Han har en rokketand og mor et angstanfald

Min Vej Til Bryggen del II

Forord
Kort før indlægget skulle udgives, blev jeg desværre syg og indlagt, hvilket kan læses om HER.  Indlæggelsen gjorde at jeg satte alt på hold, hertil også bloggen. Jeg synes at det er nødvendigt, at jeg er “til stede”, når jeg udgiver noget her på bloggen, i forhold til de kommentarer og mails der kommer i forbindelse med det enkelte indlæg.

Særligt dette indlæg, indeholder en stor stolthed over et af mit livs største præstationer og drømmen om at løbe endnu et marathon kom selv samme aften som jeg løb CPH half 2015. Om bare 6 dage løber jeg igen CPH half.
– Måske går du også med en lille marathon drøm? Eller generelt bare med en stor lyst til løb, i så fald, er dette min erindring om Copenhagen Marathon 2016.

FullSizeRender

Gel og høretelefonerne, ligges ned til det allerede tætpakket energibælte. Det er i morgen det for alvor går løs og alt fra rystende hænder, mave med besøg af sommerfugle med metalvinger og ellers turbo tempo på resten af systemet, indikere, at jeg er velvidende om hvilken prøvelse der venter mig.

Den aften i september, hvor jeg hviskede til Hr. Mand, at jeg altså drømte om mere, den stod pludselig så tydelig for mig. Meget kan man sige om marathonløb, men det kan ikke gøres uden støtte og opbakning, fra familien. Slet ikke, når kalenderen i forvejen er fyldt med aftaler. Det har været en lang rejse. En rejse som begyndte helt tilbage i foråret 2015, hvor træningen til CPH Half startede. Da jeg løb PR til det løb, var lysten til mere altoverskyggende. Alligevel vidste jeg, at tiden frem til Maj ville blive uendelig hård. Faktisk ledte jeg efter mulige marathons, i efteråret 2015, for heller et kort intensiv træningsforløb, end de mange måneder med kontinuerlig langdistance træning.

forberedelse

Jeg elsker løb. Jeg elsker det løb giver mig og ikke mindst den store frihed, der er i at løbe. Det eneste der virkelig tæller ved løb, er løbesko og en god sports bh. Derfra ligger vejene for ens fødder. Vejene lå i hvertfalde for mine og den erfaring jeg havde fået ved mit første marathon, i 2013, gjorde jeg allerede kendte dets mange betingelser. Det er nemlig ikke sådan liiiige, at løbe de 42 kilometer. For mig, er selve dagen den “letteste”. I stedet synes jeg de seje træk, med al træningen, trækker tænder ud.

Normal og i tøj

Jeg havde igen trænet op med Sparta og særligt brugt deres fællestræning om søndagen, til at gøre mig klar til de 42 km. Igen – og særligt derfor, var det vigtigt at hele familien bakkede op, omkring mine lange trænings ture. Udover at træne om søndagen, blev morgenløbeturrene, klokken 4:45, igangsat. Så kunne jeg få trænet, inden familien fik øjne og uden at “miste” tiden med ungerne. Så idet jeg stod ved start, der på Bryggen og hørte startskudet, så viste jeg noget var “slut”. Alle de mange søndage, med min løbende søndagsfamilie, det var slut – måske kun for en stund, men slut var det nu engang og mit løb kunne nu blive hyggeligt, uden for meget fokus på at ramme minimum 40 kilometer om ugen og i stedet bare fokusere på løbet, som det afbræk og terapeutiske rum det også er.

Startskudet
Jeg stiller til start ved fartballonen, med sluttiden 4:40. Ved min side er min bror og foran mig, min veninde, som er indkaldt som fartholder. Min bror skal løbe sit første marathon og sit første store løb siden 2011. Vi er begge nervøse, hjertet banker derudad og benene ryster. Hele mit hoved er fyldt med tankemylder. Jeg lukker øjnene og forsøger at finde mit indre center, det rum, jeg befinder mig i, når verden presser på fra alle sider. Når er jeg er der, gælder det udelukkende om at bevare jordforbindelsen, huske på, hvad der er op og ned og derigennem finder jeg altid vejen fremad. Speakeren tæller ned, startskuddet lyder og publikums applaus giver genlyd ned langs gaden. Vi står længe, men så begynder der langsomt at komme lidt huller imellem os og vores tempo skifter, fra gående til løbende og pludselig kan jeg se tribunen på min højre side. Bassen i musikken får blodet til at pumpe hurtigere og min hals snører sig sammen, i det jeg forsøget at kvæle min hulken. Jeg bliver altid så pokkers rørt, når jeg løber afsted. Rørt over folks opbakning, men mest af alt min egen præstation.

