Et farvel til sutten

Da jeg gik i stykker..og fik en depression…

Forord
Jeg har længe, rigtig længe gerne ville udgive dette indlæg, men af helt personlige årsager, har jeg valgt at vente.
Jeg har ventet, ikke for kun at skrive om mine sejre eller fremstille en glansbillede lignende overflade, men fordi jeg har været nød til at være sikker på, at jeg selv på mindre tolerante dage, kunne stå på mål for mine egne ord.

En af de mange årsager til at jeg vælger at skrive dette indlæg, skyldes jeg selv oplevede, da jeg blev syg, at føle mig helt alene og det er på trods af at hver 5. dansker rammes af det, jeg blev ramt af.
I mine tidligere indlæg ”Da filmen knækket” del 1 og 2, som kan læses HER og HER. Der skrev jeg indledningsvis, hvorledes jeg mente at vi alle har et ansvar for at skabe de forandringer som vi ønsker os. Jeg ønsker at vores alt for snævre normalitetsforståelse udvides og det tabubelagte gitter, der ligger over psykiske sygdomme, rives væk. Jeg ønsker at vi kan leve i et samfund, hvor det er okay – ja acceptabelt at have været forbi psykiatrien. I takt med medicinal industrien vokser, den ene nye diagnose efter den anden popper frem og vi konstant etablere tårnhøje forventninger til os selv og hinanden, så tror jeg kun udviklingen går en vej og at mange flere, som jeg selv, vil være nødsaget til at søge psykiatrisk hjælp, af den ene eller anden slags. Selvfølgelig vil jeg med min pædagogiske og sociologiske baggrund, gerne se, at de tendenser som vi i dag ser og oplever i samfundet, de ændre sig. Således at færre udvikler psykiske lidelser eller diagnosticeres med den ene eller anden form for diagnose.  Når jeg skriver som jeg gør, er det fordi jeg mener at den mindst lille uregerlighed overflyttes til en kasse med påsat label og det finder jeg stærkt foruroligende. Det er på mange måder en helt anden snak og et helt andet og mere kritisk indlæg. Jeg mener bestemt ikke at der skal ses ned på hverken folk med diagnoser eller psykiske lidelser, faktisk mener jeg at vi i samfundet har brug for en lang støre forståelse og information, for bedre at kunne støtte og hjælpe de, der måtte have brug for det.

Jeg håber dette at indlæg, på mange måder kan være med til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og også os selv. Min fortælling er min og i nogens øjne er det måske den positive fortælling om psykiatrien, andre igen ville mene noget helt andet. Jeg vil bede dig læse dette indlæg med respekt og ydmyghed, og sidst men ikke mindst takke dig for at læse med.

. . .

Det er en sommeraften, den aften hvor det sker. Jeg er alene med drengene og har i tiden op til denne aften løbet rigtig stærkt. Ikke kun fysisk, som da jeg løb Københavns marathon, nej også mentalt. I længere tid har jeg været presset og selvom jeg hele tiden forsøger at finde muligheden for at restituere, er det bare ikke muligt. Der var to afsluttende eksamener på mit kandidatstudie, en dreng med konstant ørepine, som 1-2-3 skulle have lagt dræn også var der den nat hvor min mands blindtarm sprang og jeg måtte ringe 112, sidde på intensiv afdeling og i chok færdiggøre en skriftlig opgave og efterfølgende stå som græsenke i en uge, mens Hr. mand lå og var noget så syg på hospitalet. Det var bare lidt af alt det, som gik forud for den skæbnesvanger aften i Juni måned.

Pludselig knækkede filmen og jeg oplevede på alle måder, hvad det bogstavelig talt ville sige at blive syg i hovedet. Det hele væltede rundt, i vrangforestillinger, sorte mørke tanker, spindet ind i angstens altomsluttende greb. Hvad gør man – når armene og ben ryster, øjnene flakker og hjertet pumper som skulle det sprænge ud af brystet. I mit tilfælde så gik jeg i seng, for jeg måtte jo bare være rigtig træt. Problemet var bare, at alt mørket opsøgte mig i mine drømme den nat og flere gange vågnede jeg ved at angsten forsøgte at kvæle mig.

