Knæk Cancer Del II.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Da hun sagde “Min Mor har kræft”

Der er så småt begyndt at skyde erantisser og krokus op fra jorden. Min ånde er ikke længere synlig når jeg går i skole og i frikvarterne, særligt dem efter spisepause, kan man sidde op af skolemuren, mens forårs solen varmer. En aften kommer min mor ind på mit værelse. Klokken er mange og jeg forbereder mig på en formaning om at jeg skal ligge mig til at sove. I stedet sætter hun sig på min seng og siger så, at der er noget hun er nød til at fortælle mig. Jeg sætter mig ved hendes side, trækker benene op og slår armene om dem. Ganske langsomt fortæller hun, hvordan hun ved besked om, at en af mine helt nære veninders mor er blevet ramt af kræft. Ordet kræft, er på daværende tidspunkt, stadig noget uhåndgribeligt og uforståeligt. Nok ved jeg at det er en sygdom, at min egen Farfar er død af det før jeg blev født og I skolen har vi I forbindelse med et forløb om kroppen, snakket om forskellige sygdomme, hvor kræft var en af dem. Jeg ved at der nede i solcentret er begyndt at hænge plakater omkring solbeskyttelse og at der i Tyskland er nogle skræmmende billeder på deres cigaretpakker.

Min Mor fortæller mig, at kræft desværre er en rigtig hård og forfærdelig sygdom og at man yderligere kan blive endnu mere syg, af al den medicin, som lægerne skal bruge for at fjerne den. Sammen sidder vi, jeg spørger lidt ind til det hele men ret hurtigt lærer jeg, at kræft ofte også handler om en stor mængde uvished, en grusom og pinefuld uvished.

Næste dag går jeg i skole. I min mave ligger en lille sort kugle, den har ikke glatte overflader, men er instedet kantet. Alligevel er den kugleformet og slynger sig rundt, så jeg får ondt i maven. Min veninde kommer ikke til første time, heller ikke til anden, men efter ti pausen ser jeg hende ude i skolegården. Hendes hår er brunt, kruset og smør sig om hendes kønne ansigt. Hun har de dejligste øjne, som jeg altid har syntes lignede et dådyrs. Hun er en god veninde, kærlig, lattermild, fuld af fis og et til tider stort temperament. Hun er en stærk pige og har en sangstemme så smuk, at når hun synger, så er det næsten så ens eget hjertet græder.  Hun retter lidt på tasken og kender man hende, så ved man, at hun er eftertænksom. Jeg kender eftertænksomheden hos hende, alt for godt, både fra når vi sidder i matematiktimerne og synes det hele er noget værre vås, til når vi har haft et dumt skænderi og ingen af os helt ved hvad det handlede om. Jeg går hende i møde og smiler kejtet.
Hvad fanden skal man sige?

På mange måder, har min egen fars død, bragt noget godt med sig. Jeg ville selvfølgelig til hver en tid, heller have haft en far – men alligevel så ved jeg, at det og have mistet har gjort, at jeg har kunne tage, de til tider lidt hårde snakke. Vi når ikke at sige så meget, jeg tager hende blot i hånden og sammen fletter vi fingre. Vores lærer kommer ind, den næste time skal til at begynde. Han smiler blot og siger så ”Hvis du har lyst, må du gerne tage Christina med dig og snakke lidt, det her er ikke vigtigt”. For første gang i skolen historie, er tysk ikke vigtigt – ja alt er faktisk ligegyldigt nu. Vi går ned af den tomme skolegang og stopper så. Jeg ved det godt, ved godt at det kommer, at hun skal til at sige det. Hun slipper min hånd og vrider sig så lidt. “Min mor har fået kræft.” Hun er stille, mens hendes øjne fyldes med tåre og underkæben sitre. Jeg slår armene om hende, tænker et kort sekund, at det er godt jeg endelig er blevet lige så høj som hende, for nu kan jeg endelig favne hende ordenligt. Vi står længe og bare holder om hinanden, mens vi græder. Efter noget tid hvisker jeg til hende “Det er noget værre lort.” Så trækker vi os fra hinanden, smiler på den måde man nu gør, når det hele faktisk bare er rigtig trist. Vi sætter os op af en radiator og sammen sidder vi bare, med vores fingre flettet. Vi snakker om vind og vejr, om hvordan hun selv har fået beskeden om hendes mors sygdom og om den forbandet uvished der nu fylder.

Da jeg kommer hjem fra skole, bliver tasken kastet hårdt ind i væggen. Det giver et ordentlig dunk idet den rammer, for så at falde til jorden. Hurtigt finder jeg en cd frem, kaster dets hylster fra mig, smider skiven på ghettoblasteren og skruer op. Jeg åbner hurtigt mine jeans, får sparket dem af mig, finde silke boksershortsene frem og synker så sammen på gulvet.

Da jeg rejser mig, er shortsene, med den ellers så glade Pink Panter fyldte med, hvad der kunne være regndryp. Jeg er restløs, vred og ked af det . Kuglen i maven fra i morges, har vokset sig meget større og dens kanter river i mit indre. Ude fra entréen kan jeg høre min mor er kommet hjem. Stille går jeg op ad gangen, ud til køkkenet. Hun når ikke engang at sige noget, før jeg hænger om hendes hals. Sådan står vi, mens jeg lader snot og tåre blande sig ind i hendes tørklæde. “Kom hun i skole?” Spørger min mor stille, jeg nikker mens jeg stadig har hovedet gemt i hendes tørklæde. “Fik du talt med hende?” Nikker igen og trækker mig så væk – “Men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, intet er jo godt nok“. Tårerne pibler frem, mens jeg vrider mine hænder. “Nej – men måske handler det ikke så meget om hvad du skal sige, men mere hvad du gør og at du lader hende vide at du er der.” Jeg smager på ordnerne, nikker så, men mærker stadig hvordan klumpen i maven vokser. “Men Mor” siger jeg, helt stille, velvidende om, at mine ord omhandler det værst tænkelige, ”Hvad hvis nu at hun dør?” Min mor slår armene om mig, mens hun stille hvisker “Det ved jeg virkelig ikke.”

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer : Del I

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.
I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.

getimage-ashx_

Mit første møde med kræften

 

Jeg kommer til verden en kold februar morgen i 1989. Tilstede ved min fødsel er min elskede mor og min far. Det bliver hurtigt understreget at jeg er en lille pige og fotografierne fra fortiden, illustrere så fint, de stolte smil og glæden over et lille nyt liv. Jeg lærer ord og titler på folk omkring mig. Mor, Far, Bror, Mormor, Morfar, Farmor og mange flere. Jeg lærer også at sige Farfar, dog ikke til et egentlig menneske, men som et led i en beskrivelse af, at min farfar er i himmelen, fordi han er død. Han er død af kræft.

Som årerne går, indfinder der sig små traditioner og da min far dør, så bar særligt julen tradition for, at min mor, bror og jeg besøgte kirkegården med familiegravstedet. Her husker jeg hvordan vi  studeret alle de mange fine små “haver”, kun adskilt af den lille hæk og med et underlag udgjort af perlegrus eller anden form for småsten. Jeg husker hvordan jeg samlede særligt de hvide sten og  lavede små hjerter ved min egens Fars gravsted og nogle gange også ved min Farfars. Jeg husker at jeg som barn ikke helt forstod og at jeg syntes min Farmors bryllupsbillede var flot og alligevel også lidt specielt, for på billedet med min søde farmor, var der en mand jeg aldrig havde mødt.