Jeg går generelt til startlinjen, men den holdning, at vi alle er vindere. Jovist kan man som løber fokusere på personlige rekorder og placeringer, men i bund og grund, så synes jeg, det at vi som mennesker sætter os mål, vi kun selv er herre over om at nå og at vi når dem, det er en beundringsværdige bedrift. Om det så bare er de 5 kilometer til et kvindeløb, det at kunne cykle til og fra arbejde, uden Furesøen indfinder sig under armene eller at vejrtrækningen forbliver normal, når man går op til anden sal – Det er i og for sig ligemeget. At vi kan sætte os mål og når dem, det er en bedrift der vil noget. Måske mest af alt fordi, vi ved at sætte mål, ønsker at forme vores tilværelse og ofte til det bedre, for derigennem at forøge vores livskvalitet. Okay…. Livskvalitet, 42 kilometer, det hænger måske ikke sammen for alle og helt ok. Vi er alle forskellige og det er jo heldigvis meget rart, så meget plads er der trods alt heller ikke rundet om søerne i København.

3 Kilometer
Da vi løber op over langebro, fyldes min krop med adrenalin. Alle mennesker klapper og pifter af os løbere, og vi hylder dem. Inde på fortovet står min mor, søster og svigerinde. Min bror og jeg griner til hinanden, det bliver en fest.

Allerede da vi passere de 3 kilometer kan jeg mærke det. Solen står højt på himmelen og luften er tør. Det er som om hele min krop koger og ikke kan få afløb fra varmen. Jeg skubber tankerne væk og prøver at arbejder mig ind i mit center. Igen og igen forstyrres jeg, af andre løber i feltet, mit behov for at følge op på hvor min bror er, man er vel storesøster, og varmen. Varmen der gør alt dunker, hovedet er opkogt og selvom jeg ikke kan se mig selv i et spejl, så bekræfter mine brændende kinder mig i, at jeg er knald rød i hovedet. Den er gal, helt gal og vi har ikke engang løbet 5 km. Ved første væskedepot skynder jeg mig at tvinge en kop vand ned, også afsted igen. Feltet venter ikke og i min manglende koncentration, over at skulle skynde mig, får jeg trådt forkert og ryger delvist ned, for så at nå at rette op, så jeg ikke møder asfalten. Jeg bander over mig selv og tvinger igen og igen mig selv til at holde fokus. Det er dog tydelig for min faste løbermakker, fra feltet, at den er helt gal. Jeg er i krise.

IMG_3625

Da vi når fælledparken sætter jeg farten lidt op, trækker min bror med og forsøger så, at melde ud hvordan sagerne står. På grund af varmen, har jeg brug for mere væske og ikke mindst plads. Han melder ud, at det har han også. Et kort øjeblik vurdere jeg, hvilken betydning denne beslutning kan få, på de næste mange kilometer, men ved synet af en kollapset pige under 11 kilometermærket, er det lige pludselig ikke så svært beslutte, hvad der må gøres. Ved det næste væskedepot drikker jeg først en, så to kopper is koldt vand og hælder dernæst en ned af ryggen. Min bror gør det samme og mens vi står der, løber feltet videre og vi lader os frivillige slippe. Jeg kigger ned på uret og siger så pace 6:50 pr. km. Derfra løber vi afsted. Inden for få kilometer, får vi etableret et godt tempo i pace 6:40 og tillader os selv, ved hvert depot, at indtage rigeligt med væske. Rundt om os går flere og flere løber og vi er ikke engang halvvejs. Det bekræfter mig i, at det her bliver et helt andet løb, end forventet.

Jeg havde forud for marathonet håbet på sluttiden 4 timer og 40 minutter og endda snakkede om at sætte tempoet op ved 35. Alt dette bliver dog droppet, mens jeg løber der langs Kalvebodbrygge. I stedet roser jeg min bror for det kontinuerlige tempo, fortæller om at vi nu har en god plan og minder mig selv, om alle de mange træningsture. Da vi er halvvejs, er jeg ved godt humør. Vi holder en god gennemsnitstid og husker fortsat at få indtaget en god mængde vand og energi. Mens vi løber op over Dybbølsbro taler min bror og jeg om hvilken bedrift dette er og hvor flot et målfoto det vil blive, når vi løber ind : Spartaner og Telenor Medarbejder. Telenor var dette års nye hovedsponsor og havde tilbudt alle deres ansatte, at kunne deltage gratis i løbet, med fuld forplejning og meget mere – ret lækker medarbejdergode.