En belastningsreaktion
Næste morgen spillede jeg skuespil overfor mine børn, som kun er en Oscar værdig. Lige efter mine drenge kører afsted mod børnehaven sammen med Hr. Mand, falder jeg sammen. Hulkende og fortvivlet. Den er helt galt men hvad, det ved jeg faktisk slet ikke. Jeg ved bare at det hele føles pludselig så forkert og at alle mine tanker er præget af et stærkt tunnelsyn. Mens jeg samtidigt kan mærke hvordan det hele falder sammen, møder jeg konstant mine tanker med en patelogisk tvivl. Var det nu også helt så galt? Overreageret jeg ikke bare lidt? Jeg ender med at finde min telefon frem og får ringet efter hjælp. Inden jeg får set mig om, sidder der en psykiater og sygeplejerske i min stue. Efter en lang samtale, så spørger psykiateren lidt forsigtigt, om jeg ikke vil med over på psykiatrisk afdeling. Hun mener jeg trænger til fuldstændig ro og at jeg har fået en belastningsreaktion. Af hensyn til mig selv, det ansvar jeg nu engang har for at tage hånd om min egen sundhed og ikke mindst mine børns mor, vælger jeg at lade mig indlægge.

Timer derefter er sløret, fyldt med angstanfald og konstant utryghed for, hvad det var der skete inden i mig. Sandheden var, at jeg gik helt og aldeles i stykker. 

Stille pakker jeg mine ting sammen, løbetøj, en studiebog og lidt til ansigtet også cykler vi ellers sammen med Frederiksberg Psykiatriske Hospital. Psykiateren forklarer mig, at grundet den måde jeg kommer “ind” på, så skal jeg på en intensiv afdeling også kaldt for et lukket afsnit. Det hele sortner for mig og igen og igen overmandes jeg af angst. Lysten til at sige “stop jeg har det meget bedre nu” kommer, men alligevel tvinger jeg mig selv til at fortsætte. Det her handler ikke om hvad jeg vil og ikke vil, det handler om at jeg har et ansvar for tage hånd om mig selv og den mor jeg skal være for mine to børn.

Vi kommer ind på afdelingen. Der er stille og kun lyden af nøgler der rasler eksistere. Der er en lang gang med en masse døre også nogle store åbne rum, med et køkken, et bordfodboldbord og et kreaområde. Der er også en lille gårdhave, hvor en af de andre patienter sidder ude. På dørene står der tal. Vi går hen mod døren med nummeret 8 på. En høj mand kommer imod mig, han smiler og giver mig så hånden. Psykiateren er sød, hun hjælper mig med at pakke ud, overlever de ting som ikke må haves uden observation og sammen holder vi så et lille møde. Ret hurtigt bliver vi enige om, at jeg bare skal have helt ro også går de. Idet de lukker døren falder jeg sammen på gulvet og græder. Min hulken giver genlyd i det halvtomme rum og mens jeg tager mig til hovedet, kan jeg mærke hvordan hele min verden splinters til atomer og alt det lys, jeg ellers altid selv syntes at have haft en egenskab i at se verden med, det er slukket. I stedet er der bare helt mørkt.

Den intensive psykiatriske afdeling
Jeg vågner ved at jeg har hjertebanken. Luften jeg indånder er kvælende, tør og den får min hals til at lukke sig sammen. Hurtigt løber jeg ud på mit badeværelse og får tændt for vandet. Jeg må have luft – vand – jeg må ud. Hele lokalet begynder at kører rundt og sorte pletter danser foran mine øjne. Hurtigt får jeg klasket en hånd på alarmknappen og får sat mig gulvet. Min krop begynder at ryste, mens verden går opløsning. En sygeplejeske kommer ind, jeg hører hende ikke og mine øjne registeret intet. Hun sidder der bare, med armen om mig, mens hun stille vugger mig for side til side og tæller, ganske langsomt. Hendes stemme er blød, rolig og monoton og lige så stille begynder mit hjerte at sænke sine pulserende slag, luftens tørhed forsvinder og de sorte pletter for øjnene fortager sig. 

Min mor og hendes mand kommer og besøger mig, senere samme aften, som jeg er blevet indlagt. Det eneste jeg kan huske, er at alle mine hårstrå føltes som nåle der konstant prikkede mig i hovedbunden og at jeg ikke ture forlade mit værelse. Min fortid har gjort mig bange for uforudsigelige mennesker og nu var jeg selv og ja, formentlig også alle de andre på afdelingen, uforudsigelige. Jeg er pludselig bange for alt og mest af alt mig selv. Jeg kan se på min mor og hendes mand, at den er helt gal. Min mor, den stærkeste kvinde jeg kender, nærmer sig mig og som da jeg var lille og verden stor og farlig, tager hun min hånd og sammen sidder vi længe sådan. Vi aftaler, at min mor skal være med til mit møde med afdelingens lægen dagen efter, så der er ekstra øre på og en til lige at sikre sig, der passes ordenligt på mig. Hele tiden frygter jeg, at lægerne kun vil række mig et pilleglas også ellers være ligeglad med alt det andet.
Selv jeg, havde mine fordomme om psykiatrien.