Idag ved jeg mere om hvem min Farfar var og jeg kan huske fine beretninger fra min Farmor om hvad der var hendes livs store kærlighed. Jeg ved fra min mor, hvordan min Farfar var som Svigerfar og jeg er blevet fortalt hvordan hele hans sygdomsforløb var intet mindre end forfærdeligt. Jeg ved at min Mor oplevede og så hvordan sorgen ramte hele min Fars familie og jeg ved, at den dag han døde, så døde min Fars og hans søskendes Far, min Farmors Mand, nogens ven, kollega og ja i bund og grund også hvad der skulle have været min Farfar en dag.
Jeg ville ønske jeg vidste mere, at jeg havde kendt og haft en Farfar. Jeg ville ønske at jeg havde kunne have brugt ordet Farfar på den måde titelnavne skal bruges og jeg ville ønske, at min Fars familie aldrig skulle have mistet en så elsket og vigtig person. Jeg tror, at meget ville have været helt anderledes hvis han stadig havde været her på jorden.
– Hvil I fred Farfar
Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina
Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Nej til børn – ja til forskellighed

Den anden dag, da jeg var ved at gøre mig de ugentlige indkøb i Rema, stod en dame bag mig i køen. Indrømmer da gerne, at jeg havde forholdsvis mange vare og eftersom at jeg endnu ikke mener at være klar til at være kundevognstypen, havde jeg, som altid, en kurv på hjul og en i hånden med mig. Ofte kan den kurv uden hjul, stå ovenpå den med hjulene og derved være et sted for de mere skrøbelige vare.
Da jeg så stod der ved kassebåndet og lagde varerne på båndet, udbrød damen bag mig, da jeg løftede nr. 2 kurv op : ”Sikke en masse vare”. Jeg smilte venligt til hende og sagde så ”Ja, sådan er det når man er børnefamilie – det er nemmere at handle alt ind, en gang om ugen”. (Sådan er det i hvert fald for os). Damen gengældte mit smil og sagde så ”Ja, det ved jeg ikke noget om…. Jeg har ikke børn og kan heller ikke lide dem”..

Altså, nu vil jeg selv mene at jeg er ret large i forhold til vi som mennesker er forskellige og derfor også kan have forskellige holdninger til diverse ting – Jeg indrømmer gerne, at jeg mener trafikken kører bedst, når man holder sig i den rigtige side at kørerbanen og det er nemmest at høre hvad én i flokken siger, hvis de andre venter til det bliver deres tur, til at sige noget. Ellers synes jeg det er frit for enhver at mene og gøre som de vil, så længe det ikke komme andre direkte til onde eller at man forsøger at overbevise andre om ens holdninger ved tvang eller andre umenneskelige handlinger. Som sådan forstår jeg da godt, at de børn ikke er for alle og det er da også okay Så jeg smilte, måske lidt anstrengt til damen og sagde ”Nå, jamen sådan er vi jo forskellige – du må have en god dag”. Samtidigt med at jeg sagde dette, lagde jeg den sidste vare på båndet, lagde den der pind som adskiller varene op (Hvad hedder sådan en i grunden egentlig) og gik så ned i den anden ende, for at påbegynde pakningen af varerne. Da det blev damens tur til at pakke vare, var jeg fortsat i gang med at pakke ugeindkøbene ned og der sagde hun så, ”Det med jeg ikke lide børn, kommer nok af at bo ved siden af en meget larmende børnehave”. Smilte blot mens jeg inderst inde kunne mærke min indre sociolog hoppe op og ned af nysgerrighed – for tror ærlig talt ikke en larmende børnehave alene kan ligge til grund for sådan en livsændrende beslutning.

Af al respekt for damen, så bevarede jeg kontrollen overfor denne nysgerrighed. Også da hun bandede over detplagende barn i den anden kø. Alligevel fylder hun i mine tanker og mødet med den ”Børnehadende dame” ligger derfor også til grund for dette indlæg. For det slog mig og gør det faktisk rigtig tit – at verden eller i hvert fald vores samfund, går meget på børnene og deres forældres behov. Okay – ret skal være ret, arbejdsmarkedsudvikling mm. gør ikke. Men hvor fylder det at have børn meget i vores debatter. Selv synes jeg jo moderskabet er helt fantastisk og beriger mit liv på måder, som jeg ikke selv kunne havde forestillet mig inden jeg fik børn. Men derfor, har jeg stadigvæk en stor respekt for de mænd og kvinder, der bevist fravælger det at blive forældre. Da steriliserings debat rasede, tænkte jeg igen og igen, hvorfor nu ikke? Hvorfor kan en kvinde, der i en alder af 21 år, ikke have et lige så godt argument for ikke at ville have børn – som hende på 21 der vælger at få dem?

Forældreskabet er en privat sag, alligevel har vi via de offentlige instanser, skabt nogle rammer for hvad der anses som godt forældreskab. Vi har i Danmark en masse love for hvad vi som forældre skal og ikke må, i forhold til vores børn. Alt imellem er en gråzone. Selv mener jeg da, at der findes forskellige former for omsorgssvigt og at vold mod børn kommer i både fysisk og psykisk form. Vigtigst af alt, så tror jeg på, at det vigtigste i forældreskabet er at bestræbe sig på at gøre det bedste man nu engang selv kan. Jeg ved dog, for egen erfaring, at det kan være rigtig svært at holde tunge lige i munden, mens børnepsykologer anbefaler den ene og anden form for kontakt, anderkendende tilgange og vigtigheden i ikke at skælde ud eller ligefrem råbe af sine børn. For ofte tror jeg at vi tager køb på den der ide om det perfekte forældreskab. I stedet brude vi som samfund skal lade det normale, det virkelige liv træde frem i lyset.

Det betyder derfor også, at vi må acceptere at lykken ikke findes, men det gør det gode liv til gengæld. Lykke er noget vi som mennesker kan føle og hvad der lige præcis udløser denne følelse stilstand, det er en individuel sag. I går, da jeg spillede Loping Luii med Carl og han slog flyver op i hovedet på mig, og med det samme kysset der hvor den ramte, der følte jeg lykken, fra næsetip til tåspids. Det betyder dog ikke at jeg har opnåede et lykkeligt liv. Jeg har et godt liv, med op og nedture og i det ligger der en masse følelser, som hvis man lagde dem op på den mentale vægtskål så ville det postive opveje det negative. De negative følelser affødes desværre ofte af krav, krav som jeg stiller til mig selv og ”pisker” mig selv med. Krav som kommer grundet min egen selvforståelse og krav som jeg har hentet hjem fra byen.  Jeg tror desværre vi i samfundet stiller for store krav, krav som istedet burde afspejle virkeligheden og ønsket om det gode liv, frem for det perfekte. For det gode liv kommer nødvendigvis ikke følgeskab med ægteskabelige løfter, lortebleer og ligusterhække. Faktisk er det lige præcis de hække der skræmmer mig alle mest og det er den frygt for de hække der, der igen og igen bekræfter mig i, at der hvor jeg er, er helt perfekt for mig. At andre så gør hvad de gør, det er helt okay – for der skal være plads til os alle sammen. Et godt liv kommer i mange former og skal leves herefter.

Med dette indlæg, ønsker jeg derfor at hylde diversiteten.
Hylde forskelligheden mennesker imellem.

Både damerne i Rema1000, larmende børnehavebørn, de homo og hetrogene, det monogamiske præget ægteskab og det mere åbne forhold. Det vilde såvel som stille single liv, dem med og uden Emmaljuga barnevogn – så skal vi alle have lov til at være her.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sten – Saks – Papir.

 

Da jeg vågende søndag morgen, med et dask fra Carls puttekanin, kørte hele soveværelset rundt og min indre temperatur fremkaldte tanker, om muligheden for at være kommet i overgangsalderen. Det var heldigvis ikke tilfældet, i stedet viste hjemmets termometer 39,8. Det er egentlig noget mærkeligt noget med det termometer og behovet for lige at tage et ”numse tjek”.  Jeg er nemlig ofte ikke tvivl om der er feber i kroppen eller ej. Følelsen af feber kommet ofte karmufleret som en følelse af at blive skrællet, som var man en banan der skulle have en tur i frityrebadet for derefter at blive overhældt med flydende nitrogen – når jeg har feber, så er jeg direkte døende. Min mand får ret hurtigt afluret situationen og ved morgenbordet bliver søndags planerne om skovtur omlagt til ren drengetur i zoo, mens mor hun lader sygdommen rase. Og det var da også dejligt bare at ligge der, proppet med piller, med armen koblet på et the-drop og skistrømperne trukket godt op. Roen stoppede dog brat, da drengene før end forventet kommer brasende ind i lejligheden og efter sig, har de en ligebleg far.