FullSizeRender (1)
Over halvvejs
Ved 23 kilometer står Aksel, Carl og Hr. Mand. Aksel hopper og danser af glæde og rækker sin hånd ud som tegn til High Five. Ingen tvivl om, at den High Five, er mit livs til dato, bedste af slagsen. Hr. Mand foreviget dette øjeblik og det blev så senere bedømt af Telenor, som værende et af de bedste løbsbilleder fra dagen. Kort efter jeg har hilst på drengene, sker det. Hvad der føles som en blanding mellem myre og hagl, rammer først mit højre og dernæst venstre ben, kramper. Bevist siger jeg intet, da min bror igen og igen glider en halv til en hel meter bagud og beskeden om mine kramper, ville bestemt ikke hjælpe på den indre kamp, han så småt er ved at skulle møde. I stedet skubber jeg kramperne til side og roser ham for hans præstation. Da vi krydser Nyhavn, ved vi, at vores familie står klar med æbler og anden opfyldning, på energi depoterne. Jeg joker med ham om, at han nok skal have et lille kys af sin kæreste og han smiler ved den udmelding, men da vi løber forbi Mærsk siger han så ”Hvis vi stopper op, så kan jeg ikke mere.” Vi har lige passeret de 28 kilometer og min brors løbestil taler sit tydelige sprog, han har mødt muren.

Jeg lægge mig ved hans side og begynder så at fortælle. Jeg fortælle om bygningerne, hvordan han bare skal løbe, rette sig lidt op og bare blive lige der hvor han er. Forude kan jeg se hvordan vores familie står klar med pom pommer og klapper af os. Jeg kaster et nervøst blik på min bror og råber så ”Jeg skal bruge 3 gel”. Idet jeg råber, overrasker jeg mig selv og ikke mindst vores familie. Min stemme er høj og bestemt, vil selv påstå den blot var præget af det pres vi var under. Længere fremme, kan jeg se hvordan min søster finder fryseposerne frem og rækker dem mod os. Vi snupper dem, vinker – og løber så videre. Mens vi drejer rundt om kastellet og løber op mod Østerbro station, falder tempoet. Min bror kæmper og forståligt nok, han ved ligesom jeg, at hvis han stopper nu, kan han bare følges med de andre tilbage og det jo sikkert også er hyggeligt nok. Igen og igen presser jeg på, siger han skal fokusere, finde det våben han skal bekæmpe sin krise med. Skyldes krisen manglende energi, smerter eller noget helt tredje?

Kramper og en vandslange
Da vi løber op ad Østerbrogade, for at dreje af ved Trianglen, for så at tage en sidste tur i Fælledparken, sker det. Jeg kaster et blik tilbage over skulderen og kan se hvordan min brors skridt igen og igen bliver korter. Selv er mine ben fortsat friske, lidt præget af kramperne som kommer og går, men det er okay. Min bror og jeg kigger på hinanden også retter jeg igen blikket fremad og mærker hvordan tempoet stiger. Stille og roligt løber jeg forbi den ene løber efter den anden, nogle er gående, andre står stille. Da jeg kommer ind i fælledparken, står der flere venner og hepper på mig, de får et anstrengt smil, nogle børn en high five og ellers sørger jeg for, at komme under de opstillet bruser ved de forskellige depoter.