Pause
Jeg svinger imellem at græde, tænke i løsninger og være bange. Hurtigt får jeg lukket ned for verden udenfor. Jeg får meldt afbud til diverse møder, arrangementer og ikke mindst alt det som også trækker. Alt hvad der kan poppe op på min telefon det rykkes til en mappe, som for tildelt titlen: Pause.

Efter en nat på den lukket afdeling, aftales det at jeg skal overflyttes til et åbnet afsnit, et mindre intensivt afsnit. Da jeg pakker mine ting sammen, bliver jeg henter af en sød sygeplejeske, som følger mig hen på det nye afsnit. Der møder jeg hende, hende som er med til at vende alt op og ned, Maria. Maria er mørkhåret, hun smiler hele tiden og har de flotteste sneakers, i lækre farver. Hun kigger imødekommende på mig, idet jeg kommer gående med mine få ting. “Hej Christina, velkommen til” Hendes københavner accent er ikke til at tage fejl af. Sammen går vi mod mit nye værelse, et værelse jeg kom til at tilbringe umådelig meget tid på, i ly for al udefrakommende støj, så jeg lige så stille kunne få ro til at koncentrere mig og det der foregik i mit indre. Det er stadig kun lørdag, selvom det føles som om jeg har været indlagt i flere uger. Jeg er træt og plaget af konstant tankemylder. Når jeg vågner op, er det med hjertebanken, mørke tanker og en angst for alt omkring mig. Jeg husker stadig hvordan jeg en morgen vågner, jeg er badet i sved og de sorte pletter danser for øjne, mens kroppen ryster og tankerne bliver mørkere og mørkere. Kun et inderligt skrig, præget af rædsel, kunne få mig ud af tankernes overmandende kraft. Jeg skreg, skreg til min hals føltes øm og tilrevet af luften. Maria er der med det samme, hun holder om mig, mens jeg ligger sammenrullet i sengen og mærker hvordan hele min krop ødelægges af mine tankers mørke.

En psykisk sygdom
Det er mandag. Jeg er startet dagen med en løbetur, sammen med en fysioterapeut. Selvom jeg kun har været på afdelingen i 3 dage, har jeg fået løbet dagligt, med en ledsager. Når jeg løber forsvinder uroen i kroppen og løbet var på mange måder mit eget forsøg på, at holde fast i noget af det, som altid har kunne hjælpe mig, når hovedet har haft brug for en pause. Selvom jeg hverken er til fare for mig selv eller andre, er jeg skrøbelig og lyden af en gøende hund eller grædende babyer, kan igangsætte et panikangst anfald, så derfor havde jeg den første tid, altid en ved min side, når jeg besøgte ”verden udenfor”. Det er meningen jeg skal mødes med min kontaktperson, en psykolog også overlægen i psykiatri. Vi skal sammen lave en behandlingsplan, så jeg kan komme på benene, hurtigst og bedst muligt.

Mine drenge har sammen med Hr. mand, besøgt mig dagen før. Besøget var på mange måder fantastisk og alligevel endte jeg med at ligge sønderknust sammenrullet på et gulv, mens det ene angstanfald overmandet mig efter det andet. Selvom jeg så gerne ville, så kunne jeg ikke. Når jeg forsøgte at følge mig dejlige drenge og deres bevægelser, blev det hele sløret. Mine bevægelser var langsomme, som foretog jeg mig alt i slow motion og allerede efter de havde været der i 10 minutter, kan jeg ikke længere registrere hvad de siger. Min stemme bliver snøvlet og trætheden overmander mig. Tanken om, at jeg en dag skal kunne være på i24/7, føles pludselig så uvirkelig, for sandheden er, at jeg ingenting kan.

