At løbe et marathon

unnamed (2)

Idet jeg lukker døren bag mig og begynder at gå ned af trapper, så ved jeg det er nu, lige nu det begynder. Jeg hopper ivrigt op på cyklen og tramper så afsted. Jeg har gjort det før og nu, nu er tiden inden til at jeg kan og vil gøre det igen.

At løbe et marathon, det er bestemt ikke bare noget man sådan lige gør. En ting er den enkelte lange distance på 42,2 kilometer, men så kommer alle træningsturene. Alle de aftner man ligger hovedet på puden før tid, tilpasser kosten så det er `løbermavevenligt´ og vigtigst af alt, for mit eget vedkommende, tiden jeg vælger at prioritere, lige præcis på mig selv og mit løb og samtidigt tiden der går fra for dem, mine drenge.

Det sniger sig ligesom frem mens jeg kører op ad Elmegade. Her løb jeg, dækket i konfetti, med trætte, ømme ben og til pulserende musik og støttende tilråb. Billederne suser forbi på nethinden, mens jeg mærker kæben spænde op, jeg ved godt det her bliver pisse hammerende hårdt og alligevel har jeg rettet mit blik imod målet, Copenhagen Marathon 2016. Det er nemlig mere end bare et løb, det er min kamp, min alene.

Igennem de sidste mange måneder er formen for alvor blevet pudset godt af og den almen motionstræning spædet op med tung styrketræning og nu, nu er jeg klar til at påbegynde lægningen af det store puslespil. Brikkerne skal lægges i et jævnt fast tempo, helst 3 gange om ugen skal det hele klikkes sammen og blive en del af det større billede. Om det så gøres klokken 04:30 om morgen, med ungerne i løbevognen eller sammen med Københavns største udflytterbørnehave Sparta, så vil de blive lagt. Jeg ved jeg med tiden vil have lyst til at tyre det hele i skraldespanden, at jeg vil bande over intensiteten og hungre efter meget mere. Jeg ved vinteren kan og vil være lang men at med den rigtige vilje, kan jeg lyse op i mørket og trække til, så brikkerne til sidst kan danne et nyt marathon målfoto i 2016….

Forbered jer på meget mere løb…

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sandheden fra en taber vol. 2.

unnamed (1)

Han skiftevis napper og kysser mens han bevæger sig ned langs halsen, forbi mit bare bryst og videre. Huden sitre under hans berøring og blodet synger i mine åre. Mine hænder er alle steder, over hans muskuløs skuldre, langs hans bare mave og i hans nakke. Fingrespidserne løber langs hans kæbelinje mens vor øjnene mødes og brænder sig fast i hinandens. Han kysser mig ømt, lige der ved hoften, mens han lader hænderne glide langs mine lår. Så kysser han mig forsigtig igen, lidt højre, lige over navlen.

Det er da en menneskelig udgave af Grand Canyon” siger han og smiler så skævt, mens hans finger driller mig, lige dér, ved navlen. Jeg sætter mig lidt omtumlet op og selvom de bløde toner fra Savage Garden lyder fra anlægget, hører jeg kun støjens gnister i mit indre.
Hvad?” Jeg er normalt ikke typen der kan klassificeres som en grå og kedelig mus, mere som en vild løvinde i løbetid og alligevel har alt varmen forladt min ellers før så ophidset krop. “Synes du jeg er…tyk” mumler jeg stille. “Nej, nej !! Du er dejlig, se på mig” og ja okay. Hans krop eller elastikken i hans boxeshorts viste da på bedste vis, at han var mere end bare glad for at se mig.  Han lader en hånd lægge sig i min nakke og trækker mig langsomt ind til sig igen. Imens siger han undskyldende at det nu engang var dumt sagt, men min navle bare var ret dyb.
– Dyb? Hvad fanden mener han med det ?!
Er den ikke bare helt normal men åh, de kys, de fingre og på ingen tid er vi tilbage og endnu længere og jeg kommer i mere end en forstand ‘To The Moon And Back’

Næste dag er mine læber hævet. De små spor, efter hans kræssende stubbe, breder sig langs min mundvige og ned til halsen. Selvom de for enhver er fremtrædende for deres blotte øjne, er det et helt andet spor der fylder mit indre. Jeg rejser mig fra sengen og søger imod spejler, trækker op i blusen og lader blikket kører ned over min krop. Brystet er spændt, fast og ligesom resten af min krop, præget af den udvikling man nu engang er i, i en alder af 14 år. Jeg drejer mig, studere mine træk, hvordan kroppen rundes og skyggerne falder.. Grand Canyon…. Så dyb..  Imens jeg tænker det, begynder jeg at trække maven ind, lade hænderne forme min mave og hvad jeg desværre ikke ved, tager jeg psykisk et skridt ind i mørket. Et mørke fyldt med oplysende dårlige selvbilleder og manglen af accept for egen naturlig smuk krop..