Der er mange ting i denne verden, som kan betegnes som ”det værste” og hvis vi nu lige holder os til ting indenfor rammen navlepileri, så er det at have to raske børn med to dødsyge forældre en af dem. I ungernes verden er noget af det værste i stil med, hvem der åbner hoveddøren og om spegepølsemadden skæres i kvarte frem for halve. For Hr. Mand og jeg, så er det ultimativ sygdom. Om det så er ungerne eller en selv der er syge, det kan debatteres.

Pludselig lå vi der, med tårnhøj feber og søndagsfriske drenge og hele 7 timer til sengetid – what to do. De første 2 timer gik da sådan nogenlunde, men da vi begyndte at nærme os 2 timer fra sengetid, så skete det, mens jeg lå der på sofaen, sammenkrøbet, med Svaneprinsessen (den hitter pt. herhjemme) kørende på skærmen, en sherifhat på hovedet, det ene barn næsepillende siddende på min mave, mens den anden gennemsøgte LEGO kassen for den der lille dims som åbenbart ikke kunne undværes eller findes, der slog det mig altså – tanken, bønnen og lysten til fred. Lysten til bare at kunne ligge på min egen mors sofa, med lukket øjne, mens matador kørte i baggrunden, velvidende om at fryseren var tætpakket med filur og hvis appetitten nu skulle komme for alvor, så ville der være bøf med brun sovs i køleren. I stedet lå jeg der og var den voksne og tænkte:

  1. Gade vide hvor længe inkubationstiden er på denne her møgvirus ?
    – skulle man stang snave dem begge, velvidende om forbruget af Panodil ville stige de næste par dage.
  2. Vi kunne jo sige vi skulle kører en laaaang tur og derfor være nød til at give drengene en marzin pille?
    – At vi så hverken har bil eller er i stand til det, kan man jo altid finde ud af, når døsigheden har indfundet sig.
  3. Kan man sende sit barn i 7/11 efter smertestillende?
    – Eller kræver det fuldmagt – han skulle jo i princippet ikke over nogen vej?
  4. Vi (ungerne) kan sagtens spise havregryn til aftensmad.
    – Mon vand blandet med kakaopulver kan stå i stedet for mælk?
  5. Hvorfor har vi kun 1 ipad?!
  6. De opdager aldrig klokken kun er 17:30.
    – Det kan sagtens være sengetid nu.
  7. Mon Katten kan hente pillerne?
  8. Hvad er den bedste taktik i Sten – Saks – Papir?
    – Sten først eller papir?
  9. Har præcis penge nok i pungen, så jeg kan sagtens overtale Aksel til at aflevere ham selv og Carl i morgen tidligt.
    – Hvilken stategi skal jeg mon anvende i Sten – Saks – Papir?
  10. Fuck jeg er ynkelig.

Når sten saks papir bliver til en overlevelses strategi, så er man i min optik, på halvdybt vand. Men ikke dets mindre var de sådan Hr. Mand og Jeg kom igennem 5 dages sygdom med halsbetændelse og jeg lover jer for, at det er bedst bare at ligge hårdt ud med sten – lige fra start.

Hvis I kan anbefale et øretermomepter, så gør endelig det.
Indrømmer gerne jeg er lidt træt af den gammeldags metode som indeholder vaseline.

Tusind tak fordi du læste med.

Må du få en dejlig weekend.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Måske bliver det ikke en succeshistorie?

IMG_5201

Er gået frem og tilbage i stuen.

Har lukket dokumentet op også ned igen.

Jeg er rastløs, hvileløs og måske også en smule ængstelig?

 

Velkommen tilbage til den rigtige virkelighed
Første dag tilbage på studiet, det var på mange måder en mental milepæl for mig. En milepæl, som indikerer hvor langt jeg er kommet igennem de sidste 3 måneder og som på samme tid, også vil vise sig, som en slags test. Jeg startede på studiet efter en lang sommerferie – eller, det har den nu ikke just været for mig, for sandheden er nu engang den, at jeg ikke har holdt ferie, i stedet har jeg været syg, psykisk syg.

Undervejs i mit sygdomsforløb, blev jeg anbefalet af diverse fagpersoner, at skærer fra og generelt set drosle ned. Det betød blandt andet at der blev meldt fra, til en del forskelligt og yderligere fandt jeg det nødvendigt at omprioritere de ting der nu engang var i min hverdag. Derudover måtte jeg med en bittersød fornemmelse, formulere et 2 siders langt brev, som skulle sendes til min uddannelses studienævn. I brevet bad jeg, med anbefaling fra henholdsvis en overlæge i psykiatri og en psykolog, om en dispensation. En dispensation, som skulle give mig mulighed for at studere på nedsat tid, således at jeg ville bryde med den numeriske ramme for min kandidatuddannelse. Et brud der i sidste ende vil forlænge min samlet studietid med et semester.

Udover numerisk tid
Til at starte med skammede jeg mig og var i bund og grund flov over, at jeg ikke kunne klare det jeg nu engang skulle. Hurtigt fik en klog kvinde, nemlig min mor, mig på andre tanker. Hun påpegede for mig, at det var jo ikke fordi jeg ikke kunne klare presset – jeg var bare ikke villig til at løbe nogle chancer. Rettere sagt, udsætte mig selv for en yderligere risiko for tilbagefald. Det er i og for sig også rigtig nok. Sandheden er jo også den, at jeg ikke sidder på min flade og bare lader tingene stå til, men at jeg udover at være studerende også pt. laver et større personligt stykke arbejde, for nok er jeg udskrevet, men det betyder bestemt ikke at jeg er blevet erklæret rask.

Jeg er nok typen der er lidt gammeldags anlagt, lidt ala. ”Når du er kommet op i træet, så kan du også komme ned igen.” Problemet er bare, at jeg ikke var kravlet op i noget træ, næh jeg var faldet i et hul og hullet var så dybt, at jeg ikke kunne se op over hullets kanter. Jeg fik heldigvis opsøgt professionel hjælp, som har hjulpet mig, således at jeg nu står på en mælkekasse og akkurat kan se op over hullet. At jeg nu kan se lidt længere gør det samtidigt også lettere at sætte hænderne på kanterne omkring hullet også ellers begynde på at trække mig selv op. Det er ikke noget man bare sådan lige gør, for kanterne er desværre glatte og fyldt med skarpe sten, men jeg tvivler ikke på, at jeg nok skal komme op igen og at det så vil være en endnu stærkere Christina der vil rejse sig fra hullet. Men mens jeg arbejder på at komme op, så kræver det en del opmærksomhed og at jeg bruger en stor del af mine mentale kræfter på det arbejde, det nu engang kræver. Der er nemlig ingen lette løsninger, når det kommer til at være psykisk syg. Det der med bare at tage sig sammen, rejse sig op og komme videre, det fungere sjældent helt optimalt ret længe ad gangen og kan i og for sig også være rigtig svært “bare at gøre”. Istedet må der graves dybt og arbejdes med det der nu engang gjorde at man ente i hullet. Sådan er det ihvertfalde for mig.

Nej tak til offerrollen og tudekiks
Rom blev ikke bygget på en dag og hvis det var det, så havde det nok ikke stået endnu. I stedet kræver psykiatrisk recovery at der gøres et stort stykke kognitivt arbejde, for at sikre en korrekt heling og derudover formindske risikoen for tilbagefald. Selvom jeg nu har lært en masse og selvom jeg vitterligt oplever at jeg bliver stærkere dag for dag, så er der bare lige en brøkdel større usikkerhed i kroppen end ellers og den kommer i følgeskab med sætninger som starter med ”Hvad nu hvis” også gerne afsluttet med en negativ drejning. Hovedeksempel ”Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?” Spørgsmålet er jo reelt nok og tror sørme så, at alle studerende i hvert fald en gang i deres studietid har tænkt denne tanke og tror endda yderligere at alle mennesker, ihvertfalde en eller to gange, også tænker sådan, i eller anden sammenhæng. Jeg tror på mange måder at vi altid, som mennesker, lige tænker hvad nu hvis og det er også fair nok. Men hvorfor er det lige vi tænker det? Er det i frygt for den der nederlagsfølelse – frygten for at vi måske faktisk ikke kan klare det og ærlig snak er da også, at jeg da vitterligt tror at jeg kan 80% af tiden, men sandheden er nu engang at jeg ikke ved det og der er en sandsynlighed for at det her bare ikke lykkes men ligemeget hvad – så skal / kan jeg godt håndtere det, hvis det sker.