Da jeg sidder ved det runde bord, med min kontaktperson ved min side, og stille fortæller om mig selv, min opvækst, mine mange mentale ar og svigt, skriver henholdsvis psykiateren og psykologen en masse ned. Jeg fortæller lidt om mit stresset forår, om mine tanker og om alt det jeg godt kunne mærke der havde ændret sig den seneste tid. Jeg har altid været god til at sætte ord på, hvad der rør sig inde i mig og jeg kommer fra en familie ,hvor vi altid har talt om det vil føler og tænker. Alligevel forstår jeg ikke helt, at jeg nu sidder der og hele tiden tvivler jeg på, om der nu virkelig også er noget galt med mig. Måske er det hele bare noget jeg ”spiller” eller dramatisere. Psykiateren er dog ikke et sekund i tvivl og da hun siger ordene, bliver jeg først uforstående og alligevel falder alt på plads. ”Christina, du har fået en belastningsreaktion som har gjort du har udviklet en stressbetinget svær depression.” Hun stiller mig en række spørgsmål, noter lidt i ny og næh og sammen med psykologen og min kontaktperson, fremlægger de en intensiv og kyndig behandlingsplan. Da jeg går fra vores møde, er jeg synderknust og fuld af skam og vrede.

En depression
Første gang jeg hører ordet depression, er i folkeskolen. En af mine klassekammerater fortæller en dag, at hendes far har fået en depression. Jeg husker ikke så meget, for sandheden var nok, at vi ikke var de mest tætte. Alligevel kan jeg huske hun fortæller, at hendes far sover meget og er rigtig ked af det. Nogle år efter forelsker jeg mig hovedløst og ubetinget i en gut, som er en del ældre end mig. Han er sød, udfordrende og på mange måder med til at udvikle mig følelsesmæssigt, på godt og ondt. Under en af de første gange vi er sammen og for alvor begynder at lærer hinanden bedre at kende, fortæller han mig, at han har en depression og at han tager medicin for det. Jeg kan huske at jeg på mange måder at var ligeglad, det betød ingenting, jeg elskede ham alligevel. Igennem de knap 4 år vi var sammen, så jeg som pårørende, hvad, en på mange måder ubehandlet depression, kan gøre ved et menneske.

Jeg er af den tro, at det ikke er medicinen som kan gøre en rask. Jeg tror at en depression er og føles som, det at være i et hul. Et sort og dybt hul, med rigtig skarpe og på samme tid glatte kanter, som kan gøre det umenneskelig svært at komme op af. Antidepressiv medicin kan så fungere som en mælkekasse, som man, hvis det anses af kyndige fagfolk som værende nødvendigt, kan stå på, for så at kunne se – næsten op over hullet. At komme op af hullet, kan medicinen ikke gøre, det kræver i stedet en forfærdelig masse terapeutisk arbejde. Under min indlæggelse arbejdede jeg intensiv med en masse kognitive værktøjer, mens tiden samtidigt arbejdede for mig. En depression, en svær en, tager tid. Ingenting ændrede sig over en nat, men langsomt og sikkert kom jeg stille og roligt på benene. Ofte var min udvikling præget af to skridt frem og et tilbage og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har kæmpet så hårdt, som da jeg blev syg.

Jeg har blandt andet qua min uddannelse, en forskers tilgang til verden. Så jeg læste og søgte på alt det, som jeg selv kunne gøre, for at få min hjerne til at producere så mange af de gode signalstoffer, som overhoved muligt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at behandle mig selv, krop og ødelagte psyke, så godt som muligt. Hele tiden lyttede jeg til de dygtige fagfolk jeg havde omkring mig og accepteret, at selvom jeg for en stund var sat udenfor min familie, mine børns og mands liv, så ville det arbejde jeg gjorde, mens jeg var indlagt, være en investering for livet.

Oppe af hullet
Det er nu knap 3 måneder siden jeg kom op af hullet eller jeg ifølge de skala test, som foretages i psykiatrien, ikke længere havde en depression. Det passer meget godt med at jeg på samme tidspunkt en dag, eller faktisk efter en længere god periode, mærkede hvordan mit hoved ikke længere blev forstyrret af mørke tanker, eller at min hverdag ikke bar præg af depressionens mange symptomer. Igennem mit intensive forløb på psykiatrisk afdeling, lærte jeg, at det vigtigste var at komme op eller ud af depressionen. Efter en lang udslusning fra den psykiatriske afdeling, fulgte et offentligt pakkeforløb, som skulle bygge videre på alle de værktøjer, som jeg havde fået under min intensive behandling. Den første tid så jeg med skam på min indlæggelse men lige så stille, så begyndte jeg at acceptere at jeg nu engang var blevet syg og vigtigst af alt, at jeg havde været ressourcestærk nok til at søge hjælp og få hjælp. Samtidigt forstod jeg også, at den intensive behandling jeg havde fået, havde været med til at forkorte mit sygdomsforløb. Det handlede om at skynde sig langsomt men også om at sikre, at jeg igen skulle stå stærkt og hvis ikke mere solidt end nogensinde før.

