Genbrugs Jul og nye traditioner 

Inderst inde

img_0145

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Det hele kan nogen gange se så legene let ud, måske nærmest perfekt, som et glansbillede?
Første gang jeg arbejdede med glansbillede metaforen var i 9. Klasse, i forbindelse med en tekstanalyse. Selvom jeg altid har stavet forfærdeligt og kastet om mig med kommaer, som var det brødkrummerne Hans spredte ud, har min kærlighed til sproget altid været stor. Det tog mig mange år at acceptere mine mangler, når nu det med ord ofte forekom mig let. Det folk tit skriver, i forbindelse med læsning af mine indlæg, er at de føles, de mærkes og sætter tanker igang. Da jeg blev syg med depressionen, skrev flere, at jeg på mange måder var som en mønt med to sider. Den perfekte og uperfekte om man vil det, for mig har uperfekt altid været perfekt. I min optik, har depressionen mange ansigter og det er det som er med til at gøre den utrolig skræmmende.

Jeg kommer ikke med nogen synderlig lyserød livsfortælling, hvilket har gjort at nogen mener jeg er “mørk og kompliceret”, personligt ser jeg det hele som min styrke. At jeg har set og mærket livet når det gør mest ondt, gør jeg bevæger mig fremad. Når en krise opstår fryser jeg ikke, i stedet handler jeg.. for så når faren er drevet over at ligge sammenrullet på gulvet og lukke alle følelserne ud. Det er min styrke men samtidigt os min svag, det er det som gør mig til et menneske, et stærkt men samtidigt skrøbeligt et af slagsen.

Nogen vil måske mene de oftest ser det stærke, hende i kontrol og med overskud, der skal ikke så meget til at få det hele til at fremstå så let og lige til. De pæne tallerkner med den sunde mad, de lange løbepas og alt det andet. I min verden kommer jeg med lidt af det hele, en lidt stram økonomi, grundet personlige prioriteringer mellem min mand og jeg. En bolig der ofte roder og måske ikke står skinnende og ja, tøj, møbler og ting som er købt brugt, fordi jeg ikke tænder på at være “storforbruger”. Det med sårbarheden er noget jeg virkelig prøver ikke at skjule.. Vi er alle forskellige og alligevel tror jeg vi har meget mere til fælles, hvis vi tør kigge efter og lade andre se det “hele”. Hvis vi vælger at træde frem i lyset og lade andre se det fulde billede, så tror jeg vi kan forstå meget mere om hinanden og formentlig os om os selv.

I starten af efteråret, mens bladenes farver stadig var i skalaen mellem grøn og rødlig brun, mødtes jeg med Simone. Simone er Fotojournalist og hun ønskede at vise det hele menneske, bagom psykiske lidelser og diagnoser. Selvom jeg ikke længere har en diagnose og nu ‘bare’ er psykisk sårbar, har jeg stadig en historie at fortælle. Dels om alt det der gik forud, før det hele gik galt og om hvordan det var mens alt lyset var slukket, til dernæst at skulle kæmpe sig ud af depressionen. Depressionen i sig selv var forfærdelig men at jeg konstant opleve at ramle ind i folks forud antaget holdninger eller uvidenhed, det var på mange måder noget at det hårdeste. Mens jeg selv var i mit livs største personlige krise og kæmpede med at finde frem til hvem jeg var, stillede folk konstant spørgsmål til Mig, min adfærd og den stereotype forståelse af hvad en depression er og hvorledes den kommer til udtrykke hos et menneske. Derfor valgte jeg at takke ja til at være en del af et ærligt og åbenhjertigt projekt, for at nedbryde stereotype holdninger til psykiske lidelser.

Selvfølgelig er der nogle klassiske symptomer hos en person, med en depression. Sorte tanker, nedtrykt stemningsleje, manglende lystbetonet følelser og stort koncentrationsbesvær. Hvad mange tit forbinder med depression er inaktivitet og det er da os rigtigt at mange med en depression ofte oplever hvordan det kan være umuligt at komme ud af sengen. Selv blev jeg hyperaktiv og gjorder ALT hvad der stod i min magt for at forsøge at rykke mig fra problemerne. Jeg forsøgte at finde på gode strategier og selvom jeg helst vil sige jeg løb mig ud af depressionen, er sandheden at jeg lærte blot at være, føle og mærke hvad der var. Jeg lærte at håndtere mine mørke tunge følelser og samlede energien til det, når jeg løb, grinte, sov, tegnede eller bare sad og kiggede ud af vinduet.

img_0623

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Simone bad mig i forbindelsen skydningen af billede serien, om at tage hende et sted hen, der havde betydet noget for mig under depressionen. Jeg tog hende derfor med til Kastellet i København. Selvom jeg var indlagt på Frederiksberg. Frederiksberg Have eller Grøndalsparken var tættere på, men jeg oplevede ret hurtigt, at jeg ofte mødte nogen i min egen by og tit personer som “kun” kendte mig via Instagram. Da hele den verden var lukket ned, for at beskytte mig selv og få ro, ønskede jeg ikke, at den interaktive verden vidste hvad der var hændt mig, før jeg med sikkerhed kunne stå på mål for det. Derfor blev Kastellet mit åndehul i mørket.

På kastellet er der masser af små stier, bænke og gemmesteder. Jeg gik ofte af en tildækket gangsti, for at sætte mig på en stenkan og lavede mindfulness. At cykle fra afdelingen mod kastellet var en stor øvelse og præstation. Dels at skulle komme ud af døren, for at cykle med bragende angst igennem hele byen, for til sidst at sidde “blottet” i det fri og vedstå mig mine følelser. I dag er kastellet fortsat et ømt punkt for mig, et åndehul og skjulested hvis jeg får brug for det. Kastellet rummer os mit 10 kilometer mærke når jeg skal ud på de længere løbeture.

Da Simone og jeg ankommer, går vi ned af den føromtalte sti. Der står vi så, da Simone beder mig fortælle om mine tanker og følelser omkring det at have været psykisk syg. Solen skinnende ned igennem bladene og dansede med skyggerne i mit ansigt. Hun formåede at tage et billede, flere billeder. Nogle smukke, næsten poetiske og andre sigende, hvis man kender mig. Første gang jeg så dem kom selvkritikken hurtigt i spil. Jeg synes billederne er flotte, lyset fantastisk og den blå farve understøttende for mit mantra under sygdommen. Nemlig det at jeg “vil male dagen blå, med en solskinsstribe på, vælge lyset frem for skygge, give mig selv er puf i ryggen, tro på alting selv på lykken, jeg vil male dagen blå.” Da jeg ser det sidste billede stivner jeg. Simone har fanget det udtryk som kun mine aller nærmeste kender, kun dem som har set min smerte, min sorg, frygt og angst. Hun har fanget det der er inderst inde og ofte skjult bag et skævt smil og et opløftet “Hej”. Hun fangede min sårbarhed, den jeg dagligt bær med mig, den som jeg tror vi alle rummer. Det har taget mig tid at slippe kontrollen og sige andre må godt se det her billede, men nu er jeg klar.

img_0205

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Jeg synes i dag at billedet er flot, ikke fordi jeg er på. Det der fotogene gen har jeg aldrig haft og jeg får det heller aldrig, men billederne er taget på en måde, som gør jeg vælger at acceptere sandheden som linsen har fanget. Billedet fortæller nemlig at jeg os har en stor sårbar side, ligemeget hvilken form for glitter og glans andre måtte synes og tro mit liv kun indeholder.

Tusind tak fordi du læste mest.

Kærlig hilsen. Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Genbrugs Jul og nye traditioner