Da jeg løber langs den første, af de københavnske søer, knækker filmen, kramperne tager til og jeg når knap nok at overveje min handling, før jeg står der, helt stille, med kun 8 kilometer til mål. Mine ben ryster under mig og smerterne er svære at lokalisere. En heppenede kvinde i skyggen, ser mine kvaler og tilbyder mig hjælp. Jeg afslår dog og i samme øjeblik løber fartballonen 5 timer, forbi mig. Min skuffelse er alt overskyggende og i den forholdsvis korte tid jeg står der og forsøger at genvinde styringen over kramperne, går alle tanker igennem mit hoved. Ikke en siger ”stop så”, i stedet håner de mig, fortæller mig hvordan dette marathon endnu engang løbes over de 5 timer og at min plan ikke holder. I irritation får jeg genvundet kontrollen og begynder så at løb. Ganske langsomt, men sikkert. Kvinden fra skyggen studere mig og begynder så at råbe højt og inderligt, idet jeg genoptager mit løb. Da jeg løber op langs, hvad der måske er Øster Søgade, ser jeg en vandslange ved kartoffelrækkerne. ”Der skal jeg hen” tænker jeg og begynder stille at krydse vejen, for at ligge mig yderst. Igen og igen stopper løber op, og hist og her sidder nogen i skyggen. På mange måder var løbet en stor mestering i, at lytte til egen krop. 10 meter før vandslangen, stå min svigermor der pludselig ”Det er Aksel der står der” og ganske rigtigt, Aksel og Carl, samt Hr. Mand står klar med vandslangen og hvilken lykke.

vandslange
At klaske is koldt vand i hovedet, en tidlig morgen, der er på mange måder befriende, men at løbe rundt i bagende sol, med høj puls og blodet dunkende i tindingerne også blive spulet med koldt vand, det kan næsten ikke beskrives. Den der grysen, chokket og gispet det giver i en, idet man rammes af strålerne, det er overraskende og på så mange måder omsluttened. At det så var Aksel, det spulet mig, det var ren lykke. Carl råbte ”Kom Så Mor” mens han klaskede Hr. Mand med den obligatoriske ”klapper”, det gav mig den sidste energi.

Bare løbe.. bare løbe..
Under løbet, tvivlet jeg ikke på, at jeg kunne gennemføre, spørgsmålet var bare hvordan og I hvilken stil. Efter min nye strategi blev lagt, løb jeg med et stort smil på læberne, med high fives til heppene børn og opmuntrende kommentarer til mine medløber, men ved de 38 kilomenter ædes jeg langsomt op. Igen og igen bryder jeg sammen mens jeg løber, for så at stoppe min egen hulken, for at sikre en god og kontrolleret vejrtrækning, mens kroppen fortsat brænder af smerte.

Da jeg løb, bemærkede jeg det kun i en lille times tid, særligt hver gang mine shorts blev våde, men da jeg kommer i mål, er mine inderlår smurt ind i blod, grundet de slidmærker shortsstoffet har lavet, for hvert skidt jeg tog. Der hvor mit løberur har siddet, er der flere dage efter et blå mærke, til trods for jeg havde sat det på, med hensyn til at kroppen vil hæve op og igen og igen må jeg dræne de vabler der har sat sig på mine fødder.

IMG_3699At passere målstregen.
Jeg løber I mål i tiden 5:07. Ved min side, er min veninde, som løb som fartholder den første del af løbet. Hun har ventet på mig og støttede mig igennem de sidste fire kilometer af løbet og det var uendeligt rart at have en der løb ind efter vand eller peptalket. Da vi kommer i mål bryder jeg for alvor sammen, Aksel, Carl, Min mand, Mor, Søster, Bror, Svigerinde og Morfar står der alle sammen og lykønsker mig.

ungerne
Selv kan jeg ikke andet end at hulke også ellers give mig til at vente.. vente på min bror. Den stolthed jeg følte, da jeg pludselig kunne skimte ham nær målstregen, det er og bliver en af de bedste og smukkeste følelser jeg nogensinde har følt i mit liv. Da han løber ind i mål, omfavner vi hinanden, vi græder og står bare sammen, mens speakeren, musikken, publikum, alle andre lukkes ude.

thumbnail_FullSizeRender

IMG_3637

Copenhagen Marathon 2016, var et unikt, smukt og fantastisk lærerigt løb.
Et løb hvor knap 10% af løbets deltager måtte udgå, hvor temperaturen lå nær de 25 grader og ikke mindst, så var og er det et løb, jeg løb og gennemførte, fordi jeg kunne, må og kan.

Det tog mig flere dage at accpetere hvilken ekstra udfordring varmen havde været og kan på en dårlig dag, forsat, mærke et lille stik af skuffelse, alligevel er det jo ikke værre end at jeg bare kan prøve igen…

Tusind tak fordi du havde lyst til at læse med.
Hvis du har lyst, kan du se min rejse til bryggen på Instagram under Hashtagget #MinVejTilBryggen2016.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Han har en rokketand og mor et angstanfald