Min Vej Til Bryggen del II

Måske bliver det ikke en succeshistorie?

IMG_5201

Er gået frem og tilbage i stuen.

Har lukket dokumentet op også ned igen.

Jeg er rastløs, hvileløs og måske også en smule ængstelig?

 

Velkommen tilbage til den rigtige virkelighed
Første dag tilbage på studiet, det var på mange måder en mental milepæl for mig. En milepæl, som indikerer hvor langt jeg er kommet igennem de sidste 3 måneder og som på samme tid, også vil vise sig, som en slags test. Jeg startede på studiet efter en lang sommerferie – eller, det har den nu ikke just været for mig, for sandheden er nu engang den, at jeg ikke har holdt ferie, i stedet har jeg været syg, psykisk syg.

Undervejs i mit sygdomsforløb, blev jeg anbefalet af diverse fagpersoner, at skærer fra og generelt set drosle ned. Det betød blandt andet at der blev meldt fra, til en del forskelligt og yderligere fandt jeg det nødvendigt at omprioritere de ting der nu engang var i min hverdag. Derudover måtte jeg med en bittersød fornemmelse, formulere et 2 siders langt brev, som skulle sendes til min uddannelses studienævn. I brevet bad jeg, med anbefaling fra henholdsvis en overlæge i psykiatri og en psykolog, om en dispensation. En dispensation, som skulle give mig mulighed for at studere på nedsat tid, således at jeg ville bryde med den numeriske ramme for min kandidatuddannelse. Et brud der i sidste ende vil forlænge min samlet studietid med et semester.

Udover numerisk tid
Til at starte med skammede jeg mig og var i bund og grund flov over, at jeg ikke kunne klare det jeg nu engang skulle. Hurtigt fik en klog kvinde, nemlig min mor, mig på andre tanker. Hun påpegede for mig, at det var jo ikke fordi jeg ikke kunne klare presset – jeg var bare ikke villig til at løbe nogle chancer. Rettere sagt, udsætte mig selv for en yderligere risiko for tilbagefald. Det er i og for sig også rigtig nok. Sandheden er jo også den, at jeg ikke sidder på min flade og bare lader tingene stå til, men at jeg udover at være studerende også pt. laver et større personligt stykke arbejde, for nok er jeg udskrevet, men det betyder bestemt ikke at jeg er blevet erklæret rask.

Jeg er nok typen der er lidt gammeldags anlagt, lidt ala. ”Når du er kommet op i træet, så kan du også komme ned igen.” Problemet er bare, at jeg ikke var kravlet op i noget træ, næh jeg var faldet i et hul og hullet var så dybt, at jeg ikke kunne se op over hullets kanter. Jeg fik heldigvis opsøgt professionel hjælp, som har hjulpet mig, således at jeg nu står på en mælkekasse og akkurat kan se op over hullet. At jeg nu kan se lidt længere gør det samtidigt også lettere at sætte hænderne på kanterne omkring hullet også ellers begynde på at trække mig selv op. Det er ikke noget man bare sådan lige gør, for kanterne er desværre glatte og fyldt med skarpe sten, men jeg tvivler ikke på, at jeg nok skal komme op igen og at det så vil være en endnu stærkere Christina der vil rejse sig fra hullet. Men mens jeg arbejder på at komme op, så kræver det en del opmærksomhed og at jeg bruger en stor del af mine mentale kræfter på det arbejde, det nu engang kræver. Der er nemlig ingen lette løsninger, når det kommer til at være psykisk syg. Det der med bare at tage sig sammen, rejse sig op og komme videre, det fungere sjældent helt optimalt ret længe ad gangen og kan i og for sig også være rigtig svært “bare at gøre”. Istedet må der graves dybt og arbejdes med det der nu engang gjorde at man ente i hullet. Sådan er det ihvertfalde for mig.

Nej tak til offerrollen og tudekiks
Rom blev ikke bygget på en dag og hvis det var det, så havde det nok ikke stået endnu. I stedet kræver psykiatrisk recovery at der gøres et stort stykke kognitivt arbejde, for at sikre en korrekt heling og derudover formindske risikoen for tilbagefald. Selvom jeg nu har lært en masse og selvom jeg vitterligt oplever at jeg bliver stærkere dag for dag, så er der bare lige en brøkdel større usikkerhed i kroppen end ellers og den kommer i følgeskab med sætninger som starter med ”Hvad nu hvis” også gerne afsluttet med en negativ drejning. Hovedeksempel ”Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?” Spørgsmålet er jo reelt nok og tror sørme så, at alle studerende i hvert fald en gang i deres studietid har tænkt denne tanke og tror endda yderligere at alle mennesker, ihvertfalde en eller to gange, også tænker sådan, i eller anden sammenhæng. Jeg tror på mange måder at vi altid, som mennesker, lige tænker hvad nu hvis og det er også fair nok. Men hvorfor er det lige vi tænker det? Er det i frygt for den der nederlagsfølelse – frygten for at vi måske faktisk ikke kan klare det og ærlig snak er da også, at jeg da vitterligt tror at jeg kan 80% af tiden, men sandheden er nu engang at jeg ikke ved det og der er en sandsynlighed for at det her bare ikke lykkes men ligemeget hvad – så skal / kan jeg godt håndtere det, hvis det sker.

Jeg nægter at være et offer. Jeg nægter at spise en tudekisk mens violinerne spiller i baggrunden, i stedet træder jeg frem og må nu engang leve med accepten om, at jeg ikke skriver den klassiske succeshistorie. At jeg ikke er pletfri og det nu engang bare er sådan jeg er og det er og bliver også godt nok – også op i røven med tanken om det perfekte liv, neoliberalske strømninger og numerisk tid for en stund. For jojo – jeg ved da godt vi alle har et ansvar her i velfærdsstaten Danmark og at jeg også skal biddrage til fællesskabet. Min tur på psykiatrisk hospital var ikke just selvbetalt, til det har jeg bare at sige: Bare rolig – investeringen er givet godt ud og jeg har tænkt mig at betale krone for krone, øre for øre, for hvad der ikke dræber mig – det gør mig stærkere.

Af hele hjertet – Tak – fordi du ville læse med.

Hvis du nyder at læse mine lidt stavefejlsfyldte indlæg og ellers er typen der har en Facebookprofil,
så kan bloggen også følges der og ellers på henholdsvis Bloglovin,
Og Instagramprofilen @Mig_Og_Morskabet

De kærligste hilsner Christina, MigOgMorskabet

 

1 kommentar

  • Mette

    Du er så fucking sej – det kræver så egen styrke at gå det igennem du gør og samtidig være så modig og åben omkring det ❤️❤️❤️. Knus Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Min Vej Til Bryggen del II