Jeg lærte på den hårde måde at jeg måtte kravle før jeg på ny kunne gå. Det vigtigste var at komme ud af depressionen, for derefter at arbejde med, hvad der lå til grund for at jeg havde fået den også selvom min depression var stressbetinget. Jeg ser det selv sådan, at jeg herigennem langsomt men sikkert, får fyldt det sorte og dybe hul, for dernæst at lægge et solidt fundament. Det er fundament som vil være stærkt og indeholde en masse egenskaber, styrke og kompetencer, som jeg fremadrettet vil kunne trække på, så jeg med anker i min nu bedre selvforståelse, kan styrer mit eget liv, i et meningsfyldt og en depressionsfri retning. Der er ingen garantier her i livet, det ved jeg om nogen, men der er læring og erfaringer, som på så mange måder kan gøre en umådelig meget stærkere.

. . .

Jeg vil gerne sige dig tusind tak, fordi du læste med.

Med dette indlæg, har jeg hverken ønsket at pege fingre, fordømme eller foreskrive de rigtige og forkerte løsninger. Min eneste opfordring herfra er, at vi som mennesker husker at passe på os selv og hinanden. Ingen er usårlige og selv den stærkeste og mest funklende stjerne kan brænde ud. Nogen gange kræver det mere end man selv lige ønsker sig det, at få stjernen tændt igen. Dette var min fortælling, min historie.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

12 kommentarer

  • Maja

    Jeg kunne knap læse dette indlæg, fordi tårerne fyldte mine øjne. Det er 7 år siden jeg kom op af hullet, men nu står jeg her igen, på kanten af afgrunden – og denne gang vil jeg sørge for ikke at falde ud over kanten. Tak fordi du råber højt om dét, som så mange af os lider under, men kun få tør tale om . . .

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Hej Maja.
      Jeg beklager mit sene svar på din besked..
      Tusind tak fordi du ville læse med og tak fordi du selv deler. Det betyder rigtig meget for mig, at høre andres historier.
      Jeg er sikker på, at den bevisthed du har med dig, omkring din afgrund, den gør du står fast selvom det virker som om du falder.
      Jeg håber sådan du kommer godt væk derfra og roser dig , dog det kæmpe stykke arbejde du med sikkerhed gør.

      Tak for dine støttende ord.
      Kh Christina

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne Stumpe

    Kære Christina
    Tak for din ærlige fortælling og tak fordi du deler den med os, du er helt fantastisk og super sej. Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden. Knus her fra😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Kære Sussanne. Tusind tak fordi du læste med og tak for dine rosende ord.
      Og god vind til dig. Knus retur og hils omkring dig !

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stærkt indlæg. Tankevækkende og smukt, fordi det er så ægte og inspirerende. Det kræver en stærk kvinde at indrømme, at man har brug for hjælp. Sejt af dig, at du gjorde det. Jeg er stadig tosset med dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Sødeste Jelena, Tak fordi du kiggede forbi, tak fordi du ville læse med. Jeg er ligeså tosset med dig, mere end mine blege kinder kan skjule . Tak !!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva B

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Dyb respekt herfra. Tårerne flød i en strøm, både af sorg og glæde på dine vegne ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Nøjjjj jeg kom til at tude over at læse det indlæg Christina 🙊. Selvom jeg har læst de tidligere indlæg og fulgt med på IG,så giver dette stærke flotte indlæg virkelig et godt billede af, hvor forfærdeligt du har haft det. Hvor stærk du har været. At bede om hjælp. At være åben om det. At kæmpe og komme ud på den anden side – sårbar og stærkere. Kæft du er sej ❤❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Burde sende en pakke Kleenex og et kæmpe kæmpe stort knus. Kommer jeg en dag på dine kanter, så håber jeg du giver en krammer og evt lyster til et træningspas sammen !.
      Tak fordi du ville læse med, tak for dine kære ord og tak fordi du lod dig bevæge og mærke af mine ord. Tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Et farvel til sutten