Jeg nægter at være et offer. Jeg nægter at spise en tudekisk mens violinerne spiller i baggrunden, i stedet træder jeg frem og må nu engang leve med accepten om, at jeg ikke skriver den klassiske succeshistorie. At jeg ikke er pletfri og det nu engang bare er sådan jeg er og det er og bliver også godt nok – også op i røven med tanken om det perfekte liv, neoliberalske strømninger og numerisk tid for en stund. For jojo – jeg ved da godt vi alle har et ansvar her i velfærdsstaten Danmark og at jeg også skal biddrage til fællesskabet. Min tur på psykiatrisk hospital var ikke just selvbetalt, til det har jeg bare at sige: Bare rolig – investeringen er givet godt ud og jeg har tænkt mig at betale krone for krone, øre for øre, for hvad der ikke dræber mig – det gør mig stærkere.

Af hele hjertet – Tak – fordi du ville læse med.

Hvis du nyder at læse mine lidt stavefejlsfyldte indlæg og ellers er typen der har en Facebookprofil,
så kan bloggen også følges der og ellers på henholdsvis Bloglovin,
Og Instagramprofilen @Mig_Og_Morskabet

De kærligste hilsner Christina, MigOgMorskabet

 

Min Vej Til Bryggen del II

Forord
Kort før indlægget skulle udgives, blev jeg desværre syg og indlagt, hvilket kan læses om HER.  Indlæggelsen gjorde at jeg satte alt på hold, hertil også bloggen. Jeg synes at det er nødvendigt, at jeg er “til stede”, når jeg udgiver noget her på bloggen, i forhold til de kommentarer og mails der kommer i forbindelse med det enkelte indlæg.

Særligt dette indlæg, indeholder en stor stolthed over et af mit livs største præstationer og drømmen om at løbe endnu et marathon kom selv samme aften som jeg løb CPH half 2015. Om bare 6 dage løber jeg igen CPH half.
– Måske går du også med en lille marathon drøm? Eller generelt bare med en stor lyst til løb, i så fald, er dette min erindring om Copenhagen Marathon 2016.

FullSizeRender

Gel og høretelefonerne, ligges ned til det allerede tætpakket energibælte. Det er i morgen det for alvor går løs og alt fra rystende hænder, mave med besøg af sommerfugle med metalvinger og ellers turbo tempo på resten af systemet, indikere, at jeg er velvidende om hvilken prøvelse der venter mig.

Den aften i september, hvor jeg hviskede til Hr. Mand, at jeg altså drømte om mere, den stod pludselig så tydelig for mig. Meget kan man sige om marathonløb, men det kan ikke gøres uden støtte og opbakning, fra familien. Slet ikke, når kalenderen i forvejen er fyldt med aftaler. Det har været en lang rejse. En rejse som begyndte helt tilbage i foråret 2015, hvor træningen til CPH Half startede. Da jeg løb PR til det løb, var lysten til mere altoverskyggende. Alligevel vidste jeg, at tiden frem til Maj ville blive uendelig hård. Faktisk ledte jeg efter mulige marathons, i efteråret 2015, for heller et kort intensiv træningsforløb, end de mange måneder med kontinuerlig langdistance træning.

forberedelse

Jeg elsker løb. Jeg elsker det løb giver mig og ikke mindst den store frihed, der er i at løbe. Det eneste der virkelig tæller ved løb, er løbesko og en god sports bh. Derfra ligger vejene for ens fødder. Vejene lå i hvertfalde for mine og den erfaring jeg havde fået ved mit første marathon, i 2013, gjorde jeg allerede kendte dets mange betingelser. Det er nemlig ikke sådan liiiige, at løbe de 42 kilometer. For mig, er selve dagen den “letteste”. I stedet synes jeg de seje træk, med al træningen, trækker tænder ud.

Normal og i tøj

Jeg havde igen trænet op med Sparta og særligt brugt deres fællestræning om søndagen, til at gøre mig klar til de 42 km. Igen – og særligt derfor, var det vigtigt at hele familien bakkede op, omkring mine lange trænings ture. Udover at træne om søndagen, blev morgenløbeturrene, klokken 4:45, igangsat. Så kunne jeg få trænet, inden familien fik øjne og uden at “miste” tiden med ungerne. Så idet jeg stod ved start, der på Bryggen og hørte startskudet, så viste jeg noget var “slut”. Alle de mange søndage, med min løbende søndagsfamilie, det var slut – måske kun for en stund, men slut var det nu engang og mit løb kunne nu blive hyggeligt, uden for meget fokus på at ramme minimum 40 kilometer om ugen og i stedet bare fokusere på løbet, som det afbræk og terapeutiske rum det også er.

Startskudet
Jeg stiller til start ved fartballonen, med sluttiden 4:40. Ved min side er min bror og foran mig, min veninde, som er indkaldt som fartholder. Min bror skal løbe sit første marathon og sit første store løb siden 2011. Vi er begge nervøse, hjertet banker derudad og benene ryster. Hele mit hoved er fyldt med tankemylder. Jeg lukker øjnene og forsøger at finde mit indre center, det rum, jeg befinder mig i, når verden presser på fra alle sider. Når er jeg er der, gælder det udelukkende om at bevare jordforbindelsen, huske på, hvad der er op og ned og derigennem finder jeg altid vejen fremad. Speakeren tæller ned, startskuddet lyder og publikums applaus giver genlyd ned langs gaden. Vi står længe, men så begynder der langsomt at komme lidt huller imellem os og vores tempo skifter, fra gående til løbende og pludselig kan jeg se tribunen på min højre side. Bassen i musikken får blodet til at pumpe hurtigere og min hals snører sig sammen, i det jeg forsøget at kvæle min hulken. Jeg bliver altid så pokkers rørt, når jeg løber afsted. Rørt over folks opbakning, men mest af alt min egen præstation.

Jeg går generelt til startlinjen, men den holdning, at vi alle er vindere. Jovist kan man som løber fokusere på personlige rekorder og placeringer, men i bund og grund, så synes jeg, det at vi som mennesker sætter os mål, vi kun selv er herre over om at nå og at vi når dem, det er en beundringsværdige bedrift. Om det så bare er de 5 kilometer til et kvindeløb, det at kunne cykle til og fra arbejde, uden Furesøen indfinder sig under armene eller at vejrtrækningen forbliver normal, når man går op til anden sal – Det er i og for sig ligemeget. At vi kan sætte os mål og når dem, det er en bedrift der vil noget. Måske mest af alt fordi, vi ved at sætte mål, ønsker at forme vores tilværelse og ofte til det bedre, for derigennem at forøge vores livskvalitet. Okay…. Livskvalitet, 42 kilometer, det hænger måske ikke sammen for alle og helt ok. Vi er alle forskellige og det er jo heldigvis meget rart, så meget plads er der trods alt heller ikke rundet om søerne i København.

3 Kilometer
Da vi løber op over langebro, fyldes min krop med adrenalin. Alle mennesker klapper og pifter af os løbere, og vi hylder dem. Inde på fortovet står min mor, søster og svigerinde. Min bror og jeg griner til hinanden, det bliver en fest.

Allerede da vi passere de 3 kilometer kan jeg mærke det. Solen står højt på himmelen og luften er tør. Det er som om hele min krop koger og ikke kan få afløb fra varmen. Jeg skubber tankerne væk og prøver at arbejder mig ind i mit center. Igen og igen forstyrres jeg, af andre løber i feltet, mit behov for at følge op på hvor min bror er, man er vel storesøster, og varmen. Varmen der gør alt dunker, hovedet er opkogt og selvom jeg ikke kan se mig selv i et spejl, så bekræfter mine brændende kinder mig i, at jeg er knald rød i hovedet. Den er gal, helt gal og vi har ikke engang løbet 5 km. Ved første væskedepot skynder jeg mig at tvinge en kop vand ned, også afsted igen. Feltet venter ikke og i min manglende koncentration, over at skulle skynde mig, får jeg trådt forkert og ryger delvist ned, for så at nå at rette op, så jeg ikke møder asfalten. Jeg bander over mig selv og tvinger igen og igen mig selv til at holde fokus. Det er dog tydelig for min faste løbermakker, fra feltet, at den er helt gal. Jeg er i krise.

