Bevæg dig - med Reima

Fra mørke til lys

full-banner-one-year-birthday-cupcake

Jeg husker tydeligt udredningssamtalen på psykiatrisk hospital. Jeg husker, hvordan overlægen i psykiatri bladret i sine notater og rettet på hendes brille. Jeg husker, hvordan psykologen i birkenstock skubbede æsken med kleenex imod mig og jeg husker, hvordan jorden stoppede med at dreje om sin akse, i det øjeblik jeg fik min ”diagnose”. Månederne forud for min mentale film knækkede, havde jeg fået en ide om jeg ikke duede til noget og at jeg oftere og oftere faldt til jorden som den gode mor. Hele mit perspektiv var i mirko, frem for makro, alt var sort / hvidt og der fandtes ingen nuancer i mørket. I det øjeblik lægen fortæller at jeg har en svær depression der kræver akut behandling, forstod jeg pludselig min adfærd og det ikke var mig, men sygdommen der havde regeret. Da jeg fik beskeden om en indlæggelse på minimum 4 uger, grundet den medicinske behandling og afdelingens rammer for at følge hvorledes præparatet virkede, der knækkede alt indeni mig for alvor. I det øjeblik forstod jeg der var intet kvik fix, at der var ingen mulighed for jeg kunne sove et par dage og vupti igen være tilbage på sporet. I stedet var der et kæmpe stykke arbejde der skulle gøres, hvis jeg virkelig ville komme af med depressionen.

De første par dage efter diagnosen var blevet stillet, der lukkede jeg af for omverden. Allerede i de første timer på den lukkede afdeling, under min første indlæggelsesdag, have jeg kontaktet alle arenaer som jeg var aktør i og meldt fra eller trykket pause. Det var dengang et ”nederlag”, i dag ved jeg at det var utrolig ansvarsfuldt og fyldt med respekt for mit eget helbred. Depressionen overtog min krop og mit sind, men mens den hærgede, så gjorder jeg mig klar. Jeg søgte råd og vejledning hos personalet på afdelingen, lidt forskellige studier og hos BS Christiansens dokumentar om depression… det lyder sgu underligt, men særligt det program hjalp, for alle kvinderne i programmet, de minde om mig og havde gennemlevet præcis det jeg stod i. Jeg prøvede og forstå at jeg ikke var depressionen, men at jeg havde fået en depression og det betød at depressionen kunne bekæmpes, med de rigtige midler, den rette mængde hjælp og med en kæmpe portion vilje.

Efter 14 dages indlæggelse var jeg til at klar til at begynde min kamp. I dag ved jeg godt de 14 dage os var kamp, ren og skær overlevelse.. men 14 dage efter der rejste jeg mig og greb fat i min liste med værktøjer, personalet og baglandet udenfor afdelingen. Listen indeholdte alt fra tips omkring mindfulness, malebøger, løbeterapi, sund kost, dagbogskrivning og masser af skematerapi. Min depression var stressbetinget grundet en belastningsreaktion, som var kommet af jeg havde kørt i et alt for højt gir og det krævede derfor at jeg lærte at navigere i livet på en helt ny måde og med hensyn til hvem jeg var og hvad jeg i bund og grund havde godt af. Skematerapien skulle hjælpe mig til at forstå hvilket systemer der var usunde og hvilket der var. Jeg var og er enorm struktureret og viljefast og ved hele tiden at se depressionen som en modstander som skulle besejres, men samtidigt os ”acceptere” dens tilstedeværelse i kroppen, så kunne jeg danse omkring den og med den, når den bragede derudaf og skabte vrangforestillinger, sorte tanker og en håbløshed for det hele nok skulle blive godt igen.

 – – – – – –

I dag er det 1 år siden jeg sad hos en enorm dygtig og udfordrende psykolog, som på alle måder skubbede til mig og mine værdier. Han formåede at vise mig en regnbue, selv når hele mit væsen var overtaget af en stor tordensky. Ved dén samtale snakkede vi en test igennem, men mest af alt snakkede vi om MIG og hvad jeg tænkte og følte. Et par dage forinden, den 3 november 2016, havde jeg haft afsluttet den gruppeterapi, som var en del af det pakkeforløb jeg fik efter min indlæggelse for depressionen.  Ved samtalen snakker og joker vi lidt om det hele og tager så fat i testens resultater. Efter jeg blev syg, mistede jeg hele min tro på selvindsigt og støttede mig derfor hele tiden til de dygtige fagpersoner omkring mig og hvordan de læste og så mig. Jeg vidste ikke var syg, før det var for sent. Da jeg stoppede om var jeg allerede opslugt af depressionens mørke og selvom jeg altid mener at have været god til at mærke efter, så røg troen på mig selv, sig en tur.
Da psykologen overrækker papiret med resultatet, begynder jeg at græde. Tallene svarede nemlig til det jeg gik og følte indeni. Jeg var rigtignok utrolig skrøbelig og fortsat i medicinsk behandling, men jeg var ”normal” og blev i det psykiatriske system erklæret rask. Papiret med resultatet har ligget i min kalender, som jeg købte sammen med en dagbog, dengang jeg var indlagt. Det har ligget der som motivationsfaktor og bevis på, at jeg kan overkomme alt her i livet.

img_5944

På 5 måneder gik jeg fra at have en svær depression til ikke længere at have en, for derefter at være psykisk sårbar. I dag er jeg medicinfri og har været de i knap 9 uger, derudover er det 8 måneder siden at jeg stoppede med at gøre brug af uhensigtsmæssige copingstrategier og vigtigst af alt, så er jeg helt igennem glad og ikke mindst depressionsfri på mit første år. Lige præcise denne dag, har stået for mig som det største mål at nå. Mit arbejde, min rejse er bestemt ikke slut endnu, men dengang jeg lå knust på afdelingen og opgav det hele, virkede det så umuligt en dag at være depressions fri og holde sig fri, i et helt år. Jeg ved det ikke er nogen garantier her i livet, der er kun de erfaringer vi gør os og den viden vi selv vælger at drage heraf.

Jeg glæder mig til at kunne opleve hvordan det foregående år trækker i baggrunden. At depressionen for alvor bliver noget der engang var – ligesom dengang jeg var lille og væltede på cyklen, fordi jeg kørte uden hænder. Jeg glæder mig til depressionen kan ligge som en erfaring, frem for en oplevelse jeg ’lige’ har haft. Der er ingen tvivl om at der erfaring jeg fik gennem depressionen og hele sygdomsforløbet, det har været livsændrende og jeg har valgt at se det, til det bedre. I dag lever jeg dagligt med en elementær angst for tilbagefald, denne angst styrer ikke butikken men fungere som en sikkerhedslinje, således at jeg holder mig i den rigtige side af vejen og husker på hele tiden at mærke efter.  Så det er godt nok for mig, det er faktisk helt perfekt på sin uperfekte måde.

Tusind tak fordi i har ville læst med i min fortællingen om depressionen.

Tak fordi i har læst mine ord og tusind tak til dig, som læser med og for lyst til at fortælle din egen historie – tak fordi du er med til at bryde tabuet om psykisk sygdom.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Bevæg dig - med Reima