Efterværn, senfølger og veteraner.

Løber for livet del. I

img_1677
Det pusler inde fra stuen, jeg strækker benene og folder mig selv ud af fosterstillingen. Min mave gør ondt og kan mærke at mine hænder allerede ryster. Jeg farmler efter telefonen i vinduskarmen oven over og ser så at klokken kun er 5:55. Mit ur ringer først om 35 minutter, men min mave er klar til at stå op og komme på dagens første toiletbesøg…
På løbsdagen gælder det bare om at udnytte det vindue, for jeg ved at mit system snart lukker ned. Jeg kravler ud af sengen, kigger ind i stuen og konstatere så at Aksel, som det A menneske han er, er i fuld gang med at tegne landskaber, som han kan sætte klistermærker på. Hvisker godmorgen og går lydløst mod toilettet. Mobilen fungere som lommelygte, så udsugningen ikke larmer og vækker husets yngste mand, som er alt andet end A menneske. Jeg får gjort det jeg skal og kaster et blik i spejlet. Kvinden i spejlet et udhvilet, lidt præget af nervøsitet men mest af alt klar.

img_1836

Bagefter går jeg ud i køkkenet, her finder jeg mine tabeletter frem og skylder dem ned med en halv liter vand. Konstater at klokken nu er 6:10 og kroppen sagtens kan må at få væsken igennem, så drikker en halv liter mere og finder så noget mad frem fra køleskabet. Jeg er overhoved ikke sulten, men jeg ved også at maden skal indtages nu, for at ligge godt nede i maven til når startskuddet går. Med rystende hænder heldet jeg en portion havregryn op og smækker en rugbrøds klapper sammen. Jeg har øvet mig længe i at finde det rigtige løbemorgenmåltid.
En rugbrødsklapper med ekstra mayo og spegepølse har hængt ved. Det er næsten det eneste der glider ned uden tvang. Efter jeg har spist drikker jeg to glas vand og konstatere så at klokken nu er 6:35 og mit væskeindtage inden løbet er ved at være slut.
Så lister jeg stille ind i stuen, kysser Aksel i håret og ligger mig ind under hans dyne i sofaen – hvornår mon han er stået op?

Jeg ligger der længe, fokusere på at trække vejret dybt. Først hele vejen ned til højre, så venstre ben og igen mod højre arm og dernæst venstre. Til sidst trækker jeg vejret ud til alle sider og kan for alvor mærke lungerne folder sig godt ud. Det trykker lidt fra brystet, måske nærmere maven, lige midt i, der hvor ribbene stopper. Jeg er nervøs. Mit hjerte det hamre afsted og synes det snore i hele kroppen.

De første mange gange jeg skulle løbe løb, der var jeg nervøs i flere dage op til løbet. Med tiden er nervøsiteten kun centreret på løbsdagen og kommer ellers kun frem når jeg taler eller tænker på hvad der er der skal ske. Det er i virkeligheden helt åndsvagt og alligevel så pinefuldt at være nervøs på denne måde. Min mave arbejder med maden og føler og væsken skvulper rundt dernede. Jeg har for en gang skyld overholdt min væskeplan i dagene op til Idag. Derudover har jeg tvunget 2 store portioner pasta ned og langsomt skruet op for indtagelse af særligt rugbrød.

Jeg glæder mig lidt til det hele er ovre og at jeg igen kan vende tilbage til den type kost jeg bedst kan lide. Jeg glæder mig til at startskuddet går og til jeg har løbet de første 5-10 kilometer og forhåbentligt er kommet ind i løbet. Sidste år løb jeg mere eller mindre med et angstanfald frem til 14 kilometer. Selvom jeg slet ikke er samme sted som sidst, så husker jeg stadig følelsen. Den har hængt ved og skal bruge lidt ekstra mentale kræfter på hele tiden at fortælle mig selv, at jeg er kommet videre. Min krop er langt mere i balance end nogensinde før og selvom jeg ikke har trænet som jeg førhen har gjort, så er formen også god. Jeg løber efterhånden på en god mængde erfaring og det er den, sammen med viljen og lysten, som skal få mig igennem dagens løb.

Solens stråler kaster sig op ad væggene i stuen. Det er helt skyfrit derude. Vejret har slået om og siden torsdag har jeg haft bare ben udenfor. Det er noget møg, særlig idag. Sidste år udgik 10 procent af løbs deltagerne pga. varmen. Selv var jeg overkogt, solbrændt og stærkt plaget af kramper ved 34 kilometer. Jeg har virkelig prøvet at tage mine forholdsregler denne gang og læst og gjort alt hvad jeg kunne for at kroppen skulle være bedst rustet til løbet. Alligevel ved jeg godt det bliver hårdt.

Det er mærkeligt at sætte sig selv op til sådan et løb. Rent fysisk er det “let”, selvfølgelig er de mange lange trænings ture hårde, men det værste er det mentale arbejde der skal gøres. Både op til og undervejs. Jeg kan personligt godt få en offer lyst når jeg kommer i krise, jeg synes simpelthen det bliver så hårdt, at det bliver synd for mig. Omvendt er der jo ingen som tvinger mig til noget?
Det er mit helt eget valg at skulle løbe det løb og jeg ved godt de færreste forstår hvorfor det er at jeg synes det er sjovt. Løbet er blevet en stor del af mig. Jeg kan ikke forestille mig at være uden og selvom jeg sidste år sagde at nu er det slut med marathon for en stund, så kribler det bare så meget i mig, at jeg ikke kan lade vær. Jeg har dog lavet en masse ting om og prøver så vidt muligt at huske mig selv på at det skal være rart og godt. Det skal være uden stress og press for at få hverdagen til at hænge sammen.

img_1710

Klokken er 7 og kan så småt begynde at mærke jeg for alvor er vågen. Jeg strækker mig, gaber og konstatere at hænderne ryster lidt mindre og at hjertet næsten er ved at finde tilbage i sin normale rytme. Jeg rejser mig for sofaen og går ud af stuen. Jeg går forbi stolen med løbetøjet og min løbspose som skal med ud til startområdet.

Alt er klart, spørgsmålet er bare om jeg også er ?

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Efterværn, senfølger og veteraner.