IMG_3625

Da vi når fælledparken sætter jeg farten lidt op, trækker min bror med og forsøger så, at melde ud hvordan sagerne står. På grund af varmen, har jeg brug for mere væske og ikke mindst plads. Han melder ud, at det har han også. Et kort øjeblik vurdere jeg, hvilken betydning denne beslutning kan få, på de næste mange kilometer, men ved synet af en kollapset pige under 11 kilometermærket, er det lige pludselig ikke så svært beslutte, hvad der må gøres. Ved det næste væskedepot drikker jeg først en, så to kopper is koldt vand og hælder dernæst en ned af ryggen. Min bror gør det samme og mens vi står der, løber feltet videre og vi lader os frivillige slippe. Jeg kigger ned på uret og siger så pace 6:50 pr. km. Derfra løber vi afsted. Inden for få kilometer, får vi etableret et godt tempo i pace 6:40 og tillader os selv, ved hvert depot, at indtage rigeligt med væske. Rundt om os går flere og flere løber og vi er ikke engang halvvejs. Det bekræfter mig i, at det her bliver et helt andet løb, end forventet.

Jeg havde forud for marathonet håbet på sluttiden 4 timer og 40 minutter og endda snakkede om at sætte tempoet op ved 35. Alt dette bliver dog droppet, mens jeg løber der langs Kalvebodbrygge. I stedet roser jeg min bror for det kontinuerlige tempo, fortæller om at vi nu har en god plan og minder mig selv, om alle de mange træningsture. Da vi er halvvejs, er jeg ved godt humør. Vi holder en god gennemsnitstid og husker fortsat at få indtaget en god mængde vand og energi. Mens vi løber op over Dybbølsbro taler min bror og jeg om hvilken bedrift dette er og hvor flot et målfoto det vil blive, når vi løber ind : Spartaner og Telenor Medarbejder. Telenor var dette års nye hovedsponsor og havde tilbudt alle deres ansatte, at kunne deltage gratis i løbet, med fuld forplejning og meget mere – ret lækker medarbejdergode.

FullSizeRender (1)
Over halvvejs
Ved 23 kilometer står Aksel, Carl og Hr. Mand. Aksel hopper og danser af glæde og rækker sin hånd ud som tegn til High Five. Ingen tvivl om, at den High Five, er mit livs til dato, bedste af slagsen. Hr. Mand foreviget dette øjeblik og det blev så senere bedømt af Telenor, som værende et af de bedste løbsbilleder fra dagen. Kort efter jeg har hilst på drengene, sker det. Hvad der føles som en blanding mellem myre og hagl, rammer først mit højre og dernæst venstre ben, kramper. Bevist siger jeg intet, da min bror igen og igen glider en halv til en hel meter bagud og beskeden om mine kramper, ville bestemt ikke hjælpe på den indre kamp, han så småt er ved at skulle møde. I stedet skubber jeg kramperne til side og roser ham for hans præstation. Da vi krydser Nyhavn, ved vi, at vores familie står klar med æbler og anden opfyldning, på energi depoterne. Jeg joker med ham om, at han nok skal have et lille kys af sin kæreste og han smiler ved den udmelding, men da vi løber forbi Mærsk siger han så ”Hvis vi stopper op, så kan jeg ikke mere.” Vi har lige passeret de 28 kilometer og min brors løbestil taler sit tydelige sprog, han har mødt muren.

Jeg lægge mig ved hans side og begynder så at fortælle. Jeg fortælle om bygningerne, hvordan han bare skal løbe, rette sig lidt op og bare blive lige der hvor han er. Forude kan jeg se hvordan vores familie står klar med pom pommer og klapper af os. Jeg kaster et nervøst blik på min bror og råber så ”Jeg skal bruge 3 gel”. Idet jeg råber, overrasker jeg mig selv og ikke mindst vores familie. Min stemme er høj og bestemt, vil selv påstå den blot var præget af det pres vi var under. Længere fremme, kan jeg se hvordan min søster finder fryseposerne frem og rækker dem mod os. Vi snupper dem, vinker – og løber så videre. Mens vi drejer rundt om kastellet og løber op mod Østerbro station, falder tempoet. Min bror kæmper og forståligt nok, han ved ligesom jeg, at hvis han stopper nu, kan han bare følges med de andre tilbage og det jo sikkert også er hyggeligt nok. Igen og igen presser jeg på, siger han skal fokusere, finde det våben han skal bekæmpe sin krise med. Skyldes krisen manglende energi, smerter eller noget helt tredje?

Kramper og en vandslange
Da vi løber op ad Østerbrogade, for at dreje af ved Trianglen, for så at tage en sidste tur i Fælledparken, sker det. Jeg kaster et blik tilbage over skulderen og kan se hvordan min brors skridt igen og igen bliver korter. Selv er mine ben fortsat friske, lidt præget af kramperne som kommer og går, men det er okay. Min bror og jeg kigger på hinanden også retter jeg igen blikket fremad og mærker hvordan tempoet stiger. Stille og roligt løber jeg forbi den ene løber efter den anden, nogle er gående, andre står stille. Da jeg kommer ind i fælledparken, står der flere venner og hepper på mig, de får et anstrengt smil, nogle børn en high five og ellers sørger jeg for, at komme under de opstillet bruser ved de forskellige depoter.

Da jeg løber langs den første, af de københavnske søer, knækker filmen, kramperne tager til og jeg når knap nok at overveje min handling, før jeg står der, helt stille, med kun 8 kilometer til mål. Mine ben ryster under mig og smerterne er svære at lokalisere. En heppenede kvinde i skyggen, ser mine kvaler og tilbyder mig hjælp. Jeg afslår dog og i samme øjeblik løber fartballonen 5 timer, forbi mig. Min skuffelse er alt overskyggende og i den forholdsvis korte tid jeg står der og forsøger at genvinde styringen over kramperne, går alle tanker igennem mit hoved. Ikke en siger ”stop så”, i stedet håner de mig, fortæller mig hvordan dette marathon endnu engang løbes over de 5 timer og at min plan ikke holder. I irritation får jeg genvundet kontrollen og begynder så at løb. Ganske langsomt, men sikkert. Kvinden fra skyggen studere mig og begynder så at råbe højt og inderligt, idet jeg genoptager mit løb. Da jeg løber op langs, hvad der måske er Øster Søgade, ser jeg en vandslange ved kartoffelrækkerne. ”Der skal jeg hen” tænker jeg og begynder stille at krydse vejen, for at ligge mig yderst. Igen og igen stopper løber op, og hist og her sidder nogen i skyggen. På mange måder var løbet en stor mestering i, at lytte til egen krop. 10 meter før vandslangen, stå min svigermor der pludselig ”Det er Aksel der står der” og ganske rigtigt, Aksel og Carl, samt Hr. Mand står klar med vandslangen og hvilken lykke.

vandslange
At klaske is koldt vand i hovedet, en tidlig morgen, der er på mange måder befriende, men at løbe rundt i bagende sol, med høj puls og blodet dunkende i tindingerne også blive spulet med koldt vand, det kan næsten ikke beskrives. Den der grysen, chokket og gispet det giver i en, idet man rammes af strålerne, det er overraskende og på så mange måder omsluttened. At det så var Aksel, det spulet mig, det var ren lykke. Carl råbte ”Kom Så Mor” mens han klaskede Hr. Mand med den obligatoriske ”klapper”, det gav mig den sidste energi.

Bare løbe.. bare løbe..
Under løbet, tvivlet jeg ikke på, at jeg kunne gennemføre, spørgsmålet var bare hvordan og I hvilken stil. Efter min nye strategi blev lagt, løb jeg med et stort smil på læberne, med high fives til heppene børn og opmuntrende kommentarer til mine medløber, men ved de 38 kilomenter ædes jeg langsomt op. Igen og igen bryder jeg sammen mens jeg løber, for så at stoppe min egen hulken, for at sikre en god og kontrolleret vejrtrækning, mens kroppen fortsat brænder af smerte.