Virkeligheden er i dag en anden, en helt anden. Selvbilledet er efterhånden blevet godt og grundet reetableret til et sundt og stærkt et af slagsen. Et selvbillede, med accept af kvindelige former, bløde inderlår og et fødselspræget bryst. Ofte har jeg ladet fingrene kører langs min mave, mens øjnene har været selvstuderende i spejlet. Jeg kan godt se mine fødsler. Se hvordan de har sat sig, som små hvide streger men også i hudens fasthed. Min navle er stadig dyb, men det er nu engang min navle og jeg ønsker ikke længere at trykke i den, for at blive usynlig, når jeg står i svømmehallen. I stedet ranker jeg ryggen lidt mere og husker mig selv på, at det er okay, det er faktisk mere end okay og jeg er kommet længere end jeg nogensinde troet var mig muligt.

Når man som jeg, har tabt en større mængde kilo, i disse dage 39 kg, så er der mange ting der skal følge med. Tøjet skal løbende udskiftes, selvbillededet igen og igen indstilles og acceptere, at pigen i spejlet nu udadtil er en anden. Noget der bare ikke helt ændre sig i takt med kiloene tabes, det har for mig været hovedet og alle mine tanker og psykiske ar. Mit spisemønster er for længst ændret og nu sundt og afpasset til min fysiske livsstil. Men selvtilliden, den har og er stadig svær at få med til tider. Nogle gange står jeg foran spejlet og oplever en psykisk vægtøgning, til trods for den fysiske vægt ikke har ændret sig. Det er her, lige her de rigtige seje træk tages, her hvor de indre dæmoner skal jages på flugt og hvor accepten af min egen figur skal vinde.

Det er en lang proces og formentlig en proces, der forsætter i et stykke tid efter det endelige vægttab sluttes.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen, En Taber.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jordmødre for livet

stork

Carl er født d. 18 januar 2014, klokken 18:06, men kunne, hvis ikke der havde været travlhed på Rigshospitalets fødegang, været født tidligere. Havde han været det, havde jeg sluppet for antibiotika kur og ikke mindst 2 dage på en 4 mandsstue – i stedet fik jeg, pga. travlhed forlænget vandafgang…

Jeg havde spontan vandafgang aften forinden Carls fødsel, klokken 17. Da jeg ringer til Rigshospitalet, aftaler vi, at jeg skal komme senere på aften og blive tjekket. Da jeg kommer senere, bliver jeg tjekket og alt ser fint ud.  Vi aftaler, at jeg skal tage hjem og få en god nat søvn og at vi forhåbentligt ses på naturlig vis, hen over natten, da veererne så selv kunne starte. Back-up planen er, at jeg skal igangsættes med veer stimulerende drop, klokken 9:00, lørdag morgen, hvis ikke kroppen selv laver veer.

Det gør min krop ikke og da jeg sætter mig i venteværelset, er det kun bindet i trussen, der bevidner, at min fødsel real set er i gang. Mens vi sidder og venter, passerer urets viser 9-9:30-9:45….10…10:30….11:15… osv.
Da klokken er 12 bliver jeg kaldt ind til forundersøgelse og klokken 13 kobles dropstativet på, samtidigt med at jeg får forklaret, at jeg formentlig ikke kan slippe for antibiotika, da jeg nok ikke når at føde indenfor 24 timer efter vandafgang. Carl er født på 5 timer, 25 timer efter spontan vandafgang.

Carl kommer sundt og rask til verden, med dygtig jordmoder som tager imod ham.
Da hans hjertelyd dykker markant under første pres, har overjordmoderen også været forbi min stue, men det var heldigvis bare falsk alarm..

Om aften er der ro på fødegangen og min mand og jeg ligger længe og nyder stilheden på vores fødestue, inden jeg med Carl i armene går over på barselsgangen, hvor vi nu skal være i 2 dage, grundet en forlænget vandafgang. Jeg ønskede ikke at risikere noget, så selvfølgelig blev jeg på barselsgangen…

I princippet risikeret jeg allerede noget, da jeg satte mig i det venteværelse.

I dag er videoen I Jordemødrenes Sko blevet offentliggjort og tilsendt til flere medier. Videoen kan ses  H E R – kan du se den til ende?

I morgen skal vor politikker forhandle Finanslov for 2016, heraf en lov om arbejdsvilkårene for jordmøderne. En lov der vil forringe arbejdsvilkårene yderligere.
Hvornår er nok nok?
Vores dygtige jordmødre skal have tid og de ressourcer der kræver til at passe deres arbejde og ikke tænke ”Det var bare ikke godt nok” hver dag de går hjem. De vil have vi skal knalde for Danmark – men hvad nytter det – der er jo ikke nogen til at tage imod barnet når det kommer ud.

Jordmødre for livet har en facebookside smut forbi og giv dem et like, det fortjener det.
Det andet, det fortjener det bestemt ikke.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

C9 filur version

image

Ønsker inden den videre læsning gøres at male en lille scene .
Jeg er omklamret af halvsvedigt sengetøj, et lagn med rugbrødskrummer, fra ungerne fignemadder, en lader til min telefon og ipaden, også en lidt indesluttet lugt. Rummet er plaget af stilhed, når ikke min mave forsøger at gøre sig som bas eller eller kommer med skingre skrig, ja så er her stille.

Mit hår ligner en fuglerede, en regnfugtig en af slagsen. Øjnene har søvnsporer og det har mundvigen sgu også lidt, bare I ved, salvrester.
Huden er bleg, kinderne indsunket, randerne alt for mørke og ja, jeg dufter nu engang heller ikke af roser.

Min C9 filur version blev påbegyndt i lørdags. Jeg startede ud med sådan lidt madleden, ømhed i lænden og efterfølgende andre led. Så kom der ikke bare én elefant, tó elefant men tré elefanter marcherende hen over mit hoved og samtidigt blussede kinderne også godt op. Derefter gik det direkte ned ad bakke i takt med min indre temperatur steg og steg. Klokken 23 faldt den første filur, det eneste jeg hungrede efter og søndag faldt den anden, som dagens første måltid klokken 21. Alt andet siger min krop pænt nej tak til og adskiller sig med i raketfart fra kroppen, enten med den ene eller anden affyringsrampe og det er sgu noget lort. Her 3 dage senere har jeg indtaget 4 filur, lidt mælk, afstødt en helvedes masse inklusiv pamoler, daddelkugler og ja nu sænket min vægt med intet mindre end 2 kilo. Så jaja , kom ikke her med aloe vera shots og diverse gel til den lette sum af fjortenhundrede et eller andet kroner, nej nej . I skal da være velkommen til af slå vejen forbi , evt lader jeg bare hver med at spritte toilettet af , men ellers kan i få en lille møsser? Valget er jeres ?
Stor sygdomkrammer herfra XOXO
BTW: Indlægget er skrevet i fuld overlæg af sygdom, kedsomhed og ikke mindst rastløshed

Sandheden fra en taber

Pølseskin

Udadtil virker det måske lidt som en dans på roser. En dans som har resulteret i, at kiloene er raslet af ét for ét og nu ligger et eller andet sted, i en bunke på knap 37 kg. Det virker helt skørt, både at forestille sig det rent visuelt men også at jeg har været helt deroppe på vægtkurven.

Det har bestemt ikke været en dans på roser, hvilket det måske alligevel har været?
Eller er det kun mig, som synes det gør nas lige at få en torn i blommen?
Det har uden lige været en benhård kamp og kan vel allerede nu forsikre om, at der kommer til at optræde et enkelt eller 10 taber-indlæg her på bloggen.
….. Indlæg, som vil være sandheden fra en taber.

Min første sandhed er at jeg har snydt.
Snydt mig selv igennem rigtig mange år.

Da min mor skulle giftes i 2006, står vi under kjoleprøvningen i House Off Bride og ekspedienten omtaler der her ”pølseskin”. For dem der ikke lige ved hvad dette er, så tænk på den gamle børneremse ”Finn, Finn pølseskind, trækker maven ud og ind” og forstil jer en form for korset som ja, trækker / strammer maven helt ind. Der stod jeg, i baggrunden, med mindreværdskomplekser og overhørte beretningen om dette lille magiske stykke stof, med hægter, som kunne få kjolen til at glide på for derefter at sidde spot on. Der gik ikke mange dage efter den kjoleprøvning, så stod jeg der, i den lokale undertøjsforretning og var 300 kr. fattigere. Økonomisk set rørte det mig ikke, men på den psykiske front, sendte det mig til noget nær helvedet. I perioden fra december 2006 til maj 2015, har jeg næsten dagligt iført mig det fermøse pølseskin, med undtagelse af når jeg har været gravid.

I maj stod jeg så foran garderobeskabet, det klassiske PAX skab, med spejl på den ene side og almen låge på den anden. Med mit pølseskind i hånden og sagde farvel. Husker jeg lavede en lille aftale med mig selv om at det skulle være slut. Jeg var simpelthen for alvor nød til at gøre op med alle mine indre dæmoner. De fleste var allerede røget sig en tur. Sukkermonstret vender i ny og næh tilbage fra ferie, men aldrig længere som den der ubudne gæst, der terrorisere og ødelægger alt og hvor det i princippet kun var hyggelig de første 10 minutter af besøget. Men ellers, så var jeg nogenlunde i relativ god balance. Når man som jeg har været en flask taber og benyttet sig af ekstreme og dårlige metoder til et vægttab, så lever man med det, formeligt til evig tid. Går det skævt den ene uge, så kan de forførende tanker om et nemt og hurtigt vægttab godt kigge forbi, heldigvis er jeg så meget klogere og stærkere nu, end jeg var dengang.  Alligevel viste jeg godt, at det var lige her, her ved pølseskindet jeg skulle starte den sidste rejse, rejsen mod en sundere og stærkere kvinde. Mit vægttab handler ikke om at være tynd, men om at være slank og stærk, i mine øjne er der en virkelig stor forskel.

Jeg var og er simpelthen nød til at acceptere mine former som de er. Jojo – jeg kommer med sikkerhed til at hoppe i noget lignende det der pølseskin i ny og næh, når kjolen skal sidde spot on MEN det skal aldrig mere være en fast bestanddel af min daglige påklædning.

unnamed (2)

Mine former er bærer præg af min arv, at jeg er lettere lav, at jeg har skæve ben, et okay fint størrelse bryst, runde kinder, smalle skuldre, kort overkrop og dertil et højt hofteben. Mine former bærer præg af, at jeg er kvinde og at jeg mener en kvinde skal have lidt rundhed hist og her. Mine former bærer også præg af, at jeg har fået to børn, det betyder at nogle ting ikke længere har samme volumen og lidt en anden tyngde. Andet ved kroppen, eksempelvis min bagdel, er først kommet til efter to børn have passeret igennem min fødselskanal. Jaja – min krop bærer præg af mange ting og det er det, som gør den til min krop. Det der gør, at jeg er nød til at tage mig af dén og for at jeg nu engang kan gøre det rigtigt, så kræver det, at jeg også holder af dén.

Det er lettere skrevet end gjort, når man står det mandag morgen, med træthedsbryster, mørke rander der har kvalificeret sig i DM og skæve korte ben, men der er ingen vej uden om. Vi, min krop og jeg, vi hænger sgu på hinanden, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Det er lige præcis det der var og er essensen af alt den træning, tidligere kalorietælling og prioritering af fødevare. Jeg prøver nemlig at få det aller bedste ud af min krop. Nu helt uden snyd ….

Kærlig Hilsen, En Taber.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mor På Su

Og når I om 4 år står med jeres eksamensbevis i hånden, kan jeg uden at tage munden for fuld, godt sige, at flere af jer vil være lidt rundere, måske endda have anskaffet jer et kørertøj eller sågar have et barn siddende på hoften” Min gamle rektor på lærerseminariet havde i den grad, for der stod jeg, ganske rigtigt fire år senere, med min 2-årig søn Aksel på hofte og havde endda lillebror Carl liggende trygt og godt i min mave.


h

Jeg er, i forhold til den gennemsnitslige alder for førstegangsfødende en ung mor. Jeg vil til hver en tid sige, at jeg på intet tidspunkt har været en egnet kandidat til kanal 4´s program ”De unge mødre”. No hard feelings, men det var bare ikke en kategori for mig. I stedet var jeg hende, der sammen med min dengang kun kæreste, sad en vinteraften og oprettet et dokument i Excel med overskriften ”Fremtid”. Vi var dem der regnede på det, dem der vendte vor fremtidsdrømme igen og igen og fandt ud af hvad vi ønskede at fylde vor liv med. Vi ønskede og ønsker at fylde det med kærlighed og ikke bar til hinanden, nej til noget vi kunne skabe sammen. Så en forårsdag sad jeg der, på studievejlederens kontor og spurgte så ind til Su reglerne for nybagte forældre og særligt mødre under uddannelse. Planen lå egentlig klar, men når man nu engang trives bedst med ”livrem og seler” og det hele i princippet ikke længere kun skulle handle om min kæreste og jeg, så valgte vi better safe than sorry metoden. Studievejlederen kiggede da også lidt skævt til mig, da hun hørte om min kærestes og min plan. To bachelorstuderende, som planlagde at blive forældre og samtidigt for morens vedkommende, ønskede at gennemføre sin uddannelse på numerisk tid. Hun dømte allerede der, vores kommende lille families plan ude. ”Det er jo slet ikke sikkert, at din termin kommer til at passe med jeres planer” og nej nej… viste da godt at min kæreste og jeg ikke kunne bestemme over hvordan moder natur nu engang virkede, vi kunne kun bidrage til processen og det gjorder vi, for vores udregninger stemte overens med det studievejlederen sagde og med is i maven smed vi præventionen og kastede os ud i projekt baby.
mac vs vognDer gik ikke længe, nogen vil måske ligefrem kalde det ”to ryk og en aflevering”, for så viste stregerne sig.En ting havde vi allerede der fået på plads, i forhold til navnet til den lille ny, nemlig at barnet skulle bærer begge vor efternavne, ligesom os selv, vi tog nemlig en tur på rådhuset en blæsende efterårsdag og sagde ja til hinanden. Tiden gik og familien Sylvest Noer var og blev en realitet. Vores første dreng Aksel kom lige tiden, nemlig på terminen d. 9. April 2011. Forud for terminen skulle mange forberedelser og overvejelser gøres. Valget stod på mange måder imellem Macbook eller Emmaljunga og vi har den dag i dag, aldrig haft en eneste klage over det svenske design. Opgaverne blev skrevet i god tid og en lille pude blev da også medbragt til de sidste forelæsninger. I foråret slog det for alvor en af mine underviser, da han midt i gennemgangen af Emil Strunges digte udbrød ”Hold op hvor er du stor” og ja, stor var jeg, da jeg slæbte mig rundt der på studiet 4 dage før termin. Både undervisere og studievejleder var hjælpsomme med alt fra udlevering af opgaveformuleringer før tid, til accepten af, at jeg lige skubbede min eksamen i linjefaget dansk fra maj til sygeeksamen i august. Alligevel stod jeg der, 3 uger efter Aksels ankomst til verden og snakkede om børns læring i forhold til mennesket behovssystemer ved psykologi eksamen.

Og jeg stod der også første skoledag efter sommerferien….
…. og var klar til tredje år på læreruddannelsen.

Det var hårdt, krævede en masse planlægning, selvdisciplin og god støtte fra vor bagland. På så mange måder kunne vi kun se fordele ved, at vi som par valgte at blive forældre mens vi var studerende. Når det er sagt, så har alt dette kun kunne lade sig gøre, fordi vi havde hinanden, og at vi som par men også individer var klar, sådan gennemklar til at blive forældre. Det er immervæk ikke alle 19-årige der er så heldige at finde deres livs kærlighed i så ung en alder og det er ikke alle der lyster at bytte den der søndags brunch på sokkelunden ud med sandkassehygge, indtørret havregryn på bukserne og snotkys.

Jeg tror på, at det handler om prioritering, at det handler om at nogle bare gerne vil noget andet. Det kan hurtigt blive til en værdidebat, hvor man peger fingre af hinanden og her mener jeg nu engang, at det er så utrolig vigtigt, ligesom i så mange andre henseender, at vi respektere hinanden, for vor forskelligheder.

For jo – vi kunne da godt havde ventet med at få børn, til vi begge var blevet færdige med vor uddannelser. Det ville da helt klart havde givet et langt større økonomisk råderum, men igen – jeg tror ikke et barn nødvendigvis bliver mere lykkelig af at sove i en juno seng, danse afsted i leopardprikkede bukser eller kunne fremvise feriebilleder fra eksotiske rejser. Jeg tror på, at det er kærlighed og tid der skabe den der lykke og ja – vi har da også lavet sten, saks, papir om hvem der skulle blive hjemme fra forelæsning, men vi har også været dem, som kunne tage en fridag lidt oftere, eller kortere dage, da vi nu engang under vor studietid er vores egen chef og det er sgu smart, når man har små børn.

På så mange måder, så kan jeg kun anbefale at få børn under ens studietid. Så længe alt det generelle og værdimæssige er på plads og man handler efter barnets tarv. Så når Københavns kommune nu anvender æggeforskrækkende kampanger så tror jeg desværre man lige rammer lidt forkert også alligevel ikke. For okay – hvor mange kendte til de faktuelle oplysninger i forhold til faldende fertilitet efter 25? Hvem bliver ikke lidt halvprovokeret, eller giver sig selv tid til lige at stoppe og tænke efter, det er nu engang formålet med en kampagne – at så alle ikke kan lide de faktuelle oplysninger, det er en fair sag. Biologi er nu engang biologi og det kan vi altså ikke gøre så meget ved… hvor end vi gerne ville.

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Survival Of The Fittest

Er bloggen død?” Sådan spurgte en sød følger på Instgram forleden.
Svarede pænt tilbage, at den pt. var ramt af en form for hverdagskoma / generel travlhed, men at jeg heldigvis havde været på et førstehjælpskursus engang i tidernes morgen og med sikkerhed nok skulle puppe lidt liv i den igen, til takterne Stay-Stay-Stay-Alive.
For nej, bloggen er bestemt ikke død, den er for mig en organisk størrelse i fuld udvikling og det er bare ikke lige altid man kan se det her, men inde i mit hoved, der sker ting og sager. Vil indrømme, at jeg lige skal finde mit fodfæste i det hersens blogger land, lige vurdere hvad jeg gerne vil takke ja til og samtidigt nej. Der er mange holdninger og meninger til det her blog halløj, generelt også selvfølgelig specifikt til MigOgMorskabet.dk der er som sådan også fair nok.

Jeg læser og følger selv nogle enkelte blogs og hvad der lige tænder op under mine lyster til bloglæsning, ja det svinger meget. I nogle perioder elsker jeg de der ”Jeg brøler og provokere lige lidt” indlægs og andre gange vil jeg faktisk bare gerne høre lidt om en hverdag hvor trip trap stolene er klistret ind i gammel havregrød – eller er det kun her? Men en ting er hvad jeg selv gerne vil læse, en anden er hvad jeg gerne vil skrive. Det er på så mange måder, ikke to sider af samme sag.

Så i nogle perioder, der popper der måske en notifikation frem dagligt og andre, ja der er måske mussestille og hvem ved, måske er jeg i gang med den der Stay-Stay-Stay-Alive behandling…

Hvad jeg pt. ved og tænker meget over, der er sgu nok, at mit liv i disse tider efterlever lidt ala Survival Of The Fittest i moderne moderiske klæder… At det hele ikke handler om de der koldt hævet boller til studiegruppen i morgen, eller nullermændene som skrammer katten væk – nej det handler lige for tiden om bare at være til også måske slække lidt på alt det andet. Det synes jeg måske lige udtrykkes nemmere sagt end gjort artigt, for hvis der er noget jeg ikke trives i generelt, så er det rod og mangel på den der struktur. Men lige nu, med næsten ny studiestart, søde unger, en æblesæson som gør at Hr. Mand også har en del og se til samt hans kandidat : Ja vi er med på bølgen og lavet børn mens vi læser … såååååå er det bare lige nu at det hele handler om at være til og med. At der gerne må spises pasta med ost og ketchup i sofaen mens Pippi danser scottish i fjerneren. Det er okay, det skal det simpelthen have lov til at være.

Så måske handlet det engang nok så meget om arternes egenskab til at overleve via udvikling og det gør det for denne her mor nu engang også.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Må Man Tage Hunde Med Sig Ind I Himlen?

Sorg er en mærkelig størrelse, det er døden for den sags skyld også. De går oftest hånd i hånd.
For mit eget vedkommende, så lærte jeg sorgen og dens ven døden at kende alt for tidligt. I en alder af bare 2,5 år mistede jeg, som tidliggere skrevet på bloggen min far.

Jeg lærte alt for tidligt, at det ikke kun var tissemyrerne, bænkebidere og kæledyr der kunne dø, men også en af mine primær omsorgspersoner. Det har på så mange måder formet mig og givet mig et helt unik forhold til døden. Vil til evig tid mene, at jeg på så mange måder ville ønske jeg havde været foruden, mest af alt fordi døden nu engang ikke er for børn, det er simpelthen for stort at skulle bearbejde. Er idag ikke bange for at dø, kun for at dø for tidligt. Døden skræmmer mig som sådan ikke, det er en naturlig ting af livet, men når jeg skriver naturlig, så mener jeg det bogstaveligt talt ikke helt – for jeg nægter at “acceptere” at dødelige sygdommen, er den naturlige menneskeregulering. Døden er for mig noget der indtræffer, når et menneske har levet et langt og helst lykkeligt liv, ikke noget med bilulykker, sygdomme eller andet i den dur. Som barn have mit liv, mit sind en helt anden dimension, det har det på sin vis stadig. Jeg var hende der kunne relatere, hende som kunne tage de svære og til tider hårde snakke og hende som på så mange måder, havde mistet sin barndomsuskyld alt, alt for tidligt.

… Sorgen er en mærkelig størrelse og den kommer i flere stadier og i niveauer differentieret af de forskellige relationer vi nu engang indgår. Idag har jeg skulle fortælle min store dreng Aksel på 4, at Fister, mine svigerforældres og deres fars hund er død. Fister, som har været en tro ven og beskytter og som lærte mig, at hunde var mere end okay trods fortidens uheldige sammenstød. Fister som for en kort stund var min hund med partisaner tørklæde og i julemåneden nissehue. Fister som nu engang var den kærligeste og mest toldmodigheden hund, jeg har kendt.

Da jeg fortælle min store dreng Aksel, at Far er taget med på dyrehospitalet, er han først undrende og spørger om vi ikke kan tegne en tegning til farmor og farfar. Imens vi sidder der, hvor kun lyden af tuschens føren frem og tilbage hen over papirer høres, falder hans første tåre. Han har tegnet et trist ansigt alt imens jeg efter bedste evne har forsøgt at skitsere Fister.

Aksel rykker over på mit skød og stille begynder jeg så at rokke ham frem og tilbage, mens hans gråd langsomt udvikler sig fra at være stille og rolig, til små eftergivende hulk.
“Det gør ondt Mor, lige her” hvisker han, mens han lægger en hånd på hans mave. I der sekund forstår jeg for alvor, at det er nu, lige nu mit barn oplever den, døden og følgesvennen sorgen. Til trods for Aksels oldemor sidder oppe i himmelen og hun ofte er et samtale emne, så er det stadig ikke helt en ulykkelig sorg han har været i kontakt med dets Aksel var knap 2 år da hun døde og havde efter min mening, en pædagogisk indførelse i, at oldemor nu er oppe i himmelen og vi i ny og næh lægger en rose på kirkegården. Han kan stadig husk hvor hun bor, hvilken slags chokolade hun havde og det er som sådan også det. Men selve tabte, det huske han ikke. Til gengæld ved jeg han vil huske dette, det vil vi alle samme. Noget har forandret sig og nogle vil kynisk ryste på hovedet og sige “det er bare en hund” jovel, men det var og er så meget mere end bare det. Det var et følgeskab på 11 år og en fast bestanddel af “Hjemme hos Farmor Og Farfar”. Så fast at det første Carl på halvandet spørger om, da vi står i entréen er “Fister?”.

Idag har jeg derfor måtte trøste, , favne og med tiden skal jeg guide Aksel igennem dette tab. Og det hele er nu startet med besvarelsen af hans spørgsmål : “Må man tage hunde med i himlen?”

Kærlig Hilsen Christina.

“Det Er Min Mor”

I går søndag, var på så mange måder en begivenhedsrig dag. For dem som bor i indre by, bemærkede de nok at vejen til deres lokale supermarked var afspærreret, at busserne var omlagt og andre igen, kunne måske sågar ikke forlade deres egen vej. Hvorfor kunne de så egentlig ikke dette?
– Jo altså, der var fordi 23.785 tusind løber, havde kastet sig ud i at løbe distancen 21,1 kilometer mere præcist et halv marathon. Jeg var en af disse løber og til trods for at mine ben og psyke før har prøvet kræfter med denne distance og endda det dobbelte før, så var løbet Copenhagen Half, på så mange måder helt unikt og en speciel oplevelse.

Træningen var gået efter bogen og jeg havde endda formået at opbygge så stor en styrke, at jeg nu kunne rykke min kilometertid til 6:10, blandt andet ved hjælp af Spartas Fællestræning. Det var sikkert og vist, at jeg skulle satse på sluttiden 2:15, hvilket ville blive en personlig rekord på denne distance og en forbedring på hele 12 minutter. Jeg var på mange måder flyvende. Flyvende frem til de 19 kilometer og derefter lykkelig over mit felt ikke havde nogen bødekasse, for hold op en masse fy-ord jeg lukker ud når benene er trætte og hovedet konstant møder ”muren”. Jeg holde tempoet og da vi rammer de 20 kilometer gav mine fartholder mig ellers en highfive og bad mig stikke af. Så langsomt men sikkert blev tempoet sat op og endte med en endelig sluttid på 2:14:32. Jeg var stolt, rørt og sindssyg træt da jeg kom i mål, lettere våd af regnen men også min salte sved. I målet får jeg fumlet min telefon frem fra løbebæltet og ser min kære mands lykønsknings besked, efter hurtigt at have givet lyd fra mig, var der ikke andet for end at vente.

Medalje

Og hvem ventede jeg så på?
– Ingen ringere end min elskede mor.

Min mor, som i mange af livets aspekter var og er en stor inspirationskilde.
I efteråret 2010 løb vi vores første officielle løb sammen, ”Støt brysternes”-løb og i 2011 løb hun så sit første maraton, nemlig Københavns maraton. Husker stadig hvordan jeg havde stået halvvejs på ruten, igen og igen havde opdateret app’en, for at sikre hun nu også var påvej. Hun kom, hun så og hun sejrede, mens jeg stod tudbrølende på sidelinjen og heppe af mine lungers fulde kræft.

Og nu stod jeg så der, i målet og ventede…..
Jeg fik ret hurtigt tracket hende og kunne konstatere at det gik jævnt fremad, i et nogenlunde kontinuerligt tempo. Måske er det en familiesvaghed, eller bare der kroppen begynder at tære på depoterne, men et sted mellem 18-19 km begynder hendes hastighed at falde og alverdens tanker løber igennem mit hoved.

Vi havde talt en del om dette løb, de psykiske kampe og manglen på troen om kunnen.
Hun måtte for alt i verden ikke give op nu, det var og blev skide flot.

Minutterne går og endelig begynder den lille prik, som marker hende som løber for alvor at rykke sig, jeg rykker nærmere MÅL porten og begynder at spejde efter hende. Der kommer mange løber, alle seje og udholdende, men ingen af dem er hende. Jeg begynder langsomt at gå ud igennem målet og ned af Øster Allé og pludselig ser jeg hende, den røde løbejakke og de farverige sko.

CollageJeg beklager den ringe billedekvalitet, men det har og er simpelthen ikke muligt at opsporer
bedre målfotos på nuværende tidspunkt.

Idet vores øjne mødes smiler hun træt og som en anden dresseret søløve begynder jeg at slå hænderne sammen mens jeg løber imod hende. ”Det er så flot” siger jeg idet jeg tager hendes hånd og sammen løber vi mod målet. Det var hverken trætheden, smerterne i de tunge ben eller kulden der aktiveret tårekanalerne, det var og blev stoltheden. Idet vi løber forbi de sidste standhaftige tilskuer Hey’er jeg højt og råber så af lungernes fulde kraft ”Det er M I N mor”, tilskuerne klapper og hepper højt og det havde det al mulig grund til at gøre. Det var og blev sejt kæmpet.

unnamed

Selvom benene er lettere tunge i dag og kroppen træt så er jeg høj. Høj på et helt fantastisk løb med den helt perfekte afslutning. Nemlig at løbe hånd i hånd med hvad der for mig, er den sejeste kvinde, nemlig min Mor.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet