At holde af nogen man ikke kan passe på.

Mit Full Circle Moment

Jeg husker stadigt, tydeligt, min første dag på Frederiksberg Psykiatriske hospital. Jeg husker hvordan jeg ankommer omkring klokken 11:30 og at jeg ret hurtigt tilbydes noget beroligende. Jeg er bange for alle de andre patienter og mine daværende fordomme overfor folk med behov for at være indlagt, på en lukket afdelingen, kommer for alvor i spil. Grundet det jeg kommer med som menneske, har jeg altid været bange for mennesker der er utilregnelige, altså hvis karakter der “ikke er til at stole på”. Jeg ved for mit eget vedkommende at mens jeg var dårligst, at jeg ikke kunne “kontrollere” mine tanker og at de var al for tæt på at styre mine handlinger. Så i dag mener jeg os, at mennesker som har et behov for at være indlagt på en lukket afdeling, ikke er utilregnelige, men deres tanker og det som er på spil inde i dem kan gøre, de kan blive det.

Jeg tager en halv pille, af noget beroligende. Min krop har aldrig arbejdet godt med medicin og de gange jeg har måtte tage en “cocktail” med to panodiler og en kodimagnyl, er de altid kommet retur. Derfor løser jeg helst smerte og sygdom naturligt. Pillen virker hurtigt og mørket inde i mig pakkes for en stund ind i en dyne. Jeg er møg forvirret og utrolig bange for at være på hospitalet. Samtidigt river skammen i mig, over at JEG har tilladt mig selv at lade stressen blive en fast del af min hverdag og det nu er kommet så vidt at min psyke er brudt sammen. Der kommer en sød sygeplejerske, som fortæller mig om afdelingen og de muligheder jeg har. Jeg ser alt fra krearum, til gårdhaven og massagestolen. Jeg vil overhoved ikke være i kontakt med andre på afdelingen og føler mig tryggest, hvis jeg sidder i min vindueskarm på værelset, hvor ryg og fødder sættes i spænd og kinden ligger op mod ruden. På det måde kunne jeg hele tiden mærke min krop.

Jeg kan huske jeg siger at jeg gerne vil tale med en psykolog, men igen og igen fortæller personalet mig at jeg lige skal lande. Jeg var utrolig  bange for blot at blive behandlet medicinsk, da jeg er af den overbevisning at medicin aldrig må stå alene. I dag ved jeg, at en vigtig årsag til at jeg ikke kunne snakke med en psykolog, skyldes at jeg var sammenbrudt. I denne nedbrydning af mit indre var alt mit filter væk og havde en psykolog forsøgt at lave terapi på og med mig, havde det på mange måder være et større overgreb. Der kommer dog en sød ung kvinde ind til mig. Vi må have været jævnaldrende – hun er recovery mentor. Vi snakker lidt frem og tilbage og hendes historie ligner den jeg skal til at opleve. Stresset sammenbrudt studerende. Mødet med hende bliver skælsættende. Hun har siden min første dag på psyk, stået som et symbol for at jeg måtte tænke i muligheder frem for begrænsninger.

I dag er det næsten 2 år siden jeg oplevede mit mentale sammenbrud og jeg har siden min indlæggelse, valgt at bruge min stressbetinget depression og de erfaringer jeg havde fået heraf til noget. Jeg måtte simpelthen have det til at give mening. Derfor valgte jeg ret hurtigt at jeg ville være ærlig omkring min indlæggelse på en måde, hvor jeg samtidigt kunne beskytte mig selv og min sårbarhed. Gradvist som jeg kom mig, begyndte jeg at åbne mere op for det mørke, jeg for en kort periode af mit liv, befandt mig i. Åbenheden har ført til mange ærlige indlæg her på bloggen, post på IG, artikler, medvirken i politiske udspil og oplæg grundet min rolle som ambassadør i EnAfOs. Min ærlighed har ført til over hundrede mails og kærlige beskeder af ligesindet, fra dem som var i mørket og dem som var kommet ud. Alle beskederne er gemt anonymt på min computer og når jeg i ny og næh tvivler på om det nu os er det værd at være ærlig, så læser jeg de beskeder. Der er brug for vi taler om psykiske lidelser og at vi hjælpes ad til at fjerne tavsheden og tabuet.

Tilbage i efteråret 2017 snakkede vi under et ambassadørmøde i EnAfOs om hvilket events vi som ambassadører kunne tænke os at afholde. Jeg har altid brændt for at fortælle om min oplevelse af at være mor og blive syg, menjeg har os brændt for at fortælle om hele årsagen til min sygdom og det at være psykisk syg og studerende. Jeg lærte alt for tidligt, at jeg langt fra var den eneste sammenbrudte kandidatstuderende. Jeg tror alle kender den rationale følelse af stress. Følelsen er indlejret i os af biologiske årsager, ligesom angst. Det er den der sætter os i beredskab mode. Den der beder os handle på presset situationer. Der er bare langt fra hulemennesket flugt for sabeltigeren til eksamen ved det grønne bord. Jeg har derfor altid gerne ville holde et større event som skulle omhandle studerende og psykisk lidelse. Det blev til Cand Stress – naviger i et stresset studieliv. Her gik jeg på scenen, sammen med forsker Freje Filine Pedersen og Psykolog Sara Alting og hver især beskrev vi hvad stress er, kan føre til og hvordan det kan “behandles” ud fra hver vores vinkel

Foto: Julie Thaysen Elming

Under lydprøverne kunne jeg for alvor mærke adrenalinen og da jeg en af de sidste gange kigger mine cards igennem fanger journalist og fotograf Julie Thaysen Elming min koncentration. Dette oplæg har en kæmpe betydning for mig, professionelt men mest af alt personligt. På så mange måder har jeg følt, at jeg med dette oplæg sætter et sidste punktum på mit liv som kandidatstuderende, på trods af specialet er afleveret for nu 14 dage siden. Da Anders Stjernholm byder mig velkommen på scenen, er mine ben som gele og jeg har mest lyst til at styrte ud af salen. Da spotlightet rammer mine øjne mærker jeg hvordan al blodet trækker sig bort for mit hoved. Så gør jeg det, min elskede mor har lært mig. Jeg trækker vejret helt ned i maven og siger så “Hej – Jeg hedder Christina..” og derfra så kørte det. I ny og næh sørger mine øjne ned hvor min mand, mor og veninde sidder. Hr. Mand sidder med tåre i øjnene og jeg ved på mange måder at mit oplæg river op i en utrolig sårbar tid for os begge.

img_3833

Foto: Julie Thaysen Elming

Jeg har skulle øve mig i at være MIG på scenen og ikke en eller anden som skulle formidle en teori. Det er enormt grænseoverskridende at skulle åbne op og mens jeg står på scenen føler jeg mig sårbar på en helt speciel måde. Min leder kom senere aften og sagde “du havde publikum i din hule hånd” og ja – de grinede af mine jokes, græd da jeg fortalte om den aften på stuegulvet og de gav mig det største og mener uventet bifald ad jeg til slut fortæller om min specialeaflevering. Husker jeg pænt for sagt et hæst “tak” af bare overraskelse og lige der – der følte jeg et Full Circule Moment. Jeg stod til slut da jeg takkede de tilhørende for deres tid med en kæmpe taknemlighed og glæde over at føle jeg på så mange måder har givet min nu tidligere depression mening.

Jeg tvivler ikke på hvad drømmen er og når vores kommende lille søn Vilmer en dag ikke længere skal gå med mig på barsel og hjemmepasser ordning, så glæder jeg mig til at kunne jagte drømmen om et job indenfor en verden med af stigmatisering, oplysning og recovery af psykiske lidelser. Jeg ved jeg er rigtig godt på vej og jeg fortsætter, selvom jeg tit og ofte synes det er enormt hårdt at bruge sig selv på netop denne måde, alligevel så giver det os mening og det spreder sig som ringe i vandet..

Tusind tak fordi i læste med

Skulle i have lyst, kan fotograf og journalist Julie Thaysen Elming artikel,
basseret på interview og “Cand. Stress” læses på: Uni Avisen

Kærlig hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1 kommentar

  • Signe Op.

    Hold kæft, hvor er du bare sej! Det lyder til at have været en virkelig fin og, ja, smuk oplevelse – både for dig og dine tilhørere.
    Tillykke med det 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

At holde af nogen man ikke kan passe på.