Da jeg løb, bemærkede jeg det kun i en lille times tid, særligt hver gang mine shorts blev våde, men da jeg kommer i mål, er mine inderlår smurt ind i blod, grundet de slidmærker shortsstoffet har lavet, for hvert skidt jeg tog. Der hvor mit løberur har siddet, er der flere dage efter et blå mærke, til trods for jeg havde sat det på, med hensyn til at kroppen vil hæve op og igen og igen må jeg dræne de vabler der har sat sig på mine fødder.

IMG_3699At passere målstregen.
Jeg løber I mål i tiden 5:07. Ved min side, er min veninde, som løb som fartholder den første del af løbet. Hun har ventet på mig og støttede mig igennem de sidste fire kilometer af løbet og det var uendeligt rart at have en der løb ind efter vand eller peptalket. Da vi kommer i mål bryder jeg for alvor sammen, Aksel, Carl, Min mand, Mor, Søster, Bror, Svigerinde og Morfar står der alle sammen og lykønsker mig.

ungerne
Selv kan jeg ikke andet end at hulke også ellers give mig til at vente.. vente på min bror. Den stolthed jeg følte, da jeg pludselig kunne skimte ham nær målstregen, det er og bliver en af de bedste og smukkeste følelser jeg nogensinde har følt i mit liv. Da han løber ind i mål, omfavner vi hinanden, vi græder og står bare sammen, mens speakeren, musikken, publikum, alle andre lukkes ude.

thumbnail_FullSizeRender

IMG_3637

Copenhagen Marathon 2016, var et unikt, smukt og fantastisk lærerigt løb.
Et løb hvor knap 10% af løbets deltager måtte udgå, hvor temperaturen lå nær de 25 grader og ikke mindst, så var og er det et løb, jeg løb og gennemførte, fordi jeg kunne, må og kan.

Det tog mig flere dage at accpetere hvilken ekstra udfordring varmen havde været og kan på en dårlig dag, forsat, mærke et lille stik af skuffelse, alligevel er det jo ikke værre end at jeg bare kan prøve igen…

Tusind tak fordi du havde lyst til at læse med.
Hvis du har lyst, kan du se min rejse til bryggen på Instagram under Hashtagget #MinVejTilBryggen2016.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Han har en rokketand og mor et angstanfald

FullSizeRender (7)

Han har en rokketand ..
Og min mor et mindre angstanfald.
(Jaja, jeg må godt lave lidt sjov på egen bekostning)

Det kan godt være den kære Povl Kjøller syntes, at det var det fedeste var at skrive tematiske,
genkendelige børnesange. Men hvem laver sange til os mødre – eller fædre?
– Ja jeg spørger bare.

Kunne godt bruge noget til stil med
‡ Melodi: Jeg har en rokketand (gerne med akkompagnerende rasleæg)

1 vers
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

En del problemer med en på 5′ 

For jeg siger stop tiden for pokker.

Omkværd
For Han var jo bar’ en lille en,

lille bitte lille en

og nu så vokser han og blir så stor

og mor her hun bare glor’

2 vers. 
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

For han har fået rokketand

For tredje gang for pokker !

Og ja – sørme så?
Om mit barn ikke er ved at skifte hele tandsættet ud på en og samme gang?!
Hvordan er det lige det giver mening.
Jeg husker tydligt dengang, hvor den lille gut fik sin første tand. Sikke en stolthed der indfandt sig på matriklen. Altså også lidt stress, mangel på søvn og alle de der fif mod ømme gummer blev da også brugt.

Men nu, så skal vi mere eller mindre altid have mønter i pungen, for vi ved jo ikke hvornår barnet igen tænker at placere en tand under puden? Herhjemme komme tandfeen med lidt mønter. Det eneste der mangler, er i virkeligheden bare at hun lige stiller en bag in box, i køkkenet, når den første tand veksle. Lidt som en slags “I feel your pain mama” eller skål – for du nu er ved at have ret store unger og derved selv bliver gammel. Det er lidt for tidligt til en midtvejskrise og har opbrugt min kvote for psykiske nedture for de næste 30 år, så lige nu gælder det om at holde tungen lige i munden og bare smile stolt og sige ”ej hvor sejt” når ungen kører bedste Kylie Minogue stil ala “spinning it around” med den ene tand efter anden. I virkeligheden messer jeg bare for mig selv, at han eddermame skal tage at stoppe det vokseri, bare for en lille stund altså.

Hvordan med jeres unger ?
Vokser de som ukrudt?
– og smider de om sig med tænderne,  som var de brødkrummerne Hans spredte ud?

Tak fordi du læste mit morbrok

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og med hvem, vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser, der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg indeholder. Helt nærtstående personer har ytreret, at der er bare noget som er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet det valg, at dele, hvad der for mig, har været en livsændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skuldrene eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier. Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg kommer i to dele, hvoraf del ét kan læses HER, og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder blev et levende marridt og starten på en kamp tilbage til overfladen.

Mor er rundtosset
Jeg tror de fleste forældre ønsker at være der for deres børn og hvordan man definere det at være noget og nogen i forhold til sine børn, det afhænger i bund og grund af egne personlige værdier. Disse værdier afspejler ofte, en overordnet værdi og normsætning i det samfund, man som individ er en del af. De der kender mig, ved, at mine børn er det vigtigste her i livet og sammen med min mand, udgør de på mange måde, hvad vand er for den tørstende blomst, uden dem, vil jeg visne og med tiden tørrer ind og knække.

Men hvad gør man så, som kvinde, som mor, når man på mange måder synes at opleve et knæk på psyken. Når hverdagens stress, uforudsete udfordringer og måske endda også fortidens skeletter rammer en i solaplexus og fremkalder en mavepuster, der bringer en i knæfald og det man ellers før synes at kunne, ikke længere mestre? En ting er hvad jeg selv kunne og måtte se mig nødsaget til at gøre, en anden sag er nu engang, hvordan man lige forklare det til to små størrelser på 5 og 2½ år – det var såmænd svært nok at fortælle ens nærmeste, at man var kommet til skade, men at det altså ikke var fysisk men psykisk og det lige krævet at diverse dygtige fagpersoner under en indlæggelse, fik lov til at gøre en rask.

Min mand og jeg var hurtige til at se, at den belastningsreaktion jeg havde fået mig, ikke lige kunne fixes sådan over et par dage og at vores børn derfor var nød til at kende til en børnevenlig sandhed. Jeg har aldrig været væk fra Carl og Aksels længere end en weekend og når jeg har været væk, har det altid været med en velkendt sandhed om, hvor turen er gået til og med kendt dato for tilbagevendelse. Men pludselig var situationen en helt anden og på mange måder, var jeg det også som menneske.

Da min mand, i Maj måned, havde været så uheldig at sprænge sin blindtarm, var det egentlige sygdomskort allerede smidt og utrolig frisk i vores børns erindring og derfor var det klart for os begge, at vi var nød til at træde ekstra varsomt. Mange mener at børn er hårdfører og jojo – det er de nok, selv mener jeg ikke vi bør teste hvor hårdfører og at vi som forældre har til hovedopgave, at sikre deres evige trivsel, også når livet gør ondt og nærmest slår koldbøtter, så man selv mister pusten.

Mor På Tankehospital
Derfor valgte vi som forældre, at omsætte virkeligheden, til noget der på mange måder var håndgribeligt og serveret i en børnevenlig udgave. Sandheden var jo, at der var noget galt oppe i hovedet, i psyken og derfor valgte vi at fortælle at ’Mor var blevet rundtosset’. Altså havde Mor fået en tankesygdom. En tankesygdom, som gjorder at hun var kommet på tankehospitalet. Sygdommen var ikke farlig og smittet heller ikke og yderligere – det gjorder ikke ondt på mor. Særligt det med om mor nu havde ondt, det fyldte og derfor var det også vigtigt, at drengene besøgte Tankehospitalet, for at se hvor ufarligt det nu engang var.

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer, der har været på et psykiatrisk hospital? Indrømmer gerne, at jeg aldrig har haft sat mine ben på sådan et før… Jeg havde da utrolig mange forestillinger om hvordan den type steder var. Der findes jo diverse forskellige afsnit på sådan et psykiatrisk hospital. Der er steder både med og uden gardiner, ledninger og bruseforhæng. Der hvor jeg var, var der masser af lys, ro, en blød elevationsseng, som drengene selvfølgelig leget en del med. Der var hvad der nu ellers var brug for, på sådan et lille midlertidigt værelse, alt fra bad, skrivebord og til vasketøjskurv også et tilstødende patientkøkken.

Udover selv at skabe gode ramme for besøgene, aftale pædagogiske termer, så brugte vi noget af det ”pårørende”-litteratur, som var rettet mod børn. Noget jeg virkelig har lært i forbindelse med min indlæggelse er og var, at børn også er pårørende. Det kan nu engang godt være det var mig der havde fået klistermærket i røven, men i princippet så var hele familien jo ramt. At være pårørende og behandler, er to vidt forskellige ting, men uden deres støtte, ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg lige skulle have fundet fodfæste.

Min mand læste særligt ”Rosas mor er på psykiatrisk hospital” højt, dog valgte vi sammen at gøre brug af det før præsenteret term tankehospital, og sikre, at alt fra institution, bedsteforældre og behandler kendte til disse udvalgte ord og derigennem skabte vi grundlaget for at have et sprog, der gjorder det nemmere at tale om mors fravær og sygdom.

Mor har en tankesygdom
Aksel, min store dreng, spurgte mig i starten af indlæggelsen, om hvad der så skete når han blev rundtosset, altså når han gyngede på gyngerne eller prøvede en karrusel i tivoli – spørgsmålet er jo så reelt og illustrere så fint, hvordan han på en og samme tid forstår og samtidigt bekymrer sig, for hvis mor kan blive rundtosset, kan alle så blive det – kan man selv, far og måske endda lillebror? Svaret var, at forskellen mellem den rundtossethed, der opstod når man snurreret rundt på gyngerne også den der pludselig var i mig, var at min rundtossethed ikke stoppede når gyngetureren stoppede og at den tog lidt længere tid at komme af med, en den fra gyngen af.

For at sikre os, at vores børn blev hørt og fik stillet de spørgsmål de havde brug for, så fik vi i begyndelsen af indlæggelsen, en samtale med en af de uddannet nøglepersoner i familie og børn som pårørende. Det var en samtale der foregik på gulvet, med legetøj og popkorn. Derudover blev mors seje seng blev prøvekørt, den kunne jo kører op og ned og lave buk hele to forskellige steder også endda styrers med fjernbetænding – det var på mange måder et hit. Udover den samlede familiesamtale, med fokus på de spørgsmål drengene måtte have og formidling omkring tidsperspektivet, hvilket fyldte rigtig meget for begge drenge, så lavede jeg selv små læselige breve, tegninger og sammen havde vi et utal af facetime opkald. Opkald som på mange måder var hjerteskærende men også bekræftende i vigtigheden omkring det at arbejde med det, der nu skulle arbejdes med. Sammen aftale vi, at når jeg ikke længere skulle være på Tankehospitalet, så skulle vi holde en rigtig pandekagefest, hvilket vi selvfølgelig holdte i bedste stil.

Sidst men ikke mindst
Det er ikke kun en, men en helt familie der rammes, når et familiemedlem får en psykisk sygdom eller reaktion. I vores sundhedssystemer findes en masse tiltag for, hvordan også de pårørende kan støttes i, under og efter et behandlingsforløb, sådan at man ikke bare som patient, men familie lærer at håndtere og arbejde sig igennem en helings proces.

Jeg vil gerne sige jer tak for at I har ville læse med.

Tak for alle jeres søde mails, kommentarer og tak til alle jer – der har valgt at træde frem og fortælle jeres historie. Sammen kan vi bryde tavsheden og derigennem nedbryde tabuet omkring psyke lidelser.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifonden

Kærlig Hilsen Christina, Mor til To.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Farvel til tremmeseng og ble?

I vinters tog vi dén ned fra loftet og jeg er vist ikke helt gal på den, når jeg husker at der hist og her hang lidt restpynt, fra Carls 2 års fødselsdag. Carl kiggede da noget skeptisk på dén og påpegede mest af alt sin undren omkring, hvad dén skulle der på badeværelset. Aksel derimod oplevede en form for gensynsglæde og havde det ikke været for hans enorm lange ben, så tror jeg snildt han kunne ha’ “trådt af på naturens vegne”, på dén.

Carl vidste ikke helt hvad han skulle kalde dén og hvor skulle han også vide det fra?
I børnehaven er der små børnetoiletter og ingen af vores billedbøger, skildre direkte et toiletbesøg på dén slags. I et kort sekunds dårlige forældre humor, så overvejede vi faktisk at kalde dén noget helt andet. Mit lille politiske jeg, tænkte sågar “blå blok” men ret skal være ret, og velvidende om at sætninger som “Jeg skal på blå blok nu” eller “jeg skal lave lort på blå blok” ville blive sagt – muligvis i køen i Netto, så rettet vi ind og præsteneret så Carl for dén, nemlig potten.

Potten samlede en del nullermænd, mens den stod der ved siden af toilettet. I ny og næh snakkede vi lidt om, hvad sådan en sag kunne bruges til. Det egentlige besøg kom først i februar. Besøget blev afsluttet med en tissetår og siden da, har de egentlig fuldt trop. Jeg ved ikke om det er en ”drenge-ting”, men altså, jeg kan ikke tisse mit navn i sneen – jeg er mega god til punktum og til tider også komma, sågar en form for blindeskrift? Men måske er det noget med at stå der og tro mand er brandmand, eller verdens kæmpe?  Ret hurtigt blev Carl fortrolig med potten, toilettet og det at kunne lade vandet. Nogle søndage løb han blefrit rundt og i takt med han blev mere og mere sikker på selv, ja så blev der købt underbukser eller bokseshorts som modellen jo nok hedder.

Aksel smed sin ble, da han var 3 år og 2 uger. Nogle vil måske sige at det er lidt sent, men han er nu engang født i april og sådan et blestop medføre ofte lidt våde underbukser, bukser og frugt på øvrige lag. Så sådan en våd flyverdragt, er bare ikke sagen. En anden faktor var også, at Aksel lige var blevet storebror og derfor valgte vi at holde os til vores mavefornemmelse. Nemlig den, at han bare ikke var klar – før han så var det. Det der med at være klar, er svært at definere, hvornår er man egentlig klar? Jeg tror rigtig mange børn, tit og ofte er klar før forældrene er det og at mange forældre har en tendens til at pakke børnene lidt ind i vat. Når det er sagt, skal et barn jo nok nå at smide bleen og om det så er to år eller næsten fire, det afhænger af mange forskellige faktorer.

Hos os er det sådan, at Carl er lillebror i al sin flor. Han har på mange måder snydt sine forældre, for den klassiske 2 års alder. Mange stadier er blevet sprunget over og i pædagogisk optik, er han et meget fremmeligt barn. Et barn, som er god til at verbalisere sine behov og det er en evne, jeg som forældre, til tider godt kan falde lidt på halen over.

Vi besluttede i det spæde forår, at bleen skulle ryge i sommerferien. Vi kunne se at der var kommet et fint mønster i både nr. 1 og 2 i bleen og ikke mindst, så havde Carl også udviklet en adfærd, så som at gå væk, for at lave nr. 2 i bleen. Så vi konkluderet at tiden ville være inde, så ferien begyndte. Sommerferien er på mange måder et godt tidspunkt at lærer sine børn nye ting og hertil, at smide bleen. Alligevel kan ferien også være præget af flere heldagstur og på E45, kan det hurtigt blive problematisk når en ytre at skulle tisse. Vores ferie blev, som I måske har læst, ikke helt som vi planlagde den. Vi skruede ned for volumen og holdte en god omgang tøffeferie og det gjorder bare at tiden til et blestop være mere ideel.
Vi var klar – spørgsmål var så om Carl også var?

I ugerne optil ferien, begyndte vi at tage bleen af Carl, når vi var hjemme og det gik sin gang. Inden den egentlige ferie, tegnede jeg en lille stimuli tegning, i forhold til det at lave lort – det hedder det hos os. Pølser er noget man griller og det var nu engang en lort det landende på muldvarpens hoved.  Det var nemlig den brune fætter, der var vores lille problem. Heldigvis havde vi erfaringen med os, fra Aksels tid, da også han havde fundet det lidt svært at lave lort. Hvad jeg har kunne læse mig til og forstå for begge mine drenge, så har de været ”bange”  eller nærmere utrygge for at ’prutte’. Derfor blev der lavet en fin tegning, med 10 lorte, et toilet og en gave, en lille lorte rebus om man vil?

Unavngivet

Altså 10 lorte i toilettet og det ville udløse en gave – nok er Aksel og Carl brødre, men de er nu engang to vidt forskellige drenge, så den lille brune lort, ja det blev på mange måder en kamp der skulle kæmpes. Gode råd er dyrere, når ens lille trold igen og igen skider i buskerne. Det eneste jeg virkelig tror virker, når man skal pottetræne, det er tillid. Tillid til sig selv og ens barn også en lille smule pres. Presset er der grundet den ubetinget kærlighed og må til tider være en del af forældres pædagogiske værktøjskasse. Jeg presser ikke for at presse, men for at støtte og for at lærer mit barn nye egenskaber og udvikle kompetencer og ikke mindst, for i sidste ende at sikre at mit barn ikke står 10 dage før skolestart og skal vænnes af. Jeg ved godt nogle nu tænker – de siger selv til og ja, det gør børn oftest og enten kan man hoppe på, ved første spæde udmelding eller vente til ynglet kommer og siger: “Mor nu vil jeg gerne lave lort på toilettet”. Dermed ikke sagt at sætninger som “Mig stor dreng nu” er det samme.

Carl var klar, det indikeret hans hurtige kontrol over vandladningen både dag og nat, men det krævede en større del stimuli pædagogik at få lorten i potten og her er det tilliden til ens egen fornuft, som forældre, virkelig skal på banen. Det er her, at det er vigtigt at man som forældre husker man er overdommeren. For jojo – nok kan dygtige børneeksperter tilråde om det farlige i belønningssystemer, at flytte rundt på potten osv. Men det var og er nu Hr. Mand og jeg der er overdommere og eksperterne i vores eget barn.  Derfor kørte vi på med de ti lorte og en selvvalgt gave. Derfor fik Carl en vingummi for hver lort det havnede i potten og derfor udgjorde lortesnak og masser af lorteros, en stor del af samtalen ved middagsbordet og hvor vi nu ellers var.

På 3. dag med pottetræning, stoppede Carl med at have våde bleer om natten og det understreget bare at det var det helt rigtige tidspunkt at smide bleen. Alligevel blev bleestoppet ikke helt gnidningsfrit, da den der lort, det forvoldte en del uheld men efter 2 uger med rigtig – rigtig mange lorteuheld, så sad også den i skabet – eller bør man sige potten?

IMG_4876

Nu står jeg her; på den anden side. Med en dreng der er vokset så meget de sidste måneder. Han er gået fra at sove tremmeseng til juniorhus og nu også at være bleefri. Jeg ved ærlig talt ikke, hvem der har glemt at fortælle om belønningssystemer til forældrene. Men hold nu op !

Alle de bleer, alle de skønne stunder ved puslebordet. Al den nus, zinksalve og tis. Alle de timer ved tremmesengen. De nætter jeg sågar har sovet i den, de er nu gemt i hjertet til evig tid og udgør de bedste men også hårdeste minder om det at blive og være mor.

En ny tid er begyndt og jeg byder den velkommen med ærefrygt og håber på mange måder at jeg kan nøjes med kun at sige på gensyn til tilværelse med lortebleer og nus igennem tremmerne.

Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen en stolt mor til 2.

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bar’ røv og solbeskyttelse

FullSizeRender (2)

Der var engang hvor den danske sommer udgjorde de obligatoriske skub op is, med cola smag, bade bassinet uden oppustelig kant, sandkorn alle og ingen steder. Også var der mig, med hvidt hår, røde kinder og en hvid T-shirt, hvor dets front var trukket op over hovedet og blev en slags solbeskyttende bolero T-shirt.

Jeg voksede op i 90’erne. I en tid hvor bøf, brun sovs med kartofler, stille og roligt blev udkonkurreret med sundhedsstyrelsens anbefalinger om ¨6 om dagen¨ og middelhavets køkken. I en tid hvor fjernsynet var en kæmpe klods, børne programmer ikke havde deres egen kanal og hvor tyggegummi cigaretter var legitimt og obligatoriske for en hver slikbutik – med respekt for sig selv. Mange ting har ændret sig siden dengang, ja selv skolernes sommerferie er der pillet ved, men en ting forbliver dog den samme, at huden på mine skuldre, fortsat er yderst sårbar der i solens stråler og ja, mine børn har til tider også fået sig en klassisk T-shirt bolero.

FullSizeRender (3)

I dag er vi mere oplyst om, at beskytte os selv imod de stærke UV-stråler og i takt med skorstenene fortsat rygere mere og mere, så bliver strålerne ikke mindre stærke. Selvom jeg da ellers mener at kunne tage patent på denne solbeskyttende T-shirt bolero, så er den måske en kende upraktisk. Selvfølgelig er der altid siesta og den gode solcreme, men der er også to blåøjet vandglade drenge, hvoraf den ene, næsten kommer i følgeskab med en UV briller, for Carlen, han er bleg. Hvis I viste hvor tit jeg har tænkt, om dets barns pigmentere sammensætning nu var helt i orden – for hvor er den lille hvidhåret trold bleg. Nogen gange tænker jeg, at det er blege børn som Carl, der var inspirationskilden til, at gøre vampyrerne i Twilight sølvglinsende. Heldig for os, er diverse tøjfirmaer begyndt at producere lækkert UV beskyttende badetøj, så vi sammen, med et storforbrug af solcreme, kan sikre at alle mand kommer ind fra solen uden diverse solskader.

IMG_4694

Ungerne har som små, begge haft en af disse smarte UV-dragter og kære så de da ud, mens de sad der i vandkanten og byggede små kongeriger. Upraktisk var det dog, når først dragten var våd, vinden kold og ikke mindst når badebleen var smidt. Nok slap de for skoldninger, men i stedet fik de ofte en lille sommerforkølelse med sig i stedet. Derfor har jeg faktisk haft opgivet det der solbeskyttende badetøj.

I forsommeren spurgte børnetøjmærket Reima mig så, om jeg ville teste deres UV-badetøj af på mine egne unger – de er sikkert også blevet blendet af min lille hvidhåret trold?
Jeg skulle så lige bestemme mig for, hvad der lige passede bedst til mine ungers behov. Da vi gerne ville hjælpe Carl hen imod at droppe bleen helt, var der en hvis nødvendighed i, at badetøjet lige kunne trækkes ned, sådan 1 – 2 – 3. Derfor valgte vi at prøve et par seje badebukser af også i stedet give ham en fin badebluse på overkroppen – det samme galt for Aksel. Derudover fik begge unger en badevenlig solhat, som bedre kunne tåle, når de små briser ved havet blæste hatten i vandet og for at sikre os imod at vi ikke scoret den der sommerforkølelse igen i år, fik drengene en håndklædeagetig trøje, som de lige kunne få på efter en tur i bølgen blå.

IMG_4623

IMG_4464

Jeg må da indrømme at jeg havde en skepsis for særligt T-shirtens, men efter at have testet dem af, dels langs de danske strande, men også i badebassinet og ved vandkampe i sviger forældrenes have, så er der kun ros til Reimas fine badetøjs kollektion. Tøjet tørrer på nul komma to og selv da jeg oversprøjte Aksel med Hr. Mands gamle Super Soaker, så perlede vandet bare af badetøjet, det var sgu smart. Okay – tøjet kunne ikke sig fri fra at blive fedet ind i Carls halve magnum, men det er vist ikke tøjets skyld

Jeg vil ønske jer en fortsat god sensommer derude og sige tak fordi I læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet