man ofte gør ved skolernes motionsdag. Helt personligt er jeg som sådan ikke direkte bekymret for mine børn og alligevel puster frygten mig i nakken, når jeg ved at børn idag stopper tidligere med at lege og være fysiske aktive end de foregående generationer… en stor del af denne udvikling skyldes elektroniske stimulis.

img_5356

img_5502

Desværre er alt for få børn aktive nok i deres dagligdag – faktisk bør alle børn dyrke mindst en times fysisk aktivitet med høj puls dagligt. Det vil børnetøjsmærker Reima gerne forsøge at gøre op med, derfor har de skudt gang i kampagnen MillionsHoursofjoy, for at sætte fokus på denne negative udvikling og yderligere forsøge at bryde den. Reima har udviklet en sensor ReimaGo’, som kan indsættes i dit barns tøj og tracke aktiviteten, hvis det li’ er en tand for meget, kan du selv oploade dit barns aktivitet på Reimas hjemmeside HER og derigennem deltage i konkurrencen om at vinde ugentlige fede primære og være med i lodtrækningen om hovedgevinsten om en tur til Lapland med 14 andre familier .

img_1618

Du kan yderligere deltage i lodtrækningen ved at gøre brug af hashtagget #millionhoursofjoy på Instragram og eller Reimas facebookside.

Hvis du ikke allerede har købt overtøj eller vinterstøvler til ungerne kan du få 20% og fri fragt hos Reimas shop ved brug af koden MIGOGMORSKABET2017, koden gælder fra 01.11-2017 til klokken 23:59 d. 03.11-2017 . (Jeg tjener ikke noget på at du anvender koden)

Jeg kan bestemt anbefale Reimas vintertøj, herhjemme har vi dels haft fornøjelsen af at teste flere produkter fra deres tidligere kollektioner og yderligere skal Carl dette år hoppe i en af Aksel gamle flyverdragter, som fortsat står som ny, grundet den kanon gode kvalitet.

Hvordan gør I der hjemme for at sikre at jeres børn og måske os jer selv,
får den anbefalet mængde motion ?

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet